Sociale skel truer EUs åbning mod Østeuropa M m

M m

EUROPA

Sociale skel truer EUs åbning mod Østeuropa

Både ja- og nej-siden i EU-debatten fejlbedømmer og undervurderer udfordringen med at optage de østeuropæiske lande - Levevilkårene i ansøgerlandene svarer på mange områder til lande som Colombia, Sri Lanka og Syrien - Det kan udløse et “optagelseschok”, hvis ikke EUs udvidelse sker på lempelige vilkår - Til gengæld bør EU stå fast på, at ansøgerlandene skal leve op til “bløde krav” om demokrati, menneskerettigheder og socialpolitik, mener nyt debatudspil

De sidste ti år har ikke blot skabt markedsøkonomi og demokrati i Østeuropa, men også ført til massive sociale problemer. Indkomstforskellene er nærmest eksploderet, og store sam- fundsgrupper er havnet under fattigdoms-grænsen.

Dette dystre billede tegnes af en række internationale rapporter, der har sat fokus på de sociale forhold i Østeuropa. I det største af de fremtidige EU-lande - Polen - lever næsten halvdelen af husholdningerne i dag under myndighedernes “sociale minimum”, påpeger FNs udviklingsprogram UNDP.

De østeuropæiske landes optagelse i EU, der er et hovedtema op til folkeafstemnin- gen den 28. maj, er dermed en anderledes og langt større udfordring, end det normalt antages i dansk debat. På flere områder er levevilkårene i Letland snarere på niveau med Sri Lanka eller Jamaica end med Vesteuropa, viser internationale sammenligninger.

I sidste uge advarede en gruppe danske Østeuropa-eksperter om, at EU-medlemska- bet kan udløse et “optagelseschok” i øst - med øget arbejdsløshed og sociale spændinger. På et seminar i København blev advarslen bakket op af den tjekkiske top-politiker Jan Kavan:

“På lang sigt vil medlemskabet af EU være en fordel for både EU og Østeuropa.

Men på kort sigt kan der udløses et optagelseschok, fordi store dele af vores industri endnu ikke kan klare konkurrencen på det indre marked,” sagde Jan Kavan, der er udenrigsordfører for de tjekkiske socialdemokrater og favorit til udenrigsministerposten efter valget i næste måned.

“Tidligere var der ikke så store forskelle på rig og fattig i Tjekkiet, men i de sidste to år er ulighederne også steget voldsomt hos os. Det er kommet bag på tjekkerne. Hvis opta- gelseschokket ikke dæmpes som led i et kompromis, vil medlemskabet af EU føre til øget arbejdsløshed og sociale spændinger. Det vil styrke de autoritære kræfter på både højre- og venstrefløjen - Republikanerne og Kommunisterne - der allerede i dag får en femtedel af stemmerne,” fortsatte Jan Kavan.

Den nye debat handler om, hvordan EU-medlemskabet kan sætte rammerne om en løsning på de store sociale problemer - i stedet for at forværre dem. Jan Kavan slog til lyd for, at de østeuropæiske lande får overgangsordninger, før deres erhvervsliv udsættes for det totale konkurrencetryk i EU. Samtidig skal den vestlige bistand til Østeuropa tage flere sociale hensyn. Derimod vil et dansk nej til Amsterdam-traktaten styrke de kræfter i både EU og Østeuropa, der ser med skepsis på udvidelsen af EU, advarede Jan Kavan.

Den danske EU-debat på vej ind i en blindgyde

Debatten op til folkeafstemningen den 28. maj handler i høj grad om EUs optagelse af de østeuropæiske lande, men har næsten kun fokus på institutionerne. SF-formand Holger K.

Nielsen og andre på nej-fløjen kritiserer, at Amsterdam-traktaten kun baner vejen for de første fem nye lande, og at der skal afholdes en ny regerings-konference, før de næste fem kommer med. Samtidig har der i dansk debat været meget blæst om, at EU kun indleder egentlige forhandlinger med de fem mest fremskredne østeuropæiske lande.

