Digitaliseret af | Digitised by
Forfatter(e) | Author(s): Stuckenberg, Viggo.
Titel | Title: Hjemfalden.
Udgivet år og sted | Publication time and place: Kbh. : Det Nordiske Forlag, 1898 Fysiske størrelse | Physical extent: 133 s.
DK
Værket kan være ophavsretligt beskyttet, og så må du kun bruge PDF-filen til personlig brug. Hvis ophavsmanden er død for mere end 70 år siden, er værket fri af ophavsret (public domain), og så kan du bruge værket frit. Hvis der er flere ophavsmænd, gælder den længstlevendes dødsår. Husk altid at kreditere ophavsmanden.
UK
The work may be copyrighted in which case the PDF file may only be used for personal use. If the author died more than 70 years ago, the work becomes public domain and can then be freely used. If there are several authors, the year of death of the longest living person applies. Always remember to credit the author
DET KONGELIGE BIBLIOTEK
1 3 0 0 2 1 3 0 6 9 0 9
HJEMFALDEN
VIGGO STUCKENBERG
H J E M F A L D E N
DET NORDISKE FORLAG (BOGFORLAGET) ERNST BOJESEN . KØBENHAVN
TRYKT HOS F. E. BORDING MDCCCXCVHI
!N u tænder du Lampen.
Jeg staar i min Celles dunkleste Krog, — der, hvor Mørket først samler sig, — og ser ned paa mine Fødder. Mine hvide Fangesokker lyser.
Nu er det den Tid, da du tænder Lampen. Du staar bøjet over Bordet, og Lampens Lys falder skarpt paa dit Ansigt, føder det med eet midt i den lille Stues Aftenmørke. Jeg kan se de enkelte Haar spinde sig over din Pande, se dit Hoved under det brune Haar, dine spinkle Bryn, dine dunkle Øjne og din Munds og din Hages store, hede Linjer. Og Drengen kryber op paa sin Stol og ligger og spejler sig i Lampens Messingfod og ler.
Jeg er saa stolt af den Lampe. Den lyser saa godt. Nu kan du sy og sy, uden at dine Øjne bliver trætte. Men jeg ser ikke, hvad du syr, ikke hvad det er, Kræmmeren har givet dig at slide med, og jeg ser ikke de smaa Lapper, som er Drengens Legetøj.
Her tænder de saa sent.
Der sidder en spinkel Gasarm højt oppe paa den nøgne Væg. Naar Arrestforvareren har væ
ret her, bærer den et gult Blus, der syder og koger. Lyset kan jeg ikke lide. Det slaar saa ubarmhjærtigt alting ihjel. Men denne Lyd er saa uforstyrrelig og trofast, den eneste, der giver sig Tid og bliver hos mig. Alle de andre dør saa ha
stigt. Men denne er herinde og bliver her som en Sygeplejerske, der sidder stille og hækler.
Det er dig og Drengen, dig og Drengen, jeg snakker med, evindeligt Jer to. Jeg er blevet saa veltalende. Husk paa, jeg er blevet som en Aand.
Hele min Tilværelse er Tanker. Hvad har jeg mit Legeme til? Kun naar jeg er træt, mærker jeg mine Lemmer. Saa bliver jeg til et indespærret Dyr, og min Forstand er borte. Og saa er jeg ulykkelig. Men det staar ikke længe paa. Mine Tanker er saa myldrende som Maddiker, og de vækker mig ustandseligt. Det, at jeg sidder her, er kun en tør Kendsgerning. Alle de smaa Til
dragelser, der udgør min Lykke, kommer bestan
digt væltende og æder det nuværende og gør det til ingenting.
Blot det Øjeblik, da jeg kørte bort i Drosken, herud.
Du stod paa Gaden, du og Drengen. Du havde den Kaabe paa, du havde trængt til saa længe, og som jeg købte for de sidste af de Skillinger, jeg havde gjort til mine, og jeg saa de ny Ga-
5
locher paa Drengens smaa Barnefødder. Du var saa bleg. Men Drengen saa mig ikke. Han stod og trippede og rykkede i din Haand og begreb ikke, hvorfor I stod stille.
Jeg gaar rundt, gaar i en Rundkreds saa stor, som den kan blive paa dette lille Stykke Sten
gulv. Mine Skridt er lange og festlige. Jeg tænker paa Drengens Øjne den Dag, da vi købte Ga
locherne. De straalede. Disse smaa, blanke Ga
locher skinnede som en Verden for ham. Det er den Fryd, jeg vandrer i Kreds omkring. Den er saa stor som en hel Klode; derfor gaar jeg festligt og med lange Skridt. Det er en Verden, jeg vandrer rundt. Hvad vil det saa sige, at jeg
er indespærret?
Han sad paa den lille Stol i Butikken. Der var grønt Plys paa Sædet. Denne lille Butik, der var halvmørk af den graa Dag og af alle de sorte Gummisko i Reolerne! Der var Tæppe paa Gul
vet, og Disken var hvid, og der hang et stort Spejl, som spejlede os alle sammen.
Hvad kommer Butikken mig ved? Hvad har dette tarvelige Stykke Ingenting at bestille med mine Tanker? Som for Eksempel det Mønster i Tæppet. Jeg ved ikke af, at jeg saa paa det. Men nu ser jeg det saa skarpt, som laa det her paa Gulvet. Det er mine Øjne, der er sultne. For Gulvet her er nøgent og Væggene tomme. Saa disker de op.
6
Mine Øjne er blevet saa underlige. De er be
gyndt at hage sig fast ved den mindste Ting, og de gemmer den som en Gnier. Der er et Skaar i mit Vandkrus, et lille brunt Skaar oppe ved Randen. Det Skaar kan de stirre saa længe paa, til de faar min Tommelfinger til at stryge frem og tilbage over det, og mine Tanker til at hænge ved det, som var det en Oplevelse . . .
Kan du huske Kræmmeren og alle de Kaaber, han viste os? Der var mange med Skindbræmme og silkeagtigt For. De var smukke. Men vi købte en, der kostede det samme. Den var tarvelig, men stærk. Den kunde holde længe. Jeg valgte den, for jeg vidste, hvad der vilde komme.
Og det kom.
Lille Pige, jeg fortryder det ikke! Jeg kunde ikke taale, at du frøs.
\^æ g g en e er graa, malede med Oliefarve, kor
nede af Kalken. Disse smaa Kalkkorn er saa haandgribelige. Var de der ikke, kunde jeg fan
tasere de graa Vægge om til Skyer, hele Cellen til et Luftslot. Jeg har forsøgt det. Men de smaa Kalkkorn er der. Naar jeg sætter min Finger imod dem, bliver det hele til en kold Mur. Men det morer mig at lege med min Fantasi og dræbe den. Det har længe været min eneste Morskab.
Jeg havde Besøg af Præsten i Dag. Han har besøgt mig saa tit. Men i Dag hændte der noget.
Han har en egen rask Maade at lukke Døren paa, naar han kommer ind. Den korte Tid, det tager ham, vender han Ryggen til mig, og saa er hans Ryg krummet som paa en Troldmand, der har et eller andet hurtigt Hokuspokus for.
Saa vender han sig pludselig og staar og ser paa mig, rank og ret og med et Par Øjne, som var han Vorherre selv, der var dalet ned igennem Loftet for desto mere uformodet og inderligt at komme bag paa mig. Det gaar hver Gang til
paa samme Vis. Jeg staar altid op ad Muren, med Vinduet højt oppe over mit Hoved. Der er jeg i Skygge.
Og saadan stod jeg ogsaa i Dag, og som sæd
vanlig lod han en lille Stund forløbe i Tavshed, en lille Stund, hvis Højtidelighed, jeg forstaar, har Bud efter min angrende Sønderknuselse. Naar den Stund er forløbet, uden at noget sker, smiler han overbærende, som man smiler til et forstok
ket Barn, og gaar, underligt svingiende, som et vandrende, bekymret» Herregud!« hen over Gulvet og sætter sig paa min Stol.
Naar han sidder dér, har jeg hans Øjne lige paa mig. De ligger saa dybt inde under hans Bryn og brænder af gennemborende Inderlig
hed, som saa de ikke andet end, hvad Sjælens er, og som var de evig paa Vej indefter i ham selv.
— Er du bestandig lige vidt? spurgte han i Dag, da han havde sat sig.
Men derpaa foregik der en Forvandling med ham, som var mig ny og ukendt. Hans Øjne blev sløve, Munden stod halvaaben, og han sad sammensunken og stirrede dødt paa mig, som den, der, træt og modfalden, ikke gider mere, men hengiver sig til en gnaven Hvile.
