Digitaliseret af / Digitised by
Danmarks Kunstbibliotek The Danish National Art Library
København / Copenhagen
For oplysninger om ophavsret og brugerrettigheder, se venligst www.kunstbib.dk For information on copyright and user rights, please consult www.kunstbib.dk
11 ind
D 40.427
Danmarks Kunstbibliotek
1 i
Mag 1
30001D 2 3 5 4 9 4 6 ^ fjern.
d U u J L ^ / :
HARALD GI ERSI NG
OM KUNST
R A S M U S N A V E R S F O R L A G K Ø B E N H A V N
O H b i f 3 9 6
OM KUNST
,
/ / / / / -
HAR AL D G I E R S I N G
OM KUNST
U D G I V E T AF
P O U L U T T E N R E I T T E R
KØRENHAVN
R A S MU S N A V E R S F O R L A G 19 3 4
F O R O R D
I
sin Bog om Harald Giersing i Serien Vor Tids Kunst skriver Leo Swane: »Der er vist ikke nogen dansk billedkunstner siden Abildgaards dage, der af naturen har haft saa udpræget tilbøjelighed for æstetisk refleksion som Giersing, og faa har besiddet saa omfattende en æstetisk kultur som han. Udbyttet for hans maler
kunst af denne overordentlig levende indstilling til alle kunstne
riske spørgsmaal har været enormt - den, der kendte ham, ved, hvor sikkert han skønnede ogsaa om litteratur og musik, og kunde ikke overfor et saadant komplex af vaagen æstetisk fornemmelse und- gaa undertiden at sende Delacroix en tanke. Giersing har ogsaa, dog med lange mellemrum, skrevet smaa artikler om kunst...
Disse artikler supplerer paa udmærket maade hans produktion som maler og kunde fortjene at udgives, helt eller delvis. Ogsaa i dem genfinder jeg hans særegne stil, det stærke, men aldrig brutale, den omhyggelige udformning.«
Ved Giersings Død i 1927 offentliggjordes i Kunstbladet en Gier- sing-Bibliograii, og den Tanke, at udgive hans litterære Arbejder, er med den her foreliggende Bog blevet til Virkelighed. Jeg har valgt at brede hele Stoffet ud, fordi det alt sammen - ogsaa det, der nu kan synes lidt bagatelagtigt - har optaget Kunstneren og bidra
ger til Forstaaelsen af hans Personlighed, og et Udvalg desuden let vilde faa et Præg af subjektiv Vilkaarlighed. Mange vil saaledes sikkert finde Giersings Artikler i Klingen en hel Del overekspone
rede og maaske ønske enkelte af dem udeladt, men de indeholder dog bl. a. Ting som Aforismerne, der for en yngre Malergeneration har faaet en næsten skriftstedsmæssig Karakter, og de svarer som
2
Helhed til hans Kunst i denne Brydningstid - det samme stærkt chargerede, men med Værker iblandt af den allerstørste Interesse.
Jeg beder alle, der har bistaaet mig ved dette Arbejde, modtage min oprigtige Tak, først og fremmest Skuespillerinde, Fru Besse Giersing og Kunstnerens Søster, Frk. Bodil Giersing, dernæst Kobberstik
samlingen og Private, der har udlaant Billeder til Beproduktion.
København i November 193b Poul Uttenbeitter
S E C E S S IO N E N I B E R L IN (1909)
H
e l e Interessen samler sig iaar om Cézannes store Billede af badende Kvinder. Skønt det næsten kun er en farvelagt Tegning, saa tydeligt staar Konturerne, saa sparsomt er Farven lagt paa, har dette Billede saa- danne Skønhedsværdier, et saadant Indhold af Virkelighed, at Billeder af Triibner og Corinlh, to af Tysklands største nulevende Kunstnere, derbegge behandler det nøgne Legeme med Virtuositet, ja, den første endog som en virkelig Kunstner, synes konventionelle og virkelighedsløse. Saa meget giver i dette Billede det følsomt tegnede Omrids, de sparsomt men uendelig sikkert paasatte Farver. Store Partier af Lærredet er udækkede, og dog savnes intet i det Skønhedsindtryk, som er Billedets umiddelbare Virkning. »At genoplive Poussin« var efter Cézannes egne Ord hans Hen
sigt med saadanne Billeder. For Nutiden ser det ud, som om han er naaet et Stykke videre. Poussins Helhedsvirkninger er ikke altid saa kunstnerisk gennemførte, hans Figurer virker ofte som Statuer hensatte i Billedet i Ste
det for som levende og virksomme Led i dettes Helhed. Og deres Bevægelser er oftest uden større Relation til Virkeligheden, medens disse hos Cézanne virker som de fineste nervøse Impressioner af Modellerne.
Af Cézanne-Efterlignere.der trives saa frodigt i Frankrig, findes ogsaa paa denne Udstilling adskillige. Først og fremmest Weiss, en af det unge Tysk
lands Førstemænd. Han er langtfra uden Talent; men hans Forholdtil sit Forbillede er af en saa udvendig Art, at hans Billede af de i og for sig smag
fuldt grupperede Kvindefigurer kun er blevet en højst pinlig Pastiche. En forsødet, forfladiget Udgave af Cézanne, mere salonfähig, men til Gengæld uudholdelig for enhver, der forstaar at skelne mellem ægte og uægte. Det samme gælder om Brühlmann, kun at denne virker endnu ubehageligere.
En ægte Kunstner, omend ikke nogen stor Kunstner, er derimod Karl Wal
ser, der paa en vis Maade minder om Hans Smidth, skønt hans Motiver er af en ganske anden Art. Hans Farve er ikke ulastelig; men han bruger den med stor Karakteriseringsevne og med en bestemt Følelse for de store Farveforhold. Han kender intet til moderne Problemer, men naar dog et Resultat, takket være lige Mængder af oprindeligt Talent og Flid.
Denne Kunstner virkede absolut opbyggende blandt den megen Forloren
hed. - En Mand, der beskæftiger sig med moderne Problemer, er derimod Maurer, som er paavirket af den radikaleste af alle radikale franske Ma
lere: Derain. Han har forstaaet sit Forbillede, der bag sit ekscentriske Ydre skjuler saa megen ægte kunstnerisk Stræben. Men i Tyskland hører For- staaelse af denne Art desværre kun til Sjældenhederne.
Leistikow har etværelse for sig selv paa Udstillingen, han er nylig død, og Folk taler sagte, idet de andægtig fordyber sig i de store Lærreder, som desværre ikke rummer nogen meget stor Kunst. Leistikow havde en vis Gennemsnitsopfattelse af Naturen, netop den, Publikum forstaar; men han er ikke Maler, og i intet af sine Billeder har han naaet at give mere end visse populære Værdier, der ikke formaar at bære et Kunstnernavn. Den berømte Schweizer Hodler udstiller et Par Kæmpelærreder; de er af en noget mere moderne og vel ogsaa mere kultiveret Art end den danske Oscar Matthiesens, men minder ellers om denne i den naivt banale Tegning og det sensationelt store Format.
At Franskmændene (Bonnard, Vaillard, Othon Friesz foruden Cézanne) i det hele staar som de stilsikreste paa Udstillingen, vil ikke undre. Ved Siden af saa megen tom Overfladekunst findes i Frankrig endnu levende Skud paa den ædle Stamme, der har sine Rødder saa dybt som i den gotiske Kunst. Der findes her den oprindelige Sans for Fænomenet, det udvendige, uden hvilken ingen levedygtig Billedkunst opstaar. At denne Sans ikke i samme Grad er til Stede i Tyskland, er en Kendsgerning, der med en vis Ironi bekræfter sig Gang efter Gang trods de enorme Summer af Penge og Kræfter, der ofres paa at skabe »Fædrelandet« en bildende Kunst.
