Aktionsforskningens felt-‐ og forandringsteori som metode
”The most successful of these networks are characterized by a substantial number of participating organizations in combination with a number of different forms and levels of participation. The organizations range, furthermore, from industrial enterprises via service enterprises and municipalities to state agencies and civil organizations and movements. They form sub-‐groups and clusters within the broader network. Pluralism and many-‐sidedness are the order rather than uniformity and single directedness.” (Gustavsen, 2006:20-‐21)
Aktionsforskningen har sit hovedafsæt i socialpsykologen Kurt Lewins eksperimentelle
interventionsstudier i 1930’erne og 40’erne. Selvom Lewins forskning spænder bredt, er han mest kendt for sine studier af ledelsesformer og deres betydning for gruppedynamikker.26 Hans analyser af, hvordan deltagelse i demokratiske processer bedst forener undersøgende refleksioner med kreative, skabende processer, rummer den samme forpligtelse på demokrati som livsform og som social
handling, som vi finder hos Dewey. Det er også i de studier, at aktionsforskningen henter en forståelse af fundamentalt set at vedrøre transformationer af magtforhold i retning af større demokrati
(Greenwood & Levin, 2007).
Lewin er formet af mellemkrigstidens interesse for social forandring omkring Frankfurterskolen kombineret med Gestaltteoriens fokus på figur og kontekst som et
sammenhængende hele (Lewin, 1973 [1948], Lewin 1963 [1952]). Forståelsen af social forandring som betinget af elementers forhold til et sammenhængende hele betyder, at Lewin i sin feltteori definerer feltet som ‘a totality of coexisting facts which are conceived of as mutually interdependent.’
(Lewin, 1973:240).27 En given social situation eller begivenhed er således afhængig af det sociale felt som helhed, lige som feltet omfatter alle aspekter af det sociale, ikke kun menneskelige aktører. For at kortlægge afhængighederne foreslår Lewin at iagttage konstellationer af gensidigt forbundne
elementer, og den enkelte konstellation som blot en af flere mulige: ‘[T]o understand or to predict behaviour, the person and his environment have to be considered as one constellation of
interdependent factors’ (Lewin, 1963:240). Vi kan aflæse afhængighederne gennem de forandringer,
26 Hans studier omfatter også studier af sociale processer i nabolag, fødevarerationering i krigssituationer og etnicitetsproblematikker. Aktionsforskningen bliver imidlertid særlig udbredt i forbindelse med demokratisk udvikling af arbejdsliv og organisering af arbejdspladser, der antager pragmatisk karakter (se fx Greenwood &
Levin, 2007), dialogbaseret karakter (se fx Gustavsen, 2008) eller organisationsudviklende karakter (se fx Argyris & Schön, 1996), samt community-‐processer, der munder ud i bl.a. udviklingen af
aktionsforskningsretninger som Participatory Action Research (PAR) og nyere forskningsretninger som Internet and Communications Technology for Development (ICT4D).
27 Lewins feltteori er defineret af afhængigheder og har træk til fælles med, hvad Sassen kalder ’et
sammenhængende og komplekst system’ (Sassen, 2008), DeLanda ’en social kompleksitet’ (DeLanda, 2006), Latour et ’netværk’ (Latour, 2011) og Sloterdijk en ’sfære’ (Sloterdijk, 2011[2008]): ”Social events depend on the social field as a whole, rather than on a few selected items – interdependence.” (Lewin, 1963:194).