— Du har jo dog faaet en god Opdragelse!
sagde han omsider tørt og ganske ligegyldigt.
Jeg havde bøjet Hovedet. Mine Øjne var faldet
9
paa hans Støvler. Der sad frisk, vaadt Vejsnavs op om Saalerne, — Jord! I et Øjeblik blev hans Ord borte for mig. Jeg stod og saa paa disse vaade, friske Jordstænk og vidste ikke af andet.
— Kender du ikke til Skam? spurgte han saa og strøg sig over Munden.
Jeg grunder paa det endnu. Er det Ensomheden, der har gjort min Hjærne saa livlig, at den laver Æventyr? Har jeg siddet her saa længe, at jeg kan se i Mørke? Jeg hørte hans Spørgsmaal, som fortalte det, at om nogen vidste, hvad det var at skamme sig, var det ham.
— Har De nogen Sinde stjaalet? spurgte jeg, og min Stemme rystede, for jeg var sikker paa, at jeg ramte noget, han hemmeligt rugede over.
Men han misforstod min Bevægelse.
— Saa gør det dig dog ondt! sagde han og bøjede sig frem imod mig, langsomt og af
ventende, som vidste han ikke ret, om det var Umagen værd allerede nu at genoptage Inderlig
heden.
Men min Ide havde alle mine Tanker i sin Magt og søgte tusinde Veje for at komme ham paa Livet. Derfor greb jeg hans Misforstaaelse.
— Ja, det gør mig ondt! sagde jeg.
— Hvor kunde du gøre det? var alt, hvad han svarede.
Jeg lurede paa Tonefaldet. Det var hverken formanende eller mildt, ikke det mindste sørg-
modigt, ganske almindeligt, som havde han mumlet et Tal.
Men det sagde mig, at det var ikke mig, han tænkte paa.
Saa forsøgte jeg paany, utaalmodigt.
Jeg gav mig til at bekende.
Jeg vilde leve, sagde jeg. Der var saa mørkt paa det Kontor, hvor jeg arbejdede, og de gav mig saa lidt for mit Slid. Naar Aftenen kom, maatte jeg ud, hvor der var store Rum og lyst.
Dér fandt jeg Venner og Veninder. Det blev til Gilder og Piger . . .
Jeg gjorde min Bekendelse lang.
— Det var Begærligheden, sagde jeg, da jeg sluttede, — den samme, der gør os alle til For
brydere!
Han rejste sig og stod et Øjeblik foran mig.
Saa lagde han sin Haand paa mit Hoved.
— Ven, sagde han, giv aldrig andre end dig selv Skylden. Det er en falsk Lettelse, du føler ved at tage andre med i din Brøde!
Brøde! lo det i mig.
Og jeg tænkte paa dig og paa Drengen og paa mig selv, som aldrig har kendt Venner og Gilder, og som kun har en eneste Veninde i hele den store Verden.
Men Præsten stod foran mig, ret og rank som da han kom ind, og mild, som havde jeg mættet ham.
10
I 1
— Herren være lovet! sagde han, hans Taal- modighed er stor, stor som hans Længsel efter os. Forhold ham ikke din Tak!
Men det lød, som læste han Ordene op af en Bog. Tror han mig ikke? Sad han blot og sov?
Hvad er det, jeg har set og hørt og gjort?
Jeg gaar med noget Jord i min Haand. Det laa ved Stolen, hvor han havde siddet.
11
J-^enne lille Klump Jord! Den var saa kølig, da jeg tog den op. Nu er den varm som min Haand.
Jeg staar og ser paa den.
Hvor mon den laa for en Time siden?
Den er graa som Landevejen. Det kan være, der er gaaet Vognhjul over den, Hjulene under et stort Halmlæs, eller en raslende Slagtervogns, eller Hjulene under en Vogn, der kørte ud i Landet med en tom Kiste under et Hestedækken.
Lad mig se engang! . . . Det er slet ikke Jord
klumpen, jeg tænker paa. For et Øjeblik siden var det den. Det er Landevejen, de tre Vogne, den graa Regnvejrsdag, da jeg ikke gik paa Kon
toret, men ud af Byen, — Dagen efter at jeg havde stjaalet.
Nej, jeg gik ikke paa Kontoret. Det vidste du ingenting om. Da jeg gik fra dig om Morgenen, gik jeg hjem til mig selv og skrev, at jeg var syg. Saa gik jeg ud i Landet. Der var et Øjeblik, da jeg tænkte paa at gaa op til dig og tage dig
'3
med, baade dig og Drengen. Jeg stod endogsaa i din Gadedør. Jeg syntes, at nu hørte vi langt inderligere sammen, end Lykken nogen Sinde forener. Men du vidste jo intet, og saa gik jeg alene.
Tror du, det var af Skam, dette, at jeg ikke gik paa Kontoret?
Jeg følte mig saa besynderlig stærk, alt for stærk til at sidde stille ved en Pult i et lille Rum midt inde i en Klump af tusinde andre smaa Rum. Maaske følte jeg mig som en Tyv, men som en Tyv, der har plyndret Lykken, fordi den var for sendrægtig. Og saadan føler jeg mig endnu. Jeg har grebet Livet i Struben.
Nu kan jeg ikke løbe ud, hvor Jorden ikke er brolagt, men jeg fornemmer det samme som den Morgen.
Mine Fødder vokser under mig. De bliver saa store. De slaar Rødder som et Træ. Derfor maatte jeg ud, hvor der var Muld. Det var, som om det, de kalder min Forbrydelse, med eet havde kastet mig helt ind i Livets Hjærte, og jeg maatte ud, hvor Jorden aandede frit og dybt. For alle Maal var faldet sammen for mig, Lykke og Ulykke, Godt og Ondt. Alene Livet var blevet mig saa stort.
De lumpne fem Hundrede Kroner!
Jeg føler endnu denne Papirbunke i min Haand.
Gamle Svendsen var saa underlig urolig, da han
betroede mig dem. Men han skulde ud og spille L ’hombre, i en helt anden Kant af Byen. Jeg ser det saa tydeligt, den aabne Pengekasse, Bril
lerne langt nede paa hans Næse og hans magre, lange Fingre, der blev ved at tælle om og om igen.
— Tæl dem! sagde han, — ikke sandt, de er der jo, — der er jo fem Hundrede!
Den Gang saa han ikke paa mig. Hans Øjne hang ved Sedlerne.
Jeg talte dem. De var der.
— Vil De besørge dem for mig?
Han løftede Hovedet. Brillerne hang ham be
standig nede paa Næsen, men hans Øjne stirrede saa besværgende paa mig, som stod han nøgen og angst for Vandet og spurgte mig: Er der vel dybt her?
— Jeg skal besørge dem! sagde jeg tørt og ligefrem og tog om Sedlerne. Den Gang tænkte jeg paa ingen Ting.
Men da jeg kom ud paa den vaade, sorte G a d e ---
Det kom over mig med et Smil. Disse døde, knitrende Papirlapper! Du og Drengen og den halvvarme Kakkelovn med dens hurtigt udbrændte Fyrrepinde! Denne usle, usle Fattigdom midt i det, der bar mit hele L iv ! Min Lykke, alle mine Tanker, hver Bloddraabe i mig, — og saa denne
i 5
Smule Papir! Hvis var den ? Hvem tjente dens Værdi?
Stille! jeg kan tænke mig om til Domme- d a g ! Jeg finder aldrig det, der kan maale sig med den Varme, du har født i mit Hjærte!
Ærlighed! Sig mig engang, du, — hvad er Ærlighed? Jeg har dig, og jeg har et Barn. I fryser, og I sulter. Jeg ser det, og jeg lider. Men det er ikke denne Liden, der driver mig, det er ikke mig selv. Det er den Lykke, jeg skylder Jer, det, at alt i mig har et eneste Maal, — jeg vil bære Jer paa Hænder! Den eneste Forbrydelse, jeg kan begaa, er den, at lade Jer lide. Jeg kan ikke forbryde mig mod andre end mod Jer. Hvad kommer alle andre mig ved? Ærlighed! Der er kun en, jeg kan svige, — den, der har lagt sit Liv under mit!
Og disse Pengesedler var som ingen Ting, som malet Papir. De talte til ingen, de kaldte paa ingen, de var saa dumme.
Saa købte jeg den Lampe og bragte dig den.
Dagen efter gik jeg paa Landevejen. Der saa jeg de tre Vogne.
