LOV OG RET I DANMARK

LOV OG RET I DANMARK

AF

STIG I U U L

Dr. j u r i s

Pr o f e s s o r v e d Kø b e n h a v n s Un i v e r s i t e t

2. udgave revideret af Claus Ulrich

K Ø B E N H A V N S U N I V E R S I T E T S F O N D T I L T I L V E J E B R I N G E L S E AF L Æ R E M I D L E R

1969

F O R O R D

Professor Stig Iuuls bog Lov og R et i Danmark fra 1942 har i mange år været udsolgt og har tillige kun sjældent været udbudt antikvarisk.

I foråret 1969 blev jeg under overvejelserne omkring en påtænkt gennemgang af dansk retshistorie for historie­

studerende ved Københavns universitet opmærksom på, at bogen ville være velegnet som grundlag for undervisningen, og jeg fik derfor professor Iuuls sam tykke til, at den blev genoptrykt. Han bad mig samtidig udarbejde forslag til en ajourføring af bogen på de punkter, hvor udviklingen havde nødvendiggjort det.

Professor Iuul havde taget stilling til en del af mine for­

slag, da hans tragiske død brat afbrød det igangværende arbejde. Når det alligevel har været m uligt at genoptrykke bogen i revideret udgave, skyldes det den tillid, fru Grethe Iuul har vist mig ved at give sit sam tykke til, at arbejdet afsluttedes på grundlag af mine forslag - en tillid for hvil­

ken jeg bringer hende min varm este tak.

København i august 1969.

CLAU S U L R I C H

S ta te n s tr y k n in g sk o n to r U n 0 2 ,1 -3 7 6

I N D H O L D

In d led n in g ... 5

I. Tiden in dtil Grundloven af 1849. A. S tat og B o r g er... 7

B. R e tsk ild ern e... ... 32

G. P r iv a tr e tte n ... 44

D. R e tsp le je n ... 64

E. S tra fferetten ... 81

II. Tiden efter Grundloven af 1849. A. Stat og B o r g er... 97

B. P r iv a tr e tte n ... 107

C. R e tsp le je n ... 114

D. S trafferetten ... 125

L itte r a tu r... 137

Sagregister ... 141

I N D L E D N I N G

E t Folks Retsorden er et af de klareste og m est iøjne­

faldende Udtryk for dets Kultur. Retsreglerne afspejler ikke blot de materielle Kaar, under hvilke det lever — i gode og onde Tider; men de præges tillige af de aandelige Kræfter, som bærer Udviklingen frem. En stor Del af vort Lands indre Historie, og ikke den mindst betydende, vil kunne læses ud af svundne Tiders Lovgivning.

Betragtningen af ældre Tiders Retsorden har imidlertid ikke blot Betydning for Forstaaelsen af Fortidens Kultur.

Den er tillige en Hjælp for os, naar vi beskæftiger os med Studiet af den Ret, vi lever under i Nutiden. Retsordenen er en Bygning, som hvert Slægtled bygger med paa, og dens bærende Principper, som undertiden kan synes skjult under Detailreglernes Mangfoldighed, forstaar vi bedst, naar vi ser, hvorledes den er blevet til.

Dansk Rets H istorie er lærerig i saa Henseende. I faa Lande har Retsudviklingen haft et saa stilfærdigt Forløb som i de nordiske Lande. Fra de danske Landskabslove fra det 12. og 13. Aarhundrede fører der en ubrudt Linie ned til vore Dages Retsorden, og visse af Landskabslovenes Regler er gældende i Danmark den Dag i Dag mere end 700 Aar, efter at de blev til.

Retsreglerne fortæller dog tillige, at vi i Tidens Løb har m odtaget stærk kulturel Paavirkning udefra, og at denne Indflydelse ogsaa har gjort sig gældende paa R etslivets Omraade. I andre Lande har en saadan Paavirkning undertiden været saa stærk, at de fremmede Retsregler helt har fortrængt den nedarvede Ret. I Danmark er de

i Reglen blevet optaget i denne, og omformede efter dens Grundprincipper har de levet videre som en naturlig B e­

standdel af vor nationale Ret.

I gamle Dage betragtede man Retsordenen som ufor­

anderlig. Selve Ordet Lov betyder oprindelig det, som er lagt fast. I vore Dage møder man ofte den Opfattelse, at Retsreglerne stadig ændres. Set under en større Synsvinkel svinder dog mange af disse Forandringer ind til at repræsen­

tere den gradvise Gennemførelse af Reformer, som er paa Vej, nødvendiggjorte af Nutidens Samfundsforhold, men som ikke paa een Gang realiseres i deres fulde Udstrækning.

Retsudviklingen er her i Landet næsten aldrig foregaaet i Spring. Dansk R et er nødig gaaet fra den ene Yderlighed til den anden. Kun ganske faa Tidsrum i dens H istorie er præget af talrige dybtgaaende Reformer, som ikke var forberedt gennem den forudgaaende Retsudvikling. Ad­

skillige af Christian den 2.s og Struensees Love staar for Eftertiden som rimelige og forstandige Reformer; men Samtiden saa i dem et alt for radikalt Brud med nedarvede Retsforestillinger og vendte tilbage til den ældre R ets­

tilstand, saa snart det igen var m uligt.

Retsordenen fastlægger de Rammer, inden for hvilke vi alle lever vort Liv. Fra et Menneskes Fødsel til dets Død er næsten alle dets Forhold til Omverdenen ordnet af Retsregler. Retsordenen er Værnet om vor Kultur, om de Værdier, vi har m odtaget fra tidligere Slægtled, og som vi ønsker at lade gaa i Arv til vore Efterkommere.

Derfor er Kendskab til vor R et og dens Udviklingshistorie ikke blot Juristernes Sag, men et Spørgsmaal, som angaar os alle.

I. T I D E N I N D T I L G R U N D L O V E N A F 1 8 4 9

A. Stat og Borger.

Landet.

Hvorledes den ældste danske Retsorden har set ud, ved vi ikke med Sikkerhed; men sammen med svensk og norsk R et dannede den en Undergruppe inden for de ger­

manske Retssystem er, som man plejer at betegne som den nordgermanske Ret. Indbyrdes staar dansk, svensk og norsk Ret, — af hvilke norsk R et atter udgør det direkte Grundlag for den islandske Ret — hinanden m eget nær, samtidig med at de alle frembyder betydelig Lighed med anden germansk Ret.

Naar man taler om dansk, norsk og svensk R et i den ældste Tid, maa man imidlertid være klar over, at det for en stor Del er Begreber, til hvilke der ikke svarer nogen Realitet. Vi ved ikke, om der paa noget Tidspunkt har været en og samme Retsorden gældende inden for det Omraade, som udgør det nuværende Danmark, eller i hele Norge eller i hele Sverige. Tværtimod finder vi, jo længere vi gaar tilbage i Tiden, de nuværende Lande opdelt i flere og flere Omraader med hver sin Ret, som vel er overens­

stemmende i Hovedtrækkene, men som i den mere detail- lerede Udformning frembyder talrige, ofte m eget væsentlige Forskelle. D ette stemmer ogsaa m eget godt overens med, hvad vi ved om den politiske Udvikling i de tre Riger.

Forud for det Tidspunkt, da der blev tilvejebragt Rigs­

enhed, er der gaaet en Tid, da Danmark, Norge og Sverige bestod af et større Antal mere eller mindre selvstændige Lande. Paa Folkevandringstiden har Forholdene sikkert stillet sig paa samme Maade i Danmark som i det øvrige

Nord- og Mellemeuropa, idet Landet har været beboet af et stort Antal Folkestammer, der hver raadede over et forholdsvis lille Landomraade, og disse Stammer er først i Tidens Løb gaaet op i større Statsenheder. D et samlende M idtpunkt for det enkelte Folk var dets Ting. Paa dette m ødte alle vaabenføre, frie Mænd for at deltage i de B eslut­

ninger om Krig og Fred eller andre Spørgsmaal af fælles Interesse, som blev truffet paa Tinge, og selv efter at flere Lande var gaaet op i en større Stat, bestod de gamle Ting, som nu betegnedes som Landsting, langt ned i Tiden. De tre gamle danske Landsting Viborg, Ringsted og Lund var saaledes oprindelig suveræne Forsamlinger inden for hver sit Land, og den sidste R est af dem ophævedes først, da en kgl. Forordning af 1805 ophævede de dengang eksiste­

rende Dom stole: Viborg og Sjællands Landsting og erstattede dem med Viborg Landsoverret og Landsoverretten i København.