som eksperimentelle interventioner producerer i feltet.28 Det får Lewin til – lige som Latour -‐ at pege på, at feltteorien bedst karakteriseres som metode (Lewin, 1963:45).29
Dette forskningsprojekts deltagelse i praksis trækker både på interventionsdimensionerne og demokratiseringsprocesserne i Lewins felt-‐ og forandringsteori gennem dets bidrag til at etablere og facilitere pilotprojektet Globale Gymnasier som en ny ”scene of encounters”, hvor aktører kan mødes, producere netværk, udvikle projekter og opbygge redskaber til at navigere i nye typer fora. Mere specifikt kombinerer jeg erfaringer fra en række aktionsforskningspositioner, som op gennem 1980’erne og 90’erne videreudvikler feltteorien ved dels at udvikle fremgangsmåder, der kan
overføres mellem lokale forandringsprocesser,30 dels at betone lokale forandringsprocesser som del af en større, heterogen helhed (Gustavsen, 2006, Greenwood & Levin, 2007). Mens den første position understøtter forandringernes bæredygtighed ved at vægte de forskellige fremgangsmåders evne til at facilitere lokale transformationer, fokuserer den sidste position på at understøtte deres rækkevidde ud over en ren lokal forankring (der op gennem 80’erne viste sig at være en alt for sårbar tilgang både i forhold til den fortsatte udvikling af forandringsprocesserne og deres beståen). Det sidste vedrører at strukturere og tilrettelægge forandringsprocessernes bæredygtighed gennem opbygningen af netværk mellem forskellige aktører, på forskellige niveauer og af forskellig karakter (som Gustavsen beskriver i citatet ovenfor). Samtidig kræver det også at samle og analysere træk, der går igen i forskellige
situationer og miljøer, og undersøge, hvorfor de til tider er til stede og til tider fraværende (Greenwood & Levin, 2007).
Kombinationen af en lokal forandringsproces og indlejringen af den i en større og
flerdimensionel sammenhæng involverer tre afgørende træk: For det første søger fremgangsmåden at overskride en feltsammenhæng, der er lokal, for i stedet at blive lokal-‐global (herunder kontinental, regional og national indenfor en territorial-‐geografisk definition), for det andet at overkomme den lokale konteksts generaliseringsproblematik (og dermed mulighederne for at udvikle teoretisk viden om et felt) gennem etableringerne af konkrete samarbejdspunkter, snarere end gennem teoretisk
28 Lewin forstår selv sine eksperimenter i forlængelse af naturvidenskabelig metode: ”I am persuaded that it is possible to undertake experiments in sociology which have as much right to be called scientific experiments as those in physics and chemistry. I am persuaded that there exists a social space which has all the essential
properties of a real empirical space and deserves as much attention by students of geometry and mathematics as the physical space, although it is not a physical one. The perception of social space and the experimental and conceptual investigation of the dynamics and laws of the processes in social space are of fundamental theoretical and practical importance.” (Lewin, 1999[1930]:7). Forsøget på at sammentænke fortolkningspraksis og
naturvidenskabelig metode finder vi også hos John Dewey.
29 Lewins afvisning af opsplitningen mellem tænkning og handling bliver definerende for aktionsforskningen (Greenwood & Lewin, 2007)
30 Herunder Robert Jungk-‐inspirerede fremtidsværksteder (se fx Nielsen, 1988), Habermas-‐inspirerede
dialogkonferencer (se fx Gustavsen, 2008) og opbygningen af iterative cyklus-‐strukturer (se fx Argyris & Schön, 1996, Smith & Dean, 2009).
transfer, og for det tredje at involvere flere, ofte uafhængige forskningsorganisationer, der gør det muligt at udvide de teoretiske perspektiver og overskride specialiserede, ofte nationale institutioner.
Gennem en aktualisering af de tre træk søger interventionsprojektet at fastholde fokus på, at forandringsprocesser ganske vist finder sted gennem en praksis som det, Gustavsen kalder ”local relationship building” (Gustavsen, 2008:432), men ikke forløber isoleret i en lokal kontekst.31 Det forskyder aktionsforskerens rolle fra primært at bidrage med teoretiske oversættelser (som i
1960’erne og 1970’erne)32 og med organisationsforandrende, metodiske greb (som i 1980’erne)33 til at fokusere på at etablere langt mere sammensatte scener eller arenaer og komparative processer (Nielsen & Svensson, 2006, Gustavsen, 2008, Greenwood & Levin, 2007). Gustavsens analyse af, at et voksende antal aktører og nye konstellationer af aktører kan understøtte forandringsprocesserne bæredygtighed og varighed, gør konstruktionen af netværk til ikke bare en af de centrale muligheder i aktionsforskningen, men også en af dens hovedudfordringer:
”From this point of departure the core challenge for action research would be to help initiate a growing number of network type relationships through making existing networks grow, or through using existing networks as impulses in the formation of new networks.” (Gustavsen, 2008:427).
