Irsk nej til Nice vil splitte EU

(1)

BRUXELLES - Et nyt irsk nej til Nice-traktaten den 19.

oktober vil kaste EU ud i en alvorlig krise og blive den afgørende test for det danske formandskab. Men krisen vil være af politisk art - ikke juridisk. Stemmer irerne nej den 19. oktober, tegner der sig flere mulige mo- deller for, hvordan man kan sikre østudvidelsen. Det egentlige problem er, at ingen af disse vil kunne samle politisk opbakning fra hele EU-kredsen.

Sandsynligheden for et nyt nej ved den irske EU-af- stemning er overhængende, vurderer irske journalister og politikere. Den irske regering er kastet ud i en dyb tillidskrise, efter at et internt regeringsnotat har af- sløret, at offentlige milliardbesparelser var planlagt allerede inden parlamentsvalget i maj, men bevidst blev fortiet i valgkampen. Det kan afføde en bølge af pro- teststemmer. EU-tilhængere i oppositionen har bøn- faldet befolkningen om ikke at lade deres utilfredshed med regeringen påvirke deres stemmeafgivning.

Både i danske og udenlandske medier har der været spekulationer om, at der allerede er lagt en plan for, hvordan et irsk nej skal tackles - at der eksisterer en hemmelig “plan B”, der kan trækkes op af skuffen, i det øjeblik nej’et er en realitet. Det forekommer utæn- keligt, at det danske formandskab ikke har forberedt sig på den situation, der vil opstå, hvis irerne skulle forkaste den traktat, som udvidelsen hviler på.

Alligevel er svaret det samme overalt i den danske centraladministration: Der findes ingen plan B. For- klaringen er den enkle, at modellerne for, hvordan et nej til Nice-traktaten kan håndteres, tegner sig fuld- stændig klart. Det svære bliver at skaffe den politiske enighed.

Ugebrevets samtaler med jurister, diplomater og journalister i Danmark, Irland og andre EU-lande af-

slører, at der tegner sig tre forskellige muligheder, hvis Irland stemmer nej den 19. oktober:

•

^NNiiccee-ttrraakkttaatteenn iimmpplleemmeenntteerreess aadd bbaaggvveejjeenn.. EU-lan- dene enes om at holde fast i Nice-traktaten, selv om den er blevet nedstemt to gange af irerne. Trakta- tens indhold kan rent juridisk skrives ind i den såkaldte tiltrædelsestraktat, som indeholder alle betingelserne for de 10 kandidatlandes optagelse i EU. Selvom selve traktaten droppes, kan dens indhold gennemføres fuldt ud som et led i udvidelsen.

Det vil skulle godkendes i alle nationale parlamen- ter, samtidig med at de godkender optagelsen af nye medlemslande.

•

^NNiiccee-ttrraakkttaatteenn sskkrrootttteess.. Nice-traktatens indhold smides i skraldespanden, og EU optager i stedet 10 nye medlemslande med udgangspunkt i de institutionelle spilleregler, der gælder i dag, og som er fastsat i Amsterdam-traktaten. Løsningen er juridisk mulig: Amsterdam-traktaten fastslog ganske vist, at stemmevægtene skulle tages op til revision inden en eventuel udvidelse. Men ikke at de nød- vendigvis skulle ændres.

•

^NNiiccee-ttrraakkttaatteenn ggeennffoorrhhaannddlleess.. Der indledes forhandlinger om en ny traktat til erstatning. Det kan enten ske mellem de nuværende 15 EU-lande, hvil- ket i givet fald vil sætte udvidelsen i stå. Eller også afsluttes udvidelsesforhandlingerne på alle andre områder end det institutionelle, hvorefter EU og kandidatlandene i fællesskab bruger yderligere et par måneder til at færdigforhandle et institutionelt resultat.

Irsk nej til Nice vil splitte EU

EU

Nødplan.Et nej ved den anden irske folkeafstemning om Nice-traktaten kan skabe splid mellem EUs medlemslande - Krisen bliver ikke juridisk, men politisk - Der er flere måder at gennemføre østudvidelsen, selvom Irland forkaster traktaten - Men ingen af dem kan samle opbakning fra alle EU-lande

(2)

Problemet med alle scenarierne er, at ingen af dem ser ud til at kunne samle fuld politisk opbakning. Den første løsning, hvor indholdet fra Nice-traktaten skrives ind i tiltrædelsestraktaten, vil være uacceptabel for Irland, idet den i praksis overruler to irske afstemnin- ger. Alligevel vil mange lande formodentlig betragte de irske protester som det mindste onde. Den anden mulighed vil støde på voldsom modstand fra de store EU-lande. Det var især deres krav om en indflydelse, der svarede bedre til deres størrelse, der blev imøde- kommet med Nice-traktaten. Den tredje model fore- trækkes selvsagt af flere kandidatlande. Men adskillige EU-lande frygter, at deres vægt vil blive mindre, hvis der skal forhandles direkte med kandidatlandene ved bordet. Det er tillige den klart mest besværlige løsning og derfor også den mindst sandsynlige.

