Digitaliseret af | Digitised by

Forfatter(e) | Author(s): Zodiacus.; af Zodiacus ; udgivne af P. Hansen.

Titel | Title: Parlamentariske Stjernebilleder

Udgivet år og sted | Publication time and place: Kjøbenhavn : C. A. Reitzel : Otto B.

Wroblewsky, 1875 Fysiske størrelse | Physical extent: 194 s.

DK

Materialet er fri af ophavsret. Du kan kopiere, ændre, distribuere eller fremføre værket, også til kommercielle formål, uden at bede om tilladelse.

Husk altid at kreditere ophavsmanden.

UK

The work is free of copyright. You can copy, change, distribute or present the

work, even for commercial purposes, without asking for permission. Always

remember to credit the author.

H js b e n h a v n .

L. A. Reitzels og Otto L. Vroblewlkys Forlag.

IS T 'S .

«

L '

B liith e edelsten GemMhes

Jst die Ritcksicht; doch zu Z e i t e n S in d erfrischend wie G e w itte r G oldne Mcksichtslosigkeiten.

Th. Storm.

Oaron Lliren-Finecke.

D e n 19. J a n u a r 1873.

^ e t va r aldrig faldet mig in d , at jeg fkulde begynde med ham, neppe nok, at jeg overhovedet fluide komme t i l at omtale ham. P a a den parlamentariske H im m el har B lix e n - F in e c k e ikke vceret blandt de varige Konstella­

tioner. H a n gled hen over Firmamentet som et fly g tig t M e te o r, glimrende nok saa loenge det varede, og fu lg t med ha lvt beundrende, ha lvt spottende B likke, i a lt F ald omgiven af en v is Nysgjerrighedens N im b u s , men uden at tage nogen P la d s i Systemet og uden det In d h o ld , som betinger en egen Ligevcegt og A ttraktio n af andre Le­

gemer. H an va r en parlamentarisk Komet med excentriske og underlig skiftende Baner. Kjernen vexlede Farve et P a r Gange, Halen tog af og t il paa en lunefuld M aade.

S a a flukkedes den tilsidst i M orke.

Stakkels Blixen-Finecke! H vilket rig t og fljs n t L iv laa der ikke fo r ham , da han begyndte sin B a n e ! H v o r lyst tilsmilede A lt ham ! H v o r straalede han ikke af S u n d ­ hed og K ra ft og L iv s ly s t, hvor strsmmede han ikke over af sprudlende Ungdommelighed, og hvor dristig vovede han sig ikke i Kamp med Hvadsomhelst! O g m idt i den kraf­

tige M anddom salder kncekkedes hans S ty rk e ! Ikke pludse­

lig , den snigende S o t kom listende, den erobrede ham

Tom m e fo r T o m m e ; nu og da hviskede et lokkende Haab, at den v a r besejret, men den kom igjen, den skred ustand­

selig fre m , den endte med at kaste ham t i l Jorden. I lange, bitre S m ertensaar har han ligget paa sit Sygeleje, et levende L ig , lammet og krafteslos, levende kun med Hovedet, med Aanden, som vedblev at vcere Herre trods a l Legemets Elendighed. Saaledes laa Heinrich Heine fo r ham. Begge kunde de sige: „Jch håbe genossen das irdische Gluck, ich håbe geliebt und gelebet."

Blixen-Finecke blev P o litik e r af Blaserthed. H an havde i en Hast udtom t de fleste af Livets Nydelser, O v e r- moettelsen havde g jo rt ham kjed af A lt det, som tidligere havde Tillokkelse fo r ham. D a han v a r henved de tredive A a r, flo g han sig af Trcethed paa P o litike n, sogte i den en Spcending og en Livsnydelse, som han ellers ikke kunde finde. D e r v a r ikke Noget, som han absolut vilde, intet M a a l, t i l hvilket han styrede, ingen stor Tanke, t i l hvis Tjeneste han vilde indvie sig. H an vilde forst og frem ­ mest igjen fole L iv e t, gjennemgaa Spcendingens ceggende Nydelse. H a n vilde vcere med i Bevcegelsen, lige meget h vo r det bar hen. H a n v a r P o litik e r, omtrent som han fo r havde vceret Joeger og holdt Vceddelobere.

D e r kunde vcere blevet noget ganske Andet af ham.

M e d de uhyre F o rd e le , som hans Fedsel og Formue skjcenkede ham, forenede han en ualm indelig Begavelse og mange sjeldne Egenskaber. H a n va r et kvikt Hoved, havde humoristisk S a n d s , v a r rid d e rlig , godmodig, uegennyttig, taktfuld i sit Vcesen, vindende, elskvcerdig, en fuldendt Gentlem an i sin Optrceden. D en vanskelige Kunst at om­

gases politiske Modstandere med utvungen Anstand fa ld t

Baron Blixen-Fimcke. 7

ham ganske n a tu rlig . D e t, at han ikke havde nogen fast politisk O verb evisn ing, v il heller ikke sige, at han m ang­

lede Kjcerlighed t il sit Fcedreland, eller at han ikke folte va rm t fo r sine Medmenneskers V e l. T v e rtim o d , disse Fslelser vare stcerke hos h a m , men de ikloedte sig snart den ene og snart den anden F orm , han bevcegedes saa let af sine stiftende M eningers S tro m , mest fo rd i han m ang­

lede en sikker B a lla st af Kundskaber og v a r vant t i l a ltid kun at strejfe Overfladen.

H ans Foroeldre dsde, da han va r et B a rn , og det va r nok temmelig mvrke M in d e r, som knyttede sig t il deres ZEgtestab. D en sexaars D reng var Stam herre t i l Nces- byholm i S v e r ig , D a llu n d paa Fyen og et M a jo ra t i Preussen. En Form ynder lod ham opdrage strengt og holdt ham i stramme T o jle r lige in d til den D a g , da han opnaaede Myndighedsalderen. S a a leverede Formynderen sin M y n d lin g et omhyggeligt Regnskab, gav ham A n v is ­ ning paa en betydelig K a p ita l, som va r opsamlet ved hans Sparsomhed, og lod ham vide, at han nu v a r sin egen Herre. D e t va r som at tage Tomme og Bidsel af en ung F o le , der ikke har loert, hvad Frihed er. M a n kan ikke undre sig o v e r, at han satte afsted over G ro fte r og Gjoerder. F ra hans kort efter paafslgende Udenlandsrejse fortcelles et P a r Anekdoter, som ypperlig skildre ham. I Dresden eller M eihen kom han ind i en af de kongelige Porcellainsfabriker og lagde her Mcerke t i l en udmoerket smuk Vase, som han fik Lyst t i l ' a t kjobe; han spurgte om Prisen, men fik t il S v a r, at denne Vase ikke va r t i l S a lg , da den opbevaredes som et Mindesmcerke om Fortidens Kunst i P orcellainsfabrikationen, som man nu ikke lcenger

formanede at naa i H ojde med. S a a tog han sin tynde Spadserestok og svippede med den hen over Laaget, saa Knoppen sprang af. D erpaa betalte han ganske ro lig V a ­ sens Voerdi med flere tusinde T h a le r, puttede den afflagne Knop i Lommen og lod fo ro v rig t Fabriken beholde Vasen, idet han anbefalede den at arbejde hen t i l at kunne fo r ­ færdige M agen t i l den. E t andet S te d , vistnok i W ie n , v a r der en af de store S a n g e rin d e r, h vis T r ille r klang som G u ld , men ogsaa kostede G u ld . H u n fluide optroede i en Koncert ved H o ffe t, men Blixen-Finecke satte sig fo r at hun fluide synge fo r h a m , inden hun sang fo r K e j­

seren. P a a hans Anm odning om hun vilde synge en Aften i hans S a lo n , indfandt hun sig t il den bestemte T id i udsogt G a la to ile tte , blev fo rt op i H otellets Beletage og fandt her en glimrende oplyst S a l, men ikke et Menneske.

Allerede vilde hun troekke sig tilb a g e , da en sm uk, ung M a n d rejste sig fra en S o fa i Baggrunden af S a len , noermede sig hende med galant Anstand og bad hende synge fo r ham alene som fo r et Selskab; hun sang, medens han i Baggrunden lyttede t il, og da hun va r fcerdig, ledsagede han hende helt ned t i l Vognen. Nceste D a g sendtes der Dam en et H o n o ra r og et S m y k k e , som svarede t i l den dobbelte Voerdi af, hvad hun v a r vant t i l at faae ved en Koncert, og alle Aviser talte om denne nye Excentricitet af „der danische B a ro n ."

M a n lever h u rtig paa denne M a a d e , og selv den store Form ue og de anseelige aarlige Jndtoegter fik Fodder at gaa paa. Blixen-Finecke horte t i l den Klasse af Arancks sejZneurs, som ikke har nogen anden Gloede af Penge end at give dem u d , helst saa mange ad Gangen som m ulig.

9 r

B a ro n Blixen-Finecke.

