Digitaliseret af | Digitised by
Forfatter(e) | Author(s): Scott, Walter.; oversat i Originalens Versemaal ved A. Munch.
Titel | Title: Pigen ved Søen : romantisk Digt i sex Sange
Udgivet år og sted | Publication time and place: Kjøbenhavn : Forlagsbureauet, 1871 Fysiske størrelse | Physical extent: 255 s.
DK
Materialet er fri af ophavsret. Du kan kopiere, ændre, distribuere eller fremføre værket, også til kommercielle formål, uden at bede om tilladelse.
Husk altid at kreditere ophavsmanden.
UK
The work is free of copyright. You can copy, change, distribute or present the
work, even for commercial purposes, without asking for permission. Always
remember to credit the author.
DET KONGELIGE BIBLIOTEK DA1.-2.S 54 8°
1 1 54 0 8 04845 3
PIGEN VED SØEN.
Efter Walter Scott yed A, Munch,
Forlagsbureauet i Kjebenhavn.
1871.
PIGEN VED SØEN.
R O M A N T I S K D I G T I S E X S A N G E AF
W A L T E R S C O T T .
OVERSAT I ORIGINALENS VERSEMAAL
VED A. MUNCH.
F o r l a g s b u r e a u e t i K j ø b e n l i a v n .
(O. H Delbanco. G. E C. Gad. Gyldendalske Bogh C. C. Lose).
Thieles Bogtrykkeri
1 8 7 1 .
<^,V r-r-^
iVlin
Reisefælle over Skotlands Heder, Og siden paa mit Høstlivs stille Gang! — Erindrer Du, at just paa hine Steder, Dem Skotlands store Barde tidt besang, — Du gav mig Digtet om Loch-Katrines Mø Og om det vilde Liv paa Fjeld og Sø?Det bringer jeg Dig her nu tro tilbage Omsat i Modersmaal'ets kjendte Klang.
O, lad det minde Dig om hine Dage, Da Walter Scott os førte med sin Sang Fra Dal til Dal, og over stille Vande,
Hvor skyblaa Fjelde hoit mod Himlen stande;
Hvor overalt paa Færden, fjernt og nær, Udbredte sig et mildt, romantiskt Skjær
I
Af mangt et Digt, som Verden har henrevet, Og her til Virkelighed fast var blevet.
Har jeg formaaet i vort skjonne Sprog.
Som end for Dansk og Norsk er fælles dog, At tolke værdigt denne Digtnings Fylde — Da er det Dig, jeg dette mest maa skylde.
A. M.
F Ø R S T E S A N G .
*
J A G - T E N .
D u Nordens H a r p e , d e r s a a l æ n g e h a n g P a a Almetræet ved S a n k t Filians Kilde, Mens Aftenvinden bar s a a l e t din K l a n g , A t Vedbend, hel misundelig, d i g vilde Omhylle med sit t y k k e Bladehang — O, Minstrel-Harpe! — døves end din S a n g Af Blades Raslen o g a f B æ k k e s Vove?
M a a dine søde L y d end t a u s e sove?
K a n de ei hæve s i g endnu e n g a n g ? K a n d u ei meer om K r i g e r h æ d e r k v æ d e . K a n d u ei meer f a a e Møen til a t g r æ d e ? — E i s a a , i Caledoniens g a m l e D a g e ,
V a r stum din R ø s t ved Festens g l a d e L a r m , Din S a n g om H æ d e r o g om E l s k o v s K l a g e Opildned o g bevæged d a hver Barm.
I hver en P a u s e hørtes dine Toner A t svulme høit med herlig Symfoni,
O g skjønne Damer, Høvdinger med Kroner, S i g bøied for den, s æ n k e d s i g deri.
Thi end v a r E m n e t for din S a n g , den høie, Stolt Ridderfærd o g Skjønheds k l a r e Øie.
8
O, v a a g n i g j e n ! — Hvor u v a n t end den H a a n d , Som over dine S t r e n g e nu vil famle,
Dog- v a a g n igjen ! — S k j ø n d t k n a p t formaar min Aand A t v æ k k e Gjenlyd a f din K l a n g , den g a m l e , — S k j ø n d t s v a g min S a n g , o g dømt, a t s n a r t forgaae, O g hel uværdig mod din æ d l e T a n k e —
D o g , hvis den end e t H j e r t e k u n d e f a a e Til høiere o g fuldere a t b a n k e —
t orgjæves h a r j e g d a ei vovet p a a
D i g , S k o t l a n d s H a r p e , a f din Gren a t t a g e . V æ r t a u s ei m e e r ! — K o m . Tryllerske, t i l b a g e !
J A G T E N .
i .
I l r o n h j o r t e n havde s l u k t ved Kveld Sin Tørst i Monans friske V æ l d , Hvor Maanen s y n t e s dandse p a a Den klare S k o v b æ k s Bølger sniaa.
Sit Leie s ø g t e den for N a t D y b t i Glenartneys H a s s e l k r a t , M e n , j u s t som Solen t æ n d t e o p Sin Baun hoit p a a Benvoirlichs T o p , Blodhundens dybe, t u n g e Glam Gjenlød fra Dal til Fjeldets K a m , O g s v a g t , som fra den fjerne S k o v , Lod K l a n g a f Horn o g Hestehov.
2.
Som Høvdingen, d e r hører S k r i g :
»Til Vaaben! — Fjenden nærmer sig!«
S a a Skovens kronede Monark
S p r a n g f r a sin S e n g a f L y n g o g B a r k , 1 *
10
Dog- for han t o g sit L ø b , d e t vide, H a n r y s t e d D u g g e n f r a sin Side O g , som en h j e l m s m y k t F o r e r , s t o l t Sin K r o n e han mod Himlen holdt.
E t Øieblik h a n s a a e i D a l O g veired Morgenvinden sval. — E t Øieblik h a n l y t t e d til
Hvor J a g t e n s L a r m s i g nærmed vild, — D o g , d a h a n første F j e n d e s a a e ,
H a n flere i k k e vented p a a .
Men s a t t e , med e t dristigt S p r a n g , Igjennem K r a t , henover V a n g , O g foer nu fremad, fri o g s n a r , Mod Hederne ved U a m - V a r1) .
3.
N u kom tilsyne J a g t e n s T o g ; H v e r Kløft d e n s L a r m tilbageslog, Til m a n g e L y d e s vilde H a v
D e t v a k t e Bjerg nu Gjensvar g a v : Vel hundred H u n d e glammed der O g hundred H e s t e klapred n æ r , D e m u n t r e Horn i Luften s a n g , O g hundred Stemmer dertil k l a n g Med Glam o g H y l o g vildt H a l l o h ! — Benvoirlichs2) E k k o fik ei Ro.
L a n g t bort d a flygted bange R a a ,
11
Daadyret s k j u l t i D æ k k e l a a e , O g F a l k e n f r a sin Klippetop S a a e undrende p a a vilde Trop Til l a n g t forbi dens s k a r p e Blik Jagtstormen gjennem Dalen g i k . S v a g , altid mere s v a g dens L a r m Gjenlod f r a Kløft, f r a Klippens Barm, O g ensom Taushed stille faldt
P a a Skov o g Fjelde overalt. — 4 .
Skovkrigens L a r m e n mindre var P a a Høiderne ved U a m - V a r O g k n a p t forstyrred Hulen, hvor I Oldtid sad e n K j æ m p e s t o r . Thi, for d e naaede Bjergets K a m , Alt Solen høit p a a Himlen svam, O g mangen J æ g e r , a l t som bedst, Blev nødt a t s t a n d s e t r æ t t e H e s t . Af Hundene i D y r e t s Fjed
K n a p t halve Kobbel f u l g t e med — S a a listigt d a h i n t bolde S p r i n g Dem havde ført i vildsom R i n g .
5 .
Den ædle Hjort lidt Hvile f a n d t P a a Bjergets søndre, b r a t t e K a n t , Hvorunder d y b t man øine k a n
12
Menteiths d e t skjønne, brede L a n d . Med Ang'estblik d e t ædle D v r O f S a a e over B j e r g o g E n g o g Myr O g ponsed p a a a t s ø g e Ro I Aberfoyls d e t fjerne Bo.
Men nærniere v a r d o g e t L æ I l y s e K r a t om L o c h A c h r a y , Hvor Birkefaner vaied ned O g over stille V a n d e g r æ d , O g blanded s i g med mørke G r a n P a a Benvenues°) den steile R a n d . F r i s k K r a f t med H a a b e t kom igjen. — D e n tioi henover Heden hen —
Holdt imod V e s t med vinget Fod O g t r æ t t e J a g t l a n g t b a g s i g lod.
6.
