Danmarks Kunstbibliotek The Danish National Art Library

Digitaliseret af / Digitised by

Danmarks Kunstbibliotek The Danish National Art Library

København / Copenhagen

For information on copyright and user rights, please consult www.kunstbib.dk

I

H

vort Kunstliv i Aarenes Løb er blevet, spildes der efter- haanden mere end forsvarligt og godt er. Hvert nyt Foraar bæ­

rer Udstillingerne Vidne derom, mere og mere uimodsigelig og i stigende Grad.

Hvis det var Talentet, der i expansiv Kraft strømmede over og forvildede sig uden den Begrænsningens Selvtugt, der frembringer det unique og evige Mesterværk, der er Kunstens sidste For- maal, vilde Overfloden uden Tvivl en lykkelig Stund af sig selv falde i Leje til Højspænding og Fremdrift mod dette Endemaal;

men nu er det Talentløsheden, der ørkesløst og formaalsløst breder sig til det stillestaaende Dødvande, hvor al Fremdrift truer med at forflygtiges, og alle Maal staar Fare for at ud­

viskes. Er det da ikke, naar Sagen staar saaledes, nødvendigt at gribe ind, forsøge at afgrøfte og afvande og regulere?

En og anden vil maaske mene, at det just ikke er Omsorg for Kunsten, det skorter paa. Det borgerlige Samfund, der i det

Vignet: Johannes Larsen: Svanerne letter.

Tilskueren 1915. I. 26

sidste Hundredaar har været det herskende i Europa, har i hvert Fald, hvilke Synder det ellers, paa andre Omraader, kan have paa sin Samvittighed, ikke overfor den sparet paa Støtte og Op­

muntring; Kunstforeninger, Musæer, Kunstskoler, Bestillinger og Opgaver af alle Arter har uafbrudt været til Tjeneste for den.

Er det da maaske just denne Omsorg, der har været af det onde?

Ulykken er, at dette ved vi i Grunden intetsomhelst sikkert om. Den offentlige Omsorg, der ydes Kunsten, forelægger aldrig sine Resultater i samlet Form til offentlig Oversigt og Dom; den virker i det skjulte, halvvejs usynlig, uden virkelig og haand- gribelig Kontrol. Hvad ved vi som Helhed om, hvem denne Omsorg egentlig kommer tilgode, hvad den ofres paa, hvad den betyder og udretter til Gavn eller til Skade for vort Kunstliv?

Vi har saa uendelig mange Udstillinger, saa uendelig mange overflødige med saa uendelig meget ligegyldigt hængt frem og stillet frem, men de Udstillinger, vi skulde have, som vi burde have, som vi har Krav paa til Oplysning om det Ret og Skel, der offentlig øves mod Kunsten her til Lands — dem faar vi aldrig, eller rettere i Stumper og Stykker fra Aar til Aar, akku­

rat saadan at det i Mellemtiden godt og vel kan glemmes.

Der hænger jo ogsaa i Aar en og anden Prøve fremme paa, hvad denne offentlige Omsorg beskytter og belønner.

Der er nogle Portrætter, som er bestemt for det national­

historiske Museum paa Frederiksborg; de er saavist ikke lyste­

lige at skue, hvad der sidenhen maaske kan blive Tid og Lej- hed til at tale nærmere om, men hvem husker Portrætterne til samme Museum fra i Fjor og i Forfjor og længere tilbage, om de var bedre eller endnu ringere? Dette rigt doterede Museum, der er det offentlige Hoved-Museum for vor Portrætkunst, burde en Dag vise os, i sluttet Række og Geled, samtlige de (moderne) Portrætter, det i det sidste Tiaar har indlemmet i sin Samling til et Skøn og en Dom for Offentligheden over, hvorledes det overfor Kunsten og Samtiden har røgtet sin høje nationale Op­

gave.

Der hænger Akademiets Guldmedaljearbejde fra sidste Kon­

kurrence. Hvad ved vi i Grunden om dette Akademi og dets Virksomhed? Det der fra Aar til Aar forelægges os som Resul­

taterne af denne Virksomhed lokker ikke just til de mildeste

vi saa kunde faa? Det har jo saa mange Muligheder for at do­

kumentere sin velsignelsesrige Gerning. Det kunde foranstalte en retrospektiv Udstilling af samtlige i dette Aarhundrede med den store og den lille Guldmedalje og med f. Ex. den Neuhau- sen’ske Præmie belønnede Værker — det kunde anmode samt­

lige Malere og Billedhuggere, der i samme Tidsrum har faaet Afgang, om hver at udstille to eller tre af deres sidste Arbejder, en Ære som vel næppe nogen af dem vil afslaa — eller det kunde samle et lille Udvalg af de Stipendiaters Arbejder, der i det sidste Tiaar havde oppebaaret f. Ex. 3000 Kr. tilsammen af dets Stipendier---ja, hvad kunde det overhovedet ikke gøre til Forsvar for sig og sit, og til Opbyggelse for os andre.

Der er ogsaa oppe paa Charlottenborg den sidste Ancher- Stipendiat, der har nogle Arbejder fra sin Stipendierejse for­

modentlig. Hvad om Uddelerne af dette vort højest ansete Sti­

pendium forsøgte at samle de sidste femten-tyve Aars Stipendiater til en Udstilling af Arbejder, producerede omkring eller i det Aar, hvor de havde haft Stipendiet tildelt?

Naturligvis er det ikke ugørligt ved egen Hjælp og paa egen Haand at undersøge disse Forhold, men det vilde dog vise i hvert Fald den gode Tro og den sikre Samvittighed hos de høje Administratorer af vort Kunstliv, om de frimodig og for alles Øjne selv engang gjorde Regnskab for deres Administration. Og undgaas kan dog en saadan kritisk Revision af Samfundets offi­

cielle Forhold til vor Kunst ikke længere; hvert nyt Foraar rej­

ses paa Udstillingerne med større og større Styrke Kravet om engang at søge at faa Rede paa disse Spørgsmaal. Det er i Virke­

ligheden uomgængelig nødvendig at søge dem besvarede for en­

hver der med Grundighed vil forske efter, hvad der kan gøres mod den største og alvorligste Fare, der i Øjeblikket truer dansk Kunst: Middelmaadighedens Overtag over alle ideelle Bestræbel­

ser, Talentløshedens Smittefare.

