Digitaliseret af | Digitised by
Forfatter(e) | Author(s): Jespersen, Otto.
Titel | Title: Chaucers liv og digtning.
Udgivet år og sted | Publication time and place: Kjøbenhavn : Kleins Forlag, 1893 Fysiske størrelse | Physical extent: 63 s.
DK
Værket kan være ophavsretligt beskyttet, og så må du kun bruge PDF-filen til personlig brug. Hvis ophavsmanden er død for mere end 70 år siden, er værket fri af ophavsret (public domain), og så kan du bruge værket frit. Hvis der er flere ophavsmænd, gælder den længstlevendes dødsår. Husk altid at kreditere ophavsmanden.
UK
The work may be copyrighted in which case the PDF file may only be used for personal use. If the author died more than 70 years ago, the work becomes public domain and can then be freely used. If there are several authors, the year of death of the longest living person applies. Always remember to credit the author
I
l
r' /
DET KONGELIGE BIBLIOTEK
r
V
130021582604
f
L -
t
’h ..»»• 'l.' - J . - . - y t ..■
S T U D I E R
FRA
S P R O G - O G O L D T I D S F O R S K N I N G
UDGIVNE AF DET PHILOLOGISK-HISTORISKE SAMFUND
NR. 12
C H A U C E R S
LI Y OG D I G T N I N G
OTTO JESPERSEN
KJØBENHAVN
KLEI NS FORLAG
f#Sl]
V
■rÆu-o ■
P å spørgsmålet, hvem der er Englands storste digter, kan der fornuftigvis kun gives ét svar; men tvivlsommere er det, hvem der skal indtage pladsen næst efter Shakespeare. De fleste vilde vel nævne en af dette århundredes store digtere, og efter hvers smag vil de prise Shelley, Browning eller muligvis Byron;
andre vilde vel kaste blikket tilbage til det tabte paradises ædle sanger; men ikke få, og det måske netop af dem, der er mest fortrolige med Englands litteratur, vilde sikkert nævne det navn, der står over dette lille skrift, et navn, der uden mindste tvivl vilde være kommet på alles læber, hvis vi havde spurgt om, hvem der var den be
tydeligste digter for Elizabeths tidsalder.
Fem århundreder har nu prist Jeffrey Ghaucer, og
t
hans udødelighed kan vel altså regnes for sikret, så længe det engelske sprog læses. Det vilde være en let sag at samle en hel blomstersamling af rosende ud
talelser om ham. I sit eget århundrede æres han som
„dette lands sande skat og rigdom", som „veltalenhedens blomst, et spejl af nyttig viden" o. s. v. (Occleve) den samtidige franske digter Eustache Deschamps sender ham sine værker med et begejstret digt, hvori han sammenligner ham med Sokrates, Seneca og Ovid2. I næste århundrede træffer vi hos Lydgate udtryk om Ghaucer som disse:
„vort sprogs polarstjerne", „Britanniens ædle retor-poet, han som forst fik sprogets og veltalenhedens gyldne
l
dugdråber til at perle i vort rå tungemål, han hvis sange er uden lige som solen, i hvis nærværelse ingen stjerne tor vise sig". Spenser kalder ham i bekendte linier*
„kilden til det rene engelsk, værdig til en plads i be
rømmelsens evige perlerække".
Dan Chaucer, well of English undefyled,
On Fames eternall beadroll worthie to be tyled.
Medens vi har Miltons ord (Il Penseroso) for, at han i alvorlige stemninger vilde mane Chaucer frem for at underholde sig med ham i stille nattetimer, be
arbejder Dryden vor digters fortællinger for at gore denne „evigt rindende kilde af sund fornuft" tilgængelig for sin tids publikum; han ser op til ham som grækerne til Homer eller romerne til Virgil, og kalder ham derfor som utallige andre siden „den engelske poesis fader".
Sidst i dette århundredernes kor til lovprisning af Chaucer skal jeg anføre den nylig afdøde Poet Laureate, der skriver1:
“The Legend of Good Women,“ long ago Sung by the morning star of song, who made
His music heard below;
Dan Chaucer, the first warbler, whose sweet breath Preluded those melodious bursts tbat fill
The spacious times of great Elizabeth With sounds that echo still.
Men, vil man sporge, hvad skrev da denne hojt priste Chaucer, og hvem var han ? Det er sporgsmål, som det ikke er så let at svare på i korthed, for storre alsidighed skal man lede længe om. Tænk Dem -en forfattervirksomhed, der spænder over så forskellige felter som hojt romantiske fortællinger om ridderes elskovssuk og turneringer, og elskværdige dyrefabler; små lyriske digte i fransk maner og lange episke digte efter italiensk mønster; hojst letsindige historier om stjålen
elskov, og lange kristelige moralprædikener; elegier om uskyldigt forladte hustruer, og en populær håndbog i astronomi; oversættelser i bunden og ubunden stil fra fransk, italiænsk og latin; rorende legender om kvinders troskab og tålmod, og kåde skildringer af deres utroskab og træskhed; naive middelalderlige mirakelhistorier, og filosofiske betragtninger om trøst i modgang; hojtflyvende allegorier og triste klager over en tom pengepung;
lejlighedsdigte ved fyrstelige dødsfald og bryllupper, og satirer over ægteskab, over munke og alkymister, over samtidige digtere og ikke mindst over sig selv; og husk så på, at denne mand, der skriver prækener som Bos- suet og umoralske fortællinger som Lafontaine, at han omtrent som Moliére i sine unge dage var en slags kammertjener ved hove, at han derpå var soldat, så flere gange extraordinær ambassadør, siden i mange år toldforvalter og endelig kgl. bygningsinspektør; og når jeg så tilsidst fortæller, at hans fader var vintapper, og at hans tipoldeson efter al sandsynlighed vilde have været arving til den engelske trone, hvis han ikke var omkommet i slaget ved Stoke\ så håber jeg, man har fået den forestilling, at det ikke er noget ganske alminde
ligt menneske, vi har med at gore.
Vor tids videnskabelige forskning har da også be
skæftiget sig med Chaucer med en iver og flid, der måske kun overgåes af den, hvormed Goethe og Shake- speare studeres; arkiverne er omhyggelig bievne gennem- støvede, og hver gang Chaucer har kvitteret for nogle få shillings og pence, er draget frem for dagens lys;
Chaucerhåndskrifterne er bievne optrykte, særlig ved Furnivalls fortjenester, i nojagtige og overskuelige parallel
udgaver, der vækker klassiske filologers misundelse; dig
terens sprogbrug er blevet nojagtigt undersøgt; og litterær
historikere har minutiøst gransket hans kilder og derved i det enkelte godtgjort, hvorledes han forstod at præge
l*
v*r* •'»*'
et givet stof med sin egen geniale individualitet. Det er i det følgende min opgave at give resultaterne af denne forsken,*) idet jeg dog forbeholder mig på flere punkter at hævde en anden opfattelse end den almindeligt an- tagne.
Et af de forste og foreløbig vigtigste arbejder fol
den moderne kritik har været at adskille det uægte fra det ægte, en opgave, der for Ghaucers vedkommende er af særlig betydning, fordi man i gamle dage har haft en stor tilbøjelighed til at regne en masse værker for Chaucerske, som utvivlsomt er langt yngre, og fordi flere af dem vilde ha stor betydning for digterens biografi og også er benyttede i stort omfang af litteratur
historien. Omtrent halvdelen af, hvad der kan læses om Ghaucer hos Taine eller i Henry Morleys First Sketch of English Liter ature, er baseret paa skrifter, der umuligt kan være ægte; Taines bog er skrevet for den egentlige Ghaucerfilologis tid og bærer desuden på hver side vidnesbyrd om forfatterens åndfulde og geniale syn på digteren, men det samme kan ikke siges om Morleys fremstilling, der kun prætenderer at give en pålidelig fremstilling af fakta og som i andre henseender er ført
up to date.