D e t er et S a g n , at da han v a r bleven g ift fsrste G ang med en udmoerket smuk svensk Dam e og gjorde sin forste B ry llu p s re js e , havde det unge P a r staaende foran sig i Vognen en Scek med S s lv m o n te r , som de oste ud med begge Hcender t i l Bsnderbornene undervejs. O v re paa D a llu n d fortoelles d e t, at man fandt ikke ubetydelige Pengebelob i Chatoller og Kom m oder, som bleve solgte ved Auktion. M u lig ere begge Dele Opdigtelser, men det stemmer med B lixens Flothed og Ligegyldighed fo r Penge

— naar han havde dem.

LEgteskabet med den svenske Dam e va r ikke lykkeligt og ophoevedes. Disse F orhold ligge udenfor, hvad det passer sig her at tale om , men ogsaa denne Episode fik sin Indflydelse paa B lixens L iv og Udviklingen af hans Karakteer. D e t v a r en underlig tredobbelt N a tio n a lite t, som forenedes i hans Person. H a n v a r baade dansk, svensk og preussisk Undersaat; i Tydfkland v a r han opdragen, i S v e rig havde han tilb ra g t flere A a r as sit L iv , men han elskede dog Danm ark mest. H a n er vel siden 1669 den Eneste, som har havt Scede baade i S v e rig s og D a n ­ marks Repræsentation. D e pommerske Godser solgtes 18 4 7 , og da O p rs re t brsd ud i 18 4 8 , v a r han en trofast Dansk. H an blev D e lin g sfo re r ved Herregaardsskytterne, et noget broget sammensat f r iv illig t K orps, og blev R idder af Dannebrog i det forste Felttog. I den msrkegronne U n ifo rm , med den g ra a , opkrampede, fjersmykkede H a t, med Hirschscengeren ved S id e n saae han Prcegtig u d ; rs d - musset og m unter, med det liv lig e O je og den fixe Kne­

belsbart v a r han en Id e a l af en Herregaardsskytte, uim od- staaelig fo r Kvindehjerter.

I de T id e r vare Godsejerne og Lehnsbesidderne lige saa glsdende P a trio te r og varme Ejderdanske som alle Andre. M e n da der v a r kommet lid t R o i B lo d e t, og da G run dlo ven havde in dvie t den demokratiske F rihe dstid, slog Godsejerne ind paa en lidenskabelig Reaktion baade im od Dem okratiet og imod den nationale Tanke. M ange af de velklingende Navne, som nu lyde i v o rt politiste L iv med frisindet og n a tio n a l K la n g , debuterede den G ang i ganske andre R ollefag. Godsejerne flo g sig paa Helstaten, h a lv t af Pietet fo r det G am le, men h a lv t og maaste mere end h a lv t i Haabet om derved at faae det g jo rt af med G run dlo ven. Blixen-Finecke v a r Sjoelen i denne B e ­ vægelse , han v a r endog flere Gange Form and fo r den politiste Forening, i hvilken hans Standsfoeller havde samlet sig. I denne Egenstab v a r det, at han forst stillede sig t i l V a lg imod A lfre d H age; S la g e t stod i Christiansborg S lo ts R id e h u s , og B lix e n sejrede voesenlig ved S t a ld ­ etatens B istand. D e t v a r i 1851 eller saa omtrent. O m hans politiste Tendenser paa den T id kan man bedst domme, naar man husker, at han en G ang, da en Arbejderforening holdt G rundlovsfest, sendte den et B re v om, at han vilde give hundrede R ig sd a le r t il en Haandvcerker, som godt­

gjo rd e , at han passede sit Arbejde og ikke spildte Tiden med at rende t il politiste Fester.

Blixen-Finecke v a r ikke egenlig veltalende; han havde en ikke ganske let Accent, lid t tydstagtig, i den fornemme Ja rg o n s M a n e e r, han v a r ikke rig tig Herre over Ordene og brugte af og t il underlige Vendinger. Saaledes talte han en G ang om , at O prorerne i Holsten og S le s v ig skulde „d in g le i Trceerne." M e n der v a r alligevel Noget

Baron Blixen-Finecke. 11

ved ham , som tilta lte , hans h s je , smukke F ig u r tiltra k O je t , og der va r noget Kjcekt ved den M a a d e , hvorpaa han ganske ene stillede sig imod S trem m en. D e t blev fo r Resten en kortvarig Rigsdagsherlighed fo r ham , og efter et P a r Forsdg paa at gjore noget S t o r t , som um ulig kunde lykkes, forsvandt han fo r nogen T id fra S y n s ­ kredsen.

M e d Frederik den Syvende havde han det op og ned.

S n a rt vare de Perlevenner, snart kunde de ikke taale at se hinanden. E n G ang i 1856 kom det saa v id t imellem dem, at B lixen nedlagde alle sine T itle r og Værdigheder.

M a n sagde den G a n g , at denne Dem onstration stod i nogen Forbindelse med Kongens F orhold t il Grevinde D a n n e r, og det er ikke u m u lig t, th i det v a r omtrent paa denne T id , at B lixen cegtede Prindsesse Augusta af H es- sen, Landgrev W ilh e lm s yngste D a tte r .* )

I 1 85 8 blev han atter va lg t i Kjobenhavn, i sjette Kreds, den allerfineste Folkethingskreds i Danm ark. I de mellemliggende A a r v a r Omslaget skeet med ham. H an havde ikke kunnet scette Noget igjennem med sine reaktio- naire Venner, de N ationalliberale havde sat ham t il Voegs, saa slog han sig t i l de Radikale, som bleve henrykte over ham. D a der over B e rlin g s og Grevinde D anners S t i l ­ lin g opstod en Ministerkrise i November 1859 , og da R o tw itt skulde danne sit folkelige M in is te riu m , tog han

* ) D e to S o n n e r af dette LEgteskab maa siges at vcere af fin F a m ilie ; de v ille en G ang i T id e n kunne tale om deres F a tte r Kongen af D a n m a rk og deres Kusine D ro n n in g e n af E ngland, deres F a tte r Kongen af G rakenland og deres Kusine Kejserinden af R u s la n d .

B lixe n t i l Udenrigsminister, og da der ingen slesvigsk M i ­ nister v a r at faae, overlog han tillig e denne Porteseuille.

I dette T id s ru m falder det beromte „S v o g e rb re v ". P rin d s C hristian t i l D anm ark, B lixe n s S v o g e r, v a r efter P rin d s Ferdinand den noermeste T ro n a rv in g ; M in iste rie t R o tw itt fik nu den Id e at sende ham t il Holsten som S ta th o ld e r, og B lix e n tilskrev i den Anledning Prindsen et B re v , h v o ri han lod ham fo rs ta a , at hans A rveret efter L o n ­ donertraktaten ikke v a r saa meget sikker og raadede ham t il at tage imod Posten som G uverneur i Holsten fo r der at vinde den slesvigholstenske Adel og Ridderskab. H vad der kunde voere sieet, h vis denne P la n v a r bleven realiseret, er det nu u n y ttig t at spekulere over. D en G ang fandt de Fleste, at det vilde have voere et baade fo r D anm ark og fo r Prindsen hejst vovelig t Experiment, og der blev In g e n tin g af det. R o tw itt dede pludselig, og dermed splittedes hans M in is te riu m ad. Stem ningen i Kjobenhavn v a r stoerkt im od det folkelige M in is te riu m og imod G revinde D anner, som antoges at protegere det; under de S pektakler, som denne S te m n in g fostrede, viste B lixe n flere Gange god Konduite og personligt M o d .

I Folkethinget havde den fordum s Reaktionair og Helstatsmand stoerkt noermet sig t i l Venstre og viist dettes M edlem m er en soerdeles V e lv illie . M a n fortoeller, at B l i ­ xen i et Foesteudvalg udsvede en ikke ringe Indflydelse, mindre ved sine G rundes Voegt end ved Fortroeffeligheden af de C igarer, han bod rundt. Tidenden har opbevaret en kurieus D ebat om Gymnastikundervisningen paa Landet, h vo r Blixen-Finecke vovede sin S e n mod S s re n Kjoers S o n som B e v is paa, hvad kunstfærdig Gymnastik formaaede.

B aron Blixen-Finecke. 13

P roven kom dog nok ikke i S ta n d . D a M in iste rie t va r bristet, kunde B lix e n im id le rtid ikke faae hele Venstre med sig, kun en lille Faktion fulgte ham, og det va r den stoer- kest nationale, den med grundtviganfke Elementer tilsatte F lo j af Venstre med B a lthazar Christensen i Spidsen.

M e d disse stiftede han Dannevirkeforeningen, som va r toenkt at skulle blive noget S t o r t , men som fa ld t sammen, fo rd i dens uklare Stem ninger ikke bleve baarne oppe af nogen klar In d s ig t eller sikker V illie . D e under­

lige Forhandlinger mellem B lixe n og Bismarck ere ogsaa fra den T id ; de T o vare Universitetsvenner, og der var­

et vist aandeligt Slcegtstab mellem dem, kun at Bismarck va r en N a tu r af S ta a l, frem for A lt en energist V illie , medens B lixe n v a r blod og h o ld n in g slo s, nu og da op­

fy ld t af store Jdebilleder, men ikke stabt t i l at fore dem igjennem. Allerede ved det forste O m v a lg blev B lixen igjen fortrcengt fra Folkethinget af General Hegermann- Lindencrone, Kong Frederik den Syvendes fordum s G e ­ neraladjudant.