F o r l a n o t d e t blev a t melde her. C Hvormangen G a n g e r g a v s i g n æ r Ved Cambusmore4), hvormangen H a a n d Fortvivled strammed Toilens Baand D a høit i L u f t Benledi') s t e g , — Hvo p a a Bochastles Hede veg, Hvo nølede a t stemme mod
T e i t h s6) svulmende o g stride Flod, Hvorover Hjorten, denne D a g , T o G a n g e svam, med r a s k e T a g .
13
Af J æ g e r n e k u n F a a d e t var, Som naaede Søen Vennacbar — O g d a mod Broen T u r k d e t led, D e n første R y t t e r e n e red.
7.
Alene, men p a a Maalet g r i d s k , Den R y t t e r b r u g t e Spore, P i d s k :
Thi fuldt i S y n e Hjorten foer Udmattet, sølet til med J o r d ,
S k u m p l e t t e t , mens hvert Aandedræt D e n hulked frem, til Døden t r æ t . To Hunde a f S a n k t H u b e r t s K u l d7) Berømt for Mod, for L e t h e d , Huld, Kom t æ t i S p o r e t af dens F a r t O g syntes vinde Spillet s n a r t .
Thi, k n a p t e t S p y d s m a a l f r a dens Side.
Blodhundene foer frem, a t bide, — E i nærmere de k u n d e naae,
E i Hjorten s t ø r r e Afstand f a a e . S a a over S t o k o g S t e n det g i k Alt efter J a g t e n s vilde S k i k , L a n g s Bredden a f d e t stille Vand Imellem K r a t o g Afgrundsrand.
8.
Den J æ g e r t æ n k t e , d a h a n s a a e D e t høie Fjeld mod V e s t a t s t a a e :
14
H e r m a a t t e H j o r t e n vende om, N a a r denne Vold i Veien kom.
P a a B y t t e t vis, a l t seiersglad, H a n m a a l t e Hjortens T a k k e - R a d ; Til Ulivssaar o g Dødshalloh
H a n d r o g sit S v æ r d , s i t Veir alt tro.
Men, som h a n dundrende red n æ r Med h æ v e t Arm o g b l a n k e S v æ r d , Den k l o g e H j o r t undveg h a n s Stod O g b a g e n Klippe, i sin Nød, Den dreied om, s i g s t y r t e d b r a t Ned i en Skovdals d u n k l e N a t ,
Hvor, s n a r l i g t a b t for Mand o g Hund, Den f a n d t i Trossaclis d y b e Bund E t s k j u l t , e t ensomt Tilflugtssted.
D e r l a g d e den s i g stille ned, O g medens t y k k e L o v t a g p a a D e n s Hoved dryssed Blomster sinaa O g kolde D u g , — den h ø r t e , hvor D e nu vildledte Hunde foer
Med h æ s e Glam l a n g s Dalen hen Mod Klippen, som g a v Gjald igjen.
9.
T æ t efter H u n d e n e jog frem D a J æ g e r e n , a t muntre dem Men, snublende i Kløftens S k r e d ,
15
Hans H e s t nu faldt u d m a t t e t ned.
Vel utaalmodig R y t t e r e n
Med Pidsk o g Spore drev p a a den — Omsonst! — thi a k ! — den G a n g e r prud Stiv s t r a k t e sine L e m m e r ud,
For aldrig meer a t reise s i g Til r a s k e L o b p a a J a g t , i K r i g . Dens H e r r e d a , d y b t rørt a f Anger, Stod sørgende ved døde G a n g e r :
»Mindst t æ n k t e j e g , d a først j e g red D i g tøilelet ved Seinens Bred,
A t høilandsk Ørn h e r i dit Blod S i g s k u l d e m æ t t e , G a n g e r god ! Vee, a t jeg J a g t e n , D a g e n s a a e ,
Som kosted d i g dit Liv, min G r a a ! « —
10.
H a n s Horn d a gjennem Kløften lød A t k a l d e f r a forgjæves Nød
D e t r æ t t e Hunde, som nu k r ø b Tilbage f r a d e t vilde L ø b , O g t r y k k e d s i g mod Herren ind Med s æ n k e t Hale, k u e t Sind.
E n d n u dog Kløftens hule G a n g Forlænged Jægerhornets K l a n g — Af Dagdrøm Uglerne foer o p O g Ørne s k r e g f r a Bjergets Top,
16
R u n d t om d e m a n g e L y d nu foer, Til E k k o svared som e t Chor.
Med Iil nu J æ g e r e n s k r e d hen A t s ø g e o p en Følgesvend, — Men ofte standsed h a n p a a V e i : — S l i g t sælsomt S y n før s a a e han ei.
11.
Thi D a g e n s sidste Vover gled Mod Vesten over Dalen ned,
Hver P u r p u r - T i n d , hver Fjeldspids vild V a r b a d e t som i Glød o g Ild.
Men ingen S t r a a l e k u n d e n a a e Til Kløftens Bund, som dunkel laae, O g hvor den s k j u l t e Sti s i g vandt R u n d t mangen P y r a m i d e - K a n t , Som o p f r a D y b e t b r a t s i g skjod Med T o p , a f L y n e t splintret, rød, O g rundt m a n g t isoleret Fjeld — Naturlig B o r g for P a s s e t vel, U h y r e , som d e t T a a r n , hvorom P a a Sinars S l e t t e lød Guds Dom.
S n a r t kreneleret Brystværn lig D e Klippetinder formed sig, S n a r t a t t e r s t e g , f a n t a s t i s k , l e t , Med K u p p e l o g med Minaret, Vildt s m y k k e t o g udbuet k j æ k t
17
Som af en indisk A r k i t e k t . * Og- ingen a f d e Borge v a r For Bannere o g Vimpler b a r — Thi hoit f r a deres steile Bred F a l d t i umaalte Skovdyb ned Den vilde Roses H æ n g e r a d O g funklede i Duggens Bad, O g S l y n g e v æ x t e r s Fylde blod For Sommervindens S u k henflød.
12.
Naturen spredte, fri o g vild, Her Blomst o g Plante, modermild.
Viin-Rosen g j o r d e Luften sød, Hassel o g Hvidtjørn sammenskjød, O g Primlens Blomst, bleg-violet, F a n d t i hver Revne Bolig l e t ; Rød Fingerbøl, N a t s k y g g e stod, — Symbol p a a S t r a f o g Overmod, — T æ t ved hinandens Side her
O g blanded deres mørke S k j æ r Med hver en Plet o g h v e r t e t L æ P a a den veirslagne Klippevæg-. L y s Birk o g A s p histnede g r æ d Med hvert e t Blad i Bæven r æ d , Foroven Ask og krigersk E,eg F r a Klipperifter k j æ k t o p s t e g .
18
E n d mere høit, d e r a n k e G r a n e r U d s t r a k t e sine sorte F a n e r , O g g a m l e S t a m m e r ofte h a n g Udover s p a l t e t K l i p p e g a n g ,
Hvis K a n t e r n æ s t e n sammenstødte, S a a Granerne hinanden mødte.
Men allerhøiest glimted hvide Fjeldtinder, a d hvis b r a t t e Side Neddandsed l e t B j e r g b æ k k e s m a a , — D e r k u n d e Øiet n e p p e n a a e
Til Sommerhimlens k i a r e Blaa.
S a a sælsom vild den hele E g n Vel s y n t e s Alfedrømmes H e g n .
13.
Frem mellem K r a t t e t l y s t e s n a r t E t Indsig, t r a n g t o g d y b t o g k l a r t , Som a a b n e d k n a p t , f r a Rand til R a n E t Svømme-Rum for vilde And.
Nu s k j u l t e s d e t a f t y k k e Lunde, Nu mere b r e d t d e t øines k u n d e , S a a Klipper, g r ø n n e Høie s m a a S i g i d e t s m ø r k b l a a Speil g j e n s a a e . J o l æ n g e r J æ g e r e n fremskred
Kanalen blev a l t mere bred — Løvrige B a n k e r meer ei stod Fremspringende f r a Skovens Rod,
19
Men syntes flyde mellem Sivet Som Borge, a f en Grav omgivet.
E n d meer udvided s i g d e t Sund Og- skilte dem f r a Modergrund, Til hver af dem benævnes k a n E n Holme i e t stille Vand.
14.
O g nu for Vandreren d e r ei S i g viser noget Spor a f Vei Til U d g a n g a f den s t æ n g t e Dal, Hvis h a n ei dristig k l a t t r e s k a l Op ad e n S k r æ n t , d e r r a g e r b r a t I Vandet ud. Han t a g e r f a t : E n S t i g e blev ham Gyvlens Rod O g Hasselskud tidt h j a l p h a n s Fod.
D a s a a en aaben P y n t han vandt, E t deiligt Syn for h a m o p r a n d t : Thi, straalende i Aftnens Glød, E n Flade, blank o g gyldenrod,
Loch K a t r i n e8) l a a e for h a m u d s t r a k t 1 a l sin L æ n g d e , a l sin M a g t ,
Med Forbjerg. B u g t o g k r u m m e t Vig, Med Øer, P u r p u r p l e t t e r lig-,
Der o p a f L y s g l a n d s h æ v e sig, Med Bjerge, der som Kjæmper s t a a e , Fortryllet L a n d a t vogte p a a .
