»Ingen Straf uden en Straffelov«.
D et Afsnit af Danske Lov, som føltes m est forældet i Begyndelsen af det 19. Aarhundrede, var Lovens 6. Bog:
Om M isgiem inger. D ette skyldtes ikke blot, at adskillige af de i Danske Lov fastsatte Straffe forekom ganske bar
bariske paa denne Tid, saaledes at man til Stadighed m aatte søge at raade Bod paa dette Forhold ved Benaadninger, men ogsaa at Danske Lov i Reglen ikke aabnede Mulig
hed for at graduere Straffen for den enkelte Forbrydelse under H ensyn til formildende Omstændigheder. Paa den anden Side var der en Række Forbrydelser, som slet ikke var om talt i Lovbogen. Forhold som Bedrageri og Underslæb, som i det moderne Samfund er saa hyppigt forekommende Forbrydelser, var saaledes næsten helt ukendte i Danske Lov, der her afspejler en langt ældre Tids økonomiske For
hold, under hvilke K reditgivning og Bestyrelse af betroede Midler var yderst sjældne Fænomener, saa at Berigelses
forbrydelser næsten kun kunde tænkes i Form af Tyveri.
I Tidens Løb var ganske v ist adskillige af den Slags Huller i Straffelovgivningen blevet udfyldt ved Udstedelsen af nye Love, saaledes navnlig ved fire Straffelove fra 1833 til 1841, der var udarbejdet af A . S. Ørsted, men Straffelov
givningen var stadig højst ufuldstændig, saaledes at Dom stolene atter og atter var nødt til at idømme arbitrære Straffe, d. v. s. idømme Straf for Handlinger, der intetsteds i Lov
givningen var betegnet som strafbare, men som det vilde føles stødende at lade gaa ustraffede hen.
Denne Adgang for Dom stolene til uden Lovhjemmel at idømme Straf for Handlinger, de ansaa for strafværdige,
var en p raktisk Nødvendighed, saa længe Straffelovene kun fastsatte Straf for forholdsvis faa forbryderske H andlinger;
men i Oplysningstiden havde m an vendt sig meget sk arpt imod de arbitræ re S traf
fe, og den store tyske Retslærde Anselm v. Feuerbach (1775— 1833) formulerede Oplysningstidens Opfattelse i den be
røm te Sæ tning: N ulla poena sine lege poenali (Ingen Straf uden en Straffelov).
Denne Grundsætning blev Program m et for det 19. A arhundredes Straffelov
reformer ru n d t om i Europas S ta te r;
men for a t den skulde kunne gennem føres, uden a t Sam fundet fraskrev sig Muligheden for a t skride ind med S traf over for samfundsskadelige H andlinger, m aatte Straffelovene formuleres paa en helt anden Maade end tidligere. Man kunde ikke nøjes med som i de gamle Straffelove a t give kasuistisk udformede Straffebestemmelser, naar m an ikke vilde anerkende en R et for Domstolene til a t
Hovedet af en i Be- idømme Straf i de Tilfælde, som ikke
Å r h u n d r e d e heníet- v a r o m t a lt 1 L o v e n - M a n m a a t t e b e ~ tet Forbryder tillige- stræbe sig for a t give
Lovbestemmel-med det Spiger, hvor serne en langt rummeligere Form ulering
med Hovedet blev fast- . .. ... & . * i i , , ® naglet til Galgen. end tidligere, saaledes a t de ikke blot om fattede alle de Tilfælde, som allerede havde foreligget, men ogsaa andre tænkelige Form er for Forbrydelser, saa a t Straffeloven ikke kom til a t indeholde Sm uthuller for Forbryderne.
En Sammenligning af Røveribestemm elserne i Danske Lov af 1683 med de tilsvarende Bestemmelser i Straffe
loven af 1866 viser k lart Forskellen mellem den ældre og den nye Form for Straffelove.
