Digitaliseret af / Digitised by
Danmarks Kunstbibliotek The Danish National Art Library
København / Copenhagen
For oplysninger om ophavsret og brugerrettigheder, se venligst www.kunstbib.dk
For information on copyright and user rights, please consult www.kunstbib.dk
B e tra g tn in g e r i A nledning af For- aarsu d stlllln g e rn e 1909. Af Harald Slott-Møller.
S am fundet. Novelle af Knud Hjortø.
Vor Nabo 1 V e rd en sru m m et. Af Otto Asmussen.
O rak let i Delfl. Af Dr. phil. Frederik Poulsen.
Sociale K øberforbund. Et Stykke Folke- opdragelse. Af Morten Pontoppidan.
E n Dag af m it Liv —: Arbejdsdagen.
Af Johannes Poulsen.
T y rk ie t. Af Dr. phil. R. Besihorn.
B e tra g tn in g e r over Skolebelønninger.
Af Maurice Donnay. Oversat af E m m a Casse.
N atu r og Videnskab.
«ULDS DANSK
■ M A G A S IN !
M a j
Redaktør: Chr. Gulmann.
1 9 0 8 ^
K U N S T A K A D E M I E T S
U dkom m er hver Maaned.
P ris Kr. 2.50 pr. Kvartal.
B I B L I O T H E K ,
D EN D A N S K E T U R IS T F O R E N IN G S
REJSEHAANDBOG
over
D A N M A R K LANDSUDSTILUNGEN I AARHUS
a a b n e s d. 18. M a j.
3. omarb. Udgave.
Med 30 Kort.
D A N S K U D G A V E
Indb. 4 Kr. 50 Øre.af den svenske Turistforenings
p ejsehaandbeger over
Nordvestlige Skåne
Helsingborg med Omegn — Kulien
— Engelholm — Bast ad — Skåra- lid — Klofvahaller — Odensjoen
Hven.
Med 4 Kort og 34 Billeder.
60 Øre.
Sydvestlige Skåne
Malm5 — Lund — Limhamn — Skanor — Falster-
bo — Trelleborg — Hor Ringsjon
Med 4 Kort og 39 Billeder.
60 Øre.
F a a s i a l l e B o g l a d e r .
Særskilt faas:
S J Æ L L A N D
med omliggende Øer og Bornholm.
Indb. 2 Kr. 50 Øre.
FYN O G J Y L L A N D
Indb. 2 Kr. 50 Øre.
Faas i alle Boglader.
GADS DANSKE MAGASIN (DANSK TIDSSKRIFT, ny Række) Maj 1909
I N D H O L D
HARALD SLOTT-MØLLER : Betragtninger i Anledning af Forårsudstillingerne
1909 ... 471
KNUD HJORTØ: Samfundet. Novelle... 488
OTTO ASMUSSEN: Vor Nabo i Verdensrummet... 492
FREDERIK POULSEN: Oraklet i D elfi... 504
MORTEN PONTOPPIDAN: Sociale Køberforbund. Et Stykke Folkeopdragelse.. 511
JOHANNES POULSEN: En Dag af mit Liv — : Arbejdsdagen... 522
R. BESTHORN: T yrkiet... 530
MAURICE DONNAY: Betragtninger over Skolebelønninger. Oversat af Emma Casse... 536
Natur og Videnskab... 540
Redaktør Chr. Gulmanns Adr. er Vestagervej, Str. Tlf. Strand 390.
Redaktionssekretær Otto Asmussens Adr. er Kongens Tværvej 3. F. Tlf. Valby 449.
Joakim Skovgaard: Syndefaldet.
BETRAGTNINGER
I ANLEDNING AF FORAARSUDSTILLINGERNE 1909
Af Harald Slott-Møller.
H
vadenten man tror, at Gud har skabt Mennesket i sit Billede og efter sin Lignelse eller man mener, at Mennesket har formet sig Gudsbegreberne i Overensstemmelse med sit Væsen og efter sin Natur, vil Forestillingen om det guddommelige og Forestil
lingen om det menneskelige altid være nøje sammenknyttede.
Da nu Billedkunstens fornemste Opgave til alle Tider har været at fremstille Menne
sket enten som Gud eller som Skabning, er det naturligt, at de skiftende Tiders saavel- som den enkelte Kunstners Forhold til det menneskelige eller guddommelige maa være afgørende for Kunstens Væsen og bestem
mende for dens Værd. . . . .
Selv hvor Kunstens Opgave ikke er at fremstille Guder, er det dog i T ider, hvor man tror paa, at Gud skabte Mennesket i sit Billede, umuligt at fremstille Mennesket, dette Guds Genbillede, uden Ærbødighed;
men ogsaa i Tider, hvor den anden Opfat
telse er den herskende, Tider, hvor man i Mennesket blot ser Verdens Herre og Ver
dens Ypperste, vil det dog ogsaa være natur
ligt at gaa til Fremstillingen af Mennesket med Ærbødighed.
Naar et Menneske taber Agtelsen for sig selv, er det ilde fat med ham, og taber Kunsten Agtelsen for Mennesket, for Frem
stillingen af Mennesket, den der er dens Op
gave, ja mere, der er dens Væsen, er det
Forcia midstillingerne 1909
Parti af Billedhugget-salen i den fri Udstilling.
ogsaa galt fat med den. Mangel paaÆrbødig
hed for Menneskeskikkelsen har altid været Nedgangsperiodernes sikreste Tegn, Dekaden
cens usvigeligste Mærke.