Il

Hvis man kunde granske Hjerter og Nyrer, vilde det sikkert vise sig, at det inderst inde netop var Frygten for denne Smitte-

26*

fare, der fremkaldte Aarets mærkeligste og betydningsfuldeste Begivenhed i vor Kunstverden: Sprængningen af Den Frie Ud­

stilling.

Om de ydre Aarsager, om den formelle Uenighed, de poli­

tiske Divergenser i administrative og exekutive Spørgsmaal skal der her ikke tales; dette er ganske ligegyldigt og i Virkeligheden Offentligheden aldeles uvedkommende. Som Døden vil have en Aarsag, vil ogsaa Livet have det; men det er Døden og Livet selv, det kommer an paa.

Hvad der for os har Interesse er dette, at den Gruppe af unge, som vor Kunst foreløbig fornemmelig maa sætte sin Lid og sit Haab til, opgav en Række sikre og ikke uvæsentlige materielle Fordele, fordi de følte sig truede i deres videre kunst­

neriske Existens, og at de fulgtes af nogle ældre Kammerater, der foretrak en usikker Fremtid, foretrak Skilsmissen selv fra gamle, nære og kære Venner, sammen med hvem de gærne havde kæmpet den gode Strid tilende, og Usikkerheden i de nye Forhold, naar de blot var tilhuse med det, de mente var Fremtiden og Fremdriften, fremfor at blive tilbage i den grund­

murede Borg, men som nu kun vilde være Fortidens.

Der er i denne Sprængning paa én Gang noget af et godt og noget af et daarligt Varsel for vor Kunst og for vort Kunstliv.

Det er vemodigt og ildevarslende, at den Ringhedens Aand, der synes mere og mere uigennemtrængelig at lejre sig over vort Kunstliv, ogsaa omsider skulde vinde Indpas i den Udstil­

ling, der med Rette saa længe har kunnet kalde sig den frie, og inficere det Kunstnersamfund, der, længere end sligt her til Lands plejer at vare, holdt sig alle onde Fristelser til Rethaveri og Magthaveri fra Livet. Det synes at tyde paa, ja man ved ikke, som Alexander Kielland et Steds har udtrykt det, om det er Harerne der bliver dummere, eller Rævene der bliver klogere, men i hvert Tilfælde saa synes Vejen til Fald at blive kortere Dag for Dag.

Vi maa da forsøge saa meget eftertrykkeligere at fæste Lid til det gode Varsel, til det Løfte Nybyggerne i Grønningen trøster os med om at staa sammen til en Riddervagt om Kunstens hel­

lige Pligter og dyrebare Rettigheder. Vil de ævne at holde ud, vil de have Kraft til at modstaa Fristelserne? Hvem ved det — ved de det selv?

Uforanderlig og stadig sig selv lig er ogsaa i Aar Charlotten- borg-Udstillingen. Maaske man, for dog at faa en Smule Afvex- ling, burde have børstet Fløjelstapeterne opad, eller maaske endnu hellere fjærnet dem, ti det er i Virkeligheden i Længden en daarlig, rent ud sagt en temmelig vulgær Smag. Det er forøvrigt forunderligt, at Udstillerne ikke gør Indsigelse, de fleste Billeder vinder ikke ved at ses mod denne Baggrund, baade Stof og Far­

ver er meget uheldige som Folio for Malerier.

Heller ikke Ophængningen smigrer Øjet, det er vel nok umuligt overalt at hænge dette underlige mixtum compositum skikkelig, endsige indsmigrende op, men ved at hænge hver Kunstners Ar­

bejder sammen, vilde der dog pletvis bringes nogen Ro tilveje, hvor Øje og Sind kunde finde Hvile. Men denne Udstilling har nu engang sin egen uudgranskelige Smagslov, som det ikke er Hvermands Sag at blive indviet i.

Den Lov, der behersker Størsteparten af dens kunstneriske Præstationer er det heldigvis noget lettere at finde Rede i, den er i Virkeligheden overordentlig simpel og letfattelig. Det er Loven om ved de billigste Midler at opnaa den størst mulige Illusion; det er ganske den samme Lov, Filmen er baseret paa.

Denne Illusionisme er Naturalismen i populær-konventionnel Form. Karakteristiske Typer er Arbejder som Prof. Irmingers

„Portræt af Grosserer Holger Petersen“, N. V. Dorphs „Por­

træt af Brygger Carl Jacobsen“, Axel Bredsdorffs „Drengs første Møde med Moa“ og hans „Portræt af Forf. Jacob Knudsen“, Knud Larsens og Prof. L. Tuxens Portrætter. Det er Firsernes Naturstudium degenereret til akademisk Formalisme, hvor alting gøres paa Recept. Det er stadig Lyset og Formen, man virker ved, saadan som det i sin Tid lærtes i B onnafs Atelier, men Tingene studeres ikke mere igennem Punkt for Punkt, med en summarisk Palet og en summarisk Formel fremtryller man en vis groft-konventionel Illusion af Fænomenet, der for det sløve Publikumsblik virker bestikkende „naturtro“ — „hvor det ligner!“

I hvor høj Grad denne vanslægtede — eller forlorne — Naturalisme har sløvet ogsaa Kunstnerøjet, erkender man bedst overfor Bredsdorffs „Drengs første Møde med Moa“, som Aka­

demiet har belønnet med sin store Guldmedalje; det er vist selv

for det mest uøvede Blik unødvendigt at paapege, hvor fjernt alt det landskabelige er fra virkelig, præcis Natursandhed, end­

sige fra en kunstnerisk fortolket eller beaandet Gengivelse af et Naturindtryk, men hvad er der i disse Figurer, som har kunnet tilfredsstille blot et nogenlunde skarpt eller kræsent Professor­

øje? Der er ganske vist en Illusion af Form, men hvor denne Form skal blive, hvad man maaske kan kalde effektiv, hvor den skal kunne hævde sig som rumdannende eller rumudfyl­

dende i Mødet med andre Former, Arme der krydses f. Ex., bliver den overalt flad uden Volumen, fordi den kun existerer ved et Kunstgreb, ikke ved nogen virkelig Modelering, der er den samme Mangel paa Forstaaelse, paa Selvsyn og gennemført Studium i Konstruktionen f. Ex. af Skulderpartierne, i Forkort­

ninger og i Lysvirkninger; det er i Virkeligheden overhovedet helt igennem et ganske tomt Illusionsnummer, en Film beregnet paa et ukritisk Biografpublikum — og paa Akademiprofessorer.

