Digitaliseret af / Digitised by
Danmarks Kunstbibliotek The Danish National Art Library
København / Copenhagen
For oplysninger om ophavsret og brugerrettigheder, se venligst www.kunstbib.dk
For information on copyright and user rights, please consult www.kunstbib.dk
BILLED
KOMPOSITION
G R U N D T R Æ K A F D E N S L O V E
AF
P. J O H A N S E N
K Ø B E N H A V N
H. H A G E R U P S F O R L A G 1926
BILLEDKOMPOSITION
BILLEDKOMPOSITION
GRUNDTRÆK AF DENS LOVE
H. H A G E R U P S F O R L A G
1926
K J Ø B E N H A V N - Q R Æ B E S B OG T RY K KE R) .
DET KONGELIGE KUNSTAKADEMIS
BIBLIOTEK
læsninger ved K unstakadem iet. Det er hverken Filosofi eder Æ sthetik, og er heder ikke bygget paa, hvad andre h a r skrevet. Det eneste Sted, jeg h a r fundet noget værdi
fuldt i dgnende Retning, er Kai Nielsens aMaximer«, som paa en Række P u nk ter siaar Gnister af Em net. Eilers maa det helt staa for m in egen Regning. Filosoffer vil mulig dnde, at det er ikke avidenskabeligtx nok; jeg haab er at det til Gengjæld m aa være praktisk. Det er sim pelthen en Række Iagttagelser, jeg personlig h ar gjort under mange Aars Beskæftigelse med K unst; Iagttagelser jeg h a r be
gyndt og nu og da rørt ved i Skrift og Forelæ sning længe før nogen anden herhjem m e. Selvfølgelig er de langt fra udtøm m ende, og navnlig er de ikke nogen * Anvisning paa i tre Tim er at blive Kunstkjenders eller K unstner; men de er det første Skridt paa en ny Vej, byggede paa Kunstens Praxis og ikke paa Spekulationer. Jeg haaber, at de vil kunne være gavnlige for unge K unstnere ved at hjælpe dem til en klarere Opfattelse af det, som de um iddelbart bør have paa Fornem m elsen. Det kan vel blive dem et Middel til at efterprøve deres Arbejde og udfinde, hvori mulige Mangler kan stikke.
Jeg h ar stræ bt saa vidt m uligt at undgaa Frem m ed
ord. Der flyder saa mange af dem ru n d t og lokker ved det halvforstaaedes eller uforstaaedes Trylleri; m en de
m aa kunne udtrykkes klart i vort eget Sprog.
U ndervisningsm inisteren og Rigsdagen h a r jeg en Tak at bringe for den Understøttelse som h a r m uliggjort Bogens Trykning, den Raben-Levetzauske Fond og Ny Carlsberg- fonden for Bekostning af Billedstoffet.
Side
Indledning... 9
Synsindtryk... 13
Fiadekunst og Rumkunst... 15
Ordning, Rythme, Betoning... 17
Hvorledes man ser paa et Billede. Midtlinie, Symmetri, Ligevægt... 25
Sving og Modsving, Pendulsving... 35
Betoning og Spændkraft... 51
Lige Linier, Firkanter og Trekanter, Diagonaler . . . 54
Billedets Afgrænsning... 56
Bevægelse... 62
Kompositionsarter, Rum, Grupper, Drejninger, Kontraposto, Rum axer... 71
Lyset... 124
Det maleriske... 129
Portrætter... 132
Det monumentale... 138
Stil og Stilisering... 146
Kunstens Betydning for det praktiske L i v ... 148
^pøRGER m an om Kunstens Værdier, om dens æsthetiske og forstandsm æssige Love, f. Ex. om hvad Rythme egentiig er, vii m an som oftest faa en Skyde om Ørene af filosofiske Frem m edord som i Grunden ikke siger os noget, og en Mængde mere eller m indre uklare Udvik
linger. Maaske faar m an deriblandt nogle gode Bem ærk
ninger om Kunst, men virkelig oplysende og udtøm m ende Svar faar m an ikke. Jul. Langes Forklaring af K unst
værdien som bestaaende i at K unstneren viser os Gjen- standen, gjør os ju st ikke klogere, thi det sam m e gælder jo Billeder som er kunstnerisk værdiløse, og Fotografier.
De mange andre Forklaringer, m an kan møde, hjælper heller ikke til blot at finde hvor T am pen brænder. De lærde Udviklinger plejer at ende i det ubestem te. Som Goethe lader Mefistofeles sige til Studenten: xDenn eben wo Begriffe fehlen, da stellt ein W ort zur rechten Zeit sich ein«. Og vil m an ikke nøje sig med Ord, selv om de lyder nok saa lærde, m aa m an før eller senere kom m e til et Punkt, hvor Svaret glipper. Det kan ikke være andet, fordi m enneskelig Evne til at forstaa, ifølge vor N atur er begrænset til alle Sider.
Strengt taget kan vi jo i G runden slet ikke forstaa.
Alt i Verden, Naturlove, Tallenes Love osv. ender et Sted i det ubegribelige. Man siger at m an forstaar noget, n aar det er os tilstrækkelig tilvant til at vi ikke mere kræ ver
Forklaring, eiier n aar noget nyt iader sig opiøse i en Række Tiivantheder. Længere kom m er m an ikke. For- staaeise er kun en Frem gangsm aade, en O rdning af vore Erfaringer, hvorved de biiver os haandteriige.
Det er da en Seivfølge, at helier ikke med Hensyn tii Kunstens Væsen vii m an kunne naa til nogen fuld
stændig og egentlig t a n k e m æ s s ig Forstaaelse. Men m an kan faa fat paa adskilligt som gjør den klarere haand- terlig.
Dertil m edvirker det m an i en anden Betydning og- saa kalder Forstaaelse — den f ø le ls e s tn æ s s ig e — som virker i Forholdet mellem M ennesker indbyrdes. Den hører til i U nderbevidsthedens store Rige, m edens den tankem æssige Forstaaelse h a r Rolig i O verbevidsthedens lille Udkigstaarn. Der er bl. a. den Forskel, at T anken kræ ver Fasthed, Klarhed og Sam m enhæng, m edens F ø lelsen særdeles vel kan bevæge sig i Spring og gjerne gjør det. Vi siger, at vi forstaar et andet Menneske, n aar dettes Tankegang, Følelse og Villie bliver os tydelige, navnlig ved Sam m enligning med vor egen. Og vi for
staar (følelsesmæssigt) det af et Menneske frem bragte K unstværk, n a a r K unstneren h a r form aaet deri at ud
trykke sin Følelse saa denne fornem m es af os og væk
ker vor egen Følelse. Dette sker gjennem en Sindets Be
vægelse, som for at kaldes ku n stnerisk m aa være ryth- m isk, og blive dette paa F oranledning af Kunstværkets Rythme. Hvad denne Rythm e er, kan til en vis Grad bestem m es som et B e v æ g e l s e s f o r h o ld mellem K unst
værkets enkelte Dele der, ved indbyrdes Overensstem melse, d anner en Sam klang (Harmoni), som kan fornem mes gjennem S a n s e i n d t r y k . Følelsen kan udvikles til at vurdere sine Indtryk med ret stor Sikkerhed. Men
hvorledes dette gaar ti!, og hvad Bevægelse og Følelse egentlig er, det ved vi ikke.
Erfaringen siger os, at det er under Følelsens Ledelse de kunstneriske (rythmiske) Værdier frem bringes, og i Følelsen de modtages, opfattes og vurderes. Ved F o r
standen alene skabes aldrig virkelig Kunst. Kunsten kan derfor heller aldrig blive til et blot Regnestykke og ikke frem bringes efter m athem atiske Form ler. Man ved af mangfoldig Erfaring, at M ennesker med glim rende F o r
stand og den højeste Lærdom kan være helt eller delvis uimodtagelige for Kunst, eller modtagelige for én K unst
art og ikke for en anden. K unstneriske Evner paa ét Om- raade m edfører ikke nødvendigvis Forstaaelse af andre K unstarter. Derhos m aa Sans for Kunst være baade m ed
født og udviklet (om end i forskellig Grad); ydre Viden om Kunst eller forstandsm æssig Tæ nkning alene kan ikke skabe Forstaaelse af Kunst. Dette m ærkes undertiden i den lærde Verden.
Netop fordi Opfattelsen af de kunstneriske Værdier i sin Kærne er en Følelsessag bliver der ret snevre G ræn
ser for, hvad der forstandsm æ ssigt kan erkendes med Hensyn til Kunstens Love; men Forstandens Kontrol kan hjælpe Følelsen til at indstille sig rigtigt. Heldigvis er da Erkendelsen, eller rettere sagt klar Bevidsthed om K un
stens Love ikke nødvendig for at frem bringe K unst; det er hertil nok at have dem paa Fornem m elsen (Følelsen).
