Danmarks Kunstbibliotek The Danish National Art Library

Hele teksten

(1)Digitaliseret af / Digitised by. Danmarks Kunstbibliotek The Danish National Art Library København / Copenhagen.

(2) For oplysninger om ophavsret og brugerrettigheder, se venligst www.kunstbib.dk For information on copyright and user rights, please consult www.kunstbib.dk.

(3)

(4) D 45.212. Oboí-w. - fie. vficd p. 1(1. /u.

(5) C A fl L L U N O.

(6) 31U /. DØDENS BILLEDE.

(7)

(8)

(9) P. JO H ANSEN. DØDENS BILLEDE ET UDSNIT AF KUNSTENS OG KULTURENS HISTORIE. H. H A G ER U P ’S F O R L A G KØBENHAVN.

(10) INDHOLD I. D ødstanken.................................... II. Dødens T rium f.............................. III. De tre levende og de tre Døde IV. D ødedansen.................................... V. R en aissan cetid en .......................... VI. G ravm æ ler og Festdekorationer VII. Det 19. A arhundrede.................... K Ø BE N H A V N —. G RÆ BES BO GTRYKKERI. 1917.

(11) Mennesket er den eneste af alle Skabninger, som ved, at det skal dø.. I. græske Oldtid var livselskende. »Intet er. dyrebart som Livet selv«, siger Euripides. Jorden med dens G læ der og Goder var skøn og herlig, den egentlige Værdi. T an ken paa Død og Tilværelse efter Døden skød Helleneren helst fra sig. Underverdenen var ham væsentlig et Glemselens Land, med blege og udviskede Minder om det svundne Jordeliv. Man var saavidt muligt helst fri for at gjøre sig klart, hvorledes Underverdenens Guder saa ud. Døden var Nattens Barn, B ro der til Søvnen; sammen bar disse to den døde bort, medens Døden stille vendte sin Fakkel mod Jorden og slukkede Livs flammen. Kun en ganske enkelt Gang optræder Døden i et Skuespil, og da uden Uhygge, blot kostumeret med et Sværd og et sort Klædebon, nemlig hos Euripides, hvor den kommer for at hente Alkestis, der frivillig hengiver sit Liv for at frelse sin Husbond Admetos. »Nu gaar jeg ind og vier Ofret med mit Sværd«, siger Døden til Apollon. Død og Drab foregik aldrig paa Skuepladsen, der berettedes kun derom. Naturligvis kunde Grækerne ikke i Længden skyde Spørgsmaalet om, hvad der kom efter Døden, helt tilside. Der trængte efterhaanden orientalske Forestillinger ind og der dannede sig religiøse Sekter (Mysterier), som søgte Svar paa dette Spørgsmaal og Midler til at redde sig over i en ny og lykkelig T il værelse. Men den egentlig græske Filosofi gav sig kun nødig af med sligt. Derfor har græsk Kunst ikke noget andet B il lede af Døden end den stille Yngling med den omvendte Fakkel. . Etruskerne derimod kjendte en grum og uhyggelig Dødsgud, Charun. Han var væbnet med en Hammer og fremstilles med Klør, med Fuglenæb og Ulveøren og med Slanger om Hovedet; der var noget af en Djævel ved ham, og ligesaa ved de Gud-. D. en. 7 —.

(12) domme, der ledsagede ham med brændende Fakler, Forke og andre Redskaber til at fange og pine de Døde med. Paa et Gravbillede i Vulci, hvor Achilleus egenhændigt slagter tro jansk? Fanger paa Patrokles’ Grav, er denne Charun tilstede som sagkyndig interesseret Tilskuer. Grækenlands Litteratur kender fra tidlig Tid nogle »sorte Dødsgudinder«. Ogsaa den romerske Digtekunst ved om en Dødsgudinde, sortvinget, bleg og gusten, med Sværd, med graadige Tænder og blodige Klør. Men hverken Grækernes eller Romernes Kunst indlader sig paa at fremstille dem. Noget helt andet er det, at man undertiden i græsk og ro mersk Kunst kan støde paa Billeder af Skeletter. Thi de fore stiller ikke Døden, men de afdøde, og oprindelig kun døde, der maa sone en Skyld og som Gjengangere skræmmer de levende. Der er ingen Rædsel ved dem, snarere har Frem stillingen Smag af overlegen Ironi eller lystig Kaadhed. »Som et momento mori — siger Prof. J. L. Heiberg — er »en sjelden Gang et Skelet afbildet paa Graven med en Op»fordring til at huske paa, hvad et Menneske er dannet af, eller »med en spottende Trøst, som ogsaa Lukianos ynder: Hvem »kan, naar han betragter et Skelet uden Kød paa, sige om det »er Thersites eller Hylas? Den senere antike Kunst afbilder »overhovedet oftere Benrade, som var den ældre Tid en Veder»styggelighed. Meningen dermed er tydeligvis . . . et memento »mori og en bitter Haan over Mennesket. I Thermemusæet i »Rom findes en Mosaik fra en Væg eller et Gulv, der fore sstiller en liggende Benraad og bærer Paaskriften: Kjend dig »selv! En Vægmosaik fra Pompei antyder Forkrænkeligheden »ikke blot ved Dødningehovedet, men ogsaa ved Sommerfuglen »(Sjælen) paa et rullende Hjul. Vinkelmaalet ovenfor betegner »den ubøjelige Død. En Benrad med en Vinkande i hver »Haand skal vistnok minde symbolsk om, hvor nær Livsglæde »og Død ér hinanden.« 1 Petronius’ satiriske Skrift Trimalchios Gæstebud, som spil ler paa Neros Tid, hedder det: »Strax efter blev der baaret »Glasdunke rundt, omhyggeligt forseglede med Gibs, og om »hvis Halse var bundet Etiketter med følgende Paaskrift: Hun»dredaarig P'alerner fra Opimius’ Konsulat. Mens vi læste »Etiketterne, klappede Trimalchio kraftigt i Hænderne og sagde:. »Ak, altsaa lever Vinen længere end et sølle Menneske. Lad »os derfor sætte saa meget des større Pris paa den. Vin er »Liv. Je g skænker Je r en ægte Opimianer. Igaar gav jeg ikke »nær saa god en Vin, og dog havde jeg langt fornemmere »Gæster! — Mens vi drak og nøje beundrede hans elegante »Paafund, bragte en Slave et Skelet af Sølv saaledes indrettet, »at dets løse Led og Rygrad kunde bøjes i alle Retninger. »Trimalchio kastede det hen ad Bordet adskillige Gange, saa »det ved sin Leddeløshed dannede forskellige Figurer, og dekla»merede: Ak vi ulykkelige! Hvor er vi Mennesker dog usle! »Saaledes bliver vi alle, naar Døden bortfører os. Lad os der»for nyde Livet, saa længe vi kan!« — Trimalchios Ord blev applauderede af Gæsterne, hvorefter Gildet fortsattes. Stort mere Alvor synes der ikke at være i noget af Rom er tidens Skeletbilleder. Paa et Relief, som 1 8 1 o blev fundet i Cumæ, ses de afdøde i Elysium, lige overfor tre lystigt dan sende Skeletter. Paa en Gemme danser et Skelet til en B o n des Fløjtespil. Paa en Lerlampe (fra en Grav) ser man to Skeletter danse, paa en anden to Skeletter brydes. En Sølvskaal fra Augustus’ eller Tiberius’ Tid, funden ved Boscoreale (nu i Louvre), har en Relieffrise af Skeletter, der ved Navnevedskrift betegnes som berømte Digtere og Filosoffer. En af dem, Epikur, rækker efter en Kage paa en Trefod, ved hvilken staar skrevet: »Nydelse er Maalet«; et Svin, der følger ham som en Hund, synes ogsaa at have Lyst til Kagen. Der er ikke dyb Alvor i sligt. Det er en depraveret Tids Ironi eller kaade Sarkasme, og den sigter endda mindre paa Døden selv end paa Livet, misfornøjet med at dettes Nydelse skal faa Ende.. Sit eget Billede faar Døden først efter Oldtidens Undergang; endda ret længe efter. For Hedningerne var Døden nærmest blot den negative Modsætning til Livets Positivitet. De maa vel have følt deres Livskraft paa lignende umiddelbar Maade som Rovdyrene gjør det. Deres Kunst har Fremstillinger nok af Kamp og Drab, Of ringer, Jagter, Fjendernes Død og Dyrenes Død; men Døden — 9 —.