Herredet.

H vert Land om fattede et større Antal Herreder. Ogsaa Herredsinddelingen gaar tilbage til Oldtiden, og Herredet var vistnok oprindelig opstaaet rundt om en Bygd. Man maa jo erindre, at Landet dengang var m eget ty n d t befolket.

Store Dele af det var ganske folketom t, og der var langt mellem de bebyggede Omraader. Derfor kom hvert enkelt af disse, Bygden, til at udgøre en forholdsvis tæ tsluttet Enhed med fælles Anliggender og fælles Interesser, og der føltes derfor Trang til et fælles Organ. D ette fandt man i Herredsting el. Efterhaanden som større og større Dele af Landet opdyrkedes og bebyggedes, m istede Herreds- grænserne de fleste Steder deres oprindelige Tilknytning til Bebyggelsesforholdene; men Herredet og H erredstinget blev bestaaende, og Herredet danner til en vis Grad den Dag i Dag Grundlaget for Inddelingen i R ets- og Politi­

kredse og i Provstier.

Ogsaa den enkelte Landsby har utvivlsom t tidligt haft en Forsamling — svarende til en senere Tids Bystæ vne — til Drøftelse af fælles Anliggender; men det er næppe tænke­

ligt, at denne Forsamling oprindelig har haft egentlig besluttende Myndighed, saaledes at den efter Omstændig­

hederne kunde træffe Beslutninger imod flere af Medlem­

mernes Vilje. En saadan besluttende M yndighed tilkom kun H erreds- og Landsting.

Tingenes Organisation og Myndighed.

Om Tingenes Organisation i den ældste Tid har vi kun sparsomme E fterretninger. Sandsynligvis har m an her i L andet oprindelig ikke kend t til nogen < egentlig Form and

Træsnit fra det 16. Aarhu.nd.rede af en Retsscene. M a n ser de saa- kaldte »Tinghøringer« siddende paa »Tin gsto kkem , og Sagens Parte r

staaende foran denne.

for Tinget, som ledede dettes Forhandlinger. Forholdet har vistnok væ ret det, a t en Kreds af de m est ansete Mænd inden for L andet eller H erredet enten sam tidig eller efter T ur førte Forsæ det paa Tinget. D et, som gav en Mand P lads i denne Kreds, var i første Linie hans personlige Anseelse, der navnlig var afhængig af hans Slægt, Rigdom og Lovkyndighed. I Almindelighed v ar det forholdsvis gamle Mænd. Nordboerne nærede stor Æ rbødighed for Alderdommen, og i de danske Landskabslove fremhæves derfor ogsaa Oldingene — et U dtryk, som dog ikke skal tages i streng F orstand — som de, der h ar det afgørende Ord. De gamle Mænd, som sad inde med et lan gt Livs

Erfaring og Indsigt i Lov og Ret, var Folkets naturlige Førere, og Forhandlingerne paa Tinge har vel i Reglen formet sig som en Diskussion mellem dem, i hvilken de øvrige Tingmænd kun lejlighedsvis har taget Del. Om en egentlig Afstem ning mellem de forskellige Standpunkter var der ikke Tale; Tingmændene indskrænkede sig til at give deres Bifald eller Mishag lydeligt til Kende.

Af de to Ting, Herredsting og Landsting, var Lands­

tinget langt det vigtigste. Paa Landstinget blev som tidligere om talt truffet de vigtige Afgørelser om Krig og Fred, og ved Siden heraf virkede Tinget som D om stol.

Derimod spillede Landstingets lovgivende Myndighed ikke nogen større Rolle. For de gamle Nordboere stod R ets­

ordenen som noget paa Forhaand givet, og det stod ikke i det enkelte Slægtleds Magt at ændre den. Maaske har der været en Tid, da man her i Norden mente, at Retsordenen helt eller delvis var af guddommelig Oprindelse, paa samme Maade som Jøderne og Babyionerne mente, at Loven oprindelig var givet af Gud; men dette Standpunkt blev i hvert Fald tidligt forladt, saaledes at man betragtede Retsordenen som værende af rent verdslig Karakter.

Hermed fulgte dog ikke, at man ansaa sig for berettiget til at ændre den efter eget Forgodtbefindende. De Regler, efter hvilke Fædrene havde levet, var sikret ved Traditionens Magt over Sindene. H vad de henfarne Slægter havde anset for rigtigt, m aatte ogsaa være det. Den Tanke, at alle menneskelige Forhold er undergivet Udviklingens Lov, er af langt yngre Dato. H vis der dukkede et Problem op, som ikke var forudset i Lovgivningen — og det skete m eget ofte — m aatte det naturligvis løses; men man forestillede sig da ikke Forholdet saaledes, at man skabte ny R et for dette Tilfælde. Man fandt blot den Løsning, som R ets­

ordenen paa Forhaand havde fastlagt for dette Problem, selv om den hidtil ikke havde været udtrykkeligt udtalt, og den nye Retsregel betegnedes derfor undertiden som et »Fund«.

Kongen.

I en Samfundsorganisation af denne Art kunde der kun være levnet et m eget begrænset Omraade for en Konge

til at gøre sig gældende paa; men K ongedøm m et er dog utvivlsom t af m eget gammel Oprindelse i Danmark. Saa langt vor Viden gaar tilbage i Tiden, træffer vi Konger, og forud for denne Tid har vi gennem Sagnhistorien bevaret Traditionen om et m eget stort Antal Konger. I den hedenske Tid har Kongens Opgave vistnok i Danmark som hos andre germanske Folk været den at optræde som Mellemmand mellem Guderne og Menneskene, altsaa som Folkets højeste Præst. I Reglen antoges han selv at nedstamme fra Guderne og var som Følge heraf velegnet til at indtage en For­

m idlerstilling i Forhold til disse. Paa den anden Side paa­

hvilede der ham i K raft af hans Stilling en Pligt til at skaffe Folket gode Aar, og indtraadte der Misvækst eller lign., udlagde man dette som et Udtryk for Gudernes Misfornøjelse med ham, hvorfor man undertiden ofrede ham til Guderne for derved at formilde dem. Naar man i Middelalderen undertiden træffer den Anskuelse, at Kongen er i Stand til at helbrede syge, stammer denne Opfattelse utvivlsom t fra den hedenske Tid, da K ongen som en Slags H alvgud var udstyret med overnaturlige Evner. Fra den danske Historie kan i denne Forbindelse nævnes Saxo’s Fortælling om Valdemar den Stores Rejse til den tyske Kejser i 1164.

Paa denne Rejse skete det flere Gange, at Mødrene kom med deres Børn til Kongen, for at han skulde lægge sin Haand paa dem, og at Bønderne kom med en Haandfuld Sædekorn, for at Kong Valdemar skulde saa dem og der­

igennem velsigne Høsten. I Danmark forsvandt denne Overtro vistnok m eget tidligt; men i andre Lande over­

levede den Kristendommens Indførelse i mange Aarhundreder og fik tilmed et nyt Grundlag i Forestillingen om Kongen som Konge a f Guds Naade. I Slutningen af det 17. Aar- hundrede søgte saaledes i England aarlig henved 7 000 Mennesker Helbredelse ved, at Kongen lagde sin Haand paa dem.

Den anden Opgave, som paahvilede Kongen, var at være Folkets Hærfører, og i denne Egenskab havde han K rav paa ubetinget Lydighed fra Befolkningens Side; men naar Krigen var endt, ophørte hans Befalingsm yndighed, og han var derfor i Fredstid ikke i Stand til at rette Befalinger til sine Medborgere. D ette udelukkede dog naturligvis

ikke, at hans Ord ogsaa i Fredstid faldt med betydelig Vægt. Hans ypperstepræstelige Stilling og den Omstæn­

dighed, at han baade i K rigstid og i Fredstid var om givet af et stærkt bevæbnet Følge, Hirden, som var rede til at adlyde alle hans Befalinger, fordi det stod i et særligt Tjenesteforhold til ham, gjorde ham til en vigtig politisk Faktor, selv om Kongens faktiske Magt naturligvis til enhver Tid afhang af, hvorvidt han selv var en stærk eller svag Personlighed.

