Retsforedrag.
Oprindelig levede Retsoverleveringen kun i Menneskenes Erindring. Noget skriftligt Udtryk havde Retsreglerne ikke faaet; men de gamle Sætninger gik som i en senere Tid Ordsprogene fra Generation til Generation i den mundtlige Overlevering. Ogsaa i deres sproglige Form mindede de om Ordsprogene. D et var korte knappe Sætninger, og ofte forekom der Bogstavrim i dem, som lettede Arbejdet for Hukommelsen. Netop med H ensyn til Retsregler var det jo af afgørende Betydning, at der ikke indsneg sig Fejl i Overleveringen.
Selve Traditionens Bevarelse fra Slægt til Slægt er vel fortrinsvis foregaaet paa den Maade, at de yngre, som ønskede at erhverve den saa højt ansete Retskundskab, henvendte sig til de gam le lovkyndige og gik i Lære hos dem.
Situationen er velkendt fra de islandske Sagaer, hvor man ofte hører om, at en ung Mand tog ind hos en Lovmand og opholdt sig hos ham for at lære Loven. De, der ikke ønskede paa denne Maade at give sig i Lag med et egentligt Lov
studium, havde Adgang til paa anden Maade at skaffe sig Kendskab til Retsreglerne. Ikke blot havde de til Stadighed Lejlighed til at se, hvorledes Lovene anvendtes i de paa Tinge paadømte Retssager; men det maa betragtes som givet, at der paa Tinget er blevet holdt egentlige Retsforedrag.
De gamle Retsregler blev ordnet efter deres Indhold, og med visse Mellemrum foredrog en af Tingets ledende Mænd alle de Regler, man havde overleveret, enten som Helhed, eller saaledes at han gennemgik dem Afsnit for Afsnit.
I Sverige havde den til Tinget knyttede Lovm and Pligt til at gennemgaa hele Retsordenen i Løbet af et Aar, og maaske har det samme været Tilfældet her i Landet.
Lovteksterne maa antages at være blevet overleveret paa denne Maade i adskillige Aarhundreder. I Tidens Løb udvidedes Tekstens Omfang. De enkelte Regler blev mere detaillerede, og nye Regler kom til. Naar Landstingene havde afgjort et Tilfælde, som ikke tidligere havde været om handlet i Loven, blev den herved fastslaåede Regel ofte optaget i Lovteksten paa det Sted, hvor den naturligt hørte hjemme. Efterhaanden maa det derfor være blevet et m eget betydeligt Arbejde at tilegne sig og huske hele Lovens Indhold, ikke m indst efter Kristendommens Indførelse, da der blev indført adskillige Reformer af den gamle Ret, saaledes at det jævnlig m aatte stille sig som tvivlsom t, hvor m eget af denne der stadig havde Gyldighed. Der opstod derfor en stærk Trang til at faa Lovbestemm elserne nedskrevet.
Landskabslovene.
Hvornaar dette fandt Sted, kan ikke siges med B estem t
hed, men det er vistnok sket i Valdemar den Stores sidste Regeringstid og under Knud den 6., og de Personer, som stod for Nedskrivningen, var de lovkyndige Mænd, som plejede at lede Tingenes Forhandlinger. I den senere Tid, da Lovene i Almindelighed blev givet af Kongen, m ente man, at det ogsaa m aatte være Kongen, som havde Æren af Nedskrivningen af de gamle Lovbestemm elser, men dette er ikke sandsynligt. Derimod er der adskilligt, som tyder paa, at de Personer, som nedskrev Lovene, var Mænd, som havde gennem gaaet en vis videnskabelig Uddannelse. I det 12. Aarhundrede var det blevet almindeligt, at Stor- mændene sendte deres Sønner til Udlandet, især til Paris, for at studere. De danske havde endog deres eget K ollegium i Paris, og en sam tidig Forfatter berømmede de danske Studenter for deres Skarpsindighed og Tungefærdighed.
