Digitaliseret af | Digitised by

Digitaliseret af | Digitised by

Forfatter(e) | Author(s): Bøgh, Nicolaj.; af Nicolaj Bøgh.

Titel | Title: Cai Hegermann-Lindencrone

Udgivet år og sted | Publication time and place: Kjøbenhavn : trykt hos Nielsen & Lydiche, 1894 Fysiske størrelse | Physical extent: 20 s.

DK

Værket kan være ophavsretligt beskyttet, og så må du kun bruge PDF-filen til personlig brug. Hvis ophavsmanden er død for mere end 70 år siden, er værket fri af ophavsret (public domain), og så kan du bruge værket frit. Hvis der er flere ophavsmænd, gælder den længstlevendes dødsår. Husk altid at kreditere ophavsmanden.

UK

The work may be copyrighted in which case the PDF file may only be

used for personal use. If the author died more than 70 years ago, the work

becomes public domain and can then be freely used. If there are several

authors, the year of death of the longest living person applies. Always

remember to credit the author

DET KO NGELIGE BIBLIOTEK

130021371905

CAI HEGERMAIi-UNDENCRONE.

•>{•--

AF

NICOLAJ BØGH.

(SÆRTRYK AF ILLUSTRERET TIDENDE.)

K J Ø B E N H A V N .

TRYKT HOS NIELSEN & LYDICHE.

1 8 9 4.

Cai Hegermann-Lindencrone.

17. Maj 1807 — 22. D ec. 1893.

e hom eriske H elte m ødte hv eran d re m ed Spørgsm aalet:

In; Hvem er du, af h v a d F o lk , fra h v a d L a n d og a f hvilke F o r æ l d r e ?«

COg saaledes spørges der m aaske endnu m ere i vore D age. D en M an d , jeg her skal søge Irat skildre, stam m ede g en n em sin F a d e r fra N orge, ig e n n e m sin M oder fra D anm ark. D ette sidste

J'Land tilhørte han m ed hele sit H jerte. H ans

"IForældre havde givet ham i Arv d e t æ dleste Sind, tilden nobleste T æ n k em aad e, R id d erlig h ed en s Præg, tfden varm este M enneskekæ rlighed og en fin Sans oTor Livets A abenbaringer b a ad e i N aturens og

M a n d e n s V erden. H ans F a d e r var født Soldat, rrhans M oder en aandfuld D igterinde. D er for­

t æ l l e s , at K ejser Augustus p lan ted e to Lavrbæ r- rrtræer u d en for sit Hus, d et ene for Krigen, d et rrandet for de skønne K unster, d er trives i F red en .

;AAandelig talt, stod d er to saad an n e T ræ er u d en olfor d e t stille, rige »Rolighed«, d ette Æ g te- scpars tiltræ kkende Bolig ved K jøbenhavns Kalk- rcbrænderi. H er sam ledes en M ængde af hin T ids

iS to rm æ n d . D et var d ette H jem , som S t e f f e n s sA aldte »Ø sterbros Bakkehus«, og Cai H eg erm an n

^iftiger selv i et Brev: »Vi vare b eg ejstred e over 9i;iele H e n r i k S t e f f e n s ’ ejendom m elige P erso n ­ gi ighed, d a han u n d er et Besøg i D anm ark ofte

1*

kom p a a »Rolighed« og hos vor kære V en og N a b o , Professor S i b b e r n . « H er var d et ogsaa, at d en sen ere Feltm arskalk M o l t k e fandt sit en este Asyl u n d e r sit lidet tiltalende O phold paa L a n d k a d e ta k a d e m ie t i K jøbenhavn. H er voksede Cai op i d en største Æ rb ø d ig h e d for og Kærlig­

h e d til sine Foræ ldre ; et Brev fra den T id vidner i høj G rad saa vel om d ette som om hans store L ydighedsforhold til dem . Sin kække, raske Natur havde h an fra F a d e re n . E fter ham var han Sol­

d a t fra T o p til T a a . E fter M oderen havde han d en store, dybe Poesi, som b o ed e i ham.

Jeg tø r ikke tale om hans K rigsepisoder, jeg tør ikke skrive K rigshistorie, d a jeg ikke for- staar mig d e rp a a, og jeg behøver d et ikke, da den a n d etsted s er udførligt skildret. Jeg tror d erim o d nok, at jeg efter hans egne og andres U d talelser tør forsøge p a a at karakterisere ham som S o l d a t . H an siger selv: »Det er mærke­

ligt, saa ofte m an stø d er p aa den M ening hos Ikkekrigere, at K rigen b ø r føres saa barbarisk som m uligt, og at d e t m odsatte er Svaghed.