H vem der skulde være Konge, beroede i og for sig paa Folkets eget Valg. Heraf fulgte, at naar den gamle Konge var død, kunde det ikke med Sikkerhed siges, hvem der skulde være hans Efterfølger. D et var Landstinget, der paa dette som paa alle andre Omraader m aatte træffe Afgørelsen.

Men da det jo gjaldt om at faa en ny Konge, hvis Slægt mentes at nedstamme fra Guderne, var Kredsen af de Per­

soner, som kunde komme i Betragtning, m eget snæver, og i Reglen holdt man sig til den afdødes Konges Slægt.

Som Følge heraf hævdede denne, at Kongemagten var arvelig inden for Slægten, og Rigets Karakter af et Valgrige blev i nogen Grad udvisket derved, at Valgretten i Reglen udøvedes paa den Maade, at R esultatet blev det samme, som hvis Landstinget havde anerkendt, at K ongemagten var arvelig.

Konge og Kirke.

Med Kristendommens Indførelse bortfaldt Kongens præstelige Funktioner og som Følge heraf et af de vigtigste Grundlag for hans Magt, og i politisk H enseende fik han paa samme Tid farlige Konkurrenter i andre Stormænd, hvem Vikingetogene havde skaffet baade Rigdomme og bevæbnede Hirder. I et Par Aarhundreder var Kongemagten forholdsvis svag, naar bortses fra, at enkelte kraftfulde Personligheder i den Tid, de beklædte K ongestillingen, kunde hæve den op til dens tidligere M agtfylde. Fra Midten af det 12. Aarhundrede gik det imidlertid atter opad, og i den følgende Tid, Valdemarstiden, naaede den danske Konge en M agtstilling baade i politisk og i juridisk H en­

seende, som først blev overgaaet i en langt senere Tid.

N aar K ongem agten overvandt det Knæk, som K risten­

dommens Indførelse havde bibragt den, hang dette til Dels sammen med, a t K irken, som oprindelig havde m a a tte t søge ind under Kongens Beskyttelse, nu selv havde opnaaet en saadan Magt, a t den afgav en kraftig S tøtte for Konge­

m agten. Den danske K irke nød paa denne Tid godt af det kraftige Rygstød, den almindelige europæiske K irke frembød under kraftige Pavers Ledelse. Den danske K irke styredes

Domkirken i L u n d, opført af hugne Sten under de store Ærkebisper i det 12. Aarhundrede. Den stolte K irkebygnin g, der ragede højt op over de smaa, i Reglen lerklinede Huse i B y e n, staar endnu som et synligt Udtryk for Kirken s Magtstilling og kulturelle Indsats i det

middelalderlige Samfund. (Berndt Johnsson Fot.).

af en Række betydelige Mænd, som baade ved deres Fødsel, Intelligens og Dygtighed under alle Omstændigheder vilde være kom m et til a t staa i første Linie inden for Riget, og K irkens Magt over Sindene var rodfæstet paa en ganske anden Maade end tidligere. Kirkens religiøse og statsretlige Anskuelser var i Færd med a t gennemsyre den almindelige Tankegang hos Befolkningen.

E fter K irkens Opfattelse tilkom der Kongen en væsentlig større Magtfylde i det verdslige Samfund, end han tidligere havde haft. K irkens Lære v ar her som paa saa mange andre P u n k ter grundlagt af Kirkefaderen Augustin i det

4. Aarhundrede. I sit berømte Værk »de civitate D ei« (Guds- staten) fremstillede han Forholdet mellem Guds og Djæ ve­

lens Rige. D et verdslige Samfund tilhørte Djævelens Rige;

men Statsm agten var indsat af Gud for dog at sikre en vis Tilstand af Fred i dette Rige, og Statsm agten skulde i sin Virksomhed stræbe efter at virkeliggøre Guds Rige paa Jorden. Hvor Statsm agten, hvilket efter Kirkens Opfattelse m aatte blive Kongen, virkelig søgte at fremme Guds Riges Sag, vilde Kirken derfor ogsaa villigt yde ham sin Støtte, og den hævdede, at Befolkningen da var pligtig at efter­

komme Kongens Befalinger. Ogsaa Bibelen foreskrev jo adskillige Steder Lydighed imod den verdslige Øvrighed.

I Valdemarstiden lykkedes det de tre stærke Konger:

Valdemar den Store (1157— 82), K n u d den 6. (1182— 1202) og Valdemar Sejr (1202— 41) i vid t Omfang at faa fastslaaet denne Pligt for Befolkningen til at adlyde Kongens Bud.

Der var nu ikke blot Tale om — som i ældre Tid — at Landets Indbyggere skulde adlyde Kongen som Hærfører.

Ogsaa i Fredstid var han udstyret med Befalingsm yndighed over for dem. U tvivlsom t har Kongen næret Ønske om, at denne Myndighed skulde være ubegrænset; men saa langt lykkedes det ikke Konge og Kirke i Forening at faa ændret den almindelige Retsopfattelse. Folket fraskrev sig ikke enhver Bestem m elsesret i Forhold til Kongen.

Denne Modstand viste sig først og fremmest med H ensyn til Udøvelsen af den lovgivende Magt.

Kongens Deltagelse i Lovgivningen.

D et er tidligere om talt, at den ældste danske R et ikke kendte til nogen egentlig Lovgivning, idet Retsordenen op­

fattedes som uforanderlig. Paa dette Punkt betød K risten­

dommens Indførelse imidlertid en afgørende Forandring.

Den Retsorden, Kirken fandt ved sin Ankom st til Danmark, m aatte paa utallige Punkter staa i et skarpt Modsætnings­

forhold til de kristne Idealer, og ved en sej g og vedholdende Kamp, fortsat Slægtled efter Slægtled, lykkedes det Kirken Skridt for Skridt at faa ændret de m est stødende Regler.

Landstingene vedtog paa Kirkens Foranledning at fravige den ældre R et med Virkning for Fremtiden og optraadte

paa denne Maade som Lovgiver. Denne lovgivende Myn­

dighed ønskede Befolkningen ikke a t give fra sig paa Valde­

marstiden, og da Kongen optraadte med sit K rav om, a t Befolkningen skulde adlyde hans Befalinger, anerkendte man kun dette med det Forbehold, a t naar det drejede sig om Udstedelsen af nye Love, altsaa om Æ ndringer af den

Lovhaandskrifter (fra ca.

1300).

gældende Ret, skulde han have Landets Sam tykke hertil, eller som man u dtryk te det: Kongen skulde give Loven, Landet vedtage den. D et vil sige, a t Kongen var nødsaget til a t holde sig inden for den gældende R ets Ram m er. H an kunde udstede Befalinger til Supplering af denne, paa samme Maade som i vore Dage A dm inistrationen kan supplere de af Konge og Rigsdag givne Love; men han kunde ikke ændre Loven. H ans vigtigste Opgave blev tvæ rtim od a t sikre Lovens Overholdelse, a t skride ind over for Lovovertrædere og straffe dem, k o rt sagt at være Fredens Vogter, saaledes som K irken opfattede den retfærdige Konges Opgave her paa Jorden.

Landskabslovene er be­

varet i adskillige middel­

alderlige Haandskrifte r, skrevet p a a P a p i r eller Pergament. Begyndelses­

bogstavet i hvert K a p ite l er ofte meget smukt ud­

ført i blaa og røde Farver.

