Danmarks Kunstbibliotek The Danish National Art Library

Hele teksten

(1)Digitaliseret af / Digitised by. Danmarks Kunstbibliotek The Danish National Art Library København / Copenhagen.

(2) For oplysninger om ophavsret og brugerrettigheder, se venligst www.kunstbib.dk For information on copyright and user rights, please consult www.kunstbib.dk.

(3) KUNSTMUSEETS AARSSKRIFT XXI X.

(4) KUNSTMUSEETS AARSSKRIFT 1942. KØBENHAVN GYLDENDALSKE BOGHANDEL • NORDISK FORLAG LANGKJÆRS BOGTRYKKERI. 1942.

(5) KUNSTAKADEMIETS BIBLIOTEK.

(6) INDHOLD C h r istia n E l l in g : Nye Horner-Studier........................................................................ Leo S w a n e : Om nogle Billeder af I. C. Dahl og C. A. Jensen................................. Mogens Gjø d e se n : Etruskiske Vaser. Træk af Nyklassicismens Historie........... H aa YARD R o st r u p : Et ukendt Billede af Constance Mayer..................................... E lse K ai S a ss : Bidrag til en Karakteristik af Abraham Wuchters Alderdoms værk V. T horlacius -U ssin g : Reventlow-Museet. Pederstrup 1........................................... L eo S w a n e : Udstillinger i Museet.................................................................................. L o u is B o b é : Støtterne i Nordmandsdalen ved Fredensborg................................. H aavard R o st r u p : En Restaureringshistorie for 100 Aar siden............................ B en gt C n a ttin g iu s : Två danska portrait i Linkopings stads museum............... H aavard R o st r u p : Et Brev fra Chr. Dalsgaard........................................................... 1 13 19 41 52 99 121 131 138 142 145.

(7) NYE HÖRNER-STUDIER AF. CHRISTIAN ELLING. I. m Johan Hörners første Aar i Danmark har man hidtil kun vidst meget lidt. Han maa være kommet her til Landet senest 1736, i hvilket Aar han malede et gennem Kobberstik kendt Portræt af Professor Peder Horrebow; 1737 blev han i Petri Kirke i Køben havn viet til Christine Wass. Saa forsvinder han og hans Værker for vort Blik i nogle Aar. Først 1740 dukker han op igen i Køben havn, og fra 1741 kender vi en fortsat Række Portrætter af ham. Denne Lakune i Hörners Liv kan imidlertid nu udfyldes, takket være en kirkehistorisk Kilde. Hörner var Pietist og havde Sympathi med denne religiøse Bevægelses radikale Retninger. 1 hans Hjem land Sverige havde stærke separatistiske Strømninger gjort sig gæl dende, særlig i Aarene 1730—34. Myndighederne satte haardt ind mod den yderliggaaende Pietisme, og i Løbet af Sommeren ogEfteraaret 1734 maatte et stort Antal af dennes Tilhængere forlade Landet. I de første Dage af September 1734 var samlet ikke mindre end 62 landflygtige svenske Pietister i København, hvor de standsede nogen Tid paa deres Rejsefærd til Holland. De blev delvis indlogerede hos Trosfæller. Blandt dem var Hörner. Det er Sjællands Biskop Peder Hersleb, der har givet os denne Oplysning. For at holde Øje med den hjemlige Sekterismes Bevægelser havde Hersleb i 1740 forlangt Indberetninger fra Hovedstadens Sognepræster om »Sværmernes« Antal i Sognene. Paa Grundlag af disse Indberetninger udarbejdede Biskoppen en Redegørelse til Brug for Generalkirkeinspektionskollegiet; i denne Skrivelse, dateret d. 3. Januar 1741, hedder det om Trinitatis Sogn: »Hörner, en Skilderer i samme Huus [o: i Sned ker Wiinbergs i Lille Købmagergade], Svensk, gift, men vides ikke om hans Hustru er Separatist, thi hun har før søgt tydske Kirke (om ham melder og Hr. Rohne, at han maatte for nogle Aar vige af. O.

(8) Byen, fordi hånd havde indtagel de svenske Separalisler; men har igjen for et Aars Tid indfundet sig, og har nyelig ladet et Barn døbe i tydske Kirke).« Det fremgaar altsaa af dette Notat, al Hörner har været i København allerede 1734; nogle af de svenske landflygtige. 1. .lohan Hörner: Fru Thalia Borneniann, f. Storm. 1756. Tilh. Grosserer Carl-Eilert Wivel.. tik Ly i hans Hjem delte Aar; ogsaa hans Husvært, Snedker Wiinberg, var Separatist. Men vor Maler maatte betale for sin Barm hjertighedsgerning og bagefter selv flygte fra København »for nogle Aar«. Hvorhen vides ikke, sagtens ud til en Købstad eller en Herregaard. Bimeligvis er han blevet gift (April 1737) ved et Besøg i Hovedstaden. Pastor A. C. Bohne ved Petri Kirke, der viede ham, og.

(9) som gav Biskop Herslcb de ovenfor meddelte Oplysninger om ham, har øjensynlig været ret venlig stemt mod den svenske Maler, som han har kendt personlig; Rohnes Udsagn (fra Dcch. 1740): at Hor-. 2. Johan Hörner: Portræt af ukendt Dame. 1756. Tilh. Johan Vedel.. ner først indfandt sig igen i København »for et Aars Tid [siden]«, o: først da atter tog Bopæl i Hovedstaden, niaa sikkert staa til Troende. Hans Bemærkning om, at Hörner »nylig« havde ladet et Barn døbe i Petri Kirke, er korrekt: d. 1. Decb. 1740 døbte Rohne en Datter, kaldet Johanna Christina..

(10) Vi har da saaledes faaet en Forklaring paa Hörners noget gaadefulde Forsvinden fra København i Tiden ca. 1735—ca. 1740. Han har været eller ment at være forfulgt paa Grund af sine religiøse Anskuelser. Afgørende brød han vel ikke med den officielle Kirke, men paa den anden Side forblev han dog trofast overfor sine pie tistiske Meningsfæller. Det viste han i Gerning. I Foraaret 1741 kom. 3. .Johan Hörner: Hofjuvelerer, Stadshauptmand Fr. Fahritius. Tilh. Trafikbestyrer R. Haarløv.. atter en lille Flok svenske Separatister til København som land flygtige, blandt dem Sven Rosén, en af den nyere nordiske Kirke histories ædleste Skikkelser. Og atter aabnede Hörner sine Døre, selve Rosén blev hans Gæst. Det hedder i et Rrev af ^ April 1741 fra Rosén: »Wij logere hosen SvenskConterfäjare, Johan Hörner, hvilken med sin hustru frucktarock söker Gud. Detta arocken gåfwa af Gud«. Kunstens Historie i de senere Tider vil kun undtagelsesvis have Anledning til at beskæftige sig med Kunstnernes religiøse Anskuel ser. Selv i de Tilfælde, hvor disse kendes, vil der kun sjældent kunne.

(11) siaas en Bro mellem Tro og Kunst. I Tilfældet Hörner vil det dog vistnok være muligt. Hvis man først nu, efler at man har lært hans religiøse Stade at kende, vilde finde Retlexer af hans troende Sind i hans Kunst, skaffede man sig visselig altfor billige Resultater. Man. 4. .Johan Hörner: Fru Ursula Christiane Fabrilius, f. Linde. Tilh. Trafikbestyrer R. Haarløv.. bar sig da ad som den Kritiker, der altid finder SIaal i Øjet hos en portrætteret Mand, naar han véd, at han har vundet et Søslag, og som ubesværet opsporer Lastens halvdulgte Træk i Portrættet af en Dame, i hvis Liv et Fejltrin er konstateret. Det er jo væsentlig lettere at demonstrere psykologisk Skarpblik ved Tolkningen af identificerede Portrætter end af navnløse. Imidlertid — hvad nu Hörner angaar er det ikke nødvendigt at udvise Bagklogskab. I en.

(12) Redegørelse for hans Kunst, som jeg meddelte i 1935*), blev der gjort et Forsøg paa at særtegne den ejendommelige sjælelige Atmo sfære, i hvilken hans Portrætter hviler og aander, og som er saa dybt væsensforskellig fra den, der ellers raader i vor Rokokos Por trætmaleri. Ofte er der et Præg af mild Forsagthed over hans Mo dellers Aasyn, deres Smil er stille og forsigtige, ligesom prøvende. Stemningen i hans Kunst, den aandelige Tone er tyst. Det er ingen Mand af Verden, der har skildret denne lange Række af Mænd og Kvinder fra Christian VFs og Frederik V’s Danmark. Vel har han megen Sans for den karakteristiske Type, indenfor sine Evners Be grænsning nuancerer han med stor Finhed, men hans Horisont er ikke vid, hans Menneskekundskab synes stænget. Kavalieren og »den store Dame« forstaar han ikke; og som Kunstner var Hörner baade for samvittighedsfuld og for personlig i sit Syn til — som andre Malere — overfor saadanne Opgaver at forme Portrættet enten som et Ornament eller som en Maske. Altid er han nærvæ rende selv, hans Portrætter kendes først og fremmest paa deres sjælelige Kvalitet, der er en Part af hans egen. Alt dette har ingen opmærksom Betragter kunnet undgaa at iagttage. Hverken bag en Briinniches eller en Wahls, en Wichmanns eller en Als’ Portrætter aner man Kunstnerens eget Aasyn. Men Hörners synes man at kende — og bag det hans Sind, et mildt og følsomt og taalsomt Sind. Saa langt turde man nok gaa i en direkte Tolkning af Hörners Portrætkunst. Det maa indrømmes, at de her meddelte Oplysninger om denne Sag ikke passer ilde ind i det dengang skitserede Portræt af Kunstnerens Psyke. Den beskedne og fattige Maler har nok med hele sit Hjerte sluttet sig til den Trosretning, hvis egentlige Indhold var et inderligt Fromhedsliv og en levende Følelseskult. Vi forstaar nu rettere at vurdere den tyste Sjælfuldhed i hans Menneskeskildring. II. Hörners Produktion af Portrætter maa have været meget stor; en lang Række er os bekendt, talrige turde endnu skjule sig. Nogle Arbejder, der ikke tidligere har været fremme i Forskningens Lys, skal her publiceres. Engang i 1756 malede Hörner et Portræt af en 18-aarig Bourgeoisie-Frøken, Thalia Storm. Selvbevidst knejser hun med sit smalle *) »Rokokoens Portrætmaleri i Danmark«, p. 20—23..

