Danmarks Kunstbibliotek The Danish National Art Library

Hele teksten

(1)Digitaliseret af / Digitised by. Danmarks Kunstbibliotek The Danish National Art Library København / Copenhagen.

(2) For oplysninger om ophavsret og brugerrettigheder, se venligst www.kunstbib.dk For information on copyright and user rights, please consult www.kunstbib.dk.

(3) DEN NATIONALE KUNST AF. KARL MADSEN.

(4) V.... ;. ..fl-. ..1. .^. ■; ■. - _ ■.... ■. ■ /. -t ^. , X'i. i--i. ■-- r .■ 1. V.

(5) Wilhelm Marstrand: Portræt af Kunsthistorikeren N. L. Høyen. Kunstmuseet.. m i. en Personlighed, der spillede den mest fremtrædende Rolle i dansk Kunstliv ved forrige Aarhundredes Midte, var ikke en Maler, men enTaler. Høyens Navn mærkede denFane, der bares højt i Striden som Samlingsmærke og Skillemærke. Det blev hadet og bespottet og. D.

(6) 246. KUNSTENS HISTORIE I DANMARK.. frygtet, det blev elsket, be undret, næsten tilbedt. Maaske var de fleste imod ham, men de bedste var med ham. Thi det var for en Gangs Skyld en Mand, der vidste adskillig Besked med, hvad han talte om. En Mand med , grundig Viden, med soli d Læ r-! dom og med ægte Kærlighed ; til Kunsten. Et klart Hoved, der tog sin Opgave paa mo-| derne realistisk Vis, udeluk kende interesserende sig for J. T. Lundbye: Lækatten. Avtografi. Kopieret af Ad. Kittendorff i Kaalunds Fabler. Kendsgerninger, og aldeles ikke lod sig friste af den hyperfilosofiske Kunstæstetik, som endnu i J. L. Heibergs Samtid havde god Kurs. Naar han — helst i Akademiets festlige Antiksal — fortalte sine trofiste Tilhørere om ' alt det »kostelige«, han havde fundet ved sine Studier, var det med et saa fængslende Fore drag, en saa glimrende Veltalenhed, at ofte Time kunde gaa efter Time, uden at hverken han eller Tilhørerne trættedes. »Hvor livligt fulgte ikke dette Ansigt, som ingenlunde var smukt, snarere lidt barokt i sin Form, med enhver af Talens Bevægelser! Hvilket Spil i dette lyse og skarpe Øje, hvor fin og udtryksfuld en Bevægelse i alle de Smaatræk, som omgave det, især naar han var polemisk stemt, naar han trak Brynene sammen, gjorde Munden bredere og med drillende Lune gik løs paa en eller anden Fordom, som krænkede Noget, der var ham dyrebart! — Han var i Sandhed det levende Ords Mand: han kunde fortælle, stemme, begejstre, henrive, som kun Faa have kunnet.« (JuliusLange: NutidsKunst, S. 84-103. N. Høyen som Docent og Forfatter). Høyen havde utvivlsomt sine Fejl. Han beskyldes for at have været herskesyg og partisk. Han havde en Vilje og stred for at føre den igennem, det skal ikke lægges ham til Last. Han var en nidkær Ven for de danske Kunstnere, der i hans Øjne havde størst Værdi; da Eftertidens Dom her i det væsenligste falder sammen med hans, skal det endnu mindre lægges ham til Last. Unægteligt var der Mangler ved hans Syn. Det fremgaar klart af de tre Bind Skrifter, der udkom efter hans Død, og som i saa ringe Grad har bevaret den For tryllelse, der udgik fra hans Person, at de for mange har syntes lig tre Skovle Jord paa hans Kiste. Lige saa meget som her Afhandlingerne om Danmarks Kirkebygninger tjener Viden skabsmanden til Ære, er Forelæsningerne om nyere fremmed Kunst Kritikeren til Tort. Thi lian interesserer sig lige saa lidt for 1 egningen hos Ingres som for Farven hos Delacroix, han gøi Kæmper til Dværge og Dværge til Kæmper, frrøifører undertiden de besynderligste og ubegribeligste Fejltagelser, nævner f Eks. et Billede af Courbet som en Efterligning af Meissonier! Paa adskillige Punkter har Høyen desværre væ'ret sine Tilhørere og Tilhæn gere en slet misvisende Fører. Han saa ikke ganske med de Øjne, hvormed en Kunstner ser — eller burde se. Han agtede van der Helst for at være en lige saa god Maler som Rembrandt. Men denne udmærkede Forsker og mindre udmærkede Kritiker var ogsaa andet og mere og bedre end dette og end hint. H ^ var den nationale Kunsts Præst og Profet. Allerede Titlerne paa nogle af hans trykte Foredrag viser, med hvilken usvækket Iver han vedblev at virke i sit Kald for at vække de slumrende, opildne de sløve, begejstre det danske Folk for Kunstens og Fædrelandets dobbelt hellige Sag. I det skandinaviske Selskab holdt H ø ^.

(7) DEN NATIONALE KUNST.. 247. /, lay/Y^. Johan Thomas Lundbye: Selvportræt. Tilh. Maleren, Hr Etatsraad Lorens Frølich.. \. 1844 det opsigtvækkende Program foredrag »Om Betingelserne for en skandinavisk Nationalkonsts Udvikling«. Fra 18 51 er et Foredrag »Om Berettigelsen af den Fordring, at Konsten skal slutte sig til Folket«, fra 1863 et »Om national Konst«, fra 1866 et om »Et Folks Forpligtelse til at værne om sin Konst«. Han havde den Tro, der stræber at flytte Bjerge. Folket vilde efter hans Forvisning lære.

(8) 248. KUNSTENS HISTORIE I DANMARK. at indse Kunstens Betydning for Udviklingen af Nationens aandelige Liv, naar Kunsten stræbte at blive folkelig og national, valgte de hjemlige Emner, fremstillede Danmarks Natur, Folkeliv, Historie, Myter og Sagn, og underbyggede sine Fremstillinger af de svundne Tiders Personer og Optrin ved Studiet af den danske Almues Karakterer og Liv. »Nordens Historie støttet paa Landets og Folkets Grundtræk«, hedder det i det første af Høyens ovennævnte Foredrag, »det er det Stof, hvoraf den Konst, som vi have modtaget fuldvoksen udefra, maa gjenfødes iblandt os, dersom den ej skal staa som et forstenet Aftryk. Først da kan Folket i. ' ’ .'--i- -L. _. J. T. Ltindbye: Fra Egnen ved Frederiksborg. Hirschsprungs Samling.. >. den gjenkjende Ben af sine Ben og Kjød af sit Kjød, og den vil blive det kjær, som Barnet for Moderen, naar dets Træk vækker hellige, dybt indprægede Minder«. ^ Høyens Ord vilde ikke have vundet saa stor en Magt over de unge Kunstnersjæle, om disse ikke allerede ved mange forskellige Paavirkninger var bievne stemte til Modtagelighed for den Lære, han forkyndte. Eckersberg havde allerede skabt en særlig dansk Kunst. Flere af hans Elevers Arbejde tydede paa, at Kunstnere — som andre Mennesker — havde finest Forstaaelse af det, der var dem nærest og kærest. Og det var Løftelsens Stund, ny Tiders Gry. Digterne sang Danmarks Pris og bragte Fædrelandsbegejstringen til at flamme højt i de unge Kunstneres Hjerter. Grundtvig har haft mindst lige saa stor Betydning for Udvik lingen af den nationale Kunst som Høyen. — ^ »Hvad vi skjulte for ikke at blive latterlige, det taler man nu høit om«, skriver Luudbye til Lorens Frølich ved Juletid 1846, da Høyen forberedte Stiftelsen af »Selskabet for nordisk Konst«. Johan Thomas Lundbye hørte til dem, der af ganske Hjerte, Sjæl og Sind sluttede sig til Høyen, delte hans Haab og hans Ønsker. Hjertet var som liden Gunvers af Voks, Sjælen som lutret Guld, Sindet drømmende og tungt. Født i Kallundborg d. i. Sept. 1818,.

(9) 249. DEN NATIONALE KUNST.. sv-Æ-;. 'ÉSSMÉé. R iS iP. 5:%' •• •. :-'A f. U4rf ^'“. i&v';.;. ]. T. Lundbye: Hankehøj, Efteraarslandskab. Hirschsprungs Samling.. havde han som Barn med stor Begærlighed slugt Ingemanns da lige udkomne historiske ^ Romaner, og det var efter hans eget Sigende dem, der gav ham Lysten til at blive Kunstner. Hans poetiske stemningsbevægede Gemyt vedblev at have stærk Hang til Romantik; overfor en Bondehest, han malte, kunde han røres ved Tanken om, at den maaske nedstammede fra Kong Volmers mælkehvide Ganger; Roskilde var-ham »Byen med de dejlige Væld, det be standig mumle gamle Sagn og Eventyr for et lydhørt Øre paa et lidt forunderligt Hoved«. Men hans Kunst er djærv naturalistisk Kunst, der kun ved sin Følelsesrigdom og Stem ningsmagt tilhvisker os, at Malerens Sjæl var opfyldt af sære Drømme, af Romantik og Poesi. Endda foretrækker Lundbye i Keglen de simple, beskedne Motiver. Han lagde ikke som Eckersberg Vægt paa at gengive et nøjagtigt Spejlbillede af Naturen, han har omdannet mange af de Landskabsmotiver, han har fundet i Naturen, og i vid Udstrækning dyrket Erindringens Kunst. Dog har han skyet den Art sammenflikkede og overfyldte Landskabs kompositioner, som var paa Mode i Datidens Kunst, og stedse tilstræbt Troskab mod Karak teren af dansk Natur. »Hvad jeg som Maler har sat mig som Livsmaal«, skriver han i en af sine mange Dagbøger, »er at male det kjære Danmark, med al den Simpelhed og Beskeden hed, som er saa characteristisk for det.« For Lundbyes Øjne var den danske Naturs fornemste Skønhed de store Linjer og deres bløde Rytmik. Han følte til sin store Sorg, at en 1/ saa enkel og ligefrem Naturfremstilling, som hans Landskaber gav, havde ringe Udsigt til.