KU N STN E R N E S E F T E RAAR S U D S T I E L IN G (1909)
I
D
et er mærkeligt, hvor god dansk Kunst gennemgaaende har forsmaaet alle Forsøg i virkelig stilistisk Retning. Det er, som om Betingelsen for, at dens Bestræbelser overhovedet skal lykkes, er en vis naiv og paa en Maade fortræffelig Fordybelse i Sujettet. Denne Art Kunst har skænket os Perler som Eckers- hergs Mariner, Købkes Portræ tter o. s. v.Men Juels Portrætter, Abildgaards Kompositioner! Havde dansk Kunst ikke engang højere Luft under Vingerne? I Slægt med den, der hos en Courhet, en Cézanne giver os Indblik i en kunstnerisk Verden med Nydelser af en stærkere og mere be
friende Art, end vor Malerkunst oftest har beredt os dem?
Det er dybe og til Grund liggende Problemer, det her drejer sig om. Billedkunsten har sine Skatte af Hemmeligheder, der ei saa mystiske, at de kun naas ad Intuitionens Vej, i den be-
1 usede 1 ilstand, som Arbejdet hensætter Maleren i. I saadanne Øjeblikke formaar han at omsætte de Erfaringer, han i nøgtern Tilstand har gjort, i ægte kunstnerisk Arbejde. Ad Veje, han aldrig havde drømt om, føres han til nye og skønne Resultater, der da for andre bliver Udgangspunkter for fortsatte Bestræ
belse!. Herpaa har saa at sige hele det historiske Frem skridt i Kunsten beroet. Og derfor tør m an overhovedet tale om at øve
Indflydelse, om at lære, hvor det drejer sig om noget saa intimt, som Kunsten er og maa være.
Billedformen har sine Love af rent formel Art ligesom en
hver anden Kunstart. At formulere dem er en Opgave, der end
nu venter paa sin Løser. Essensen af dem turde være udtrykt i Fordringen om en vis, netop igennem Valget a f Made (Billed
fladen) og Farve som kunstnerisk Udtryksmiddel, motiveret Gen
givelse a f Virkeligheden. En Følelse i denne Retning er det af
gørende i Henseende til kompositorisk Begavelse. Ved Kompo
sition tænker jeg da ikke alene paa Evnen til at sammenstille Figurer i et Billede, men paa Evnen til i det hele taget at lade et Billede fremtræde fuldendt i sin formelle Eksistens, i fuld
endte Arabesker, og af denne bestemte Afvejning i Rumforhol
dene, der inderst inde er Kendetegnet paa den store Maler, den Maler, der formaar at give os Indtryk som Manets »Déjeuner sur l’herbe«, Corots og Cézannes Landskaber.
I Følelsen for disse Begreber, i Evnen til Modulation inden
for deres Grænser, der netop i deres Snæverhed er Betingelsen for den stærke kunstneriske Virkning (jvf. Musiken), er det, at dansk Kunst altid h ar staaet tilbage. Abildgaards Komposition og Figurstil, der undertiden har naaet det virkelig store, Juels Kraft og Plastik i Anvendelsen af Midlerne (overfor et af Juels Portræ tter [Nr. 597 i] paa Galleriet kom jeg uvilkaarligt til at tænke paa - Henri Matisse!) har kun efterladt ringe Spor. Igen
nem Eckersbergs Fordybelse i Sujettet er vi naaet til den Bon- nat-Krøyerske »Realisme«, en Retning, som maaske i sin glim
rende Udvendighed tør siges at være den mindst realistiske, den mindst formelt fremragende, der nogensinde har eksisteret.
Paa denne Retning har ikke destomindre det meste af mo
derne dansk Kunst bygget. Philipsen, den friskeste af alle danske Malere, er vedblevet at være et enligt staaende Fænomen. Selv Kunstnere som Hammershøj, Syberg, Peter Hansen har, store Fortjenester tiltrods, ikke, i hvert Fald i stilistisk Henseende, bragt noget væsentlig nyt. De Malere, der bevidst har stræbt efter Stil, er for Størsteparten havnede i en i Grunden menings-
løs og navnlig overflødig Stilisering og har for Haandarbejdet med denne forsømt de virkelige Stilproblemer.
Først i den sidste Tid har, omend endnu kun i det dunkle, Bestræbelser af afgørende Betydning begyndt at gøre sig gæl
dende. Forsøg i Retning af et Maleri, der har sine Love væsent
ligst i Billedformens egne Krav, sit Indhold fra en jævn, ubla- seret Virkelighedsanskuelse, ofte af en egen intim Art. Den for
melle Sans er endnu famlende, Følelsen for Virkelighed endnu ikke af den Styrke, der radikalt omformer Brugen af Midlerne, men adskillige af de Tilløb, der er gjort, har vist, at Interessen for de egentlige Problemer, Trangen til et dybere Forhold til Naturen, er vakt.
For en stor Del er disse fornyede Krav sikkert kaldt til Live gennem Paavirkning fra moderne fransk Kunst. Den ligger der jo ogsaa foreløbig som et Bjerg, vore Kunstnere maa over, hvis de vil videre frem. Der er her gjort et Arbejde, indsamlet et Fond af kunstneriske Erfaringer, som det vilde være taabelig Selvgodhed at forsmaa. Og det vil maaske vise sig, at de, der forstaar at trænge dybest ind i de fremmede Former, netop vil være dem, der bedst vil forstaa at bevare de egentlige og de nationale Værdier. Frankrig lærte baade af Italien, Holland og England. Styrken i dets Nationalfølelse laa i, at den søgte udad.
Om den danske Kunst, som Efteraarsudstillingen i Aar brin
ger, kan siges nok af anerkendende Ord, men kun faa begejstrede.
Den berømte danske Smag er, synes det, i Færd med at løbe ud i sin Karikatur, er ved at blive til en ganske overdreven Respekt for Hæderligheden. Zahrtm ann lærte sine Elever at kaste sig ud paa de vildene Vover hellere end at vandre ad de magelige, banede Stier. Det meste af Efteraarsudstillingens unge Kunst lider af den altfor store Tro paa det dygtige, solide Ar
bejdes Værdi. Lad os faa Kampe at se hellere end disse »Resul
tater«, der giver os alt for lidt Liv, alt for mange Udstillings
billeder. Der gemmes Skønhedsværdier i Farverne, Linjerne og Form erne, som er af en anderledes berusende Virkning, end hvad denne Udstilling giver os Begreb om. Ny Paavirkning er
maaske nødvendig; lad den da endnu engang komme fra F ran krig. Men fra Maillols, Renoirs Frankrig. Bonnats Realisme var kun en Sensation.
I en følgende Artikel skal jeg komme ind paa de enkelte Ar
bejder paa denne Udstilling, der trods det beskedne Helheds
indtryk rum m er baade Talent og enkelte Billeder af ægte og udmærket Kunst.
II.
D
e t Billede paa Udstillingen, som synes mig at give de rigeste Løfter i rent malerisk Henseende, er Edvard Weies Stillleben. Det er interessant at sammenligne det med de Billeder, der hænger nærmest omkring det, de danner tilsammen en Buket, der ganske godt illustrerer nogle af de Afskygninger, der er repræsenterede paa denne Udstilling. Svend Rathsacks Flodlandskab præges af den samme Mangel paa kunstnerisk Begejstring, som er karakteristisk for Udstillingens store Hob. Et net, dygtigt Billede, intet mere. Viggo Madsens iøvrigt smukke Billede taaler ikke rigtigt at stilles i Modsætning tilWeies. Dets Farver har ikke, omend maaske nok saa helt sete, den Fylde, er ikke udsprungne af saa rigt moduleret en Palet som dennes.
