Digitaliseret af / Digitised by
Danmarks Kunstbibliotek The Danish National Art Library
København / Copenhagen
For oplysninger om ophavsret og brugerrettigheder, se venligst www.kunstbib.dk For information on copyright and user rights, please consult www.kunstbib.dk
BLADE AF
DANSK KUNSTS HISTORIE
U D G IV N E A F
FORENINGEN
FOR NATIONAL KUNST
UNDER LEDELSE AF
P. JOHANSEN
TREDIE BIND
K Ø B E N H A V N 1907
I_L ..
> - ^ ‘ l'Åz.
* ■—.-■■■^, ,. -, h%. \ ■
- ' I-
f'.■■■>.. .Å. ’■ ' ' ‘2
■ ■ - .i^ *
"À. 1 _S«.___ •*. --.»ÍAkjílJL.
P. JO H A N S E N :
NORDISK OLDTID OG DANSK KUNST
C? c:? cp
• TR Y K T H O S • KR. KONGSTAD FR EDEN SBO RG MDCCCCVTI
(i) BLADE AF D A N SK K U N S T S H IS T O R IE (§) UDGIVNE AF FORENINGEN FOR NATIONAL KUNST
TREDIE BIND
R JOHANSEN:
NORDISK OLDTID OG DANSK KUNST
K Ø B E N H A V N
I K O M M ISSIO N HOS H . H A G ER U P M DCCCCVII
Oldtiden i Almindelighed har Betydning for os>
fordi den er fjærn; og enhver Udsigt i det fjæme, det aabne, det til alle Sider vidt tidbredte Rum hæ
ver Sjælen og forædler den. Den vorder tillige stor.
idet den rykker os nær.
N . M . Petersen.
DET KONGELIGE KUNSTAKADEMIS
BIBLIOTEK
NORDISK OLDTID OG DANSK KUNST
I
EN første Fremstilling: af nordisk Oldhistorie er vel Karel van Mander s ca, i 6 iO udførte Maleri ^ Prins Svends Død^^
som hængfer paa vor kgfl. Malerisamling:. Det har nog:en Interesse ved sine maleriske Værdier, men det vilde være g:anske forkert deri at søge særlig Følelse for eller Kjend- skab til dansk Oldtid og dansk Historie, saa meget mere som van Man
der har fundet sit Emne i Tassos Digtning.*) Renaissancetiden var hver
ken historisk eller archæologisk anlagt.
Men i det iSde Aarhundrede begynder Interessen for Nordens Fortid at gry som et Udslag af en fælles germansk-nordisk Bevægelse, en vaag- nende Opposition mod Frankrig, hvorfra siden Richelieus Dage saa me
get ondt var kommet over Europa. Tyskerne leder deres egne Fortids
minder op} Herman, der kæmpede for Friheden mod Romerne, forherliges som folkelig Stammehelt. Winckelmann var sig Kultur- og Aandsmod
sætningen mod Franskmændene skarpt bevidst. Fra Skotland udsender Macpherson i 1760 de Ossianske Digte, som alle baade dengang og endnu meget senere tog for ægte og henlagde til det 3dje Aarhundrede. Deres stærke nordiske Aand, deres svulmende Pathos og mægtige Vingeslag, deres lødige og friske Naturfølelse gjør det let at forstaa det overvæl
dende Indtryk, som de gjorde paa Datiden. Og vistnok har de i høj Grad bidraget til at vække Bevidstheden om, at de germansk-nordiske Folks Fortid rummede en betydelig og selvstændig aandelig Skat, som det vel
*) Dette er meddelt mig af Historikeren Loois Bobé} jfr. Euphorion VI J899 p. i ff.
9
var Umagen værd at søge at hæve. I Tyskland slog disse Ossianske Digte stærkt ned, og det er over Tyskland, og ved tyske Mellemmænd, at Bevægelsen kommer til Danmark.
Helt glemt havde den nordiske Gude-og Sagnverden dog aldrig været i Danmark. Sagl^tens har mundtlig Overlevering bevaret en Erindring der
om, ligesom den bevarede Kæmpeviserne, og lejlighedsvis har den fanget saa en, saa en anden lærd Mands Opmærksomhed. Man hører f. Ex. at baade Bartholin og Ole Worm har beskæftiget sig dermed. Men noget sammenhængende Studium eller ialtfald nogen Frugt deraf er der ikke Tale om før i „Oplysningstiden^ i det 18de Aarhundrede. Da er det, man atter giver sig til at læse Saxo og Snorre og begynder at lede selve Sa
gaerne op, og da er det at Interessen begynder at brede sig i videre Kredse.
Som antydet, var det en Tysker der først rørte ved disse Emner, nem
lig Joh. Elias Schlegel, der paa Holbergs Anbefaling var bleven ansat ved Sorø Akademi som Professor i Historie. Han døde der 1749, kun 31 Aar gammel. I det Ugeblad „D er F rem de^ han udgav, omtaler han i April 1745, at han har læst Saxo med stor Interesse, nævner Starkather og gjenfortæller Sagnet om Syritha og Othar. I Juli digter han en Dialog i Lukians Maner mellem Ymer og Loke, hvori afhandles det vigtige Spørgs- maal, om Kæmperne efter Døden skal gaa med Sværd ved Siden i Val- hal eller ikke; og i December offentliggjør han, alt i samme Ugeblad, en lang moralsk Fortælling om Gudernes Gaver til Menneskene — Tapper
hed, Mod, Skønhed, R y — med nordiske Guder som optrædende Per
soner. Den nordiske Karakter i disse Frembringelser er ganske vist næ
sten ingen, men han har dog henledt Offentlighedens Opmærksomhed paa den nordiske Gudekreds og de nordiske Sagn, gjort det første spæde Forsøg paa at udnytte dem kunstnerisk.
Det er vel ikke udelukket, at Schlegel kan være bleven ansporet af Hol
bergs Danmarkshistorie, der var udkommen allerd«^ i Trediverne og nok havde havt sin Del i atter at bringe vor ældste Historie frem i almindelig Bevidsthed, selv om Holbergs egen historiske Interesse væsentlig laa paa senere Perioder. Men alene vilde hverken Holbergs Danmarkshistorie el
ler Schlegels Ugeblad have sat noget for Kunsten brugeligt Spor, om der
JO
ikke var stødt andet til, nemlig det, at den berømte tyske Digter KIop- stock i J75i kom til Danmark og tog Ophold der i tyve Aar. Han bragte med sig den germansk-nationale Bevægelse. Flere Gange havde han selv behandlet oldtyske Emner (D ie H e rm a n n sc h la ch t — H erm an n a n d die F ü rs te n — H erm an n s T o d ) og man kan vel nok sige, at Traa- den gaar fra ham lige til Richard Wagners N ie b elu n g e n rin g . Sin In
teresse for det oldtyske overførte Klopstock paa det oldnordiske, og selv om dette ikke kom til at betyde noget for hans egen Produktion, da han for lange Tider var optagen af sin M essias, saa kom det til at betyde noget for os derved, at Interessen for det oldnordiske fik Stempel af hans store, af alle anerkjendte Autoritet.
Stemningen begyndte da nu at blive forberedt. Udslagene deraf maa vi først søge i Videnskaben og Litteraturen, thi paa slige Omraader gaar disse i Reglen langt forud for Billedkunsten.
Det første videnskabelige Bidrag ydes, mærkeligt nok, af en Fransk
mand, nemlig Mallet, der var indkaldt som Professor i fransk Sprog og Litteratur, og havde Lokale paa Charlottenborg, rimeligvis paa 2den Sal i Nordfløjens Vestende ud mod Kongens Nytorv. Han udgav i 1756 et Skrift: M onum ens de la m y th o lo g ie et de la poésie des C eltes, hvori han giver et Uddrag af Eddaens Beretninger, med Citater af Vølu- spaa, som han omhyggeligt har læst. Hans Fremstilling er klar og beha
gelig og de Bemærkninger, hvormed han ledsager den, er — for den Tid — særdeles forstandige, meget bedre end de Kommentarer, Suhm senere giver, og de er temmelig frie for deimes konventionelle og Grundt
vigs tendentiøse Forsøg paa idelig at bringe de gamle Myther og Sagn i Overensstemmelse med Christendommen. Mallet gjengiver foruden Edda- sangene. Indholdet af flere Sagaer, Grim og Hjalmar, Regnar Lodbrogs Dødssang, Uddrag af Snorre.