D et er rim eligvis blandt de Mænd, der paa denne Maade i deres Ungdom havde erhvervet sig en vis litterær U d
dannelse, at man maa søge dem, som nedskrev den gamle
R et i det 12. Aarhundrede, og de løste deres Opgave med stor D ygtighed. Mange Regler m aatte fuldstændig omredi
geres ved Nedskrivningen, fordi de ældre Bestem m elser var uanvendelige med deres oprindelige Indhold, og den Om
stændighed, at hele Retsordenen paa denne Tid var i Støbe
skeen, stillede store Krav til de lovkyndiges Beherskelse af R etsstoffet.
Paa denne Maade blev der foretaget private Nedskriv
ninger af R etten inden for hvert af de tre Retsomraader, Jylland, Sjælland og Skaane, som fandtes i Danmark indtil Udstedelsen af Danske Lov 1683. I senere Tid kaldte man de fra Sjælland og Skaane bevarede Lovtekster for KongYaldemars sjællandske Lov, Kong Eriks sjællandske Lov og Skaanske Lov; sidstnæ vnte Lov ansaas for givet af Valde
mar den Store. Ingen af disse Love blev imidlertid stadfæstet af Kongen, og dette var sandsynligvis heller ikke Tilfældet med den ældste jyske Lov, som ikke mere er bevaret.
Derimod tilvejebragtes der i Tiden før 1241 en ny jysk Lov paa Valdemar Sejrs Initiativ, sandsynligvis paa den Maade, at Kongen overdrog til en Kreds af lovkyndige Mænd at udarbejde en ny Lov paa Grundlag af den gamle, da denne ikke mere var tilfredsstillende, hvorefter Kongen faa Dage før sin Død i Marts 1241 udstedte den ny Lov paa et Møde af »Rigets bedste Mænd« i Vordingborg. Derefter indhentede man sandsynligvis Viborg Landstings Vedtagelse af Loven, idet Landstinget jo — saaledes som det udtrykkelig siges i Lovens Fortale — skulde vedtage den af Kongen givne Lov, forinden denne fik Gyldighed.
R ent indholdsmæssigt ligner Jyske Lov i høj Grad de andre Landskabslove. Om dem alle gælder det, at de langt
fra udtømmer alle de retlige Problemer, som kunde opstaa under Datidens Samfundsforhold. Paa nogle Punkter er den ene Lov mere udførlig end den anden, paa andre tier den fuldstændig. E t af de Omraader, som i alle Lovene under
kastes en m eget udførlig Behandling, er Formueforholdet mellem Forældre og Børn og Arveretten. I nogle af Lovene findes desuden større strafferetlige Afsnit, saaledes at navnlig Reglerne om Legemsfornærmelser er Genstand for en yderst detailleret Behandling. Ogsaa Tyveriforbrydelsen om
handles ret udførligt i flere af Lovene. Af andre Emner,
som Landskabslovene giver Regler om, kan nævnes R ets
plejen, Jordfællesskabet og andre landboretlige Forhold.
System atiske Love i N utidens F orstand er de dog langtfra, og om mange Forhold findes kun enkelte ret tilfældige Regler. Som almindelig K arakteristik af Landskabslovene kan desuden siges, a t de er kasuistiske, det vil sige: Loven tager et enkelt konkret Tilfælde og behandler det i Stedet for a t søge a t give en mere almindelig Regel, som om fatter baade det foreliggende Tilfælde og e n , Række lignende.
N aar det f. Eks. i Jyske Lov siges, a t hvis en Mand hugger efter en anden, som er til Hest, og han ikke ram m er ham , men Hesten, da skal han bøde tre Mark for det Saar, han tilføjer Hesten, sam t erstatte Skaden paa Hesten, saa er denne Regel et U dtryk for, a t der skal bødes for det mis
lykkede Forsøg (nemlig paa a t dræbe eller saare R ytteren), men hvorledes det gaar i andre Tilfælde, hvor en Mands Forsøg paa a t dræbe en anden mislykkes, siger Loven in tet om.