(13) Hoved. Munden er lidt kneben, men hun giver Beskueren del fulde Blik af sine store mørkeblaa Øjne. Det er en fejret Skønhed fra Frederik V’s København, der ranker sig for os i dette Billede. Som Datter af Kammerraad, Toldskriver Anker Pedersen Storm tilhørte hun det gode Borgerskab; paa Baller og Pic-Nic’er har hun gjort. 5. .lohan Hörner: Fru Ursula Christiane Fabritius, f. Lintie. Tiih. Statsgældssekrelær C. Hotmdal.. en god Figur. 1 et Katalog over el Par Hundrede unge Kobenhavnerinder, som en noget maliciøs anonym Skribent forfattede henved 1760, indtager Karakteristiken af Thalia Storm en meget fremskudt Plads. Den fortjener at anføres, kun sjældent supplerer et skrevet Portræt det malede saa fortræffeligt som her: »Hun er deilig, af en meget artig vivacité og dantzer samt musicerer got, taler fransk som Moders Maal, haver mange Tilbedere og faaer Penge og er modig, har god Taillie ...«. Denne søde Pige med de selskabelige og musi kalske Talenter bar nok sit Navn Thalia med Ære i de theaterglade.

(14) 1750-Aar. Hun blev 1762 gift med Vilhelm Bornemann, dengang Sekretær i Krigskancelliet. Han blev 1766 som Viceraadmand i Kø benhavn Meddirektør for Den danske Skueplads i nogle Aar; efter al han 1772 var afgaaet som Politidirektør og blevet Assessor i Højesteret, fik han atterSæde i Direktionen for Det kgl.Thealer. Denne juridiske Theateradministrator elskede Skuespilkunst; han havde versificeret Holbergs Oversættelse af Metaslasio’s »Artaserse« og var ivrigt Medlem af den dramatiske Klub, der 1760 og følgende Aar holdt Pri vallheater hos Dorthe Biehl. Thalia Bornemann var en Over gang noget jaloux paa Jomfru Biehl, men sluttede senere Venskab med hende. Fra samme Aar som dette Portræt — 1756 — er Hörners Kon trafej af en ukendt ung Dame. Figuropstillingen er ens i de to Bil leder, men i Henseende til den tekniske Gennemførelse er de ret forskellige. I den ukendte Dames Portræt spiller Penslen med større Lethed, det lokkede Haar og Brystudskæringens Kniplingsbræmme er hensat med en spillende, heltud bedaarende Finhed i Pensel føringen. Næppe noget andet af Hörners Kvindeportrætter dækkes saa fuldstændigt af »Bokoko«-Begrebet som dette, der overhovedet er at regne blandt hans glansfuldeste Ydelser. Gennem dette Arbejde hævder han sig som den jævnbyrdige, ja maaske overlegne i Kon kurrencen med Peder Als. Ogsaa Personkarakteristiken er mere individuel og levende end vanligt i Als’ Portrætter fra 1750’ernes første Halvdel, Et mere frit behersket Kvindeportræt end dette har Hörner ikke malet — af tidligere Ubehændighed ingen Spor, det hele er saa mildt, saa naturligt, gennemmodnet. Som Portrættør havde Hörner vundet en anset Position i det københavnske Patricial. Til dettes gode Mænd hørte Hofjuvelerer Frederik Fabritius (1683—1755), en fortrinlig Guldsmed, der 1731 havde udført selve Dronningekronen for Sofie Magdalene (nu paa Rosenborg), og en højt estimeret Borger i Hovedstaden; han var en af »De 32 Mænd« 1726—41 og blev i dette sidste Aar Stadshauplmand i København. Iført denne Charges røde Uniform og martialske Brystharnisk lod han sig afskildre af Hörner, formodentlig engang i Slutningen af 1740’erne. Han benytter her den rolige Frontal komposition, som han anvendte i Begyndelsen af 1740’erne, fx. i Rostgaards og Warnstedts Portrætter. Men Koloritten er noget ned stemt, den flæskede Karnation finere afskygget, blødt svømmende.

(15) inedzinkagtige Glanslys, den plastiske Virkning svækket. Udviklings mæssigt set staar Fabritius-Portrættet umiddelbart før det Stadium, der repræsenteres af Lauritz de Thurahs Portræt (Frederiksborg). 1751 blev Stadshauptmanden gift med Ursula Christiane Linde. 6. .Johan Hörner: Etatsraad Arvid Chr. I^inde. 1762. Tilh. Dr. med. K. A. Heiberg.. (1721—89), Datter af Etatsraad Arvid Christian Linde og Enke efter Deputeret i Landetatens Generalkrigskommissariat, Justitsraad Fr. Wodroff (t 1748). Fru Ursula Christiane Linde er rimeligvis blevet portrætteret ikke længe efter sit Bryllup, hendes i V4 Profil drejede Opstilling, der gaar tilbage til Pilo (ligesom Skraatræet til venstre), er karakteristisk for en Gruppe Portrætarbejder af Hörner fra første.

(16) 10. Halvdel af 1750’erne. Dette Skema foret hofmæssigt Dameportræt, der med sine svaneagtige Kurver var saa fordringsfuldt og saa far ligt for Kvinder af borgerligt Blod og med bastante Former, har Hörner ladet sin Model udfylde paa indtagende Vis, fylde med sin robuste Kvindelighed, med sit sunde og rundelige Korpus. Hun nakker sig op og udleverer med hjertevindende Applomb sit lyserøde plussede Hvedebrødsansigt med Dobbelthagen og den bestemte lille Mund. I Farven og dens Stof er Portrættet af udsøgt Finhed, lysfyldt, let i Tonen — violette Blomster i det pudrede Haar, Drag ten blaanende, Drapperiet friskt vandblaat. Altsaa ogsaa koloristisk set en Studie i Pilo’s Portrætkunst omkring 1750 — og en af de ypperste Prøver paa Hörners rene »Rokoko«-Manér. Formentlig nogle Aar senere fik Hörner Lejlighed til atter at male et Portræt af Fru Fabritius. Blomsterne paa Barmen, hvide og hyacintblaa, er bedaarende duftigt gjort, men ellers er Koloritten nu mindre brillant, Tekniken noksaa behersket; i Karnationen lister lette brune og grønlige Skygger sig frem igen. 1 sin frontale Rejsning kundgør Figuren, at den har faaet øget Pondus, en rent ud majestætisk Statur. Dobbelthagen synes mere udtalt, Munden er smækket i med Eftertryk i Vigene, Blikkets direkte Appel taaler knap Modsigelse. Det er et mageløst Karakterbillede af en særdeles suffisant Dame, i hvis determinerede Træk en god Portion gammel københavnsk Bonhomie gør sig gældende. Hörners Kunst gennemløb ingen stærkt bevæget Udvikling. Inden for sin Begrænsning groede den sin stille Væxt. Hans sidste Por trætter har bevaret Inderlighedens Præg og vundet den store Ro. Etatsraad Arvid Christian Linde (f. 1683), Ursula Christianes Fader, blev malet i sit Dødsaar 1762 af vor Maler. Linde var en veltjent Embedsmand, der kort efter at Portrættet var gjort blev bisat fra Helligaandskirken. Som Kasserer ved Partikulærkassen, derefter ved Zahlkassen havde han nydt to Kongers ubegrænsede Tillid. Ind skriften paa hans Gravplade er et Hædersminde, formuleret med mageløs Fynd. [jetrøed. Uden at stille Borgen for mig, Kongens og Landets Penge i Tre og førgetiuge Aar Og efterlod mig Hverken Midler eller Gieid.«.

(17) 11. Figurens Opstilling er konventionel, i sin simple Ro beslægtet med Kirclihof-Portrættet (ca. 1762), den tekniske Behandling er for sigtig og sprød, men i Udformningen af Gubbens Ansigt har Hörner præsleret det ypperlige. Dette prægtige Gammelmandshoved med. 7. Johan Hörner: Senere Dr. tlieol. C. C. L. Birch. Tüll. Overretssagfører Chr. F. Brorson.. den indfaldne, lidt mutte Mund og den tykke Næse er en af Hörners bedste Menneskeskildringer, fuldt paa Højde med de 20 Aar ældre Portrætter af Rostgaard og Warnstedt. Det er et af de sidste Ar bejde, man kender af Hörner, der døde Aaret efter (1763). At han ikke blot formaaede at levendegøre voxne Personer, fra Backfischen til Oldingen, men ogsaa Barnet, hvilket under Roko koen var en sjælden Ting, har han vist i sit straalende lille Billede 2».

