THE DET

D E T K O N G E L I G E B I B L I O T E K THE ROYAL LIBRARY

København / Copenhagen

For information on copyright and user rights, please consultwww.kb.dk

IV&

UKRAINA

A F

J . PRAVDIVIJ

KØBENHAVN 19IS

I KOMMISSION HOS G. E. C. GAD

U K R A I N A

AF

J . P R A V D I V I J

I KOMMISSION HOS G. E. C. GAD

K Ø B E N H A V N 1 9 1 8

under Ledelse af Medlem af den 3die og 4de Rigsduma Greve E. B e n n i g s e n med det Formaal at udgive en Række Skrifter omhandlende forskellige af de mest bræn­

dende Spørgsmaal i russisk Politik og offentligt Liv.

Foruden nærværende Skrift om Ukraina er tidligere ud­

kommet »Rusland og Finland«, medens Skrifter om Arme­

nien og om Ruslands Rolle i Verdenskrigen er under For­

beredelse.

K o m i t e e n .

Un peuple tiede aux idées politiques, ne s'émeut profondément que pour les idées sociales.

V*e. de Vogue. Mazeppa.

F

Og nu? Ja, nu melder Aviserne atter og atter om nye Stater, der skyder op paa dette Verdensriges Ruiner. Snart er det Hertugdømmet Kurland, der vælger den tyske Kejser til sin Fyrste, snart den borgerlige Republik Finland, snart den social-revolutionære Republik Ukraina, det bolsjevi­

kiske Rusland, de kaukasiske, tatariske, sibiriske og andre Republikker. Det vrimler med Stater, og alle Regerings­

former er repræsenteret, lige fra Monarkiet til den fantasti­

ske Bolsjevik-Republik. Alle Nationerne, baade de, der liür eksisteret i Aarhundreder og har deres egen Hi­

storie, og de, om hvis Eksistens Verden ikke anede noget før i Gaar, alle møder nu op med Krav om Selvstændighed og statslig Uafhængighed, og fælles for alle disse Nationer er, at de ikke saa meget søger at varetage deres egne In­

teresser, som at ødelægge, ja endog tilintetgøre det, der endnu i Aaret 1916 var og kaldtes det store, russiske Rige.

Det vil derfor være af Interesse at undersøge, om disse forskellige Krav og Bestræbelser virkelig bunder dybt i de paagældende Nationers Bevidsthed, eller om det, der for Øjeblikket iagttages, kun er Frugten af et systematisk Arbejde, der, forlængst planlagt, i lang Tid er blevet drevet

Ukraina.

af Ruslands Fjender udenfor Landets Grænser. Thi er det ikke Ruslands Fjender, der har iscenesat den separatistiske Bevægelse, som nu er i Færd med at sønderlemme Rus­

land, fordi et usplittet Rusland vilde have været dem en Trusel og Hindring i deres Erobrings- og Kolonisations- politik?

Vi agter ikke i denne Piéce fra Grunden af at under­

søge Aarsagerne til Ruslands Sønderlemmelse. Vi skal her kun dvæle ved et Spørgsmaal, som faar en uhyre Betyd­

ning for hele Evropas Fremtid, nemlig den ukrainske Re­

publiks Adskillelse fra Rusland.

Indtil den allersidste Tid har ikke alene Udlandet, men ogsaa det brede Publikum i Rusland kun haft ringe Kend­

skab til Ukraina, og der var sikkert mange, som aldrig havde hørt Navnet »Ukraina« førend efter Centralmagter­

nes Fredsslutning med denne nydannede Republik. Imid­

lertid er der under Verdenskrigen baade i Tyskland og i Østrig udkommet en Mængde Bøger og Smaaskrifter, som i Sammenhæng med Behandlingen af Tysklands Krigsmaal nøje omtaler Ukraina, dets Befolkning, dets Rigdomme samt Centralmagternes Opgaver i dette Land. Disse Smaa­

skrifter, der som oftest er skrevet af Folk, hvis Navne er kendte baade i Tyskland og Østrig, udgives hyppigst i Form af videnskabelige Monografier. De indeholder en vidtløf­

tig Gengivelse af Ukrainas Historie, den ukrainske Be­

folknings Bestræbelser og Forventninger og dette Lands økonomiske Forhold. Men alle disse Spørgsmaal bliver mere end ensidigt belyst, ligesom de historiske Kendsger­

ninger er bevidst usandfærdig fremstillede. For at kom­

promittere Rusland og ophidse Befolkningen imod det, tillader Forfatterne sig ikke blot at forfalske historiske Dokumenter, men ogsaa at opdigte Ting, som er aaben- lyst absurde, og som ikke alene strider imod den historiske Sandhed, men ogsaa mod al sund Fornuft. Saaledes paa- staar Dr. Karl Nötzel i sin Piéce »Die Unabhängigkeit dei

Ukraine als einzige Rettung von der russischen Gefahr«, München 1915, at Peter den Store efter Sejren ved Poltava, for at hævne Mazeppas Forræderi, gav Ordre til uhørte R e p r e s s a l i e r , u n d e r h v i l k e m a n g e , m a n g e T u s i n d Ukrainere blev korsfæstet. Dette siges om en russisk Kej­

ser, der herskede i Begyndelsen af det 18. Aarhundrede, om Herskeren over et Land, som er bekendt for sin dybe Religiøsitet, et Land, hvor Korset den Dag i Dag til Minde om vor Frelser bliver holdt særlig helligt, et Land, hvor Kor­

set efter Kristendommens Indførelse aldrig er blevet brugt eller har kunnet tænkes brugt som Henrettelsesmiddel. Det maa for Resten siges, at de tyske Skribenter ikke nøjes med at opdigte Historier med Hensyn til Tiden for 200 Aar siden; ogsaa om Nutiden beretter de de mest mærkelige Ting. H. v. Revelstein fortæller f. Eks. i sin Piece »Die Not der Fremdvölker unter dem russischen Joche«, Berlin 1916, at de Hærstyrker, som i 1915 drog af Sted fra Kieff, blev ledsaget af Folket, der raabte: »Østrig leve! Tyskland leve!« Denne Historie paastaar Forfatteren at have hørt af nogle ukrainske Krigsfanger. Vi anfører disse Smaatræk for at vise, hvilke Midler de tyske Skribenter bruger, naar det gælder om at ophidse Ukrainerne mod Rusland eller føre Bevis for Ukrainernes foregivne Kærlighed til Østrig.

Naturligvis ved Dr. Nötzel meget godt, at Peter den Store ikke har ladet nogen korsfæste, og at han ikke har sat Masseforfølgelser i Scene imod Ukrainerne, da han jo dog ikke godt kan være i Uvidenhed om, at Mazeppa kun fik Tilslutning fra nogle enkelte ærgerrige og privilegerede Kosakker, mens Kosakkerne i det store og hele bevarede Troskaben overfor Moskva *). Endnu mindre kan der være

*) Dr. Nötzel har sandsynligvis forvekslet de ukrainske Kosakker med Zaporoger-Kosakkerne; 10,000 af disse sidste har virkelig under Ataman Gordeienko's Førerskab understøttet Mazeppa. Efter Peter den Stores Sejr og efter at Kosakobersterne Jakoffleff og Galagan havde indtaget Zaporo- gernes Lejr, udvandrede disse 10,000 Zaporoger til Tyrkiet.

1*

Tale om, at Hr. v. Revelstein tror paa den Krønike, han meddeler, da han naturligvis ikke kan være uvidende om, at Forholdene i 1915 var saaledes, at ikke engang den mo­

digste Tysker vilde have vovet at raabe: »Østrig leve!«, naar Tropperne blev sendt af Sted. Det usande i disse .og lignende Meddelelser er saa indlysende, at det maaske ikke engang er Ulejligheden værd at gendrive dem, men desværre er de tyske Bøger om Ukraina saa godt som den eneste Kilde, det læsende Publikum kan øse ai, naar det gælder Forholdene i dette Land. Den Omstændighed, at denne Litteratur fik Indpas i de nevtrale Lande, bevir­

kede, at den uhyre Indflydelse, som den havde haft i Tysk­

land, ogsaa bredte sig til disse, ja snart sagt til hele Eu­

ropa, og man maa derfor antage, at det for Øjeblikket er en temmelig almindelig udbredt Tro, at det af Russerne underkuede, »ukrainske« Folk aldrig har tænkt paa andet end at frigøre sig, og at det nu kun har benyttet sig af Forholdene til at virkeliggøre sin gamle Uafhængigheds- drøm. Vi skal derfor undersøge denne tyske Litteratur lidt nøjere.