20
Mod Syd u h y r e Benvenue Stod høit i m a j e s t æ t i s k Gru O g kasted imod Søen ned
Af K l i p p e b l o k k e vildt e t S k r e d , Som en forgangen Verdens S t e d , O g vilde Skoves g r ø n n e F j æ r D e t s T o p o g Sider d æ k k e d lier, Mens fjernt i Nord mod Himlen stolt Ben'an f J) sin blege P a n d e holdt.
15.
F r a steile F o r b j e r g s k u e d nu Uen V a n d r e r ud, h e n r y k t i H u ;
»O, hvilken Scene,« udbrød h a n ,
»For F y r s t e p r a g t , for K i r k e n s M a n d , Om, p a a hin S k r æ n t , en Ridders Muur, I Dalen blidt e t J o m f r u b u u r !
P a a E n g e n hist, i fjerne Blaa
E t K l o s t e r m i l d t , med T a a r n e g r a a ! Hvor lysteligt d a Horn f r a Borgen F o r j a g e kunde t r æ g e Morgen!
Hvor s ø d t , mod K v e l d , d a klinge k u n d e E n E l s k e r s L u t h i stille L u n d e !
O g , n a a r s a a Midnatsmaanens P a n d e Sio- baded i sølvklare V a n d e , O
Hvor høitidsfuld, f r a Klostrets G a n g , Vigiliemessens fromme S a n g !
21
Mens K l o k k e k l a n g e n over S ø Hist p a a den stille, g r ø n n e 0 E n E r e m i t vel vilde k a l d e
Til, for hvert Slag-, a t lade falde E n Perle p a a sin Rosenkrands Med stille Bøn o g fromme S a n d s !
O g H o r n , o g L u t h , o g K l o k k e r , — alle D e Stemmer skulde venligt k a l d e
Vildfarne V a n d r e r ind til F e s t I oplyst Hal, som ventet G j æ s t !
16.
»Kun L y s t d a v a r a t vandre h e r ! — Men nu — hin Hjort forbandet v æ r ! — Som Eremiten d y b t i K r a t
J e g søge m a a mit L y for N a t . E n Mosbænk bliver Sengen m i n , E n E e g min g r ø n n e Baldakin. —
D o g — lad d e t g a a e ! — p a a J a g t , i K r i g , E n k a n sit L y ei vælge s i g ;
E n Sommernat, i Skov t i l b r a g t , Kun giver lystig Morgenvagt.
Men Folk i denne Vildmark s v æ r m e , Som det v a r b e d s t , s i g ei a t n æ r m e — E t høilandsk Røver-Eventyr
Blev meer end T a b a f H e s t o g D y r . J e g ene e r , — mit Horn s k a l g j a l d e
22
M a a s k e e d e t k a n mit Følge k a l d e , Hvis ei — lad times hvad d e r vil — Mit Sværd h a r prøvet v æ r r e Spil.«
17.
Men n e p p e k l a n g h a n s Horn igjen.
F ø r , s e e ! — som efter L y d e n hen, Frem under g a m l e E e g , d e r h a n g F r a Klippe-Øens g r ø n n e V a n g , E n liden Baad gled over Sø L e t s t y r e t a f en f a g e r Mø.
Den skjød hen over stille B u g t , Som rundt om b r a t t e F o r b j e r g s m u k t S i g bøied i e t y n d i g t S v i n g ,
O g skylled s a g t e Vovers R i n g , F o r Grædepilens blege Blad A t bade med s i t f r i s k e B a d , O g k y s s e , hviskende p a a S t r a n d , D e hvide Kiselstenes R a n d . J u s t Baaden r ø r t e Sølverbred, D a J æ g e r e n forlod sit Sted O g s t o d , i Buske s k j u l t , a t see Den Jomfru ifra S o , den Fee.
Nu Pigen standsed, r e t som hun E n d vilde f a n g e Tonens Grund.
Med opreist Hoved, Blikket s p æ n d t , O g Øret imod L y d e n v e n d t ,
23
Med L o k k e r , frit h e n k a s t e d ' bag-, Med skilte L æ b e r s A a n d e d r a g , Hun stod d e r . som e t Monument Af g r æ s k e K u n s t , i L y t t e n s p æ n d t , Som en N a j a d e , sendt f r a V a n d , A t vogte over Sø o g S t r a n d .
18.
O g aldrig g r æ s k e Meisel h a r E n Nymfe dannet, mere k l a r , E i en Najade, mere h u l d , E i Gratie, meer yndefuld! —
Hvor v a r hun s k j æ r , • s k j ø n d t Sol og' Vind L e t havde brunet hendes Kind ! —
Den k o r t e , lette Arbeidsleg Kun voldte, hendes F a r v e s t e g O g lod, ved h a s t i g Svulmen, see
Glimt a f en Barm, s a a hvid som Snee.
S k j ø n d t ingen Hofskik havde b r a g t E n d hendes S k r i d t til afmaalt T a k t , D o g aldrig F j e d , meer l e t o g fort, F r a Lyngblomst rysted D u g g e n b o r t ; Selv liden Klokkeblomst, s a a fin, S i g reiste efter bendes Trin.
Skjondt hendes Tale røbed K l a n g Af Fjeldets Maal, den lød som S a n g ,
24
S a a sølver-reen, s a a blød, s a a mild, A t aandeløs man lytted til.
19.
E n Høvdings D a t t e r vist hun v a r , Thi Silke-Plaid o g Snood l n) hun bar O g g y l d n e S p æ n d e r , — hendes D r a g t Vel robed ædel Byrd o g M a g t .
E i ofte Jomfrubaand v a r l a g t S a a s k j ø n t i rige L o k k e r s P r a g t , Hvis sorte Glands vel k u n d e bringe Til S k a m m e selve Ravnens V i n g e ; E i ofte om en Barm s a a hvid V a r Plaiden l a g t , med æ r b a r F l i d ; O g aldrig S p æ n d e , gyldenstolt,
Dens Silkefolder sammenholdt Vel over bedre H j e r t e s S l a g , — S a a mildt o g g o d t , som Vaarens D a g . Vil D u udforske Ellens Sind
See k u n i hendes Øie i n d ! Loch K a t r i n e ei i dybblaa Speil Gjengav meer trofast K y s t e n steil, E n d h e r fribaarent Blik D i g l æ r t e Hver Følelse i hendes H j e r t e : Hvad enten Glæde dandsed fro I hendes morke Øies Bo,
Hvad heller S o r g o g Medynk kræved
25
E t S u k , som d y b t a f B r y s t s i g h æ v e d ; Hvad enten barnlig Ømhed varm
Opildned hendes D a t t e r b a r m , Hvad heller y d m y g A n d a g t d e r E n Bøn opsendte, Himlen n æ r , — Hvad heller en Fornærmers Ord F r e m k a l d t e Harmens Aand, som boer S a a d y b t hos Folkene i Nord.
E n Følelse d o g d u l g t e hun Vel pigestolt i H j e r t e t s Grund,
S k j ø n d t reen hun følte Flammen s t i g e ; — Behøver j e g dens Navn a t s i g e ?
20.
D a Hornet t a u g , hun hæved k l a r Sin Røst, som Vinden k j æ r l i g b a r :
»Fader!« — hun r a a b t e — o g hver K l i p p e Den søde L y d k n a p t vilde slippe.
Hun standsed lidt. D e r kom ei Svar.
Hun r a a b t e a t t e r : »Malcolm, v a r
Den H o r n k l a n g din?« — L i d t mindre k l a r D e t Navn dog hendes Stemme b a r ,
S a a E k k o ei d e t k u n d e f a n g e .
» E n Fremmed e r j e g — v æ r ei bange« — S a a t a l t e Jægersmanden prud
Mens han f r a K r a t t e t t r a a d t e ud.
D o g Pigen, s k r æ m t , med h u r t i g t Stød 2
26
Sin lille Baad f r a Stranden s k j ø d , O g d a hun fjernet v a r f r a K y s t H u n t r a k sin Plaid t æ t over Bryst.
( S a a o p s k r æ m t S v a n e vilde svinge S i g bort, o g pudse krøllet Vinge).
Nu s i k k e r , d o g forvirret e n d , H u n p a a den Fremmede s a a e hen O g i k k e s a a e h a n ud s a a ry, At Piger s k u l d e for ham flye.
21.
Vel havde Manddomsaldrens Magt S i t P r æ g a l t p a a h a n s Aasyn l a g t ,
Men d o g ei s l u k k é t freidig I ro O g Ungdomsild, som h a d e r R o ; End f y r i g t , m u n t e r t Sind d e r stod O g ViUiekraft o g f r y g t l ø s t Mod, O g Blikkets L y n g l i m t , o p t æ n d t s n a r t Til h a s t i g E l s k o v , Vredes F a r t .