Og om Eftermiddagen købte vi Kaaben og Galocherne. Jeg havde vundet i Lotteriet.
jeg gik paa Kontoret paany. Men Kvit
teringen havde jeg forlagt.
Saa kom den Morgen, da Chefen kaldte mig ind. Spidserne af hans Overskæg knejsede, og
hans hvide Haand laa paa hans Skrivebord som et Stykke grundstødt Is.
— Hvad har De brugt de Penge til? spurgte han.
Jeg svarede ikke.
— Hvor meget har De ellers taget?
— Ja, sagde jeg ganske vildt, sig mig, hvor meget De savner!
Saa bød han mig blive staaende, hvor jeg stod, og gav sig til at blade i alle Slags Papirer.
Og saa kom Politiet.
Men du har Pengene, og det ved ingen, og du har ingenting røbet!
J e g har løjet af Hjærtens Lyst. Fra det Øje
blik, de tog mig, kom der ikke et sandt Ord over mine Læber. Jeg løj saa snedigt og koldt, saa naturligt og let, løj saa tilforladeligt. Aldrig i mit Liv har jeg været saa angst, som naar de hen
tede mig til Forhør. Sæt du sad der! Sæt de havde fundet dig og taget Pengene fra dig!
Men stod jeg først for Skranken og saa, at du ikke var der, blev jeg grebet af et Livsmod, der kvidrede i mig som en Lærke. Alle mine Løgne kom saa stolte! Hver en var et Slør om dig, det ene tættere end det andet. Naar jeg kom tilbage i min Celle, slog jeg mig for Brystet og knejsede, bukkede for mig selv, sagde: Bravo! og vred mig af Glæde.
Hvor var de Penge henne? Sviret op. Hver evige Øre? Hver evige Øre. Hvor? Her og der, i alle Byens Varietéer. Med hvem? Med tilfældige Folk, løse Fugle, som jeg selv; jeg kender ingen af dem. Det var mærkeligt! Ja, men jeg har al
drig sluttet mig til nogen og aldrig holdt Venner.
Viggo Stuckenberg: Hjemfalden. 2
i8
Men Pigerne? Aa, en hed Laura, en anden Karo
line. Hvor Laura og Karoline boede? Det har jeg aldrig vidst; Nætterne var jo ikke saa kolde endnu, at man behøvede at trække i Hus.
En Dag stod min Vært der, Tømmersvenden.
Han var i sit bedste Puds, stor og bredskuldret i sit gode Tøj. Han var helt sørgmodig at se paa, en solbrændt Kæmpe forknyt af Medfølelse, og han hilste paa mig som paa en Kammerat, det er gaaet tilagters for.
Om jeg havde boet hos ham i fire Aar? Ja. Om han i den Tid havde bemærket noget særligt ved min Maade at leve paa? Nej. Hvem der kom hos mig? Han havde aldrig set nogen hverken komme til mig eller gaa fra mig. Om han aldrig havde hørt eller mærket, at jeg trak Fruentimmer med hjem? Nej. Om jeg tit var ude om Natten? Ja.
Hvor naar det var begyndt? Det havde været saadan alle de fire Aar, jeg havde boet hos ham.
Fandt han ikke det lidt besynderligt? Det kom jo ikke ham ved.
Saa kom Turen til mig.
De har fire Aar igennem jævnlig været ude om Natten, men først for nylig har De været i Be
siddelse af Penge; hvor tilbragte De de Nætter?
Det er ikke altid, den samme Ting koster Penge.
Om der var noget ham og mig imellem, som han kunde beklage sig over? Nej, han kunde godt lide mig. Om han havde faaet det Indtryk, at
19
jeg havde Penge mellem Fingre? Nej; hans Kone vaskede for mig; hun havde en Gang sagt, at mine Skjorter var saa slidte, at hun var bange for at gnide paa dem; men det kom jo ikke dem ved.
. . . Nej, du har aldrig været hos mig! Hvad skulde Du der? Der, hvor alting er dit, hvor den mindste Ting taler om dig, din Træskammel, dine Kopper med den blaa Fugl paa, dit gule Skab med den revnede Dør og Lysestagen med dens evige Krans af størknet Stearin, — der bor je g ! Naar jeg kommer nede paa Trappen, kan jeg høre din Sy
maskine snurre; det lyder mig saa hyggeligt som Bulderet i en Ovn. Naar jeg banker, standser den, og der bliver et Øjeblik saa stille som en hel Helligdag. Saa skraber din Stol over Gulvet, og jeg hører Lyden af dine Skridt gaa mig i Møde.
Blot den Maade, hvorpaa du løfter din Arm og stryger Haaret fra din Pande, naar du staar i den aabne Dør! Det faldt mig ind en Gang, at den var som et Violinstrøg. Du aabner altid Døren først, du giver dig aldrig Tid til at stryge Haaret bort, før du har aabnet. Saadan elsker du mig!
Og jeg kommer ind, og Drengen farer imod mig og slaar sine smaa Arme om mine Ben, saa jeg ikke kan flytte dem og maa sætte mig og tage ham paa Skødet. Og saa snurrer din Maskine paany, og Drengen og jeg pludrer. Du kan ikke høre, hvad vi siger, men du sidder ved dit Ar
bejde og smiler.
2*
20 . . . Løgn!
Vist ikke nej! vist er det sandt! Sandhed i al Evighed!
Men det var ikke saadan i den sidste Tid!
Den sidste Tid, — aa, den sidste Tid! Den var saa forkert og saa forstyrret!
Det var din Fætter, der kom fra Amerika.
Men hvad betyder den sidste Tid? Min Lykke er saa dyb, at den sidste Tid drukner i den. Og her, hvor jeg nu er, ser jeg det alt sammen saa stort og saa rent. Jeg har det hos mig som Æther i en Flaske . . . Og jeg takker dig!
G u d ved, hvor længe jeg har siddet her? Den første Tid talte jeg Dagene, en for en. Men jeg har faaet Foragt for Tiden. Døgnene er ikke andet end Laser. Lad være, at de efterhaanden flikker sig sammen til et helt Livs Længde. Det er kun udvortes. E t Liv er ikke til at maale. Jeg har gaaet her og levet tusinde Liv, tusind og dog et og det samme. Det ligger i mine Tanker.
Jeg har søgt at ordne dem, men bestandig vælter de over hinanden. Det er mig besynderligt, at de kommer saa forvirret; deres Maal er dog eet, — Solskin! Solskin! saadan som Livet er født i mig, og som det har artet sig for mig, trods det, jeg sidder her.
Jeg kan godt lide din Fætter. Han er et godt Menneske. Vær sikker paa det og hav Tillid til ham. Det gør mig næsten ondt, at du er saa studs over for ham. Herregud, med alle sine Penge er han ikke saa lykkelig som du og jeg.
Vi har mageligt Raad til at være venlige imod ham. Det kan sommetider falde mig ind, — men
det er Vanvid, — at du ikke er saa lykkelig, som jeg tror. Det er, naar jeg tænker paa din Kulde imod ham. Lykkelige Mennesker er milde imod alle. Du maa ikke være gerrig. Men du synes, at ingen har noget at gøre, hvor vi to er sammen. Det er det, der viser mig, hvor falsk min forrige Tanke var. Du maa blot huske, at han staar ganske ene. Jeg har dog dig. Tænk om det var mig, der kom saa ensom til dig.
Tænk paa, tænk paa, hvordan vi mødtes! — den Aften, da jeg bar din Symaskine hjem for dig fra Jærnbanen. Aa, det gik saa vidunderlig naturligt til, saa let og ligefremt som to Summer, der gaar op i hinanden. Kan du huske, da vi sad over for hinanden i Kupeen? Jeg kunde ikke lade være at se paa dig. Du saa saa træt ud. Dine Kinder var ganske hvide. Men dit Haar var stort og brunt, saa underlig svulmende brunt, som det er den Dag i Dag, og din Mund var varm og rød af din Aande. Du var fattig, saa jeg, saa fattig, at din Ungdom havde skjult sig og ikke ejede anden Bolig end dit Haar og din Mund.
Dine Øjne, de var lyse og klare. Men hver Gang du saa paa mig, kom deres Blik saa langt borte fra.
Jeg troede, du som jeg og alle de andre søndags
fri Folk havde været i Skoven.
Vi talte slet ikke sammen. Jeg sad og saa paa dig, og en Gang imellem mødte du mit Blik, første Gang helt tilfældigt, anden Gang roligt og
23
langt, som det ene Menneske kan se paa det andet, naar man sidder hinanden nær og ved, at man foreløbig maa blive siddende, hvor man sidder. Saa bøjede du dit Hoved og vendte dig mod det aabne Vindve og saa ud i Sommer
aftenen.