II.

De yderliggaaende Ukrainofiler og de tyske Skriben­

ter gaar ud fra, at der fra Arilds Tid har eksisteret to selvstændige Folkeslag, som hvert for sig beboede henholds­

vis det nuværende Nord.- og Sydrusland. De saakaldte Lillerussere har, hedder det, haft en selvstændig Stat, og de brede Folkemasser i Ukraina har aldrig opgivet Drøm­

men om Genoprettelsen af denne Stat. Det vai kun den russiske Regerings Grusomhed, der havde holdt disse Be­

stræbelser nede, idet Zarismen i Løbet af to Aarhundre- der og ganske særlig i Slutningen af det 19. Aarh. paa det haardeste forfulgte alt, hvad der tjente til Oprethol­

delsen af Lillerussernes nationale Bestræbelser. Og ikke

underkuet af Rusland, men ogsaa økonomisk set har Stro- rusland udbyttet Lillerusland paa den mest følelige Maade.

Vi kan selvfølgelig ikke paatage os i den foreliggende Piece at fremstille Ruslands Historie, men vi ser os dog tvunget til at anføre nogle enkelte historiske Fakta for at klargøre Ukrainas nuværende Stilling.

Med Hensyn til den første Periode af Ruslands Histo­

rie har Videnskabsmændene _ delt sig i to Lejre. Det ene Parti, som repræsenteres af den kendte, tyske Historiker Schlözer og de russiske Historikere Karamsin, Pogodin og Solovioff, hævder, at Sletterne fra Novgorod til Kieff samt Dnjeprs højre og venstre Bred var befolket af enkelte sla­

viske og finske Stammer, der var fattige og næsten levede som vilde, indtil den første Spire til Statsvæsen blev bragt til dem fra Skandinavien af Varægerne; det andet Parti, hvis Ordførere er Professorerne Beljajeff og Zabelin, og hvis Anskuelser vist ogsaa bifaldes af den kendte, ukrain­

ske Politiker og Grundlægger af Rada'en, Professor ved Universitetet i Lvoff (Lemberg) Hrusjevsky, er derimod af den Mening, at Slaverne, som allerede længe før Kristi Fødsel havde beboet de østevropæiske Sletter, gennem en langsom, historisk Proces havde udviklet en særegen, social Organisation og faste, politiske Former, der var fuldt færdige, dengang Varægerne kom til dem.

Nyere Undersøgelser i Forening med Sammenligning af græske og nordiske Kilder med de russiske Krøniker be­

kræfter denne sidste Anskuelse, og det anses nu for en Kendsgerning, at de Slaver, der befolkede den russiske Slette, allerede inden Varægernes Ankomst, har haft en ud­

viklet Handel og mange Byer saasom Kieff, Perejaslavl, Novgorod, Polotzk, Rostoff o. s. v., og det maa bemærkes, at Normannerne her lidt efter lidt, ad fredelig Vej, udbredte deres Magt, altsaa paa en ganske anden Maade, end det var Tilfældet i Vestevropa, hvortil de kom som Sørøvere.

end mødte bevæbnede, thi gennem Rusland gik Vejen til Byzanz, hvor Normannerne dels tjente i Hæren, og dels drev Handel. Efterhaanden blev Normannernes Antal i de russiske Byer saa stort, at de allerede i Midten af det 9.

Aarh. udgjorde Hovedbestanddelen af den væbnede Han­

delsstand. Kort derefter optræder Varægerne som de re­

gerende i de slaviske Byer, og efter at de havde blandet sig med de indfødte, slaviske Stammer — Krivitschi, Drevl-

janje, Vjætitschi o. a. — dannede de saa et Folk, der har faaet Navnet Rus. (Dette Navn har hele Folket faaet efter en normannisk Stamme af samme Navn).

Der bestod altsaa i det 9. Aarh. mellem det baltiske og det sorte Hav en forholdsvis kultiveret Stat. Den første Varægerfyrste, Rurik, residerede som bekendt i Novgorod (862 e. Chr.), men allerede hans Efterfølger, Oleg, flyttede Hovedstaden til Kieff efter at have berøvet to andre varæ- giske Fyrster (Askold og Dir) denne By. Oleg samlede hele Landet under sit Herredømme og grundlagde det mæg­

tige Storfyrstendømme Kieff, hvis Anseelse og Rigdom han i høj Grad forøgede ved at bemægtige sig Vandvejen til Byzanz. Ifølge Udlændinges Vidnesbyrd var Kieff allerede i det 11. Aarh. en saa stor og rig By, at den kunde kap­

pes med Vestevropas største Stæder. Den femte Fyrste af Rurik- Dynastiet, Vladimir, indførte som bekendt Kri­

stendommen i sit Land, og under hans Efterfølger, Jaros- laff, udkom den for sin Tid i højeste Grad humane Lov­

samling »Russkaja Pravda« (»Russisk Ret«), som vidner om Landets høje Kultur. Vestevropa og Rusland stod paa denne Tid i meget livlig Forbindelse, og Jaroslaffs tre Døtre blev gift henholdsvis med den franske, ungarske og norske Konge. Om Ruslands territoriale Grænser faar man et Begreb, naar man hører, at Jaroslaff har grundlagt Byerne Jaroslavl ved Volga og Jurieff (Dor pat) i Livland.

Efter denne Fyrstes Død begynder imidlertid Ruslands

Svækkelse som Følge af den Arvelov, der gjaldt i Fyrste­

slægten. Hele Landet ansaas nemlig for Fyrstens Ejen­

dom, og ved hans Død tilfaldt det hans Slægt, idet Fyrsten­

dømmet blev udstykket i en Række af Kieff afhængige

»Del-Fyrstendømmer«. Af disse tilfaldt de bedste og rige­

ste Storfyrstens nærmeste Slægtninge, mens de fjernere Slægtninge maatte nøjes med de mindre værdifulde; Kieff- Tronen arvedes derimod af Storfyrstens ældste Slægtning.

1 Medfør af denne Arveret blev alle Fyrsterne efter Stor­

fyrstens Død forflyttet, og efterhaanden som Rurik-Slæg- ten voksede, blev de enkelte Fyrsters Besiddelser stedse mindre og svagere. Arvestridighederne avlede utallige Fejder, og Fyrsterne laa saa godt som altid indbyrdes i Krig med hinanden. Broderkrigene i Anledning af Kampen om Kieff-Tronen og Arvestridighederne fylder to Aarhun- dreder af Ruslands Historie. De mest kendte af »Del-Fyr- stendømmerne« er Tjernigoff, Susdal (der fra det 12. Aarh.

kaldtes for Vladimir og senere for Moskva), Smolensk, Ga- litsch og Novgorod. I Aaret 1169 erobrede Susdalfyrsten Andrej Bogolubski Byen Kieff, som han i den Grad øde­

lagde i Bund og Grund, at den aldrig mere fik Betydning som Hovedstad. Fyrsterne af Smolensk, Tjernigoff og Ga- litsch lod sig, ikke fordi de havde bemægtiget sig Hoved­

staden, men blot paa Grund af, at de var de ældste i Slæg­

ten, udraabe til Storfyrster. Storfyrsternes Autoritet svæk­

kedes efterhaanden i den Grad, at Novgorod og Pskoff snart helt holdt op med at anerkende Kieff-Fyrstens Over­

herredømme, idet de erklærede sig for uafhængige Repu­

blikker, og hertil kom saa yderligere, at Landet blev hjem­

søgt af asiatiske Nomader, der ødelagde alt paa deres Vej.

I Begyndelsen tilkaldte Fyrsterne selv nogle af disse No­

mader (PoLoffzerne og Petjengerne) som lønnede Hjælpe­

tropper; senere kom imidlertid Tatarerne som Erobrere og underlagde sig Landet fuldstændig, mens Befolkningen flygtede dels mod Nord og dels mod Vest.

folket, kan ses af følgende. Da Pavens Missionær Piano Karpini i Aaret 1246 fulgte Tatarerne fra Polen til Volga, saa han overalt paa Markerne i Fyrstendømmerne Kieff og Perejaslavl Masser af Menneskeskeletter, men kun faa le­

vende Mennesker. I Kieff fandtes der dengang kun c. 200 Huse, og Byens Befolkning var i højeste Grad fattig og nedtrykt.

