soner, eksempelvis vidner, angivere etc., som arkivalierne m åtte rum m e.
Alle disse m om enter m edfører som nævnt, at det er yderst lå afslag, der gives. Ingen a f disse er tilm ed b egrundet i politiske hensyn.
På denne baggrund kan opstilles den enkle konklusion, at C laus Brylds bog langt hen i virkeligheden kun er historien om C laus Brylds og C arl M adsens besvæ rligheder i en lidt fjernere periode.
Bjarne Stoklund:
Dyrkningssystemer og kulturforskning
I C h ristian Vs m atrikel og de m arkbøger og andet m ateriale, som i årene 1681—88 blev u d arb ejd et som forarbejder til dette nye, landsdæ kkende skatteligningsgrundlag, h ar den historiske forskning i D anm ark som be
kendt et kildem ateriale a f uvurderlig betyd
ning. I Vi å rh u n d red e h a r dette m ateriale væ
ret benyttet til stu d ier a f landbrugets og bon
desam fundets historie u n d er m ange forskel
lige synsvinkler: bebyggelsens historie og geo
grafi, bondesam fundets sociale stru k tu r, sprogstoffet i protokollernes tu sin d er a f m ark navne og m eget andet, ligesom m atriklen og m arkbøgerne h a r væ ret et a f de vigtigste hol
d ep u n k ter i talrige lokalhistoriske studier.
En system atisk bearbejdelse a f de m ange forskellige d a ta i m aterialet blev planlagt alle
rede ved årh u n d red sk iftet a f statistikeren H enrik Pedersen, m en hans tabeller over »De danske L an d b ru g « blev først efter hans død publiceret a f Svend A akjæ r i 1928. I det u d givne tabelvæ rk m angler oversigter over nogle a f de d a ta , som H enrik Pedersen efter den oprindelige plan havde ønsket at m ed
tage. Det gæ lder således »vangedelingen og sædskiftet«, som ifølge udgiveren m åtte opgi
ves, efter at det havde vist sig, at om driftsfor
holdet ikke altid var »så sim pelt og ligetil, at det kunne udtrykkes med fordel i kort tabel
form«.
De problem er, som H enrik Pedersen tyde
ligt nok h a r haft m ed at bearbejde denne del a f m atrikelm aterialet, h a r im idlertid ikke af-
skrækket universitetslektor K arl-E rik F ra n d sen fra at give sig i kast med opgaven. R esul
tate t foreligger nu i form a f et stort værk med titlen »V ang og tægt. S tudier over dyrknings
system er og a g ra rstru k tu re r i D anm arks landsbyer 1682-83« (Bygd 1983), et arbejde som h a r givet ham den filosofiske doktorgrad.
K arl-E rik F ran d sen m øder vel rustet til op gaven, idet han forener uddannelse og erfa
ring i to discipliners m etodikker: historiens og geografiens. H istorien h a r først og frem m est givet ham den kildekritiske skoling, som h ar gjort det m uligt for ham at styre sikkert gen
nem kildem aterialets m ange faldgruber. G eo
grafien h ar givet ham den rum lige dim ension og den kartografiske teknik, som h a r sat ham i stand til at om sæ tte m arkbøgernes tal og n o ta ter til kort, som på en instruktiv m åde genskaber 300-årige danske k u ltu rlan d sk a
ber.
De m ange rekonstruerede kort, den m in u ti
øse sigtning a f m ark- og m odelbøgernes op
lysninger sam t stru k tu rerin g en a f dette m ate
riale i et overskueligt hovedkort over landets dyrkningssystem er på den store m atrikels tid - alt dette repræ senterer både en utrolig a r
bejdspræ station og en indsats a f uvurderlig betydning for den landbohistoriske forskning.
M an kan få indtrykket af, at Frandsen egent
lig helst havde ladet det blive ved det. H an hører til den type redelige og beskedne for
skere, som helst vil nøjes m ed at lægge det om hyggeligt bearbejdede m ateriale frem til brug for andres videre forskning, og som nø
digt kaster sig ud i letsindige hypoteser.
D isputatsform en h a r im idlertid tvunget ham til at kom m e med videregående slu tn in ger a f det frem lagte m ateriale, og det er her kritikken i de følgende linjer sæ tter ind. N år en m and behersker to discipliners teknik og m etode, så kan det lyde urim eligt at forlange indsigt i en tredje. Alligevel m å jeg hævde, at en m ere etnologisk betrag tn in g sm åd e på flere pu n k ter ville have styrket undersøgelsen, og at en bredere indsigt i an d re sider a f k u ltu r
forskningen ville have laet nogle a f hans iag t
tagelser til at frem stå i et noget andet lys.
K arl-E rik F randsens d isp u tats er form et som en klassisk elem entstudie. D en h ar som sit valgte studieobjekt en veldefineret side a f
et kom plekst m enneskeligt aktivitetsm ønster, som den b earb ejd er på to m åder: gennem en eksakt beskrivelse a f form variationerne op
stilles en typologi og d e rp å gøres de udskilte typers rum lige fordeling til genstand for en kartografisk analyse.
A llerede opstillingen a f en typologi volder betydelige problem er på g ru n d a f uendelighe
den a f form variationer. F ran d sen udtrykker d et selv i indledningen således: »På en vis m åde kan m an nok sige, at hver enkelt lan d s
by havde valgt sin individuelle løsning . . . idet d er næ ppe v ar 2 landsbyer, der havde nøjagtig den sam m e stru k tu r, rotations- og græ sningsforhold, således at det ved en re- duction in ab su rd u m kan hævdes, at hver landsby havde sit eget dyrkningssystem , eller at d er v ar lige så m ange dyrkningssystem er, som d er v ar landsbyer« (s. 2 -3 ). For at op stille en typologi er det derfor nødvendigt at se bort fra ganske m ange a f disse lokale eller individuelle variationer.