Samme Aar udkom et lyrisk Drama af Niels Krog Bredal, som 1771 blev Direktør for det kongelige Theater. Det hed: G ram og Signe el
ler K iæ rlig h e d og T a p p e rh e d s M e ste rsty k k e . Stykkets litterære Værdi vedkommer os ikke i denne Sammenhæng — det er „ualmindeligt i sin Gyselighed‘‘ siger Peter Hansen —, men det gjorde dog nogen Lyk
ke ved sin Fremkomst. Bredal mente selv at have frembragt noget epoke- II
gjørende nyt, men i Virkeligheden var det fctm den rent ydre Handling, der var nordisk, for saa vidt som den var hentet fra Saxos Fortælling om Kong Skjolds Søn Gram; men i hele det øvrige Tilsnit og Behandling holdt han sig ganske paa de gamle Baner. En vis Interesse for os faar Stykket ved, at vi her har Billedkunstens første Berøring med oldnor
diske Emner, idet Udgaven var forsynet med Kobberstik af Lode efter Tegninger af Peter Cramer (1726-82). Denne var Theatermaler og malte ved Siden deraf Fremstillinger af dansk Folkeliv, som dengang ingen an
den beskæftigede sig med; men i Illustrationerne til Bredals Skuespil vi
ser han sig aldeles uden Kjendskab til den Oldtid, hvorfra Emnet var taget. En national Karakteristik i Mennesketyper faldt det i de Tider in
gen ind at søge, men selv i Kostumer og Apparat holder Cramer sig gan
ske til den franske Heltetheater-Stil med dens pseudo-klassiske Tilsnit, og der er heller ingen Grund til at tro, at man ved Opførelsen skulde have tænkt paa at faa noget andet Udstyr.
Udviklingen gaar langsomt. Ti Aar efter, 1766, udsender Gerstenberg et „ G e d ic h t eines S k a ld e n '' (Kopenhagen, Odense und Leipzig), hvori han paa Tidens sentimental-romantiske Maade, men dog med af
gjort poetisk Begavelse, vil forherlige det gammel-nordiske Fostbroder
skab. Venskabet var jo Tidens Ideal. Om han i nogen Grad har været til
skyndet eller paavirket af de ossianske Digte, der var udkomne 1760-63, maa overlades til Litteraturhistorikerne at af g jøre. Men Digtet indeholder dog et talentfuldt og bevidst Greb baade efter nordisk Aand og efter nor
disk Karakteristik, et langt klarere og mere forstaaende Forsøg end Schle
gels paa at erobre den nordiske Oldtidsverden for Digtekunsten. Gersten
bergs Digt er overvejende lyrisk, dets dramatiske Indhold er ringe. Ved sin poetiske Flugt og Fart kan det have bidraget ikke saa lidt til at vække Sansen for det nordiske, og nordisk er dets B etoning af N a tu rs te m n in g en . Men dets Bidrag til positiv Kundskab om det oldnordiske ind
skrænker sig til det Apparat af Navne og Betegnelser, der opstilles foran selve Digtet som en „ E rlä u te ru n g der E dd en sp rach e und der A n sp ielu n g en in diesem G ed ich te", for at disse Benævnelser i selve Digtet ikke skal være Læseren ganske ubegribelige. Pudsigt er det, at han til bedre Forstaaelse sammenstiller Fansal, Gudernes Moders Slot, J2
med Hirschholm, Gladheim med Frederiksborgf ogf Vingfolf med Fredens
borg;.
Som en Prøve paa Digtets Karakter hidsættes følgende Beskrivelse af, hvorledes Skjalden og hans Ven Halvard ser Havgadinden BlakuIIar bade sig:
Die Gottinn sah ihr himmlisch Bild Wie es die Wasserscene füllt?
Bescheiden schlüpfte sie zur Tiefe nieder:
Allein das Ebenmass der weissen Glieder Strahlt durch die heitre Fläche wieder.
Es scheret tim ihren Hals ihr blondes Haar, verbirgt ihn halb, stellt halb entblösst ihn dar.
Die seidnen Locken spielen mit den Lüften, Und thauen dann herab auf Marmor-Hüften.
Die Wangen blühn in seelenvollrer Gluth;
Die runden Arme rudern durch die F lu th ; Die kleinen Füsse rudern, sanft gebogen.
Der volle Busen wallt auf earten Wogen.
Die sternenvolle Nacht umschwebet sie.
Die Flur ist Duft, der Wald ist Melodie.
Saaledcs er Digtet. Glødende, farverigt, billedmalende, klangfuldt og flydende er det som en Forløber for Oehlenschlager.
Der skolde endnu hengaa 4 Aar, inden den Klopstockske Paa virkning fremkaldte et nyt og betydningsfuldt Digterværk, nemlig Johannes Ewalds Drama R o lf K rage (i770). Det nordiske deri gaar endnu ikke videre end til Handlingens Skelet, og naar Stykket fremtraadte som et relativt Brud med det overleverede og derfor ingen Lykke gjorde, laa dette Brud ikke i det nordiske Motiv, men paa et rent litterært Omraade, nemlig Op
givelsen af den versificerede Dialog.
Men i det følgende Aar, J77i, udgav Historikeren Suhm sit Skrift
„O m O d in og den h ed n isk e G odelæ re", der maa have vakt betyde
lig Opsigt. I en flydende og underholdende Fremstilling gjorde han en stor Kundskabsmasse tilgængelig for den dannede Almenhed. Man for- bauses over at se, hvor omfattende de Studier var, hvorpaa han byggede.
Ikke blot har han været fortrolig med alle sin egen Tids Forfattere rundt om i Europa, men af hans Citater fremgaar tydeligt, at han nøje kjen- der Saxo og Snorre. ja har læst adskillige Sagaer paa det oldnordiske
V. 13
Sprogf. En anden Sagf er det, at de Theorier han bygfgfede op paa Grund
lag af sin Viden, senere har vist sig saa uholdbare, at de i vore Øjne synes pudsige. Grundfejlen i hans Syn var, at han — som dengang alle — stadig gik ud fra, at Nordboerne i deres oprindelige Hjemstavn i Asien nødvendigvis maatte have kjendt den „sande Tro", inden de gik over til Hedenskabet — en Opfattelse, som man ogsaa i vore Dage kan støde paa Rester af, om ikke just i Litteraturen. Desuden spilder Suhm megen Møje paa at faa etableret en historisk Forbindelse mellem Asa-troens Guder og de ældste Sagnkonger, hvorved han bl. a. kommer til at op
stille en hel Række Odin'er. En Prøve paa, hvilke kuriøse Slutninger hans Raisonnementer paa dette Omraade kunde føre til, er følgende:
„Men hvor meget end findes i denne Theogonie, som man kan troe, at Odin og hans Anhængere selv have enten opfundet, eller og ved deres Myndighed stadfæstet, saa er dog derudi adskilligt, særdeles den Beret
ning om Surtur, som skulde ihjelslaae Guderne, hvilket maae være tilsat af hans Uveimer".
Den Interesse, som Suhm ved dette Skrift vakte for den nordiske Old
tid, forfulgte han videre ved i de nærmest følgende Aar at gjøre de gamle Sagn til Gjenstand for digterisk Behandling i en Række Noveller, om hvilke Peter Hansen siger, at „den læsende Verden greb begjærlig efter^' dem. Naar man nutildags „griber efteP' dem, saa undres man først over at finde meget mindre nordisk Aand og Karakter i dem, end man efter hans Skrift om Odin skulde have formodet, og dernæst lægger man Mær
ke til, at han til den digteriske Behandling vælger Emner af Sagnene, ikke af Gudelæren. Maaske har han været i Forlegenhed med, hvorledes han skulde lade Guder optræde, medens det faldt ham naturligt og selv
følgeligt, at Sagnenes Mennesker optraadte og talte paa lignende Maade som andre Meimesker i Samtidens Digtekunst Flere af Novellerne er holdte som Dialoger i Tidens sentimentale Hyrdestil, i andre kan man med god Villie mærke en svag Spire til det, Oehlenschlåger senere gav i sin Prosabehandling af Sagaerne; men om nogen virkelig oldnordisk Karakter eller om archæologisk Stil og „Kostume^' er der hos Suhm al
deles ikke Tale. Disse Novellers digteristiske Værd er ogsaa kun ringe, og dog bidrog de meget stærkt til at fremme Interessen for oldnordisk
14
Gudetro og Historie. I disse Aar, i773-75, skrev Johannes Ewald sit andet nordiske Drama, „B alders Død'', utvivlsomt under Paavirkningaf Suhm, i hvis Skrift om Odin netop Balder-Sagnet kortelig cr fortalt. „B alders D ød" er et Skridt nærmere ved den oldnordiske Karakter end „ R o lf K ra g e " , men man føler paa den anden Side klart, hvorledes Ewald har manglet al Viden at supplere med, hvor Sagnets korte Text slap opj der
for glipper det for ham i den nærmere Udformning og selve Sagnet er ganske misforstaaet. — Netop dette, at man ikke kunde faa fat paa den oldnordiske Karakter, fordi man manglede den fornødne archæologiske Vi
den, gjorde, at der selv efter Fremkomsten af „B alders D ød" gik lang Tid, uden at de nordiske Emner fik rigtig Livskraft. Der kommer et enkelt Digt, enkelte Fortællinger, — men først da Abrahamson oversatte Sagaerne, da Nyerup udgav Edda i 807 og Grundtvig det følgende Aar sin „ N o r dens M y th o lo g ie", var Jordbunden forberedt tilstrækkeligt for den fulde digteriske Udnyttelse af vore Oldtidsminder, saaledes som den fik Ud
tryk i Oehlenschlågers og Grundtvigs Værker. Først ved dem og med Theatrets Hjælp springer de nordiske Skikkelser levende og plastiske frem for alles Bevidsthed, med særegen Tale, Karakter og Udseende.