Fra det 12. Aarh. begynder det Folk, som fra Fyrsten­

dømmet Kieff var udvandret mod Nord og mod Vest, at leve afsondret for sig selv. I den nordlige Del, hvorhen ikke alene Storfyrsten, men ogsaa Metropoliten for hele Rusland havde forlagt sin Residens, opstod den mægtige Stat Moskva. Mod Vest derimod kom det russiske Folk paa Grund af de ugunstige, politiske Forhold snart under fremmed Herredømme. Kun i Tiden fra 1188 til 1204 lyk­

kedes det Galitsch-Fyrsterne Roman og Daniel at befæste deres Magt saa meget, at Roman i Krønikerne kaldes den Store ,og Ruslands Selvhersker, medens hans Søn Daniel, som mod Øst blev bekæmpet af Tatarerne og mod Vest søgte Pavens Hjælp *), af denne sidste blev udnævnt til Konge af Galizien og kronet i Drogigin. Men allerede un­

der disse Fyrster blandede Naboerne — Ungarerne og Polakkerne — sig i Statens indre Anliggender, og knap 100 Aar senere blev de russiske Fyrstendømmer i Sydvest undertvunget af Lithauen.

III.

Meningsforskellen mellem de vestevropæiske og rus­

siske Historikere angaaende den første Periode af Ruslands Historie er dog af underordnet Betydning. Anderledes med de »ukrainske« Historikere (Prof. Hrusjevsky). Disse søger nemlig at bevise, at den nordrussiske (den susdal-vladimir­

*) A. Rambaud: Histoire de Russie. Paris 1878.

ske, den senere moskovitiske) Stat ikke var nogen Efterføl­

ger af Fyrstendømmet Kieff. Dette sidste var ifølge disse Historikere en ukrainsk Stat, medens den nordlige Stat var blevet grundlagt af Storrusserne.

Men her møder der os da det Spørgsmaal, om der i det 13. Aarh. eksisterede to adskilte Stammer — Storrussere og Lillerussere — et Spørgsmaal, der kun kan besvares med et bestemt Nej. Vi har set, at de første Fyrster af Rurik- Dynastiet ejede hele Landet fra det baltiske til det sorte Hav og fra Karpaterne til Volga. Paa Grund af Borger­

krigene og Asiaternes Overfald flygtede imidlertid en Del af Befolkningen i det 12. og 13. Aarh. dels mod Nord, dels mod Vest, og det er givet, at de, der flygtede mod Nord, har assimileret sig med en Del finske Stammer, medens de nuværende Lillerussere er blevet blandet med Resterne af PoLoffzerne, Petjengerne, Torkerne og andre smaa, mon­

golske Stammer, der strejfede omkring paa Stepperne; og det er denne sydrussiske Befolkning, som i det 15. Aarh.

vendte tilbage til Stepperne. Man maa altsaa absolut for­

kaste Teorien om, at Lillerusserne alene stammer fra det Folk, der i sin Tid grundlagde Fyrstendømmet Kieff *). For Resten har dette Spørgsmaal som saadant ikke den ringeste praktiske Betydning i Nutiden. Naar vi har bragt det paa Bane, er det kun, fordi de tyske Skribenter vil udnytte denne Hrusjevskys Teori til at give deres Skriverier om det selvstændige Ukraina en større teoretisk Betydning.

Hvor lidt Betydning denne Teori kan have for Politikerne i det 20. Aarh., ses af, at selve Professor Hrusjevsky, Ska­

beren af den nye »ukrainske« Skole i Historieforskningen,

*) Selv de „ukrainske" lærde forkaster denne Teori. Zitecky mener, at Hrusjevskys Paastand om, at den ukrainske Nationalitet har skabt Kieffs Statsvæsen og Kultur, er en mildest talt altfor dristig Paastand. Og denne Thesis lader sig slet ikke bringe i Samklang med Resultaterne af de Under­

søgelser, som er foretaget af en Række fremragende russiske Forskere, saa- som Klutjeffski og Miljukoff.

siger: »Et selvstændigt politisk Liv har det ukrainske Folk kun ført den første Tid, det eksisterede; siden det 14. Aarh.

har dette Folk staaet under fremmede Stater, til hvilke det stod i mere eller mindre skarp og aabenlys Opposition *).

Idet vi anfører dette Citat, maa vi bemærke, at selv Prof. Hrusjevsky indrømmer, at Benævnelsen det »ukrain­

ske« Folk er noget, de moderne Ukrainofiler har opfundet.

Ukraina betyder paa Oldrussisk ikke andet end Grænse­

landet, og først i det 16. Aarh. træffer vi i nogle polske Dokumenter Ordet Ukraina som Betegnelse for nogle til Tatarlandet grænsende, polske Territorier. (Volumina legum II Nr. 1320 constitute. an. 1530). Selv langt senere var Ordet Ukraina ikke Navnet paa noget bestemt Land **).

Hvad de nuværende Ukrainere angaar, saa kaldtes disse til at begynde med simpelthen Russere, senere Sydrussere eller Lillerussere; denne sidste Betegnelse finder vi allerede i Aaret 1335***) i et Manifest, som blev udstedt af Volyniens

*) Hrusjevsky: Geschichte des ukrainischen Volkes. Leipzig 1906.

**) Hos den polske Historiker Valisjevskv finder vi følgende Udtalelse angaaende Betydningen af Ordet Ukraina: „Mais postérieurement (1530) en­

core on continua å l'employer de fagon tres imprecise, en parlant de l'espace sans fin, comme on disait alors, s'étendant au delå de la Sloutch et de la Murakhva dans le bassin de Dniepr et du Boug jusqu'au partage des eaux avec le Dornas et les steppes d'Otchokov." „Men selv senere (Aaret 1530) vedblev man at bruge Ordet Ukraina paa en meget unøjagtig Maade, idet man anvendte denne Benævnelse paa den, som man dengang sagde, ende­

løse Strækning, der laa hinsides Slutj og Murakhva i Dnjepr- og Bugflodens Bassin lige til Donietsfloden og Otjakoff Stepperne". K. Waliszewsky.

Les origines de la Russie moderne. Les premiers Romanovs, Paris 1909.

***) I den ovenanførte Piece paastaar Dr. Nötzel, at ved Ukas'er af Peter den Store „der Ukraine wurde officiel des Name Kleinrussland und dem ukrainischen Volk die Bezeichnung „kleinrussisch" aufgezwungen". Hvor Forfatteren har denne højst mærkværdige Oplysning fra, meddeles ikke, men samme Paastand finder vi ogsaa hos en Række andre Skribenter. Det kan imidlertid bevises, at Peter den Store ikke har „opfundet Navnet Lillerus­

land, thi allerede i Aaret 1655, straks efter at Zar Alexej havde begyndt Krigen med Polen om Lillerusland, forandrede han sin Titel derhen, at den kom til at lyde „Selvhersker over det store, det lille og det hvide Rusland".

og Galiziens Fyrste Georgius. Samme Betegnelse forekom­

mer ogsaa stadig i de græske Dokumenter fra det 14. Aar- hundrede. Navnet ruthenes — en Forvanskning af russky

— finder vi i de latinske Reskripter, som blev udstedt af de polske Konger. Folket selv kalder sig den Dag i Dag i Galizien Russere og i Rusland Lillerussere. Vilde man til en Bonde fra Kharkoff- eller Poltava-Guvernementet sige, at han var en Ukrainer, saa vilde han sikkert blive højlig forbavset, hvis han da ikke blev vred, fordi Ordet »Ukrai­

ner« af ham vilde blive betragtet som et Øgenavn i Lighed med Ordet »Khokhol«, der ofte bliver brugt af Storrusserne om Lillerusserne.

