Danmarks Kunstbibliotek The Danish National Art Library

Digitaliseret af / Digitised by

Danmarks Kunstbibliotek The Danish National Art Library

København / Copenhagen

For oplysninger om ophavsret og brugerrettigheder, se venligst www.kunstbib.dk For information on copyright and user rights, please consult www.kunstbib.dk

C 55.204

S T I L A R T E R N E S H I S T O R I E

Anbefalet af Indenrigsministeriet til Brag ved Undervisningen i de tekniske Skoler.

STILARTERNES HISTORIE

GRUNDRIDS AF

ORNAMENTIKKENS OG

ARKITEKTURDEKORATIONENS UDVIKLING

FRA DE Æ LDSTE TIDER TIL VORE DAGE

TEKST OG TEGNINGER

AF

CHR. AXEL JENSEN

E. RONDAHL

B I B L I O T H E K ,

KØRENHAVN

JUL. G JE L L E R U P’S FORLAG

1912

KBHVN. - NIELSEN & LYDICHE (AXEL SIMMELKIÆR)

FORORD.

T ^

Bog er planlagt saaledes, at den skulde kunne læses o . , benyttes af enhver, der ønsker at vide Besked om de skil­

tende Stilformer, og samtidig tjene til Støtte for en Undervis- nmg i »Stilarternes Historie«, og som et første dansk Forsøg i denne Retning kræver dens Plan og Omfang en noget nøjere Forklaring

Den danske Litteratur, der ellers er ret rig paa populær-videnskabe- geV'æiker, har hidtil savnet en almenfattelig og nogenlunde fyldig Frem- s i mg a dette Æmne. Aarsagen hertil er maaské den, at Opgaven har æmmet ved sine Vanskeligheder, som unægtelig er meget store. Endnu ei vort eget Lands Stilhistorie langt fra tilstrækkeligt udforsket. Ganske Mst er der i Løbet af de senere Aartier gjort mægtige Fremskridt gennem il useernes samlende og ordnende Virksomhed, gennem Opmaalingsarbejder

t^nmgei og fotografier, gennem lærde Værker og gennem mere populære Opsatser, der særligt har set Lyset i det fortjenstfulde »Tidsskrift for Kunst­

industri« (1885—1899) og dets Efterfølger »Tidsskrift for Industri«. Men endnu er der adskilligt nyt Land for Forskningen af vort Kunsthaandværks og vor Arkitekturs Historie, før der kan skrives en udtømmende dansk stilhistorie. Og vender vi os til Udlandet, findes der vel en Mængde Lære- ,

g.ei og Haandhøger i Stilhistorie og Ornamentik, men saavidt vort Kend skab strækker, er der ingen, som kunde tages til Forbilled, ingen som

,°Ve5rSættes og blot ved mindre Ændringer tilkæmpes efter danske

i oiboJd.

Hvad der sejler under Navnet »Stilgeschichte« eller »Stilkunde«

M.ob i i nhki10Se ° g forældede Fremstillinger, der kun sætter sig som

ved hu f i

Læf , re kende * Forskel« paa Stilarterne, hæfter sig vid i ,le,nt ydlC °g lkke tager videre Hensyn til de senere Aars talrige

videnskabelige Arbejder. dmge

5

K- aa

En fuldstændig Stilhistorie maatte for virkelig at fylde sin Opgave be­

handle al Kunst og alt Kunsthaandværk. Thi Stilen, det Præg, som de vekslende Tider sætter paa deres Frembringelser, gør sig gældende overalt, i Bygninger og Drikkekar, i Møbler og i Smykker, i Vaaben og i Klæder, i Figurkunsten saavel som i Haandværket, i Genstandenes Hovedformer og Konturer saavel som i deres Ornamentik. Men noget saa omfattende og uoverkommeligt er ikke forsøgt i denne Bog. Skønt det een Gang for alle maa fremhæves, at Stil ikke paa nogen Maade er ensbety­

dende med Ornamentik, er Hovedvægten her netop lagt paa Orna­

m entikkens Historie, dels fordi Ornamentet spiller en meget stor Bolle for vore gængse Stilnavne, dels fordi det virkelig til en vis Grad er en Fællesnævner for hele Stilhistorien og altid yder slaaende og let fattelige Exempler paa de vekslende Stilformer. Gennem en kort Skildring af Ornamentikkens Skiften gennem Tiderne kan man paa en Gang fremhæve de enkelte Stilarters mest karakteristiske I ræk og samtidigt paapege den store Sammenhæng i deres Udvikling.

Det er tilstræbt at give en saa vidt mulig rolig og lidenskabsløs Bede- gørelse for hver Stilarts særegne Kendetegn og skiftende Former, mere historisk end æstetisk, mere forklarende end dømmende og saa vidt muligt uden forudfattede æstetiske Meninger. En saadan Fremstilling kunde vel nok gives gennem danske Exempler, og der var derfor noget fristende i at begrænse Fremstillingen til Danmark alene. Men nøjere be­

tænkt vilde Forklaringerne dog blive mangelfulde, hvis man ikke søgte videre ud i Verden til de Lande, hvor Stilformerne er skabte, og hvorfra de er komne til Danmark. Særlig haardt vilde man savne den klassiske Antik, uden hvilken man hverken vil kunne forstaa den romanske Stil, Gotikken, Renæssancen eller Nyklassicismen. Og endnu mindre vilde det være muligt at fremhæve Sammenhængen i Ornamenternes Udvikling gen­

nem Tider og Stilarter, den fortsatte Tradition, den uendelige Variering af de samme Grundformer. Denne Side af Sagen er mindst lige saa lære­

rig som Bedegørelsen for de enkelte Stilarters Særpræg, og da den regel­

mæssig forsømmes i de gængse Haandbøger, har den været bestemmende

for det Omfang, som vor Fremstilling har faaet. Denne Stilhistorie

søger at spænde over hele den europæiske Udvikling, men med

særlig Fremhæven af de Linjer, der fører til vort eget Land, med

hyppig Brug af danske Exempler og med Udelukkelse af alle

underordnede Enkeltheder, der ikke skønnedes at have Værdi

for Forstaaelse af de hjemlige Forhold. Herved gives der selvfølgelig

Danmark en fremskudt Plads, men forhaabentlig er det lykkedes at und-

gaa enhver national Selvros og dog at fremhæve nogle af de smukke og ejendommelige Fortidsminder, som vi ejer.

v Kunde det være fristende alene at nøjes med en Skildring af danske Stilformer, var der ogsaa noget tillokkende ved Tanken om udelukkende at holde sig til Ornamentikken og blot at gøre Rede for Ornamenternes Historie. At dette Hensyn i nogen Grad virkelig har gjort sig gældende, vil mærkes paa mange Omraader. Bogen er ikke en Kunsthaandværkets Historie og endnu mindre en Lærebog i Antikvitetskenderskabets Krinkel- vroge. hor at Stoffet ikke skulde svulme alt for mægtigt, har det været nød­

vendigt at undgaa Skildringer af Kunsthaandværkets enkelte Fag og kun løseligt at berøre tekniske Forhold, naar disse har særlig stilhistorisk Be­

tydning. Hvad der fortælles om Snedkerkunst, om Keramik, om Porcellæn, er kun at betragte som spredte stilhistoriske Exempler. Men skønt dette Standpunkt, skarpt gennemført, vilde have givet Fremstillingen en Ensartet­

hed, som den nu mangler, kan det dog ikke helt overholdes. Thi mellem den rene Ornamentik og de arkitektoniske Prydformer er der saa mange Mellemled at Grænserne dog vilde blive flydende, og for vore gængse Stilnavne har ved Siden af Ornamentikken ogsaa Arkitekturen en saa mægtig Betydning, at en Stilhistorie, som ikke tog Hensyn til Bygnings­

kunsten vilde blive højst utilfredsstillende for den almindelige Læser. Her er da valgt den Mellemvej, at der forud for eller ved Siden af de ornam enthistoriske Afsnit ganske kort er gjort Rede for Arki- ekturhistonen. Ikke saaledes at forstaa, at Bogen skulde indeholde en fuldstændig Fremstilling af Bygningskunstens Udvikling, men saaledes at

<ien fremhæver Arkitekturens allervigtigste Træk og særligt den med inam entikken saa nøje sammenhængende arkitektoniske Deko- ' ration .