Jeg stirrede bestandig paa dig, til dine Kinder begyndte at rødme, og du bøjede dig dybere imod Vindvet. Saa løftede jeg Hovedet og lod mine Øjne hvile paa den døde, gule Vognvæg.
Men da vi steg ud, og du trak din Symaskine frem under Bænken, var det, at jeg tog den fra din Haand. Uden et Ord. Du saa op paa mig.
Du blev saa rank. Saa stod du et Øjeblik som fortumlet. Og saa gik du til.
Vi fulgtes, til du naaede din Gadedør.
— Tak! sagde du højt og koldt og tog hastigt Maskinen fra mig.
Da jeg var gaaet et Par Skridt, rev jeg en Bøge
kvist ud af mit Knaphul. Jeg vilde gaa tilbage og kaste den paa Flisen foran din Dør. Men den var visnet og forkrøllet. Jeg krammede den sam
men og lod den falde i et Kældervindves Fordyb
ning.
Men Dagen efter, Aftenen efter. Jeg stod paa dine Trapper med en Buket inden for min Frakke, en lille Buket Liljer. Ingen fremmede maatte se den. Jeg ringede paa her og der og spurgte efter
en Syerske. Først allerøverst oppe var det dig, der aabnede.
Du stod der i den aabne Dør, som du stod paa Perronen, rank og stiv. Jeg gik dig som i Drømme forbi, ind i din Stue.
Jeg hørte dig lukke din Dør, nølende og sagte.
Da jeg vendte mig, stod du henne ved den, støttet op ad den.
For første Gang stod vi over for hinanden, du og jeg, alene.
Men da var det, at Virkeligheden blev mig saa naragtig grel, at jeg maatte le. Jeg følte, hvor jeg blev bleg under mit Smil. Men det var, som om en fremmed Magt pludselig tog mig i Besiddelse og handlede paa mine Vegne, helt anderledes end jeg havde tænkt.
Jeg tog Buketten frem og lagde den paa dit Bord.
— Ja, sagde jeg, De kan vel forstaa, at jeg har købt de Blomster til Dem?
Du blev, hvor du var.
— Hvorfra skulde jeg forstaa det? spurgte du tørt.
— Paa samme Maade som jeg selv, — siden jeg er kommet herop med dem!
Du saa rolig paa mig.
— Hvad bilder De Dem ind?
— Ingen Ting! Jeg fik Lyst til at bringe Dem
25
et Par Blomster. Hvis De vil gaa bort fra Døren, skal jeg gaa med det samme!
Du tog om Laasen og aabnede Døren paa Klem og trak dig til Side.
Jeg gik.
Men i Døren vendte jeg mig. Du stod tæt bag mig.
— Jeg vilde blot selv bringe dem! sagde jeg.
Jeg hørte dig lukke Døren bag mig, langsomt og lydløst.
Men som jeg gik ned over Trapperne, maatte jeg gribe i Rækværket og standse. Mine Ben rystede under mig. Alt det, jeg Dagen igennem havde drømt og vævet sammen, kom væltende tilbage og kaldte mig et Pjog og en Forræder.
Det Tryk af din Haand, som jeg havde lovet min, dit milde Smil, som jeg havde lovet mit Hjærte, alle de inderlige, skælvende Ord, som havde gynget i mig Dagen igennem ---
Jeg blev saa magtesløs og saa ulykkelig.
Jeg gik hjem og sad vaagen og drømte om igen og om igen alt det, min Længsel havde drømt sig skulde ske.
Mit Mod var borte. Der gik en hel Uge, før det kom igen. Akkurat en Uge. Jeg har et bestemt Maal derfor. —
Mod? . . . som om det var Mod! Er det Mod, at man spiser og drikker og klæder sig paa? Jeg gik jo til dig, som havde jeg kendt dig en Evig-
hed, og som var det den naturligste Gang af Verden. Der var ikke Tvivl skabt i mig, ingen Vaklen; jeg regnede ikke med Muligheder; de faldt mig ikke ind.
Der gik en Uge. Men den er død for længe siden.
Den kommer mig ikke mere ved. Det er min Lykke, jeg fortæller om, alene min Lykke, der fylder mig.
Den følgende Søndag tog jeg i Skoven, blot for paany at møde dig ved Aftentoget. Det skulde være som tilfældigt. Jeg søgte efter dig, men du var der ikke. Jeg blev paa Banegaarden, til det sidste Tog kom ind. Men du var der ikke.
Dagen efter stod jeg uden for din Dør. Jeg havde listet mig op, og jeg havde atter købt Blomster. Jeg vidste ikke andet at købe. Min Fantasi kom ikke længer end til Blomster; saa stille stod den, at jeg købte dem i den samme Butik, hvor jeg havde købt Liljerne. Men jeg bankede ikke paa. Jeg stak mine Blomster ind bag Laasen og gik, listede ned, som jeg var kommen.
Men saa vaagnede min Vilje, og en Aften gik jeg op og ned paa Gaden uden for dit Hus. Det regnede, og jeg var vaad. Jeg saa en Ven i Reg
nen. Denne mørke, fattige Aften maatte du komme, maatte jeg møde dig. Hvorfor skulde jeg — je g
— komme til dig under Stjærner?
Og du kom, og jeg gik hastigt imod dig, som var jeg i samme Øjeblik drejet om Hjørnet.
27
Jeg hilste dig. Du saa paa mig. Du kendte mig, — du gik et Øjeblik saa langsomt.
Saa var det, jeg gik ved din Side. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulde sige.
— Er De vred paa mig? spurgte jeg.
Du løftede din Bylt Sytøj højere op paa din Arm, klemte den fastere ind til dig, som var den noget, du støttede dig til.
— Gaa Deres Vej! sagde du hastigt.
— Kan De ikke se, sagde jeg, at jeg er fattig som De?
— Jeg har ingenting med Dem at skaffe!
— Jeg vil ikke andet end være god imod Dem!
— Hvem har bedt Dem om det?
— Netop fordi ingen har bedt mig om det, kan De vel forstaa, at det er sandt!
Du lo, tørt og koldt; men du lo, og du talte til mig, og du bød mig ikke længer gaa.
— Er De maaske i Understøttelsesforeningen, sagde du, — jeg har ingenting søgt!
Jeg lo som du. Der var ingen Bitterhed i dine Ord. Du morede dig et Øjeblik.
— Tro, hvad De vil! sagde jeg, — jeg har heller ikke søgt efter Dem, — jeg har fundet Dem!
Det var saa lette Ord. Jeg vidste, hvad de be
tød. Men jeg sagde dem som en Spøg.
Du standsede og saa paa mig. Du saa saa al
vorlig ud.
— Hvad er det, De vil mig, og hvad skal jeg
med Deres Blomster? Ved De, hvad De har for?
De ser jo ud som et B arn!
— Se bare, sagde jeg, hverken De eller jeg ejer saa meget som en Paraply. Vi har ingenting at give hinanden. Jeg er saa ensom, og da jeg traf Dem første Gang, syntes jeg, at jeg saa paa Dem, at De var ensom, akkurat som jeg! Jeg syntes, at vi lignede hinanden.
— Aa, jeg er ikke arbejdsløs!
— Nej, heller ikke jeg! — kun saa alene. . . . Har jeg taget fejl?
Du tav og saa ned paa Flisen. Men du blev staaende.
— Nej, De maa gaa! sagde du omsider, — Kræmmeren lukker. Jeg har ikke Tid. De skal gaa hjem!
— Det er saa let sagt!
— Nej, De maa ikke følge mig længeri
Og du gik fra mig, og jeg lod dig gaa. Jeg saa i Lygteskinnet Vandet pible saa blankt om dine tyndsaalede Sko. Jeg fulgte dig ikke, jeg stod alene tilbage. Der var saa varmt i mit Hjærte.
Bag mine dumme Ord laa alt det, jeg gad sagt dig forleden i din Stue, alt det, jeg syntes maatte frem i Fred og Ensomhed imellem fire hellige Vægge. Og det var pibiet frem her i den fattige, vaade Aften, midt paa den sorte Gades Sten
bro —
1 lv o r din Fætter er lille. Jeg er ikke ret stor, men jeg tror alligevel, han er mindre end jeg.
