Digitaliseret af / Digitised by
Danmarks Kunstbibliotek The Danish National Art Library
København / Copenhagen
For oplysninger om ophavsret og brugerrettigheder, se venligst www.kunstbib.dk
For information on copyright and user rights, please consult www.kunstbib.dk
\(o<o°) b
D 3 6 .5 9 4
I
Danmarks Kunstbibliotek
r 1
[' 3 J
k. 1
/ < ? «
J U L . LAN GE:
BASTIEN LEPAGE
OG
A N DR E AF HANDL I NGE R.
K J Ø B E N H A V N .
P. G. P H I L I P S E N S F O R L A G .
T H I E L E S B O G T R Y K K E R I .
I NDHOLD.
• Side
Bastien L e p a g e ... 1 ■ Fritz von Uhde . . . . ... 4°- Studiet i Marken. Skilderiet. Erindringens Kunst . . 57.
Træk af Kunsten i Revolutionens Tjeneste... 76.
Japan— E u r o p a ... 104.
Nogle Sætninger om Kunstindustri i vor T i d ... 1 2 1 . Om at samle Gammelt og at samle N y t ... 127.
BASTIEN LEPAGE.
(1889).
J u l e s Ba s t ie n Le p a g e’s Navn har i den sidste halve Snes Aar hørt til de bekendteste, mest omtalte Kunstnernavne i hele Europa. Alligevel kan man sige, at Navnet ikke længer er ganske aktuelt, for saa vidt som Kunstneren allerede i næsten 5 Aar har ligget i sin Grav: han døde 9de December 1884. Han er endog i den Grad gaaet over til Historien, at man i indeværende Aar har rejst hans Monument, en af Rodin udført Statue, i hans Fødeby Damvillers, en Flække i det østligste Frankrig, det franske Lothringen.
Men hvis Bastien Lepage endnu havde været i Live, vilde han kun have været 41 Aar gammel — han er født den iste November 1848 — og altsaa endnu høre til Kunstens yngre Kræfter. Han var en Repræsen
tant _ og maaske den bedste og mest udprægede af alle _ for en Retning, der er baaret frem af den yngre Kunstnerverden og bestandig er fremherskende iblandt den. Naar man taler om hans Kunst, taler
Lange: Bastien Lepage. I
2 BASTIEN LEPAGE.
man altsaa dog om en endnu levende og virksom Magt.
Kort før han døde, omtalte en nordisk Forfatter, som er nøje fortrolig med den moderne franske Kunst, Andreas Aubert, ham som »den lykkelige Kunstner, der alt i sin Ungdom har vundet sin Samtids Sym- pathi, og i hvem Eftertiden vil se et af de mest energiske Udtryk for, hvad der kunstnerisk har be
væget vor Tid, hvad der har bevæget den sundest og ædlest«. Hans Kunst er i Virkeligheden lige saa
»moderne« som vore egne Maleres, Michael Anchers, Krøyers, Viggo Johansens — for at nævne Kunstnere, der staa ham nær i Alder og til Dels ogsaa i kunst
nerisk Retning.
Hvor megen Vægt hans Landsmænd bestandig lægge paa hans Navn, det fik man et levende Indtryk af paa den »centennale« Afdeling af Verdensudstillingen iaar, hvor man havde sørget for at repræsentere ham fyldig og godt, saa vidt muligt endog fuldstændig, og forbeholdt hans Billeder en paa én Gang hyggelig og hæderlig Plads. Man fandt der en Snes Malerier af ham: Portrætter, Skikkelser af Almuelivet paa Landet, endog et Par Billeder med historiske Titler, desuden Tegninger. Og det er maaske gaaet flere, som det gik mig under mit Ophold ved Verdensudstillingen:
naar jeg følte -mig i Færd med at drukne i disse Masser af Kunstværker; naar min Opfattelse begyndte at plaske træt omkring mellem disse Tusinder af Ind
tryk, som jeg forud kunde vide, at jeg umulig kunde
BASTIEN LEPAGE. 3 faa Tid til virkelig og selvstændig at tilegne mig, — og som heller ikke altid indbød til grundigere Stu
dier —, saa var Bastien Lepages Billedrække mig en af de Øer i Havet, til hvilke man kunde bjærge sig hen med Haab om at samle Skatte og faa et varigt Udbytte af sin Tid. Den var ikke den eneste af den Slags Øer, men ganske sikkert en af de frugtbareste, en af dem, der frembød mest. De mange, som saa den franske Udstilling her i København ifjor, ville ogsaa mindes, hvor stærkt Bastien Lepages to Malerier
— »Oktoberdagen« og »Landsbytiggeren« — droge Blikket til sig. Det sidstnævnte Billede, som vistnok var det betydeligste, det indholdsrigeste, er jo for
blevet her som Ny-Carlsberg-Glyptothekets Ejendom.
Han hørte til den moderne Realismes Mænd.
Hans Realisme var vel mild og optraadte ikke pole
misk æggende eller angribende; men den havde løbet Linen helt ud og var paa sin Vis hensynsløst kon
sekvent.
Men i denne Retning havde han ikke altid villet gaa. Han vilde gerne have gaaet den samme Vej som andre franske Kunstnere, hvis Evner berettige dem til at tragte efter en af de forreste Pladser. Han kon
kurrerede for Prix de Rome: det gælder ved denne Konkurrence som bekendt om at erhverve en fleraarig Stipendiatplads ved det franske Akademi i Rom — og hvad skal man der andet end at arbejde sig ind i Kunstens store Traditioner fra Renaissancen, maaske endog fra Antiken? I 1875 udførte han i denne Hen-
i
4 BASTIEN LEPAGE.
sigt et Maleri af Englen, der forkynder Jesusbarnets Fødsel for Hyrderne paa Marken (Æmnet bliver Kon
kurrenterne opgivet). Dette Arbejde vakte vel Opmærk
somhed som noget ejendommeligt og betydeligt; men det blev ikke belønnet med Prisen. Men Kunstneren vilde alligevel til Rom: han konkurrerede næste Aar igen. Opgaven lød da paa et homerisk Æmne: den gamle Priamos, der trygler Achilleus om at udlevere Hektors Lig. Man kan ikke tænke sig noget mere klassisk; det er det samme Æmne, som Thorvaldsen har behandlet i sit berømte Relief. Bastien Lepage udførte et smukt Maleri, som senere er kommet til Museet i Lille. Men han blev atter slaget i Kampen:
det er alligevel ikke alle Veje, som føre til Rom. Han kom aldrig derhen.
Han synes allerede et Par Aar senere at have lært at betragte dette Uheld som et Held, hvad det i Følge hans Ejendommelighed uden Tvivl ogsaa var.
Da han ikke kunde naa til Rom, knyttede han sig saa meget des inderligere og fastere til sin Fødeby Damvillers. Det skulde synes at være et daarligt Bytte, eftersom den lille By i Lothringen i Henseende til universel Betydning kun er at regne for et Nul i Sammenligning med den gamle Verdensstad; men for ham havde den des mere personlig Betydning, da den og dens Omegn rummede alle hans Barndoms- og Ungdoms Minder, saa langt som hans Minder over
hovedet gik tilbage. Han forstod, at hans personlige Forhold til Hjemstedets Liv maatte være’ hans Kunsts
BASTIEN LEPAGE. 5 egentlige Livskilde, medens hans Plads i Paris’s Kunst
verden gav ham Maalestokken for Kravet til hans Arbejde og undertiden ogsaa kunde give ham en ejendommelig Opgave.
Ad denne Vej naaede han allerede som ung til stort Ry og stor Betydning: var han kommet til Rom, var det aabenbart ikke gaaet saa hurtig og sikkert.
Men man bør indrømme Menneskelivets Inkonsekvens, hvad der med Rette tilkommer den, og ikke glemme, at han først fandt sin Retning ved at blive kastet mod sin Vilje tilbage fra en anden. Ved hans Konkur
rencebilleder vil jeg forresten ikke opholde mig, da de ikke høre til hans ejendommeligste Værker; kun maa det fremhæves, at de paa ingen Maade vise Mangel paa Evne for idealistisk Stil, i Ordets mere moderne Betydning. Hvorledes de forholdt sig til de sejrende Konkurrenters, Comerres og Wenckers, Ma
lerier, er nu vanskeligt at oplyse; men i og for sig kunde Bastien Lepage’s sikkert meget godt have været belønnede med Prisen, endog naar man ser Sagen fra et rent akademisk Synspunkt: han havde allerede i Cabanels Skole uddannet sig til en meget sikker og dygtig Tegner.