K a m p e n b ø r føres saa glubsk som muligt, des hurtigere en d er den , og des m indre ofres der i d e t hele. M en d e t er kun U kyndighed og utro­

lig U b esin d ig h ed , d er ikke kan indse B erettigel­

sen og G avnet af den hum ane, betæ nkte M aade, hvorpaa civiliserede N ationer nu føre K rigen, og d e t o g saa i fjendtligt L an d « H um aniteten gjorde sig hos ham g æ ld en d e over for d en enkelte Sol­

d at, som stod u n d er h a m ; han vilde have fat i d e t m enneskelige hos vedkom m ende, og i Kraft a f d e n Følelse, at d ette var til Stede, viste han ham A gtelse. H an sig er: »Som gam m el Soldat resp ek terer jeg i højeste G ra d \E n h e d og Fasthed i enhver Styrelse; m en d en n e udelukker ikke, m en b etin g es ved, at de forskellige U nderafde-

5

linger bevare deres forholdsvise G rad af Selv­

stæ ndighed, lige saa lidt som L ydighed i en H æ r svækkes ved en aan d elig B evidsthed; d en n e udgør tværtimod den paalideligste Støtte for Disciplinen.« »Hvor Disciplin er bygget p a a Pligtfølelse, T ro sk ab m od K onge og F æ dreland, og hvor H æ ren ikke ledes af politiske P arti­

hensyn, d e r b ety d er d e n n o g e t m ere e n d d e r , hvor d et sidstnævnte er Tilfældet, eller hvor den kun er en Følge af Strenghed eller U dsigt til Belønning eller Ophøjelse.« A abenhed og K lar­

hed i Forholdet m ellem den over- og u n d e r­

o rd n ed e var ham en d y rebar Sag. »For Soldaten skal m an skænke ren Vin, om m an vil bevare hans Tillid.« »Saå Tillid, og du høster Tillid!

Saå Mistro, og du høster Mistro og U paalidelig- hed!« »U nder K rigens Alvor m aa Soldaten kunne stole paa, at h an n yder saa m egen A gtelse hos sine Førere, at disse tale Sandhed til ham. Kun, naar Soldaten veed, hvorledes han staar i det, bliver han i Stand til at opbyde al sin Kraft, naar Forholdene kræve d e t af ham.« H ans Ord til Soldaterne havde »det Malm, som kun S an d ­ hed og Tillid give«. Og hans Fæ rd svarede d e r­

til. H an siger: »Det følger m ed Soldatens K ald at m aatte bæ re tunge Byrder, finde sig i d e t , der synes h aard t, ja, i at m iskendes, sætte alt p aa Spil, u n d ertid en u d en at vide, til hvilken H ensigt, o. s. v.; m an bør derfor ikke lægge Sten til Byrden for ham, fremfor alt ikke krænke ham ved M istillid; hans stærke O verbevisning er hans Skat, han behøver den m ere en d a n d r e , fordi der fordres m eget af h a m , som ikke fordres af nogen anden.«

H an siger selv, at »en k o m m anderende m aa være en rolig B eregner, m en en hurtig B eslutter og U dfører«. D ette var han. I sin første U ng-

6

dom havde h an vistnok været hidsig; m en han in d sa a snart, at ikke H idsighed, m en dens Be­

tvingelse, er T e g n p a a Styrke, og h an erhvervede sig i alle F o rh o ld , selv de intim este og hjerte­

ligste, en ubetvingelig R o , saa at Situationen aldrig overvæ ldede ham , m en han vidste snart, hvad han vilde, og saa satte han alt in d herpaa.

I d en T id , d a han gik p aa K ad etak ad em iet, sagde Chefen om ham , at han forstod at sætte sig et M aal og d e rp a a ry d d e alle H ensyn og V an sk elig h ed er til Side for at n aa det. D enne E g enskab udviklede sig hos ham m ed Aarene.

A nsvaret for d e t , som saa skete, turde han altid tag e p a a sig; han sag d e: »Det Ansvar, som en virkelig G eneral, en virkelig F eltherre, lad er sig lede af, staar højt over d e t , som Kom m issioner eller lignende D om stole kunne fordre af ham.

K an h a n sætte sit F æ d relan d s og sin Hærs Æ re og Liv som In d sats, d a kan han rolig sætte sit e g et Liv og s in form entlige Æ re m od M enneske­

dom .« D ertil fordredes et saa stort M od som hans. H an v id ste, at »en dristig H andling, ud ­ ført i rette T id , ofte fører til et stort og uventet R esultat«. D et passer akkurat p a a ham selv, hvad h an siger om d e M e z a : »Overblik over Situationen, bestem t Vilje og urokkeligt Mod til at gennem føre d en n e p a a d en hæ derligste M aade havde han tileg n et sig i en m eg et ualm indelig G ra d « ... »Var d er n o g en G eneral, d e r ikke undslog sig for Ansvar, hvor h ans Overbevisning b ø d ham at h an d le, saa var d e t ham. H ele hans Liv, hans O ptræ den i vanskelige Ø jeblikke, under K am pen eller i R a a d e t, hæver hans pletfri H æ derlighed og urokkelige F asth ed over enhver Tvivl. H ans blotte Navn burde kunne overbevise enhver retsindig dansk M an d , d e r k en d er vor H istorie, o m , at ingen forsagt eller uhæderlig

7

H andling kunde sættes i F orbindelse m ed det.«

H ans M odstander M o n r a d siger: »Hvis jeg havde den øverste K om m ando over en Hær, og hvis der var et vanskeligt Hverv at udføre, d e r k ostede Livet, saa vilde jeg tillidsfuldt b etro til G en eral H eg erm an n -L in d en cro n e d ette Hvervs U dførelse.