Selv Edvard Munchs smukke Landskab »Foraar i Kragerø« lider ved Sammenligningen. Dets Styrke er dets karakterfulde Holdning i rent deko
rativ Henseende (smig. Litografierne, maaske det fortrinligste af, hvad Ud
stillingen i det hele bringer), i den Retning naas det ikke af noget Billede paa Udstillingen. Men det er, som om Farven, der maaske altid har været Munchs svageste Side, mangler den endelige Bestemthed, der gør, at et Bil
lede kan ses atter og atter uden at miste. Modsætningen imellem de lyse, grønne og gule Farver og de mørkviolette og mørkegrønne er pragtfuldt tænkt, men det er, som om Malerens Farvefølelse ikke helt har kunnet følge hans Intentioner. Billedet synes ved gentagen Betragtning atvære en Smule grov Musik. Noget lignende gaar det med Portrættet af Helge Rode, det er den smukke og intensive Karakterskildring, der giver dette Billede Værd, hvorimod Farven, trods fortræffelige Enkeltheder, f. Eks. Hænderne, ikke ejei den Modulation og Beherskelse, der betinger dens selvstændige og bli
vende Værdi.
Sit/m d Sivanes lille Farveskitse taaler heller ikke helt den gentagne Be
tl agtning, denne for et Billede saa forfærdelige Prøve at bestaa. Sammen med Munchs repræsenterer det et friere Forhold til Midlerne end Udstil
lingens øvrige Billeder, og det bærer i sig Bestræbelser, som nok skal bære rig Frugt.
Den modsatte Pol af Kunstopfattelse i Forhold til Weies Billede viser Johs. Globs Skovinteriør. Det er mig umuligt at se noget betydeligt i dette
løs og navnlig overflødig Stilisering og har for Haandarbejdet med denne forsømt de virkelige Stilproblemer.
Først i den sidste Tid har, omend endnu kun i det dunkle, Bestræbelser af afgørende Betydning begyndt at gøre sig gæl
dende. Forsøg i Betning af et Maleri, der har sine Love væsent
ligst i Billedformens egne Krav, sit Indhold fra en jævn, ubla- seret Virkelighedsanskuelse, ofte af en egen intim Art. Den for
melle Sans er endnu famlende, Følelsen for Virkelighed endnu ikke af den Styrke, der radikalt omformer Brugen af Midlerne, men adskillige af de Tilløb, der er gjort, har vist, at Interessen for de egentlige Problem er, Trangen til et dybere Forhold til Naturen, er vakt.
For en stor Del er disse fornyede Krav sikkert kaldt til Live gennem Paavirkning fra moderne fransk Kunst. Den ligger der jo ogsaa foreløbig som et Bjerg, vore Kunstnere maa over, hvis de vil videre frem. Der er her gjort et Arbejde, indsamlet et Fond af kunstneriske Erfaringer, som det vilde være taabelig Selvgodhed at forsmaa. Og det vil maaske vise sig, at de, der forstaar at trænge dybest ind i de fremmede Former, netop vil være dem, der bedst vil forstaa at bevare de egentlige og de nationale Værdier. Frankrig lærte baade af Italien, Holland og England. Styrken i dets Nationalfølelse laa i, at den søgte udad.
Om den danske Kunst, som Efteraarsudstillingen i Aar brin
ger, kan siges nok af anerkendende Ord, men kun faa begejstrede.
Den berømte danske Smag er, synes det, i Færd med at løbe ud i sin Karikatur, er ved at blive til en ganske overdreven Bespekt for Hæderligbeden. Zahrtm ann lærte sine Elever at kaste sig ud paa de vildene Vover hellere end at vandre ad de magelige, banede Stier. Det meste af Efteraarsudstillingens unge Kunst lider af den altfor store Tro paa det dygtige, solide Ar
bejdes Værdi. Lad os faa Kampe at se hellere end disse »Resul
tater«, der giver os alt for lidt Liv, alt for mange Udstillings
billeder. Der gemmes Skønhedsværdier i Farverne, Linjerne og Form erne, som er af en anderledes berusende Virkning, end hvad denne Udstilling giver os Begreb om. Ny Paavirkning er
maaske nødvendig; lad den da endnu engang komme fra F ran krig. Men fra Maillols, Renoirs Frankrig. Bonnats Realisme var kun en Sensation.
I en følgende Artikel skal jeg komme ind paa de enkelte Ar
bejder paa denne Udstilling, der trods det beskedne Helheds
indtryk rum m er baade Talent og enkelte Billeder af ægte og udmærket Kunst.
II.
D
e t Billede paa Udstillingen, som synes mig at give de rigeste Løfter i rent malerisk Henseende, er Edvard Weies Stillleben. Det er interessant at sammenligne det med de Billeder, der hænger nærmest omkring det, de danner tilsammen en Buket, der ganske godt illustrerer nogle af de Afskygninger, der er repræsenterede paa denne Udstilling. Svend Rathsacks Flodlandskab præges af den samme Mangel paa kunstnerisk Begejstring, som er karakteristisk for Udstillingens store Hob. Et net, dygtigt Billede, intet mere. Viggo Madsens iøvrigt smukke Billede taaler ikke rigtigt at stilles i Modsætning til Weies. Dets Farver har ikke, omend maaske nok saa helt sete, den Fylde, er ikke udsprungne af saa rigt moduleret en Palet som dennes.
Selv Edvard Munchs smukke Landskab »Foraar i Kragerø« lider ved Sammenligningen. Dets Styrke er dets karakterfulde Holdning i rent deko
rativ Henseende (smig. Litografierne, maaske det fortrinligste af, hvad Ud
stillingen i det hele bringer), i den Retning naas det ikke af noget Billede paa Udstillingen. Men det er, som om Farven, der maaske altid har været Munchs svageste Side, mangler den endelige Bestemthed, der gør, at et Bil
lede kan ses atter og atter uden at miste. Modsætningen imellem de lyse, grønne og gule Farver og de mørkviolette og mørkegrønne er pragtfuldt tænkt, men det er, som om Malerens Farvefølelse ikke helt har kunnet følge hans Intentioner. Billedet synes ved gentagen Betragtning at være en Smule grov Musik. Noget lignende gaar det med Portrættet af Helge Rode, det er den smukke og intensive Karakterskildring, der giver dette Billede Værd, hvorimod Farven, trods fortræffelige Enkeltheder, f. Eks. Hænderne, ikke ejer den Modulation og Beherskelse, der betinger dens selvstændige og bli
vende Værdi.
Sigind Sivanes lille harveskitse taaler heller ikke helt den gentagne Be
tl agtning, denne for et Billede saa forfærdelige Prøve at bestaa. Sammen med Munchs repræsenterer det et friere Forhold til Midlerne end Udstil
lingens øvrige Billeder, og det bærer i sig Bestræbelser, som nok skal bære rig Frugt.
Den modsatte Pol af Kunstopfattelse i Forhold til Weies Billede viser Johs. Globs Skovinteriør. Det er mig umuligt at se noget betydeligt i dette
Billede udover en vis ganske kultiveret Tegneevne. Denne Maler maa efter min Mening foretage en fuldstændig Omkalfatring af sjn Malemaade for at kunne gøre sig Haab om at naa virkelige Resultater. Hvad han endnu har bragt (»Ariadne« indbefattet), har ikke været Billeder, men flittige, næsten pinlige Sammensætninger af ganske smukke og stilfulde Tegneelementer.
Han synes at være gaaet i den Grad op i sin Manér, at Fuldbyrdelsen af denne for ham er ved at blive en væsentlig Del af selve Kunsten. En større Vildfarelse kan ikke tænkes, og det vilde være trist, om hans utvivlsomme Evner ved at spændes i denne Tekniks Prokrustesseng skulde gaa tabt for al Udvikling.
Resultatet af Sammenligningen af disse Billeder, der danner saa karak
teristisk en lille Koloni i Udstillingens allerinderste Værelse, falder altsaa nærmest ud til Fordel for Weies. Det staar iblandt de øvrige som det mest malede, det, der giver os det i malerisk Henseende rigest følte Indtryk af Virkeligheden, samtidig med, at dets Farver paa selve Lærredet bevæger sig i smukke og harmoniske Overgange. Med de største Maal taaler det selvfølgelig ikke at maales. Malerens Begrænsning bliver man ogsaa klar over ved at se hans andet Billede paa Udstillingen. Men det Resultat, han i dette lille Udsnit af Virkeligheden har naaet, er overordentlig respektabelt og opmuntrende at møde iblandt Udstillingens mange mere eller mindre ægte Farvekapricer.