(13) selv, som uimodstaaelig Magt over Mennesket, har intet Billede. Livet er mit, Døden er det en Lyst at bringe over de andre! Det »næste Liv« var kun en Afspejling af dette Liv — i Skygge hos Grækerne, i Lys hos Nordboerne. De sidste tænkte sig rentud Tilværelsen i Valhal som en fortsat Fornøjelse ved at slaas og dræbe. Hvor man troede paa en Dom over de døde, var den dog kun en Regnskabsopgjørelse for Synder, der ikke var sonede i levende Live. Der var heller intet absolut Mod sætningsforhold mellem Liv og Død; man stod stadig i For bindelse med de forudgangne Forfædre. Døden var hverken Rædsel eller Befrielse. Der var ingen Bitterhed i Synet paa den, heller ingen asketisk Længsel imod den. Sorgen over de Døde er blid paa de græske Gravmæler. Kristendommen vendte op og ned paa Hedenskabets Synsmaade. Den gjorde Livet til det negative, det tidsbegrænsede, Forberedelsen til Dødens uhyre Alvor, der indleder det posi tive, nemlig Evigheden. Sjælenes Skæbne i denne, Salighed eller Straf, bestemtes i Døden. Deraf kom Æ ngstelse for Døden, Bitterhed mod det vildførende Liv, Rædsel for Dommens Uvis hed. Og logisk Konsekvens heraf blev en asketisk Fornægtelse af Livet, Flugt fra dets Virkeligheder, som var forgiftede af Djævelen ved Syndefaldet. Dets Goder var svigefulde i Dødens Øjeblik. Denne Livsanskuelse udviklede sig gradvis. Den ældste kristne Tid saa neppe strax meget anderledes paa Døden end det Samfund, hvori Kristendommen opstod. Myrderi og Blods udgydelse var saa tilvant, at Angsten derfor slappedes ved Vanen; ogsaa i Krig taber Døden jo sin mystiske Rædsel. I Kejsernes Rom flød Blodet i Strømme for Publikums Fornøj else. Martyrerne med deres exstatiske Salighedsforvisning fryg tede ikke Døden, men gav gerne Afkald paa Livet. Derfor fik Døden heller intet Billede i de første kristne Aarhundreders Kunst. I Katakomberne fremstilles den aldrig; i byzantinsk Kunst er den sjelden, oftest kun en ung Mand, der sidder paa en Sarkofag. Men da Kristendommen bredte sig over Europas barbariske Folk, gjorde dens Gejstlighed noget, som maatte vække Frygten for Døden. Ikke blot, at den truede med Dom og Straf i det næste L iv; den slap ogsaa de onde Aander løs i dette Liv. — 10 —. Fra Hedenskabet var man vant til at anerkjende andre Guder end sine egne, og det faldt ingen ind simpelthen at nægte de hedenske Guders og Naturvæseners Tilværelse; de blev blot afsatte som Guder og degraderede over i de onde Aanders Række. Derved blev alle de nyomvendte Folks gamle Venner og Beskyttere pludselig deres Fjender. Der opstod en u synlig’ Verden som, foruden af den oprindelige Djævel, nu befolkedes af talløse onde Aander, der overalt omgav Menneskene, idelig søgte at forlokke og skade dem, at volde dem den største Fortræd af alle ved at lade Døden komme over dem uforbe redte, midt i deres Synder, og derved narre dem for Haabet om Frelse, ja i selve Dødsøjeblikket søge med Vold at røve deres Sjæle. Kirken tiltog sig Autoritet til at være den eneste Mel lemmand, som kunde hjælpe Menneskene i denne yderst far lige Situation. Det var ikke mere end Kirkens Pligt at være Hjælper — men det styrkede jo ogsaa dens Magtstilling. Det gaar dog langsomt for Middelalderens Billedkunst med at finde rigtig Udtryk for disse Forestillinger om Djævlenes Virksomhed. Det kommer først op saa smaat, da Kunsten frier sig ud af de Rammer, som den byzantinske Gejstlighed havde sat om den, og Exemplerne er i Begyndelsen meget sparsomme. Her skal blot anføres et, fra de første Aar af det i } . Aarhundrede, nemlig Freskobillederne i Forhallen til Kirken S. Lorenzo fuori le mure ved Rom, som illustrerer Legenden om Kejser Heinrich Ils Død (1024). Selve det primitive i Fremstillingen vidner om dens Hold i folkelig Bevidsthed og Tro. Saaledes lyder Legenden: En from Eremit hørte en Aften udenfor sin Hytte stærk Larm som af en Flok vilde Mennesker; han aabnede sin Luge og spurgte, hvem der saaledes forstyrrede hans Ro. »Vi er Djævle — sagde en af Flokken — nu dør Kejser Heinrich, og vi gjør Regning paa hans Sjæl.« »Saa besvær ger jeg dig — raabte Eremiten — at du kommer til mig paa Hjemvejen og fortæller mig Udfaldet.« Djævelen lovede dette, og endnu samme Nat bankede han paa Lugen. »Naa — spurgte Eremiten — hvordan gik det?« »Daarligt, til at blive tindrende gal over — skreg Djævlen rasende. — Vi kom, just som Kejseren døde, og gjorde strax vore K rav gjældende. Den gode Engel var der naturligvis for at frelse ham, og vi gik længe i Rette. Tilsidst lagde Domsengelen alle hans gode og.

(14) £ -. slette Handlinger paa Vægtskaalen, og vor Side tyngedes alle rede synligt ned, da paa engang han, denne stegte Karl (saaledes betegnede Djævlen uforskammet S. Laurentius) kom til og kastede en Guldpotte (Djævlen vilde ikke nævne Ordet Alterkalk) paa den anden Skaal, saa vores svippede tilvejrs; og saa maatte vi jo gaa bort med en lang Næse. Men jeg har dog idetmindste hævnet mig paa Potten og vredet dens ene Hank af.« Dermed forsvandt Djævlen og hans Kammerater. Eneboeren kunde neppe vente, til det blev Morgen, før han skyndte sig til Staden, hvor han vidste, at Kejser Heinrich op holdt sig. Kejseren var død just i den angivne Tim e; og i S. Laurentius Kirke [o: den S. Lorenzo, hvori Billederne er malte], fandt han en Kalk, skænket dertil af den afdøde, og den manglede netop sin ene Hank, som den havde havt lige til samme Dag. Paa Billederne ser man Djævlene drage af med Flag og Musik; baade de og Englene møder med Regnskabsbog over Kejserens Gjerninger. Og den gavnlige Moral af det hele er saa rart tydelig, nemlig at værdifulde Gaver til Kirke og Gejst lighed har en ganske særlig frelsende Kraft. Middelalderens Mennesker maatte altsaa uafladelig være paa Post mod de onde Magter og stræbe at kæmpe imod dem. Døden gik i Ledtog med disse Magter og blev en Fjende i langt dybere og frygteligere Forstand end under Hedenskabet. Paa den anden Side lyste Kampens Pris, Saligheden, i en Glans som aldrig før. Fantasiverdenens Yderpunkter flyttedes meget længere bort fra hinanden. Kunsten var Billede af Virkeligheden, baade den jordiske og den overnaturlige, og fik en mystisk Forbindelse dermed, thi primitiv Opfattelse kan ikke skille Billedet fra det, som er afbildet. Derfor brugtes Billeder til Besværgelse og Forhexelse, Mishandling af Billedet gik ud over den afbildede, og dennes Skæbne kunde risikere at følge Billedets Skæbne. Ligesaa ikke blot forestillede, men var Gudebillede og Helgenbillede paa mystisk Maade selv Gud eller Helgen og fik Del i deres frel sende og undergjørende Kraft. Det blev derved ganske selv følgeligt saa betryggende at faa sit Billede med paa et kirke ligt Maleri eller Skulpturværk, enten som Model til en af de. 1. ■. 4mmw. hellige Personer eller med selvstændigt Portræt som Stifter; man kom jo i direkte Selskab med de hellige og knyttedes til dem ved et mystisk Baand, som Djævlene skulde faa svært ved at sønderrive, og man kunde vanskeligt formenes Adgang til den Himmel, hvori ens Billede havde faaet Plads. Kunsten blev meget mere end blot Kunst, ogsaa meget mere end »Læg mands Bibel«; den blev en stærk aandelig Magt, uvurderlig Hjælper for hvem som kunde paakalde den i Kampen for Sjælefrelse. Kunsten formaaede ogsaa at holde Spejlet op mod Dødens Skræmmebillede, vise dens Udseende og derved hjælpe til at erkjende dens Farer og finde Midlet mod disse, særlig tiltrængt i tunge og angstfulde Tider. Og saadanne Tider var der nok af. Menneskeheden var bleven gjennemrystet i de Aarhundreder, da gamle Riger styr tede i Grus og nye Riger afløste hverandre. Folkevandringens Barbarhorder havde tilintetgjort alt paa deres V ej; siden afløste Krig paa Krig hverandre. Vold og Ulykke trængte ud i Lande, som i umindelige Tider havde ligget trygt beskyttede bag Romerrigets Grænsepæle; Liv og Gods blev højst usikre V æ r dier; Kristendommens Lære om de jordiske Tings Svigefuldhed blev paa det eftertrykkeligste belyst af Begivenhederne. Munke væsen og Askese blev Tilflugt for de mest ængstede Sjæle, Udtryk for Opgivelsen af denne Verden som Djævlenes farlige og fjendtlige Rige; Naturen hørte Djævlene til, fordærvet ved Syndefaldet. Det var, som alt vilde indskærpe dette Livssyn. Farsoter, Pest og Sorte Død hærgede Europa Gang paa Gang i det i o — 14.' Aarhundrede, i det sidste var der ikke mindre end 4 mægtige Epidemier. Og hver Gang ledsagedes Sygdom men af Gejstlighedens Maning til Omvendelse, som var alt dette ene forskyldt af Menneskenes Synd og Ugudelighed. Der blev Utryghed og Uhygge i Tilværelsen. Visselig var Død og Djævle Magter, som man uafladelig maatte være paa Post imod. Det blev Tiggermunkene, Dominikanere og Franciskanere, de demokratiske Munkeordener, som i det 13. Aarhundrede tog sig paa at komme Menneskeheden, især det brede Folk, til Undsætning. De bragte for Alvor Omvendelsesværket og Bods prædikenen i System og valgte de Midler, som havde størst Kraft til at virke paa Mængden. De brugte Folkesproget i . — 13 —. 12.

