Digitaliseret af | Digitised byForfatter(e) | Author(s):Skolehjemmet Landerupgaard.Titel | Title:Hilsen fra F.D.F.Bindbetegnelse | Volume Statement:1920Udgivet år og sted | Publication time and place:1916-1920

Digitaliseret af | Digitised by

Forfatter(e) | Author(s): Skolehjemmet Landerupgaard.

Titel | Title: Hilsen fra F.D.F.

Bindbetegnelse | Volume Statement: 1920 Udgivet år og sted | Publication time and place: 1916-1920

DK

Værket kan være ophavsretligt beskyttet, og så må du kun bruge PDF-filen til personlig brug. Hvis ophavsmanden er død for mere end 70 år siden, er værket fri af ophavsret (public domain), og så kan du bruge værket frit. Hvis der er flere ophavsmænd, gælder den længstlevendes dødsår. Husk altid at kreditere ophavsmanden.

UK

The work may be copyrighted in which case the PDF file may only be

used for personal use. If the author died more than 70 years ago, the work

becomes public domain and can then be freely used. If there are several

authors, the year of death of the longest living person applies. Always

remember to credit the author

KØBENHAVN SMAATRYKSAFDELINGEN

Hilsen fra F.D.F.

Skolehjemmet Landerupgaard

J U L E N 1 9 2 0

DET KONGELIGE BIBLIOTEK

130020902079

c/>

51 n K>

O

n

<

<

Z rr a Q- a

<Si r-*-a

£

cT

3 o) 3

CEL rT •-j CTQ O

ST _V)

<d c/i

o P O-rD

O ju

n a

£

£T a 00 ^ O GN GN

i—* ^

^ N>

Su £u

»-J

-C Ld

7 C/i

3 TT

3 SL

r>

ni t/j * r-K

»J 0 0 75 7T Cl

»j •

^ oo

C/3 <

r+-&> •

cu

H *•*

<C 7T

CTQ O

ÉT CD _{' t i}

S5.

C/2 rD su 75

oo

Hilsen fra F.D.F.

Skolehjemmet Landerupgaard

\m-mm

J U L E N 1 9 2 0

1919-20.

Atter e r Tidens Hjul rullet Stykke fremad, og vi staar ved Slutningen al det Aar, d e r med sine store, gribende Begivenheder — glædelige som bitre — vil blive staaende i Historien som et Mærkeaar, ulorglemmeligt for os Danske.

Ogsaa vi, d e r b o r saa n æ r ved Kongeaaen, fik den Lykke a t faa Lov til at leve stærkt med i alt, hvad d e r rørte sig iblandt vore Landsmænd i Sønderjylland, ja, vi fik Lov at være Deltagere i Begivenheder saa store, at alle vore tid­

ligere Oplevelser bliver smaa i Sammenligning med dem.

Aldrig glemmer vi disse uendelig festlige og rige Stunder, h v o r m a n følte Tusinders Hjerter slaa for Danmark.

Sønderborg og Landerupgaard F. I), F s Faner sænkes over den støre danske Krigergrav paa Dybbøl den 18. April 1920.

Nedenfor fortælles om vore Oplevelser under Afstemnin­

gen i 2. Zone den 10. Februar. Hen i April Maaned var vort Orkester paany kaldt til Sønderjylland, denne Gang til

Rødding, h v o r en ny Afdeling af F. D. F. blev oprettet, og den 13. April, Dybbøldagen, da F. D. F. Sønderborg ind­

viede sin Fane paa Dybbøl Banke, v a r F. D. F. Landerup- gaard repræsenteret ved vor Fane, t r e Drenge og en Fører.

Saa kom den 9. Juli Genforeningsdagen, h v o r hele vor F.

D. F. Afdeling var Gæster i Anslet og deltog i AnsleUernes Genforeningsfest paa »Gravenshoved«, og Dagen efter, den 10. Juli, da Sønderjylland stod iklædt rødt og hvidt som aldrig før, stod vi alle Syd for Frederikshøj og mødte Kon­

gen, da han paa sin hvide Hest red ind i det genvundne Land. — —

løvrigt e r Livet paa vort s t o r e Hjem gaaet sin Gang som hidtil, og, s e r vi tilbage paa de n u s n a r t svundne to Aar, føler vi, a t vi h a r uendelig meget at sige T a k for.

En stor Skare af Drenge e r rejst ud, h v e r enkelt til det som han havde Lyst og Evne til! En særlig Glæde h a r det været ved Hjælp af de Penge, vor Forbundshave h a r ind­

bragt os, at kunne sende to Drenge paa Realskole, den ene i Sønderjylland, og to paa Handelsskole!

Og imidlertid h a r en ny Flok af s m a a Gutter optaget d e tomme Pladser, og paany føler man det lyde inden i sig­

n e r e r Sædejord nok, b a r e Du h a r Kærlighed nok«!

Boje Rasmussen.

Af Et Brev.

Landerupgaard, den 13. Februar 1920

Vi h a r haft saa store Oplevelser d e sidste Dage, at jeg ikke kan lade være med at fortælle J e r lidt derom. Vi lever jo h e r i Grænseegnen og h a r u n d e r hele Krigen været Sønderjyderne paa saa n æ r t Hold, h a r søgt at sætte os ind i, hvordan det h a r været f o r dem i de frygtelige Krigsaar og h a r fors'aaet den jublende Glæde, d e r i den sidste Tid h a r fyldt dem. Grænsen, hvor de sorthvide Pæle e n d n u staar, h a r otte draget os, og det gjorde den da ogsaa i Søn dags, da jeg o m Morgenen i straalende Sol og let Frost gav mig paa T u r mod Frederikshøj med 8 af mine største Drenge (Væbnerklassen). Turen gik over Kolding, h v o r vi lige fik l i d til en hastig Visit ved Slotsruinen, og saa gik det videre ud ad Vejen mod Frederikshøj. Det myldrer paa Lande­

vejen med Biler smykkede med Dannebrog og med d e alli­

erede Landes Flag; d e haster frem og tilbage mellem Kolding og Grænsen og transporterer stemmeberettigede Sønderiv- d e r ned Syd for Grænsen.

I en lille Skov ved Landevejen gjorde vi Holdt og kogte vor Kaffe og spiste et dejligt Maaltid, og saa gik det u n d e r Sang videre Syd paa.