Den sande K unstner h a r »Loven skreven i sit Hjertes.
Men den forstandsm æssige Erkendelse af Lovene kan give K unstneren et Middel til at efterprøve sit Værk og udfinde, hvori mulige Mangler og Misgreb stikker. Og den kan hjælpe hans Følelse til Øvelse og Udvikling.
N aar m an da vil søge at udfinde disse Love, maa det
12
først indrøm m es, at den rent tankevirksom m e filosofiske Æ sthetik viser sig at være af temmeiig ringe Værd i saa Henseende. Man m aa iede sig frem paa seive det k u n st
neriskes eget O m raade. At Forholdet meiiem et K unst
værks enkelte Dele undertiden kan udtrykkes i Tal eller tydeliggjøres ved geometriske eller stereom etriske Figurer, skal indrøm m es. Men m an løber dog derved Fare for at svinebinde den kunstneriske Følelses F rihed og Friskhed, og Gavnligheden er paa den anden Side i høj Grad be
grænset, fordi Kunstens Muligheder er langt mere om fattende og mangfoldige end hvad der kan bestem m es gjennem T al og Geometri. Disse hæ m m er ligesaa meget som de frem m er. Geometrien arbejder med rette Linier og et ret begrænset Antal Buelinier, m en ikke m ed Ryth- m ens blødt om skiftende og m angfoldigt sam m ensatte Bue
sving. Tal og Maal bliver uhaandterlige overfor Billed
k u n st allerede af den Grund at det i de fleste Tilfælde vil være usikkert, hvorfra og hvortil m an skal m aale eller hvorledes m an skal tælle. De T rekantform ler og Pyram ider, som i visse Perioder h a r optaget spekulativt anlagte K unstnere en Del, er kun én af det rythm iske Ligevægtsproblems mange Form er. At opstille Normal- proportioner for den m enneskelige Skikkelse er allerede af den Grund um uligt, at M ennesker er saa forskjelligt proportionerede, og hvem kan have Krav paa at give Norm en?
[Med H ensyn til Bygningskunsten spiller Ta! og Maal en vis Rolle, fordi den er nødt til at arbejde med Maal
— nemlig de Maal som betinges af dens Technik. Tech- niken m edfører derhos, at M ulighederne er langt m indre mangfoldige end i Billedkunsten, fordi de er begrænsede og bundne af det statisk udførlige og den praktiske H en
sigts Krav.]
*iT!L man søge at faa fat paa Billedkunstens Væsen og V dens af dette betingede Love, kan det ikke nytte at begynde m ed filosofisk-æsthetiske Spekulationer; de fører bare ud i Taagelandet og ender med uklare Ord, som ikke lijæiper Kunstneren tii nogetsom heist. Den eneste Vej tii at naa iaitfaid iidt Resultat og begyndende Kiarhed er at gaa varsom t frem efter kunstneriske E r
faringer. Og da Biiiedkunsten virker ved Synsindtryk, er det uomgængelig nødvendigt at begynde med Syns
redskabet, det menneskelige Øje. D e k u n s t n e r i s k e V æ r
d ie r b l i v e r t ii f o r os i Ø je t, iigesom de m usikaiske Værdier biiver til for os i Øret.
Man kan da begynde m ed at bestem m e B i l l e d k u n s t som e n , a f F ø l e l s e n u d v a lg t og p a a F ø l e l s e n v i r k e n d e o r d n e t F r e m b r i n g e n a f S y n s i n d t r y k i b li
v e n d e S to f. [^Levende Biiieder« og Skuespillenes ^Scene
billeder^ er ikke blivende; Fotografiens Billeder er ikke ordnede og følelsesbestemte, saa lidt som N aturens. D er
for kan de vel give Skønhedsindtryk, men lyder ikke nød
vendig Billedkunstens Love ]
S y n s i n d t r y k b e s t a a r i Ø je ts M o d ta g e n a f L y s- s t r a a l e r i f o r s k e l l i g M æ n g d e [Aftoningsforholdet fra lyst til mørkt] og i f o r s k e l l i g B la n d in g [Farve]. Syns
indtrykkene i Øjet frem bringer i Bevidstheden F orestil
linger om F l a d e r og L i n i e r i forskellig Skikkelse, Ud-
stræ kniug og Afstand: F o r m f t a d e r , L y s f l a d e r , F a r v e - f l a d e r — som Reget i nøje Sam virke med hverandre.
L i n i e r kan praktisk frem hæves ved Streger (som i G run
den er ganske sm alie Fiader), m en efter deres Væsen er de enten (objektive) L i n i e r i T in g e n e s e lv eiler (sub
jektive) L i n ie r i Ø je ts V i r k s o m h e d Linier i Tingene seiv er Grænser meliem sam m enstødende F iader af de tre nysnævnte Arter og opfattes ved Forskede i Farve eder Lysstyrke medem F iaderne; disse L inier er um iddelbart synlige og stedfæstede. Linier i Øjets Synsvirksom hed dannes ved Øjets egen Bevægelse (dets > Baner«); de er m ere ubestem t stedfæstede, stæ rkt om skiftende og kan blot fornem m es. Da Øjets Bevægelse er fri, er disse Linier (Synsbaner) ikke knyttede til Fladegrænserne, men de ledes hen over Billedet af dettes Bestanddele, selv om disse ikke er um iddelbart sam m enhængende. Hvor de ikke falder sam m en med Billedets (objektive) Linier i Tingene selv kaldes de s skjulte« (imaginære), men da de ligger i Øjets egne Bevægelser, kan dette føle dem med stor Bestem thed. De kan være meget virksom m e for Rythm en og er da af hovedsagelig Betydning i K unst
værket. Ejendom m eligt er det, at deres Betydning ofte kvæles, n aar m an vil angive dem positivt med Streger
— som det undertiden forsøges. Derved bindes de fast i Billedet istedetfor at bevæge sig frit hen over dette, og afm agres da til Tørhed og virker afskrækkende. De fineste kunstneriske Værdier taaler ikke, at m an tager altfor haandfast paa dem.
Hvert af Synsindtrykkets Bestanddele kan rum m e en ubegrænset Mængde af Grader og Aftoninger indenfor den største og den ringeste Mængde af L ysstraaler som K un
stens Midler er istand til at virke med. Den højeste Lys-
kraft vil altid blive m indre end Daglysets, fordi Billedets Stof beholder flere eller færre af Lysstraalerne. Og Bil
ledets m ørkeste Del vil aldrig blive saa dybt som virke
ligt Mørke, fordi Stoffet altid kaster en lille Smule af L ysstraalerne tilbage. M alerkunstens Lysskala bliver da uundgaaelig noget kortere end Naturens. Derfor er det en Misforstaaelse, n aar M alerkunsten tror at kunne kap
pes med Daglyset.
FLADEKUNST OG RUMKUNST
F ør m an kan spørge nærm ere efter Billedkunstens Love, m aa m an gjøre sig klart, at den falder i to Hoved- arter:
I. Fladekunst [Fladebilleder] som paa en (jævn) Bil
ledflade frem bringer Synsindtryk af Linier og Flader, der enten ligger i selve Billedfladen eller tilsyneladende op
løser denne og derved skaber Indtryk af Rum. Flade
kunst kan være
a. T e g n e k u n s t (derunder grafisk Kunst) som alene virker ved lyst og m ørkt;
b. M a le r k u n s t, der tillige anvender Farver og, som oftest, toner disse i lysere og m ørkere Grader.
En Mellemting er den farvelagte Tegning, hvor F a r
verne forholder sig væsentlig passive til Virkningen af lyst og m ørkt.
II. Rumkunst, navnlig B i l l e d h u g g e r k u n s t (Plastik, Skulptur), som form er sit Stof i virkelige rumlige F la der, lader disse selv danne Linierne, og overlader den virkelige Belysning at frem bringe det Spil af lyst og og m ørkt, hvorved Øjet opfatter Form en. Anden Farve end Stoffets (Materialets) egen hører ikke nødvendig med
ti) R um kunstens V irkem idler og bidrager ikke ti) at an give Form en. Men Farve kan anvendes, se)v om det sker sjældnere.