Endnu en G ang dukkede B lixe n frem i det P a rla ­ mentariske; en Kreds ovre ved R ingkjobing sendte ham fo r en kort Periode t i l R igsraade t, men han spillede her ingen R olle. I Grunden va r han vel a lt den G ang angreben af den S y g d o m , der skulde ende hans Dage.

E t kjobenhavnst B la d fortceller nu ved hans D o d , at da G rev F r ijs i 1865 dannede sit M in is te riu m , tilb od han B lixe n en P la d s i det, men at dette strandede, fo rd i B lixen bl. A . forlangte Universitetet fo rla g t t i l K olding.

D e t har jeg aldrig h o rt f e r , men Ideen ligner ganske Blixen. H an levede da oppe paa N ydala, et G ods, som

han havde tilk jo b t sig i S v e r ig , og hans Helbred gik stadig tilbage. D e n yndige B o lig , han indrettede sig nede ved H elsingor toet ved S u n d e t, fik han ikke lcenge Gloede af. Lamheden tog t i l , og han rejste t i l Tydfkland fo r at soge Raad imod den. D e n ene K u r provede han efter den anden, ogsaa Hom oopathien, som i a lt F a ld her In te t formaaede. Beundringsvæ rdig v a r hans Sjæ lsstyrke under disse lange Lidelser. Flere Gange troede han sin sidste T im e kommen og beskikkede A ltin g med en R o og S e lv ­ beherskelse, som v a r der b lo t T a le om en lille Rejse. O g medens han ventede D sden, medens den tom m evis droebte ham, fulgte han med A ltin g , kunde spege og le. J o fle t­

tere det blev med ham, des mere radikal blev han. H ans Breve h e rtil — dikterede, th i det er lcenge siden han kunde skrive selv, — anbefalede bestandig at lade Venstre komme t i l M a g te n , det v a r hans prsetsrea oenseo. D e t Sidste, som Almenheden har seet fra ham, v a r det lille M anifest, h v o ri han lakkede S u h r og T i e t g e n fo r deres T ilb u d om at sende „ F o x " t i l S pitsbergen fo r at undsoette de indefrosne norske Fangstmcend; det lod lid t un d e rlig , at han her selv talte om sit D o d s le je , men nu er D sd e n ' kommen og har sat sit alvorsfulde S e g l under.

D e t er et brudt L iv , en fo rsp ild t Tilvcerelse, i a lt F ald en saadan, som ikke har h o ld t, hvad Begyndelsen forjæ ttede, der nu er t il Ende. Blixen-Finecke blev ikke fo r det Land, han selv betragtede som sit Foedreland, og fo r sin S a m tid , hvad han kunde vorre bleven. Skylden v a r vistnok mest hans egen, men ved denne G ra v dommer jeg nodig, fordomm er endnu nodigere. O g hvad man end siger om P o litik e n , saa kan man kun mindes Mennesket,

Baron Blixen-Finecke. 15

Personligheden med venlige Fslelser. M a n glemmer Folke- thingsmanden fo r Kjobenhavns anden og sjette, G ru n d ­ ejerforeningens F orm and, Udenrigsministeren, Dannevirke - foreningens S t if t e r , den urolige og omstiftende politiste Skikkelse fo r at huste Herregaardsstytten, fo r at mindes det varm e, letbevoegelige S in d , fo r at erindre den elst- vcerdige Verdensmand. O g kommer der en Skygge over B ille d e t, saa svinder den igjen ved Tanken om en kvinde­

lig Kjoerlighed, som har staaet trofast ved dette lange og pinlige Sygeleje, som har haabet og frygtet og atter haabet, men ald rig er bleven trcettet.

Den 2. Februar 1873.

F o l k kjende forbavsende lid t t i l Rigsdagen. S e lv de F a a , som gjore sig den Ulejlighed at lcese Tidenden eller overvcere Forhandlingerne, de lid t F le re , som gide vcere over at folge de grumme sammentrcengte Referater i B la ­ dene, men allermest Folk saadan i Alm indelighed, den store Mcengde, som dog v il snakke med. P a a Kafeen eller ved Cigaren efter en god M id d a g gaaer S a m ta le n grumme let om Venstre og N a tio n a l-L ib e ra le og Bjsrnbakkere, og er der skeet noget rig tig Forkert, som da Formanden n y lig lod stemme to Gange om Jagd s V a lg og endte med at bebude endnu en tredie A fstem ning, saa ryste Folk paa Hovedet og sporge h inand en, h vo r dog A lt dette stal ende. M e n rig tig Forestilling om det, der re re r sig i v o rt R ig s d a g s liv , have kun de Allerfcerreste. Som m etider male de det meget v u r re , end det e r; t il andre T id e r dandse de ganske let hen ad O verfladen uden at ane, hvilke A f ­ grunde der skjule sig under det saftige M o s .

D a Folkemundene endelig havde faaet sal. Bregen- d a h l, deres eget Lunes B a r n , bessrget af Vejen og op­

fy ld t en af G am le B a lth a za rs Y ndlingdrvm m e ved at sutte Krabbe paa hans P la d s , va r der sturkt R sre ved Hoffet.

M a n hustede godt, at han havde staaet det officielle B la d s

Ssren Kjcrr. 17

Redakteur paa O r e t , og at han havde u d ta lt sig imod Kongehuset som den egenlige G ru n d t i l alle vore Ulykker.

F o rfæ rd e lig t, at et saadant Menneske skulde komme t il A udie ns, at han skulde sidde ved Majestoetens S id e og holde T ale t il ham ! M e n det Forfoerdelige va r uundgaaeligt og maatte boeres. S a a kom R igsdagstaflet. „ M e n G ud bevares!" sagde alle Kammerherrerne og Kammerjunkerne.

„H a n er jo kloedt ligesom et ordenligt Menneske og kom- porterer sig ganske upaaklagelig!" D e vare ligesom over­

raskede over, at han ikke strax dunkede Overhofmarschallen Paa M a ve n eller insulterede Overstaldmesteren. O g da det viste sig, at han havde Lau cte Lolo^uo paa sit Lomme- torklcede, fandt man H r. Krabbe ikke alene hsjst maneerlig, men noesten charmant.

O m vendt hores af og t i l y trin g e r , som vidne om lige den modsatte Bevcegelse i Tankegangen. M a n be­

gynder med en v e lv illig Forbavselse over de mange vel begavede B vn d e r, som sidde i Rigsdagen, man gloeder sig over deres Forstandighed, deres parlamentariske Evne, men kommer der saa fra en eller anden Rigsdagsmand af Bondestanden et krast Udbrud af Raahed eller en rig tig yderliggaaende Radikalism e, saa slaaer man Hoenderne sam­

men over det forfoerdelige Folkething og vender tilbage t il det bekjendte S p s rg s m a a l, hvor dog A lt dette skal ende.

D e r er nogle Navne, som virke med en soelsom M a g t Paa M anges Tanke og synes ligesom at vcere blevne P e r­

sonifikationer af visse Retninger. E t saadant N a vn er S o r e n K jo e r. Ham bilde de Fleste sig ind at kjende;

de have jo hort saa meget om ham, baade om hans R ig s ­ dagstaler og om hans M ode med Bonderne og om hans

2

Alliance med B jo rn b a k og om hans venskabelige Forbindelse med Socialisterne i Randers og Snedker S ch ou, atter en af de ved en Zeneratio 8pontanea af v o r politiske J o r d ­ bund fremskudte S n ylte p la n te r. A a j a , man kjender N a vn e t, man har en v is Forestilling om Retningen, man husker et og andet Trcek, men rig tig kjender man dog ikke t i l M ande n, skjondt han nu i det Meste af en S n e s A a r har voeret fremme paa den parlamentariske Skueplads og visselig ikke soetter sit Lys under en Skjoeppe. R ig tig Bested veed man dog ikke om hans gode og onde S id e r.

D e t er nemlig ganske uimodsigeligt, at S o re n Kjoer ogsaa har sine gode S id e r , stjondt den lille lcerde Falanx henne ved V in d u e t maaste v il undres over slig taabelig T ale, og stjondt v o r dannede Verden, som solger med P o litike n, maaste neppe v il tro det. J o , han er virkelig et M e n ­ neske ligesom alle Andre, og der er noget G o d t ved ham.

M e n hvad der er d a a rlig t ved h a m , og hvad han i sin slette R etning repræsenterer, det overgaaer ogsaa langt, hvad de Allerfleste dromme om. Ikke som om han va r nogen stor P erson; han er hverken nogen M a ra t eller nogen C a tilin a , men han er et Udtryk fo r Noget i v o r Alm ue, som v i af den fine P o rtio n ikke have rig tig t B e ­ greb o m , og denne M a g t i v o r Alm ue koemper med en anden M a g t om Overherredommet. D en af S tra m n in ­ gerne, som sejrer, b live r en G ang v o r Herre. T h i A l­

muen er i v o r S ta ts fo rfa tn in g g jo rt t il den Stcerke. D en v il regjere, og den v il en G ang komme t i l at regjere, om saa Landsthinget g jo r ald rig saa megen M odstand, og om saa Hofjægermester Carlsen skriver a ld rig saa mange f ilo ­ sofiske A rtik le r om den soedelig fornuftige V illie . Den,

Toren K ja r. 19

som ikke seer dette, erkloerer jeg fo r at mangle a lt politisk B lik . D e t kommer blot an paa, hvorledes det skeer.