I Danske Lov hedder det:
»Hvo som ligger i Skjul og røver nogen vejfarendes Mand og søger dermed Fjelster (d. v. s. Skjul) og dølger saadan Gerning, han er Stim and. Vorder han tagen paa fersk Fod eller siden antræffes og det hannem skelligen over
bevises, have forbrudt sit Liv til Stejle og Hjul og sin Hovedlod til Husbonden (d. v. s. Godsejeren), naar den for
urettede haver faaet sin Ret.
H vo som røver skibbruden Mand, straffes som Stimand«.
Danske L ov taler altsaa kun om Røveri over for vej
farende Mænd og skibbrudne, men udtaler sig ikke om, hvorvidt den strenge Straf kan komme til Anvendelse i Tilfælde af, at der begaas Røveri over for andre Personer.
Den siger heller ikke noget om, hvornaar der kan siges at foreligge Røveri over for vejfarende eller skibbrudne Mænd, om der f. Eks. skal være anvendt Vold over for dem, eller om det er tilstrækkeligt, at der er benyttet Trusler overfor de paagældende med det R esultat, at de har udleveret deres Penge eller Værdigenstande.
En helt anden Karakter har den tilsvarende Bestem melse i Straffeloven af 1866:
»Den, som ved personlig Vold eller Trusel om øjeblikkelig Anvendelse af saadan fratager eller aftvinger en Anden Penge, Gods, Forskrivning eller andet Dokument, der begrunder Rettigheder, eller der kunde paadrage den Overfaldne eller Andre Forpligtelser eller skille ham eller Andre ved Rettigheder, saa og den, som bruger saadan Vold eller Trusel for at fuldbyrde Tilvendelsen af anden Mands Ejen
dom eller bringe det Borttagne i Sikkerhed, ansees med Strafarbejde fra 1 til 10 Aar«.
Naar en Straffelov skal fremtræde med en saadan ud
tømmende Karakter, maa der naturligvis ofres megen Tid og Omhu paa dens Udarbejdelse, og skønt der allerede i 1840’erne var Planer fremme om at udstede en almindelig Straffelov, blev Arbejdet først tilendebragt i 1866; men da var det ogsaa lykkedes at gennemføre Programmet, saa
ledes at Lovens første Bestem m else fremtraadte med føl
gende Indhold:
»Ingen kan straffes efter denne Lov, medmindre han har gjort sig skyldig i et Forhold, der gaar ind under en af de i Loven givne Straffebestemmelser, eller ganske maa stilles ved Siden af en i samme som Forbrydelse betegnet Handling«.
Reglen om, at et Forhold kun kan straffes, hvis den enten udtrykkelig er betegnet som strafbar i Loven eller
ganske maa sidestilles med de i Loven omhandlede For
brydelser, har siden 1866 været et Hovedprincip i dansk Strafferet — idet det dog maa erindres, at naturligvis ogsaa andre Love end den almindelige Straffelov kan fast
sætte Straf for visse Handlinger — og den er gentaget i den gældende Straffelov af 1930.
I nær Forbindelse med dette Princip staar Reglen i Straffeloven af 1930 om, at man ikke kan give skærpende Straffelove tilbagevirkende Kraft. I Almindelighed vil det ganske vist være den ved den strafbare Handlings Paa- kendelse gældende Straffelov, som lægges til Grund for Dommen, og heraf følger, at hvis Straffeloven er blevet ændret, efter at Forbrydelsen blev begaaet, saaledes at Straffen nu er mildere end dengang, kommer denne For
mildelse af Straffeloven Forbryderen til Gode. Men hvis Straffebestemmelsen derimod er blevet skærpet i Tidsrum
m et mellem Forbrydelsens Begaaelse og dens Paakendelse, har man anset det for rimeligt at lade den gamle Lov
bestemmelse komme til Anvendelse. D et samme Princip var udtrykt i Straffeloven af 1866, og det har for øvrigt lige siden A. S. Ørsteds Tid været anset som Udtryk for dansk Rets Standpunkt, selv om det ikke tidligere var udtrykkeligt udtalt i Lovgivningen. Imidlertid er Reglen om, at skærpende Straffelove ikke har tilbagevirkende Kraft, jo ikke optaget i Grundloven, saaledes som Tilfældet f. Eks. er i den norske Grundlov af 1814, og den vil saaledes til enhver Tid kunne ændres af den almindelige Lovgivning.