EFTERSKRIFT. — I Johann Bemouillis Sammlung kurzer Reisebe
schreibungen (Berlin 1787) findes en Beretning om, at der paa Herresædet Ledreborg ved Roskilde ved Fortalet er 6 Lygter, hvorpaa „nach Anlei
tung der Edda sind etliche Züge des ältesten nordischen Aberglaubens in Bildern von Metall vorgestellt, worin das Feuer die Rolle spielt". Blandt disse er Odin paa Baalet, Liget af en nordisk Helt „in vollem Harnisch"
paa Baalet, og „Bifrost oder die gebogene Feuerbrücke mit 3 Regen
bogenfarben". Disse Fremstillinger angives at være udførte efter Tegning af Justitsraad, Overlandmaaler Hammer, sikkert i Aarene 1752-60. Denne omtales ikke af W^eilbach og maa da antages at have været Dilettant.
Sammesteds anføres, at der i Parken 1759 blev opstillet Statuer af Odin Alfader og Knud den Store; den førstnævnte forestiller dog i Virkelig
heden Dronning Margrethe. Disse Ting existere endnu.
Slige Træk bidrager til at kaste Lys over, hvorledes Interessen for Nor
dens Oldtid begynder at røre sig ved Midten af det 18de Aarhundrede.
15
n
E T første Glimt af nogfet oldnordisk indenfor Billedkunstens Omraade kom i 1743. Kunstneren Marcus Tusscher, en Mand af alsidigf Begfavelse^ som da netop var indkaldt til Danmark, havde planlagt et Værk „A h eced ario d ella a r c h ite ttu r a civile", som haandtegnet og haandskrevet, men ufuldført, nu findes i Kunstakademiets Bibliothek. Paa et af de sidste Blade (No. 51) har han gjort et Udkast til et obeliskagtigt Monument paa Amagertorv i Anledning af Kjøbenhavns Ildebrand 1728, og paa Obe
liskens øverste Del har han skrevet: „ T u tto Pobelisco sara co p erto di le tte re ru n ich e per esp rim ere til f a tto tr is to " ot hele Obelisken skal dækkes med en Runeindskrift til Minde om den sørgelige Begivenhed.
Hvorledes han er falden paa denne Tanke med Runerne, vides ikke. Pro
fessor Jens Møller bemærker derom (1812): „Jeg formoder for at Indskrif
ten paa den danske Obelisk skulde ligesaavel koste de Lærde Hovedbrud som Hiferoglypherne paa de ægyptiske Obelisker".
I Treserne kom Grunds Figurer i Nordmandsdalen ved Fredensborg.
De er ganske vist ikke oldnordiske, men dog fremgaaede af en beslægtet Interesse, i deres omhyggelige Gjengivelse af de forskjellige Folkedrag
ters Udtryk for en parallelt løbende national Strømning.
Da Ewalds Skrifter skulde udgives med Titelkobbere (de udkom 1780), henvendte man sig til Abildgaard, hvis Tegninger det var Hensigten at lade stikke i Kobber af Clemens. Men de fandt saa lidet Bifald, at man efter det første Bind overdrog Fortsættelsen til Chodowiecki. Deime polsk
tyske Kunstner var med Rette anset, navnlig for sine smaa Genrefrem
stillinger af Samtidens Liv, men noget Bidrag til det specielt nordiske kunde man selvfølgelig ikke vente sig af ham. Han benyttede til Ewalds Dramaer et konventionelt tysk-middelalderligt Kostume. „Af den Grund fik vi Riddere af samme Slags som i de tyske Taschenbücher" siger
16
Ab i l d g a a r d: s v e n d TVESKÆG LØSKØBES Tilh. Kunstakademiet.
Ab il d g a a r d: o s s i a n. T ilh .K u n stm u seet.
i-I - ..
„V-..
■
i--
H .>1 -,v''% *
' » t / ¿M
- ' r -r-^:'v.;V: - Ä
-t:
':ví
Høyen (Skrifter IIL 131). Men disse Illustrationer havde i den følgende Tid ikke saa lidt Indflydelse paa de danske Kunstnere.
Sansen for den nordiske Historie gjorde sig ogsaa gjældende ved Kunst
akademiet. Ganske vist var her, som overalt i de Tider, Antiken det høje Maal, man fulgte — om end i meget lang Afstand og vassentlig set gen
nem Poussins og Lehruns Briller. Ved Guldmedaillekonkurrencerne valg
tes altid Opgaverne blandt antike eller bibelske Emner, men lige fra Aka
demiets Indstiftelse paa Charlottenborg 1754 blev det Skik, at man til de Arbejder, som udførtes for at opnaa den akademiske Medlemsvaerdighed, de saakaldte „Receptionsstykker", valgte Emner af nordisk Historie, og blandt disse forekom i Aarenes Løb ogsaa et Par fra den oldnordiske Gude- og Sagn-Verden.
Dette skete første Gang 1776, altsaa efter at Suhms Skrifter og Ewalds Dramaer var fremkomne, da Peter Brunniche som Medlemsarbejde fik antaget et Maleri, der fremstillede: „Gram, Konge af Danmark, drager ud for at bejle til den svenske Prinsesse Gro. Scenen er i en Skov, hvor de mødes". Det blev kun ved Hjælp af Arveprinsens Stemme antaget og gjorde ingen Lykke paa Salonen 1778 — med Rette; thi det er et yderst tarveligt Billede. Af nordisk er der ikke andet deri end en Smule Pels
værk.
I et noget køligt Forhold til det oldnordiske stod Abildgaard, men hans Billeder med Motiver af Danmarkshistorien bidrager dog til at belyse hans og Tidens Syn paa Nordens Oldtid. I 1777 hjemsendte han en „historisk Tavle efter Saxos danske Historie". Den existerer formentlig ikke mere;
Weilbach gætter paa, at den har fremstillet Hamlet i en eller anden Si
tuation. Aaret efter kom hans Medlemsarbejde, hvis Titel var: „De dan
ske Fruentimmer give deres Prydelser og Klenodier for at udløse Kong Svend Tveskiæg fra Jomsborgerne, som havde fanget ham i Krig". I hele sin kunstneriske Opfattelse er det en temmelig mat Efterklang af Poussin. Man har talt om det særligt maleriske ved dette Billede, men deraf ejer det i Virkeligheden ikke ret meget, ialtfald naar man opfatter Lyset som en væsentlig Bestanddel af det maleriske. Hellere maatte man tale om den smukke Farveudfyldning af Billedfladen, selv om Enkelt- farverne tildels drukner i Mørke. Det eneste, som kunde kaldes malerisk,
2i
er den siddende Kriger med Glanslysene paa den mørkgrønlige Rustning.
Kong Svends røde Kappe er vel bevaret og viser Abildgaards Evne til at gjøre en vanskelig Farve harmonisk, men ellers ligner Kongen nærmest en udplyndret Don Ranudo. Stemningen i Billedet er en mat Trøstesløs
hed; der er ingen Varme og Iver i Figurerne, — og der spores heller hos Abildgaard nogen virkelig Varme for Emnet. Derfor ejer Billedet ikke det mindste af særlig nordisk Kolorit, skjønt det ingenlunde er udelukket, at Abildgaard selv har ment, at den var der. Man har sikkert paa hin Tid havt en Forestilling om, at den nordiske Oldtid kunde blive en Motivkilde for Kunsten paa lignende Maade som den klassiske Old
tid; men at den skulde kræve en gjennemgribende indre og ydre Stilfor- skjel, har man ingenlunde været klar over. I saa Fald havde man neppe givet sig i Kast med den. Navnlig for Abildgaard gjemte alene Antiken de høje kunstneriske Idealer, som det var værdt at stræbe efter. At overhovedet kunde faa nogensomhelst Interesse for oldnordiske Emner, det skyldtes dels hans videnskabelige Anlæg, dels og navnlig det, at han i dem kun saa en ny Emnekreds, som kunde heldes i de gamle klassiske Rammer. Hans køligt raisonnerende, ikke kunstnerisk betagne. Forhold til disse Emner belyses ved det bekjendte Svar, han paa et senere Tids
punkt gav Oehlenschlager: „Ja jeg er ved Gud ikke den Mand, som sæt
ter sig imod noget godt og sindrigt, fordi det er nyt".
Betegnende nok var det, ialtfald tildels, ad en litterær Omvej, Abild
gaard kom den nordiske Oldtid nærmest, nemlig gjennem Ossians Digte.