(15) Stedet for Latin, de gik ud paa Gader og Veje for at bjerge de forvildede Faar, lokke dem og skræmme dem, ikke mindst det sidste, thi det forslog bedst. Navnlig Franciskanerne havde praktisk Greb paa alt, hvad der kunde fremme dette Formaal og virke paa Tilhørernes Fantasi. De vidste, at Synsindtrykket har særlig Magt over Fantasien, derfor tog de ikke blot Billed kunsten i deres Tjeneste, men ogsaa Skuepladsen, egentlige Skuespil, Pantomimer, Tableauer og Optog, i og udenfor K ir kerne. Dominikanerne paatog sig senere som særlig Opgave at forfølge Djævelen inden i Mennesket (Inkvisitionen). Der stiftedes en særlig Munkeorden (ophævet igen 1633)., der endog tog Døden som Emblem : paa deres Dragt var afbildet et Død ningehoved og et Par K n ok ler1), og ved deres Maaltider laa stedse et Dødningehoved paa Bordet. Virkningen af al denne brændende Iver og Handlekraft ude blev ikke. Baade i Italien og i Landene nord for Alperne kom Tanken om Døden til at beskæftige Fantasien i stort Omfang. Det var især Dødens Uundgaaelighed, og Faren for i Dødens Øjeblik at blive Djævlenes Bytte, der virkede saa stærkt paa Sindene. Døden var det eneste absolute Onde, det eneste som selv den helligste, den stærkeste, den mægtigste, den rigeste aldrig kunde undslippe — den fattige var det naturligvis knap saa slemt for, selv om Djævelen heller ingenlunde kastede Vrag paa at nappe hans Sjæl, thi den fattige var jo vant til at maatte bukke og sige Tak til, ogsaa for Døden. At denne for ham endda ved Lejlighed kunde være en næsten kærkom men Befrier fra Nød og Elendighed, var let at begribe, og desuden gav Bibelen jo den fattige særlig gode Udsigter til at slippe ind i Paradiset. Men det gjorde et rystende Indtryk at tænke paa, at overfor Døden var selv de største ikke bedre stillede end de smaa. Lighedstanken fik et enkelt fast Holde punkt. Munkenes Prædikener behandlede dette ved endeløs folkelig Veltalenhed. Paradis og Helvede skildredes med de stærkeste Farver. Og Munkenes livsforsagende Tendenser, deres fjendt lige Holdning overfor det verdslige Liv bragte dem næsten til ') Baade i Preussen og i England kjender vor Tid endnu denne uhyggelige Pynt paa Husarers Hovedbedækning.. at slutte et Slags Forbund med Døden om at ruske Menneske heden op. Deres Litteratur blev præget af det samme; Digte blev jævnlig offentlig oplæste. Før Innocens III blev Pave (1198), havde han forfattet et Skrift »Om Verdensforagt«, hvori Livets Usselhed og Dødens Rædsel afmales med de sorteste Farver. Endnu tidligere havde Bernhard af Clairvaux ( f 1 15 3 ) i sine Hymner slaaet paa Dødens mørktklingende Strenge: »Hvor er de, som levede før os i Verden? Gaa til Gravene, om du vil se dem. Støv og Aske er de, Kødet er raadnet bort: op derfor, vær aarvaagen, altid rede.« I Slutningen af det 13. Aarhundrede skrev Franciskaneren Thomas af Celano sit berømte Dommedagsdigt: »Dies irae, dies illa« (Hin Dag, hin Vredens Dag), og en anden Franciskaner, Jacopone da Todi ( f 1306) udbryder i et af sine italienske Digte: »Se Døden kommer og dræber Ridderen saa vel som Damerne og de unge Mænd; Brødre og Søstre segner til Jorden, Præster og Lægmænd, grimme og smukke. Paa saa skyndsomt Fjed kommer Døden, at ingen fornemmer, den nærmer sig . . . Alle iler vi den imøde, Dag og Nat uden at aflade, den halte ligesaa godt som han med sunde Ben . . . Høj Ros fortjener dog Døden, thi den gjør Ret mod alle og gjengjælder enhver efter hvad ondt og godt han har øvet. En sender den til Helved, en anden til Paradiset.« Meget mærkelig er den nordfranske Munk Helinants »Vers om Døden«, skrevet i Aarene 1 1 9 4 — 97, et langt Digt, paa ikke mindre end 50 flydende og klingende Vers. Det har Form som en velment Formaning til hans Venner, først en vis Bernart og dennes Onkel, siden til forskjellige Bisper og andre højtstillede Personer. Han taler til Døden selv, som »overalt løfter sin Kølle. Derfor har jeg nu omstemt min Hu og op givet Lystighed og Daarskab. Taabe er den, som ikke tørrer sigT af, naar han er bleven oversprøjtet.« Han byder dernæst Døden gaa til dem, der kvæder om Elskov og kror sig af det forfængelige: »lær du dem at synge! — Død, du som overalt hæver din Afgift, paa alle Markeder tager din Part; du som forstaar at klæde den rige nøgen, at kaste de højtstillede i Støvet og at knuse de mægtigste; du som ligger paa Lur ved de Veje og Stier, hvor man plejer at tilsøle sig — jeg vil hilse mine Venner fra dig, at de kan faa Skræk for dig. Du — 15 —.

(16) som gjør Jagt paa dem, i hvem der ikke er Gudsfrygt, stor Gavn gjør du ved din Trusel, thi Skrækken for dig renser Sjælen ligesom gjennem en Sigte. Visselig hader jeg dig, men dem, jeg sender dig til, dem hader jeg ikke; jeg gjør det for at byde dem Trøst og drive al Forfængelighed ud af dem. Død, Død, hils mig Bernart, for hvem mit Hjerte sukker og græder — hvi tøver han? Daaren venter paa, at Bækken skal tørre ud; men om han forbier den rette Stund, da vil Gud sige til ham: »Det var hverken Skidt eller Kanel.« Paa den bitre Dødens Dag skal man sejle over det Hav, hvis Bølger er brændende Ild. Hvad nytter det at raabe paa Tømmermanden, om man har glemt at stænge sit Hus, naar Døden angriber . . . Død, du som lægger din Haand paa adeligt Jordegods; du som gjør dig en Slibesten af hvide Struber til at hvæsse din Rage kniv paa; du som sætter Stop for den Gjerriges Havesyge; du som bryder Grenen af det frugtfyldte Træ, saa Rigmand kom mer i Nød; du som løsner Plankerne i Broen — sig til dem i Angiviler, at du lader den Naal slibe, hvormed du vil bro dere deres Æ rm er. Sig mine Venner, at enhver af de udvalgte har redt sin Seng i Paradiset ved at lide Smerte og M artyr død . . . Død, du som forbyder at opspare Gods og Guld, til Fyrsterne vil jeg sende dig, de som altfor jævnlig har for Skik at plage dem, der maa taale Kulde og Hede. Du hævner de lave paa de høje, med din Le rammer du selv Høg og Falk i Flugten . . . Død, du som fremstod af Biddet i Æ blet, først af Kvinde og saa af Mand, du som slaar løs paa Verden: gaa til det store Rom, som kaldes den store Gnaver, fordi det gnaver Benene og flaar Skindet, og holder Haand over Bestikkelighed hos Kardinal og Apostel. Rom er det onde, som fordærver alt, som slaar daarlig Mønt, snart blot undervægtig, snart helt værdiløs, og forsølver Bly, saa ægte Penge ikke skelnes fra falske . . . Død, du som kaster de høje Herrer i dit Fængsel ligesaa godt som os fattige Stoddere, der foragter denne V er den; du som tager den sovende i hans Seng, som røver G læ derne fra de rige og gjør det skjønne til Skarn; du, som pludselig griber den, der tænker at leve længe og synder i Haab derom; Død, du skal stævne til dig alle de høje Prælater i Lombardiet, Frankrig og England, fordi de ikke træder op mod den verdslige Magt, der aabent fører Krig 16 —. mod G u d 1). Du nedslaar jo dog paa en Gang Kongen i hans Borg og den fattige i hans Hytte, og holder Sjælen i Klemme, til den har betalt sin Gjæld til Gud. Overalt hæver du dit Banner . . . du er mild mod de gode, bitter for de onde, rundhaandet mod en og karrig mod en anden, jager hin og flyr denne; tager den unge Søn før Faderen og ryster Blomsten ned før Frugten; du kommer som T y v om Natten . . . Døden øder i et Øjeblik alt, hvad Begjærlighed har samlet, faar den snaksomste til at tie og den lattermildeste til at græde. Den gjør Sæk og Haarskjorte lige med Purpur og broget Kjortel. Den sætter ens Pris paa Vin og Vand, L ax og Tørfisk. Dens Net fanger alt, dens Haand griber alt. Den gjør Træl til fri Mand, Konger og P aver til Trælle. Den giver den fattige Op rejsning og udplyndrer den rige. Den gjør Ret og Skjel for alle og hævner Uret.« Efter en længere Polemik med Datidens »Fritænkere«, som benægter Guds Tilværelse, følger nye Udfald mod de rige, der udbytter og mishandler de fattige, i Grunden saa urimeligt, thi »mest fryser den, som har tættest Fjer«. Det ender med Formaninger til Omvendelse og Bod. »Bort Læ k kersult, bort Sanselighed, saa dyre Retter bryder jeg mig ikke om — hellere spiser jeg mine Æ rter og min Urtesuppe.« Et saadant Digt gjorde det stærkeste Indtryk paa Samtiden. Man ved, at det blev offentlig oplæst. Om dets R y vidner ogsaa, at det i mere end ioo Aar blev afskrevet Gang paa Gang, og dets elegante Versemaal hyppigt efterlignet.. Blandt de Former, hvori Tankerne paa Døden og paa Livets Svigefuldhed gav sig Udtryk indenfor Kunsten, indtager »Lykkehjulet« en tidlig og ganske særegen Plads. Det nedstammer temmelig sikkert fra Oldtidens Forestilling om Lykkens Gudinde, Fortuna paa det rullende Hjul. Alt Boetius lader i sin »Filosofiens Trøst« (skreven c. 525 efter Kr.) Fortuna sige: »Det morer os at dreje Hjulet i bevægelig Kreds, vende det underste op og det øverste ned. Stig op, om du *) Kongerne Philippe Auguste og Richard Løvehjerte, som skiftedes til at brandskatte Kirker og Klostre.. 2. 17.