* *
Bastien Lepages bedste Egenskab er en ejendom
melig dybt indtrængende, sympathetisk Forstaaelse af Sjælelivet. Han fremstiller det ikke gerne i stærke
6 BASTI EN LEPAGE.
Bevægelser og hører ikke til de egentlige maleriske Dramatikere; dog heller ikke gerne i fuldkommen Ro.
Det gør ikke synderlig Forskel, om han maler, hvad man kalder Portrætter, eller hvad man kalder Genre
billeder, Livsbilleder: i begge Tilfælde giver han en dybtgaaende og fuldt gennemført Karakterskildring.
Han tager nemlig i sine Portrætter hyppigst lidt mere med af øjeblikkeligt Liv i Skikkelsen eller af vane
mæssig Syssel, end det er almindeligt i et Portræt og gør det saaledes til et Livsbillede; og i Genrebille
derne er det mindre hans Opgave at skildre et travlt Samkvem end en enkelt Type eller Karakter i dens særegne Existensform; og den giver han lige saa grundig og udførlig som om det galdt et Portræt. Et storartet Exempel herpaa er hans Landsbytigger: aldrig har et Billede givet grundigere Besked om en Per
sons Indre og Ydre end dette.
Men dette sjældne Blik for Sjælelivet staar i den tydeligste Forbindelse med, at han skildrer det Liv, han som Menneske har det inderligste, fortroligste Kendskab til; og det kunde han umulig have bevaret og udviklet i en fremmed Nation. Det har vel end- ogsaa havt den største Betydning for ham som Kunst
ner, at han er udgaaet fra et meget kærligt, om end meget tarveligt, Hjem. Det forekommer hyppig nok, at man blandt berømte Maleres Arbejder finder Bil
leder af en eller flere af Kunstnerens nærmeste Paa
rørende; men jeg mindes ingen Kunstner, i hvis Pro
duktion den Slags Billeder tage en forholdsvis saa
BASTIEN LEPAGE. 7 stor Plads op som i Bastien Lepages. Hans Kunst er aldeles ikke erotisk; den sværmer kun lidet ud fra Reden; men den er fuld af hellig Pietet. Hans Por
trætter af Familiens meget jævne og fordringsløse Per
sonligheder bleve et efter andet sande Begivenheder i Paris’s store Kunstverden.
Han begyndte med at gøre sin gamle Bedstefader berømt ved et Portræt paa Salonen 1874. Man ser den gamle, stilfærdige og fredsommelige Mand siddende i Haven med sin Kalot paa Hovedet og Hornbrillerne paa Næsen. Den store Snustobaksdaase, af hvilken han henter al Livets Afvexling, staar aaben paa det blaatærnede Lommetørklæde, der ligger over hans Knæ, klart til Bataille. Det var en saa fuldkomment sand og træffende Karakterskildring og saa hyggelig og inderlig opfattet, at den vandt alles Hjerter. Tre Aar efter kom et Dobbeltportræt af hans Forældre, tem
melig fattige Landsbyfolk, som aabenbart havde døjet meget Slid paa Livets Bane. Sliddet havde tørret dem og furet dem og rynket dem og paa ingen Maade skaanet dem; men deres Inderste havde det ikke naaet til at berøre. Papa saa ikke ud som en Mand af mange Ord, men som en fransk Hædersmand, kordial og retsindig; og Moderens trætte, næsten udslukte Blik var idel Ømhed, idet det hvilede paa Sønnen, hendes Stolthed, som malede hendes Portræt. Der er i slige Billeder af Bastien Lepage ikke det allermindste af den saa almindelige Portrætstivhed, der er Intet i disse jævne Folk af Filistre eller Snobber, som trække
8 BASTIEN LEPAGE.
i Kisteklæderne og stille sig op for at blive malede
— og hvor faa Portrætter finder man ikke, som ere ganske frie derfor, selv om det er Folk, som ere anderledes højt paa Straa! Det er fribaarne Menne
sker, som give deres Jeg uforbeholdent, ligesom forud sikre paa at træffe godt Selskab, der forstaar dem.
Endelig bragte Salonen 1879 det lille Portræt (Knæ
stykke) af Kunstnerens Broder, en ung Arkitekt ved sit Arbejdsbord. Dette Billede havde alle de fore- gaaendes udmærkede Egenskaber i Henseende til Op
fattelse og Følelse; og dermed forenede det en saadan malerisk Fuldendthed og Elegance, en saa fuldendt gennemarbejdet Form — Hænderne! — at det ikke vilde staa til Skamme i et Selskab af de fineste gammelhollandske Kabinetsbilleder. Malerens Pensel gør her Opvartning for hans unge Broder og Barn
domskammerat som for en Prins af Blodet eller en stor Berømthed.
Dette er hans Familie i snævrere Forstand; men han ser med lignende Øjne paa alle sine Bysbørn:
Bønderne ved Hø- eller Kartoffel høsten, Pigerne med deres River, Mændene med deres Øxer, den lille pæne Konfirmandinde, der sidder saa stiv som et Gude
billede, ængstelig for at røre sig og krølle den ny
strøgne hvide Kjole; den lille Skorstensfejerdreng, som efter endt Arbejde fortærer sin Frokost i Køkkenet og godmodig deler sin Skinke med Kattekillingen; den gamle Brændesamler, Fatter Jacques, der paa sin dag
lige Expedition i Skoven ledsages af sit Barnebarn,
BASTiEN LEPAGE. 9 en syvaarig Pige, der plukker Blomster, mens han slæber paa sit Brænde. Herhen hører ogsaa hin mestærlige Menneskeskildring, det store Billede af Landsbyens privilegerede Stodder, en aldrende, halv
tosset Stakkel, som gaar sin Formiddagsrunde omkring til Godtfolks Døre. Han stikker det modtagne Brød i sin Pose og stolprer videre, utilfreds og lidet tak
nemlig, mumlende bitre, lidenskabelige Ord mod den Lod, han har faaet i Livet. I Døren, han har forladt, staar endnu den smukke lille blonde Pige og følger ham tankefuldt med Øjnene: hendes Barnesjæl kan ikke slippe denne sørgelige Gaade. Hvorfor er den gamle Mand saa mørk, saa ordknap og tillukket? Hun har selv Barnets Trang til at klynge sig til alle, og alle ere venlige mod hende, kun ikke han — den stakkels gamle Mand!
Kunstneren syslede i sin sidste Tid med en Kom
position, der skulde blive rigere paa Figurer end de øvrige, atter af en Landsbyscene: den unge Piges Be
gravelse ved Foraarstide. Et af hans sidste Billeder handlede om den landlige Kærlighed. Det var en ung Knøs og en ung Pige, som mer eller mindre til
fældig træffe hinanden ved Hegnet, hvor deres For
ældres Jorder støde sammen. De staa paa hver sin Side af det og tør for alt i Verden ikke se paa hin
anden. Men saa betaget og befippet han er, faar han dog sin Tilstaaelse frem: det ser ud som om han maatte trække Ordene — et efter andet — ud af Fingerspidserne. Hun tør slet ikke røre sig. Man
10 BASTIEN LEPAGE.
ser hende kun fra Ryggen; men man kan godt se paa denne Ryg, hvor stærkt hendes Hjerte banker, idet hun lytter. Det er en Kærlighed, som har noget mindre nemt til det end den som blomstrer inde i Paris, men som vel ogsaa holder lidt længere. Nu kunde det være værdt at vide, hvor ærlig det store Hovedstadspublikum egentlig mener det, naar det applauderer en saa ren og uforfalsket Landlighed.
Mon Herrer og Damer inde fra Bulevarden dog ikke i Dybet af deres Hjerter mene, at dette Pigebarns Ryg og Nakke méd de to tynde, stumpede Fletninger driver det vel vidt i Retning, af sincérité, og at hun nok kunde være fixet lidt mere op? — Men saa maa de henvende sig til andre Kunstnere, som forstaa at fixe Bønderpiger op — og dem kan man ogsaa finde nok af. Bastien Lepage laaner ikke slige Fordringer saa meget som en lille Finger: for ham var Realismen, den kunstneriske Sandhedspligt, en hellig Religion.
Den har ogsaa sine Idealister.
* *
❖
Paa Salonen 1880 udstillede Bastien Lepage et Billede af et historisk Æmne, nemlig Jeanne D’arc, der som ung Pige i sin Faders Have i Domremy ser Syner og hører Røster, som kalde hende til hendes store Mission. En Ven af Kunstneren (L. de Fourcaud) har meddelt Udtalelser af ham fra denne Tid, som netop handle om Forholdet mellem Skildringen af
BASTÎEN LEPAGE. 1 I
Virkeligheden og Fremstillingen af de historiske Æmner, saaledes som han tænkte sig dette Forhold.