M e n det va r S o re n Kjoer, v i kom bort sra. Hans Valgkreds horer t i l V ib o rg A m t, og Valgstedet hedder S o n d e rvin g e ; det ligger just ikke ude i Heden, men a f­

sides fra Verden er det dog, skjondt der nu gaaer en tve­

grenet Jernbane igjennem Kredsen; L a n g a a , som alle Mennesker nu kjende, og hvor R a n d e rs -A a rh u s -V ib o rg - Banerne modes, horer t i l den. I v o r politiste Ustyldig- hedstid kunde Kammerherrer, Justitsraader og Potentater blive valgte i Sondervinge, skjondt der v a r en K olos af en Skolelcerer, — rent ud sagt P . Hansen ved N a vn — som af og t il gjorde dem det surt nok. M e n da saadan en betitlet Embedsmand en G ang trak sig tilb a g e , blev S o re n Kjoer hans Efterm and, besejrende baade den tykke Skolelcerer og den tynde Bernhard Roe. D e t v a r i S e p ­ tember 1856 , og S o re n Kjoer va r nok den allerforste Husm and, som fik P la d s paa T h in g e ; Voeveren fra M e h rn va r vel valgt i 1 8 4 8 , men han fik F o rfa ld . H an gik den G ang fo r at voere M o rm o n ; det er form odenlig en Overdrivelse. Sagen er vel den, at som hos saa mange af vore Almuesmcend er hans forste aandelige Rsrelse gaaet i R etning af det Neligieuse, og saa har M o rm o ­ nismen, som den G ang va r den nyeste religieuse Udskejelse, frist og forhaabningsfuld, ovet nogen Tillokkelse paa ham.

Nok er det, at han i a lt F ald ikke paa Rigsdagen nogen­

sinde har viist mormonste Tendenser, men tvertim od fo r saa v id t bekjendt sig uforbeholdent t il Folkekirken, som han har givet sig iv rig af med alle gejstlige Love. D e t inder­

lige Had, som han noerer t il Prcesterne, og som han g jo r

sig en Nydelse af at udtale, hvor det skal vcere, er i en eminent G ra d folkekirkeligt. D e n G ang v a r S o re n Kjoer u n g , liv lig og sm idig, i flere Henseender virkelig en net Reproesentant fo r Bondealmuen. D e t gjoerede og brusede i ham, Lidenskaben brod stundom u d , det, som siden blev det egenlig Bestemmende ved hans parlamentariske P e r ­ sonlighed, det B ru ta le , gav sig vel undertiden L u ft, men endnu v a r der dog noget Beskedent, noget Tilbageholdende over ham. Folkethinget frembod i hine T id e r envnu ikke saa gunstige Betingelser som siden fo r den A r t af V e l­

talenhed, h v o ri S o re n Kjoer har sin S tyrke . Folk af hans A r t folte sig noget trykkede. N u er dette T ry k aldeles forsvundet. F r it strommer nu T alen fra enhver A r t af folkelige Loeber, In g e n vover at kn y, ikke ganske faa ere de, som selv fo r det Alleryderste af y d e rlig h e d , baade i F o rm og In d h o ld , have et H o r ! eller et B r a v o ! tilrede.

E n stor ydre F o rand ring er efterhaanden foregaaet med S o re n Kjoer. F ra en lille Husm and er han voxet op t i l G aardm and. Rigsdagsdioeterne have neppe alene kunnet bevirke denne F o rva n d lin g . V o re jydske B onder have Handels« og Forretningsaand i en sjelden G ra d ; fo r og under Krigen drev S o re n Kjoer ligesom forskjellige andre Folkethingsmoend en ikke ganske ringe Forretning som S tillin g sko m m issio n a ir eller i a lt F a ld som M e lle m ­ mand ved S tillin g s a ffa ire r, og det er rimeligere, at det er dette, som har hjulpet Husmanden over den uhyre sociale K lo ft og over paa Gaardmoendenes S id e . D e t L ivlig e og S m id ig e forsvandt tillig e med Tilbageholdenheden. N u er han en bred, stor Skikkelse med hvcelvede Form er, Yder­

ligere fremhoevet ved en udproeget Vane t il at holde begge

Ssren Kjcrr. 21

Hoenderne begravede i Buxelommerne. D e r er noget B re d t og Firfkaarent ogsaa over Hovedet; Panden viger tilbage; de graa L fln e have noget stikkende Lidenskabeligt, Noesen er puklet og noget flad, M unden stor, Lorderne tykke, Underpartiet af Ansigtet svcert, rundt om Kinder og Hage et ro d lig t Skjoeg;

det gullige H a a r ligger i Bukler, som have en v is simpel F in h e d , ned foran B rene . H an taler h y p p ig , og han taler overmaade flydende. N a a r han forst begynder, faaer man Indtrykket af, at han kunde blive ved, saa lcenge det skulde voere. P a a et af disse underlige M o d e r omkring paa Landet, hvor en S n es eller et Hundrede eller tohun­

drede Mennesker samles fo r at hore de folkelige Moend, og hvor In g e n vover at troede op imod dem, maa en saadan S va d a udove en noesten uimodstaaelig M a g t. S o re n Kjcer er paa ingen M aade noget daa rligt H o ve d , han raison- nerer ganske godt, og en n a tu rlig Forslagenhed hjcelper ham ogsaa i det Dialektiske. Ejendommelig fo r ham er den M a a d e , hvorpaa han v il tilegne sig fine og polerede Talem aader, men blander Vendinger sammen, som ligne hinanden lid t. M ed a lt det, at han fysisk og aandelig er en Almuens M a n d , v il han i det Ddre vip? Noget af Bonden at sige; han proetenderer at voere kjobstads- moessig jevnbyrdig og aner ikke, hvorledes M a a le t rober ham ; han troer netop at have den fine J a rg o n , og den M a a d e , hvorpaa han pynter sin T ale med et je vnligt

„ M in e H a r r r e r !" er ikke det mindste almuemoessig. D e t plumpeste og grelleste U dtryk, han kan finde, tilta le r ham mest, eller rettere, det falder ham ganske n a tu rlig t i M u n ­ den, han maatte gjore V o ld paa sig selv fo r at finde eller bruge noget andet. D a M in iste r H a ll forleden havde hen-

tydet t il en O p lo s n in g , spurgte S s re n Kjoer, om M e ­ ningen v a r , at Rigsdagen skulde „smides paa P o rte n "

eller „soettes paa D o re n ." D e t mener han ikke noget v i­

dere O n d t m ed, saa er b lo t hans Udtryksmaade. A lle r- krassest falde hans Udtryk, og allerraaest b live r hans Tone, naar han kan se sit S n it t i l at ryge i Prcesterne. Embeds- moend overhovedet ere Folk af hans A r t en sand Pest, og den latinste Dannelse er hos dem Gjenstand fo r en bitter Mistænksomhed og et indoedt N a g ; men af alle latinste Embedsmoend er der ingen, som Kjoer afskyer saaledes som Prcesterne. H o s ham er denne Folelse ikke lcengere tem­

pereret ved nogen A r t af religieus S tem nin g, han g jo r ingen Undtagelse enten med grundtvigianske eller rationalistiske eller pietistiske Proester, han stoerer dem alle over een Kam. A t de hver S e ndag tale fra Prædikestolen, uden at han kan ud­

bede sig O rd e t og imodegaa dem, irrite re r ham allerede;

men at disse forkjoelede Krabater oppeboere Tiende, skulle have O ffe r og Accidentser, det g jo r ham rasende. D en T a le m a a d e , at det ikke b liver godt i V e rd e n , fo r den sidste Herremand er hoengt i den sidste Proests T a rm e , er adskillig celdre end h a m , men den ligger udmoerket fo r ham. G ro v t maa det voere, naar han stal have nogen Fornojelse af det. J o galere det gaaer t il, des gladere er han ; han spiller i de allerhidsigste Skjoenderier som en Fist i Vandet. D e t hele kjobenhavnste Voesen, hos hvilket han nyder saa ringe Anseelse, er ham en Pest; der er i hans O jn e i G runden noget Kroenkende fo r Rigsdagen ved at den stal holde M o d e r i Kjobenhavn og ikke kan forhandle et eller andet S te d ude paa Landet, hvor Professorerne og de D o ktrin a ire kunde have en Fornemmelse a f , at

Ssren Kjcrr. 23

Luften va r d e m imod. Tilhorerne betragter S o re n Kjcer som sine naturlige Fjender; kunde han faae alle kjoben- havnske Hoveder satte paa een H a ls , vilde det fryde ham ubeskrivelig at kunne — om ikke just kappe dem af med eet H u g, saa dog knubse dem ganske ordenlig. Maaske er han bleven lid t venligere stemt imod dem, siden S o c ia ­ listerne ere begyndte at komme paa T ribu nen fo r at afvente det O je b lik , da de kunne hjcelpe Venstre med at scette den bevidste Folkemagt t il S ty r e t; men det er dog ikke lcengere siden end forgangen Uge, at han, da en plum p M r in g af ham fremkaldte nogen Latter ogsaa fra Tilhorerpladfen, vendte sig om imod os og robede den umiskendeligste Lyst t i l strax at gaa lo s paa Nceverne; saa ilte r va r han , at han flet ikke agtede paa Form anden, som ringede og r in ­ gede og blev ganske bleg af Harme.