Straffeloven af 1866.
Sammenligner man Straffeloven af 1866 med den ældre Lovgivning, springer det i Øjnene, at Loven af 1866 ind
rømmede Dommeren en vid Adgang til at udmaale Straffen, f. Eks. under Hensyn til den enkelte Lovovertrædelses Grovhed i Forhold til de i Almindelighed begaaede For
brydelser af den Art, Gerningsmandens Bevæggrunde til at begaa Forbrydelsen og hans rent personlige Forhold, saaledes at Loven kun fastsatte en Overgrænse og en Under
grænse for Størrelsen af Straffen, medens Dom stolen i øvrigt havde frit Valg inden for disse Yderpunkter. I visse
Til-faelde var det endog tilladt at gaa over Maximumsstraffen eller under Minimumsstraffen, naar der forelaa saakaldte Strafforhøjelses- eller Strafnedsættelsesgrunde. Herved traadte Straffeloven af 1866 i skarp Modsætning til den ældre Straffelovgivning, som i Reglen kun kendte een bestem t Straf for hver Forbrydelse.
Den højeste Straf, som var hjem let i Straffeloven af 1866 var Dødsstraf, i nogle Tilfælde — f. Eks. ved overlagt Drab (det saakaldte Mord) eller ved Foretagelsen af nogen Handling, som sigtede til at berøve Kongen L ivet, Fri
heden eller Tronen — var den endog den eneste mulige ---<
Roiling, anvendt til Pryglestraffe.
Straf. I det Tidsrum Straffeloven af 1866 var gældende — fra 1866 til 1932 — blev der ia lt afsagt ca. 80 Dødsdomm e;
men af disse blev kun 4 fuldbyrdet, og sidste Gang en Dødsstraf blev eksekveret her i Landet var i 1892. Af andre Straffe kan nævnes Tugthus (2— 16 Aar eller paa Livstid), Forbedringshus (8 Maaneder til 6 Aar), sim pelt Fængsel (2 Dage til 2 Aar), Fængsel paa sædvanlig Fangekost (2 Dage til 6 Maaneder), Fængsel paa Vand og Brød (2 Dage til 30 Dage) sam t Bødestraffene. Ogsaa Legemsstraffe (R otting eller Ris) kendtes i Straffeloven af 1866 som Straf over for ganske unge Personer. Efter den saakaldte »Pryglelov«, som var gældende fra 1905 til 1911, skulde Legemsstraf dog tillige anvendes over for visse voksne Volds- eller Sædeligheds- forbrydere som Tillæg til deres øvrige Straf.
Da Straffeloven af 1866 havde været gældende i ca.
40 Aar, begyndte man at tænke paa at tilvejebringe en Afløser af den, og i 1930 lykkedes det at faa gennem ført det af forskellige Kommissioner udarbejdede Lovforslag til Lov. 1. Januar 1933 traadte den nye Straffelov i Kraft.
Straffeloven af 1930.