Den virkelige udfordring handler dog om noget helt andet, nemlig de store økonomi- ske og sociale forskelle mellem EU og Østeuropa og internt mellem landene i øst. En udfor- dring, der undervurderes af både ja- og nej-siden.

EU har indledt forhandlinger om optagelse af de første fem øst-lande - Polen, Tjekki- et, Ungarn, Estland og Slovenien - plus Cypern. Men en rapport fra Europa-Parlamentet om de sociale forhold i de kommende EU-lande tegner et dystert billede. Rapporten minder om, at der også var fattigdomsproblemer under de kommunistiske regimer, men at de var mindre synlige. Samtidig var indkomstfordelingen dengang meget lige - bortset fra en lille privile- geret politisk elite. I dag er billedet et helt andet:

“Indkomstfordelingen er meget skæv, hvilket giver sig udtryk i, at store dele af befolkningen lever under den officielle fattigdomsgrænse...For store dele af befolkningen er der ikke særlig

M m

Andel under fattigdomsgrænsen, pct.

1989 1990 1991 1992 1993 1994 1996 0

10 20 30 40 50 Pct.

Kilde: UNDP: “National report on Human Development -The Changing Role of the State”, Polen 1997 Note: Det “sociale minimum” er fastlagt ud fra prisen

på en bestemt mængde goder, der anses for nødvendige for en normal tilværelse. Bereg- ningsmetoden blev ændret fra 1994 og frem.

Socialt minimum (1996 standard)

Socialt minimum (1991 standard) Figur 1: Antallet af dårligt

stillede er steget voldsomt.

Op mod halvdelen af husholdningerne i Polen lever i dag under det offici- elle “sociale minimum”.

Rigeste tiendedel over for fattigeste

1990 1991 1992 1993 1994 1995 1996 0

2 4 6 8 10

Kilde: UNDP: “National report on Human Development -The Changing Role of the State”, Polen 1997 Faktor

Figur 2: Indkomstforskelle- ne i Polen er langt større end for ti år siden. Mens den bedst stillede tiendedel før tjente fem gange mere end den svageste tiende- del, så havde de i 1996 ni gange så høje indkomster.

lyse udsigter, især dem, som lever på landet eller i fjerntliggende regioner. Dette forværres af, at de sociale sikringssystemer kun giver utilstrækkelig understøttelse, hvilket tvinger folk ud på det sorte arbejdsmarked,” hedder det i rapporten fra Europa-Parlamentets forskningstje- neste.

Det polske eksempel

Problemerne kan illustreres af forholdene i det største af ansøgerlandene, Polen. Her er andelen under myndighedernes “sociale minimums-grænse” nærmest eksploderet - fra 15 pct. af husholdningerne i 1989 til 47 pct. i 1996. Se figur 1. Det sociale mini- mum er fastlagt ud fra prisen på en be- stemt mængde goder, der anses for nød- vendige for en normal tilværelse. Op mod halvdelen af husholdningerne skønnes således i dag at befinde sig under det sociale minimum.

I en analyse, som det ansete Center for Social and Economic Research i Warszawa har udarbejdet for FNs udviklings- program, UNDP, peges på en række forklaringer. Med omstillingen til markedsøkonomi stoppede staten tilskud- dene til mange tabsgivende virksomheder og statslandbrug, og de ansatte fik dermed deres levevilkår dramatisk forværret. Store dele af landbefolkningen har fået halveret deres disponible indkomst siden 80’erne.

Samtidig har regeringens socialpolitik ensidigt gavnet pensionisterne, mens børnefa- milier og studerende har fået alvorlige økonomiske problemer. Over 15 pct. af nationalpro- duktet i Polen bruges i dag på pensioner til ældre og førtidspensionister, påpeger rapporten

“The Changing Role of the State”. Da regeringen for nylig ville hæve pensionsalderen fra 55 til 60 år for kvinder og fra 60 til 65 år for mænd, blev det prompte afvist af den politisk indflydelses- rige polske fagbevægelse.