Jeg er overbevist om, at han, id et jeg overdrog ham Hvervet, vilde trykke m in H a a n d og takke mig, ride straalen d e af Sted, som red han til Bryllup, og g lad udgyde sit Blod for F æ d re­

landet.« D a han en g an g i K rigen b e g ejstret ser hen over sine kraftfulde, prøvede D rag o n er, lover han dem , at de skulle faa Lov til at g a a frem m od d e t stæ rkeste og farligste tyske K yrasser- reg im en t; »den Æ re skulde være de gam le Sol­

daters«. H an kunde m ed R ette have gjort til sit V algsprog følgende V ers af H o m é r:

»Altid forrest i Strid, den første i H e lte n e s Skare!«

D er foreligger m angfoldige Beviser for d en store K æ rlighed og u b etin g ed e H øjagtelse, G en e­

ral H egerm ann havde vundet hos sine Officerer og m enige. E n Officer fortæller, hvorledes han som K ad et skulde m elde sig hos ham som Chef.

H an b an k ed e p aa D øren og ventede efter sæ d­

vanlig Vis at blive m o d tag en m ed et b arsk : -»Hvad vil h a n ? « I S tedet for m ødte han d ette velvillige og aab n e Smil, som saa ofte senere i hans Liv har hilst ham og varm et ham ind i hans inderste H jerte. Straks blev h an an m o d et om at sætte sig i Sofaen ved Chefens S id e, og han »følte sig nu m ere som en kær Søn, d er i Ferien var kom m en hjem til sin F aders Hus, en d som en elendig Officersspire, d er stod over for en højtstillet Stabsofficer«. — Og nu en an d en E p is o d e : G eneral H egerm ann passered e en af K jøbenhavns Sm aagader, hvor d er var stort Op-

løb. H an tra a d te til og saa, at en lille, spinkel P erso n blev b a n k et af en stor, svær Karl, der oph id sed es af en u d en fo rstaaen d e, i hvem G ene­

ralen g e n k en d te en af sine tidligere Soldater.

H an gik hen, lagde sin H aan d p a a d en n es Skul­

d e r og s a g d e : »Skam d ig ! E r du en af m i n e Soldater? L a n g t hellere end at ophidse den stærke im od d e n s v a g e , skulde du tag e denne sidstes P arti. Skam dig dog!« E t Øjeblik efter lag d e d e n tiltalte sig im ellem de stridende og skilte dem ad. E n P olitibetjent, som kom til, sag d e G en eralen , at han havde været ængstelig ved at se ham in d lad e sig m ed d en n e Fyr, der var b e k e n d t som en a f K jøbenhavns allerværste Slagsbrødre. H eri ser m an et Bevis p aa den R e­

spekt, som hans gam le S oldater b eh o ld t for ham.

— Forskellige G ange p a a sine æ ldre D age m od­

to g G e n era le n V idnesbyrd om, hvor højt disse gam le S oldater elskede ham , fordi han altid havde vist sig som d eres san d e V en. H an var, som der u d taltes til ham i en Sang, d e r blev sunget ved en Afskedsfest for ham, d a han forlod sin Stil­

ling som R eg im en tsch ef i N æ stv e d :

»Paa en G a n g K o m m a n d ø r og Ven, nu K am m erat, nu C h e f igen!«

V ed sam m e L ejlighed foræ rede hans Officerer ham et stort M aleri a f S i m o n s e n , p aa hvil­

k et h an selv og hans u n d e ro rd n e d e vare portræ t­

te re d e i M arken. — D er er m ed R elte sagt om ham , a t h an var »en a f H æ rens m est ansete og populæ re V eteran er« .

M an vil kunne forstaa, at d e t var et haardt Slag for en saa u d p ræ g et Soldat som General H eg erm an n ganske uform odet at faa sin Afsked, d a han endnu var i fuld Kraft, 60 Aar gam m el;

han skulde nu m ed et forlade »den Hær, som

9

ri han m ed stigende T ilbøjelighed havde sluttet sig t til og helliget enhver af de ham forundte Evner, 0 og til hvilken han uopløseligt var b u n d en m ed g gam le og ny B aand«, og d e t netop, som han ri havde h a ab e t at kom m e til at gennem føre Re-

t former, han an saa som gavnlige for den. I sin k Afskedstale til de tilstedevæ rende k o m m an d eren d e u udtalte han Ø nsket om, at d e vilde vide at gøre s alt for at frem m e H æ rens Vel, og h an en d te ri m ed at sige: »D et bliver saaledes kun m ig , d e r ri m ister den mig kære A dgang til at a rb ejd e og g gavne m ed ; m en jeg skal dele D eres Glæde, rr m ine kære V e n n er, n a a r A rbejdet lykkes for 1 Dem.« H an forstod at bøje sig i Selvfornægtelse.