4

Efterhaanden som vi kom n æ r m e r e Grænsen, var d e r flere og flere Flag oppe, det var de hjemvendende Sønder­

jyder, d e r blev budt Velkommen; men, da vi naaede Taps, saa, vi et Syn, vi aldrig vil glemme, saa længe vi lever. Hele Byen var et Hav af Dannebrogsflag, d e r smældede i den friske Blæst og den straalende Sol. F r a Landevejen og o p til den lille Jernbanestation var d e r en pragtfuld Allé af Flag, d e r stod ganske tæt ved Siden af h i n a n d e n ; ved Stationen og langt o p a d Landevejen, saa langt vi kunde øjne, var d e r s o r t af Mennesker og flagsmykkede Vogne og Biler. Vi svingede o p til Stationen og blev s n a r t klar over, a t alle de mange Mennesker var Sønderjyder, d e r var kommet over Grænsen for a t modtage de stemmeberettigede fra Konge­

riget. Der myldrede med grønne og gule Spejdere fra Kristiansfeld, og mange af dem b a r paa høje Stænger store Plakater, hvorpaa stod Navnene paa de forskellige sønder- jydske Sogne. Snart kom Toget, og Gæsterne blev hjulpet til de forskellige Vogne, som rullede bort, medens a n d r e Vogne ventede paa næste Tog. Med vore F. D. F. H u e r og do. Bluser vakte vi Opsigt henne paa Stationen, og s n a r t kom to Mænd og spurgte os, o m vi ikke havde et Musik­

korps. Den ene af dem var fra Taps, den anden fra Anslet i Sønderjylland; Sønderjyden ønskede saa inderligt at faa fat paa et Musikkorps, som kunde komme til Anslet at spille paa Afstemningsdagen. Vi tog med Jubel imod Tilbudet og gik med Sønderjyden hen til en brilliant Mand, d e r b o r i T a p s ; h a n var tidligere Mejerist i Sønderjylland, men blev udvist u n d e r v. Køller. Han skulde nu skaffe os Tilladelse til at komme over Grænsen med Musikkorpset næste Dag, og Aftalen blev, a t vi skulde møde Mandag Kl. 5 Eftermiddag ved Frederikshøj, og d e r skulde vi blive hentet af Vogne fra Anslet. Vi v a r naturligvis kommet i jublende H u m ø r (de fleste af d e 8 Drenge h ø r t e ogsaa til Musikkorpset), og vi gik nu ned til det flagsmykkede Toldsted og forbi dette helt hen til Grænsen. Paa 'det Sted, hvor de tyske Vagt­

poster h a r staaet i 5 Aar, stod nu Gendarmer af det inter­

nationale Politi, alle danske og i danske Militærkapper.

Nøjagtig, h v o r Grænsen er, var bygget en mægtig Æreport med Masser af Dannebrogsflag og øverst oppe det ameri­

kanske, franske og engelske Flag. Midt over Æreporten stod i rødt paa hvidt Indskriften: »Sønderjylland vundet, det e r Kampens Maal«. Vi troede ikke, at vi havde faaet Lov til a t gaa længere, men paa Løfte om a t komme til­

bage igen, fik vi Lov at gaa mod Syd over Grænsen. Dette v a r det mest betagende, mine Drenge og jeg indtil da havde været med til: Her gik vi paa Sønderjyllands hellige Jord, d e r nu var ved a t blive vristet ud af Ørnens Klo. Overalt, ja, ved hvert eneste Hus, o m det saa var nok saa fattigt og lille, vajede Dannebrog. Landevejen myldrede med glade Mennesker, d e r alle havde den s a m m e Følelse, en uendelig Glæde over nu at se Enden paa Trængselstiden saa nær,

en jublende F r y d o v e n a t Dannebrog nu maatte vaje, h v o r det sorthvide Banner før havde vajet som Symbolet paa Prøjsernes Hæl paa vore Landsmænds Nakker. Vi v a r alle opfyldt af en ubeskrivelig Glæde, som en af Drengene gav Luft, idet h a n med jublende Stemme og tindrende Øjne sagde: >Aah, hvor det e r dejligt a t tænke paa, a t T y s k e r n e slet ikke h a r noget a t sige h e r mere«.

Vi gik gennem mange Æ r e p o r t e med Indskrifter som f.

Eks. »Tak, fordi I kom, danske Mænd og Kvinder*, og vi fortsatte vor Vej lige til Kristiansfeld. Denne By h a r jo altid faaet Skyld for a t v æ r e en tysk Plet i det danske Nordslesvig; men vi mødte den iklædt det herligsle Danne- brogsskrud, og den viste jo ogsaa i Tirsdags, a t den v a r dansk.

Da vi paa Tilbagevejen passerede Høkelbjerg, mødtes vi med Politiassistenten fra det internationale Politi, d e r lovede at være ved Grænsen og skaffe os P a s næste Dag Kl. 5.

Og saa gik T u r e n hjemad, dels til F o d s og dels med Toget, og h e r blev baade Jubel og Travlhed, d a vi k o m ; F. D. F. Bluserne, som f o r Tiden ikke v a r hvide men sorte, maatte i Vaskebaljen Kl. IOV2 Aften; men inden Midnat v a r de rene, og f ø r næste Middag, da vi skulde med Toget, v a r de t ø r r e og strøgede, og samtidig var Instrumenterne blevet pudsede, saa de v a r straalende blanke. Vi marcherede u d af Gaarden med Fanen i Spidsen ved Middagstid om Man­

dagen; Nu v a r den store Dag kommet, som vi længe havde ventet paa og længtes efter, d a vi kunde gaa over Grænsen Syd paa ned i Sønderj}dland med Fanen. Musikken talte 16 Drenge iberegnet Fanebæreren, og 20 a n d r e Drenge, nemlig anden F. D. F. Klasse, fik Lov at følge med til F r e d e ­ rikshøj, saa de ogsaa kunde faa et Indtryk af alt det store.

Min eneste Sorg var egentlig, at jeg ikke kunde tage alle mine Drenge m e d ; men det var for besværligt paa denne Aarstid. Vi marcherede fra Kolding til Taps og naaede netop dertil, da Vognene svingede ud fra Stationen fyldt med ny ankomne stemmeberettigede, og saa spillede vi o p med vore dejlige danske Melodier og gik s n a r t i Spidsen for et mægtigt Tog af Vogne, Biler og Fodgængere ned mod Grænsen. Ved Toldstedet maatte vi gøre Holdt og holde en lille Koncert, og imedens blev Passet ordnet, og saa kom det store Øjeblik, h v o r vi gik over Grænsen med vor F a n e igennem den smukke Æreport, fulgt af de 20 Drenge, d e r fik Lov at marchere med et ganske lille Stykke ned i Sønder­

jylland. Een Gang før h a r vi gaaet med vor F a n e over Grænsen, det var ved Foldingbro 1913; men den Gang maatte vi rulle Fanen sammen, og vi maatte kun gaa lige umiddel­

bart over Grænsen og saa tilbage igen. I Mandags fik den Lov a t vaje frit til Tonerne af »Den t a p r e Landsoldat«, og derefter lød d e t : »Højt, højt h æ v e r vi vor Fane, frem sen­

nem Tiden b æ r e r vi vort Land«!

Vore Værter fra Anslet traf o s nu, og vi aftalte at lade

6

de ventende Vogne k ø r e tilbage til Kristiansfeld, hvortil vi d a vilde marchere, saa nu tog vi Afsked med de a n d r e Drenge, d e r marcherede mod Nord, medens vi marcherede ned i det s n a r t genvundne Land.