(18) 12. af senere Dr. theol. C. C. L.Birch. Det uskyldige, lidt vindøjede lille Væsen er taget paa Kornet, helt direkte sanset. Og Billedet er hensat paa Lærredet med en beundringsværdig Lethed i Strøget og Deli katesse i Tonerne. En stor Maler har gjort dette lille Skitseportræt. Med glad Undren og Spænding ser vi en Kunstner, halvglemt for blot faa Aar siden, blive stedse større for vort Blik. Hörner og Pietismen: Kirkehistoriske Samlinger, 5. Rk., IV, 245, 500—501. Ema nuel Linderholm: Sven Rosén och hans Insats i Frihetstidens radikala Pietism (Uppsala 1911), passim; Skrifter och Bref af Sven Rosén, samlade och utgifna af Emanuel Linderholm (Uppsala 1910), 245. Thalia Storm: Overskou: Den danske Skueplads II, 195; [Biehl—Bobé): Interiø rer fra Kong Frederik V’s Hof (1909), 190—98; Luxdorphs Dagbøger, udg. af Ei ler Nystrøm, 22. Sept. 1786 (Thalia Borne manns Datter Thalia’s Ægteskab); »Kort Underretning for [en] Liebhavere af dem som erc indlemmede i det Elphenbeenske Societet (Caracteristik af ugifte Fruen timmer i Kiøbenhavn i A. 1750—60)«, Kgl. Bibi., Nj' Kgl. Saml., Fol., 387^. — Fr. Fabritiiis: Danske Slægter Fabri-. cius, udg. af F. B. Fabricius og L. P.Fabricius, VI: Hofjuvelérslægten Fabritius (1929), 18-19. Arvid Chr. Linde: Th. Hauch-Fausbøll & H. R. Hiort-Lorenzen: Patriciske Slægter II (1911), 277 ff., 291; Gravskriften i Sora nerbladet 1917 Nr. 12 (Marts),89. —Det kan tilføjes, at Hörner ogsaa har portrætteret Pastor A. C. Rohne og hans Hustru (1750), hvilket bekræfter det i Texten formodede venlige Forhold mellem Præsten ved Petri Kirke og den svenske Maler. Saavel disse to Portrætter (geng. i Louis Bobé: Die deutsche St. Petri Gemeinde zu Kopen hagen (1925)) som de andre i nærv. Afhand ling omtalte er ikke optaget paa Listen over Hörners Oeuvre i Bo G. Wennbergs akademiske Afhandling: Svenska Målare i Danmark under 1700-Tallet (Lund 1940)..

(19) OM NOGLE BILLEDER AF I.C.DAHL OG C.A.JENSEN AE. LEO SWANE. 1934 sendte en privatsamler i Faxe et landskab ind til museet 1med forespørgsel, om vi kunde sige ham, hvem der havde malet. det. Det forestillede en vidtstrakt udsigt over et land med skove og sø, og dominerende i forgrunden et mægtigt træ ved siden af en vej. Ejeren mente, at det kunde være malet af Juel, hvilket dog baade behandling og farveholdning modsagde. Navnlig den grove behandling af forgrunden med de stærke lysvirkninger fik under tegnede til, dog med forbehold, at pege paa C. A. Lorentzen. Da ud stillingen îMit bedste Kunstværk« i 1941 afholdtes i museet, kom ejeren igen med billedet, idet han med uimodsigelig ret pegede paa det nære slægtskab det i hvert fald i motiv havde med et af I. C. Dahl signeret, 1814 dateret landskab, der fandtes paa udstillingen. Den fornyede undersøgelse førte os snart tilbage til Jens Juels store Billede i Thorvaldsens museum, fra egnen ved Genève, med den store eg i forgrunden. At dette er forbilledet for begge de nævnte billeder, derom kan der ikke være tvivl. Paa Charlottenborg-udstillingen 1815 havde den unge I. C. Dahl, der kun fire aar tidligere var kommet til København for at lære noget paa akademiet, en anselig udstilling af ialt 14 arbejder, der vakte megen opmærksomhed om ham. Et af disse er »Studie af et Træ, efter Naturen, seet paa en klar Eftermiddag«, en betegnelse, der passer saa godt paa det lyse og festlige billede fra »Mit bedste kunst værk«, at vi vover at identificere de to. Mindre sikkert er det, om billedet i Faxe er identisk med det følgende nummer paa udstillin gen i 1815, »Studie efter Naturen, seet paa en mørk skyefuld Høst dag«; det bliver dog sandsynligt, naar man læser de bemærkninger om udstillingen, som kritikeren Peder Hjort lod trykke i »Athene«^), 1) Senere genoptrykt i »Kritiske bidrag . . .«, 1854..

(20) 14. i hvilke han med aabent øje for Dahis evner som den første gav ham en kraftig opmuntring til at fortsætte. Hjort priser først billedet af træet »en klar Eftermiddag« for dets friske levende karaktér, »de frie Grene, der svaje for Vinden« og dets »særdeles naturlige« farve, og hvad bedre ros, tilføjer han, skulde man vel kunne give. »1 det andet Studium er Træet ikke saa heldigt, men Luften, somp aa en. I. c. Dahl: Landskab. Tilh. Læge J. P. Rasmussen, Fakse.. Maade er Hovedsagen deri, er særdeles blød, og i den hele Tone er en god Harmoni«. Disse bemærkninger knylter de lo billeder paa udstillingen saa nært sammen, at vi tør formode, at ogsaa billedet i Faxe er det andet af I. C. Dahis i 1815 udstillede. Mærkelig er alligevel den kunstneriske forskel paa dem; man vilde næppe tøve med at datere det lyse til disse aar, selvom det ikke havde sin betegnelse, medens derimod efteraarsbilledet, eller i hvert fald dele af det, langt mere lader os tænke paa den foregaaende generation, ikke alene Lorentzen, men ogsaa Erik Paulsens land-.

(21) 15. skaber. Man kan vel heri se et vidnedsbyrd om den hastige udvik ling, der kendetegner Dahis kunst i denne tid. Han modtog et væld af nye indtryk i de aar, der fulgte efter hans ankomst til København. Ikke alene en helt ny natur, men et akademi med dets lærere og kammerater og saa samlingerne af gammel kunst. At hans produk tion kan frembyde temmelig store udsving er ikke underligt. Gal-. I. c. Dahl: Landskab, 1814. Tilh. Frk. Louise Harhoff.. leriet ejer et skovbillede af ham fra 1814, der vel har adskilligt til fælles med de nævnte billeder, staffagetiguren, bondehytten med røgen, der igen saa levende minder om Lorentzen, men hele billedet er fastere i plastik end de andre, og mindelser om Ruysdael eller Everdingen kommer tydeligt frem i skyhimlen. De to billeder med det store træ fører os lige ind i det kunst neriske milieu herhjemme paa denne lid; at træet ved etleraarstid bragte Lorentzen saa stærkt i erindring er ikke underligt, Dahl var dengang hans elev, og selvom han senere ikke lagde megen vægt.

(22) 1(5. paa dette forhold, maalte vi dog vente at finde spor deraf, ligesom vi, saare tydeligt endda, finder en stærk paavirkning fra Lorentzen hos 1. C. Dahis nære ven i akademiaarene, C. A. Jensen. Baade Auhert og senere Henrik Brarnsen har da ogsaa peget paa de spor, Lorent zen har sat sig i ungdomsbilleder af Dahl. Men ogsaa forbindelsen med Juels landskab i Thorvaldsens mu seum er interessant. Bramsen har betonet, at Dahl modtog stærke indtryk af Juels landskabskunst, og selvom der i de billeder, som her omtales, ikke egentlig ses en afhængighed i den rent kunstne riske behandling eller opfattelse, saa er der dog et positivt vidnes byrd om direkte benyttelse af et billede af Juel, saa meget mere kuriøs som det i udstillingskataloget 1815 udtr^'kkelig fremhæves, at billederne er studier efter naturen; her er vi igen tilbage i den tid, da kunstneriske laan opfattedes paa en anden maade end nu. Dahl opholdt sig i sommeren 1814 en tid lang i Sydsjælland; om de lo studier kan lokaliseres, ved jeg ikke, men en tvivl er tilladelig, naar man ser Juels lac Leman saa let omdannet til sjællandsk landskab. Et andet spørgsmaal i denne sammenhæng er det — hvor har Dahl lært Juels landskab at kende? Først i 1843 er det blevet købt til Thorvaldsens museum, men der kan ikke være tvivl om, at det er det samme billede, som i 1832 solgtes paa kobberstikkeren Clemens’ auktion og da blev købt af landskabsmaleren I. P. Møller. Det er da hos Clemens, at Dahl har haft lejlighed til at studere billedet; vi vil gerne tænke os, at den gamle kobberstikker, der altid var be redt til at hjælpe de unge, ikke mindst Eckersberg, ogsaa har haft lejlighed til at vise Dahl sin gæstfrihed. 1 hans samling fandtes senere ogsaa en marine af Dahl. Ved et passende tilfælde kan vi her gengive et hidtil upaaagtet portræt, som forestiller Dahl netop i disse aar. Det er ikke signeret, men enhver, der kender de tidlige billeder af C. A. Jensen, malet endnu under Lorentzens indflydelse, vil uden betænkning give tra ditionen, der knytter Jensens navn til billedet, ret. Heller ikke kan der være tvivl om, at det fremstiller Dahl, som traditionen siger; sammenholder man det med en gengivelse af Eckersbergs portræt fra 1818 i Trondheims galleri, vil man finde udpræget lighed, træk for træk; kun én afgørende forskel er tilstede — mens Eckersberg viser os et ungt, fast formet og stærkt fysiognomi, der har en afglans af det berømte Thorvaldsen-portræts ideale karaktér, viser C. A. Jen-.