Videre er der ogsaa givet ganske korte Henvisninger til Billed­

kunsten især paa Punkter, hvor Kendskabet til Figurkunsten er særlig ie y mngsfuld for Forstaaelsen af Stiludviklingen, og endelig er der ind- et h;sto/;iske Afsnit, der, uden paa nogen Maade at være udtømmende ener at ville indlade sig dybere paa de saare vanskelige Spørgsmaal om atil formernes Sammenhæng med Aandslivets Udvikling og med den poli-

iske Historie, blot skal tjene til Vejledning, saa at Læseren uden just at have de verdenshistoriske Begivenheder rede i sin Hukommelse altid Kan vide hvilken Tidsalder der skildres, altid kan knytte Aarstallene til et a i d r i m

^ aVn’ d6t VærC Sig en Konges eIler en Kunstners, og alt d faar lidt Besked om den Kultur, hvori de skiftende Stilformer er vok­

sede trem.

7

Ligesom det paa denne Maade er tilstræbt, at Aarstallene ikke helt skulde blive døde Cifre, saaledes er der lagt Vægt paa, at de mange Fag­

ord, som Bogen indeholder, ikke skulde blive tomme Gloser. Fremmed­

ord og Kunstudtryk er medtaget i stor Udstrækning, men der er regelmæssigt vedføjet Oversættelser til Dansk og givet Forkla­

ringer af Ordenes Oprindelse. Visse Læsere vil maaske mene, at dette endda er gjort i alt for stor Udstrækning. Men det maa erindres, at Maalet har været i en alm enfattelig og læselig Frem stilling at meddele en positiv Belæring.

Hvorvidt Hensigten er naaet, hvorvidt det er lykkedes at gøre Bogen brugbar og at tinde en passende Mellemvej mellem populær og viden­

skabelig Fremstilling, maa andre bedømme. At den i eet og alt skulde have truttet den rette, vil forhaabentlig ingen kræve, og at den skulde vise sig fejlfri, er ikke at vente.

* *

•i-

Den, som bærer Hovedansvaret for Bogens Tekst, maa det endelig være tilladt til Oplysning for kritiske Læsere at sige nogle Ord om dens viden­

skabelige Grundlag.

Et Arbejde som dette lader sig ikke bygge paa Førstehaandsstudier og maa for store Partiers Vedkommende støtte sig til den foreliggende Speciallitteratur. Men allerede for at finde og kende denne maatte man være videnskabelig Specialist paa en Mængde Omraader, som den enkelte umuligt kan spænde over, og det er en Selvfølge, at ikke alle Bogens Kapitler kan hvile paa et lige grundigt og omfattende Litteraturstudium.

Særligt hvad angaar Oldtiden, den klassiske saavel som den nordiske, skal det villigt erkendes, at Fremstillingen er formet paa Grundlag af enkelte Hovedværker. Blandt disse skylder jeg med særlig Tak at fremhæve Museumsdirektør, Dr. phil. Sophus Mullers Arbejder, først Specialværket

»Dyreornamentikken i Norden« (1880), dernæst de mere populære Over­

sigter i »Vor Oldtid« (1897) og i »Verdenskulturen«, første Bind. Med vel- beraad Hu nævner jeg disse Arbejder i første Række. Thi ikke blot er de (med ganske enkelte, fra andre Forfattere optagne Ændringer) lagte til Grund for de korte Kapitler om den nordiske Oldtid, men' det vil sikkert ogsaa mærkes, at Bogens Grundsyn paa mange Maader er bestemt derved, at Forfatteren er knyttet til Nationalmuseet, og at han, selv om hans Spe­

ciale er Middelalder og Renæssancetid, dog har faaet sin Uddannelse i en arkæologisk og ikke i en kunsthistorisk Skole.

8

En anden Forfatter, som jeg skylder megen Belæring, er den østrigske orsker Riegl, hvis Bog »Stilfragen« (jævnført med hans senere store Værk

»Die spatromische Kunstindustri nach den Funden in Österreich-Ungarn) P“a, adskf S* Ustemt mit Syn paa den klassiske O m a m S

O g

dens Sammenhæng med byzantinsk og arabisk. Forstaaelsen af Bølge­

rankens Betydning skyldes saaledes ham. Men paa mange Punkter har jeg dog ikke kunnet optage Biegls Forklaringer, særligt ikke hans ensidige 1 lemhæveise af Lotusblomstens Betydning (hvori han følger den engelske i atter Goodyear) eller hans fuldstændige Underkendelse af Akantusbladets Men^r m-

rorTT0niamef ikken>

hvilket Spørgsmaal jeg har valgt at følge Mcuiei (Die Ursprungsformen des griech. Akantusorn )

Der kunde nævnes talrige andre Forfattere, hos hvem der er hentet tie elfør færre nye Tanker; for de nyere Tiders Vedkommende saaledes Gichtwark: »Der Ornamentstich der deutschen Frührenaissance« og W Janeckes hile men usædvanligt lærerige »Beiträge zur Geschichte der Orna- Pnl . Geher die Entwickelung der Akantusranke im französischen Gokoko«. Men selv om jeg naturligvis i stor Udstrækning har maattet hente min Viden baade

Haandhøger og i Specialværker, har jeg dog

de nyere 1 niers \ edkommende stræbt at se med egne Øjne. Og selv om jtg, ikke mnidst i de Afsnit, der behandler Arkitekturen eller strejfer den Udh-vk f KUn iSt

7 ’ kun har kunnet

'ive andres Tanker et knapt

3 7 ’

Jeg P f talng'e Felter forsøgt at gruppere, klare og uddybe

0 6

G ter eget Skøn (hvad der selvfølgelig især gælder danske Forhold) d.e oriianienthislonske Omraader, som jeg særligt har studeret, har m t T m ! '7 al nyC Forklaringer’ for hvilke Ansvaret alene paahviler

k aramenstillingen af sentgotisk Planteværk og romersk Akantus, visse

< gøi ende Træk af det italienske Quattrocento-Ornaments Udvikling af næssa n cekart o u cli en s Oprindelse og af det harokke Bruskværks Historie üjgges saaledes paa selvstændige Iagttagelser, for hvilke jeg skylder at føre det endehge Bevis i videnskabelig Form. Forhaabentlig vifdet engan o Ijkkes mig, og forhaabentlig vil det allerede nu forstaas, at je« ikke har kunnet undlade at fremsætte dem i denne populære og kortfattede Bogs

«nappe Form. v

C h r . A x e l J e n s e n .

9

Begge Medarbejdere skylder at rette en ærbødig Tak til National­

museets anden Afdeling, som bar tilladt dem at lade reproducere en Del i Museets Arkiv opbevarede Tegninger og Fotografier, samt til Tidsskrift for Industri, hvis Redaktør, Hr. Kontorchef R. Berg' med den største Imøde­

kommenhed har efterkommet vor Anmodning om Laan af en Række, Tidsskriftet tilhørende Billedstokke og saaledes muliggjort en meget anselig Berigelse af Billedstoffet.

E . R o n d a h l . C h r . A x e l J e n s e n .

G r æ s k e P a l m e t t e r f r a e n s y d i t a l i e n s k V a se .

10

STENALDEREN.

T T

pynter Menneskene sig selv, deres Redskaber og deres Boliger?

X 1 Hvorfor ofrer de Tid og Flid paa en Prydknnst, som ikke ér nød­

vendig i den liaarde Kamp for Livet? Hvorfor nøjes de ikke med de rent praktiske Nytteformer? Uisse Spørgsmaal er lette at stille og vanskelige at besvare. Men sikkert er det, at Trangen til Udsmykning og Ornamentik blinder meget, meget dybt i Menneskets Natur, og for den, der vil søge at forstaa Ornamentikkens Væsen og Livsvilkaar, er det derfor lærerigt at gøi e sig kendt med Kunstens ældste og mest primitive Former.