I Kristiansfeld blev vi modtaget med Jubel, da vi med Musik m a r c h e r e d e ind i Byen og hen til det danske F o r samlingshus »Frej«, h v o r en Kop Kaffe ventede os. Her s a a vi den store Festsal pragtfuldt pyntet og alle Bordene dækkede til den store Fest paa Afstemningsdagen, den sam­

m e Sal, som Tyskerne i sin Tid, da »Frej», et af de første danske Forsamlingshuse i Nordslesvig, skulde indvies, lod lukke med Politiets Segl, hvorefter det stod lukket i mange Maaneder med Bordene dækket til Festmaaltid, indtil Politi­

forbudet ad retslig Vej blev hævet.

I Storm og Regn gik det derefter i to Vogne og een Bil af Sted mod Anslet, h v o r vi alle blev indkvarteret r u n d t omkring paa Gaardene. Der var en forunderlig Feststem­

ning overalt og n a a r man ved, hvad Sønderjyderne h a r maattet bære, saa forstaar man, at Befolkningen med Jubel h a r set hen til den Dag, d a Tyskernes Magt var brudt.

Fjelstrup Sogn, hvori Anslet ligger, e r i det hele h a a r d t r a m t af Krigen, mange e r faldne, bl. a. to unge nygifte Gaardmænd i Byen.

Paa Afstemningsdagen blev jo Flagene hejst overalt Kl.

3. Det v a r gribende at s e vore sønderjydske Venner græde af Glæde, da de skulde ud for at hejse Flaget, og naturlig­

vis var alle til Stede, da det hejstes. Da det havde naaet Knappen, sagde en æ l d r e Mand: »Ja, n u vil vi haabe, a t det maa faa Lov at vaje d e r til evig Tid«. Saa sang vi nogle Sange.

Nu gik det med Fanen og Musikken hen til Skolen, hvor Flaget skulde hejses Kl. 372- Da Børnene hørte Musikken, kom de alle stormende ud paa Vejen hver med sit lille Dannebrogsflag i Haanden, hvormed de viftede til os, da vi e n d n u var langt borte. Dette var et vidunderligt Øjeblik.

Saa hen til Flagstangen, hvor Dannebrog blev hejst, medens vi spillede »Vaj højt, vaj stolt«. Vi spillede saa »Kong Kri­

stian«, hvorefter alle gik ind i Skolestuen, hvor en lille Pige fremsagde et smukt Digt, og i det hele taget var Børnene jublende glade Nu marcherede vi i Spidsen for dem hen til Forsamlingshuset, hvor Bordene var dækkede til dem med Kaffe og Kager, og h v o r d e r blev talt til dem. Da Drengene havde drukket Kaffe, gik de o p paa Balkonen og spillede, indtil Børnene var færdige, og saa kom noget af det største hele Dagen: Alle Børnene og en hel Del voksne skulde køre i et mægtigt Vogntog hele Sognet r u n d t fra By til By. Alle Vognene var flagsmykkede og pyntede med Grønt: den forreste Vogn var meget stor og beregnet til vor Musik, og allerforrest kom saa to Ryttere paa graa Skimler med hver et Dannebrog højt paa Stang og med Dannebrogsskærf om Livet. Samtidig kom de med en dej­

lig Hest til mig, en vælig rød jydsk Ganger, som jeg nu red paa foran ved Siden af d e t o paa Skimlerne; et Danne­

brogsflag paa en høj Stang fik jeg ogsaa i Haanden, og det skal nu gemmes som Minde om den store Dag. Det v a r en vidunderlig Oplevelse at faa Lov til at være med i dette Tog, d e r overalt blev hilst med den største Jubel. Ganske vist strømmede Regnen ned, og det v a r en frygtelig Blæst fra Syd, saa Flagene ligefrem knaldede i Luften; men det tog ikke noget af Feststemningen. Da vi havde redet igen­

nem alle Sognets Byer, endte Musikken i en By, d e r b æ r e r det underlige Navn Knud, og h e r kom vi ind i en Bonde- gaard at varme os og drikke Kaffe. Herinde v a r fuldt af

Mennesker; det var for det første alle de gamle i Sognet, d e r h e r skulde beværtes med Kaffe, d a de ikke kunde komme med til den Fest, d e r om Aftenen skulde være i Forsam- liugshuset, og for det andet var det alle de Mennesker, som skulde stemme i Skolen i Knud.

Efter Kaffen blev Musikken placeret i en stor Havestue, og s n a r t lød igen de Melodier, d e r overalt dernede blev modtaget med saa stor Begejstring, og til alle de kendte sang Folk med, d e r v a r en u h y r e Glæde over alle, ikke mindst over en gammel Veteran fra 64, d e r ordentlig havde noget a t fortælle. Vi blev n u indkvarteret i Gaardene til Middags­

mad, d e r overalt stod paa Suppe og Steg; men Drengene kunde ikke mere nu, dertil havde de faaet for mange Kager.

Efter Musikken gik vi over i Skolen f o r at spille for alle d e Mænd, som sad derovre og vogtede paa Afstemningen.

Skolelokalet var pyntet med Grønt og Masser af Flag, og man var hurtig klar over, at h e r vilde nok ikke komme mange Tyskere for a t stemme. Midt paa Væggen stod i hvidt paa rødt Verset: »Lyksalig den, d e r med sit Land en saadan Tid oplevet«.

Det var en dejlig Dag for vore Drenge at faa Lov til a t opleve, og de var ganske betaget af alt, hvad de saa og h ø r t e !

Vi tog nu hjem igen til Anslet, og o m Aftenen Kl. 8 be­

gyndte saa den store Fest i Korsamlingshuset. Her v a r dækket Kaffeborde til alle indbudte, som udgjorde de ca.

Hundrede tilrejsende stemmeberettigede og endvidere saa godt som alle Sognets Beboere, d e r var indbudt ved ridende Stafetter, kun et P a r enkelte hjemmetyske Familier, d e r ganske vist nu holdt paa, at de var danske, havde maattet opleve den Tort, at deres Dør blev redet forbi.

Da vi kom derhen, var der stuvende fuldt; men e n d n u var Afstemningen, d e r foregik inde i en mindre Sal, ikke endt og Resultatet gjort o p ; men vort Orkester forkortede Ventetiden med nogle Melodier oppe fra Balkonen. De Mænd, d e r imedens stod derinde og skulde gøre Besultatet op, var saa oplaget af Øjeblikkets Spænding, at Sveden drev dem ned a d Kinderne. Vældig Jubel blev der, da en af dem viste sig, sprang o p paa en Bænk og raabte: »Saa

8

h a r vi Resultatet fra Anslet, h e r e r afgivet 237 danske Stem­

m e r og 9 tyske«! Folk var saa bevægede, at T a a r e r n e stod dem i Øjnene, og h v o r var det dog let at forstaa, at d e i dette Øjeblik, h v o r de stemte sig hjem til Danmark, maatte være opfyldt af den dybeste Glæde. Og saa begyndte den lange Række af Taler, d e r alle var baaret af den samme inderlige og bevægede T o n e og stille Glæde. Jubelen vilde ingen E n d e tage, hver Gang Musikken spillede, og »Kong Kristian«, »Der e r et yndigt Land«, »Jeg elsker de grønne Lunde« blev sunget med af Folk foruden mange a n d r e Sange. Særlig holdt de ogsaa af a t h ø r e »Soner af ett folk«!