(23) 17. sens billede os et ungt, endnu uformet, næsten lidt barnligt ansigt. Det er altsaa tidligere end det andet, man kunde endog ønske at rykke det saa langt som muligt bort fra Eckersbergs, saa nær som muligt den dag, da myndigbederne i Bergen gav malerdrengen bans pas for nedrejsen til Danmark og — efter Auberts meddelelse —. c. A. Jensen: 1. C. Dahl. Tilh. Civilingeniør .Jørgen H. Lehmann. gav barn karakteristiken »liden af vext og maadelig af bygning; bar brune baar og blaae øine og brune øienbryne«, hvilket passer med vort billede. Dahis ungdomsophold i Danmark varede fra c. 1. September 1811 indtil 1818, men den tid, da dette portræt kan være malt, indsnævres betydeligt, naar vi ser hen til den anden partner i sagen, C. A. Jensen. Hans første billeder, bortset fra et par aabenbart meget begynderagtige portrætter af hans forældre, er fra aaret 1815, og.

(24) 18. allerede i foraarel 1816 forlod han København for at begynde sit rejseliv. Portrættet af den unge Dahl er da formodentlig fra vinteren 1814 —15; det har nær berøring med de ganske faa billeder, vi kender af Jensen fra denne tid, af hvilke flere andre forestiller kunstner-kammerater. Allerede et par aar senere begynder hans portrætter at antage det karakteristiske præg, som vi bl. a. finder i hans senere portrætter af Dahl, mens den, der ikke er lortrolig med de tidlige arbejder, næppe vilde være klar over, at de skyldes ham. Der er jo endnu saa meget af 1700-tallet i dem, som vi kender det fra Lorentzens portrætter; om dem minder ogsaa billedet al Dahl ved den fede farve, den lovligt tunge brunrøde skygge, lyset, som enkelte steder bliver næsten brutalt, men især ved den ejen dommeligt glidende behandling af lys og skygge, der ikke i et paalideligt studium naar til bunds i formen. Den sikre formsans havde Juel, og han bevarede den trods al rutine, men den var aldrig Lo rentzens kendemærke, den blev desværre heller aldrigC.A. Jensens. Alligevel er dette hans ungdomsbillede os sympatisk ved den umid delbarhed, hvormed det giver os et indtryk af den unge nordmand, hvis straalende begavelse netop paa denne tid var i sit frembrud. Om billedets historie kan oplyses, at det i sin tid skal have til hørt den kendte kirurg V. Holmer, der havde forbindelse med I. G. Dahl. Af ham blev det foræret til sceneinstruktør Julius Lehmann, i hvis slægt det nu findes..

(25) ETRUSKISKE VASER. TRÆK AE NYKLASSICISMENS HISTORIE AF. MOGENS GJØDESEN. 1941 erhvervede Nationalmuseets Antiksamling til sit I August Bibliothek gennem en Antikvarboghandler i København et state ligt Plancheværk med farvelagte Gengivelser af antike Vaser med Titlen: C ent V ases E trusq ues D essines P ar L agrenée D ’apres L es V ases O riginaux A ppartenants A u R oy .. Bogen, der er en stor Tværfolio indbundet i Hellæder med Guld ornamentering paa Ryg og Forside, med Rygtitel (R e cu e il D e V ases E trusq ) og illumineret Titelblad, er tilsyneladende komplet ukendt og vides ikke al være citeret eller omtalt nogetsteds i den arkæolo giske eller kunsthistoriske Litteratur; dette fandt hurtigt en naturlig Forklaring, da det ved et nøjere Eftersyn viste sig, at Bogen — der i Kraft af sit pompøse Udstyr, Sidernes Ensartethed og det færdige og afrundede Præg, den i det hele bærer, ved en flygtig Betragtning ganske illuderer som et Tryk — er et Manuskript, en Samling af Originaltegninger og følgelig formentlig et Unikum, som Tilfældet ikke tidligere har spillet Arkæologer i Hænde. Figurerne er fordelt paa 65 paginerede Blade af svært, hollandsk Kludepapir med Vand-.

(26) 20. mærke: J. Honig & Zoonen, nogle opklæbel, andre tegnet direkte paa Bladet, først kontnreret med en blød Blyant og derefter gennem ført i Dækfai vemaleri — Gouache — med stor Sikkerhed og Ele gance. Farvelaget er temmelig tykt og tilbøjeligt til at skalle af, Blyan tkonturen mere eller mindre dækket eller udvisket, i flere Tilfælde trukket op med Blæk eller Tusch. De 100 Vaser, der er aftegnet i deres Helhed, er fortløbende nummereret, de talrige De tailfigurer og udfoldede Billeder af Vasernes Dekoration, der er stukket ind imellem, bærer derimod intet Nummer. Hvert Blad om gives af en smal, sort Tuschramme, og med en fin, slynget Haandskrift er med Blæk tilføjet Notater, der som oftest indskrænker sig til at tilkendegive, at Vasen eller dens Dekoration er gengivet i Originalens Format, men som ogsaa i flere Tilfælde i udførligere Form kommenterer Billederne paa anden Maade, f. Eks. pag. 8, hvor der — med et Tilløb til en Inventarfortegnelse — ovenover en Lekyth staar at læse: II y a quarante neuf vases [og senere til føjet:] et trois de plus marques no 25 qui sont tous delà meme forme a peu pres ou du moins du meme genre; eller pag. 62, hvor en stor Volutekrater faar følgende Antegning: ce vase dans l’original a 2 pieds, 5 pouses dehaut avec les anses sur 18 pouses de large. C’est le plus grand delà collection, tous ses ornements et figures sont tres grossièrement ébauchés et a sûrement ete fait pour etre vu de tres loin. Det tør med Sikkerhed hævdes, at ogsaa Notaterne skyldes Kunst neren, for Notatet paa pag. 7 er skrevet med den samme hvide Vand farve, som er anvendt til selve Figuren og med samme Haandskrift som de øvrige Notaters. Men intetsteds røber disse Notater — saalidt som Bogens Titel eller Bibliotheksmærker') — noget, der umid delbart kunde bringe Svar paa de Spørgsmaal, der trænger sig paa: Hvem var denne Vasesamlings kongelige Ejermand? Hvem var Lagrenée? Og hvor befinder Vaserne sig nu? Endelig kunde man ønske at vide, hvilken Bestemmelse Værket har haft. Man kan maaske undre sig over, hvad der har bevæget Kunst neren til at anvende saa megen Flid, Omhu og — det maa ind rømmes — Talent paa at gengive disse Vaser, der sandt at sige ikke for deres egen Skyld kan gøre Krav paa megen Opmærksomhed. Det drejer sig for Størstedelen om syditaliske Bødfigursvaser, apuliske og campanske, fra 4. Aarh. eller senere, med en Del ægte attiske Stykker saavel i Rød- som i Sortfigursstil fra 6. og 5. Aarh..

(27) 21. imellem; desuden om ilalisk Keramik med geomclrisk Dekoration, forskellig monochrom hellenistisk Keramik og etruskisk Buccherovare. Kun den sidstnævnte Gruppe af Vaser svarer altsaa til deu Betegnelse, Skriftels Titel lader gælde samtlige Stykker. Man maa imidlertid erindre, at »etruskiske Vaser« længe, selv efter at de før ste Oldforskeres af Fundstedet inspirerede fejlagtige Bestemmelse af de i Virkeligheden græske eller syditalisk-græske Vasers Herkomst var korrigeret, og mange havde indset den virkelige Sammenhæng, var ensbetydende med »antike Vaser«, og al Nyklassicismen ope rerede med Begrebet »etruskisk Stil«. Man skal altsaa i og for sig ikke lægge nogen Vægt herpaa, men ikke des mindre kan man med nogen Bct forvente i en egentlig arkæologisk Publikation, hvisder da varTaleom en saadan, fra ca. 1800, til hvilken Periode man efter et almindeligt Skøn føres, at den ny og rigtige Opfat telse var taget til Efterretning. Samlingen rummer ingeu Me sterværker; det er paa faa Undta gelser nær endog særdeles jævne Attisk Klokkekrater. Sèvres. kunstindustrielle Dusinarbejder, Tegning af Lagrenée. der som Samling kun hævder sig i Kraft af det rige og afvekslende Formrepertoire. At dømme efler de vedføjede Notater og efter de Sammenstillinger, Kunstneren foretager paa enkelte Blade af Figurer samlet fra forskellige Eks emplarer af den samme Vaselype med skitserede Angivelser af de i hvert Tilfælde anvendte ornamentale Borter, er det da ogsaa Form typerne og de dertil svarende Dekorationssystemer, der — som et Repertorium — i første Række har interesseret ham. Ingen af hans Notater refererer i de ganske vist faa Tilfælde, hvor der kunde være Anledning dertil, til Fremstillingernes Indhold. Han maa altsaa for mentlig have haft andet end den rent arkæologiske Publikation eller den rent kunstneriske Gengivelse for Øje. Nogen praktisk videnskabelig Gevinst for Antikstudiet betyder Bekendtskabet med dette opus, som man vil indse, ikke, men som.

