Selvtægt.
Forud for den Tid, da der findes en virkelig Retspleje, gaar en Tilstand, hvor den, der mener sig forurettet af en anden, selv søger at skaffe sig Oprejsning, hvis han har de nødvendige Magtmidler hertil, og ellers maa slaa sig til Taals med den lidte Uret. Spørgsmaalet om, i hvilket Omfang Selvtægt kan udøves, bliver derfor afhængigt af de to Modstanderes fysiske Magtforhold, og Selvtægten bliver i Reglen kun et Middel for den stærke.
I de danske Landskabslove er det Stadium, hvor Selv
tægten raader, næsten helt forladt; men paa enkelte Om- raader har den Opfattelse, at man skal overlade Afgørelsen af, hvad der er R et og Uret, til Samfundet selv, dog vanske
ligt ved at naa frem til Anerkendelse. Har en Slægt m istet et af sine Medlemmer ved Drab, eller er et Slægtsmedlems Ære blevet krænket, er Blodhævnen Slægtens naturlige Reaktion over for Krænkelsen, og som det tidligere, er om talt, er det først sent, at ogsaa disse Omraader inddrages under den almindelige Retshaandhævelse. Paa lignende Maade fastslaar de danske Landskabslove, at hvis en Mand griber sin Hustru i Utroskab paa fersk Gerning, har han R et til at dræbe Elskeren paa Sengen, og hvis han derefter fører de blodige Lagner og Bolstre til Tinge, skal han være sagesløs. For saa vidt angik Hustruen, havde han som tidligere om talt R et til at jage hende af Gaarde i den blotte Særk. Ogsaa Tyven, der blev grebet paa fersk Gerning, kunde efter den gamle danske R et frit dræbes af den be- stjaalne. Tyveriforbrydelsen opfattedes som særlig neder
drægtig og foragtelig, fordi den foregik i Dølgsmaal, og i sin Ophidselse over a t gribe Tyven paa fersk Gerning kunde den bestjaalne ikke formodes a t have Koldblodighed nok til a t afvente Sam fundets Dom over Tyven. I Jyske Lov
C h ristian den 5. fører Forsædet i H øjesteret, der efter Enevældens Indførelse traadte i Stedet for det kgl. Retterting. A f Højesterets M edlem m er skulde oprindelig Halvdelen være adelige og H alvdelen borgerliqe, medens Rettertinqet havde været beklædt af Kongen oq det
adelige R igsraad.
er Udviklingen dog naaet et Skridt videre, idet Loven bestemmer, a t den bestjaalne skal overlevere Tyven til Kongens Em bedsm and, for a t denne kan hænge ham, og Jyske Lov giver den karakteristiske Begrundelse heraf:
Kongens Em bedsm and gør det for Retfærdighedens Skyld og for Kongens Magt og ikke af Hævn. Det er ogsaa Jyske Lov, som ganske i Almindelighed fastslaar den Regel, a t ingen maa tage sig selv Ret, men enhver skal dele sig til R ette.
B ortset fra saadanne Undtagelsestilfælde var det paa Landskabslovenes Tid im idlertid Reglen, a t juridiske Mel
lemværender skulde finde deres Afgørelse paa Tingene, enten paa Herredstinget eller paa Landstinget.
I Reglen stod det Parterne fuldstændig frit, for hvilket af de to Ting de vilde indbringe Sagen; men i visse Tilfælde, navnlig i de store Straffesager, skulde Sagen dog anlægges ved Landstinget. Havde Herredstinget afsagt Dom i en Sag, som den var kom petent til at paakende, kunde Afgø
relsen oprindelig ikke appelleres til Landstinget; men heri skete der som tidligere om talt i Løbet af Middelalderen den Forandring, at Landstinget foruden at dømme som første Instans i visse Sager ogsaa dømte som Appelinstans i Forhold til Herredstinget. Paa den anden Side kunde Landstingsdomme appelleres til Kongens Retterting, hvor Kongen dømte, enten personlig eller ved nogle af ham udnævnte Mænd, i senere Tid Rigsraadet.
Tingene som Domstole.