D er var en forbavsende V irksom hedstrang i ) G eneral H egerm ann, og nu var A rbejdet tag e t af I hans H aan d . Hertil k o m, at han nødvendigvis n m aatte lide u n d er den M iskendelse, hans F elttog i'i Jylland havde været G en stan d for. Nu vide vi, s a t H istorien paa d ette Punkt har givet ham fuld J O prejsning. U n d er selve Krigen var G en eralen

3‘Saa o p tag en af sine P lan er og disses U dførelse,

k a t han knap æ nsede Spotten. N aaed e d e kjøben- ri havnske Avisers U dtalelser til hans Lejr, vakte f> d e M unterhed, d a m an alt for tydelig saa deres l’ T aab elig h ed og havde den O pfattelse, at Resul-

;t ta te t nok skulde lukke Ø jnene op for alle. D er- ittil kom endnu, at al den T ale, d er frem stillede d ham og hans K om m ando som betydningsløse,

i i V irkeligheden gavnede dem , id et F jen d en der- v ved vilde vildledes. »Jeg veed,« siger han, »at d hæ derlige Mænd ville forstaa, at H æ ren og dens d F ø rere ikke toge H ensyn til de ufortjente og n uforstandige A ngreb, som udslyngedes im od dem . T H æ ren føler alt for dybt, hvor sørgelige K rigens d ,F ø lg er have været for F æ drelandet, og lige over :>1 for d e t føler Soldaten H ensynet til sig selv kun

ringe.« — D a G en eralen nu var u d en for Krigen og sin militære V irksom hed, dukkede tit mørke T a n k e r op i ham . M en her er han højt at be­

un d re. H an forstaar at lade sin P erson vige for F æ d relan d ets Sag. H an siger: »Der er ingen D ag og in g en Nat, hvor Sorgens T an k er ikke b esø g e mig. . . . H vad d er — som jeg haaber:

ikke fortjent — er ram m et mig, kan jeg godt bæ re, d e t er et forsvindende Spørgsm aal ved Siden af A rm eens og F æ d relan d ets . . . . Noget nyt i H istorien er d e t jo ikke; de største Mænd og de største A rbejder have lidt h a ard ere Med­

fart; altsaa m aa . . . vi ikke give o p ; d ette sidste passer ikke p a a n ogen M aade for en Soldat.«

H an følte sig i B esiddelse af »det sande Borger­

m od«, det, »der ikke alene ofrer Penge, Liv og G ods, m en som for d en g o d e Sags Skyld tillige, om d e t fordres af F o rh o ld en e, udsæ tter sig for M isbilligelse, for M iskendelse, for at anses for ikke at an erk en d e T id en s Fordring, d e n almin­

delige M ening o. s. v., d et Mod, som lad e r Man­

d e n vove alt for at følge d en Virken, der efter hans O verbevisning er d e n rette, u d en Hensyn til de øjeblikkelige F ø lelser: A nsvarsm odet.« Da han en G ang om talte d e n n e T id til mig, sagde han : »Det var slet ikke saa svært at taale alt d ette, for jeg vidste jo, d er vilde kom me en Tid, som m aatte bringe d et rette Lys over d et hele.«

Vi se hans Fortrøstning i en U dtalelse som d e n n e : »Vi m aa ikke forsage, n aar det ser sm aat ud, m en søge a t f i n d e G r u n d e n d e r ­ til. D et g aar m ed S an d h ed en s og Kraftens A and som m ed de ren e Stoffer i d en sanselige V erden. D en stærke V in m aa g en n em g aa en G æring for at afsætte alt det, som ikke hører d en til; m en saa styrkes og forædles den af T id en . E r d e t virkelig g o d e og sande allerede

aen ^ illerede

/ velgørende ved sin blotte Tilværelse, saa lad os 5 ufortrødent arbejde for det! Ser hver en k elt af ) os ikke straks Frugten, ser han den m aaske aldrig, ) derfor udebliver den ikke.« — Saa stor var hans I M enneskekæ rlighed, at h an u n d er alt d ette ikke J tog Skade p aa sit H je rte ; aldrig frøs d e t til, 3 aldrig blev han bitter eller haard, skønt han jo i nok m ente, at »M æ nd, d e r havde vidst at tage

> d e t sværeste Ansvar p a a sig, burde have været

1 fri for sligt«. H ad et vilde han ikke have m ed

> at gøre. H an sig er: »Man har sagt om os D an-

?. ske, at vi ikke forstode at h a d e , og deri villet

3 - se en Svaghed i vor K arak ter; hvor lidet have

j disse Tvivlere forstaaet vor Folkekarakters Be- f tydning.« O gsaa i d en n e H en seen d e var h an ægte ) dansk. Jeg har tit talt m ed ham om disse

T id e r; m en aldrig h ar jeg hørt ham b ruge ned- 2 sæ ttende Ord om d e m , d er d en G ang havde vist

3'''sig fjendske im od ha m; je g har h ørt ham tale

3 stærkt imod dem for d en U ly k k e, de efter hans

1 M ening havde voldt D anm ark, m en aldrig om,

1 ! hvad de havde gjort m od hans Person. H an

3 siger selv p aa T ryk: »O gsaa dem , d er g jo rd e

3 sig skyldige i M angel p a a dansk Æ rlighed, ville j vi ikke bære N ag til, m en lade deres Skyld for-