(28) 22. litterærhistorisk, kunsthistorisk, og man kan gerne sige historisk Dokument viser det sig at være af ikke ringe Interesse. Med de ovenfor anførte Betragtninger over Værkets Karakter som Udgangspunkt og ved at følge en heldig Indskydelse lod det sig fastslaa, at de afbildede Vaser nu befinder sig i Sèvres, i det til Fa brikken knyttede keramiske Museum. En Del af dem afbildes i den i 1845 udgivne Katalog^). Samtlige antike Vaser i denne Samling er nu publiceret af Mme Madeleine Massoul i Corpus vasonim an tiquorum, Musée de Sèvres (1934), der indgaaende behandler Museets Historie, hvoraf enkelte Træk her skal anføres. Museet oprettedes paa Alexandre Brongniarts Initiativ i 1812 og betød Virkeliggørelsen af en Plan, han havde udkastet allerede ved sin Tiltræden som Direktør i 1800 om Tilvejebringelsen af en om fattende teknisk Studiesamling, der tillige kunde tjene til Belysning af den keramiske Industris Historie. Samlingen fik i de følgende Aar mangen Tilvækst ved Gaver fra franske Rejsende og Samlere og ordnedes paa en fortræffelig Maade af Brongniarts Medarbejder Riocreux. Men allerede inden Brongniarts Tid fandtes der paa Sèvres-Fabrikken en Samling af antike Vaser, som Louis XVI. havde købt af den antikbegejstrede Amatørkunstner, Diplomat og Rejsende Vivan Denon (1747 —1825), der en Tid var Sekretær ved den franske Ambassade ved Kongeriget Begge Siciliers Hof i Neapel under Baron Talleyrand; ved Talleyrands Tilbagekaldelse til Frankrig forblev Denon som chargé d’affaires, og det var i disse Aar, at han paa bestandige Rejser og Excursioner, hvor det hændte, at han paa egen Haand foranstaltede mindre Udgravninger, skabte sig en betydelig Samling af antike Vaser, ofte i ædel Kappestrid med den engelske Minister Hamilton. Da han efter et Ophold i Frankrig, hvortil han havde medbragt sine Vaser, skulde vende tilbage til Italien, solgte han disse til Louis XVI., der lod dem deponere i Sèvres, saaledes som det fremgaar af et Brev af 28. April 1786 fra Grev d’Angiviller til Antoine Régnier, den daværende Direktør for Sèvres, hvori han omtaler »l’acquisition par le roi d’une belle collection de vases étrusques et, cette acquisition étant presque consommée, j’ai eu l’idée, en attendant de les placer au Muséum, de les déposer à la Manufacture royale de Sèvres, d’autant plus que les dessins de plu sieurs de ces vases peuvent lui être fort utiles'^). Det Museum, der hentydes til, er efter alt at dømme Louvre, hvor det vistnok har.

(29) 23. været d’Angivillers Mening at indrette et Antikniuseum, men Re volutionen kuldkastede disse Planer, og Vaserne fik Lov at bero i Sèvres. Dog, endnu i 1827 kom det atter paa Tale at overflytte en Del af de græske Vaser til Louvre, men Brongniart gik i Brechen for sit Museum og sejrede^). De her meddelte Oplysninger er i Hovedsagen hentet fra Mme Massouls Redegørelse og fra Chavagnac et Grollier, Histoire des Ma nufactures Françaises de Forceiaines, Paris 19Ü6, der støtter sig paa Døkumenteri Archives Natio nales og Archives de la Manufac ture de Sèvres. Imidlertid røber Mme Massoul ikke i sin Publika tion af Vaserne i Corpus vasorum saalidt som tidligere Brongniart og Riocreux i deres Description méthodique noget Kendskab til et af Lagrenée forfærdiget Billed værk om den kongelige Samling. Det forholder sig saa heldigt, at man af Sèvres-Museets Inventar lister kan fastslaa, hvilke Stykker af den siden da stærkt udvidede Samling af antike Vaser, der maa stamme fra den oprindelige Sam Fig. 3. Apulisk Volutekrater. Sèvres. Tegning af Lagrenée. ling Denon. Ved at konferere Lagrenées Tegninger og Fotogra fierne i Corpus vasorum lader det sig konstatere, at de af Lagrenée aftegnede Stykker — nogle faa, mest udekorerede eller diminutive Vaser kan ikke med Sikkerhed identificeres — alle hidrører fra Denons Samling øg alle fil Stadighed befinder sig i Sèvres'’). Af den paa Titelbladef nævnte Konge er Louis XVI. staar altsaa fast. Spørgsmaalet er dernæst, hvad man kender til Mesteren før disse Blade, Lagrenée, og hans øvrige Virke. Flere Medlemmer af denne franske Kunstnerfamilie har i Løbet af et Par Generationer gjort sig gældende som Malere og Grafikere; den bedst kendte og betydeligste er Louis Jean François Lagrenée — almindeligt kaldet l’aîné, f. 1725 i Paris — der gjorde en straalende Karriere og efter.

(30) 24. et omskifteligt Liv, der bl. a. førte ham til Posten som Hofmaler og Akademidirektør i St. Petersborg, døde i 1805 som Rektor for École des beaux-arts. Saavel hans yngre Broder Jean Jacques, der blev hans Elev, som hans Søn Anthelme Ph ançois fulgte de samme Baner, men var ikke af hans Format. Om Jean Jacques Lagrenée, kaldet le jeune, f. i Paris 1739 og død sammesteds 1821, vides det, at han en Tid var knyttet til SèvresFabrikken. Forinden havde han i 1760, samme Aar han modtog Romerprisen, fulgt Broderen til St. Petersborg og blev hos ham i 3 Aar. Omsider rejste han til Rom og var i Aarene 1763—68 Elev paa Académie de France. P’ra 1771 til 1804 udstillede han paa Sa lonen. Efter sin Hjemkomst til Frankrig blev han i 1775 Medlem af Pariserakademiet paa sin Plafond »L’Hiver«, som han havde malt til Apollongalleriet i Louvre. Et andet af hans kendte Arbejder er Plafondbilledet »Apollon ledsaget af Muserne og Gratierne« i Theatersalen paa Petit-Trianon i Versailles. Han søgte helst sine Emner indenfor Bibelhistorien og den klassiske Mythologi. Fra sine unge Aar havde Lagrenée dyrket Raderingen. Største delen af de indtil nu kendte Blade, ialt 53, stammer fra Opholdet i St. Petersborg og Rom. Kobberstiksamlingen ejer et af disse, en Rembrandt-Pastiche forestillende en siddende gammel Russer, sig neret La Grenée J. Sculp.®) Herefter synes han at have lagt Radérnaalen paa Hylden i en Aarrække, indtil han i Begyndelsen af 1780’erne atter forsøger sig. Ved Motivvalg og Udførelse kommer ogsaa — og navnlig — i de grafiske Arbejder og ganske særlig da i den anden Periode Lagrenées F'orkærlighed for Antiken klart til Udtryk, maalbevidst studerer han dens Former og anvender dem i fantasifulde dekorative Opstillinger. Fremhæves skal en Serie, af hvilken man kender fem Stykker, der skriver sig fra 1782—84, Kompositioner af forskellige Antikviteter, Vaser og Arkitekturfrag menter’). Med særlig Interesse hæfter man sig ved Titelbladet til Serien*): Fn Mand, der sidder støttet til sin Stok, og en staaende Kvinde, der bærer et Barn paa Ryggen og har et andet Barn ved sin Side, betragter et antikt Arkitekturfragment, der er smykket med Skulptur, og paa hvilket man læser; R ecueil D e C om positions P ar L agrenée L e J e u n e . Man genkender i disse romantiske Pro spekter en Genre, der er yndet i de første monumentale, overdaadigt udstyrede arkæologiske Pragtværkers Titelkobbere og Vignetter,.

(31) 25. som f. Eks. Monlfaucons“), Caylus”®) eller i d’Hancarvilles Katalog over den nysnævnte HamiltonsVasesainling”), og Ligheden er næppe ganske tilfældig. Lagrenées Færden i Sèvres kan i store Træk følges gennem Fa brikkens Journaler; Tidspunktet for hans Ankomst kendes: d. 2. Maj 1785 tilkaldes Maleren Lagrenée d. Yngre for at bistaa Bache lier'“). Den 19. Januar 1793 optræder hans Navn igen, da han sam men med nogle Kolleger gør Fordring paa halvandet Aars Honorar,. Komposition af Figurer fra to apuliske Vaser i Sèvres. Tegning af Lagrenée.. der er forfaldet d. 1. Januar samme Aar. Denne Henvendelse taler sit tydelige Sprog om de Vanskeligheder, Fabrikken havde at kæmpe med i Revolutionstiden. Lagrenées og hans Kollegers Krav frem sattes paa et Tidspunkt, der maa have været kritisk, to Dage før Fabrikkens øverste Herre og Velynder Kong Louis XVI. stod paa Skafottet. I Marginen paa et Brev fra d. 13. August 1793 er noteret, at man skal tilskrive Billedhuggeren Boizot og Maleren Lagrenée, at deres Engagementer vil blive forlænget"*). Hvor længe Lagrenée derefter er forblevet i Virksomheden er ikke ganske klart at dømme efter de foreliggende Journalnotater. At han har søgt eller faaet meddelt sin Afsked og har været borte fra Sèvres en Periode fremgaar af et Notat fra 1er nivôse an 11 (21. Dec. 1793), hvori det hedder, at Lagrenée.