Efter at Sydrusland var kommet under Lithauens Herre­

dømme, og efter at dette sidste ifølge Unionen i Lublin var blevet forenet med Polen, tilegnede de højere Klasser i Landet sig fuldstændig Polens Kultur, Religion og Sæd­

vaner, medens den lavere Befolkning derimod bevarede sin gamle Tro og sine nationale Skikke. Den sydrussiske Adel, der havde faaet tildelt de samme Rettigheder som den p-olske, begyndte efterhaanden at drive sine Godser paa samme Maade som de polske Godsejere og indtog den samme Stilling overfor de lavere Klasser, som den polske Adel gjorde. Polakkerne vidner selv om, at Bøndernes Stil­

ling i Ukraine var rædselsfuld. Saaledes sammenligner Stavropolski de Kristnes Kaar i Tyrkiet i det 17. Aarh.

med Bøndernes i Polen og siger: »Ikke nogen Pascha vil overfor den ringeste af de Kristne tillade sig det, som man kan iagttage i vore Landsbyer; ikke nogen af de asiatiske Despoter har i Løbet af sit Liv plaget saa mange Menne­

sker ihjel, som det i Løbet af et Aar er Tilfældet her i vor frie Republik.« Vi skal blot anføre, at Godsejerne havde Lov til at dræbe en Bonde ligesom en Hund. Endnu værre blev Bøndernes Stilling, efter at Polen havde sluttet en Union med Rom, thi til de gamle Trængsler kom en ny, nemlig religiøse Forfølgelser.

Naturligvis flygtede Bønderne i Massevis fra dette Liv og søgte Tilflugt paa Stepperne, og der kom Flygtningene fra Polen til at leve et frit og bevæget Liv. Allerede i det 15. Aarh. begynder her Dannelsen af Kosaksamfundet.

Lad os dvæle lidt ved dette ejendommelige Fænomen i Ruslands Historie. Den berømte Historiker, Professor Kljutjeffski siger herom følgende: »Kosakkerne udgjorde indenfor det russiske Samfund en Klasse, som i gammel Tid var udbredt over hele Landet. Allerede i det 15. Aarh.

kaldte man de Arbejdere, der lod sig fæste som Daglejere i Bøndergaardene og ikke havde nogen bestemt Beskæf­

tigelse eller Bolig, Kosakker Særlig gunstige var Forholdene for denne Klasse i Sydrusland, der grænsede op til Stepperne, og det var her paa Stepperne, at disse Folk udviklede sig til en særegen Kaste. Saasnart Rusland begyndte at komme sig efter det overmægtige tatariske Indfald, indtraadte der paa Stepperne en kronisk Krigs­

tilstand mellem den russiske Grænsebefolkning og de no- madiserende Tatarer. Kampen lededes og støttedes som oftest af de russiske Grænsebyer, hvor der snart dannede sig en Klasse Mennesker, der bevæbnede drog ud paa Step­

perne for dér at drive Jagt og Fiskeri. Disse fattige og dristige Fiskere og Jægere, der stadig maatte føre en haard Kamp med Tatarerne, som flakkede omkring derude, fik det tatariske Navn »Kosakker«, og det er dette Navn, der senere er blevet overført paa de frie, hjemløse Daglejere i det nordlige Rusland. Kosakkernes oprindelige Hjemstavn var altsaa de russiske Byer, der laa langs Grænsen mellem Sydrusland og Stepperne.' Denne Grænse strækker sig fra Volgas midterste Del til Byerne Rjasan og Tula og derpaa med en brat Bøjning mod Syd til Dnjepr mellem Byerne Putivl og Perejaslavl. Imidlertid bredte Kosakkerne sig mere og mere paa Stepperne fra det Øjeblik, da Tatarernes Magt svækkedes og Horden deltes. De ældste Beretninger om Kosakkerne nævner Rjasan-Kosakkerne, som støttede

Byen i en Kamp mod Tatarerne i Aaret 1444. Djnepr- Kosakkernes Navn omtales først senere, fra Slutningen af det 15. Aarhundrede. Disses Afstamning og sociale Fysio­

gnomi er ligesaa enkle som de andre Kosakkers, men de stedlige geografiske og politiske Forhold har bidraget til at gøre Ukraina-Kosakkernes Skæbne indviklet Disse Ko­

sakker kom ind i den Hvirvel, som dannedes ved Sam­

menstødene mellem Rusland, Lithauen, Polen, Tyrkiet og Krim, og den Rolle, de kom til at spille i disse Sammenstød, medførte, at de fik historisk Betydning. Det var nemlig Folk, som Egnen og Staten ikke kunde undvære, men ogsaa Folk, som ved deres Ustyrlighed voldte den polske Rege­

ring mange Bryderier. Takket været deres Dristighed og krigerske Øvelse var de det bedste Værn mod Tatarernes Overfald; men de var et tveægget Sværd. En af Kosak­

kernes vigtigste, om ikke den vigtigste Beskæftigelse var Overfald paa de tatariske og tyrkiske Bygder, og dette medførte, at Tyrkiet stadig truede Polen med Krig, hvad dette Land fremfor alt frygtede for.«*)

Fra det 16. Aarh. begynder den polske Regering at prøve paa at organisere Kosakkerne paa en eller anden Maade. I dette Øjemed indførte Regeringen Registrerin­

gen af Kosakkerne. Under Stefan Batori var der 500 ind­

registrerede Kosakker, men senere voksede disses Antal til 6000, og under Hetmanen Khmelnicky var der allerede 16 Regimenter med over 230 »Hundreder« Kosakker. I Tidens Løb blev disse registrerede Kosakker en privile­

geret Klasse, som fik Løn af Statskassen. Officielt aner­

kendte Polen ikke andre Kosakker end de registrerede, men faktisk eksisterede der ved Siden af denne privile­

gerede Klasse en Mængde, ligesom irregulære Kosakker (i Krigstilfælde taltes disse i Titusindvis). Disse var dels Bønder, som boede paa de polske og russiske Godser i

*) Prof. V. Kljutjeffski: Kursus i russisk Historie. Moskva 1908. (russisk).

Ukraina, dels Bønder og andre Folk, der var flygtet hjemme fra, fordi de ikke havde kunnet udholde Livet dér. Rege­

ringen søgte ved alle Slags Repressalier at forvandle disse Folk til Bønder, d. v. s. til livegne, men dette var ikke saa let; de utilfredse forlod Polens Omraade og flygtede hin­

sides Dnjepr-Vandfaldene, hvor de dannede et nyt Kosak- Centrum, der senere fik Navnet »Zaporosjie«.

Saa kom Lublin-Unionen (Foreningen mellem Polen og Lithauen 1569, der gjorde det polske Rige til Østeuropas Stormagt), og denne har, som Professor Kljutjeffski med Rette siger, haft tre med hverandre nøje forbundne Følger for det sydvestlige Rusland: Livegenskabet, Væksten af Ukrainas Bondekolonisation og Forvandlingen af Egnen ved Dnjeprs øvre Løb til et Fristed for den underkuede, russiske Befolkning. Efter Unionen i Lublin vendte de lille­

russiske Kosakker sig imod Polen, hvis Grænser de indtil da havde beskyttet, thi, efter at den polske, adelige Gods­

ejerstand og Livegenskabet havde faaet Indpas i Ukraina, begyndte Kosakkerne at betragte Godsejerne som Fjender, der var værre end baade Tatarer og Tyrker. Kosakkerne, der ikke havde Begreb om Fædreland og Patriotisme, be­

tragtede alle deres Nabolande som Steder, man kunde hente Bytte fra, og naar blot de fik en god Betaling, tilbød de lige saa gerne den tyske Kejser deres Tjeneste i hans Kamp mod Tyrkerne som den polske Regering i dens Kamp mod Moskva og Krim, ligesom de ogsaa var rede til at tjene Moskva og Krim imod den polske Regering.

Kosakkerne følte sig heller ikke som hørende til nogen bestemt Nationalitet, og dette var rimeligt nok, thi blot blandt de 500 registrerede Kosakker, som blev indskrevet under Stefan Batori, fandtes der Folk, der stammede fra 74 forskellige Byer og Kredse i Vestrusland og Lithauen og fra 7 polske Byer, endvidere 20 Russere fra Rjasan og Volgaegnene, 4 Moldauere og endelig en Serber, en Ty­

sker og en Tatar fra Krim. Hvad skulde saaledes holde

disse Folk sammen? Hele deres Livsanskuelse betingedes af, at de følte sig underkuede af Adelen og stærke ved Sværdet, som hang ved deres Lænd. Mele deres Viden be­

stod i at slaa løs paa Adelen og sælge deres Arm og deres Sværd til den, der bød mest. Og vi ser ogsaa, at alle Kosakkernes Oprør mod Polen til at begynde med var af rent social Karakter, de var Udslag af en demokratisk Be­

vægelse uden nogen som helst national Antydning. Den første Fører for et af disse Oprør i Slutningen af det 16.

Aarh. var da ogsaa en polsk Adelsmand Krystoff Kosinsky, som havde rejst en Bevægelse imod en af Ukrainas største Magnater, den russiske, græsk-katolske Fyrste Konstantin Ostr.ossky.