H a n s Lemmer s t ø b t ' i mandig F o r m , For J a g t e n s I d r æ t , Krigens Storm ; O g , s k j ø n d t nu k l æ d t til t r e d e n s Færd O g vaabenløs, k u n med e t S v æ r d , H a n s stolte Holdning viste vel A t ædelbaaren var h a n s S j æ l , Som b a r han Grevekronen r a n k O g t r a a d t e frem i Harnisk b l a n k .
27
L e t han sin ringe Nød berørte, Fortalte, hvad der hid ham førte.
Hans Tales Strøm flød s m u k o g fri Med Anstrøg- a f G a l a n t e r i ;
Dog Tonen lød, s k j ø n d t blid o g s k j ø n . Meer vant til Byden, end til Bøn.
22.
E n Stund s a a e Pigen p a a ham hen O g svared d a , nu t r y g i g j e n :
»End høilandsk H a l s t a a r aaben vel t o r vildsom V a n d r e r over Fjeld — O g ei uventet kom D u frem
Til Øen hist, vort vilde Hjem.
Før D u g g e n end a f Heden s v a n d t E t Leie v a r dig r e d t , f o r s a n d t ! P a a ' B j e r g e t , som h i s t g l ø d e r r ø d t . H a r R y p e r a l t o g Aarfugl blødt, O g vore N e t i Søen faldt
At skaffe til din Kveldsmad Alt.«
»Nu, ved Guds K o r s , - h e r feiler D u , Min f a g r e Mø« — han s a g d e nu —
» J e g h a r ei R e t , ved E d e r s Fest At hilses som en ventet G j æ s t . E n Vandrer, Hændelsen hid bar', Vei, Følge, H e s t j e g mistet h a r , O g aldrig j e g — D u Vene, h ø r ! — H a r a a n d e t E d e r s Bjergluft, før
Ved denne Fjeldsos Tryllestrand J e g f a n d t e n F e e i Alfeland.«
23.
» J e g g j e r n e troer« — lod Pigens S v a r , Mens hendes Baad s i g nærmed s n a r —
» J e g g j e r n e troer, a t ei dit Fjed H a r for b e t r a a d t Loch K a t r i n e s Bred.
O g d o g , i g a a r , mens Kvelden led, H a r g a m l e Allan f o r u d s a g t
D i t Komme, o g din vilde J a g t . G r a a h æ r d e t S e e r u) havde vendt
S i t Blik mod Fremtid — Alting k j e n d t : H a n s a a e din H e s t , en Skimmel g r a a , Som død indunder Birken l a a e ,
Beskrev din F o r m , din Mine høi , D i n J æ g e r d r a g t af L i n c o l n - T ø i ; D e t g y l d n e Horn med K v a s t e r p a a , D e t Sværd med k r o g e t Blad h a n s a a e , D e n H u e , s a t med Heirefjær,
O g d e t o s o r t e H u n d e der.
H a n bod, a t ordne A l t til F e s t , Til V e l k o m s t for e n ædel G j æ s t . Men l e t j e g t o g h a n s Spaadom k u n . O g d a henover Sø o g L u n d
N y s fjerne E k k o H o r n k l a n g bar — J e g troede, d e t min F a d e r s var.«
29
25.
D e n J æ g e r smiled : »Eftersom J e g l i g en Vandre-Ridder kom
Her til dit Hjem, du Blomst for P i g e r Forud f o r k y n d t a f g r a a Sandsiger, O g udentvivl i S k j æ b n e n s S k r i f t Bestemt til alskens s t o r Bedrift, — S a a vil j e g trodse glad hver F a r e ,
N a a r k u n f r a disse Øine k l a r e E t venligt Blik vil mit b e s v a r e ! Tillad mig først den l e t t e D a a d At s t y r e over Strøm din Baad.«
Med s k j e l m s k e Smil n u P i g e n s a a e Ham uvant Arbeid t a g e p a a ,
Thi sjældent før, om n o g e n g a n g , H a n s fine Haand en A a r e t v a n g . D o g t o g han f a t med K r a f t , vel s t o r , S a a Baaden over Søen f o e r ,
Mens Hundene den f u l g t e b a g Med o p r a k t Hoved, Piben s v a g . E i m a n g e G a n g e Aaren faldt I Søens Speil, som mørkned a l t , For d e til Klippe-Øen v a n d t
O g Baaden f a s t ved Bredden b a n d t . 25.
Den Fremmede s a a e r u n d t om S t r a n d . Men lige ned til Søens Rand
30
V a r A l t s a a t æ t o g vildt b e s a t Med Underskov o g t y k k e K r a t , A t i n t e t Sted ham m æ r k e lod E n Vei for menneskelig' Fod.
For Bjergets Mo g i k foran i E n s k j u l t , uanet Klippesti, D e r bugted s i g imellem K r a t t e t Hen til en a a b e n Eng% indfattet Af Taarepiil o g Birkelund, Uvis Grene feied g r ø n n e Grund.
Eler, til e t S k j u l i F a r e n s S t u n d , E n Høvding havde reist e t Bu ur.
Ukunstlet, vildt, som S k o v n a t u r . 26.
D e t v a r e t H u u s , vel g a n s k e s t o r t . Men p a a en sælsom Maade g j o r t Af E m n e r , d e r , f r a S k o v r u n d t o m , Bygherren let i Hænde kom.
Af E e g o g A s k d e g a m l e S t o k k e , R a a t h u g g e t til i s v æ r e Blokke, V a r p a a hinanden sammenlagt Til V æ g g e n r a r i Hoide b r a g t , i
Mens L e e r o g Mos i hver en S p r æ k k e Mod b a r s k e Vinde s k u l d e d æ k k e . De r a n k e Graners l e t t e L a g Derover danned S p æ r r e t a g ,
31
O g t o r r e t L y n g o g Siv d e r p a a Som rodbrun Overdækning l a a e . I V ø s t , mod E n g e n u d , man s a a e E n landlig S v a l g a n g , luftigt p a a Naturlig Søilerække b a a r e t Af F y r , med Barken u b e s k a a r e t . D e r havde E l l e n s fine H a a n d S m u k t l æ r t a t slynge s i g i Baand
Vild Viin o g E f e u , Blomsten s k j æ r Som Navn af Jomfruburet b æ r , O g Clematis, — d e P l a n t e r bolde, Som Katrines s k a r p e L u f t udholde.
L denne Forhal standsed hun Nu lidet, o g med Smil om Mund Til J æ g e r e n hun s a g d e k u n :
» P a a k a l d nu Himlen o g din F r u e , O g træd s a a ind i T r y l l e - S t u e ! «
28.
»Mit H a a b , min Himmel o g min Tro Maa være, D i g a t folge f r o ,
Min søde Forer!« — Dermed skred Han over Husets T æ r s k e l bred.
I samme Øieblik en K l a n g
Af s k a r p e S t a a l i Hallen s a n g — Til Panden foer hans Blod i H a r m , Men s n a r t han mærked blind A l l a r m ,
32
D a h a n , som A a r s a g til den L a r m , E t b l o t t e t Sværd p a a Gulvet s a a e , F r a Skeden f a l d e t , som end p a a E n K r o n h j o r t s brede T a k k e r s l a n g . Thi r u n d t om V æ g g e n e d e r h a n g Til Prydelse, om ei til P r a g t , Trofæer ifra K a m p o g J a g t : E t L æ d e r s k j o l d , e t J a g t h o r n her, E n S t r i d s ø x hist., e t J a g t s p y d d e r , — S a a S v æ r d e , Buer, Piles Bundt,
O g Vildsvins H u g g e t æ n d e r r u n d t . H e r g r i n e r Ulven, som i D ø d , O g h e r V i l d k a t t e n s P e l s , s a a blød O g s p æ t t e t , p r y d e r E l g e n s Horn O g P u k k e l - O x e n s , k j e n d t tilforn.
M a n g t Banner, endnu blodbestænkt S k j ø n d t falmet, v a r f r a L o f t e t h æ n g t , O g Skind a f D a a d y r , hvidt o g brunt, Af Odder, S æ l , b e k l æ d t e l u n t
H v e r Side med T a p e t e r t y k k e — S a a v a r den Skovhals vilde S m y k k e .
28.