(32) 26. d. Yngre tilbagekaldes af Borger Battelier, b’olkets Repræsentant, hvem Sévres-Manufakturens Organisation er overdraget'^). Lagrenées Engagement er ikke saa omgaaende gaaet i O r d e n f o r d. 6. Sept. 1794 bemærkes det, at han paany søger og faar den ledige Stilling som Sèvres’ ledende Maler. Inspektøren, Borger Chanou skal genindsætte ham. Der indtræffer nu det beklagelige, at det i December 1794 kon stateres, at samme Borger Chanous Kasse lider af visse Mangler. Dette giver Anledning til, at Fabrikkens Administration helt om skabes; den lægges nu i Hænderne paa tre Direktører. I det Regu lativ, som Comité d’agriculture et des arts under 13. pluviôse an III (1. Febr. 1795) fastlægger, bestemmes det, at Maleren Lagrenée og Billedhuggeren Boizot vedblivende skal forestaa Dekorationen og Skulpturen i Forening med Direktørerne, og at Blomstermaleren van Spaendonck d. Yngre skal ansættes paa de samme Betingelser som de’®). I de følgende fem Aar virker Lagrenée i denne Stilling, men saa gennemføres atter en radikal Omorganisation af Fabrikkens Ledelse, der kommer til at berøre ham personlig. Brongniart, Sèvres-Museets Skaber, der var blevet Medlem af Direktionen, udnævnes d. 20. Juni 1800 til selvstændig Direktør for Fabrikken. Under hans Ledelse — han blev paa denne Post indtil sin Død i 1847 — bringes den hensygnende Virksomhed paa Fode og oplevei-, atter begunstiget af en Eneherskers Bevaagenhed, under Konsulatet og Kejserdømmet en ny Blomstring. Fabrikken hævder sig atter, ikke mindst i Kraft af Brongniarts tekniske Dygtighed, omend den ikke formaar at hæve sig til det høje kunstneriske Stade, den indtog i »porcelaine tendre«s store Tid under Louis XV. Men adskillige Medarbejdere ofredes paa Nyordningens Alter, da Brongniart greb Styret, 145 Arbejdere og de tre Kunstnere Boizot, van Spaendonck og Lagrenée, der nu for bestandig forlod Fabrikken. I hvilken Periode af Lagrenées omtumlede og afbrudte Ophold i Sèvres har han nu udført de foreliggende Vasetegninger? Muligheden af at han kunde have aftegnet Vaserne inden de i 1786 deponeredes der turde være udelukket, eftersom han jo ankom dertil allerede 1785. Tegningerne maa være udført i Sèvres og maa følgelig dateres til Perioden mellem 1786 og 1793”), hvorefter Lagrenée for en Tid.

(33) 27. forlader P’abrik ken'*), og hvorefter man fornuftigvis næppe længere kan og vil tale om »la collection du Roy«. Ganske vist forsyner man endnu et halvt Aar efter Louis XVI.’s Henrettelse Sévresporcelainerne med det kongelige Mærke, men paa dette besynderlige Forhold bliver der bragt Afslutning, da Indenrigsministeren Garat d. 17..luli 1793 tilskriver Fabrikkens Direktør, Régnier, og i drastiskeVendinger. Grev d’Angiviller. Af J. S. Duplessis. Tilh. Grevinde Ingeborg Moltke.. paalægger ham at fjerne alt, hvad der kan bevare Mindet om Konge dømmet og deriblandt dette »Symbol paa det despotiske Hovmod«'”). Man vil ræsonnere, at Tegningerne snarest maa henføres til Aarene inden Revølutionen, til 1786—1789; dette lader sig ikke paa vise. Men en præcisere Datering indenfor det fastlagte Aaremaal gi ver sig, naar man forfølger Rogens videre Skæbne og søger al vandre de Veje, ad hvilke den er kommet til Danmark, og at opspore de Mennesker, gennem hvis Hænder den er passeret paa sin P'ærd..

(34) 28. Ovenfor er citeretet Brev fra Grev d’Angiviller til Sèvres’ Direktør, hvori han stiller ham Deponeringen af Kongens Vasesamling i Ud sigt. Det er i Medfør af sit Embede som Directeur général des bâti ments, jardins, manufactures et académies, ordonnateur pour la régie et administration de ta Manufacture royale des porcelaines de Sèvres at d’Angiviller har befordret denne Sag og vist den den personlige, virksomme Interesse, hvormed han fonnaaede at omfatte all, hvad der hørte ind under hans vidtstrakte Embedsdomæne. Del er først i de seneste Aar, al man ret har indset, hvad fransk Kunst skylder denne Mands Indsats, hans Administrationstalent, Initiativ og for nemme, alsidige Aandsdannelse. Ham tilkommer Æren, blandt meget andet, der ikke her skal omtales, for Indretningen af Louvresamlingerne. Kort efter sin Embedsliltrædelse i 1774 fik han Ideen dertil og arbejdede derefter, saa længe det blev ham forundt, utræt teligt paa dens Virkeliggørelse. I det store Galleri vilde han samle de kosteligste Klenodier af Maleri og Skulptur, som — spredt over Frankrig og ofte opbevaret under lidet betryggende Forhold — var i Kronens Besiddelse. Bevolutionens Mænd gjorde hans Plan til deres og førte den ud i Livet. Vel bevandret i Filosofien og som Kunstkender, Samler og Mæcen i den store Stil stiftede han mang foldige Bekendtskaber og Venskaber blandt Tidens tørende Kunst nere og Intellektuelle. d’Angiviller var helt og fuldt Kongens Mand, men af en Støbning og en Karakter, der ikke var almindelig, og opfyldt af en Energi og en Ansvarsfølelse, der ellers ikke kendetegnede Adelsmændene i det vaklende Monarkis sidste Tid. Som Officer og Hofmand ved Louis XV.’s Hof havde han sluttet et nært Venskab med Dauphinen og blev hans Sønners — saaledes ogsaa den senere Louis XVI.’s — Opdrager. Han nærede bestandig en dyb Ærbødighed for den unge Konge og ejede hans fulde Fortrolighed; da han efter Bastillens Fald truedes af Proskriptionen, rejste han paa Kongens indstændige Opfordring bort, til Spanien, men vendte efter et halvt Aars Forløb, i Januar 1790, tilbage til Paris og genindtraadte i sin Stilling. Hans Embedsførelse udsattes i den følgende Tid for offentlig Kritik, der lod ham høre for hans Ødselhed og beskyldte ham for Forsømme lighed paa visse Punkter, og skønt han ikke savnede varme For svarere, tilspidsedes Situationen efterhaanden saadan, at man maatte forudse hans Arrestation. I Begyndelsen af Juni 1791 lorlod han.

(35) 29. med Kongens Vidende — denne planlagde netop da sit eget Flugt forsøg — Paris. Han vendte aldrig tilbage. Men hermed glider d’Angiviller os ikke af Sigte’^"). Efter nogle Aars Omslrejfen i Nordeuropa, hvor han jævnlig var i Kontakt med andre prominente Emigranter og korresponderede blandt andre med Katharina af Rusland, kom han i 1796 over Hamburg til Kiel; her slog han sig ned og forblev, indtil han i 1806 flyt tede tit Altona, hvor han døde i 1809, næsten 80 Aar gammel. Medens denne Grandseigneur fra Fanden régime, der stolt og stejlt stod fast paa sine Idealer og sin Overbevisning, i saare beskedne Kaar un der Navnet Trueman var bosat i Kiel, færdedes han meget paa de holstenske Godser i Reventlowernes og Stol bergernes Kreds og vandt alle ved sin Livlig hed, Elskelighed og den ranke Resignation, han lagde for Dagen. Han op retholdt ogsaa fra Altona Baron Vivant Denon. Lilhografi af Julien Boilly. Forbindelsen. Dr. Louis Robé har i 1905^') udgivet et Udvalg af Breve fra d’Angiviller til Grevinde Louise Stolberg og som Indledning hertil skrevet hans Biografi og dermed draget denne fængslende Personlighed frem at Glemselen. Det her givne Rids af Grevens Levnedsløb er blot et kort Sammendrag af denne Skildring. I sine Memoirer, der er fore fundet i Manuskript paa Herregaarden Nørager paa Sjælland og i 1933 udgivet af Dr. Robé^^) med Biografien i fyldigere Skikkelse, kommenterer d’Angiviller intimt og uforbeholdent Optakten til Revolutionen, som han havde kunnet følge paa nærmeste Hold: I Efteraaret 1941 gjorde han saa at sige i egen Person atter opmærk som paa sin Eksistens, da han i Duplessis’ Gengivelse, i Portrættet fra Nørager, dukkede op paa Udstillingen »Mit bedste Kunstværk«. Man ser ham her i sine Velmagtsdage, blændende af Ydre, sidde i.