(10) 250. KUNSTENS HISTORIE I DANMARK.. J. T. Lundbye: Kostald. Kunstmuseet.. at blive »folkelig« Kunst. »Publicum har stadig kjedet sig og ønsket flere Træer og noget Levende«. Indtil 1843 malte Lundbye fortrinsvis Landskaber. Til de anseligste og fortrinligste hører Glyptotekets Billede med Vejrhøj i Baggrunden, Galeriets sjællandske Landskab og store Billede af en »dansk Kyst«. Fra Lundbyes senere Aar er Galeriets hyggelige Billede af »Boelsstedet« og den Hirschsprungske Samlings højst ejendommelige lille Billede fra Hanke høj. Intet Motiv kan være simplere end dette, en Græsmark med en Vogterdreng og nogle Køer, en lille Høj med et Par forblæste Tjørne op mod en høj Luft, hvor runde, hvide Skyflokke sejler over en klar og kold Efteraarshimmel. Men Billedet er i al sin Lidenhed saa storladent, karakterfuldt og stemningsrigt, at det vel eengang set vil være uforglemmeligt for ethvert Menneske med nogen Sans for Kunst. Hverken det eller Lundbyes andre Landsi^bsbilleder kan dog i Henseende til Behandlingens Friskhed, Kraft og Glans maale sig med de bedste mellem hans Landskabsstudier. Et af de ypperste blandt disse er det stor stilede Forstudie for Mellemgrunden i Galeriets sjællandske Landskab. Efter 1843 spiller Dyrene, Kør eller Heste, Hovedrollen i de fleste af Lundbyes Billeder. Hans Kærlighed for Dyrene var gammel; han havde malt sit første Studie paa sin i6-aarige Fødselsdag efter en rødbroget Ko paa Østerfælled, og i sin første Ungdom faaet Undervis ning af den talentfulde, men rigtignok som oftest slemt manierede Dyrmaler Christian Holm (f. 1804, d. 1846). Mange smukke Studier efter Dyr stammer ogsaa fra de Aar, da Lundbye fortrinsvis virkede som Landskabsmaler. I 1844 udstillede han det fortrinlige Billede af Kostalden i en Bondegaard med dens hyggelige Sommerstemning; Solen straaler ind gennem ' den aabne Dør, den friske appetitlige Duft fra Trillebørens nyslagne Hø staar den stakkels r, Tyrekalv med den korte Lænke fristende i Snuden. Lige saa beundringsværdig er den 1847 malte »Malkeplads ved Herregaarden Vognserup« med det duftige varme Sollys over Land-.

(11) DEN NATIONALE KUNST.. 251. skabet, den smukke Luft med de fine Skystriber og den ypperlige Gruppering af Køernes Mangfoldighed, »det er henimod den Tid, da Malkningen er tilendebragt, Køerne spredes af Længsel efter at komme ud paa de brede Enge«. Disse Billeder overtræffer langt alle ældre danske Dyrbilleder og nærmer sig op mod de gamle Hollænderes. Lundbye har aabenbart gaaet i Lære hos disse, men i Modsætning til de ældre Malere, f Eks. Gebauer, der nøjedes med at efterabe dem, forstaaet dem rigtig, .søgt selve Kilden, iagttaget Dyrenes Væsen, Væren og Bevægelser i Stalde og paa Marker. Han har studeret alle Enkeltheder, som Klove, Snuder o. s. fr., med største Omhu og for-. /. T. Lundbye: Malkepladsen ved Vognserup. Kunstmuseet.. staaet at gengive dem med den samme fine Formfølelse og sikre, plastiske Skønhedssans, der findes i de Skræpper eller Blomster, han med et Par Penselstrøg har hensat i sine Land skabers Forgrund. Alligevel naar han ikke den Friskhed og Djærvhed i Karakteristiken, der udmærker Paulus Potter. Til Gengæld har han større Følsomhed. Lundbye har med sit bløde, varme Hjerte ofte fremstillet de elskværdige og rørende Motiver, der vækker Med følelse for den Medskabnings Sjæl, der er i Dyret. Hans smukke Illustrationer til Kaalunds Fabler er en Dyrevens Opfordring til at agte og elske denne Sjæl. Ogsaa for Lundbye stod den Kimære. der hedder »Kunsten for Folket«, fristende i Idealets Glans. Men Kunsten stiller lige saa store Fordringer, til sin Betragter, som Kierkegaard til sin Læser, og viser kun sine Skatte til den enkelte, der mødte med det modtagelige Sind, ikke til Mængden, der mangler Stunder til at lytte efter dens Tale. Lundbye tegnedel Træsnit til Flincks Almanaker i Haab om, at »Bonden skulde skaane Steendyssen paa sin Mark, naar han saa den aftegnet. Det var de Billeder, der skulde bidrage-deres Skjærv til,.

(12) KUNSTENS HISTORIE I DANMARK.. 252. at den saakaldte Dannede skulde agte sin Broder bag Ploven og denne sig selv, de Billeder, der skulde være en Glæde for Haandværkeren i hans Fritid«. Lundbye følte sig her grusomt 1/ skuffet. Han vilde have glædet sig over den Popularitet, Illustrationerne til Kaalunds Fabler efterhaanden har vundet, rigtignok først længe efter Lundbyes Død og efter at de Litografier, der i Bogens første Udgave gengav Lundbyes Tegninger og egenhændige Avtografier, er erstattede med grovere Træsnit. Mangt et fugtigt Barneøje har jo betragtet den stakkels Hund, som Kaptajnen har glemt i Land, og den dræbte Vildands moderløse smaa Ællinger. For een Gangs Skyld har da Lundbye her faaet den Løn, der var ham kærest.. V. J. T. Lundbye: Vinterlandskab. Tilh. Hr. Karl Madsen.. Lundbyes Tegninger og enkelte af Lundbyes Raderinger (Alléen ved Billesborg) viser maaske endnu større kunstnerisk Fuldkommenhed end Lundbyes Malerier. Farven betød i Virkeligheden ikke stort for ham. Hans Yndlingsmateriale er den spidse Tegnepen og hans Stregføring har den mest udsøgte Elegance, ofte en næsten rafaelisk Skønhed og Ynde. Lundbyes Tegninger er dog ikke alle af samme Værd. Paafaldende matte og spinkle er de fleste Tegninger fra hans Rejse til Italien 1845— 46, der i det hele taget ikke bragte synder ligt Udbytte for hans Kunst. Højst fortrinlige er de mange Studietegninger efter Kvæget paa Vognserup Enge og efter smukke Landskabsmotiver, som f Eks. den Tegning, han en kold Foraarsdag har tegnet »med valne Hænder« i Udkanten af en Skov ved Usserød. Men ikke mindst mærkelige er de mange Tegninger, som kun giver Erindringsbilleder eller fri Kompositioner. Under adskillige af dem har han anført et Vers eller et Citat, under tiden Strofer af Eædrelandssange; svulmende Strofer staar ofte under en Tegning med et. ««■.

(13) DEN NATIONALE KUNST.. Dankvart Dreyer: Stensætning paa Brandsø. 'l'ilh. Fru Kammerherreinde Heltzen.. Dankvart Dreyer: Assens. Tilh. Hr. Kontorchef H. Gram.. 253.

(14) 254. KUNSTENS HISTORIE I DANMARK.. jævnt Naturmotiv, uden at de føles nedværdigede i en Mesalliance. Thi der er For elskelsens Ekstase i Lundbyes Opfattelse af dansk Natur og stille, højtidelig Patos i hans Genfremstilling af den. Med hvor faa og simple Midler og fin poetisk Følelse Lundbye evner at fasttrylle en melan kolsk Naturstemning, viser bl. a. det Snelandskab, han tegnede Nytaarsdag 1848. Lundbye gik som Frivil lig med i Krigen og faldt for Dankvart Dreyer: Kirkegaardsaaen ved Assens. Studie. et Vaadeskud d. 26. April Kunstmuseet. 1848, kun 29 V2 Aar gammel. »Hans Kunstnerliv var en Kunstnerungdom; en sand Ungdoms bedste EgSiisltaber præger hans Kunst. Der er vugget saa megen Stemning ind i den ved en Brusen i milde Foraarsbølger af friske og stærke Følelser, der er straalet saa megen Varme ind i den fra et flammende Hjerte. Hans Liv var som Sankt Hansormens i Oehlenschlagers Digt, »hur tigt, brændende, begejstret, lutter Glød, levende, bevægelig Glød«. (Karl Madsen: Johan Thomas Lundbye, 1895 udg. af Kunstforeningen). Efter Lundbyes Skøn havde ingen af de ældre professionelle Landskabsmalere Betingelser for at fremhjælpe en ejendommelig dansk Landskabskunst i Danmark. Det største og rigeste Talent mellem dem. Nordmanden J. C. Dahl, var bosat i Dresden, malte mest Bjerglandskaber og kunde næppe med Rette regnes for dansk. Hans Elever /. Mohr og /. H. Carmienche foretrak de grove Effekter for den simple Sandhed; ligesom Loit/r Gurlitt hørte de til de T}'skere, hvis falske Toner i Fremstillingen af dansk Natur forargede Lundbye mest. Sødring og Kiærskou sluttede sig til Tyskerne, Heinrich Bunizens Billeder forekom Lundbye haarde og kolde, men Lundbye havde dog — ligesom Skovgaard og ligesom Høyen — den største Respekt for Buntzens fæno menale Dygtighed i at tegne Træstammer og karakterisere Træsorter; — HøyensUdstillingsanmeldelse 1838 lader en lunken og forbeholden Aner kendelse af Købkes Billeder fra Kalkbrænderiet, Dosserin gen og Kastelsporten følge efter en svulmende Lovsang over et Billede af Buntzen. Høyen var ogsaa overdreven galant mod de store, ret over fladisk behandlede Dekora Dankvart Dreyer: Soramerlandskab. Studie. Kunstmuseet. tionsbilleder med Svejtser-.

