Løfteparagrafferne.
Inden for Retsplejen er siden Grundloven indført gen
nem gribende Reformer af den i Tiden forinden gældende R et; men i adskillige Tilfælde har Reformerne bestaaet i Genoplivelsen af gamle danske Retsprincipper, som i Løbet af de sidste A arhundreder var helt eller delvis opgivet, uagtet de var en bedre Skæbne værdig. Grundloven angav selv Retningslinierne for Reformerne ved i en af de R ets
plejen vedrørende »Løfteparagraffer« a t kræve, a t Offent
lighed og M undtlighed saa snart og saa v id t som m uligt skulde indføres i hele Retsplejen. Desuden lovede G rund
loven, at der skulde indføres Nævninger i visse Sager, sam t a t R etsplejen skulde adskilles fra Forvaltningen, saaledes a t den tidligere Tilstand, hvor samme Person sam tidig be
klædte Stillingen som Politim ester og som U nderretsdomm er, ophørte.
A rbejdet paa Retsreform en begyndte allerede i 1852;
men først i 1919 traa d te R esultatet: Retsplejeloven a f 11. A pril 1916 ud i Livet og opfyldte de i Grundloven givne Løfter.
Som tidligere om talt, var det især Stampe, som hævdede, a t Øvrighedsmyndigheden ikke m aatte gribe ind paa Dom
stolenes Omraade; men saa længe de samme Personer baade virkede som Øvrighedspersoner og som Dommere, er det k lart, a t det var meget vanskeligt rent praktisk a t gennem
føre det almindeligt anerkendte Synspunkt, a t Domstolene skulde være uafhængig af Forvaltningen. Dommerne kunde jo ogsaa undertiden komme i uløselige Konflikter, naar de i deres Egenskab af Politim estre var pligtige a t adlyde højere
adm inistrative Myndigheders (Amtmandens eller Ministerens) Befalinger, og sam tidig som Dommere skulde være uaf
hængige af dem. Nu har Retsplejeloven udført Grundlovens Paabud om Adskillelse af Dom stole og Politim estre ved at foretage een Inddeling af hele Landet i Retskredse med een eller flere Dommere i hver og en anden Inddeling i P o liti
kredse med hver sin Politim ester, og har derigennem mulig
gjort den praktiske Gennemførelse af Princippet om Dom stolenes Uafhængighed af Regeringen. »Hverken Minister eller Am tm and kan nu give en Dommer Befalinger eller omgøre hans Afgørelser; kun overordnede Dom stole kan omstøde de af ham afsagte Dom m e eller Kendelser.
Offentlighed.
Desuden har Retsplejeloven genindført Offentlighed i hele Retsplejen, ikke af historiske Grunde, men fordi dette Prin
cip er Udtryk for en Sandhed, som i vore Dage har større Gyldighed end nogen Sinde før. Grundlovens Bestem m else om, at Mundtlighed og Offentlighed skulde indføres i R ets
plejen, er formuleret af ingen ringere end N . F. S. Grundtvig som Medlem af den grundlovgivende Forsamling, og til Støtte for sit Forslag henviste Grundtvig til, at den allerede eksisterende Mundtlighed og Offentlighed i H øjesteret fuldt ud havde bevist sin Sandhed, fremfor alt til at bevare Tillid hos Folket til Retfærdighedens Haandhævelse. D ette gæl
der ikke m indst inden for Strafferetsplejen. Strafferetsplejen udøves for Samfundets egen Skyld. Dens Formaal er at konstatere, hvorvidt en Person er skyldig i en Krænkelse af Samfundets Interesse i, at dets Love overholdes, og Straffe
lovens Formaal er ikke blot at skride ind over for de Per
soner, der har begaaet en Lovovertrædelse, men ogsaa at søge at hindre, at andre begaas. Derfor er Sam fundet bedst tjent med, at dets Strafferetspleje foregaar for aabne Døre.