En Maler af en helt anden Art er Henrik Schouboe. Han har maaske en nok saa omfattende kunstnerisk Begavelse som Weie, men han naar neppe denne som Specialist i det egentlig maleriske. Det smukkeste af de tre Billeder, han udstiller, er vel nok Landskabet, i hvilket navnlig Bag
grunden og Mellemgrunden er friskt og naivt malede. Bevægelsen af Sejl- haaden er overordentlig heldigt og følt givet i Samklang med Bevægelses
retningen i den gaaende Kone paa Strandbredden. Det er en af disse delikate Virkninger, som man ikke træffer hos Grosset af Malere. Juel havde noget lignende i et af Billederne i Kunstforeningen, en Kone, der pegede ud over Stranden, og hvis Bevægelse gav et ejendommeligt nyt Liv i Billedets Linje
virkning. Overfor et andet af Schouboes Billeder, »En Mo’er med sit Barn«
(hvorfor forresten ødelægge det smukke Ord Moder?), kan man, hvor smukt følt og hvor smukt malet Billedet end er, ikke tilbageholde Tanken om, hvad denne Maler netop i et saadant Billede kunde naa, hvis han forstod, om jeg saa maa sige, at indsmelte Figurens levende Bevægelse i Billedets rent ornamentale Helhed. Det er en af den Slags Virkninger, som fransk Kunst har haft en ganske anderledes Følelse og Forstaaelse for end vor, og som hører til Malerkunstens rigeste, ja sikkert er dens egentlige centrale Virkemiddel. Saaledes som Billedet nu staar, skæmmes det af et vist Mis
forhold imellem den dybe Følelse i Fortællingen og den lidt akademiske, omend i Enkelthederne smukt følte Tegning. Men Schouboe har været i
stadig Udvikling fra sine første Billeder, og han vil ogsaa sikkert naa langt ud over dette. Han ejer noget af den Evne, hvis Begreb Hr. Leo Swane i sin Afhandling om Chassériau saa klart afgrænsede og karakteriserede gen
nem Ordet Formfantasi. Men han mangler endnu den for en Maler saa nød
vendige Fortsættelse af denne Egenskab over i det, man kunde kalde Flade
fantasien. Den souveræne Evne, der ikke alene véd at lade Figuren blive levende ad Følelsens, Syntesens Vej, fremfor ad den rent efterlignende, men som ogsaa forstaar samtidigt at lade den indføje sig organisk i Billedets plastiske Liv og herigennem baade forstærke dens Virkning og eliminere den Følelse af Ubehag, som hos den æstetisk udviklede Beskuer ledsager Indtrykket af den paa Fladen mekanisk (akademisk) overførte Virkelighed.
Det fortælles om de første Fotografier, der fremkom, at de virkede kantede, uordnede, kort sagt ubehageligt. I høj Grad forstaaeligt - hvem kender ikke selv denne Følelse? Kimsien er og vil altid være den ideelle, den klareste, stærkest virkende Gengiver af den synlige Verden. En betryggende Tanke for de Malere, der først i Fotografiens og dernæst i Farvefotografiens Op
komst har set en alvorlig Fare for deres Kunst. Skønt - har de i Virkelig
heden Grund til at føle sig betryggede? Netop deres Frygt tyder jo paa, at de repræsenterer den Art »Kunst«, der vil overflødiggøres.
Harlmanns »Tobias« bærer Vidne om megen kunstnerisk Kamp, men det skæmmes efter min Mening af en noget for stærk Tegning ind i de store Flader, foruden at Opfattelsen af Formen undertiden synes mere karikatur
mæssigt bestemt end egentlig skønhedsfyldt. Farven er fuld af Liv men ret ukultiveret; ligesom Tegningen lider den af Mangel paa Enkelhed og præg
nant plastisk Virkning. For denne Maler vilde et Studium af Delacroix og Daumier sikkert, hvad det rent billedmæssige angaar, kunne være af den største kunstneriske Betydning. Der er jo Kræfter nok i hans Billede og et glædeligt Forsøg paa at løse Opgaver, som den yngre Kunst ellers respekt
fuldt lader ligge. Og sammenlignet f. Eks. med Vedels mere og mere par
fumerede Kunst føles denne som et virkelig friskt Pust.
Udstillingens Damer udtrykker sig i et meget forsigtigt Sprog. Deres Bil
leder ligger ret nær op ad det smagfulde Broderi, forsaavidt som de ikke ejer noget egentligt plastisk Liv, men lader sig nøje med en smagfuld lifter- tegning al de rolige Motiver, de nu har udfundet sig. Et Pust af friskere følelse findes i Augusta Theills lille, badende Pige, en smukt gennemført Farvefølelse i Karen Meisner-Jensens store Interiør, der er enklere set end Olga Jensens nok saa kraftigt gennemførte lignende Arbejde.
Ganske habile Malere er Viggo Brandt, der dog virker noget spinkel, og Marius Hammann, der absolut ikke magter saa store Opgaver som den, han har stillet sig i Billedet af den liggende Kvinde. Sammen med disse kan maaske passende nævnes Sven Schou, som sikkert ogsaa vilde vinde ved at koncentrere sine gode Evner om mindre Opgaver. Han mangler i
hvert Fald Sans for at bygge et Billede i saa kraftige og enkle Virkninger, som Motiver af den Art, han har valgt sig, kræver.
P. A. Schou og Olga Lou repræsenterer paa Udstillingen en Genre, som jeg ikke har nogen Sympati for. Der er noget køligt og raffineret over deres Billeder, som ikke lover godt.
Af Gustav Wolmar findes tre Landskaber, der dog ikke, skønt i og for sig smukke og vindende, giver saa kraftigt et Begreb om Malerens Evne som de Billeder, han i Foraaret udstillede i den frie Udstilling.
Hvad Udstillingen bringer af Skulptur domineres ganske naturligt af Vigelands Sager. Han viser en intensiv Evne i Slægt med Munchs, dens Karakteristik ligger for mig i Ordet Lin. Navnlig en Gruppe som Tiggerne virker stærkt uden dog at bibringe En den Følelse af Befrielse, som følger med al stor Kunst. Figuren af Beethoven er maaske det bedste plastiske Udtryk, der endnu er givet for dennes Ildsjæl, saaledes som den kommer til Orde i »Appassionata« eller i den niende Symfoni. Desværre brydes Figurens kraftfulde Linjer af Hovedets Bevægelse, det er, som om det har voldet Kunstneren Vanskelighed at indføje Beethovenmasken og det tradi
tionelle lange Haar i denne Figur, der vel oprindelig har været tænkt mere symboliserende Beethovens Aand end egentlig som et Portræt. - Busten af Thiel ser ud til at ligne fortræffeligt, men forekommer mig at savne pla
stisk Liv.
Carl Martin Hansen udstiller nogle nydelige, i Enkelthederne smukt følte Statuetter. Kai Nielsen fletter neppe noget nyt Blad i sin Laurbær
krans, skønt den lille »Venus« er baade nydelig og morsom og gjort med fremragende Dygtighed.
CARL LARSSON
UDSTILLINGEN I MALMO MUSEUM (1910)
J
e gfik tilfældigt en Bog om den franske Maler Toulouse-Lautrec i Haanden, og mit Blik faldt paa et Billede, der forestillede en Grisette set en face og med en Søster udi Synden under hver Arm. Hendes venstre Haand tegnede sig særlig fremtrædende mod Sidefigurens mørke Kjole. Den var gjort i store Træk og maaske slet ikke i sig selv noget videre fremragende Stykke Malerkunst.