På en m åde kan m an sige, at virkelighe
dens brogede m angfoldighed h a r m åttet p as
sere gennem to forskellige filtre, før den er gledet på plads i typerne. F ørst kom m atrikel
kom m issionerne og pressede form rigdom m en ind i ram m er, som v ar afstukket for deres arbejde, og som tilsigtede at skabe et nogen
lunde h å n d terlig t og sam m enligneligt sk atte
grundlag. D erefter kom m er forskeren med sine ram m er: det typologiske system.
I dette tilfælde er det en typologi, som byg
ger på en m eget lang forskningstradition. Den indeholder to variabler, dels de hegnede eller uhegnede dyrkningsenheder og dels ro tatio nen, sædskiftet. O p rin d elig bygger typologien på en forestilling om, at der er en nøje over
ensstem m else mellem disse variabler, således at der til én vang svarer et alsæ debrug, til to vange en 2-årig rotation og til tre vange en 3-årig rotation.
V irkeligheden er im idlertid langt mere kom pliceret, og det v ar jo netop det, som fik H enrik Pedersen til a t opgive på halvvejen.
K arl-E rik F ran d sen holder im idlertid stæ digt fast ved den klassiske typologi, m en om for
m er den til et b ru g b a rt redskab ved at u d bygge den m ed et om fattende v a ria n ta p p a ra t.
E t blik på hovedkortets sig n atu rer vil vise
dette: A f alsæ debrug er der tre v arian ter, a f 3-vangsbrug fire, m ens det m est p ro b lem ati
ske, 2-vangsbruget, m å opdeles på hele 9 sig
n a tu re r for blot nogenlunde at dække de fore
kom m ende form variationer.
I adskillige enkelttilfælde er det en skøns
sag om et lokalt system er a n b ra g t u n d er den ene eller den anden type. M en selvom adskil
lige detailler i indplaceringen således kan dis
kuteres, så virker det endelige resu ltat over
bevisende. K o rte t viser, at der er system i m angfoldigheden, og det afslører nogle spæ n
dende regionale m ønstre, som det derpå bli
ver opgaven at tolke. U ndervejs m å det im id
lertid have væ ret fristende at kaste hele syste
m atikken overbord og begynde p å en frisk.
En såd an begyndelse kunne f.eks. være et system atisk studium a f de kom plekse udnyt- telsesm ønstre, som den ældre bond ek u ltu r fremviser. D et vender vi tilbage til senere.
D et er vigtigt at gøre sig klart, at den typo
logi, som ligger til g rund for K arl-E rik F ran d - sens analyse er blevet til på helt an d re p ræ m isser end dem , forskningen bygger på idag.
F randsen indleder sin bog med en om fattende og særdeles nyttig gennem gang a f den euro
pæiske litte ra tu r om dyrkningssystem erne og deres historie. Vi far undervejs en del kritiske bem æ rkninger til forskningsresultaterne, m en det er karakteristisk, at de næ sten alle g år på forskernes brug a f kildem aterialet og ikke på de forklaringsm odeller, som de h ar analyseret og tolket virkeligheden ud fra.
M ed fare for at forenkle groft kan vi opstille følgende typer a f forklaringsm odeller, som eksplicit eller im plicit forekom m er i litte ra tu ren om dyrkningssystem erne og beslægtede kulturfæ nom ener: 1) den etniske, 2) den evo
lutionistiske, 3) den diffusionistiske og 4) den økologiske.
A ugust M eitzen, som i slutningen a f forrige årh u n d red e indledte det system atiske stu dium a f dyrkningssystem erne, repræ senterer her — som i sine stu d ier over landsbyform erne
— en etnisk forklaringsm odel, der tolker form variationerne som udtryk for tilhørsforhold til forskellige folkestam m er. M ens denne teori h ar spillet en betydelig rolle i engelsk forsk
ning, så h ar dens indflydelse væ ret beskeden i D anm ark.
H er h a r til gengæld evolutionistiske syns
p u n k ter påvirket en stor del a f den kultur- og bebyggelseshistoriske forskning. E volutioni
sterne bygger på den grundantagelse, at al k u ltu r viser en udvikling fra det enkle og u sam m ensatte — det »prim itive« — til det dif
ferentierede og kom plicerede — det »udvik
lede«. D enne forsknings vigtigste hjæ lpem id
del er typologien, fordi en ordning a f k u ltu r
fæ nom enerne i serier fra det enkle til det sam m ensatte i sig selv viser en udvikling og giver en relativ kronologi. Sådanne serier er f.eks.
opstillet for pløjeredskaberne (fra gravestok
ken over arden til hjulploven) eller for bonde
gårdene (fra den énlængede over to- og tre længede til den firlængede gård). O g i denne sam m enhæ ng er det da også, at m an m å se den typologiske udviklingslinie fra alsæde- brug over 2-vangsbrug til 3-vangsbrug. Et vigtigt begreb i denne tankeverden er »re
likt«, der bruges om såd an n e fænom ener, som kan tolkes som bevarede rester a f ældre u d viklingstrin.
Den diffusionistiske forklaringsm odel rep ræ senterer ikke noget b ru d m ed, m en en vide
reudvikling a f evolutionism en. Begge re tn in ger ser det som forskningens vigtigste opgave at påvise oprindelse og klarlægge udvikling.