Men har ikke vor Tids Kunst meget af dette Dekadencemærke? Er ikke det over- haandtagende artistiske Grundsyn et Forfalds- tegn ? Vil ikke Mangelen paa
Agtelse for Menneskeskik
kelsen virke ætsende og op
løsende paa Kunsten, som det altid i tidligere Perioder har gjort?
Den, der i Aar gaar ind paa den fri Udstilling, maa faa Indtryk af, at Opløsnin
gen allerede er i fuld Gang.
Vildledt Evne og frejdig Talentløshed bidrager Side om Side til at give et trø
stesløst Billede af det kunst
neriske Anarki, dér raader.
Den fri Udstilling burde om
bytte sit skønne Symbol paa Portalen, Rytteren paa den opadstigende Vingehest, med
den sørgelige Gruppe, som en ung Billed
hugger udstiller i en af Salene og som med Rette bærer Navnet „Dekadence“ .
Paa den fri Udstilling er vel nok L. Find den mest udprægede Repræsentant for den artistiske Retning i Malerkunsten. „Farven“
er for den, som for ham, Kunstens M aal;
for Mennesket er Interessen ringe, og Himlen og Jorden, det vil sige Naturen, synes her ogsaa Kunsten uved
kommende. Bestræbelserne gaar alene ud paa paa Billed
fladen at frembringe Farve
harmonier. For Find er dette lykkedes, og han har saa- ledes i en forholdsvis ung Alder allerede naaet sit Maal.
Hans Billede „En ung Dame“ , det betydeligste, han udstil
ler, er mildt, lyst, behage
ligt og smagfuldt som et fint tilfalmet Gobelin fra det attende Aarhundrede.
Men underligt er det, at dette ikke saa særdeles
Sigfried W agner: Buste.
472 =
Foraarsudstillingerne 1909
Parti af en af Salene i den fri Udstilling.
fjærne Maal kan lokke og tilfredsstille, naar det naaes. Underligt, at Maalet at fremstille en Farveharmoni, et Maal, der dog daglig naaes lige saa fuld
komment af enhver ung Dame, der pyn
ter sin Foraarshat, enhver Kræmmer, der pynter sit Vin
du, kan blive Kun
stens Maal.
„Det kalder jeg et net Begreb om Kunsten!“
Dog, i Retning af Respektløshed overfor det men
neskelige er Niels Hansen naaet end
nu videre. Med mindre Talent end Find og ganske uden Ynde er han uper
sonlig som Skyg
gen, i Besiddelse af en haandfast Brutalitet, der giver ham Kraft til uden Skrupler at be
handle Menneskeskikkelsen en canaille. Hans Menneskefremstil
ling er aldeles blas
femisk.
I konsekvent ar
tistisk Umenneske
lighed er disse to til Dato naaet videst, men en og anden af den saakaldte
„fynske Skole“, de Zahrtmanske Ele
ver, der nu jo ud
gøre Hovedbestand- delen af de fri Ud
stillere, er i Virke
ligheden lige saa overbeviste Tilhæn
gere af det artisti
ske Kunstsyn. Den af dem, der staar dette Kunstsyn nær-
Foraarsudstillingerne 1909
Anna Ancher: For Kongebesøget.
mest, er Karl Schou; for ham er det menne
skelige heller ikke Emnet. Of
test er hans Ideal, hans Em
ne eller Maal, hvad man nu vil kalde det, en Farveharmo
ni, der kan vise hans egen for
mentlige Evne til at se en saa- dan. En sort og blegrød, en straagul og vis
sengrøn Tone, der staar „mor
somt“ til hin
anden, er oftest
hans Motiv.Han Anna Ancher: Dameportræt.
maler et helt lille Billede over en gul Præsen
terbakke eller lignende. — Var der saa endda en dionysisk Vælde i denne bagvendte Maa- de at gøre Kunst paa — nu vel, saa lad gaa — men naar Far
ven er ussel, fattig og bleg
sottig som Kar
toflers sygelige Kælderspirer, som stakkels underernærede, fedtebrøds- fostrede Børns Teint, kirtelsyg
Fora a rs udstilling ern e 1909
Knud L arsen: Kunstnerens Familie.
og sølle; naar hertil kommer en Behand
ling, der er ængstelig, fedtende og fuskende,
— saa kan man med Føje spørge, hvad der er vundet ved at slippe Interessen for det men
neskelige.
Den navnkundigste af disse demokratiske Malere, Syberg, til
hørte oprindelig ikke saa udpræget den ar
tistiske Fraktion som Karl Schou; men det er, som om han i Aarenes Løb er kom
met til at staa den nærmere, som om Mo
tiverne mere og mere paatvinger sig ham af artistiske Grunde. Det Værd, hans Billeder be
sidder, besidder de ikke i Kraft af Skønhed eller manuel Færdighed og Charme, endnu mindre paa Grund af deres menneskelige Egenskaber. Men naar Syberg maler, kommer der jevnlig noget om ikke dionysisk saa dog bakantisk Djævel
skab over ham. Men hvor Rubens Inspira
tion (ja, undskyld Sam
menligningen, der in
gen Sammenligning er eller skal være), hvor Rubens Inspiration duf
ter af Vin og genlyder af Tamburiner og Ka
stagnetter, erindrer Sy- bergs om langt mer nordiske Drikke. Klod
set og kluntet er hans
Herman Vedel: Portræt af Prof. T. N. Thiele.