(17) har Lyst, men paa Vilkaar, at du ikke af mit Spil tror dig beføjet til at anse det for Uret, om du kommer ned igen.« Med det 12 og 13 Aarhundrede vinder Forestillingen Udbre delse og man forsøger at give den Billedform. 1 Abbedissen Herrad von Landsbergs Hortiis deliciarum fra det 12. Aarhun drede (brændt i Strassburg under Krigen 1870), sad 4 Konger paa Hjulet, som Fortuna selv drejede; en foroven, en forneden, en opadstigende ved den ene Side og en nedadgaaende ved den anden Side. Ved en af disse Konger, som just var ovenpaa, var skrevet et Vers, der endte saaledes: »Alt tilintetgjør Døden, alt falder for Døden, som lette Vindpust svinder den glade Ungdom«. Der findes flere lignende Fremstillinger. Efterhaanden kommer der flere Figurer paa Hjulet og de er ikke alle Konger; Tanken udvides til at omfatte Livet i Almindelighed. Paa et Relief paa Domkirken i Amiens fra det 12. Aarhundrede klatrer de unge modigt opad, medens de gamle styrter ned og forgæves søger at klamre sig fast. Hos den øverste, som er Konge, sid der en Hund, o: Troskab vises kun mod den, som har Lykken med sig. Et Relief paa Facaden af Kirken S. Zeno i Verona, fra det 13. Aarhundrede, ledsages af dette Vers: »Jeg er L y k ken og styrer de dødelige. Jeg alene opløfter og nedstyrter. Alle giver jeg baade godt og ondt. Jeg iklæder de nøgne, af klæder de paaklædte. Hvo som slaar sin Lid til mig, vil styrte ned, Gjenstand for Spot.« Et Træsnit til Sebastian Brants »Narreskib« viser øverst paa Hjulet ikke en Konge, men et Æ sel i bjælderinglende Narrekappe, og Verset dertil siger: »Den er en Nar, som stiger højt, saa ret man ser hans Ussel hed, og søger altid længer op og tænker ej paa Lykkens Hjul.« Emnet behandles ogsaa mere selvstændigt i Digtekunsten. Petrarca skrev 135 8 et Skrift om »de baade Arter Lykke« (De remediis utriusque Fortunæ), formet som Dialoger. I den første Afdeling lovpriser Glæde og Haab alle de jordiske Goder og sanselige Nydelser som Livets sande Lykke; men Forstand gjør Indvendinger og hævder, at sligt er idel Tant og hjæl per intet til Lykken. 1 den anden Afdeling opregner Sorg og Frygt alle de Onder, som lurer paa Menneskene, og Forstand maa atter paavise, at disse Onder er ikke uovervindelige, men at man ogsaa kan faa noget godt ud af dem. 1 en transk 18. Oversættelse fra 1503 er dette illustreret ved en Fortuna, der drejer paa sit Hjul. 1 det 14. Aarhundrede var en Vise om La roe de Fortune meget populær i Frankrig: »I gode Herrer, hvad er vel værd den Glæde som ender og svigter? Den skal ingen bryde sig om, thi ingen kan stige saa højt, at ikke en lille Modgangs Angreb kan volde hans Fald. Je g har set mange styrte, som jeg højlig maatte undres over . . . Nogle tænker at naa til Skyerne, og naar de synes, det gaar som bedst, saa maa de gjøre det baglængs Spring . . . Den som stiger højere end han bør, han falder dybere end han vilde, det har jeg saa tit hørt sige . . . Thi stræber nogen just højest og helst vil være den store Mand, saa kommer Fortuna, trækker ham ned og sætter ham paa hans forrige Plads, eller endnu lavere . . . Fri Mand og Stymper falder begge, som Blomsten falder fra Grenen og bliver aldrig til Frugt, men faar kun en raadaen Duft . . . Ingen er saa højt paa Straa, n aa r lidet Uheld tager ham ved Haand, han bliver jo bleg og ringe i en Haandevending . . . og ingen er saa højt paa Straa, at han ej skal lide Døden . . . Kongens Vagt skærmer ham ikke derfor.« Digtet bestaar af lutter slige Betragtninger. De livlige Vers har troligvis gjort Digtet sangbart; men det er alligevel et mærkeligt Tidens Tegn, at et folkeligt Digt har saa mørk en Tone. 1 Tidens Løb udvider Forestillingen om Lykkehjulet sig. Det kommer til at betegne hele Livets omvexlende Gang fra Vugge til Grav. Paa et Glasmaleri i Troyes (c. 1500) vandrer Fru Fortuna Hjulet rundt og byder Gaver til hvem hun møder. Barnet faar et Kirsebær; den unge Mand en Rose; Sømanden et Skib; Theologen Monstrans og Hostie; den gamle Mand med Krykken viser hun Uret: hans Tim e nærmer sig; Oldingen i Sengen rækker hun sin venstre Haand, medens hun har et Sværd i den højre — ligeoverfor venter Døden med sin Le. Saaledes bringes Fortuna i Forhold til Tanken paa Døden som Livets uafvendelige Afslutning. Andre Gange benyttes Hjulet til at betegne den fristende, forføreriske og forgængelige Verden, saaledes i en Miniatur i Malerbogen fra Athos. Der sidder ikke Fortuna, men Tiden paa en Stol midt i Hjulet, og dette har to Kredse. Den inder ste viser de fire Aarstider. Øverst Foraaret som ung bekranset 2* 19 —.

(18) Mand med Blomster og Luth; tilhøjre Sommeren som en Høst mand; forneden Efteraaret plukkende baade Frugter og Blade af et T ræ ; tilvenstre Vinteren som gammel pelsklædt Mand, der varmer sig ved et Baal. [Lignende Personifikationer af Aarstiderne er hyppige i gothisk Kunst]. Figurerne i Hjulets ydre Kredse fremstiller Livets syv Aldere, den øverste har en Krone og en Pengesæk; men nederst river Døden med sin Le Oldingen ned fra Hjulet, og en Drage sluger ham. To Engle, Dag og Nat, drejer Hjulet med Snore. Som man ser, trænger ogsaa Dødens Skikkelse ind i Lyk k e hjulets Symbolik. Men mere og mere kommer man til at be tone, at det igrunden er Gud og ikke den blinde Lykkens Gudinde, der raader. Man trænger til et fast Hold bag al denne uberegnelige Omskiftelighed. Og som Modsætning dertil betones da Paradisets dybe Ro og uforanderlige Tryghed. I Kirkernes Kalkmalerier har Lykkehjulet været meget ud bredt over hele Vesteuropa, i Frankrig og England, ja helt op til vore Landsbykirker. I Udby og Dragstrup Kirke, i Gjørløse og Thingsted Kirker findes de endnu bevarede. Det sidste Sted har den Person, som er øverst, et Glas i Haanden som Symbol paa Livsnydelse; forneden er en Djævel og en Kvinde med en Smørkerne o: den fattige maa slide i det, medens den rige »er ovenpaa«. I Haandskrifternes Illustrationer træffer man Lykkehjulet. Undertiden anbringes det paa Kirkegaardenes Indgangsporte, saaledes i Amiens, Beauvais, Basel. Den franske Arkitekt Villars de Honecourt, som lever i det 15 Aarhundrede, omtaler det som noget meget almindeligt. Det fortælles endog, at A b beden i Fécamp i det 12 Aarhundrede lod sine Munke lave et stort Lykkehjul af Træ, som de til fælles Opbyggelse kunde dreje rundt paa.. — 20 —. II. græske Oldtid havde intet andet Billede kjendt af Døden end det milde og blide. Men under Kristen dommen, for hvilken Døden ikke blot er et Farvel til Livet, men ogsaa Indledningen til den store Alvor, som følger efter, maatte Sagen stille sig anderledes. Døden blev større og mere truende. Og efterhaanden som den katholske Kirke i mere og mere omfattende Grad tog Billedkunsten i sin Tjeneste til A d varsel, Oplysning og Vejledning, maatte ogsaa Døden finde sin Plads blandt Kunstens almenfattelige og stærktvirkende Udtryks midler. Døden maatte have sit Billede. Bibelen gav et Par Steder Anvisning paa at forestille sig Døden som en Høstmand. »Alt Kød er Hø — siger Jesajas (XL. 6-7) og al dets Ynde er som Blomster paa Marken. Høet tørrer, Blomstret falder af, thi Herrens Aande blæser derpaa; ja visselig er Folket Hø.« Og Petrus (iste Brev 1. 24) gjentager det: »Alt Kød er som Græs og al Menneskets Her lighed er som Græssets Blomster; Græsset visner og Blom sterne falder af.« Skarpere har Jeremias udtrykt sig (IX. 22): »Menneskenes døde Kroppe skulle ligge som Gødning paa Mar ken og som et Neg efter Høstmanden, hvilket ingen sanker op.«- Men udførligst blev Tanken fremstillet just i den Del af Bibelen, Johannes Aabenbaring (Apokalypsen) som næst Kristi Lidelseshistorie havde saa uhyre en Indflydelse paa Middelal derens og Renaissancens Fantasi ved sine gaadefulde og over mægtige Syner. Saaledes beskrives Dommedagen deri: »En sad paa Skyen, lig et Menneskes Søn, og havde en Guldkrone paa sit Hoved og en skarp Segl i sin Haand. Og en anden Engel udgik af Templet og raabte med høj Røst til ham, der sad paa S k y e n : udstræk din Segl og høst, thi Timen at høste. D. en. — 21.