Han anerkender, at han i École des Beaux-Arts har lært sit Haandværk, men erklærer, at han egentlig ikke har lært sin Kunst der. I Mestrenes Atelier’er har han hentet de eneste Tvivl, som have plaget ham. »Siden jeg konkurrerede for prix de Rome,« siger han, »har der staaet i Bladene om mig, at jeg havde frigjort mig for Traditionerne. Ak nej, jeg har endnu ikke frigjort mig saaledes som jeg burde. Da jeg kom herhid ude fra min Landsby, vidste jeg ingen Verdens Ting; men jeg havde i alt Fald ingen Anelse om den Hoben Formler, hvormed man forstyrrer Hovedet paa Folk.
I ville male det som er, og saa opfordrer man Jer til at male det ukendte Ideal, det vil sige: til mere eller mindre at efterligne de gamle Malerier. Jeg har i min Tid smurt Skizzer op af Guder og Gudinder, af Græ
kere og Romere, som jeg ikke kendte, som jeg ikke forstod, og som jeg gjorde Nar ad; jeg sagde tidt til mig selv, at det maaske var den store Kunst, og jeg spørger undertiden mig selv endnu, om der ikke be
standig klæber Noget af denne Lærdom ved mig. Jeg gaar ikke saa vidt at paastaa, at man ikke kan male andet end Hverdagsæmner; men hvis man maler Scener fra forbigangne Tider, saa er det da det mindste, man kan forlange, at man fremstiller dem fuldt ud men
neskelig, i Overensstemmelse med det, som man har set uden om sig. Det er stor Skade, at man fører Folk med eller mod deres Villie ind paa Rutinen og
2 BASTIEN LEPAGE.
Traditionen under Paaskud af at danne dem. Det vilde være saa simpelt at lære dem at bruge Pensel og Palet uden at tale til dem om Michelangelo, Ra
fael, Murillo og Domenichino. Man vilde vende hjem til sit eget, til Bretagne eller Gascogne, Lothringen eller Normandiet, man vilde ganske fredelig gøre sin Egns Portræt, og naar man en skøn Morgen efter at have læst i en Bog, fik Lyst til at male den fortabte Søn eller Priamos ved Achilles’s Fødder, eller noget lignende, saa vilde man fremstille Scenen paa sin Maade, uden Reminiscenser fra Museerne, i sit eget Lands Omgivelser, med de Modeller, man havde til Raadighed, som om det gamle Drama var foregaaet den Dag igaar. Paa den Maade vilde man opnaa at give sin Kunst et sandt Liv, at gøre den skøn og rørende for alle. Jeg stræber af alle mine Kræfter mod dette Maal.« — —
Der er meget smukt og sundt i dette. Jeg vil ikke her drøfte det i Almindelighed, men blot gøre opmærksom paa, at den hele Betragtning, ret forstaaet, begrænser sig selv. Naar Kunstneren selv som Ex- empel netop nævner Æmnet »Priamos og Achilles«
— hans gamle Konkurrenceopgave — , saa vilde man dog vist let blive enig om, at det ikke vilde tage sig rigtig godt ud fremstillet i Omgivelser fra en fransk Landsby og med de Modeller, som man der havde til Raadighed. Men enhver Egn har jo sine historiske Minder og Skikkelser, og dem kommer man ganske vist nærmere til ved at færdes i Egnen selv. Og dette
BASTIEN LEPAGE. H gælder netop om Jeanne D’arc som Æmne for Bastien Lepage. Damvillers og Domremy, hans og hendes Fødeby, ligge i samme Egn: det er den samme Natur, samme Race af Mennesker her som hist. Jeanne D’arc var for ham først og fremmest en Bondepige fra hans egen Egn ligesom de andre, han har malet, Han havde en Adgang til at forstaa og kende hende, som andre Kunstnere ikke have havt; og han har virkelig forstaaet hende saa fortrolig, som om hun var hans yngre Søster.
Og den Slags Forstaaelse kan man nok føle Trang til i moderne fransk Kunst, netop i saadanne Æmner.
For Øjeblikket er der næppe noget, som der er saa megen Efterspørgsel efter som Visioner, Legender og allehaande Vidundere. Folkets store, brede Masse er jo katholsk og kræver at fodres med Katholicis- mens Kost ligesom i gamle Dage. Der gaar en Luft
ning af klerikal Reaktion hen over det: den frie Tanke lever vel endnu; men den er jo dog egentlig kun for dem, som tænke. Saa maa Mestrene inde i Paris, disse intelligente, kunstnerisk dannede, muligvis endog skeptiske Folk, tilfredsstille Efterspørgslen ved at levere alle de Utroligheder, som den rette Tro forlanger.
Men det lønner sig: Kunsten finder fra sin Side meget godt sin Regning ved at anlægge en Forretning i den Slags Æmner, ikke alene fordi de ere sanktionerede af Folketroen, men ogsaa fordi det Vidunderlige og Uforstaaelige er et fortræffeligt Element til at lave Sensation af. Naar et Maleri skal fange Opmærksom-
•4 BASTIEN LEPAGE.
heden — og det er jo den første, store Kunst for alle Malerier — paa en Salon med over fire tusind Numre, saa er der god Brug for stærke, endog grove Midler.
Og de forsmaas heller ikke. Naar Billedet f. Ex. fore
stiller den hellige Dionysius vandrende hen ad Lande
vejen uden Hoved paa sin Hals, men med det af
huggede Hoved mellem Hænderne foran sig, saa er det virkelig et saa opsigtvækkende Syn, at man nok kan gøre Regning paa, at selv meget sløve og trætte Folk ville vende sig om og glo lidt derpaa. Bonnat har til Panthéon malet et stort — og naturligvis ud
mærket dygtigt — Maleri af den samme Helgen i det Øjeblik, da Hovedet er hugget af ham, og han for
bavser de Omstaaende ved at bukke sig ned og tage det op. Som en Illustration til den moralske Grund
sætning, at man aldrig skal lade sig forbløffe af noget, kan dette jo være meget effektfuldt; men den hellige Mand tager saaledes paa Hovedet, at jeg altid faar det pinligste Indtryk af, at han vil sætte det forkert paa Halsen igen, med Næsen i Nakken: det kommer maa- ske af, at jeg i min Barndom har set Pjerrot i en kasortisk Pantomime gøre netop dette Mirakel.
Ja jeg tilstaar, at slige hellige Fjællebodsæmner ikke fra noget Synspunkt forekomme migat have Krav paa Sympathi eller Agtelse, selv om der er spildt megen kunstfærdig Tegning og Kolorit paa dem. De turde vel endog bero paa Misforstaaelse af Middelalderens Kunst; og det bør desuden erindres, at den katholske Kirkes største Kunstnere fra gamle Dage — Leonardo,
BASTIEN LEPAGE. 15 Michelangelo, Rafael, Tizian osv. — slet ikke indlod sig paa slige Æmner, hvis Effekt kun bestaar i, at der ikke kan forbindes nogen Tanke eller Mening med dem.
Der er ogsaa i Legendeverdenen selv langt bedre Stof, virkelig poetiske Æventyr, som Fantasien og Følelsen gerne følge med, selv om man ikke glemmer, hvor Virkelighedens Grænse ligger. Dog har jeg paa de franske Udstillinger idelig faaet Indtryk af, at vore Dages Kunst her for det meste bevæger sig paa en Jordbund, der lidet egner sig for den, og at den ind- gaar falske Forbindelser med gammeldags Naivetet, Forbindelser der ingenlunde ere virkelig og alvorlig mente. Men dette fremhæver jeg kun for at værne imod, at man betragter Bastien Lepages Jeanne D’arc, der ogsaa fremstiller Visioner og Overnaturligheder, under samme Synspunkt som hine Legendebilleder og lader det rammes af de samme Anklager, som ramme dem. Thi her er noget, som i Sandhed er ment, men rigtignok i en anden Aand. Det største Mirakel ved det er den rent psykologiske Forstaaelse af den visionære Pige.
Vi befinde os i Æblehaven foran den fattige Bondegaard; bagved aabner der sig en Udsigt over Mark og Skov — jævn nordisk Slettenatur, som vi Danske kunne føle os ganske hjemme i. Det er Hver- dagsvejr, et dæmpet Graavejr, som næsten udsletter al Forskel mellem Lys og Skygge. Men i Løvets Virvar mellem Æblegrenene kan en barnlig sværmende Fantasi finde Plads til mange underlige Drømmerier.
i6 B.ASTIEN LEPAGE.