(36) 30. en Lænestol med en Byggeplan udfoldet paa Bordet foran sig'^^). Hvordan Portrættet, som d’Angiviller fik sendt fra Frankrig kort før sin Død, og med det endnu to Malerier, af Van Loo og Peyron, som var de Billeder af hans Samling, der stod hans Hjerte nærmest, og som var de eneste, han havde ført med i sin Landflygtighed, er havnet paa det sjællandske Gods, er vel oplyst og udførligt omtalt af Dr. Bobé. Gennem Louise Stolberg havde d’Angiviller, medens han boede i Kiel, stiftet Bekendtskab med hendes Veninde Grevinde Amélie Münster-Meinhövel, f. Ompteda, der som ung Enke levede i samme By. Da Grevinde Münster i 1801 var rejst til København, og da dermed den aldrende d’Angivillers Forhaabninger om at knytte hendes Skæbne til sin var bristet, oprettede han i Taknem melighed over, hvad Venskabet med hende havde bragt ham af Glæde og Opmuntring i hans ensomme Tilværelse, uden hendes Vidende et Testamente til Gunst for hendes Datter Asta, hvorved han overdrog hende Størstedelen af sin Formue, der ganske vist var beskeden, men som med hans jævne Levevis ved hans Død var betydeligt forøget. Saavel Manuskriptet til Memoirerne, der var stilet til Grevinde Münster, som de tre Malerier kom ved Datterens Ægteskab i Slægten Moltke Nøragers Besiddelse. Det ligger nær at antage, at det er gaaet Vasebogen ligesaa. Det har da ogsaa kunnet bekræftes, at den engang virkelig har befundet sig paa Nørager. d’Angivillers Testamente er bevaret^'). Saa detailleret og om stændeligt det iøvrigt er, er Vasebogen dog ikke nævnt specielt. Sine faa Bøger skænker han til Grev Stolberg og beklager, at alle de mange andre er blevet konfiskeret og solgt i Paris. I Danmark havde d’Angiviller lejlighedsvis gennem en Agent Forbindelse med Frank rig, og det er derfor tænkeligt, at han har faaet Lagrendes Tegninger tilsendt ligesom enkelte andre af sine Ejendele^'’), men sandsynligere, at han selv har ført dem med sig; ogsaa den første Mulighed turde forudsætte, at Bogen er blevet til inden Flugten i 1791. Maaske er han under sit hastige Opbrud i Skyndingen kommet til at give dette — man skulde synes meget specielle — Værk Fortrinet fremfor saa mange andre og har fundet Plads for det i sin Karosse, maaske har han virkelig sat Pris paa Bogen som et Kunstværk og som en haandgribelig Mindelse om et Kapitel af hans Embedsgerning, der havde ligget ham stærkt paa Sinde. Hvor stærkt Kongens antike Vaser har beskæftiget d’Angiviller,.

(37) 31. og hvilke Maal han bevidst sigtede imod med deres Oversendelse til Sèvres, erfarer man yderligere gennem den Korrespondance, der fortsætter det allerede citerede Brev til Régnier. D. 24. Maj 1786 forsikrer d’Angiviller ham atter, at »ces vases pourront donner de charmantes idées de décoration«^®). Régnier har øjensynlig ikke ytret nogen større Begejstring for Projektet, for d. 16. Okt. finder d’Angiviller det igen betimeligt at stimulere ham en Smule. Som en selvbestaltet Klassicismens Apostel slutter han sit Brev til den. Bonaparte forsoner Mildheden og Retfærdigheden. Tegning af Bergeret. Sèvres.. skeptiske Direktør med en Bemærkning, der helt rørende giver Ud tryk for hans ærlige Bestræbelse for at overbevise, men tillige røber en nøget forbeholden Tilslutning ogsaa for hans eget Vedkommende til de ny Stilsignaler; »Je sais que vous n’avez pas encore le goût étrusque et que je vous parais un peu barbare, mais il faudra que nous nous y accoutumions tous, et vous finirez par me pardonner «^^). Vasesamlingen kom virkelig til at spille den Rolle som Forbillede og Impuls, som d’Angiviller havde tiltænkt den. Med den holdt Klassicismen sit Indtog i Louis XVI.’s Sèvres. d’Angiviller, der — næppe upaavirkel af en samtidig Kunstskribent som Falconet — saa klart havde indset, hvor det bar hen, oplevede ikke selv at se Re sultaterne, der først viste sig i Aarene efter Revolutionen. Lagrenée har i Kraft af sin Stilling som ledende Maler og med sin tidligt.

(38) 32. vakte klassicistiske Interesse gennem sine Studier over Samlingens Stykker ganske sikkert haft sin væsentlige Andel i denne Udvikling. Et foreløbigt Resultat af Studierne er denne Serie Tegninger, der meget vel kan tænkes oprindelig at have været beregnet paa praktisk Anvendelse i Atelieret som en Prøvecollection af velegnede Motiver. Paa et enkelt Blad har Lagrenée endda fabuleret og forenet to Figu rer fra to forskellige Vaser i en ny, selvstændig Komposition^). Blæk notaternes lidet dekorative, tydeligvis tilfældige Placering vidner til lige om, at Tegningerne er bestemt til Brug, ikke tilden blotte Øjenlyst. Det kunstfærdigt udførte Titelblad, selve Titlens markante For mulering og Værkets hele systematiske Anlæg kunde friste til at antage, at det er skabt med Udgivelse for Øje, men at Revolutionen er kommet paa tværs af denne Plan, eller at andre Betænkeligheder er opstaaet — hvorefter d’Angiviller har overtaget Manuskriptet og ladet det smukt indbinde^). Uanset om en saadan Plan om Udgi velse nu kan have foresvævet Kunstneren eller d’Angiviller, bliver den rimeligste Forklaring den, at Plancherne er kompletteret og samlet — men næppe fra Begyndelsen udført — paa d’Angivillers Bestilling; eller maaske snarest at Lagrenée har tilstillet ham det for Tilfældet fuldførte Værk som en Cadeau, som et fornemt ind bundet Mæcenateksemplar^"). Det er i denne Forbindelse af Interesse at notere sig, at d’Hancarvilles prægtige Publikation af Hamiltons Vasesamling, der kom i en ny Udgave i Paris i 1785, faktisk har været kendt og benyttet af Sévresfabrikkens Kunstnere. I en Auktionsliste Ibr Aaret 1800^*) opføres »Deux vases forme étrusque, 19 pouces, fond noir, ligures et décorations en or, puisées dans les oeuvres de d’Hancarville ------ «. Samme Liste nævner 4 Vaser, ligeledes af »forme étrusque« med »bandeau peint en miniature, dessins de Lagrenée jeune------ «. Man tager næppe Fejl, naar man gætter paa, at det er Kendskabet til d’Hancarvilles F'olianter, der har faaet Lagrenée paa den Tanke, efter Kongens ganske vist langt beskednere Samling at skabe et Værk af samme Karakter. Passager af d’Hancarvilles flammende Fortale, der form.er sig som et positivt kunstpædagogisk, klassicistisk Program, har vel heller ikke kunnet undlade at gøre Indtryk paa den passionerede Antikdyrker Lagrenée^^): -------Au reste nos vues dans l’ouvrage que nous entreprenons, ne se borne point à donner, une collection de desseins, à rechercher.

(39) 33. l’explication des figures qu’ils offrent à la vue, & à montrer les beautés qu’ils présentent.---------- Notre but a été de présenter un assemb lage considérable de modelés choisis; mais nous nous sommes encore proposé de hâter les progrès des Arts en donnant à connoître leurs principes véritables et primordiaux. C’est en cela que notre ouvrage est d’un genre que l’on peut dire absolument nouveau, car personne n’a encore entrepris de rechercher quelles loix les Anciens ont suivies pour donner a leurs vases l’élégance que tout le monde y. Slaget ved Austerlitz. Tegning af Bergeret. Sèvres.. reconnoît; de découvrir des réglés dont l’observation conduisît d’une manière sure à les imiter; d’assigner enfin des mesures exactes pour en fixer les proportions: afin que l’Artiste qui voudroit inventer dans le même genre, ou seulement copier les monuments qui lui paroissent dignes d’être copiés, i)ut le faire avec autant de justesse et de précision, que s’il avoit les originaux mêmes entre les mains. — — — car nous croyons que l’on conviendra aisément qu’il ne suffit pas d’avoir, des vases des Anciens, une idée générale et telle que la donnent les livres de M. le C.te de Caylus ou ceux du P. Montfaulcon.------Han drager endnu en Gang Sammenligninger mellem sit Værk og Forgængernes og slutter med Triumf i Stemmen: Si elle ne sert pas de modèle à celles que l’on pourra publier dans la suite, nous nous flatterons au moins qu’elle pourra leur servir d’exemple;-----5.

(40) 84. Endnu en Mission tillægger han sit Værk, med en mere bestemt Adresse: Nous pensons encore faire un présent agréable à ceux qui travaillent nos fayences, et nos porcelaines, à ceux qui font des vases en argent, en cuivre, en verre, en marbre &c. Ayant employé bien plus de temps à travailler qu’à réfléchir, manquant d’ailleurs de modèles, ils seront charmés de trouver ici plus de deux cents formes absolument nouvelles pour la plupart d’entre eux.-----Lagrenées Arbejde staar i kunstnerisk Kvalitet, i den oftest eminent stiltro Gen givelse fuldt paa Højde med d’Hancarvilles og hans Tegneres og overtræffer i den næsten fuldkomne Illusion af selve »Varen«’s Karakter langt disse. Ikke for intet varPorcelainsdekoratøren Lagrenée de græske Vasemaleres Arvtager! Bløt kunde man have undt hans Evner vær digere Objekter end dem, Kongens lille Samling kunde yde. Ved et sært Hændelsernes Kredsløb faar Samlingens Ophavsmand Denon, da han under Kejserdømmet er blevet General direktør for Musée Napoléon, paany Ind seende med sine højtelskede Vaser. Hvil ken Kompetence han har haft til idelig Sèvres-Vase med Fremstilling af at blande sig i Sèvres’ Forhold og gøre Austerlitzslaget. Efter Tegning af sin Indflydelse stærkt gældende er ikke Bergeret. Fransk Privateje. ganske klart, eftersom Manufakturen ikke sorterede under ham. Men som Napoléons kunstneriske Raadgiver, som Empirens Organisator, har man i Sèvres, hvor man skulde imødekomme Monarkens Ønsker, sat Pris paa hans Raad. For Brongniart, der var usikker og uselvstændig i rent kunstneriske Spørgsmaal, var han et Orakel, man bestandig kunde ty til. Sèvres Arkivar, Marcel Gastineau har nyligt) udgivet den in teressante Brevveksling mellem Denon og Brongniart, der be gynder i 1805 og strækker sig over de følgende Aar. Hvor i Ver den Denon end befandt sig — og som Napoléons stadige Ledsager paa Felttogene kom han vidt omkring'*') — fandt han Lejlighed.