For Straffeloven af 1930 er det karakteristisk, at Straffe
rammerne er gjort endnu videre, end det var Tilfældet i
Straffeloven af 1866, men tillige adskiller den nye Straffelov sig fra den gamle ved, at der nu staar langt flere Retsm idler til Dommerens Raadighed over for Forbryderen end efter den ældre Ret. I gamle Dage begrundede man jævnlig An
vendelsen af Straf med, at Straffen skulde virke afskrækkende over for ligesindede. For mange Mennesker var Straffelovens blotte Trusel om Straf tilstrækkelig, andre m aatte se Straffen fuldbyrdet for selv at afholde sig fra at begaa forbryderske Handlinger. Derfor lagde man Vægt paa, at Strafeksekutio- nen blev saa rædselsvækkende som muligt, f. Eks. ved a t Henrettelser, Piskning o. s. v. foretoges offentlig. I visse Tidsrum af Strafferettens Historie har man derimod for
trinsvis betragtet Straffen under Synsvinklen: den retfærdige Gengældelse. I vore Dages danske Strafferet har man op
givet Gengældelsestanken; men det generalpræventive H ensyn, som udgør Kernen i det ældre Afskrækkelsesprincip, spiller en betydelig Rolle ogsaa i Nutiden. D et er utvivlsom t, at mange Mennesker kun afholder sig fra at begaa forbryderske Handlinger, fordi de ved, at disse resulterer i strenge Straffe for dem selv. Selve Straffetruslen virker altsaa i Retning af at holde dem paa den rette Vej. Aarhundreders Erfaring viser dog, at denne generalpræventive Betydning af Straffe
truslen i høj Grad er afhængig af, hvorledes Chancerne stiller sig for, at Forbrydelsen overhovedet opdages. Er der god Udsigt til, at Myndighederne ikke kommer til K und
skab om, at der er begaaet en Forbrydelse, eller til at de i hvert Fald ikke vil være i Stand til at finde ud af, hvem der har begaaet den, vil selv strenge Straffe ikke kunne for
hindre, at Forbrydelser begaas. Paa den anden Side vil et dygtigt Politi, der er forsynet med de bedste tekniske Hjælpemidler, og som, hvis det er nødvendigt, vil kunne tage videnskabelige Metoder til Hjælp, ofte forøge Straffe- truslens generalpræventive Betydning langt mere, end en Tilbagevenden til Fortidens strenge Straffe.
I den moderne Strafferet bæres Straffen imidlertid ikke kun af generalpræventive H ensyn. Naar f. Eks. Straffe
loven giver Adgang til ved Strafudmaalingen at tage H ensyn til Forbryderens Vandel og hans Forhold, før og efter at han begik den forbryderske Handling, er det, fordi de generalpræventive Hensyn krydses af specialpræventive B e
tragtninger, d. v. s. Overvejelser over, hvorvidt der over for den paagældende Forbryder bør anvendes en strengere eller mildere Straf for a t forhindre ham i a t begaa nye Forbrydelser. H vor f. Eks. en hidtil ustraffet Person af Fortvivlelse over a t se en af sine nærmeste pines af en uhelbredelig Sygdom giver ham Gift for a t udfri ham af hans Lidelser, vil der ofte være Grund til a t nedsætte den almindelige Straf for M anddrab, som ellers udgør m indst 5 Aars Fængsel, ud fra den B etragtning, a t D rabsm anden under alle andre Forhold sandsynligvis vilde vige tilbage for a t berøve et andet Menneske Livet. Af generalpræventive Grunde kan man ikke gøre Medlidenhedsdrab straffrit; men specialpræventive Hensyn kan føre til en Nedsættelse af Straffen, hvor Gerningsmanden ved Udførelsen af F orb ry delsen befandt sig i en sjælelig Tilstand, der ikke kan be
tragtes som U dtryk for hans normale Jeg.
N ye Retsmidler over for Lovovertrædere.