De udbygninger af netværksforhold (både opkomsten af flere parallelle netværk og udvidelse af eksisterende netværk), som Gustavsen identificerer i citatet, knytter også an til behovet for at skabe de nye fora i det globale, der i hans Habermas-‐inspirerede læsning kan skabe grundlaget for en fortsat demokratisk dialog (”to create relationships between actors, and arenas where they can meet in democratic dialogue.” Gustavsen, 2006:17).
Behovet for at opbygge nye arenaer i det globale tilføjer imidlertid en ekstra udfordring til netværksopbygningen, som Gustavsen ikke kommer omkring. For hvordan komponeres nye fora i sammenhænge, hvis lokal-‐globale egenskaber har væsentlig andre afhængigheder end tidligere? Det er det spørgsmål, der re-‐aktualiserer fremgangsmåder fra Kurt Lewins felt-‐ og forandringsteori, hvor ikke bare forsker, men også praksis gennem begreber, sansninger og handlinger bidrager til at
31 Gustavsen beskriver udfordringen ved den lokale kontekst som forskningens manglende evne til at overskride afhængigheden af lokale betingelser:”Action research can provide important impulses to local processes, but the choice and configuration of impulses are so dependent upon specific local conditions that each case produces little transferable knowledge, far less all the pieces needed for a total theory of work and organization (or for that matter any other topic).” (Gustavsen, 2008)
32 Som ofte løber ind i transfer-‐problematikker (Agyris & Schön, 1996).
33 De metodiske grebs løsrivelse fra den lokale kontekst løser diffusionsproblemerne, men forskningen viser sig også at miste den forandringskraft, som kendetegnede de tidlige forsøg (Gustavsen, 2008).
konstruere de situationer, de afsøger. For Argyris & Schön bliver der mest af alt tale om en design-‐
proces, som kombinerer aflæsning og formgivning:
”[Practitioners] are in the situations they try to understand, and they help to form them by coming to see and act in them in new ways. Through their perceptions, words, and thoughts as well as their actions, they help to construct the objects of their inquiry. They are designers, not in the special sense of the design professions but in a more inclusive sense: they make things under conditions of complexity and uncertainty (…) Not least, they design their day-‐to-‐day strategies of action.” (Argyris & Schön, 1996:36-‐37)34
I citatet beskriver Argyris & Schön, hvordan interventioner og sonderinger bliver en måde både at afsøge feltets organisering og forme situationer under komplekse og uvisse omstændigheder. Deres Dewey-‐inspirerede kobling mellem aflæsning og formgivning som en design-‐proces, der involverer sanser, begrebsliggørelse og handlinger, rejser selvsagt en række forskningsmæssige udfordringer.
For det første indstifter de kollaborative undersøgelser en relation mellem forsker og praksis, der risikerer at fastlåse forskningens retning.35 For det andet producerer praksis som en fortløbende design-‐proces et forløb, hvor der med Deweys ord ikke længere er ”such thing as a final settlement, because every settlement introduces the conditions of some degree of a new unsettling" (Dewey, 1997:42). Kombinationen af de to betyder dog, at der også potentielt tegner sig opkomsten af en forskning, hvor forskerens rolle ikke kun er betinget af observatørens tvivl, undren og refleksioner, men også af de perspektivforskydninger handlingen åbner for. Det er, når udkommet af vores handlinger i feltet ikke passer med vores forventninger, at vi undres – den tvivl bliver i
aktionsforskningen drivkraft for refleksion og for at handle på nye måder i processer, der i den forstand i princippet er uafsluttelige (Argyris & Schön, 1996). Det betyder, at spørgsmål som: ”How success and failure are defined, how goals and priorities are set, and how ends of action are chosen as desirable.” (Agyris & Schön, 1996:36) ganske rigtig bliver centrale for forskningsprocessen, men snarere end aktiveringer af et specifikt og afgrænset perspektiv hos enten forsker eller praksis bliver der tale om hverdagslige afsøgninger af, hvordan sammenhænge konstrueres, struktureres og konfigureres. Gennem den konstante udfordring, som forskningens indlejring i praksis bringer frem, viser sig også mulighederne for at blive ledt ”into previously unfamiliar pathways, involvement in the process is likely to stimulate us to think in new ways about old and new theoretical problems, thus
34 Der er i citatet tale om et design-‐begreb, der fremhæver design som produceret og udviklet, ikke historieløst, og dermed ligger tæt på bl.a. Latours forståelse af handling som både noget nyt og noget, der ikke kommer af ingenting.