Men det slog mig, at der alligevel i denne Smule Haand stak mere Kunst end i den hele Carl Larsson.
Den var for det første levende i sig selv, det var en Haand, der havde sin Historie, og den var set af en Maler, der forstod at vurdere dens Ejen
dommelighed. Men dernæst havde den et Plus af noget ubeskriveligt, den var i Billedet paa en egen Maade, der gjorde, at man blev glad ved at se
den. Den meddelte til Beskueren et Genskin af den Glæde, Maleren havde følt ved at kunne anbringe den netop der og netop saaledes.
Kvaliteter af den Art finder man ikke hos Carl Larsson.
Denne Maler er flittig, næsten sirlig, han har en kvindagtig Glæde ved det pyntelige, saa man ofte overfor hans Billeder kan tale om en virkelig Misbrug af Motivet til Fordel for det delikate og smilende. Dette kunde endda være, hvis han, f.Eks. som en Boucher,forstod at smykke sin banale Verden med en glimrende Malerkunsts bedaarende Raffinements. Men - efter denne Udstilling at dømme - har han kun een Gang følt, hvad det vil sige at male, nemlig da han malede det lille Selvportræt fra 1899. Her er paa en eller anden mærkelig Maade kommet Flugt i Linjerne og dette Op
sving i Billedets Mekanik, der faar det til at virke som Krudt paa Beskueren og rykker Kunstglæden til Live i ham. Og saa er Billedet endda egentlig kun en Tegning. Saa vidt som til at udstrække Rusen til ogsaa at omfatte Farverne, at drage dem ind under sit Skabersind, saa vidt er Carl Larsson aldrig naaet.
Undertiden kan man overfor det lunefulde i hans Billeder komme til at tænke paa en Kunstner som Degas. Paa et af Billederne ses f. Eks. en Pige siddende midt for og en aabenstaaende Dør helt foran i venstre Side af Bil
ledet og allerforrest dens kolossale Messinghaandtag. Sligt kan minde om Degas, naar han paa et af sine Billeder fra Balletskolen lader Hovedet af en Kontrabas rage midt ind i Sceneriet og tilsyneladende forstyrre det. Men der er den himmelvide Forskel, at Degas forstaar at udnytte sit Paafund kunstnerisk; han vender og drejer sine Linjer, sine Planer saaledes, at Kontrasten afvejes, at Indtrykket trods alt bliver Harmoni, Ro og Skønhed.
Carl Larsson derimod konstruerer frejdigt sin Dørlaas perspektivisk og med Lineal, kunde for den Sags Skyld anbringe lige saa mange endnu, som han vilde, Billedet vilde ikke blive hverken bedre eller ringere.
Vil man være velvillig - noget man dog ikke behøver at føle sig forpligtet til, da han som bekendt er en overordentlig berømt og hædret Mand - kan man finde mange Smaadyder i hans Billeder. De er virkelig alle uden Undtagelse ganske usædvanlig net og delikat gjorte, de lige Linjer er over
alt paa det smukkeste dragne efter Lineal, Vandfarverne er saa lækre at se til som kølig Limonade, og Menneskene, Dyrene, Tingene, alt saa pænt og pynteligt, at man tror at se ind i en 14-aarig Ungmøes drømte Verden.
- En elskværdig Skildrer, en glimrende Haandværker, et prægtigt Men
neske, en ideel Ægtemand (i hvert Fald efter Billederne at dømme), men kun en grumme indskrænket Kunstner, der undertiden kan strejfe det ud
mærkede, men som aldrig forbliver der, altid driver bort igen, fordi hverken hans Greb om Livet eller om Kunsten er stærkt og magtfuldt. En Kunst, for hvilken Begrebet Uendelighed ikke eksisterer, en lavloftet Stue, hvis naive Pynt ikke formaar at gøre den til noget Hjem.
W IL L U M S E N S U D S T IL L IN G (1910)
D
ajeg første Gang saa Willumsens smukke Plakat mellem Gadens andre, følte jeg noget lignende som ved i et Selskab at træffe en dejlig Dame, der har haft den Ulykke at klæde sig for fint til Lejligheden. Hun er dejlig, men det hele er forfejlet, hun er urolig, og man falder ikke i nogen fortrolig Samtale med hende.Denne Plakats Stemning af Fest vil neppe finde nogen Gen
klang herhjemme, og de »Masser«, den vil drage ud til Villaen i Hellerup, vilde neppe komme til at svare til den Tillid og Begejstring, hvormed den var udført. Den talte jo saa indtræ n
gende og skønt om Kunstnerglæde og Kunstnerliv. Her stod Maleren med sin Model, som han havde faaet ud i det grønne og anbragt i en Stilling, der baade var ny og skøn og dog fuld af græsk Værdighed. Maleren i sin hvide Dragt, kæmpende med Arbejdet, der trækker hans Ansigt i sære Folder. Bagved, den grønne Eng, Poplerne og Malerens Hus, der bøjer sig saa smukt ind i Landskabet og smykkes af de dejlige, kølige Skygger, hvis Væsen det har været Kunstneren en Fryd at bestemme saa nøje, at han kunde gengive dem Gang efter Gang som det sikre
ste, usvigeligste Besultat af sine Forskninger og samtidig ru m mende al hans Glæde ved Iagttagelsen. Gennem hele Billedet en Præcision, en Enhed af Kraft og Ynde, der her, syntes man næ
sten, for første Gang lod Willumsens Kunst vise sig i fuld Blomst.
Den maleriske Gratie, Lyriken i Akvarellerne fra Schweiz, Blød
heden i Litografierne fra den senere Tid, klang her sammen i en fuld og rig Akkord. Endelig virkede denne Plakat, der paa den dristigste Maade inddrog Rumm et i sin Virkning, ikke spin
kelt som enkelte af Willumsens tidligere Arbejder, der nøjedes med et stiliseret, igennem den flade Form dekorativt virkende Billede, men friskt og aabent og med en poetisk Magt, som det kun er den sikreste Kunstners Sag uden Fare at turde tilstræbe.
Saa overlegent som i Plakaten har han ikke mestret Rum
met i sit store Billede af de badende Børn. Men Opgaven er jo
8*
ogsaa langt vanskeligere, ja, vel næsten umulig at løse, naar man ikke paa en endnu stærkere Maade, end W illumsen har gjort det, inddrager Atmosfærens Virkninger i Billedet. Vor Tid har en Del at lære af en Veroneses, en Tizians eller hvorfor ikke sige en Delacroix’s Maade at lade Himlens Farver ligesom trænge ind i Billedets Scene og gennem sine fortættede Valører bidrage til, at Bammen samler sig om en ensartet Handling af Farve. Der er en Afgrund mellem W illumsens og Oscar Matthie- sens Løsning af dette Problem, Badende i Strandkanten, og dog synes jeg, at W illumsens Billede genkalder det andet i E rin
dringen, fordi man heller ikke overfor det undgaar en Tanke paa Opgavens Vanskelighed. Men det siges, at Billedet ikke er færdigt, maaske Virkningen af det, efterhaanden som Farven m ætter det, vil samles mere, og Følelsen af det ubilledmæssige i Motivet forsvinde. Man synes ogsaa, at Farven paa sine Steder er drevet for næ r op imod det sensationelle. Det er dog F ar
vens eget Liv i B ille d e tder, naar alt kom m er til alt, er det vig
tigste, ikke dens Forhold til den Virkelighed, hvoraf den er in
spireret. Der er lidt Realisme i ultram oderne Forstand i W il
lumsens sidste Billede, som ikke fandtes f. Eks. i de smukke Akvareller med Bjerglandskaberne.