De specialpræventive Hensyn er i Straffeloven af 1930 tra a d t langt stærkere i Forgrunden end i den ældre Straffe
lov; men de behøver ikke altid a t føre til en for Forbryderen mildere Straf. Over for visse Klasser af Forbrydere viser selv en mange Gange gentagen Anvendelse af Straf sig resultatløs. De begaar stadig nye Forbrydelser og repræsen
terer derfor altid en Fare for Samfundets Sikkerhed, som Sam fundet m aa søge a t bortfjerne, ved a t de paagældende tages i Forvaring af Sam fundet for et længere Tidsrum eller for bestandig. E t karakteristisk Eksempel paa, hvor
ledes Indstillingen er ændret fra 1866 til 1930, har m an i Behandlingen af de Personer, som man tidligere betegnede som værende i Besiddelse af den saakaldte »nedsatte T il
regnelighed« (»Taabeparagraffen«). Disse skulde ifølge Loven af 1866 straffes med en ringere Straf end den i Loven ellers foreskrevne ud fra den B etragtning, a t m an paa Grund af deres ringere Begavelse eller lign. ikke kunde lægge dem Forbrydelsen til L ast i samme Grad, som hvis de var helt normale. Nu viser Erfaringen, a t almindelig Straf i Reglen ikke vil afholde den Slags Personer fra a t begaa Lovovertrædelser, hvis de overhovedet føler Tilskyndelse
til a t begaa saadanne, og en ringere Straf end den alm inde
lige h ar naturligvis endnu mindre Virkning end denne. Der
for foreskriver Straffeloven af 1930, a t hvor saadanne Lov
overtrædere ikke kan anses for egnede til Paavirkning gennem Straf, skal de overhovedet ikke straffes; men da Sam fundet m aa sikre sig imod, a t de begaar nye Forbrydelser, kan det ved Dommen f. Eks. bestemmes, a t de skal anbringes paa en A andssvageanstalt. P aa lignende Maade kan sinds
syge dømmes til Anbringelse paa et S tatshospital, naar de paa Grund af deres Sindssygdom m aa betragtes som utilregnelige. Endelig har den moderne Straffelovgivning indført en Særbehandling af Psykopater. Ved P sykopater forstaas Personer, der i og for sig hverken kan betegnes som sindssyge (det vil sige, a t deres Bevidsthedsliv er unor
m alt paa Grund af Sygdom) eller som aandssvage (det vil sige, a t deres- sjælelige Udvikling er gaaet i Staa paa et m eget tid lig t Tidspunkt, saaledes a t de i Intelligens ikke er naaet ud over den tidlige Barnealders Standpunkt), idet deres Intelligens m aa betegnes som normal. Derimod ad
skiller de sig fra G ennem snittet ved, a t deres M odstands
k ra ft over for forbryderske Tilskyndelser er meget stæ rk t nedsat eller maaske helt mangler. Over for saadanne Psyko
p ater vil Anvendelsen af almindelig Straf i Reglen være formaalsløs, men Samfundet, der maa sikre sig imod disse ofte m eget farlige Personers H andlinger, har nu den Udvej a t anbringe dem i en Psykopatforvaringsanstalt (i H ersted- vester), hvor de faar en Behandling, der tilstræ ber a t gøre dem egnede til paa ny a t komme ud i Sam fundslivet; men de udskrives ikke fra A nstalten, medm indre det skønnes at kunne ske uden Risiko. Saafrem t Domstolen mener, a t en P sykopat maa anses for egnet til P aavirkning gennem Straf, hvilket ikke altid er udelukket, bliver han ikke anbragt i P sykopatforvaringsanstalten; men han kan da idømmes al
m indelig Straf, dog saaledes a t denne udstaas i det særlige Psykopatfængsel (i Forbindelse med Statsfængslet i Vrids- løse). I Modsætning til Anbringelse i Psykopatforvaring, der sker paa ubestem t Tid og derfor eventuelt kan blive livs