(19) er kommen, fordi Jordens Høst er moden! Og han som sad paa Skyen, lod sin Segl udgaa over Jorden, og Jorden blev høstet. Og en anden Engel udgik af Templet i Himlen; ogsaa han havde en skarp Segl. Og en anden Engel udgik fra Altret, som havde Magt over Ilden, og han raabte med et stærkt Skrig til den som havde den skarpe Segl, sigende: ud stræk din skarpe Segl og afskær Druerne af Jordens Vintræ, thi dets Druer ere modne. Og Englen lod sin Segl gaa over Jorden og afskar Frugter af Jordens Vintræ og kastede dem i Guds Vredes store Persekar. Og Persekarret blev traadt uden for Staden, og der gik Blod ud af Persekarret indtil Hestenes Bidsler.« Dermed var Dødens Vaaben ligesom givet: Høstens R ed skab, Segl eller Le. [Der er her en Parallel med Tidens Gud hos Grækerne, den gamle Kronos, som ogsaa fører en Le. Men nogen Forbindelse mellem ham og Kristendommens Død lader sig ikke paavise og er neppe heller sandsynlig]. Malerbogen fra Athos, som gjentager de gamle byzantinske Kunstregler, siger: »Døden skal have en Le, hvor der tales om det ufrugtbare Figentræ eller de utro Tjenere.« Undertiden bevæbnes Døden ogsaa med Pile som den, der gør Jagt paa Menneskene. Men først noget ind i den egentlige Middelalder fæstner disse Forestillinger sig efterhaanden. Her og der ser man en Kunstner søge sig Udtryk ved sin egen Fantasi, som f. Ex. han, der i Klostret Saint-George i Bocheville nær Rouen har afbildet Døden som en Mand, der med en Kniv skærer Halsen over paa sig selv. Ogsaa Ligkisten forekommer som Dødens Attribut, især i det 14.— 15. Aarhundrede. Men hvorledes saa Døden selv ud? Om Oldtidens Skelet billeder her har havt nogen Indflydelse turde være grumme tvivlsomt. Men det laa i altfald nær at symbolisere Døden ved Liget, Mennesket saaledes som Døden tilredte det. Fortærer ikke Døden alt det, som udgjorde det egentlige Menneske, alt det som rummede Livet? Var ikke den tomme Hjerneskal med de grinende Tænder, var ikke de stinkende rangiende Knogler den mest skærende Bekræftelse paa Legemets Forgængelighed? De døde tager deres Plads i Kunstens Billedrække som Dødens Repræsentanter, før denne selv tager Skikkelse og viser sig. Kirken vil først hærde Menneskene ved at vise dem, hvor. lidet det Liv er værd, som de før eller senere skal give Afkald paa. Paa en byzantinsk Billedtavle fra det 1 1 . Aarhundrede (i Vatikanets Museo cristiano) staar en Eremit med forfærdet løftede Hænder foran et Lig i en Kiste. Dette er ment som en Allegori paa Livets Forkrænkelighed, og til slige Allegorier holder man sig foreløbig. Et Portræt af S. Franciscus, et F r e skomaleri i Underkirken i Assisi1) fra det 13. Aarhundrede viser den populære Helgen advarende løftende sin højre Haand, med »Kristi Saarmærke«, medens han med den venstre Haand rører ved et kronet Skelet, der staar ved Siden af ham. Kronen dingler skævt paa dets Hjerneskal; maaske skal derved betegnes, at selv den jordiske Krone falder af i Døden. Paa lignende Maade fremstilles i Slutningen af det følgende Aarhundrede S Antonius med et Skelet i Kapitelsalen til Domkirken i Padova; her ligger en Seddel ved Skelettets Fødder med Paaskrift: »Eftermælet skal være min Dommer, som det vil blive din. Igaar jeg, idag du«. , Maaske første Gang Skelettet forestiller Døden selv, turde være et andet Billede i Underkirken i Assisi, det ene af de fire store Freskomalerier paa Hvælvingen over Hovedaltret, som symboliserer Franciskanernes Idealer. De er malte i Slutningen af det 13. Aarhundrede og tillægges almindelig, men ikke ube stridt, Giotto. De forestiller S. Franciscus’ Forherligelse, Fattig dommen, Lydigheden og Kyskheden. Paa det sidstnævnte op træder blandt Kyskhedens Fjender den urene Attraa, som af Døden kastes ned i Helvede; og Døden er her et Skelet med en Segl i Haanden. Alt dette er dog endnu kun Optakter. 1 det 14. A arhun drede var det, at Døden for Alvor udfoldede sit sorte Banner i Kunsten. Da fremstod det, som kaldtes »Dødens Triumfer«. I Efteraaret 1 9 1 1 opdagede man ved Istandsættelsesarbejder i Kirken Santa Croce i Florenz nogle mærkelige Rester af et stort freskom aleri, som havde bevaret sig under Overkalkningen, fordi denne Del af Væggen (2 Meter høj og 4 Meter bred) var dækket af et Alterbillede, som først nu ved Istandsættelsen !) Domkirken i Assisi, ved S. Franciscus eget Kloster, er paa Grund af Terrainforholdene bygget i to Stokværk, som den ene store gothiske Kirke ovenpaa den anden. — 23 —. 22 —.

(20) blev flyttet.-Maleriet viser en Gruppe af Krøblinge og Tiggere, som anraabende udstrækker deres Hænder; lidt af en Versindskrift; forneden tre døde, af hvilke den ene er Nonne, den anden Kardinal; og foroven lidt af Baggrunden med nogle Huse, der styrter sammen, medens Beboerne flygter. Dette sidste maa have Hentydning til Jordskælvene 1349 ° g >3 52. Der kan næppe være Tvivl om, at det er en Rest af Andrea Orcagna’s ( f 1376) berømte Billede, som her er kommet til Syne igjen, det Vasari omtaler med følgende Ord: »Derpaa vendte Andrea sig til Florenz, hvor han tilhøjre i Kirken Santa Croce, paa en meget stor Væg, i Fresko malte tre Billeder af samme Indhold som de paa Campo Santo i Pisa med et Par af de samme Indskrifter, men udelod det Billede, hvor S. Macarius viser de tre Konger den menneskelige Forkrænkelighed, og Eremiternes Liv, de som tjener Gud oppe paa Bjerget.« De paagjældende Vers er de fattiges og de to Geniers over Ligdyngen. Vasari tilføjer, at Orcagna benyttede Lejligheden til at anbringe nogle af sine Venners Portrætter blandt de salige i Paradiset Og nogle af sine Uvenners nede i Helvede — men her foreligger muligvis en Forvexling med Broderen Nardo di Cione’s Dommedagsbillede i Santa Maria Novella. Trods-V asaris Beundring for Orcagna var det, snurrigt nok, ham selv som i det 16. Aarhundrede lod disse Billeder overkalke. Hvorledes dette Billede oprindelig har været, derom kan man tilnærmelsesvis danne sig en Forestilling gjennem den ud videde Efterligning deraf, som er malt endnu i samme Aarhundredes sidste Aartier paa den sydlige Langvæg af den gothiske Kirkegaardsbygning Campo Santo i Pisa (Fig. 1). Vasari tog fejl i at tro, at Campo-Santo-Billedet ogsaa var malt af Orcagna, endda før det i Santa Croce; mere sandsynligt skyldes det en Maler fra selve Pisa, Francesco Traini. Men Tilslut ningen til Orcagnas Billede synes at have været meget nær, selv om de- bevarede Rester i Santa Croce ubetinget er over legne i malerisk Dygtighed, Kraft og Fylde. Derimod synes hele den venstre Del af Billedet i Campo Santo — Kongernes Jagttog og Eremiterne — i Overensstemmelse med Vasaris Ord at skyldes Trainis egen Opfindelse. Saaledes er Billedet i Campo Santo, den højt berømte »Dø dens T riu m f« : — 24 —. Ovre i dets højre Side hersker Fred og Velvære; her er tilsyneladende godt og trygt. Under Havens Orangetræer har et Selskab slaaet sig ned paa en hyndelagt Bænk, hvor der er Skygge for Sol, Læ for Træk og Blæst. Larmen fra den travle Verden med dens Strid og dens slidfulde Arbejde trænger ikke herind, overdøver ikke Violinens og Harpens klingre Toner. Herrer og Damer kvæger deres Øren ved Musiken. Det er fornemme Folk, rigt klædte, Lykkens Yndlinge; man begriber, at alle Jordens Goder staar til deres Raadighed og gjør deres Tilværelse harmonisk og nydelsesrig. Her sidder Kavaleren med sin Yndlingsfalk paa Haanden og taler elskovsfulde Ord til Damen, som kæler for sin lille Skødehund. Andre vanker par vis samtalende under Løvets Skygge. En Dame længst tilhøjre lægger drømmende Fingren paa Læben, betagen af Musiken. Her er yndigt at være. Her er Livet skønt. Men lige udenfor Haven kommer Døden flyvende paa store lydløse Flagermusevinger. Den har Skikkelse som en mager sortklædt Kvinde med langt vildtflagrende graat Haar, med kloagtige Negle paa Fødderne. Uhyggelig er hun at skue.’ Uset, uanet svinger hun sin Le mod det trygge Selskab. En Djævel følger hende i Hælene, væbnet med en Krogkæp til at »ribe Sjælene. Derude har Dødens Høst alt været stor. Der ligger Lig i Dynger just som man kunde se det i Byerne, naar Pesten rasede værst. Her ligger Kejser og P ave; her ligger en Konge, endda underst, først fældet; her ligger rige og fede Borgermænd og fine Damer; her ligger Munke og fornemme Prælater. Alle er lige, alle ligger hulter tilbulter. Som en stakkels lille nøgen Skikkelse maa Sjælen forlade Legemet gjennem Ligets Mund. Og strax er der Skarer af Engle og Djævle for at gribe Sjælene og føre dem bort — hvem falder de i Hænderne paa? Op tilhøjre flyver Englene med de frelste Sjæle, men Djævlene søger ivrigt at fravriste dem Byttet, og Englene maa bruge blanke Vaaben. Tilvenstre bortfører Djævlene de ulykkelige Sjæle, som de har havt Ret til, og smider dem hovedkuls ned gjennem Aabninger oppe paa Bjerget, hvoraf Helvedes røde Flammer slaar ud. Men tilvenstre for Ligdyngen finder vi en usselig Flok af dem, hvem al Livets Lyst og Glæde er nægtet. Et ynkeligt — 25 —.