Skeat1’ opregner 73 forskellige arbejder, der er til
lagte Ghaucer; af disse kan kun de 26 være ægte. Hvor ukritisk man tidligere har været, ses bl. a. deraf, at der endog tilskrives digteren nogle vers, der begynder „Mester Geffray Ghauser, der nu ligger i graven “, og andre, hvor digteren omtaler sig selv i forste person, men som en kvinde; et skrift, der tidligere er blevet opfattet som en autobiografisk kilde af forste rang, The Testament ot
*) Blandt Ohaucerfilologerne bør i forste række nævnes den nylig afdøde Strassburg-professor Bernhard ten Brink, lige udmærket som sprogforsker og som litteraturkender.
Love, beretter, at Ghaucer dels var i exil, dels sad fængslet i London på tider, hvor vi nu har hans egen
hændige kvitteringer, hvoraf vi ser, at han som fri mand har hævet sin pension i kongens kasse og des
uden sad i Westminster som parlamentsmedlem. I mange tilfælde har vi nu ikke sådanne historiske kri
terier at gå efter, og det sikreste kendemærke, vi da har på et digts ægthed, er dets sprog, om det i rim o. s. v. stemmer med de utvivlsomt ægte værker7; dette kriterium er objektivt, medens det tit anvendte æstetiske beror på et subjektivt skon om, hvorvidt et digts tone og tankegang stemmer med forfatterens sædvanlige; en ellers fortræffelig digter kan jo i svage ojeblikke begå temmelig tarvelige ting. Hvor lidet videnskabeligt brug
bart et æstetisk skon kan være, ses f. ex. ved den så
kaldte Chancer's Dream; Morley, der troer, at digtet er ægte, siger, at der gennem det går a délicate play of fairy fancy, og han priser dets fine ynde; Skeat derimod,
der veed, at digtet er skrevet halvandet hundrede år efter Chaucers død og forst 1598 tilskrives ham, siger, at det er dræbende kedsommeligt8. I.
I. CHAUCERS LIV.
Om digterens forfædre veed vi kun lidt; navnet tyder på normannisk herkomst og på håndværkerstanden.
Både faderen og bedstefaderen var vinhandlere; deres bod laa i hjertet af London, der hvor nu Cannon Street Station ligger. Faderen, John, har sikkert været en ret velstående mand; han ledsagede kong Edward III. og dronning Philippa på deres rejse til Flandern og Koln 1338, og vi ser altså allerede der den forbindelse med hoffet, som spiller så stor en rolle i digterens liv.
Hvad år denne er født, veed vi ikke; årstallet 1328, der så tit opgives, synes kun at kunne støtte sig på en
tavle i Westminster Abbey, der forst er opsat 150 år efter Ghaucers død; desuden ser det ud til at kunne bevises, at hans fader det nævnte år var ugift9. Nu har man imidlertid gravet en vidneforklaring op, som Chaucer afgav i en proces i oktober 1386, og i hvilken han op
giver sin alder til „godt og vel fyrre" (forty and upwards);
det vilde han dog næppe have sagt, hvis han dengang havde været 58 år gammel. Sætter vi derimod hans fødsel til omkring 1345, stemmer dermed også hans omtale i „juristens prolog" af „hertugindebogen" som et ungdomsværk (in youthe he made of Geys and Alcyon);
nu må dette digt være forfattet i efteråret 1369; men man vilde dog ikke betegne noget, der er skrevet i en
alder af 41 år, som et ungdomsværk.
Om Ghaucers opdragelse og uddannelse veed vi ingenting; af hans for datiden ualmindelige fortrolighed med klassikerne har man villet slutte, at han skulde ha studeret, og fra hvert af de to engelske universiteters side anføres der argumenter for, at Chaucer har fået sin uddannelse der, argumenter, der dog ikke vejer synderligt i vægtskålen. Rimeligst er det at antage, at han hverken har været student i Oxford eller Cam- bridge; det synes uforeneligt med hans stilling hos grev
inde Elizabeth af Ulster, gift med Edward III.s son Lionel, den senere hertug af Glarence; vi ser nemlig af regn
skaber fra 1357, at han har fået en kappe og et par røde og sorte benklæder samt sko; disse klæder var ikke så dyre som de, der samtidig skænkedes til andre, så at. Chaucer næppe har haft nogen særlig hoj bestilling hos hende. To år efter finder vi ham som deltager i krigen med Frankrig, hvor han blev taget til fange;
kongen bevilger 16 pund som bidrag til hans løskøbning.
De følgende 7 år må vi la stå. blanke; men at han stadig har stået i kongehusets tjeneste, kan man vel slutte deraf, at kongen d. 20. juni 1367 som belonning
for tidligere og fremtidige tjenester tilstår ham en års
penge af 20 mark (mellem 13 og 14 pund sterling) på livstid eller indtil der biir sorget for ham på anden måde. Han omtales her som „dilectus valettus noster";
betyder det kammertjener eller sådan noget som kammer
junker? I foråret 1370 var han udenlands i kongens ærinde.
Efter den rimeligste antagelse var Chaucer allerede dengang gift; dette bestrides ganske vist, selv af så kyndige folk som Furnivall og ten Brink, der vil ansætte hans giftermål til 1374 og lar disse år være optagne af en håbløs kærlighed, mulig til en fornem dame. Herfor
påberåber man sig nogle af Ghaucers digte fra denne periode, som dog ikke forekommer mig at have bevis
kraft. Forst The Compleynt unto Pite, et uklart alle
gorisk digt, hvor Medlidenhed og Grusomhed personi
ficeres; jeg kan i det kun se et forste ungdomsforsøg, hvor digteren helt og holdent slutter sig til den da herskende maner uden spor af selvstændighed. Det er sikkert ikke noget udslag af en sand og dyb følelse;
ikke et eneste sted anslåes der strenge, der tyder på en selvoplevet stor sorg.
Det andet sted, man påberåber sig, er indledningen til Hertugindebogen (1369); digteren klager der over søvnløshed, der formodentlig, siger han, „må være en sygdom, jeg har lidt af nu i otte år; der er kun én læge, der kan kurere mig; men det er forbi, lad os hellere tale om noget andet: man må finde sig i det uundgåelige". Heri kan der jo ganske vist muligvis ligge en tilkendegivelse af en ulykkelig kærlighed, der altså har varet fra 1361; og i så fald har han næppe været gift, da han skrev disse ord. Men det behøver jo slet ikke at ligge i de anførte ord; og jeg kan ikke frigore mig for det indtryk, at hvis en så dyb natur som Chaucer havde været optaget af en sådan lidenskab,
og hvis han havde følt trang til at udtrykke den i sine digte, vilde den ha sat ganske anderledes fyldige spor i hans forfattervirksornhed.
Jeg skal her gore opmærksom på et digt, der ikke . tidligere er fremdraget til belysning af spørgsmålet om Ghaucers næsten til et dogme bievne ulykkelige for
elskelse; Skeat10 giver det overskriften „Merciles Beauty".