Den fattige Bondepige, næsten kun et Barn, har siddet ved sin Garnvinde derude; hun er alene, og der er saa landlig stille; des stærkere lyde Sjælens indre Røster til hende. De ville ikke lade hende have Ro: hun har rejst sig og er med bankende Hjerte gaaet et Par Skridt hen mod Æbletræet og læner Hovedet mod dets Stamme. Hun er som under en magnetisk Indflydelse; den ene Arm hænger slapt ned, den anden strækker hun frem og tager om en Kvist paa Træet — men i sine Tanker er det ikke den, som hun rækker efter. De hellige Væsener, som lønlig tale til hende, se vi bagved hende, svævende som halvt utydelige Syner mellem Løvet: det er Sankt Michael i gylden Rustning, rækkende sit Sværd ud med Hjaltet fremad, ligesom bydende hende at gribe det, og Sankta Katharine og Sankta Margrete med Rosenkrans og Slør, saa uendelig yndige og himmelske, som kun en ganske ung Bondepiges Sjæl forestiller sig Helgeninder. Saaledes har hun set de himmelske Skikkelser i Landsbykirken i forgyldte og malede Fi
gurer eller i straalende, af Solen gennemglødede Male
rier i Glasruderne, eller malede paa Guldgrund i Messebogen. — Der kan vistnok være delte Me
ninger, om Kunstneren har gjort vel i at fremstille disse Syner for Beskuerens Øje; man forstaar allerede af Pigens eget Udtryk, at hun føler sig henrykt mellem Væsener, som ikke ere af denne Verden. Man aner denne Sjælens Syden i de aabne, stirrende, tindrende Øjne, i hvilke den blanke Prik af Dagslysets Glans
BASTIEN LEPAGE. >7 netop træffer over Pupillen og dækker den, i Kindens fine Rødmen, de aabnede, tungt aandende Næsebore, den lukkede Mund. Det er en enfoldig og ren ung Sjæls inderlige Higen og Bøn: Maa jeg, maa jeg gribe dette Sværd?
Er det Romantik eller er det Realisme? Er det middelalderligt eller er det modernt? — Her kan Æsthetiken faa en vanskelig Opgave at øve sig paa.
Er det ikke Romantik at se Engle og Helgener aabenbare sig for en ung, uskyldig Pige, opflamme hendes Sjæl til Begejstring, drive den til æventyrlig Daad — hvad er saa Romantik? Skal Jeanne D’arc ikke være en romantisk Skikkelse, hvem skal saa være det? Saaledes kan der fra den ene Side siges; men det forekommer mig dog, at Realismen har mere Ud
sigt til at vinde Processen. Vi ere her, nøjere set, aldeles fuldstændig paa Virkelighedens Grund; Enhver vil indrømme, at Alt her er malet med den samme Sans for Virkeligheden og den samme fuldkomne Tro
skab imod den som i Kunstnerens Billeder af det daglige Liv. — Ja, vil man sige, Alt -— undtagen de svævende Skikkelser: de ere da ikke virkelige. Jo ogsaa de ere ganske virkelige, naar de forstaas saa
ledes som den maleriske Behandling viser, at de skulle ( forstaas, nemlig som Syner, overvældende Forestillinger, Hallucinationer, om man vil, inde i Pigens Hjerne.
De viste sig jo som fuldt virkelige Kendsgerninger ved deres mægtige historiske Virkninger. 1 vor Tid drives en stor Beslutning af Tanker om Maal og Midler; i
Lange: Bastien Lepage. 2
BASTIEN LEPAGE.
Jeanne D’arcs Tid, og især hvor Talen er om en Kvinde, af Indbildningskraftens Billeder, som frem- traadte med en Farvestyrke, der nu vel næppe kendes, og som Kvinden selv og hendes Samtid ansaa for Aabenbaringer.
Første Gang, der hændtes hende noget saadant, var i hendes fjortende Aar, altsaa i den Periode i Kvindens Liv, da hun er i den første Overgang fra Barn til Voxen. Det var ved Middagstid, om Som
meren, i hendes Faders Have; og det havde — hvad der vel er værdt at mærke — Dagen i Forvejen været Fastedag. Det var Erkeenglen, den hellige Michael, som først lod sig til Syne for hende; han var ledsaget af Himlens andre Engle; der berettes ogsaa om de to ovennævnte Helgeninder, som viste sig for hende med skønne Kroner, meget prægtig og kostbart. Hun saa det Hele *corporaliter et realiter«, »lige saa godt som jeg ser Eder« — som hun senere sagde til sine For
hørsdommere. »Og da de forsvandt for mig, græd jeg; og jeg vilde meget have ønsket, at de vilde have taget mig med sig«*). Hun saa især slige Ting i Lunde og Skove — hendes Egn havde ogsaa bevaret megen Overtro endog fra hedensk Tid, som det synes.
Den historiske Opgave, som Bastien Lepage har behandlet i sit Maleri, er nøjagtig den samme, som den Chapu har behandlet i sin udmærkede Statue,
*) Sign. Procès de condemnation et de rehabilitation de Jeanne D arc, dite la Pucelle, publiés par Jules Quicherat, 1, Paris 1841, p.
51, p. 71 o. fl. St.
BASTIEN LEPAGE. '9 som er vel bekendt fra Ny-Carlsberg-Glypotheket og fra Ørstedsparken. Chapu har netop ogsaa fremstillet Jeanne D’arc, som kaldes til sin store Mission af de hemmelighedsfulde Røster og Syner; og uagtet han som Billedhugger ikke viser Synerne anderledes end gennem Pigens Udtryk, forstaar man ypperlig Meningen.
Men de to Kunstneres Greb paa Opgaven er meget forskelligt. Chapu har mere havt Heltinden for Øje, han har set Jeanne D’arc i Lyset af hvad hun bag efter udrettede, og derfor fremstillet hende som en Pige, hvis Vilje og Tanke ere Maal og Midler voxne og forholde sig frit til dem. Bastien Lepage har op
fattet hende mere fra den passive eller pathologiske Side og har blot villet give den rene unge Pigesjæl, som overvældes af Indskydelser, der foreløbig ere hende altfor stærke — hvor det saa bærer hen: til Vanvid eller til Stordaad, det maa Eftertiden vise.
Men naar der spørges om, hvorledes Pigen i Virkelig
heden har været paa det Tidspunkt af hendes Liv, da de første Anelser vaktes hos hende om hendes histo
riske Opgave, saa har Bastien Lepages Fremstilling uden Tvivl mest Ret: det er ham, som har taget skarpest Sigte paa Virkeligheden; han har netop villet holde det psykologiske Udviklingsmoment rent for Ind
blanding af Tanker om, hvad der fulgte bagefter.
Chapus Statue er et patriotisk-heroisk Digt, formo
dentlig indgivet af Tanken om, hvad Frankrig i Kunst
nerens egen Tid kunde have trængt til; Bastien Le
pages malede Skikkelse er rent realistisk Historie, men
20 BASTIEN LEPAGE.
meddeltaf en Sjælekender, med dyb Forstaaelseaf Roman
skens og Middelalderens Psykologi, og derfor poetisk.
Som Kunstner har Bastien Lepage naturligvis langt mere studeret det levende og virkelige Menneske end Bøgerne. Et enkelt lille Træk er ret oplysende om, hvorledes han forholder sigtil den skrevne Historie og til den Virkelighed, han kender af Selvsyn. I Øjen- vidners Beretning om Jeanne D’arc meddeles et Sted, at hun havde sort Haar*). Det har Kunstneren for
modentlig ikke vidst: han har overhovedet ikke stu
deret Kilderne paa samme Maade som en Examens- kandidat studerer sit Fag. Han har givet sin Jeanne D’arc blond Haar, som Pigerne der paa Egnen vel mest have det, og han forsømmer ikke at vise, at Haarets gule Farve, da hun er vant til at gaa ude med bart Hoved, er noget mørkere i det øverste Lag, medens det ved Ørerne, hvor Haarlaget krænger sig, viser sig lysere, blegere. Det er ret et Træk ud af Virkeligheden og tjener Indtrykket af Virkelighed; men det stemmer ikke med den skrevne Historie**).
*) Se G. Fresne de Beaucourt: Histoire de Charles V II , tome II, Paris 1882, S. 207.