En særegen Mellemstilling indtager R e lie f f e t, som vel væsentlig er R um kunst men dog forholder sig til en fast Raggrundsflade og delvis nøjes med en Illusion af Form . Her hersker da baade Fladekunstens og Rum kunstens Love, begrænsende hinanden. Det lave Relief følger næ rm est Fladebilledets Love, det høje Relief næ r
m est Rum kunstens. Relieffet adskiller sig fra den frie R um kunst ved at det kun er bestem t til at ses fra en enkelt Side og fra Fladekunsten ved, at denne aldrig gaar foran sin Flade men hyppigt arbejder med et til
syneladende Rum bag denne, m edens Relieffet aldrig (eller dog sjældent) gaar bag sin Bundflade m en arbejder med virkeligt Rum fang foran denne.
F l a d e k u n s t virker direkte kun med saadanne Af
stande som ligger i selve Billedfladen. Vil den vække Forestilling om Afstande, hvis Retninger skæ rer Billed
fladen (Rum afstande og Rum retninger) kan den kun vise disse nedfældede i Billedfladen De Midler Øjet b ar til at fornem m e Afstande (Indstilling af Øjnenes Linser og Øjnenes Axer) kom m er herved ikke i V irksom hed og Øjet (og Bevidstheden) maa da benytte sine Erfaringer fra Virkeligheden til af Liniers og Fladers F o rsk y d n in ger (Forkortninger) og Lysstyrkens Fortoninger (Valører) i Billedfladen at forstaa, at de betyder Afstande i R um met og derm ed Form og Rumfang. F ladekunsten vil i saadant Fald give Indtryk af og Forestilling om noget, som ikke virkelig er — altsaa en Illusion — men da Øjets Afstandsfølelse altsaa ikke virker med, vil det til-
iige bevare Bevidsthed om Billedfladen, og illusionen vii derfor vanskelig blive fuldstændig. Dette volder dog ingen Fortræ d, da Kunstens Opgave ikke er at narre Øjet, og de kunstneriske Værdier vel kan benytte Iiiusionen men ikke ligger i denne. At F ladekunsten er nødt til at nøjes med en Illusion af Rum er vel en Begrænsning af Virke
lighedsindtrykket, men at Illusionen delvis kan opnaas er paa den anden Side en Udvidelse, idet Rum m et stilles til Raadighed for den kunstneriske Virkning.
R um kunsten derim od virker med det virkelige Rum og Form (Rumfang) og lader saaledes Øjet direkte for
nem m e og opfatte Afstandene og derm ed Rum forholdene.
ORDNING, RYTHME, BETONING
Foran er Billedkunst bestem t som følelsesbetonede, rythm isk ordnede Synsindtryk i et blivende Stof. Saa- længe Kunsten alene eller dog ganske overvejende gaar ud paa ved Linier, F lader og F arver at frem bringe ryth- rmske Synsindtryk uden Hensigt til at vække F orestil
ling om noget fra N aturen kjendt, kan den ikke kaldes Billedkunst m en m aa gaa ind under andre Betegnelser som ydekorativs eller andet (Prydkunst, som i Haand- værk og Bygningskunst jævnlig virker sam m en med Nytte- formaal).
B i l l e d k u n s t frem staar først ved Forsæt til at fre m - b i i n g e B i l le d e r ved U d v æ lg e n , S a m m e n s ti ll i n g , m aaske O m d a n n e n og O m o r d n in g a f S y n s i n d t r y k f ra d e n v i r k e l ig e V e r d e n , enten i ligefrem Efterlig
ning eller mere eller m indre bearbejdede i E rindring og Fantasi, mulig ogsaa i Sam virke med frie Rythm er. Et Billede m aa til en vis Grad forestille noget o: staa i en
P. J o h a n s e n : B illed k o m p o sitio n .
18
vis Forbindelse m ed Betragterens og K unstnerens E rin drings- og Forestiiiingsverden.
Biiieder er dog ikke udenvidere Kunst — saa iidt som Frem bringen af Lyde udenvidere er Musik seiv om de er nok saa natursande (Fotografi) eiler nok saa fanta
stiske, endsige god Kunst, som yder væsentlige og be
tydelige Værdier. K u n s t b l iv e r de f ø r s t v e d O r d n in g og B e to n in g , forstærkende eller dæm pende, a f d e r y t h m i s k e O m s k i f t n i n g e r og den derved frem bragte Forhøjelse eller Afsvækkelse af Synsindtrykkene, saa Forholdet mellem disse æ ndres og afpasses med F o r
sæt og efter Form aal, u n d e r M e d v ir k e a f m e n n e s k e lig B e v id s th e d og F ø le ls e . Bevidstheden giver F o r
sættet og Følelsen Styrken. Tilsam m en fastsætter de Em net og bestem m er Udvælgelse, Afgrænsning, O rdning og Betoning af Billedets Dele og Helhed. Derved bliver
Kunstværket en fri menneskelig Frem bringelse.
Med Følelse menes h er d e n r e n t r y t h m i s k e F ø le ls e so m f o r h o l d e r sig til S y n s i n d t r y k k e n e . Der findes ogsaa andre Følelser — som m edm enneskelig Sam følelse, religiøs Følelse, historiske, allegoriske og sym bolske »Betydninger« — der kan spille Rolle og til alle Tider h a r spillet større eller m indre Rolle ved Kunstens Valg af E m ner og dens Behandling af disse (»Fortælling«
og »Indhold«). Ganske særlig for Portræ ttet m aa den m ed
m enneskelige Samfølelse bevare sit Værd', fordi den her er den egentlige Drivfjer. O prindelig h ar ved Portræ ttet ogsaa det religiøse spillet Rolle, m en ialtfald i europæisk Kunst er den længst svunden bort. Disse Følelser kan altsaa spille en Rolle i K unstværket, men det er ikke deres Værdier som gjør Billedet til Kunst i egentligste Forstand. Det viser sig nemlig at disse, ikke synsmæs-
sige, Følelsesværdier i Tidernes Løb kan visne eiier heit forsvinde, uden at de kunstneriske Værdier derfor for
ringes. Det er aitsaa Bi-Værdier, som kan undværes.
Saaiedes er O idtidskunstens oprindeiig meget væsentiige religiøse Værdier nu for os visnede bort, m edens de kunstneriske Synsværdier staar iige friske. De oprinde- tige religiøse Værdier i kirkeiige Biiieder kan m an ogsaa se bort fra, uden at det kunstneriske Værd derved bii
ver m indre. E n heit anden Sag er, at Hensynet tii de andre Føieisesværdier, som f. Ex. det frem bragte Bille- des religiøse Heiiighed, dets formentlige Evne tii at op
tage en Del af den guddommelige Kraft i sig, i sin Tid b ar været K unstneren en overm aade betydningsfuld Spore til at yde sit bedste og derved h a r bevirket at heller ikke hans Iver overfor det rent kunstneriske er slappet under Arbejdet.
Paa tilsvarende Maade er & Betydning« og 9 F ortæ l
ling« (Program indhold) af underordnet Værd for M usiken, den rene Lydkunst. Derimod er denne Art af Følelses
væ rdier en Hovedsag for D igtekunsten (Ordkunsten), m e
dens Synsindtrykkene for den er underordnede, thi Digte
kunsten henvender sig til T anken og arbejder vel med Lyd (Ordklang, Vers), men kan ikke engang her u n d være Udtryk for Tanke og tankem æssig Følelse. Her ligger en Grundforskel mellem O rdkunst og de rent ryth- m iske K unstarter (Musik, Billedkunst). Regler og Syns
punkter kan ikke overføres fra den ene til den anden, saa lidt som parallele Linier kan skære hinanden. Saa
iedes kjender Billedkunsten Sted m en ikke Tid, medens O rdkunst virker ved Tidfølge af Begivenheder, Stem nin
ger, T anker, men ikke er stedbunden. Billedkunst kan for Fantasien frem kalde Forestilling om et før og efter,
2*
men den kan i Virkeligheden kun frem stille det enkelte Øjeblik, og dette faar paa den anden Side ubegrænset Varighed. O rdkunst kan ikke um iddelbart frem kalde Synsindtryk og dens Forsøg paa, ved Skildring, at vække saadanne i Læserens F antasi vil altid blive af ubestem t Virkning, forskellig hos de forskellige Læsere — altsaa foranlediget, ikke vist og behersket.