Billedet viser den første Side af Jyske Lov i et af de ældste eksisterende

D et smukkeste Udtryk for, hvorledes Kongens Stilling i Staten nu er blevet, finder vi i Jyske Lovs Fortale fra 1241, der i knappe, fyndige Sætninger opstiller et egentligt Pro­

gram for Statens Styrelse:

»Med Lov skal Land bygges. Men vilde hver Mand nøjes med sit eget og lade andre nyde Jævned (lige Ret), da behøvede man ikke nogen Lov. Men ingen Lov er saa god at følge som Sandheden. H vor man er i T vivl om Sandheden, der skal Loven lede, hvad der er Ret. Var der ingen Lov i Landet, da havde den mest, som kunde gribe mest. Derfor skal Loven gøres for alle, saa at retsindige, fredsommelige og sagesløse Mænd kan nyde deres R et og Fred, og onde og uretfærdige Mænd kan ræddes for det, som staar skrevet i Loven, og af den Grund ikke turde fuld­

føre den Ondskab, de har i Sinde. Sandelig er det ogsaa retfærdigt, at de, hvem Gudsfrygt og Kærlighed til R etten ikke kan lokke til det Gode, at de af Frygt for Myndighederne og Landets Straffelov forhindres i at gøre ondt og straffes, hvis de gør det.

Loven skal være ærværdig og retfærdig, taalelig, efter Landets Sædvane, bekvem og nyttig og aabenbar, saa at alle kan vide og forstaa, hvad Loven foreskriver. Den skal ikke være gjort eller skrevet til nogen Mands særlige Fordel, men til alle Mænds Tarv, som bor her i Landet. Ingen Mand maa heller dømme imod den Lov, som Kongen giver og Landstinget vedtager, men eftér den Lov skal Landet dømmes og rettes. Den Lov, som Kongen giver og Lands­

tinget vedtager, den kan han heller ikke uden Landstingets Vilje ophæve eller ændre, uden at han vilde være aabenbart imod Gud.

D et er Kongens og de Myndigheders Embede, som er i Landet, at overvaage Dommene og gøre R et og frelse dem, som tvinges med Vold, saasom Enker og faderløse Børn, Pilgrimme, udenlandske Mænd og fattige Mænd, for dem overgaar der oftest Vold, og ikke at lade Ugerningsmænd, som ikke vil staa til Rette, leve i Landet; thi idet han straffer eller dræber Udaadsmænd, da er han Guds Tjener og Lovens Vogter. Thi ligesom den hellige Kirke styres med Pave og Biskop, saaledes skal hvert Land styres og værges med Konge eller hans Embedsmænd. Dermed er ogsaa alle,

som bor i hans Land, pligtige at være ham hørige og lydige, underdanige og tjenstvillige, og til Gengæld er han dem alle Fred skyldig.

D et skal ogsaa alle verdslige Myndigheder vide, at med den Magt, som Gud gav dem i denne Verden, overdrog han dem ogsaa at værge sin hellige Kirke mod alle Krav. Men bliver de glemsomme eller partiske og værger ikke, hvad der er R et, da skal de staa til Regnskab herfor paa Dom m edag, hvis de er Skyld i, at Kirkens Frihed og.Landets Fred lider Skade i deres Tid«.

A f Bestem m elserne i Jyske Lovs Fortale er der m eget faa, der forekommer forældede i Dag, og vistnok ingen, som føles fremmed for dansk R etsbevidsthed. I den Grad er de i Aarhundredernes Løb gaaet os alle i Blodet. Ingen anden dansk middelalderlig Tekst er heller blevet saa ofte afskrevet og citeret som Jyske Lovs Fortale. Og dog er der m eget faa Sætninger i Fortalen, som ikke er hentet fra kanonisk R et (den katolske Kirkeret) og altsaa repræsenterer fælles- europæisk Kulturgods. Men det taler til Ære for dansk Retskultur i Middelalderen, at det smukke Billede af det ideale Samfund, som Fortalen giver, har kunnet finde sin Plads i dansk Ret paa en saa afgørende Maade, at det af Eftertiden føltes som Udtryk for national dansk R ets­

opfattelse, uagtet det paa flere Punkter afviger fra, hvad man blot et Par Menneskealdre i Forvejen vilde have anset for gældende dansk Ret.

Konge og Rigsmyndigheder.

Den Fordeling af Magten mellem Konge og Landsting, som indtraadte i Valdemarstiden, blev dog ikke af lang Varighed. Den betydelige Magt, Kongen havde opnaaet i Sammenligning med, hvad han tidligere havde haft, kunde kun være Kirken behagelig i det Omfang, den benyttedes i Overensstemmelse med Kirkens Opfattelse af, hvad der var rigtigt. I samme Øjeblik Kongen traadte Kirkens Interesser for nær, hvad Valdemar Sejrs Efterfølgere gjorde, m aatte Kirken blive interesseret i at begrænse K ongens Magt, og i Ønsket herom m ødtes den med de verdslige Stormænd.

Der opstod en bitter politisk Kamp, der resulterede i, at

[ongen 1282 m aatte forpligte sig til hvert Aar at indkalde t Danehof, paa hvilket ikke blot Stormændene, men ogsaa e ovrige Herremænd gav Mode. Af DanehofTet fremgik loget senere det saakaldte Rigsraad som en snævrere Kreds,

Samtidigt Billede af Christian den 4. paa det kgl. Retterting.

og dette betød en alvorlig Skranke for Kongens Magt og kunde undertiden opnaa en saadan Magtfylde, a t Kongen nærm est v ar a t opfatte som underordnet Rigsraadet. Der­

imod betød Danehof og Rigsraad ikke i sig selv en Ind­

skrænkning af den Landstingene tilkom m ende Myndighed;

men i Tidens Løb kunde det ikke undgaas, a t R igsraadet satte Landstingene i Skygge, saa meget mere som de Kredse af Befolkningen, der gav Møde paa Landstinget, nu stod væsentlig lavere i social Henseende end tidligere. Som Følge heraf mistede Landstingene ogsaa deres Andel i Lovgiv­

ningsmagten siden Udgangen af Middelalderen, saaledes a t de af Kongen og Rigsraadet udstedte Love nu ikke længere blev forelagt Landstinget til Vedtagelse. Loven sendtes nu kun til L andstinget til Lysning, det vil sige til F or­

kyndelse for Landets Indbyggere. I politisk Henseende blev

Landstinget dog ikke sat helt ud af Spillet. U ndertiden søgte Konge og Rigsraad et vist Rygstød hos Landstingene ved vigtige politiske Afgørelser, og det var stadig Skik, at den nye Konge rejste ru n d t til Landstingene for a t lade sig hylde, selv om Landstingene ikke mere som i ældre Tid foretog det egentlige Valg af Kongen, men m aatte overlade dette til Rigsraadet. I den sidste Tid før Enevældens Ind­

førelse var der im idlertid ved a t opstaa et mere dem okratisk Organ ved Siden af det strengt aristokratiske Rigsraad, hvori kun Medlemmer af den højeste Adel optoges. Det var de saakaldte Stændermøder, hvor den lavere Adel, Gejstligheden, Borgere og Bønder gav Møde. Stænder­

møderne, der repræsenterede hele Rigets Indbyggere, op- traad te til en vis Grad som A rvtager af Landstingenes faa- tallige Beføjelser, bl. a. af Skattebevillingsretten, men kom desuden ved flere Lejligheder til a t foretage Valget af den nye Konge, idet R igsraadet følte sig betænkeligt ved a t tage Afgørelsen heraf paa sit eget Ansvar. , D et menige Folk blev saaledes ikke fuldstændig sat ud af Spillet under Adelsvælden.

Kongemagten i det 16. og 17. Aarhundrede.

B etragter man Forfatningen i det sidste A arhundrede før Enevældens Indførelse, v ar Magtfordelingen væsentlig for­

skellig fra den, man fandt i det middelalderlige Samfund.