D e l a v e s t s t a a e n d e F o l k e s l a g .

— To forholdsvis nye Videnskaber, Etno- gratien og Arkæologien, har aabnet os Indblik i Menneskehedens ældste Udvikling og fremskaffet et rigt Stof til Studiet af den ældste Kunst, tnogi alien, Læren om de saakaldte »vilde« Folkeslag eller rettere de olkeslag, der staar udenfor den europæiske Kulturkreds, har gjort os for- h-olig med^ Folkestammer, som endnu den Dag i Dag lever under yderst primitive Forhold. Den har vist os, at enkelte af de lavest staaende Stam­

mer ikke kender nogen Ornamentkunst; vi véd nu, at de sydafrikanske Buskmænd aldrig pynter deres Redskaber med Ornamenter, og at orna­

mental Udsmykning kun yderst sjældent forekommer paa de sydamerikan­

ske Ildlænderes Frembringelser. Men samtidig lærer Etnografien, at selv disse mindst udviklede Mennesker kender Smykker og visse Former for Kunst. De fredløse og jagede Buskmænd, der ikke har Hus og Hjem og

<un har tæmmet Hunden, behænger sig selv og deres Kvinder med' Smyk­

ker, tatoverer sig paa Kinder, Arme og Skuldre, omend de ikke driver det videre end til korte, lige Striber, dyrker Musik og Dans og kradser eller mider paa de mørke Klippevægge Billeder af de Dyr, som de jager. Og for

diænderne, der saa godt som nøgne døjer det ublide Vejrlig paa Ameri-

11

kas Sydspids, er det vigtigere at tilfredsstille deres Pyntelyst end at værne sig mod Kulden. De nøjes ikke med Kæder og Baand, men maler deres Ansigter med røde og hvide Tværstriber, som gaar fra det ene Øre til det andet, og naar de har Sorg for en afdød, farver de sig sorte. Endda har Etnografien paavist, at disse Folkeslag kun er Undtagelser. Alle andre Stammer bruger ornamentalt Prydværk, og hos vidt adskilte Folkeslag, der i umindelige Tider ikke synes at have modtaget nogen Paavirkning fra andre Kulturkredse, hos Australnegrene, hos Beboerne af Stillehavets Øer, hos Indianerne og Eskimoerne har man fundet en mer eller mindre udviklet Ornamentik, hvis indbyrdes Lighedspunkter stundom kan være overraskende og slaaende. Meget tyder paa, at visse Ornamentformer kan opstaa og udvikles uafhængige af hinanden hos liere forskellige Stammer.

Men de Spørgsmaal, som knytter sig hertil, er endnu omtvistede og uklare, og i al Fald fører de os ikke saa langt tilbage i Menneskehedens Udvik­

ling som Studiet af de ældste forhistoriske Tider i Europa.

O l d s t e n a l d e r e n . Dyrebilleder o g L i n j e v æ r k .

— Det var den danske Mu­

seumsmand Christian Jiirgensen Thomsen, som i 1830’erne grundlagde Arkæologien i dens moderne Form ved at føre »Trealderssystemet« ud i Praxis og ved at paavise, at den ældste Periode af Menneskehedens Historie har været en Stenalder, som senere efterfulgtes af en Broncealder og en Jernalder. I de følgende Aartier er Kundskaben om de forhistori­

ske Tider stedse bleven rigere og fyldigere, og hvad mange Videnskabsmænd paa Thomsens Tid og endnu langt senere vægrede sig ved at tro, staar nu som urokkelige Kendsgærninger. Vi behøver ikke længere at nøjes med en vag og lidet udredet Forestilling om en »Stenvaabenold«, vi kan dele Stenalderen i en Række Afsnit og følge Stenaldermenneskenés Udviklings­

stadier gennem lange Tider. Hvor mange Aartusinder, skal ikke drøftes her; de første Spor taber sig i Urtidens Mørke, og det er allerede meget, at der kan paavises sikre Fund af menneskelige Arbejder, som maa være 10,000 Aar ældre end vor Tidsregnings Begyndelse og muligvis naar endnu længere tilbage. Baade i Nordafrika, i Østasien og i Indien er der fundet tilhuggede Flintredskaber af simple, ensartede Former, men de vigtigste og største Fund er dog gjorte i Frankrig, hvor man bedst og tydeligst kan følge Udviklingen. Paa en Tid, da Isen bredte sig over de nordligere Dele af Europa, og da Danmarks Land endnu ikke var aflejret i sin nuværende Form, færdedes der her i de franske Floddale og Klippehuler et Jægerfolk, som nedlagde Næsehorn, Mammutelefanter, Vildheste, Bisonokser, Rensdyr, Stenbukke og Gazeller, og som ikke blot har efterladt sig Vaaben og Red­

skaber, men ogsaa Billeder og dekorativ Kunst.

1 2

Dengang de første Dyrebilleder fra denne Tid dukkede on af Flod- g!Uset’ vakte de ,kke J)lot Forbavselse, men ogsaa Tvivl. Var det muli«t at saa ]lvagbge Fremstillinger kunde være gjorte i en saa fjærn Fortid Men efterhaanden som Fundene voksede i Tal, maatte enhver Tvivl for stumme, selv om Forundringen næppe har sat sig. Man har fundet disse

Væi ker ndsede

Stenplader eller hyppigere i Ben og Knogler ud- , aai'ie som runde figurer i Ben eller Elfenben og endelig i stort Format egnede paa de mørke Hulers Klippevægge, stundom kun graverede i Kon- iui, men stundom og­

saa udførte som Fresker i røde, brune og sorte Farver. En sjælden Gang trælfes Menneske­

figurer, som dog i Reg­

len er plumpe og ufuld­

komne. En sjælden Gang forekommer ogsaa Plantebilleder, men Dyrefremstillingerne er baade de Heste og de bedste. Snart er de gennemarbejdede, snart virker de som flygtigt

henkastede Skitser, hvori det ene Billede er tegnet ovenpaa det uudet, og hvori der er fuldt af Rettelser om- hent som i eri moderne

Kunstners Skitsebog.

Men overalt maa man beundre det sikre Blik for Dyreskikkelsernes Ivon- urei og den mærkelige Evne til at karakterisere hver enkelt Dyreart- den tu"ge Mammut> den ludende Bisonokse, den brunstige Renhjort den lodne Vildhest og den aarvaagent spejdende Gemse staar ganske liv a ' S

Z ,

™ en jægers skarPe S?n gengiver man det fældede Vildts Døds- u2 - ^elv en SIaSs anatomiske Studier kan træffes; i Elfenben har man udskaaret Gengivelser af llaaede Hestehoveder.

s t e n e r

Didedkunst er det underligste og mest paafaldende Træk i Old- nalderens Kultur. Men det maa ikke for dens Skyld glemmes, at disse

Fig. 2.

Hg. 1 2. Dyrebilleder fra Oidstensalderen, hoveder ridsede paa et Benstykke. Fig. 2.

Klippevæg.

Fig. 1. Gemse- Bisonokse fra en

13

Stenaldersmennesker ogsaa har kendt Ornamentik. Omtrent samtidigt med, at de ældste af Dyrebilleder *blev tegnede, har de baaret Smykker, gennemborede Tænder og Knogler af Dyr, Muslingskaller og Sneglehuse, der for en Del maa være førte fra Kysten langt ind i Landet, eller Forstenin­

ger af lignende regelmæssig Form; paa et lidt senere Standpunkt har de ogsaa tilskaaret Smykker og forsynet dem med Streger, og endelig har de begyndt at dekorere Brugsgenstandene. Deres vigtigste Materiale, Flinteste­

nen, indbød ganske vist ikke til Ornamentik, men selv i de tarvelige Flinte- redskaber synes man at spore en vis Trang til at bearbejde dem mere, end det prak­

tisk set var strængt nødvendigt, og til at give de Sten, der tjente som Yaaben og Værktøj, regelmæssige og smukke Former.