Det er da en M isforstaaelse, n aar O rdkunstens Mænd jævnlig m ener som saadanne at have særlige F orudsæ t
ninger for at forstaa Billedkunst. Selvfølgelig kan de saa godt som andre have naturlig Sans derfor, m en deres O rdkunst er dem snarest en Hindring, fordi den vil lokke dem til at lægge Vægten paa andet end de rene Synsværdier. Alt Leonardo da Vinci (Trattato della pit- tu ra fa) fornam dette da han skrev: *Mellem F a n tasi
billede og Virkelighed er sam m e Forhold som mellem Skyggen (o: Skyggebilledet paa Væggen) og det skygge
givende Legeme, og sam m e Forhold er mellem Digte
kunst og M alerkunst, fordi D igtekunsten danner sine Forestillinger efter det skrevne m edens M alerkunsten stiller dem virkelige for Ojet, og ved Øjet faar m an Lig
heden som var det N aturen selv. Men D igtekunsten et
uden Lighed, fordi den ikke giver Synsindtryk saaledes som M alerkunsten.* B illedkunst virker ved Synsindtryk, Musik ved Lydindtryk, D igtekunst ved Ord. Derfor ser m an ogsaa, at disse K unstarter i sam m e historiske T id afsnit kan have helt forskellig Stræben. David-Ingres- Eckersbergs N aturalism e er sam tidig m ed rom antisk Digtekunst: Oelilenschlæger, Grundtvig, Ingem ann, Victor Hugo. Im pressionism en er sam tidig med Zolas U dpens
len af Enkeltheder.
Men endskønt K unstarterne saaledes m aa følge hver
sine Love, er Afgrænsningen meiiem dem dog ikke sk ar
pere end at der gives O m raader, hvor deres Virkninger
— ikke deres V irkem aader — kan gribe ind over hver
andre eiier rettere sagt faa en vis indbyrdes Lighed, fordi Modtageren, den menneskelige Sjæi, jo er den samme.
Dette gæider navniig »Stemningen« o: indvirkningen paa M odtagerens Sindstiistand. Skuespillet virker baade ved Ord og ved Synsindtryk; Digtekunsten kan frem kalde E rindring om Synsindtryk; Musiken kan knyttes til en Sangtext. Malere som Ja n Steen, Fran s Hals, M arstrand virker ved sprudlende Lune, H ogarth ved sk arpt Vid, R em brandt ved dyb poetisk Fortælling, Rubens og Michel- angelo ved Sindets lidenskabelige Kraft, Fiesole ved sin blide From hed, el Greco ved sin m ystiske Trosgrebethed
— men n a a r deres Værker neppe nogensinde vil tabe disse Værdier, er det fordi de udelukkende frem bringes ved Synsindtryk, altsaa ved R illedkunstens egne Midler, og derfor vil vare, selv om Forklaringen glemmes. Saa- snart derim od Billedkunsten vil udtrykke noget som ikke direkte kan ses m en m aa forklares ved Henvisninger til historisk Viden, Digterværker, Allegori og Sym bolik der giver Tingene en anden Betydning end den vanlige og synsmæssige, altsaa hvad der kun kan opfattes gjennem Overlevering eller Katalogoplysning — saa ligger dette ikke i Billedet selv og kan derfor visne bort. Adskilligt som h a r interesseret en Sam tid højlig, er for andre Tider uden Værd. Men de synsmæssige Billedværdier bestaar ved sig selv. De græske Billedhuggerværker fra Olym pia og P arthenon, Ralfaels »Disputa« og »Skolen i Athen«
lever som lige friske M esterværker, selv om deres reli
giøse og tankem æssige Betydninger nu er ligegyldige eller glemte og Figurernes Benævnelse om stridt. N aar m an ikke
m ere ved, hvem Tizians Rytterbillede af Carl V eller Velasquez Paveportræ t forestiller, lever de som Billeder lige fuldt og stærkt. En Melodi bevarer sit m usikalske Værd, selv om m an ikke forstaar Sangtextens Sprog.
Men en Bog kan forældes sam m en m ed dens Tanker.
Det som gjør et Billede til K unst — eller en Lyd
sam m enstilling til Musik — er at dets O m s k i f t n i n g e r i Helheden og i de enkelte Dele ved O r d n i n g og Be
t o n in g (Frem hæven og Underordnen) formes i R y th m e og T a k t, der forener sig til S a m k la n g (Harmoni).
R y th m e e r B e v æ g e ls e n s O m s k if t e n , altsaa Be
vægelse i dobbelt Forstand.
T a k t e r B e v æ g e ls e n s E n s a r t e t h e d , udtrykt ved Inddeling (kan til en vis Grad gengives ved Maal eller Tal).
B a a d e R y th m e og T a k t e r a l t s a a B e v æ g e ls e , sotn denne ved Synet af Billedet f r e m k a l d e s i Øjet og fra dette føres til Bevidstheden Den bestaar i en f y s is k V i r k s o m h e d a f Ø je t og staar i Forhold til 1) Lys- straalernes Modtagelse paa Øjets N e th in d e , hvor Syns- billedet dannes; 2) Ø j e l i n s e n s Indstilling efter Lysstraa- lernes Indfaldsvinkel, som bestem mes af Afstanden fra det sete; 3) Ø j e a x e r n e s Indstilling (Drejning i Forhold til hinanden) som ogsaa bestem mes ved Afstanden fra det sete og stiller Øjnenes (indbyrdes lidt forskellige) N ethindebilleder i rette Forhold til hin an d en ; Linsernes og Axernes Indstillinger give Øjet Afstandsfornem m elsen, idet de angiver Synsstraalernes U dgangspunkter; 4) Ø je æ b le ts Drejninger i Ø jenhulen, idet Blikket bevæger sig hen over det sete og Synsbillederne derved mere eller m indre skifter. Det er altsaa en hel lille Række af Be-
vægeiser i og af Øjnene, der skifter og sam virker ind byrdes.
Hvorfor T aktrythm e, aitsaa en vis Regelmæssigheds- inddeling i Bevægetserne og disses Om skiftninger, og forskeiiige Rythm ers Sam klang frem bringer Velbehag i Sind og Følelse, ligesom Brnd derpaa (Dissonanser) frem bringer Ubehag, lader sig neppe forklare, men det er erfaringsm æssigt en ubestridelig Kjendsgjerning. Det gjæl- der Billedkunst, Musik, Dans og tildels O rdkunst (Vers).
Det findes hos de m est prim itive Folk og synes aitsaa at være noget oprindeligt i M enneskets Natur. Man m æ rker det paa saa mange Maader. Exem pelvis skal anføres Behaget ved det taktfaste Sving og Modsving under Skøjteløb. Hvori det kunstneriske Velbehag egent
lig bestaar, er m an vistnok ogsaa ude af Stand til at forklare. Hvad der sker paa Vejen fra Øjet eller Oret til Hjernen ved m an lidet eller intet om. Det er da heldigt, at m an til Frem bringelse og Opfattelse af Kunst kan undvære Svar paa dette Spørgsmaal, thi længere end til Paavirkning af Øje eller Øre stræ kker m enne
skelig Magt sig ikke paa dette Om raade. Men i saa Henseende behersker m an Midlerne, og det er nok. At kunstnerisk R ythm esans er en s æ r e g e n H jernevirksom hed, frem gaar af, at den bos ellers fuldt norm ale Men
nesker kan være uudviklet, svag eller helt m angle; eller den kan være veludviklet overfor en K unstart og mangle overfor en anden. Nogle M ennesker er kunstblinde eller um usikalske; men de kan selv være uvidende herom , ja m aaske endog tro sig meget kyndige.
Kan m an ikke forklare, hvori Behaget ved Takt, Rythm e og Harm oni bestaar, saa synes det dog at have Forbindelse med noget ikke blot oprindeligt men ogsaa
hovedsageligt i vor N atur og i N aturen i det heie. Ryth- m isk og taktfast Bevægelse kræver m indre Kraft i F o r
hold til Bevægelsesmængden, m edens Uregelmæssighed spilder Kraft. Det gælder Gang, Løb, Dans og alt Slags Arbejde. Daglig Gang uden T akt bliver Trippen og træ tter.
Tale (Foredrag) uden T akt irriterer og træ tter. Ogsaa rent m echaniske Kræfter (Maskiner) arbejder i Takt.