I den mest kunstfuldendte form udtales der en klage over et ojepar, der har såret digterens hjerte; naturen har i den elskede samlet så stor skonhed, at ingen mand kan vente at blive skånet. Så vidt er alt holdt i da
tidens stil; men nu træder den skælmske Ghaucer frem og fortsætter:
i
Siden jeg slap bort fra Amor, er jeg så trind og fed; aldrig mer vil jeg mager være i hans fængsel;
siden jeg blev fri, bryder jeg mig ikke en dojt om ham. — Lad ham kun svare, sige dit og dat, jeg er ligeglad og siger min mening rent u d : Siden jeg slap bort fra Amor, er jeg så trind og fed; aldrig mer vil jeg mager være i hans fængsel. — Amor har slettet mit navn af sin liste; Amors navn er slettet af mine bøger for bestandig; nu er vi to da kvit. Siden jeg slap bort fra Amor, er jeg så trind og fed; aldrig mer vil jeg mager være i hans fængsel; siden jeg blev fri, bryder jeg mig ikke en dojt om ham.
Kan digteren selv omtale sin forelskelse således, behøver vi næppe at tage så tungt på hans „håbløse ungdomslidenskab" som flere af hans biografer. Det er dog værdt i denne sammenhæng at lægge mærke til den måde, hvorpå han flere gange i sine værker fra 80erne, da han altså var nogle og fyrre og sikkert havde været gift flere år, omtaler sig selv i forhold til kærlighed. I
Chaucers liv og digtning. 9
# ’
Famas hus11 har Jupiter fattet medlidenhed med digteren, fordi han så længe trofast har tjent Cupido og Venus uden nogensomhelst belonning og har skrevet så mange sange til deres pris uden at få del i deres goder. Også i Troilus omtaler han sig som kærlighedsgudens ube- lonnede tjener, og i Fugleparlamentet hedder det:
Ti skont jeg ikke kender Amor i virkeligheden og ikke veed, hvorledes han lonner folk, så læser jeg dog tit i bøger om hans undergerninger og om hans vældige vrede; jeg læser jo, at han vil være herre og mester; jeg vover da ikke at sige: hans slag er så voldsomme; men tor kun sige: Gud skærme slig en herre!
Og siden hen i samme digt siger han, at han har mistet smagen for elskov, men dog finder glæde i at se
og skildre andres kærlighed.
Hvor megen eller liden vægt man nu vil lægge på sådanne halvironiske udbrud, så meget synes vi at kunne gå ud fra, at Ghaucer ikke har næret nogen romantisk sværmerisk kærlighed for sin hustru; ja der er endog et ganske humoristisk sted, der almindelig for
tolkes som en hentydning til et mindre idyllisk forhold mellem mand og kone. Da poeten i et drommesyn ser Jupiters ørn komme hen til sig, får den pludselig men
neskelig stemme og siger „vågn op“. Fortsættelsen lyder: „Det forekom mig, at den sagde det netop med samme stemmeklang som én, jeg kunde nævne, plejer at vække mig med; og sandt at sige, jeg kom derved til mig selv igen, for det blev sagt i en venlig tone, og det var jeg ikke vant til“.
Men synes digteren altså efter sådanne steder at domme ikke at have fundet fuld lykke i sit ægteskab, så skal det dog indrommes, at der også hos ham kunde
findes udtalelser, der går i modsat retning, — således følgende12: „Hvem uden den, der har været gift, kan be-
*
rette om den glæde, velsignelse og lykke, der findes mellem mand og kone" — så at vi måske gor bedst i helt at se bort fra digterens egne udtalelser og under
søge, hvad de torre dokumenter lærer os om Ghaucers giftermål.
Fra året 1374 veed vi bestemt, at han var gift, at hans hustru hed Philippa, og at hun stod i hertugen af
Lancasters tjeneste. Denne var den Johan af Gent (John of Gaunt), som stadig beskyttede Chaucer og kunde gore det på så virkningsfuld en måde, fordi han som Edward III.s yngre son i lange tider, navnlig i be
gyndelsen af Richard II.s regering, var næsten altfor- mående. Nu finder vi allerede 8 år tidligere (1366) i dronningens tjeneste en Philippa Chaucer, som næppe kan være nogen anden end digterens kone. De forskere, der lægger så stor vægt paa Ghaucers ulykkelige kærlig
hed, går nu ud fra, at Philippa var født Chaucer og forst blev gift med digteren af samme navn omkring 1374; andre derimod mener, at hun allerede 1366 var gift med Chaucer. Ja, det ser ud til, at man for at blive „lady of the bedchamber" måtte være gift13. Er dette så, var Philippa sandsynligvis en datter af Sir Payne de Roet, en adelsmand fra Hainault. Den tradition, hvorpå denne kombination støtter sig, synes at ha mere at påberåbe sig end den anden formodning, og den biir særlig interessant derved, at Philippa så er søster til den Katharine, der forst var gift med Sir Hugh Swyn- ford og siden blev John of Gaunts tredie gemalinde, efterat hun allerede længe havde været hans elskerinde.
I dette svogerskab aner man nu en af grundene til John of Gaunts forkærlighed for vor digter.
I året 1372 indtraf det, der skulde blive den store begivenhed i Chaucers liv; han blev nemlig da sendt
som extraordinær ambassadør til Italien. Han rejste i december 1372 og kom hjem elleve måneder senere, og sjælden har vel 92 lstr. været bedre anvendte end dem, Ghaucer modtog som rejsepenge af kongens kasse. Det drejede sig jo ganske vist i hans bestalling kun om handelstraktater, om hvilke havne i England der skulde være åbne for genueserne o. dsl., men den rejse fik storre betydning for England, ja for hele den dannede verden, end nogen da kunde ane. På Chaucers digtning fik rejsen afgorende indflydelse; påvirkningen fra det
land, der dengang stod hojest i litterær henseende, kom netop på et tidspunkt, da han var moden nok til at indse den digtnings overlegenhed, som han nu stiftede bekendtskab med, og ung nok til at lade sig påvirke fyldigt, så at han forlod de af franskmændene banede stier, han hidtil havde fulgt.
Ganske vist var Dante forlængst død, men hans ånd svævede endnu over landet; i Florents viste man sin veneration for ham ved at oprette en lærestol for at tolke hans værker og fortsætte hans gerning. Dantes to betydeligste efterfølgere, Petrarca og Boccaccio, var gamle, da Ghaucer kom til Italien; de havde deres livs
gerning bagved sig, men netop derved var denne måske i særlig grad egnet til at befrugte englænderens unge ånd. Om Ghaucer personligt har truffet dem, veed vi ikke: rimeligt er det, at han har talt med Petrarca (se nedf.); men ubestrideligt er det, at han uden dem ikke var blevet til det, han blev. Af italiænerne lærte han at gi sig i kast med store opgaver, af dem lærte han, hvad komposition og gratiøs sprogbehandling har at sige, og italiænernes skole blev for ham gennemgangs
leddet fra uselvstændig fransk maner til frisk og kraftig originalitet. Ghaucer føler selv, hvor meget han skylder de store italiænske digtere; han omtaler flere steder Dante og Petrarca med den storste veneration; og to af
Boccaccios storste digterværker omplanter han på engelsk grund, ganske vist uden nogensinde at nævne hans navn, en særhed, man ikke har kunnet opklare grunden til. Det er i betragtning heraf ganske tåbeligt, når nogle biografer har villet fraskrive Ghaucer kundskaber i italiænsk sprog; at han så tit i sine værker har latinske og franske citater, men aldrig italiænske, kan, som Kissner14 bemærker, let forklares af hensynet til datidens engelske publikum.