Tyngdepunktet laa nu hos den snævre Kreds af Rigsraader, som valgte Kongen og foreskrev ham Indholdet af hans H aandfæstning, det vil sige den skriftlige Forpligtelse, han m aatte underskrive ved sin Tronbestigelse. I H aandfæst- ningerne, som efterhaanden blev meget omfangsrige A kt­

stykker, opregnedes alle de Regeringshandlinger, til hvilke Kongen behøvede Rigsraadets Sam tykke, og Rigsraadets Myndighed udstraktes paa den Maade til næsten alle S tats­

livets Omraader. Alligevel var Kongen ikke kun et Organ for Rigsraadets Magt. Ikke blot havde man den mærkelige Ordning, a t det var Kongen selv, som besatte ledige Pladser i Rigsraadet, men Kongen stod ogsaa stærkere i økonomisk Henseende end tidligere, ikke m indst fordi R eform ationen havde medført, a t en stor Del af K irkens Gods var blevet

Krongods. Desuden foregik største Delen af den daglige Statsforvaltning uden Rigsraadets Indblanding. I denne Forbindelse maa det ogsaa fremhæves, at Statsopgaverne nu var blevet langt talrigere og mere om fattende end i ældre Tid. H vis der var begaaet en Forbrydelse, havde det i ældre Tid været den forurettede selv eller hans Arvinger, som m aatte stævne Gerningsmanden for R etten. Nu var For­

følgningen i Straffesager i de fleste Tilfælde gaaet over til Kongen. D et var ogsaa Kongen, der sørgede for, at D om ­ mene blev fuldbyrdet, hvad enten det drejede sig om Straffedomme eller om Domme i borgerlige Retssager.

O verhovedet var det blevet mere og mere alm indeligt at henvende sig til Kongen og anmode om hans Bistand, naar man følte sig forurettet, og mellem de bevarede K onge­

breve fra denne Tid finder vi utallige Eksempler paa, at K ongen giver en eller anden af sine Embedsmænd Befaling til at hjælpe en Person til hans Ret. Og ganske v ist skulde Kongen regere i Overensstemmelse med Lov og R et og kunde derfor ikke tilsidesætte Lovene efter sit eget Forgodt­

befindende — gjorde han det, kunde hans Regeringshand- linger omstødes af Dom stolene — men langsom t og næsten umærkeligt udviklede der sig en af alle anerkendt Adgang for Kongen til at dispensere fra Lovens Krav, hvor disse i det enkelte Tilfælde forekom ubillige. Hele Udviklingen gik saaledes i R etning af at samle en stadig stigende Magt i Kongens Haand.

Enevældens Indførelse.

Med Enevældens Indførelse paa Stændermødet 1660 afsluttedes denne Udvikling. Som bekendt skete selve Overgangen til den nye Regeringsform ved et Statskup, idet Frederik den 3. med Borgernes og Gejstlighedens Hjælp tvang Rigsraadet til at tilbagelevere Haandfæstningen i kasseret Stand og til at overlade til ham alene at udstede en ny Forfatning, sam tidig med at man anerkendte, at K onge­

m agten for Fremtiden var arvelig i Danmark.

D et laa utvivlsom t ganske uden for Stændermødets Tanke, at den ny Forfatning, som Kongen nu skulde udstede, overhovedet ingen Grænser skulde fastsætte for Kongens

Sidste Side af Kongeloven i den originale haandskrevne Udfærdigelse forsynet med Frederik den 3.s og Griffenfelds Underskrifter.

Magt. Tværtim od er m an sikkert gaaet ud fra, a t den nye Forfatning skulde sikre Stænderne en vis Indflydelse paa Statens Styrelse; men Tiden gik, uden a t Kongen gjorde

Skridt til a t udstede en saadan Forfatning. Derimod lod han nogle Aar efter Peder Schumacher udarbejde den saa- kaldte Kongelov, der i mange Aar blev holdt strengt hemme­

lig. F ørst i 1709, da Enevoldsmagten følte sig tilstrækkelig sikker i sin Magt, blev den offentliggjort og viste sig at have et helt andet Indhold, end man oprindelig havde tæ n k t sig Muligheden af. Al Magt var lagt i Kongens H aand. H an skulde agtes for det ypperste og højeste Hoved paa Jorden og ikke kende nogen anden Dommer over sig end Gud alene.

H an skulde ikke kunne give nogen Ed eller Forpligtelse fra sig, m undtlig eller skriftlig, efterdi han saasom en fri og ubunden Enevoldskonge ikke kunde bindes af sine U ndersaatter ved nogen Ed eller foreskrevne Forpligtelser.

Derimod m aatte han ikke ændre Kongeloven og altsaa ikke afgive noget af sin Magt, da Kongeloven skulde være Konge­

dømmets rette uforanderlige Fundam entallov.

Kongeloven havde in tet Sidestykke i nogen skreven Lov i noget andet Land. En saa ubegrænset Magt, som den lagde i Kongens H aand, var hidtil kun forekomm et i uden­

landske Forfatteres teoretiske Fremstillinger. Kongeloven har saaledes Æ ren af a t have ophøjet disse Teorier til Lov og af a t have skaffet dem Gyldighed i Livet i et Tidsrum af henved 200 Aar. Spørgsmaalet er blot, om denne Magt blev anvendt til sin yderste Grænse, og om Enevældens Indførelse derfor ikke blot juridisk, men ogsaa i sine prak­

tiske Konsekvenser m aatte føles som et afgørende Brud med den hidtil gældende Ret.

Enevælden og Undersaatterne.

For den store Befolkning føltes den nye Regeringsform nu næppe som væsensforskellig fra den tidligere. A t K on­

gens Befalinger skulde adlydes, var jo in te t nyt, og a t der ikke mere fandtes et adeligt Rigsraad som Skranke for Kongens Magt, var ikke noget, der i højere Grad kunde mærkes af den øvrige Befolkning, som jo aldrig havde haft nogen Indflydelse paa Rigsraadets Sammensætning, og hvis Interesser kun i ringe Udstrækning havde været varetag et af dette. H ertil kom utvivlsom t, a t man opfattede Kongens absolute Magt som k n y tte t til visse Forudsætninger, som var

saa selvfølgelige, a t de ikke behøvede udtrykkelig a t frem­

hæves i Loven, nemlig a t Kongen skulde udøve sin Myn­

dighed inden for den til enhver Tid gældende Retsordens Ram m er, saaledes a t Borgerne ikke v ar hjem faldne til fuld­

stændig Vilkaarlighed. U d try k t i en lidt senere Tids Sprog-

Peder Schumacher Grifjenfeld 1635—99. 1665 K a m m e r sekretær ( Kabinetssekretær) hos Frederik den 3. 1674 kongelig Rigskansler og Præsident i Højesteret. 1676 dømt til Døden for Majestæts for­

brydelse, men benaadet til livsvarigt Fængsel.

brug: D anm ark v ar et M onarki, ikke et Despoti. For Despo­

tiet, saaledes som det fandtes i Orienten, var det k arak te­

ristisk, a t U ndersaatterne var prisgivet F yrstens Luner.

For M onarkiet m ente man, a t det var ejendommeligt, a t Magten, selv om den form elt v ar uindskrænket, udøvedes efter visse varige Love og Principper og i visse hævdvundne Former, som frembød G aranti mod Misbrug. Denne sidste Regeringsform antog m an v ar forudsat i Kongeloven, uagtet Loven ikke med et Ord hentyder til den. D et er ogsaa

interessant at konstatere, at en af de alvorligste Anklager imod Struensee gik ud paa, at han havde forbrudt sig imod K ongeloven ved i 1770 at faa det saakaldte Geheimekonseil afskaffet, skønt K ongeloven heller ikke kender til et saadant Ministerraad under Kongens Forsæde. Synspunktet var det, at Geheimekonseillet repræsenterede en Slags H ukom ­ melse for Kongen og derfor kunde belære ham om, hvad der var gældende Lov og R et — hvilket Kongen jo trods alt ikke kunde være fuldstændig hjemme i — . Derfor frembød Geheimekonseillet en vis Garanti for, at Kongen regerede i Overensstemmelse med Lov og Ret, og derfor m aatte dets Afskaffelse opfattes saaledes, at Danmark fra at være et Monarki var paa Vej til at blive et Despoti.