**) Kvindetypen fra Bastien Lepages Hjemstavn (Maas-Egnen) skildres saaledes af André Theuriet, der selv hører hjemme i denne Egn:
»Lav, men klog Pande, Øjne med lange Øjelaag, mellem hvilke der siver et lidt vildt Blik frem, fremstaaende Kindben og Kæbe
ben, en firkantet H age, Kendetegnet paa en haardnakket Men
neskerace, en stor Mund med halvt aabne Læber, der lade Aandedrættets Pusten mærke.« (Anført i det ovennævnte Værk af Fourcaud). Denne Skildring af Typen passer ikke alene meget godt til Bastien Lepages Livsbilleder, men ogsaa til hans Figur af Jeanne D’arc (undtagen at hendes Mund ikke er aaben)..
BASTIEN LEPAGE. 21 Der er ganske naturlig to Punkter i Jeanne D’arcs Historie, som især tiltrække Kunstnernes Fantasi. Det ene, som vi nu have omtalt, er Begyndelsen af hendes Bane, da hun er Drømmersken i Domremy, opfyldt af Anelser og omsværmet af mystiske Syner. Det andet er Banens Højdepunkt, da hun har fuldendt sin store Mission: at føre Frankrigs Konge hen til Ka- thedralen i Reims, for at han retmæssig kan krones, og en ny Tidsalder kan oprinde for Frankrig. Der er hun vel ogsaa omgivet ligesom af en Taage af Mystik, som overhovedet aldrig veg fra hende; men Drømmen er skiftet med Daad, og Anelserne med Bevidstheden om Daadens Betydning. Dette Æmne laa ikke for Bastien Lepage, allerede af den Grund, at Jeanne D’arq her ikke længer tilhører hans Egn med dens ejendommelige Natur og Sæder. Derimod er hun fremstillet saaledes i to udmærkede Rytter
statuer fra den senere Tid. Den ene, af E. Fremiet, har allerede i en Aarrække smykket Place des Pyra
mides i Paris. Det er en af de mindste blandt Parises monumentale Figurer, men maaske den bedste af dem alle: i al Gadestimen mellem rumlende Køretøjer og mylrende Fodgængere griber den Enhver, hvis Blik blot træffer den, med en stor, højtidelig Følelse: det er Heltinden, Befriersken, som har kæmpet sig frem til sit Maal. Den anden Rytterstatue er modelleret i de allersidste Aar af Paul Dubois; den skal have sin Plads foran selve Facaden af Domkirken i Reims.
Det vil i Sandhed blive et herligt Syn at se denne
22 BASTIEN LEPAGE
begejstrede kvindelige Ridder ilende hen imod Maalet, det virkelige Maal, de franske Kongers Kroningskirke, hvis mægtige gotiske Arkitektur er som en Fos af brusende Orgeltoner. Baade Fremiet og Dubois have naturligvis i Overensstemmelse med Historien frem
stillet hende i fuld ridderlig Rustning, som hun bar lige fra den Tid, da hun først fremstillede sig for Kongen.
Ak ja — stakkels Jeanne D’arc! Det var denne Rustning, denne Mandsdragt, som man behagede at forarge sig saa stærkt over, da man ikke mere trængte til hendes stærke Tro og hendes Tapperhed, og som mest af alt fordømte hende til Baalet. En Kvinde, som havde fornægtet sit Køn, antaget mandlig Dragt og ladet Menneskene se sine Ben — var det ikke Djævelens Værk? Og alle disse Aabenbaringer, som for et Aar siden havde gældt for Guds Værk og i Kraft deraf sat hele Frankrig i Bevægelse, vare de ikke ogsaa Djævelens Værk, naar man krængede dem og saa dem nøjere efter paa Vrangen? Ja hvad kunde ikke Middelalderens beundringsværdigeTheologi krænge og vende, alt efter som Lejligheden og Lidenskaben bød! Og hvor blev den »allerkristeligste« Konge, Carl den syvende, af, da man slæbte den vidunderlige Kvinde til Baalet, som han skyldte sin Krone? Naar man i Louvregalleriet ser den fortræffelige Jehan Fouquet’s gamle Portræt af denne Konge — »le tres victorieux Roy de France, Charles septiesme de ce norm, som der staar paa Portrættet; »gentil Dauphin«, som
BASTIEN LEPAGE. 25
Jeanne D’arc kaldte ham i Tiltale — , saa kan man ikke tilbageholde en Beklagelse over, at det netop skulde være en saa overmaade lidt tiltalende Person
lighed, til hvis Ære saa sjældne Kræfter skulde sættes i Bevægelse. Hans Ansigt har et Udtryk som den sureste Tørverøg.
* *
*
Bastien Lepages kunstneriske Omraade er snævert nok begrænset — og det er da, nøjere set, enhver Kunstners Omraade, selv de størstes — ; men det er dog ikke indskrænket til de naive Folk ude i Dam- villers. Han forstod sig ogsaa meget godt paa Pari
serne, endog paa dem, som Pokker ikke ere naive.
Omtrent samtidigt med Maleriet af Jeanne d’Arc er hans Portræt af Sarah Bernhardt — et fuldendt lille Mesterværk og vistnok mere almindelig forstaaet og paaskønnet end hint Billede af den sværmeriske Pige fra Domremy.
Jeanne D’arc og Sarah Bernhardt! Begge kunne de jo gælde for fremragende Repræsentanter for den franske Kvinde; men ellers vilde næppe den sindrigste Tænker kunne udtænke stærkere Kontraster end dem.
Den ene var lige saa umulig i det nittende Aarhun- drede som den anden i det femtende. Den ene dreves af en Aanderøst, som hviskede: »Guds Datter, gaa, gaa, gaa! Jeg skal staa dig bi-, gaa!«*), ligesom Skibet
*) Fille de Dieu, va, va, va, je serai å ton aide, va! — (Fresnede Beaucourt, anførte Værk, II).
24 BASTIEN LEPAGE.
af Vinden, altid i en og samme Retning, frem og atter frem — indtil hun kuldsejlede; den anden drager paa Tournée over hele Jordkloden som Heltinde i alle mulige Roller; hendes hele Liv er æsthetisk, medens hun flagrer hen over Virkeligheden for lige saa mange Vinde, som der er Streger i Kompasset. Det er virkelig et stort Bevis for Bastien Lepages Menneskekundskab,, at han har forstaaet saa modsatte Karakterer.
Angaaende Profil-Portrættet af Sarah Bernhardt maa jeg, for dem, som ikke mindes Originalen, hen
vise til de almindelig udbredte Gengivelser. Det er nemlig Noget, man ikke kan beskrive. Hvorledes kunde min svage Pen skildre dette Toilette af fløde
hvid, damasceret Silke, Flor, Baand, Strimler, Pels
værk, det delikateste, som menneskelige Øjne har set, et Værk af Feernes Hænder, og af Malerens Pensel hensat med en Elegance, som er Genstanden værdig, mod en hvid Grund, hvad der endnu forhøjer den delikate Virkning. End mindre kan man beskrive Fri
suren, der vel maa kaldes mere kapriciøs end egentlig skøn: forskellige strittende Haarbuske minde om Støve
koste, for hvilke Damens spinkle Figur maa være Skaft. Haaret synes at stritte af alle de Nykker og Luner og Indfald, som ere inden i dette lille, fine, nydelige Hoved, hvis Profil er tegnet med en Finesse, der aldrig er overgaaet. Nu har hun f. Ex. faaet fat paa et lille gammelt Kunstværk, en Elfenbensfigur, drejer den mellem de fine Fingre og ser ned paa den saa optaget af Interesse, at hun glemmer at lukke
BASTIEN LEPAGE. 25
Munden; men det er som om man kunde se hende i næste Øjeblik kaste den hen og forlange en anden Genstand til at sysselsætte sin travle Aand med, som et utaalmodigt Barn, der idelig forlanger nyt Legetøj.
Til Kunstnerens Pariser-Portrætter hører ogsaa en anden af hans bedste Karakterskildringer — endog den, som jeg efter min personlige Følelse sætter øverst af dem alle — , nemlig det lille Maleri af Madame Juliette Drouet, i fordums Dage elsket og besunget af Victor Hugo: en Perle af en gammel fransk Dame, et ungt og ildfuldt Hjerte til Trods for sine isgraa Haar, smuk endnu og fuld af Liv, Deltagelse, Bevægelighed.
Ja, denne Kunstner ser i Sandhed et Stykke dybere ind i Sjælen end det lykkes for andre, og han finder der Menneskenaturens ægteste, fineste Metal. Naar alt tages i Betragtning, saa viser det sig ogsaa at være Kvinden, som var Hovedgenstanden for Bastien Lepa
ges Kunst: i sin saa tidlig afbrudte Produktion har han havt mange nye og mærkelige Ting at sige om dette righoldige Thema.