Var Ghaucers mission således af betydning for hans åndelige udvikling, må den sikkert også fra et statsligt, merkantilt synspunkt ha været vellykket; i alt fald ser vi i den nærmeste tid derefter flere vidnesbyrd om konge
husets bevågenhed. Den 23. april tilståes der ham en krukke vin daglig på livstid, en gave, som nogen tid efter omsættes til en årlig pengesum. Efterat Ghaucer i næste måned er flyttet ind i en lejlighed over stads
porten ved Aldgate, biir han den 8. juni 1374 udnævnt til kontrollør ved uld-, skind- og læder-tolden og af
giften i London; det hedder udtrykkelig i bestallingen, at han skulde føre bøgerne egenhændig og altid være personlig tilstede. Otte dage efter udnævnelsen bevilger John of Gaunt ham ti pund om året på livstid; og i de følgende år fik han flere gange overdraget indbringende
4
formynderskaber over mindreårige arvinger. Både i 76 og 77 bruges han til diplomatiske sendelser til udlandet.
i
Edward III.s død (1377), hvorved jo John of Gaunts indflydelse voxede på grund af Richard II.s mindreårig
hed, synes at have gavnet digterens stilling endnu mere.
Han blev sendt ud som ambassadør, endog med så vigtige formål som at skaffe den unge konge en brud, og i 1378 genså han sit kære Italien; et dokument, hvorved han bemyndiger Gower til at optræde på sine vegne under hans fraværelse, viser os et fortroligt for
hold mellem de to digtere, som vi også ellers finder vidnesbyrd om.
I 1382 får Chaucer, måske som belonning for digtet Fugleparlamentet, hvori han forherliger kongens bejlen til Anna af Bøhmen (se nedf.), et nyt embede i told- faget (som „comptroller of the petty customs in the port of London"); denne plads kunde forenes med hans tidligere embede og havde den fordel, at det udtrykkelig var tilladt at besorge arbejdet ved fuldmægtig, en fordel, som digteren har vidst at sætte pris på, at domme efter det så ofte citerede sted fra Famas hus, hvor han klager over det daglige slid med regnskaberne, der i forbindelse med hans hang til studering tvinger ham til at leve som eremit, skont ellers hans afholdenhed kun er ringe. I den følgende tid ser vi endnu flere begunstigelser;
Chaucer får orlov på en måned, og noget efter (1385) lov til at beskikke en permanent fuldmægtig til at udøve toldkontrollen, hvorved hans embede biir en ren sinecure.
Skont Chaucer efter sine skrifter at domme ikke gav sig meget af med politik, blev han dog næste år medlem af parlamentet som Knight of the Shire of Kent. Her
tugen af Gloucester tik nu imidlertid magten og redu
cerede budgettet på alle punkter, hvorved det især gik ud over den dengang i Spanien beskæftigede John of Gaunts venner; i dec. 1386 mister vor digter begge sine embeder og med dem sine vigtigste indtægter. Ja ikke engang den pension, som hans hustru stadig fik af hertugen af Lancaster (John of Gaunt), har han længer, da hun døer, rimeligvis forst i året 87, og vi ser da, at han i maj 88 er så reduceret, at han må rejse penge forlods på den sum, han fik istedenfor vinen.
De politiske forhold skiftede imidlertid snart, denne gang til gunst for Chaucer, der efterat hertugen af Gloucester var styrtet, fik embedet som bygningsinspektør (clericus operationum nostrarum) ved Westminster, Tower
of London og forskellige kgl. slotte og krongodser om
kring i landet. Skont vi også her veed, at han havde tilladelse til at udføre sit arbejde ved fuldmægtig og at han gjorde brug deraf, er dette embede dog sikkert faldet mere i Ghaucers smag end toldfaget; her skulde han jo foretage mange små rejser, hvorved han kunde få sin lyst til at være i den fri natur tilfredsstillet; og blev han, hvad der i de tider kunde hænde, overfaldet af røvere, så erstattede kongen ham ikke alene de penge, han havde hos sig, men også hans hest.
Ghaucer blev imidlertid kun knap to år i dette gode embede; så er han igen henvist til at leve af sine for
nemme venners nåde. Fra dec. 93 får han fast en pension på 20 1. om året, og at han har trængt hårdt til den, ser vi af de talrige opbevarede anmodninger om forskud. Det gor én ondt at se, hvorledes den aldrende digter, der dog til tider har haft meget be
tydelige indtægter, men som ikke har haft samme øko
nomiske talent som f. ex. Shakespeare, hvorledes han nu må bede om lov til forlods at hæve så små beløb som 6 s. 8 d., hvilket han i 1398 må gore to gange med en uges mellemrum. Han taler da altså af egen bitter erfaring, når han lar sin jurist udbryde (jeg citerer efter Niels Møllers fortræffelige oversættelse*)):
O, kvalfuld kvide! Armods bitre plage!
I sult og torst og kuld din lod du kårer!
Du blues i dit hjerte for at klage,
men nøler du, den nøgne nød dig sårer, og snart den blotter de fordulgte tårer.
Din trang dig -tvinger, vil du eller ikke, så må du stjæle, borge eller tigge.
*) I „Etterår11 (Kbh., Philipsen, 1888).
Da dadler gud, og bittert du forkynder, han skifter uden skon de gode gaver;
med kiv og skældsord du mod næsten synder, for du har lidet, han så meget haver.
Men vent — du siger — snart hans grav de graver, da skal i lueglød hans legem brænde,
ti han gav ej de arme hjælp i hænde.
Kom hid og hør den vises ord og stemme:
„Bedre at dø end tiggerkost at tære.“
Selve din nabo vil dig såre skæmme, hvis du er arm, hvo viser dig vel ære?
Tag end af vismands ord mod denne lære:
„Hvor ond hver dag, som fattigmand må stride!14 Forvar dig da, kom ej i denne kvide.
Hvis du er arm, din broder du forliser, og hver en ven vil vige dine veje; — 0 rige købmænd, eders lod jeg priser, 1 valgte kløgtig verdens bedste eje.
Hos jer tog lurvet vinding aldrig leje, I øser af en strom, som ej vil stanse — I kan ved julegilde glade danse.
Det sidste, vi veed om Ghaucer under Richard II., er at denne den 5. okt. 1398 sendte ham en tønde vin;
knap et år efter var Richard ikke mere konge. Ghaucer hilste omvæltningen med glæde; den nye konge, Henrik af Lancaster, var jo en son af hans gamle beskytter og af den hertuginde Blanche, til hvis ære han havde skrevet sit forste storre digt. Sin glæde over Henrik IV.s tronbestigelse gav han luft i nogle linier, der som envoi blev fojet til en halvt humoristisk, halvt vemodig „Klage fra Ghaucer til hans tomme pnng“, hvori pungen („mit livs lys, min frelser, du dronning for velvære og godt selskab") bonfaldes om at blive tung igen, da han ellers må dø. Den unge konge honorerede denne vexel på hans godmodighed ved i god overensstemmelse med sin families tradition at bevilge digteren 40 mark foruden de 20 lstr., han havde fra kong Richard. Det år har
Chaucer kunnet „danse glad ved julegilde"; juleaften underskriver han lejekontrakt på et nyt hus i en have ved Mariekapellet i Westminster. Næste juleaften lå han i sin grav.
Den 25. oktober 1400 nævnes som Ghaucers dødsdag.
Hans støv hviler i Westminster Abbey, hvor han blev den værdige indvier af „digterhjornet" (The Poets’
Corner).
II. GHAUCERS VÆRKER.
Ghaucers p r o s a er hverken original eller interes
sant; han oversætter Boethius og optager i Ganterbury fortællingerne to længere prosastykker, fortællingen om Melibeus og „præstens fortælling" d. v. s. præken;
endelig skriver han 1391 en lille astronomisk lærebog til sin „lille son Lowys". I fortalen til dette sidstnævnte skrift finder jeg en passus, som efter min mening for
tjener at kendes. Det hedder:
„Denne afhandling vil jeg skrive med ganske lette regler og med ligefremme ord (naked wordes) på engelsk, for latin kan du kun lidt af endnu, min son. Men lad du dig kun noje med disse læresætninger på engelsk, lige så vel som de herlige græske videnskabsmænd nojes med at få dem på græsk, araberne på arabisk, jøderne på hebraisk og latinerfolket på latin; dette latinerfolk har dem jo også fra andre sprog, men skriver dem på deres eget tungemål, det er latin ... . Nu vil jeg ydmygt bede enhver forstandig læser om at undskylde min simple fremstilling og mine overflødige ord, og det af to grunde.