3 svinde i T a a g e n og m ed T an k e n p aa d en n e

2 Skyld sige: Tilgiv dem ; thi de vidste ikke, hvad r de gjorde.« M an kom m er ved disse hans O rd til

3 at tænke paa, hvad Cicero siger i sin Bog de a officiis: »Intet kan være en stor og udm æ rket I M and m ere værdigt end at tilgive sine F jender«, 5 eller p a a E pictets Ord, d a m an spurgte ham, i hvorledes m an kunde volde sine F jen d er Æ rgrelse, ) og han svarede: »V ed at oplære sig til at handle [ p aa den ædleste M aade.«

, E fter at være fjernet fra sin offentlige G er- i ning, trak G eneralen sig i 1867 tilbage til H erre-

1 1

g a a rd e n »B jørnem ose«, som ligger idyllisk ved Svendborg Sund. H an havde vel tæ nkt sig dette Sted som et St. H e len a ; m en d e t blev ham sna­

rere et T usculum . H er levede han uden for

»V erden«, m en i F red . P a a en af Prydelserne ved d en d an sk fø d te, svenske D ronning Ulrika E leo n o ras B egravelse stod d er skrevet: »I Skygge, m en u d en Skygge«. Man kunde fristes til at an­

vende disse O rd p a a G eneral H egerm anns føl­

g e n d e Liv. De i g Aar, han tilbragte p aa Bjørne- m ose, b e tra g te d e han som nogle af de lykkeligste i sit Liv. H idindtil havde han været saa optagen af sin offentlige G erning, at han, skønt han som oftest o pholdt sig i sit Hjem og elskede d et højt, dog ikke havde faaet T id til at ofre sig meget for det. Nu blev H jem m et hans kæ reste Tilflugts­

sted. H an havde d en Lykke at være inderlig elsket og fo rstaaet her, som han d a ogsaa selv om fattede alt d e r m ed den fuldeste Ø m hed og Opofrelse. H er fik hans K æ rlighed L øn i Kær­

lighed, og m an kunde her anvende Oehlenschlå- gers O rd i »R egnar L o d b ro g « :

»K ransen, som til H e lte flettes, v o k s e r kun p a a F r e d e n s Ege.«

H ans H ustru var hans U ngdom s-K æ rlighed. Det var et ualm indelig lykkeligt Æ g te sk a b , de fuld­

b y rd e d e ; d e vare trolige M edhjæ lpere ved hin­

an d en s Side. Og i d eres H jem opvoksede tre D øtre og to Sønner, som alle tog en ædel Arv.

M an spørger m ed R ette om, hvad der nu k unde udfylde G eneral H egerm anns Liv. Ja, nu kom han til at føre en Tilværelse, der næredes ved d e Kræfter, han havde faaet i Arv efter sin M oder: P oesiens. H an fæ rdedes m eget i Natu­

ren, som han elskede m ed Inderlighed, og som her a a b e n b a re d e sig saa dejlig for ham, han læste

i3

I D igternes og H istoriens Værker, han skrev selv 8 smukke D igte, og han u d a rb e jd ed e sine to offent- il liggjorte Bøger om hans D eltagelse i sidste Krig og

8 sine om fattende, endnu utrykte in teressan te Erin- b dringer, der, n a a r de se D agens Lys, ville vække d betydelig O pm æ rksom hed. H an fæ rdedes sam m en ri m ed sin Fam ilie ru n d t hos O m egnens B eboere, snart

xi P ræ s te g a a rd e , snart p aa H erreg aard e, og alle /V e g n e m odtoges disse G æ ster m ed aab n e Arme 0 og varm e H jerter, ligesom d e t hegerm annske

1 H jem s b ek en d te G æstfrihed gjorde, at d e t g ern e

;8 sam lede d en store V enneskare. Jeg skal jo her

;8-særlig tale om h a m . L ad mig d a se at klare, ri hvorfor m an befan d t sig saa ualm indelig vel m ed riham . M o n r a d karakteriserer ham saaled es: »Der d k a n ikke let tæ nkes n ogen m ere fornøjelig M and s at erindre sig, saa statelig og dog saa fri og il frisk, saa a ab en og ind tag en d e.« F ø rst d roges n'm an af hans store N aturlighed, d er gjorde, at n m a n straks var hjem m e hos ham. H an vilde, at

« »der skulde være N atur og Sandhed i Livet og fi’at m an skulde begynde m ed at lære V æ senet at ik e n d e , inden m an begejstrede sig over Duften«. H an

;vvar dernæ st overm aade fordringsfri; ingen kunde rr m indre en d han gøre sin sociale Stilling gæ ld en d e

9 eller sætte egentlig Pris paa sine høje T itler, ) O rdener o. s. v. At gøre Standsforskel k en d te elhan ikke til; d et kan m ed Sandhed siges, at han ri saa H en seen d e var ens m od alle. Og d ette N kom m eget af, at hans varme H jerte havde lært m at elske Folk i de forskelligste Sam fundslag; thi

uu n d e r sine vekslende Livsforhold havde han fær- b d e d e s i alle mulige K redse og altid givet sig i J L a g m ed det, han var i. H an talte m ed en

9 B onde saaledes, at d en n e straks forstod ham og sft,følte sig tilpas m ed ham. D et ærlige og o prinde­

l i g e , han her ofte m ødte, tiltalte ham m eget. Alt

Snobberi var ham vederstyggeligt, Sandhed var ham saa kær som selve L yset, og hans Sandhed blev saa frugtbar, fordi d e n var saa hensynsfuld.