Hans mandlige Portrætter fra Hovedstadslivet (André Theuriet, Albert Wolff) have mindre Interesse.
Et Vidnesbyrd om den store Anseelse, den unge Kunstner tidlig naaede, er hans Portræt, dateret:
London 1879, af Prinsen af Wales i et gammeldags Ordens-Kostume (den gyldne Vlies's). Det hører heller ikke til hans ejendommeligere Værker; men dets Stil viser — og det samme gælder til Dels ogsaa om Sarah Bernhardts Portræt —, at Kunstneren paa denne Tid
—
■26 BASTIEN LEPAGE.
blev noget paavirket af engelsk Malerkunst, det vil sige den Gruppe i den, som man undertiden kalder
»de Primitive«, eller med et Navn, som nu er gaaet af Mode, »Prærafaeliterne«. Overhovedet var Bastien Lepage, der jo ikke kom ud over en ung Alder, tem
melig modtagelig for fremmed Paavirkning og endnu ikke naaet til gennemført Selvstændighed i sin Stil.
Et større Portræt af en yngre Dame vidnede aaben- bart om Indflydelse af Paul Dubois’s Portrætter.
* *
*
Naar man gennemsaa de franske Malerier paa den centennale Udstilling ét for ét i kort Afstand, saaledes at intet af de finere Træk gik tabt for Be
tragtningen, var der meget faa Kunstnere, hvis Billeder interesserede saa meget som Bastien Lepages: han forstod netop fremfor alle at hensætte disse fine Træk, der ere Runer for Sjælens indre Liv. Stod man der
imod i lang Frastand fra den Væg, hvorpaa hans større Billeder hang, og saa dem mellem andre med Hensyn til deres Farvevirkning som Helheder, saa stod de til
bage for de allerfleste andre og saa egentlig slet ikke godt ud. Hans Malerier »tapetsere« meget daarlig.
Der er ingen store, hele, dybe, klart mod hinanden stillede Farvemasser, der er aldeles ikke tilsigtet noget dekorativt Indtryk, nogen musikalsk — eller for at bruge A. Auberts træffende Udtryk: symfonisk — Virkning af Farverne. Alt er rørt ud i en lys graalig,
BAST1EN LEPAGE. 27 blaalig, grønlig Forvirring, der ikke virker mere male
risk end at se ned i en Høstak.
Kort sagt: Malerkunsten har ikke større Kon
traster at opvise end Paolo Veronese og Bastien Lepage.
Det kommer vel for en Del af, at Bastien Lepage til syvende og sidst ikke var nogen overordentlig Be
gavelse som Kolorist: hans Farve kan vel være ud
mærket fin, men der er allevegne noget tørt og saft
løst ved den, ingen rigtig Fylde. Han er afgjort større som Tegner end som Kolorist; det er Tegningen, som er hans sjældne Psykologis egentlige Instrument. Men for en væsentlig Del kommer det ogsaa af, at han var Friluftsmaler: han er maaske den mest udprægede Re
præsentant for denne moderne Art af Maleri, som overhovedet er fremstaaet. Men Friluftsmaleriet er efter sit Væsen ganske, realistisk, det er opkommet alene for Sandhedens, ikke for Skønhedens Skyld.
Naar f. Ex. de gamle Hollændere malede et Billede af Naturen under aaben Himmel, saa mærker man alligevel, at Billedet er malet under Indflydelse af Stuelyset, Atelierlyset. Man mærker det derpaa, at Lyset i Maleriet er noget koncentreret i Overensstem
melse med Lyset i et lukket Rum fra et Vindue, medens Lyset under aaben Himmel er jævnere, bredere, friere fordelt. Man mærker det fremdeles paa en vis Forkærlighed for varme, brune Farver, eftersom Farve- virkningen i det lukkede Rum — især hvor der spiller en Solstraale ind — , er langt varmere end den kan blive i fri Luft paa høj lys Dag, hvor alle Himmel-
28 BASTI EN LEPAGE.
Reflexer ere kolde. Men om der end var en Dobbelt
hed i de gamle Hollænderes Princip, saa vare de dog fine og selvstændige Iagttagere af Farven; hos deres moderne Efterfølgere, allermest af den Dusseldorfske Skole, blev Principet aldeles til Recept og sattes i System ved allehaande udenad lærte Kunstmidler. Der trængtes rigtignok til fri Luft, til frisk Luft, til Op
rensning af alle Maleriets brune Kroge.
I Modsætning hertil udviklede Franskmændene Friluftsmaleriet. Meningen hermed er egentlig den at male saaledes, at Maleriet ser ud som et Fragment, et ved Billedrammen udskaaret Stykke af Naturen under aaben Himmel. Man gaar med alle Midler ud paa at forhindre ethvert Indtryk af, at Maleriet ligesom skulde forestille en lille afrundet, afsluttet Verden for sig:
det skal tværtimod forestille et Stykke af den store Verden, som omslutter os alle. Derfor bliver Billedet lige lyst fra dets ene Hjørne til det andet, og Farven antager en friskere, køligere Holdning, gerne med en blaalig eller kølig-grøn Farve til Hovednote. Deraf kommer ogsaa den nye Maade, hvorpaa man tilskærer Billedet: man lader friskvæk Rammens Linjer over
skære Figurer og Ting, fordi man vil fremhæve, at Rammens Linjer ikke skulle betegne en virkelig og væsentlig Grænse, men kun en tilfældig og flyttelig.
Man vil ikke se Verden som et Theater bag en Lampe
række, men selv være midt ude i den.
I vore Dage kan intet Nyt komme frem og bane sig sin Vej, før det Dagen efter gøres til Mode og
BASTIEN LEPAGE. 29
Maner af Efterlignernes Skare. Saaledes gik det ogsaa med Friluftsmaieriet: det blev til en Maner lige saa vel som Atelier-Maleriet havde været det. Naar vi genkalde os Indtrykket af en stor Udstilling fra de sidste 6—7 Aar, svæver der for Øjet en Mængde irrede grønne Farver; og den, som for faa Aar siden besøgte en fransk Salon, kunde ikke andet end for- bauses over, i hvilken Grad blegblaa Arbejderbluser, blaagrønne Kaalhoveder o. desl. »gave Tonen an« i Maleriet. Demokrati, Muldjord, Graavejr, Friluft — saaledes skulde det være.
Uanset, at Principet saaledes er gjort til Maner, er der ubestridelig noget rigtigt i det. Der er god Mening i den Tale, at man, hvor det gælder om at male den fri Luft, maa ryste Stuens Støv af sig og gøre sit Syn frit for al Indflydelse af det lukkede Rums Lysvirkning, at man, kort sagt, maa male fri Luft som fri Luft og i fri Luft. Og dog er man der
med ikke færdig med Sagen: der er endnu et men ved den. Thi Maleriet er jo ikke bestemt til at ses i fri Luft; sin Plads faar det til sidst paa en Væg i det lukkede Rum: der skal det gøre sin Virkning. Af disse Vilkaar følger en lang Række Fordringer til Ma
leriet, som ikke afhænge af, at det er et Frilufts
billede. Dermed mener jeg ikke, at Malerkunsten maa tilbage til Fortiden med dens saa at sige mere inde
lukkede Maleri; den har uden Tvivl havt godt af Badet i den frie Luft og maa vedblive at bade sig i den.
Men det gælder her som overalt i Kunsten, at det ikke
30 BASTIEN LEPAGE.
er nok med en fuldkomment naturtro Gengivelse af Æmnet: Kunsten bliver bestandig nødt til at gøre Virkeligheden om i Følge de Vilkaar, hvorunder Gen
givelsen skal gøre sin Virkning.
Det faar man netop at føle ved Synet af Bastien Lepages Malerkunst, som har udviklet den ene Side af Sagen i en overordentlig Grad, men som under
tiden stærkt lader føle Savnet af den anden.
* *
*
1 en Artikel i »Tilskueren« om den centennale Udstilling af fransk Kunst udtalte Karl Madsen sig efter min Mening ikke ganske retfærdig om Bastien Lepage. Han var, siger han, ingenlunde en Person
lighed af Millets Rang, mere Talent end Geni o. s. v.