Om Studiet af Farven, vel Malerkunstens vanskeligste men samtidig betydningsfuldest Opgave, er der naturligvis i en saa- dan konventionel og overfladisk Receptkunst mindst af alt Tale;

som typiske Exempler paa det uhjælpelige Skibbrud, ethvert malerisk eller koloristisk Forsøg da nødvendigvis maa lide, hvor Farvens indviklede Hemmeligheder aldrig for Alvor er bleven granskede — og hvor tilmed alle medfødte Anlæg synes at mangle — falder i Aar særlig Wilhjelms Arbejder i Øjnene eller Arbejder som Frederik Langes „Sovende Pige“ og Ejnar Heins

„Gertrud“. Disse ganske vilkaarlige Kulører, hvor ethvert per­

sonligt Farvesyn mangler, er blot grelle hver for sig, skrigende hvor de mødes, uden Finhed og Tone i Nuanceringen, upaa- virkelige af Lysets Spil, og ufølsomt og raat paasatte tjener de hverken Form eller Dekoration.

Mere smagfulde, mindre kynisk illusionistiske eller brutalt kolorerede, gennemarbejdede med større Omhu er vel Arbejder som Herm. Vedels og Sigurd Wandels, de er i hvert Fald be­

hagelige i deres ret nevtrale og stilfærdige Virkninger, med et vist Præg af hjemlig Hygge i deres Følelse; men deres kunst­

neriske Kvaliteter — delvis selv i det rent elementære — er dog kun af meget begrænset Omfang. Det er mere Vilje og Intelli­

gens end oprindeligt Talent, der bærer saadanne Arbejder oppe, et vist Fond af Kultur, om man vil.

P. A. Schou: Alvor.

Gave fra Godsejer E. Schøu til Kunstmusæet.

Sammenlignet med alt dette er naturligvis Prof. Jul. Paulsens store Billede „Aftenselskab i Kunstnerens Hjem“ af langt større Interesse. Kunstmusæet har erhvervet det, om med Rette eller Urette vil altid være noget af en Skønssag. Noget Mesterværk er det i hvert Fald paa ingen Maade; som Komposition er det uden Fasthed og Helhed, som Fortælling eller Stemning intet­

sigende, alle Skyggepartier er døde og klangløse, Farverne snart for brillerende, snart for urene, den maleriske Behandling over­

hovedet saare uegal, men det har ganske enkelte overordentlig smukke og udmærkede Partier, en Malers sande Værk og Be­

drift, navnlig Portrættet af Vilhelm Hammershøi yderst til ven­

stre, som maaske vil kunne redde det fra Forglemmelse i Ti­

dernes Løb. De Landskaber, der omgiver det, er derimod alle til Hobe Godtkøbseffekter af saare ringe Rang og Værd, Rutine­

arbejder, der vil glemmes og synke til Bunds lige saa let og hurtig som de formodentlig er bievne til.

Paa Endevæggen i denne Sal hænger et lille Udvalg af af­

døde P. A. Schous Arbejder; medens han levede, maatte vi gerne søge dem paa mere afsides Pladser, hvor ofte vi andre, der forstod hans Værd, end bad om denne Hædersplads for ham. Men nu har han da altsaa endelig engang faaet den, idet man vel omsider har erkendt, at det dog var os, der havde Ret

— nu bagefter. Tilfældet er typisk, og vemodigt.

Nu vil forhaabentlig ogsaa det store Publikum, der heller

ikke i hans levende Live skænkede ham synderlig Paaagtning eller Anerkendelse, forstaa, at det ikke var med Urette vi talte hans Sag, og at det vel er Umagen værd at fordybe sig i hans Værker. De er ikke blot saa menneskelig gribende og fortrolige i, hvad de fortæller, men de er først og fremmest som Maler­

kunst af en sjælden Finhed og udsøgt Skønhed. De kan være faste og imposante som det største af dem „Alvor“, der her gengives, livfulde og spillende som de to smaa „Interiører“, kække og dristige som det store „Nature morte“ med den pragt­

fulde Buket; der er i dem alle en indtrængende og fintmærkende Fornemmelse for Tingenes maleriske Værdier, for Farve og Tone, for Luft og Lys, for Rummets Rytmik og Genstandenes Sammenspil. Den Udstilling af hans Arbejder, Kunstforeningen siges at forberede til næste Vinter, og som vil give Anledning til at vende tilbage til ham og hans Værk, vil sikkert blive til Glæde for alle Kunstelskere.

Men Tiden lider, og der er dog endnu et og andet, vi bør standse ved. Der er, af de ældre, først og fremmest Hans Smidth, som har et prægtigt „Jysk Landskab“, lidt tungt maaske i Ho- rizont og Luft, men ypperligt i Forgrunden, et Par smukke og friske „Interiører“ og navnlig et lille „Landskab“, en Vej i en bakket Skovegn, af en vidunderlig Fylde og Skønhed i de dybt- grønne, saftfulde Farver, svulmende af alle Naturens sunde, sommerlige Kræfter, i al sin Fordringsløshed et lille Mesterværk i dansk Landskabskunst. Der er ogsaa et særdeles smukt lille

„Dameportræt“ af Bertha Wegmann, solidt og nænsomt gjort, mørkt, men af ikke ringe Finhed i den maleriske Gennemførelse, i Virkeligheden alle Udstillingens officielle Portrætter overlegent i ærligt Talent og trofast Studium. Hvorfor ikke ogsaa standse et Øjeblik ved Otto Haslunds „Henad Eftermiddagen“? Det er ikke blot i sin Følelse for Naturen, men ogsaa i sin Iagttagelse af dens Fænomen, i Lyset og Skyggen over Marken, i sit lidt spidse, men opmærksomme og fintmærkende Studium et sær­

deles frisk og indtagende Arbejde fremfor den meste anden vir­

tuose eller platte Landskabskunst, der fylder Udstillingen. Det vilde ganske sikkert ogsaa være uretfærdigt ikke at anerkende, hvad der er ydet i Erik Henningsens „Udenfor en jysk Kro“;

Motivet er en Smule stillestaaende, Tonen, trods Solskinnet, alt­

for meget en mat og uvirkelig Ateliertone, men det er, ud fra

Axel Salto: Bacchus og Ariadne.

sine Forudsætninger og indenfor det givne kunstneriske Syn, bygget paa et omhyggeligt Naturstudium og gennemarbejdet med megen Omhu til en, paa sin Vis, ikke ringe Fuldkommenhed.