En saadan Offentlighed bidrager ogsaa til at lette Opkla
ringen af Forbrydelser, og for Behandlingen af den enkelte Sag er det en stor Fordel, at Myndighederne ved, at de er under Offentlighedens Kontrol. De anspores herved til at yde deres bedste, medens en almindelig Regel om, at Straffe
sager skulde behandles for lukkede Døre, let kunde kom me
til at indvirke paa den Hurtighed, hvormed Sagen bør frem
mes. Fra ældre Tid har man ogsaa ofte haft Eksempler paa, at Dommeren og Politiet i en Straffesag behandlede sigtede paa en Maade, som de næppe vilde have gjort, hvis Sagen havde været behandlet for aabne Døre. Den Iagttagelse, som Christian den 4. gjorde i den tidligere om talte For
ordning af 1635, at »adskillige Uskikkeligheder foraarsages«
i Sager, der paadømmes »inden lukte Døre ingen overværen
des uden de, Sagen alene vedkommer«, har Gyldighed til alle Tider.
Adskillige af de H ensyn, som ligger bag ved Offentlig- hedsprincippet i Straffesager, gør sig ogsaa gældende med H ensyn til borgerlige Sager, selv om det maa indrømmes, at det her kan være ubehageligt for Parter og Vidner at faa deres ofte intim e Mellemværender behandlede for et til
fældigt nysgerrigt Publikums Øjne. I England, hvor OfTent- lighedsprincippet er endnu mere gennemført end her i Lan
det, støder det os at se, i hvilket Omfang f. Eks. Skilsmisse
sager overværes af uvedkommende, der med spændt Op
mærksomhed følger Handlingens Gang, nærmest som om det drejede sig om en gratis Teaterforestilling. Efter vore B e
greber er de udførlige Referater i de engelske Dagblade af saadanne Æ gteskabssagers Behandling ogsaa ret overflødige.
Efter den danske R etsplejelov kan Dommeren i Æ gteskabs
sager naar som helst bestem me, at Forhandlingen skal fore- gaa for lukkede Døre, og enhver Gengivelse af denne — selv naar den foregaar for aabne Døre — er forbudt under Bøde
straf. I andre Sager kan Dommeren i visse nærmere beteg
nede Tilfælde bestemme, at Dørene skal lukkes, og det samme gælder i Straffesager; men han har ikke uindskrænket Adgang hertil. Der skal foreligge visse særlige Grunde til at fravige Princippet om, at Retssager skal behandles offentligt.
Mundtlighed.
D et andet Princip, Retsplejeloven er vendt tilbage til, er M undtlighedsprincippet. Paa Forhaand kunde man tro, at den skriftlige Behandling af Retssagerne vilde medføre, at disse blev grundigere undersøgt og paa den anden Side blev lettere at tage Stilling til for Dommerne, idet de ved
gentagne Gennemlæsninger af Sagens A kter kunde opnaa at beherske Sagen fuldtud. Erfaringen viser im idlertid, a t den skriftlige Behandling fører til overdreven V idtløftighed i Fremstillingen — P apiret er taalm odigt — og til Sen
drægtighed i Sagens Behandling, og det Billede, m an faar gennem den skriftlige Frem stilling af Sagen, har ofte et
Scene fra Voteringen i Højesteret. Selve Voteringen er hem melig;
men Dommen skal indeholde Oplysning om de forskellige S ta n d p u n k ter, som er fremsat under Voteringen.
ufrisk og uvirkeligt Præg, hvor den rent m undtlige Skildring efterlader et k la rt og uforglemmeligt In d try k hos Tilhørerne.
Navnlig i de Sager, hvor Lægmænd m edvirker som Dommere, er det af meget stor Betydning for deres Evpje til a t sæ tte sig ind i Sagen, at denne ikke forelægges dem i skriftlig Form, men a t de under en m undtlig Procedure faar deres In dtryk af Sagen gennem Øret. F orsaavidt angaar Vidne
forklaringer, betyder det a t høre og se Vidnerne selv ogsaa langt mere end det Indtryk, man kan faa gennem et af en Dommer eller Politim and foretaget P rotokollat af deres For
klaringer. Derfor er M undtlighedsprincippet nær forbundet med K ravet om Umiddelbarhed, det vil sige, a t Beviserne føres for selve den dømmende R et og ikke forelægges som
Referat af, hvad der er forklaret overfor andre Myndigheder.