(41) 35. til at besvare Brongniarts Forespørgsler, og denne rettede sig efter ham i stort og smaat. Det er nu Denon, der, som i sin Tid d’Angiviller, ivrer foi> Fremstilling af »etruskiske Vaser«. Forsøget slaar an og bliver en stor Succes; i et Brev fra 1807'*'^) meddeler Brongniart, at Vaserne bliver solgt, saa saare de er færdige. Det er en problematisk Opgave at skulle puste Liv i en kunst industriel Specialitet fra en svunden Epoke og uden at gøre Brug af dens Materiale^®) og tilegne sig densTeknik —thi alene heri ligger Fornyelsen og Berettigelsen af Forsøget — at ville efterligne dens Effekter. Det kan da heller ikke nægtes, at Empiren i sin Dyrkelse af Antikens keramiske Kunst kunde skyde nogle slemme Vildskud, naar den ikke tøjle des af en sikker Smag og en Fornemmelse for, hvorledes man skulde nærme sig For billedet uden at havne enten i Pastichen eller i falskskingrende Anachronismer. Egentlig smagfuld kan man ikke kalde f. Eks. en Komposition af Bergeret, der lader Napoleon optræde nøgen, omgivet af Ornamenter i arkaisk græsk Sortfigursstil, i Færd med at overlade en Invalid, der svøbt i klassisk Klædebon og prydet med en imponerende Veteranmuslache støtter sig til en Krykke, i ÆskulapsVaretægP’).Men andre, lykkeligere Frembringelser af denne Epoke kan ikke fra Lekyt hos. Terrakotta. EfterTegkendes kunstnerisk Hold ning og Intension og ning af G. F. Hetsch. P. Ipsens Enke. 1850-60. fortjener ikke at bedømmes blot som naive Fænomener eller kuriøse artistiske Eksperi menter. Historiemalerne, først og fremmest den af Denon foretrukne Bergeret, fik somOpgave til KejserensForherligelse paa monumentale Vaser at forevige dramatiske Episoder af hans Liv. Bergerets Forsøg paa at tolke en græsk Vasemalers Opfattelse af Slaget ved Austerlitz er en særegen Foreteelse. Vaseformer og Ornamentik er i disse Arbejder orthodox græske, men i Farvevirkningerne har man ope reret ganske frit udenom Forbilledet, og i Figurstilen bryder den sobre, kølige augustæiske Klassicisme, som var Empirens Ideal, og.

(42) 86. som dækkede dens Antikbegreb, dominerende igennem. Saa sent som o. 1870 har man i Sèvres lavet »etruskiske« Vaser. Den vaagnende Klassicisme fik i England, som den fik det i Frankrig, en stærk ydre Tilskyndelse gennem det inspirerende Be kendtskab med original antik Kunstindustri, som Tilfældet og Sainlerinteressen bragte til Landet. Hovedparten af Sir William Hamiltons Vasesamling kom 1772 til British Museum og var da allerede blevet bekendt gennem d’Hancarvilles Værk. I Wedgwoods Keramik og i Grundlæggelsen af hans blomstrende Fabrik i Etniria ved Trent kan man spore Virkningerne af de klassiske Budbringeres Ankomst. Ogsaa for Udviklingen af dansk Nyklassicisme har de malede græske Vaser haft deres Betydning, og ogsaa vi har haft en Denon, omend i mindre Format. 1 Kunstmuseets Aarsskrift for 1939 er trykt en Række Breve fra Generalkonsul West til Prins Christian F'rederik, den senere Chr. Vlll., hvori West gør Rede for sine Op levelser under sine Ophold i Paris paa en Rejse i Aarene 1809—11. Han havde her faaet Adgang til Kejserhoffet og var blevet optaget i de toneangivende Kredse; i et Brev af ®“/i 1810 fortæller han mor somt og aabenhjertigt om sit Møde med Denon, som han træffer paa et Bal. 1 et senere Brev, fra ®/i 1811, skriver West: »-------Min lille Samling af etrusiske eller rettere græske smaa Kar — thi mange store rummer en tilpakket Vogn ikke — tæller 42 og to Pænales af brændt Leer; komme de vel hiem, haaber jeg, de skal hielpe til at forædle Porcellainfabrikens og andre Værk steders Former. Da jeg i Indledningen til mit raisonnerede Catalog"^) ønskede, at nogen vilde til dette Øiemeed skaffe sig en Samling af Wedgewoods Copier, drømte jeg kun lidt om, at jeg selv skulde leve og faae Kræfter til at gaae til Italien og hente Originaler.------ « Wests Vaser kom ikke til umiddelbart at opfylde den Mission, han havde tiltænkt dem. Efter hans Død solgtes de i 1813 paa Auktion, og Kongen erhvervede de fleste af dem; disse Stykker be finder sig nu i Nationalmuseets Aiitiksamling, der ogsaa rummer den fortrinlige Vasesamling, som Christian Frederik indkøbte paa sin Italiensrejse i 1821. Paa den kgl. Porcelainsfabrik synes man ikke nogensinde at have ejet græske Vaser eller paa Stedet at have benyttet dem som direkte P^orbilleder. Da Produktionen under G. F. Hetsch’s Ledelse af Fabrikken 1828—57 førtes ind i klassicistiske Baner, vandt antike græske Vaseformer Indpas, og den græske Or-.

(43) 37. namentik blev ivrigt dyrket, men en saa nærgaaende Reproduktion af græsk Figurdekoration, som man præsterede i Sèvres under den egentlige Empire, har man ikke indladt sig paa i dansk Porcelain. Derimod tør det siges, at man ingensinde nogetsteds mere fri modigt eller med større Held har gjort Forsøget paa i klassisk Aand. Vase i græsk Rødfigursstil. Terrakotta. Af Alvsen efter Tegning af Anker Lund. P. Ipsens Enke. 1877.. Smag formelig at genoptage og fortsætte den græske keramiske Industri end det skete her paa hjemlig Grund gennem det Samar bejde, som Hetscb indledte med Bornholmeren Peter Ipsen kort efter at denne i 1843 havde grundlagt sin Terrakottafabrik i Køben havn. Dette Forsøg lader sig ikke betragte paa Linie med dem, der helt op i vor Tid er gjort og sikkert stadig gøres paa at imitere — eller forfalske — græske Vaser, en Trafik, der har mere med Tu risme end med Klassicisme at bestille, men maa tages som et Udslag. Og.

(44) 38. af en levende, forgængelig Stilperiodes sande Smag og Tilbøjelighed. 1 disse samme Aar, da Thorvaldsens Personlighed og Virke endnu var i frisk Minde, blev Sonnes Frise, hvis Afhængighed af græsk Vasemaleri er umiskendelig, og Constantin Hansens Udsmykning af Universitetets Forhal til, samtidig med at Hetsch som Professor ved Akademiet og som Direktør for teknisk Skole satte sit klassiske Stempel paa den meste danske Kunstindustri. I Ipsens Fabrik paa Frederikssundsvejen udvikledes en Værkstedstradition, der formaaede at holde sig i Live gennem et halvt Aarhundrede, baaret oppe af enkelte betydelige Kunstnere og af ferme Dekoratører. Man bør retfærdigvis skelne mellem Similifabrikaterne — de simple Kopier, der støbtes i Massefabrikatiøn*®) — og de selvstændige, med større Omhu udførte Nyskabelser. Hetsch tegnede de første «græske« Vaser til Ipsen; Dekorationen paamaledes i Oliefarve, indtil man o. 1875 gik over til at indbrænde Porcelainsfarver ved Mulfelild, en Teknik, der blev bibeholdt indtil o. 1900, da de græske og pseudo-græske Vasers Rolle endelig er udspillet. Af Fabrikkens Dagbog fremgaar det, at Historiemaleren Anker Lund, der i 1871 knyttedes til Virksomheden som Leder af Deko rationsfagel, gik grundigt til Værks og aflagde Museerne Besøg »for der at erhverve nogle Motiver til etrurisk Decoration.« En Prøvebog, der stadig opbevares paa Fabrikken, med sirligt udførte Farvetegninger af Vaser og Ornamenter danner det nøjagtige, næsten hun drede Aar yngre Sidestykke til Lagrenées Bog. NOTER 1 Om Bogens Proveniens kunde der ikke skaffes nogen Oplysning. 2 A. Brongniart et D. Riocreux, Descrip tion méthodique du Musée céramique de la Manufacture royale de porce laine de Sèvres. 3 Archives de la Manufacture de Sèvres, H 3. Man maa regne med Muligheden af, at ikke hele Denons Samling er kommet til Sèvres. Denons Biograf, Amaury Duval meddeler. Notice sur la vie et les ouvrages de M. le baron Vivant Denon (i det af ham fuldførte og udgivne Værk af Denon :Monuments. des arts du dessin chez les peuples tant andens que modernes) p. 22, at Samlingen »passa ensuite à Sèvres et à la Bibliothèque«, cfr. M*"« Massoul, Corpus vasorum antiquorum. Sèvres p. XI. 4 Brev fra Brongniart til Vicomte Sosthène de la Rochefoucauld af % 1827. Archives de Sèvres V. C. 7. s lait forefindes i Sèvres ca. 365 Vaser med Inventarbetegnelsen Denon. Tit len paa Lagrenées Værk og hans No tater gør det jo ogsaa klart, at han har foretaget et Udvalg..