Der er ikke megen fart på EU-debatten i Danmark. Det fremgik med al tydelighed, da Ugebrevet i sidste uge kortlagde mediernes hidtidige dækning af EU-forfatningen. I det omfang emnet overhovedet dukker op i avisspalterne, handler det yderst sjældent om det, som danskerne rent faktuelt skal stemme om den 27. september.
Den forgangne uge gav flere eksempler på de byger af spredehagl, der affyres i den langsomt vågnende EU-debat. Dels præsenterede den EU-kritiske Drude Dahlerup en kronik om EUs servicedirektiv. Samtidig åbnede Folkebevægelsen mod EU en anden front ved at kæde støtten til landmændene sammen med godkendelsen af forfatningen, og JuniBevægelsen lancerede analysen, at med EU-forfatningen vil det ikke længere være muligt for Danmark at vedtage egne regler for dyrevelfærd.
I det omfang ja-siden i Danmark overhovedet deltager i EU-debatten, reagerer den enten med at ignorere EU-modstandernes påstande eller ved at afvise dem som irrele- vante. Med statsminister Anders Fogh Rasmussen i spidsen har den danske ja-side fra starten gjort en stor indsats for at bagatellisere EU-forfatningen og beskrive den som sta- tus quo. Forfatningen indeholder mest justeringer af det allerede eksisterende samarbej- de, lyder argumentet fra både regeringspartierne og Socialdemokraterne.
Med disse to vidt forskellige tilgange - nej-sidens “Forfatningen ændrer alt” og ja-si- dens “Forfatningen ændrer næsten intet” - ser det umiddelbart ud til, at den resterende del af debatten bliver ganske forvirrende for de vælgere, der egentlig skulle bruge debat- ten til at få et fingerpeg om, hvor krydset skal placeres på stemmesedlen.
Det er let at forstå både ja- og nej-siden. De er begge interesserede i at påvirke slutre- sultatet og er i øvrigt bedøvende ligeglade med, hvilken karakter de måtte få for den kunstneriske udførelse undervejs. Det er også derfor, at debatten følger et så forudsige- ligt spor. Modstanderne fisker i alle de vande, hvor de ved, at danskerne er skeptiske over for EU. Og tilhængerne kommer hele tiden løbende bagefter og forsøger at slukke de il- debrande, som nej-sigerne måtte have succes med at tænde.
Den strategi er dum.For med EU-forfatningen er der faktisk et godt udgangspunkt for at tage den grundlæggende EU-debat, som vi forsømte tilbage i 1972, og som aldrig rigtigt er kommet ved de efterfølgende EU-afstemninger. Den store fordel med de danske fol- keafstemninger er, at befolkningen rent faktisk viser en pæn interesse i emnet, fordi væl- gerne ved, at de den 27. september skal placere deres kryds. Den demokratiske deltagel- se i Danmark er unik. Andre lande som Spanien og Sverige, der har afholdt de seneste EU-afstemninger, oplevede en meget lav valgdeltagelse. Og ser man på den kommende
Leder
Hovedet ud af busken
Foto: Scanpix
Mandagmorgen
Nr. 18 | 17. maj 2005 |3
!!
Med EU-forfatningen er der et godt udgangspunkt for at tage den grundlæggende EU-debat.folkeafstemning i Holland, er den manglende interesse blandt vælgerne beskæmmende.
Danmark er anderledes. Og derfor er en EU-afstemning også en enestående mulighed for at viderebringe en vigtig indsigt i det EU-samarbejde, som i dag er en så central del af nationalstaten Danmark.
Udgangspunktet er godt.Undersøgelser viser, at danskerne i dag er væsentligt mere pro- europæiske, end da de i sin tid stemte Danmark ind i EF. Det eneste, der mangler, er po- litiske ledere, som tør tage vælgerne i hånden og forklare fordele ved samarbejdet, sam- tidig med at de vedkender sig nogle af ulemperne i stedet for den nuværende rygmarvs- reaktion med at bagatellisere alt. Derfor er det forkert at afvise modstandernes invitati- on til debat om en række af de emner, som EU-samarbejdet har stor indflydelse på.
Servicedirektivet er et glimrende eksempel. Det bliver til virkelighed i en eller anden form - forfatning eller ej. Men af hensyn til folkeafstemningen har selv Danmarks libe- rale statsminister valgt at stikke hovedet i busken og lade som om, direktivet ikke læn- gere eksisterer. I stedet for at tage debatten med Drude Dahlerup og andre.
Ignorerer man hende, står hendes påstande uimodsagt. Hvor findes i dag den ja-siger, som peger på, at nok vil eksempelvis dansk byggeri og danske overenskomster inden for byggeriet komme under pres fra billigere udenlandsk arbejdskraft. Men at det skal ses i forhold til den fordel, at en kommune måske kan få renoveret svømmehallen for en ud- gift, som er 25 pct. lavere. Disse sparede penge vil kommunen så kunne bruge til at ansætte flere lærere, købe bedre skolebøger, renovere legepladser eller for den sags skyld sænke kommuneskatten. Der er altså - som i de fleste politikker - tabere og vindere.
Den type af argumenter kan de intelligente danske vælgere forholde sig til, og den type af argumenter vil samtidig have langt større troværdighed end ja-sidens evindelige undvigelsesmanøvre over for EU-samarbejdet og dets konsekvenser. Samtidig åbner det for at fremhæve en anden og mindst lige så vigtig pointe: nejets manglende betydning.
I dag har debatten bredt sig til stort set alle emner.Dermed giver nej-siden indtryk af, at efterårets folkeafstemning har afgørende betydning for EU-samarbejdets fremtidige ud- vikling. Det er forkert. Uanset hvor mange lande, der stemmer nej, vil EU-samarbejdet ikke ændre sig grundlæggende. Forfatningstraktaten kan falde. Men så vil EU-landene blot finde andre måder at fortsætte og udbygge deres samarbejde på. Dagens udenrigs- politiske samarbejde er reelt så fremskredent, at det stort set svarer til, hvad der står i for- fatningen. Der vil i fremtiden blive mere politisamarbejde, større EU-indflydelse på ind- retningen af arbejdsmarkedet og indretningen af velfærdsstaten osv. Ikke fordi der ligger nogen stor konspiratorisk plan bag dette. Tværtimod sker udviklingen i EU ofte på trods af modstræbende politikere.
EU vil fortsætte med at udvikle sig, fordi der opstår nye behov og problemer, som skal løses. EU fik regler for reklamer, da satellit-tv gjorde sit indtog. EU fik medlemslande med billig arbejdskraft, da Berlinmuren faldt, og samtidig opstod et voksende behov for at regulere arbejdsmarkedet. EU fik et egentligt antiterrorsamarbejde efter 11. september 2001 og et begyndende forsvarssamarbejde i forbindelse med krigen i Jugoslavien.
Men hvad kan man så bruge et nej til? Stort set kun én ting: at tvinge de europæiske politikere til at blive endnu bedre til at forklare, hvorfor Europas lande har valgt at sam- arbejde om et stadigt voksende antal områder. Et nej vil være en ordentlig - og egentlig ganske fortjent - blodtud til mange politikere. Men det er vigtigt, at det står lysende klart for vælgerne, at et nej ikke fører til de ændringer, som nej-sigerne ønsker sig.
EU er europæernes svar på globaliseringen. Og hverken EU eller effekterne af globa- liseringen forsvinder - uanset hvordan befolkningen i Europa stemmer.
Mandag Morgen
4| Nr. 18 | 17. maj 2005
Mandagmorgen