I det yndefulde Billede af de to Drenge, der svæver igennem Rummet, er der naaet en større samlet Virkning, men ikke med saa naturlige Midler som i Plakaten. Forøvrigt er de to Børns Stilling til hinanden, den Maade, hvorpaa Stoffet i deres Lem
m er igennem sine Bevægelser inddeler Billedrummet harm o
nisk, af et kunstnerisk Aristokrati, der sjældent lorlader Wil
lumsen, men som er ukendt Land for Størsteparten af vore hjemlige Malere. Det er den Slags Virkninger, som ikke naas gennem nogen Reflektion, men som et skønhedsbegejstret Sind af sig selv tvinges ind i, og som er lige saa naturlige for Maler
kunsten, som Afrundethed og Logik er det for Musiken.
Den, der uden at kende noget andet af Willumsens Produk
tion, stilles overfor et Billede som det af Kunstneren og Mo
dellen, vil indrømme, at den Mand, der har gjort dette Arbejde,
tillige maa være en betydelig Billedhugger. Saa sluttet, saa fast formet staar Skikkelserne i Rummet. At de til Trods herfor ikke sønderriver Billedvirkningen, er et Fortrin, som man kan lykønske Maleren til; Billedhuggeren har i og for sig til
strækkelig bevist sine Evner i Figurerne selv. Undertiden har denne Tvehed ikke forenet sig saa harmonisk som her. I Bjerg
bestigersken f. Eks. løsnede Figuren sig for stærkt fra Baggrun
dens Liniespil og P’arve, og den indgik ikke paa nogen helt na
turlig Maade i Billedets Rum. Man kunde beundre den fastfor
mede, af et idealistisk Gemyt tænkte Bjergvandrerske, men Bil
ledet gav ikke En den rent kunstneriske Glæde, som udløser sig af Stoffets Beherskelse under Følelsen af dets Rigdomme og Muligheder. Denne Side af Kunsten, der er saa uendelig rig i Forhold til den mere litterære, at den for den, der til Stadighed beskæftiger sig med Kunst, efterhaanden bliver ét og alt. Den ideelle Bjergvandrerske, kunstnerisk set, finder m an i Mindes
mærket for Pietro Krohn. Her er Figuren løftet ud fra Bag
grunden, formet netop saa meget, som Afstanden fra den kræver og samtidig holdt i et billedligt Plan, derigennem at Linjerne forkortes i selve Figuren. Et Eksperiment, der er overordent
lig interessant, og som ingen anden end en gennemkultiveret Kunstner var i Stand til at udføre kun nogenlunde tilfredsstil
lende. I et saadant Arbejde, der staar som et af Willumsens allerbedste, har hans paradoksale Lyst givet sig et fornemmere kunstnerisk Udtryk end f. Eks. i Billedet fra Norge med de fan
tastiske Sidefløje. Den Slags kan være udmærket, og Billedet har i og for sig fortræffelige Egenskaber, men m an kan ikke andet end finde, at den anden Form for det paradoksale er uen
delig nyttigere.
Udstillingen giver i sin særegne Form et godt Begreb om, hvorledes Willumsen efterhaanden med rationel Energi har op
dyrket sin Kunsts forskellige Sider. Svagest staar han.m aaske overfor den maleriske Side af Problemet, hvor smukke Ting der end findes, navnlig imellem Studierne fra Schweiz; og den Kunst, der øser af den fulde Palet og ligesom beruser sig i selve Ma
leriets Proces, har han knap nok vovet sig i Lag med. Ud fra Tegningen, der atter støtter sig paa hans glimrende formende Evne, naar han til sine Malerier, som han bygger op i klog og skønhedsfyldt Beregning. Man kan se bort fra de maleriske Egen
skaber, og der bliver en gediegen Tegner tilbage, og man kan eliminere Tegningen, og man faar til Rest en Sum af indholds
mættet, energisk bestemt Farve.
Smukkest, synes jeg, har som sagt hans forskellige Egenska
ber forenet sig i Billedet af den malende K unstner og Model
len. Forstaar vore unge Kunstnere at lære af den Strenghed i Formen, den Adel og Ynde i Sproget, som præger et saadant Værk, var der maaske endda ingen Grund til at skamme sig, fordi det var paa vore Gader og Veje, denne Dejlighed stod frem i sin altfor fine Dragt.
E D IT H W IL L U M S E N S STATUETTER (1910)
F
r u Edith Willumsen deltog i sin Mands andetsteds omtalte Udstilling med en Samling Statuetter, hvoriblandt en Del i farvet Voks. Genren er nydelig, men undertiden fristes Fruen til at anvende for stærke Farve- modsætninger, saa at den skulpturmæssige Form ligesom modvirkes. Smukkest iblandt de udstillede Arbejder - og meget indtagende - er en Bronce- statuette af en Moder, der knælende bøjer sig bagover, idet hun leger med sit Barn. I en saadan lille Gruppe viser Fruen sig som en virkelig og be
tydende Kunstner.
G U L D M E D A IL L E -K O N K U R R E N C E N (1911)
D
er var kun liden Opbyggelse at hente paa den Udstilling af Konkurrencearbejder, som paa lovbefalet Vis i otte Dage holdtes tilgængelig for Publikum. Man fik ærlig talt lidt ondt i Øjnene af at se paa flere af disse temmelig opstyltede og forlorne Lærreder. Resultatet var saa tyndt, at man spurgte sig selv, om ikke disse Konkurrencer nu uden Skade kunde skrin
lægges. De søges ikke længere af de Kunstnere, der betyder no-
get, hvad enten det nu er, fordi Tilliden til Akademiet som høje
ste Domstol er svækket, eller det er, fordi den gode Kunst nu om Stunder gør sig gældende under Former, der ikke har noget tilfælles med de Forudsætninger, under hvilke denne Konkur
rence i sin Tid indstiftedes. Pengene kom m er sikkert Kunsten til bedre Nytte ved at uddeles paa anden Maade. De Vindere af den lille Guldmedaille (den store er kun blevet uddelt een Gang i de sidste Par Menneskealdre), som den senere Tid har set, har jo ikke just i Tidernes Løb indrangeret sig blandt Spid
serne i vor Kunst.
D E N F R A N S K E K U N S T PAA M ARTS UD S T IL L IN G E N
(1911)
D
et er jo virkelig »moderne fransk Kunst«, det der for Tiden er udstillet hos Kleis, og Udvalget er ikke anderledes, end at eventuelle Samlere eller Samlinger meget godt her kunde finde smukke og karakteristiske, omend ikke særlig billige, Prøver paa, hvad nogle af disse i Udlandet saa højt ansete Kory
fæer er i Stand til at yde. Udstillingens væsentligste Betydning turde dog være den, at den i sin Karakter af Tilfældighed, sin Mangel paa enhver som helst repræsentativ Betydning gør det dobbelt nødvendigt og ønskeligt, at »Kunstforeningen« snart gør Alvor af at skaffe os en virkelig udsøgt og - om jeg saa maa sige - homogen Samling herop.
Thi nogen Plan eller indre Motivering vil man forgæves søge paa denne Udstilling. Den er Besidtatet af et hastigt Greb paa Maa og Faa, godt og daarligt er kommet med, ensartet og uens
artet. Det er tilfældige Lejre, der er repræsenterede, og det er tilfældigt, hvorledes denne Repræsentation er blandet.
Fyldigst Begreb giver Udstillingen vel om Kunstnere som Vuillard og Bonnard. Men det er dog neppe denne charm ante og dekadente Retning, vi trænger mest til at se repræsente
ret heroppe. Den nærm er sig lidt for meget til den engelske
Kunst, Kunstforeningen i Fjor viste os, og som vi ikke fandt nogen Opbyggelse ved. Mest gælder dette om en Maler som Vuillard, der, hvor teknisk udsøgt en K unstner han end er, dog forekommer os en lille Smule for næ r beslægtet med Salon- Impressionister som Besnard, Aman-Jean o. s. v. E r denne Sam
menstilling maaske, set fra et gallisk Synspunkt, uretfærdig, saa staar han dog som en Maler, af hvem vi Danske, hos hvem det udmærkede næsten aldrig har været forbundet med Letsindighed og Gratie, men næsten altid med Tunghed og Tilforladelighed, neppe vil kunne modtage nogen gavnlig Paavirkning, og [som vi] neppe heller vil være i Stand til at vurdere efter Fortjeneste.