Den forste er, at streng videnskabelig fremstilling og svære sætninger er for vanskelige strax for sådan et barn. Og den anden er den, at det sandelig forekommer mig bedre, at jeg skriver en god sætning to gange, end at han skal glemme den én gang."
W ^ > " " • P . W " - Jl'l
'■ \
■'i i
S: v]
s >!!
i-, . 11
• ;:jw
:J
f f l '
i\ I
Chancers liv og digtning. 17
Vi ser her Ghaucer som den kærlige fader, der med interesse tar sig af sin lille Lowys, som den gode pæda
gog, der indser betydningen af gentagelser og af en let
fattelig fremstilling, og endelig som den gode patriot, der ikke lar sig skræmme af latinens dengang overvældende stilling, men gor opmærksom på den simple sandhed, der vist dengang i almindelighed blev overset, at latin ikke er noget hojere sprog, men romernes modersmål ganske på samme måde som engelsk er hans eget. I sit forsvar for modersmålets brug i undervisningen og i videnskaben er Ghaucer langt forud for sin tid, og det er i god overensstemmelse med hans øvrige virksomhed.
Ghaucer lod sig trods sin forbindelse med hoffet, der favoriserede fransk sprog og franske digtere, og trods sin fortrolighed med fransk og latin, aldrig bevæge til at skrive noget andet sprog end engelsk. Han danner herved en skarp modsætning til sin samtidige Gower, der både skriver franske og latinske digte, og som egentlig forst begynder at digte på sit modersmål, da Ghaucer har vist ham vejen og gjort engelsk poesi populær.
National var Ghaucer, men det udelukker ikke, at*
han viser stærk påvirkning fra den datidige franske litteratur; særligt var det da Rosenromanen, der be
skæftigede ham. Ganske vist blev han snart ked af den oversættelse, han begyndte på'*5; men sin beundring for dette dengang så hojt skattede digterværk viste han ved på mange steder i sine skrifter at indflette steder af det, og da særligt af den sidste og længste del af det, den hvori Jean Glopinel de Meung udbreder sig især om kærlighed og ægteskabet med en så bidende satire, at Gaston Paris16 kalder ham middelalderens Voltaire. Og fra en anden samtidig fransk digter, Guillaume de Machault, låner Ghaucer hele den lange indledning til det
forste storre digt, hvormed han træder frem for offentlig
heden. .
Dette er den såkaldte Hkutwgindebog. Det er hævet over al tvivl, at dette er et lejlighedsdigt i an
ledning af, at John of Gaunt havde mistet sin hustru, Blanche af Lancaster (sept. 1369), selv om der i digtet ikke findes nogen antydning af den sorgende enke
mands stand, medens hertugindens navn diskret antydes (And gode faire Whyf she heet). Digtet kan ikke være skrevet længe efter Blanches død; hertugen fremstilles nemlig som trøstesløs, medens han i virkeligheden giftede sig igen temmelig hurtigt.
Ghaucer var altså ikke videre gammel, da han skrev denne bog; og vi ser da også i den mange spor af ungdommens ubehjælpsomhed. Hvor mange omsvøb må ikke til her, for vi nåer til digtets kerne! Den ene indledning rammes ind i den anden. Forst fortælles om digterens sovnløshed, så vidt og bredt om indholdet af den bog, han griber til (Ovid; historien om Geyx og Alcyon); derved får digteren den idé at anråbe Morpheus;
og endelig kommer han da til at sove; i dromme ser han en prægtig hal, der beskrives, men fuglekvidder og jægerhorn lokker ham ud i den friske majmorgen; efter
en lang, men forresten kvik og anskuelig skildring af jagten kommer vi da omsider til den bedrøvede mand,
han møder og hvis sorg digtet har til hovedæmne. Men vi er dog ikke færdige med indledningerne; ti for ridderen kan fortælle om sin elskovshistorie, fortaber han sig i lange udgydelser over, hvorledes han har spillet sjak med Fortuna; endelig biir han dog færdig med sin alle
gori, men så udbreder han sig forst så længe om sin i begyndelsen uheldige bejlen, at man halvvejs må tro, at d e t er grunden til hans sorg, hvorfor man næsten biir forbavset over at høre, at han dog fik den elskede. Og efter alt dette kommer til aller aller sidst meddelelsen
om hendes død så underlig kort; kun et par linier ofres derpå efter de foregående 1300.
Ten Brink17 opfatter dette som gjort med bestemt hensigt; han siger: „Et sælsomt kunstgreb benytter digteren sig af for at holde læserens spænding vedlige under den lange samtale. Vi erfarer temmelig snart, at ridderen har lidt et stort tab; efter længere omsvøb skildrer han os da sin elskede, men forst til aller sidst udtaler han i torre ord, at det netop er hende, han har mistet." Den fortræffelige litterærhistoriker ser altså heri kunst, omend han indrømmer, at det er forfejlet kunst. Men er det ikke snarere netop mangel på kunst, mangel på en bestemt overholdt harmonisk plan? Den unge digters fantasi løber af med ham; som adskillige begyndende forfattere vil han lægge alt ind i sin forste bog for at gore den så rig og fyldig som muligt, men netop derved skader han hovedvirkningen. I forbindelse hermed står hans utålelige hang til at prale med sin lærdom: på væggene i drommehallen ser han billeder fra Trojakrigen, og vi skal nu absolut høre om både Ector og kong Priamus, Achilles og Lamedon, Medea og lason, Paris, Eleyne og Lavyne; siden nævnes mange andre klassiske navne; Chaucer slår om sig med Flora, Zephyr, Argus, Ovid, Orpheus, Ypocras, Galien, Tantale, Socrates, Alcipyades, Ercules, Alisaundre og endnu flere.
Han er tit lige ved at glemme genstanden for sit værk over sine digressioner, så at han undertiden med vold må stoppe sig selv; versene flyder så let for ham, at de ikke sjælden helt tar magten fra ham. Vi har her typiske fejl for vor digter, fejl, som han vel efterhånden bekæmper, men som dog af og til dukker frem, selv i hans bedste arbejder.
Men over det ukunstneriske og umodne i hertug
indebogen, set som helhed, må vi ikke glemme de smukk e enkeltheder; jagten er allerede omtalt; her skal jeg
oversætte noget af beskrivelsen af den unge dame (848 ff.):
„Jeg så hende danse så net, kvidre og synge så sødt, le og lege så kvindeligt, og se så prægtigt ud, tale så vakkert og venligt, at sikkert aldrig for man så så herlig en skat. Og hvert et hår på hendes hoved, ja egentlig var det ikke rødt, ej heller gult og lige så lidt brunt; mig tyktes, mest ligt guld det var; og hvilke ojne hun havde: venlige, gode, glade og alvorlige, ukunstlede, af middelstørrelse; hun så ikke til siden eller skævt, men i den grad lige ud, at det tiltrak alle, der så hende, og optog dem ganske; hendes ojne så af na
turen så venlige ud, at tåber tænkte, hun vilde strax fatte medlidenhed med dem . . . Derhos var hendes livslyst så stor, at kedsomhed forskrækket holdt sig fjernt; hverken for tilbageholdende eller for glad, holdt
i
hun i alle ting måde. Men mangen en sårede hendes blik; dog det tog hun sig ikke nær; hun kjendte jo ej deres tanker; dog enten hun vidste det eller ikke, i hvert fald var hun ligegyldig overfor dem. Til at vinde hendes kærlighed var den ikke nærmere, der boede her
hjemme, end en i Indien; den forreste stod altid langt tilbage. Men brave folk elskede hun fremfor alle, som en mand kan elske sin broder; den slags kærlighed var hun vidunderlig gavmild med." Derpå følger en be
gejstret udmaling af hele hendes legeme, og tilsidst for
tælles der et træk, der er ganske karakteristisk for tiden og som minder en nutidslæser om Schillers og Brow- nings digte om „hansken"; Blanche yndede ikke den slags „narrestreger" (suche knakkes smale): „Hun vilde ikke bedrøve eller forurette nogen, hun sendte ikke mænd til Valakiet, til Preussen og til Tartariet, Alex- andria og Tyrkiet med påbud om at faste eller gå barhovedet til den torre sø (?) og hjem over Garrenarre (?) med de ord: „Lad mig nu se, jeg hører om bedrifter af Dem, for De kommer igen!""