Disses højt svungne Pathos — der bl. a. ogsaa betog Blicher saa stærkt
— havde særlige Chancer for at gribe en Mand som Abildgaard, der var litterært anlagt og i det hele, trods udpræget koloristisk Sans, af Naturen var mindre anvist paa at finde og uddybe sine Emner ad Øjets h Vej end gjennem Tanken. Det er Skade for ham, at han ikke levede i I : Prærafaeliternes Periode. Paavirkningen fra Ossian har fremkaldt det fri
skeste og mest storstilede, Abildgaard overhovedet har malt, nemlig det lille Billede af den blinde Ossian, der synger i Skoven. Muligvis har hijn netop tænkt paa det Digt, der kaldes Ossians Svanesang. Der har været noget i denne Ensomhedens tragiske Storhed, som har rørt ved Strenge i hans eget hypokondre Sind — ogsaa han følte sig jo ene og lidet for-
22
staaet. En bevaret Tegningf i Kobberstiksamlingen (No, 64) kande tyde paa^ at ban, mere eller mindre bevidst, bar betragtet Ossian som et Slags Parallel til Homer. Men berved understreges en Forskjel, som bar sin Rod i Abildgaards egen nordiske Nationalitet. Tbi ban bar avilhaarligt lagt Vægt paa noget, som græsk - romersk Kunst, saa vidt vi kjendcr den, aldrig drog med ind i Kredsen af sine Virkemidler, nemlig Naturstem- ningen. Ossian er i Abildgaards Fremstilling ikke blot, som Homer, en Personifikation af et Folks store Traditioner; ban er meget mere en Per
sonifikation af Menneskets Samfølelse med den store, gaadefulde, over
mægtige Natur. Paa en vis Maade er ban som en Forløber for den T ra
gik, der senere faar Udtryk i Oeblenscblagers Hakon Jarl, — det baarde trodsige Fjeld, som dog maa smuldre for Tidens Angreb. Abildgaards Ossian bører sammen med det aabne, vilde Hav og de uendelige mørke Skove; deres Brusen er i bans Sang. Der er i dette Billede en Svulmen, som man ellers ikke træffer bos Abildgaard. Vinden suser i Morvens gamle Ege; den pisker Bardens bvide Skæg og løfter bans Kappe i store tunge Folder. Hans Greb i Harpen faar Strengene til at skrige omkap med Stormens Hvin og Grenenes Knagen.
Faa Ting viser saa godt som dette Billede, hvilket overvældende Ind
tryk Ossian gjorde paa Datiden. Men det staar som et blændende Glimt i Abildgaards Produktion. Man bar Tegninger af barn, bvor ban illustre
rer Ossian, men der bolder ban sig nærmere til den klassiske Stil.
En Omstændighed, som særligt havde drevet Abildgaard ind paa at sysle med en Del Tegninger af nordisk-mytbologiske Emner, var den, at ban kom til at gjøre Kostumetegninger til Ewalds „B ald ers Død'^, da dette Skuespil, som i 775 var opført første Gang paa det kgl. Tbeater, i i779 skulde udstyres paa ny og med større Pragt. Man kan endnu dan
ne sig en Forestilling om, hvad denne Pragt betød*). Der anføres saa- ledes, fra Sæsonen 1777-78: „ i grøn Taftes Mandsdragt besadt med Sølv-Galoner og garneret med sort Silke-Flosz, guul Kappe og Buxer med tilhørende Hielm. t ditto med Kyrads af drap d'argent besadt med Guld-Galioner, blaae Kappe foeret med Guld-Flobr og drap d'or Hue.
•) Kg. A. D. Jørgensen: „Den danske Skueplads f Aarene 1772-84“, trykt i „For Idé og Virkelighed« J87J. I. p. 279-88.
23
i ditto af blaae Atlask besadt med Gald-Galloner, rød Kappe, Kyrads o? Hielm. i ditto af gfrøn ogf rød Taft med grønne Slanger, Kappen af sort Flos med rød Foer, garneret med Sølv-Galoner. } Fruentimmerdragt af grøn Taft med sort Silke-Flosz, besat med Guld Kniplinger og Perler^
osv. osv. Fra Sæsonen J778-79 bl. a.: „ i graae Silke Valkyriedragt med sorte Baand, og til Statister: i 2 Par blaae Tvilles Trøyer malet med sort som Skiæld og 12 Par lange guule Skindbuxer'^ Nanna var meget fint udstyret med: „ i Hals Smykke af ægte Guld Litzer, i Par Pampuszer med Messing paa Næsen, i Par Blaae Silke Strømper med røde og hvide Svikler, 2 Messing Ringe til Armene og i Par goule Støvler". Der ofredes i det hele megen Møje paa Opførelsen. Der holdtes 2 Prøver i Dramatisk Selskab og 20 Prøver paa Theatret og det siges, „at Prøverne ofte have vedvaret ud paa Natten". Ifølge Regnskabet blev der bl. a. betalt Abild- gaard 50 Rdlr. for forskjelligt Arbejde ved at male paa Skjolde, Hjælme, Sko og Dragter, og en Fane paa blaat Silketøj med Galdfrynser, „i Midten paa begge Sider malt en Lynild eller Tordenkil gult i gult og roseret med Guld, Fanen befæstet til en Stang bestaaende af en stor Fugl paa Enden forgyldt". Endvidere omtales bl. a. „22 Vilmænd Parykker, 2 Lokker til Hr. Galeotti og 2 meget lange Haar til Madam Galeotti, en hvid Hest- rompe og 12 Svanefjer, en Vildkatteskinds Kappe samt forgyldt en Ulv"
osv. Man har aabenbart strengt sig an.
Der findes i Kobberstiksamlingen en Række Tegninger af Abildgaard, som ikke usandsynligt staa i Forbindelse med dette Arbejde for Thea
tret, og som maaske tillige have været Forarbejder til de paatænkte, foran omtalte. Illustrationer til Ewalds Skrifter.
Medens Abildgaard, hvor det gjaldt Malerier, „den store Kunst", neppe har ment at kunne slippe de antike Idealer, ser vi ham her, hvor det kun drejer sig om Theaterkostumer og Illustrationer, fra en noget anden Side.
Hans Fantasi har i disse Tegninger virkelig arbejdet i Retning af noget nordisk-nationalt. Naturligvis maatte han, som alle andre, være lidt i Forlegenhed med Kostumer, Vaaben etc., da han jo manglede archæolo- gisk Materiale. Først meget senere (1807) oprettes oldnordisk Museum.
Men han har for et Øjeblik helt skudt sine antik-klassiske Idealer til Side; selv sine sædvanlige meget høje Figurtyper opgiver han for at søge
24 ry
Ab il d g a a r d :
HERTHAS PRÆST — DROTTEN — EN BARDE EN KONGE — RAGNHILD
Kobberstiksamlingen.
mere bredskuldrede og sværlemmede Proportioner, som kunde gjøre et nordisk Indtryk. Paa en omhyggeligt udført Blyantstegning ligner Thor nærmest en kraftig dansk Godsejer med blond Skæg. Med Hensyn til Dragterne, hvor andre var ganske i Vilderede, har han baaret sig meget forstandigt ad, idet han er gaaet ud fra det Spørgsmaal: hvorledes vil man i et primitivt Samfund lettest beklæde en Mand imod Kulden? Og han har svaret sig selv: mest naturligt og praktisk ved et Slags Bluse med et bredt Bælte om Livet og Hoser, som ikke er tætsluttende. En stramtsiddende Dragt vilde kræve en udviklet Skrædderkunst, og derfor maa de gamle Nordboers Klæder falde folderigt om Legemet. Somme
tider indblander han rigtignok Smaatræk fra tyske Ridderdragter, som Sporer og Hjelmklæder, men paa den anden Side findes der ogsaa Teg
ninger, som viser, at Abildgaard først har fundet Hovedtrækkene af det nordiske Kostume, der siden blev staaende ved Opførelsen af Oehlen- schlagers Tragedier og derfra gik over i senere Fremstilling af nordisk Hedenold, gradvis korrigeret ved den stigende archæologiske Indsigt. Der findes f. Ex. en Tegning af en Konge med Krone, en stærkt bygget Mand, hurtigt og djærvt tegnet ned i et Øjebliks Inspiration. Saaledes kunde man tænke sig en Mand fra Nordens Skove, en af Hakon Jarls Mænd;
Stilen i hans Holdning og Bevægelser passer godt til Oehlenschlågers Idealer. Et Par Tegninger af Brage har en lignende Karakter. Abildgaard har selv været Mand nok til ikke at tænke sig den nordiske Sanggud mild og sentimental efter det 18de Aarhundredes Maner, men som en Druide, en skægget Barde. Paa en anden, farvelagt. Tegning af Brage slaar rigtignok Bestræbelsen for at fremhæve det uciviliserede over i sin Karikatur — sligt viser, hvor ny og vaklende Grunden var under disse Forsøg. Derimod viser Abildgaard sig i et Par Tegninger af Herthas Præst og en Barde næsten som en Forløber for Constantin Hansen, medens andre Tegninger (Ragnhild og Ebbe) har direkte Tilknytning til Sam
tidens Almuedragter.