Foraarsudstillingerne 1909
Valdemar Neiiendam: Islandske Studenter besøger Digteren Johannes Ewald.
Pensel, lørdagssmudsig hans Farve. Men hvem vil ogsaa vente, at Guderne skal staa en Kunstner bi, hvis Forhold til det menne
skelige bliver fjernere og fjernere? Hans Sø kommer til at ligne Bunker af Flaskeskaar, hans Himle bli
ver uhjælpelig Maling, og maler han nøgne Børn, ligner de groft hakket Silde
salat. Der var fra første Færd noget foraars- lovende over Sybergs Talent, og det ^er der endnu — men Løfterne er fire
ogtyve Aar gamle! — saa, mon de indfries?
Er man vant til at se Udstillinger, er det ikke vanskeligt at skelne Peter Hansens Bil
leder fra Sybergs, tiltrods for, at de i det ydre ikke er saa særdeles forskellige. Heller ikke hans Farve er tiltalende, heller ikke
hans Behand
ling er spiri
tuel. Men hans Interesse for det menneskelige Element i Kun
sten synes var
mere, hans For
hold til det ar
tistiske løsere.
Der er saaledes i Billedet af Smaapigerne, der leger paa
Boulevarden, noget af den Stemning af
Jul. Paulsen: Opgaaende Maane.
476
Fora a rs 11 dstiHing ern e 1
.9 09
Otto Bache: Det vilde Stod.
Uro, som Børnekvidder, der en Majdag træn
ger ind i Ens Stue, kan sætte En i — og der er i Høstbilledet en Sommersvulmen, som ikke er tilfældig. Han har villet andet og mere end Farveharmoni, og alene dette vir
ker befriende i disse golde, artistiske Om
givelser.
Det Hjemsted for den artisti
ske Retning, den frie Udstilling nu er, var den ikke oprindelig.
Joakim Skov- gaard og Niels
Skovgaard, Zahrtmann og Viggo Peder
sen, Frølich, Willumsen og Johan Rohde.
ja saa at sige alle — med
Undtagelse af Philipsen — tilhørte Kunstens humanistiske Hovedstamme. Forskellige Grunde har saa lidt efter lidt omformet den til den Arena for den artistiske, det vil sige impres
sionistiske Retning, den nu er. De oprinde
lige Fri-Udstillere har naturligvis ikke skiftet Væsen, men de præger ikke læn
ger Udstillingen saa stærkt, sotn før. En og an
den af dem er i den Snes Aar, Udstillingen har bestaaet, blevet ældre og defes Deltagelse i Ud
stillingen derfor desværre min
dre betydende, andre har været og er beskæf
tiget med store
Jul. Paulsen: Bortdragende Skyer.
= 477
Fora arsudstilling ern c 1909
Opgaver, der umuliggør regelmæssig Deltagelse i aarlige Udstillinger; men det, der i første Række har forandret dens Fysiognomi, er den Maade, hvorpaa den er blevet rekruteret.
Overbevisningen om en Mands Talent har ikke altid været enebestemmende for de Fri- Udstillere ved Nyoptagelser. Af og til er de
res gode Hjærte løbet af med dem, og paa denne Maade er megen Ta- lentløshed naaet indenfor Udstil
lingens Vægge.
Til andre Tider har man ladet sig diktere af Hensyn til Ud
stillingens prak
tiske Vel og af Ønsket om Sen
sation ved op
sigtsvækkende Billeder, der kunde trække Hus. Og noget kortsynet har man saa valgt blandt den ar
tistiske Retning, der oftere end den humanisti
ske har saadanne Egenskaber. Saaledes er den Tone blevet anslaaet, der igen i enkelte Tilfælde virker tilbage paa en og anden af Udstillerne, der over for sig selv ønsker at vise sit frie og ungdommelige Sind.
I det Helhedsbillede af beskæmmende De
kadence, som den fri Udstilling frembyder, forandrer det selvfølgelig lidet eller intet, at der paa Udstillingen findes enkelte Billeder, der ikke bærer det almindelige Nedgangs
mærke — Billeder, det vilde være Uret ikke at lægge Mærke til. Blandt disse maa regnes
Mohl-Hansens, der for en Del endnu lider af den hammershøjlignende, „fornemme“ Ufrisk- hed, der skæmmede dem i Fjor; men der er enkelte, i hvilke han har arbejdet sig bort fra det altfor „smagfulde“, der maaske kan være paa sin Plads i Broderier, men som virker indelukket og lummert i Kunst. I Lindealleen ved Christiansholm er der en smuk Holdning og en Del Efteraars- vemod, og i Trørød Hegn, hvor Rugen h ø stes, er der en primitiv Storhed i Synet, der er i Slægt med P.
C. Skovgaards, og en Enkelhed i Formen, der minder om Co- rot.
Ikke heller Clement’s- del
vise Tilbageven
den fra sin im
pressionistiske Afstikker foran
drer Udstillin
gens Fysiogno
mi, hvor glæde
lig den end er for Venner af hans for
nemme og stilfærdige Talent.