Da Frederik den 6. i en Aarrække satte Geheimestats- raadet, som var traadt i Geheimekonseillets Sted, ud af Spillet og sammen med sine Adjutanter og nærmeste fortrolige paa egen Haand afgjorde Sagerne, føltes dette paa samme Maade som Struensees Optræden som værende i Strid med den danske Enevældes Traditioner. E t Brev fra den gamle Minister Christian Ditlev Reventlow til Frederik den 6. i Aaret 1814, efter at Danmark ved Freden i Kiel havde m aattet afstaa Norge til Sverige, giver et klart U dtryk for, hvorledes hans Handlem aade opfattedes, sam­

tidig med at den viser, paa hvilken Maade en gammel Statsm and her i Landet turde henvende sig til den ene­

vældige Monark:

»Saa fortrinlig af Forsynet begunstiget syntes Danmark, da Deres Majestæt fattede den ulykkelige Tanke at ville regere uden Raadførsel med Deres Statsraad, og fra nu af gik alle kongelige Resolutioner direkte fra Dem til Kolle­

gierne enten gennem Cheferne eller igennem K abinettet eller gennem Kommandokontoret. Den Forvirring, en saa- dan Beslutning m aatte frembringe i Forretningernes Gang, og de Misgreb i Statsstyreisen som heraf var en Følge, have givet Staten haardere Stød end den m est indviklede politiske Stilling kunde have bibragt d e n ...

Afvæbnet maa nu Danmark se sine Sønner følge Volds­

mandens Banner, og saa dybt sank Danmark, fordi udi Statsstyreisen intet Overblik mere fandtes, hverken med H ensyn til de indvortes eller udvortes Anliggender, fordi Deres Majestæt

ikke formaaede at løse en Opgave, som oversteg de talent- og indsigtfuldeste Fyrsters Kræfter«.

K ort Tid herefter indsattes Statsraadet paany i sin tidligere Stilling.

Takket være Eksistensen af raadgivende Organer som Geheimekonseillet og Geheimestatsraadet frembyder den danske Enevælde kun i ringe Grad de despotiske Træk, man kender fra andre enevældigt styrede Stater i Datiden.

Kun paa et enkelt Punkt slog den danske Enevælde haardt til, nemlig over for Forsøg paa at indskrænke den enevældige K onges'M agt eller paa offentligt at kritisere hans Magt­

udøvelse. D ette var Maj estætsforbrydelse og straffedes som saadan. Bortset herfra fik den danske Enevælde snart et landsfaderligt Præg. De kongelige Forordninger indlededes tidligt med udførlige Redegørelser for, hvorledes Borgernes Tarv laa Kongen paa Sinde, og i Fortalen til Danske Lov af 1683 fandt største Delen af Jyske Lovs Fortale Optagelse, bl. a. saaledes at det strengelig paabødes Dommerne at frelse alle dem, som med Vold tvinges, særlig Enker og faderløse, paa det at Sandhed, Retfærdighed og Fred m aatte bo i Landet.

E t karakteristisk Træk for Enevælden i Danmark er det Omfang, hvori den indførte Lighed for Loven. At Adelens Fortrinsret til vigtigere offentlige Embeder blev afskaffet, er ganske v ist mindre afgørende. D et skyldtes ikke udeluk­

kende ideelle Motiver, men i første Linie Kongemagtens Ønske om at knække den gamle Adel fuldstændigt. Af større Interesse er det, at den Forskel, man tidligere havde gjort paa adelige og uadelige Forbrydere, for største Delen for­

svandt i Danske Lov, saaledes at f. Eks. Arbejde i Jern nu ogsaa kunde tænkes anvendt over for andre end uadelige.

Desuden naaede Enevælden her i Landet m eget tidligt til at anerkende Dom stolenes Uafhængighed og Eneret til at afgøre Borgernes indbyrdes juridiske Tvistigheder.

Ganske v ist var Kongen i Besiddelse af den højeste Dom s­

m agt i Staten, og Højesteretsdom m ene afsagdes derfor paa hans Vegne; men naar Højesteret havde afsagt en Dom, var det i Reglen forgæves, at man henvendte sig til Kongen for at faa den ændret. Dog haves der enkelte Eksempler paa, at de ældre Enevoldskonger omgjorde en af H øjesteret

afsagt Dom; men bortset fra de Tilfælde, hvor det drejede sig om Benaadning, hørte saadanne Indgreb fra Kongens Side til Sjældenhederne. Under alle Omstændigheder var de danske Konger langt mere tilbageholdende paa dette Punkt end andre europæiske Fyrster i samme Tidsrum.

Enevældens Interesse for at sikre R etstilstanden gav sig ogsaa UdsJag i, at den saa tidligt som 1736 bestem te, at alle Personer, som skulde beklæde Dommerembeder, forinden skulde have bestaaet en juridisk Eksamen, medens under­

ordnede Dommerstillinger i ældre Tid var blevet besat med veltjente Lakajer og lign. Ogsaa paa dette Omraade hørte den danske Enevælde til de m est fremskredne Regerings­

former i Europa, selv om det maa indrømmes, at Danmark kun kom et Aar førend Preussen med H ensyn til at opstille Eksamenskrav for Dommere.

Lands Lov og Ret.

Den Utilbøjelighed, de danske Enevoldskonger udviste i R etning af at ændre de af Dom stolene trufne Afgørelser, er et Udtryk for den Respekt, hvormed Enevælden her i Landet om fattede den gældende Retsorden. A t Kongen til enhver Tid kunde ændre denne med Virkning for Fremtiden, var en Selvfølge; men saa længe dette ikke var sket, kunde Borgerne indrette sig i Tryghed efter den gældende R et uden at behøve at frygte for, at Kongen rent vilkaarligt tilsidesatte Rettigheder, som den enkelte Borger m aatte have erhvervet. Som Værn for disse Rettigheder havde han Dom stolene, og ligesom Kongen afholdt sig fra at forandre en Domstolsafgørelse, afslog han Gang paa Gang at afgøre de ham forelagte R etstvister paa egen Haand, naar disse normalt henhørte under Dom stolenes Afgørelse. Den konge­

lige Resolution i saadanne Tilfælde gik da ud paa, at Par­

terne henvistes til »Lands Lov og Ret«, det vil sige til almindelig Rettergang. Herved adskiller Retsplejen i Danmark i det 18. Aarhundrede sig paa afgørende Maade fra den i adskillige andre Lande anvendte K abinetsjustits. I Frankrig forekom i samme Tidsrum de berygtede »lettres de eachet«, (Arrest­

ordrer), udstedte af Kongen selv eller af en højtstaaende

Em bedsm and, der kunde bringe en Mand i Bastillen for Livstid, uden a t det ved R ettergang og Dom var blevet konstateret, om han overhovedet havde gjort sig skyldig i det Forhold, han sigtedes for. Ogsaa i andre Lande har m an talrige Eksem pler paa, a t Fyrsterne paa egen H aand

H enrik S ta m p e. 1713—89. 1753— 84 Generalprokurør, 1784 Medlem af Geheimestatsraadet.

afgjorde Retssagerne og idøm te haarde Straffe, uden a t Sagerne forinden var blevet underkastet almindelig Dom­

stolsbehandling. A t en saadan Frem gangsm aade rum m er den største Fare for Uretfærdighed og Yilkaarlighed, er ind­

lysende, og naar K abinetsj usti tsen bortset fra ganske enkelte Tilfælde er saa godt som ukendt under den danske Ene­

vælde, er dette ensbetydende med, a t Enevælden her i Landet sikrede Borgerne en Beskyttelse for deres Liv og R ettigheder og værnede dem mod Faren for uretfærdige Retsafgørelser i et Omfang, som næppe noget andet euro­

pæisk Land kan opvise Sidestykke til i samme Tidsrum.

Selv under det demokratiske Styre i Sverige i den saakaldte Frihedslid i det 18. Aarhundrede var det ikke ualminde­

ligt, at Rigsdagen blandede sig i de af Dom stolene afgjorte Retssager.

