Det franske statskup

M m

Nr. 45 18. december 2000 11

D

LEDER

Det franske statskup

et var både bedrøveligt og begrædeligt at opleve EU-landenes stats- og regerings- chefer under den forgangne uges maraton-topmøde i Nice. På fem dage demon- strerede et uhyggeligt velforberedt og velbegavet hold af franske top-diplomater ledet af landets politisk brutale præsident, hvor skrøbeligt og fragmenteret det europæiske samarbejde anno 2000 stadig er. På trods af, at nogle af de deltagende lande i mere end 40 år skridt for skridt har udviklet deres politiske skæbnefællesskab.

Med en næsten genial og yderst gennemtænkt forberedelse havde eliten af afgangsek- samener fra den franske Ecole Nationale d’Administration (de såkaldte “enarquer”) med sæde i Elysée-paladset på forhånd lagt sig fast på, hvad Frankrig ønskede, at Nice-topmødet skulle ende med. Og derfra regnet sig baglæns gennem et europæisk scenarie for, hvordan forhandlingsspillet skulle køres, for at Frankrig kunne få fuldt udbytte af landets centrale plads i EUs formandskabsstol.

Med grundig forberedelse havde enarquerne udregnet et Nice-scenarie efter den klassi- ske EU-model, hvor Unionen bevæger sig fremad på de områder, som Frankrig og Tyskland kan enes om, og som Storbritannien og Spanien ikke blokerer. Øvrige aktører i form af små og mellemstore lande kan købes ud med varetagelse af deres nationale interesser, da sammenholdet mellem de små lande er ikke-eksisterende.

Det franske diplomati havde på forhånd udviklet et computerprogram, der på sekun- der kunne udregne, præcis hvilke ændringer i fordelingen af EUs stemmevægte der havde hvilken betydning for Frankrig. Det franske formandskab havde også indført en topmøde- nyskabelse i form af 14 franske spioner. Officielt en diplomat fra den franske ambassade i hver af de 14 EU-hovedstæder, der skulle hjælpe de nationale delegationer og pressen med praktiske problemer under topmødets gang. Men altså reelt en spion, der hurtigt kunne rapportere tilbage om de øvrige landes stats- og regeringschefers udtalelser under topmødet og stemningen i de nationale pressekorps, der desværre spiller en større rolle for EU-ledernes gøren og laden, end godt er.

Dette utrolig velbegavede og velforberedte franske diplomati var i Nice kombineret med den franske præsident Jacques Chiracs politiske begavelse og brutalitet. Chirac præsen- terede eksempelvis lørdag et første traktat-udspil, hvor Polen havde to stemmer mindre end Spanien, selvom de to lande har stort set lige stor befolkning. På en pressekonference i Nice under topmødets gang blev dette udspil forsvaret af både udenrigsminister Vedrine og europaminister Moscovici. Men da Chirac og Moscovici tirsdag i sidste uge optrådte i Europa-Parlamentet og blev angrebet for netop dette udspil, forsvarede den franske præsi- dent sig med, at det hele var en fejltagelse, og at der havde været tale om en trykfejl.

I Nice begyndte første scene i traktatforhandlingerne efter den gennemtænkte diplo- matiske drejebog med at skabe en stemning af kaos og krise. Det skete i form af et udspil, der var totalt uacceptabelt for næsten samtlige lande, og som landene ikke fik mulighed for at drøfte detaljeret i fællesskab. Derefter sendte Chirac alle i seng og indledte næste dags arbejde med at diskutere et nyt og bedre udspil. Presse og politikere var allerede da hoppet på den franske limpind og begrundede og bedømte alle deres efterfølgende handlinger ud fra den psykologiske stemning, det var lykkedes at skabe: Enhver ændring blev vurderet ud fra det første skraldespands-udspil.

I et vel-iscenesat forhandlingsspil gik det franske maskineri efter de tre forud fastlagte målsætninger, som landet ville opnå:

! En omfordeling af stemmevægte, hvor Frankrig på det symbolske spørgsmål om antallet af stemmer har lige så mange som Tyskland.

! En tærskel for det kvalificerede flertal, hvor Frankrig sammen med ligesindede lande kan blokere for uønskede beslutninger.

! Og et fortsat princip om enstemmighed, når EU skal udarbejde fælles positioner forud for internationale handelsforhandlinger om kulturelle spørgsmål.