Af de yngre maa man atter i Aar med Ære nævne Olga Jensen-, det store „Blomsterbillede“, en Udsigt gennem et blom­

sterfyldt Vindu, er et virkelig ypperligt Arbejde (som Kunstfor­

eningen hellere skulde have erhvervet, i Stedet for det lille

„Paaskeliljer og Tulipaner“), med en sjælden fast og rytmisk virkningsfuld Farvekomposition. En ukendt Kai Giildbrandsen- Gøtzsche har et i sin Bleghed og noget ængstelige Sarthed lidt dameagtigt „Interiør“, men der er i Lysets Spil og Fortoning af Farverne adskillig malerisk Finhed, navnlig i den lille Buket Vinterasters paa Bordet noget virkelig ypperligt, som allerede næsten er mer end lovende. Af en hel anden Støbning er en anden Debutants Arbejde, Anders Gudmundsen-Holmgreens „Min Kæreste og jeg“ ; det er her den brede Kraft og saftige Djærv­

hed, hvormed Lysfænomenets Brillans er givet, som paakalder Interessen og spaar om en Maler. Der er Kai Langes „Gamle Sager“, Kamma Thorns „Jerseykalve“, Georg Andersens „Ud-

stilling med Frugter“; disse Arbejder er hver paa sin Maade ingenlunde uden gode maleriske Kvaliteter, som maaske kan have en Fremtid for sig.

Er der andre? Anna Ancher, Th. Philipsen, Axel Søborg, Siegfred Neuhaus burde vel have haft et Par Ord, men, som sagt, Tiden lider for denne Gang.

Et Øjeblik maa der dog naturligvis dvæles ved Axel Saltos

„Bacchus og Ariadne“. Det værdifuldeste deri, den vel afvejede reliefagtige Komposition, Bevægelsen, Fordelingen af lyst og mørkt, den udtryksfulde og følelsesfulde Tegning (ikke mindst af Dyrene) giver den Gengivelse vi bringer god og fyldestgørende Besked om. Farven er smagfuld, men ikke særlig betydningsfuld, det egentlige maleriske overhovedet gennemført med vel paaholden Pensel, lidt tørt, lidt snusfornuftigt, lidt mat i Foredraget. Alt i alt er det dog sikkert det af de unges Arbejder paa denne Ud­

stilling, der giver de rigeste Løfter, egentlig det eneste der peger mod Kunstens store Opgaver, mod dens højeste Maal.

IV

At den frie Udstilling er en anden og ringere nu efter Schis- maet, vil det være taabeligt og haabløst at nægte; som Institu­

tion vil den, trods de enkelte udmærkede Kunstnere der er bievne tilbage, ja, skønt det er nogle af vore ypperste, dog være dødsdømt, viet til Undergang. Ingen vil for Alvor regne med en Udstilling, hvor en Aage Bertelsen, en Luplau Janssen, en Gud­

mund Hentze, en Frk. Krebs, en Johan Rohde, en Viggo Peder­

sen fylder de største og anseeligste Vægflader.

Hvor det var vemodigt at gense denne Udstilling! Det var i første Øjeblik som selv de bedste var bleven næstbedst, de gode mindre gode — og kun de daarlige lyste af den brede Selvtil­

fredshed og Velbehagelighed, der trodser alle Omskiftelser. Hvor det var nødvendigt at lukke Øjnene for den gabende Tomhed, for den Intethedens Uhygge der havde bredt sig, hvor man maatte overvinde sig for ikke strax at gaa og aldrig mere vende tilbage!

Der er de daarlige, de er allerede nævnt — og hvortil vel noget mer?

Der er af de gode Niels Skovgaard derinde Side om Side

L. Find: Vinterstemning.

Købt af Maribo Museum.

med Gudmund Hentze; lyste han i dette Naboskab? Ak nej, det der før var smaat og tvivlsomt hos ham, blev endnu ringere, endnu mere tvivlsomt — man havde faaet Splinten i Øjet. Der er Frydensberg og Clement i Stue sammen med Luplau Janssen, Viggo Pedersen, Aage Bertelsen; var det et Genskin fra de gode Kammerater, der i tidligere Aar hang Side om Side med dem, som dengang gav deres Arbejder Glans og Friskhed og Konsi­

stens, eller var det et Genskin fra deres nuværende Naboer og Genboer, der denne Gang opløste, forsimplede og forringede deres Billeder? Formodentlig noget af hvert, og det vilde sikkert

være overilet og uretfærdigt at dømme dem efter det Indtryk, de gør i disse Omgivelser. Kun om ét maa det være tilladt med Bekymring at spørge: vil de i Aarene, der kommer, have Mod­

standskraft nok til ikke helt at bukke under for de Middelmaa- dighedens og Talentløshedens Exempler, hvoraf de her er om­

givet?

Der er inde i Midtersalen Niels Bjerre; han har fra Frankrig hjembragt en lang Række Landskaber, hvor han har prøvet nye Veje og sat sig nye Maal; men — hvad hænger der mere der­

inde? Frk. Krebs og Fru Holten. Hvor er det muligt med sligt i Øjet at komme paa det rene med noget, som angaar Kunst?

Der er Ting i disse Arbejder af Bjerre, der skingrer og skriger som falske Trompetstød, nogle gule Træer, andet, Komplementær­

farver, der synes sat op uden Følelse, men der er igen andet, nogle Landsbymotiver, hvor alt synes fast og godt opbygget, lidt tørt maaske i Farve og Behandling, men uden Svig, i en simpel og retskaffen og mandig Stil af ikke ringe Stemningsværdi. Maatte man engang træffe det i andet og bedre Naboskab, faa det at se saa at sige paa den rette Baggrund!

Og der er den anden Sidesal. Den forstandige Ophænger har her anbragt Johan Rohdes Galleri, saa man ikke ser det, naar man kommer ind og overhovedet ikke behøver at se det mer end den ene Gang, der saavist er mer end nok. Man har da her lykkeligvis sit Øje ubedærvet, sit Sind frit.