(15) DEN NATIONALE KUNST.. 255. motiver, der maltes af hans meget gode Ven, den af sin Samtid højt ansete og nu næsten glemte Jens Peter Møller (f. 178^, d. 1854). De har ikke for Nutidsmenneskers Øjne den Fylde af Poesi, de havde for Høyens, da han skrev sin Udstillingsan'meldelse 1828. Men J. P. Møller har dog malt adskillige nette Smaabilleder, især i sine Ungdomsaar, da han levede sammen med sin Ven Eckersberg i Paris. Og et i hans seneste Aar malt lille vestjysk Klitlandskab var, da Mokkes Samling hang iT h otts Palæ, et af de smukkeste Billeder i Sam lingens danske Afdeling. Da Lundbye en Dag, kort efter at han med stor Begejstring havde hørt Høyens oven-. Dankvart Dreyer: Vej over Bakkerne. Studie. Hirschsprungs Samling.. nævnte Programforedrag 1844, sad og grundede paa den danske Landskabskunsts Fremtids muligheder, faldt det ham ind at forsøge en Karakteristik af enkelte af de Malere, til hvilke hans Forhaabninger nærmest knyttede sig. Han valgte Skovgaard og Dankvart Dreyer (f. i ' Assens i8 ié , d. 1852). Hos denne Maler fandt han selv Egenskaber, som den langt dygtigere Skovgaard ikke ejede i samme Grad, en egen Ynde i Motivvalget, en Farvefinhed, en Stem ningsfylde, en Poesi i Fremstillingen af dansk Natur, »som hørte man Kæmpevisetonen klinge igjennem«. • Lundbye havde Ret: Dreyer var en Maler med sjældne og mærkelige Evner. Hans Figur billeder (Hermod hos Hel, Marsk Stigs Døtre, den unge Tobias,) er forfejlede, »skjønt flere af disse Forsøg«, siger Lundbye, »bar Præg af hans sarte, poetiske Gemyt, det er som om han trængte til at.udtale mere, end hvad Landskabet er istand til at sige«. Og selv om der mellem hans store Landskabsbilleder findes enkelte meget smukke, f. Eks. »Stensætningen paa Øen Brandsø«, der i .meget ligner Lundbyes Billede paa Thorvaldsens Museum af Refsnæsdyssen, er Gennemførelsen af hans store Billeder i Reglen usikker, vaklende og famlende; han havde aldrig interesseret sig for at gøre grundige Formstudier, Træerne i hans Billeder har ofte den.

(16) 256. KUNSTENS HISTORIE I DANMARK.. Constantin Hansen: Portræt af P. C. Skovgaard. Tilh. Hr. Maler Joakim Skovgaard.. sløjeste Karakterløshed og Løvmasser af Uld. »Han er svag, har ikke Kræfter til at udtømme sit Stof«, siger Limdbye. Han manglede Udholdenhed og Energi. Kun i smaa Landskabs billeder kan han være helt udmærket. Et Par smaa Prospekter fra hans Eødehy (det ene i Privateje i København, det andet i Museet i Odense) har en yderst nænsom og omhyggelig — næsten miniaturagtig — Gennemførelse, men stor Sjælfuldhed i Opfattelsen.' Stemnings-.

(17) DEN NATIONALE KUNST.. 257. P. C. Skovgaard: Gade i Vejby. Studie. Kunstmuseet.. anslaget i hans aandfulde Studier og Skitser kan ofte bringe Landskabskunstens store Mestre i Erindring, ikke blot Hollænderne, men ogsaa Constable og det 19de Aarh.s franske Klassikere, hvis Værker han ikke kendte. Der var i Dreyers ejendommelige Syn, hans koloristiske Anlæg' — der overtræffer alle vore ældre Landskabsmaleres —, hans Naturfølelse, hans Evne til at indsuge Stemningens fineste Sødme og Duft, en god Del af det Stof, hvoraf virkeligt store Landskabsmalere dannes. Men han blev kun en Skitse til en stor Landskabsmaler. Han var af altfor skrøbelig Natur, taalte ikke Modgang og tog sig Kritiken over hans Arbejder urimeligt nær. Med Planer om at opgive Malerkunsten og leve som Landmand købte han et Boelssted ved Barløsepaa Eyen. Da hans Særhed, hans Menneskeskyhed og hans Fattigdom tiltog, søgte han Trøst og Glemsel for alle Genvordigheder i Flasken. Kun 36 Aar gammel døde han af Tyfus. Det var Lundbyes nære Yen og Omgangsfælle Peter Christian Skovgaard, som blev den nationale Landskabskunsts ypperste Mester. Født ude paa Landet — 18 17 paa en Fæstegaard ved Ringsted — og opvo.kset ude paa Landet i Tisvildeegnen, hvor Faderen havde faaet Privilegium paa en Købmandshandel, havde han den som Skildrer af dansk Natur efter Lundbyes Skøn vigtige Firdel, fra Barnsben af at være fuldt fortrolig med Landet og Livet paa Landet. Da hans Mo^er forstod at skatte Drengens Iver og Talent for at tegne, blev han efter sin Konfirmation sendt til København for at uddannes ved Akademiet. Han traf her Dreyer, Lundbye og Ru'mp, sammen med Dreyer malte han Studiehoveder efter gamle Nybodersmænid under J. L. Lunds Vejledning. Allerede Skovgaards første Forsøg i Malerkunsten — f Eks. et 1835 malt lille Selvportræt — viser et overordenligt Talent, selv om Behandlingen naturligvis er kejtet og naiv. Da hans Fremtidsudsigter alligevel var usikre, kom han i Malerlære; Skovgaard mente selv at have haft god Gavn deraf Maaske.

(18) 258. KUNSTENS HISTORIE I DANMARK.. P. C. Skovgaard : Landevej med Piletræer. Glyptoteket.. ' V. -i ' - ' V. P. C. Skovgaard: Egeskov ved Jægerspris. Kunstmuseet.. ^. '.

(19) DEN NATIONALE KUNST.. 259. har Læretiden ogsaa fremmet Udviklingen af den glimrende Dygtighed i Haandelaget, der j hurtigt blev en fremtrædende Egenskab ved Skovgaards Kunst. Mange af Skovgaards første Smaalandskaber lover en Stemningsmaler, nogle af dem en Kolorist. Endnu i Galeriets 1839 udstillede »Udsigt mod Frederiksværk fra Tisvilde Skov« — malt efter et udmærket Studie, der paafaldende minder om Dreyers bedste — er den unge Skovgaard ret væsensforskellig fra den senere Skovgaard. Store, mørke Regnskyer,. P. C. Skovgaard: Allé ved Iselinge. Kunstmuseet.. hvis Kanter rødmes svagt af Solnedgangen, svøber en øde Egn, hvor Ræven og dens Unger har vovet sig frem fra Hulen, i en melankolsk Skumring. Billedets poetisk-romantiske Stemning bringer Ruisdael i Erindring. Selv om ogsaa andre af Skovgaards Ungdoms billeder har et stærkt Stemningsanslag, indsaa han dog snart, at den Art af landskabelig Skønhed, der havde de største Tillokkelser for ham, ikke var de stærke Stemningers Skøn hed. Som udviklet Kunstner viste han mere Sans for Linjer og for Form end for Toner og for Farver. Hans egenlige Gennembrudsværk er vel Galeriets 1842 udstillede Billede af Egeskoven ved jægerspris, et afhans allerbedste Malerier, ægte og ejendommelig Skovgaardsk i den fine Opfattelse og sikre Gengivelse af alle Enkeltformernes plastiske Skønhed i den danske Sommers frodige Fylde og under den danske Sommerdags klare Lys. »Hvad Skovgaard bedst fremstiller«, skriver Lundbye i 1844, »og ret med Kjærlighed har levet sig ind i, er Plantelivet, ligefra det store Træ til den lille fine Græsplante. — I Skovnaturen har han hjemme, sand og naturlig giver han vore Skoves Karakter, og jeg veed ingen af vore Malere, som heri kan maale sig med ham«. Det er slaaende sandt. Men.

(20) 2é0. KUNSTENS HISTORIE I DANMARK.. P. C. Skovgaard: Tebordet i Vejby. Tilh. Hr. Maler Niels Skovgaard,. dog skal det ikke glemmes, at Skovgaards sikre Formsans fejrer lige saa store Triumfer i Fremstillingen af et karakterrigt Terræn, som Klinterne ved Stevns og paa Møen, eller af en Aa, der snor sig gennem Enge, eller af en Vej, der bugter sig over Bakker, som i Frem stillinger af Skovenes Trær og Markernes Urter. Den kan give de mest beskedne Smaamotiver en vidunderlig Skønhed. F. Eks. i Galenets lille Studie af en Gade i Vejby, hvor Lundbye maler en Skitse, eller Glyptotekets ligesaa fuldkomment dejlige Studie af en Vej med Piletrær. Penslen er i disse Studier ført med en aldeles fortryllende aandfuld Lethed, og Earvetonen har — uagtet Solskinsvirkningen ikke kan siges at været gengivet meget illuderende — en udsøgt harmonisk Skønhed, som Skovgaards store Landskabsbilleder desværre altfor ofte savner. Som alle de ældre danske .Malere er Skovgaard langt ypperligere i sine Studier end i sin e^ ^ i^ ge Billeder. Allerede Lundbye beklager, at de Skovgaardske Billeders grønne Farver jævnligt »have været temmelig skjærende zinnobergrønne«; Billedernes Farvegivning kan være grel og tør. Behandlingen har i al sin Sikkerhed og Fasthed sjældent Studiernes friske Livfuldhed, Penslen kan stryge en haard blaa Luft for tæt og tungt eller med en ret haandværksmæssig Virtuositet duppe tonløse Løvmasser over Træerne. Alligevel er det rigtigt, naar A. Køders smukke Karakteristik af Skovgaard (i »Blade af dansk Kunsts Hi storie«) fremhæver, »at hvor dejlige Skovgaards Studier end kan være, saa vilde han gennem dem alene aldrig være kommet til at betyde det for dapsk Landskabskunst, som han har naaet.