Som oplysende Jævnførelse h a r m an henvist til P u ls
slaget, hvis Uregelmæssighed betyder Sygdom, til Bølge
slaget og til Klodernes Gang. T ak t og Tal staar i en vis Forbindelse, T ak t kan tælles. Men Rythm e er ikke Tal; at ville trænge den ind i m athem atiske Form ler, er at indsnæ vre den for stærkt*). Ialtfald kan m an ikke frem bringe Kunst ved Beregning og m athem atisk Kon
struktion, thi saa m aatte jo enhver kunne lære det. Der kræves Talent o: Evne til en særlig Indsats af det ukon
trollable, som kaldes k un stnerisk Følelse og Forestil-
*) De ægyptiske Kvadratinddelinger af Figuren har neppe været Udtryk for nogen Forholdslære gjennem Talinddeling. Det ligger meget nærmere at opfatte dem som et værkstedmæssigt Hjælpe
middel, hvorved det blev lettere at faa en Figurs højre og venstre Side symmetriske og at faa Optegningerne paa Blokkens lire Sider svarende til hverandre. Inddelingen synes jo kun at have gældt Billedhuggerkunsten. Paa tilsvarende Maade har Anvendelsen af Maaleregler i andre Kunstperioder sikkert nærmest havt Karakter af en Haandværknemhed, jfr. Overførelsen af en Tegning paa Lærredet ved Hjælp af Kvadrering. Slige Maalforholds Anvendelse beviser ikke, at man af dem kan uddrage almengyldige Begler, som er grund
læggende endsige bindende for enhver Tid og Stilart, tilmed da Maalereglerne har været forskjellige til forskjellige Tider selv indenfor den ægyptiske Kunst. Polyklets meget omtalte Figurproportioner har rimeligvis nærmest havt et technisk Formaal ved Opbygningen af det Stativ, hvorover Lerfiguren skulde siægges opc. Kunstnerisk kunde der neppe vindes noget ved faste Proportionsregler, og i græsk Kunst er Proportionerne meget forskjellige.
lingsevne, og som rum m er mere end Forstanden kan udrette ved et Regnestykke. Dette gælder baade Billed- kunst og Musik.
Den afdøde Læge Cari Lange h a r i sin Bog »Nydel
sernes Fysiologi« lienvist til, at Sindets Velbehag plejer at have Indflydelse paa de ganske sm aa B lodkar (en vasom otorisk Virkning); men det er ikke lykkedes ham at drage nærm ere Slutninger heraf. Og det er vel heller ikke rimeligt, at m an ad fysiologisk — m aaske heller ikke ad psychologisk-videnskabelig — Vej vil kunne naa til nogen Forklaring af kunstneriske Værdier eller af Kunstens inderste Væsen.
HVORLEDES MAN SER PAA ET BILLEDE MIDTLINIE, SYMMETRI, LIGEVÆGT
Da Rythm en frem bringes i Øjet ved dettes Synsvirk
som hed, er det første V iikaar for at faa fat paa Ryth- m ens Væsen, at m an klargjør sig, h v o r le d e s m a n s e r p a a et K u n s tv æ r k . Dette er U dgangspunktet for R yth
men, som virker i Forholdet mellem K unstværk og Be
tragter. Derfor er det ikke ligegyldigt, paa hvilken Maade og under hvilke V iikaar m an ser. Stiller m an f. Ex.
Kunstværket paa Hovedet, kan m an ikke opfatte det rig
tigt. Ser m an det skævt, vil det forskyde sig paa en anden Maade end Hensigten er, og Indtrykket forvanskes eller forvrænges o: Billedets Afspejling paa Øjets N ethinde bliver anderiedes end Billedet selv. Ogsaa uheldig Be
lysning gjør Synsindtrykket anderledes end tilsigtet, o. s. fr.
R u m k u n s t.
Ved Billedhuggerkunstens fritstaaende Værker (Rund-
skulptur, — ikke Relieffer) k an det vel hænde, at Be
tragtning fra en enkelt Side er bestem t til at være den væsentlige, f. Ex. under Opstilling, der begrænser Synet, saasom i en Niche; men selv i dette Fald vil der altid være nogle S tandpunkter at skifte med. Og som Regel er det Meningen, at Billedhuggerværker skal kunne ses helt rundt, altsaa fra en hel Kreds af Standpunkter. Der frem kaldes derved en Række indbyrdes m ere eller m indre forskellige Synsbilieder i Øjet, og hvert enkelt af disse er ensartet med det Indtryk, Fladebilledet giver. Dette viser sig f. Ex., n aar m an tager en Række Fotografier fra forskellige Sider. Der er blot den Forskel, at af det runde Billedhuggerværk faar Øjet, ved Indstillingen af Linser og Axer, et virkeligt Indtryk af Afstandene i Rum, medens Fladekunsten blot kan give en Illusion heraf.
Det frie (runde) Billedhuggerværk er da i sin V irkning mere sam m ensat, for saa vidt som det ikke blot skal frem bringe Rythm e i hvert enkelt Synsbillede for sig, m en ogsaa en indbyrdes Harm oni mellem hele Rækken af Synsbilieder, idet de tilsam m en viser os Kunstværket.
Dette gjør Opgaven vanskeligere, og H arm onien naas da heller ikke altid fuldstændigt. Ofte h a r Værkerne en Side, som er »mindre fordelagtige, idet Rythm en stivner eller brydes.
+ F l a d e k u n s t .
Denne regner kun med et enkelt S tandpunkt for Be
tragteren. Vil m an se paa et Fladebillede paa rette Maade, dvs saaledes at m an strax faar fuldt og ligeligt Overblik over det og strax kan faa et Indtryk af Helheden, saa vælger m an naturligt og selvfølgeligt sit Standpunkt m idt for Billedet, saa Synsretningen træffer vinkelret paa Billed
fladen i dennes l o d r e t t e M id tlin ie (Vertikalaxen). Stil-
ler m an sig skævt for Billedet, vit in d try k k et nemlig, som ait nævnt, forskyde sig og forvanskes.
Dette betyder, at B ille d e ts l o d r e t t e M id tlin ie m a a v æ re d e t f a s te S te d i S y n s i n d t r y k k e t , h v o r o m Ø je ts B e v æ g e ls e k o m m e r t il a t s v in g e v e d d e n n æ r m e r e B e t r a g t n i n g af Billedets enkelte Dele. B l i k k e t m a a n e m lig d e r v e d b e v æ g e sig b e n o v e r B i l l e d f l a d e n og dertil anvende en vis Tid, selv om del foregaar nok saa hurtigt. Øjet stirrer som Begel ikke, men sker det, bliver Blikket stivt og Opfattelsen lige som stanser. En anden Sag er, at Øjets Bevægelse kan være saa lille, at Bevidstheden ikke ret lægger Mærke til den — allerede af Vane. Hvem lægger f. Ex. Mærke til sine Øjnes Bevægelse, m edens m an læser? Men Øjet selv er um aadelig fintm ærkende, om det end ikke bliver os bevidst, og Øjet paavirkes altid af sin Bevægelse.
Det er ogsaa meget vel muligt at fornem m e Øjet bevæge sig, m edens Blikket glider hen over Billedet, under en derm ed følgende stadig Omskiften i Synsbilledet paa Øjets Nethinde. Det er Billedets O rdning og Betoning, som skal lede Øjets Bevægelse, og d e t e r i d e n n e , at B y tlim e og T a k t lig g e r , baade i Øjets ydre og indre Bevægelse (Indstilling). Bythm e og T akt er her som altid Bevægelsesegenskaber.
Det er da om Billedets lodrette Midtlinie dets Lige vægt skal holdes. Og M id t l in i e n m a a d e r f o r a l t i d lia v e en v is B e t y d n in g i K o m p o s itio n e n . Midt
linien kan være udtrykkelig frem hævet ved de positive Linier og Masser i Billedfladen, men den kan ogsaa være »skjult« (imaginær), alene knyttet til Øjets egne Synsbaner, saa den ikke udtrykkelig ses, men dog af Øjet fornem m es som Grænsen mellem Billedfladens to
28
Halvdele. (Fig. 1.) Et rythm isk F ørstekrav er nemlig, at B iH e d e t e r l ig e v æ g tig t, saa dets to Halvdele vejer lige meget til i Synsindtrykket. Ellers vil m an uvil- kaarlig stille sig skævt for BiHedet o: udskyde eller underordne noget af dets ene Halvdel. Dette kaldes, at Billedet er ^urigtigt afskaaret«. Dog m aa herved erin
dres, at Ligevægt ikke nødvendig kræ ver Ligedannetbed (Symmetri), m en ogsaa k an naas paa anden Maade ved et mere sam m ensat Rythm espil.
Man ser ikke nødvendig m od Billedets M id th ø jd e . I hvilken Højde den vinkelrette Synslinie ram m er Billed
fladen, afhæ nger af Billedets Pladshøjde i Forhold til Betragteren. Den kan endog ram m e helt nede i Billedet, uden at dette behøver at skade, eller nedenfor dets U n
derkant. I sidstnævnte Tilfælde kom m er dog den Ulempe, som i givet Tilfælde kan virke forstyrrende, at Syns
linien m aa flyttes op til at ram m e BiHedet under en spids Vinkel. Synshøjden (Horizonten) m aa helst være i den Højde, hvori Blikket naturligt (vinkelret) ram m er BiHedet, m en n aar Afvigelser herfra ikke uundgaaelig virker forstyrrende, hænger dette sam m en med den erfa
ringsmæssige Lov for Ligevægt i Højderetning, at den underste Del vejer forholdsvis mere til for Øjet end den øverste. Det er saaledes en velkjendt Erfaring, at m an ved Opklæben af et Billede paa en Karton maa lade dennes Rand være bredere forneden end foroven, om Indtrykket skal være ligevægtigt. 1 Billeder er da ogsaa den nedre Del sværere i sit In d tryk paa Øjet end den øvre, jfr. Landskabsbilleder, hvor Luften foroven kan indlage den største Del af Billedfladen og dog m od
vejes af den nedre Del, hvis F arver er tungere og hvis Synsindtryk er mangfoldigere. At Luften ikke virker
tom og overflødig forklares paa den anden Side af, at den giver Øjet en større Lysm ængde og en større Af standsfornem m eise (det ¡¡uendelige« Rum), m edens L an d
skabet forneden h a r rigere O m skiftninger og Inddelinger.