Han fyldte næsten ingenting i Stuen den Aften, da jeg kom, og han var der — —
Min lille Pige! naar jeg tænker paa ham, er det blot for din Skyld! Det var saa besynderligt, at han skulde komme netop i de Dage, som om Himlen havde sendt ham og hans Penge. For den Sags Skyld gjorde det ingenting, om de havde fundet dig og taget mine Sedler fra dig.
Han vilde hjælpe dig. Nej, det er paa helt anden Vis, jeg glæder mig, fordi de ikke fandt dig.
Hvad kom det, som er imellem dig og mig, alle de fremmede Mennesker ved? Saa længe de ikke har rørt min Hemmelighed, har de ingenting gjort mig. Lad dem dømme og straffe. Jeg ved det, son* de ikke kan beskære.
Den Aften hørte jeg ikke din Symaskine snurre, og du lukkede ikke op saa hurtigt som ellers. Da du endelig stod i Døren, strøg du dig ikke, som du plejede, over Panden. Du saa et Øjeblik paa
mig, og saa fa^ t du mig om Halsen og pressede dit Ansigt mod min Skulder.
Jeg blev saa angst. Jeg troede, du vidste alt.
Men saa saa jeg ham. Han stod bag Bordet og stirrede paa dig. Det var paa dig, han saa. Det var ikke mit Blik, han mødte.
Kan du huske, hvor jeg knugede dig ind til mig? Det var i samme Nu, jeg fik Øje paa ham.
Politiet! skreg det i mig.
Jeg ved ikke, hvorfra jeg fik den vilde Sikker
hed, men da jeg saa hans Øjne søge dig og lade mig fri, vidste jeg, at jeg tog fejl, og tænkte ikke paa andet, men kyssede dig i ubændig Glæde.
Fra det Øjeblik holder jeg af ham.
Og det var, som blev du saa taknemlig for mit Kys. Du gav mig det tilbage og førte mig med din Arm om mit Liv frem i Stuen.
Han bukkede for mig med et Smil.
Og han vilde gaa.
Men da jeg fik at vide, hvem han var, og hvor langt borte fra han kom, lagde jeg mine Hænder paa hans Skuldre og trykkede ham ned paa en Stol. Jeg var saa let og saa befriet og følte mig som en Konge.
Du skulde vide, hvor denne Mands pludselige Dukken op gjorde mig godt. Du blev saa rig for mig! Det, at du, som jeg troede saa ene og for
ladt, havde en Ven, — at der ude i den store Verden havde siddet et Menneske og tænkt ven-
3 i
ligt paa dig! Jeg havde kunnet kysse hans Hæn
der. Og min Glæde fortalte mig, hvor længe det havde pint mig, at ingen andre end jeg havde set dit Værd og været god imod dig. Du, som jeg gad tromme den hele Menneskehed sammen om, for at den kunde ære dig, som du fortjener!
Saa sad vi der ved dit Bord. Vi sad der alle.
Drengen stod ovre hos ham med sine smaa Hænder paa hans Knæ og stirrede op paa ham, og hvert Øjeblik lagde han sin Haand paa Drengens Ho
ved og strøg ham over Haaret. Og hver Gang han gjorde det, saa han flygtigt paa dig. Hans Haand var saa stærk at se paa. Aarerne svulmede saa fast over den. Ellers sad han der saa spinkel.
Naar jeg saa paa hans Ansigt, var det, som havde jeg set ham hundrede Gange før, paa Gader og Stræder, i alle Fotografers Billedskabe, — det sorte Overskæg, det sorte, friserede Haar, de mørke, glatte Øjne, Hagen og Panden rund og glat, alt sammen som paa et Fotografi. Det var mest hans Haand, jeg saa paa.
Du syede, som du plejer. Du mærkede slet ikke, at han saa paa dig. Du vilde ikke holde op at sy. Jeg rejste mig og tog i Spøg din Sy
maskine og bar den ud paa Køkkenbordet. Men du hentede den igen. Du hørte slet ikke alt det, han fortalte. Se, det er det, jeg gaar her og be
brejder dig saa mildt.
Saa kom Drengen over til mig og krøb op paa
mit Skød. Det var saa langt over hans Sengetid.
Han sad hos mig og faldt i Søvn. Men du slap ikke dit Sytøj. Jeg sagde ingenting. Hvor kunde jeg skænde paa dig, saa længe han sad der.
Og jeg har ikke faaet Tid til at skænde paa dig.
Men naar jeg kommer ud!
Vi gik paa samme Tid, han og jeg. Jeg vilde ikke blive den Aften. Og du bad mig ikke. Aa, jeg forstaar dig saa godt. Hans Øjne var dog en fremmeds Øjne.
Vi fulgtes ned ad Gaden, han og jeg.
Men saa brød han pludselig af.
Han var træt og maatte hjem og sove.
Vi gav hinanden Haanden.
Hans var saa fast som et Stykke Staal.
J
eg piller Værk. I Begyndelsen satte de mig til at skære Propper. Men det gik ikke, det havde ingen Art. Jeg blev syg. Lægen sagde, det var af Arbejdet. Og det var det — paa sin Vis. Jeg kunde ikke tænke paa Jer og passe Korken og den larmende Maskine paa samme Tid. Jeg ved ikke hvorfor. Men jeg kunde ikke.Saa satte de mig til at pille Værk. Og derfor er jeg dem taknemlig.
Det hænder tit og mange Gange, at jeg synes, du, min Dreng, sidder paa den anden Side Bun
ken og piller og hjælper mig. For det er som at lege med Klude, dette Arbejde; det er Barne- morskab.
Saa er vi to alene. Saa er det dig, jeg taler til.
Og Jeg har saa meget at fortælle dig.
Det, jeg har at sige dig, trykker mig saa trist.
Men det lindrer at sige det. Jeg ved jo nok, at du ikke forstaar det. Alligevel siger jeg det. Det er, som om dit rene, bløde Barnesind virker paa mig som den mildeste Tilgivelse.
Viggo Stuckenberg: Hjemfalden. 3
Det gør mig saa ondt at tænke paa, hvor din Barndom er fattig!
Nu er du tre Aar og kan se med dine Øjne og le og glæde dig. Og hvad ser du saa, og hvad er det ikke, din Glæde maa nøjes med? Dagen viser dig en Række skidne Tage og en ussel Stump Himmel, en lille bitte Stue, hvor alle Møbler er nøgent, malet Træ og kun din Seng blød. Din Sult kender kun Grød og Vælling og tyndt smurt Brød, og naar du klapper i dine Hænder, er det af Glæde over en Flue, der kravler paa Vindvet.
Og det er min Skyld, — min lille Dreng, det er ene og alene min Skyld! Din Moder arbejder fra Morgen til Aften. Det gjorde jeg ogsaa. Men det var mit Arbejde, der skulde gøre det rigt for dig og for os alle. Men jeg kom aldrig længere end til min Kærlighed. Den tog alle mine Evner.
Jeg har haft nok i den. Og du og din Moder, I har aldrig klaget. Jeg slog mig til Ro med, at I holdt af mig. Alle Vegne løb jeg mod en Mur.
Der var saa mildt hos Eder. Naar du bliver stor, vil du lære at forstaa, hvor det at vide sig elsket kan give en fattig Mand en Fred, der faar hans Vilje til at drukne og hans Forstand til at se Livets Lykke naaet.
Nej, naar du bliver s t o r ---
Det vil vi ikke tænke paa. Der kan ske Al
verden, og der vil ske Alverden! Jeg lover dig
35
det! Gjorde jeg ikke mit dertil, var jeg værre end en Morder!
Det er din B arndom ---
Det er mig saa latterligt, at min egen var saa lys, saa latterlig uretfærdigt. Hvad skulde jeg med den, jeg, som ingen Vegne er kommet?
. . . Det kommer af denne brune Bunke Værk, der ligger paa Gulvet ved Siden af mig. Det faldt mig ind før, da jeg saa paa den, at den ligner Bakken bag min Faders Gaard, naar den laa pløjet og mørk.
Kan du huske min Faders Gaard? Det kan du ikke. Du har set den en Gang, men da var du ganske lille. Vi tog derud alle tre en Sommerdag og gik den forbi ude paa Vejen. Fremmede har ejet den i mange Aar. Jeg syntes blot, at I skulde se den. Og saa var der det, at jeg vilde vise disse Marker, der kendte mig, min Lykke.
Men det faldt underligt ud. Din Moder var træt af at bære dig, og paa min Arm græd du. Du var jo saa lille og saa mig saa sjældent. Den Gang kendte du mig ikke rigtig.