D e n Fremmede med Undren s a a e S i g om i Hallen, løfted p a a
D e t faldne S v æ r d . — Vel i k k u n F a a E n Arm besad, hvis Seners M a g t
33
D e t kunde holde fuldt u d s t r a k t . O g mens han S v æ r d e t veied, s v a n g , H a n s a g d e : » I k k u n E n e n g a n g J e g h a v e r k j e n d t , som m a g t e d svinge P a a S l a g e t s Mark en s a a d a n Klinge.«
Hun s u k k e d , smiled, svared n u :
» S k y t s k j æ m p e n s Sværd h e r s k u e r l)u S a a l e t d e t s k j æ l v e r i h a n s H a a n d , Som i mit Greb e n H a s s e l - V a a n d . Min F a d e r s Hoide, S t y r k e k a n Mod Ascabarts 1 2) vel holde S t a n d , Men nu, i K j æ m p e n s F r a v æ r , finder D u h e r k u n g a m l e Folk o g Kvinder.«
29.
Nu H u s e t s Frue viste sig, Af moden Alder, s t a t e l i g ,
Med ædel Holdning, l e t t e Gang-, Som k u n d e sømme F y r s t e - R a n g ; Til hende E l l e n , i s i t Savn Af Moder, g a v en Moders Navn.
Sin G j æ s t hun varmt velkommen bod O g hver en hoflig S k i k adlød
Som Gjæstfrihed vel k r æ v e k a n , S k j ø n d t ei hun æ s k e d Navn o g S t a n d S a a æ r e d e man d a e n G j æ s t ,
At a r g e s t Uven i en F e s t
34
H o s en Dødsfjende k u n d e blive Og- u s p u r g t a t t e r s i g bortgive, N a a r G j æ s t e b u d e t vel v a r e n d t . D o g g a v den Fremmede s i g k j e n d t Som » J a m e s Fitz J a m e s af S n o w d o u n , H a n s i g e r , h a n i Arv besidder
E t L a n d g o d s , vel k u n b a a r d t o g g o l d t , Men som h a n s F o r f æ d r e h a r holdt Yed deres g o d e Skjold o g Sværd F r a Arildstid. I s a a d a n Færd H a n s F a d e r falden v a r , o g ban — Gud b e d r e ! — v a r o g i den S t a n d , A t m a a t t e v æ r g e for sit Land
Yel t i d t endnu, med S v æ r d e t s M a g t . I m o r g e s , p a a Lord Moray's J a g t , Omsonst forfulgte h a n en H j o r t , Kom l a n g t f r a K a m m e r a t e r bort, S a a misted h a n sin G a n g e r god O g vandred hertil p a a sin Fod.«
30.
F o r g j æ v e s d o g den Riddersmand Nu E l l e n s F a d e r s Navn o g S t a n d O g vented a t f a a e a a b e n b a r ' t . Matronens Adfærd robed k l a r t A t store S t æ d e r s , Hoffers S k i k Hun h a v d e prøvet med sit Blik,
35
O g Ellen, s k j ø n d t h u n k l æ d t e s med Skovpigens simple Yndighed,
D o g viste s i g a f ædel S l æ g t
I Aasyn, Form o g S p r o g e t s V æ g t : — D e t vilde v æ r e t underligt
I ringe S t a n d a t finde s l i g t E t Blik, o g e t s a a dannet Sind.
Hvert V i n k , som Ridderen g a v ind.
F r u M a r g a r e t med Taushed svared, O g Ellen Spogens Form bevared O g over hver en Fritten gled Med s k j e l m s k , uskyldig Munterhed.
»Spaakvinder e r e vi, som- boe F r a Bylarm fjernt, i Dalens Ro.
Vi let p a a Blæstens G a n g e r h a s t e , Vor Seid p a a Riddere vi k a s t e , O g til usynlig S t r e n g e k l a n g Vi s y n g e dem vor Tryllesang.«
H u n s a n g , o g virkelig dertil Lød en usynlig H a r p e s ] 3) S p i l :
21.
S a n g :
»Kriger, h v i l ! —- E n d t e r din K a m p . Sov den Søvn, som A l t f o r g j e t t e r ! Drøm e i meer om S l a g e t s D a m p ,
2**
T
36
F a r e n s Dag-e, v a a g n e N æ t t e r ! I vor Skov-Øs Trylleha!
Useet H a a n d dit L e i e breder, Alfeharpens Tonefald
H v e r din S a n d s t i l Slummer freder.
K r i g e r , hvil! — E n d t e r din S t r i d ! Drøm ei rneer om S l a g e t s Tid,
Sov den Søvn, som Alt f o r g j e t t e r — Morgnens Møie, v a a g n e N æ t t e r ! — E i d i t Øre h e r s k a l n a a e
K l a n g a f V a a b e n , H e s t e s T r a m p e n — I n g e n Pibroch I 4) k a l d e p a a
Clanens vilde T r o p til K a m p e n . D o g k a n vel ved D a g g r y h e r L æ r k e n s s k a r p e Pibe komme, O g f r a sivbevoxet K j æ r
Brumme k a n Rørdrummens Tromme.
Mere h a a r d e L y d d o g h e r S k a l d i g i k k e komme n æ r — I k k e V a g t r a a b , H e s t e s T r a m p e n , I k k e Clanens Kald til K a m p e n ! «
32.
H u n standsed — rødmed, — d e r p a a s a n g F o r Aftnens G j æ s t hun nok e n g a n g .
O g hendes Stemme, blød o g k l a r ,
37
S a a l æ n g e Tonefaldet b a r ,
Indtil Minstrellens Vers o g T a k t P a a hendes L æ b e r blev f r e m b r a g t :
S a n g e n f o r t s a t :
» J æ g e r , hvil! — Din J a g t e r e n d t ! Men vor Trolddom p a a d i g falder.
Drøm ei, a t , n a a r Sol e r t æ n d t , Hornklang over Soen k a l d e r ! S o v ! — Nu Hjorten e r i Hi, N æ r d i g ligge dine Hunde.
S o v ! — O g drøm ei om hin L i . Hvor din Hest fik Dødens Vunde.
J æ g e r , hvil! — Din J a g t e r e n d t . l æ n k ei, a t n a a r Sol e r t æ n d t , Hornet s k a l f r a Skoven g j a l d e — Ingen L a r m s k a l h e r d i g k a l d e ! « —
33.
Rømt blev nu Hallen, L e i e t redt
For Gjæsten der, — a f Fjeldlyng s p r e d t , Hvor ofte hundred G j æ s t e r l a a e
O g D a g e n s J a g t i Drømme s a a e . Lyngblomsten d o g sin Fjeldduft sød Forgjæves om h a n s Hoved g j ø d , E i heller F i l e n s Tryllesang Hans Hjertes Feberslag betvang.
38
I b r u d t e Drømme m a n g t e t Billed Af F a r e r , Nod for h a m s i g s t i l l e d : — l i a n s H e s t i K r a t t e t nu m a a doe, N u s y n k e vil h a n s Baad i Sø, N u leder h a n opløste H æ r e ,
H a n s Banner faldet — t a b t hans Æ r e ; S a a , — Himlen n a a d i g mig bevare F o r denne v æ r s t e N a t t e m a r e ! — H a n s Ungdoms Scener k o m igjen Med Billeder a f mangen V e n , Som d e n g a n g , selv s a a tillidsfuld, H a n h a v d e holdt s a a t r o som Guld.
Igjen h a n s S j æ l til dem g a v S v a r ,
Hvis H j e r t e r l æ n g s t h a m fremmed' v a r ! — 1 d u n k l e T o g kom h a m imøde
D e K o l d e , Troløse, d e D o d e ;
S a a varm hver H a a n d , * s a a k l a r t h v e r t Blik, Som om d e t v a r i g a a r , d e g i k .
Ved d e t t e S y n h a m Tvivl b e t o g — A k . skuffed h a m h a n s S a n d s e r dog?
H a r h a n k u n drømt om Død, om Svig? — E r A l t k u n D u n s t , hvad viser s i g ? —
34.
Tilsidst h a n s y n t e s , han i L u n d Med Ellen g i k , en E l s k o v s s t u n d ; — Med Rødmen, S u k hun lytted t i l ,
39
Varm v a r h a n s Bon — h a n troer, hun vil;
Til hendes Haand h a n s ø g t e bold — Men g r e b k u n om en H a n d s k e kold.
P h a n t o m e t K j o n nu skifted om, P a a Hovedet en Hjelm der k o m : E n K j æ m p e s Maal d e t langsomt fik
Med mørknet Kind o g V r e d e s b l i k ; G r a a s k j æ g g e t , som dets Ansigt var, D o g Lighed det med Ellens bar.
Han vaagned, stønnende a f S k r æ k , O g g j e n t o g Nattens D r ø m m e t r æ k . E n d ulmed Arnens sidste Glød O g spredte L y s n i n g , dunkelrød, Som halvt lod see, h a l v t d u l g t e a l Den vilde P r y d r u n d t om i H a l . Derblandt h a n stirred p a a d e t S t e d , Hvorfra hint store Sværd h a n g ned, O g T a n k e efter T a n k e j o g
Igjennem ham som vilde T o g , Til h a n , a t k l a r n e oprørt Sind, Stod o p , g i k ud i Maanens S k i n .