Fra Begyndelsen af det 17. Aarh. begynder Kosakkerne imidlertid at forandre Karakter. De vaagner til en vis reli­

giøs Bevidsthed, idet die nu bekæmper Adelsstanden, ikke blot fordi denne udbytter dem, men ogsaa fordi den under­

trykker deres gamle Religion. Sagen var nemlig den, at Jesuiterne begyndte at udfolde en meget energisk Propa­

ganda for Katolicismen og ved alle Midler søgte at ud­

brede den florentinske Union*) over Ukrania. Det gik saa vidt, at den græsk-katolske Kirke ikke mere blev .officielt anerkendt, at det blev forbudt at udnævne en ny Biskop, naar en af de gamle døde, at den lavere Gejstlighed maatte lide haarde Forfølgelser, og at Befolkningen ved Vold og Tortur blev tvunget til at anerkende Unionen. Takket være disse Forfølgelser fik Gejstligheden en før ukendt Indfly­

delse, og det var en let Sag for Præsterne at faa Kosak­

kerne, der i Forvejen brændte af Had til Adelen, til at tro, at de ved at dræbe og udplyndre Godsejerne udførte en Gud velbehagelig Gerning. Hetman Sagajdatjny lod sig selv med hele sin Hær indskrive i det kieffske græsk­

*) Indgaaet i Florens 1439. Ved denne Union gav den ortodokse, græske Kirke sig i det væsentlige ind under Paven i Rom, men den blev ikke anerkendt i Grækenland selv.

katolske Broderskab og genoprettede ved Hjælp af Pa­

triarken i Jerusalem Metropolitanstolen i Kieff, idet han stil­

lede denne under Kosakkernes Beskyttelse.

Men det var ikke alle Kosakker, der samledes om den græsk-katolske Kirkes Banner. Som før omtalt udartede Register-Kosakkerne til at blive en privilegeret Klasse, hvis økonomiske Interesser paa mange Punkter stemte overens med de polske, adelige Godsejeres, hvorfor det ofte hændte, at disse privilegerede Kosakker stillede sig paa Godsejernes Side. I en hel Række Oprør i Midten af det 17. Aarh. blev Register-Kosakkerne af de oprørske Ko­

sakker regnet for ligesaa farlige Fjender som Godsejerne, og de blev uden Skaansel myrdet og udplyndret ligesom disse. Den Kamp, som i Ukraina blev ført imod den polske Adel, kan altsaa ingenlunde betragtes som en national Kamp; den var i det 17. ligesom i det 16. Aarh. en rent social Kamp for Bøndernes Frigørelse fra Godsejernes Aag.

Et af de mest tydelige Eksempler paa, hvor spændt For­

holdet var mellem de privilegerede og uprivilegerede Ko­

sakker i Ukraina, er den berømte Hetman Mazeppas Virk­

somhed. Da han besluttede at gaa over til Karl XII, fik han kun en lille Flok registrerede Kosakker med sig, mens hele den lillerussiske Kosakstand blev Moskva tro, og Het- manen var nødt til for store Summer at leje Zaporog- Kosakker for at kunne tilbyde den svenske Konge en no­

genlunde anselig Hærstyrke.

Ogsaa Bogdan Khmelnickys Oprør var fremkaldt af de samme Grunde som de tidligere Oprør, og det var først hans store Sejre over de polske Hære, der stillede ham nye Opgaver. Han har selv fortalt, at det var lykkedes ham at opnaa det, han ikke engang havde turdet drømme om. Historien er endnu den Dag i Dag ikke klar over, hvorvidt man i Moskva havde forudset dette Oprør, og om man dér havde indset Nødvendigheden af at blande

sig i det; i hvert Fald tøvede Moskva længe med at tage Kosakkernes Parti og erklære Bolen Krig. Khmelnicky, som efter vældig Fremgang havde maattet lide stor Modgang, tryglede Moskva om Hjælp og søgte Støtte baade i Tyr­

kiet og Krim. Polske og tatariske Hære hærgede skaan- selsløst Landet, og Klassefejden blev mere og mere bitter for hver Dag, der gik, men det varede seks Aar, førend Moskva, hovedsagelig af religiøse Grunde, bestemte sig til at komme den ulykkelige, ukrainske Befolkning til Und­

sætning. Tilsidst, da Landet, som Prof. Kljutjeffski siger,

»var ganske udmattet, tog Moskva det under sin høje Be­

skyttelse, men kun for at forvandle de regerende Klasser i Ukraina fra polske Oprørere til forbitrede, moskovitiske Undersaatter«*).

Denne Moskvas Tøven og Ubeslutsomhed i Spørgsmaa- let om at slutte sig til Lillerusland svækkede i høj Grad Resultaterne af Ruslands endelige Indblanding, og Krigen endte ikke med nogen fuldstændig Sejr for Moskva. Ifølge Andrussoff-Freden i 1667 maatte Rusland give Afkald paa den Del af Ukraina, der laa paa Dnjeprs højre Bred, .og først hundrede Aar senere ved Polens Deling fik Rusland denne Del tilbage, men heller ikke da blev Tabet fra 1667 fuldt erstattet, idet en Del af Ukraina den Dag i Dag til­

hører Østrig og Ungarn.

Befolkningen i Ukraina følte sig fremmed overfor den moskovitiske Aand, og det kom snart til Rivninger mellem Hetmanerne og den moskovitiske Regering, saaledes at allerede Khmelnicky og senere hans Efterfølgere søgte at krænke Overenskomsten med Moskva. Hetmanerne, som var forvænte ved Vaabenheld og Rigdom, og som ud­

mærkede sig ved stor Ærgerrighed, kunde kun daarlig finde sig i den Stilling, der blev budt dem af den mosko­

vitiske Zar. Ved Hjælp af de registrerede Kosakkers Efter-

) Prof. Kljutjeffski: Kursus i russ. Historie. Moskva 1908. III. S. 158.

Ukraina. 9

kommere haabede Hetmanerne at kunne forvandle deres Land til et selvstændigt Hertugdømme, helst under svensk Overhøjhed. Men deres Bestræbelser kronedes ikke med Held og fik i de fleste Tilfælde en højst sørgelig Ende, idet Kosakkerne selv som oftest svigtede deres Hetman, paa første Opfordring udleverede ham til Moskva og valgte en ny.*)

Moskva, som var velunderrettet .om Kosakkernes Stem­

ning, blandede sig til at begynde med ikke i det nyerhver­

vede Lands indre Anliggender, og de moskovitiske Stats­

mænd har vel næppe haft nogen klar Forestilling om For­

holdet mellem de forskellige Klasser i Lillerusland. Det er i hvert Fald en Kendsgerning, at de moskovitiske Bojarer i Midten af det 17. Aarhundrede ikke kunde fatte, hvordan det hang sammen, at Hetman Wygoffski kaldte sig »Het­

man over Lillerusland .og Zaporoger-Hæren«, medens hans Udsendinge med Foragt omtalte Zaporoger-Kosakkerne som Drukkenbolte og Spillebrødre.

I 1654 blev Lillerusland ifølge en Beslutning af Zemski Sobor**) fra 1653 annekteret af Moskva. Denne Beslut­

ning havde følgende Ordlyd: »Den store Hersker Alexej Mikhajlovits, Zar og Storfyrste for hele Rusland, har be­

haget at tage Hetman Bogdan Khmelnicky under sin høje Herskerhaand for den græsk-katolske Kirkes og de kirke­

lige Helgeners Skyld«. Samtidig hermed lovede Zaren Khmelnicky gennem Sendebud, at alle Kosakkernes Ret­

tigheder og Privilegier skulde blive respekteret af Moskva.

Dette Løfte har fremkaldt mangen Strid i den ukrainske Historieskrivning. En Del Historikere nægter nemlig fuld­

stændig Muligheden af, at Hetmanen, der var slaaet af

*) I Lillerusland blev Hetmanerne valgt paa Livstid, og naar Moskva havde godkendt Valget, kunde Kosakkerne ikke styrte Hetmanen. Zaporo­

ger-Kosakkerne valgte derimod kun deres Atamaner paa eet Aar, og denne Ordning blev bevaret indtil Tilintetgørelsen af Setj en under Katharina II.