Og da Ben og Hjortetakker i en lidt senere Periode af Oldstenalderen toges i Brug som Værktøj ved Siden af Flinten, udnyttede man det gode Stof, der let lod sig behandle med en Flintekniv. De simpleste og vist­

nok ældste Ornamenter er blot ensformige Rækker af korte Karveskurer, indsnittede tæt ved hinanden med en bestemt, ind­

byrdes Afstand (Fig. 3). Men dernæst fin­

der man ogsaa indridsede Zigzaglinjer, hvis Mellemrum gærne skraveres, og som indrammes med lige Linjer (Fig. 4).

Disse simple Elementer kan nu grupperes paa mange Maader; der spores saaledes en Tendens til Symmetri, og endelig forekommer ogsaa buede Linjer, som kan blive ret sammensatte*). Man synes at bave sammenblandet Billedtegning og Ornamentik. Der findes Knogler, hvor- paa Dyrehovederne er indridsede i rytmisk Rækkefølge (Fig. 1), og det hænder, at disse faar et mere og mere stiliseret Præg. Stærkere synes dog Plantebillederne at have fristet til Stilisering; naar en Plante tegnes som et Skema af skraatstillede Streger paa en lodret Stængel, er den jo ikke let at skelne fra et rent Linjeornament, og naar Sideskuddene svin­

ges og bøjes, glider de nemt over til ornamentalt svungne Linjer. Hvor-

Fig. 3—5. Benstykker med indridsede Ornamenter fra Oldstenalderen.

*) Det kan tilføjes, at Ornamenterne ogsaa kan være udførte i ophøjet Arbejde.

14

ledes Sagen nu end forholder sig, sikkert er det, at der forekommer Stæng­

er, som paa begge Sider ledsages af Spiraler og Cirkler, men at disse sid- s e Læm enter ogsaa forekommer spredte uden Forbindelseslinjer (Fig. 5).

Ligesom Spiraler og Cirkler er uregelmæssigt og kluntet gjorte, paa fri r aand, saaledes bar næsten al denne ældgamle Stenaldersornamentik et

« vi semæssigt henkastet Præg, der minder om de samtidige Dyrebilleder.

e ser ud, som om den uøvede Menneskehaand trods dens Dygtighed e!\ nu ikke bar liait tilstrækkeligt Taalmod, og som om Sansen for det akkurate endnu ikke er vaagnet. Men to Grundtræk, som gaar igen i senere og finere Ornamentkunst, findes dog ogsaa her; det ene og stær-

veie lemtrædende er Rytmen, den regelmæssige Gentagelse af samme

? 1V’ dcd andet> svagere, men dog følelige, er Symmetrien, den re­

gelmæssige Ordning omkring en (ofte usynlig) Midtlinje. Herved minder ( en ældste Ornamentik om primitiv Musik, hvor Rytmen (Takten) er det vigtigste, medens Tonerne er mindre fremtrædende.

For ikke ret mange Aar siden var det en udbredt Mening, at Teknik­

ken var Grundlaget for al Kunsthaandværk, og at det var det praktiske rbejde’ der heIt af si

' selv har frembragt Menneskets Sans for Rytme og Symmetri. Særligt bar lærde tyske Forskere søgt at vise, at Ornamentik­

ken er oprunden af Flette- og Væveteknikken; det flettede eller vævede Mønster skulde være det første Ornament. I denne Form maa Forklarin­

gen opgives; tb de palæolitiske Mennesker forstod sikkert ikke at væve vJæder, de værnede sig mod Kulden ved Hjælp af Dyrehuder, som de fjst bar rimpet sammen med Traade. Nu skal det ikke nægtes, at nogle senalderens Linjemotiver leder Tanken hen paa Syninger (Zigzag- J ei

og at andre tekniske Færdigheder sikkert har spillet en Rolle for ivu n s t li aand værkets Opstaaen. Tilhugningen af Flinten kan have lært Da-

h

tns Mennesker at føle Behag ved den omhyggeligt behandlede, regel- u sige form, og den praktiske Tilskæring af Benene til Redskaber o«

1

ugsgenstande har sikkert opøvet dem i Brugen af Flintekniven Men ae tekniske Forhold kan til syvende og sidst alligevel ikke forklare os

unstens Opstaaen. Det kommer dog til at staa som et aabent Spørgs- maat, hvorfor man overhovedet har paataget sig det overflødige Ornament- . ejde- Der maa ved Siden af den praktiske Teknik være sjælelige Fak-

°rer- Man kunde her tænke paa Ærgærrigheden, Trangen til' at udmærke ig, men denne Følelse vilde næppe have faaet Betydning, hvis Mennesket ' \ U> paa anden Maade havde haft Sans for Linjer og Farver, Rytme o<>

^ymmein Man har ogsaa tænkt paa Overtroen som Kunsthaandværkels

° ei’ lde* de primitive Smykker skulde være Amuletter og de primitive

Billeder og Ornamenter Symboler, hvortil der var knyttet overtroiske Fore­

stillinger. Men selv om dette kan have sin Rigtighed for mange nulevende vilde Folkeslag, selv om Ornamentet tit og ofte er blevet religiøst Symbol, saa er beller ikke denne Forklaring fyldestgørende; ogsaa den betinger, at Menneskene af andre Aarsager har sysselsat sig med Kunst.

Dyrenes Unger og Menneskenes Børn leger, Fuglene danser deres Parringslege og synger deres Parringssange, Rovdyret leger, naar det ikke plages af Sult eller Træthed. Det vilde Menneske opfører sine Kamplege og finder i de voldsomme Bevægelser Afløb for det Overskud af Kraft, som Kampen for Livet levner ham. Og Legen, hvori de samme Bevægel­

ser atter og atter gentages, faar let en fast Takt eller Rytme. Leg med Lemmernes Bevægelsesmuskler bliver Dans, Leg med Stemmen bliver Sang, Leg med Ord bliver Vers, Leg med den haandværksmæssige Tek­

nik bliver bildende og ornamental Kunst. Det flinthuggende Stenalders- menneske, der leger med sin simple Teknik, faar Rytme i sine Hug og hugger regelmæssigere end ellers. Den mætte Jæger, der efter Maaltidet leger med Knoglerne og Kniven og drømmer vaagne Drømme om Jagtens Glæder, kommer let til at give sine skarpe Hukommelsesbilleder Udtryk i ridsede Linjer. Selv i den malede Dekoration spores den rytmiske Leg;

paa lyse, glatte Sten har man malet Striber og Pletter af kraftig rød Ok­

kerfarve. Og er det rigtigt, at nogle af de primitive Stregornamenter efter­

ligner Syning, saa er der netop i denne Efterligning et Element af Leg.

Teknikken er ganske vist en nødvendig Forudsætning, men først Legen fører videre, og det er derfor ganske rimeligt, at de flygtige Stenaldersrids ofte ser ud, som de var skabte af en legende Haand i en ledig Time*).

Ikke blot ved sin Ælde, men ogsaa ved sin Art kan da den gamle Stenalderskunst, som vi her har betragtet, tjene til at vise, hvor dybt Trangen til udøvende Kunst ligger i Menneskenes Natur.

N y s t e n a l d e r e n ( D a n m a r k s æ l d r e o g y n g r e S t e n a l d e r ) .