Og jeg selv saa det alt sammen, som var det ikke andet end en død Billedbog. Min Barndom blev mig den Dag saa fjern. Jeg levede et andet Liv, end da jeg løb omkring der, og Afstanden var saa stor. Det var en Skuffelse, men den gjorde mig ikke ondt. Jeg var rigere til Mode, end da jeg var Dreng.
3*
Siden har jeg ikke tænkt paa min Barndom, ikke før nu, jeg sidder her og snakker med dig og er bedrøvet over din.
Jeg havde et helt Værelse derinde. Det var saa stort som din og din Moders Stue, og det var mit. Der laa mit Legetøj inde i et lille Skab, og der laa jeg selv ved Vindvet og saa ud i Haven, naar Morgenfruerne blomstrede i Beddet, og Bierne sværmede, og naar Æblerne faldt og knuste Spindelvævet over Græsset, og naar den første Snestorm kom, og Kragerne krøb sammen i de store Graner.
Før, da Arrestforvareren var herinde, saa jeg, at han havde en skævhælet Sko paa den højre Fod. Den Sko gjorde mig saa lystig. Jeg har lagt Mærke til, at undertiden er det, som om alt, hvad ens Øjne falder paa, minder en om den samme Ting, saa ens Tanker ikke kan slippe fri. Jeg havde en Lærer derhjemme. Altid, naar jeg saa paa hans Sko, var Hælene skæve.
Han læste med mig inde i det lille Værelse.
Jeg sad henne ved Vindvet. Saa kunde jeg se ud, naar jeg lystede, og der var aldrig længe mellem hver Gang. Der var altid noget at se efter, om ikke andet saa den blaa Himmel. Han sagde ingenting dertil. Han stod i Regelen med Hænderne paa Ryggen, lænet op ad mit Lege
tøjskab, og stirrede samme Vej. Jeg har aldrig svaret ham paa et Spørgsmaal, uden at jeg har
37
tænkt paa noget ganske andet, og nu, jeg min
des ham, tror jeg, at heller aldrig han har spurgt mig, uden at hans Tanker var saa fjerne som mine.
Aldrig har jeg set saa blegt et Menneske.
Alle vi andre kom ind med røde Kinder, naar vi havde været ude. Men ham gjorde Luften dob
belt bleg.
Jeg saa det tilfældigt en Dag, hvor bleg han var. Han stod, som han plejede, henne ved Lege
tøjskabet og saa ud gennem Vindvet. Det var en Regnvejrsdag i Foraaret og halvmørkt ude og inde. Som han stod der i Krogen, stiv og stille, skinnede hans Ansigt som et Spøgelses, og han stirrede ud i Regnen med et Par Øjne, der som to Igler sugede sig fast et Steds derude.
Jeg blev bange for ham.
Det var den græske Gudelære, jeg havde for.
Jeg sad og fortalte, i Stumper og Stykker, som jeg havde lært det.
Saa var det, jeg spurgte ham. Jeg blev angst for min egen Stirren og fandt paa et Spørgsmaal for at dække den.
— Hvorfor troede de paa alt det? spurgte jeg.
Han hørte det ikke straks.
— Hvorfor troede de paa alt det? gentog jeg.
Han strøg sig langsomt over sit magre Ansigt.
Saa gabede han og strakte sig, trøgt og lang
somt, som gjorde alting i ham ondt.
— Fordi de var lige saa store Dumrianner som du og jeg! sagde han omsider og gjorde et Kast med sine Hænder, som styrtede han en usynlig Stabel sammen.
Men saa kom han hen til mig og tog en Stol og satte sig hos mig og talte og forklarede og hørte mig og lod mig ikke et Øjeblik Fred til at se ud.
Saa lukkede han, bedst som vi sad, Vindvet op.
— Kan du taale det? spurgte han.
— Ja, sagde jeg, — men De?
— Aa, jeg kan taale, hvad det skal være!
svarede han og lagde sin magre Haand ud paa den kolde Karm.
. . . Forbavsende, saa jeg forstaar alting, her i denne Celle! Vent et Øjeblik, min Dreng, — ved du, hvad han tænkte paa, evig og altid?
Akkurat paa det samme, som jeg tænker paa nu! Paa Friheden, paa den høje Luft derude og paa den brede Jord!
Den Gang var det ham, der var en Fange. Nu er vi ligestillede.
Mon jeg er blevet saa bleg som han?
Saa besynderligt kan det gaa. Dag ud og Dag ind kan man leve sammen med et Menneske og blive skilt fra ham og aldrig mere se ham, og saa en tilfældig Dag ser man ham for første Gang for sig som den, han virkelig var.
Min Dreng, hvis det engang skulde gaa os paa samme Maade! Nej, ikke mig! Mine Tanker kan
I ikke forandre. Men dig og din Moder, — at I kom til at se helt anderledes paa mig!
Du skal ikke høre paa, hvad jeg siger. Jeg fal
der i Staver. Vi tre kender hinanden. Alting er ikke saa flydende.
Tror du, min Barndom har forandret sig for mig? Den staar meget fastere nu. Nu ved jeg, hvem der, uden et Ord, lærte mig, at alle mine Længsler mod Sol og Lys og Luft var de rette, og alt andet ingenting.
Hvorfor skulde du se anderledes paa mig en Gang i Tiden? Tror du, jeg ser anderledes paa mine Forældre nu?
Eller tror du, jeg saa min Fader tiere, end du ser mig?
Jeg saa ham ved Maaltiderne. Ja, ja, — jeg saa ham ved Maaltiderne. Jeg havde jo det, du ikke har. Jeg havde et Hjem.
Og dog staar han saa besynderlig fjernt for mig, baade min Moder og han, — næsten som to Tanker blot, som to Toner, jeg kan høre, og som gør mig saa underlig blød til Mode.
Han talte næsten aldrig til mig. Han havde aldrig Tid. Bestandig var han paa Færde. Den Gang troede jeg, at alle Mænd, paa nær min Lærer, havde travlt som han, at det var Rigdom
men, der laa i smaa Bunker rundt omkring og kaldte paa ham og ikke undte ham Ro, før han havde hentet dem. Nu, jeg ved, at han var fattig,
forstaar jeg, at det var ham, der blev jaget. Kun om Aftenen sad han stille en halv Times Tid.
Saa maatte jeg læse Grundtvig højt for ham. Men det kom altid saa pludseligt, at nu maatte han i Seng. Saa strøg han mig hastigt over Haaret og gik.
Og min Moder, — jeg mistede hende saa tid
ligt. Jeg ved ikke, men jeg husker kun hendes Stemme, naar vi var alene, og hun trak mig ind til sig og sagde saa sagte: Min egen Dreng! Hun syede bestandig; altid var der noget slidt itu, Klæder og Lagener og Duge. Havde hun en Times Fred, læste hun. Der laa bestandig en Bog opslaaet i hendes Vinduskarm, og det var altid en Bog af Lamartine.
En Dag var der en fremmed Mand inde hos Fader. Han talte saa højt og blev ikke og spiste med os. Alle andre, som kom, blev og spiste. Men han kørte bort og slog Knald for sin Hest og vendte sig ikke for at hilse. Da jeg kom ind i Stuen, stod Fader og Moder henne ved Ovnen.
Han holdt hende om Livet, og jeg saa, hun tog sin Haand fra hans Pande, da jeg gik med Døren.
Men hun døde fra mig.
Og han —
Ja, jeg blev konfirmeret, og der gik en Uges Tid.
Jeg skulde rejse. Han havde skaffet mig Plads paa et Kontor.
Saa blev han borte en Aften, kom ikke og gik i Seng. Jeg gik ude den halve Nat og kaldte,
41
i Gaarden og i Haven og ude over de sorte Marker.
Om Morgenen fandt vi ham hængt ovre i Laden.
• • • Og dog var min Barndom saa lykkelig og lys imod din.
Den var saa rig imod din. Jeg kunde løbe paa den bløde Jord, jeg saa Dyr og Planter leve og dø og kunde følge Solen, fra den stod op, til den gik ned, og jeg havde et Hjem, hvor de, som var min Fader og min Moder, saa paa hinanden med en Troskab, der brød saa mildt igennem alle Sorger.
Jeg gav dig saa gerne min Barndom. Hvad skal jeg med den nu? Ingenting er saa tungt som det at eje noget, der kunde gøre en anden lykkelig, — og som man ikke har Magt til at skænke bort.