D ette Umiddelbarhedsprincip er ganske vist ikke helt ind
ført i dansk Ret, som stadig anerkender, at Vidner kun er pligtige at rejse en vis Strækning for at afgive deres For
klaringer, medmindre R etten bestemmer andet af H ensyn til Sagens Oplysning; men Udviklingen gaar dog i Retning af at indføre Umiddelbarhed i størst m uligt Omfang.
Bevisbedømmelsens Frihed.
Med H ensyn til Bedømmelsen af de forelagte Beviser staar Dommerne i vore Dage helt anderledes end før i Tiden.
Oprindelig var Forholdet jo det, at Retsordenen overhovedet ikke kendte til Beviser i moderne Forstand, men indrømmede enten den ene eller den anden Part R et til at befri sig for Modpartens K rav ved at præstere et rent formelt Bevis.
Senere fortrængtes det formelle B evis af det virkelige (materielle) Bevis; men herved var man dog ikke naaet til at løse alle tænkelige Konflikter. Hvorledes skulde man for
holde sig, hvis der stod B evis imod Bevis? At give Dommerne Adgang til frit at skøjine over Bevisernes Vægt over for hinanden, vilde være m eget betænkeligt i en Tid, da Dom merne jævnlig var af m eget ringe K valitet. Derfor traadte Retsordenen hjælpende til ved at opstille særlige Krav til Beviserne, for at de skulde kunne tages i Betragtning. Man tog saaledes ikke Hensyn til, hvad et enkelt Vidne forklarede;
der skulde i det m indste være to Vidner, som forklarede over
ensstem mende. Dernæst var der en Række Vidner, som slet ikke talte med, fordi de var for nær i Fam ilie med den ene af Parterne eller direkte interesserede i Sagens Udfald. Ende
lig var der visse Tilfælde, hvor man overhovedet ikke tog H ensyn til Vidneforklaringer eller andre Bevismidler, men lod Sagen afgøre ved Partsed (dog uden Mededsmænd).
Nu bestemmer Retsplejeloven, at Dommeren frit kan skønne over Bevisernes Vægt. Der er altsaa ikke Tale om at kræve to Vidner, for at et vist Forhold kan anses bevist.
Dommeren er i Stand til at lægge et enkelt Vidnes Forkla
ring til Grund for sin Dom, hvis han finder Vidnets For
klaring troværdig.
Denne Bevisbedømm elsens Frihed gælder ogsaa, hvis
den sigtede paa et eller andet Tidspunkt i en Straffesag har aflagt Tilstaaelse i R etten. Efter Danske L ov gjaldt der her den Regel, at en saadan Tilstaaelse ikke senere kunde tages tilbage, og dette var en af Grundene til, at Straffe
dommerens Virksomhed først og fremmest gik ud paa at fremkalde en Tilstaaelse fra den sigtede. Nu bestem mer R etsplejeloven ganske vist, at en saadan Tilstaaelse naar som helst kan tages tilbage igen; men det udelukker dog ikke, at Dommeren kan tillægge den Omstændighed, at sigtede tidligere har tilstaaet sig skyldig, en vis Vægt ved Afgørelsen af, om han virkelig er det.
Nævninger og Domsmænd.