I denne tegning af den unge pige ser vi det forste glimt af Chaucers talent på det område, hvor han siden skulde fejre sine storste triumfer, personskildring. En elskværdig humor, hans anden adkomst til udødelighed, træffer vi i hans næste arbejde, Fugleparlamentet.
Dette er skrevet efter rejsen til Italien, og remini- scencer fra dette lands digtere træder flere steder frem.
Strax efter Chaucers sædvanlige beretning om, hvorledes han sad og læste, kommer Dantes påvirkning frem i beskrivelsen af morkets frembrud, der hindrer ham i at læse videre; linierne:
The day gan failen, and the derke night, That reveth hestes from her besinesse
(dagen svandt, og den morke nat, der river dyrene bort fra deres travle virksomhed),
4-
er en oversættelse efter begyndelsen af Infernos anden sang:
Lo giorno se n’andava, e l’aer bruno Toglieva gli animai che sono’n terra Dalle fatiche loro. *)
Digteren falder i sovn, og resten af digtet er hans drommesyn, ganske som i Hertugindebogen og Rosen
romanen. Som Virgil fører Dante, således har Chaucer til fører Africanus, om hvem han lige havde læst; dog det er ikke til et helvede, vi føres, men til kærlighedens
*) Hos Molbech:
Det led mod dagens ende, luftens skygger Befried alt fra byrderne, de svare,
Hver skabning, som på jorden boer og bygger.
Det vil ses, at Chaucer i sine gengivelser tit holder sig nærmere til originalen end Molbech.
have; og indskriften over porten danner da den bevidste modsætning *) til Dantes dystre
Per me si va nella cittå dolente, Per me si va nell’eterno dolore,
Per me si va tra la perduta gente. **)
nemlig:
Thorgh me men goon into that blisful place Of hertes hel’ and dedly woundes cure;-
Thorgh me men goon unto the w ell’ of grace Ther gren’ and lusty May shal ev’r endure,
(Igennem mig kommer man til det herlige sted, hvor hjerter læges og dødssår heles; igennem mig kommer man til nådens
kildevæld, hvor den gronne, friske maj skal stadig vare.)
Den, der træder ind i Dantes helvede, skal lade håbet fare:
Lasciate ogni speranza, voi ch’entrate;
helt omvendt hos Chaucer:
Be glad, thou reder, and thy sorw’ of caste.
I beskrivelsen af den liflige park følger Chaucer også et italiænsk forbillede, Boccaccios Teseida; men i det følgende frigor han sig fra påvirkning udefra og biir ganske sig selv.
Det er St. Valentins dag, da alle fugle træder sammen her for at vælge deres mager. Fru Natura åbner dette fugleparlament og opfordrer den værdigste til at træffe sit valg. Det er den vise og tapre konge-
*) Dog ikke „parodi14, som både Kissner og ten Brink kalder det.
**) Jeg fører ind til staden, iuld at jammer, Jeg fører ind til evig kval og moje,
Jeg fører ind til de fortabtes flammer.
Chaucers liv og digtning. 23
«rn; han bejler i velvalgte høviske ord til den stolte hanørn; men han er ikke ene om at anholde om hendes hånd, og kappestriden mellem de tre rivaler, der hver på sin viis mener at elske hende hojest, varer hele dagen. De andre fugle hører forst rolig til, men tilsidst brister deres tålmodighed, og de råber „Lad det dog snart få en ende!" Gåsen siger højrøstet, at disse for
nemme fugles fine tale ikke' er en flue værd, og sammen med gøgen og anden gor den sådan et øredøvende spektakkel, at Natura for at få ro må give repræsentanter for de forskellige grupper ordet for at udtale sig om
spørgsmålet.
Som talsmand for rovfuglene mener falken, at for
nuftgrunde ikke hjælper noget, da snarere en våbendyst.
Her afbrydes han af de tre bejlere, der erklærer sig rede til kamp; men det var dog ikke falkens mening;
nej, det bedste er, at den ridderligste og fornemste fåer hende, men hun veed nok selv bedst, hvem det er. Vand
fuglene har stukket hovederne sammen og valgt gåsen til at udtale deres mening; hun begynder med stor vig
tighed: „Ti nu stille og hør efter, hvilken fornuftig af
gørelse jeg med min skarpe forstand skal bringe: jeg råder den, som hun ikke vil ha, til at elske en anden!"'
Turtelduen rødmer dybt ved dette forslag og holder på evig elskov, selv om den ikke besvares; men anden håner denne tanke: „kvek, der er da ved gud fler stjerner end et par!" Anden vises tilrette af den ridder
lige falk, og nu kommer gøgen med sin tale: „De skulde allesammen leve som ungkarle, siden . de ikke
kan blive enige!" Diskussionen afbrydes af fru Natura, der opfordrer hunørnen til selv at træffe sit valg blandt de tre, idet hun dog udpeger kongeørnen som den værdigste. Men hunørnen svarer blufærdig, at hun helst vil vente med at træde i Venus’s tjeneste; og af
gørelsen biir da opsat et år. Nu kan de andre fugle
hver kåre sin mage, og alt ender i fryd og gammen*
idet småfuglene istemmer en nydelig lille sang til sommerens pris, af hvilken Niels Møller har været så elskværdig at stille følgende utrykte oversættelse til min disposition:
Nu hil dig, sommer, med din blide sol!
du, der den vilde vinter undertvang og drev den lange dunkle nat af vang.
Sant Valentin i himlens hoje stol!
småfugles røster dig at love klang:
nu hil dig, sommer, med din blide s o l!
i
Vel må de frydes, da som du befol
hver til sin mage fandt igen sin gang;
derfor de vågner fuld af salig sang:
Nu hil dig, sommer, med din blide s o l!
du, der den vilde vinter undertvang
og drev den lange dunkle nat af vang. —
Digtet er skrevet i anledning af Richard II.s bryllup (1382): det er ham, der menes med kongeørnen; hans to rnedbejlere er en bajersk prins og markgreven afMeissen, og underhandlingerne, inden den engelske konge kunde hjemføre kejserdatteren Anna af Bøhmen som sin brud, tog efter Froissart et år, netop den tidsfrist, der i digtet gives hunørnen til at træffe sit valg. Chaucers skildring af de tre bejlendes adfærd og hunørnens bly tilbage
holdenhed indeholder den belevne hofmands fineste smiger, og hele iklædningen, der ikke et eneste sted plumpt forråder, hvad der egentlig sigtes til, er så takt
fuld som vel muligt. Chaucers kunst er beundrings
værdig; skælmsk humor og stemningsrig poesi indgår så noje en forbindelse som ellers kun i Shakespeares bedste lystspil. Man skal lede længe for at finde et digt i anledning af et fyrsteligt giftermål, der endnu efter 500
års forløb kan læses med fornoielse selv af den, der ikke aner noget om anledningen til dets fremkomst.