A .a , min Dreng, man kan tænke paa sin Barn
dom, man kan gaa tilbage i Tiden, og man kan lede efter Forklaringer, søge den røde Traad, tælle sammen, hvad der er hændet en, forfra og til denne Dag, for at se det i en voksende Sum,
— det vejer altsammen saa lidt, bliver aldrig andet end en forvirret Hoben Undskyldning og Anklage, taabelig Dunst det hele.
Der er et eneste, der gælder.
En skønne Dag brister man som en Blomst og staar der som den, man inderst inde er. Fra det Øjeblik hører man Livet til og er et Menneske mellem Mennesker, og alt, hvad man siden hand
ler, fødes af de Værdier, der er i en, af de gode og af de ringe. De er der. Der er ingen anden Skæbne til end den, de skaber.
Det hændte mig, at jeg traf din Moder.
Den Gang levede jeg som en tavs og ensom ung Mand, der gik om og vidste, at der gaves en Lykke, der kunde aande paa al Ensomhed og Fattigdom, saa deres Stengrund blev grøn og en
43
levende Verden for Solen at skinne paa. Det havde jeg set, det bar jeg med fra mit Hjem.
Jeg gik i den myldrende By og længtes og pintes, fordi al min Kraft til at leve drev mig afsted, uden at jeg saa den, mellem hvis Hænder jeg kunde kaste min Længsel og alle mine Drømme, saa at de fandt den Muld, der fik dem til at vokse som den frie Skov.
Saa traf jeg din Moder.
Jeg forstod det ikke straks. Men det var, som om al min Længsel randt saa stille ud og blev til den tryggeste Fred. Og det faldt mig ikke ind, at ikke hun i samme Nu begreb det og fyld
tes som jeg.
Der gik Uger, før hun saa mig som den, der dreves imod hende af Mismod og Savn og af den dybeste Fortrøstning.
Det var en Aften hjemme i hendes Stue. Jeg var kommet uformodet til hende. Hun havde lukket mig ind. Men hun satte sig tfl at sy og lod mig staa.
Da lagde jeg min Haand over hendes Maskine, saa hun maatte standse.
— Vil De ikke tale med mig? spurgte jeg.
Jeg følte Maskinens kolde Jærn under min Haand.
Jeg var saa stærk i mine Muskler. Men i mit Hjærte skælvede jeg af Angst.
Hun sad med bøjet Hoved og saa ned paa det hvide Linned, der bredte sig under Naalen.
IPI
Il i:
II j |
I I
" i l
i
If
I I I
m"3
J 11
•iT M i
IIW :
I
Min Stemme klikkede. Jeg havde den ikke i min Magt.
— I Dag er jeg mig selv! sagde jeg hæst og følte min Strube som forbrændt.
Men jeg knugede det kolde Jærn med min Haand. Det stak i mit Kød og ramte mig, som havde jeg kastet mig mod Vaaben, der var ret
tede mod mit Liv.
-— De maa ikke bøje Hovedet! Jeg staar jo her og ser paa D em ! Og jeg taler til Dem, som var det min sidste Vilje, jeg pinte frem! De be
høver ikke at skjule Dem! Tal blot, eller vis, at De ser, at jeg staar heri
. . . Da var det, du løftede dit Hoved, du, som jeg sværger at elske til mine Dages Ende, svær
ger saa trygt og saa let, fordi mit Liv kun har en eneste Streng, Troskabens og Taknemmelig
hedens, — og du løftede dine Øjne imod mig, fulde af Angst og fyldte af Smil.
— Tror De ikke, jeg er klogere end som saa?
spurgte du.
Men dine Ord gjorde mig ingen Fortræd. Jeg saa dit Smil i dets forvirrede Skiften.
— De behøver ikke at svare mig paa den Vis!
sagde jeg. De har jo dog lukket mig ind I Hvor
for kan vi ikke tale ligefremt sammen?
— Aa, svarede du og lænede dig tilbage paa Stolen og stødte dette lille Ord frem, som rettede
du dig efter at have kastet en Byrde, — som om De er ligefrem!
— Forklar mig da, hvordan jeg skal være! De kan faa mig til alt, kun ikke til at gaa!
— Nej, sagde du ganske stille, De behøver heller ikke at gaal
Jeg blev saa stille som du. Alle mine Ord blev mig til Bjældeklang og Mundsvejr, og jeg følte med eet den riges taalmodige Fred over mig og fik saa gode Stunder som et Skib, der glider ind i Havnen.
— Saa maa jeg altsaa komme her og sidde hos Dem og tale med Dem? sagde jeg og vilde taget din Haand, men følte ogsaa det som en Slags Sum, jeg ejede og altid kunde hæve. Jeg, som var kommet for at handle, stod som den, der er lykkelig alene ved at aande.
— Ja, hvis det kan more Dem! sagde du og bøjede dig frem mod Bordet, som vilde du sy.
Men du blev siddende stille og rørte ikke Maskinen.
Jeg gik bort over Gulvet. Alting bølgede i mig, og jeg var svimmel. Men saa var det, som maatte jeg føle Jorden haard og fast under mig. Og jeg
tvang mig rolig og standsede foran dig.
— Jeg har ingenting at byde Dem! sagde jeg.
Det var, som styrtede jeg mig ned gennem en Sky.
Du saa op paa mig. Saa lo du.
— Naa, og jeg, som troede, De var Millionær!
46
Jeg blev saa flov som et Barn, man spotter, og stod og saa paa dig og ejede ikke et eneste lystigt Ord at svare med.
Saa rejste du dig og stillede dig lige foran mig og saa saa fast paa mig med dine lyse Øjne.
— Jeg tror ved Gud i Himlens højeste Rige, at De gaar og elsker mig! sagde du.
Da slog alle mine Tanker sammen som en Væv, der speges, og jeg følte mine Læber dirre, og der kom Taage for mine Øjne. Jeg stod og knyt
tede mine Hænder, saa Neglene skar mig. Men jeg slog ikke mine Øjne ned; de var vendte mod
dig, skønt jeg ikke saa dig.
Saa var det, du strøg din Haand gennem mit Haar, saa let og saa hastigt, som brændte du dig.
Og saa løb du ud i dit Køkken og lukkede din Dør og lod mig ene.
Men jeg blev staaende, hvor jeg stod. Jeg for- nam ingenting af det, som var om mig. Det susede i mit Blod, som stod jeg midt i Verdens Skabelse, og som sank Himlens første Regn mildt og ustandseligt over mig.
Saa kom du tilbage.
Du gik mig forbi og hen til Bordet. Men saa vendte du dig og kom hen til mig.
— Staar De op endnu? sagde du. Flyt den Stol hen til Bordet. Jeg skal sy i Haanden.
Jeg blev saa længe hos dig. Og vi talte saa
47
jævnt sammen, som gamle Venner taler. Jeg for
talte dig om mig selv, og jeg fik at vide, at du stod ene som jeg.
Da jeg gik, tog du min Haand.
Men du slap den hastigt.
Vi blev begge saa forlegne.
J eg har ikke plukket ret meget Værk i Dag.
— Det var ikke store Ting, sagde Arrestfor
vareren, da han kom ind og tog Bunken, — hvad har du bestilt?
— Holdt en lille Hviledag! svarede jeg og strakte mig.
Han brummede og saa skævt op paa mig og gik.
Nu ligger jeg paa min Seng. Her er mørkt i Cellen, nede omkring Gulvet. Men Vindvet der
oppe og dets brede Karm lyser svagt. Det er maanelyst ude.
Nej, mine Fingre har pillet saa nænsomt i Dag.
Jeg begyndte saa hastigt i Morges. Men det, mine Tanker faldt paa, dæmpede alt, hvad jeg tog mig for.
Saadan begyndte det ikke. De for afsted som mine Fingre. Saa kom jeg til at tænke paa det første af de Aar, vi to har levet sammen, og fra det Øjeblik svævede jeg saa stille som en Fugl, der er steget saa højt, at ikke engang Skyernes Skygger naar den.
49
Nej, det er ikke sandt. De Tanker var der straks i Morges, da jeg vaagnede. Og hele Mor
genen fyldte de mig med et Brus; de slog mit Sind som en Storm; jeg stønnede af Fryd, og svulmende Ord tumlede uden Sammenhæng rundt i min Hjærne. Men saa blev med eet den Magt, der havde født dem, saa mild og saa stor for mig, at det blev som en stille Søndag omkring mig.
For aldrig har Skæbnen været nogen saa god, som den var dig og mig!
Midt imellem Tusinder af Mennesker havde vi gaaet hver for sig og været alene, havde begge døjet det samme, sultet i Hjærtet og begge anet, at den Lykke, vi drømte om, var for rig til, at den kunde sankes sammen i tilfældige Stumper.