Blandt Undtagelser fra Goldheden er selv
følgelig ogsaa Joakim Skovgaards „Synde
faldet“, der heller ikke vil kunde tages til Indtægt af den artistiske Retning. Ikke heller dette er Vart pour l’art, men Kunst for Mennesker og om Mennesker. Selv om man husker betydeligere Billeder af Skovgaard, ja selv om han endogsaa andet Steds har be
handlet samme Emne ulige heldigere, bliver der dog nok tilbage af personlig Form og
Herman Vedel: Portræt af Prof. Harald Heffding.
= 478
-Foraarsudsiillingerne 1909
sjælden umiddelbar Friskhed at glæde sig ved.
Og desuden, en Mand, bag hvem der straa- lende som en Glorie staar et Storværk som Udsmykningen af Viborg Domkirke, kan nok tillade sig en enkelt Gang at skænke op af det næstbedste, særlig ved et Gæstebud, hvor hans dog bliver
den bedste Vin.
At „de fri Udstillere“ og
„de fri Billed
huggere“ forfat
nings- cg forret
ningsmæssig er to adskilte Insti
tutioner, er saa- vel Publikum som Kunsten uvedkommende.
Adskillelsen er kun en Glas
dør, i Bevidst
heden og i Vir
keligheden er de et.
Den, der i Billedsalene ik
ke kan eller vil se Dekadence
mærket , kan ikke undlade at faa Øje paa det
blandt Skulpturerne. En Gruppe som Teg
ners „Kong Oedipus og Antigone“ maa kunne gøre det klart for enhver, at i den fri Udstilling har Dekadencen til Huse.
Større Fornærmelse mod Menneskeværdig
hed, mod græsk Følemaade kan Kunst van
skelig gøre sig skyldig i. Barbarisk ube
hersket er dens Følelse, tillige hul som Kon
gens tomme Øjenhuler, medens dens Form er ulogisk hæslig, hvilket vil sige uorganisk.
Eller Einar Jønssons „Skypumpen“ — er ikke ogsaa den Forfaldskunst? En Kvinde
figur, rundt paa hvilken der kryber smaabitte Mandfolk ligesom Utøj.
Eller alle Rædslernes Rædsel: Thomas Hansens „Dekadence“ med det stakkels nøgne, magre Mandfolk, der, anbragt som en Vægt
stang med Støttepunkt under Bagen, svæver frit ud i Rummet med Underkroppen, medens,
et gammelt, lige saa hæsligt og lige saa magert Kvindfolk, hvis Ryg er knækket kort under Skul
derbladene, skræver over ham, idet hun lader sine Bry
ster som to tom
me, meget lange Patteflasker hænge ned mod hans mundløse Ansigt med de døde, aabne Øjne —- —
Ingen kan nægte, at dette er Dekadence.
Ingen vil dog heller nægte, at der mellem Bil
ledhuggerne som mellem Malerne findes Kunstnere, der staar uberørte af dette Helhedsbillede paa Nedgang og Sam
menbrud, Folk med baade Talent og Styr paa deres Talent, Mænd, der baade vil noget og kan det, de vil. Hverken Siegfried Wagners
„Buste“ eller Felix Nylunds Statuette „Skrup- tudsen“ har Præg af Dekadence saa lidt som Kai Nielsens ægte blomstrende og svulmende, plastiske Evner.
Men deres Stemmer drukner i Vanvids
brølet fra denne valsende Daarekiste, der om
giver dem.
479
Viggo Johansen: Portræ t af Prof. Harald Hoffding.
35
=
Foraarsudstillingerne 1909
Ogsaa paa Charlottenborg tegner Nutidens to Hovedsætninger i Kunsten, den artistiske og den humanistiske, sig med nogenlunde klare Linier. Utvivlsomt er den artistiske Retnings Udskillen sig fra Kunstens Hoved
stamme et Sygdomstegn, thi blandt de sunde, blandt Kunstens Store, gives der ingen Ad
skillelse mellem Aand og Form. Rembrandt var sin Tids største Aand, som han var dens største Maler, og med Michel Angelo og Lionardo var Forholdet det samme. Et betydeligt aandeligt Indhold kan aldrig nøjes med en Fattigper Eriksens Form, og paa den anden Side kommer den skønneste Form kun fuldt til sin Ret om et levende Ind
hold, ret som en Klædnings Skønhed først fuldt kan ses, baaren af et Menneske.
Indholdet i et Værk er Kunstnerens sjæle
lige Indsats, Formen hans legemlige Indsats, men tiltrods for, at Skellet ikke er skarpt, tiltrods for, at Sjæl og Legeme, Form og Indhold er saa indfiltret forbundne, bliver Arten af ens Følelse for disse to Udslag af Menneskelighed meget forskellig.
Rembrandt elsker man, Zorn beundrer man. Men det, man beundrer i en saadan fuldkommen malerisk Form som Zorns, en saadan velsignet, glimrende udviklet Menne
skeduelighed, er i Virkeligheden den samme Kraft, den samme Naturfylde, der vækker vor Beundring for en ypperlig udført Sports
præstation, en Svømmeopvisning, et Skiløb eller lignende, Det er en elementær, dybt liggende Beundring for menneskelig Legem
lighed, menneskelig Kraft og Ungdom.
Det var den Menneskeduelighed, Grækerne bekransede i de olympiske Lege og som op gennem alle Tider beundres og dyrkes, og det er den samme dionysiske Kraft, den samme Ungdomsoverflod, der i krystaliseret Form udgør Hovedbestanddelen af megen Kunst.