Grundloven bestem te endelig, at Nævninger skulde ind
føres i Misgerningssager og i Sager, der rejser sig af politiske Lovovertrædelser. Til Begrundelse af denne Regel henviste man paa den grundlovgivende Forsamling dels til, at det drejede sig om at genoplive en gammel nordisk Indretning i ny Skikkelse, dels til, at Nævningeinstitutionen, der havde en rodfæstet Stilling i engelsk Ret, derfra havde bredt sig til Amerika og til adskillige europæiske Stater, og at den m aatte anses for Folkefrihedens sikreste Værn. I den Skikkelse, hvori Næ vningeinstitutionen blev indført i dansk Ret, var det imidlertid udelukkende de udenlandske For
billeder, som var afgørende, idet Nævningerne efter R ets
plejeloven af 1916 kun skulde udtale sig om, hvorvidt den tiltalte var skyldig eller uskyldig, medens Spørgsmaalet om, hvilken Straf han skulde have, afgjordes af Dommerne paa egen Haand. De gamle danske Nævninger i Tiden før Danske Lov havde derimod jævnlig det endelige Ord at skulle have sagt i Sagen, idet de paadømte den paa egen Haand, og i de Tilfælde, hvor Lægmænd ellers medvirkede som Doms
mænd, deltog de paa lige Fod med Dommeren baade i A f
gørelsen af, hvorvidt Tiltalte var skyldig eller uskyldig, og med H em yn til, hvilken Straf han skulde have.
Ifølge R etsplejeloven af 1916 skulde eller kunde N æ v
ninger medvirke i et m eget stort Antal Straffesager; men i Tiden efter Lovens Ikrafttræden er A ntallet af Nævninge- sager blevet m eget stærkt indskrænket, saaledes at N æ v
ninger nu kun m edvirker i* ca. 1 pCt. af samtlige Straffe
sager, fortrinsvis Sager, hvor der kan blive Spørgsmaal om a t idømme meget høje Straffe, og hvor T iltalte ikke har til- staaet sig skyldig. Denne Udvikling bort fra Anvendelsen af Nævninger i Straffesager er et Fænomen, som ogsaa kendes i andre Lande i Nutiden, og Problem et i vore Dage stiller sig for mange saaledes: Skal m an helt opgive Lægmænds M edvirken ved Paadøm melsen af Straffesager, eller skal man finde andre Form er for en saadan Medvirken end den fra Nævningedomstolene kendte? Dansk R et er i de seneste Aar slaaet ind paa den sidste Vej, dels gennem en O m dan
nelse af N æ vningeinstitutionen, dels ved a t indføre saakaldte Domsmænd. E fter de seneste Æ ndringer i Retsplejeloven er Nævningernes Opgave saaledes ikke udtøm t med, a t de er
klærer den T iltalte skyldig eller uskyldig; de deltager ogsaa i Udm aalingen af Straffen i Tilfælde af, a t han dømmes skyldig af dem. Domsmænd anvendes i et sto rt A ntal af de Straffesager, som ikke komm er for Nævninger. I U nderret
terne er der 2 Domsmænd ved Siden af den juridiske Dom
mer, i Landsretterne 3 Domsmænd ved Siden af de 3 ju ri
diske Dommere. Derimod m edvirker der aldrig Domsmænd i H øjesteret. I D om sm andsretterne afgøres baade Spørgs- m aalet om, hvorvidt Tiltalte er skyldig, og Strafudm aalin- gen af de juridiske Dommere og Domsmændene i Forening.