— Et andet Spørgs- maal er, om denne palæolitiske Kunst er Stammemoder til al senere Kunst. Det lader sig næppe paavise med Sikkerhed, og i al Fald for Dyrebilledernes Vedkommende kan det endogsaa siges, at det ikke er Til­

fældet. Ligesom tilsvarende Tegninger i Nutiden særligt har hjemme hos de lavest staaende Jægerfolk (Buskmænd, Australiere), saaledes har det

*) For den Læser, der muligvis kunde føle sig saaret i sine Følelser ved en saadan Sammen­

stilling af Kunst og Leg, kan det fremhæves, at Legen har den største Værdi i Naturens Hus­

holdning, idet den opøver Kræfterne til Brug i Livets Alvor — tænk blot paa Smaapigers Leg med Dukker! Det indbyrdes Slægtskab kan da ikke forringe Kunstens Livsværdi, men viser tværtimod, hvor inderligt Kunst og Liv er forbundne.

ogsaa været i Oldtiden. Denne Færdighed er blusset op og atter døet ud og den har ikke en Gang nødvendigvis været knyttet til Jægerlivet I del

«rste Afsnit af N y s te n a ld e r e n (den n e o litis k e Tid), da Menneskene ,°g „endnu Ievede som Jægere og Samlere, er Dyrebillederne næsten gan­

ske forsvundne. De forekommer saaledes ikke i Danmark, hvor der paa Dopladserne, Skaldyngerne (før kaldet Køkkenmøddinger) er fremdraget talrige Fund for Nystenalderens ældste Periode. Selv Ornamentikken bli- T n i f i 1861? , Kim ' de allerældste danske Fund, der staar paa Grænsen at Oldstenalderen og Nystenalderen, træffer man Ornamenter, som er be­

slægtede med de i Frankrig fremdragne*) (Fig. 6). Senere følger i den egentlige Skaldyngeperiode, en ornamentfattig Tid, da man vel i Modsæt­

ning til Oldstenalderen tilvirkede Lerkar, men end ikke forstod at deko- J ere det bløde, plastiske Ler, og da man ikke kendte andre Smykker end gennemborede Dyretænder.

Fig. 6 Benharpun fra Danmarks ældste Stenalder.

E r Menneskene endnu engang bievne knugede ned under den haarde livskamp? Eller h ar Kunsttrangen faaet Afløb paa anden Maade? Herom ved vi kun altfor lidet. Fra disse fjærne Tider er der jo næsten kun be- VI )e f e j d e r i holdbare Stoffer, Sten og Ler; om Fletværk, Træværk og

* atmg (1 atovering) kan der kun siges yderst lidt. Men i det hele og store r n det d°g lastslaas, at Sansen for Symmetri og Rytme viser sig livskraf- 'gfre end den primitive Evne til at skabe Naturbilleder. Op gennem tenalderen kan m an i store Træk følge, hvorledes selve Stenens Bear- tij i g ldlVer bedre’ omhyggeligere og sirligere. Til den ældre neoli- Ke lid hører den tilhuggede Flintøkse, og efter den følger den slebne k e i r ’ lndtl1 m an naar saa skønne og fine Stenvaaben som dem der

ndes fra Danmarks yngre Stenalder, og som vidner om en højt udviklet

‘ r - ’ hvad enten d et. er tilhnggede Spyd, Dolke og Pilespidser eller __ 6 'Ser. Den Sans for det regelbundne, hvorom disse Vaaben for-

) Paa Knogler i Maglemosefundet fra Skelskøregnen (Nationalmuseet).

S tilarte rn e.

17

tæller, kom m er igen i den nu opdukkende Væveteknik og genkendes ogsaa i Nystenalderens Ornamentik. Da denne indfinder sig paa de grove, i Haanden formede L erkar, er der ingen Dyr eller Planter, men kun indridsede O rnam enter af lignende Art som Oldstenalderens, dannede ved vekslende Sammenstillinger af Punkter og Linjer, blot større, mere sam­

mensatte og mere varierede. Skønt Prydværket saaledes holder sig til det rent lineære, og skønt der kun en enkelt Gang ridses et Par Menneskeøjne i Leret, spores der dog kunstneriske Frem skridt: allerede nu inddrages den glatte Flade i Ornamentets Rytme. Bægere og Krukker dekoreres

Fig. 7. Lerkar med Linjeværk fra Danmarks yngre Stenalder. Paa det ene Stykke er desuden indridset to Øjne.

med Bælter, som regelmæssigt veksler med glatte Baand, og m an forstaar endogsaa at samle Prydværket om Karrenes Munding eller Bug, saa at det kom m er til at virke harm onisk sammen med dets Helhedsform — Virkemidler, som Broncealderen optog i sin Metalteknik og gennemførte med langt større Dygtighed.

Men med den yngre Stenalder og endnu mere med Broncealderen er vi naaet ind i en Periode, da Europas Kultur, saa lav den end synes for Nutidsøjne, ikke stod selvstændig, men paavirkedes af mere fremskredne Kulturer. I smaal og i stort øjner vi allerede nu en Sammenhæng mellem det modtagende Norden, der kom m er bagefter i Udviklingen, og det frem-

18

J

skredne Syden, hvor Menneskene ordnede sig i de ældste virkelige Stats­

samfund. All tyder paa, at baade Husdyrene og Agerbruget (som kendtes 1 Danmarks yngre Stenalder), er kommet til os fra Orienten, og Oldsagerne peger i samme Retning; for blot at nævne et enkelt Eksempel, saa er

^ est- og Nordeuropas Stendysser og Jættestuer i Slægt med Ægyptens Py­

ramider og de mykeniske Gravkamre — og selvom der imellem Viden- skabsmændene er nogen Uenighed om Slægtskabets Art og det indbyrdes lidsforhold, er det for at forstaa Europas Ornamenthistorie i de følgende 1 ider nødvendigt at vende sig til de gamle Kulturstater i Østerlandene, hvis Kunst gennem mange Mellemled endnu h ar Betydning helt ned i vor egen Tid.

2* 19

V

ÆGYPTERNE.

T o Ting kendetegner fremfor andre vor europæiske Ornamentik, saa- ledes som den har formet sig i vor egen Tid og i de forudgaaende Aarhundreder. Det ene er den hyppige Brug af mere eller mindre stiliserede Plantem otiver, det andet den indbyrdes Vekselvirkning m ellem Arkitektur og Ornamentik, idet Ornamenterne formes efter Bygningskunstens Krav og til Gengæld laaner mange Motiver fra Arkitek­

turen. Disse to Ting tilsammen er særegne for Ornamentkunsten i dens højere Udvikling, og de kan findes ogsaa udenfor den Kulturkreds, vi nu anser for vor egen; de forekommer saaledes baade i muhamedansk og in­

disk Kunst. Men baade hos Orientalere og hos Europæere nedstammer de fra en fælles Kilde, der udgaar fra Middelhavslandene, fra Grækenland og fra Bom, og hvis ældste Oprindelse maa søges helt tilbage i de gamle Østerlande og særligt i Ægypten.

G e o g r a f i s k e o g h i s t o r i s k e F o r h o l d .

— Ægypten, det smalle tørre Land langs Niltloden, har fostret en af Verdens ældste Kulturstater. Naturfor­

holdene begunstigede Nilstammernes Sammenslutning til større Helheder, da kun fælles, ordnet Arbejde kunde gøre Landet skikket til Agerbrug;

det frugtbargørende Vand kom ikke som en Gave fra Himlen, men maatte fra Nilen i Grøfter og Kanaler ledes ud over Markerne. Omtrent 3500 Aar før vor Tidsregnings Begyndelse samledes Landet under en enkelt Konge; allerede fra de ældste historisk kendte Herskerslægter (Dynastier) kendes der Bygværker, Grave for Konger og Stormænd, og under den første virkelige Storhedstid (ca. 3000—2500 f. Kr.), da Ægypterne ogsaa skabte en frisk og fin Billedkunst, byggedes de vældige Pyramider, der som bekendt ligeledes er Herskergrave. Senere følger talløse Templer,

20

der voksede i Størrelse og Omfang, efterhaanden som Præsteskabet fik større og større Magt*).

Samfundsforhold og Religion præger alt, hvad Ægypterne har frem­

bragt af Kunst. Kongerne, Faraonerne, stod udadtil som Barbarernes Overvindere, indadtil som Retfærdighedens Herrer. Ganske vist maa man dvke forestille sig Ægypten just som et moderne Samfund. Med Orde- nen fulgte ogsaa Underkuelse og Trældom. Farao herskede uindskrænket over Undersaatternes Liv og Ejendom, Retfærdigheden var ikke altid fint­

mærkende, og den Disciplin, der var nødvendig for at holde Landet i Ro

°g Kanalerne i Orden, blev et trykkende Aag, som Stormænd og Stathol­

dere, senere ogsaa Præster, ikke gjorde lettere for Folkets store Mængde.