Som det ses af figur 1, skete den første dramatiske ændring i Polen i 1990 med den såkaldte markedsøkonomiske “chok- terapi”. Andelen under det sociale mini- mum steg dog yderligere i 1992-94, selv- om økonomien dengang vendte og gik frem. Opsvinget skabte både mange vin- dere og mange tabere. Indkomstforskelle- ne fremgår af figur 2. Mens den bedst stil- lede tiendedel af husholdningerne i 1990 tjente fem gange så meget som den dår- ligst stillede tiendedel, så var deres ind- komster i 1996 hele ni gange større.

“De nye reform-regeringer arvede en overgearet velfærdsstat fra de gamle kommunistiske regimer. På grund af lan- denes dårlige økonomi er der ofte skåret ned på uddannelse, sundhed og visse sociale ydelser og dermed skabt store fattigdoms- problemer. Derimod har det været vanskeligt at gennemføre egentlige struktur-reformer.

Politikerne i Østeuropa er hundeangste for pensionisterne, der ligesom i vest er en stærk vælgergruppe. Derfor har nedskæringerne typisk ramt de socialt udstødte og børnefamilier- ne, men ikke pensionisterne,” siger den danske Østeuropa-ekspert Søren Rishøj fra Sydjysk Universitetscenter.

Han er dog også stærkt kritisk over for Vestens rolle. Den Internationale Valutafond (IMF) har gennem långivning på skrappe betingelser spillet en afgørende rolle i de seneste års

M m

M m

Sundhed, uddannelse og levestandard, 1994 Udvalgte

lande Place-

ring Forventet

levetid, år Alfabetiserings-

grad, pct. Mål for uddannel-

sesindsats, pct. BNP i købekraft pr. indbygger

Canada 1 79,0 99,0 100 21,459

Frankrig 2 78,7 99,0 89 20,510

Norge 3 77,5 99,0 92 21,346

Sverige 10 78,3 99,0 82 18,540

Danmark 18 75,2 99,0 89 21,341

Tyskland 19 76,3 99,0 81 19,675

Cypern 24 77,1 94,0 75 13,071

Chile 30 75,1 95,0 72 9,129

Portugal 31 74,6 86,6 81 12,326

Slovenien 35 73,1 96,0 74 10,404

Argentina 36 72,4 96,0 77 8,937

Uruguay 37 72,6 97,1 75 6,752

Tjekkiet 39 72,2 99,0 70 9,201

Dominica 41 72,0 94,0 77 6,118

Ungarn 48 68,8 99,0 67 6,437

Polen 58 71,2 99,0 79 5,002

Thailand 59 69,5 93,5 53 7,104

Estland 71 69,2 99,0 72 4,294

Ecuador 72 69,3 89,6 72 4,626

Litauen 76 70,1 98,4 70 4,011

Sri Lanka 91 72,2 90,1 66 3,277

Letland 92 67,9 99,0 67 3,332

Note: Landenes placering i “Human development index” er beregnet som en sammenvejning af tre målestok- ke: 1) forventet levealder som mål for sundhed, 2) uddannelsesindsats målt ved alfabetiseringsgrad og antallet af uddannelsessøgende på alle niveauer, hvor det bedste land sættes til 100, 3) nationalprodukt pr. indbygger målt i købekraft.

Kilde: UNDP: Human Development Report, 1997 Tabel 1: Levevilkårene i de

østeuropæiske lande er markant under EU. Mange af de fremtidige EU-lande ligger i FNs rangorden under stater i Latinamerika og Asien.

østeuropæiske politik. Valutafonden har sigtet på lav inflation, stabile valutaer og ligevægt på statsbudgettet og dermed presset på for håndfaste offentlige besparelser. Derimod har velfærd og sociale hensyn ikke spillet en afgørende rolle. En linje, der er præget mere af et

“amerikansk” end af et “europæisk” syn på den offentlige sektors rolle, påpeger Søren Rishøj.

Levevilkår på niveau med Colombia, Sri Lanka og Syrien

Under alle omstændigheder bliver de østeuropæiske landes integration i EU en gigantisk opgave - både for dem selv og for de nuværende medlemslande. De er ikke alene fattigere, men også præget af en svagere uddannelsesindsats og frem for alt lavere sundhedsstandard end de nuværende EU-medlemmer.