(21) DEN NATIONALE KUNST.. 26 1. P. C. Skovgaard: En sjællandsk Landevej. Studie. Hirschsprungs Samling.. gennem sine store færdige Billeder«. Ogsaa disse vidner jo klart om Skovgaards Sans for plastisk Form og om hans indgaaende Kendskab til hele Vækstlivets Karakter. Fremfor Stu dierne viser de os hans store Evner til at skabe Kompositioner med fast arkitektonisk Bygning og kraftig dekorativ Virkning. Skovgaards bedste og betydeligste Billeder — som f Eks. den berømte, 1849 udstillede »Landevej ved Herregaarden Vognserup« — har en egen storstilet Festlighed, som ingen anden dansk Landskabsmaler har naaet. Claude Lorrain var ham kærest af alle de gamle Mestre. Han har ofte tilstræbt at overføre noget af det monumentale i Claudes Billeder til sine egne Skildringer af Skønheden i det Land, der »staar med brede Bøge« og omgrænses af det salte Havs dybtblaa Bølger. I Retning af koloristisk Finhed og Skøn hed havde Skovgaard dog desværre ikke lært tilstræk keligt af Claude Lorrain. I Reglen har Skovgaards , Billeder maaske mere af stor j Stil end af stærk Stemning. Men der er dog mange Und tagelser. F. Eks. de nydelige Skovsøidyller eller Galeriets indtagende lille Billede af Alléen ved Iselinge en Septemberafteii, da Kvæget dri ves hjem over Markerne ved Gaasetaarnet, et Billede, hvis Venlighed og Hygge brin ger de gode gamle Hollæn P. C. Skovgaard: Strandmølleaaens Udløb. dere i Erindring. Eller Gale Tilh. Fru Bockelund. riets »Begyndende Aften-.

(22) 26a. KUNSTENS HISTORIE I DANMARK.. skumring i en Skov«, hvor Uglerne vaagner op til deres natlige Røverliv, medens Mørket tætnes i Ellekrattet. Engang i Skovgaards Drengeaar havde hans Moder paa en Køretur peget ind paa den mystiske Dunkelhed i Skovens Tykning med Spørgsmaalet, om han troede at kunne fremstille det. Skumringsbilledet er en særlig glimrende Løsning paa denne vanskelige Opgave. Billedet fra Iselinge skylder en stor Del af sin Skønhed til den fortræffelige Staffage:. P. C. Skovgaard: Sol over Byggepladsen. Tilh. Hr. Direktør Wilh. P. H. Hansen.. Gæssene og Kalkunerne i Forgrunden, Køerne, der slentrer hen over Marken. Ogsaa Ræve familien paa Billedet fra Tisvilde og Hjortene paa Billederne fra Dyrehaven vidner om, at Skovgaard kunde være bleven en udmærket Dyremaler, om det havde været hans Attraa. Han kunde ogsaa være bleven en udmærket Figurmaler, eller rettere: han er det. Skov gaards Portrætbiller er behandlede med en Fasthed og Dygtighed, der ikke lader dem staa til Skamme ved Siden af Arbejder twf Samtidens bedste professionelle Portrætmalere. Han har malt udmærket smukke Smaainteriører med Portrætfigurer: Tebordet i Vejby, Chr. Winther og Familie i Rom, Høyen, der indtager sin Frokost, før han skal til Avdiens hos Paven. Skovgaards Kunstnerbegavelse spændte i det hele taget over mange Omraader. Rent dekorative Opgaver forstod han udmærket godt at behandle. Vandfarvetegningerne i en lille Piges Eksemplar af Andersens Eventyr (nu i Kobberstiksamlingen) og Træsnittene efter Skovgaards Tegninger i »Gæa« og andre Billedværker godgør, at han som Illustrator havde et meget mærkeligt Talent, der sikkert burde have været udnyttet i højere Grad, end.

(23) DEN NATIONALE KUNST.. P. C. Skovgaard: Malkepladsen ved Knapstrup. Tilh. Enkefru A. Lund.. P. C. Skovgaard: Sommereftermiddag ved Nys0. Kunstmuseet.. 263.

(24) 264. KUNSTENS HISTORIE I DANMARK.. P. C. Skovgaard: Begyndende Aftenskumring i en Skov. Kunstmuseet.. det er blevet. Thi Skovgaards Tegninger viser hans sikre Form og Karaktersans i det aller smukkeste Lys, og hans djærve Streg har en Fynd og en Kraft, som ikke er mindre Beund ring værd end den Lundbyeske Tegnepens yndefulde Elegance. Endnu mere end Lundbye var Skovgaard en trofast og lydig Tilhænger af Høyæn. Der•for foretog han først som fuldmoden Kunstner i 1854— 55 sin første Udenlandsrejse; 1869 var han anden og sidste Gang i Italien. Han har malt nogle smukke Studier og Billeder med italienske Motiver, men de har i hans Produktion dog kun en meget underordnet Be tydning. Han havde sammen med Høyeii og Marstrahd besøgt Londoner Udstillingen 1862 uden kendeligt at paavirkes af sine udenlandske Fagfællers Opfattelse og Syn. Snarere har den varme Interesse, med hvilken han paa den nordiske Udstilling i København 1872 stu derede de svenske og norske Landskabsmaleres Arbejder, haft nogen Indflydelse paa hans Kunst. Forfatteren til denne Artikel har hørt ham udtale sig med stor Anerkendelse om Wahlberg. I hvert Fald viser Skovgaards seneste Arbejder en Stræben bort fra det tunge og sværtede i Farven, der ofte er saa fremherskende i hans Billeder i Tiden 1850— 70. De Billeder, der maltes i de allersidste Aar før hans Død — d. 13. Apr. 1875 — , har langt større Klarhed, Luftighed og Duftighed. Et af de ypperligste er den let og friskt behandlede »Sommereftermiddag paa Malkepladsen ved Knapstrup«. Kort før sin Død fuldførte Skov gaard Galeriets store Dyrehavsbillede med den bortdragende Regnbyge, vel det mest stor ladent pompøse, det mest monumentale mellem alle de Billeder, i hvilke Skovgaard har søgt at vise os den danske Højsommer i dens største Rigdoms Skønhed, Magt og Majestæt. Kun een dansk Landskabsmaler kan i Værd og Betydning sættes Skovgaard ved Siden. I Retning af Mesterskab i det tekniske staar Vilhelm Kyhn rigtignok langt tilbage for Skov-.

(25) DEN NATIONALE KUNST.. 265. H. Siegumfeldt: Portræt af Vilhelm Kyhn. Tilh. Udstillingskomitéen.. gaard; han havde ikke Skovgaards overlegne Sikkerhed i Tegningen, ikke Skovgaards Soli ditet i Formgivningen. En saadan Mangel paa Sans for Forhold, som flere af Kyhns Teg ninger i Kobberstiksamlingen viser, træffes ellers sjældent hos en Kunstner af nogen Rang. Behandlingen af Enkelthederne i Kyhns Billeder kan trods Gennemførelsens ufravigelige Pyntelighed være meget karaktersvag, endog nærme sig eller naa det rent dilettantmæssige..

(26) 266. KUNSTENS HISTORIE I DANMARK.. Men Naturopfattelsens glimrende Friskhed, Dybde og Styrke bringer Manglerne i Glemme eller lader dem synes underordnede. Thi han havde det vigtigste: den sjælfulde Forstaaelse af et Landskabs Karakter og Poesi. Han er den største Stemningsmaler, dansk Landskabs kunst endnu har haft. Født i København 18 19 uddannedes han til Kunstner under de samme Indflydelser, som blev bestemmende for den to Aar ældre Skovgaard og den et halvt A . ældre Lundbye.. Vilh. Kyhn: Aften efter Solnedgang. Kunstmuseet.. Tilhænger af Grundtvig var Fædrelandskærligheden hos ham luende Begejstring med Svær meri for Danmarlcs Fortidsminder, Tilhænger af Høyen — og Beundrer af Eckersberg — satte han sig til Livsmaal som trofast og ærlig Naturalist at medvirke til Dannelsen af en national Kunst. Naturalisten vragede ikke de mest dagligdags og beskedne Motiver, men opfattede dem undertiden som Romantiker, næsten altid som Poet. Han var ikke Ordets Mand og magtede ikke det skrevne Ords Poesi; dog føles i et Digt til hans Ven Lito grafen Kittendorff Præget af en ægte og dyb Kærligheds Varme i Linjerne om »Solskinnets Glæde og Sølv og Glans, Havblik og Taagernes bløde Dans«. Kyhn debuterede 1843 Galeriets ret friske, men rigtignok med en lidt overfladisk Virtuositet behandlede bornholmske Strandparti. Hans Billeder fra de følgende Aar sattes i Skygge af Skovgaards, først 1854 tiltrak han sig almindelig Opmærksomhed og Beundring ved Galeriets »Vinteraften i en Skov« med den hyggelige Stemning, der minder om Chr. Winthers venlige Vinterlandskab. Hvis der er en Art af Stemninger, Kyhn har elsket særlig højt og malt særlig ofte, saa er det Aftenstemningerne. Et af hans skønneste Billeder.

(27) DEN NATIONALE KUNST.. 267. ■. ii*'“ ■■■ -fuK]. - iV. '. ^Vilh. Kyhn: Sjællandsk Landskab (Motiv fra Øverød). Kunstmuseet.. — maaske det skønneste— er den idylliske »Bondeby efter Solnedgang«, malt 1863. M e-^^ dens Røgen fra Byens Huse stiger op mod den blege og svale Luft, sænker Skumringens, Slør sig over de smukke Trægrupper, hvis Spejl bruner et lille Kær, over Engen med Blom sterne, Kirken paa Højen og Bondegaarden, med Storkeparret i Reden paa Taget. Men Solnedgangens Poesi anslaar ofte helt andre Toner, kan vække den mildeTungsindsstemning, som den 1 874 malte. Sommeraften ved Himmelbjergets Lyng bakker, eller den mørke Melankoli, som den Aaret efter malte »Vinteraften ved en dansk Fjord«, hvor Solnedgangsgløden blusser frem mellem sortviolette Skybanker over et vidt strakt Landskab, der som en stor Kirkegaard ligger øde, tomt og trist under Vilh. Kyhn: Aftenstudie fra Kunstnerens Have' Sneens hullede Lagen. I ved Farimagsvej med Udsigt mod St. Jørgensø og Vodrofsmøiie. Raadhusudstillingens Som Kunstmuseet. meraftenbillede fra 1887, et.