varig, er Psykopatfængsel tidsbegrænset, saaledes a t det i Dommen udtrykkelig siges, hvor længe Anbringelsen skal vare. Psykopatfængsel er saaledes a t opfatte som almindelig
1964 1965 1966
Md. Kv. I a lt Md. Kv. I a lt Md. Kv. I a l t
1 2 ) 1 2 1 1 2 1
Almindeligt facngsel... 3809 303 -30 dage... 260 13 30-60 dage... 719 63 60 dage-3 mdr... 668 88 3-6 mdr... 1182 103 6-12 mdr... 643 25 1-2 å r ... 259 10 2-4 å r ... 72 1
4-16 å r ... 4
på livstid... 2
Militser a r r e s t... 120 •
Betinget dom - »trafudm. udsat . 958 235 Særfængsel... 69
Ungdomsfængsel... .. 257
Arbejdshus... 34
-Sikkerhedsforvaring... 5 -Sikkerhedsforanstaltninger... 172 14 Varetægt trådt i stedet for stra f.. 31 2 Tilsammen... 6340 567 Heraf betingede... 2260 439 c. De d o m fæ ld tes a ld e r
Under 18 å r ... 113 1 18-20 å r ... 1713 194 21-24 » ... 1409 130 25-29 » ... 1005 85 30-39 » ... 1092 69 40-49 » ... 618 52 50-59 » ... 283 30 60 år og derover... 107 6
4112 3865 305 4170 3875 322 4197
273 287 20 307 305 22 327
782 798 72 870 797 88 885
756 653 74 727 619 76 695
1285 1217 104 1321 1172 92 1264
668 621 28 649 653 39 692
269 228 7 235 266 3 269
73 49 - 49 58 1 59
4 11 - 11 3 1 4
2 1 - 1 2 - 2
120 84 • 84 61 , 61
1193 982 229 1211 1085 231 1316
69 82 2 84 93 - 93
257 230 - 230 219 - 219
34 29 - 29 34 - 34
5 1 - 1 3 - 3
186 171 17 188 154 17 171
33 38 3 41 33 - 33
69071 6490 565 70551 6598 583 71811
2699 2228 424 2652 2372 454 2826
114 112 5 117 126 5 131
1907 1791 179 1970 1727 163 1890
1539 1503 145 1648 1619 152 1771
1090 1039 69 1108 1071 77 1148
1161 1128 76 1204 1130 100 1230
670 580 63 643 565 59 624
313 255 20 275 261 19 280
113 82 8 90 99 8 107
Straf; men i Modsætning til almindelige Fanger, faar F an gerne her en særlig Behandling under en psykiatrisk ud
dannet Læges Tilsyn.
Af andre Foranstaltninger, som er indført ved Straffe
loven af 1930, kan desuden nævnes Arbejdshus og Sikker
hedsforvaring.
De Personer, der anbringes i Arbejdshus, m aa nærm est betegnes som karaktersvage Personer, hvis Lovovertrædel
ser i og for sig ikke er særlig farlige, men som i det lange Løb dog er temmelig ubehagelige for Sam fundet, f. Eks.
Løsgængere, professionelle Betlere og Personer, der stadig begaar Forbrydelser under Paavirkning af spirituøse Drikke.
Under den ældre Straffelovgivning kunde den Slags Lov
overtrædere jævnlig opnaa mere end 20 Straffedomme, som efterhaanden blev strengere og strengere, men aldrig resul
terede i, at de paagældende ophørte med a t begaa de H an d
linger, som til Stadighed bragte dem i K onflikt med Loven.
Straffeloven har nu aabnet Adgang til, a t Domstolene i Stedet for den ældre, næsten mekaniske Idømmelse af
Straffe, som m an paa Forhaand kunde indse var form aals- løse, kan dømme den Slags Personer til Anbringelse i Arbejds- hiis (i Sønder Omme). En saadan Hensættelse skal ikke saaledes som en Anbringelse i almindeligt Fængsel ske for et paa Forhaand nøje bestem t Tidsrum , men er mere ube
stem t, saaledes a t det korteste Tidsrum er 1 Aar, det længste 5 Aar, men hvornaar Løsladelse skal finde Sted, afgøres af det saakaldte Fængselsnævn, og det afhænger af, om Løs
ladelsen maa anses for tilraadelig, og om der er sikret pas
sende Arbejde eller Anbringelse og Underhold paa anden hensigtsmæssig Maade for den løsladte.