Dette ejendommelige Ligevægtsforhold ved Højdedelinger m edfører, at Rytlim en tilsteder større Frihed i A nbrin
gelsen af den vandrette Synslinie (Horizontcn). Netop fordi det underste gjerne vejer mest, vil det som Regel være heldigt at have den under den halve Rilledhøjde;
dog kan det om vendte ogsaa gjælde, hvor den nedre Del af Rilledet virker lettere og lysere (en Vandflade f. Ex.).
Den naturlige H orizont, Synsgrænsen mellem Luft og Havflade (Synstangenten til Jordoverfladen), som altid ligger i Højde med Betragterens Øje, behøver ikke nød
vendig at betyde noget selvstændigt for Rytlimen*).
*) Synspunkt og Horizont spitter ogsaa en Hovedrotie i den per
spektiviske Konstruktion, aitsaa for Biiiedets naturaiistiske Rigtighed, hvis Skeiet Perspektiven er. Men dette er noget andet, og Rythmen er ikke afhængig deraf. Det perspektiviske Synspunkt behøver heiier ikke at iigge i Biiiedets iodrette Midtiinie. Et Biiiede kan have baade fin og fyidig Rythme uagtet dets Perspektiv er urigtig, jfr. chinesisk og japansk Kunst. Noget andet er, at Brud paa Perspektivens Love kan virke paa Øjet som Urimeiigheder, der udæsker Forstanden og ved denne indblanding forstyrrer Føleisen ved at frembringe Mod
strid i Bevidstheden. Det kan biive Dissonans, som bør undgaas.
Ser man nærmere tii, viser det sig ogsaa, at de ¡^perspektiviske Fejh i chinesiske og japanske Biiieder aidrig gaar ud paa at trodse det naturiige Syn og derfor ikke vækker Dissonanser — iigesom orien
talsk Kunst aidrig er anti-naturaiistisk, men biot opfatter Naturen (foretager sin Udvæigeise og Betoning) andertedes end Europæerne.
*Noget heit andet er den 'omvendte Perspektivt, som visse iærde Foik vi) finde i orientaisk (og primitiv) Kunst. Den skulde bestaa i, at de fjernere Ting er hoidte i storre Maaicstok end de nærmere, og man har viilet forkiare dette saaiedes. at Tingene tænkes sete fra et Sted inde i Biiiedrummet ud imod Betragteren. Men hvem er det da, som ser Biiiedet derinde fra? Og hvad kan Hensigten dermed være?
Ved Fladebilleder af saa stor Breddeudstrækning, at (te ikke godt kan overses paa en Gang, i det m indste ikke i saadan Afstand, som Betragtningen kræver etter som faktisk er opnaaetig [Friser], m aa m an efterhaanden indtage en Række skiftende S tandpunkter og se hver Det af Bittedet for sig. Hethedens Midttinie m ister der
ved hett etter detvis sin Betydning. Bitledet m aa da have en saadan Rythme i Forholdet mettem sine enkelte Dete, at den uvitkaartig angiver Standpunkterne for Be
tragtningen — som et Stags Taktinddeling i Bredden — saa hvert Bittedafsnit naturligt sander sig om en særlig Ligevægtslinie (Delens Midttinie), aabentyst angiven etter sskjults. Bestaar Bittedet af en Række Enkettfigurer, m aa der være en T akt i deres indbyrdes Afstande (Fig. 2).
Hver Figur m aa enten have M idtlinien i sig, etter Midt- tinierne (Takttinierne) m aa tigge i M eltemrummene met
tem Figurerne.
Den e n k le s te B itte d f o r m e r d e n s tr e n g e L ig e - d a n n e t h e d (Symmetri) af to sidestillede og væsentlig ens Halvdele, som udelukkende forholder sig tit Bitted- fladen og ikke søger at frem katde nogen nævneværdig Forestilling om Rum dybde (plastisk Form ), og med saa
Kan man tænke sig et sligt uhyre Raffinement hos Foik, der end ikke kjender den ganske iigefremme Perspektiv? Man træffer det samme i ai Kunst, som ikke kjender Perspektivens Regier, dvs. Syns
virksomhedens Væsen og Love; saaiedes hos Ægypterne og i tidlig europæisk Middelalder. Det viser sig overalt ved nærmere Under
søgelse, at denne 'omvendte Perspektiv* tilstrækkelig forklares som en Vurdering: Det som er det vigtigste og betydningsfuldeste frem
stilles i større Maal, det mindre betydningsfulde i mindre Maal.
Undertiden kommer det af, at det mindre vigtige er nærmest og blot bliver mindre i Kiaal, fordi det maa nojes med den Plads, det kan faa i Billedet, uden at rage op og dække det mere vigtige.
ringe Breddeudstrækning i Forhold tii Højden, at alting samler sig ganske fast og tæt om Midtlinien, saa Øjet uden at slippe denne kan omfatte hele Billedet. Exemp ler herpaa kan tindes i Enkeltiigurer, staaende frontalt i snever Indfatning. Saadanne er ret hyppige i middel
alderlig Kunst og gjerne betingede af Billedets Plads.
De forekommer ogsaa i italiensk Renaissances tidlige Periode, paa Alterbilleder (Ancona), hvor de kan være stillede i Række, saa de to og to bliver symmetriske om Mellemrummet, eller skilte ved Rammeindfatninger, hvor
ved de kom mer til at virke sammen i en ejendommelig fast og rolig Takt. (Fig. 3.)
M en s a a s n a r t B i l l e d e t f a a r s a a s t o r B r e d d e - u d s t r æ k n i n g , at de yderste Dele kom m er for langt bort fra Midtlinien til, at det hele kan overses med ét Blik, eller saa snart man vil betragte Billedets enkelte Dele nærmere Stykke for Stykke, saa b l i v e r Ø j n e n e n ø d t til a t s æ t t e sig i B e v æ g e l s e og d r e j e sig i d e r e s L e je. Det gjør de jo i Virkeligheden altid, naar de ikke stirrer stivt og kun ser et enkelt Punkt. Ved nærmere Betragtning bevæger Blikket sig altid frem og tilbage over Gjenstanden — m an kan fysisk mærke sine Øjne dreje sig, og man kan se andres Øjne gjøre det.
Billedet maa altsaa ordnes (komponeres) saaledes, at det nøder eller lokker Øjet til at foretage disse Bevægelser rythmisk. Rythmen maa omfatte alle Omskiftninger i Synsindtrykket, altsaa ogsaa Øjets indre Virksomhed, Øjeaxernes og Linsernes Indstillinger for at fornemme Afstandene, Synsnervens kvantitative og kvalitative Mod
tagelsesfornemmelse af Lysstraalernes forskellige Mængde, Art og Blanding.
3
B i l l e d e t s V i r k n i n g i Ø j e t b e s t a a r a i t s a a i en R æ k k e a f f o r s k e i i i g e O m s k i f t n i n g e r .
Det er disse, som kan danne Rythme og som kræ ver Rythme for at Riiiedet kan være Kunst. Disse O m skiftninger er
fra én Retning til en anden (Fiader og Linier)
fra én Afstand til en anden (Form og Rum)
fra én Lysmængde til en anden (lyst og mørkt)
fra én Art af Lysstraaler til en anden (Farve)
Øjets Bevægelser og Indstillinger.
Synsnervens Modtagelsesvirksomhed.
Hver af disse Omskiftninger raader over en uendelig Række Grader.
[Hermed kan jævnføres de Omskiftninger i Lydind
tryk, som danner Musik: fra én Hastighed i Tonernes og Tonemellemrummenes Varighed til en anden (Tempo);
fra én Svingningshastighed (Tonehøjde) til en anden;
fra én Tonekraft til en anden (forte piano); fra én Tone
svingningsform (Klangfarve) til en anden].