Derfor vil EU-formandens førsteprioritet i timerne efter et nyt irsk nej ikke være møder med juristerne i Justitsministeriet, Udenrigsministeriet og EUs Mini- sterråd. Det vil være at skabe en hurtig og velkoordine- ret kontakt til de ledende EU-lande for at forsøge at sikre politisk fodslag. I første omgang bliver det altaf- gørende at sørge for, at EUs stats- og regeringschefer ikke kommenterer et nej på en sådan måde, at det ude- lukker de forskellige løsningsmodeller, inden deres politiske holdbarhed er blevet afprøvet. Opgaven bliver at få de øvrige EU-lande til at holde sig i ro. “Tænk før du taler - eller ti helt stille” vil være statsministe- rens hovedbudskab til sine EU-kolleger. Erfaringen fra det danske nej ved folkeafstemningen den 2. juni viser, at tid til at tænke sig om og få koordineret de politiske udmeldinger er det absolut vigtigste behov de første 48 timer. Den opgave vil blive EU-formandens i week- enden efter et nej.

Opgaven er ikke så enkel, som den lyder. De ledende politikere i samtlige nuværende og kommende EU- lande vil blive jagtet af pressen for kommentarer til et nyt irsk nej. Og det vil være svært for EU-landenes stats- og regeringschefer at holde lav profil i det offentlige rum, når oppositionen hurtigt melder sig på banen med forslag til løsninger.

Nyt nej på vej?

Et nyt irsk nej er langtfra utænkeligt. For selv om nej- siden ved folkeafstemningen er lige så uhomogen som Dansk Folkeparti og en gruppe shia-muslimer, har nej-kampagnen skaffet sig øget troværdighed gennem uventede støtteudtalelser fra anerkendte samfundsfi- gurer. Og hvor nej-sigerne har anskuelige argumenter, der fænger hos bestemte folkegrupper, synes ja-kam-

pagnen endnu en gang ude af stand til at argumentere overbevisende for et ja.

Nej-kampagnen favner så forskellige elementer som IRAs politiske fløj, Sinn Fein, og de irske grønne.

Ved siden af dem fører en række forskellige enkelt- sagsgrupper kampagne for et nej. Pro life-grupper ad- varer om, at et ja til Nice-traktaten vil tvinge Irland til at tillade abort, en gruppe økonomer argumenterer for, at et ja vil føre til en skatteharmonisering, den irske fredsbevægelse ser Nice-traktaten som et farvel til den traditionelle og vigtige irske neutralitet osv.

Nej-sidens fællesorganisation, The National Plat- form, forudser op imod 800.000 indvandrere fra Cen- tral- og Østeuropa og konkluderer, at dem kan den irske økonomi ikke forsørge. “75 millioner østeuro- pæere kan frit leve og arbejde i Irland fra januar 2004,”

konstaterede The National Platform i en pressemed- delelse fra den 1. juli.

Samtidig har eksempelvis Europa-Kommissionens forslag om en reform af EUs landbrugspolitik og fi- skeripolitik skabt bekymring. Bønder og fiskere har traditionelt været stærke EU-tilhængere. Men nej- siden bruger dygtigt modstanden mod reformerne og lokker med, at et nej vil sikre tid til en ordentlig diskussion om landbrugs- og fiskerireform. Et ja vil der- imod betyde et farvel til den fælles landbrugspolitik, lyder nej-sidens budskab til de irske landmænd: “Po- lens 2 millioner bønder betyder enden på den fælles landbrugspolitik, som er det EU-program, der har bragt flest penge til Irland, siden vi gik med i fælles- markedet i 1973,” skriver The National Platform.

Det tæller også til nej-sidens fordel, at det irske folk betragter sig selv som et lille folk, der ikke er bange for at kæmpe mod den store overmagt. Billedet af “Irland mod resten af EU” er ikke noget, en irer har noget imod.

Endelig er utilfredsheden med den irske regering stigende. Avisen Irish Independent kunne i sidste uge afsløre et internt regeringspapir, der viser, at den irske regering vil skære 6,5 milliarder på de offentlige bud- getter. Og at nedskæringerne allerede var planlagt før valget i maj. Dele af nej-siden har offentligt opfordret Mandagmorgen

30| Nr. 33 | 30. september 2002

”

Polens to millioner bønder betyder enden på den fælles landbrugspolitik, som er det EU- program, der har bragt flest penge til Irland.