M en diffusionisterne h a r gjort sig klart, at udvikling n o rm alt kun sker ét sted, og at ny
hederne derfor de Heste steder o p træ d er som kulturlån. D en vigtigste opgave bliver derfor at afdække »kulturens veje«, at studere kul
turfæ nom enernes spredningsm ønstre. D en nøjagtige kortlæ gning a f h u n d red e r a f enkelt
fæ nom ener er derfor denne forskningsret
nings vigtigste m etode. Et udbredelseskort bliver et m iddel, hvorm ed m an ofte u m iddel
b a rt kan aflæse forløb over tid. K u ltu rfæ n o m ener, som h ar afløst hinan d en i tid ligger nem lig aflejret på kortet næ sten som koncen
triske ringe, med de ældste stad ier bevaret som udpræ gede randforeteelser.
D en økologiske m odel repræ senterer d e r
im od en helt anden type a f forklaring. Den tolker form variationerne som et resu ltat a f tilpasning til forskellige ydre vilkår. De regio
nale variationer, som for diffusionisterne er et vidnesbyrd om kronologiske forskelle og u d vikling, kan for forskere m ed dette u dgangs
punkt være sam eksisterende, økologisk b etin gede v arian ter. Selvfølgelig anerkender de h i
storisk forandring, men de rum lige forskelle er ikke i sig selv vidnesbyrd herom , og foran
dringen sker ikke autom atisk gennem en kon
tinuerlig proces, m en kræver i reglen en æ n
dring a f de ydre vilkår. U n d e r denne rubrik sam m enfatter vi iøvrigt et vidt spektrum a f forklaringsm odeller fra en ren geografisk d e
term inism e til m ere udbyggede m odeller, som tolker variationerne som resu ltat a f et sam spil mellem k u ltu r og n a tu r, og som i højere grad tager de sam fundsm æ ssige ram m er m ed i be
tragtning.
K arl-E rik F randsens u d g angspunkt m å ka
rakteriseres som økologisk i en ret håndfast udgave: »at udbredelsen a f dyrkningssyste- m erne skyldtes landets fysiske forhold, her først og frem m est jordbundsforholdene« (s.
3). U ndervejs griber han im idlertid gang på gang tilbage til en evolutionistisk tankegang eller til en rent dillusionistisk tolkning a fk o r
tene, også n år de forskellige forklaringsm o
deller er i åbenlys konflikt m ed hinanden. D et h ar givet hans tolkninger nogle indbyggede spæ ndinger og selvm odsigelser, som je g i det følgende skal belyse m ed nogle eksem pler.
De m ørke klatter, som på det forenklede oversigtskort over dyrkningssystem erne navnlig o p træ d er på Fyn og Sjælland, viser spredte forekom ster a f alsæ debrug. På Sjæl
land o p træ d er de navnlig i kystegnene, og herom skriver K arl-E rik F ran d sen i sin gen
nem gang a f Flakkebjerg herred (s. 108): »D et er fristende at opfatte kransen a f byer med alsæ debrug som resterne a f et dyrkningssy- stem , der oprindeligt fandtes på hele Sjæl
land, m en som h a r m odstået innovation fra det indre a f øen på g ru n d a f den noget afsides beliggenhed.« H er h ar vi et skolerigtigt diffu- sionistisk ræ sonnem ent, m en i næste ån d e
drag fortsæ tter F randsen: »D et er dog vigtigt at påpege, at n år dette dyrkningssystem var ud b red t i disse egne, kan det hænge sam m en m ed, at lan d b ru g et v ar orienteret overve
je n d e m od kvægavl, hvilket bl.a. viser sig ved, at landgilden iflg. M 1662 helt dom ineredes a f sm ør. M ed tilstrækkelig græ sning uden for bym arken og d e ra f følgende rigelig gødning eventuelt suppleret m ed tang var alsæ debru-
Ufo O O Oj ro o o dq
K arl-E rik Frandsens forenklede kort over dyrkningssyste
merne 1682-83.
get en gansjce hensigtsm æ ssig tilpasning til det naturlige milieu. H er kom m er altså en lige så skolerigtig økologisk forklaring a f det sam m e fænom en. Je g kan ikke se an d et, end at de to forklaringer udelukker eller overflø
diggør hinanden.
I b ehandlingen a f det fynske alsæ debrug
finder vi im idlertid den sam m e dobbelthed 1 forklaringerne: A lsæ debruget i S ten stru p og K irkeby sogne i Sunds h. kan relateres til særlige jo rd b u n d sfo rh o ld , m en det er ikke til
fældet, n å r denne dyrkningsform o p træ d er i Ringe og Ryslinge sogne i G udm e h.: »D ette o m råde kan ikke siges at have fysiske forhold,
som m a rk a n t afviger fra om givelserne. M en ligesom de an d re o m råd er m ed alsæ debrug på Fyn . . . m å det siges at være afsides belig
gende o m råd er hyppigt om givet a f skove og overdrev. Iøvrigt er det tydeligt, at alle de næ vnte o m råd er m ed alsæ debrug havde gode græ sningsm uligheder enten i skove eller i for
bindelse m ed strandenge, sam t at de alle m ed undtagelse a f S ten stru p og Ringe h ar haft let adgang til at anvende tan g som gødning«. De landbrugsm æ ssige betingelser for alsæ debrug er til stede, m en alligevel anføres det sam ti
dig, at disse o m råd er er »reliktom råder«, hvortil nyhederne sent n år frem.