Der kan visselig siges meget baade for og imod Ba- stien Lepage; men til syvende og sidst vil han efter min Mening blive staaende som en førsterangs Kunst
ner lige saa fuldt som Millet eller nogen anden af Franskmændene fra vort Aarhundrede. Jeg mener dermed en Kunstner, som i en eller anden Retning
— var det endog kun i enkelte af sine Værker — har givet noget uovergaaet og fuldt ejendommeligt, der skyldes hans personlige Syn og Arbejde. Derimod maa vi — Kritikens Mænd — dog af lang Erfaring vide, at ingen Kunstner kan gøre Fyldest for de Fuld
kommenhedsbegreber, som man afleder fra andre Kunstnere. Enhver er ensidig, og hans egentlige For-
BASTIEN LEPAGE. O tjeneste er som en ganske smal Sti: træffer man ham paa den, har man idel Glæde og Udbytte af ham;
men til Siden af den kan han synes forfejlet, ubety
delig, lidet original. Kommer man f Ex. fra Ind
trykket af Meissoniers uforlignelige kunstneriske Skarp
sindighed og dybtgaaende Forfarenhed i Henseende til Form og Karakter til Millet, saa synes denne at være en underlig taaget Drømmer, lidt af en kunstnerisk Kaspar Hauser, og kommer man med Sjælen opfyldt af Millets hellige Enfold og skønne Lyrik til Meis- sonier, saa synes denne at være et spidst og tørt lille Forstandsmenneske.
Jeg tror dog nok at forstaa, hvad Karl Madsen sigter til med hin Sammenstilling af Millet og Bastien Lepage. Millets Kunstnerpersonlighed rører sig friere i hans Arbejde: han er mere, hvad jeg andensteds har tilladt mig at kalde en Erindringskunstner, der lader Studierne ligge bagved sig og søger Udtryk for, hvad der har betaget hans Følelse og slaaet Rod i den, idet han bruger det Kendskab til Verden, som i et givet Øjeblik staar til hans Raadighed. Om han end ogsaa kan gøre udtrykkeligere Studier, saa mærker man det kun lidet i hans Værker. Hans Følelse — den er stor og skøn; men hans Kendskab til Verden er ikke alene snævert begrænset; det er endog inden for sine egne Grænser uklart og ubestemt. Bastien Lepage har ube
tinget et langt rigere Fond af Studier; han har endog et usædvanlig nøjagtigt Kendskab til det Omraade af Virkeligheden, som han fremstiller. Og fremfor alt
32
BASTIEN LEPAGE.har han hin overordentlige Evne til Opfattelsen af Individer og Karakterer i deres sjælelige Liv, som jeg ovenfor har forsøgt at give en Forestilling om gennem de betydeligste Exempler. Men om noget saadant er der jo slet ikke Tale hos Millet: han var en stor Ly
riker, men Psykolog var han virkelig ikke.
Men Skyggesiden ved Bastien Lepages Kunst, det som gør, at adskillige Partier af den bestandig blive liggende for os i Ligegyldighedens Dal, som grænser op til Kedsommelighedens vidtstrakte Land, bestaar deri, at han ikke føler sig ret fri lige over for Studiet.
Han er for meget en Træl for dets Krav til Objek
tivitet, for meget til Examen i Virkelighedens Kends
gerninger. Ordet »fotografisk« kan tidt svæve En paa Læberne, naar man betragter hans Malerier.
Dette maa dog ikke misforstaas. Der gives jo i vore Dage de »Kunstnere«, som i al Hemmelighed ikke ere virkelige Kunstnere, eller dog langt fra i den Grad, som de skulle gælde for. De gøre nemlig et misligt Brug af Fotografien, idet de i Følelsen af deres egen Uformuenhed lægge denne Skifting i Vug
gen i Stedet for et ægtefødt Afkom af Kunsten. Slige Skiftinger vandre saa ud i Verden i Kunstens Dragt;
og mangen Kunstelsker aner ikke, at det i Stedet for ægte Kunstværker er kalkerede, kopierede, kolo
rerede Fotografier, hvormed han omgiver sig. At Bastien Lepage skulde have benyttet Fotografien paa den Maade, det har jeg aldrig set Tegn til eller hørt Tale om. Men Fotografien kan gøre Kunsten anden
BASTIEN LEPAGE. 33
Slags Skade: den kan være som en ond Vampyr, der suger det levende og varme Blod ud af den, fordi den holder den rent upersonlige Gengivelse af Virke
ligheden frem som Maal og Norm for Kunstens Gen
givelse. Den kan være som en haard og hjærteløs Skolemester, der inddriver alle Lektiens Krav med den yderste Strænghed, og i hvis Nærværelse Drengene ikke tør kny end sige tale frit og uforbeholdent. Saa- ledes har Fotografien været for saa mangen redelig og sandhedskærlig Kunstner af de senere Slægtled;
og saaledes har den aabenbart ogsaa undertiden været for Bastien Lepage. Den har været en Repræsentant for den mest abstrakte Objektivitet og har gjort dens Rettigheder saaledes gældende, at den har jaget Kunstnerens Subjektivitet i et Musehul.
Derfor gaar det med Bastien Lepage som med saa mange, mange andre Kunstnere fra de nyeste Tider, at mange af deres Arbejder egentlig mere maa betragtes som Studier, udførte Studier, end som fuld- baarne Kunstværker. Det vilde være uretfærdigt at kalde slige Arbejder Skiftinger; men de ere alligevel ikke komne til Verden for at være Kunstens Ledere og Herskere. De burde egentlig kun være Midler for dens endelige Formaal, Tjenere for dens Magt; og det er en Fejl af vor Tid, at den har sat dem i Høj
sædet.
For mine Øjne var det store Maleri af Oktober
dagen, som var udstillet her 1888, ikke andet end et saadant stort, udført Studie. Det var et Billede, som
Lange: Bastien Lepage. 3
34 BAST1EN LEPAGE.
havde fortrinlige Egenskaber. Tegningen var sjældent fin og gedigen; den røbede den grundigste Forskole, man anede endog i Bønderpigernes Hoveder et Stu
dium af gamle Mesteres — Rafaels og Leonardos — S til; og dog var Tegningen udviklet til fuld Natur
sandhed i realistisk Retning og sluttede sig loyalt til sit landlige Æmne. Kartoffelmarkens Plan var mester
lig behersket; kun Behandlingen af Luften var lidt plettet: Skyerne saa for meget ud som Skorstensrøg.
Uanset saadanne Smaapletter var her samlet en over
ordentlig Sum af udmærket kunstnerisk Studium; men et Maleri var her ikke. Man spurgte med en let Gaben sig selv, hvorfor Kunstneren egentlig havde malet dette og ikke lige saa godt hvad som helst andet; men naar Kunstneren ikke strax forstaar at bringe dette Spørgs- maal til Taushed med sit Værk, saa har han i det væsentlige arbejdet forgæves. Det ligger ikke deri, at Æmnet i sig selv er hverdagsagtigt; der er tværtimod ingen Kunstner, hvem vi føle os mere takskyldige end den, som gør os Hverdagslivet interessant. Det ligger overhovedet ikke i Noget, som kan bevises eller po
sitivt paapeges, men som den umiddelbareFølelsekender.
Maleriet af Tiggeren, som hang ligeoverfor, var egentlig ikke et saa mesterlig studeret Værk; men det var langt mere et helt og virkeligt Kunstværk. Der traf vi Malerens store Egenskaber hjemme. Bastien Lepage var en ung Mand, og han kendte maaske endnu ikke rigtig, hvad der var hans egne bedste Egenskaber.
BAST1EN LEPAGE. 35
Og nu til Slutning et lille Ord om hin centennale franske Udstilling, der har været Aarets store Be
givenhed i Kunstens Verden.
En Udstilling, der repræsenterede den franske Kunst i hele det forløbne Aarhundrede fra David til Bastien Lepage, Manet og Raffaelli, i det bedste Ud
valg, som kunde skaffes til Veje, maatte naturligvis blive saare indholdsrig og mærkelig. Der var fuldt op af fortræffelige Ting. Men Udstillingens største Betydning bestod vistnok deri, at den, netop ved at være en fuldt værdig Repræsentation af det hele Stof, førte det sikreste Bevis for, at den franske Kunst, som i det forløbne Aarhundrede, især dets sidste Halvdel, ubestridelig har været den ypperste, den toneangivende i hele Europa, alligevel ingenlunde er naaet saa højt op som Kunsten i andre Lande, i tidligere Perioder: den nederlandske i det 15de og det 17de Aarhundrede, den italienske i det 15de og 1 6de eller den græske i Oldtiden. Dertil ville mange maaske sige, at det er noget, som alle vide forud, og som ikke behøver paany at udtales; men Andre ville uden Tvivl paastaa, at den, som siger det, enten røber, at han begynder at gaa i Barndom eller ogsaa begaar et afskyeligt Forræderi mod sin egen Tids
alder. Jeg siger det blot, fordi det er sandt, erfaret Sandhed; og fordi jeg, alt vel overvejet, finder det rigtigt at skrive det op engang ved Lejlighed.