Oprindelig var det Tingmændene selv, der dømte, og Afgørelsen er vel, ogsaa naar det drejede sig om Afsigelse af en Dom, i Realiteten blevet truffet af de ledende Mænd paa Tinget og derefter blevet bifaldet af de tilstedeværende.
I Løbet af Middelalderen overgik den dømmende Myndighed imidlertid til den kongelige Embedsmand paa Tinget.
Denne Embedsmand havde oprindelig til Opgave at vare
tage Kongens Interesser, men har naturligvis i Kraft heraf paa et m eget tidligt Tidspunkt faaet en betydelig Ind
flydelse paa Tingets Afgørelser, og efterhaanden blev det almindeligt, at det var ham alene, der afsagde Dommene.
Den kongelige Embedsmand paa Landstinget betegnedes som Landsdommeren, et Navn, der bevaredes indtil Lands
tingenes Afskaffelse 1805 og efter Retsreformens Gennem
førelse 1919 genoptoges som Betegnelse for Medlemmerne af Landsretterne. Ved Herredstinget kaldtes han Herreds
foged og vedblev uden Afbrydelse at bære dette Navn, indtil Retsplejeloven erstattede det med den mere farve
løse Betegnelse: Underretsdommer. I Livssager — det vil sige Sager, hvor der kunde blive Spørgsmaal om at idømme Dødsstraf — dømte Herredsfogeden dog ikke alene, idet han siden Midten af det 16. Aarhundrede her skulde tage de
bedste Tingmænd med sig og afsige Dommen sammen med dem. Denne Ordning, der altsaa krævede Domsmænds Medvirken i Livssager, opretholdtes ved Danske Lov og var gældende indtil Retsplejeloven.
N aar m an siger, a t Tingene udøvede Domsmagt, maa man im idlertid være klar over, a t dette Begreb i gamle Dage ikke dækkede over helt det samme som i N utiden.
Scene fra L andstin get, efter at dette var kom met under Tag. Ved Bordet ses L andsdom meren og Landstings- skriveren. Foran B or
det staar Parterne.
Grunden hertil er, at Tinget havde en helt anden K arak ter end vore Domstole. En Dom, afsagt af en Domstol i vore Dage, vil, saafrem t domfældte ikke godvilligt opfylder den inden den i Dommen fastsatte F rist — i Reglen 15 Dage — kunne fuldbyrdes mod hans Vilje gennem en af Fogeden foretaget Tvangsfuldbyrdelse. En saadan Adgang til Tvangs
fuldbyrdelse fandtes im idlertid ikke i den ældste Ret, fordi Tinget som saadant ikke raadede over de nødvendige M agtmidler hertil. Derfor vil m an forstaa, hvilken uhyre Betydning det fik for Retshaandhævelsen i Samfundet, at Kongen i Løbet af Middelalderen paatog sig at gennem
tvinge de af Tingene afsagte Domme og saaledes med R ette kunde siges a t være »Fredens Vogter«.
B ev ism id ler.
Ligesom Tingene var ude af Stand til a t fuldbyrde de afsagte Domme, v ar deres Stilling over for Sagen selv væsensforskellig fra en moderne Domstols. I vore Dage vil en Domstol foruden a t anlægge en juridisk Bedømmelse af det forelagte Spørgsmaal tillige have a t afgøre, hvorvidt Parterne har tilvejebragt tilstrækkeligt Bevis for deres
Paastande. H vis en Mand f. Eks. kræver Erstatning af en anden for en ituslaaet Rude, maa han ikke blot bevise, at Ruden er gaaet i Stykker, men ogsaa, at den anden er Skyld heri. Han vil i Almindelighed ikke kunne indskrænke sig til at forlange, at hans Modpart beviser, at Ruden er gaaet i Stykker af andre Grunde. Man plejer at udtrykke dette paa den Maade, at skadelidte (Sagsøgeren) i dette Tilfælde har Bevisbyrden for, at hans Modpart er ansvarlig for Skaden, idet Følgen af, at han ikke præsterer det til
strækkelige B evis herfor, er, at han taber sin Sag. I mange Tilfælde vil man paa Forhaand kunne sige, hvem af Sagens Parter der har Bevisbyrden, i andre Tilfælde bliver det Dom stolens Sag at lægge Bevisbyrden paa den Part, som efter de foreliggende Omstændigheder maa anses for at være den nærmeste til at bære den.