(28) 268. KUNSTENS HISTORIE I DANMARK.. H. Olrik: Portræt af Gotfred Rump. Tilh. Udstillingskomitéen.. af de ypperligste Billeder fra Kyhns senere Aar, har han med mærkelig Kraft og Fylde gengivet den pompøst festlige Solnedgangspoesi, den, der var kær for Swanevelt og Claude Lorraiii. Det kan dog næppe siges, at Kyhn i Aftenbillederne har ydet sit absolut bedste. De staar ikke over det karakterfulde Billede fra Bjergelide (1859) med den vidtstrakte Udsigt over det flade Land, eller Sommerbilledet fra Florneland (1869) med den pragtfulde Virkning af.

(29) DEN NATIONALE KUNST.. 269. Gotfred Rump: Parti fra Overdrevet ved Frederiksborg, Kunstmuseet.. de høje Trær og den smukke Karakteristik af den frodige Eng. Han var ikke Specialist i nogen enkelt Art af Stemning, stillede ingen Fordringer til Tiden eller Vejret, har søgt at skildre alle Aarets og alle Døgnets Tider, Stille og Blæst, Sol og Regn, Sne ogTaage. Han var heller ikke Specialist i nogen enkelt Egin Som ingen anden af vore Malere har han karakteriseret hver Art og Form af d ^ sk Natur fra Kalveboderne til Himmelbjerget, fra Bornholm til Skagen og endda lejlighedsvis — som paa sin store Rejse i Italien og Syd frankrig 18 5 0 — 52 — skildret fremmed Natur udmærket godt. Naturen behøvede kun at være Natur for at bringe ham Glæde. Hvor han kun saa Himlen og dens Skyr over Marker og Trær, syntes der ham godt at være. Luften var ham saa særlig kær; Himlens skiftende Farvespil og Skyernes skiftende Former er maaske det, han som Maler med størst Grun dighed har studeret. Gennem Kyhns ualmindeligt lange Kunstnerliv har hans Kunst i alt væsenligt ikke 1 1 f skiftet Karakter. Den har stedse afspejlet ny og friske Naturindtryk, aldrig Indtryk fra()( anden Kunst. Ganske uforandret som Kunstner v ^ d te han hjem fra sin store Udenlands færd. Da Brydningerne i Firserne bragte Kravet paa »Friluftsmaleri« frem, forsøgte Kyhn at male nogle af sine store Billeder ude, og det var deres Friskhed til Fordel. Han optraadte iøvrigt da som Stridsmand mod Paavirkningen fra moderne fremméd Kunst, som han ikke holdt af og ikke forstod — hvis han da i det hele taget kendte noget til den. Først i det sidste Tiaar før Kyhns Død — d. i i . Maj 1903 — svækkedes hans Kunstnerevner. Opfattelsen i Billederne vedblev at være frisk og sjælfuld, men Haanden vilde ikke længere lystre. Nærmest Skovgaard og Kyhn naar af de samtidige Landskabsmalere Gotfred Rimp (f. i Hillerød i8 i6 , d 1880). Han havde større Sans for Farve end Skovgaard og i hvert Fald. J.

(30) 270. KUNSTENS HISTORIE I DANMARK. di. Gotfred Rtimp: Parti fra Næstved By, set fra Sydsiden. Glyptoteket.. større Evne for Studiet af Farven endKyhn. Til Gengæld naar han ikke den første i Formkarakteristikens Sikkerhed og den anden i Evne til at faa alle Toner i en vidtstrakt Stem ningsskala til at klinge. 184^ debuterede Rump med et Portræt af sin Søster og malte i de nærmest følgende Aar fortrinsvis Figurbilleder. Hans egenlige Gennembrudsværk er vel. Gotfred Rump: Ariccia, i Baggrunden den romerske Campagne og Middelhavet. Kunstmuseet..

(31) DEN NATIONALE KUNST.. 271. TI1. Brendstrup: Parti fra Ariccia. Kunstmuseet.. Galeriets 1848 udstillede »Parti fra Overdrevet ved Frederiksborg«, et vidtstrakt Landskab med Bakker og Skov om en Tørvemose, over hvilken Sol og Skygge skifter under et op trækkende Uvejr. Dette djærve, farverige, storladne og stemningsmættede Landskab er et af de bedste i vor ældre Kunst og maaske det kraftigste og ypperligste af alle Rumps Arbejdet,_ Men_ogsaa andre af Rumps Ungdomsarbejder giver en smuk og marvfuld Kai^ikteristik af storladen Natur, Billeder fra Himmelbjergegnen, fra Norge og fra Blekingen. 1857 rejste han til Italien, hvorfra han har malt enkelte meget smukke Billeder f Eks. Færgefarten ved Santa Maria della salute i Venedig og Galeriets Prospekt af Ariccia. Bedre end andre danske Italiefarere og andre samtidige danske Landskabsmalere forstod Rump at male en lysmættet Luft og Toner af Soldis. Størsteparten af Rumps Billeder er dog Skildringer af dansk Natur. Og den er i næsten alle hans senere Arbejder opfattet med et elskværdigt, mildt og blødt Sind, der foretrækker det blide og venlige for det barske. Allerede Billedtitlerne viser det, der er f Eks. »Skygge fuldt Sted i Skoven«, »Varm Sommerdag«, »En smuk Oktoberdag«, »Skovparti i Løv springstiden«, »En Skovdam; smuk Dag sidst i Oktober«, »Skovvang med en Aa og Ellekrat; blid Junidag«, »Skovparti. En smuk Oktoberdag hen imod Aften«, »Skovparti. En smuk Vinterdag med nyfalden Sne og Rimfrost« o.s.fr. Hans berømte »4 Aarstider« viser Danmarks Natur fra fire næsten lige venligt vindende Sider; Danmarks ustadige Klima faar et lige saa godt Skudsmaal i Rumps Billeder som i Christian Winthers Digte. Efteraaret er ham kun den gode Tid, der klæder Skovene i broget Pragt, Vinteren den gode Tid, da Skyggerne over den bløde, nyfaldne Sne blaanes under en ren og klar Himmel. Men Løv-. \J.

(32) 272. KUNSTENS HISTORIE I DANMARK.. Frederik Kraft: Færgelunden ved Jægerspris. Kunstmuseet.. springets Herlighed synes ham dog størst. Ofte søger han sine Motiver ved halvdunkle Skov veje, nær en Aa eller rislende Bæk, »Skovparti« er den hyppigste mellem hans Billedtitler. Dog forstaar han ogsaa udmærket godt at gengive den smukke Udsigt over brune Bakker til en blinkende Fjord, den idylliske Omegn af en fredelig Provinsby — som i det statelige Prospekt af Næstved — eller Maaneskinsromantiken paa en stille Sommeraften ved Øresund. Desværre anvendte Runip — som det godtgjordes af de Malerkasser, der solgtes paa Avktionen efter hans Død, — Gummigut, indisk Gult og andre uholdbare Farver. Glypto tekets Skovbillede, der vel oprindelig har været dagklart og farvefyldigt, er eftermørknet, saa det nærmest gør Indtryk af at fremstille en dyster Skumring eller Nat. I flere af Vinter billederne har Farverne mistet deres Harmoni. Vi har maaske nu ret vanskeligt ved at danne os tilstrækkeligt nøje Forestillinger om den Friskhed og Glans, der udmærkede Rumps Landskaber, da de først fremtraadte paa vore Udstillinger. Det var ikke alene de nævnte Førere, der skabte den nationale danske Landskabskunst. Samtidig rned den drog andre unge Talenter paa Opdagelsesrejser eller Erobringstogter i dansk Natur. Endnu tidligere end Lundbye malte Thorald Brendstrup (f. 1814, d. 1883) smukke Landskaber fra Frederiksværkegnen; et lille Billede af Udsigten mod Komman dantboligen staar næppe i Finhed og Skønhed synderligt tilbage for Lundbyes Maleri af samme Motiv, selv om en vis Glathed over dette og andre af Brendstrups tidligste Arbejde kan bringe i Erindring, at han oprindeligt ernærede sig som Porcelænsmaler. Hvor mange gode danske Landskaber end Brendstrup har malt i sine senere Aar, er dog vel hans bedste og betydeligste Billeder de ofte meget statelige italienske Prospekter. Frederik Kraft (f 1823, d. 1854) er med Rette frelst fra Forglemmelse ved et enkelt fremragende Værk, Galeriets »Parti af Færgelunden ved Jægerspris«, et baade ynderigt og pragtfuldt Billede med en.

(33) DEN NATIONALE KUNST.. 273. næsten klassisk Holdning, tillige friskt og dygtigt i Behandlingen. Ligesom Gotfred Rump og den ældre, mindre begavede, dog undertiden agtværdige A. C. Lunde, begyndte C. A. Kølle (f. 1827, d. 1872) som en ret lovende Figurmaler. Mange af hans Landskabsbilleder har den fine og blide Stemningsynde, som taler saa indtagende fra hans smaa Raderinger,. Carlo Dalgas, tegnet af P. C. Skovgaard. Tilh. Hr. Kaptajn dalgas.. men han hører blandt de sjældent meget forvovne ældre danske Landskabsmalere til de mest forsagte og beskedne og fortaber sig maaske endnu oftere end hans Fæller i flittig og hyggelig Nuslen med de uvæsenlige Smaating. Undertiden er Hovedmotivet for hans Billeder Vegetationen i en Kløft eller Skræpperne paa en Skrænt eller Anemonetæppet i en Skov ved Foraarstid. Forgrundsplanterne er i det hele taget mere dyrebare for de \j.