Endnu gældende Regler i Landskabslovene.
Landskabslovene var gældende i 400 Aar for hver sit Land, selv om Forholdet var det, a t Jyske Lov efterhaanden fortrængte de andre Landskabslove paa mange Omraader, bl. a. fordi der 1590 blev tilvejebragt en Oversættelse af Jyske Lov til D atidens danske Sprog, medens de andre Landskabslove stadig kun forelaa i deres oprindelige sprog
lige Skikkelse, som efterhaanden var temmelig uforstaaelig for Menigmand. H ertil kom, a t Jyske Lov stadig blev try k t op i nye Udgaver i det 16. og 17. A arhundrede, medens der af de andre Landskabslove enten slet ikke forelaa try k te Udgaver eller ogsaa meget sjældne Udgaver. Det blev derfor ogsaa Jyske Lov, som i første Linie blev b en y ttet som Kilde ved Udarbejdelsen af Danske Lov af 1683, ofte saaledes at adskillige af Jyske Lovs Regler overgik næsten ordret i Danske Lov. Paa denne Maade har de bevaret deres Gyldighed lige til N utiden. D ette gælder f. Eks.
Bestemmelsen: »Finder nogen Mand Sølv eller Guld enten i Høje eller bag sin Plov eller paa nogen anden Maade, da skal Kongen have det«. Bibeholdelsen af dette Princip
indtil Nutiden har sikret Bevarelsen af mange kostbare Oldtidsminder, medens det sandsynligvis var gaaet paa anden Maade, hvis Romerretten var trængt igennem her i Landet ligesom andetsteds med sin Regel om, at Ejendoms
retten til saadanne Værdigenstande skulde deles mellem Finderen og Ejeren af Ejendommen, hvor den var fundet.
Ogsaa gældende dansk R ets Regel om Ejendomsretten til Bisværme er med faa Ændringer overtaget fra Jyske L ov: »H itter mand Bier i Skov eller Mose eller paa Kirkegaard, og ingen følger dem, da hører de hannem til.
Thi saa snart Bier fly af Ejermandens Øjesyn, da maa han tage dem, som dem først finder, dog hannem skadesløs, som Stedet tilhører, hvor Bierne tages«. Laaner man en Ting af en anden for at bruge den, er man ifølge gældende dansk R et ansvarlig, hvis Tingen gaar hændeligt til Grunde.
Ogsaa denne Regel stammer fra Landskabslovene: »End var det Laan, da skal det komme lydeløst hjem«. I Jyske Lov finder man ogsaa Reglen: »man skal dele sig til R ette (det vil sige gaa R ettens Vej med sit Krav) og ej gøre sig selv Ret«, en Bestemmelse, som jo staar ved Magt den Dag i Dag.
I Sønderjylland fik Jyske Lov en særlig lang Levetid, idet den her aldrig blev fortrængt af Danske Lov, og helt op til den tyske borgerlige Lovs Ikrafttræden i Aaret 1900 blev Jyske Lov anvendt ved Retterne i Sønderjylland.
Ja, endog i vore Dage kan det ske, at den gamle Lovs Bestem m elser kommer direkte til Anvendelse. H vis f. Eks.
en Mand er død i Sønderjylland før Aar 1900, og hans Enke har hensiddet i uskiftet Bo efter ham og nu afgaar ved Døden, maa B oet efter hendes Død skiftes efter Jyske Lovs Regler. Saa længe har Reglerne i Jyske Lov altsaa bevist deres praktiske Anvendelighed, selv under Nutidens Sam
fundsforhold, og Jyske Lov indtager derfor en enestaaende Stilling inden for de germanske Retsordener.