Der m a a være endogsaa en god Del saa
dan Fylde, Saft og Fysik i ethvert Kunst
værk, for at det skal have Levedygtighed, thi foruden at være et Udslag af Kunstne
rens Følelse for hans Ideal, hans Emne, er Værket ogsaa et Udslag af og betinget af hans Kraft.
Der er i Herman Vedels Billeder meget af denne Ungdoms Kraft, ja, de bæres, saa langt som de bæres, udelukkende af den.
Det er som om et Væld, en Springkilde af Ungdom bryder løs i ham, naar han maler.
Nogen dyb eller stærk psykologisk Evne eller menneskelig Interesse har Vedel næppe.
Hans Portræt af Høffding er saaledes smukt, mildt og tænksomt, som et Portræt af en Filosof bør sig at være, men et andet Bil
lede af en Offentligheden ubekendt mørk Herre med et brunt Slips er lige saa smukt og lige saa mildt og lige saa tænksomt, man har sjældent nogen rigtig tryg Følelse af, at Vedels Portræter ligner.
Naar Vedels Kunst tiltrods for, at den saa udelukkende er af artistisk Art og der
til knap nok kan regnes for koloristisk be
tydelig, idet hans Farve har en sortladen spansk Carnation, man i hvert Fald maa forsone sig med, -— naar Vedels Kunst med denne Begrænsning alligevel er saa beun
dringsværdig, er det, fordi den i højere Grad end den meste danske Kunst straaler af Ungdom og Kraft. Blandt Vedels Billeder i Aar er der imidlertid et, der lader ane, at om Vedel valgte Opgaver, der laa ham menneskeligt nærmere, der sjæleligt betød mere fo.r ham, vilde han formaa mere og naa dybere. Der er over hans Billede
„Moder og Barn“ noget bævende alvorligt, noget, der kalder paa andet end ens Beun
dring. Man faar her Tro paa, at Vedel, hvis Livet fik Tag i ham, kunde forvandles fra en god Kunstner til en stor Kunstner.
Ikke heller for Julius Paulsens Kunst skal man søge Drivkraften i nogen dyb psyko
logisk Interesse eller noget særligt varmt Forhold til Livet i det hele. Naar Paulsens Menneskefremstilling alligevel interesserer mere end Vedels, er det, fordi hans Sind er
for Løsningen af Opgaver, der i Følge deres Væsen fordrer en o v e r v e je n de humanistisk Løsning. —
Med fuld Føje indtager Knud Larsens store Altertavle til Jo- hannes-Kirken i Aarhus Midter
pladsen paa Ud
stillingen. Det er et stort Ar
bejde og et smukt og al
vorligt Arbejde, godt og virk
ningsfuldt kom
poneret inden for den ret van
skelige halvrunde Form. Dets Farve er mild og sand, og det bløde, kunstige Lys er godt benyttet til at fremhæve baade Stemningen og det væsentlige i Kompositionen. I ma
lerisk Henseende er dette et baade smukt og fortræffeligt Billede, men det kan ikke nægtes, at en Side af Opgaven er blevet liggende til Dels uløst, fordi den ikke lader sig løse ad Tidens malerisk-artistiske Vej.
Sikkert har Knud Larsen selv været klar over, at historiske og Fantasi-Opgaver ikke lader sig løse ad udelukkende malerisk Vej.
Naar han dette til Trods o v e r v e j e n d e har behandlet sit Billede ud fra et malerisk Syn, saa skyldes det sagtens, at Fordrin
gen til skikkelseskabende Fantasi er en Fordring, vor Tid kun sjældent og yderst beskedent fremfører. Men uden skikkelse
skabende Fantasi lykkes det ikke at frem
stille Apostle, overhovedet hverken historiske Personer eller Ideer iklædt menneskelig Skik
kelse.
Selvfølgelig maa Kunstneren have en Model til sin Figur, det maa i hvert Fald de fleste have. Men inden Modellen væl
ges, maa Skik
kelsen have for
met sig i Kunst
nerens Fantasi.
Det kan jo dog ikke gaa an, at det bliver Sko
mager Petersens Ydre, der kom
mer til at af
gøre, hvorledes Johannes-Evan
gelisten kom
mer til at se ud.
Naar Biblen sammen med Traditionen har paavirket Kunst
nerens Sind og skabt et indre Billede, saa er det Tid for Skomager Petersen at træde til — men man kan ikke begynde med Sko
mager Petersen. Man bliver jo dog ikke Apo
stel af at blive udmærket malet. Miraklernes Tid i den Forstand er vist forbi.
I Fremstillingen af Jesus har Knud Lar
sen et klarere indre Billede at bygge paa, dels er i et moderne protestantisk Sind Jesus- forestillingen anderledes levende end Fore
stillingen om Apostlene, og dels er den protestantiske Tradition om Jesusbilledet mere uddybet end Traditionen om Apostle
nes Ydre.
I Jesusfiguren er der da ogsaa ydet noget smukt, hvorimod det ikke er lykke
ses at rykke Apostlene ud over Modellernes daglige Niveau, og de er saaledes kun ble
vet det, de virkelig er, tolv tilfældige kø
benhavnske Arbejdsløse. Men dette var jo ikke Meningen.