(34) 274. KUNSTENS HISTORIE I DANMARK.. Carlo Dalgas: En Faareflok i Nærheden af en Skov. Kunstmuseet,. ældre danske Landskabsmalere end for Landskabsmalere fra- nogen anden Tid og Nation. Lundbye og Skovgaard har fremstillet dem med den fineste Sans for deres Skønhed, Kyhn har tegnet Blomster bedre, end han tegnede nogetsomhelst andet. Blomstermaleriet i snævrere Forstand dyrkedes med stor Virtuositet af /. L. Jensen (f 1800, d. 1856), der havde gode Evner for det rent dekorative, men just ikke megen Nænsomhed i Fremstillingen af Blom sterne; — et Utal af Dame-Elever har kopieret hans altfor plumpe og massive Roser. Det blev da regnet for en stor Trium f for den nationale Malerkunst, at den kunde fremføre en retskafnere og følsommere Blomstermaler i den sønderjyske Bondesøn O. D. Ottesen{i 1816, d. 1892). Hans Billeder viser den største Agtsomhed og Varsomhed i Gengivelsen af alle Enkeltheder, Sansen for Helheden og Billedvirkningen er i Reglen ikke synderlig stor. Den umaadelige Popularitet, han i sin Tid nød, er ikke bleven ham tro. Da Lundbye døde, syntes hans Ven og Vaabenfælle Carlo Dalgas (f. 1821) at skulle blive hans Arvtager som Danmarks bedste Dyrmaler. Han stod i Gæld til Lundbye og Skovgaard for sin Udvikling, men hans bedste Dyrstudier og et Par meget smukke Billeder med Faar, der vidner om, at han med stor Interesse havde studeret Hollænderen Jacob van der Does, gav Løfter om, at han i Sans for det maleriske og Evne til at gengive det stoflige vilde naa nok saa højt som Lundbye. Mindre fremragende som Maleri er Dalgas’ »Parti af et Dyr skue« mærkeligt ved sin livfulde og fortrinligt byggede Komposition. Men han døde allerede i Jan. 1 851 som et af Treaars-Krigens sidste Ofre (Rigmor Bendix; Carlo Dalgas, hans Liv og Kunst 1901). Det danske Sømaleri var allerede skabt af Eckersberg, længe før Høyen virkede for Dan nelsen af en national Malerskole. Men det var mærkeligt nok kun de ringest begavede af Eckersbergs Elever i Marinemaleri, der stræbte at blive Mesterens strenge Principer ganske.

(35) DEN NATIONALE KUNST.. 275. Emanuel Larsen: En Formiddag i Øresund. Kunstmuseet.. tro. Emanuel Larsen (f. 1823, d. 1859) var ikke slet saa nøjeregnende med Skibenes Kon struktion og malte Luft og Sø med en lettere og djærvere Haand, han er dog en ligesaa redelig Naturalist som Læreren, hvem han af alle danske Sømalere naar nærmest i Værd, og som han overtræffer i Fyrighed og Glans. Galeriets store, noget urolige Øresundsbillede har glimrende Friskhed og Kraft; flere af Em. Larsens Billeder med stille Sø ej^j- en g"^ Del af den festlige Søndagsstemning, de gamle hollandske Marinemalere var Mestre i at fremkalde. Da Høyen forkyndte den nationale Malerkunst dens ttedoflbelte Maal, var den allerede paa \ bedste Vej til at indvinde det første af dem: den sanddru Fremstilling af Danmarks ejendom melige Natur. I ringere Grad havde den indladt sig med den anden af de Opgaver, der blev den stillet: Skildringen af Folkets Karakter og Liv, efter Høyens Mening den nødven dige Betingelse for vel forberedt at naa frem til den tredje og største: de Fremstillinger af'^ Nordens Historie, der skulde blive den nationale Malerkunsts fornemste Adkomst til evig Ære. ^ Ingen syntes bedre end Wilhelm Marstrand udrustet til at blive en ypperlig Skildrer af det danske Folkeliv. Ingen af Eckersbergs Elever havde malt vittigere Genrebilleder fra København, ingen af disse skønnere og stemningsrigere Billeder af Folkelivet i Italien. Da han — efter 4 Aars Ophold i Italien og et Aars Ophold i München — var hjemvendt til Danmark, gav han i 1842 i et fortrinligt lille Maleri af Roskilde Borgere ved en FuglekongeUdnævnelses Højtidelighed en glimrende skarp og vidfuld Karakteristik af Mennesker og Livet i en dansk Provinsby. Samme Aar fik han som Opgave for sit Medlemsarbeide til Akademiet tildelt Opgaven »Scene af det danske Folkeliv«. Efter nogen Betænkning be svarede han den med en Fremstilling af Disputscenen i »Erasmus Montanus«. Den dybt rammende Karakteristik af Personernes Væsensejendommelighed, af deres Udtryk og Mine spil, viser en komisk Kraft og et Lune, der naar Holbergs eget nær. Det er ikke en Teater scene; Marstrand har søgt at genfremstilleselve det Liv, i hvilket Holbergs Figurer færdedes, og hvor han havde fundet sine Motiver. Alligevel er denne Digtning, bygget over Digtning,.

(36) 276. KUNSTENS HISTORIE I DANMARK.. Aug. Jerndorff : Portræt af Wilhelm Marstrand. Tilh. Udstillingskomitéen.. jo ikke noget egenligt Folkelivsmaleri, Iagttagelsen er underordnet den skabende Fantasi, og Fremstillingen af Erasmus og Per Degn giver lige saa lidt nogen fuld troværdig Besked om Almuens Liv paa Landet, som det efterfølgende Billede af »Barselstuen« gav om Sam tidens Liv i København. Naar Marstrand heller ikke senere følte sig kaldet til direkte at fremstille det danske Folkeliv, var den væsenligste Grund dertil maaske den, at han ligesom sin Yndlingsdigter. J.

(37) DEN NATIONALE KUNST.. 277. IV. Marstrand: Scene af Bondelivet, motiveret efter Holbergs »Erasmus Montanus«, Kunstmuseet,. y stillede sig meget kritisk — endog ubillig kritisk — overfor sin egen Nation. Han var bleven for stærkt betaget af Italien til at yde Danmark Ret og Skel. Han har i et Utal af ypperlige Tegninger og Billedudkast satiriseret over alle de hjemlige Forhold, over Klimaet med dets Regn og Sneslud, over de lurvede Gadefigurer, Smaaborgernes Hyldest til Naturen ved en Søndagsudflugt til Kirsten Pils Kilde, Østergade-Lapsene og deres Ofre, de søvnige Driverter og de forspiste Pengemænd, de stupide Præster og de flove Selskabskavallerer, Stræberne og Snobberne. Men han følte sig ikke fristet-til at male Billeder af hele denne komiske Bedrøvelighed, for hvilken han søgte Trøst i Minderne om Italiens Skønhed og Italienernes Naturliv. Han anvendte lige saa meget Sukker i sine Fremstillinger af italienske Motiver som Peber og Salt i sine Fremstillinger af de hjemlige. Da han, medens han under sitandet Ophold i Rom malte de altfor sukrede Osteripiger, fik Efterretning om Høyens An strengelser for at yde de nationale Bestræbelser Støtte ved Dannelsen af et »Selskab for nordisk Kunst«, erklærede han, at hans Landsmænd bød Malerkunsten en vanskelig og utaknemmelig Opgave; bedst egner de sig til at behandles i Hogarths og Wilkies Maner, det vil sige som Maal for Satire. Senere nærede han undertiden Ønsker og Planer om at bevidne sin Omvendelse fra disse kætterske Anskuelser ved at give lige saa sympatiske Skildringer af det dan ske Folkeliv, som han havde givet af det italienske og af det svenske. Thi efter H. C. Andersens Tilskyndelse var han rejst op til Dalarne for at se det brogede Liv ved SiljanSøen paa de smukke Sommersøndage, naar Tusinder af festklædte Mennesker i maleriske Dragter sejlede til Kirke, og her havde han fundet Motiver, som i ejendommelig Skønhed.

(38) 278. KUNSTENS HISTORIE I DANMARK.. og Pragt forekom ham nogenlunde at staa Maal med de italienske. Men i Danmark lykkedes det ham ikke at finde noget tilsvarende; Resultatet af en i dette Øjemed foretagen Opdagel sesrejse i Thistedegnen er den mismodige Erklæring: »Dragter eller Skønhed findes ikke.« Mere end de moderne danske Klæder syntes de smukke holbergske Dragter ham tjen lige til at give et Maleri Farverigdom, Glans, Ptagt, poetisk Stemning og Festivitas. Og. 'I. ,. r. > ■. t. ^. i. 7» 1. Ü i. -'.r.-v^ ,.Æ.«. ^. 1. ^. t t e . .. aiV. F. IF. Marstrand: Erasmus Montanus beviser, at Per Degn er en Hane. Museet i Aarhus.. paa Holbergs Tid syntes Menneskene ikke alene at have boet i smukkere Huse og baaret smukkere Klæder, men ogsaa at have været meget morsommere; Svagheder og Latterlig heder, som nu under Konveniensens Tvang kun viste sig forkrøblede i Væksten, havde da udfoldet sig i al deres Pragt. De komiske Figurer og Situationer, der var Marstrand til Morskab i Nutidens Liv, viste sig i Holbergs Komedier i andre og mere ideale Former. Der for lod han sine originale Illustrationer til den menneskelige Komedie bero ved de tegnede Billedudkast og gengav Holbergs i en Række af ypperlige Billeder og af endnu ypperligere malte Skitser. Hans Lune er godmodigere end Holbergs. Har han end maaske noget af dennes Vilje til at snerte og revse, har han i alt Fald ikke Illusionen om at kunne forbedre. Det er vel væsenligt til vor Morskab, at han fremstiller Naragtigheden: Striden paa Bjerget mellem ny og gammel Daarskab, Sladderen i Barselstuen, Kandestøberen, der præsiderer i »Collegium politicum« og naadigt modtager de to Raadsherrer, Kandestøbermadammens Hovmods anfald, den Stundesløse mellem sine Plageaander, stakkels Jeppe, der beværtes og beruses paa Slottet til Adspredelse for en blaseret Baron. Dog har han nok, som den Filosof han.