D e t Fond af Had og Lidenskab, rettet imod A lt det i Sam fundet, der ved Dannelse, social S tillin g eller R ig ­ dom hoever sig over Moengden, som gjemmes i et saadant B ryst som S o re n Kjcers, har man i vore politiske Kredse kun en svag Forestilling om. F o r ham er den i det fo r ­ enede Venstre repræsenterede Bestræbelse mindre den at bringe noget Andet op end at trykke noget nu B e - staaende ned, men det gaaer han ogsaa t i l med rig tig god V illie . O g dog er han, komisk nok, ikke en G ang M e d ­ lem af det forenede Venstre. Den lille Flok af B jo rn - bakkere, som sidder i det nuvcerende Folkething, og over hvilken v r . W in th e r kun aldeles nom inelt hersker som en S la g s F o re r, er udftodt af det forenede Venstre; den banker paa, men der lukkes ikke op. D et er egenlig ikke klart h vo rfo r, men saaledes er Faktum. Bange fo r denne

lille Skare kunne da Fsrerne u m ulig vcere, og de holde lige saa godt Farven som mange Andre. M e n fljo n d t udenfor den form elle P a rtio rg a n isa tio n er S o re n Kjoer i hojere B e tyd n in g en Venstremand, og han er heller ikke uden Indflydelse i P a rtie t. D a I . A . Hansen fo r et P a r A a r siden vilde gaa paa Akkord med H a ll i Proestelon- ningssagen, stod S o re n Kjoer im od, og han satte sin K rig ig je n n e m , saa at I . A . Hansen siden er gaaet over t i l ham og har opgivet alle forsonlige Tanker i den R etning.

I det nationale S p o rg s m a a l er S o re n Kjoer aldeles fa ­ natisk, nemlig i m o d det N ationale. Maaske kommer det fo rtrin s v is deraf, at han saa inderlig hader de N a tio n a l- Liberale, og denne S tem nin g er maaske igjen en <Z6pit over forsmaaet Kjoerlighed — hvem kan udgrandske et Menneske­

hjerte! U dgifte r t i l Hoer og Flaade ere ham en Pestilentse;

han stemmer imod A ltin g i denne R etning og kan blive ganske v ild , naar disse Em ner komme paa Bane. A llig e ­ vel har han voeret en flink og r a fl S o ld a t i Krigen og ved et P a r Lejligheder har han v iis t, at han husker E t og Andet fra det T id og ikke er saa blottet fo r natio nal Folelse, som han gjerne v il agere. D e t har ogsaa viist sig fo r ganske n y lig under Debatten om de m ilita ire Love.

N a tu rlig v is vilde han allerhelst have Hoer og Flaade rent afskaffet eller i a lt F a ld stoevnet lige ned t i l Stubben.

M e n naar han ikke kunde faae alm indelig Voeruepligt helt ryddet af V e jen , og naar alle Vaabenfvre fluide in d ­ kaldes , saa vilde han ikke gaa med sine Venner t il at knibe paa S k illin g e n , men bevilge ru n d t ud, hvad M i n i ­ steren forlangte. D e r er Logik i M a n d e n , selv om den tid t gaaer paa Afveje. M e d a lt det B ru ta le , som er over

Soren Kjcrr. 2 5

ham , er der ogsaa noget L E r lig t, noget Uforbeholdent, noget Uforsagt. D e t boeres oppe af en umaadelig S e lv ­ t illid , det er sandt, men det er der d o g ; han taler altid med et ganske soerligt E ftertryk om, hvad han kan stemme fo r, eller, som han hellere udtrykker sig, „flo tte med m in S tem m e." H v o r stor Voegt han loegger paa denne „ S to lte ,"

kom morsomt frem i Skolesagen, hvor han forlangte en voe- senlig Indrømmelse af Kultusministeren og saa lovede t i l Gjengjoeld, at han vilde „tage under Overvejelse, om han maaske kunde stemme fo r Overgangen t i l anden B e ­ han dling."

Saadanne Almuesmoend som S o re n Kjoer — og af dem udvikles der aarlig flere og flere — staa paa et vist P unkt af deres L iv ved Skillevejen mellem G o d t og O ndt, mellem Raahed og hojere Strceben, mellem Had og Kjoer- lighed. D e r er Evner, der er Begavelse, der er en moer- kelig P e rfe ktib ilite t, der er mange Forudsætninger fo r det Gode. M e n naar Tiderne og Forholdene falde saaledes, bliver det de onde M a g te r, som sejre, og saa voxe Liden­

staberne, ncerede af Svaghederne, de stige in d til det B r u ­ tale, de kvcele de gode Tendenser under Had og N a g , og saa forlange de at herste i det Folkeliges N a vn. In te t er farligere fo r et S a m fund end den M isforstaaelse, at det B ru ta le er folkeligt.

Den 9. Februar 1873.

^ v i s Nogen i Frederik den S je tte s sidste Dage havde spaaet, at D anm ark en halv S n e s A a r efter skulde have omtrent den frieste demokratiske F o rfa tn in g i Verden, og at der skulde komme en R igsdag af Borgere og B onder, uden h vis M in d e der ikke kunde udgives en Lov eller betales en S k illin g af Statskassen, saa v a r han bleven anseet fo r gal. M e n h v is N ogen, selv i C hristian den Ottendes Dage, havde dristet sig t i l at spaa, at B a ro n I v a r R o - s e n k r a n tz en G ang skulde sidde paa denne R igsdag og tage P la d s paa dens demokratiste S id e , saa va r han oje- blikkelig bleven befordret t i l B id stru p . O g dog skulde det ske. D e r er en v is Foje t i l ogsaa at omtale denne A f- dode blandt de parlamentariske Skikkelser, th i horer end Skikkelsen som T y p u s noermere hjemme i et andet S o l­

system, er det end fo rtrin s v is S a lo n liv e t, G adelivet og K o n d ito riliv e t, som har udviklet B a ro n Rosenkrantz t i l den ejendommelige F ig u r , A lle kjendte, saa kulminerede han dog i R ig sd a g slive t. D e t v a r kort, men ualm indelig g lim ­ rende.

G u d stal vid e , n a a r hans T y p u s egenlig begyndte at doemre fo r Folkebevidstheden. H a n er ganske sikkert ikke fo d t paa een G a n g , han har udviklet sig T r in fo r T r in ,

Baron Rosmkrantz. 27

er modnet langsomt, in d til han omsider va r bleven N a tio n a l­

ejendom som „den rode B a ro n ." M e d dette N avn v il han gaa t il Efterslægten. D e t er ikke egenlig ondt m ent;

det er intet Skjceldsord. D e t har Klangen af noget G o d ­ m odigt i sig. D e n , som bar det, v a r ikke udelukkende Gjenstand fo r S p o t. M a n betragtede ham som en E x­

centricitet, men med A lt det, at man lo ad ham, v a r han pop ula ir. Hvad han va r, det va r han uden Forbehold og ganske, og dette Uforbeholdne kunde Folk egenlig ganske godt lide. D e r laa Noget af A lt dette i Titelen „den rode B a ro n ," D e rfo r beholdt han den ogsaa, da han fra rod va r bleven graa, og da han havde nedlagt alle sine andre T itle r.