27
in
BILD G AARD s tolv Aar ældre samtidigfe Johannes Wiede- welt gfav sigf som Billedhogfgfer vistnok slet ikke af med det nordiske. Men han var tilligfe en megfet ivrigf og produktiv Tegner, og blandt hans efterladte Tegninger findes en lang Række, som fremstiller Optrin af Ewalds „ B a ld e rs D ød", De give Indtryk af, at han har havt Lyst til at illustrere en Udgave af Skuespillet og tillige at han havde ønsket at levere Theatret Kostume- tegninger til Opførelsen; men noget aldeles bestemt kan ikke siges herom, da disse Tegninger — lige saa lidt som de omtalte af Abildgaard — er date
rede, De tilhører Kunstakademiets Bibliothek, som sandsynligvis har faaet dem fra Malermester Neuhausen (Stifteren af Neuhausens Præmier); han ejede dem ialtfald i 1812 og har formodentlig købt dem efterWiedewelts Død, Der findes to Bind med indklæbede Tegninger, Det første er dateret 1773 og viser Wiedewelt som archæologisk studerende. Han har tegnet, hvad han kunde overkomme af nordiske Oldsager paa det kgl. Kunst- kammer — det er ikke meget — og desuden har han kopieret Detailler af Bayeux-Tapetet, hvor han saa har faaet fat paa Gjengivelser af dette, og andre Ting, især middelalderlige Ringbrynier, Flinteredskaber og nogle Runestene, Endelig er der et Uddrag af et engelsk Skrift om gamle Mo
numenter i England og Skotland,
Disse Studier har antagelig været Grundlaget for det, som findes i det andet Bind, der ikke bærer nogen Datering, Paa Titelbladet staar: B al
ders D ød, 72 E sq u isser, A d sk illig h e d i D ra g t og R u stn in g , I,
■Wiedewelt inv. Det er temmelig store Tegninger, dels Illustrationer til Dramaet, som de næsten følger Scene for Scene, dels Tegninger af Vaa- ben og Hovedbedækninger, Med Kostumets nordiske Karakter er det kun smaat bevendt, Paa det første Blad træffer vi Thor og Balder i Renais-
28 v>
sancetidens Pladerustninger og lange Støvler, som man kjendte det fra gamle Portrætter. Og naar man paa det næste Blad („Dø sk al jeg da".
Akt I Scene 2) ser Balder med sænket Hoved og sentimentalt udstrakt Haand, saa er man øjeblikkelig orienteret i den Tid, der fremkaldte Wes
sels „ K æ rlig h e d uden S trø m p er". Og det mærkelige er, at man og- saa ideligt mindes om Klæstrups bekjendte Illustrationer til Wessel; der er de samme dumme Munde og ubeskriveligt „snottede" Braknæser. A n
dre Steder kommer man til at tænke paa Holbergs „ U ly sse s" ; i T eg
ningen til Akt I Scene 8 — „ N u k iæ k k e B ald er, nu p a a k a ld din F ad er" —slaas man q u an tsv is saa godt som Chilian og Marcolfus. K o
stumet bærer nærmest Præget af Wiedewelts egen Opfindelse; man kan ialtfald vanskeligt tænke sig, at disse halvlange Underbenklæder og op
slidsede Skørter har været anvendte paa Theatret. Om nogensomhelst virkelig nordisk Karakter, end sige archæologisk Korrekthed er der al
deles ikke Tale. Og naar dertil kommer, at disse Tegninger i kunstnerisk Henseende er yderst ringe, saa er det ikke at undres over, at de paa os udelukkende gjør et komisk Indtryk. De har intet, som kan bøde her- paa. Wiedewelt var aldrig nogen god Tegner, men intetsteds mindre end her. Legemsbygning, Foldekast, Lys og Skygge, — alt er lige daarligt;
og tilmed er alle Figurerne lange og vredne som ledeløse Orme, flove, opstyltede og sentimentale i Gebærder, hule og tomme i Følelse, smag
løse i Linieføring. De er kun et Vidnesbyrd blandt mange om, hvor ringe Wiedewelts kunstneriske Evne i Grunden var.
Til Wiedewelts egentlige Illustrationer til „B ald ers D ød" slutter sig en Række Enkelttegninger af Guder. Der er Odin med Ulve og Ravne (en parodisk Gjenklang af Abildgaards Ossian), Frigga, Freja, Thor og Freyr paa deres Vogne og Nornerne med en elendig lille Ygdrasil. En
kelte af disse Tegninger bærer en Henvisning til Saxo. Tilsidst kommer Tegninger af Vaaben og Hovedbedækninger. Wiedewelt har pisket frygte
ligt paa sin Pegasus, og endda er Resultatet kun pudsigt. Det gjaldt om at finde noget, der var Helte værdigt, og følgelig gik Wiedewelt ud fra Forestillingen om Herkules med Løvehuden, hvis Gab danner som en Hjælm over hans Hoved; men istedetfor Løven har han anvendt alle mulige andre Dyr, uden nogen ydre Begrundelse. Der er Hovedbedæk-
V 29
ningef i Skikkelse af Elefanter, Heste, Tyre, Slanger, Paafugle, K al
kuner, Kaniner, ja endog af en Hummer og en Torsk. Mærkeligt er det, at man senere gjenfinder en af Wiedewelts Sværdformer paa EckersBergs Medlemsstykke — har Theatret antaget dem?
Vi kan ikke andet end le ad disse Tegninger. Men Samtiden betrag
tede dem med den dybeste Beundring. Endnu i 1812 skriver den for
træffelige Professor Jens Møller i sin foran citerede Afhandling om den nordiske Mythologis Brugbarhed for de skønne Kunster (Skand. Litt.
Selsk. Skr.) saaledes: „Ligesom Poulsen med Forkjerlighed malede Op
trin af den danske og norske Historie, saaledes var det tvende andre Kun
stens Coryphæer iblandt os, en Wiedewelt og en Abildgaard, som først aabnede og ved dagligt Studium omsider overtydede sig om, hvilken rig Skat af danneligt Stof den nordiske Mythologie frembyder de bildende Kunster og især Maleriet. Begge have ogsaa efterladt sig Tegninger, hen- hørende til den nordiske Mythologie; og af disse er Wiedewelts talrige Samling et uskatterligt Mindesmærke om denne Kunstners Flid, Opfind
somhed og Forkjerlighed for den nordiske Mythologie. O , hvorfor vilde han, hvem alle skjønne Kunsters Genier vare saa hulde; han, som kun
de alt, hvad han vilde, hvi vilde han ei tillige, som Michelangelo, være Maler? Han, der tegnede reent og kraftfuldt som denne, var genialsk Architect og classisk Billedhugger som det Italiens Under, hvi vilde han ei overtyde vor vantroe Tidsalder om Muligheden af, at een Mand kunde endnu i vore Dage, som i Italiens gyldne Alder, studere og udøve alle de bildende Kunster i deres hele Omfang? Intet var blevet nægtet den Mand, der forenede et saa sjeldent Genie med udholdende Flid. Hvi greb han da ei selv Penselen, og iførte sine egne Skabninger hiint indtagende Farvegevandt, hvori de som fuldendte Kunstværker kunde, uden frem
med Hjælp (ot i Kobberstik), fremtræde for Almenhedens Øjne? Den langsomme Meisel kunde her ikke erstatte ham den hurtigt skabende Pensel. Derfor henligger nu hans Aands Yndlingsfostre, og forvente Grav- stikkens Understøttelse. . . Under nærværende Omstændigheder ville maa- ske endnu adskillige Aar hengaae, inden Almenheden kan nyde det skjøn
ne Offer, som Danmarks første Billedhugger i sine Fritimer og meest til egen Fornøjelse har bragt de nordiske Guder^^
30
WIEDEWELT; BALDER. AKT I. SCENE 2.
VIEDEWELT; BALDER OG MOTHER. AKT L SCENE 8.
W iE D E W E L T ; THOR PAA SIN VOGN.
W IE D E W E L T : HOVEDBEDÆKNINGER.
I en Note tilføjer Jens Møller: „Samlingen bestaaer meest af Sfcieeer, hvoraf dog en Deel ere temmelig udfyldte, hvis Hovedfortjeneste er O p
findelse, characteristiskt og passende Coastume og ægte nordisk Kraft.
Hvad Feil der maatte forekomme, er meest i Tegning, som jeg over
lader Andre at bedømme. De fleste Tegninger . . . henhøre til Ewalds Bal
ders Død, een eller flere til hver Scene deri, alt eftersom de handlende Personer skifte Stilling. Af disse kunde sikkert mange benyttes til en ny Pragtudgave af Ewalds Digte, ligesom og den Kunstner, der i Tiden skal levere Tegninger og Kobbere til Prof. Oehlenschlågers nordiske Digte, vil heraf kunne vente sig betydelig Hjælp".
Endnu i 1812 saa man ikke Afstanden mellem disse Tegningers Flov
hed og Oehlenschlågers ungdommelige Kraft.
Jens Møller fortsætter noget efter: „Saa stort og frivilligt (o: som Wiede- welts) var vel ikke det Offer, som Abildgaard nedlagde paa de skandina
viske Guddommes Alter, men dog betydeligt nok, til at fortjene Omtale og Erkjendtlighed. I sine tidligere Aar var han saa indtagen af Sønden, at han ej lod Norden vederfares Ret. Man fortæller, at han saagodtsom maatte tvinges til at male sine Mesterstykker af den nyere danske H i
storie paa Christiansborg; og neppe har han con amore gjort sine T eg
ninger til Ewalds Digte; thi hvorledes kunde de ellers være bievne for
trængte af en Fremmeds, var denne Fremmede end en Chodewiecki. Men at han dog siden fik Norden, ja endog vort Hedenold kjerere, det vise hans efterladte didhenhørende Tegninger. Ewald havde begyndt hans Omvendelse, og Oehlenschlåger vilde have fuldendt den, hvis endnu no
gen Tvivl hos ham var tilbage'^
Forøvrigt viser det sig i Slutningen af Jens Møllers Afhandling, at og- saa han endnu gaar ud fra, at man i det egentlig kunstneriske neppe vil kuime fjerne sig synderligt fra det antik-klassiske Mønster. Fordelene for Kunsten ved at øse af den nordiske Mythologi finder han væsentlig i de nye Emner, de „nye Symboler" og det nye allegoriske Materiale.