A dgangen til tang som gødning nævnes iøvrigt som en væ sentlig forudsæ tning for al- sæ debruget overalt, hvor denne dyrknings
form optræ der i kystegnene. I reglen kan F ran d sen dog ikke anføre direkte belæg h er
for, og jeg tror, at betydningen h e ra f i ældre tid er stæ rkt overdrevet. T raditionen om brug a f tang som gødning i D an m ark er meget beskeden og ofte a f relativ sen d a to 1. O m kring 1800 næ vner G regers B egtrup for Sjællands vedkom m ende b ru g a f tang som gødning på A m ager, i V alby, i Gilleleje og på Køge-eg- nen, m en føjer til: »Dog er A nvendelsen a f T ang til G jødning langt m indre alm indelig, end den bu rd e væ re«2. Brugen a f tang h ar ikke tilnærm elsesvis den plads i gødselstek- nikken, som den b landing a f anim alsk gød
ning m ed overfladetørv, der er gam m el tra d i
tion i store dele a f N ord- og V estjylland. På Læsø, hvor tang forekom i store m æ ngder og blev b ru g t bl.a. til hustagene, synes tanggød
ning at være noget, m an griber til, hvis det kniber m ed at skaffe tørv til m øddingerne.
D er skulle store m æ ngder til, for tangen svandt ind til ingenting, n å r den bræ ndte sam m en. O g den krævede en om hyggelig be
h andling, hvis m an skulle undgå uforrådnet tang i ageren.
På de sydfynske øer er fænom enet im idler
tid velkendt og også a f gam m el dato. M en n år den tyske landøkonom von Essen i sin bog om m æ rkvæ rdige jo rd b ru g i D an m ark og Tysk
land (1807) h ar skildret brugen a f .tanggød
ning på Drejø, så er det vel netop, fordi det er noget usæ dvanligt. Værd a t bem ærke er iøvrigt, at m an på D rejø i 1682 havde 2-vangsbrug og ikke alsæ debrug som i begyn
delsen a f 1800-årene (s. 140-41). K an det tænkes, at forudsæ tningen for alsæ debruget på D rejø er en intensiveret brug a f tang som gødning i nyere tid?
Sekundæ rt alsæ debrug h a r F ran d sen iøv
rigt også påvist i Flusby, Å by og muligvis Føns sogne på Vestfyn, m en her som et resul
tat a f en udvidelse a f hovedgårdsjordene på landsbyernes bekostning. D ette er eksem pler, som ikke er uden interesse, n år m an vakler mellem at opfatte alsæ debruget som en tilpas- ningsform eller et reliktfænom en.
I Jy lla n d , hvor alsæ debrug blev an vendt i forskellige kom binationer med græ sm arks- brug, viser kortbilledet den sam m e u d p ræ gede randforekom st — langs vestkysten og ved Lim fjorden. Det kan derfor virke lidt inkonse
kvent, at diflfusionistiske forklaringer overho
vedet ikke anføres i forbindelse med det jyske m ateriale. O v eralt ses forekom sten a f alsæ de
brug her som et resu ltat at tilpasning til lo
kale natu rfo rh o ld som f.eks. i R iberhus am t:
»H vor der var rigelige græ sningsarealer, og hvor lan d b ru g et klart v ar orienteret i retning m od kvægavl som i m arskom råderne, havde m an så rigelig gødning og så gode græ snings
m uligheder uden for agerjorden, at det var m uligt at dyrke en stor del a fjo rd e n hvert år«
(s. 219). Skyldes denne forskel i behandlingen af problem erne på øerne og i Jy lla n d , at den klassiske evolutionistisk/diffusionistiske forskning navnlig h ar interesseret sig for den typologiske serie: alsæ debrug - 2 -v a n g sb ru g - 3-vangsbrug og h a r interesseret sig m indre for græ sm arksbrugets rolle og plads i en ud- viklingshistorisk sam m enhæ ng?
N år det drejer sig om sam m enhæ ngen m el
lem 2-vangsbrug og 3-vangsbrug, som den kan iagttages navnlig på Fyn, d rag er K arl- Erik F ran d sen derim od a tte r udviklingshisto- riske slutninger ud fra den rum lige fordeling
1. se oversigten i August F. Schmidt: M øddinger og Gødskning. Et Stykke Bondehistorie. Kbh. 1939.
2. Gr. Begtrup: Beskrivelse over Agerdyrkningens Tilstand i D anm ark, Sjælland og Møn II. Kbh. 1803, s. 70.
på kortet: »Selvom den direkte d o k u m en ta
tion herfor m angler, m å det antages, at v an gebrug m ed en fast inddeling a f bym arken og periodisk hvile er indført på Fyn i højm iddel
alderen. D er kan næ ppe heller være tvivl om, at den ældste form for vang eb ru g v ar Lille- bæ ltsystem et, hvor halvdelen a f bym arken hvilede hvert år. . . U d fra forekom sten a f ganske analoge system er i Ø stjylland er det rim eligt at antage, a t 2-vangsbruget er kom met som en innovation til Fyn f r a J y lla n d . M en hvorvidt det overalt på Fyn h a r afløst et u d b red t alsæ debrug er m ere problem atisk. Det er jo ikke utæ nkeligt, at uregelm æssige vange
brug, som de kendes fra V issenbjerg-om rådet i 1682, h ar væ ret en m ere alm en form for dyrkningssystem .« Læg m ærke til, at de sæ r
lige dyrkningssystem er i V issenbjergom rådet, som an d re steder tolkes økologisk, her bliver anskuet u n d er en relikt-synsvinkel.
F randsen fortsæ tter: »Ifølge denne hypo
tese h a r den 3-årige ro tatio n endnu senere v u n d et indpas. D en må være kom met f r a Sjæ l
land og have fortræ ngt såvel alsædebruget som 2-vangsbruget, u n d tag en hvor disse dyrknings
system er v ar de bedst egnede til det fysiske m ilieu (som i S te n stru p o m råd e t), eller hver der v ar sam let træ ghed over for innovation som i Båg og V ends herreder« (s. 211).