D en yderste G ra d af adelig Arrogance, af fodsels- aristokratisk S to lth e d , af nobel S e lv fo le ls e , frig jo rt fra alle saadanne materielle Betingelser som G ods og G u ld — det va r egentlig dette, som han i sin Glandsperiode re­

præsenterede. I Grunden er han opdaget paa K o n d ito ­ rierne; som T y p u s er han bleven t il hos M in i. I dette tilrvgede og tarvelige Lokale koncentreredes i hine A a r en D e l af Nationens aandelige L iv . Stoenderne, Bladene, Foreningerne bestemte Hovedstromningerne, men fra

„ M i n is " kom Sladderens smaa M alstrom m e i Krogene, M alice n s fine Krusninger paa O verfladen; navnlig de litteraire og sociale Bersmmelser stab tes og tilintetgjordes her. D en sidste nye B o g , Stykket fra igaar Aftes fik

den afgjorende D o m ved de smaa Borde i den lange S tu e , og den seneste Forlovelse og den fristeste Skandale modtog sit Stem pel ved Frokosten om Formiddagen eller den halve Punsch om Aftenen. Her modtes alle Byens

gode Hoveder og Gardelieutenanterne, Intelligensens A r i­

stokrati og Aristokratiets J n tillig e n s . D e stod paa K rig s ­ fod med hinanden, men kom dog i det Hele godt ud af det sammen. E n lille Klike af kaustisk vittig e unge Mcend dominerede. A f Navne stal her kun fremhceves B ib lio - thekaren P h ilipsen og Loegen Jo rg e n L o rck, den Forste forlcengst dod, den Anden tabt etsteds i Provindserne som D is trik ts la g e . P hilipsen og Lorck have opdaget Rosen­

krantz, det er i G runden et S p o rg s m a a l, om de ikke have lavet ham. V ist er det i a lt F a ld , at de trainerede ham t il Udviklingen af hans Ejendommelighed og ligesom aga- cerede ham t i l Uderligheder. Utallige ere Historierne fra hin T id om den kaade S p o t , som de drev med „ B a ­ ronen ," og som han fandt sig i , fo rd i han i sine egne Tanker stod saa uendelig h o jt lo fte t over dem, at ingen Fornærmelser fra dem kunde naa over den sociale K lo ft og saare ham. M est bekjendt er fslgende Anekdote. D e t v a r lige efter T h e a tre t, hvor et n yt Stykke va r opfort.

Rosenkrantz sad ved et af B ordene, lille Philipsen ved et andet; Lorck, som kom in d , satte sig hos den Sidste og spurgte: „N a a , hvad sagde saa Folk om det nye S tykke?"

„ A a , " svarede Philipsen med sin Fistelstemme, „de Fleste klappede, men der v a r et Asen, som hyssede." Rosen­

krantz, der ikke kunde undgaa at hore disse O rd , rejste sig op med Vcerdighed og ytrede: „J e g maa gjore Dem op- mcerksom paa, m in H e rre! at det v a r mig, som hyssede!"

„ J a , der kan D u selv h o re !" fortsatte Philipsen t il Lorck.

E n anden G ang havde Philipsen bemoerket, at Baronen ligesom trak paa det, naar han skulde hilse ham paa G a ­ den; saa msdte han ham en D a g paa Ostergade sammen *

*

Baron Rosmkrantz. 29

med et meget fornemt Bekjendtstab, styrede lige over t i l ham og sagde med sin stcerende, ondskabsfulde S tem m e:

„ D e er vel nok saa god at lade voere at hilse m ig ; der gaaer en af mine Bekjendte ovre paa den anden S id e ." — M e n han kunde selv voere ikke mindre — ugenert imod Andre. I et af Kjobenhavns bedste Huse, hvis Herre og Frue tilhorte den borgerlige S t a n d , men havde stcerke Passioner fo r det Adelige, sagde han uden mindste O m - svob t i l F ru e n : „Lige meget, m in bedste F ru e ! N a a r en Adelig tager en B o rg e rlig , er og b live r det dog en M e s ­ a llia n ce !"

F ra M in is K o n d ito ri gik „den rode B a ro n " over i

„C o rs a re n ," og derved hlev han Folkeejendom. D e t var en af „C orsarens" S yn d e r, at den ikke nojedes med S a ­ tiren over offentlige Personer og offentlige T in g , men alle­

rede tid lig gjorde S tre jfto g ind over den Groendse, som stiller P riv a tliv e t fra det, som tilh o re r Almenheden. M a n veed, hvor dette pinte og saarede S o re n Kierkegaard.

Rosenkrantz har neppe fo lt sig saaret, men snarere smigret ved den Opmærksomhed, „C orsaren" stadig stjcenkede ham, hans Veste, hans Bakkenbarter, hans F ig u r og hans E x­

centriciteter. Ncesten hver Uge paraderede den bekjendte Skikkelse fo r Lceserne. H ans R y steg saa h o j t , at han blev afmalet paa et S k ild t i Strandstroede udenfor en T ob aksbou tik, og han fandt en v is Fornojelse i at loegge Vejen om ad Strandstrcede.

M a n maa nu paa ingen M aade tr o , at denne spot­

tede og karrikerede F ig u r va r noget daa rligt Hoved. P a a ingen M aade. H an va r mere end almindelig begavet, havde en klar Forstand og i mange F orhold god Dom m e-

krast; men han manglede S e lv k ritik og T a k t, han dreves frem af en T ra n g t il at gjore sig bemoerket. H a n blev juridisk Kandidat med bedste K a ra kte r, bestod A u d ite u r- Examen meget tilfredsstillende og blev derefter A u diteur ved Soetatens kombinerede Ret. E fte r K rigen i 1 8 5 0 gik han over t i l Flensborg og tog den slesvigsk juridiske Examen;

man kan godt sige, at han „ to g " den, th i han skal have imponeret de examinerende Assessorer mere ved sin sikre Optroeden og ved sit dristige Tydsk end ved sin dybe Kundskab i den indfiltrede slesvigske Ret. Form odenlig har det vceret hans Tanke at blive Am tmand i S le s v ig , men det vilde det davcerende M in is te riu m ikke indlade sig paa. H a n maatte nsjes med at blive Byfoged i Lemvig.

D e t v a r en b itter Skjcebnens I r o n i , som sendte denne Hovedstadens Love, de aristokratiske Selfkabskredses fuldest udviklede B lom st, over t i l J y lla n d s Vestkyst. „D e n rode B a ro n " i Lemvig — det bringer E n t il at tcenke paa O v id i P o n tu s — dog, denne Lignelse slaaer ikke en G ang t il, den er m at. Hvem der havde seet ham paa Lemvigs G a d e r!

Forudsat der er G ader i Lemvig. S agnet fortceller, at Byfogedboligen endnu har bevaret fra hine A a r en a r i­

stokratisk D u f t , som Eftermandene ikke kunne faae fo r ­ dreven. E fte r nogle A a rs vestjydsk Landflygtighed blev han Udskrivningschef og tog o fficielt B o lig i K o rs o r, men i G runden levede han mest i Kjobenhavn og sogte her at vende tilbage t i l sit gamle L iv . M e n Forholdene vare blevne andre, og han blev a ld rig mere, hvad han havde vceret; han forsomte kun sit Embede og lagde sig ud med Folk i en vid Ndstrcekning.

Guderne maa vide, hvorledes det va r gaaet Rosen-

Baron Rosenkrantz. 31 krantz, hvis han lcenge fluide voere bleven i K o rso r. M e n i et kritisk ø je b lik flap han derfra og blev dansk M in is te r i T u rin . F ra Lemvig over K o rs o r t i l T u rin — hvor uransagelige ere ikke dine V e je , o H e rre ! F ra T u r in fulgte han den opgaaende italienske S tje rn e t il Florens, men her blev hans diplomatiske K arriere pludselig afbrudt.

H an blev kaldt tilbage og sat paa Ventepenge eller Pension kort efter Krigen. D e t kncrkkede ham, saa han ikke rig tig rejste sig efter det, og det bragte ham ind paa R igsdags- Skuepladsen. Allerede som Udflrivningschef havde han g jo rt nogle F o rjo g i den Retning og provet en Kamp blandt Andre med Sm ed S o re n Jensen af R u d e , hvem han ridderlig holdt med f r i Fortoering, naar de modtes paa V algm oder, men imod hvem han ikke kunde staa sig.

N u flap han pludselig og ganske uventet ind fo r en jy d fl Landkreds, t il hvilken en af hans F am ilies store Godser horer. D e t va r en pudsig Rigsdagsmand at faae fra en Kreds, som ellers havde lystret D r . W in th e r og R einholdt Jensen. R igtignok havde Rosenkrantz ganske afstrejfet A r i­

stokraten og va r bleven yderst folkelig ; han beundrede I . A . Hansen og folte sig smigret ved W inthers Venskab, gik ogsaa inv i en af Venstregrupperne og kom som Venstre­

mand ind i et P a r Udvalg. M e n Demokraten va r ham kun i Klcederne flaaren, ikke i Kjodet baaren. M id t im e l­

lem de folkelige Talemaader stak Aristokraten sit Hoved op og saae fornemt ned paa alle Omgivelser. H an talte ganske flydende og behageligt; han havde sin P la d s nederst ved Rundingen, og naar han rejste sig, havde man fra Tilhorerpladsen den fu ld e , svoere Skikkelse fo r O je med dens brede R y g , runde Skuldre og den staldede Nakke.

H a n raisonnerede meget godt og kunde vcere v ittig . M e n hans Svaghed v a r at frem fore sine personlige Klager over den ham viste Tilsidesættelse; navn lig fandt han det kroen- kende, at han v a r afspist med 2 23 6 R d l. 4 M k . 9 S k . (eller saadan Noget) i Pension, og vendte hyppig tilbage t i l dette irriterende Faktum.