3 5 Vildrosens, Gyvlens rige D u f t D e r u d e fyldte rene L u f t ,
D e r Birken Balsamtaarer g r æ d , Selv Aspens Blade sov i Fred
40
O g Sølverlyset glimted over
D e t stille Fjeldvands b l a n k e Vover. — Vildt m a a t t e vel d e t H j e r t e s l a a e Som h e r ei k u n d e Freden f a a e . H a n følte den, vor Ridder, t y s t , Mens s a a h a n t a l t e i s i t B r y s t :
»Hvor kommer d e t , a t hvor j e g g a a e r Hin faldne S l æ g t min T a n k e n a a e r ? K a n j e g en Bjergets Mo ei s k u e , F ø r h u n h a r Douglas-Øiets L u e ? K a n j e g ei s e e e t høilandsk Sværd F o r d e t k u n Douglas's Haand e r værd K a n j e g en Feberdrøm ei b y g g e F ø r den e r fuld a f Douglas's S k y g g e ? J e g vil ei drømme meer — en Mand I Søvne selv s i g s t y r e k a n .
Min Midnats Bøn j e g siger over, — S a a g a a e r til Ro, o g drømløs sover.«
Sin Bøn h a n s a g d e , tillidsfuld, — E n Bøn for hver en Perles Guld ; — Til Himlen g a v h a n a l sin Kummer O g s a n k i uforstyrret S l u m m e r . Til s k i n g r e n d e A a r h a n e n goel O g Benvenue stod rød i Sol.
i •jm , . il
'
wm . m&m
1.
V e d Gry Tiuren pudser sorte V i n g e . Irisken hilser Morg-nen med sin S a n g ,
Naturens Børn nu føle A l t udspringe Til L i v i g i e n , ved D a g e n s første K l a n g . O g mens hin lille Baad f r a Bugten g'lider A t føre Vandreren p a a Vei i g i e n ,
H a r friske Morgenluft f r a B j e r g e t s S i d e r Til Kvad o p v a k t en gammel S a n g e n s Ven.
Blidt over Søen lød din S a n g d a hen Til H a r p e n , O hvidhaared' A l l a n b a n e !1) .
2.
S a n g :
»Meer h u r t i g t slynges D r a a b e n ei Hist ifra Aaren h e n ,
Meer h u r t i g t smelter Striben e i , Som hist betegner Baadens V e i , E n d Mænd a f deres T a n k e r s l a a e Hvad Godt i fordums Tid d e s a a e . T h i , F r e m m e d e , f a r over Sø — T æ n k i k k e meer p a a ensom 0 !
44
s i fe
Hoi Plads for D i g ved Hoffets P r a g t , Høi P l a d s i S l a g e t s R a d !
God F a l k o g Hund for Skovens J a g t ! — Hvor Skjonhed s e e r d e T a p p r e s M a g t , Du Prisen vinde g l a d !
Tro, som dit S v æ r d , din Ven o g v æ r ! Din D a m e t r o f a s t , mild o g k j æ r ! — I E l s k o v s , V e n s k a b s Smil lad døe K u n Mindet om vor stille 0 ! —
Men seer i Syden D u e n g a n g E u P l a i d - M a n d vandre o in,
Hvis s j u n k n e Mod o g t u n g e G a n g O g hule Kind o g S u k k e n l a n g Af Høilands - Hjemvee k o m , — D a , K r i g e r , d a Du vise m a a ,
D u k a n e n V a n d r e r s Vee f o r s t a a e ! — H u s k d a dit Held ved denne S o : E n Fremmed p a a vor stille 0 ! — O g hvis p a a Livets falske H a v D i t S k i b s k a l Uheld see, —
Hvis D u , s k j ø n d t trofast, k l o g o g brav, Maa s ø g e en Landflygtigs Grav
I Mangel, S o r g o g V e e —
45
Spild ei e t S u k for L y k k e n s T a b , For Hoffolks, Venners U t r o s k a b !
Mon kom d a hid k u n , over Sø, A t finde Havn p a a ensom 0 ! « —
4
Som Tonerne p a a Bolgen svandt, Fastlandets Bred nu Baaden vandt. — O g for a d Veien frem han g i k
Vor Vandrer k a s t e d l a n g t e t Blik Tilbage, hvor p a a Øens Strand H a n g a m l e S a n g e r oine k a n , Som sad der, lænet mod e t T r æ , S a a visnet, g r a a t o g uden L æ ,
Som selv han gammel v a r o g runken.
S a a sad h a n , d y b t i T a n k e r s j u n k e n ; Æ r v æ r d i g h a n sin P a n d e hæved Mod Himlen op, som om han kræved Af Morgensolens Flamme mild
E n F u n k e a f Begeistrings Ild.
Hans H a a n d , l e t over S t r e n g e n l a g t , K u n syntes vente Ilden v a k t .
S a a stille sad h a n , som d e Tro D e r vente S k j æ b n e n s Dom i Ro, S a a stille, som ei Luften voved E n L o k a t løfte f r a hans Hoved,
46
S a a stille, som v a r selve L i v e t Med H a r p e n s sidste L y d hengivet.
5 .
P a a m o s d æ k t K l i p p e E l l e n sad D e r ved h a n s Side — smiled g l a d . G j a l d t d e t t e Smil den s t o l t e And, Som førte Ynglen over V a n d , Mens hendes lille H u n d med Gjoen F o r g j æ v e s f u l g t e dem f r a Øen?
D o g siig mig, h v e r erfaren P i g e , Hvi monne hendes Rodmen s t i g e ? - Tilgiv, tilgiv, o Trofasthed! — M a a s k e e d o g Moen sniiled ved A t see hin V a n d r e r hist p a a Fjeld Tilvifte hende m a n g t Farvel? — A k , s k j o n n e D a m e r ! — for I finde At burde domme min Heltinde, Viis m i g den Mo, som med F o r a g t K a n s k u e Hylding, Skjønhed b r a g t
6.
Mens end h a n dvæled p a a sin Vei, D e t var, som E l l e n s a a e ham ei. - Men, d a i Skoven ind han vendte, E t Afskedstegn hun d o g ham sendt Tidt siden h a r den Ridder s a g t ,
47
A t aldrig blev en K r a n d s ham b r a g t P a a festlig D a g , af s k j ø n n e s t H a a n d . Med Perlers o g Juvelers Baand, D e r varmed s a a h a n s H j e r t e s Væld, Som d e t t e stumme, bly Farvel.
Nu med en Svend, d e r fore k u n d e , O g f u l g t af sine sorte Hunde H a n g i k . E n d Pigen, ubevidst, I a g t t o g ham p a a Stien hist.
Men, d a h a n s stolte Form forsvandt.
E n R o s t i hendes Barm o p r a n d t :
»Din Malcolm! — D u Forfængelige!«
Samvittighed d a vilde s i g e :
»Din Malcolm havde i k k e s a a
E n sydlandsk T u n g e l æ s p e t p a a , — S a a havde Malcolm ei sit Blik
Til Åndre vendt, — k u n did, Du g i k ! V a a g n , Allanbane« — hun r a a b t e nu Til gamle Minstrel, — »Drømmer D u ? V a a g n o p ! — J e g vil din H a r p e give E t E m n e , som den s k a l oplive! — D i t H j e r t e varmes, mens D u k v æ d e r Høit om de Græmers Heltehæder!« — K n a p t undslap hende d e t t e Ord
F ø r Pigens Blod til Kinden foer, T h i a f sin Clan som Blomst p a a Fjeld Ung Malcolm G r æ m e2) blev hilset vel.
48
7.
Minstrellen n u sin H a r p e slog.
T r e g a n g i S t r e n g e n e h a n t o g , T r e g a n g den s t o l t e K l a n g igjen 1 sorgfuld Mumlen dode hen.
D a folded han d e r u n k n e H æ n d e r O g s a g d e : » Æ d l e Mø, D u vender Forgjæves n u min H u til S a n g — Mig lyder ei meer H a r p e n s K l a n g ! A k — nu e n m e r e m æ g t i g H a a n d E n d min, h a r l a g t p a a S t r e n g e n Raand J e g rorer Glædens S t r e n g — men s e e ! Mig s v a r e r m a t k u n L y d a f V e e , Den s t o l t e Seiersmarsch n e d s y n k e r Til S u k , som for d e Døde k l y n k e r ! V a r d e t s a a vel, a t k u n for mig Den S ø r g e s a n g bebuded s i g ! — H a r denne H a r p e , d e r e n g a n g L e d s a g e d Hellig Modans ' ) S a n g , E n d , som a f mine F æ d r e s a g t , Den u n d e r b a r e S p a a d o m s m a g t Sin H e r r e s Død a t sige f r a : Velkommen min L i i g k l o k k e d a !
8.