483 :
—
Foraarsudslillingernc 1909
N. V. Dorph: Mand og Kvinde.
Foraarsudstillingerne 1909
I Opgaver derimod, der er mere nære, yder Knud Larsen sit betydeligste. Levende og karakterfulde og elskværdige er de fleste af hans Portræter, og i Billedet i Aar af
„Kunstnerens Familie“ med de smukke, unge Kvinder paa Stranden, har han tillige gjort en baade i Farve og Linier overmaade harmonisk og smuk Portrætkomposition.
Det er et Hverdagsemne, der har faaet et Reliefs faste Holdning.
Paa beslægtet Maa- de er det lykkedes Jo
hannes Wilhjelm at omforme eller over
flytte Hverdagsfigurer til helt statuariske Fremtoninger, saa- ledes den forreste unge Kvinde i det smukke Billede „Fi- skerbaadene i Fare“, saaledes ogsaa den unge Kvinde i Bil
ledet „Ved Væven“.
Det er, som om der i Wilhjelms Billeder i Aar lod sig ane en typedannende Evne, som er sjælden i dansk Kunst.
Disse Evner, Evne
til Typeudformning og Evne til at løfte Hverdagssituationer ud over og op over Dagliglivet, er ægte kunstneriske Evner, der ligger paa Grænsen mellem det sjælelige og det formelle, snart . nærmere det ene, snart nærmere det andet. Det var Evner, som Fru Bertha Dorph i sit smukke Billede i Forfjor „Besøget hos den unge Barselkone“
viste sig i saa rig Besiddelse af. Hendes Billede i Aar „Bedstemoders Ord“ er uden Skygge af Tvivl lige saa godt malet og lige saa smukt som Besøget. Naar det alligevel ikke naar saa langt ind til Mennesker, er det, fordi det her ikke er lykkedes Fru Dorph i
===== 484
saa høj Grad at almindeliggøre Situationen.
Om Malerkunsten overhovedet formaar at løse en Opgave som denne helt, er maaske tvivlsomt. Pantomimisk, som den nu en Gang er, lykkes letfattelige Situationer den bedst, saadanne som Velkomsthilsenen til den lille nye Verdensborger i Bertha Dorphs Billede i Forfjor, som Afsked eller Død, i det hele taget de enkleste, de elementæreste, mest usammensatte Situa
tioner, eller de, der som historiske eller bibelske er kendte af alle. Hvad det er, den smukke gamle Dame i Fru Dorphs Billede siger den unge Kvinde, kan vi ikke se, derfor gaar Bil
ledet os noget forbi, og dette er Synd for alle dets gode Egen
skabers Skyld.
Kun en Side af sit Talent faar N. V.
Dorph i Aar rigtig Lejlighed til helt at udfolde, det er væ
sentlig den gode og kloge Portrætmaler han er, som man har Anledning til at glæde sig over i Aar. Por- trætet af „Borgmester Lyngbye“ er, selv med Jerndorffske Portræter i Minde, et udmærket Billede, der giver klar og fyldig Besked om sin Model. Men er det helt praktisk at male et Portræt i fri Luft? Skjuler ikke et og andet af Ansigtets Karaktertræk sig i det omgivende Lys’ Blænden? Og virker det ikke fremmed at se Hudens Farve ned
stemt, saa den, hvad Sandheden kræver, viser sig mørk mod Himlen? Bliver ikke dette en for dyrtkøbt Naturlighed paa den indre Sandheds Bekostning ? Og er det ikke en anmassende artistisk Fordring? Na-
N. V. Dorph: Portræt af Borgmester J. Lyngbye.
Foraarsudstillingerne 1909
i Besiddelse af en mild vegetativ Ro, som han ofte formaar at lade afspejle sig i sine Portræter.
Det er ogsaa paa denne Sindets Mildhed, han har malet det indtagende lille Billede
„Dansende Børn“, som han udstiller i Aar.
Her som altid viser det sig, at det Emne, der staar Kunstneren menneskeligt nærmest, det der formaar at varme ham stærkest, er det, der brin
ger ham til at gøre den værdi
fuldeste Kunsl, Notabene, naar han magter at gøre det, han vil. — Men til
trods for dette Billede, tiltrods for de smukke Portræter, Paul- sen Tid efter an
den har gjort, skal den, der tilfulde vil have Indtryk af hans Betydning, ikke søge den i hans Figurkunst,men i hans Landska
ber, thi her kom
mer hans Talent
til en straalende Udfoldelse. Hans Sind er lyrisk modtageligt for Naturindtryk, fintmær
kende som en Jordskælvsmaaler og hans Syn paa Naturen saa enkelt og stort, at det i Grunden kun er Himlen og Døgnets Tider, han skildrer. Hans Landskaber er som Drømme af en næsten overjordisk Dej
lighed. Han er Landskabsmaler i allerstør
ste Stil.
Ogsaa Tuxen inspireres oftere af Farve, Lys, Luft og Linier end af Tilværelsens menneskelige Elementer. Rigt er han ikke repræsenteret i Aar, men de smaa Ting,
--- 481
han har, viser hans mandige Farvesyn og energisk levende og vaagne Penselføring.
Alt for tidligt og alt for ofte sløves her til Lands Evner og Energi. Derfor glæ
des man desto mere ved de faa Kunstnere, der bevarer Kraften og Energien op i Aarene.
Otto Bache fylder i Aar halvfjerds, men hans dramatisk levende Billede „Det vilde Stod“
med de skræmte Heste og den dygtige, som
merlige „Por
trætgruppe i det F ri“ røber ikke Kunstnerens Al
der. Det er, som Aarene er gaaet hen over Bache uden at sætte Spor, han ma
ler med samme Kraft som for fyrretyve Aar siden.