(21) Syn. En er blind og mangler den ene Haand; en anden er lam og maa slæbe sig afsted paa Hænderne; en tredie gaar med K rykke; paa en fjerde har Lupus bortædt Næsen. Armod og Sygdom er deres Lod. For dem skinner Solen ikke, for dem synger Fuglene ikke; Menneskene vender sig fra Synet af dem med Væm m else; for dem er Livet kun en K æ de af Ulykker, Savn og Smerter. Jam rende udstrækker de deres Hænder mod Døden, bønfaldende den om at udfri dem. Men forgæves er deres Kalden, deres tryglende Ord og Blikke. De maa ogsaa her vente, de rige gaar jo altid først. De lykkelige slaar Døden ned paa, dem som den er en Rædsel for, dem som har Livets Herligheder at miste. Staklerne flyver den forbi. Husk paa Døden alle I, som færdes optagne af Livet og dets Glæder! Døden er over Jer, naar mindst 1 venter det! Se, her rider omkring Bjergets Fod et muntert Jagtselskab, tre Konger og en Dronning med deres Følge af adelige Damer og Herrer med Falke paa Hænderne, og efter dem Svende med Hunde og det fældede Vildt. Jagten er den adelige Form for Lysten ved at dræbe. Men Menneskene er ikke de eneste Jægere, i Naturen jages der uafbrudt; oppe paa Bjergsiden bider Ræven en Skovdue. Menneskene selv er Jagtbytte for Dødens Mordlyst. Hvorfor standser Ryttertoget? Det kan ikke komme videre, thi tvers over Vejen staar tre Ligkister, aabne, stinkende, mod bydelige. Et af Ligene er nylig lagt ned, det ligger endnu ret ufortæret i sin Ligskjorte; det midterste Lig er halvt opløst, Kronen er gieden fra dets Hoved; af det tredie Lig er kun Benraden igjen. Slanger og Øgler kravler paa dem alle tre. Hundene stikker Halen mellem Benene og snuser. Hestene trækker Hovedet til sig eller strækker det ængsteligt frem og snøfter imod Ligstanken. En af Rytterne maa holde sig for Næsen, Damerne bliver ilde tilmode. Men ved Siden af K i sterne, hvor Vejen snor sig op ad Bjerget, staar den gamle Munk Macarius og taler manende Ord til Selskabet. Han kan sige dem, hvad dette Syn betyder, og vise dem Vejen til Frelse: det gælder om at forsage denne Verden og alene tjene Gud. Hist oppe paa Bjerget er Fred og den sande Tryghed. Der oppe lever Hjort og Hare, Fasan og Egern uden Frygt fo rv ild e Jægere. Der oppe bor de gamle Eremiter, som har vendt deres Sind fra alle Jorderigs Fristelser, Herligheder og Æ ngstelser — 26 —. tor kun at tænke paa det fornødne. Deres Tale er Bønner, deres Læsning er de hellige Skrifter. Hinden lader sig villigt malke af dem. Her oppe er ingen Bekymring, her frygter man ikke Døden, thi her er den ikke grum, men venligt befriende som Dørvogter for Saligheden. Kunstneren og hans Bestillere har omhyggeligt sørget for, at ingen Betragter skulde være i Tvivl om Betydningen af dette Billede, som ydermere er Led i en hel Billedrække: Eremiternes Liv, Dommedag, Kristi Opstandelse, Kristi Aabenbaring for Apostlene og Kristi Himmelfart. I de ornamentale Indramninger over og under Billedet er indsat Felter med Figurer, som hol der Skriftbaand; og i selve Billedet er flere Steder anbragt Baand og Tavler med forklarende Paaskrifter. A f Rammernes fig u rer er de fleste Engle, foroven dog de to midterste Kristus og Gudfader; to er Dødninge, den første (foroven til venstre) og den sidste (forneden til højre). De to svævende Genier over Selskabet i Haven har oprindelig holdt en Indskrifttavle, men en senere Restaurering har erstattet denne med brændende rakler. fo ro ven er nu kun de to første Skriftbaand helt læselige. Paa Dødningens staar: »Næst født, først død var Abel«; og paa Englens ved Siden af: »Først født, første Morder var Kain « De øvrige Indskrifter i og under Billedet kan man ved Hjælp a et Haandskrift fra det følgende Aarhundrede med nogenlunde tilstrækkelig Sikkerhed fastslaa O rdlyden1) af. Den viser at Kunstneren har knyttet til ved et paa hans Tid velkjendt Digt Muligvis kan der ogsaa i Billedkunst — eller Skuespilkunst — have existeret ældre Behandlinger af dette Emne, som nu er forsvundne. Bagved Døden, over Ligdyngen, svæver to Genier med en Tavle, som har dette Vers: »Kundskabs og Rigdoms, Fromheds og Tapperheds Værn, intet formaar de mod dennes Hug. Og tilmed findes ej, o Læser, .Lægemiddel som mod hende batter. ) Denne Ordlyd godtgør formentlig det urigtige i den af en tysk Forsker, Hoepfner, opstillede Formodning, at Selskabet i Haven ikke er Dødens Bytte, men t e sa ige i Paradiset. Han støtter dette paa en overmalet Rundkreds om Hovedet af den Dame, der lægger Fingeren paa Læben, idet han tager den for en lorie (?). Men hvor ser man ellers de salige i Paradiset parvis kurtiserende og med Jagtfalke og Skødehunde? — 27 —.

(22) Derfor hav ikke Tanken afvendt fra altid saadan rede at staa, at ej hun dig rammer midt i Dødssynd.« Paa Krøblingenes Skriftbaand staar: »Siden al Lykke har forladt os, o Død, du Lægedom for alle Onder, ak kom at give os den sidste Olie.« I det fornævnte Haandskrift svarer Døden dem med et Vers, som troligvis har staaet paa den Tavle, Genierne over Selskabet oprindelig holdt: »Min Attraa er kun at udslukke Liv. Men hvem der kalder mig, jeg hyppigst undgaar, og rammer dem, som vrænger Næse ad mig.« Hos Dødningen i Rammen under Billedet, helt tilhøjre, under Selskabet, har det nu ulæselige Vers vistnok lydt saaledes: »O Sjæl, hvi betænker du ikke, at Døden vil rive denne Klædning af dig, hvori du føler Kødeligheds Lyst ved Hjælp af de fem Sanser, der vil volde dig evindelig Kval, naar du har forladt dem og dødelig Nydelse.« Hos Englen under Kavaleren med Falken og Damen staar: »Forfængelige Kvinde, hvi fryder du dig ved at gaa saaledes malet og pyntet. Hvi vil du hellere tækkes Verden end din Gud? Ak, lad sligt fare! Hvilken Dom har du vel i Vente, hvis snarlig ej dit Hjerte vender om til jævnlig at skrifte hver en Synd.« Englen under Døden har antagelig havt dette Vers paa sit Skriftbaand: »Jeg har ej andet Virke end at udslukke Liv, svingende min Le saaledes, at ingen bliver levnet. Og en og anden, som nu frygter stærkt mit Hug, vil, opvaagnet i den næste Verden, naar mit Hverv er endt, paakalde mig igjen.« Englen under Ligdyngen har havt dette Vers: »Mærk dig du, som kalder dig fornem, hvordan Gud vil, at Fødsel og Død skal være ens for alle Mennesker, saa agt ej nogen anden ringe, men stedse husk, du selv er dødelig.« Under Jægersvenden med den store Hund er Rester af dette Vers: »O du, som hæver din Pande og Bryn højt, naar du skuer omkring dig; var dig og mærk dig i hvilken Fare du altid stedes ved Nat og Dag, at Døden ej retter sit Skyts imod dig. Derfor ydmyg betænk hvem du er. Et eneste Hirsekorn mere er værd end dit Legem, naar Livet er slukt.« Til Jagtselskabet og Ligkisterne svarer disse Vers i det nævnte Haandskrift: »Du som betragter mig og stirrer saa stivt, ser du hvordan jeg er Afskeden fra dit Udseende? Saalænge du endnu er den lyse Yngling, saa tænk paa dette, før Døden skyder paa dig.« Og Haandskriftet fortsætter: »I Verden havde. jeg mange forfængelige Ønsker og tænkte ej paa Nuets Ufuld. kommenhed: for Guds Skyld, tag dit Liv bort fra Glæden og lev paa Kummerens og Sukkenes Vej. Som du nu er, husk paa, saa har jeg været, men Verden er kun lidet venlig mod enhver, og du skal naa til dette Punkt og Sted. Derfor pas paa, og vend dig først til ham, som altid kalder dig til højest Gode, om du vil undgaa haard og evig Kval.« Paa Eremiten Macarius’ Skriftbaand staar: »Ifald vort Sind er noksom klogt og holder fast sit Blik ved dette, da slaas Forfængelighed ned; og Hovmod, som I ser, maa dø. Paa denne Vis I ser det ydermere, ifald 1 lyder Loven, som er skreven.« Det er paafaldende, at Døden i dette Billede er fremstillet som en Kvinde — om det samme har været Tilfældet i Orcagnas Billede i Santa Croce, ved man ikke, men Vasaris Taushed herom kan udtydes saaledes. Det kan have sin Forklaring i, at Ordet Døden (la Morte) er Hunkøn; det kan maaske endnu sandsynligere have Forbindelse med Romernes vingede og sort klædte Dødsgudinder, som omtales baade af Statius, Seneca og Horats, hvis Skrifter paa hin Tid var velkjendte i Italien. Boccaccio kjendte dem og hentyder til dem i sin Genealogia Deorum (1359)- P aa Billedet i Campo Santo er iøvrigt Dødens Figur noget senere restaureret, og der er dem som mener, at den oprindelig ikke har været væbnet med en Le, men med Bue og Pile. Dette sidste vilde stemme godt med et andet Digt fra hine Tider: »Jeg er den grumme, skaanselsløse Død, der holder Buen spændt til hver en Stund, mod hvemsomhelst, mod Konge og mod Kejser, som tror at værge sig imod min S k æ b n e ......... Thi jeg er Døden, mørk og dunkel, som imod alle Ting blodtørstig er, saa hver og en har Grund at frygte mig, fordi jeg dræbte Kristus paa hans Kors, han som var Herre i saa høj en Sfære. Og det var mig, som lod hans Stemme briste. Alt, som er født, gjør jeg en Ende paa. Thi jeg er den, som slukker Livet ud.« Indtil disse anførte Vers blev fremdragne, har det været al mindeligt at sætte Campo-Santo-Billedet i Forbindelse med Petrarcas Digt Dødens Triumf, som det vist ialtfald skylder sin Benævnelse. Petrarca, en af Middelalderens store Digtere og Foregangsmand i de klassiske Studier, levede 13 0 4 — 74 hovedsagelig i Padova og ved Pavehoffet i Avignon. Hans »Triumfer« — 29 —. —. 28.