E fter den sidste Æ ndring af Nævningedomstolene, hvor
efter Nævningerne deltager i Strafudm aalingen, er det klart, a t der kun er meget ringe Forskel mellem Nævninger og Domsmænd, og den nuværende Ordning, hvorefter det jæ vn
lig beror paa et Skøn, om en Straffesag skal for Nævninge
tinget eller for D om sm andsretten, synes uholdbar i Læng
den. I hvilken R etning Udviklingen vil gaa, er vanskeligt a t sige. Baade Nævningedomstolene og D om sm andsretterne har meget stærke M odstandere; men P rincippet i G rund
loven om, a t Lægmænd skal medvirke i visse Straffesager, staar i hv ert Fald ved Magt, saa længe der ikke er foretaget en Æ ndring i Grundloven. Muligvis vil man efterhaanden gaa over til helt a t lade Nævningerne afløses af Domsmænd, saaledes som det allerede faktisk er sket i det langt over
vejende A ntal af Straffesager. Om Lægmændenes Deltagelse i Strafferetsplejen under den ene eller anden Form vil blive
opretholdt i det lange Løb, maa naturligvis afhænge af, om Samfundet mener, at man herigennem sikrer Værdier, som ikke kan opnaas, hvis Dom stolene udelukkende bestaar af Jurister. Den rent historiske Baggrund for Grundlovens Krav om Indførelsen af Nævninger var jo navnlig Forbilledet fra Udlandet, hvor man havde indført dem af Frygt for, at de juridiske Dom stole skulde afsige, hvad vi nu vilde betegne som Klassedomme. En saadan Frygt vil her i Landet næppe være m eget udbredt i vore Dage; men der kan jo m eget vel tænkes andre Grunde til ikke at afskaffe Lægmandselemen- tet i Dom stolene, efter at det først er kom m et ind i dem. Af saadanne Hensyn har man anført, at Dom stolene ved til Dels at bestaa af Lægmænd kommer i nærmere Berøring med Folkets almindelige Retsbevidsthed, end de ellers vilde gøre, saaledes at der opstaar en gavnlig Vekselvirkning mel
lem den almindelige Bedøm m else i Samfundet af de Forhold, som foreligger til Paakendelse, og Juristernes mere fagmæs
sige Indstilling over for dem. Naar Befolkningen paa denne Maade aktivt deltager i Paadømmelsen af Straffesager, vil den ogsaa om fatte Strafferetsplejen med større Interesse og Tillid end ellers. Fra anden Side henviser man derimod navn
lig til, at Strafferetsplejen i vore Dage ikke blot gaar ud paa at idømme Straf, men i adskillige Tilfælde paa at foreskrive særlige Foranstaltninger for derigennem at søge at bringe Lovovertræderne tilbage paa den rette Vej; men Afgørelsen af, hvilke af den Slags Foranstaltninger der skal bringes til Anvendelse i det enkelte Tilfælde, kræver en Erfaring og Sagkundskab, som Lægmænd ikke kan være i Besiddelse af, navnlig ikke naar de kun en enkelt eller ganske faa Gange i deres Liv kommer ud for at skulle optræde som Dommere i en Straffesag.
Anklageproces sen.
Foruden at indføre de af Grundloven krævede Reformer har Retsplejeloven fuldstændig omformet Strafferetsplejen ved helt at afskaffe den tidligere Inkvisitionsproces, saaledes at man for saa vid t er vendt tilbage til dansk Rets oprinde
lige Ordning: Anklageprocessen; men sam m enlignet med ældre R et frembyder Retsplejelovens Ordning den Forskel,
at det nu næsten altid er det offentlige og kun i ganske enkelte Tilfælde den private forurettede, der rejser Paatale.
Paatalem yndigheden tilkommer ved Underretten P o liti
mesteren, i København Politidirektøren — i Reglen repræsen
teret ved en Politiadvokat — ved Landsretten Statsadvoka
ten og ved H øjesteret Rigsadvokaten. D ette udelukker natur
ligvis ikke, at Politim esteren kan forelægge Statsadvokaten Spørgsmaalet om, hvorvidt han i et v ist Tilfælde bør rejse Paatale, eller at Statsadvokaten paa samme Maade kan fore
lægge Rigsadvokaten en Sag. Den øverste Paatalem yndig- hed tilkommer Justitsm inisteriet, saaledes at ogsaa Rigs
advokaten er underordnet dette og er pligtig at rette sig efter dets Afgørelse. De Sager, hvori den private forurettede har Adgang til at rejse Paatale, er i Almindelighed saadanne, hvor Straffen ikke kan overstige Bøde; men ogsaa i disse Sager kan Statsadvokaten bestem me, at der skal rejses Paa
tale, selv om den forurettede ikke ønsker det, nemlig hvis Statsadvokaten finder, at en offentlig Interesse kræver, at Sagen forfølges.