Landskabslovene var Grundlaget for hele Retsordenen her i Landet, naar bortses fra Forfatningsretten, i Tiden indtil Enevældens Indførelse. I Aarhundredernes Løb var deres Regler dog blevet suppleret ved nye Love, i Middel
alderen dog kun i forholdsvis ringe Grad, men desto mere efter Begyndelsen af den nyere Tid. Paa denne Tid tilkom
den lovgivende Magt Kongen og R igsraadet i Forening, og fra M idten af det 16. A arhundrede udstedtes der adskillige Lovbestemmelser, gældende for hele Riget, saaledes a t de Forskelligheder, som bestod mellem de tre R etsom raaders Ret, efterhaanden udviskedes. Den udstrakte Anvendelse af Jyske Lov som Retskilde i Sjælland og Skaane virkede i samme Retning, og den Omstændighed a t det kongelige R etterting, der var H øjesteret for alle tre Lande, fortrinsvis lagde Jyske Lov til Grund for sine Afgørelser, frem skyndede Udviklingen hen imod a t tilvejebringe fuldkommen R ets
enhed i hele D anm ark. Formel Retsenhed opnaaedes dog først nogen Tid efter Enevældens Indførelse.
Danske Lov.
Da Frederik den 3. var blevet enevældig Konge, var en af hans første Regeringshandlinger a t nedsætte en K om mission, som dels skulde tilvejebringe en ny Retsplejelov, dels gennemgaa hele Lovgivningen for a t konstatere, hvor
v id t der fandtes Regler i denne, som v ar i Strid med Rigets nye K arak ter af et Arverige. Kommissionen v ar meget m andstærk, og dette virkede aabenb art ikke til Gavn for Arbejdet, idet der ikke kom noget virkeligt R esu ltat ud af Anstrengelserne. Senere nedsatte Frederik den 3. en ny Kommission, og nogen Tid efter en tredie til Afløsning af den anden; men ko rt efter a t den tredie Kommission havde paabegyndt sit Arbejde, fik den Ordre til a t gaa i Gang med en langt større Opgave, nemlig a t tilvejebringe en Lovbog, indeholdende al Ret, som paa den Tid gjaldt i D anm ark.
D et var næppe Frederik den 3. selv, som havde faaet Ideen hertil, men han var sikkert stæ rkt interesseret i, a t den blev ført ud i Livet. Som Grundlægger af et n yt D ynasti m aatte det staa for ham som en meget tiltalende Tanke a t faa sit Navn udødeliggjort ved, a t det blev k n y tte t til et sto rt Lovarbejde, saaledes som store Konger og Kejsere i H i
storien har opnaaet. Forinden A rbejdet paa Loven var fuldført, afgik Frederik den 3. dog ved Døden, og hans Søn Christian den 5. havde været Konge i 13 Aar, da Danske Lov 1683 omsider traa d te ud i Livet og sam tidig hermed op
hævede næsten hele den ældre Lovgivning.
De Mænd, som i første Linie maa nævnes som Danske Lovs Fædre, er Ju risten Peder Lassen og H istorikeren Rasmus Winding, og af disse er Vinding H ovedforfatteren.
N aar Danske Lov staar som en udpræget dansk Lov, m aa Æ ren herfor navnlig tilskrives Vinding.
Danske Lov er nemlig i mærkværdig ringe Grad præget af fremmed R et. De Kilder, den navnlig har øst af, er Jyske Lov og de kongelige Forordninger fra K ristian den 3.s og den følgende Tid. De sjællandske og skaanske L andskabs
love er kun b en y ttet i forholdsvis ringe Omfang; derimod har R ettérting ets Domme i adskillige Tilfælde væ ret G rund
laget for Udformningen af nye Lovbestemmelser. H vad fremmed R et angaar, er Paavirkningen forholdsvis sjælden og i adskillige Tilfælde endog tvivlsom. D ette gælder ogsaa R om erretten, et Forhold, som fortjener a t under
streges meget stæ rkt, da det er ret enestaaende i den euro
pæiske K ulturs Historie.