(23) forfattedes i hans ældre Aar og blev først bekjendte efter hans Død. Heltinden i dem er den berømte Laura, hvem han viede en platonisk-poetisk Kærlighedshyldest; hun døde af Pesten i Avignon, medens Petrarca var paa Rejse i Norditalien1) Forud for denne Pest gik et uhyre ødelæggende Jordskælv over hele Norditalien, Østerrig og Sydtyskland. Pesten hærgede Italien og Frankrig 1348, i de to næste Aar hele Europa lige op til Island, og i de følgende 20 Aar kom Pest og Jordskælv idelig igen. Intet Under, at en saa vældig Dødens Høst kaster sit Gjenskær ind i Digtning og Kunst. Petrarcas Triumfer er en Række »Sange« eller Dele af en digterisk Helhed. I den første af disse Sange underlægger Amor sig Verden; i den næste besejres han selv af Kyskheden. Kyskheden, hvis Fører Laura er, maa atter segne for Døden. Dog overleves Døden af Berømmelsen (Fama), som igjen svinder for Tiden. Kun Gud er evig. I denne Sammenhæng er det kun den Sang, der kaldes Dødens Triumf, der vedrører os. Den begynder med, at Laura, og hendes Følge vender hjem efter Sejren over Am or: »Saaledes kom denne muntre Skare. Da fik jeg Øje paa en mørk og uhyggelig Fan e; og en Kvinde iført sorte Klæder for frem med Raseri, som knap engang paa F le g ra 2) fandtes i Gigan ters T id , og sagde (til Laura): O Kvinde, du som færdes her i Ungdom og hovmodig Skønhed og ikke ved om Ende paa dit Liv, jeg er den, som I døve og blinde Mennesker kalder den ubelejlige, den grumme — I over hvem Mørket skal komme før Aften. Je g har ved mit stingende og skarpe Sværd gjort Ende paa det græske Folk og det trojanske, der næst paa det romerske og andre barbariske og fremmede Folk. Uventet kommer jeg, og jeg har afbrudt Tusinde forfængelige Tanker. Nu retter jeg min Gang mod Jer, medens Livet er Je r mest frydeligt, for at Skæbnen kan blande bittert i Jer Sødme«. Trods sin Barskhed stemmes dog Døden mildere mod Laura: »Jeg er tilbøjelig til at vise dig et saadant Hensyn, ') Hvorvidt Laura er en virkelig eller en opdigtet Person, er et meget om stridt Spørgsmaai. *) Flegra var Oldtidens Navn paa den stærkt vulkanske Egn mellem Cumæ og Napoli, hvortil Sagnet henlagde Giganternes Oprør mod Guderne.. som jeg ikke plejer at vise nogen anden, ved at lade dig gaa bort uden at føle Frygt eller nogen Smerte.« Men Laura svarer: »Lad det ske med mig som det sker med andre, efter Herrens Villie, han som bor i Himlen og hersker der og styrer Alverden.« »Saadan svarede hun. Og se, da var hele Egnen vidt og bredt saaledes bedækket med døde, at det hverken kan udsiges paa Prosa eller paa Vers. Midten og Siderne af Sletten var fyldt med dem, som i Tidernes lange Løb er gaaede til grunde, fra det yderste Indien og Catai til Marokko og S p a nien. Der var de, som kaldtes lykkelige, Paver, Konger og Kejsere. Nu er de nøgne, i Elendighed og Armod. Hvor er nu deres Rigdomme? Hvor er Æresbevisninger, Ædelstene, Sceptre, Kroner og den purpurfarvede Mitra? Stakkel er den, som sætter sit Haab til forkrænkelige Ting.« Derpaa dræber Døden Laura og hendes Følge, men mildt og let. »Nu er Dyden død — klager Petrarca — og Skønhed og artigt Væsen. Og de skønne Kvinder vil paa deres kyske Leje sige: hvad skal der nu blive af os? Hvem skal faa en fuldkommen Færd at se hos en Kvinde, hvem vil faa T ale at høre fuld af Indsigt eller Sang som Englenes saa frydelig?« Næste Dag, ved Solens Opgang, mødes Petrarca med Lauras Aand, og de taler sammen i Skyggen af et Laurbærtræ ved Flodens Bred. Han spørger, om hun er død eller levende, og hun svarer ham: »Nu først lever jeg, men du er død endnu og vil vedblive at være død. indtil engang den Stund oprinder, da du skal forlade Jorden.« »Ak sig mig, spørger Petrarca, om det er saa stor en Smerte at dø?« Og hun svarer: »Ifald du er som Hoben, og tænker som den, ja saa er Døden haard, og paa den Vis kan du aldrig være lykkelig. Men for de ædle Aander er Døden en Udfrielse fra et skummelt Fængsel; for de andre, som har sat deres Hu til Smudset, er den en U ly k k e . . . hvad mere er vel Døden end et hastigt Suk!« Orcagna døde kun to Aar efter Petrarca, og at han i den korte Tid kan være bleven bekendt med Digtet og have taget det til Udgangspunkt for sit Billede i Santa Croce, er kun lidet rimeligt. Derimod kan Traini have kjendt det, da han malte i Campo Santo, og herpaa kunde just den usædvanlige Frem stilling af Døden som en Kvinde tyde. Det gjør i saa Hen seende ingen Forskjel, om hendes Vaaben oprindelig har været — 31. — 30 —.

(24) Kl. en Le eller Bue og Pile. løvrigt vil det af, hvad foran er sagt, fremgaa, at Billedet i hele sin Komposition og hele sit Anlæg omfatter meget, som slet ikke har noget tilsvarende hos Petrarca, medens Tilknytning til andre og ældre Digte synes ganske tydelig. Men baade Billeder og Digte viser, i hvilken Grad Tanken paa Døden beherskede det 14. Aarhundrede, hvis Litteratur jo var indledet med Dantes monumentale Guddomme lige Komedie om Menneskenes Skæbne efter Døden, i Helvede, Skærsild og Paradis. Det er endda sandsynligt, at de. Vidnesbyrd om denne Tanke gang, som vi har tilbage i Billed og Skrift, kun er spredte R e ster af, hvad der har været. En Ide naar ikke moden Form, uden at der gaar Udviklingsstadier forud. Herpaa tyder ogsaa Agnolo Gaddis mærkelige lille Predellabillede til et Alter i Kirken Santa Croce i Florenz (1362), hvis Moral har en mere tilspidset Karakter. Der rider Døden paa en sort Bøffel over en Jord, som er dækket med Lig, og foran den flygter en ung Rytter paa en hvid Hest, idet han med en udfordrende eller afværgende Bevægelse holder en Orangegren tilbage mod Døden, hvem atter en Tigger og en Krøbling forgæves søger at løbe op. Betydningen er ikke helt klar i det enkelte. Men Orange grenen plejer at betyde Bryllup, og der kunde da mulig være tænkt paa Ungdommen som en Brudgom, der ikke vil dø endnu. Petrarcas Triumfer blev gjennem Aarhundreder berømte og læste over hele det kultiverede Europa. Illustrationer dertil eller Kompositioner derover træfFes ikke sjeldent. Paa et italiensk Kobberstik fra Midten af det 15. Aarhundrede kører Døden hen over Lig, paa en Vogn, som trækkes af to Bøfler. Selv er Døden fremstillet som et Skelet, med et laset Draperi og med Laser af Kødtrævler paa Knoglerne; Leen er dens Vaaben. Dette Motiv varieres flere Gange. Paa et florentinsk Træsnit har Døden paa sin Vogn Plads ovenpaa en Ligkiste. Selv Tizian har tegnet Illustrationer til Petrarca. En ganske mærkelig Variation over Motivet findes i Palazzo Sclafani i Palermo, malt 1450— 70, mulig af en spansk Maler (Jaime Huget?). Det viser os Døden som Skelet, ridende paa et halvt opløst Kadaver af en Hest, væbnet med B u e og Pil og med en stor Segl ved Siden, galopperende hen over Men neskene, som segner foran den: Paver, Bisper og Verdens for— 32 —. nemme Folk. Den rider løs paa et Selskab af Herrer og Da mer, som har det hyggeligt i den grønne Skov; en af dem stemmer just sin Luth. Ovenover er de som i Tide bærer sig klogere ad, fire unge Mænd samlede om Livsens Brønd; en af dem spiller paa Harpe (et kirkeligt Instrument). Tilvenstre findes andre Repræsentanter for Fromheden, deriblandt to Munke med lange hvide Skæg. En af de Døde som ligger paa Jorden har hos sig en aaben Bog, hvori staar skrevet Bartolo Sassoferrato: saaledes hed en berømt Jurist fra Perugia, som levede 1 3 1 3 — 59. altsaa mere end Hundrede Aar, før Billedet blev malet. Tidligere, fra Slutningen af det 13. Aarhundrede, har man 1 et Haandskrift i det kongelige Bibliothek i Brussels en ret enestaaende Fremstilling i Titelbilledet til et af Kapitlerne, som handler om Døden: den syge ligger i Sengen, og Døden træder ind med en Ligkiste og. med Skovlen, hvormed Graven skal graves. Den er ikke Skelet, den har et rigtigt Legeme og den er iført en lang Bluse; men dens Hoved er et udtørret Kranie og den har Bind for Øjnene 0: den rammer iblinde. Kraniet sidder som en Maske paa den.. Hvorledes man er kommen til denne fremstilling, vil fremgaa af et af de følgende-Kapitler om Dødedansene. v ’ Som man ser, udvikles og varieres Motivet. Døden er Men neskenes F)ende. Det bliver til en hel Kam p, som en Krig mellem to fjendtlige Hære. Saaledes paa et af de Miniaturmalener som Jean Colombe . 4 8 5 - 8 9 udførte i Hertugen af errys efterladte Tidebog, som nu findes paa Slottet Chantilly nær Paris. Kampen føres paa en Kirkegaard. Menneskene har fylket sig som et tæt Regiment af Soldater, der er begyndt at rykke ind paa selve K irkegaarden ; men Døden kommer sprængende paa sin Hest, med draget Sværd, over Ligstenene og for Tydeligheds Skyld bærer den forreste af disse Billedet af et halvt fortæret Lig. Døden har sit Kompagni af Dødninge, som han fører mod Menneskene, bevæbnede med Le, med a f dern^ He' lebarder ~. og Soldaterne segner blot ved Synet. At Døden optræder tilhest, træffer man flere Gange i den senere Middelalder og i Renaissancetiden. Det er i Overens stemmelse med Beskrivelsen af den apokalyptiske Rytter — 33 —. 3.