Fler tolkes altså 2-vangsbrug og 3-vangs- brug som innovationer, der er kom m et v an drende, den ene fra vest og den anden fra øst, og h a r »fortræ ngt« de æ ldre system er. S am ti
dig opereres der im idlertid m ed en »udvik
ling« på stedet. I enkelte m arkbøger — lige
som på de senere udskiftningskort - kan der foruden de tre hovedvange være en fjerde vang, som kan betegnes N ym arken eller Lille
vang: »D ette m å betyde, a t de dyrkningssy
stem er, vi kan observere i 1682, ikke v ar no
get statisk fænomen. Tvæ rtim od v ar der en ud
vikling i gang i retning mod større fle k sib ilite t i dyrkningssystemerne, [i denne spalte m ine kursi- veringer] som bl.a. kunne opnås ved at dele én eller flere a f hovedvangene i 3-vangsbru- get« (s. 211-12). Æ n d rin g ern e i retn in g a f sy
stem er m ed m ere end 3 vange opfattes altså
tilsyneladende ikke som en ny »vandrende«
innovation, m en som en lokal »udvikling« a f system et.
D en store hovedforskel m ellem v an g eb ru gene på øerne og i Ø stjylland og græ sm arks- brugene i Vest- og N ordjylland bekræ fter den hypotese, som d a n n e r udgan g sp u n k tet for F randsens undersøgelse, nem lig at d er er en sam m enhæ ng m ellem driftssystem erne og jo rd bundsforholdene. M en kortet viser d esu
den en række regionale variationer, som ikke på sam m e m åde lader sig relatere til fysiske forhold i landskabet. At forklare udbredelsen a f disse v a ria n te r ersåledes betydeligt vanske
ligere end at tolke hovedtypernes forekom st.
K arl-E rik F ran d sen h a r dog et p a r bud herpå: I nogle tilfælde synes græ nserne m el
lem sådanne regionale form er at følge de gam le herredsgræ nser. D et gælder bl.a. den østlige afgræ nsning a f det fynske 2-vangs
brug. Det er tænkeligt, siger F randsen, at herredstinget bl.a. på g ru n d a f vangelagssam - arb ejd et h a r spillet en rolle ved etableringen eller m åske snarere fastholdelsen a f de for
skellige dyrkningssystem er. U m id d elb art er hypotesen om, at h erredsorganisationen skulle være afgørende for dyrkningssystem er- nes udbredelse, ikke særligt overbevisende, og F randsen h a r da heller ikke kun n et fremføre noget konkret til støtte for sin antagelse.
Som en altern ativ forklaringsm ulighed næ vner F ran d sen »kulturel afsm itning«, uden dog at kom m e næ rm ere ind på, hvad han forstår herved. D et havde dog sikkert været en god idé at forfølge dette spor og at u n d e r
søge, om de regionale variationer, som er p å vist for dyrkningssystem ernes vedkom m ende, er noget enestående, eller om an d re k u ltu r
fæ nom ener viser et lignende m ønster.
Det er forhold, som det ikke er så vanske
ligt at orientere sig om, d a såvel dialektologer som etnologer jo h a r interesseret sig m eget for bondekulturens regionale variationer. Bedst stillet er m an m ed hensyn til dialektom råder og -græ nser, for her er der kom m et flere over
sigtsvæ rker5. N oget tilsvarende kan etnolo
gerne desvæ rre ikke fremvise. N ationalm use- 3. f.eks. Johs. Brøndum-Nielsen: Dialekter og Dialektforskning. Kbh. 1927; Niels Åge Nielsen: De jyske
dialekter. Kbh. 1959.
ets Etnologiske U ndersøgelser (N E U ) in d sam lede navnlig i 1940’erne og 50’erne ved hjælp a f udsendte spørgelister et m eget stort m ateriale til belysning a f de regionale v a ria tioner i den m aterielle k u ltu r og den sociale organisation. M eget a f dette ligger bearbejdet i form a f nogle helt foreløbige arbejdskort, m en alt for lidt a f stoffet er blevet publiceret.
D ette hæ nger bl.a. sam m en m ed, at etnolo
gien i 60’erne og 70’erne oplevede et p arad ig meskifte, som flyttede ty ngdepunktet i de fag
lige interesser over på an d re felter. Nogle a f resu ltatern e er dog tilgængelige på tryk; ikke m indst er de regionale forskelle i byggeskik
ken forholdsvis fyldigt behandlet. Je g skal i det følgende give et p ar eksem pler på, hvorle
des græ nserne mellem nogle a f driftssyste
m erne falder sam m en m ed kortlagte kultur- og sproggræ nser.
L ad os vende tilbage til den grænse mellem 2-vangsbrug og 3-vangsbrug på Fyn, som spiller en stor rolle i K arl-E rik F randsens arg u m en tatio n . Den nordligste del a f græ n
sen, som klarest følger herredsskellet, kunne m åske tolkes som en økologisk betinget grænse m od det deciderede slettelandskab på N ordfyn. H er vil vi im idlertid m ere interes
sere os for græ nsens videre forløb sydpå, hvor den i påfaldende grad sam m enfalder m ed d i
alektologernes »fynske diagonal«. Langs en linje fra O dense fjord til H elnæs bugt løber et b u n d t a f græ nselinjer, som m arkerer væ sent
lige sproglige forskelle mellem øst- og vest
fynsk4. D enne linje er im idlertid også skel mellem m aterielle kulturfæ nom ener. H er går således græ nsen m ellem de to hovedtyper al stråtage: de b u n d n e tage m od øst og de syede tage mod vest5. I nyere tid gik også sulehuse
nes østgræ nse langs denne diagonallinje6. Det er iøvrigt karakteristisk, at vi ofte finder be
slægtede fæ nom ener på begge sider a f Lille
bælt, ganske som tilfældet er m ed 2-vangs-
bruget. Lillebælt er så udpræ get et farvand, der forbinder m ere end det adskiller.