H vorvidt det offentlige skal rejse Paatale i en Sag, som private ikke kan paatale, er et Spørgsmaal, som Anklage
m yndigheden — i sidste Instans altsaa Justitsm inisteriet — afgør paa egen Haand. Der paahviler altsaa strengt taget ikke Anklagemyndigheden nogen Pligt til at rejse Paatale, hvis den finder, at det uden Skade kan undlades. Som Eksempler paa Tilfælde, hvor Statsadvokaten paa egen Haand er berettiget til at frafalde Tiltale, kan nævnes For
brydelser, begaaet af Personer under 18 Aar, mindre Volds
sager og Tyveri eller Bedrageri af særlig ringe Strafværdig
hed. Hvor det drejer sig om mere alvorlige Forbrydelser, er Undladelse af Paatale m eget sjælden, ikke m indst hvis den forurettede ønsker Sagen forfulgt. En rent skøns
mæssig Afgørelse af, hvorvidt Paatale skulde rejses eller ej, vilde ogsaa være en m eget betænkelig Ordning, da den kunde give Anledning til den Opfattelse, at der ikke bestod Lighed for Loven. H vor det offentlige frafalder Paatale, findes der jo ikke nogen Adgang for den forurettede eller for andre til selv at forfølge Sagen, og Sagen kan heller ikke rejses af Dom stolene selv, da en Dom stol overhovedet ikke er i Stand til at paakende en Straffesag, hvis der ikke
er rejst Paatale af den Myndighed eller Privatperson, som efter Loven er berettiget hertil (»Uden Anklager, ingen Dommer«).
Dom stolenes Opgave er saaledes ogsaa i Straffesager at paadømme en Sag, hvori der findes to Parter; men medens der i borgerlige Sager i Reglen staar to Privatpersoner over for hinanden, er den ene Part (Anklageren) i en Straffesag i Reglen en Repræsentant for den offentlige Anklagem yn
dighed. Ogsaa forinden det er afgjort, hvorvidt der skal rejses Tiltale, og Sagen saaledes befinder sig paa et mere forberedende Stadium, kan Dom stolen dog komme til at medvirke i Sagen under den saakaldte retslige Forunder
søgelse imod den, der sigtes for Forbrydelsen. Den retslige Forundersøgelse er i og for sig en R est fra Inkvisitions- processen, og i ældre Tid bestod Dommerens Virksomhed under Forundersøgelsen i selv at søge Sagen saa vidt op
lyst, at det kunde afgøres, hvorvidt der skulde rejses Til
tale imod den sigtede. Efter Retsplejeloven former en Straffesags Gang sig ofte saaledes, at Sagen først behandles af P olitiet (Efterforskningen), derefter gaar den til retslig Forundersøgelse og til sidst til Domsforhandling for Retten;
men bortset fra ganske enkelte Undtagelsestilfælde griber Retten paa intet af disse Stadier selvstændigt ind for at søge Sagen opklaret. R ettens Opgave er først og fremmest at sørge for, at Sagen behandles i Overensstemmelse med Lovens Regler og at afsige Dom i Sagen, Initiativet i Under
søgelsen tilkom mer Anklagemyndigheden.
Ligesom Dommeren indtager en forholdsvis tilbagetruk
ken Stilling ved Sagens Oplysning under Anklageprocessen, er ogsaa Sigtedes Stilling helt forskellig fra, hvad der gjaldt under Inkvisitionsprocessen. Han har ikke længere nogen Pligt til at medvirke til Sagens Opklaring. Retsplejeloven fastslaar endog udtrykkelig, at han har R et til at nægte at udtale sig. Paa den anden Side kan der dog i Straffesager anvendes visse særlige Retsmidler over for ham, som den ene Part i en borgerlig Sag ikke kan anvende over for den anden. Grunden hertil er naturligvis, at Samfundet som saadant er mere direkte interesseret i, at R esultatet af en Straffesag er i Overensstemmelse med, hvad Retfærdig
heden kræver, end i en borgerlig Sag, hvor det er rent