The National Platform, de irske EU-modstanderes fællesorganisation

(3)

(4)

vælgerne til at benytte EU-afstemningen til at give regeringen et slag over næsen, og det har gjort ja-politi- kerne endnu mere nervøse. Eksempelvis har opposi- tionslederen, Irish Labours Ruairi Quinn, opfordret vælgerne til ikke at straffe regeringen ved Nice-afstemningen, men vente til enten kommunalvalget eller valget til Europa-Parlamentet.

1. scenarie: Nice ad bagvejen

En række diplomater og jurister fra forskellige EU- lande, som Ugebrevet har talt med, peger på, at den mest oplagte løsning vil være at ignorere det irske folks nej til Nice. Ratificerer Irland ikke traktaten, er den formelt bortfaldet. Men indholdet kan godt gen- nemføres alligevel som en del af den såkaldte tiltræ- delsestraktat, som er endemålet for de udvidelsesfor- handlinger, der forventes afsluttet ved topmødet i København i december.

Denne tiltrædelsestraktat har en række fælles afsnit om de generelle betingelser for medlemskabet og indeholder derudover ti forskellige annekser, som be- skriver de særlige vilkår, der knytter sig til hvert af de ti landes indtræden i Unionen. I det generelle afsnit i traktaten indskrives blandt andet de stemmeregler, der skal gælde i den nye Union. Hvor mange stemmer skal der til for at udgøre et kvalificeret flertal? Hvor mange medlemmer af Europa-Parlamentet har hvert medlemsland osv.? Man kan simpelthen skrive de institutionelle spilleregler, der blev forhandlet på plads i Nice, ind i disse afsnit. Dermed kunne problemet med et nyt irsk nej rent teoretisk være løst.

Men i praksis er denne model langtfra en sikker vej.

For det første indeholder Nice-traktaten også andre elementer end de rent institutionelle. For nogle lande var disse elementer grunde til at stemme ja til den sam- lede pakke fra Nice, og en rent institutionel udgave af Nice vil måske være uacceptabel for dem. Eksempelvis kan en mindre gruppe EU-lande ifølge Nice-traktaten anvende EU-samarbejdet som rammen for et samarbejde, der ikke omfatter alle EU-lande. Det var et stærkt argument for Belgien.

Naturligvis er det muligt at indskrive det forstærke- de samarbejde i tiltrædelsestraktaten, men det forventes den irske regering at modsætte sig. Regeringens jurister vurderer nemlig, at netop forstærket samarbejde er et af de emner, som har tvunget den irske regering til at sende Nice-traktaten til folkeafstemning i stedet for at ratificere den i parlamentet ligesom de øvrige EU-lande.

Et andet besværligt punkt for den irske regering er

spørgsmålet om, hvad der skal ske med antallet af EU- kommissærer, når der bliver 27 eller flere medlemslande i EU. Nice-traktaten omfatter en protokol om netop det spørgsmål. Protokollen tolkes af irske jurister sådan, at der ikke er garanti for, at Irland i fremti- den har ret til at udpege et medlem af Europa-Kom- missionen. Også dette punkt anses for at være afgivel- se af suverænitet fra Dublin til Bruxelles og kan kræve en folkeafstemning.

Hvis sådanne emner skal udelades fra tiltrædelses- traktaten, er det mindre sikkert, at den vil kunne få opbakning fra alle EU-lande. Flere lande med Frankrig i spidsen ønsker Europa-Kommissionen reduceret.

Formelt for at gøre Kommissionen mere effektiv, men reelt også fordi en Kommission, som ikke har et medlem fra hvert land, vil have betydelig mindre politisk legitimitet og derfor være svagere.

Det er også tvivlsomt, om en irsk regering kan acceptere, at folkets nej ignoreres to gange. “I regeringen er der forståelse for, at det er teknisk muligt at finde en løsning. Men det er mere tvivlsomt, om man mener, at det er politisk acceptabelt. Det er svært at sidde et nej overhørig to gange. Regeringen må frygte, hvordan vælgerne vil reagere, hvis et nyt nej ignoreres,” siger Patrick Smyth, der er tidligere Bruxelles- korrespondent for Irish Times.

2. scenarie: Nice i skraldespanden

Ét alternativ er helt at droppe Nice-traktaten. Selv om samtlige stats- og regeringschefer af forskellige grunde har sagt det modsatte, er der intet i Nice-traktaten, som er teknisk nødvendigt for at gennemføre udvidelsen. Amsterdam-traktaten, som er den, der gælder for EU-samarbejdet i dag, indeholder en protokol om de institutionelle konsekvenser af udvidelsen. Ifølge protokollen skal der inden en udvidelse med mere end fem lande afholdes en konference, hvor der skal di- skuteres en omlægning af stemmevægtene mellem små og store medlemslande. Forhandlingerne om Nice-traktaten var en sådan konference. Der står intet i Amsterdam-traktaten om, at forhandlingerne skulle afsluttes med en ændring af forholdene.