SVING OG MODSVING. PENDULSVING Den simpleste Form for et symmetrisk Fladebillede er en Midtgjenstand mellem to nogenlunde ens Sidegjen- stande i samme Afstand. Ser m an paa naturlig Vis lige derpaa, vil Blikket først ram m e Midtgjenstanden, der
næst dreje sig mod den ene Sidegjenstand og saa tilbage mod den anden, for strax at skaffe sig et Indtryk af hele Biiiedet. Og ved nærmere Betragtning glider Blikket saaledes ustanselig frem og tiibage over Billedfladens
3*
De!e. Derved kom m er Øjet tH at bevæge sig i en Række Drejninger, som paa Grund af Øjets Kugieform biiver tii buede S v i n g og M o d s v i n g (Tiibagesving) og som iigner P e n d u i s v i n g . Paa denne Maade ser Øjet Bil- iedet, ogsaa naar dette ikke er symmetrisk. Aitid vii det naturligt begynde ved Biiiedmidten, derfra søge tii andet som ved særiig Betoning tiitrækker sig størst O p
mærksombed, og videre bevæge sig i Sving og Modsving frem og tiibage over Biiiedet.
Naturen har næsten ingen lige Linier. De er Menneske
værk, Kuiturfrembringeise. Visse meget primitive Negre bygger aitid rundt. Mennesket er en Dei af Naturen*) og kan ikke heit frigjøre sig fra Naturens Regler, aiier- det gjælder Føielsen. Det ser ud, som de ...tu, og svungne tii Føleisen. Biiiedet paa Øjets Nethinde er kredsrundt, den Fiade det dannes paa er en Kugleflade. I Øjet tindes aitsaa ingen iige Linier.
Derfor er det rimeiigt, at det er de runde Linier i Sving og Modsving, som danner Rythme. Selv de virkeiig iige Linier ses under Buesving i Øjet.
Det synes at være en Naturlov, at Udsving altid vol
der iige stort Tiibagesving. Sving og Modsving hører tii de mest elementære Form er for menneskelig Bevægelse
— denne svinger altid om Ligevægtstillingen, som Syns
bevægelsen hen over Billedet svinger om dettes Lige
vægtlinie (Midtlinien). Man kunde minde om Armes og
*) At fornægte vor Samhørighed med Naturen, som dog er vor baade tegemiige og aandeiige Næringskiide, har man forsøgt i visse Perioder, deis asketiske deis romantiske. Enderesuitatet biev, efter den opsparede Formues Forbrug, aandeiig Underernæring og udvandet Arbejde.
skarpe Vinkler forholder sig til Forstan-
Bens Bevægelser under Gang og Løb, Børns Hoppen og Springen, Dansebevægelser, Skøjteløb. Takt gjør Svin
gene rythmiske og netop Pendulsvinget h a r en særlig Forbindelse med Takt og Rythme*). Musikernes *Takt- maaler* er et Pendul. Det er paafaldende, at enhver Musikdirigent uvilkaarlig bevæger sin Taktstok i Pendul
sving og endda jævnlig gjør et lodret Nedslag med den, som minder om Pendulets Lodlinie a: den Midtlinie hvorom det svinger ligeligt til begge Sider.
Man kunde ogsaa udtrykke Forholdet saaledes, at Symmetri og Pendulsving rum m er Tretallet — eller T o
tallet, n a a r m an ser bort fra Midtdelen, hvis denne ikke er udtrykkelig fremhævet — men m an kom mer dog der
ved let til at gjøre Forestillingen for stram og for snever.
Tallene er tørre, de forslaar ikke. Rythme er i sit Væ
sen friere og manfoldigere end som saa.
Sving og Modsving i Billedets Synsindtryk er ikke, som det virkelige Pendul, bundet til fysiske 3 Ophæng
ningspunkter« og har overhovedet ikke noget med fysisk Tyngdelov at gjøre. Øjet kan drejes frit i alle Retninger, og dets Bevægelser — som ifølge Øjets Kugleform altid vil danne Buer — vil derfor ogsaa kunne lægge sine Sving og Modsving i alle Retninger, hvorved Svingbuerne kan have en ubegrænset Skiften af Centrum eller (tigur- lig talt) s Ophængningspunkt«. Dette giver altsaa atter
*) Penduisving spiiier ikke biot Robe i den iegemiige Verden men ogsaa i den aandeiige. Det er dette Hoiberg udtrykker saaiedes, at 'Mennesket faider gemeniigen fra en Extremitet udi en anden«.
Tii Udsving svarer Tiibagesving. Man siaar over fra Iver tii Fortry- deise, fra Latter tii Graad, fra Elskov til Had, fra Haab tii Fortviv- ieise, fra giødende Frombed til fanatisk Atheisme, fra Frihedskæmpe til Voidshersker. Ogsaa i det sjæieiige kræves Rythme, Uro i Sindet voider Smerte.
Omskiftninger i Synsvirksomheden, der kan ordnes i Takt og Rythme. Meget hyppig, og især i Ornamentik stadig anvendt, er den Rythme, at m an istedetfor lige
fremt Sving og Tilbagesving sætter en O m s k i f t e n f ra S v i n g i é n R e t n i n g til S v i n g i en m o d s a t R e t n i n g , saaledes som »Herresving« under Skøjteløb. Den simp- leste Form herfor, naar begge Sving ligger i samme Plan, er den saakaldtc S linie*). Denne Omskiftning kan være saadan, at Sving og Modsving ligger i samme Flade, ofte selve Rilledfladen, men dette er ikke nødvendigt. De kan ogsaa meget godt ligge hver i sin Flade, i Vinkel mod hinanden, frit i alle Rummets Retninger, hvorved der altsaa fremkommer en dobbelt Omskiftning, baade i Sving og i Rumretning, og derved en fyldigere Rythme.
Stilles S-linier i sammenhængende Række, fremkom
mer B ø l g e l i n i e n med sin fortsatte Rythme. Dens Sving behøver ikke hele Vejen at have samme Længde eller Radius (samme Krumning) eller samme Udslag (Sving
retning). Der kan godt være Omskiftning heri (Fig. 7) — som Omskiften af Versfødder i et Digt — men ogsaa den maa have sin Takt for at blive Rythme. Svingene kan gaa mildt over i hinanden eller brydes skarpt. Denne taktfast bølgende Bevægelse — som h ar Slægtskab med Lydbølger, men ikke med Havets Bølger, hvis Lov er noget anderledes — har spillet en overordentlig stor Rolle i Kunsten fra de allerældste Tider, først i Orna-
*) Den engelske Maler Hogarth berørte i sin /tnnh'sis o/' Beauh/
(1753) S-liniens Betydning som rythmisk Grundform, men uden at opdage, at Rythmen beror paa Omskiftningen fra Sving til Modsving.
Han tog S-linien som en usammensat Linie. Derfor kunde lian heller ikke komme til nogen nærmere Forstaaelse. Mig bekjendt, er ban den eneste Forfatter for hvem 'Tampen har brændt« med Hensyn til denne rythmiske Grundlov.
mentiken, men siden ogsaa, omend mere »skjult«, i Billedkunsten. Man h ar den i Bronceaiderens Spiral- ornam enter (begunstiget af Tech
niken), i Ægypternes Lotosfriser, i Grækernes Mæander- linie og Palmetterækker (Fig. 4). [Naar Mæanderlinien af techniske Grunde, som f. Ex. i Vævning, maa brydes i rette Linier, fremkommer å-la-grecque-Mønstret], I Hule-
F!g. 4. G ræ sk P alm ette.
kunstens Dyrerækker (Fig. 5) kan man i Dyrenes N ak
ker og Tænder iagttage dette bølgende Sving og Mod
sving, saa gammel er Sansen for denne Bythme, saa dybt lig
ger den i vor Natur. I Hanerne paa »Hanefrisen fra Xanthos*
(British Museum) kan m an mærke den. I alle Slags Planteornamen- ter møder m an den idelig og idelig. De græske Vaseprotilers
»klassiske Adels beror netop paa deres fine Følelse for Omskift
ningen mellem Svingene, mel
lem deres Betning og deres Spændkraft (Fig. 6). Bococo-or- namentiken bryder Svingenes formelle Sammenhæng men be
holder deres rythmiske Omskift- Fig. 6. G ræ sk vase.