Om Edv. Weie har der lige udførlig været talt; det store

„Interiør“ her hører vistnok ikke til hans mest beaandede Ar­

bejder, det er fast og solidt, men noget trægt i Penslen, lovlig doktrinært i den haardhændede dobbelte Farvesammenstilling gult-blaat, rødt-grønt. Larsen-Stevns Blomsterbilleder er derimod mere flydende malt, end hans Ting plejer at være, hist og her maaske lidt for vege med en Smule Tendens mod det ferske, men som Farvestudier og som Forsøg i et mere virtuost Fore­

drag vil de sikkert være af Betydning for hans fremtidige Ar­

bejder. De bedste iblandt dem har i Farve og Komposition en dekorativ Holdning af udmærket Virkning.

Af Poul Christiansens Arbejder er „Adam og Eva“ vel nok som Helhed det mindst vellykkede; det synes noget ufrisk og overarbejdet i Landskabsbaggrunden, og den liggende Adam synes i Tegningen at have voldet mange, ikke helt overvundne Van-

skeligheder, men den staaende Eva er en i alle Henseender saare smuk Skikkelse, der vejer meget op. Fuldkommen skøn er derimod hans „Skovvej ved Dyrnæs“, en solspættet Vej, der bugter sig frem langs skovbevoxede Skrænter, vidunderlig kraf­

tigt og helt i sin rige Frasering af Løvets gullige og grønne Toner, ret en dansk og herlig Sommerdag i „Skovens høje Hal“.

Ypperligt er ogsaa hans „Portræt af en ung Pige“ ; det kan til at begynde med synes noget haardt, for strengt til et Ungpige­

hoved, men det vinder for hver Gang man vender tilbage til det — og det ender med i sin simple, sluttede Form, i sin ukunstlede Anbringelse i Rammens Kvadrat, i sin højtidsfulde Ro, i sit dybe, stemningsmættede Farveanslag at blive et klas­

sisk Værk, værdigt en af de store Menneskeskildringens og Kun­

stens Mestre.

Der er endelig ovre i Salens modsatte Hjørne Find. Han har som sædvanlig sine Børn og sine Blomster. Ypperst er uden Tvivl den „Vinterstemning“, der her gengives, men man maa forestille sig det som det lyse og lette det er, som en snehvid Vinterdag i Klarvejr og Sol, der tindrer ind gennem Vinduet;

hvor udmærket det er malt, Planterne f. Ex., hvor levende den lille Piges Fordybelse i Bogen er skildret, taler selv Gengivel­

sen tydelig nok om. Som Barneskildring, omend maaske ikke helt saa vellykket i malerisk Henseende, er ogsaa Billedet af den samme søde lille Pige, paa Knæ foran Bordet i Færd med sine „Korthuse“, indtagende og smukt.

Endelig er der, alene nede i Kuppelsalen, I. F. Villumsen med en meget omfattende Samling af Malerier, Pasteller, Teg­

ninger, Lithografier, stort og smaat, nyt og gammelt — vel nogen­

lunde hvad han usolgt har beholdt tilbage, spredte og usammen­

hængende Erindringer om hans mangehaande Vandringer paa Jorden og i Kunstens syv Himle, Søstudier fra Bretagne og fra Skagen, Bjergstudier fra Schweiz, Folkestudier fra Spanien og Tunis, Friluft og Interiør, Portræt og Fantasi. Hvem er vel her til Lands mangfoldig og rig som han, saa overfuld af Energi og Initiativ, af Vilje og Taalmodighed, saa ungdommelig, saa levende, saa utrættet og utrættelig, altid spændstig som en Springfjer, intet og ingen magter at knække.

Saa forskellige og uforenelige, saa springende og springske alle disse Arbejder end kan synes at være, er det Centrum, de

flygtigste af alt i den fastest mulige, den mest lovbundne Form

— Kunstens Maal er igrunden ogsaa for ham som for Cézanne (og maaske for alle Kunstens Store) dette: at „gøre Impressio­

nismen klassisk“, kun at Eftertrykket for Cézanne hviler mere paa det klassiske, for Willumsen mere paa det impressionistiske (et Maal forøvrigt, hvori han her hjemme mødes med Zahrt- mann). Derfor elsker og studerer han i samme Grad Havet og Bjergene, men i de Øjeblikke, hvor det klassiske ligger ham særlig paa Hjærte, stivner Havet for ham, som Bjergene, naar det momentane, det impressionistiske optager ham, indhylles i dampende Taager og bliver til store skælvende og bølgende Masser.

Der hænger her to „Portrætter af Fru Edith W.“, typiske Exempler paa disse tvende Poler i hans kunstneriske Existens;

det ene Brystbilledet, det klassiske, stemt i blaat med Guld, det andet det soldirrende Modstykke rigt bevæget i alle Spektrets Farver; Rammerne, om det første i det klassisk-rolige blaa, om det andet i det momentant-levende røde, er Symbolerne paa disse to Poler — selve Værkerne uforgængelige Vidnesbyrd om Spændvidden i hans Mesterskab.

Af Naturel og Afstamning mere indstillet paa det klassiske, eller rettere sagt paa det primitivt klassiske, paa Biblen og Folke­

visen, har Joakim Skovgaard ikke saa mangfoldige eller saa dir­

rende letbevægelige Strænge paa sit Instrument; hans Mesterskab er ikke det vidtomspændende, men Begrænsningen. Selv i sine Udkast og Anlæg som det prægtige, djærvt og bredt henkastede Forarbejde til „Slangen frister Eva“ bevarer han sin Ro og Lige­

vægt; endnu mere i sine færdige Arbejder som det Mønster til Gobelinvæv „Jomfru af Ormeham“, der her gengives, ganske sikkert et af hans ypperste og smukkeste dekorative Arbejder fra de sidste Aar ligesom denne jordiske Eva i sin festlig røde og dog saa jomfruelig prunkløse Dragt, tegnende sig mod de tunge kobberfarvede og gyldne Løvmasser, er en af de ynde- fuldeste og mest indtagende Kvindeskikkelser, hans Kunst over­

hovedet har undfanget. Man mindes uvilkaarlig (med en lille botanisk-malerisk Ændring) overfor hende J. L. Heibergs skønne Linjer om vore Folkeviser:

End har de Sange saa frisk en Duft Som Engens Blomster i Morgenluft;

de har en Farve saa dansk, saa fager som vilde Roser langs Rugens Ager.