33
IV
E N S M Ø L L E R nævner, i Begrundelsen af det citerede Stykke, Poulsen d: Erik Pauelsen, der opnaaede en betyde
lig; Popularitet som Historiemaler, men rigftifnok ikke be- skæftig;ede sig; med Oldtiden, kun med Emner af senere Historie. Hans Medlemsarbejde (i784), en aIIeg;orisk Frem
stilling; af Kalmarunionen, er, trods en harmonisk Farve, svag;t og; fandt heller ikke i Samtiden ubeting;et Anerkjendelse. Derimod udførte han nog;le ret store og; omhyggelige Tegainget, navnlig; „Anna Colbjørnsen og; Sven
skerne" og; „Præsten Hans Madsen hos Daniel Rantzau", som blev gjen- gbme i Kobberstik, der vandt megen Udbredelse. De fandtes i Begf7ndelsen af det 19de Aarhundrede meget hyppigt paa Væggene hos Borgerfolk (Høyen Skr.III, 21é) og endnu i vore Dage kan man træffe dem, især paa Landet og i Provinserne. Originaltegningerne findes i Kobberstiksamlingen.
De mangler hverken en vis Dygtighed i Komposition og Udførelse eller Kraft i Fortællingen, og de har sikkert havt deres folkelige Mission. 1 1780 havde Pauelsen udstillet et graat-i-graat malt Billede af Rolf Krage, men ellers har han neppe skildret den egentlige Hedenold undtagen i en Del Tegninger til Titelkobbere til Suhms samlede Skrifter. I Kostume og Ka
rakter slutte disse Tegninger sig nogenlunde til hans fornævnte historiske Kompositioner, men Udførelsen er i det lille Format adskilligt flygtigere.
Da Pauelsen i 1790 havde gjort Ende paa sit Liv ved at springe ud ad et Vindue, overtog den unge Thorvaldsen at levere de manglende Titel
billeder til Suhms Skrifter, XTXIV Bind, udkomne 1793-98. De slutter sig i mange Maader til Pauelsens og er i det hele ubetydelige Ungdoms
arbejder, der heller ikke bringer noget nyt Bidrag til Forstaaelsen af det oldnordiske. I et enkelt af dem. Tegningen til Gyrithe, XI Bind, mærker man dog, foruden Paavirkningen af Pauelsen og Abildgaard, en vis Kraft
36 >•
i Holdningen, hvori man nu, bagefter, nok med god Villie kan se en spæd Bebuder af Thorvaldsens kommende Stilfølelse, Og da Thorvald- sen mange Aar senere udfører det Relief af Hans Madsen og Daniel Rantzau, som nu sidder i Svanninge Kirke, beholdt det endnu en Erin
dring om Pauelsen i sig.
Hvor almindelig Interessen for det oldnordiske har været, fremgaar af, at ogsaa Jacob Asmus Carstens har beskæftiget sig dermed og med de ossianske Motiver, som for Datiden stod i et ganske tilsvarende Lys.
Hans Biograf Fernow omtaler som noget af det første, Carstens gjorde, en Tegning af Balders Død og Gudernes Klage over ham, udført paa egen Haand og efter eget Motivvalg i Kjøbenhavn i 780, sikkerlig under Paavirkning af Ewald. Det var denne, nu forsvundne. Tegning, som Stan
ley saa og forelagde for Akademiet, og som der gjorde et saadant Ind
tryk, at man mod alle Regler gav den unge Carstens direkte Adgang til Akademiets Modelskole, blot paa den Betingelse, at han for en Forms Skyld først skulde besøge Gibsklassen i i4 Dage. Efter at Carstens havde forladt Kjøbenhavn, beskæftigede han sig i Lübeck paany med disse Em
ner. Han tegnede, efter Motiv af Ewalds „B ald ers D ød‘^ Loke, der viser Hother de 3 Valkyrier i Hulen, (ogsaa forsvunden) samt et Par os
sianske Motiver. Og endnu i Slutningen af sit korte Liv maler han 1797 det Billede af Fingal i Kamp med Lodas Aand, som erhvervedes af Frie
derike Brun og nu tilhører vor kongelige Malerisamling. Ved Siden af sit kraftige Temperament, og sin Evne til at personificere den Naturens Vælde, som Carstens i malerisk Henseende slet ikke formaaede direkte at skildre, har dette Billede samtidigt den Egenskab at give et tydeligt Vidnesbyrd om, i hvilken Grad Tidens kunstneriske Fantasi var i Vilde- rede, naar den skulde danne sig en Synsforestilling om den fjerne Old
tid, der lokkede Tanken saa stærkt. En klassisk Helt i Renaisancetidens Pladerustning — videre kom man ikke. Men at Carstens ikke kom til at føre Forstaaelsen af det oldnordiske videre, var kun en Selvfølgelighed.
Hans Hu var dertil altfor betagen af de klassiske Idealer.
Abildgaards Elev og Efterfølger, Kratzenstein-Stub, som engang blev anset for en begavet Kunstner, beskæftigede sig ogsaa noget med ossi
anske Emner, men behandlede dem i en flov klassisk Stil, der forøvrigt,
37
er nok saa meget paavirket af Carstens som af Abildgaard. Saaledes fin
des Maleriet af Ossian og Alpins Søn (1816) paa den kgl. Malerisamling og forskjellige Tegninger i Kobberstiksamlingen; to af disse er ligefrem daarlige Plagiater efter Carstens Maleri af Fingals Kamp med Lodas Aand. Mere interessant i denne Sammenhæng er hans Medlemsarhejde (1814): ,,Hother kommer forklædt som Harpeslager til de 3 Valkyrier i deres Grotte og modtager af dem en styrkende Trolddomsdrik, uden hvil
ken han efter Spaadommen ikke kunde overvinde sin Fjende Balder, og desuden et styrkende AxelskiærP^
Emnet var taget af Suhms Danmarkshistorie I, 136. Ifølge Weilhachs Lexikon vakte dette Billede „paa Udstillingen det følgende Aar megen Opmærksomhed ved sit idealistiske Præg, sit mystiske Halvmørke, de bløde harmoniske Farver; og da tilmed Rygtet fortalte, at Hother var et Portræt af Prins Christian Frederik . . . blev Kunstneren Dagens Løve.
En Anmelder i N y e ste S k ild erie mindes ikke at have seet noget skiønnere og fremhæver det grazieuse ved de kvindelige Figurer, som det, hvori Kunstneren viste en fortrinlig Styrke". Naar vi nu ser paa dette Billede, har vi lettere ved at styre vor Begejstring. Det er svagt i Tegning og mat i Fortælling. Om nogetsomhelst Udtryk for nordisk Aand og Karakter er der ikke Tale. Men det mangler ikke Skønheder i Farve og Linievirkning, og navnlig Landskabet hjælper det til en vis Stemning af blid Romantik. Det tilhører Kunstakademiet.
Bindeleddet mellem den Abildgaardske Klassicisme og det 19de Aar- hundredes Klassicisme var J. L. Lund, som blev Professor ved Akademiet 1818. Netop fordi dette saa udpræget er Hovedlinien i hans kunstneriske Fysiognomi, er det mærkeligt at se, at heller ikke han i sit lange Liv forblev aldeles uberørt af det oldnordiske. Forklaringen maa søges i, at han var en fint dannet Mand, hvem netop Dannelsen hindrede i at staa absolut uforstaaende overfor nogen aandelig Rørelse, mindst da overfor en saa kraftig Bevægelse som den, Oehlenschlager og Grundtvig havde vakt. Ganske vist synes Lund kun med Overvindelse at have taget fat paa Opgaven til sit Medlemsarbejde: Hakons Tilbagekomst fra Slaget og hans Modtagelse ved Kong Sigurds Hof. Emnet var taget fra Suhm.
Opgaven blev given i Januar 1812 og Arbejdet antaget 1813. Billedet
3S
Ca r s t e n s; FINGALS KAMP M£D LOD AS AAND. Kunstmuseet.
Th o r v a l d s e n: TITELKOBBER TIL SUHM XI.