G år vi til Jy lla n d , finder vi nord for L im fjorden en række dyrkningssystem er, som ikke forekom m er syd for fjorden, og som h a r det tilfælles, at de h a r en m eget differentieret arealudnyttelse. M est gennem ført er denne opdeling p å M ors og i T hy, hvor m an p ra k ti
serer det system , som F ran d sen h ar kaldt
»Lim fjordssystem et«, m ed jo rd e n opdelt i de tre kategorier alsæ dejord, brødjord og h av re
land. Ø stgræ nsen for dette systems u d b re
delse falder tem m elig nøje sam m en med græ nsen m ellem vest- og østdansk artikelbrug (foransat k ontra efterstillet artikel). Flere m a terielle fæ nom ener h ar en lignende u d b re delse. H er skal je g blot henvise til O le H øj
rups kortskitse, som viser udbredelsen af m ad retten grønninger bestående a f byggrød kogt på fedtegrever7.
Længere sydpå i Jy lla n d viser kortet, at et sydvestjysk græ sm arksbrug m ed opdeling i tæ gter og et nordvestjysk dyrningssystem a f sam m e type, m en uden tæ gter mødes i o m rå
det om kring Skjern å. D enne å d a n n er ikke nogen knivskarp kulturgræ nse, m en i o m rå
det om kring den ligger skellet mellem flere an d re kulturfæ nom ener, som todeler V estjyl
land. På byggeskikkens om råde gæ lder det flere fænom ener: syd for Skjern å er de ældre bondebygninger opført i alm indeligt b in dingsværk, m ens vi nord for åen finder byg
ninger m ed enten sule- eller højrem skon- struktion. A rkivundersøgelser h a r vist, at denne forskel er a f m eget gam m el dato. O gså med hensyn til stuehusets oprindelige g ru n d plan g år skellet ved Skjern å, som derved bliver grænse m ellem de to hovedtyper, som Svend Jesp ersen m ente at kunne opdele de danske stuehuse i: N ord for åen finder vi i ældre tid det østdanske ovnhus m ed forstue
køkken, syd for åen derim od det vestdanske kam inhus8.
4. Brøndum-Nielsen: Dialekter og Dialektforskning. Kbh. 1927, s. 103.
5. Alan Hjorth Rasmussen: Stråtage. En gennemgang af danske tækkemetoder. Kbh. 1966.
6. se kortet i H. Zangenberg: Danske Bøndergaarde. G rundplaner og Konstruktioner. Kbh. 1925 (ny udg. 1982).
7. Ole Højrup: Laudbokvinden. Kbh. 1967, s. 103.
8. Svend Jespersen: Nationalm useets Bøndergårdsundersøgelser (i Vestjylland), i: Fra Nationalmuseets Arbejdsm ark 1947, s. 11-20, jfr. B. Stoklund: Bondegård og byggeskik før 1850. Kbh. 1980.
K o rtet over dyrkningssystem erne viser så
ledes dels en overordnet, økologisk funderet forskel mellem vestdanske græ sm arksbrug og østdanske vangebrug, dels nogle m ere eller m indre fast norm erede v a ria n te r inden for disse brede, økologiske ram m er. Sådanne
»bygdeforskelle« kan afspejle æ ldre og yngre form er og hænge sam m en m ed forskelle i kul
tu rp åv irk n in g er udefra, m en ofte h a r de blot k arak ter a f vilkårlige valg m ellem jæ vngode løsningsm uligheder. M en inden for den en
kelte region vil bevidstheden om, at deres løs
ning er den rigtige løsning ofte være meget stærk. S åd an n e regionale no rm er for, hvor
d an ting skal se ud, eller arb ejd er skal udfø
res, vil ofte have sam m enfaldende græ nser m ed an d re kulturfæ nom ener, som tilsam m en d a n n e r »knager« for en lokal eller regional identitet.
Det dobbelte m ønster, der er påvist med hensyn til dyrkningssystem erne, g år igen på m ange an d re om råder. Skandinavisk k u ltu r
forsknings pionér, Eilert S undt, påviste alle
rede i 1850’erne noget lignende for byggeskik
ken på landet i Norge. D en væsentligste for
skel så han im ellem de to hovedtyper a f ild
steder: det åbne ildsted, aren og den afskær
m ede røgovn. A ren, som v a r et »bræ ndeslug over al m åde« er knyttet til de skovrige egne m od øst, m ens røgovnen, som er »en b ræ nde
sp arer og det endog i høi grad« er u d b red t i kyst- og fjorddistrikterne m od vest. Røgovnen afløser im idlertid ikke aren overalt, hvor der kan være g ru n d til at spare på bræ ndslet.
A ren er nem lig også lysgiver, m ens den m ørke røgovn m å suppleres m ed en tra n lam pe. O g tran lam p en er på sin side igen afhængig a f de særlige n a tu r- og erhvervsfor
hold på V estlandet.
In d e n for hvert a f disse to store ildstedsom - råd e r finder m an en række lokale og regionale v ariatio n er a f byggeskikken, som hæ nger sam m en m ed kulturelle norm er, og som ikke på sam m e m åde kan relateres til n atu rfo rh o l
dene. M en de kulturelle no rm er gør sig også gæ ldende på an d en m åde: »D ersom ene og
alene naturforholdene skulle afgjort tingen, så kunde det vel i en og anden bygd a f røgovn- stuens strøg havde væ ret endog m ere hen
sigtsm æssigt at have are end røgovn, navnlig i de sm ådale, som fra fjordbundene skjære op i landet, og som så tem m elig ligne indlandets fjeld bygder. M en så kom m er skikken til, som gjør, at folket i en græ nd eller liden bygd helst vil in d rette sig på sam m e vis som an d re folk i sam m e bygdelag. . . M en om end det, som vi kalde skik, således h ar hjulpet til at afrunde græ ndsen for røgovnstuens strøg, så er det dog naturforholdene, som i det hele og store taget have bestem t valget a f den ene eller den anden a f hine to huslige indretninger, ligesom det er naturforholdene, der bestem m er, hvilke næringsveje m æ ngden a f folket i en bygd m å lægge sig efter«9.