I n d mellem de mange hjertelige Taler lød Sangene, og af og til indløb Valgresultater, som f. Eks. fra Knud, d e r meldte: »99 danske og ingen tyske«. I det hele taget var d e r en mægtig Valgdeltagelse; i Anslet var den eneste Dan­

sker, som ikke stemte, en gammel Kone paa 95 Aar, d e r ikke kunde taale at komme ud. Derimod stemte gamle Lauge Lund, h a n e r 82 og h a r i 6 Aar været lam og maattet ligge i Sengen. Sin Stemmes Rrug h a r h a n ogsaa næsten fuld­

stændig mistet; men D a n m a r k elsker h a n og kunde ikke tænke sig, a t h a n s Stemme for Danmark skulde mangle.

Han blev taget o p af Sengen og klædt paa, hvorefter h a n s Søn b a r h a m u d i en Bil, d e r kørte h a m til Valglokalet, h v o r h a n blev baaret ind og afgav sin Stemme for Danmark.

Der v a r mange trofaste Danske, d e r var bevægede, d a d e saa den gamle Mand blive baaret ind paa sin Søns Arme.

I Forsamlingshuset blev raabt mange H u r r a e r og Leve- raab, og ogsaa vi fik vort. Ja, d e r blev den Dag eller de Dage knyttet stærke Baand mellem os og de trofaste Ansletter, og vi følte os alle saa lykkelige over a t faa Lov at være med i alt dette.

Kl. blev 17s, inden vi var hjemme igen, og saa sov vi ogsaa til helt o p a d Formiddagen næste Dag. Den Dag, Onsdag, straalede Solen, og d e r var planlagt en Køretur til Haderslev. Vi kørte hjemmefra hver for sig ved Middagstid og kom til Haderslev, d a Kl. v a r 2. Vi kom o p a d Hoved­

gaden, ligesom denne blev passeret af et mægtigt dansk Folketog; d e r gik Tusinder og atter Tusinder af Danske Række efter Række med s m a a Dannebrogsflag og alle med et ubeskriveligt Udtryk af Glæde i deres Ansigter; det var Valgsejren fra Aftenen forud, d e r paa denne Maade blev

fejret. .

Det varede ikke længe, før vi havde faaet en Plads i Toget, og vi blev modtaget med den største Glæde; d e r v a r nemlig i Forvejen kun eet Musikkorps, og dette gik helt nede i den sidste Del. Toget v a r saa langt, at d e r sagdes, at det v a r en Time o m at passere et Sted.

Allerforrest kom en Snes Ryttere paa pyntede Heste, og derefter fulgte vi med vor Fane i Spidsen. Umiddelbart efter os kom en pragtfuld Silkefane, d e r var skænket til Haderslev Amt og derefter et Utal af a n d r e Faner, saa Byens

10

Ire Spejderkorps og endelig det lange lange Tog af Menne­

sker. Det var vidunderligt at vandre med i det Tog, og h v o r følte vi os glade og lykkelige! Da vi gik forbi »Schles- wigsehe Grenszpost«, maatte vi le o p til alle de mange Tyskere, for dem var det en bitter Oplevelse, hele deres Tvangssystem styrtet s a m m e n !

Efter a t have passeret Havnen med de flagsmykkede danske Dampere giK T u r e n o p mod den mægtige preussiske Kaserne, fra hvis to store Flagstænger Trikoloren nu vaj­

ede. Da vi marcherede forbi Vagten til Tonerne af »Den t a p r e Lansoldat«, blev Vagten raabt til Gevær og præsen­

terede f o r os. Saa standsede Toget, og s n a r t var den store Eksercereplads et Hav af Mennesker. Nu raabte en Stemme:

»Leve Franskmændene vore modige og tapre Befriere«, og en mægtig Jubel brød løs! Vin la france! De franske Sol­

dater lo og viftede med deres Staalhjelme! Men nu lød en Trompetfanfare, og et Øjeblik efter kom to Delinger Fransk­

mænd marcherende ud af Kasernen med paasatte Bajonetter, d e stillede sig o p til Parade, og den franske Kaptajn Cuny traadte hen foran Geleddet og holdt en Tale, hvori han blandt andet sagde, at Franskmændene følte sig stolte og lykkelige over at have været med til at rive det danske Nordslesvig ud af Ørnens Klo. De vidste, at de var elskede af den Befolkning, de nu boede iblandt og følte sig lykke­

lige derved. Efter Talen fik vi Anmodning om at stille o s med Musikken f o r a n Franskmændene, og saa gik det i hurtig March ned mod Byen igen med Franskmændene og os forrest igennem et Hav af Mennesk er. J a , h v o r var det vidunder­

lige Minutter, og h v o r var vi ombruset af en Jubel uden Lige!

Paa Torvet, hvor tidligere den tyske Kejsers Statue stod, standsede Franskmændene og marcherede s n a r t under H u r r a r a a b tilbage: men vi gik endnu en T u r igennem Byen i Spidsen for Spejderne, indtil vi endelig havnede paa den danske Gæstgivergaard »Harmonien«, hvor Drengene fik sig en velfortjent Kop Kaffe. Men efter Katfen maatte vi endnu give en s t ø r r e Koncert paa »Harmonien«. Endelig tog vi igen hjem til Anslet! Folkene dernede vilde slet ikke h ø r e om, at vi igen skulde rejse; men vi maatte nu hjem Tors­

dag, men vilde først hen at spille og synge for gamle Lauge Lund. Han havde faaet at vide, at vi kom og var kommet o p a t sidde i en Stol. Nu stod Drengene henne foran h a n s a a b n e Vindue og spillede, medens Fanen vajede lige uden for Vinduet. Det var rørende at se hans Glæde, d a Musikken lød, og T a a r e r n e trillede h a m ned ad Kinderne;

men vi v a r saa glade for, at vi kunde bringe h a m denne lille Løn f o r h a n s Trofasthed imod Danmark! Efter et sid­

ste samlet Kaffeselskab h o s en af vore trofaste Værter, tog vi Afsked med d e Mennesker, vi v a r kommet til at holde saa meget af, og kørte i Biler og Vogn til Taps, og naturlig­

vis var Vognene fulde af Flag, hvormed vi vinkede hjærte- ligt til alle d e tyske Toldere, vi mødte !

E n d n u maa jeg tilføje, at d e r overalt i Kirkerne paa Af- stemningsdagen var Gudstjeneste mest ved P r æ s t e r fra Kongeriget, d e r var nede for a t stemme, og en s a a d a n Gudstjeneste v a r d e r ogsaa i Fjelstrup Kirke. Det v a r en gribende stemningsfuld Gudstjeneste. Ved Alteret laa en Masse dejlige Kranse til de faldne fra Sognet, hvis Grave næsten alle laa paa ukendte Steder i fremmed Land. Efter Prædikenen, d a »Dejlig e r Jorden« blev sunget, gik en Masse Smaapiger o p til Alteret og tog Kransene og b a r dem ud paa Kirkegaarden, h v o r de blev lagt paa Familiegravene.