J. I« Lund: HABORS TILBAGEKOMST. Kunstakademiet.
blev i høje Toner lovprist af Brøndsted i „Athene^^ (II, 1814). Den lærde Forfatters Kritik over Billedets Enkeltheder interesserer ikke mere, men der forekommer en Udtalelse, som tyder paa, at han dog finder det for
nødent at gjøre en Slags Undskyldning for, at Lund har taget sig den nordiske Karakter temmelig let: „At Forfatteren (o: Kunstneren) foretrak en skiøn, i egen Phantasie opfunden og harmonisk Drapering for en bi
zar Bestræbelse efter nordisk Costume, som lettelig kunde faldet ud til det Baroque, uden dog at blive rigtig nordisk — dette vil vist ingen for - arge sig over, som i Tanke og Følelse kan erkjende den store Sandhed:
at Konstens egentlige Element er Skiønhed". Med Wiedewelts Tegninger i Minde forstaar man Brøndsteds Tankegang. Paa den anden Side frem
hæver Brøndsted som en særlig Fortjeneste ved Billedet, at Landskabet viser os en „ægte dansk Natur", og han gjør Ret deri, thi dette er et meget vigtigt Punkt. Det er første Gang vi træffer et rigtig dansk Fjord
landskab, hvor Skoven gaar helt ud til Vandet, og med Bøgetræer, og det er navtdig første Gang, et dansk Landskab forsøges bragt i Stem
ningssamklang med en heroisk Begivenhed. Selv om derfor Behandlingen er tør og umalerisk, og trods Figurernes flove Rafaelisme og Mangel paa selvstændigt indre Liv, saa bør det dog erindres, at ogsaa dette Billede har sin Plads i den danske Kunst Udviklingshistorie.
Uagtet man maa anse det for givet, at Lunds Interesse ikke gik i R et
ning af det nordiske, viser det sig dog, at han heller ikke i sit senere Liv helt undgik Berøringer dermed. Der findes paa Kobberstiksamlingen to-tre Tegninger af slige Emner: Knud den store ved Havets Bred — Valdemar Sejr hyldes af Folket (1831) — Nornerne (1842). Men noget virkeligt Greb paa det nordiske er der heller ikke i dem, kun en mager og valen Eftersmag af tysk Behandling af middelalderlig-romantiske Em ner. Man mærker her, at han har været Lærer for Wegener, der senere udførte den bekjendte Række af agtværdige, men ikke interessante Illu
strationer til Fabricius's Danmarkshistorie. Ogsaa i Maleri kom Lund til at behandle nordiske Emner, nemlig i de (siden brændte) 3 store Bille
der til Christiansborg Slot: „Naturtilstanden med Solens Tilbedelse"
(udstillet 1838), „Nordboer som ofre til et Gudebillede af T hor" (ud
stillet 1831) og „Christendommens Indførelse i Norden" (udstillet 1827).
43
alt hvad vi hidtil har omtalt, har den nordiske Karakter
— hvor den overhovedet findes, som hos Abildgaard — kan faaet et svagt og usikkert Udtryk. Et fast Hold i det folke
ligt nationale mærker man ferste Gang et virkeligt Glimt af hos Eckersberg. Han havde alt før sin Udenlandsrejse lejlighedsvis rørt ved nordiske Emner; de laa jo noget i Luften og han kunde gaa ud fra, at han engang vilde faa Brug for dem ved sin Opta
gelse i Akademiet. Der er i Kobberstiksamlingen en Tegning af ham. Den bærer Paaskriften „efter Mallings store og gode Handlinger'^ og fremstiller 2 Krigere, af hvilke den ene sidder ved et Bord, medens den anden staar op med Skjold og Spyd; paa en Taburet ligger en Ridderhjelm med Fjer.
Den staaende bærer rund Hjelm, Skælhamisk og Benskinner over folderige Hoser.Tegningens Enkeltheder er usikkre og røber Begynderen, men der er noget solidt og ægte over disse kraftige, firskaarne Skikkelser; de har et vist jævnt og borgerligt Præg, men giver tillige det bestemte Indtryk, at de kunde være fødte og opvoxede paa Sjælland, og netop dette troværdigt-danske Præg har vi ikke truffet før. I det rent kunstneriske synes de at knytte sig nærmest til Pauelsen, medens de ikke viser den ringeste Paavirkning af Abildgaard.
Mere af Abildgaard er der i Eckersbergs lille Billede „Svanhilde ved Strandbredden, ventende paa sin Elsker", som Eckersberg udstillede 1810 (gjengivet hos E. Haimover p. 35), men det særlig nordiske er saa lidt udpræget, at der ikke vilde være meget i Vejen for at omdøbe Billedet til f. Ex. Hero, som venter paa Leander. Den nordiske Aand viser sig der
imod her, som i Abildgaards „Ossian", i Sammenknytningen med N a turstemningen. Et Par andre Arbejder fra disse Aar var „Loke og Sigyn", som hænger paa Amalienborg, „Hermoder, som i Gudernes Navn beder Hel, Dødens Dronning, at give Baldur tilbage igjen" (i Godsejer Hages
44 V.
Samling paa Nivaagaard) og en Skizze „Hagbart og Signe", signeret i 812 (tilhører Bogbinder H. H, Rasmussen). De sidste er altsaa malte under Eckersbergs Ophold i Paris. Billedet af Hermod hos Hel er ikke betyde
ligt. Hermod er tørt malet, ikke mesterligt tegnet og uden dyberegaaende Karakteristik. Billedet er som Helhed paavirket noget af Abildgaard — for hvis Arbejder det dog staar langt tilbage — hun i selve Hels Figur med det bløde, flakkende Lys er der noget selvstændigt malerisk, en vis Skønhedsværdi, som er meget forskellig fra Eckersbergs senere Arbejder.
Men den nordiske Karakter er saa ringe, at Billedet ligesaa godt kunde være en Illustration til f. Ex. en tysk Ballade.
Da Eckersberg kom tilbage fra Paris og Italien, ventede Medlemsar
bejdet ham. Opgaven var: Balders Død, efter Edda (udg. ved Nyerup 1808) cap. 13, pag. 78 og Oehlenschlagers nordiske Digte p. 133 ff. Bil
ledet blev enstemmigt antaget 1817 og hænger nu i Kunstakademiets For
samlingssal. Med Hensyn til dets almindelige kunstneriske Egenskaber kan her henvises til Emil Hannovers Værk om Eckersberg (p. 133-37), selv om det ikke er just nogen mild Dom, den udmærkede Forfatter fæl
der. Det kunde have været bemærket, at der er en smuk Stemning i Land
skabet, om det end ikke er frit for noget konventionelt, at der ikke er daarligt Rum i Billedet, og at Gudernes Selskab er grupperet frit og tvang- løst under Træets Skygge j man forstaar, at Hensigten har været at for
nøje sig med en uskyldig Leg, der uventet bliver til Alvor. Man kunde ogsaa pege paa den gode Rythmik i Billedets Linier. Men det som for os i denne Sammenhæng har mere Betydning, er, at der virkelig slaar os et Pust af noget ægte nordisk imøde fra dette Billede. Selv om Land
skabet ikke just er dansk, men snarere ment som norsk eller svensk, saa er det dog nordisk af Karakter med det klare Graavejr og nordisk i sin Samklang med Figurerne, og — hvad der er vigtigere — ogsaa i Fi
gurerne træffer man det nationale. Det skal ganske vist ikke nægtes, at dette brydes med de klassiske Traditioner, men det nordiske Elements Præg af Ægthed forstærkes just ved, at det saaledes spontant bryder sig igennem. Frigga er en udpræget nordisk Type, et meget bedre Greb end Eckersberg selv har vidst af, og Thor er som tagen lige fra et af vore Fi
skerlejer. Selv om man vil mene, at dette er en Virkning af tilfældig Brug
45
af tilfældig:e Modeller» saa er dermed Sagaen ikke afvist. Det nye hos Eckersberg: er netop her det» at Modellernes danske Nationalitetsprægf trængfer igfjeimem og; sætter sit Stempel paa hele Billedet» enten det nu er sket med Kunstnerens Bevidsthed eller ikke. Sligft havde man ikke set før. Med Hensyn til Kostumerne staar Eckersberg; paa den foregfaaende Generations Skuldre og; ganske særligt paa Abildgaards; dersom vi kunde faa Underretning om» hvorledes de Kostumer var» denne havde tegnet for Theatret» vilde man nøjere kunne bestemme dette Forhold. Imidlertid synes det» som om Eckersberg ialtfald har lagt Vægt paa at opnaa Sim
pelhed i Dragten» tilsat med den Smag i Foldekastet» som han havde lært af sine klassiske Studier. I Friggas» Frejas og Fyllas Skikkelser (til- venstre for Odin) er der endog Berøring med Samtidens smukke og simple Kvindedragter.
Abildgaard havde anet det» som Eckersberg her med eller uden sit V i
dende kom til at pege paa» nemlig at Vejen til at naa et virkeligt kunst
nerisk Udbytte af de oldnordiske Emner var at sammensmelte dem med en Bearbejdelse af det national-typiske. Men der skulde gaa adskillig Tid hen endnu» inden der blev gjort alvorlige og bevidste Forsøg i den R et
ning. Det Eckersbergske Billede var altfor spæd en Røst til at runge over en Ørken; han selv tabte Lysten til at beskæftige sig med disse Emner»
der for hans Naturel var en Omvej til det nationale» og netop nu» da Thorvaldsens klassiske Sol stod straalende over Verden» maatte Antiken spærre den nordiske Oldtid Vejen» ialtfald indtil videre.