Je g h ar foretaget denne lille afstikker til Eilert Sundt og hans stu d ier over norsk byg
geskik, fordi det forekom m er mig, at hans analyse a f sam spillet mellem økologiske og kulturelle faktorer - mellem » naturforhol
dene« og »skikken« — selvom den er foretaget for 130 år siden, stadig h ar bevaret sin a k tu a litet. Sam tidig m å det være indlysende, a t de problem er, som Eilert Sundt beskæftiger sig m ed, er a f sam m e karakter, som dem K arl- Erik F randsen står overfor.
M en selvom det kan lade sig gøre at isolere et kulturelem ent som dyrkningssystem erne og studere dets form variationer i tid og rum , så vinder m an dog først fuld forståelse a f dyrkningssystem erne og deres forudsæ tninger i det øjeblik, de ses i en bredere erhvervsm æ s
sig og kulturel sam m enhæ ng. H eri er K arl- Erik F randsen helt enig: »D et v ar oprindelig p lanen, a t afhandlingen udover undersøgel
sen a f dyrkningssystem erne skulle have inde
holdt en analyse a f det danske landbrugs øko
nomiske, regionale stru k tu r, således at det havde væ ret m uligt at fastslå forholdet m el
lem agerbrug og kvægavl i de enkelte egne, på sam m e m åde, som det er foretaget for E ng
land« (s. 3).
F randsen henviser her til J o a n T hirsks for-
9. Eilert Sundt: Om bygnings-skikken på landet i Norge (1862). Verker i utvalg bd. 6, Oslo 1976, s. 152-
træffelige oversigt over »T he F arm ing Re
gions of E ngland« i 4. bd. a f 1 he A grarian H istory of E ngland and W ales10. J o a n T hirsk h ar skrevet denne oversigt vel vidende, at den m åtte blive stæ rkt generaliserende, og at m ange detailler ville kunne anfægtes. Det er jo altid prisen, n å r m an vover såd an n e over
sigter, som ikke desto m indre altid er utroligt nyttige.
K arl-E rik F ran d sen viger tilbage fra at gøre noget lignende, fordi kildem aterialet er for utilstræ kkeligt. H ans krav til m aterialet er store: det skal være sam tidigt, det skal være k vantificérbart, og det skal kunne kortlægges.
D et er krav, som sjæ ldent kan honoreres, og m an kunne ønske, at han havde vovet forelø
bige oversigter på det m ere spredte kilde
grundlag, der står til rådighed.
Der er stor forskel i behandlingen a f de forskellige egne, også i så henseende. M est supplerende m ateriale inddrages for Fyns vedkom m ende og her lår vi også nu og da nogle opsum m eringer a f de regionale, økolo
giske forskelle, f.eks. a f V issenbjerg-om rådet overfor det øvrige N ordvestfyn: »De m ange enkeltgårde, de store skovstræ kninger og de m ange sm å landsbyer m ed m ange og sm å vange m ed uregelm æssig ro tatio n afviger m arkant fra m oræ nefladens k u ltu rla n d skab. . . På m oræ nefladen var 3-vangsbruget overalt det dom inerende dyrkningssystem , ja om rådet m å siges at være særdeles typisk for 3-vangsbruget m ed alle dets karakteristika:
store regelm æssige vange m ed byerne lig
gende i centrum a f bym arken m ed gærder, d er stråler rad iæ rt ud fra byen og korrespon
derer m ed nabobyernes gæ rder« (s. 160).
M en det bliver desvæ rre ved sm å og be
skedne tilløb a f den art. N etop de østdanske forhold er trad itio n elt i den landbohistoriske forskning blevet b ehandlet, som om de var lange m ere honogene, end det faktisk er tilfæl
det. D et er vigtigt, at m an gør sig klart, at vi
h ar at gøre med et kontinuum a f udnyttelses- m ønstre fra den udpræ gede slettebonde på
»hederne« i Vest- og Ø stsjæ lland til den eks
trem e skovbonde i enkeltgårde eller sm åbe- byggelser i N ord-, M idt- og Sydsjælland. Je g h ar i en artikel a f meget foreløbig karakter i Ethnologia Scandinavica diskuteret disse to vigtigste »økotyper« på Sjælland og deres æ n
drede vilkår over tid " . Igangvæ rende studier om kring den nedlagte skovlandsby, U lkerup, i O d sh erred , hvis tom t nu søges bevaret og gjort tilgængelig for interesserede, vil forhå
bentlig kaste nyt lys over økonom i og livsvil
kår i landsbyer a f den type.
Je g tror, at liere a f K arl-E rik F randsens d a ta ville have væ ret m ere forståelige, hvis de var blevet set i såd an n e sam m enhæ nge. M e
get a f det alsæ debrug, der er registreret på Sjælland, er snarere et skovbonde-fænom en end en særlig kystforeteelse. K arakteristisk for dyrkningssystem erne i skovegnene er de m ange spredte indhegninger - »vænger«,
»løkker«, »kohaver« etc. - D er er im idlertid en tilbøjelighed til, at de forsvinder i F ra n d sens typologi, eller i hvert fald ikke lår tildelt den rolle, der rettelig tilkom m er dem . Et godt eksem pel på, hvor vigtigt det er at interessere sig for de her om talte forskelle, er Troels Finks disp u tats om udskiftningen i Sønderjyl
la n d 12. D en gør meget utilstræ kkeligt rede for brugsforholdene i Østslesvig, og derfor forstår m an heller ikke, at vi her står overfor et fæno
m en, som er kvalitativt forskelligt fra de se
nere udskiftninger i kongeriget.