Den fredelige, uvidende, agerdyrkende Underklasse maalte trælle haardt, slide i de mudrede Kanaler og slæbe Sten til Herskernes Pyramider**).

I hi de store i Landet glemte ikke at sørge for sig selv efter Døden.

I hine fjærne Tider var selv de mest fremskredne ikke komne ud over ganske primitive Forestillinger om Sjælen. Sluttende fra Drømme­

verdenens Erfaringer forestillede man sig den som en Slags andet Legeme, der trængte til Hjem, Spise og Drikke ligesom Mennesket i dette Jordeliv.

Ægypterne var særligt opfindsomme med at skaffe den disse Nødvendig­

heder. For at Sjælen ikke skulde blive hjemløs og lide Nød i det hin­

sides, balsamerede de Ligene, indrettede Gravene som Værelser og udsty- i ede dem med Møbler, Drikkevarer og Spisevarer. Og da man indsaa, at ode disse Ting forgaar, føjede man dertil Billeder, som i Nødsfald kunde e> statte Mumien selv og alle dens jordiske Herligheder.

Man maa dog ikke tro, at dette politiske og religiøse Grundlag for den egyptiske Kunst holdt sig uforandret gennem de Aartusinder, det ægyp- hske Samfund fiestod. Selv Ægypterne, der blev saa konservative som loo andre Folk og troligt holdt fast ved det gode gamle, har trods den underlige Stilstand i deres Aandsliv og deres Kunst haft en Barndomstid

°g en Ungdomstid. De ældste Fund, som er fremdragne i Ægyptens Jord, Vlser os en Stenalderskultur, ‘der har gennemløbet de samme Stadier som Stenalderskulturen i Almindelighed. Dog har man i Ægypten ikke frem­

draget palæolitisk Billedkunst, og først senere, da Flintredskaberne blev

Ægyptens Historie deles efter Storhedstiderne i følgende Hovedafsnit:

Det gamle Rige... ca. 3200—2500 (4.—6. Dynasti).

Det mellemste Ri g e . . . ca. 2300— 1800 (11.— 13. Dynasti).

Det ny Rige... ca. 1600—900 (18.—21. Dynasti).

Derefter følger det saitiske Rige og Fremmedherredømmets Tid.

**) Den største Pyramide var oprindelig 146Va Meter høj.

21

meget fint og omhyggeligt udførte, møder vi paa Lerkarrene malede De­

korationer, Zigzaglinjer, Spiraler og primitive Dyrebilleder.

Endnu et godt Stykke ned i den historiske Tid vedblev Ægypterne at bruge Stenredskaberne ved Siden af Kobber og Bronce, og noget af den senere Stenalders Karakter genkendes i den særligt ægyptiske Kunst. Ak­

kuratessen og Udholdenheden, som udmærker Flintarbejdet, findes ogsaa i Ægypternes Behandling af Stenen. Pyramiderne er de mest geometrisk nøjagtige Bygninger, Menneskene nogensinde har skabt, og ikke blot Kalk­

sten og Sandsten, men ogsaa haarde Stenarter som Granit, Basalt og Diorit behandlede Ægypterne med dén største Flid og Dygtighed, naar de til­

huggede dem til Bygninger eller brugte dem til Billedkunst og Skrift.

B i l l e d k u n s t o g S k r i f t s o m D e k o r a t i o n .

— Her at nævne disse to Ting i eet Aandedrag kunde synes paafaldende; for os er der jo en himmelvid Forskel paa de trykte Bogstaver og de malede Billeder. Men saaledes er det ikke hos primitive Folk. Selv om Billederne maaske først er opstaaede uden bestemt Hensigt, udfindes det snart, at de kan fortælle og erindre om Begivenheder og Forhold, og ved saaledes at gøre Nytte som Støtte for Hukommelsen bliver de efterhaanden til Skrift. Alle Bogstavsystemer, vort eget medregnet, er i deres Oprindelse Billeder*). Først betyder Billedtegnene hele Ord (en enkelt Pil: Pil; to Pile mod hinanden: Kamp), senere gaar de over til at betegne enkelte Stavelser (omtrent som i vore Rebusser), hvorved Tegnenes Tal kan formindskes, og endelig udvikles der af denne Stavelses­

skrift vor Lydskrift med dens ganske faa Bogstaver. Samtidigt afstumpes Billedtegnene; i vort Alfabet er de ganske ukendelige; men baade i den babyloniske Kileskrift og i den kinesiske Skrift kan Billederne genkendes, og allertydeligst træder de frem i Ægypternes Hieroglyffer.

Skriften udviklede sig hos Ægypterne under de første Dynastier paa Grundlag af den forhistoriske Stenalders primitive Tegninger, og fra første Færd er Hieroglyfferne ikke andet end bestemt formulerede Billeder. Men omvendt er deres Billeder, selv om de samles til fortællende Scener, hi­

storiske Begivenheder eller Fremstillinger af Ligbegængelse og Dødekultus, ikke stort mere end Hieroglyffer. Ægypterne sætter System paa Billederne.

Deres Øjne kan ikke se alt, Hænderne ikke gengive alt, men de fæstner det karakteristiske Omrids. De afbildede Dyr bevæger sig, stundom for­

bavsende naturligt, og Enkelthederne er omhyggeligt behandlede; men for hvert Dyr er der fastslaaet en Normalform, som ikke altid svarer til den

*) Vort Ord »Alfabet« er laant fra Grækernes Navne paa de to første Bogstaver; Grækerne har atter laant fra Fønikisk, hvor »Alef« betyder Okse, Beth Hus. •

virkelige Natur. Nogle Dyr vises altid i Profil, andre ses ovenfra; Skor­

pionens Hale lægges for Tydelighedens Skyld til Siden, fordi en Skorpion uden synlig Giftbrod ikke er nogen rigtig Skorpion. Endm ere gælder dette Menneskefremstillingerne. I Fladebilledet vises Benene i Profil, Kroppen ses forfra, Skuldrene drejes, saa at begge Arme bliver synlige, Hovedet vises i Profil, men Øjet en face (forfra); thi et Menneske, som ikke har

;dle Lem m er hele, er ikke noget rigtigt Menneske, og et Øje, hvor man ikke ser alle Enkeltheder, er ikke noget rigtigt Øje (Fig. 8 og 28). Med saadanne Overvejelser hænger det ogsaa sammen, at Statuerne baade i ægyptisk og i anden primitiv Figurkunst altid er frontale, d. v. s., at de ved et tænkt Midtplan kan deles i to symmetriske Halvdele, idet der, skønt Lemmerne kan bevæges, ikke foregaar nogen Vending eller Sidebøjning i Hals og Underliv — thi et skævt Menneske er ikke noget rigtigt Menneske.

Henne Regel, som den danske Kunsthistoriker Julius Lange først h ar paavist, vr særligt iøjnefaldende hos Ægypterne, for hvis Akkuratesse den passede saa godt, og for hvem den kom til at udtrykke Værdighed og Højhed.

Statuer af Guder og Konger er altid frontale, medens simplere Mennesker stundom faar Lov til at bevæge sig mindre værdigt, en Tankegang, som i Hadebillederne faar Udtryk derved, at Kongerne afbildes i langt større Maalestok end almindelige dødelige.