Baade fjernere og nærm ere staar Bonnard for os. Han beteg
ner en yderliggaaende Konsekvens af den Linje i fransk Kunst, der samler sig om selve Billedvirkningen, og som staar i det friest mulige Forhold til Motivet. Der ligger mægtige Udviklings
muligheder gemt i saadan Kunst. Den bygger jo saa at sige paa selve Malerkunstens sikreste og uomtvisteligste Grundpiller.
Alligevel er derfor os Danske, som er opdraget til først og fremmest at søge Inspirationen i selve Motivet, et langt Spring til en Kunst som denne, der bevæger sig i saa helt andre Forudsætninger og Selvfølgeligheder, end vi er vant til. Bonnard vil neppe fore
løbig komme til at høre til vore Yndlinge indenfor moderne fransk Kunst, hvor megen Respekt vi end kan have for en Intel
ligens og en Kunnen som hans.
Saa staar en Kunstner som Signnc os nærmere. Der er ikke saa langt et Spring fra ham til f. Eks. Johs. Larsen, selv om det maaske kan lyde lidt paradoksalt. Betragt de to Billeder fra Australien paa Aquareludstillingen, de to, der hænger som Pen
danter og er holdt i blaa, grønne og gule Farver. De er i deres Enkelhed, deres Adel og Strenghed i Holdning og Farvevalg, ret næ r beslægtede med Signacs prikkede, farvefine, arkitektur- mæssigt opbyggede Tonebilleder. Hans Lærling, den nylig af
døde Cross, staar os heller ikke fjernt, han er beslægtet med en Kunstner som Zahrtm ann, som han ligner ogsaa i sine m in
dre gode Egenskaber. Men hans Teknik, som han dog ikke bru-
ger tilnærmelsesvis saa sikkert som sin Mester, virker jo mere udsøgt end den danske Kunstners, især som den fremtræder i Billedet af Regattaen. Man ønsker Zahrtm anns Billeder noget af den samme ægte kunstneriske Økonomi, der midt i al Far
vepragten udm ærker et Billede som dette. Man faar i det Hele Respekt for de saakaldte Neo-Impressionister igennem Bille
der som Signacs og Cross’. Interessant havde det været ogsaa at se deres Helgen Seurat repræsenteret, han kunde have vist os Teorierne anvendt i Figurkunsten med større Konsekvens og Skønhed, end Cross formaar det. For vort Monumentalmaleri vilde her maaske have været Im pulser af afgørende Art at hente.
Nu faar vi nøjes med det Begreb om denne Skole, der igennem Farvernes Deling og rene Paasætning søgte at naa en rationel Farveteknik, som dette tilfældige Udvalg giver os, og som renest og med den største Lovmæssighed kommer til Orde hos Signac.
De to smaa Billeder af Renoir giver kun et svagt Begreb om denne store Maler, selv om Billederne og navnlig Portræ ttet er adskilligt betydeligere end vore i andre Kunstens Egne træ
nede Øjne maaske ved første Bekendtskab turde være tilbøje
lige til at anse dem for. Pissarro, denne stilfærdige og neppe betydelige K unstner er ret godt repræsenteret, især ved nogle smukke Landskaber. Billederne af Lenoir og Rodo, Pissarros Søn, tilhører et andet Niveau end den øvrige Samling og burde have været udeladt. Det samme gælder en Kunstner som Emile Bernard, en af Gauguins Venner og Disciple, der neppe heller kan gøre Krav paa nogen selvstændig Betydning.
F R A N S K E I M P R E S S I O N I S T E R S A R B E J D E R I D A N SK E J E
(1911)
K
unstforeningens Udstilling er vistnok blevet ret almindelig beundret. Ovenpaa Philipsens lidt djærvere virkede den næsten med et Anstrøg af det gallerimæssige, der har været en
behagelig Overraskelse. Saa glædeligt har altsaa Forholdene ud
viklet sig, eller forandret sig, at disse Billeder, der for en tredive, fyrretyve Aar siden vilde have vakt baade Harme og Protest, nu af et dansk Kunstforeningspublikum kan betragtes med Interesse og Glæde. Dog skal m an vist ikke drage altfor opti
mistiske Slutninger af denne Succes. Beundringen vilde neppe have været saa udelt, om det havde været Gauguins egentlig karakteristiske og betydelige Arbejder, Tahitibillederne, der havde dom ineret Udstillingen, og ikke hans første og søgende.
Eller hvis det havde været Genierne og ikke Talenterne, der havde været Tale om. Den Medfart, Cézannes Mesterværk har faaet i Pressen, kunde tyde paa, at Modtagelsen da var blevet en mindre hjertelig.
Et vist Helhedspræg har Udstillingen, eller rettere dens Maleri
afdeling, ved Tilfældets Gunst faaet. Den giver et godt Begreb om det Milieu, i hvilket Gauguin, da han som trediveaarig be
gyndte at male, modtog sin Paavirkning. De Prøver, den brin
ger af hans første Arbejder, viser, at han har været en Elev, som Lærerne ikke har kunnet ønske stort bedre. En flittig Ar
bejder, en sjælden Dygtighed, en udsøgt og begavet Tekniker har malet disse charm ante Frugtstykker, Landskaber og In- terieurer. Alligevel lover disse Begynderarbejder maaske ikke saa meget, som den senere af Skæbnen omtumlede Kunstner skulde indfri. Af hans mærkelige og sværmeriske Syntese inde
holder Udstillingen kun enkelte Spor. Den store kvindelige Modelstudie er lidt tør og kølig, et Virtuosstykke, som man mindst af alt skulde tro rum m ede den fremtidige Fantastiker og Symbolist in nnce. Den anden Modelstudie, den liggende Dreng, har mere af den utilfredsstillede Higen i sig. Den giver dog ogsaa et bestemt Indtryk af, hvor stor en Rolle selve det tekniske Problem endnu spiller for Kunstneren, men her fin
des dog allerede Frugterne af et Arbejde med Stilen. Desværre er Udstillingens seneste Billede saa tidligt som fra 91. Vi føres til Tærskelen af Gauguins egentlige og store Kunst, men om selve denne fortæller Udstillingen intet. - Lidt Forundring væk
ker det forøvrigt at se Gauguin indrangeret i en Udstilling, der kalder sig impressionistisk. Han begyndte ganske vist i Sam
klang med denne Retning, men han fandt aldrig nogen Hvile i den, og han arbejdede sig hurtigt ind i et, i hvert Fald efter hans egen Mening, ret kontræ rt Forhold til den. Det er lidt af en Uretfærdighed, saaledes som her, at lade ham gaa og gælde for Impressionist, han var det ikke, og hans første Arbejder taaler ikke at sammenlignes med de egentlige Impressionisters.
Baade Guillaumin og Pissarro fordunkler ham paa denne Ud
stilling. Det er prægtige, friske og mesterlige Billeder, om hvilke kun godt kan siges, skabte af Kunstnere i frodig Ligevægt. De repræsenterer ligesom Borgerskabet indenfor den højeste Ud
vikling af den moderne franske Kunst. Gaves der ikke Genierne, vilde m an synes, at dette var det højeste.
At der kunde naaes endnu højere, viser et Billede som Cé
zannes Allé. Der er intet af Udstillingens Billeder, der rigtig taaler at ses ved Siden af det. Det er ikke, som det af Kritiken formodedes, et svagt eller ukarakteristisk Arbejde af ham. Det er et Billede, der er sin Mester og det Ry, han nyder, fuldt værdigt. At definere, hvori dets Fortrin ligger, er en Opgave, som let vilde føre ud i Betragtninger af altfor vidtsvævende Art. Man søger uvilkaarligt i Tanken tilbage til det 16de og 17de Aarhundredes Kunstnere for at træffe en Støbning af Opfattelses
evnen, den skabende F2vne, der er af en lignende Selvfølgelig
hed, en lignende simpel Rigdom som her.