Prisen for at opnå de franske mål var en sand gaveregn, hvor hvert enkelt medlemsland fik sine egne ønsker om fortsat veto på nationalt ømtålelige emner opfyldt. Danmark bevarede

M m

2 Nr. 45 18. december 2000

en vetoret på skibstransport, arbejdsmarked og sociale spørgsmål. Storbritannien på skat, Tyskland på immigration, og Spanien bevarede sit sugerør i EU-kassen. Stats- og regerings- cheferne brugte under fransk ledelse stort set ingen tid på at teste den politiske vilje eller skabe et politisk pres for en øget anvendelse af kvalificeret flertal. For de mange nationale vetoer skulle bruges af hver national delegation til at erklære den nationale triumf ved mødets afslutning. Nationale “sejre”, der var nødvendige for at fjerne lyset fra det emne, der interes- serede Frankrig mest af alt: Den kommende magtstruktur i Europa.

Slutresultatet blev det velkendte. En traktat, der i sig selv kan være OK og indeholder en række små forbedringer, men som ikke er en god basis for et velfungerende EU med 27 medlemslande.

Resultatet fra Nice er bedrøveligt. Frem for alt fordi det viser, hvor skrøbeligt EU-samar- bejdet er, når det overlades til EU-landenes stats- og regeringschefer forsamlet i et lukket mødelokale. Alle tænker på sig selv og deres indenrigspolitiske overlevelse. Ingen tænker på Europa.

Med Chirac i spidsen blev forhandlingerne ført af fortidens mænd, der ifølge den tyske udenrigsminister, Joschka Fischer, brugte historiske argumenter, der i nogle af deltager- nes indlæg gik så langt som 800 år tilbage i historien. Frankrig ville have lige så mange stem- mer som Tyskland ifølge en aldrig nedskrevet pagt, der blev indgået for 40 år siden, Portugal anvendte sin historiske storhedstid i sin argumentation osv. Resultatet blev en fordeling af antallet af stemmer i Ministerrådet og antallet af medlemmer af Europa-Parlamentet, der intet har at gøre med objektive kriterier.

Derfor står Europa nu i en situation, hvor formentlig ti stats- og regeringschefer fra Central- og Østeuropa ved folkeafstemninger om deres landes EU-medlemskab skal for- klare deres måbende befolkning, hvorfor eksempelvis Letland har fire stemmer ligesom Luxembourg, mens Litauen med en million flere indbyggere har syv stemmer ligesom Danmark. Eller hvorfor Portugal har flere medlemmer af Europa-Parlamentet end eksem- pelvis Ungarn og Tjekkiet, når befolkningen i begge disse lande er større end den portugisiske Menigmand må tro, at såvel stemmetallene i Rådet som og mandattallet i Parlamentet er blevet trukket op af en hat. I virkeligheden er de blevet til i et djævelsk genialt fransk compu- terprogram.

I deres egen selvforståelse brugte stats- og regeringscheferne en ikke ubetydelig del af tiden på at diskutere, hvad deres efterfølgere skal beslutte om Europa-Kommissionens indretning, når EU om måske 10 år er udvidet til 27 medlemmer. Det siger en del om de nuværende EU-lederes syn på sig selv, at de tror, at de i Nice politisk kan forpligte ikke alene efterfølgerne fra deres egne lande, men også de fremtidige ledere af de 12 kommende nye medlemslande til at agere på en bestemt måde om 10 år.

En ny generation af politiske ledere, der ikke lever i fortiden, er på vej. Man ser foran- dringerne i eksempelvis Tyskland. Denne nye generation af europæiske politikere vil inden slutningen af dette årti ændre Nice-traktaten. Fremtidens europæiske ledere vil - med rette - ikke føle sig forpligtede af udseendet af den mus, som nutidens elefanter i fællesskab fødte i Nice.

Nice-traktaten indeholder to vigtige elementer, der tilsammen vil skabe rammerne om fremtidens Europa. Det ene er en protokol om, at EU anser sig at være i stand til at optage nye medlemslande, når først Nice-traktaten er trådt i kraft. Det andet er en erklæring om Unionens fremtid, som opfordrer til, at der allerede fra starten af næste år indledes en debat om fremtidens EU. Nice-topmødet fastslår, at både nationale parlamenter, universite- ter og det civile samfund skal inddrages i den diskussion. Udkastet til erklæringen om fremti- dens EU blev ikke udarbejdet af enarquerne. Den blev i Nice formuleret af Tyskland, Italien, Belgien og Sverige i fællesskab. Erklæringens indhold er de europæiske borgeres frihedsbrev.

For lykkes det at få borgerne til at drøfte fremtidens Europa, så bliver det den menneskelige logik og ikke veludviklede computerprogrammer og politisk brutalitet, der kommer til at forme fremtidens Europa. Det kan alle europæere kun være tjent med - måske med undta- gelse af enarquerne.

Mandag Morgen