De massive forskelle illustreres af det såkaldte “human development index”, som FNs udviklingsprogram, UNDP, udsender hvert år. Indekset sammenligner levevilkårene i forskellige lande ved at inddrage en række mål - ikke kun nationalprodukt pr. indbygger målt i købekraft, men også uddannelsesindsats og forventet levealder, der ses som en god samlet målestok for sundhedstilstanden. Resultatet bliver et noget forenklet billede, men tegner en tendens af de brede linjer i levevilkårene.

Selv det bedst stillede af de kommende EU-lande - Slovenien - kommer ind på en 35.

plads efter samtlige nuværende EU-medlemmer. Som det fremgår af tabel 1, er uddannel- sesindsatsen i Slovenien ikke ringere end i EU-lande som Portugal og Italien, men både nationalproduktet målt i købekraft og levealderen er klart under EU-niveau.

Samtidig er der et pænt spring ned til det største af de fremtidige EU-lande, Polen, der med

M m

en global 58. plads ligger under latinamerikanske lande som Colombia, Panama og Den Dominikanske Republik. Letland er helt nede som nr. 91 - lige efter Sri Lanka! Med en forventet levealder på under 68 år dør letterne i snit syv år før danskerne og over ti år før svenskerne. På dette område ligner Letland mere Syrien og Ecuador end EU-landene.

EU skal være hård på de “bløde” områder

EU og de østeuropæiske lande er i første omgang startet på den mere tekniske del af optagelses-forhandlingerne, hvor begge parter danner sig et overblik over de mange tusinde EU-regler (den såkaldte “screening” af ansøgerlandene). Denne del af processen omfatter alle ti østeuropæiske ansøgerlande. Efter nytår indledes egentlige forhandlinger med de fem mest fremskredne lande, mens Letland, Litauen, Slovakiet, Rumænien og Bulgarien må vente til næste omgang.

Men både i Bruxelles og herhjemme er der voksende debat om EUs øst-politik. Efter sidste års topmøde i Luxembourg fastslog statsminister Poul Nyrup Rasmussen, at de østeuropæiske lande ikke blot optages i et internationalt samarbejde, men kommer med i et fællesskab af velfærdsstater præget af fælles værdier:

“Vi må inspirere de fattige lande til at opbygge de menneskelige sider af markedsøko- nomien og få den sociale tryghed med. De østeuropæiske lande må indse, at deres økonomi- ske vækst kun bliver bæredygtig, hvis den også tager højde for miljø og mennesker. De risikerer, at den økonomiske vækst bliver for skævt fordelt, og at der udbryder social uro,”

advarede Nyrup.

I det nye regeringsgrundlag er der afsat midler til en række danske sociale projekter i Østersøområdet, der kan vise nye veje til en indsats over for “de svageste grupper” i Polen og de baltiske lande. Derimod har regeringen endnu ikke lagt sig fast på linjen for de kom- mende forhandlinger mellem EU og ansøgerlandene.

En kreds af Europa-debattører kom i sidste uge med det første bud på en dansk strategi. EU skal være “blød på de hårde områder og hård på de bløde områder”, lød opskrif- ten. For eksempel må Danmark støtte de østeuropæiske landes ønsker om en længere perio- de med restriktioner på udenlandske jordopkøb - ellers kan priserne i grænseområderne mellem EU og ansøgerlandene stige eksplosivt. EU må også erkende, at de østeuropæiske lande har brug for ret lange overgangsperioder, før de kan leve op til mange af EU-reglerne - både om økonomi og miljø.

Derimod må EU stå fast på de “bløde” værdibaserede områder, f.eks. kravene om, at ansøgerlandene skal overholde menneskerettigheder og demokratiske spilleregler. EUs øst-politik skal også have en langt tydeligere “social dimension”, hvor de østeuropæiske lande engageres i en dialog om opbygningen af bredere sociale ordninger for hele befolknin- gen. EU må støtte opbygningen af skattesystemer i Østeuropa, der kan finansiere en moder- ne velfærdsstat.