(39) DEN NATIONALE KUNST.. 279. IV. Marstrand: Per Degn synger for en Snaps. Tilh. Enkefru E. Trier.. var, regnet adskillige af disse Fremstillinger for anbefalelsesværdige til Eftertanke. Overalt viser den skarpe og klare Karakteristik af Figurer og Optrin, at de har staaet lyslevende \ for hans Fantasi, en Fantasi, til hvis Rigdom, Frodighed og Kraft dansk Malerkunst hverken ( før eller senere har set Magen. Og som overalt i Marstrands Kunst bygger Kompositionerne sig let, fast og sikkert op til glimrende Billedvirkninger, uagtet han føler sig stærkest tiltrukket af de allervanskeligste Opgaver, til de Scener, hvor de største Tal af komiske Karakterfigurer.

(40) 28o. KUNSTENS HISTORIE I DANMARK.. W. Marstrand: Jeppe paa Baronens Slot. Hirschsprungs Samling.. optræder samtidigt; undertiden omdigter han endog Teksten for at kunne indføre endnu flere, end den anviser. I sine kostelige Fremstillinger af Retsscenen i »Det lykkelige Skib brud« har han ladet alle Narrene stige frem paa samme Tid for Dommerens Skranke, me dens Leonora halvt gemt bag den tykke Jeronimus forundret og ængsteligt iagttager alle de besynderlige Karrikaturer, der vil hendes Hjertens Ven til Livs. Marstrand havde større Interesse for Leonora og Leander, end Holberg selv besad, thi han forstod sig meget bedre end Holberg paa Erotik. Leonora og Leander behøvede end ikke de holbergske Dragter for at synes ham værdige til at fremstilles i et Maleri. Han kas serede det Holbergske Kostyme, han oprindelig havde tiltænkt at give sit Maleri af en Frier scene, og lod dette »Billede fra Hverdagslivet« ogsaa i det ydre svare til sit Navn, med Fi gurer i ganske moderne Klæder, men Figurer, der, i Overensstemmelse med den Betydning, han tillagde Motivet, var fremstillede i fuld Legemsstørrelse. Leonora er her en ung Jomfru, der rødmende bøjer sig over sit Sytøj og afventer Lea^ders Erklæring, medens Magdelone betænksom træder en Synaal, men Leander kan med Antonius sværge paa, at Hjertet sidder ham i hans Hals, og magter ikke at faa Bugt med sin Beklemmelse. Situationen er udmær ket fortalt, men Frieren er desværre bleven en meget flov, ogsaa som Malerkunst svag og mislykket Figur. Marstrands Billeder forringedes næsten altid under Gennemførelsen og blev ikke i den færdige Form det, som Skitsen eller Anlæget havde lovet. Han følte det selv, stred og eks perimenterede for at vinde Herredømme over de tekniske Midler, uden at det lykkedes ham at naa det. Han havde under sit andet Ophold i Italien forgæves studeret tyske og franske Virtuosers Teknik. Hovedmaalet for hans tredje Rejse, Opholdet i Venedig 18 5 3— 54, var, efter hans eget Udsagn, Studiet af »den fordømte Teknik«, »at øve mig (ligesom Elefanten,.

(41) DEN NATIONALE KUNST.. 281. der gik om Natten og øvede sig i Dans, for ikke at faa Prygl om Dagen)«. Heller ikke her vandt han det sikre Mesterskab i Formbehandlingen, og der er tydelig nok en bitter Selv ironi i hans mange Fremstil linger af Don Quixotes triste Hjemfærd fra de Togter, hvor han havde haabet at udføre de største Bedrifter. Udbyttet af Rejsen til Venedig var dog ikke blot en Række højst fortrin lige Fremstillinger — især i mesterlige Skitser — af de ejendommelige venetianske Motiver; de store Mestres store Stil i Behandlingen af de store Emner havde vakt hans Attraa mod at forsøge sig med slige Emner, naar Lej lighed tilbød sig. PF. Marstrand: Raadsherrernes Besøg hos den politiske Kandestøber. Lejligheden kom snart. Tegning. Kobberstiksamlingen. 1856 paatog Marstrand sig at male en Eremstilling af Kristus og Disciplene som Altertavle til Kirken i Faaborg. Trods mange Ufuldkommenheder i Enkeltheder viste Billedets klare Komposition, sikre Holdning og skønne Stemning, at Mar strand, ogsaa hvor det gjaldt de største, alvorligste, betydeligste Opgaver, var den danske Malerkunsts ypperste Mand. Allerede da Marstrand fuldførte Altertavlen, havde han Planer om at male et stort Billede af Parablen om »Kongesønnens Bryllup«. Med endnu større Magt end de Eremstillinger af den barmhjertige Samaritan, af den fortabte Søns Hjem ^ 1 I ^ komst og af Kristus mellem Børnene, Marstrand gav i ud mærket skønne og følelsesful de Billedudkast, skulde dette Maleri forkynde Menneske kærlighedens Evangelium. Det skulde paa en Maade dan ne et Modstykke eller Supple ment til hans Eremstilling af de forfængelige, indbild ske, hovmodige og skabag tige Taaber for den sunde W. Marstrand: Don Ranudo. Skitse. Tilh. Hr. Cand. polyt. W. Marstrand. Eornufts Dommerskranke..

(42) 202. 'KUNSTENS HISTORIE I DANMARK.. IV. Marstrand : Præsentationen. Tegning.. W. Marstrand: Fallenten hos Sagføreren. Tegning..

(43) DEN NATIONALE KUNST.. 283. Den Almue, hvis ukunstlede Naturlighed og Menneske lighed saa ofte havde glædet ham i Syden, de Fattige i Klæderne, de Fattige i Aan den, de Ydmyge af Hjertet, Tiggerne fra Roms Kirke trapper, Hospitalslemmerne fra Bjergbyerne, Lazzaronerne fra Neapel, de nøgne eller pjaltede Unger fralschia — alle dem og deres Lige vilde Marstrand indbyde til Kongesønnens store Bryl lupsfest. Motivet beskæfti gede Marstrand gennem mange Aar, Billedet fuldfør tes først 1869. Dets nøje gennemtænkte, i alle Linjer og Grupper næsten altfor omhyggeligt afvejede Kom position har en god Del af de gamle venetianske Gæste W. Marstrand: Musikanter i en Gaard. Tegning. budsbilleders straalendeFestlighed. Bedre end i dette Billede har Marstrand dog i den ufuldførte Altertavle med den opstandne Kristus, der viser Thomas sine Vunder, naaet at udtrykke den ideale Højhed og Mildhed hos den hvide Fredsfyrste. Ogsaa andre af Marstrands senere Arbejder hører til de indholdsrigeste og betydeligste, der skyldes nogen dansk Malers Haand. Høyen havde den Glæde at se sin Yndlingsdrøm om Storværker af folkeligt dansk Historiemaleri virkeliggjort ved Marstrands Kolossalbilleder i Christian IV ’s Kapel i Roskilde Domkirke — selv om Marstrand ikke havde naaet det store Maal ved at følge Høyens Program. De mesterlige Kompositioner fremstiller med stor Livagtighed den unge Konge som Retfærdighedens nidkære Talsmand i Sagen mod Falskneren Christoffer Rosenkrans, og Kolbergheide-Søslagets vilde og blodige Tummel som Baggrund for den gamle saarede Konges imponerende Helteskikkelse. Fremfor Bil lederne i Roskilde udmærker Maleriet i Universitetets Festsal af Universitetets Indvielse sig ved en strengere monumental Stil. Forarbejderne til et for Nationalbanken bestemt Maleri med Parablen om de betroede Pund gav Løfter om, at dette vilde vise en ideel Forening af arkitektonisk Holdning og glimrende Livfuldhed, men Udførelsen hindredes desværre ved Marstrands Død, som indtraf d. 25. Marts 1873. Næppe nogen anden Kunstner har behe^^skiTsaa vide Felter, som Marstrand underlagde / sig; hans Evne til at mestre de største Opgaver havde været i fortsat Stigen og Udvikling. Men det kan ikke nægtes, at ogsaa Svaghederne ved hans Malerkunst stedse stærkere gjorde sig gældende. Han havde maaske malt altfor meget ud af Hovedet til at kunne anvende det direkte Modelstudie med tilstrækkeligt Udbytte. Blikket for Formens og Farvens Fin heder, der aldrig havde været Marstrands Hovedstyrke, sløvedes efterhaanden; han gengav / altfor ofte Formerne, som han havde dem paaLageri sit Hoved, med bestemt Snit, i en be h stemt Manér. Denne Manér skæmmer i særlig høj Grad hans senere Portræter. Der er. \.

(44) 284. KUNSTENS HISTORIE I DANMARK.. allerede lidt af Marstrands fa tale Tilbøjelighed for de altfor rundt drejede Former i den gamle Konsuls Hoved paa det i Tiden om 1850 malte store Dobbeltportræt af C. F. Hage / og Hustru i Købmandskon toret i Stege, Marstrands mest j fremragende Portrætbillede og et af den danske Kunsts bed ste. Langt grellere fremtræder Svaghederne i Marstrands 1868 malte Portræt af Høyen som Foredragsholder. Men som Komposition, som Anslag, som Karakteristik af den Fremstil ledes sjælelige Ejendommelig hed, har det alligevel ualmin delige Egenskaber; Marstrand IV. Marstrand: Adam og Eva. Skitse. forstaar at fremstille betyde Hirschsprungs Samling. lige Mennesker saaledes, at vi ser, de er det. Der kan være en udmærket Holdning over hans Portræter; berømt er det virkningsfulde, 1859 malte Portræt af Fru Heiberg som Skuespilkunstens ophøjede og krænkede Muse. Højst for trinlige er flere Portr.ætgrupper med Marstrands Hustru og Børn, det anseligste og største af dem, hvor Scenen er det store Atelier i Marstrands Professorbolig paa Charlottenborg, har dog snarere Karakteren af et Livsbillede. Ogsaa mange kostelige Skitser og Tegninger præges af Marstrands varme Følelser for sit Hjem. Marstrands Melankoli fandt stedse Næuing i hans bitre Erkendelse af sit svigtende Herre^ dømme over Formerne, og der vil ogsaa med Rette kunne fremføres væsenlige Indven dinger mod Størstedelen af hans gennemførte Billeder. Hans mange Skitser og Tusin der af Tegninger med Billedtanker, af hvilke kun de færre ste fik Form som Malerier, gi ver først den rette Forestilling af hans Begavelses Omfang og Styrke. Dette vidunderlige Talent spændte over noget nær alle Omraader, forenede de sjældneste og største Egen skaber, Lune og Følelse, Iagt tagelsesevne, og Opfindsom hed, Skønhedssans og Karak W. Marstrand: Den barmhjertige Samaritan. Tegning. teropfattelse, forstod ligesaa.