**) En Slags Stænderforsamling i det gamle Rusland.

Polen og søgte Redning hos Zaren, kunde stille Moskva hvilke som helst Betingelser, men er derimod af den An­

skuelse, at Khmelnicky, der i Løbet af seks Aar forgæves havde tryglet Zaren om Hjælp, tilsidst ganske ubetinget var blevet Moskvas Undersaat. Andre Historikere hævder derimod paa det bestemteste, at et saadant Løfte blev givet, og mener endogsaa, at Bojaren Buturlin paa Zarens Vegne havde aflagt Ed paa at respektere Kosakkernes Privile­

gier i al Evighed. Prof. E. Nolde*) fra Petrograd, som har gengivet den førstnævnte Anskuelse efter Kulisj's og den an­

den efter Kostomaroffs Værker, er paa Grundlag af de origi­

nale Akter kommet til følgende Kompromis-Resultat: Bu­

turlin har nok afgivet Løfte om Opretholdelsen af Kosak­

kernes Privilegier, men selvfølgelig uden nogen Ed paa Zarens Vegne.

Loven om Kosakkernes Privilegier blev derefter for­

muleret i Moskva. En Del Afskrifter heraf forefindes endnu, og den endelige Ordlyd af denne Lov er vistnok den, som findes i den fuldstændige Lovsamling for det russiske Rige.

I den derpaa følgende Tid, fra Khmelnicky til Mazeppa, fik enhver nyvalgt Hetman en Skrivelse fra Zaren med Bekræftelse af Privilegierne. Paa disse Reskripter bygger de yderliggaaende Ukrainofiler samt Tyskerne deres Lære om, at Ukraina i den første Tid stod i Personalunion med Moskva, og at de lillerussiske Hetmaner var suveræne Herskere. Som Bevis anfører disse Skribenter den Om­

stændighed, at Hetmanerne havde beholdt Retten til at modtage udenlandske Gesandter. Men de tyske Skriben­

ter siger klogelig ikke noget om, i hvor vid Udstrækning Hetmanerne nød denne Ret. Vi skal ikke her ordret an­

føre de Skrivelser, som Zaren sendte til Bogdan og senere til Georg Khmelnicky, da dette vilde blive for vidtløftigt.

De, der maatte have Lyst til at stifte Bekendtskab med disse

*) Baron E. Nolde: Skitser af russisk Statsret. St. Petersborg 1911.

Akter, kan vi henvise til Brochuren »L Ukraine sous le protectorat russe«, 1915, udgivet af Redaktionen af 1 ids- skriftet »L'Ukraine« i Lausanne. Denne Udgiver kan

naturligvis ikke mistænkes for at nære overdrevne stor­

russiske Sympatier, men ved nærmere Bekendtskab med Akterne vil Læseren af denne Brochure dog overbevise sig om, at Zaren i sin første Skrivelse til Bogdan Khmelni- cky tillader denne at modtage Gesandter — undtagen fra den tyrkiske Sultan og den polske Konge — dog paa den Betingelse, at alt, hvad Gesandterne maatte sige, ufortøvet bliver rapporteret til Moskva, samt at, hvis de udenland­

ske Gesandter maatte fremkomme med Forslag, som kunde være skadelige for Moskvas Interesser, de da bliver arre­

steret og holdt i Forvaring, til der indtræffer Svar fra Moskva. Et endnu tydeligere Sprog finder vi i en Skri­

velse til Georg Khmelnicky; her gentages Forbudet mod at modtage Gesandter fra den tyrkiske Sultan, den polske Konge og lignende Monarker, medens der gives Tilladelse til at modtage Gesandter fra Nabolandene Vallakiet og Moldau, men dog kun, naar Gesandterne fremkommer med Sager af mindre Vigtighed; alle Spørgsmaal af større Be­

tydning skal gaa til Moskva. I de senere Skrivelser til Hetmanerne nævnes Retten til at træde i Forbindelse med udenlandske Gesandter slet ikke.

Den efter kort Tids Forløb helt afskaffede Ret til at modtage fremmede Gesandter var altsaa lige fra Begyn­

delsen meget indskrænket, ja dette Privilegium var næppe meget forskelligt fra det, Statholderen i Kaukasus og Ge­

neral-Guvernørerne i Amur-Egnen og Turkestan nød lige indtil Revolutionen; disse sidste havde nemlig ogsaa Ret til at træde i direkte, diplomatisk Forbindelse angaaende mindre vigtige Spørgsmaal med Nabolandene Persien, Tyr­

kiet, ja selv Kina og i tidligere Tid ogsaa Japan.

Ved Forvanskning af de historiske Dokumenters Ind­

hold er de ovennævnte Skribenter imidlertid kommet til de

mest mærkelige Slutninger. Saaledes læser vi hos Dr.

E. Levicky følgende: »Den af Khmelnicki oprettede Perso­

nalunion mellem Ukraina og Moskva gik endog saa langt, at Hetmanen var berettiget til at modtage fremmede Gesandter, hvorved han paa en vis Maade bevarede sin fuldstændige Suverænitet« *).

Foreningen med Moskva bragte som sagt ikke Ro i Ukraina. Saasnart Faren fra Polens Side var afværget, begyndte den indbyrdes Kamp med den gamle Styrke, og Moskva saa sig mere og mere nødsaget til at blande sig i Kosakkernes indre Forhold. Særlig ofte blev en saadan Indblanding nødvendiggjort af de menige Kosakkers evin­

delige Klager over Hetmanernes Tyranni samt af Hetma- nernes Intriger mod Moskvas Herredømme. Dette med­

førte, at Moskva lagde faste Garnisoner i Ukraina, og at en hel Række ukrainske Byer fik Vojevoder (Kommandan­

ter). Men indtil Mazeppas Forræderi mod Peter den Store afholdt Moskva sig alligevel fra at blande sig for meget i Ukrainas indre Anliggender.

Mazeppas Liv og Virksomhed fortjener lidt nøjere Om­

tale. Hans Personlighed har længe været Genstand for historisk Interesse. Fra Voltaire (»Histoire de Pierre le Grand«) indtil de nyeste russiske og udenlandske Histo­

rikere har alle, der studerede Ruslands Historie i Begyn­

delsen af det 18. Aarh., med særlig Opmærksomhed dvælet ved den titaniske Kamp mellem Rusland og Sverig, en Kamp, der varede i 22 Aar og resulterede i, at det halv­

asiatiske Rige Moskva blev forvandlet til den evropæiske Stormagt Rusland, og det var i denne Kamp, at Hetman Mazeppa kom til at spille en fremtrædende Rolle.

*) „Die von Cchmelniskyi für sein Land errichtete Personalunion zwi­

schen der Ukraine und Moskau ging auch so weit, dass der Hetman be­

rechtigt war fremde Gesandte anzunehmen, somit gewissermassen seine volle Souveränität behielt". Dr. Eugen Levicky. „Die Ukraine (Der Koloss auf tönernen Füssen)". München 1916.

Af Fødsel var Mazeppa polsk Adelsmand, men som Følge af en Del Vanskeligheder, der havde mødt ham i hans Ungdom, blev han nødt til at forlade sit Fædreland og drog først til Kosakkerne i Lillerusland og derpaa til Zaporogernes Setj. Takket være sit Mod .og sin Tapperhed blev han snart populær blandt Kosakkerne, og den Om­

stændighed, at han var boglærd, medførte, at han kom til at indtage de mest fremragende Stillinger, Hetman- stillingen indbefattet. Samtidig forstod Mazeppa, der var ualmindelig talentfuld, klog, listig, forsigtig og ærgerrig, at erhverve sig de moskovitiske Myndigheders uindskræn­

kede Tillid. Zar Peter ansaa ham for sin mest hengivne Ven, overøste ham med Gaver og tilbageviste alle Ankla­

ger imod ham. Endnu Dagen før Mazeppas Forræderi fandt Sted, afviste Peter Meddelelserne om, at Hetmanen forberedte Overgangen til Karl XII; de Kosakhøvdinger, som søgte at afsløre hans virkelige Hensigter, blev af Peter

den Store udleveret til ham.

De moderne tyske Skribenter søger at forvandle Ma­

zeppa til en Folkehelt, som rejste sig mod Moskva for sit Lands og sit Folks Frihed. Men en saadan Idealisering af Hetmanens Person er kun mulig ved en fuldstændig Man­

gel paa Kendskab til den historiske Virkelighed. Mazeppa var en Mand, der helt og holdent delte den polske Adels Livsanskuelse. Han var en lidenskabelig Tilhænger af Liv­

egenskabet og har aldrig tænkt paa sit Folks Lykke eller paa Friheden. Da han gik over til Karl XII, tænkte han udelukkende paa sig selv og de privilegerede Kosakker.