H ans K larh ed laa m eg et i, at h a n var saa lidet forfæ ngelig; d e n store F are ved d en n e L ast saa h an skarpt p a a. H an s ig e r : »Ville vi . . . søge A nledningen til d e form entlige Misvisninger i de Svagheder, som M enneskeslæ gten i A lm indelighed lider af, saa m aa vi beg y n d e m ed den, som ifølge d e n b e k en d te Myte skal være den sorte A ands største Opfindelse, den, d e r b rag te O lde­

m o d eren til af G læ de at hoppe i d et Sæde, hvori hun i A arh u n d red er hidtil forgæves havde ventet p a a R esu ltatet af hans A rbejden p a a M enneskets Ø d elæ g g else: F o r f æ n g e l i g h e d e n , d en n e i Be­

g y ndelsen saa ubetydelig u d s e e n d e , m en netop derfor saa farlige Vej til d en G lidebane, hvorad vi saa beredvilligen fare ned.« — H an var lige saa trofast som taknem m elig, han var hjertensgod, u m id d elb ar og b arn lig ; derfor elskede han ogsaa B ørnene, og, n a a r h an p a a sin Vej m ødte saa- d an n e, var d e t ham en T ra n g at in d lad e sig m ed dem . H an var fuld af Spøg, holdt m eget af L øjer og var helt ud en m unter Aand.

G en eral H eg erm an n havde fundet sig selv og var sig selv, han var en P erso n lig h ed og fyldte g o d t alle V egne. H ans m eg et udpræ gede K arak ter var udviklet og fæ stnet i K rigen h a n siger selv, a t d en n e altid udvikler K arak­

tere rn e — m en d e n frem traad te aldrig med T ro d s eller Stæ dighed. H an havde m egen Aand, og d en n es T ra n g til M eddelelse karakteriserede ham i høj G rad. I et Brev skriver h a n : »Sam­

tale m ed nogen, som jeg har In teresse for, er m ig lige saa nødvendig som frisk Luft«. Han d elto g ikke g ern e i en Sam tale m ellem m ange, m en u n d e rh o ld t sig helst m ed en enkelt, og det

15

v var d a m est ham , d er førte O rdet. Som i al a sin G erning gav h an sig d a saa fuldt hen. i

3 Sam talen, at han ikke an ed e hvad d er foregik 3 om kring ham , og hans O verbevisning og T ro q p a a sin Sag skinnede gennem alt. H an tæ nkte 3 og taled e hurtigt og m eg et livligt. H ans Sam- f talesto f var rigt, han havde rejst m eget, væ ret i ru n d t i E u ro p a og i Afrika, havde o pholdt sig / ved N apoleon d en T red jes Hof, ved K ejser

A leksander d en A ndens i R usland, oftere været I K ong Carl d en F em ten d es Gæst —- d en n e K on- g ges m alede Portræ t, som var en Gave til G en e- r ralen fra ham , h an g p a a hans V æg — og han f havde sta ae t i V enskabsforhold til d e t danske I K ongehus gennem tre — fire Slægtled, han havde

I læst og erfaret saa m eget, at d et var en Be- r rigelse at høre p aa ham . H vad d e r levede i in d erst inde i ham , b erø rte han ikke. H an 3 siger: T e r staar skrevet: Du skal ikke tage i H errens, din Guds, Navn forfæ ngeligt; m en der 9 er ogsaa hos en m andig M and en aan d elig Blu-

;Tfærdighed, d er byder ikke at tag e hans inderste I Følelser, hans d y reb areste B egreber og G en- 3 stan d en for hans H øjagtelse og H engivenhed for-

;i fængelig«. — Ha ns Hukom m else var glim rende, og ri hans Evne til at fortælle var udm æ rket. H avde han li ikke været militær — jeg tror, han var bleven

3 Skribent. Alt m uligt var han inde i, . eller satte 3 sig hurtigt ind i det. N æ sten i enhver Sam tale ti m æ rkede m an hans historiske Overblik; E nkelt- ri h ed ern e b rø d han sig m indre om, end de store I L inier og vide U dsigter, hvilket k arak terisered e ti hans Blik som d e t historiske. H an havde Aan- b dens skuende Øje, hvorm ed han saa ud over P T id ern e og deres H istorie, satte dem i Forbin- b> delse og udd ro g R esultaterne. O plevede han n o g et

■3 stort, eller d et fortaltes ham — ligegyldigt om d et

O

var hos hans F jen d e — hvor kunde han da b e g e jstre s; thi en B egejstringens M and var han