Het nære Baand mellem Billeder og Hieroglyffer knyttes endnu fastere derved, at begge i højeste Grad udnyttes som Dekoration for Bygningerne (Fig. 8). Gravkam renes Vægflader dækkedes med Billeder, der hyppigst hugge- des som Relieffer med fordybede Konturer, indenfor hvilke Enkeltheder ud­

førtes i ganske lavt Basrelief og yderligere maledes med klare, rene, natur­

tro Farver, blot uden Skyggegivning. Først senere bredte Vægbillederne fra Gravkamrene sig til Bygningernes Ydermure, ligesom Statuerne fra Grave

°g Tempelhaller rykkede ud i fri Luft. Men de løsnedes ikke derfor fra Arkitekturens Baand. Indskrifterne kunde ordnes saaledes, at de gentages t° Gange rent symmetrisk, uden Hensyn til, at Hieroglyfferne i den ene Genpart kom til at staa i omvendt Orden, og en og samme Statue kunde i mange Exem plarer opstilles paa Række som Allétræer ved Indgangene til Templerne. Det er da intet Under, at den frontale ægyptiske Figur­

kunst altid beholdt et arkitekturbundent Præg.

Ornamentik. Linjeværk (Zigzag og Spiral). Imidlertid var heller ikke i'ent ornam entale Bygningsdekorationer ukendte. Den primitive Z igzag- H nje toges i Arv fra Stenalderen og udvikledes videre til fladedæk­

kende Ornament, hvori de samme Motiver kunde gentages i det uendelige (Fig. 9); paa malede Vægge i Gravkamre efterlignedes Vævninger; ikke blot

23

et ægyptiskGravkammerfradet gamleRiges Tid.

* Ft: (rSJ-sa-gg^O ft°^:

•ifKoaorv’tf sw ;<i>Pc5'

^ k s i 't y .^ '- c8 1> » ¿q o ^ g «^■.yjGRUdMfe

¡li-6 o I -kVt^aJS'viffh * ? .

IN^'\C f y G5

p q fi'

/>■

- ri fS

-T

24

J

ses de Stænger og Snore, hvormed Tæpperne er udspændte, men ogsaa selve Mønstrene bærer tydeligt Spor af Vævetekniken; stundom sammen­

sættes Linjesystemerne af regelmæssige Firkanter,

°g stundom træffer man rene Tærning- eller Rude- mønstre ligesom i vor Tids Stoffer. Tidligt mø­

der vi ogsaa S p ir a l e n , der allerede er nævnt ved Omtalen af Ægyptens forhistoriske Keramik.

Først staar hver Spiral for sig, senere samles de til fortløbende Spiralkæder, dannede af S-formede Led, hvis Ender slynger sig sammen til Dobbelt­

spiraler, og efter at dette Motiv paa det mellemste Riges Tid var bleven meget yndet til Smaating som f. Ex. de billeformede Seglsten (Skarabæer), overførtes endelig Dobbeltspiralerne til Vægdekorationen og blev her lige­

som Zigzaglinjerne til et uendeligt, iladedækkende Mønster (jfr. Fig. 23).

Laa dette Standpunkt kunde den ægyptiske Spiral ogsaa omformes til et System af rette Linje, det saakaldte M æanderornament, som maaske skyl­

des Paavirkning fra Væveteknikken, og som vi senere atter vil faa at gøre med (Fig. 22). Men for Ægyptens Vedkommende har det langt større Re- tydning, hvorledes Linjeornamentikken mødtes med naturefterlignende Pryd værk.

Selve Spiralen er maaske et naturefterlignende Ornament. Der fore­

kommer spiralformede Forsteninger i de Stenarter, som Ægypterne brugte til Kar, og det ligger ret næ r at formode, at de forhistoriske Pottemagere uetop h ar gentaget disse Form er paa deres Keramik. Men den virker dog som et rent Linjespil, og den er om ikke opstaaet, saa dog stærkt paavirket af Bronceteknikken og særligt af Arbejdet med de tynde Guld- og Metal- traade. Først med Planteværket holdt Naturen sit sejrrige Indtog i Orna­

mentets Rige

Ornamentik. Planteværk (Lotus og Papyrus). — Ægypterne var et blomsterelskende Folk, der omgav sig med sirlige, stivt ordnede Haver.

Særligt yndede de L o tu s b lo m s te n , om hvis Udseende vi Nordboere bar let ved at danne os et klart Begreb; vi behøver blot at tænke paa vor hjemlige hvide Aakande eller Nøkkerose, der hører til samme Slægt af Aakandefamilien som Nilens hvide Lotus og kommer den meget nær baade i Form og i Farve. Paa Billeder møder vi Lotus overalt; vi ser den vokse i Vandet, den bruges som Smykke for de ægyptiske Skøn­

heder, og den ligger paa det rigt dækkede Bord i de dødes Grave. Men vi møder desuden Billeder af en anden Plante, den nyttige P a p y r u s , af

25 1K.

Fig. 9. Zigzagmønster. Væg- maleri fra det gamle Riges Tid.

hvis Marv Ægypterne bl. a. vandt deres Papir. Den vokser omtrent som vore Siv eller Halvgræsser; den 1—3 Meter lange Stængel er trekantet, og

den store, skærmformede Blomster­

stand bestaar af uanselige, brun­

lige Smaablomster.

Begge disse Planter forstod Ægypterne at gengive i deres Ejen­

dommelighed; Billederne kan være saa nøjagtige, at vi let skelner de to Lotusarter, den hvide, der er blødere rundet, og den blaa, der er spidsere (Fig. 11—12). Vi ser.

ogsaa de karakteristiske Papyrus­

krat. Men hvad Papyrusplantens Blomsterstand angaar, nøjedes man i Reglen med en skematisk Gen­

givelse; man udelod otte alle de fine Blomstertraade og gengav blot Yderlinjerne og Bægerbla­

dene; lier som andetsteds afkortes Billedet, saa at kun den væsentlige Kontur bliver tilbage (Fig. 13—14).

Enkelte Forskere har paa det allerstærkeste fremhævet Lotusblomstens overvældende Betydning i Orna­

mentikken, men de har sikkert Uret overfor andre og besindigere, som ikke blot indrømmer Papyrusplanten en vigtig

Stilling i Ægyptens Ornamentverden, men ogsaa paaviser, at Ægypterne stundom brugte andre Blomster i deres Pryd værk. Færerigere end at be­

stemme de enkelte Plantearter er det imidlertid at se, hvorledes Ægypterne i det hele udnyttede Floraen ornamentalt. Og her er det et Hoved­

punkt, at de stiliserede Planteværket, omformede det efter Ornamentikkens Grundlove og lagde Ho­

vedvægten paa den symmetriske og rytmisk veks­

lende F'orm.

Delte viser sig allerede i Behandlingen af de enkelte Blomster. Man nøjedes ikke med den Stilisering, som allerede Billedkunsten medførte.

26

Fig. 10. Hvid Lotus, Papyrus og blaa Lotus. Efter Naturen.

Fig. 11- -12. Ægyptiske Bille­

der af Lotus.

Ikke blot i Ornamentets .Farvevalg afveg man fra Naturens Grundlag, ogsaa Linjerne omformedes saa meget, at man daarligt genkender det naturlige Forbillede. Selv af Lotus og Papyrus kan der opstaa Krydsningsformer,

og om den ægyptiske R o se t (Fig. 20 og 22) er det i Virkeligheden kun muligt at sige, at det er »en Blomst i Almin­

delighed«, set fra oven. Paa samme Maade er den saakaldte »Lilje« eller

»Sydblomst« (Fig. 15), hvis Art man forgæves har eftersøgt i den ægyptiske Flora næppe andet end en fra Siden set Blomst, og hvad endelig Palmetten*) angaar, staar denne den yngste og mest sammensatte ægyptiske Ornament- blomst, der først forekommer paa det nye Riges Tid, endnu fjærnere fra Na­

turen. Senere skal vi se, at den maa- ske stam m er fra et helt andet bolk, og at den skyldes en fremmed Indflydelse, som har paavirket den gammelægyptiske

Sydblomst. Foreløbigt er det nok at lægge Mærke til, at den er en videre Udvikling og Berigelse af Liljen fra det gamle Rige, i hvis Krone der ind­

føjes en Halvroset, medens de to ombøjede Kronblade bliver til Volutter eller Spiraler, og medens der i Spiralvinklerne indføjes Hængeornamenter, som ikke h ar det

mindste med Naturen at gøre, men kun tje­

ner til at udfylde de tomme Hjørner (hig. 20).