D a der ikke aabnede sig Udsigt t i l nogen fornyet d i­

plom atist Ansoettelse, og da R igsdagsstillingen ikke varede loengere end t i l det nceste almindelige V a lg , indtraadte B a ronen i den afgjorte M isfo rn o je lse s S ta d iu m . H an havde taget O p h o ld , forsi i Helsingor og saa paa Frede­

riksborg S lo t, h vo r han havde lejet en B o lig paa S lo tte t og en stor Have. H e r forte han en lille K rig med S lo t s ­ fo rv a lte r, Medbeboere og H unde, som levende sysselsatte

Frederiksborg og O m e g n , og h v o ri han stundom fandt det hensigtsmæssigt at indvie Almenheden ved A rtikle r, som a ltid fandt v illig e og nydende Loesere. D e r va r det Moerkelige ved Rosenkrantz, at med a l hans Godmodighed og Skikkelighed kunde han i dette T id s ru m af sit L iv ikke under smaa F orh o ld leve sammen med Nogen uden at komme i K lam m eri og Fjendskab med dem; hvor han drog hen, flabte han i Lobet af kort T id Tomhed omkring sig ved at gjsre alle Mennesker t i l sine Uvenner og ved at indvie Alverden i sine Kjoevlerier. D en ham viste T i l ­ sidesættelse havde g jo rt ham rasende paa Kongehuset, hvilket han fra Toppen af sin aarhundredgamle Adel betragtede som en P a rv e n u -F a m ilie . Efterhaanden nedlagde han alle, sine T itle r , og da han va r af med dem a lle, mente han sig lost fra ethvert Baand. E n af de bedste Betegnelser, der nogensinde er given h a m , tilskrives en hojtstaaende

Baron Rosenkrantz. 33

Person, som her ikke fta l ncevnes; det hcendte sig, at Afskedigelsen af M antzius fra det kongelige Theater paa G run d af Kjcevlerierne med Bestyrelsen fa ld t sammen med en af Baronens Titelnedlceggelser, og hose Vedkommende ytrede, da Rosenkrantz blev noevnet: „ A h , der har v i jo den adelige M a n tz iu s !"

D e t Sidste, Folket modtog fra B a ro n Rosenkrantz, var et litte ra irt Vcerk. H an v a r omsider fra Frederiksborg gjennem „Rungsteds Lyksaligheder* naaet t il Vedbcek, hvor han havde indrettet sig sin „ V illa G iu lia " t i l stadigt O p ­ holdssted. H e rfra udsendte han sidste J u l en B o g med Tegninger, tilsyneladende en S a m lin g ganske uskyldige J u le -E v e n ty r fo r B o rn og barnlige Sjcele, men i V irke ­ ligheden t il D e ls en S a tire over hjemlige F orhold, h vo ri den hojadelige F o rfa tte r af Hjertens Lyst hamrer lo s paa de grundtvigianske Politikeres folkelige Rygstykker, baade

„ S t a ts - og Finansmanden Baagoes" og „Redakteuren af Nordisk Folkemagasin, Politikeren K a rle rs ," samtidig med at han retter satiriske P ile mod en v is „E le sa n tfa m ilie "

med „dejlige B e r n " , om hvilken en Nisse ved N a vn T ra p har en D e l at fortoelle. Bogen er i ingen Henseende betydelig, og dens b arnlige , fo r ikke at sige barnagtige Persiflage er kun t i l at smile a f; det Samm e maatte jeg gjore, da jeg i et af Bladene saae den anmeldt som en opbyggelig Julegave fo r den modnere Ungdom , en F e jl­

tagelse, der tydelig forraadte, at Ju le n s litteraire Travlhed havde hindret Anmelderen i at naa loenger ind i Vcerket end t il T itelbladet.

S kildringen af Baronens parlamentariske L iv vilde dog ikke vcere fuldstændig, dersom det ikke fejedes t i l , at

han ved sidste V a lg alter gjorde et mislykket F o rjo g paa at blive v a lg t og under Forberedelserne h e rtil oplyste, at han havde smidt sin ford um s V e n , v r. W in th e r, ned af sine T ra p p e r. H va d Doktoren egenlig havde g jo rt ham, blev ikke oplyst, men det v a r ojensynlig Baronen en stor Gottelse at kunne publicere denne Udkastelsesforretning, ved hvilken han form odenlig troede at have taget Regres fo r tidligere ydmygende M odtagen af Tjenester og Bistand.

D a han slet ingen Udsigt havde t i l at blive v a lg t selv, benyttede han endnu sin sidste Rest af Indflydelse t i l at anbefale en ung B o n d e , som v a r menig S o ld a t forrige S o m m er i Lejren ved H a ld og nu sidder i Hcerudvalget sammen med en Bataillonschef og Chefen fo r G eneral­

stabens taktiske A fdelin g. D e r er Noget af Rosenkrantz's

F. V. Schytte.

D m 16. F eb rua r 1873.

U n d e r dette N a vn er han neppe nok kjendt. Folk ville sporge, hvem det er, eller maa i det M indste toenke sig om, forend de finde det. M e n naar der siges „O lie m o lle r S ch ytte ", saa veed man Besked, eller i a lt F ald den oeldre Sloegt veed Bested. Denne Betegnelse finder Gjenklang i deres E rin d rin g og voekker i deres Sjoel B ille d e r .fr a en svunden T id , ikke saa meget langt fra o s, regnet i A a r, men saa la n g t, saa saare langt Lorte, naar der maales efter Tanker og Forestillinger. D e t v a r en gammel M a n d , som n y lig dode, fodt i Aarhundredets allerforste A a r, og skjondt han i alle M aader vedblev at vcere ungdommelig lige t i l det Sidste, horte han dog t il den gamle T id . D e t va r i den, at han horte den parlamentariske S tje rn e ­ himmel t il, og den G ang lyste han paa den.

I den rigtige gamle Udgave af „Stegekjoelderen", denne kaade og m untre, men ogsaa lid t raa S tudenter­

komedie, lader Peter Fader den politiserende M adam M eyer synge:

„ I V ib o rg gaaer det fa rlig t i l B la n d t Jyderne de tsrre , D e n O lie rn s lle r Schytte v il M ed T id e n Lykke g jo re ."

O g Brandsvenden, Skom ageren, den ansvarhavende R e - dakteur S krede r svarer:

„ D e n Lykke b li'e r vist meget fin , D e n m aa han selv beholde — N u b rander m an kuns T e rp e n tin , H vad stal m an saa med O lle ? "

S kro d e r v a r P ro fe t; han anede Petroleum og spaaede den R e v o lu tio n , der nu er foregaaet i v o rt B e ly s n in g s ­ væsen; men han forstod ikke, at der v a r anden Lykke at gjere fo r O lie m olle ren end den at soelge sine V a re r. D e V ib o rg Stoender vare den G ang Bræ ndpunktet fo r de na ­ tionale Rorelser i Folket og fo r de vaagnende Frihedsbe- stroebelser, isoer det Forste. O stifternes Stæ nderforsam ling i Roeskilde kom a ld rig t i l i denne Henseende at maale sig med den norrejydske F o rsa m lin g ; den v a r rigere paa T a ­ lenter, den brod flere nye B a ner, men naar et rig tig djoervt O rd skulde ta le s, saa kom det fra V ib o rg . I de spoen- dende og fkjoebnesvangre Kam pe, som i Kong C hristian den Ottendes Dage sortes fo r S le s v ig s danske N a tio n a lite t, v a r det N o rrejyderne, som gik frejdigst paa. D a Peder H jo r t Lorentzen „b le v ved at tale D a n s t" i den slesvigske Stoendersal, voldfo rtes af Proesidenten, svigtedes af Kom - m issarius og fik en mindre end lunken Hjoelp hos den danste Konge og hans R egjering, v a r det V ib o rg Stoender, som tog Sagen op, og gamle Anders Sandoe O rsted, som ved mangeaarige bureaukratiste Spoegelser v a r afdod fra a l n a tio nal Folelse, havde en haard S t illin g imellem disse torre Jyd e r. D e t va r Folk som J e s p e r W i t h , den blinde L u d v i g B r o c k , T a n g t i l N o rre -V o s b o rg og

F. V . Schytte. 37

Andre af samme S la g s , som dannede Kjernen af denne behjertede Folkehcer; den yngre Slcegt v il sagtens sorbavses ved at hore, at B e r n h a r d R o e , den siden a ltfo r be- kjendte Redakteur af A a lbo rg S tiftstid e n d e og R ig sd a g s­

mand, den G ang ogsaa regnedes t il de gode Kroefter. I denne K re d s, hvor der mere spurgtes om Hjertets Varm e end om den fkarpe Forstand eller de dybe Kundskaber, va r det, at O lie m o lle r S c h y t t e bar sine forste Vaaben og vandt sine S p o re r. H er udviklede han sig t i l det, som han overhovedet b le v ; han kom ikke ud over D atidens Standpunkt, men saa lcenge dette v a r A lles svelles Stade, udsvede han en ikke ringe In d flyd e lse , v a r baaren frem paa Folkestemningens S trom m e, va r en po p u la ir M a n d .