Til sidst sang man »Kongernes Konge«, og til Tonerne af denne gik Folk ud af Kirken.

Og om os selv tilsidst kun dette, at vi stadig lever i alt det, som vi fik Lov til at opleve dernede, og vi vil ogsaa faa et varigt og synligt Minde o m den store Dag, vi var med til, idet vore Venner i Anslet vil. forære os en Sølv­

plade til vor Fanestang. B. R.

Hjem fra Kongefærden.

12

Nybyggerliv i Vesten.

Hver Gang, vi indskiber os i den store grønne Motor- baad i Nymindegab og til Tonerne af en rask Sømands­

sang tøffer o p gennem Sejlløbet forbi duftende Enge og maagefyldte Sandbanker, gribes vi alle af en forventnings­

fuld Spænding, d e r først udløses, n a a r Skuden e r losset, og vi s t a a r i Lejren og hilser den og Flaget med et kraf­

tigt H u r r a .

I Aar viste Spændingen imidlertid saa mange Grader, som d e r overhovedet findes paa et Sommerferie-Thermo- m e t e r ; og Grunden hertil e r naturlig nok Alle de Graner, vi i Foraaret havde fældet i vor Skov, og, som savet og til­

hugget til T ø m m e r var kørt til Stationen, vilde jo nu staa her­

ude Side o m Side med det »gamle« Hus og byde os et sikkert Ly for Klittens barske Nætter.

Underet v a r sket: I Stedet for »Sukkertoppene«, de syv Telte, ligger d e r nu en herlig harpiksduftende »Camp«. At det ny Hus fik sig et ekstra H u r r a var lige saa velment som berettiget — og saa v a r vi hjemme igen. Først skulde den ny Lejlighed beses — grundigt blev det gjort — høj­

lydt blev den beundret. Tænk — Plads til 75 Senge og des­

foruden Dagligstue og Gæsteværelse i Gavlen mod Øst, Kredsfører-»Kontor« og Førerværelse i Gavlen mod Vest.

Selv o m Sengene stod i t r e Etager, var d e r dog alligevel

Nybyggerne i Vesten.

Plads til a t trække Vejret lige o p til Taget, og, at Indgangs­

døren, fint rødmalet og paa drabelige Hængsler, havde sid­

det i en n u forlængst hensmuldret Staldbygning, forhøjede kun Totalindtrykket. Det var et dejligt Hus.

Mennesker, som ikke kender noget til Livet i en Sommer­

lejr, t r o r otte, at m a n der skal lege og drive Tiden b o r t ; d e sætter et forundret Ansigt op, n a a r man fortæller dem, hvilke praktiske Arbejder, d e r kan udføres i Løbet af Sæ­

sonen, og, e r det fornuftige Mennesker, m a n taler med, ind­

r ø m m e r de, a t Leg og Arbejde — selv i en Sommerlejr — trives udmærket Side om Side. Arbejdet i Sommerlejren er meget morsommere end Arbejde alle a n d r e Steder. Naa — det e r jo ogsaa noget for sig. Selvfølgelig — KartofTelskræl- ning, Brændekløvning og forskellige Ordensarbejder tager m a n med som en uundgaaelig Nødvendighed, men a t s k r a b e Bark af Blokhuset, rense Fisk, røge Fisk, vaske Forbunds- bluser, trække Pigtraad, k o m m e med til Høbjergning h o s Klitboerne eller bygge Badebro, e r jo Arbejder, m a n ikke plejer at blive bebyrdet med til Hverdag; derfor e r det med et godt Humør, ja, med næsten et rent Vesterhavsmod, a t man giver sig i Kast med saadanne praktiske Opgaver.

Vort første egentlige Arbejde d e r u d e f o r m e r sig som en hel F e s t : Langbaaden skal sættes i Vandet. Det e r Arbejde, vi vil være med til allesammen, og da Baaden er en rigtig Langbaad, bliver d e r ogsaa Skubbeplads f o r d e mange iv­

rige Hænder. Dannebrog hejses agter, og u n d e r høje Jubel- r a a b glider »John Travers C o r n w e l h støt paa sine Ruller u d i Fjordens Favn.

Da Sindene efterhaanden var faldet lidt til Ro efter Stabelafløbningen, v a r Bade- eller Svømmebroen i Ring­

købing Fjord bl. a. en af de Ting, vi først skulde have fra Haanden, og, d a d e r v a r Materialer i Massevis og villige Drengehænder, blev Broslagningen lykkelig fuldført, skønt d e første Dage d e r u d e var kølige nok. Broen fik vi meget Brug for til Svømmeøvelser, som fortsattes hele Ferien igennem. Af a n d r e udendørs Arbejder sysselsatte »Bark- skrabningen« et Hold Drenge h v e r Formiddag. Barken skulde af Lægterne, før Huset kunde tjæres, og det »gamle«

Hus vilde ikke have godt af a t staa en Vinter e n d n u uden Smørelse.

Skønt Barken s a d fast, blev Sider og Gavle dog glatte;

men det gik ogsaa til Musikens m u n t r e T o n e r ; t h i F o r ­ middagen v a r ogsaa Musikernes Arbejdstid, og det skal indrømmes, at deres Arbejdes Resultat heller ikke lod noget tilbage at ønske. Vi kunde ikke godt tænke os a t undvære de glade Melodier, medens Arbejdet gik sin friskende Gang gennem Lejren.

Arbejde og godt H u m ø r giver Appetit, og det mærkede vi i h ø j Grad_ Drengene, hvis Appetit ellers ikke h e r h j e m m e giver Anledning til s t ø r r e Bekymringer, overgik d e r u d e d e dristigste Formodninger, saa Tanterne havde travlt; s a a

14

travlt endda, at de næppe fik Tid til andet end netop Mad­

lavningen. F o r at raade Bod paa dette og bevare Tanternes iøvrigt gode Humør, blev de da tildelt et P a r faste ugent­

lige Fridage.

Paa Arbejde.

Samtidig blev det dem strengt forbudt at r ø r e sig i Køk­

kenet til noget Arbejde i disse Dage. Kredsfører og Førere maatte d a skiftevis selv tage Haand i Grydehankene, selv koge Grøden og selv bage Pandekagerne; Følgerne udeblev heller ikke. Men alligevel gled Grøden ned uden at være bleven saltet, og Pandekagerne, d e r var brændt sammen, blev igen lempelig skilt fra hinanden ved Hjælp af en Spejderøkse. Til Gengæld blev »Lunserne« til Aftensmaden et P a r ekstra Centimeter tykkere, saa de førnævnte Misgreb blev nærmest velvilligt omtalt Mand og Mand imellem.

Hele Feriemaaneden ud holdt det gode Vejr og begun­

stigede i h ø j Grad vore forskellige Sysler. Vi kørte Græs­

tørv og Lvng til Fyld paa Lejrpladsen og hegnede vor ny­

plantede Fyrreskov.