Naar vi sad hos hinanden, var det, som sad vi sammen under et stort Træ og saa ud over aabne Marker, der bar Græs og Sæd under Sol og Fuglesang og Fred. Og Verden, Livet blev for vore Øjne til en sagte Bølge i Korn, der bøjer sig lydløst og løfter sig, naar Vinden glider over Jorden.
Aa, der var ingen Grænser til! Dagen led med vort Arbejde. Men det var ikke Arbejde længer.
Det var saa nemme Trappetrin, og de førte derop, hvor vi mødtes hver Aften. Dagen gik saa let, som havde vi blot bøjet os for at fri et Straa, der var vokset i Klemme under en Sten.
V ig g o S tuckenberg: H jem falden. 4
50
Kan du huske den Aften, da du sagde mig, at nu var vi tre?
Netop de Ord brugte du, — tre.
Først græd du.
Du havde siddet med min Haand i din. Men du slap den og gemte dit Ansigt i dine Hænder og bøjede dig og sad og vuggede frem og til
bage.
Jeg tog dine Hænder. De var vaade og kolde.
Jeg gemte dem under min Vest, tvang dem der
ind, pressede dig ind til mig. Du var ganske viljeløs.
Se, saa stor er Jorden! sang det i mig. Men din Graad og dine Hænders Kulde fik mig til at skælve.
— Men hvorfor græder du? spurgte jeg.
Du rettede dig og saa paa Lampen. Dine Kin
der var saa hvide som dens Kuppel.
— Vi er saa fattige! sagde du.
— Aa, ikke andet! svarede jeg, — der er Guld nok i Verden!
Og det stod for mig, som var Verden nu min Skyldner.
— Hvad hjælper det, svarede du, naar hver
ken du eller jeg har mere end til det tørre Brød!
Jeg tvang dig ind til mig.
— Er du bange? spurgte jeg, — hvad har vi to levet af?
— Aa, deraf maatte et Barn dø!
5 i
Det kom saa tungt og trist.
— Vist ikke n ej! sagde jeg, — vi er unge og stærke!
Men du hørte ikke paa mig. Der gik saa lang en Tid. Saa sank du ind til mig og lukkede dine Øjne.
— Jeg ved det, sagde du, det gør alt sammen ingen Ting! — det er jo dit Barn!
Og jeg kyssede dit Haar og dine Øjne, og min Forstand svinglede som Kneblen i en Klokke.
Jeg tog alle Livets Magter i Ed.
Og de hørte mig og svor.
. . . Jeg saa dig aldrig mere græde.
Kun en Gang imellem blev du, som vi bedst sad, bleg og sank sammen.
Men da fik min Arm en Kraft, der tvang dig rank, og jeg fandt Ord, der faldt som Pauke
slag.
Du kunde tale saa urimeligt.
Du kunde dø, sagde du.
Jeg vidste saa vidunderlig sikkert, at du talte vildt.
Og jeg kastede mig med al min Tro over dit Sind. Jeg gik med Evighedens Lovsang i mig.
Og hver Gang vandt jeg og drog dig ind i den Verden, som i den Tid var min alene.
Naar mine Ord havde bragt dig Fred, gik du saa lykkelig omkring. Længe før det var født,
4*
52
var det Barn, du bar paa, levende for os; vi gav det Navn, — det var imellem os, og vi legede med det. Vi talte til det, det lo, og det græd, og det kunde snakke. Det tumlede paa vort Skød, og det rakte efter os, og det var det, vi kyssede, naar vi skiltes.
D e r sidder en Stjærne der oppe bag Vindvet, langt ude i Himlen. Jeg ligger og ser op paa den. Der gynger en gylden Traad imellem den og mig, en tynd, fin Bro, paa hvilken mine Tan
ker vandrer.
Naar jeg nu kommer u d ---
Det er lige meget, om der er længe til, eller om det sker snart.
Naar jeg nu kommer ud!
Jeg maa skyde dig og Drengen til Side et Øje
blik. I omfavner mig saa tæt. I er kun to, men I myldrer om mig, — og jeg maa have frie Hæn
der og se mig om. Naar jeg tænker paa Jer, staar jeg som midt i en Rosenhæk. Det er den, jeg
maa bøje til Side for at kunne se.
Naar jeg kommer ud, maa jeg langt bort.
I maa ikke blive bedrøvede, men vi kommer til at skilles for en Tid. Her i Landet kan jeg ikke blive. Her vilde det gaa mig, som det gaar den Fugl, der har siddet i Bur; alle de andre Fugle vil kunne lugte det paa mig og sky mig eller for
følge mig.
54
Jeg maa langt bort, ud et Sted, hvor jeg kan arbejde for Jer, uden at nogen forstyrrer min Sliden ved at stirre paa mig.
Jeg vilde alligevel ønske, at det skete snart.
Der er kommet en Uro i mine Lemmer efter at tage fat. Jeg er blevet saa stærk. Og nu har jeg Modet.
Saadan kan det gaa, naar man støder sammen med Verden.
— Den, Gud er god, sagde Præsten forleden, knækker Ulykken ikke; foer han vild, leder den ham paa rette V ej!
Saaledes ser han nu Sagen; han ved jo ingen
ting. Ulykke! og den, Gud er god!
Jeg lod ham snakke.
Paa sin Vis har jeg været en Taabe. Jeg glemte, at jeg var en Stodder, fordi jeg fandt en Krog, hvor der var varmt Solskin.
Det er mod Jer, jeg har syndet. Jeg var saa selvgod i min Lykke, at jeg glemte, at I kunde fryse.
Men nu er det forbi.
Om nogen Gud har ledet mig og nogensinde været mig god, saa var det vel i det Øjeblik, da han fik mig til at beholde de Penge. Var det ikke sket, var jeg aldrig vaagnet.
Som om Verden var saa haard! Det var jo mig, der gik og famlede. Nu ved jeg, at Verden er en stor Ager, hvor hvert evige Menneske, der ikke
55
er sygt eller Krøbling, kan stikke sin Spade i Jorden og gøre saa stort et Stykke til sit eget, som han har Kræfter og Vilje til. I skulde vide, hvor den Bevidsthed gør mig rank! Aa, I vil ikke kende mig igen, naar I ser mig!
Blot I vil have Taalmodighed og vente paa mig, naar jeg er borte, vente, til jeg kommer for at hente Jer og for at gøre alt det godt, som jeg har forbrudt imod Jer!
Men det ved jeg, I vil!
Den Stjærne, der sidder derude i Himlen og lyser, straaler saa urokkeligt og støt. Den minder mig om dig og din Taalmodighed.
Aldrig har du bebrejdet mig det mindste, aldrig krævet, og aldrig skændt, blot arbejdet selv og taget mig og alting, som jeg og alting nu en Gang var.
Du er blevet mig saa stor igennem det, du har taget til Takke med. Det er mig saa helligt et Pant paa din Kærlighed, og det gør mit Mod saa lyst. Jeg vil ikke kunne blive træt, og jeg skal ikke hvile, har jeg først den frie Jord under mine Fødder. Aar, som de, der er gaaet, skal du aldrig leve om igen!
Jeg kommer til at tænke paa en Aften oppe hos dig. Du havde trukket Bordskuffen ud og sad og ledte efter noget. Saa faldt der et Stykke stift Papir paa Gulvet.
Jeg tog det op. Det var et Fotografi, Portrættet af en Atlet. Han sad med de nøgne Arme kors
lagte over sit kraftige Bryst.
— Hvad i al Verden! sagde jeg, — hvor kom
mer du til det?
Jeg blev saa lystig til Mode, som havde jeg fundet et Hestebidsel i din Besiddelse.
Du saa over paa Billedet.
— Naa, det! sagde du og gav dig rolig til at søge videre.
— I har maaske aftjent Jeres Værnepligt sam
men? spurgte jeg.
Men den Spøg kunde du ikke lide.
Du saa over paa mig. Det gik i en flyvende Part. Du løftede dit Hoved saa hurtigt, at du blev rød i Kinderne.
Men saa tog du dig i det.
— Lad du bare det ligge! sagde du og rakte Haanden over efter det.
Jeg holdt paa Billedet.
— Du har maaske syet for ham? drillede jeg videre.
Du strøg dig over Panden med Bagen af din Haand. Saa sukkede du umaadelig dybt og luk
kede dine Øjne.
— Jeg har elsket ham! sagde du.
Men saa rakte du paany din Haand ud, mens du ledte videre med den anden og sad og saa ned i Skuffen.