V.

Hvad der i et Lands Kunst hører sammen, vil først Efter­

tiden rettelig og med alle gode Grunde kunne afgøre; de, der staar med Hænderne fulde af Dagens Gærning, har nok at gøre med at tage Vare paa det, de selv bærer med sig og har An­

svaret for, de kan ikke idelig lægge det bort for at undersøge, for at veje og maale, hvad andre, der undervejs paa den fælles Fremmarsch har slaaet Følge med dem, har lukket deres Hæn­

der om. Naar alle Hænder engang aabnes for den højeste Dom­

mer, vil sikkert mange storlig forundres over, hvem de har haft til Sidemand, de vil faa mangen en stram Dunst i Næsen, de ikke havde drømt om, se mange underlige Ting, meget godt vel nok, men ogsaa meget ondt, de ikke har anet var i deres Nær­

hed. Men den højeste Dommer er endnu i den syvende Himmel, hvorhen Vejen er lang — altsaa: go ahead, full speed! Den Dag den Sorg, hvem du har ved din Side; foreløbig er vi alle Vandringsmænd for Vorherre. -—

Hvilket ensidigt Maal man end anlægger, vil dog ingen kunne nægte, at der blandt Grønningens Udflyttere findes nogle af de betydeligste og ejendommeligste Talenter i vore yngre Kunstner­

generationer, og man vil i Virkeligheden, hvor man end i Øje­

blikket ser hen, intetsteds finde en Gruppe, der er Grund til at knytte større Forventninger eller større Forhaabninger til end til de bedste af de unge, der her har til Huse. Hvad dansk Kunst skal blive eller ikke blive i de kommende Aar, bestemmes vel ikke alene her, men af de Veje, den vil følge, vil dog altid en Hovedvej befindes at have været lagt gennem dette Hus.

Af de noget ældre Malere fra Den Fri har Karl Schou, Jo­

hannes Larsen og Peter Hansen fulgt deres yngre Kammerater her til Grønningen.

Med sine store, imponerende Arbejder er det af disse Jo­

hannes Larsen, der har ydet det anseligste Bidrag til denne Førsteopvisning. Pladsen er maaske lidt trang, Afstanden noget vel lille for disse omfangsrige Lærreder, men hvor der er

P. Rostrup Bøyesen: To smaa Russerinder.

Købt af Faaborg Museum.

Hjerterum, er der ogsaa Husrum, og hvem aabner ikke gærne sit Hjærte for disse skønne Skildringer af dansk Natur; med deres lette Farver og lyse Toner kvidrer og nynner de sig, ret paa Fuglemanér, ind i Beskuerens Sjæl — og fylder den med alle herlige Erindringer om Vind og Vejr og Friluftsliv derude paa det aabne Bondeland, hvor Solen damper Vinteren ud af Mark og Kær, og Lærkerne synger Foraaret frem. Der er

„Hjejler paa en Pløjemark“, „Brushøns“ og „Regnspover“, der er „Svaner der letter“ og „Lærker der kommer“, der er den

Tilskueren 1905. I. 27

høje Luft og de vide Horizonter, himmelblaaets Spil over Søens Krusning, den rødbrune Muld, den grønne Engbund og de svaj­

ende vintergamle, gule Siv — men der er mere endnu, der er en Kunstner, der har samlet disse tusinde opmærksomme og forelskede Iagttagelser Strøg i Strøg over Lærredet til hint for­

underlige Kunstens Dobbeltspil, hvor Sandheden bliver Digt og Digtningen Sandhed--- og hvor Kunsten og Kunstneren, Sand­

hed og Digtning dog glemmes og gaar under i den Oplevelse, Værket er for os.

Af Peter Hansen’s Billeder er Flertallet mindre Arbejder, adskillige tilmed af ældre Dato, saa langt tilbage endda som fra 1902, det smukke, glansfulde Lampelys-Interiør f. Ex. og det i sin sortladne Uvejrsstemning og kraftig gennemførte dekorative Holdning helt imposante „Bygevejr“ med de herlige, fantastisk forrevne Skymasser. Af de lidt nyere Ting glæder man sig sær­

lig ved Gensynet af et af de udmærkede Studier til „Pigen over Barnevogn“ fra 1910 og blandt de seneste, fra i Aar, særlig med Billedet af „Haven i Sne“ (som Kunstforeningen har gjort Ret i at sikre sig) med dets friske maleriske Behandling og den liv­

fulde Komposition af de halvt tilsneede stedse-grønne Planter og den vissengule Hæk, og forøvrigt ikke mindre over det andet Vinterbillede „Fra Terrassen“ med den pragtfuldt vægtige Kom­

position af den rustbrune Hæk i Forgrunden og den vide Udsigt over det vintertunge, dybtblaa Landskab.

Ulige vanskeligere falder det blandt Karl Schou’s Arbejder at fremhæve enkelte; Lysforholdene er dem ikke paa alle Dagens Tider lige gunstige — og Indtrykkene man modtager derfor ret vexlende. Smukt med sit gule Efteraarssollys er Billedet fra

„Christianshavns Kanal“, levende og fantasifuldt Vinterbilledet fra „Raadvadvejen i Dyrehaven“, stemt i blaat gennemvævet af det lunefulde Spil af Træernes mørke Greneværk, virtuost i sin Nuancering af de grønne Toner i Græs, Løvmasser og de irrede Kobbertage er „Udsigt til Rosenborg“. Men det synes dog, som mangler hans Farve, jævnlig i hvert Fald, sin fulde Klang, den er ligesom en Smule hæs, lidt tør og vissen, gemmer sig bag et Slør, der ikke er hans gamle smukke graa Tone, men Urenhed, ikke er et med velberaad Hu dæmpet Sordineforedrag, men en vis upræcis Omtrentlighed. Mon han ikke engang burde skrabe Paletten tilbunds og sætte den op paany med lidt større Pragt

sikkert ikke til hans Fortræd.