Pigtraad v a r nødvendigt, for derude e r Faarene mere nysgerrige og lækkersultne, end F a a r ellers i Almindelighed plejer a t være. Og havde Forbundsbluserne ageret Ser­

vietter et passende Antal Gange, og de, tilsat lidt Blaabær- og Sortbærsaft, var blevet æltet godt ind i Sand, arrangere­

des d e r en Storvask efter de allerbedste Mønstre. I en mægtig stor Grubekedel paa et Friluftskomfur kogtes Bla­

serne, Fjorden var Skyllekar og Tørrepladsen s a a passende stor, a t alle Folderne kunde rettes ud. Den følgende Mor­

gen skinnede atter Lejren i hvidt.

Vi maa være glade for d e mange Sysler, vi h a r d e r u d e

— de e r fornøjelige i sig selv, og de gør Fritidens Lege end fornøjeligere. Hele det Liv d e r u d e kan jo k u n virke tiltrækkende paa enhver rask Dreng.

Det e r en Slags Nybyggertilværelse — lidt af Coopers Romaner o m igen. Sandhavet med de skinnende Klittoppe kan r u m m e lige s a a megen Mystik, byde paa lige saa mange Overraskelser som den tætteste Skov.

Vi vil gerne regnes for Nybyggere derude. Navnet kan være ærefuldt, og det kan bruges om e n h v e r dansk Dreng, d e r ikke alene »vil bygge sit Land«, men ogsaa bygge o p paa sig selv.

I Lejren paa Holmslands Klit e r d e r Chancer for e n h v e r rask Dreng med god Vilje til at hente sig Nybyggernavnet, og Styrken til at gribe denne Chance gives den ærlige Mod­

tager i Feriens Leg og Arbejde.

Lad saa blot Fingrene blive ø m m e af anstrengende Ro- ture, Fødderne stukket i Marehalmen, Knoerne skrabede paa Knaster og Pigtraad! Var Arbejdet ikke d e n n e Indsats værd ?

Bjærgehuset e r os ligesaa dyrebart, e r lige saa meget vort Hjem, som den simple »Camp« e r det for Nybyggerne i det rigtige »tlie wild West-. J o mere Arbejde vi ofrer d e r u d e paa vor Sommerlejrs Hygge og Holdbarhed, jo kæ­

rere bliver den os. Det vil mærkes tydeligere i os f o r h v e r Gang, vi drager derud. Det e r den frydefulde Spænding, d e r udløses, n a a r »Bjærgehuset« hilses med vort s o m m e r ­ glade, hjertelige H u r r a !

Vi e r atter i Sommerlejr! Hartvig Møller.

Sommerens Idræt.

Saa godt som alle Mennesker føler en vis Trang til a t r ø r e sig frit efter endt Dagsarbejde, Legemet ligesom f o r d r e r frie Bevægelser f o r a t k u n n e fungere rigtigt. Ikke alle Mennesker søger at tilfredsstille denne T r a n g h o s Legemet paa rigtig Maade, som d e b u r d e ; de fleste vil helst bruge deres Fritid til magelig Adspredelse, d e r paa ingen Maade udvikler Spændstigheden i Kroppen.

Da vi h e r paa Landerupgaard gerne vil være s u n d e og kraftige, h ø r e r selvfølgelig al god Idræt rigtig hjemme h o s os. Vi boltrer os i Gymnastiksalen, paa Sportspladsen og g a a r lange Ture, n a a r vi kan. Det e r jo ikke hver Dag, vi

16

h a r lige god Tid til den Slags; Skolen og Arbejdet i Haven skal først passes. Vi indfletter saa megen Sport, vi kan, medens vi stadig tænker paa Sommerferien med Turen til v o r Sommerlejr ved Vesterhavet. Der vil vi faa Lejlighed til ikke alene at holde Spændstigheden vedlige, men ogsaa til at udvikle os betydelig i Idræt.

Allerede inden Vesterhavsturen havde vi Lejlighed til a t vise a n d r e Drenge, hvad vi kunde præstere paa Sportsplad­

sen. Først, i Maj Maaned, tog vi Modet fra elleve jævn­

aldrende fra Vejle ved a t vinde meget overlegent (17—0) over dem i en rask Fodboldkamp. I J u n i havde vi en stor Idrætsmatch med F. D. F. Hesselager Drengehjem. Det var den største og mest haardnakkede Konkurrence, vi havde d e n n e Sommer. Vi begyndte allerede om Morgenen med fri Idræt — Løb og Spring. Drengene ligefrem dirrede af Spænding; vi havde først begyndt fri I d r æ t en god Maaned i Forvejen, saa vi vidste e n d n u ikke, h v o r vi t u r d e sætte os selv. Naa. d e r blev ingen G r u n d til Utilfredshed, vi stod fuldt paa Højde med vore Gæster baade i Løb og Spring.

— Dagens Hovedbegivenhed var dog Fodboldkampen, den satte vist begge Hold deres Lid til. Og det blev en Fodboldkamp, vistnok den bedste, d e r blev spillet paa vor Boldplads i denne Sommer. Holdene var lige stærke, end ikke en O m k a m p kunde give et Resultat til nogen af Si­

derne. Spændingen under denne Kamp var saa stor, at end ikke voksne ellers fornuftige Folk kunde s e upaavirket paa den, Dommeren maatte flere Gange bruge sin Myndig­

hed til at holde dem fra Pladsen.

Denne Konkurrence var interessant og absolut udviklende.

Mange Drenge fik l æ r t hverandre at kende, fik lært nye Metoder af h v e r a n d r e vist baade i fri Idræt og Fodbold;

vi fik maaske l æ r t at se, h v o r vi gjorde Fejl og de a n d r e rigtigt, og d e lærte maaske paa lignende Maade af os.

Vor sidste Sportskamp inden T u r e n til Vesterhavet havde vi lige før Genforeningen mod et Hold udtaget blandt de ca. 100 F. D. F. Drenge fra hele Landet, d e r opholdt sig nogle Dage paa Landerupgaard inden deres store Sønder- jyllandstur. Med disse Drenge spillede vi en Fodboldkamp, h v o r vi vandt med 6 — 1.

Endelig, sidst i Juli, saa sent, fordi vi først skulde over­

v æ r e Kongens historiske Ridt over den gamle Grænse, be­

gyndte vor bedste Tid af Sommeren, Sommerferien i Sommer­

lejren ved Vesterhavet. Derude skulde vi naa at dygtiggøre o s rigtig i I d r æ t .

Kan d e r tænkes noget herligere og mere ideelt end vor Sommerlejr d e r u d e mellem Klitterne? Der h a r vi Plads til a t tumle os uden a t støde andre. Der fører vi en Tilværelse, som vist mange Drenge misunder os. Vi lever og aander jo næsten i Sport, vi d y r k e r den fra vi s t a a r af Sengen om Morgenen, til vi g a a r i den o m Aftenen. Hvis man skal redegøre for, hvordan Dagen i Almindelighed gaar for F.