I den gamle danske R et var Forholdet helt anderledes.
Der var her i Reglen ikke Tale om, at Tinget indlod sig paa en egentlig Bedømmelse af forelagte Beviser, og der blev derfor heller ikke Spørgsmaal om at paalægge en af Par
terne Bevisbyrden i Sagen. Retsordenen anerkendte nemlig som Hovedregel overhovedet ikke nogen Adgang til at føre B evis i moderne Forstand. I Stedet for et saadant virkeligt B evis traadte et rent formelt Bevis, som i Reglen bestod deri, at Parten aflagde Ed paa, at hans Paastand var rigtig, og sam tidig hermed fik et vist Antal Mænd til at sværge paa, at hans Ed var »ren og ikke mém. For at kunne aflægge en Ed behøvede Mededsmanden ikke at have noget Kendskab til Rigtigheden af Paastanden. D et var tilstrækkeligt, at han ud fra sit almindelige Kendskab til Parten ansaa ham for en troværdig Person og derfor turde støtte hans Paa
stand med sin Ed ud fra den Overbevisning, at han ogsaa i det foreliggende Tilfælde havde talt Sandhed. E t af de berømteste Eksempler paa en saadan Partsed med M ed- edsmænd er Sagen mod Kong Abel, da Kongen tiltaltes for at have dræbt sin Broder Kong Erik Plovpenning og i denne Anledning aflagde Ed paa at være uskyldig, stø ttet af 23 Mededsmænd.
Selv om den Omstændighed, at blot en eneste af de til
budte Mededsmænd vægrede sig ved at aflægge Eden, bevirkede, at Parten havde tabt sin Sag, er det klart, at
Adgangen til a t aflægge Partsed med Mededsmænd m aatte betragtes som en stor Fordel for en P art. Som Folge heraf er Landskabslovene i Reglen meget omhyggelige med a t angive, hvem der havde Bevis i en Sag, og Tingets Virk
somhed indskrænkede sig derfor som oftest til at træffe Afgørelse om, under hvilken Bestemmelse i Loven det foreliggende Retstilfælde m aatte henføres; saa sørgede Loven for Resten, og naar Eden var aflagt, havde Tinget blot a t konstatere, om den lovbestem te P a rtse d med Med
edsmænd v ar lykkedes eller ej. U ndertiden krævede Loven, a t P arten skulde sværge selvtolvte, i andre Tilfælde selv
sjette. Somme Tider krævedes Meded af flere Tylfter; men i in tet Tilfælde kunde Tinget nedsætte eller skærpe K ravet til det i Loven foreskrevne Bevis eller tage noget som helst Hensyn til, a t M odparten fremførte, hvad vi vilde betragte som soleklare Beviser for Rigtigheden af sit S tandpunkt.
Partsed med Mededsmænd var det dominerende Af- gørelsesmiddel i Landskabslovene, uagtet K irken v ar en u d talt M odstander af det, da det utvivlsom t førte til Aflæg
gelse af mange falske Eder. I Landskabslovene haves dog Spor af, a t man i Tiden forinden i stor U dstrækning har anvendt Jernbyrd som Afgørelsesmiddel.
Jernbyrden forekom i forskellige Former. En af dem bestod i, a t P arten skulde bære et Stykke glødende Jern paa sine Hænder, en anden deri, at han paa bare Fødder skulde gaa hen over nogle glødende Plovjern. Saafrem t det glødende Jern ikke efterlod sig B randsaar paa Huden, var Jernbyrden lykkedes.
Jernbyrd var med andre Ord en Gudsdom, det vil sige, a t man overlod Sagens Udfald til Gud, idet han, hvis han vilde hjælpe den paagældende P art, lod et Mirakel indtræde, som beviste hans P aastands Rigtighed. Denne Afgørelses- maade havde K irken oprindelig anerkendt som tilladelig.