Stoffet'til Chaucers næste digt, Troylus and Guy- -
seyde, er en episode af det middelalderlige Trojasagn.
Fortællingen om Kalkhas’s datter Briseida, der forst elskede Troilus og siden forrådte ham med Diomedes, findes forst hos Benoist de Ste More'8 og blev siden be
arbejdet af Boccaccio i et særligt digt II Filostrato.
Det er dette digt, Chaucer lægger til grund for sit, mange steder i den grad, at han egentlig kun oversætter italiæneren. Forholdet mellem de to digte er noje under
søgt, navnlig af Kissner19, på hvis fremstilling den føl
gende i hovedsagen er bygget. Mange steder kan Chau
cer bruge ganske de samme rim som Boccaccio; hvor denne har storia: memoria : vittoria. har englænderen story: memory : riet ory (de to sidste ord havde dengang trykket på o); natura : ereatura biir ganske naturligt til
nature: creature; ja flere steder ændrer Chaucer endog hellere indholdet end rimet. Troia rimer således både på gioia (glæde) og noia (smerte); men på engelsk fandtes der ikke noget andet brugeligt rim end joye;
mange steder erstattes nu noia med no joye eller senza noia med in joye', men når Troilus (V. 426) siger, at han vil blive lykkelig den dag,
. . . . when that she com’th in Troye,
That caus’ is of my torment and my joye,
da ståer der hos Boccaccio
. . . . ritornare in Troia
Oom é cagion del mio tormento e noia.
Her passer det imidlertid alligevel ganske godt, da hun jo har tændt den heftigste lidenskab hos ham og altså gjort ham både himmelhoch jauchzend og zum tode betriibt.
Af dette må man imidlertid ikke drage den slutning, at Chaucer står helt uselvstændigt overfor den italiænske original; nej, selvom Chaucer også ligesom andre store digtere tager sit stof udefra, så er det i hojeste grad sagt med rette om ham ligesom, om andre genier, at han betaler lånene tilbage med ågerrenter20. En historie vinder altid ved at gå igennem Chancers hænder. Han interesserer sig langt mere end Boccaccio for psykologisk analyse; og han gor navnlig hele fremstillingen mere dramatisk anskuelig end italiæneren ævnede. Hvor de italiænske personer optræder talende, er det altid i lange afrundede udgydelser, medens Chaucer foretrækker en kvik udvexling af korte replikker.
Heltinden, der oprindelig hed Briseida, men hos Boccaccio Griseida, er hos ham en livsglad enke, fyrig og lidenskabelig; uden lang modstand gengælder hun Troilos kærlighed, og hun glemmer ham igen med storste lethed over Diomedes; hun er helt igennem
italiænerinde.
Hos Chaucer er det ikke alene navnet, der ændres lidt; hans Creséyde *) er i virkeligheden, selvom der findes et par hentydninger til hendes sorgedragt som enke, ikke andet end en ung velopdragen engelsk pige. Hun lar sig ikke strax bedåre; men da hun hører om Troilus’s kærlighed, tænker hun forst langt og længe efter om, hvad folk vil sige, om tabet af sin uafhængighed o. dsl.; og der må lang tid og mange intriger til, inden hun, næsten
uden selv at ville det, falder i Troilus’s arme. Chaucer anfører meget til hendes undskyldning, både her og siden, da hun biir ham utro; det er, som om hun blindt
blev ført af en ubønhørlig skæbne.
■*) Eller Criséyda, Criséyde. 1 Shakespearefolioen blev det som bekendt til Oréssida eller Créssid.
Også elskeren er bleven en anden. Boccaccios Troilo er temmelig blaseret og har allerede haft flere elskovseventyr; Ghaucers helt har derimod altid været ufølsom for gud Amor, hvem han endog i foragt kalder
„sankt Idiot21.“ Så meget hårdere biir det derfor for ham, da han ser den skonne Creseyde; han sukker værre end nogen af dem, han for har spottet, og uerfaren som han er, opgiver han strax hvert håb om genkærlighed.
Medens altså Troilo og Griseida med italiænsk fyrighed strax drages magnetisk mod hinanden som en Romeo og Juliet, har Ghaucer fra forst af lagt sine to elskendes karakter således tilrette, at de ikke vilde kunne finde hinanden, hvis der ikke kom en meget virksom hjælp
udefra.
9
Denne skyldes Pandarus, den skikkelse, hvor Chan
cers originalitet viser sig kraftigst. Fra en temmelig intetsigende jævnaldrende ven af helten, som han er hos Boccaccio, er han bleven en sand komediefigur, der som Creseydes onkel giver hende faderlige råd, og som overfor elskeren optræder som den ældre verdenskloge ven, der strax, da han ser ham fortvivlet, aner, hvad der er på færde og fryder sig over det som en herlig spas (Aha! quod Pandar’, her’ beginneth game2'-!) og
i
som så siden på den behændigste måde arrangerer det hele og nedslår alle betænkeligheder ved sine evindelige sprikvorter. Hans navn er gået over i det engelske sprog i betydningen kobler (pandar, pander); men egent
lig kobler kan man ikke kalde ham; hvem vilde kalde Henrik og Pernille hos Holberg for koblere ? Ligesom de finder Pandare fornojelse i at gore sit til, at de elskende skal blive lykkelige med hinanden. At der også kan voxe kummer op af deres forbindelse, aner han ikke; men netop denne blanding af det naivt vel
villige og det overlegent verdenskloge viser os en rea
listisk humor, som lå Boccaccio ganske fjernt.
Ghaucer har rykket sine skikkelser adskillige bredde
grader nordligere og derved måske trukket dem ned fra de digteriske hojder, Boccaccio nåer; den sydlandske glød mangler i de elskendes lidenskab, ligesom Chaucers sprog ved sine mange dagligdags vendinger er mindre
„poetisk" end hans forgængers; men så er der til gen
gæld mere virkeligt liv i dem, og de er samtidig bievne mere forskellige fra hinanden; medens Troilo og Pan
daro er så temmelig ens, og Griseida omtrent er det samme letfængelige galante væsen, blot i hunkon, er de engelske figurer skarpt individualiserede. De to digtes indbyrdes forhold kan måske sammenlignes med forholdet mellem Tizians og Rembrandts kunst. —
Rimeligvis i året 1384 skrev Ghaucer sit digt
Famas hus, et besynderligt digt, der ståer underligt uklart for os, selv efter ten Brinks skarpsindige tolkning af dets allegori og påvisning af, at Ghaucer i dette digt mer end i noget andet lægger sine egne personlige følelser frem for læseren23. Chaucers plan var her på sin viis at levere et sidestykke til Dantes Gommedia; men med den elskværdige beskedenhed, som Ghaucer altid viser, hvor han omtaler sin egen produktion, indser han, at de verdensomspændende syner ikke ligger for ham, og han giver et sted denne følelse af sin egen ringhed overfor den store italiæner et rorende udtryk. Dante indleder sit Paradis med en påkaldelse af Apolio; denne efterligner Chaucer og sætter den også foran tredie del af sit digterværk; men medens Dante i stolt selvbevidst
hed vil smykke sig med en krans af Apollos laurbær
træ, vil Ghaucer ydmygt nojes med at kysse træet.*)
*) Parad. I, 25:
Venir vedra’mi al tuo diletto legno, E coronarmi allor di quelle foglie, Che la matera e tu mi farai degno.