D. F i »Bjergehuset«, d a vil Skemaet omtrent blive som i det følgende.

Om Morgenen blæses d e r »op«, og alle Drengene s p r i n ­ ger i en F a r t af Sengene, trækker Benklæderne paa, griber Haandklæderne, og i hurtigt Løb g a a r det til Vesterhavet, h v o r man begynder Dagen med en Dukkert i d e friske Bølger.

;John Travers Cornwoll«

Denne T u r sætter os straks i det rigtige Sommerlejr­

h u m ø r med det samme. Al Morgensurhed og den Slags Ting, som man til Nød kan have lidt af hjemme til daglig, e r som blæst bort. Formiddagen gaar med Arbejde i Lej­

r e n ; først n a a r Klokken e r tolv, begynder det rigtige frie Liv. Vi indleder med Svømmeøvelser i Ringkøbing Fjord.

Alle de Drenge, d e r kan svømme, maa mindst een Gang uden o m Badebroen og tilmed lave Udspring fra Vippen.

De øvrige, og de e r ikke mange, maa h v e r en T u r i Svømme- bøjlen, h v o r de med Undervisning og god Øvelse s n a r t l æ r e r at klare sig i Vandet. Vi havde den Fornøjelse, a t saa godt som alle Drenge kunde svømme, inden vi rejste fra Lejren.

Efter en Middagshvil paa l1/* Time tager vi fat paa for­

skellig Idræt. Vi begynder med Gymnastik, h v o r vi ved raske, lette Øvelser giver Legemet den rette Spændstighed til al efterfølgende Idræt.

Efter Gymnastikken, h v o r Drengene h a r været delte i

18

to Hold, et dygtigt og et mindre dygtigt, udtages der Drenge til Fodbold, fri Idræt, Roning og Spadseretur.

Det e r ikke underlig a t Fodboldholdene trives i Sommer lejren, vi h a r for det første en aldeles glimrende Sports­

plads lige ved Lejren. Der s e r man næsten paa enhver Tid af Dagen en Flok hvidblusede Drenge, d e r træner ihær­

digt. De l æ r e r d e r at beregne Sparkene, at beregne en Chance, a t tage Hensyn til Kammeraterne. Kort sagt Dren­

gene udvikles paa Sportspladsen baade legemligt og aande- ligt. De maa beherske sig og vise ridderlig Optræden, hvilket ikke altid e r let.

Baaden sættes i Søen.

Ved Siden af Boldbanen trænes i fri Idræt. Det var særlig Spring — Længde-, Højdespring og Løb, 100 m Løb, Stafetløb og 1500 m Løb, d e r blev lagt Vægt paa. Meget interessant var det a t se, med hvilken Iver mange Drenge trænede her. En Dreng kunde i Timevis øve i Spring og Løb, for om mulig at sætte Lejrrekord.

Nede ved Ringkøbing Fjord laa »John Travers Cornwell«, vor prægtige Baad. Hvor tog vi mange Roture paa Fjorden i den. Den kunde ordentlig skære Vandet, n a a r d e r sad ti raske Drenge ved Aarerne. De roede med en Anstand, som var det selve Kongens Chalup, de skulde føre til Kongeskibet.

Saa godt som hver Dag var en Flok Drenge paa T u r

iagttage. Ofte kom de slæbende med Ting, de fandt i Strandkanten eller mellem Stenene højere oppe. E n saa- dan T u r kunde give trætte Ben og slunkne Maver; men alligevel kneb det ofte med at naa hjem til Aftensmaden Kl. 6V2. Naar man saadan havde dyrket Sport hele Eftermiddagen, skulde man tro, Drengene var trætte; men, nej o m Aftenen tog de fat igen med enten at spille Bold eller ro, eller og- saa foresloges en rask Terrainleg i Klitterne. Det v a r f o r

Over den store Forhindring,

det meste Væbnerne, d e r kom med saadanne Forslag. Disse Lege var ofte meget spændende og ikke mindst, hvis de først begyndte ved Mørkets Frembrud, saa m a n rigtig k u n d e snige sig ind paa Fjenden og overrumple h a m , n a a r h a n mindst ventede det.

Ja, mange herlige Timer h a r vi tilbragt ved Vesterhavet, Timer, som vi altid vil mindes med Glæde. Hvem mindes ikke vore Indkvarteringer h o s Beboerne derude, og hvem

20

ikke deres Besøg h o s os i Lejren. Vi viste dem, hvad vi kunde p r æ s t e r e i Gymnastik, Boldspil og fri Idræt. Særlig h u s k e r vi vel nok det morsomme Forhindringsløb, der, ud over Navnet, havde lidet til fælles med fornuftig Idræt.

I dette Løb, h v o r alle kunde deltage, startedes fra Postkas­

sen ved Vejen. Man l ø b o p til Lejren, h v o r man i Farten slugte en tyk »Luns«, inden m a n entrede Klitten bag Lejren.

Havde man taget Klitten, stod tilbage a t balancere ad nogle Planker, kravle over et 5 m højt Stillads, løbe gennem en meget indviklet Labyrint og videre til Postkassen igen.

At vi alle morede os kosteligt over dette Løb e r selvføl­

geligt, mange komiske Scener kunde man gøre sikker Beg- ning paa.

J a , saadan former vort Liv som Sportsmænd sig i vor Sommerlejr, vi nyder Ferien paa vor Vis. Vi nylder det raske Liv i det frie, h v o r ikke alene vort Legeme holdes sundt, men ogsaa vort Livsmod. Den Maade a t tilbringe

Ferien paa maa være noget af det ideelle.

Jacob Schnedler.

Hvad vi har brugt Tiden til.

Dersom I gamle Drenge allerede h a r læst L æ r e r Møllers Stykke o m vort Nybyggerliv i Vesten og L æ r e r Schnedlers Bidrag o m Sporten, d a vil I maaske tænke som s a a : Mon Drengene hjemme paa Landerupgaard nu o m Dage virkelig ikke tænker paa andet end at opleve Eventyr ved Vester­

havet og drive Leg og Idræt hjemme paa Boldpladsen! Mon d e gode Drenge derhjemme virkelig tror, at de kan komme ud i Plads og »klare den« lige saa godt som os, n a a r Fod­

bolden og Vesterhavseventyr s t a a r baade øverst og nederst i Hovedet paa dem. Og I vil maaske ryste en lille Smule paa Hovedet og sige: »I skal b a r e vente, til I kommer ud, saa skal I se.«

Jo, omtrent saaledes vil I maaske nok tænke, I gamle Drenge, d e r for en Del Aar siden gik med korte Benklæder h e r hjemme og maatte tage hver sin P a r t af det daglige Arbejde.

Det var den Gang, d a d e r h v e r Sommer allerhøjest vankede een Udflugt af ikke saa forfærdelig mange Dages Længde.

Men, s e r I ! Tiden forandrer sig, og d e r e r dem, d e r mener, a t Drenge ogsaa kan gøre det.