Naar Dom stolene i Danmark opnaaede en saadan Uaf­

hængighed af de øvrige Statsmyndigheder, skyldtes dette for en stor Del en enkelt Mands Indsats, nemlig Henrik Stampes (1713— 89). Stampe beklædte i en Menneskealder Stillingen som Generalprokurør, det vil sige som Regerin­

gens juridiske Raadgiver, og har i denne Egenskab forfattet ca. 1 000 — ofte m eget omfattende — Erklæringer om fore­

lagte juridiske Tvivlsspørgsmaal. I disse Erklæringer træk­

kes for første Gang i dansk retsvidenskabelig Teori og Praksis Grænsen skarpt op mellem det Omraade, der naturligt henhører under Domstolene, og som Administrationen derfor bør holde sig fra, og det Omraade, som bør være forbeholdt Administrationen. Denne Grænse var i Datiden særlig vanskelig at drage, fordi de samme Personer jævnlig be­

klædte Dommerembeder ved Siden af deres adm inistrative Stillinger og derfor ikke altid gjorde sig klart, hvornaar de handlede i den ene eller anden Egenskab. Derfor var det ogsaa tvivlsom t, hvornaar der kunde appelleres til højere Dom stole. Gang paa Gang fremhæver Stampe, at »en Øvrighed som Øvrighed ikke maa agere Dommer og en Dommer som Dommer ikke Øvrighed«, og han understreger Værdien af, at der bestaar en Adgang til at gaa til D om ­ stolene, hvor man mener sig forurettet, saaledes at man ikke er underkastet Øvrighedens Afgørelse i alle L ivets Forhold. »Lands Lov og R et er i begge Rigerne (Danmark og Norge) Undersaatternes Yndlingsord og anses af dem som det sikreste og visseste Gærde om enhvers Velfærd«.

Deri mener de at have en Beskyttelse og Tilflugt imod »al den Overlast og Fortrængsel, dem kunde tilføjes af deres

Øvrighed eller andre«.

De Anskuelser, Stampe gjorde gældende med H ensyn til Værdien af, at Dom stolene var uafhængige af Admini­

strationen, er i Overensstemmelse med den af den franske Forfatter Montesquieu kort forinden fremsatte Lære om Adskillelsen af Statsmagterne. Ifølge Montesquieu m aatte

den lovgivende, udøvende og dømmende Myndighed ikke være forenet hos et og samme Statsorgan, men skulde være fordelt mellem tre af hinanden uafhængige Organer. D et er sandsynligt, at Stampe først gennem Montesquieus Arbejder rigtig er blevet klar over Betydningen af, at Dom stolene er uafhængige; men det er karakteristisk for ham, at han mener, at Adskillelsen af Dom smagten og den udøvende Magt har gammel Hævd i dansk Ret, og at den i Virkeligheden er en K onsekvens af den danske Forfat­

ning. H vis man ved den dagældende danske Forfatning forstaar Kongeloven, vil man i dennes Tekst ikke finde en eneste Bestem m else, som Stampe kunde anføre til Støtte for sin Paastand; men som ovenfor om talt har Kongeloven aldrig været betragtet som udtømmende, og naar Stampe anser Dom stolenes Uafhængighed af Administrationen for en ældgammel Ordning i dansk Ret, er det muligt, at han dermed blot giver Udtryk for en Grundsætning, som hele hans Slægtled og de nærmest foregaaende har følt som et nødvendigt Supplement til Kongelovens Regler, selv om ingen har været i Stand til at formulere den saa klart som han. I hvert Fald tyder den Udstrækning, i hvilken Stampes Anskuelser i Løbet af kort Tid trængte igennem i Teori og Praksis, paa, at der ikke var Tale om en Nydannelse i dansk Ret, men kun om den fuldstændige Gennemførelse af et hidtil kun til Dels fastslaaet Princip.

D e borgerlige Frihedsrettigheder.

I samme Omfang en Retsorden fastslaar Borgernes Adgang til at faa deres Sager forelagt Dom stole, hvis Afgørelser kun kan anfægtes gennem Appel til de ordinære Appeldomstole, maa Sikkerheden for Liv og Ejendom natur­

ligvis forøges, og af det foregaaende vil ses, at den danske Enevælde allerede i det 18. Aarhundrede var naaet v id t i saa Henseende. Hvad specielt angik Anvendelsen af Vare­

tægtsarrest under Behandlingen af en Straffesag, fastslog en kgl. Forordning af 1793, at »da det strider mod R et­

færdigheds Grundsætninger, at nogen skulde anses skyldig til Straf, førend han dertil paa lovlig Maade er blevet dømt, saa flyder deraf, at de som formedelst Misgerninger er til­

ta lte og hæftede, ikke bør, imedens Søgsmaal imod dem ved R etterne forfølges, udsættes for flere Lidelser end de, der ere nødvendige Følger af deres Friheds Indskrænkelse og deres Personers Bevogtning, indtil deres Skæbne ved endelig Dom er blevet afgjort«, og der fastsattes i Tilslutning hertil en Række Regler om Varetægtsfængslernes forsvarlige Indretning. I en Forordning af 1796 blev det desuden bestem t, a t enhver, som blev paagrebet for en Forbrydelse, inden 24 Timer skulde stilles for en Dommer, og hvis dette var umuligt, uopholdeligt, saa snart det kunde ske.

Af de øvrige saakaldte borgerlige Frihedsrettigheder var Trykkefrihed, det vi.l sige Adgangen til paa T ryk a t of­

fentliggøre sine Tanker uden forudgaaende Censur, oprindelig ukendt her i Landet ligesom i andre Lande; men i et kortere Tidsrum efter Struenseetiden fandtes der dog Trykkefrihed under efterfølgende Ansvar efter den almindelige Straffe­

lovgivning. Fra 1799 indførtes im idlertid paany Censur i et vist Omfang, nemlig med Hensyn til Forfattere, som tidligere havde gjort sig skyldige i Overtrædelse af Reg­

lerne om, hvilke Spørgsmaal der m aatte behandles i try k te Skrifter, sam t med Hensyn til Aviser og periodiske Blade.

H erefter bestod der altsaa kun en begrænset Trykkefrihed i D anm ark; men Adgangen til paa T ryk a t ytre sig om offentlige Anliggender var dog væsentlig videre her i L andet end de fleste andre Steder.

Med Hensyn til Adgangen til a t oprette Foreninger tilkom der Borgerne under Enevælden en betydelig bedre Retsstilling, end andre Landes Lovgivning indrømmede.

Medens Oprettelsen af nye Foreninger under den franske Republik i hele det 19. A arhundrede var betinget af Rege­

ringens Tilladelse, og man end ikke i den berøm te Erklæring af 1789 om Menneske- og Borgerrettighederne havde med­

taget Foreningsfriheden, bestod der i D anm ark under hele Enevælden fuldkommen Frihed til a t oprette Foreninger med ethvert lovligt Øjemed. Heller ikke Forsamlinger under aaben Himmel krævede forudgaaende Tilladelse af Øvrigheden til deres Afholdelse.

H vad endelig angaar Borgernes Trosbekendelse, fastslog Danske Lov ganske vist, a t ingen anden Trosbekendelse end den evangelisk-lutherske m aatte taales her i Landet;

men i Praksis viste man dog en betydelig Tolerance og anerkendte efterhaanden talrige andre Trossamfund som berettigede til at opholde sig i Danmark, ja, i Slutningen af det 18. Aarhundrede naaede man endog saa vid t i Retning af at betragte dem som ligeberettigede med den evangelisk­

lutherske Statskirke, at man fastsatte Straf for enhver Bespottelse af deres Trosbekendelse eller Religion.

B. Retskilderne.

Retsforedrag.

Oprindelig levede Retsoverleveringen kun i Menneskenes Erindring. Noget skriftligt Udtryk havde Retsreglerne ikke faaet; men de gamle Sætninger gik som i en senere Tid Ordsprogene fra Generation til Generation i den mundtlige Overlevering. Ogsaa i deres sproglige Form mindede de om Ordsprogene. D et var korte knappe Sætninger, og ofte forekom der Bogstavrim i dem, som lettede Arbejdet for Hukommelsen. Netop med H ensyn til Retsregler var det jo af afgørende Betydning, at der ikke indsneg sig Fejl i Overleveringen.

Selve Traditionens Bevarelse fra Slægt til Slægt er vel fortrinsvis foregaaet paa den Maade, at de yngre, som ønskede at erhverve den saa højt ansete Retskundskab, henvendte sig til de gam le lovkyndige og gik i Lære hos dem.