ning. Fremskridtet fra den græske Bygningskunsts stren
gere æidre Stii tii den friere ioniske og korinthiske Stil (Søjlernes Kapitæler og Baser, Karnisprofiler osv.) beror netop paa, at m an fra at arbejde med Enkeltbue gaar over til Rythmen af Sving og Modsving og derved op- naar flere Muligheder.*)
Trods al Svingrythmens Frihed og Mangfoldighed er dog ogsaa den bunden af en Orden — ellers var den ingen Rythme — nemlig af Billedets almindelige Lige-
Rythme kan andre Omskiftninger i Billedet end Liniers og Fladers Sving virke med: Omskiftninger i Farve, Lysstyrke, Afstand, Maal. Den endelige samlede Rythme- helhed m aa frembringes af alle Dele i Fællig. R y t h m e n d a n n e s j o v e d O m s k i f t n i n g e r n e s L i g e v æ g t . Denne kræver ikke nogen Ensdannethed, endsige Symmetri. Svingudstrækning (Buelængde) og Svingkraft (Buespænding) kan virke mod hinanden ved Omskift
ning i Takt, saa f. Ex. længere og mildere Sving kan
*) Maaske spiiier Rythmen af Sving og Modsving ogsaa en Roiie i Menneskesindet udenfor Prydkunst og Biiiedkunst. Naar Johannes V. Jensen i Cimbrernes 7'oy S. 230 skiidrer, hvoriedes Norne Gæst fra det indre Afrika kommer roende ned ad Niien, siger han: aØrken- manden [a; den store Sfinx ved Gizeh] viste ham Profiien, da han fik ham i Sigte igen; saa heie Ansigtet; saa den modsatte Profi!. At svinge forbi ham var som at svinge om Tiden.*
F ig. 7. Sving og B ø lg elin ier.
vægtslov. D e r m a a v æ r e e n L i g e v æ g t m e l l e m S v i n g e n e , de m aa ikke )>hakkes.
Men ogsaa denne Lige
vægt kan formes i en Rigdom af forskellige Maader, og i dens
modsvares af kortere og kraftigere (stærkere spændte) Sving (Fig. 6). Regelmæssig Gentagelse giver streng Rythme. Den stadig lidt ændrede Gentagelse giver rigere Rythme, fordi den indeholder dobbelt Omskiftning (Fig. 7).
Uensdannede Sving kan virke sammen i større Masser til fælles Samklang. Svingenes Styrke og Tæthed, Omskift
ning i Farve, Lyskraft osv. kan virke sammen, ja selv en »tom« Del af Rilledfladen kan virke »positivt« med, fordi ogsaa den danner en Del af Billedet paa Øjets Nethinde, ogsaa henover den bevæger Blikket sig. Paa samme Maade kan et »Mellemrum« i et Billedhugger arbejde virke med og forøge et Svings eller en Omskift
nings Betydning i Rythme, fordi Synslinierne (Øjets Be
vægelser) i Modsætning til Streglinierne altid er sam m en hængende. Saaledes kan ogsaa en Cjenstand i Billedet
»tage sin Baggrund til Hjælp« for at forøge sin Vægtig
hed i Rythmen. Paa den anden Side kan det i et Billede være velgjørende med Dele, hvor der ingen Omskiftning er, som Pauser i Musik — altsaa f. Ex. stramme lige Linier, hele ubrudte Flader; deri kan Øjet finde Hvile og Ro.
L i g e v æ g t k r a v e t e r i k k e n o g e t y d r e e l l e r v il- k a a r l i g t , s o m k a n t æ n k e s a t f o r a n d r e s ig . f al hidtidig Kunst h a r det hævdet sin Ret, selv hvor Ryth- merne var tilsyneladende mest uregelmæssige 3: mest afvigende fra den græske Oldtids simple og klare Klange.
I østasiatisk Kunst, der knap nok kjender Symmetri, er Ligevægt i Rythmen altid iagttagen. Selv dens mest
»skæve« Kompositioner virker aldrig ude af Ligevægt.
End ikke Kubismen har aabent trodset Ligevægten.
Kravet paa denne ligger dybt i menneskeligt Sind. Selv
Naturens egne Kræfter søger a!tid at oprette og bevare Ligevægt. Mennesker, Dyr og Ting m aa være i Ligevægt, et
ters fatder de, medmindre Lige
vægten genoprettes ved Støtte udefra. Bevægelse erikkeUlige- vægt, men Omskiften af Lige
vægt. Bittedmæssigt udtrykkes Bevægetse jo netop gjen- nem omskiftende Sving.
I Middetatderens Europa glemtes Loven om Sving og Modsving (i Figurkunsten, ikke i Ornamentiken), som græsk-romersk Kunst havde udviklet med saa fin og sikker Sans. Derfor blev byzantinske og romanske F i
gurer s stives. Det tog Aarhundreders Kamp at tinde Loven igjen. For Alvor blev dog denne Kamp først ført med fver og Kraft af den franske Gothik, som energisk tog Ligevægtsspørgsmaalet op til Behandling. Overalt søgte den at tinde Rythmen under Frigjørelse fra den strenge Symmetri, ogsaa i de enkelte Figurer eller vel først i dem. Man sammenligne f. Ex. de stramme Sta
tuer paa Domkirken i Chartres med aLa Vierge de la porte dorées i Amiens. Gothiken bar opfattet Svingets Betydning som rytbm isk Be
vægelsesudtryk, men endnu ikke helt at Ligevægten kræ ver Modsving. Dette kom mer først den italienske Renais- sance efter (jfr. nedenfor).
Man kan belyse Ligevæg
tens frie, og derved rigere, Fig. 9.
ForhoM overfor Ligedannet- heden (Symmetrien) gjennem et Par ganske simpie Prøver.
Fig. 8. De to Gjenstande hoider hinanden i fast (sym
metrisk) Ligevægt, uden at der er nogen Angivelse af Midtiinien. Øjet opfatter strax,
at de er iige iangt fjernede fra denne og at denne bæ
rer deres Ligevægt. Dette er enkelt Ligevægt.
Fig. 9. De to mindre Trær hoider i Fæilig Ligevægt mod det større, fordi Midtiinien meiiem de to mindre
— hvorom de indbyrdes hoider hinanden i Ligevægt — er iige saa iangt fra heie Biiiedfiadens Midtiinie som det større Træ. Dette er aitsaa den simpieste Form for sam mensat Ligevægt.
Fig. 10 og 11. Venstre Side er mere fyidt end højre Side, og dog er der Ligevægt. De a t o m m e (ubrudte) Deie af Fiaden virker positivt med som rythmisk O m skiftning i Øjets Modtagelse af Lysmængde, og i dette Samvirke af Linierythme og Lysrythme er noget yderii- gere sammensat, som i Maleri endvidere kan forbindes med Omskiftning i Farve. [Det )>tomme* vi) jo der ogsaa have Farve ] Der kan i saadant Modspil netop ved dets Sam
mensathed komme noget for
finet (pikant). Rythme og Ligevægt af tiisvarende Art
Fig. ] ! .
kan frembringes ved iyse Gjenstande mod m ørk Bag
grund og omvendt, eder ved m ørk Gjenstand mod iys Grund ved den ene Side og iys Gjenstand mod mørkt ved den anden Side.
Fig. 12 udtrykker Ligevægtiiniens Skraastiiiing endnu tydeiigere. Her kan Fladens Ligevægt svinge om begge Diagonaier, og den ene Diagonai iigger tiimed ikke i Fiaden men skraat ind gjennem Rummet. Desuden er her Ligevægt-Modspil af højt og iavt, nærmere og fjer
nere.
Herved naar vi tii Erkjen- delse af, at L i g e v æ g t e n k a n v i r k e p a a en h v i l k e n s o m - h e l s t L e d b a a d e a f B i 1 - i e d f i a d e n og B i l l e d r u m m e t [i Billedhuggerarbejder altsaa paa en hvilkensom- helst Led af dets Rumfang].
S v i n g e n e t ø r i k k e o p f a t t e s a l e n e i F o r h o l d t il B i l l e d f l a d e n (plangeometrisk) m e n o g s a a f r i t i F o r h o l d t i l R u m m e t s U d s t r æ k n i n g e r * ) . Det askæve«
kan ophæve Indtrykket af det tomme og bundne, frigjøre det rythmisk, ved at give Blikket en Tilskyndelse til at sætte sig i Bevægelse hen over Billedfladen og bemærke
Rumligheden — sætte ¡-Pendulets i Svingning.
Dette Princip indtager en ledende Stilling i chinesisk-
*) Tingenes Tyngdeiigevægt er noget andet og vedkommer ikke den rythmiske Ligevægt, fordi Tyngden ikke virker i Biiiedet. Man kan i dette fremstiiie Ting — f. Ex. svævende Figurer — i den mest aabenbare Modstrid med Tyngdeloven, uden at dette behøver at vække Anstød. Biiledhuggerværker er nok nødte tii at tage Hensyn tii Tyngdeioven, men ikke af rythmiske Grunde.