Der e r i hvert Fald ikke S p o r i Vejen for, at vore Drenge nu o m Dage saa udmærket godt kan taale »at ligge ved Havet« en hel Maaned o m Sommeren, og saa h a r endda mange af dem baade før og efter Vesterhavsturen været langs Vesterhavet, hvor d e r altid var noget nyt at se og

ude paa adskillige Ture, enten nu disse h a r gaaet til Hessel­

ager paa Fyn eller ned til de minderige Egne i Sønderjyl­

land. Og vi kan holde Juleferie i samfulde 14 Dage, og endda kan alt gaa omtrent, som det skal. Det k u n d e m a n vist heller ikke i J e r e s Tid, vel? Det e r altsaa saadanne Ting, jeg tænker paa, n a a r jeg siger, at ogsaa Drenge kan forandre sig, og det e r jo netop det, som h v e r Dreng gerne skulde bruge Tiden til, at lægge nogle daarlige Vaner af og tillægge sig nogle gode, og dette e r d e r i høj Grad Lejlig­

hed til, saavel under et Ophold i Sommerkolonien som i de mange Timer, d e r anvendes paa saavel Sport som I d r æ t . Men selve Arbejdet herhjemme maa I nu heller ikke tro, vi h a r glemt eller kastet Vrag paa. Vi ved s a a udmærket godt, hvordan det gaar til ved Hjælp af en Skovl eller Spade at faa Sveden rigtig godt ud. Vi gennemgravede sidste F o r a a r hele det store Stykke af Forbundshaven, som e r beplantet med Frugttræer, og d e r v a r nogle af Drengene,

Ved Kedskabshuset (opfort af Drengene 19151.

d e r mente, a t n a a r Ukrudtet saa hurtig viste sig igen, saa skyldtes det vistnok alle d e mange Sveddraaber, som Jor­

den havde modtaget. Jeg skal dog lade være usagt, om denne Formodning e r rigtig.

Men I ved allesammen, a t d e r e r m e r e end nok at tage fat paa i Haven, og navnlig da om Foraaret. D a skal den ikke alene graves fra Ende til a n d e n : men d e r skal tillige plantes saavel P o r r e r og Sellerier som Kaal. Og det e r slet ingen Overdrivelse, n a a r jeg n u nævner, at af disse forskellige Grøntsager plantede vi sidste F o r a a r ikke mindre end 14000 Stk Dog blev vore Sellerier i Aar knap s a a gode

22

og store, som mange af J e r vil k u n n e huske dem fra Herr Gartner Fløes Dage. Alle vore mange unge Fugttræer h a r ogsaa i Aar skuffet os, idet vi næsten ingen Æbler avlede i Sammenligning med, hvad vi plejer. Det var vistnok nær­

mest en Frostnat først paa Sommeren, som kom og øde­

lagde Blomsterne for os. Men til Gengæld gav vore Frugt­

buske i Aar ualmindelig godt. Navnlig af Hindbær og Ribs havde vi saa meget som aldrig før. Vi plukkede saaledes ca. 3500 Pd Hindbær og endnu flere Ribs. De fleste af Hindbærrene blev plukket i store T ø n d e r og sendt væk til en stor Fabrik o p p e i Hadsund.

Af Stikkelsbær solgte vi derimod ikke saa mange. Vi havde nemlig herhjemme ca. firsindstyve s m a a Fabrikker, som hellere end gerne h v e r aftog et slet ikke saa lille Kvan­

tum. Men alt i alt h a r Haven i Aar givet et lignende Overskud, som I h e r i Julehæftet vil kunde se af forrige Aars Regnskab. Den h a r givet os meget Arbejde; men den h a r ogsaa givet os et godt Udbytte.

Og saa e r det ikke Haven alene, d e r lægger Beslag paa vore Kræfter. Ogsaa i Tørvemosen maatte Drengene tage fat for at redde adskillige Tusinde Tørv fra a t drukne i det lange Græs. —

Og som I maaske allerede ved, h a r vi i Aar bygget et nyt Hus herhjemme. Det ligger altsaa lige ned for Ind­

kørselen, h v o r den gamle Svinesti laa, og h e r h a r d e r næ­

sten hele Sommeren været en hel Klasse Drenge optaget, først med a t rive det gamle Hus ned, d e r p a a med at grave Kælder og senere med at hjælpe Haadværkerne. Men nu e r d e r ogsaa opført et dejligt nyt Hus, som d e Mennesker, d e r bebor det, e r ualmindelig glade for.

J a , nu h a r I altsaa faaet en lille Beskrivelse af, hvad vi i Løbet af Sommeren h a r anvendt vore Kræfter paa. Nu e r det Vinter, og T r æ e r n e i Haven s t a a r iført deres Vinter­

dragt. Vi e r omtrent færdige med Efteraarsgravningen, og Søren Madsen har pløjet en Del for os.

I d e kommende Maaneder skal vi sætte al Kraft ind paa Arbejdet i Skolen. Vi skal se a t indhente lidt af, hvad vi forsømte d e r i Sommer.

Lysekronen i den store Dagligstue e r allerede hængt op, og I ved alle, a t dette betyder, a t Julen ikke e r ret langt borte.

Drengene h a r travlt med at faa deres Julegaver færdige og gaar alle og ønsker, at vi nu til J u l inaa faa baade Sne og Skøjteføre.

Alle I gamle Drenge, og alle, til hvem dette Julehæfte naar, ønskes en rigtig glædelig J u l og et godt Nytaar med Tak for det Aar, d e r svandt.

A. Søndergaard.

O V E R S I G T

over

Kr, 2343,89

» 472,44

» 6725,04 18,60 Kr. 9559,97 UDGIFT.

Sommerlejren

Teltmateriel '

Ambulancemateriel '

Musikken

Idrætsdragter ^

Ture

Rejseudgifter Juleheftet Tryksager

Bøger m. m '

Vedligeholdelse af Redskabshus Værktøj til Haven

Planter •

Leje af J o r d

Lønninger ved Haven

Kunstgødning m. m ! . . ! ! ! ! ! ! ! Drenges Skoleophold

Hjælp til en 4 Aars Drengs Ophole paa Palles- have Børnehjem

Sønderjydsk Fond ! . . ! ! .

Overskud

(Kassebeholdning ved Aarets Slutning Kr. 786,02 + Indtægtsrestancer Kr. 2360,79 = 3146,81

Udgiftsrestancer Kr. 2960,90 = Kr. 185,91

Kr. 9559,97

F. D. F.s Regnskab

fra 1. Jan. til 31. Debr. 1919.

INDTÆGT:

Overskud fra 1918 Aarsbidrag og Gaver Salg fra Haven

Andre Indtægter ; .

Kr. 1800,78

» 176,50 60.00

» 702,40

» 328,75

» 284,13

» 470.05

» 391,10

» 177,83

» 321,17 19,49

» 436,53

» 938,74

» 1000,00

» 367,50

» 436,09

» 1234,00

» 204,00 25,00

» 185,91

Ovenstaaende Regnskab e r af mig gennemgaaet oe re­

videret og fundet rigtigt.

Hesselager Drengehjem, den 1. Marts 1920.

Poul Kragh-Muller.

Forstander.

FR. LU M BYE, KOLDI NØ