(45) DEN NATIONALE KUNST.. 285. let at finde UdU'yk for Ewalds Vemod og Patos som for Holbergs lyse Skemt. Intet men neskeligt var fremmed for denne vor Malerkunsts rigeste Begavelse og mærkeligste Person lighed. (Karl Madsen: Wilhelm Marstrand, udgivet af Kunstforeningen 1905.) Samme Aar, som Marstrand paa Billedet af Erasmus Montanus optoges til Medlem af Akademiet, vendte Constantin Hansen hjem efter syv Aars Ophold i Italien. Han havde her gennem grundige Studier af den antike Malerkunsts Levninger rustet sig til at blive. W. Marstrand: Den store Nadvere. . Kunstmuseet.. Talsmand for dens skønne Stil i Udsmykningen af Universitetets Forhal, et Arbejde, som det var bleven ham «g den udmærket dygtige Dekorationsmaler Georg Christian Hilher (f 1807, d. 1875) overdraget at udføre efter de af dem i Fællesskab udarbejdede Planer. Det tog i det følgende Tiaar Størsteparten af hans Tid og Kræfter. At Constantin Hansens høje Stræben ikke havde Udsigt til at møde synderlig Forstaaelse og Paaskønnelse i Thorvaldsens By, godtgjorde allerede Akademiets skammeligt uretfærdige Forkastelse af hans Medlems arbejde, en noget formalt, men i sin virkelig klassiske Stilskønhed mærkelig og fremragende Fremstilling af »Orfevs, der vender tilbage fra Underverdenen«. Billederne i Universitetets Forhal, der i de sidste Aar har faaet en længe tiltrængt Restavrering, har ofte mødt en ubillig Kritik; forhaabenlig vil den gode Redegørelse, Emil Hannover i sin 1901 afKunstforeningen udgivne Bog om Constantin Hansen har givet af deres Fortrin, fremme en almen Forstaa else af deres Værd. Der kan i Enkelthederne være adskilligt at udsætte paa disse Billeder. Der er Steder, hvor Farven er grel, andre, hvor den er tør. Der er Figurer, der er mindre vellykkede end andre. Men der er til Gengæld Skikkelser af den største Skøjihedsadel, og som Helhed er. \/.

(46) 286. KUNSTENS HISTORIE I DANMARK. de klare, foste og rytmiske Kompositioner næsten ideelt samstemte med den skønne og festlige dekorative Indramning. Sikkert er der aldrig siden Oldtidens Dage malt en Billedrække, der i højere Grad er gennemstrømmet af den antike Malerkunsts Aand. Der mærkes. PF. Marstrand: Portræt af Constantin Hansen. Kunstmuseet.. ingen Karakterforskel mellem de Kompositioner, der, som f Eks. den fra en berømt etrurisk Bronze-Cista kante Fremstilling af Argonavterne, er direkte tagne fra antike Forbil leder, og de Kompositioner, der helt og holdent skyldes Constantin Hansen selv. Stillingerne har ofte været udskældte for balletmæssige, hvad de ikke er, men sandt er det, at de føles stærkt som Stillinger. Det er ikke alene ægte Constantin Hansensk, men ægte antikt; det stammer dybt fra Antikens hele etiske Opfattelse af Mennesket, at Bevægelsen helst bindes |. i.

(47) DEN NATiONALE KUNST.. 287. Constantin Hansen: Eos spreder sine Roser. Fresko i Universitetsvestibulens Loft,. f af den plastisk skønne Stilling. Den ædle Fremstilling af Apollon, der med sit Spil trøster den lænkede Promethevs, viser, at Constantin ikke blot forstod at male i antik Stil, han kunde ogsaa digte i antik Aand; Motivet har ingen Hjemmel i noget græsk Sagn. Men Constantin Hansen fik paa flere Maader stærkt at føle, at Længslen mod at se Frem stillingen af den nordiske Gudeverden blive skabt var stærkere end Glæden over at se den græske Gudeverden vende tilbage. Han havde selv overfor Marstrand med største Varme forfægter Høyens Synspunkter og følte sig forpligtet til Forsøg paa at løse den nationale. 1.

(48) 288. KUNSTENS HISTORIE I DANMARK.. Const. Hansen: Portræt af Frk. E. Hage, senere Fru Ploug. Tilh. Fru Annette Rode f. Ploug.. Malerkunsts vigtigste Opgaver. Til Festen for Oehlenschlagers 70 aarige Fødselsdag havde Marstrand malt et kæmpemæssigt Limfarve-Maleri af Ægirs Gæstebud, et let behandlet, muntert og vidfuldt Billede med en glimrende festlig Komposition og Virkning. Det gav. I.

(49) DEN NATIONALE KUNST.. 289. Anledning til, at Orla Lehmann hos Constantin Hansen bestilte et stort Billede af det samme Emne. Men han var altfor meget Græker til at magte Modsætningen af den klare klassiske Ro, det vilde, sælsomme, stormende og bru sende; vor hungrige Fantasi staar endnu fastende i den Ægirs Hal, han har fremstillet os. Opgaven var af dobbelt Art, og den Del af den, der gjaldt Fremstillingen af de nordiske Typer, har han i alt Fald løst bedst. Billedet af Ægirsgildet, hvis Komposi tion er paavirket af Marstrands, har en fortræifelig Thor, og der er ingen, som har skildret den ædleste, rankeste, lyseste og reneste nordiske Kvindetype mere karakterfast end Constantin Consl. Hansen: Kunstnerens Hustru og Datter Elise. Hansen. Mindre dog i selve Hirschsprungs Samling. Billederne af nordisk Myto logi end i Forarbejderne og Portrætstudierne til dem. -— Constantin Hansen havde følt sine Evner vokse ved Berøring med den Kunstens Undergrund, der er fælles Mødested for Arkitektur, Plastik og Maleri, hvis Trillingsøsterskab han har hævdet med stor Varme. Han >2 lagde ikke nogen Flovedvægt paa det rent og bart maleriske; paa dette Punkt forringedes hans Billeder stedse stærkere. Han maler efterhaanden Kødets Stof mindre godt, der kom mer i hans Hoveder noget tørt, læderagtigt eller træet. Trods denne Fejl malte han gennem mange Aar Portrætbilleder af høj Værdi. Der er en mærkelig monumental Holdning i flere af de bedste, som Thorvaldsens Museums Portræt af M. G. Bindesbøll og det ypperlige Knæ billede af Frk. E. Hage, senere Carl Plougs Hustru. Constantin Hansen tog et ny Herkulesarbejde paa sine Skuldre ved 1860— 64 at male det kæmpestore Billede af den grundlovgivende Rigsdag, et overordenlig agtværdigt Billede, i hvilket Malerens Mangler dog ubestrideligt fremtræder stærkere end hans Fortrin. Til de bedste Arbejder fra hans sene Aar hører mange smukke Fremstillinger af det hjemlige Fa milieliv. De .vi.ser et ualmindelig opmærksomt Øje for den smukke plastiske Gruppering og for Finjernes Skønhed, de bedste af dem har desuden en indtagende Kækhed og Friskhed , / i Behandlingen. Ogsaa her var han ikke Elev af Hollænderne, men af Pompeji. ' Han var ingen populær Maler, og hans Liv var — som det vil ses af Hannovers smukke Monografi — ingen Dans paa Roser. Længe før hans Død — d. 29. Marts 1880 — var hans Kraft knækket. Hans Arbejder er af meget forskellig Værdi, ofte unægtelig af ringe Værdi. Selv de bedste har ikke de Egenskaber, der smigre, blænder, besnærer eller betager det største Publikum og gør Maleren til dets Yndling. H;tn mangler Glans i sin Fantasi som i sin Farve. Men hans Gerning bærer Præget af en ægte og fintdannet Kunstners ædle Aand.

(50) 290. KUNSTENS HISTORIE I DANMARK.. Jørgen Roed; Selvportræt. .. Tilh. UdstilHngskomitéen.. og Tanke. Han havde Viljen mod det højeste, han var for Alvor i Ærbødighed og Begejstring Musernes Dyrker og Pallas Athènes tro Præst. Aaret før Constantin Hansens Hjemkomst fra Italien var Jørgen Roed vendt tilbage til Danmark. Men det kan ikke nægtes, at Roeds Produktion fra^ditté Tidspunkt og til.

(51) DEN NATIONALE KUNST.. 291. Jørgen Roed: Portræt af H. V. Bissen. Tilh. Kunstakademiet.. hans Død, d. 8. Avg. 1888, trods Malerens Flid, Grundighed og solide kunstneriske Dan nelse, ikke i Værd og Betydning naar hans udmærkede Værker fra Tiaaret 1833— 1843. 1844 blev han Medlem af Akademiet paa det smukke Knæbillede af H. V. Bissen i den blaa Arbejdsbluse; Portrætbillederne danner i det hele taget den værdifuldeste Del af Roeds senere Virksomhed, uagtet deres Formgivning efterhaanden blev noget skematisk og deres Farve fattig og graa. Mindre Betydning har hans Altertavler, han hørte ikke til de meget fantasirige Kunstnere. Det bedste af hans senere Livsbilleder er Galeriets 18 5 1 malte nyde lige og indtagende Fremstilling af en lille Idyl i en hyggelig gammel Have med en dansk. I.