Som Vedel, Paulsen og Tux
en bekender An
na Ancher sig sikkert ogsaa til den artistiske Tro. Luft og Blødhed og sit- trende Lys er de Fyr, hun styrer efter. I hendes „Begravelse“ paa Galleriet ses dette saa overmaade tydeligt. Menneskenes blaa Vadmelsklæder, Præstens sorte Kjole, Kransene og de grønne Guirlander har haft hendes Interesse forud for Følgets forskellige menneskelige Forhold til Handlingen. I de to af hendes Billeder i Aar er det ogsaa et Rum med Figurer, der er Emnet, et Rum med Soltit paa hvide Vægge, med grønne, røde, brune og lyse Farver i Fyrregrene, i Rum og i Mennesker. Det er fine, ynde
fulde og muntert smukke Billeder, baade i
„Før Kongebesøget“ og „Syskolen“.
Theoretisk vis
ne som de mo
derneimpressio
nister er disse af den ældre Type ikke.
Anna Anohers Talent er som et dejligt grønt, levendeTræ,der hvert Aar sætter sunde og friske Skud; men og- saa om hende gælder det, at hvor hun lader sig inspirere af noget menne
skeligt — som i hendes Bille
der af „Den blinde Kone“ , i „Maagepluk- kerne“ eller i det vidunder
lige Portræt af Kyhn — naar
hun andet og mere end Farvens Finhed. Og- saa i Anna Anchers Billeder bliver der saa et Plus af Menneskelighed, og et Plus er dog et Plus.
Hvor udpræget artistisk - impressionistisk Viggo Johansens Kunstsyn end er, er ikke heller han muldvarpeblind for Karakter og Menneskelighed. Som Anna Ancher har han givet ypperlig Menneskeskildring. Hans Por
træt af Høffding i Aar er maaske ikke saa stort tilskaaret i sin Form, ikke heller saa enkelt virkende eller mandigt kraftigt som Vedels, men det giver mere af det men
neskelige, det giver et Indtryk af Modellens værdig-milde, muntre Form og af det fine
Vemod, der lyser ud af hans blaa Øjne.
I artistiske Kredse er det Tone at sige, at det kunstnerisk set er ligegyldigt, om et
Portræt ligner eller ej. Visse
lig kan der gø
res smukke, de
korative Bille
der, der ikke ligner den paa
gældende Mo
del, Billeder, der taler højt om Kunstnerens Smag og Kraft ogStilsans.Men da Billedkun
sten er den ene
ste Vej, ad hvil
ken der kan sættes et stak
kels forgænge
ligt Menneskes skønne eller sjælfulde eller karakteristiske Ydre et Min
desmærke, fore
kommer det ikke ubilligt at for
dre af Billedkunsten, at den blandt andre Opgaver paatog sig denne, allentid man
gelfuld Lighed enten skyldes mangelfuld Form eller mangelfuld Opfattelse, eller en skøn Forening af begge Dele.
Selv om de forskellige Retninger her paa Charlottenborg tydeligt lader sig skelne, er Overgangen mellem dem ikke skarpe. Dette har sin naturlige Aarsag i, at de mest yder- liggaaende Fænomener søger til den fri Ud
stilling, baade de, der radikalt stryger alle Aandsværdier af Kunsten som Find, og de, der som Paul Christiansen fremtræder i dile- tantisk Nøgenhed, ganske uden kunstnerisk Form. Men tiltrods for, at Mellemformerne er de hyppigste paa Charlottenborg, ser man dog klare Eksempler paa, hvilken farlig Ind
flydelse det artistiske Kunstsyn k a n have 482
Foraarsiidslillingerne 1909
--- :Hans Nikolaj Hansen: Skøjteløbere.
=
Foraarsndstillingerne 1909
turligvis vil Impressionisterne ikke mene det — men mon ikke alligevel?
Ogsaa i den smukke decorative Paneau
„Mand og Kvinde“ har Dorph valgt at lade Figurerne staa delvis mørkt mod Baggrunden, han frembringer derved noget dystert og alvorligt og navnlig en dekorativ Silhuetvirk
ning, der smukt fremhæver Kompositionens fine Liniespil.
Der er et Bil
lede paa Udstil
lingen af en ung Mand, Valdemar Neiiendam, hvis Arbejder i de sidste Aar, i hvert Fald i Kunstner
kredse, har vakt Opmærksomhed.
Med en velgøren
de Vedholden, der minder om Zahrtmannsaare- lange Leven med og Leven i Leo
nora Christinas Jammersminde, og med en lig
nende tiltalende Paastaaelighed, der ofte er Bega
velsens Tegn, er Valdemar Neiien
dam Gang efter Gang og ved hver ny Op
gave med større kunstnerisk Modenhed vendt tilbage til Skildringen af Johannes Ewalds vemodigt straalende, urolige og tragiske Liv.
Allerede i Billedet i Efteraaret af Ewald og hans Værtinde var der en enkel Storhed i Følelsen. Og i Billedet paa Udstillingen i Aar „Islandske Studenter besøger Digteren Johannes Ewald“, er der en ram, mandig Bitterhed i Skildringen af de Besøgende og en dyb, medfølende Vemod i Billedet af Ewald. Det vilde være Uret at paastaa, at
Afstanden mellem dette Billede og Zahrt- manns Leonora Christina-Billeder skal maa- les i Mile.