Digtet skildrer, hvorledes Chaucer i et drømmesyn føres bort til Venus’s tempel; det poetiske rige træder i stærk modsætning til mandens prosaiske dagligliv mellem regnskabsprotokollerne; derpå føres han af Jupiters ørn, der repræsenterer fantasien eller videnskaben, og som undervejs tilfredsstiller hans nysgerrighed om akustiske og astronomiske sporgsmål, op til Famas, berømmelsens, hus. Hvad der her åbenbarer sig for digterojet, er kun en fantastisk iklædning af reale iagttagelser om livets gang. Forst er der en klippe, som ved nærmere efter
syn viser sig at være af is: på den ene side er ind
gravet en mængde navne, der dog alle er bievne mer eller mindre utydelige; ved at se, hvorledes disse engang så fejrede navne nu er gåede i glemme, må man sporge sig selv, hvad der da vel kan være varigt. Men digteren opdager nu, at det ikke var svære storme, der tog på disse navne; for på den anden side, der vendte mod den barske nord og altid var i skygge, stod ældgamle navne så friske, som var de skrevne i denne time. Altså kun den, der kæmper sig frem i modgang, kan opnå varig berømmelse.
1 sin prægtige borg modtager fru Fama talrige skarer, der anmoder om forskellig slags berømmelse og som får en meget forskellig behandling; der kommer også andre, der har gjort gode gerninger, men bonfalder om, at deres navne må blive skjulte; kun nogle af dem får dette ønske opfyldt; men alle de, der med Herostrat
[Da skal du se mig rore
dit elskte træ og med det løv mig pryde, hvortil mig du og stoffet værdig gore.]
Hous of Farne 1106:
Thou shalt se me go, as bly ve (hurtigt), Unto the nexte laur’ I see,
And kiss’ hit, for hit is thy tree.
i spidsen har begået forbrydelser for at komme i folke
munde, får ja på deres begæring.
Digteren iagttager alle de mange skarers gridske higen efter navnkundighed og opdager, at Fama lige så lidt som Fortuna er retfærdig i uddelingen af sine goder, så at ban på spørgsmålet, om også han kommer med en bon til gudinden, stolt kan svare: „Nej. heldigvis;
mig er det nok, at ingen skænder mit navn efter min død; jeg kender selv bedst min egen stilling."
Idet Ghaucer hermed vender sig bort fra Famas hus, har han egentlig sagt, hvad han vilde, at beskæf
tigelsen med poesi og videnskab holdt ham skadesløs for hverdagenes kedsommelighed, ja endog gjorde ham ufølsom for berommelse. Men Ghaucer fortsætter med skildringen af et andet hus, en pendant til Famas borg.
Stadigt snurrer det rundt, og stadigt er det fuldt af en mylrende og summende menneskevrimmel; det er ryg
ternes hus. Meget pudsigt skildrer Ghaucer folks travle løben omkring for at sporge nyt og lade det, de hører, gå videre i forbedret skikkelse, så at rygtet uophørligt voxer. Og undertiden støder en logn og en sandfærdig beretning sammen; ingen af dem vil vige pladsen, og tilsidst farer de da i skon sammensmeltning ud i verden.
Disse skitser morer åbenbart Ghaucer meget, men på én gang er' han vel kommen i tanker om, at de ikke passer til den mere hojtsvævende begyndelse; han har opgivet tanken om at bringe et harmonisk hele ud af digtet, og ked af det hele bryder han så af midt i en sætning. Den slutning, der findes i de fleste udgaver, er digtet til af Gaxton, da han i 1483 besorgede den forste trykte udgave af Famas hus. —
Det værk, som vi herefter skal beskæftige os med, Le
genden om de gode kvinder, indledes på den bekendte manér: digteren fortæller om sin kærlighed til bøger, der dog overgåes af hans begejstring for naturen; især
når han en smuk majmorgen hører fuglene synge og blomsterne begynder at springe ud, da „farvel, min bog, farvel andægtighed! “ (Farwel my book and my devocioun!) Han går da ud i skov og eng, og når han kommer hjem, fåer han i dromme et syn, der står i forbindelse med, hvad han har set.
Den horatsiske forskrift om at gå lige løs på sagen faldt ikke ret i middelalderens smag; og det ser ud tik at Ghaucer altid må ha en ramme; i reglen følger han da moden og benytter en drom dertil. Men han går stadig frem i brugen af dette motiv, så at rammen mer og mer kommer til at stå i samklang med digtets æmne, indtil han i Canterbury fortællingerne virkelig nåer til at springe in medias res og bringe et uovertruffet
harmonisk forhold tilveje mellem ramme og indhold.
I Legenden om de gode kvinder giver drommen i prologen digteren en velkommen lejlighed til på en mildt selvironiserende måde at gennemgå sine egne tidligere værker og antyde anledningen til dette værks fremkomst.
Idet Amor nemlig ikke vil tåle digterens nærværelse, fordi han i Rosenromanen og i Troilus har talt bespotte
ligt om kærlighed, tager den skonne dronning Alceste, hvorved ingen anden kan være ment end dronning Anna, ham i forsvar og minder om andre værker, hvor han har talt smukt om kvinden og kærlighed. Nu pålægger hun ham at skrive en hel bog til forherligelse af kvin
dens trofasthed, hvori han skal skildre nitten gode kvinder, og den skal han da overrække til dronningen „i Eltham
eller Shene“ (det nuværende Richmond).24
Chaucers kvindegalleri er udelukkende hentet fra oldtiden: Cleopatra, Thisbe, Dido, Medea osv. Kilderne er Livius, Yirgil og især Ovid; men Ghaucer ændrer flere steder deres fremstilling, især for at få det rorende stærkere frem. Det mytologiske apparat trænger han næsten helt tilbage og fjerner således de metamorfoser,
der hos Ovid er anledningen til at fortælle flere af historierne; et træk som det, at morbærtræets frugter tidligere var hvide, men blev sorte af Pyramus’s blod, forekommer Ghaucer absurdt. Han søger overalt det almenmenneskelige, der rigtignok tit biir ensbetydende med det almenborgerlige og slet ikke passer med den nimbus, hvormed vi er vant til at se de græske heroer omgivne. At holde dem i stilen som oldtidsgrækere ligger milevidt fra middelalderens tanke
gang; den arkæologisk nojagtige digtning var det en senere tid forbeholdt at opfinde. Ligesom i Famas hus (573) Jupiters ørn bander ved den hellige Marie, ligesom Creseyde læser helgenbiografier (II, 118) og Troilus troer på hendes ord som på evangelium (V, 1265), således også h e r: da Æneas biir optaget i Didos palads, er han kommet i paradis og sluppet fra helvedssvælget (1103), og Dido finder, at han ser ud som en ridder (1066).
Dido knæler for helgener (1310), men Lucretia biir selv kanoniseret og får sin dag anvist i kalenderen (1871).
Et besynderligt indtryk gor det også på os, når i af
snittet om Lucretia påstanden om, at kvindens trofast
hed er storre end mandens, støttes ved en henvisning til Kristi ord, at han aldrig fandt så stærk en tro i
Israel som hos en kvinde (1879).
Morsomme er disse kvindelegender nu ikke; de handler egentlig heller ikke så meget om gode kvinder som om kvinder, der bedrages af de slemme mandfolk;
deres godhed beståer knap i andet end deres letsindighed i strax at hengive sig til den forste den bedste mands
person, der kommer til deres land; men enten hun hedder. Dido eller Adriane (d. e. Ariadne), og enten skurken, der forsvinder efter at have røvet hendes ære og undertiden pengekassen med, hedder Æneas eller Theseus, er fortællingen næsten ens. Man kan mærke på Ghaucer, at det er bestilt arbejde; han vilde meget