Hans Plan gik ud paa at blive Hertug i Kieff; hans Drøm var det at oprette et Hof, der var omgivet af et straa- lende Aristokrati ligesom Kongernes Hoffer. Folket, d. v. s.

de menige Kosakker, var for ham kun Livegne paa de rige Kosakkers Godser. Mazeppa var Inkarnationen af det Oligarki, som begyndte at udvikle sig i Lillerusland alle­

rede i de første Aartier efter Ukrainas Forening med

Moskva, da Kosakhøvdingerne levede i en Atmosfære af politiske Intriger og indbyrdes Processer; Folket eksiste­

rede for dem kun, for saa vidt det kunde udbyttes og forøge deres Rigdom. Vi vil her ikke komme ind paa de russiske Historikeres Udtalelser om Mazeppa, men lad os høre, hvad Ukrainofilerne, som jo er interesserede i at forher­

lige denne ukrainske Helt, mener herom. »Hetman Ma­

zeppa«, siger Kostomaroff, »støttede sig udelukkende til Moskvamyndighedernes Magt; Lillerusserne betragtede ham som en polsk Godsejer det er derfor ikke saa underligt, at Lillerusserne, saasnart de fik at vide, at Ma­

zeppa var gaaet over til Zarens Fjender, Svenskerne, be­

gyndte at sende Zaren Erklæringer om deres egen Tro­

skab overfor Moskva, og saadanne Sendebud kom ikke blot fra de Egne, hvor der allerede stod russiske Hær­

styrker, men ogsaa fra saadanne, hvor der ikke fandtes Russere, hvad der vidner om, at det ikke var Frygt alene, der dikterede de ovenomtalte Erklæringer*).

Endnu tydeligere udtaler Lazarevsky sig: »Mazeppa haabede paa Polens Protektorat; Folket var ligegyldigt overfor Ideen om Lilleruslands Uafhængighed og betrag­

tede det, der skete, som et Paafund af Høvdingerne; men heller ikke Høvdingerne udviste nogen Sympati for Ma- zeppas Plan«. Det samme mener Dragomanoff om Brud­

det mellem Mazeppa og Peter den Store, og Vassileffsky sammenfatter Kosakkernes Forhold til Mazeppas Forræ­

deri i følgende Ord: »De menige Kosakker ønskede hver­

ken, dengang Lillerusland blev forenet med Moskva, eller senere nogen som helst Autonomi«. Til Slut skal vi endnu blot anføre, hvad Bladet »Rada« 1911 siger .om Mazeppa:

»Nogle Hetmaner vilde, for at berige sig selv og Høvdin­

gerne, i Ukraina indføre det samme Livegenskab, som herskede i Moskva. Den ivrigste blandt dem var Hetman

*) Kostomaroff: Mazeppa. (russisk).

Mazeppa, understøttet af sine Slægtninge og Kosakhøv­

dingerne. Mazeppa uddelte rundhaandet Kosakkernes Jord til Høvdingerne, af hvilke han dannede en aristokra­

tisk Klasse, der fik en særlig Benævnelse »Buntjukkamme- rater«. Folket havde ikke blot Kendskab til Hetman Ma- zeppas Planer, men det maatte ogsaa bøde for disse Pla­

ners Gennemførelse og nærede derfor et saadant Had til ham, at Navnet Mazeppa er blevet til et Skældsord.«

Vi antager, at det anførte maa være tilstrækkeligt til at gendrive de moderne tyske Skribenters Paastande, og mener, at vi med fuld Ret kan slutte os til den østerrigsk- slaviske Historiker M. Kordoboj, naar han siger: »Mazeppa har aldrig været nogen Nationalhelt.«

Den i Mazeppas Sted valgte Hetman Skoropadski for­

stod at genoprette det gode Forhold til Moskva, men efter hans Død vakte Hetman Polubotok ved sine utrolige Mis­

brug med Hensyn til Landets Styrelse Zarens Vrede imod sig. Polubotok blev afsat, og de talløse Klager over hans Virksomhed var Grunden til, at Hetmanernes Selvstændig­

hed og senere selve Hetmanværdigheden blev afskaffet.

Senere hen under Peter den Store og hans Efterfølgere mistede Lilleruslands indre Styrelse mere og mere sine Ejendommeligheder, og allerede under Katharina II var der ikke mere nogen Forskel paa Lilleruslands og Storrsulands Forvaltning.

Den ukrainske Litteratur gør alt muligt for at sværte Katharina II; hun beskyldes saaledes for at have tilintet­

gjort Zaporogernes Setj og for at have indført Livegen­

skabet i de lillerussiske Guvernementer. Den første Be­

skyldning vejer ikke særlig tungt. Zaporogernes Setj havde i sin Tid spillet en historisk Rolle, men dens Tid var forbi.

Ingen evropæisk Regering i Begyndelsen af det 18. Aarh.

vilde have taalt en Militærrepublik, som ikke anerkendte nogen Myndighed, og som optog alle Slags løse Eksisten­

ser og Forbrydere, thi denne Republik lignede mere en

Røverbande end et organiseret Samfund. Den Egn, hvor Setj'en havde ligget, var nu fuldstændig renset for de tatariske og tyrkiske Horder. Men Zaporogerne, der sta­

dig hyldede det 16. Aarhundredes Sæder, hindrede al fre­

delig Kultur i disse Egne ved snart at drage mod de tyr­

kiske Besiddelser og snart at plyndre Russerne.

Vi har allerede før omtalt, hvordan Setj'en eller rettere talt Setj'erne (Zaporogerne skiftede ofte Opholdssted) op­

stod. De var Fristeder for alle Slags Flygtninge, baade for dem, der flygtede for Retfærdigheden, og for dem, der flygtede for Livegenskabet eller blot for at føre et frit Liv.

I Setj'en spurgte man aldrig om, hvem Manden var, eller hvorfra han kom; var han blot rask og vilde underkaste sig Setj'ens ejendommelige Ordning, blev han modtaget.

Han blev Zaporoger og fik et Øgenavn, da man dér ikke holdt af Fornavne, ligesom man en lang Tid ikke aner­

kendte nogen Religion. Zaporogernes Forhold til Lillerus­

land var temmelig løst. Hetmanen kaldte sig nok Hetman over Zaporogerhæren, men Atamanernes Afhængighed af ham var temmelig illusorisk. Der findes f. Eks. et »Uni­

versal« (Reskript) fra Bogdan Khmelnicky af 15. Jan. 1655 til Atamanen Barabasj, der viser, at Hetmanen betragtede Zaporogerne som umiddelbart undergivne den polske Re­

gering, hvorfor han ikke følte sig forpligtet til at blande sig i Zaporogernes Anliggender*). Som ovenfor anført drog den Del af Zaporogerne, der havde sluttet sig til Mazeppa, til Tyrkiet. Men under Peter II fik de Tilladelse til at vende tilbage til Rusland, hvor de saa fortsatte deres Kamp med Tatarerne og Tyrkerne, men for Resten heller ikke skaa- nede deres kristne Naboer. Kosakhærens Administration, Liv og Hvervningsmaade forandredes ikke, og endnu saa sent som i 1767 udfærdigede Zaporogerne til nogle dele­

gerede, der skulde tale deres Sag i St. Petersborg, en In-

: :) Skalkofskij: „Det nye Setj's Historie". Odessa 1841. (russisk).

struks, hvis § 8 lyder: »Baade mindreaarige og voksne af forskellige Nationer melder sig i Zaporogerhæren for at berige sig og tjene . . . . de lader sig indskrive og forblive dér efter ordentlig at have lært alt, hvad de skal efter Kosakvedtægterne.« Det er klart, at en saa krigersk og broget Organisation ikke kunde taales i en Kulturstat, og Katharina II's Regering har sagtens handlet rigtigt, naar den udviste Kosakkerne til Kubanj, hvor de under den sta­

dige Krigstilstand overfor de kaukasiske Bjergfolk kunde finde en til deres Karakter og Livsanskuelse fuldtud sva­

rende Beskæftigelse.

Den anden Beskyldning mod Katharina II er den, at hun har indført Livegenskabet i Lillerusland. Denne Be­

skyldning er baade mere berettiget og mere graverende.