Sikkerhedsforvaring (A nstalt k n y tte t til Statsfængslet i Horsens) anvendes derimod over for de farlige erhvervs- og vanemæssige Forbrydere, f. Eks. professionelle Tyve eller Personer, der begaar alvorlige Sædelighedsforbrydelser, uden a t de kan betegnes som Psykopater. Inden for denne Klasse finder m an nogle af de mest kyniske og forhærdede For
brydere, og over for dem vil de almindelige Strafferam mer ofte vise sig utilstrækkelige. Anbringelsen i Sikkerhedsfor
varing sker ligesom Hensættelsen i Arbejdshus paa ubestem t Tid, men det tidligste T idspunkt for dens Ophor indtræ der efter 4 Aars Forløb, og Spørgsm aalet om, hvo rv id t den p aa
gældende kan løslades, kan kun tages op til Undersøgelse med 2 Aars Mellemrum. Hvis det stadig m aa anses for be
tæ nkeligt a t sæ tte ham paa fri Fod, kan han blive hensid- dende i Sikkerhedsforvaringen indtil sin Død.
D e alm in d elig e Straffe.
Af de i Straffeloven af 1866 hjemlede Straffe er Dods- strafjen nu ikke blot faktisk, men ogsaa form elt afskaffet, idet dog enkelte særligt alvorlige Forbrydelser som f. eks.
Landsforræderi, der bliver begaaet under K rig eller B esæ t
telse, kan straffes med Døden. Denne Indstilling over for Dødsstraffen deler Straffeloven af 1930 med de fleste euro
pæiske Straffelove fra Tiden siden Slutningen af det 19. A ar
hundrede og indtil 1930, og den ledende B etragtning var her — som i U dlandet — den, a t det ikke kan godtgøres, a t
Opretholdelsen af Dødsstraffen hindrer, at Forbrydelser be- gaas. Saafremt man fortrinsvis ser Straffens Formaal i dens generalpræventive Betydning, vil der — i hvert Fald bortset fra særlig kritiske Tider — altsaa ikke være nogen Grund til at anvende Dødsstraf. Afskaffelsen af Dødsstraffen 1930 be
tød da heller ikke nogen Stigning i A n tallet af de Forbrydel
ser, for hvilke der tidligere var fastsat Dødsstraf.
Inden for Frihedsstraffene har Fængsel afløst Tugthus, Forbedringshus, og Fængsel paa sædvanlig Fangekost, og Straffen idømmes fra 30 Dage til 16 Aar eller paa Livstid.
Hæfte har afløst sim pelt Fængsel og idømmes fra 7 Dage til 2 Aar. Fængsel paa Vand og Brød er afskaffet. Derimod har Straffeloven af 1930 indført en særlig Form for Fængsel for Lovovertrødere i Anderen mellem 15 og 21 Aar. det saa- kaldte Ungdomsfængsel, som kommer til Anvendelse, hvor Dom stolen mener, at varige opdragende og uddannende Foranstaltninger vil være paa sin Plads over for en ungdom melig Lovovertræder. Endelig er der i 1939 indført de saa- kaldte Dagbøder, hvor det drejer sig om Lovovertrædelser inden for Straffeloven, for hvilke der er fastsat Straf af Bøde.
Medens Bødestraffen tidligere gik ud på B etaling af en Penge
bøde af en bestem t Størrelse, ved hvis Fastsæ ttelse der natur
ligvis blev ta g et H ensyn til Dom fældtes Formueforhold, fastsæ ttes den nu til et v ist Antal Dagbøder, fra 1 til 60, hvorved man faar et klarere Udtryk for Forbrydelsens Grov
hed end tidligere. Størrelsen af den enkelte Dagbøde afhænger stadig af den paagældendes Kaar. Ved Lovovertrædelser, der ikke straffes efter Straffeloven, men efter den øvrige L ovgiv
ning, finder D agbodssystem et ikke Anvendelse, idet man her har bevaret den ældre Ordning, hvorefter Bøden kun fast
sættes til et bestem t Pengebeløb.
Sluttelig skal om tales, at den Adgang til at idømme betingede Domme, som blev indfort 1905, er udvidet i Straffe
loven af 1930 og især ved en Lovændring i 1961. For den betingede Dom er det karakteristisk, at Straffen ikke fast
sættes eller kommer til Udstaaelse, hvis D om fældte i et ved Dommen fastsat Tidsrum, i Reglen 3 Aar, fører en straffri