(25) (Johannes Aabenbaring IV. 8): »En bleggul Hest, og den som sad derpaa var Døden, og Helvede fulgte med ham. Og ham blev givet Magten over den fjerde Del af Jorden, at ihjelslaa med Sværd og Hunger og med Pest og med Jordens vilde Dyr.« Ordene betegner ham dog kun som den Død, der vir ker ved store og voldsomme Ulykker, ikke som det daglige Livs uafvendelige Død. Men Middelalderen har neppe altid fastholdt denne Forskjel. Det var ikke i Billedkunsten alene, man fremstillede Døden. Petrarcas Triumfer var jo delvis tænkte som et Slags allegoriske Optog, og saadanne var i høj Grad yndede baade i Italien og andetsteds. Ganske naturligt maatte det, som var Gjenstand for Tidens dybeste Grublen, ogsaa nu og da tage sig Udtryk paa denne Maade. Der berettes f. Ex. om et Optog i Palermo 156 3 , hvor Døden var en Kvinde, som foruden sin Le. førte en Bue og et Kogger med forgiftede Pile. Ved hendes Side laa Gravens Redskaber, Hakker og Skovle. Hendes Vogn blev trukken af 4 sorte K øer og styret af en Olding, »Tiden«. Efter Vognen fulgte som »Dødens Fanger« Pave, Fyrster, Rige og Fattige af alle Stænder. Slige Optog afspejler sig atter i B il ledkunsten. En fransk Miniatur fra det samme Aarhundrede viser Døden staaende paa Lauras Lig; men idet Berømmelsen (Fama) støder i sin Basun, svimler Døden og taber sin Le, og op af deres Grave stiger da Oldtidens Stormænd, vækkede af Fam a: Alexander, Cæsar, Scipio Africanus 0. fl. Paa næste Miniatur i samme Haandskrift kører Fama paa sin Vogn, trukken af Elefanter, og Døden sidder nu bagbunden ved hendes Fød der. Det knytter sig altsaa ganske nær til Petrarca, som i det 16. Aarhundrede var meget yndet i Frankrig, og de samme Motiver forekommer ogsaa ret hyppigt i flamske Tapetvævninger. En udførlig Beskrivelse af et Optog har man fra Plorenz, hvor det fandt Sted vistnok i Aaret 1 5 1 1 under Ledelse af Maleren Piero di Cosimo. Den italienske Kunstnerbiograf Vasari fortæller, at dette Optog »i høj Grad interesserede Folk ved sit mærkelige, usædvanlige og uhyggelige Emne . ; . Det var Dødens Vogn, som Piero di Cosimo havde lavet i Sala del Papa i al Hemmelighed, saa ingen vidste noget derom, før de saa den. Det var en meget stor Triumfvogn, trukken af Oxer, helt sort, bemalet med Benrade og hvide Kors; og paa — 34 —. Toppen af Vognen stod en meget stor Figur af Døden selv med sin Le i Haanden. Langs Vognens Kant stod mange Lig kister med Laag, og paa alle Steder, hvor Toget stansede og sang, der aabnede Kisterne sig og ud af dem steg Skikkelser klædte i sort Lærred med Skelettet malt hvidt paa Arme, Bryst, Hofter og Ben, og langt bort lyste Faklerne hos nogle, der var maskerede med Dødningehoveder, saa de tog sig i høj Grad skuffende ud, frygtelige og skrækindjagende. Disse Dødninge steg ud af Kisterne og satte sig paa dem, medens de til dumpe Trommer, med hæse Gravrøster til en tungsindig Melodi sang den siden saa berømte Sang: Dolor, pianto e penitenzia (Smerte, Graad og Anger). Foran og bagved Vognen red en Mængde Dødninge paa Heste, der omhyggeligt var udsøgte blandt de magreste og usleste, man havde kunnet finde. Deres Dækkener var sorte og bemalede med hvide Kors. Hver af Rytterne fulgtes af fire Tjenere, ogsaa klædte som Dødninge, med sorte Fakler og en stor sort Fane med Kors og Hjerneskaller og Dødningeben. Efter Vognen slæbte ti sorte Faner. Og medens de kørte, sang de med bævende Stemmer alle paa en Gang Davids Salme «Miserere« (Herre, forbarm dig)«. Optoget vakte stor Forfærdelse og bag efter lige saa stor Beundring. Vasari tilføjer, at det blev en hel Mode at foran stalte slige Optog. I dette Tilfælde mistede altsaa Sagen noget af sin Alvor.. — 35 —.

(26) III. Mennesker jagedes ikke blot af Tanken paa Dødens Uundgaaelighed og det frygtelige Spørgsmaal om Sjælens Skæbne dernæst. Endnu vanskeligere blev Stillingen ved den af den katholske Kirke efterhaanden fastslaaede Læresætning, at hver som døde »midt i sine Synder« o: uden Gejstlighedens Mellemkomst med Skriftemaal og den sidste Olie, eller ialtfald uden Omvendelse og Bøn, hans Sjæl kom uundgaaelig i Helvede, hvis da ikke hans Levnet havde været ført med ganske særdeles Fromhed og Bortvendthed fra denne Verden. Undtagelse gjordes kun, af praktisk Nødven dighed, for dem som fandt Krigerdøden paa Valpladsen, thi der lod den sidste Olie sig jo ikke saa godt meddele, ej heller var Valpladsen noget sikkert Sted for gejstlige Mænd at færdes. Denne Tro holdt sig meget langt ned i Tiden. Endnu hos Shakespeare er den Underlaget for Konflikten i Hamleth: der for er dennes ædle snigmyrdede Fader havnet i Helvedes P in e; derfor kan Hamleth ikke dræbe den skurkagtige Sted fader i hans Bedekammer, thi saa kom Skurken jo i Himlen. Der opstaar saa sært et Sagn, om »de tre levende og de tre døde», ret som voxet ud af Folkefantasiens Dyb, uden at man kan sige med Sikkerhed, naar og hvor det først har taget Form. Men man møder det i Løbet af det 13 Aarhundrede i Frankrig, England og Italien, og i det følgende Aarhundrede trindt omkring, ja helt her op 1 N orden1). Man har formodet, at det kunde have sin Oprindelse fra Gravskrifter eller Ind-. M. iddelalderens. *) En Fremstilling i Skibby Kirke paa Sjælland synes (efter mundtlig Med delelse af Hr. Maler Eigil Rothe) ifølge Dragterne at maatte sættes til første Halvdel af det 14 . Aarhundrede. — 36 —. skrifter over Kirkegaardsporte, som alt fra Slutningen af det 1 1 . Aarhundrede forekommer hist og her og som efter nogles Gætning skulde stamme fra arabisk Visdom. Kærnen i Sagnet er de dødes Ord til de efterlevende: »Som I nu er, har ogsaa vi været; som vi nu er, saaledes skal I blive«. Det er Dødens Usselhed, dens dybe Fattigdom, der taler. Tendensen er ud præget demokratisk, og Sagnet er derfor mulig ogsaa blevet udbredt ved Tiggermunkenes Hjælp. Der gjemmer sig deri en Brod af Fattigmands Syn paa dem, som i denne Verden har tilrevet sig Broderparten af alle Livets Goder. De første Nedskrifter af Sagnet møder man i Frankrig i Slutningen af det 13. Aarhundrede, i Vers af Baudouin de Condé og et P ar andre. Derefter kommer nogle tyske og engelske Bearbejdelser. Texterne synes at have sluttet sig til Billedfremstillinger, og Dialogformen vækker den Formodning, at de kan have været opførte som smaa Skuespil, de saakaldte »Moraliteter«. Dermed stemmer det for saa vidt, at i de ældste Billeder er de døde og de levende grupperede staaende lige overfor hverandre; først i anden Halvdel af det 14. Aarhun drede kommer de levende tilhest. I Begyndelsen er Replikerne ganske korte. Et Haandskriftminiatur i British Museum i Lo n don, fra førsté Del af det 14. Aarhundrede, har blot nedskrevet disse faa Ord: (den levende): »Jeg er bange. Ak hvad ser jeg? Je g tror, det er Djævle tre«. (Og Dødningen): »Jeg var meget smuk, slig Benrad er jeg nu. For Guds Skyld, lad dig vare«. Siden digtes der videre paa Emnet og der udformes Samtaler mellem de levende og de døde. Disse sidste fortæl ler, hvad de selv har været i Livet, og de klager netop over, at de er døde midt i deres Synder og derfor nu i Djævlenes Vold. Man faar ogsaa lidt nærmere Besked om de døde. I én Bearbejdelse har den ene af dem været Konge, den anden Biskop, den tredie G reve; i en anden Bearbejdelse optræder en afdød P ave og hans Kardinal-Sekretær. Paa Billedet af Dødens T rium f i Campo Santo var et Par af de levende K o n ger og de alle tilhest med stort Jagtfølge. Heste og Jagt var jo Herreklassens Kjendemærke. Den folkelige Fantasi fandt en forklarlig Tilfredsstillelse ved at lade sine strenge Herrer, de mægtige og rige i denne Verden, være de mest udsatte, i Overensstemmelse med det nye Testamentes Lignelse om — 37 —.