Bekendt er saaledes Fortællingen om, hvorledes Præ sten Poppo bar Jernbyrd for Kong Harald Blaaland og derved overbeviste ham om, a t den kristne Gud var stærkere end de hedenske. I Tidens Løb skiftede K irken im idlertid S tandpunkt over for Jernbyrden, og naar dette Afgørelses
middel paa Landskabslovenes Tid var ved a t forsvinde, skyldtes det K irkens Indflydelse.
N æ vninger.
Medens en Dom i Almindelighed blev afsagt af Tinget som Helhed, efter at en af P arterne havde præ steret P artsed med Mededsmænd, var der dog en Række Sager, hvor Afgørelsen v ar henlagt til en Kreds af Nævninger. U nder
tiden udtoges de for den enkelte Sag, i andre Tilfælde
Poppos Jernbyrd afbildet paa en forgyldt Kobberpla- de fra Tam drup K irke. R e
lieffet, der formodentlig op
rindelig har haft sin P lads sam m en med en Række an dre bevarede Billeder paa et saakaldt >>gyldent A lter«, stam m er fra ca. 1200. Over et flammende B aal holder P oppo sin hojre H a a n d, der er omgivet af en Jern handske.
virkede de for et vist Aaremaal i alle Sager af en bestem t A rt; men det for dem karakteristiske var, a t de i Modsæt
ning til Mededsmændene skulde underkaste Sagen en vis Undersøgelse og ikke kunde sværge paa Grundlag af deres K endskab til P arten alene. P aa den anden Side var de ikke udelukket fra a t benytte den Viden, de havde faaet andre Steder fra end paa Tinget. Nævningerne er vistnok i en Række Tilfælde udviklet af den ældre Ordning med Med
edsmænd og repræsenterede jo en væsentlig Skærpelse af de ældre Regler om Afgørelsen af Retssager; men efter Middelalderens Udgang gik de mere og mere af Brug, og selv om de ikke blev afskaffet ved Danske Lov, varede det dog kun k o rt Tid efter Lovbogens Udstedelse, før de helt
forsvandt. N aar m an i vore Dage paany h ar indført Næv
ningeinstitutionen, er der altsaa ikke Tale om, a t m an har videreudviklet en allerede eksisterende Institu tion i dansk Ret, men om en P aavirkning fra fremmed Ret, hvor Næv
ningeinstitutionen viste sig mere livskraftig end i dansk R et og har holdt sig helt op til vore Dage.
Vidnebeviset.
P aa Landskabslovenes Tid var et ny t Bevismiddel ved a t komme frem, som efterhaanden helt skulde fortrænge P artseden med Mededsmænd, nemlig Vidnebeviset. D ette Vidnebevis var dog oprindelig meget forskelligt fra vore Dages Vidnebevis. N utildags vil man i Reglen kun tillade en Person a t aflægge Vidneforklaring om det, som han har direkte K endskab til. P aa Landskabslovenes Tid kunde en Person derimod optræde som Vidne, ogsaa hvis hans K end
skab til det Forhold, han skulde forklare om, beroede paa en Meddelelse til ham fra den deri interesserede P a rt, naar han blot havde faaet denne Meddelelse snarest m uligt, efter a t det paagældende Forhold var kom m et til Eksistens. P aa denne Maade var Vidnerne ikke meget forskellige fra Med- edsmændene, omend de skulde have et noget mere ind- gaaende K endskab til Sagen end disse, og deres Opgave var den samme som Mededsmændene: a t styrke Tilliden til den paagældende P a rts P aastand, ikke a t føre egentligt Bevis for denne i dette Ords moderne Betydning. Der v ar heller ikke Tale om, a t de skulde oplyse Tinget om, hvorfra de
havde deres K endskab til Sagen.
K ort efter Landskabslovenes Tid skiftede Vidnebeviset im idlertid K arakter, saaledes a t Vidnerne blev V idner i moderne Betydning, og i Tiden efter Reform ationen be
gyndte Tingene a t tillægge Vidnebeviset saa stor Betydning, a t man ligefrem nægtede en P a rt R et til a t føre det i Loven hjemlede Bevis med P artsed med Mededsmænd, hvis Mod
p arten førte Vidner paa Rigtigheden af sin P aastan d. H er
ved sank Partseden ned til a t blive et Afgørelsesmiddel, som anvendtes, naar andre Bevismidler svigtede. Danske Lov afskaffede fuldstændig Mededsmændene, men bibeholdt P artsed uden Mededsmand.