Ved R om erretten forstaar man den store Lovbog, som den romerske K ejser Justinian udstedte i Aarene omkring 530 efter Kr. F. for det østromerske Rige, og som senere i Reglen betegnedes som Corpus ju ris civilis. Denne Lovbog, som en Overgang ogsaa var gældende i det vestrom erske Rige, gik im idlertid i Løbet af de følgende A arhundreder næsten fuldstændig i Glemme. I Slutningen af det 11.
A arhundrede fan d t man im idlertid paany et H aandskrift indeholdende den største og vigtigste Del af Justinians Lovbog, og i de følgende A arhundreder var Europas lærde Ju rister tra v lt beskæftigede med a t studere den forsvundne, men nu genopdagede Retsorden. Oprindelig havde dette Studium en ren t litteræ r K arak ter og forfulgte paa ingen Maade noget praktisk Form aal; men efterhaanden træ ngte R om erretten fra de lærdes Studereværelser ud i det praktiske Liv og fandt nu ogsaa Anvendelse ved Domstolene. I det 15. A arhundrede begyndte den for Alvor a t fortrænge den tyske R et i det tyske Rige, og i Løbet af de følgende to A arhundreder fuldbyrdedes Udviklingen, saaledes a t den oprindelige tyske R et kom til a t føre en ret hensygnende Tilværelse. R om erretten var blevet tysk-rom ersk R et.
D ette Fænomen: E n afdød Retsorden, der kaldes til Live igen og fortrænger en anden levende Retsorden fra dens
naturlige Omraade, er uden Sidestykke inden for den alm in
delige Retshistorie, og naar Retsudviklingen fik dette ejendommelige Forløb i det tyske Rige, maa Grunden hertil søges i en Række samvirkende Forhold. Af disse maa særlig fremhæves, a t Domstolene i Tyskland beklædtes af
Per-Anders Sandøe Ørsted. 1778—1860. 1810 Højesteretsassessor, 1813 Deputeret i Danske Kancelli, 1825 tillige Generalprokurør, 1842 Medlem af Geheimestatsraadet. Afskediget 1848. 1854— 55 K o n
seilspræsident ( S ta tsm in is te r).
soner, der havde gennem gaaet D atidens videnskabelige juridiske Uddannelse, som v ar rent romerretlig, og a t det blev almindeligt i alle mere indviklede R etssager a t fore
lægge Spørgsmaalet for det nærmeste juridiske F aku ltet, som da løste det ud fra R om errettens Regler.
Paa denne Maade naaede den romerske R et helt op i Holsten og i Dele af Sønderjylland, og der skulde herefter synes a t have væ ret en nærliggende Mulighed for, a t den ogsaa vilde faa Indpas i d et øvrige D anm ark. D et tjener
derfor i høj Grad til Ære for Danske Lovs Fædre, at de ikke veg for Presset af den romerske Ret, uagtet de havde en m eget energisk Forkæmper for denne Retsorden i Peder Lassen. Lassen var en af de faa Fagjurister i Lovkom missionerne og ansaa Jyske Lov, som de andre jo anvendte som Hovedkilde, for et m eget m aadeligt Lovarbejde; men de Forslag, han frem satte til Ændring af Lovbogens Regler i R etning af Romerrettens, fandt ingen Tilslutning hos hans Kolleger.