Noget af den samme Storhed findes i Renoirs Litografier, navnlig det ene med de to unge Piger er et Billede, der fortjente at blive klassisk og populært paa samme Maade som Fortidens berømte Mesterværker. Ogsaa Manets Litografier er beundrings
værdige, mest, synes jeg, det af Kejser Maximilians Mord med den herlige Silhouetvirkning af det lyse imod det mørke. Men det er en Kunst, der ligesom lidt for selvfølgeligt indrangerer sig iblandt det fortræffelige; den har ikke, som Renoirs Lito
grafi, dette Skær af Livets Lunefuldhed, af et Øjebliks ejen
dommelige og særegne Fryd. Dog hermed skal ikke være sagt
(let ringeste til Forklejnelse af Manet, han tilhører Historien, og der vil han blive, som der staar paa hans Gravsten. Han var, naar alt kom m er til alt, dog maaske den største af hele sin Samtid.
Litografierne efter Degas giver kun meget upaalidelige Oplys
ninger om denne store Kunstner. De hører egentlig ikke hjemme paa denne Udstilling.
En Mester i Litografiets Kunst er Bonnard. Hvad han naar med hvidt og sort er forbløffende. Han er en født Penselens For
tæller af det morsomste Lune og den fineste Kultur, en Adels
mand, hos hvem vore egne altfor lidt kræsne Tegnere kunde lære Tugt og Manérer. Men hans Skole paa M ontmartre skal ikke være meget søgt af danske, de siges at foretrække Simon!
Gauguins Litografier har store Skønheder, men jeg nægter ikke, at Bonnards m orer mig mere. Pragtfuldt er Lautrecs Farvel i tografi af Yvette Guilbert. Dets Akkord af mørkeblaat, orange og purpur indeholder ligesom hele det parisiske Natlivs paa een Gang sublime og giftige Poesi.
Der er Grund til at være Kunstforeningen taknemlig for denne Udstilling, men mere end en Begyndelse skulde den-jo nødig være. Kunstforeningen skylder sine Medlemmer et nærm ere Be
kendtskab med den nyere franske Kunst, og den behøver ikke at ængstes for de Bøster, der lyder om alle de Farer, som lurer paa os fra den Kant. De stam m er fra en Side, der ligesom den aandfulde tyske Forlægger sætter som Devise over den danske Kunst: Brot, Arbeit und Friede.
V Æ B D IS T IG N IN G S S K A T PAA K U N ST V Æ K K E R (1911)
I
»Tidens Tegn« har Chr. Krolig skrevet en Artikel om Værdisligningsskal paa Kunstværker. Han omtaler det uretfærdige i, at Kunsthandlerne skal stryge de store Fortjenester i Lommen, medens Kunstnerne selv maa nøjes med Æren. Forfattere og Musikere ejer deres Værker til længe efter deres Død, Malerne maa nøjes med den Pris, de i Øjeblikket opnaar.34
Kunstnerne burde ligefrem ved Salget af deres Billeder oprette en Kon
trakt om visse Procent, der skulde afgives af Prisstigningen, hver Gang Billedet skiftede Ejer. En saadan Foranstaltning vilde ikke hæmme Maleri
salget, der tjenes i Forvejen Formuer herpaa. Der er altid Fortjeneste ved at spekulere i Billeder, som den norske Maler og Forfatter siger.
Vi har selv haft mange Eksempler herpaa i den senere Tid. Fra Fran
krig hører man om endnu mere slaaende. Van Goghs Billeder solgte han i sin Tid for nogle faa Francs Stykket, nu koster de adskillige Tusinder.
Hvilken opmuntrende Bevidsthed maa det ikke være for Kunstneren, at selv om han muligvis ikke selv faar nogen Fortjeneste af sit Arbejde, saa vil dog hans Efterkommere høste Fordel af hans Talent og Stræben.
Spørgsmaalet var vel værd at drøfte paa et Kunstnermøde. Hvad om hvert Billede fdi sine »Papirer«, der foreskrev visse Betingelser, som for Tid og Evighed knyttedes til det, og som paa en eller anden Maade kontrolleredes.
(En Opgave for Akademiet!)
Det vilde som sagt neppe i Handel og Vandel virke som nogen Hæmsko, dertil er Fortjenesterne i Forvejen altfor kolossale.
H A M M E R S H Ø IS U D S T IL L IN G (1912)
S
aa er da Navnet Vilh. Hammershøi nu igennem Udlandets Dom og takket være de meget omtalte ti Tusind Lire blevet et af vore store og sacrosancte.Den lille til Andagt indbydende Udstilling, som den samme Institution, der i sin Tid refuserede et af Hammershøis bedste Billeder, bar arrangeret i en af Charlottenborgs fineste Sale, er en Hædersbevisning, som vel knap er bleven nogen anden dansk Maler, ihvertfald neppe nogen nulevende, til Del.
Man smiler næsten ved Tanken om, hvilken Rolle disse ti Tusind lier har spillet. Hvorledes de er blevet den lille Dirk, som først ret har aabnet for Beundringens Sluser og givet den Mod til at vælde frit og uforbeholdent. Dog, der er ingen Grund til at blande Publikum utidig Malurt i Bægeret. Det vigtigste er jo, at det er en smuk og lærerig lille Udstilling, den inter
nationale Foranledning her har skaffet os.
Og saa har den endda den Fordel, at den viser os, hvorledes en Udstilling bør være, og hvorledes Malerier kan virke.
Gid Eksemplet maatte smitte, og vi i Frem tiden kunde slippe for den bedøvende Overflod af Billeder op ad Vægge og ned ad Stolper, som vore Udstillinger sædvanligvis plejer at byde os, og som ingen menneskelig Konstitution er anlagt paa at kunne udholde endsige hjembringe noget lyst og forfriskende Indtryk fra. Man gaar virkelig med en behagelig Følelse af at være under Kunstens Fortryllelse paa denne lille, ganske ideelt anlagte Udstilling. Som jo tilmed h ar den ogsaa ubetvivlelig meget ideelle Egenskab at være aldeles gratis.
Derimod falder det maaske en og anden lidt vanskeligt at føle sig netop nationalt berørt imellem disse sarte, forfinede, som under Narkose skabte Billeder. Ikke at der herm ed i og for sig skal være sagt noget om en Mangel ved Billederne.
Det nationale i Kunsten hænger vel nok som Regel mere sam
men med Kunstnerens Fejl end med hans Fortrin. Men der eksisterer nu engang den Modsigelse i vort Forhold til Kunst, at skønt vi stedse ønsker, og bør ønske os, den største Fuld
endelse i det rent kunstneriske, saa er det dog ofte i høj Grad netop igennem Kunstnerens Mangler, igennem hans Afvigelser fra Idealet, at vi lærer at komme ham nær og at elske ham.
At et Billede er dansk, behøver ikke at være noget Fortrin ved det, men det kan dog rent menneskeligt blive Nøglen til vor Forstaaelse af det og vor Kærlighed til det, fordi vi paa en Maa
de ser Kunstneren mere relativt igennem dette Forhold. Vi ser ham i sin Kamp for det største, det egentlig almenmenneskelige i Kunsten, snuble, netop fordi han er i Slægt med os. Og det kan da ikke nægtes, at denne Tragedie, om m an saa maa sige, er spillet for os med større Virkelighed og med mere gribende Virkning af andre danske Kunstnere end Hammershøi.
Tænk paa Eckersberg, baade som Landskabsmaler og som Figurmaler. Gud ved, hvorledes et af hans P ortræ tter vilde virke paa denne Udstilling. Blodrigt, lidt plumpt, lidt plat, men levende.
Og dansk.