Yderligere kan Palmetten fjærne sig fra Natu­

ren derved, at der om de nedre Volutter ind­

skydes et Par, som ikke svinger nedad og udad, men opad og indad (Fig. 17 18).

Medens de enkelte Blomster altid stili­

seres symmetrisk, kom m er den rytmiske Af­

veksling frem i Blomsterværkets Gruppe­

ring, og her gør de forskellige, mere eller mindre naturtro Blomsterfor­

mer god Nytte ved at bruges skiftevis Side om Side eller i Buketter over hinanden. Yderligere udnyttes Blomsterknoppen i dette Øjemed, og en en-

Fig- 13. Papyruskrat.

u r

Fig. 14. Lotus og Papyrus.

Fjg. 15. »Syd­

blomst« eller

»Lilje«. Fra det mellemste Riges Tid.

Fig. 16. Ægyptisk

»Palmet«. Fra det nye Riges Tid.

*) Sml. S. 38 og 44.

27

Fig. 17— 18. Palmetter. Fajancestykker fra det nye Riges Tid.

kelt, meget yndet Form for rytmisk Afveksling frembringes ved at ordne en skiftende Række af Lotusblomst og Lotusknop med eller uden Stængler

(Fig. 19). Lidt mere samm ensat Virkning opnaas, naar hveranden Blomst kom m er fra neden, hveranden fra oven (Fig. 20).

Yderligere kan disse Motiver varieres paa mange Maader derved, at Blomsterstæng­

lerne udstyres eller erstattes med Halv­

cirkler, som naar fra Blomst til Blomst (Fig. 21), og endelig bringes Blomster­

værket i Forbindelse med Dobbeltspi­

ralen, idet der stikkes en Lotus ind i Hjørnerne mellem Spiralen og den svungne Forbindelseslinje, eller Blomsten anbringes mellem to Spiralkæder (Fig. 23). Ved disse forskellige Sammenstil­

linger af Blomster og Linjer, der alle træffes fuldt udviklede i det nye Bige, naaede ogsaa Blomsterværket en saadan

Mangfoldighed og Bøjelighed, at det kunde bruges som Bort og som Fladedække, paa industrielle Smaasager og paa store Vægge*).

Og allerede før havde Planteværket desuden faaet Indflydelse paa et af de allervigtigste Arkitekturled, paa Søjlen.

P l a n t e f o r m e r i æ g y p t i s k A r k i t e k t u r .

—

Bygningsdekorationen h ar sine Rødder dybere i praktiske Forhold end Dens Motiver er ofte rent tekniske, og særligt

ser vi, at mange af dens For­

m er er opstaaede i eet Materiale og derefter, da m an nu engang er vænnet til dem og synes om dem, overførte til et andet Byggeæmne. Saaledes allerede i Ægypten. De allerældste ægyptiske Bygninger har, lige­

som Fellah’ernes Huse i Nu-

Fig. 19. Lotusknop- og Lotusblomst- Række.

den egentlige Ornamentik.

Fig. 20. Papyrus-Palmet-Række.

*) Flertallet af de her gengivne Planteornamenter stammer fra malede Vægdekorationer.

tidens Nilland, været byggede af Ler og Træ. I Gravkamre fra det gamle Kiges Tid efterlignes saadanne lettere Privathuse i Sten; Loftet tilhugges som runde Palmestamm er, og omkring Dørene genkender man de op­

rindelige Træindfatninger med Bjælker, Stolper og en rund Overligger, der enten maa være en Palmestamme eller et oprullet Forhængstæppe; man gaar saa vidt, at Dørmotivet gentages mange

Gange ved Siden af hinanden, indsnævret og trukket i Højden (sml. Fig. 8, paa højre Haand). Ogsaa i Stenbygningernes Ydre mærkes de ældre og skrøbeligere Materialer.

Naar Ægyptens Tem pler og Gravhuse har stærkt skraanende Vægge, vidner det om

Slægtskab med den opstablede Lervæg, Og F i g , 21. Blomsterrække paa Bueslag.

med Rette har man kaldt de ægyptiske Mure

»forstenede Diger«. Den store, med lodrette Streger eller Ritter delte Hulstavgesims, der kroner Væggene, h ar maaske sin Oprindelse fra de bøjede Palmegrene, som vajer over de risttettede Hegn, og endelig er

bræstammen sikkert i Ægypten som andetsteds Søjlens Moder.

Ægypterne, hvis Land er træfattigt, begyndte meget tidligt at bygge fuldstændige Stenbygninger, der tilmed passede saa godt med deres Smag f° r det uforgængeligt holdbare. Til Støtte for Stenbjælkerne og Stenlofterne 1 ejste de saa firkantede Stenpiller; men denne Form maa de have følt s°m tung og plump, og hurtigt kom de ind paa at skære Hjørnerne bort,

29

saa at Pillerne blev mangekantede. Ad denne Vej naaede de videre til helt runde Søjleskafter med Hulriller*), og idet Stenstøtten saaledes kom til at minde om den runde Træstamme, som m an sikkert h ar brugt i

Træbygningerne, laa det næ r at give Søjlen Planteform. Ejendommeligt for Æ gypterne er det n u , at de i Stedet for Palm en, Landets naturlige Gavntømmer, af bilder de svage Vand­

planter, Papyrus og Lotus. Paa de ældste i stort Form at udførte Plantesøjler (Fig. 24) er Skaftet, som rejser sig over et lille Fod­

stykke**), regelmæssigt delt paa langs, saa at det synes samlet af liere Stængler, og hvad enten Søjlehovedet (Kapitælet) er en Lotus- knop eller en Lotusblomst, hvad enten det er formet som en lukket eller en aaben Papy­

russkærm***), løber der altid om Skaftets øver­

ste Baand en Række Baand eller Ringe. Disse Ringe bibeholdes, selv om Skaftet smelter sam­

m en til en eneste rund Tromle uden Længde­

deling, de forekom m er ogsaa paa Søjleformer af anden Art, f. Ex. paa de noget sjældnere Palme­

søjler, hvis Hoveder er prydede med Palmeblade (Fig. 26), og de savnes næppe paa nogen større ægyptisk Søjle, trods den stigende Stilisering og trods den Sammenblanding af de forskellige Blom­

stermotiver, der træffes i Søjleformerne lige saa vel som i anden Ornam entik (Fig. 25). Ringenes Oprindelse kan forklares paa to Maader. Tæn­

ker m an sig, at de sam m enholder h e le Søjlen, bliver Søjledekorationens Forbilled de Bundter af Papyrusstængler, som m an i det træfattige Land h ar taget, i Brug til Sm aahytter; lægger man derimod Hovedvægten paa, at Ringene i de

Fig. 24. Bapyrussøjle med Knop- ældste Exem plarer fastholder smaa Lotus- eller

kapitæl. Ældre Form. Fra det . , . . , .

gamle Riges Tid. Papyrusblomster, kan m an tænke sig, at Ægyp-

*) Omtrent som senere Hellenernes doriske Søjleskaft, men uden dettes Finheder.

**) Muligvis et Levn af Træstolpernes »Syldsten«.

***) Til Papyrushovedet svarer regelmæssigt Skedeblade om Søjlefoden.

ternejhar dekoreret deres Træsøjler med saadanne Naturblom ster og der­

efter har efterlignet dem i Sten. Begge Dele er dog kun Formodninger,

°g den ene Mulighed udelukker ikke den anden. Hovedsagen, som har

Fig. 25. Papyruskapitæl med malede Dekorationer. Yngre Form, fra det nye Riges Tid.

•ialt blivende Betydning gennem Tiderne, er den, at Ægypterne har le- vendegjort de tunge Arkitekturled med Blomsterværket. Men det er og- saa værd at lægge Mærke til, at de ægyptiske Søjlers Planteform er ikke

31