— derim od aldrig en L idenskabens. Sad m an og hørte p a a ham , n a ar han re t udfoldede sin P ersonlighed, kom m an til at tæ nke p aa Oehlen- schlågers O rd i »Socrates«:

»D et s k a d e r ej, at K r ig e r e n kan tæ nke, d e t s k a d e r ej, at K rig e re n er god.«

M onrad siger om ham , at han var en lyrisk N atur, og d e t indrøm m ede han selv. H an siger, at O verg an g en fra d e n T id , d a d e t Id eelle spil­

lede H ovedrollen, til d e n T id , d a m an vilde se d e filosofiske og filantropiske Id e e r træ de ud i Livet — navnlig g en n em friere politiske Form er

— overleverede d e n T id , hvori hans U ngdom faldt, en B landing af disse to R e tn in g er, en Arv, d e r lod de forskellige Sider skiftevis gøre sig g æ ld en d e« . D et lyriske reg n ed e han som en Del a f sin T idsarv. Jeg tror dog ogsaa, d et var en Slægtsarv. Vist er d e t: L yren gav T o n e r i hans Brvst. Til d e t sidste havde han stadig Sang p a a L æ b ern e, og han im proviserede ofte Ord til en M elodi; hans m usikalske Øre var fint, hans F o rstaaelse p a a d e tte O m raade klar. Mange og store D igte kunde han u d e n a d , navnlig a f O e h l e n s c h l å g e r og S c h i l l e r — hans Y ndlingsdigtere. D a han en g an g var sin U ng­

dom sven M o l t k e s Gæst i Berlin og en stor K red s Officerer var sam let d e r , b a d Moltke ham om at frem sige oehlenschlågerske D igte, d a han g e rn e vilde, de T yske skulde høre, hvor smukt d et dan sk e Sprog lød, n a ar d e t brugtes i højtide­

lig Stil, m ed en s han fandt det lan g t m indre skønt i m unter T ale. H egerihann opfyldte sin V æ rts Ø nske og vandt G æ sterne for vort M oders-

! 7

m aals V ellyd. — Alle A rter af K unst havde han m edfødt Sans for og K æ rlighed til.

D et kunde m aaske synes m ange lidt ufor- staaeligt, at en saa poetisk M and var en saa udpræ get Soldat. H an fo rb an d t dog m ed L eth ed disse to Standpunkter. H an siger: »Er d e t af­

gjort, at Livets Poesi staar over alt, hvad n o g en kan opfinde, og at d e t derfor er den, d e r faar sit U dtryk gennem den sande D igter, og er d et dernæ st saa, at K rigen frem kalder en C entrali­

sation af store, rask i h in an d en in d g rib en d e Livs­

begivenheder og Livsbilleder, saa giver d e n en kraftig, klangfuld Poesi, der føder nyt og stort poetisk Stof; og derfor er en H æ r u d en Poesi en U ting. Men, d a den virkelige, guddom m elige Poesi er S andhedens in d træ n g en d e Røst, saa m aa K rigen og dens G udinde forstaaes, n a a r Skjalden skal synge!« D et gjorde han, og derfor kunde han sige, at d et var d en n e G udinde, d er var d en danske Hærs Aand.

M age til hans F æ drelandskæ rlighed skal m an søge længe om ; og i næ rm este F orbindelse h er­

m ed stod hans K æ rlighed til Folket, som d e t var ham m agtpaaliggende at faa vakt til Be­

vidsthed, hvorved d et ikke vilde kom m e til at m angle poetisk H øjhed og Begejstring. D en K ern e­

sundhed, han havde fundet hos sine Soldater, d et Em ne, han havde arb ejd et m ed i Folkets Sønner, forøgede hans Følelse for d e t hele Folk; Sol­

d atern es L ydighed, Pligtopfyldelse, T roskab, Evne til i en m oralsk Svækkelsestid at levere sundt, kraftigt Stof, tiltalte ham lige saa m eget som dets dybe Følelse, D ristighed til at handle og liden Lyst til at tale derom . »Vore Soldater dø for F æ d relan d et, uden at have fordret, at det skulde anses for a n d et end Opfyldelsen af det, de skylde F æ drelandet, noget, som enhver brav

2

[8

M and gør«. H an m en te, at d en danske F olkekarakter har »lidet tilfælles m ed den b e­

standig frem træ dende, sto rtalen d e Selvforgudelse, hvis m est u d p ræ g ed e R esultat er uudslukkeligt H a d til alt, som ikke var dansk eller nordisk«.

H an vilde have Lov til at forene sin Fæ drelands- kæi lighed m ed B eundring for d e t store, U d­

lan d e t frem bragte. P artim an d vilde han aldrig væ re; han kaldte Parti-D jæ velen en af Arve­

fjendens solide A ffødninge; d en alt forvrængende, um otiverede Parti-A and an saa han for T idens farligste Barn ; »skal d e n faa T illadelse til at leve i vort L an d , hvor d e r er saa liden Foranledning dertil, saa vil d en sm ukke T æ n k em aad e svækkes, saa bliver den ene B orger i L a n d e t m ere fjendsk m od den an d en , end Soldaten var im od sin afvæ bnede F je n d e , og L a n d e t bliver et Offer for vor U en ig h ed « . E gentlig Politiker var han vel n æ p p e , i alt F ald næ rm est som Idealist.