Situationen er velkendt fra de islandske Sagaer, hvor man ofte hører om, at en ung Mand tog ind hos en Lovmand og opholdt sig hos ham for at lære Loven. De, der ikke ønskede paa denne Maade at give sig i Lag med et egentligt Lov­

studium, havde Adgang til paa anden Maade at skaffe sig Kendskab til Retsreglerne. Ikke blot havde de til Stadighed Lejlighed til at se, hvorledes Lovene anvendtes i de paa Tinge paadømte Retssager; men det maa betragtes som givet, at der paa Tinget er blevet holdt egentlige Retsforedrag.

De gamle Retsregler blev ordnet efter deres Indhold, og med visse Mellemrum foredrog en af Tingets ledende Mænd alle de Regler, man havde overleveret, enten som Helhed, eller saaledes at han gennemgik dem Afsnit for Afsnit.

I Sverige havde den til Tinget knyttede Lovm and Pligt til at gennemgaa hele Retsordenen i Løbet af et Aar, og maaske har det samme været Tilfældet her i Landet.

Lovteksterne maa antages at være blevet overleveret paa denne Maade i adskillige Aarhundreder. I Tidens Løb udvidedes Tekstens Omfang. De enkelte Regler blev mere detaillerede, og nye Regler kom til. Naar Landstingene havde afgjort et Tilfælde, som ikke tidligere havde været om handlet i Loven, blev den herved fastslaåede Regel ofte optaget i Lovteksten paa det Sted, hvor den naturligt hørte hjemme. Efterhaanden maa det derfor være blevet et m eget betydeligt Arbejde at tilegne sig og huske hele Lovens Indhold, ikke m indst efter Kristendommens Indførelse, da der blev indført adskillige Reformer af den gamle Ret, saaledes at det jævnlig m aatte stille sig som tvivlsom t, hvor m eget af denne der stadig havde Gyldighed. Der opstod derfor en stærk Trang til at faa Lovbestemm elserne nedskrevet.

Landskabslovene.

Hvornaar dette fandt Sted, kan ikke siges med B estem t­

hed, men det er vistnok sket i Valdemar den Stores sidste Regeringstid og under Knud den 6., og de Personer, som stod for Nedskrivningen, var de lovkyndige Mænd, som plejede at lede Tingenes Forhandlinger. I den senere Tid, da Lovene i Almindelighed blev givet af Kongen, m ente man, at det ogsaa m aatte være Kongen, som havde Æren af Nedskrivningen af de gamle Lovbestemm elser, men dette er ikke sandsynligt. Derimod er der adskilligt, som tyder paa, at de Personer, som nedskrev Lovene, var Mænd, som havde gennem gaaet en vis videnskabelig Uddannelse. I det 12. Aarhundrede var det blevet almindeligt, at Stor- mændene sendte deres Sønner til Udlandet, især til Paris, for at studere. De danske havde endog deres eget K ollegium i Paris, og en sam tidig Forfatter berømmede de danske Studenter for deres Skarpsindighed og Tungefærdighed.

D et er rim eligvis blandt de Mænd, der paa denne Maade i deres Ungdom havde erhvervet sig en vis litterær U d­

dannelse, at man maa søge dem, som nedskrev den gamle

R et i det 12. Aarhundrede, og de løste deres Opgave med stor D ygtighed. Mange Regler m aatte fuldstændig omredi­

geres ved Nedskrivningen, fordi de ældre Bestem m elser var uanvendelige med deres oprindelige Indhold, og den Om­

stændighed, at hele Retsordenen paa denne Tid var i Støbe­

skeen, stillede store Krav til de lovkyndiges Beherskelse af R etsstoffet.

Paa denne Maade blev der foretaget private Nedskriv­

ninger af R etten inden for hvert af de tre Retsomraader, Jylland, Sjælland og Skaane, som fandtes i Danmark indtil Udstedelsen af Danske Lov 1683. I senere Tid kaldte man de fra Sjælland og Skaane bevarede Lovtekster for KongYaldemars sjællandske Lov, Kong Eriks sjællandske Lov og Skaanske Lov; sidstnæ vnte Lov ansaas for givet af Valde­

mar den Store. Ingen af disse Love blev imidlertid stadfæstet af Kongen, og dette var sandsynligvis heller ikke Tilfældet med den ældste jyske Lov, som ikke mere er bevaret.

Derimod tilvejebragtes der i Tiden før 1241 en ny jysk Lov paa Valdemar Sejrs Initiativ, sandsynligvis paa den Maade, at Kongen overdrog til en Kreds af lovkyndige Mænd at udarbejde en ny Lov paa Grundlag af den gamle, da denne ikke mere var tilfredsstillende, hvorefter Kongen faa Dage før sin Død i Marts 1241 udstedte den ny Lov paa et Møde af »Rigets bedste Mænd« i Vordingborg. Derefter indhentede man sandsynligvis Viborg Landstings Vedtagelse af Loven, idet Landstinget jo — saaledes som det udtrykkelig siges i Lovens Fortale — skulde vedtage den af Kongen givne Lov, forinden denne fik Gyldighed.

R ent indholdsmæssigt ligner Jyske Lov i høj Grad de andre Landskabslove. Om dem alle gælder det, at de langt­

fra udtømmer alle de retlige Problemer, som kunde opstaa under Datidens Samfundsforhold. Paa nogle Punkter er den ene Lov mere udførlig end den anden, paa andre tier den fuldstændig. E t af de Omraader, som i alle Lovene under­

kastes en m eget udførlig Behandling, er Formueforholdet mellem Forældre og Børn og Arveretten. I nogle af Lovene findes desuden større strafferetlige Afsnit, saaledes at navnlig Reglerne om Legemsfornærmelser er Genstand for en yderst detailleret Behandling. Ogsaa Tyveriforbrydelsen om­

handles ret udførligt i flere af Lovene. Af andre Emner,

som Landskabslovene giver Regler om, kan nævnes R ets­

plejen, Jordfællesskabet og andre landboretlige Forhold.

System atiske Love i N utidens F orstand er de dog langtfra, og om mange Forhold findes kun enkelte ret tilfældige Regler. Som almindelig K arakteristik af Landskabslovene kan desuden siges, a t de er kasuistiske, det vil sige: Loven tager et enkelt konkret Tilfælde og behandler det i Stedet for a t søge a t give en mere almindelig Regel, som om fatter baade det foreliggende Tilfælde og e n , Række lignende.

N aar det f. Eks. i Jyske Lov siges, a t hvis en Mand hugger efter en anden, som er til Hest, og han ikke ram m er ham , men Hesten, da skal han bøde tre Mark for det Saar, han tilføjer Hesten, sam t erstatte Skaden paa Hesten, saa er denne Regel et U dtryk for, a t der skal bødes for det mis­

lykkede Forsøg (nemlig paa a t dræbe eller saare R ytteren), men hvorledes det gaar i andre Tilfælde, hvor en Mands Forsøg paa a t dræbe en anden mislykkes, siger Loven in tet om.

Endnu gældende Regler i Landskabslovene.

Landskabslovene var gældende i 400 Aar for hver sit Land, selv om Forholdet var det, a t Jyske Lov efterhaanden fortrængte de andre Landskabslove paa mange Omraader, bl. a. fordi der 1590 blev tilvejebragt en Oversættelse af Jyske Lov til D atidens danske Sprog, medens de andre Landskabslove stadig kun forelaa i deres oprindelige sprog­

lige Skikkelse, som efterhaanden var temmelig uforstaaelig for Menigmand. H ertil kom, a t Jyske Lov stadig blev try k t op i nye Udgaver i det 16. og 17. A arhundrede, medens der af de andre Landskabslove enten slet ikke forelaa try k te Udgaver eller ogsaa meget sjældne Udgaver. Det blev derfor ogsaa Jyske Lov, som i første Linie blev b en y ttet som Kilde ved Udarbejdelsen af Danske Lov af 1683, ofte saaledes at adskillige af Jyske Lovs Regler overgik næsten ordret i Danske Lov. Paa denne Maade har de bevaret deres Gyldighed lige til N utiden. D ette gælder f. Eks.

Bestemmelsen: »Finder nogen Mand Sølv eller Guld enten i Høje eller bag sin Plov eller paa nogen anden Maade, da skal Kongen have det«. Bibeholdelsen af dette Princip