Strafferetsplejen.
I den ældre danske Retspleje kendte man ikke nogen Forskel mellem Behandlingen af Straffesager og borgerlige Sager. I begge Slags Sager betragtedes Retssagen som et Mellemværende mellem to P arter. Ganske vist blev det efter- haanden i stor U dstrækning Kongen, som v ar M odpart i Straffesager, idet P aatalen rejstes af hans Embedsmænd paa hans Vegne, medens den ved Forbrydelsen direkte foruret
tede traa d te i Baggrunden; men selv hvor P aatalen saaledes tilkom det offentlige, havde den enkelte Proces stadig K a
rak te r af en Forhandling mellem to P arter. Denne Ordning af StrafTeretsplejen, den saakaldte akkusatoriske Proces (fordi den forudsæ tter en særlig Anklager: accusator), findes ogsaa i Danske Lov paa et Tidspunkt, da StrafTeretsplejen i Europa var næsten helt behersket af det saakaldte Inkvisitions- princip.
For Inkvisitionsprocessen er det karakteristisk, a t fra det Øjeblik Sagen er rejst — og dette behøver ikke engang a t ske ved en formel Anklage, idet Dommeren efter Om
stændighederne selv kan rejse Sagen — ligger den fuld
stændig i Dommerens Hænder. Dommeren retter hele sin Energi mod det Maal at finde ud af dens virkelige Sammen
hæng; han afhører selv sigtede, indkalder Vidner og b en ytter alle til hans Raadighed staaende Midler til a t søge Sagen opklaret for derefter selv a t paadøm me den. Sigtede er pligtig a t medvirke til Sagens Opklaring, og Dommeren er berettiget til a t holde ham i Varetægtsfængsel for a t tvinge ham hertil. F ørst og frem m est søger Dommeren paa denne Maade a t fremkalde en Tilstaaelse fra sigtede, men lykkes det ikke, gælder det om a t tilvejebringe de tilstrækkelige Indicier, for at der kan afsiges Dom. H erved maa man dog erindre, a t Dommeren naturligvis aldrig skal dømme uskyl
dige, men ved sin Behandling af Sagen iagttage den fuld
stændige U partiskhed; men den Omstændighed, a t han til
lige er Anklager i Sagen, vil ofte komme til a t farve hans Bedømmelse af dennes Stilling.
I det 18. A arhundrede træ ngte im idlertid Inkvisitions
processen ogsaa ind i dansk Ret. D ette skete gennem de militære Domstole. I disse fandtes der ved Siden af R ettens
militære Medlemmer som juridisk B istand en Auditør — som Regel af fremmed N ationalitet — og han prægede efter- haanden hele den militære Retspleje i R etning af den in
kvisitoriske Proces, som paa den Tid anvendtes i U dlandet.
Da den militære Domstol i K øbenhavn, den saakaldte Inkvisitionskommission, opnaaede særlig gode R esultater i Retning af at opklare Forbrydelser i K raft af de effek
tive Midler, som stod til dens Raadighed, blev det efterhaanden almindeligt a t lade den træde i Virksomhed ogsaa i andre Sager end saadanne, hvor den sigtede hørte til Krigsmagten, og paa denne Maade blev Inkvisitions- kommissionen efterhaanden en almindelig Undersøgelses- domstol i Straffesager. I 1796 blev det af den anvendte Inkvisitionsprincip indført i Straffesager i hele Landet; men Dommerne havde i Begyndelsen vanskeligt ved a t vænne sig til denne Form for Strafferetspleje, som ganske adskilte sig fra den tilvante, og en kongelig Forordning af 1799 m aatte derfor irettesæ tte Dommerne og indskærpe dem, at det paahvilede dem ikke passivt a t høre paa, hvad ved
kommende Klager og anklagede anførte, men at gribe ak tiv t ind i Sagen og ved at eksaminere P arter og Vidner a t tilveje
bringe al mulig Oplysning om Sagens sande Sammenhæng.
Tortur.