Men a k , mit B a r n , s a a s u k k e d den Hin Kveld, din Moder segned hen,
49
O g s a a d a n kom dens dumpe L y d Imens j e g s t e m t e den til F r y d , Kom, spildende a l Festens Glæde, Til S k r æ k for mig, som m a a t t e k v æ d e , O g jamrede, imod mit K a l d ,
L y d t gjennem Bothwells B a r m e r - H a l , F ø r Douglas's S l æ g t4) blev styrted ned F r a Høihed i L a n d f l y g t i g h e d !
O, s k a l min H e r r e s H u u s n u see E n d større Uheld, S o r g o g Vee, E r Noget Ondt for Ellen g j e m t
I Strengen, som s i g selv h a r s t e m t , — D a ingen Fremtids Barde maa
D i g , mørke H a r p e , mere s l a a e ! E n k o r t , en sidste S t r e n g e k l a n g E n d lyde s k a l , en Smertens S a n g — S a a s k a l du splintres h e r p a a 0 , — Din H e r r e ved din Side døe!«
9.
Formildende d a svared h u n :
»Min gamle Yen, v æ r rolig k u n ! Din Alders F r y g t h a r ingen Grund.
For D i g hver Melodi e r k j e n d t Som H a r p e , Pibe h a r u d s e n d t I L a v l a n d s D a l , i høilandsk Glen,
F r a Tweed til S p e y — hvor S a n g kom hen.
3
50
Hvad Under d a , om m a n g e n g a n g U k a l d t e Toner a f en S a n g . A l t l æ n g e bundet i dit Minde, K a n af s i g selv hos D i g oprinde, O g blande Krigermarschens F r y d Med I ) o d n i n g - K l a g e n s dumpe L y d ? K u n liden Grund e r nu til F r y g t : Vi boe j o u k j e n d t h e r , men t r y g t . Min F a d e r , s t o r i medfødt M a g t , Opgivende sit Gods, sin P r a g t , B æ r ' S k j æ b n e n j o med roligt Sind, Som E g e n hist, d e r t r o d s e r V i n d :
Dens L ø v p r a g t Stormen k a n henføre D e n s æ d l e S t a m m e a l d r i g r ø r e ! F o r m i g " — h e r bøied hun sig, o g E n Klokkeblomst f r a G r æ s s e t t o g : —
»For mig, som k n a p t k a n see t i l b a g e Til Mindet om meer stolte D a g e — D e n lille Blomst, som e l s k e r L y , K a n v æ r e mit Sind billed b l y :
Den d r i k k e r Himlens D u g s a a g o d t Som Rosen selv ved K o n g e n s S l o t ; O g s æ t t e r j e g den i mit H a a r , — Allan — d a e r d e t Bardens K a a r A t s v æ r g e p a a , i h e n r y k t Tone, H a n a l d r i g s a a e en bedre Krone!«
51
H u n smilte, slynged vilde K r a n d s I sine mørke L o k k e r s Glands.
10.
Og- hendes Smil o g hulde S p ø g D e t t u n g e Sind f r a Barden s t r ø g . Som fromme Mænd p a a E n g l e see, Der mildt husvale deres Vee, S a a han betragted hende, til Af Stolthed o g a f Medynk mild E n T a a r e over Kinden r a n d t . D e r p a a han a t t e r Ordet f a n d t :
»Du yndeligste, bedste M ø ! — K u n lidet, h e r p a a ensom 0 ,
D u kjender, hvad din S l æ g t h a r fristet, Hvad R a n g , hvad Hoihed Du h a r mistet O, m a a t t e j e g opleve d o g
A t see D i g p r y d e festligt T o g
Ved Skotlands Hof, dit r e t t e S t e d ! — A t see min Yndlings l e t t e Fjed
Fremtrine d e r i Kongens D a n d s , Den Skjønneste i a l hin G l a n d s : F o r hvpr e n Ridder Hjertestik, E n Ledestjerne for hvert Blik, —
»Blodhjertets Dame« ') — hendes Gunst, E t E m n e for hver Bardes Kunst.«
4*
52
11.
»Vel s k j ø n n e Drømme« — s a a hun t o g Til Orde l e t — men s u k k e d d o g :
»Mig e r d o g i n o s d æ k t K l i p p e vel M e e r v æ r d , end Stol med Silketjeld ; Meer l e t min Fod i Hofdands vil E i t r æ d e , end i landlig Ril,
Hofskjaldens S a n g , om n o k s a a fin, J e g hører ei s a a g l a d , som din.
Hvad a n g a a e r Beilere, d e høie,
Som for min M a g t s i g s k u l d e b ø i e : — D a h u s k — j e g f æ n g s l e r med mit Blik Selv m ø r k e Ridder Roderik —
D e n S a x e r s S t r a f , Clan Alpins L v s t , D e n R æ d s e l for L o c h Lomonds K y s t ! — H a n s t a n d s e vil, mig til B e h a g ,
E n L e n n o x - P l y n d r i n g — for en D a g ! « 12.
D e n g a m l e S k j a l d sin Glæde t v a n g :
»Slet v a l g t din S p ø g v a r d e n n e g a n g ! S a a vidt den Høvdings R y heniled, Hvo n æ v n t e Roderiks Navn, o g sruiled ? I Holyrood en Mand han slog1'); — J e g s a a e , d a Dolken h a n uddrog, Hofmændene a t vige b a n g e
F o r bolde D r a b s m a n d s S k r i d t , de l a n g e ,
53
O g siden, s k j ø n d t en fredløs Mand, H a r k j æ k t h a n holdt s i t Fjeldeland.
Hvem ellers Dristighed yel f a n d t — A k , vee mig, a t j e g t a l e r s a n d t ! — A t give Douglas, d a hans L i g e Udstødte h a m a f Kongens R i g e Som j a g e t D y r ' ) , e t Tililugtsted, D e t s i k k r e , h e r vi g l æ d e s ved?
Ak, denne vilde Høvding k u n
Os yded H j æ l p i Nødens S t u n d ; — O g nu, d a D u e r v o x e t s k j ø n , H a n s k u e r i din H a a n d sin L ø n . S n a r t k a n Dispensen, s ø g t f r a Rom, Hidbringes — maaskee a l t den k o m ! — D a , s k j ø n d t Landflygtig end p a a Fjeld, Din F a d e r , som en Douglas, vel
S k a l endnu holdes høit i A g t ; — O g s k j ø n d t D u h a r p a a Roderik M a g t , S a a , a t D u med en Silketraad
H a m k u n d e l e d e ! — H ø r mit R a a d , O e l s k t e M ø ! — V o g t vel din T a n k e — Din Haand e r p a a en Løves M a n k e ! «
13.
Hun svared, mens f r a hendes Blik Den stolte Faders Sjæl u d g i k :
«Min Gjæld til Roderiks H u u s jeg veed,
54
O g al en D a t t e r s K j æ r l i g h e d J e g s k y l d e r L a d y M a r g a r e t : Hun t o g sin S ø s t e r s B a r n , d a d e t Fordrevet v a r f r a F æ d r e s Borg O g pleied d e t , med Modersorg.
O g hendes t a p r e S o n . som g o d t Mod Vredeslyn f r a S k o t l a n d s Drot
Min F a d e r s k j æ r m e d , vel j e g v e e d , J e g s k y l d e r d y b Taknemlighed.
0 k u n d e j e g med Blod b e t a l e ! — Allan — lad Roderik befale
Mit Blod, mit Liv — men ei min Haand, Thi fri e r E l l e n Douglas's A a n d !
Som klosterviet g a a e r hun heller A t dvæle i Maronnans Celler, O g h e l l e r , l a n g t f r a denne 0 , 1 fremmed L a n d , hinsides S ø , Hvor s k o t s k e T a l e ei e r f ø r t ,
Hvor Douglas's Navn e r a l d r i g h ø r t . Vil hun som Pilgrim vandre om O g t a a l e Y n k i Fattigdom
L a n g t heller d e t , — end blive h e r O g æ g t e d e n , hun ei h a r k j æ r !
14.
D u r y s t e r , V e n , din Sølverlok? — Dit Blik h a n s Forsvar t a g e r nok. —
55
Men hvad k a n d e t mig- sige meer E n d hvad j e g selv g o d t veed o g s e e r ? J a , d r i s t i g , t a p p e r e r han v e l ,
Men vild, som Bracklins Fossevæld;
Høimodig, n a a r ei s k i n s y g t Blod O g Hevntørst ildner o p h a n s Mod.
J e g t i l s t a a e r , h a n i V e n s k a b s Baand E r tro, som Sværdet til hans H a a n d ; — Men a k — den samme Klinge bred * For Uven ei af Naade veed.
Gavmild h a n e r , n a a r til sin Glan H a n k a s t e r a l t d e t rige R a n , D e over Sø og- Kløft h j e m t a g e , Men lade s a a i D a l t i l b a g e
E n Hob af A s k e , s l u k t med B l o d , Hvor før en venlig L a n d s b y stod.