D et k unde o g saa neto p hæ ndes ham, at han p a a G rund af sin ideelle O pfattelse tog fejl i V alget af P erso n er. —

I A aret 1886 vendte G eneral H egerm ann m ed sin Fam ilie tilbage til K jøbenhavn og tog O phold ude i sin B arn d o m s-E g n , ikke lan g t fra

»R olighed«, som nu rigtignok er m eget forandret, m en i hvis Have, som han havde A dgang til, han dog ofte fæ rdedes m ed Glæde. E t yndigt, hyggeligt Hjem væ rnede om hans A lderdom , og h a n k unde m ed H ensyn p a a sit Livs sidste Dage sige m ed Faust til W ag n e r: «Om Aftnen først m an skønner p a a sit Hjem «. Men alle vi, som altid m ere m aatte elske ham, n a ar vi vare sam men m ed ham, og som altid forlode d ette Hjem m ed F ølelsen af, at vi vare bievne fyedre M ennesker, vi kunne sige om ham, hvad R o b e r t S c h u ­ m a n n en G ang skrev i et Brev til sin Moder,

19

at hans Sjæl lignede en stille F rid ag . D er er visse T ræ er, som kun blom stre u n d e r Storm ; d e t havde han g jo rt; nu b a r han i stille Vejr de skønneste Frugter. Af alle, som kom i F o rb in ­ delse m ed ham — og talrige V en n er flokkedes om ham — vistes d er ham en Æ rb ø d ig h ed , som rum m ede den største Flengivenhed og K æ rlighed.

Vor K onge m ed hele sin Slægt besøgte ham ikke sjæ ldent, og gam le K rigskam m erater bleve af H jertets T ra n g førte til ham . F or to A ar sid e n m istede han sin trofaste og elskede Hustru. Som altid var han stærk i Sorgen. H ans g ru n d m u red e Gudsfrygt og K ristustro b ar ham nu, som altid, oppe. M ere og m ere følte han sig selv svag, og hans H ørelse svækkedes betydeligt. M eget levede han i K rigsm inderne og i B arndom s­

oplevelserne. I et Brev skriver h a n : »Hvor for­

underligt at se tilbage p a a d e n T id, saa forskel­

lig fra N utiden, og hvor ofte kunne dog Om skif­

telserne i den bevæ gede T id , vi æ ldre have gennem levet, erindre om M om enter fra d e n om ­ talte P eriode . . . . D et forekom m er mig ofte, som om mine gam le M alerier, Portræ tter, M øbler o. s. v. fra »Rolighed«s T id bevare en Duft over sig fra d et kære H jem «. H ans første og sidste T an k er d rejed e sig alligevel om F æ d relan d et, og den stærke M and kunde u n d ertid en m ed bristende Lyd og G raad i Stem m en u d b ry d e : »D anm ark!«.

Sidste Som m er laa han p aa L a n d e t i Lyngby, hvor d en m eget store Have, d er hørte til Stedet, forfriskede og glæ dede ham. Men snart svigtede B enenes K ræfter h am , og han m aatte køres rundt. D et oplivede ham at færdes i de E gne, d er vare ham saa hjemlige fra den T id, han havde ligget i G arnison i Jæ gersborg. — H ans før ubetvingelige Livslyst svandt dog nu m ere og m ere, og han ønskede at m aatte g aa b o rt; d en

2*

< a ^t

20

livfulde A and var lige virksom ; derfor m ærkede han m ere den fysiske Svækkelse. H an blev længe d e r ude p a a L an d e t, og, d a han vendte tilbage til sit gam le H jem , var d e t egentlig kun for at læ gge sig til at dø. I sine seneste 14 D age var han u a fb ru d t sengeliggende. E t af de sidste Be­

søg, han m odtog, var K o n g en s, og livlig talede han m ed H ans M ajestæt. D en 4. D ec., hans M oders F ødselsdag, havde han ønsket at gaa b o rt; m en d e t trak læ ngere ud. N ogle af hans sidste U d talelser rø b ed e d en Lykke, han følte ved at efterlade sig to Sønner og tre Sønne­

sønner, som k unde følge hans E ksem pel og tjene D anm ark. Selv d a han ikke læ nger kunde tale, sang han. G ud var i hans T an k er, og ofte fol­

d e d e han sine m agre H æ nder. Saa sov han en d elig stille hen F re d ag e n den 22. Dec. om F o rm id d ag en Kl. 11, ganske p a a sam m e K lokke­

slet, som hans H ustru for to Aar siden havde søgt Sengen, for ikke m ere at staa op. Med dyb Følelse have m ange m o d tag et B udskabet om d en n e elskelige M ands D ød, og i d ette Bud er g em t S an d h ed en af Salom os O rd: »Et go d t Navn er som en duftende Salve«.

V