De m ere m ark an te jyske typer som hede
bruget og m arskbruget træ der klarere frem i bevidstheden, m en er endnu ikke behandlet på tilfredsstillende m åde, skønt interessen i disse å r er stærkt stigende for såd an n e ældre brugsform er, bl.a. hos biologerne. Et lille bi
drag til belysning a f hedebondens økonom i og husholdningsorganisation er fornylig givet af
10. The Agrarian History of England and Wales Vol. IV 1500-1640, ed. by Jo an Thirsk, Cam bridge 1967, s. 1-112.
11. B. Stoklund: Ecological Succession: Reflections on the Relations Between M an and Environment in Pre-Industrial Denmark, i: Ethnologia Scandinavica 1976, s. 84-99.
12. Troels Fink: Udskiftningen i Sønderjylland indtil 1770. Kbh. 1941.
G u d ru n G orm sen m ed u d g a ngspunkt i en dagbog fra første halvdel a f 1800-årene13.
Beskrivelsen og analysen a f de økologisk betingede, regionale v ariatio n er i æ ldre dansk la n d b ru g og b o n d ek u ltu r er im idlertid stort set jom fruelig jo rd . M asser a f opgaver ligger h er og venter på historikere, etnologer og kul
turgeografer. K arl-E rik F randsens d isp u tats h ar væ ret m ed til at vise, hvor påtræ ngende såd an n e opgaver er, og den vil m ed sin rig
dom på d a ta og kort blive ét a f de vigtigste h o ldepunkter og én a f de flittigst konsulterede h ån d b ø g er i det arbejde, der bør gøres i de kom m ende år.
Ole Degn:
H v o rn år blev Kirsten Sørensdatter til fru Jensen?
- den historiske udvikling a f g ifte kvinders b rug a f giftenavn.
Ved den nye navnelov a f 29. april 1981 blev d et bestem t, at såvel kvinden som m anden ved indgåelse a f æ gteskab beholder sit efter
navn, m ed m indre den ene p a rt erklæ rer at ville antage den andens efternavn. Blot 20 år forinden v ar det ved navneloven a f 17. maj 1961 blevet bestem t, at en kvinde ved in d g å else a f æ gteskab fik m andens efternavn, m ed m indre h u n forinden over for vielsesm yndig- heden havde afgivet erklæ ring om , at hun ønskede at bære det navn, hu n b ar før æ gte
skabet.
På blot 20 år er altså sket en udvikling, der endte m ed en kovending i 1981. M an er nu n ået tilbage til de navneforhold, vi kender fra historien, n å r vi læser om f.eks. B irgitte Gøje og hendes æ gtem and H e rlu f Trolle, der le
vede i 1500-årene, og om M arie G ru b b e og hendes æ gtem æ nd U lrik Frederik G ylden
løve, Palle D yre og Søren Sørensen M øller, d er levede i 1600-årene og begyndelsen a f
1700-årene.
Skikken, at kvinden a n tag er m andens efter
navn, finder vi de første eksem pler på h er
hjem m e i 1700-årene. M åske er grevinde Louise Stolberg, født Reventlow (1746-1824) b la n d t de første, som m an ser tage navn efter æ gtem anden; h u n v ar i 1777 blevet gift m ed grev C h ristian Stolberg. U dbredelsen a f skik
ken skete im idlertid længe m eget langsom t, og de færreste gør sig sikkert klart, at den først er blevet næ sten enerådende op im od vores tid. N u er skikken så fastgroet, at de fleste h a r svært ved at forestille sig an d et, og selv efter den nyeste navnelov synes det at være m est alm indeligt, at kvinden vælger at an tage æ gtem andens navn.
H v o rn år og h v ordan det blev skik, at kvin
den antog m andens efternavn, h a r tilsynela
dende aldrig tidligere væ ret u n d ersø g t1. Skik
kens indtræ ngen synes im idlertid at være af- spejlet i kirkebøgerne, hvor kvinderne anføres sam m en m ed m æ ndene i dåbsindførslernes foræ ldrerubrik og i begravelsesindførslerne.
U ndersøgelser på dette g ru n d lag for det nørrejyske om rådes vedkom m ende afslører, at få å rtier før 1800 begyndte gifte kvinder at antage m andens efternavn. Skikken u d b re d tes først i købstæderne. I de nørrejyske kirkebø
ger m øder m an den først i de østjyske købstæ d er (R anders, Å rhus, S kanderborg og Vejle am ter) sam t i Lem vig, V iborg og V arde, hvor m an sporadisk i dåbsindførslernes foræ ldre
rubrik finder enkelte, efter en tid sn a rt lidt flere m ødre betegnet m ed et »født«, efterfulgt a f vedkom m endes eget navn. De første ek
sem pler i N ørrejylland overhovedet synes at være fra K olding og H orsens i 1760erne, d e r
efter kom m er R anders, Vejle og F redericia i 1770erne osv. F ra 1830 og indtil 1890erne ser m an skikken brede sig til de fleste an d re købs
tæder.
13. G udrun Gormsen: Hedebonden. Studier i gårdm and Peder K nudsens dagbog 1829-1857 le f sm å
skrifter 1982.
1. Kvindens antagelse af mandens efternavn behandles således hverken i Frederik Nielsen, Axel Olrik og Johs. C. H. R. Steenstrup: Dansk navneskik. Betænkning afgiven af den af Justitsm inisteriet den 4. maj 1898 nedsatte kommission, 1899, eller i Georg Søndergård: Bogen om personnavne. Oprindelse.
Historie. Brug, 1979.