Danske Lov var ikke nogen Reformlov. Naar man ser paa dens Bestemmelser, viser det sig, at m eget faa af dem er helt nye. De allerfleste er overtaget fra den ældre Lov
givning, og de Regler, som er hentet fra Landskabslovene, fremtræder i deres oprindelige kasuistiske Form. Maalt med Datidens Maalestok var Tilvejebringelsen af en Lovbog af Danske Lovs Omfang dog en ikke ringe Præstation. Den engelske Forfatter Molesworth, der opholdt sig som Gesandt i K øbenhavn paa Christian den 5.s Tid og som har givet en for Danskerne m eget lidt smigrende Skildring af For
holdene i Danmark paa denne Tid, indrømmer, at mens der iøvrigt er m eget faa Ting i Danmark, som er værd at efter
ligne, ovcrgaar de danske Love ved deres Retfærdighed, K ort
hed og Klarhed alle andre i Verden. Endnu ca. 150 Aar efter Lovens Udstedelse kunde Danmarks største Jurist Anders Sandøe Ørsted sige om den, at »den udmærker sig ved en høj Grad af Agtelse for borgerlig Frihed og Lighed, ved en mild og human Aand i Forbindelse med en, selv i sine Overdrivelser agtværdig sædelig Strenghed; at dens Bestem m elser for det m este vidner om et sundt og skarpt Blik, om m odent Overlæg og om hyggelig Prøvelse, og at den ofte i sin Simpelhed har truffet det rette langt bedre end nyere i en mere forfinet Tidsalder udarbejdede Love«.
En af Danske Lovs H ovedfortjenester er at have opret
holdt K ontinuiteten i dansk R et paa et Tidspunkt, da de nationale Retsordener rundt om i Europa m aatte overgive sig i K ampen med den romerske Ret. Først i det 19. Aar
hundrede begyndte man i Tyskland for Alvor at gøre sig klart, hvad man havde m istet af Værdier inden for R ets
ordenen ved at kapitulere over for Romerretten, og man begyndte at genoplive en Række af de nationale Retsregler,
som man havde ladet gaa i Glemme. Forholdet er jo ikke det, at den romerske Ret paa alle Punkter repræsenterer den højeste Visdom, og at de romerske Jurister har sagt det sidste Ord om de juridiske Spørgsmaal, til hvilke de har taget Stilling. Denne Opfattelse har ganske vist ofte været herskende inden for Retsvidenskaben; men der ligger heri en Overvurdering af Romerretten. Ogsaa denne Retsorden er Menneskeværk, og de Regler, som kunde være rimelige i det 6. Aarhundrede i det romerske Rige under de dengang herskende Samfundsforhold — man behøver blot at tænke paa, hvor stor en Rolle Slaveholdet spillede for det økono
miske Liv i Oldtiden — behøver ikke at være det under Nutidens Forhold.
Fremmed Rets Indflydelse paa dansk Ret.
Naar man siger, at Danske Lov i alt overvejende Grad indeholdt national Ret, maa dette forstaas saaledes, at Lovbogen i det store og hele indeholdt allerede gældende Ret. Derimod var der ikke Tale om, at Danske Lovs For
fattere bestræbte sig for i den Retsorden, som allerede var gældende R et i Landet, at udrydde Regler, som i Tidens Løb var indkom m et andetstedsfra. Forsøger man at følge de enkelte Bestemmelser i Danske Lov tilbage i Tiden før denne, vil det ofte vise sig, at mange af dem oprindelig er laant fra fremmed Ret, men at deres oprindelige fremmed
artede Karakter i Tidens Løb er blevet fuldstændig afslidt.
Der vil i det følgende jævnlig blive Lejlighed til at omtale saadanne Bestemmelser. Paa dette Sted skal kun anføres, at den store Rolle, Kirken spillede i Middelalderes Sam
fundsliv, medførte, at ogsaa dansk R et modtog en Række betydningsfulde Impulser fra den kanoniske Ret. Naar de forskellige Dom stole i Landet i Løbet af Middelalderen ordnedes i en Instansfølge, saaledes at der kunde appelleres fra den ene Domstol til den anden, er dette en Ordning, som er indført med Forholdet mellem de gejstlige Dom stole som Mønster, medens efter gammel dansk R et en Dom var en Dom uden H ensyn til, af hvilken Dom stol den var afsagt. Paa tilsvarende Maade indførtes den Regel i dansk Ret, at den, som havde anstiftet en anden til at begaa en Forbrydelse, straffedes lige saa strengt som selve Ger