Men jo mere Neiiendam kan fuldkommen
gøre sin Form , jo finere et Instrument vil han besidde til at udtrykke, hvad han har paa Hjærte, og jo mere modstandsdygtige vil hans Billeder blive over for Tidens Gnaven.
Til den samme Type af Kunst
nere, de der ma
ler hvad deres Sind er fyldt af, frem for hvad de
res Øjne er fyldt af, de hvis Frem
bringelseslyst sættes i Bevæ
gelse af Fanta
sien, hvis Ev
ners Drivkraft er deres Forhold til Livet og Følelse for Mennesker og menneskelige Forestillinger, til denne samme Ty
pe af Kunstnere hører ogsaa Hans Nikolaj Hansen.
Der er en Teg
ning, eller er det en Radering, af Hans Nikolaj Hansen, en Illustration til Aare- strups Digt „Man har Sagn om Borgtape
ter“, der viser et Hjørne af en Herregaards- sal med Gobeliner paa Væggene og med et Bord, paa hvilket der brænder en Kande
laber. Det er et nydeligt og fint stemt Interieur, dygtigt og virkeligt. Men ser man nøje til, opdager man, at en af de vævede Riddere paa Gobelinen begynder spøgelsesagtig stille at træde ud fra den faste Væg, for paa egen Haand at be
gynde sit natlige Liv. Der er noget i
L. Tuxen : Før Badet.
=
Foraarsudstillingerne 1909
denne Tegning, der ligner Hans Nikolaj Han
sens Talent.
Hvor megen Virkelighed der end er i hans Billeder, et lille Trin, og han er midt inde i Eventyret. Det er vist upaaviseligt, hvor det fine Tryk er sat, der saaledes flyt
ter hans Billede „Skøjteløberne“ fra Hver
dagen over i Eventyret, men det er saa, det er rykket bort fra Tid og Sted, er blevet en Verden for sig, hvor ingen anden Tidsbe
stemmelse gælder end „der var en Gang“.
Det er ikke som hos Hans Nikolaj Hansen Fantasiens Egne, der er Anchers egentlige Domaine, ikke heller som hos Zahrtmann og nu hos Valdemar Neiiendam historiske Skjæb- ner som inspirerer ham. Det er ud af selve Livet og Menneskene, at Ancher presser Poesi.
Man kan for saa vidt godt kalde Ancher Naturalist, om end han ikke er det i den Forstand, som Ring er det. Medens Ring maler Sandheden, hele Sandheden og intet andet end Sandheden, maler Ancher ogsaa
Hans Nikolaj Hansen: Skærsommernatsdrem.
Eller Billedet „Fredensborg“ med den gamle Hofkrage og hendes Hund. Det er Fredensborg Slotshave, men det er ogsaa Eventyrets Have, der strækker sig helt op til Fantasiens Slot, hvor den dejlige Prin
sesse har til Huse.
Den Tid, Hans Nikolaj Hansen er født i, har staaet Arten af hans Evner imod, den har anvist ham Bolig i Virkelighedens Gade, men naar som helst han uset har kunnet det, har han listet sig ind i Fantasiens af
lukkede Have, og de Frugter, han derfra har medbragt, er det værdifuldeste i hans Produktion.
Ogsaa Anchers Plads i dansk Kunst er og har altid været i Humanisternes Rækker.
Sandheden, hele Sandheden, men rigtignok tillige en hel Del mere.
Tager man Anchers Billeder for sig i Er
indringen, drager der forbi en som en Række af Monumenter over Livet, Statuefremstillin
ger af Mennesker og enkle Symboler. Der er det vidtspændende, stemningsvækkende
„Blinde Kristian ved Vuggen“, der er „Fi
skerne spænder Redningsbælter paa“ med sin helt homeriske Stemning, der er det skønne Billede af Barnedaaben, der er „Den Druknede“, faamælt som Sagaerne, der er Portrætet af Anna Ancher og mange, mange flere.
Tilfældig er Ancher i Aar ikke særligt rigt repræsenteret, alligevel føjer Udstillingen i
486 -
Foraarsudstillingerne 1909
Aar smukke Billeder til, hvad han alt har gjort. I Portrætet af Locher, der er kompo
neret med stort kunstnerisk Humeur, har Ancher formet en Skikkelse, der huskes, ikke heller Billedet af en gammel sortklædt Kvinde vil glemmes, og i et Portrait af en ung Kvinde med Baand om løse Krøller, synes det, som om han har naaet videre i Skildring af kvindelig Ungdom og Ynde end før i sin Produktion.
Saaledes er da disse to Typer af Kunst
nere, den artistiske og den humanistiske. — Formens Kunstnere, der fortrinsvis søger Op
gaver, hvor deres Øjnes og Hænders særlige Evner kommer til deres Ret, deres fysiske Formaaen foldes ud. Og Personlighedens Kunstnere, for hvem Drivkraften er Men
neskevæsen, Fantasi og Poesi.
Men som Aand og Sjæl ikke kan færdes uden Legeme, kan et Kunstværk ikke be- staa eller leve uden Form. Enhver Kunst
ner maa til Kunsten svare den Skat, det er at lære sit Haandværk, saa han for
tn aar at give Værket Krop. Man give Kej
seren det, som Kejserens er, og Gud det, som Guds er.
487
.