Hvad have vi ikke i den senere Tid maattet op
leve af Modernisme? Vi have kompareret alle Grader
3*
BASTIEN LEPAGE.
af »ny« og »ung«: den ene Dag ere vi naaede til Superlativerne: det nyeste og de yngste: og den næste Dag ere vi begyndte paa en frisk med Komparativerne og have fundet noget endnu nyere og nogle endnu yngre. Hvis man skulde fæste Tiltro til de brave Udraabere, saa maatte man somme Tider antage, at der blev gjort verdenshistorisk Epoke hver fjortende Dag — kun Skade, at Epoken, der gøres, ikke viser sig mere holdbar! Vi have oplevet »Fremskridtet«
— »ganske simpelt det største Fremskridt i Kunsten i de sidste 300 Aar« (hvorfor egentlig netop 300?) o. s. v., o. s. v. Er der Nogen, der vover at tale om Kunstens Historie, om Fortiden? — Nej, slaa bare Døren i for den; thi hvis Folk fik Lov til at se ind i den, kunde de fatte underlige Meninger om vore Fremskridt.
Ja ganske vist: i allehaande specielle Grene af Kunsten er der i det forløbne Aarhundrede udført Ting, som kunne være lige saa gode, et og andet, som maaske endog kan være bedre end det til
svarende fra forrige Tider. Men vi tale her om Kunstens Højdepunkter, dens centrale Opgaver.
Da jeg rejste til Paris, glædende mig til at se Verdensudstillingen og med den bedste Vilje til at ofre Virak for Nutidens Genius, kom jeg over Ant- werpen og gensaa der i Domkirken Rubens’s store
»Nedtagelse af Korset«. Nu kan man tro mig, om man vil; men jeg forsikrer med den største Tillids- fuldhed, at der paa hele den centennale Udstilling
BASTIEN LEPAGE. 37
eller saa langt som Øjet ellers kunde naa i fransk Kunst, ikke fandtes et eneste Maleri, der endog fjærnt kunde maale sig med dette i Følelsens og Stilens Storhed. Det er vældigt som Himlens Torden, en eneste stor rystende Sorg, Alverdens Sorg ved at se sin Gud som det blege Lig. Der er meget, som Nu
tiden ikke vil lade gælde ved Rubens, og han frem- byder mange Angrebspunkter for Kritiken; men et Indtryk som dette vil man blive nødt til at lade staa som en stor Kendsgerning. Og foretrækker man for dette store Stemningsudbrud et Værk, der paa stillere Vis gaar i det fine og det dybe, saa kan man i Ant- werpens Galleri se Quintin Massys’s Billede af Grav
lægningen — mon den moderne franske Malerkunst egentlig vilde have Noget at stille op imod det? Og i Gent residerer den gamle van Eyck, og i Amsterdam Rembrandt, og i Florens Fiesole og saa mange andre, og i Venedig Bellini og Tizian, og i Rom Michel- angelo og Rafael osv. Alene Michelangelos Malerier i det sixtinske Kapels Hvælving vilde være tilstrækkelige til at slaa hele den centennale franske Udstilling paa en vild Flugt.
Der handles her ikke saa meget om noget særlig kunstnerisk, som om noget menneskeligt. Der har i tidligere Tider været større Mennesker blandt Kunst- j nerne. Det Aarhundrede, der er forløbet siden den store franske Revolution, har været overvejende op
taget af Bestræbelser — til Dels i Sandhed ædle Be
stræbelser — for at faa Masserne med, ikke lade
38 BASTIEN LEPAGE.
; Sinkerne blive bagud, udbrede de legemlige og aande- 1 lige Goder til saa mange som muligt; men disse Be
stræbelser ere naturligvis ikke gunstige for Udviklingen af store Individer. Vi have kun sjældent givet os Tid og Ro til den bedste Slags Arbejde: det billige og slette har været vor Yndlingsvare. Til Gengæld have vi opfundet Reklamen og gjort saa megen Støj uden om vore Frembringelser, som næppe nogen tid
ligere Tid.
Man kan ganske rolig se den Sandhed i Øjnene, at Fortiden har gjort det, som er meget bedre, end hvad vi have gjort: det kan være os en Spore til at tage Vare paa Fremtiden.
Her i Danmark talte man for en Menneskealder siden — ogsaa i Kunstens Verden — næsten alene om Fædrelandet og Nationaliteten. Vi troede, »at der var skønnest i Danmark«, at »Vorherre ikke kunde undvære Danmark« o. s. v., og alle Kunster priste Dan
mark. Man har siden lært at indsé, at man for at elske og tjene sit Land og Folk ingenlunde behøver at leve i den Indbildning, at de ere ypperligere end andre Lande og Folk: de ere v o r e ; det er mere end Grund nok til at interessere sig først og fremmest for dem. Siden vendte Strømmen sig saaledes, at man lagde større Vægt paa vor T id end paa vort Land;
og for ikke at komme bagud i Tid, spændte vi gerne vor lille Slæde bag paa Frankrigs store Karret. Nu gælder det om Lovsange til T i d e n s Ære ligesom fordum til Landets. Hvad der kommer fra vor Tid
BASTIEN LEPAGE. 39 er i højeste Grad mærkværdigt, og hvad der kommer fra Fortiden, kan man ikke faa Øje paa. Ja vel skal man leve i sin Tid og huske paa, at man tilhører den; men derfor behøver man vel ikke at leve paa et fejlagtig opgjort Regnskab angaaende Fortidens og Nutidens Gerninger.
FRITZ VON UHDE.
(1887)
F r i t z v o n Uh d e, hvis nyeste Maleri, »Bjærg- prædikenen«, for Tiden er udstillet her i København, paa den »permanente Kunstudstilling« i Bredgade, er et nyt Navn i den evropæiske Malerkunst og maa vel allerede kaldes et stort Navn, skønt det ingen
lunde er af dem, der hyldes fra alle Kanter. Uhde er næsten 40 Aar (født i Kongeriget Sacsen); men hans Bane har ikke været jævn og let. Da han i sin tidlige Ungdom gjorde Forsøg paa at blive Kunstner, mis
lykkedes det, fordi han og Akademiet i Dresden ikke fandt Behag i hinanden: man kunde ikke spore til
strækkeligt Talent hos ham. Saa traadte han ind i Hæren som Kavallerist, gjorde den store Krig mod Frankrig med og avancerede til Ritmester. Men under Fredstiden vilde han igjen være Kunstner; 1877 drog han til München og malede en Tid lang paa Münchner- skolens Vis å la Rembrandt og å la Frans Hals og å la enhver anden end sig selv. Dernæst blev han
FRITZ VON UHDE. 41
Elev af Munkaczy, malede i hans Maner og færdedes med ham imellem München og Paris. Først fra Aarene 1882—83 brød hans egen Ejendommelighed ret igennem:
han vaskede grundig den bekendte Munkaczyske Sod og Asfalt af sig og begyndte at se Naturens Farver rent og klart. Det var uden al Tvivl den franske Malerkunsts Exempel, der hjalp den tyske Kunstner til at finde den lige Vej til Naturen.
Et af hans første selvstændige Malerier, fra 1883, af hvilket jeg har set en Skizze i Kunstnerens Atelier i München, har forekommet mig at indeholde et smukt lille Stykke Biografi. Det kaldes »Trommelübung« og forestiller Soldater, som om Eftermiddagen holde Øvelser i Regimentsmusik paa en Fælled — det er en Gru for Øret alene at tænke derpaa og synes heller ikke at være synderlig indbydende for Øjet.
Men det var morsomt at se, hvor levende, hvor træffende Officeren opfattede sine Karles Fysiognomier, de var for ham ikke Nummere, men Mennesker og Individer.
Endnu mere ureglementeret var Officerens Glæde over det naive Publikum fra Nabolaget, Børn og barnlige Sjæle, som havde trængt sig frem for at nyde Musiken og gabede henrykt paa Soldaterne. Som fin Mand skulde han vel have ringeagtet dem og som Officer have jaget dem barsk af Vejen; men Kunstneren i ham lod de smaa Børn komme til sig. Man begreb nok, at en Officer, der ikke bedre forstod at holde Tankerne sammen ved den militære Alvor, gjorde bedst i at vælge sig en anden Løbebane.