J e g æ r e r -— hvad e t Barn a n s t a a e r — Den H a a n d , som for min F a d e r s l a a e r , Men k a n j e g t a g e d e n , n a a r rod
Den e r af s l a g n e Brødres Nød?
N e i , medens høit h a n s D y d e r funkle, D e vise kun h a u s Feil meer d u n k l e , O g glimte vildt i Sjælen k u n
Som Lynild over Midnatsgrund.
Mens j e g v a r Barn — o g Barnets S j æ l E n Ven f r a Fjende k j e n d e r vel — J e g g y s t e for d e t blotte S y n
56
Af Høvdingens d e s k u m l e B r y n ; O g f r a h a n s m o r k e Plaid j e g bort Mig v e n d t e , f r a h a n s F j æ r b u s k s o r t . Som voxen M ø , j e g ilde b a r
H a n s H e r s k e r b l i k , h a n s stolte S v a r , — Men n a a r h a n føied Beiler-Ord
Til Roderiks Navn, — d a gjennemfoer Mig A n g s t , ja F r y g t , hvis d e t t e Ord E n Douglas k j e n d t e h e r p a a J o r d . D o g , s k i f t e E m n e e r nu b e d s t : — Hvad t æ n k e r l ) u vel om vor Gjæst?« —
15.
»Hvad j e g om h a m vel t æ n k e r ? — Vee Den D a g , han fik vor 0 a t s e e !
Din F a d e r s S l a g s v æ r d , fordum smedet Ved D v æ r g e s K u n s t , d e t e r j o gledet Som a f s i g selv a f S k e d e n u d , — Om s k j u l t e Fjendes Trin e t Bud.
H a r som Spion h a n dvælet h e r — D a F a r e e r for D o u g l a s n æ r , F o r denne 0 , som e r , D u v e e d , Clan Alpins sidste Tilflugtssted.
Kom h a n end ei med F j e n d e l i s t , D o g Roderik s k i n s y g e r , forvist.
Nei — r y s t k u n ei dit Hoved s a a — D e n onde Strid D u t æ n k e p a a ,
57
Som tændtes op ved Betlane L e g , D a D u til D a n d s med Malcolm s t e g ! Den G i f t , s k j ø n d t Douglas mægled F r e d , 1 Roderiks B r y s t end ulmer hed.
T a g D i g i a g t ! — Men t y s ! — hvad Toner E r disse? — Gjennem Birkens K r o n e r G a a e r ingen Vind, — selv Aspen s o v e r , E i L u f t n i n g rifler Søens V o v e r ,
Uldgræssets F n u g sig- i k k e rorer, — D o g — ved min S a n g e r t r o — j e g hører T y s , — n u igjen — Krigsmarschen l y d e r ! — L a n g t borte f r a dens K l a n g hidflyder.«
16.
F j e r n t o p mod Søens E n d e s a a e D e fire sorte P l e t t e r g a a e
O g , langsomt nærmende s i g d e m , Til fire S n e k k e r voxe frem
Med Master o g med Mænd besat.
F r a Glengyle ned v a r K u r s e n s a t R e t imod Øen, o g d a s n a r t D e Brianchoils Odde havde k l a r ' t O g imod Vinden styred F a r t , D a viste d e i Solglands F a n e n
Med Roderiks S k j o l d e m æ r k e , Granen.
Som d e kom meer o g mere n æ r , I Luften glimted Ø x e r , S p æ r ; —
3*
53
N u k u n d e d u T a r t a n e r s a n d s e
O g Plaids o g F j æ r a t vaie, d a n d s e , — Nu s e e , hvor H u e r s a n k o g s t e g N a a r Roersfolk pløied A a r e r s L e g , S e e , hvor for hvert e t k r a f t i g t S t r ø g Skumhvirvler sprøited om som R ø g , S e e P i b e r n e i Bougen s t a a e
O g l a n g e Vimpler m u n t r e s l a a e F r a deres P i b e r n e d , o g t'eie I Ftfrer l e t d e v a a d e Y e i e , Mens h e n d e foer ad Søen l a n g O g blæste Clanens g a m l e S a n g .
17.
Alt meer o g m e e r , som frem d e d r o g , D e n s t o l t e Pibrochs L y d tiltog*).
F ø r s t k o m den s v a g , i Afstand end F o r m i l d e t , over Søen h e n ,
M e n s , dvælende ved P y n t o g B u g t , D e n s h a a r d e L y d hensmelted s m u k t . S a a b r a s t den fuldt p a a deres Ø r e : — D e Clanens Samlingssang fik h ø r e , Den s k a r p e K l a n g , hvori e r l a g t E t K a m p r a a b for Clan Alpins M a g t . T æ t faldt den r a s k e T a k t , r e t som Vel H u n d r e d e r a f Clansmænd kom O g iled til ved h v e r t S i g n a l ,
59
Mens deres Trin gjenlød i D a l . E t Forspil n u , meer livligt, g l a d , U d t r y k t e deres Marsch f r e m a d , F ø r L a r m e n s t e g f r a s l u t t e t S l a g Med R a a b o g S k r i g o g V a a b e n b r a g . Nu lod d e r Fald a f Sværd p a a S k j o l d , Nu H u g , Pareren, hundredfold, — S a a grufuld P a u s e , til p a a n y Sig a t t e r samler K a m p e n s G n y Med h u r t i g t Angreb, S a m l i n g s r a a b , T i l b a g e t o g , F l u g t uden H a a b , — S a a vild Triumf, a t skildre h e r Clan Alpins Seier — Alt v a r der.
E i heller e n d t e Tonen n u ,
Men t r a k s i g ud til S u k a f G r u : Trompetens S k r a l d , d e r Seiren g j a l d t , Til K l a g e s a n k for d e m , som f a l d t .
18.
Krigspiben t a u g , men Fjeld o g Sø L o d ei dens E k k o s n a r l i g t døe.
D a d e t h e n s o v , en m æ g t i g S a n g Gjenvakte Pibens h æ s e K l a n g ,
Thi hundred M æ n d , p a a Clanens V i i s , Nu s a n g til deres Høvdings Priis.
Hver R o e r s k a r l , over Aaren b ø i e t , S i t T a g r e t efter T a k t e n føied,
g**
60
Med Tonefald, s a a v i l d t , som n a a r Decemberstorm i Skoven g a a e r . F o r s t k j e n d t e Allan Chorets » H o ! Roderik Vich Alpin — h o , I r o h ! « O g s a a , d a n æ r m e r e d e f o e r , Han k u n d e s k j e l n e S a n g e n s O r d :
|) I
il '
!
19.
B a a d - S a n g .
Hil, hil vor Høvding, som seirrig f r e m t r æ d e r ! — H æ d r e t h a n s altid frisk g r ø n n e n d e G r a n ! L æ n g e d e t T r æ , som h a n s B a n n e r udbreder, Blomstre til Forsvar o g P r y d for vor C l a n !
D u g d e t f r a Himlen f a a e , S a f t ifra Jorden g a a e
O p i d e t s S t a m m e , s a a stolt d e t k a n g r o e ! Medens hver høilandsk Glen
S e n d e r vort R a a b i g j e n :
»Roderik Vich Alpin, D l i u , ho, I r o h ) ! « E i e r vort T r æ k u n en V a a n d , m a t opdrevet, S v a g , o g s n a r t visnet for vinterlig S k y : — Blev h v e r t e t Blad end a f Stormen bortrevet, Meer k u n ved Granen Clan Alpin f a a e r L y .
A n k r e t i Klippens R i f t , P r ø v e t mod Stormens Drift,
K a n for hvert Stod den k u n fastere g r o e ;
61
F r a Teith o g Breadalbane L y d e skal høit i g j e n :
Roderik Vich Alpin, D h u , ho, I r o h !
Stolt i Glen Fruin vor Pibroch h a r s k r a l d e t , Bannochars S u k til vor Slogan g a v S v a r : Glen L u s s o g Ross D h u e r i Askehob faldet, Loch Lomond som L i g sine Bedste henbar.
L æ n g e s k a l s a x i s k Mø K l a g e for d e m , som d ø e ,
Mindes Clan Alpin med Yee i hvert B o ! — L e n n o x o g Levenglen
S k j æ l v e , n a a r høres e n d :
Roderik Vich Alpin. D h u , ho, I r o h !
R o e r , K a r l e , roer for Høilandenes Æ r e ! S t r æ k E d e r s A a r e r for Granen, s a a g r ø n ! 0 , gid den Rose, hin 0 monne bære, Maatte omslynge dens Grene til L ø n !
O , gid en herlig S æ d , Værd saadan S t a m m e b r e d ,
I deres S k y g g e velsignet m a a g r o e ! L y d t skulde d a igjen
L y d e f r a d y b e s t G l e n :
Roderik Vich Alpin, D h u , ho, I r o h !