Men dette løb dog ikke af uden Strid» idet den nordiske Oldtid havde erob
ret sig en fast Borg i Litteraturen og Videnskaben» og ud derfra førtes end
nu nogle kraftige Udfald for ogsaa at vinde den Borgerret i Billedkunsten.
46
Ec k e r s b e rG: b a l d e r s DØD. Kunstakademiet.
VI
E N theoretiske Strid var begyndt adskillige Aar tidligere med Tyskeren Graters ganske korte Afhandling: ^^Ideen über die B ra u c h b a rk e it der n o rd isch en M y th o lo g ie fü r die K ü n ste ", trykt i Tidsskriftet Bragos VII Abth. I, 1802, „hingeworfen im Jahre 1792". Sammesteds offentlig
gjorde han tillige nogle digteriske Bearbejdelser af nordiske Sagn („Erich der W anderer", „ T y rfin g " m.m.), som dog nu har tabt al Interesse.
I Afhandlingen kommer han til det Resultat, at den lyrisk-episke Digte
kunst og den komiske Fortælling vil være bedst egnede til at bryde Vejen for de andre Kunstarters Behandling af den nordiske Mythologi.
I Danmark blev Spørgsmaalet for Poesiens Vedkommende bragt paa Bane i Aaret 1800 ved en Universitetsprisopgave, men Billedkunsten blev ikke dragen ind i Diskussionen før 1812, da Professor Jens Møller i Skan
dinavisk Litteraturselskabs Skrifter offentliggjorde en lang Afhandling
„O m den n o rd isk e M y th o lo g ies B rugbarhed for de sk iønne teg n en d e K u n ster". Han havde i 1802 vundet et acc^sit ved Universi
tetets Konkurrence, fremfor selve Oehlenschlager.
Det er værd at lægge Mærke til, at man altid værger sig meget om- hyggeligt mod at ville gjøre noget Indgreb i den klassiske Oldtids Førsteret.
„Antiquen bør formedelst dens uovertræffelige Højhed i Aand, dens Sim
pelhed i Maneer og fuldendte Fiinhcd i Udarbejdelse, til evig Tid tjene den bildende Kunstner til Norm". Det man søger i den nordiske Hedenold viser sig ved nærmere Eftersyn ikke just at være nogen ny k u n s tn e risk Retning, men blot et nyt Forraad af Motiver, Allegorier og Symboler, som kunde være lettere forstaaelige for Danskerne end Antikens — og heri laa Bevægelsens Svaghed. „Hele den lærde Verden kjender det Raad, som Aristoteles gav (Maleren) Protogenes: at gjøre sig forstaaelig for A lle ...
49
Med ham kan i en vis Henseende mangfen dansk Maler sammenligfnes, der skildrer for det danske Folk Scener af den græske og romerske H i
storie, hvilke det som oftest kjender lige saa lidt, som de Lærde kjende de Historier, som Protogenes helst malede". Man mærker et Post fra den ved den franske Revolution vakte Nationalfølelse og mindes, hvorledes Da
vid for Aar tilbage havde stimuleret den ved Billeder af den klassiske Oldtid;
en lignende national Stimulans vilde Jens Møller og andre ikke have noget imod i Danmark, men ved Skildringer af vor egen Oldtid: „Raadfører han (Kunstneren) sig med Philosophen om, hvori det In te re s sa n te bestaaer, da svarer en af de skarpsindigste. Garve, ham saaledes: t,Af alle Skilderier vil Skilderiet af saadanne Mennesker stærkest interessere os, som have vor Tænkemaade, vort Sprog og vore Sæder, og hvis Be
givenheder komme dem nær, hvoraf vort eget Liv bestaaer, med eet Ord af vor Nation og vor Tid . . . af alle Følelser er ingen stærkere, ingen lettere aabne for Indtryk og Sympathie end Fædrelandskjærlighed. . . hvo iblandt os følede ikke dette, saa ofte vi beskuede Poulsens Skildring af Rolf Krages Kamp eller et lignende historisk Malerie". Mærkeligt nok henviser Jens Møller ikke til Eddaen og Sagaerne som Kilde for Kunst
nerne at øse af, men til Holbergs og Mallings „allmeenlæste historiske Arbejder", til „Saxo, Ewalds, Prams og Oehlenschlågers Skildringer".
Med denne Afhandling kastede Jens Møller en Brand ind i den danske Kunstverden. Ved Akademiet havde man nok længe vist Interesse for de nordiske Emner, men det var gaaet af uden nogensomhelst Strid.
Da Oehlenschlåger i 1804 tilbød at holde en Række Forelæsninger over nordisk Poesi og Mythologi, tog man gjerne derimod; men det blev rigtignok ikke til noget, fordi den lunefulde Digter erklærede ikke at kunne være „tjent med" det Foredragslokale, Akademiet kunde byde ham, idet man dengang ingen fast Forelæsningssal havde. Da Akademiet fik sin nye Fundats, 1814, blev det udtrykkeligt bestemt, at Professoren i Historie skulde læse ikke blot over det mærkeligste af den almindelige Historie, men ogsaa af Kunsthistorien og af den græske, romerske og n o rd isk e Mythologi. Den Professor, som ansattes det følgende Aar, N. J. Schow, var dog ude af Stand til at læse over nordisk Mythologi, og først 1819 fik man Finn Magnusen til i nogle Aar at holde Forelæsninger derover.
50 ^
Dette vakte den heftig:ste Forargfelse hos flere, navnlig hos Maleren C« F. Høyer og hos Akadeniiets Sekretær Thorkel Baden, og gav Anled
ning til en fleraarig Polemik, som førtes med største Lidenskab. I Aarene tS20-2i udgjør den en hel Litteratur, som det imidlertid vil hlive for vidt
løftigt her at komme ind paa. Som en Snurrighed skal blot anføres, at et af Høyers Hovedargumenter var det, at man ikke maatte lade sig for
lede til „nordisk Afguderiet og „bruge sin Tid og sit Talent paa Gjen- stande, som ved Christendommens Indførelse er banlyste". Det falder ham ikke ind, at slige Argumenter lige saa godt kunde anvendes mod den græsk-romerske Oldtid. Tværtimod har denne for Høyer den store For
del, at den tilsteder „Nydelsen og Brugen af sindrige Emblemer, philoso- phiske Billeder og forstaaelige Allegorier", og det er værdt at mærke, at i dette sidste Raisonnement, der nu synes nærmest komisk og ialtfald uden Berøring med det egentlig kunstneriske, var Høyer i den inderligste Over
ensstemmelse med sin Samtid — ogsaa med sine Modstandere. Underligt nok tog Eckersberg i denne Strid Parti for Høyer imod Finn Magnusen.
Ved Akademiet endte Striden med, at Baden og Høyer forløb sig, saa den første maatte tage sin Afsked, og den sidste blev ekskluderet, hvortil ganske vist i væsentlig Grad hans stridbare Færd i det hele taget bidrog.
V* 51
vn
E N N E theoretiske Modstand fra en enkel, og absolut under
legen, Side, vilde ikke have formaaet at stanse en kunst
nerisk Bevægelse henimod det oldnordiske, dersom ikke denne havde havt alvorligere Hindringer at brydes med, idet den modte to andre overmægtige kunstneriske Strømninger. Den ene var den antikiserende, der i lange Tider havde havt idetmindste det formelle Herredømme; hævet til ny Magt og Anseelse ved Winckelmann i Midten af det 18de Aarhundrede havde den i David og Thorvaldsen faaet Repræsentanter, der lagde Verden for deres Fødder. Dog kunde der vel ogsaa være blevet en Plads for det Nordiske, dersom ikke det natio
nale ved sin ledende Repræsentant Eckersberg var ført til at vende sine Kræfter i en ganske anden Retning, nemlig den direkte Skildring af Sam
tidens Natur og Folkeliv. Eckersberg havde netop sin Begrænsning overfor den figurlige Komposition, og hans Elever fulgte ham. Vægtigere var den anden Hindring, at Bestræbelsen henimod det Nordiske led af en indre Mangel, idet den hverken ejede Forbilleder til at viseVcjen eller tilstrække
ligt archæologisk Materiale til at ruste sig med. Alt maatte nyskabes fra Grunden. Litteraturen kunde ikke hjælpe den, thi Litteratur og Billedkunst staar hinanden meget fjernere, end man ofte tror, og gaar gjerne hver sine Veje. Den archæologiske Videnskab var ganske vist ved at voxe frem, men den gav paa væsentlige Punkter altfor ufuldstændige Oplysninger. Derfor faldt man uafladelig tilbage paa den Viden og de Traditioner fra den klas
siske Oldtid, som laa i Blodet, og som var en Hoved-Hindring for, at der kunde udvikle sig et selvstændigt nordisk Syn paa Menneskeskikkelsen.
Man møder da det mærkelige Syn, at den Kunstner, som gav det stær
keste Stød frem mod det oldnordiske. Billedhuggeren Herman Ernst Freund, samtidigt blev Bærer af en lidenskabelig Dyrkelse af Antiken*). Billed-
*) Ved dette Afsnit iienvises yderligere til Victor Freands Biographi af H. E. Freand.
52