Men nu Ungdommen. Der er Rostrup Bøyesen, særdeles vel repræsenteret med et Par Figurbilleder og en Række Frilufts- billeder. Billedet af de „To smaa Russerinder“ som vi bringer en Gengivelse af, er sikkert det betydeligste med sin simple, energiske og faste Komposition, sin dæmpede og dog fulde, kraf­

tige Farve, sin malerisk gennemarbejdede Form, sin mandige og dog følelsesfulde Karakteristik. Udmærkede er dog ogsaa Land­

skaberne, den i pragtfulde blaa og røde Farver, med Stænk af gult og grønt, straalende „Gartnerhave i Gentofte“ af dristig og livfuld koloristisk Virkning, det i fyldige dybtblaa Toner stemte

„Sommerdag, Nørrebro“, „Vintersol“, hvor det vinterlige Soldis, hele Stemningen er saa ypperlig set og gengivet, „Efteraar. Nørre­

bro“ med sin haandfaste Plastik i Tingene og klare Rumfølelse.

En sund og stærk Kunst, der ikke helmer, før alt er paa Plads, fribaaren og respektfuld, gennemtænkt og samtidig inspireret, farveskøn og samtidig formfast.

Der er Harald Giersing, en anden af de unge man ogsaa trygt tør tro paa, den fødte Maler, som ikke frygter den fulde Pensel, den fulde Farve og det djærve Strøg; før i Tiden maa- ske lidt for reflekteret, lidt for experimenterende, en Smule tvivl- raadig om Midler og Maal, synes han nu mere frimodig og re­

solut at give sig sit Talent i Vold og male løs. Hvad han her har hængt frem, viser da ogsaa tydelig nok, at han ikke behøver at ængste sig, hans Skovbilleder fra Mogenstrup (hvoraf Kunst­

foreningen glædeligvis har udvalgt sig et) er allesammen udmær­

ket Malerkunst med en Sikkerhed i Fastholdelsen og Udarbej­

delsen af Motivet, med en Fylde og Rigdom i Tonen, der intet Øjeblik svigter, fulde af Saft og Kraft, fyldte af Højsommer og af Skovenes mangehaande Pragt og Dejlighed, af deres høje Rum, deres Tusmørke, deres Kølighed og deres Ensomhed. Et ikke mindre lødigt Arbejde er „En Soldat“ med Figurens plastiske Fylde saa kraftig udarbejdet, det simple Farvemotiv, de blaa Buxer, den mørke Kappe, den grønne Sofa og Væg, hvis Re- flexer spiller ud over Dragten, det gule Sabelfæste, Karnationens rødlige og gullige Toner, med hvilken Rigdom og Finhed er ikke dette uanseelig Farvemotiv udarbejdet og gjort levende.

Der er fremdeles Ernst Goldschmidt, der er mere Maler end

27»

nogle Hundrede af hans Kolleger, som mener, han blot er Kri­

tiker. Hans ejendommelige drømmende Farvesyn, lidt elegisk vegt maaske, men af megen Sødme og Inderlighed, lægger en egen indsmigrende og yndefuld Tone over alt, hvad han maler, Land­

skab som Figur — en lidt sløret Tone som vort Øklimas fug­

tige Luft, som det Sprog vi taler. Nu og da kan han dog bryde igennem med større Kraft, med et stærkere Temperament, som i det overmaade smukke „Huse ved Stranden“.

Hvad Sigurd Swane har hængt frem giver, bortset fra den smukke Dekoration af Væggen, disse Arbejder som Helhed sam­

ler sig til, i det enkelte et altfor uanseeligt og ufuldkomment Indtryk af, hvad han ellers tumler med, og hvad han magter;

Portrættet af en gammel hvidskægget Herre er dog et udmærket Vidnesbyrd om hans Evne til Karakteristik, som de tvende

„Tegninger i Olje“ af bornholmske Klippepartier giver et inter­

essant Bidrag til Forstaaelsen af Spørgsmaalet om Farvens Ryt­

mik i Fladen som Middel til Løsning af Formproblemer. Ogsaa Olaf Rude kunde uden Skade have været fyldigere repræsen­

teret; han er et utvivlsomt Talent med virkelig Sans for Farvens Ævne til at bygge Tingene op, for Farvefladernes indbyrdes Vægt­

forhold og Balancemuligheder, men der er i hans Landskaber her rundt om noget usammenhængende og tilfældigt, der gør Op­

bygningen usolid; Portrættet vilde, om Sammenhænget i Figuren havde været fastere og mere energisk præscist, have været for­

trinligt, som Stemning er det overmaade indtagende.

Heller ikke Niels Hansen er vist helt vel repræsenteret;

uklogt var det i hvert Fald at tage Dobbeltportrættet med. Det er i Virkeligheden kun en falsk Genvej til „at gøre Billedet fær­

digt“, han her har ladet sig friste ind paa, nogenlunde det samme vi paa Charlottenborg har anholdt som tom Illusionisme; han bør mindes Cézanne’s Ord: naar blot Farven har Rigdom, har ogsaa Formen Fylde, det er Farvens Rigdom og Præcision og Konsistens, der skal gøre hans Billeder „færdige“, og Naturstudiet der skal give ham Midlerne i Hænde, ikke Godtkøbsrecepter — selv om Resultatet formodentlig falder i Godtfolks Smag. Med saa gode Arbejder som „Fra Faxe Ladeplads,“ Dameportrættet og adskillige andre vi ellers har set af ham — der var f. Ex. i Kunst­

foreningen i sin Tid et Havebillede — har han Forudsætninger nok for at naa sit Maal ad den lige og aabne Kunstens Landevej.

Harald Giersing: En Soldat.

Men den yngste er endnu tilbage, Albert Naur, den yngste, men ikke den ringeste, under vore Himmelstrøg et Særsyn ved det Herredømme over sin Kunsts Midler, han saa hurtigt og let har tilegnet sig, og som næsten synes ubegrænset. Han er langt mere end lovende, han er allerede udmærket; det er ikke mu­

ligt at bruge andet Udtryk om ham. Et Landskab som „Hulvej“

kan slet ikke være bedre, der hører en sjælden Fantasi ikke blot til at gøre et saadant Billede men alene til at se Motivet og erkende dets Værd; og Opgaven er tilmed’ glimrende løst.

Eller Dameportrættet med det levende, farvede Spil af Lys og

Skygge, som et Aandedrag i hvis Bølgebevægelser Skikkelsen bliver til og selv begynder at aande og leve. Eller Selvportrættet med den subtile Farvekomposition, eller „Jupiter og Danaé“

med sin vidunderlige Arabesk af lyst og mørkt. Man maa kun haabe, at Kunstneren intet Øjeblik vil glemme, hvad der er ble­

ven ham betroet, at han uafbrudt vil føle sit Ansvar, .sætte sit Maal højt og altid højere.