E t af de vigtigste Midler til Sagens Oplysning, som stod til en Dommers Raadighed under den inkvisitoriske Proces i ældre Tid, var Anvendelsen af Tortur.
T ortur som Oplysningsmiddel i Straffesager spillede en overordentlig stor Rolle i U dlandet i Tiden efter Udgangen af Middelalderen og kom i samme Tidsrum ogsaa ind i
T ang, anvendt som Torturinstrum ent.
dansk Ret, medens man iøvrigt ikke dengang kendte til Inkvisitionsproces her i Landet. Det maa dog im idlertid fremhæves, a t T ortur aldrig har spillet nogen større Rolle i dansk Ret, idet den kun anvendtes i ringe Omfang. I een Gruppe af Sager var der dog fri Adgang til a t anvende
In kvisition skom m ission en i Stokhuset i København. Forskellige Tortur- instrumenter er anvendt som Ornamenter om kring B illedet.
den, nemlig i Sager om Majestætsforbrydelse. Reglerne om Behandlingen af disse Sager var taget fra Rom erretten, og herfra havde man ogsaa overtaget Anvendelsen af T o rtu r i saadanne Sager. Paa Grund af den Farlighed, man tillagde Majestætssagerne, var der ikke fastsat nogen Grænse for, i hvilket Omfang og paa hvor tidligt et Stadium af Sagen T ortur m aatte anvendes. I andre Sager gjaldt derimod den Regel, a t T ortur kun m aatte anvendes over for domfældte, og i Praksis blev det kun H øjesteret, som bestem te, a t T ortur skulde komme til Anvendelse. H ertil kom yder
ligere, at man siden Christian den 3.s Tid ikke m aatte til
lægge Forklaringer af Personer, som var døm t for nogen uærlig Sag, Betydning under en Retssag, og da T ortur tid
ligst kunde finde Sted efter Dommen, var der altsaa ingen Mulighed for herigennem at fremkalde Angivelse af Med
skyldige. Desuden fastholdt man i Praksis en Række B e
grænsninger i Torturen, idet den ikke m aatte anvendes flere Gange under samme Sag, og Afhøring m aatte ikke finde Sted under Torturen. Paa Danske Lovs Tid bestod Tortur over for Mænd i Rottingslag, over for K vinder i Piskeslag.
I det 18. Aarhundrede kom man ganske vist ind paa at an
vende Tortur i noget større Omfang som Tvangsm iddel over for Benægtere, men der siges herom i det kongelige Reskript af 1772 til den tidligere om talte Inkvisitionskorrlmission i København, at der paa Forhaand skulde være taget Be
stemmelse om, hvor mange Slag vedkommende skulde have, og der skulde herved bruges al mulig Forsigtighed og Lem
fældighed efter Inkvisitens Legem stilstand og Førlighed og overalt dermed saaledes forholdes, som Kommissionen der
for vilde staa til Ansvar. Især skulde den søge at forebygge, at nogen uskyldig blev graveret og at nogen derved kunde synes at have taget Skade paa sit Helbred. Dersom en Inkvisit m ente; at der ved Kommissionens Behandling var sket ham for nær, m aatte det være ham tilladt saadant inden 14 Dage, efter at Forhøret var sluttet, ved Klage at paaanke. Endelig afskaffet blev Tortur først 1837.
Hekseprocesser.
Der er een Slags Sager, der i den almindelige Bevidsthed er uløseligt forbundet med Anvendelse af Tortur, nemlig Hekseprocesserne, og det er ogsaa en kendt Sag, at de mest umenneskelige og raffinerede Torturinstrumenter har fundet Anvendelse i saadanne Sager.
Hekseprocesserne, der er et af de mørkeste K apitler i den nyere Tids Historie, hører i det hele det 16. og 17. Aar
hundrede til. I Middelalderen var det vel forekommet, at Mænd og Kvinder fandt Døden paa Baalet som Troldmænd og Hekse; men det var først efter at Pave Innocens den 8. i Aaret 1484 havde autoriseret to Personer som Inkvisitorer i Heksesager, at der begyndte egentlige Hekseforfølgelser.
I Løbet af kort Tid bredte disse sig som en Epidem i til hele Europa, og A ntallet af Mænd og Kvinder, som blev