Rapporten “Et helt nyt Europa” advarer imod, at EU-Kommissionens planer for en storstilet øst-bistand kommer under pres ved næste års budget-forhandlinger i EU, når spareivrige medlemslande skal fordele regningen. Rapporten er skrevet af forskerne Søren Rishøj, Ole Wæver og Thomas Pedersen, sekretariatschef Søren Keldorf samt journalisterne Vibeke Sperling og Lars Olsen - sidstnævnte fra Ugebrevet Mandag Morgen.

Europa-Parlamentet stiller sociale krav

Også i Bruxelles er der voksende debat om de sociale aspekter ved udvidelsen. Sidste som- mer kom EU-Kommissionen med en omfattende vurdering af, i hvor høj grad de enkelte ansøgerlande opfylder EUs regelsæt. Kommissionens vurdering var ventet med stor spæn- ding, fordi den er afgørende for, hvor hurtigt det enkelte øst-land kommer med i EU.

I samtlige tilfælde udpegede Kommissionen - med lidt forskelligt ordvalg - regler om sikkerhed og sundhed på arbejdspladsen som et af de uløste problemer, hvor ansøgerlandene må gøre en større indsats. EUs arbejdsmarkeds-direktiver, der handler om alt fra EDB- skærme til medindflydelse i multinationale selskaber, bliver et af de mange stridspunkter i de kommende optagelsesforhandlinger.

Samtidig presser Europa-Parlamentet på for, at der tages sociale hensyn i det stadig tættere samarbejde med de østeuropæiske lande. Da Parlamentet i december sidste år god- kendte det nye EU-budget, blev der indføjet et ændringsforslag om PHARE-bistanden til Østeuropa. Vedtagelsen fastslår, at modtagerne af EUs øst-støtte skal respektere “den europæiske socialpolitik” og det såkaldte Sociale Charter, som EU-landene tiltrådte i 1989.

M m

EU-Kommissionen har endnu ikke klargjort, hvordan den vil udmønte vedtagelsen fra Europa-Parlamentet.

EUs sociale dimension handler dog først og fremmest om regler, der herhjemme regnes for arbejdsmarkedspolitik. Hensigten er især at sikre lønmodtagerne fælles minimums-rettigheder ved konkurrencen på det indre marked. De største sociale problemer i Østeuropa handler imidlertid om grupperne i udkanten af arbejdsmarkedet, i den store

“sorte” økonomi og blandt de arbejdsløse. Socialpolitiske spørgsmål, der sjældent er EU- kompetence.

Alligevel kommer også dette emne på bordet ved forhandlingerne - i det mindste indirekte. I den førnævnte rapport om sociale sikringssystemer i de fremtidige EU-lande peger Europa-Parlamentets forskningstjeneste på, at der er en tæt sammenhæng mellem bedre sociale forhold i øst og østeuropæernes frie bevægelighed på arbejdsmarkedet i EU.

Den frie bevægelighed er et af nøgleelementerne i EU-samarbejdet, men flere af de vestlige lande vil ikke lade østeuropæerne få ret til samme fri bevægelighed som de nuværende EU- borgere. I stedet lægges der op til, at de fremtidige EU-lande i en lang periode holdes uden for denne del af samarbejdet:

“Sociale spørgsmål bør prioriteres for at forhindre, at millioner udvandrer på grund af nød og fattigdom. Dette kan ikke blot gøres ved at udskyde det kritiske spørgsmål om fri bevægelighed på ubestemt tid. Ansøgerlandenes sociale infrastruktur bør praktisk forbedres for at give folk mulighed for at forblive i deres hjemland,” fastslår rapporten fra Europa- Parlamentet.

Rapporten lægger ikke skjul på, at bedre sociale forhold østpå ikke blot er et spørgsmål om østeuropæiske prioriteringer, men også om vesteuropæiske penge: “Det bør fra begyn- delsen gøres klart, at udvidelsen kommer til at koste penge, og at disse penge bør investeres klogt for at forbedre og stabilisere vores egen sociale fremtid.”