35 Herunder den anvendelsesfokusering, som bl.a. Gibbons lancering af Modus 2 viden (Gibbons, 1994) ofte kritiseres for (se fx Plum, 2012, Phillips, 2013).
generating provocative new ideas.” (Whyte, 1991:42). Det kan opleves ubehageligt, usikkert eller forstyrrende, fordi forskeren også må navigere i et spændingsfelt af sociale relationer, magt og deltagelse (Philipson, 2013), men som aktionsforskeren William F. Whyte også fremhæver i citatet, stimulerer processen samtidig nye tilgange til teoretiske og praktiske problemstillinger. Yderligere har indlejringen den fordel, at forskeren tvinges til at flytte sig mellem forskellige perspektiver, og de
’besættelser’, der ellers kan ende med at fastlåse det langvarige, etnografiske feltarbejde til et enkelt perspektiv, undergraves kontinuerligt.
Forskningens processuelle og i princippet deraf uforløste karakter udfordrer ikke blot forskerens rolle og det stabile perspektiv, men også hvordan vi overhovedet giver viden form. Det betyder, at jeg i forskningsprojektet ikke kun fortolker interventionsprojektets eksperimentelle forsøg på at udvikle værksteder, dialoger og gentagne cyklusser (dens processuelle greb) og etablere
knudepunkter og relationer (dens strukturerende greb) som metodiske greb til at skabe forandring, men også som centrale fora for forskningsprocessernes vidensgenerering gennem de forbindelser de skriver frem. De nye sammenhænge, forløb og projekter i Globale Gymnasier producerer også den nye
”scene of encounters”, hvorigennem forskningsprojektet kan udforske, hvad det globale som nyt perspektiv i gymnasiet involverer i praksis. Det giver anledning til en performativ forskningspraksis, hvor den centrale forskningsaktivitet er en ”practicing” for at se, hvad der viser sig, og hvor feltets sted (site) derfor ikke er noget, vi kan afgrænse (specifikt), men de situationer som produceres gennem interventionerne (Haseman, 2006).36
Forskningsprojektets fremskrivning af gymnasiets rekonfigurationer gennem en
eksperimentel og multi-‐sited etnografi trækker på yderligere to forskningsretninger. Den første vedrører, hvordan vi ved at følge interobjektive forbindelser kan undersøge det globale som nyt perspektiv i et felt, der ikke er site-‐specifik, den anden, hvordan vi kan kompensere for opløsningen af Malinowskis åbningsscene gennem opbygningen af en forskningspraksis, hvor betydning sanses og produceres gennem nærhedsrelationer. I kombinationen af de to ligger ansatsen til en multimodal teori og metode, der gør op med tidligere æstetiske kodificeringer og taksonomier: visus (syn), auditus (hørelse), olfactus (lugtesans), gustus (smagssans) og tactus (følesans) og skaber en ny kollektivitet i sansninger (McLuhan, 1962 [1969]).
36 Mindre tydeligt i forskningsprojektet trækker en multi-‐sited etnografis re-‐aktualisering og udvidelse af feltbegrebet også på den pragmatiskinspirerede antropolog og aktionsforsker Davydd Greenwood, der
understreger, at policy og praksis ikke kan henvises til forskellige niveauer, men snarere repræsenterer internt forbundne lag (Greenwood, 2010). Greenwoods pointe er, at aktionsforskningens bottom-‐up prægede og tværgående karakter kan adressere behovet for en ’multi-‐agent and multi-‐level approach’, som fx bidrager til at række ud over de policy-‐analyser, der indenfor uddannelsesforskningen typisk haft en stærk nationalstatslig rammesætning (se fx også Jürgen Enders kritik i Enders, 2004).