En række EU-lande mener rent faktisk, at Nice- traktaten er dårligere end Amsterdam. Dels fordi det med Nice bliver sværere at træffe beslutninger end i dag. Dels fordi den omfordeling af stemmer, der blev foretaget i Nice, er så ulogisk, at den kun kan bidrage til at øge befolkningens skepsis mod hele EU- samarbejdet.

Det er fuldt ud muligt at optage 10 nye medlems- Mandagmorgen

32| Nr. 33 | 30. september 2002

(5)

lande i EU med Amsterdam-traktaten som udgangspunkt. Men den model er med stor sandsynlighed politisk uacceptabel for de store EU-lande, som anser, at de små medlemslande har for stor magt og vægt.

En fortsættelse af Amsterdam-traktaten kan base- res på den samme matematiske model for fordeling af stemmevægte, antallet af Europa-Parlaments-medlemmer osv., som er blevet benyttet ved tidligere udvi- delser. Disse beregninger indgik i baggrundsmateria- let til Nice-forhandlingerne og er derfor velkendte og tilgængelige.

3. scenarie: Nice til ny diskussion

Tilbage står en tredje model, som både vil være logisk og forståelig i en bredere offentlighed. Det er en egentlig omforhandling af Nice-traktaten. En sådan genforhandling ville kunne forklares med det irske nej og i øvrigt imødekomme den kritik, at de 10 kommende medlemslande ikke var med i Nice, hvor betingelserne for deres medlemskab blev forhandlet.

I en række EU-lande og i samtlige kandidatlande er der en udbredt opfattelse af, at den franske præsident, Jacques Chirac, der ledte forhandlingerne, gav kandidatlandene en skammelig behandling. Eksempelvis blev Portugal tildelt to medlemmer af Europa-Parla- mentet mere end Tjekkiet og Ungarn, selv om disse to lande har en større befolkning en Portugal.

Også på flere andre områder er Nice-traktaten usammenhængende. Det fremgår eksempelvis ikke, hvilke stemmeregler der skal gælde fra 2004-2005 - altså det første år efter udvidelsen. Og flere andre uklarheder forhandles der for øjeblikket om i Bruxel- les under ledelse af det danske formandskab, som har fået den utaknemmelige opgave at “rydde op efter Chirac”.

Det vil være fuldt ud muligt at afslutte hovedparten af udvidelsesforhandlingerne i forbindelse med EU- topmødet i København i december, hvorefter man bruger nogle måneder til at færdigforhandle de institutionelle aspekter, som blev drøftet i Nice.

Løsningen vil være en håndsrækning til de kandi-

datlande, som alle skal have folkeafstemninger om EU-medlemskab. I kandidatlandene ser det for mange ud, som om alle vilkårene for EU-medlemskab er blevet dikteret af EU. En egentlig forhandling om institutionelle spørgsmål ville være et hårdt tiltrængt signal om, at kandidatlandene også har noget at skulle have sagt i EU.

Men en genforhandling anses for at være politisk umulig, fordi især Chirac vil modsætte sig den. Det er højst tvivlsomt, at det endnu en gang vil blive accepte- ret, at Frankrig og Tyskland skal veje lige meget i EUs Ministerråd. Det ønske stod Frankrig alene med ved Nice-topmødet, men som mødeleder lykkedes det Chirac at få sit ønske igennem - trods modvilje fra samtlige 14 øvrige lande. I en ny forhandling, som ikke ledes af Chirac, vil det være svært for Frankrig at gå imod 24 lande.

Derudover ønsker de store EU-lande generelt ikke at forhandle en omfordeling af stemmevægte med mange små lande omkring forhandlingsbordet. Og da kandidatlandene ikke er vant til EU-forhandlinger, kan sådanne forhandlinger under alle omstændigheder blive besværlige.

Ser man på den voldsomme kritik, Nice-traktaten er blevet udsat for, vil det næsten være en folkelig in- drømmelse at acceptere, at traktaten genforhandles.

Men problemet er dels, at stort set alle EU-ledere efter det første irske nej benægtede, at en genforhandling var en mulighed. De skal altså æde deres egne ord, hvis traktaten skal genforhandles. Samtidig er der bekymring for, at det til danskere, irere, svenskere m.fl. vil sende dét uheldige signal, at det faktisk er muligt at vetoe EU-traktater ved folkeafstemninger.

Stemmer irerne nej, skal statsminister Anders Fogh Rasmussen stå i spidsen for håndteringen af den umu- lige krise. Teknisk og juridisk vil han have stort ma- nøvrerum. Politisk vil det være en udfordring i den ab- solutte tungeste klasse for den danske EU-formand.

Ole Vigant Ryborg | or@mm.dk