VI

Skønt alle tre Udstillinger ogsaa omfatter Billedhuggerkunst, og der ikke paa Charlottenborg saa lidt som paa den Frie fattes Udøvere deraf eller Arbejder, er det dog forholdsvis faa og for­

holdsvis lidet, der er Paaagtning værd ud over Dagen og Vejen.

Det synes, som om i Skulpturen den individuelle Be­

gavelse i ringere Grad end i Malerkunsten alene er i Stand til at være Udgangspunkt og Grundlag for værdifulde Ydelser; vel nok hos de største og de store, men ikke tilnærmelsesvis saa langt ned paa Begavelsens Rangstige som for Malerne. Det synes, som om de almene og almindelige Forudsætninger, Stilen, afgiver et sikrere Grundlag for de mange, ja, uden for de fremragende Begavelser er en ligefrem Nødvendighed for at frembringe nævne­

værdige Værdier i Sten eller Bronce. Derfor blev der i Evropas to mest udprægede, paa en vis Maade eneste Stilperioder, den hellenske og den gotiske, frembragt uhyre Mængder af Skulptur af alle Arter; selv middelmaadige Anlæg maa her, naar henses til Antallet og Kvaliiteten af bevarede Billedhuggerarbejder, an­

tages at være bievne i Stand til at yde det Maximum, det over­

hovedet var dem muligt.

Dette ligger ganske sikkert i, at det Moment i Kunsten, man kan kalde det traditionelle til Forskel paa den ene Side fra det individuelle og paa den anden Side fra det naturalistiske, at dette for og i al Kunst centrale Moment, dette Reservoir for Menne­

skehedens rent kunstneriske, opsparede Kapital — som dog vilde ligge gold og unyttig hen, om ikke det individuelle Moment be­

frugtede og frugtbargjorde den, og som vilde svinde bort og blive til intet, om ikke den idelig fik ny Næring og Tilgang fra Natu­

ren — at dette Traditionens Moment spiller en større Rolle, er af større Betydning for Billedhuggerkunsten end for Malerkun-

nok har kunnet have Tilknytning til tidligere Perioders maleriske Stil, saa er Billedhuggerkunstens stilistiske Perioder paa gan­

ske anden Maade

— hvad ogsaa den kunsthistori­

ske Sprogbrug ved stadig paa denne at anvende de samme historiske Stilbe­

tegnelser, er et ubedrageligt Vid­

nesbyrd om — en nær og tro Gen­

tagelse af forud- gaaende Perioders Stilelementer eller Stil, ja, hvor Maler­

kunsten med Hen­

sigt har søgt Til­

knytning til svund­

ne Tiders Stilka­

rakter, dér har det som Regel været ikke Maleriet, selv hvor saadant var lævnet, men Skulp­

turværket, den har søgt Raad og Vej­

ledning hos.

Men nu er det

jo saadan, at den eneste Stildannelse, der i moderne Tid har fundet Sted, er foregaaet indenfor Malerkunsten, ti, hvor van­

skeligt Samtiden end har ved at se og erkende dette, er der dog ingen Tvivl om, at Impressionismen (Betegnelsen taget i det oprindelig historiske, videst mulige Omfang, Monet- Cézanne) virkelig er er ny Stil, i sine forskellige Ytrings­

former ikke mere indbyrdes uensartede eller uforligelige end

Kai Nielsen: Vorherre puster Liv i Eva. Kalksten.

den græske og gotiske i deres forskellige provinsielle og tids­

mæssige Afskygninger. Denne Stil er imidlertid i sit Udgangs­

punkt og i sin Kærne udelukkende baseret paa Malerkunstens specielle Medium, Farven, og saaledes ikke, i hvert Fald umid­

delbart, tilgængelig for eller overførlig paa Billedhuggerkunsten, selv om man nok har talt om f. Eks. Rodin’s „impressionistiske“

Stil, der vel ogsaa har fundet Efterlignere, men ikke har evnet at blive stildannende i videre Omfang, og som i Virkeligheden ogsaa kun er en individuel, ingen almen Stil eller Stiltype saaledes som den impressionistiske Stil i Malerkunsten.

Det kan da, naar man tager disse Forhold i Betragtning, i Virkeligheden ikke undre, at Billedhuggerkunsten i vore Dage, ogsaa herhjemme, for største Delen blot ligesom lever fra Haan­

den og i Munden. Idet det for den — som det synes empirisk at kunne fastslaas, selv om de principielle, psykologiske eller æsthetiske Aarsager endnu er dunkle — saa vigtige, ja, for Ho­

vedmassen af dens Dyrkere uundværlige traditionelle Moment i Øjeblikket er sat ud af Funktion eller opløst i indbyrdes mod­

stridende Smaakræfter, kan det ikke undre, at det er de tvende andre Momenter, det individuelle og det naturalistiske, der be­

stemmer Skulpturens Karakter i vore Dage, og, da disse Mo­

menter kun for det store Talent eller Geniet, for de selvstændig individuelt eller alment stildannende Begyndere, er fyldestgørende til Udløsning af deres Ævner, at derfor de mindre Begavelser i Samtiden er ude af Stand til helt at udnytte de Anlæg, kun en altbeherskende Tidsstil, Traditionsmomentet i sin fulde Samtids- Funktion vilde kunne tage i sin Tjeneste til Udnyttelse i deres fulde Omfang.

Det er da ingenlunde, som Billedhuggerne plejer at klage over, af Ligegyldighed for Skulpturens skønne og højbaarne Kunst, Samtiden efter deres Paastand — om den ellers er rigtig — lader den blive en mere stedmoderlig Interesse og Behandling til Del end Malerkunsten, men simpelthen af den Grund, at me­

dens vi virkelig kan siges at have ikke blot Malere, men ogsaa en Malerkunst, har vi vel Billedhuggere — enkelte agtværdige, nogle faa lovende, et Par rigtudrustede, fuldmodne Talenter (og hvorfor ikke, selv om Pladsen ikke tillader mere, navnefæste disse: J. F. Willumsen og Kai Nielsen) — men ingen Billedhugger­

kunst, vi saa lidt som i Øjeblikket noget andet Land i Europa.