H a n kom fra Horsens. H er havde den fattige D reng ved sine egne Anstrengelser og ved sin Evne t i l at gribe gunstige Lejligheder bragt det t il at indtage en selvstændig S tillin g . Ganske lille mistede han sine Foroeldre og voxede op i den yderste A rm o d ; en Retsbetjent i Odense — hans N a vn v a r nok B a d e n — tog sig af ham , lod ham blive S k riv e r paa sit K o nto r og hjalp ham siden t il at tage dansk-juridisk Examen. Tilfveldet v ild e , at han blev Fuldmvegtig hos gamle Rv e d e r i Horsens, en E m ­ bedsmand af den rig tig gamle Skole, af Stem anns Skole, m yndig og vilka a rlig , men samvittighedsfuld og arbejdsom, dygtig og g ru n d ig , lige streng imod Andre og imod sig selv. E n bedre Skole kunde Schytte ikke komme i , og han lcerte Noget i den. Naturen havde anlagt ham prak­

tisk, ham domte sikkert og sundt, skjonnede godt om, hvad der lod sig gjsre i hvert enkelt Tilfcelde, og forstod at vcelge de rette Veje og M id le r. D e t kom ham t il N ytte

siden, og det kom ogsaa det Almene t il N ytte i en trang T id . D e t v a r lystige T id e r den G a n g , og iscer v a r der F a rt i et P a r af de jydfke Kjobstceder. A a rhu s og H o r ­ sens rivaliserede med hinanden i de muntreste Selskaber, de raskeste B a lle r, de lystigste P rivatkom edier, de gemyt­

ligste Drikkelag. Horsens havde Schyt t e, der a ltid va r parat som N um m er E t baade t il Arbejde og t i l Lystighed;

A a rhu s havde H je r r ild , men da han ogsaa flyttede t i l Horsens, v a r S e jre n a fg jo rt paa dettes S id e . D e r v a r L iv og M u n te rh e d , en sorglos T id , mindre fo rd rin g s fu ld i sine Nydelser end N utiden, men ogsaa uden dennes ner- veuse, stormende Higen fremad. I saadanne Omgivelser passede Schytte ganske fo rtr in lig . G em yttet v a r det stoerkest Udviklede hos ham , H je rte t v a r blodt og v a rm t, S in d e t tilb o je lig t t i l det Lette og G lade. M e n , som sagt, han forstod ypperlig at passe den praktiske G je rn in g ved S id e n af det glade L iv . Byfogedfuldmoegtigen forvandledes en fkjonne D a g t il O lie m o lle r, og han kastede sig med al sin E nergi over denne nye Virksomhed, som optog ham i mere end en S n e s A a r. D e t v a r i denne S t illin g , at han blev forst Stoendersuppleant og siden Stcenderdeputeret.

T i l V ib o rg medbragte han det glade Lune og gode H um eur, som i Horsens gjorde ham t i l B ye ns oplivende Element, og ved de Stoenderdeputeredes ikke a ltid spartanske Fester v a r han Livet og Sjoelen. N a a r det gja ld t om at sige et rig tig va rm t O r d , at lofte Frihedens og Danskhedens B a nner uden nogen F ry g t fo r Kongemishag eller M in is te r- ugunst, v a r O liem olleren ogsaa forste M a n d paa Skandsen.

D e t sprudlede ud af ham. Som m etider skortede det paa Logiken, Tankerne hang ikke ganske rig tig sammen, og

F. B . Schytte. 39

hverken han selv eller nogen af hans T ilh o re rs kunde be­

regne, hvor han vilde havne i Talens S lu tn in g . M e n der va r V a rm e , Lidenskab, sand Folelse, og den rev hen med uvilka a rlig M a g t. D e t va r en smuk M a n d med msr kt , krollet H a a r, kvikke Lsine, en fin t staaren M u n d , vakkert og belevent Vcesen; det virkede ogsaa med. Ved B o lle n va r han uimodftaaelig i sin gemytlige Hengiven t il Stem ningen. H an sang de gamle feedrelandske Sange og de lid t sentimentale Elskovsviser med en In d e rlig h e d , som va r uendelig mere velgjorende end den moderne T id s skep­

tiske Overlegenhed, og v a r Kvadet t i l Ende, saa greb han Bcegeret og holdt sine T a le r, der lob lobsk over Hegn og Gjcerder, men alligevel ikke kom t i l Skade, og selv de Adstadigste maatte med. H a n holdt meget af at blande latinske Smaabrokker ind i disse S k a a lta le r; »rom aou toti8i8>t» va r et af hans M d lin g s u d ra a b , og hvor han kunde anbringe Vendingen »prokanum vut§u8», „den raa H o b ", undlod han det ikke.

Krigsaarene ester 1 84 8 blev hans Glandsperiode.

Under saadanne F orhold er det, at den sande Dygtighed skal staa sin P rove. N a a r a lt det Gam le ram ler sammen, naar hele det indovede M askineri pludselig af en eller anden G run d gaaer istaa, saa er det, man kan vise, hvad man duer til. Schytte bestod denne P rove glimrende, og det bor hustes t il hans ZEre, saa lcenge man endnu tcenker paa Enkelthederne af hine A a rs Begivenheder. D a Fjenden i 1849 stod helt oppe i J y lla n d , va r han F o rp le jn in g s­

komiteens Form and og derved paa en M aade D ik ta to r i sin Egn. H an skilte sig Ypperlig derved; Tydskerne havde Respekt fo r ham, de Danste vare ham taknemmelige. Ikke

blot forstod han at lette Okkupationens B y rd e r fo r Landet og Borgerne, men han bevarede i sit F orhold t il Fjenden en udmcerket Takt, som ikke er ganske let. D e r horer K a - rakterfasthed t il stedse at m indes, at den, med hvem man forhandler i udvortes Venskabelighed, alligevel er og b live r Fjende. Denne Egenstab er ikke saa alm indelig som onste- lig t , under J y lla n d s gjentagne Bescettelse har det nu og da stortet paa den, og det baade hos Mcend og Kvinder.

M e n Schytte kom a ld rig ud over Stregen. H a n vidste at holde den rette Groendse baade t i l den ene og den anden S id e . D e t R id d e rko rs, som han fik efter Besæt­

telsens O p h o r , v a r vel fo rtje n t og bares med Hoeder.

T o n n e n gjorde ham det efter i den sidste K rig og holdt N avnet i 8Ere.

I G runden v a r Schyttes politiste og parlamentariske R o lle t i l Ende med den store R eform ation i 18 4 8 . H an v a r et n a tu rlig t M edlem as den grundlovgivende R ig s ­ forsam ling, som indviede den nye 8 E ra , og paa Constantin Hansens store, ikke efter Fortjeneste paastjonnede B illede kan man ogsaa finde ham i Klyngen af v o r G ru n d lo v s Faddere. S id e n valgtes han flere Gange, snart fo r jydste og snart fo r fyenste Kredse, t i l Folkethinget og v a r ogsaa i nogen T id Landsthingsm and. Maaske kunde han hore hjemme i det forske K am m er, hvor overhovedet Fortiden, det Overleverede gjerne maa findes repræsenteret; men i Folkethinget med dets Partikam pe og dets ofte subtile Lov- trykkeri mellem LE ndringer og Underoendringer v a r han malplaceret. Ikke som om han va r bange fo r N ogen; han tog det dristig op med hvem som helst, og navnlig kunde han sjelden modstaa Fristelsen t i l at bryde en Landse med

F. V . Schytte. 41

I . A . Hansen. M e n lige saa h s jt som han stod over denne i In d e rlig h e d og Folelse, i S a n d s fo r Idealerne og i R idderlighed, lige saa underlegen va r han i B rugen af den dialektiske Kaarde eller den raffinerede S p o ts D o lk, og han blev ncesten a ltid overvunden. D e t forstyrrede dog hverken hans S in d s ro eller hans Lyst t i l nye Kampe.

O g naar der saa udenfor S a le n var nogen Lystighed eller Selskabelighed, saaledes som der i den fvrste T id af v o rt politiste L iv hyppig v a r, saa drog en underlig magnetisk K ra ft atter disse to saa ulige Mcend sammen. I en Roekke af A a r va r det en staaende Regel efter hvert R ig s d a g s ­ taffel, at Folkerepræsentanterne samledes om en B o lle i et af Loesevcerelserne; det va r som oftest I . A . Hansen, der var m a g t e r d ib e n lli, th i ogsaa denne barste og bitre Folketribun kan have sine gemytlige O jeblikke, hvor han paa sin kaustiste M aade er glad og v e lv illig . N a a r denne R igsdagsbolle havde virket, plejede Schytte og I . A . Hansen efter en Uendelighed af T a le r at drikke D u s . Dagen efter var det glemt ig jen , og nceste R igsdagstaffel gjentoges Forestillingen.

I Aarene efter 1 8 5 0 solgte Schytte sin O liem olle.

S id e n drev han saa at sige Handel med Herregaarde. H an har ejet en hel D e l af vore stsrre Ejendomme, s. Ex.

M a ttru p i J y lla n d , G roftebjerg i F yen , Vedbygaard i Sjcelland. Ved de fleste af disse Handeler tjente han godt. F o r Resten var hans skonomiste Fremgang ikke jevn, den gik i S vin g n in g e r, snart op og snart ned, men han vidste a ltid tilsidst at falde ned paa Benene ligesom Katten og er vistnok dod som en formuende M a n d . T i l ­ sidst ejede han B rygge riet Rabeshave og boede paa et