Som vi har set, har Livegenskabet eksisteret i Lillerus­

land allerede før Katharina II, men det kan ikke nægtes, at hun har udvidet det betydeligt. Ved at uddele store Landstrækninger til sine Yndlinge forvandlede hun en Mængde Mennesker, der før som frie boede paa Statens Jord, til 'de nye Godsejeres Livegne.

Men endnu værre var det, at Katharina II gav den pri­

vilegerede Del af Kosakkerne Hals- og Haandsret over Bønderne paa deres Godser, hvilken Ret indtil hendes Tid kun den russiske Adel havde haft. Denne Katharina II's Forordning bevirkede, at det Forhold mellem de menige og de privilegerede Kosakker, der før kun eksisterede som en Kendsgerning, nu fik juridisk Gyldighed. Men uden at have til Hensigt at forsvare Katharina II's indre Politik maa vi dog i Sandhedens Interesse bemærke, at i hendes Tid fandtes Livegenskabet, omend under andre Former, i største Delen af det øvrige Evropa.

IV.

Den successive Afskaffelse af de politiske Privilegier, som var lovet Lillerusland, fremkaldte aldrig Protest eller

Oprør fra Befolkningens Side, thi Privilegierne ejedes jo kun af Overklasse-Kosakkerne, og Folkets brede Lag var derfor ganske ligeglad overfor disse Privilegier. Ikke en­

gang Udvidelsen og den juridiske Stadfæstelse af Liv­

egenskabet mødtes af Folket med nogen nævneværdig Pro­

test, og heller ikke det, at Jorden blev uddelt til russiske Magnater, gjorde noget videre Indtryk paa Bonden; hans Nabo trællede for en Godsejer af Kosakstanden, han kom til at trælle for en »Moskai« — Forskellen syntes ham ikke videre stor. Til Gengæld blev Hadet til Godsejerne, hvad enten det var Kosakker eller Storrussere, større og større.

Og dette Had er levende endnu den Dag i Dag, tresindstyve Aar efter at Livegenskabet er blevet ophævet.

De lillerussiske Privilegier var saa grundig glemte, at de i Løbet af hundrede Aar ikke engang blev nævnet. I Katharina II's Tid kom disse Privilegier kun en eneste Gang paa Tale i Anledning af Valgene til en Kommission, der skulde udarbejde Forslag til nye Love. Den lillerus­

siske Adel forsynede nemlig ved denne Lejlighed sin Re­

præsentant (Natalin) med en udførlig Instruks, som ikke indeholdt et eneste Ord om Lilleruslands tabte Privilegier.

Denne Instruks foranledigede en lillerussisk Adelsmand, Poletika, til at forfatte et meget vidtløftigt Memorandum, som gjorde Rede for Lilleruslands gamle Privilegier og krævede disses Genoprettelse. Dette Memorandum gjorde imidlertid ikke noget videre Indtryk paa den lillerussiske Delegation. Kun enkelte af dens Medlemmer berørte i deres Taler Lilleruslands gamle Rettigheder, men de gjorde dette uden Begejstring og uden at anføre bestemte Mo­

tiver til Understøttelse af deres Krav; og Sagen endte med, at Poletikas Bestræbelser forblev resultatløse.

Endnu mere betegnende er følgende Omstændighed.

Som bekendt udkom der under Katharina II en Lov, der gav Ruslands Adel Ret til at afholde Adelsforsamlinger og vælge Adelsmarchaller. Disse Adelsforsamlinger, der eksi­

sterede lige til Revolutionen i 1917, havde Lov til at gøre Monarken Forestillinger, ikke blot,* naar det gjaldt Ade­

lens Tarv, men ogsaa, naar Talen var om almenstatslige Spørgsmaal. Og dog har den lillerussiske Adelsforsamling aldrig bragt Spørgsmaalet «om Genoprettelsen af Lillerus­

lands gamle Privilegier paa Bane. Først i de sidste Aar før Revolutionen fremkom der i Semstvo-Forsamlingerne Forslag om, at Undervisningen i Folkeskolerne i Lillerus­

land skulde foregaa paa Lillerussisk. Men heller ikke disse Krav begrundedes ved Lilleruslands historiske Privilegier.

Forslagsstillerne fremkom blot med den rent praktiske Be­

grundelse, at Folkets Børn lettere vilde kunne tilegne sig Skolekundskaberne paa Lillerussisk. Det maa for Resten bemærkes, at det som Regel ikke var Semstvo-Forsam- lingens valgte Medlemmer, der fremkom med disse Krav, men derimod de lønnede Semstvo-Embedsmænd, hyppigst Lærerne, der hemmelig var Medlemmer af »ukrainske«, politiske Organisationer. Man kan altsaa trygt sige, at hverken Folkets brede Lag eller Adelen i Ukraina tænkte paa Autonomi, endsige paa Løsrivelse fra Rusland. De separatistiske Tendenser opstod allerførst i det saakaldte Kyrillo-Methodius-Samfund*), som var blevet dannet af en Kreds af unge Lærere med det Formaal at studere det lillerussiske Sprog.

V.

Det er vanskeligt at sige, hvordan og ad hvilke Veje de dialektiske Ejendommeligheder, som gør, at det lille- russiske Sprog adskiller sig baade fra det gamle kieffske og fra det storrussiske, er opstaaet. I hvert Fald er der saa lidt Forskel paa Storrussisk og Lillerussisk, at Stor­

russerne og Lillerusserne godt kan forstaa hinanden, og

*) Samfuudet bestod af Kulisj, Markevitj, Hulak, Belozersky, Kostoma- roff og Schefftjenko.

at de af Markevitj *) samlede Folkesange og religiøse Skuespil (noget, der ligner de vestevropæiske Mysterier) med Lethed kan læses af Storrussere. Det samme gælder om Schefftjenkos »Kobzar« (en Samling Folkesange). Da Ukrainofilerne engang foreslog »Kobzar« oversat paa Rus­

sisk, bemærkede den kendte russiske Kritiker Skabitjeffsky, at en saadan Oversættelse var overflødig, da enhver Rus­

ser kunde forstaa Lillerussisk. Der har aldrig eksisteret, og der eksisterer ikke den Dag i Dag noget ukrainsk Lite- ratursprog, hvor meget end Ukrainerne fra Lvoff (Lem­

berg) gør for at skabe et saadant Sprog.

Det lillerussiske Sprog er meget primitivt og har kun Udtryk for de simpleste Begreber, der forekommer i Bøn­

dernes daglige Liv; alle Ord, som betegner mere kompli­

cerede Begreber, er Laaneord af polsk eller russisk Op­

rindelse, for saa vidt som der ikke af Ukrainofilerne er blevet dannet kunstige, kun lidet forstaaelige Ord, der nu bruges ved Universitetet i Lvoff. I Rusland har man altid betragtet Lillerussisk som et Landsmåal i Lighed med en hel Del Dialekter, der forekommer i Nordrusland. Men i Aaret 1905 lykkedes det Ukrainerne paa Baggrund af den da herskende politiske Stemning at faa Videnskabernes Akademi til at anerkende Lillerussisk som et selvstændigt Sprog. Denne Anerkendelse forandrer imidlertid kun saare lidt det faktiske Forhold. Vi skal ikke her komme ind paa de to Sprogs lingvistiske Finesser, da dette ikke kan have nogen Interesse for Udlændinge **), men kun bemærke, at de berømteste Forfattere af lillerussisk Herkomst, saasom Gogol, Mordoffzeff, Kostomaroff, Korolenko og Potapenko

*) N. Markevitj: Lillerussiske Sædvaner, Overtro, Mad og Drikke. Ud­

givet af Davidenko. Kieff 1860.

**) De, der maatte have Interesse for, hvordan det ukrainske Sprog har

„udviklet sig" i Lvoff, henviser vi til den indgaaende Undersøgelse af S.

Sjtjegoleff „Den ukrainske Bevægelse som vor Tids Etappe for den syd­

russiske Separatisme. Kieff 1912.

30

har skrevet deres Værker paa Russisk. Ja selv Vinitjenko, den første Formand for det kieffske Sekretariat, som i sin Ungdom prøvede at skrive paa Lillerussisk, skriver nu paa Russisk. Det første Forsøg paa at skrive et skønlite- rært Værk paa Lillerussisk blev gjort i Slutningen af det 18. Aarh. af J. Kotljareffsky, som forsøgte at lokalisere en spøgefuld Oversættelse af Æneiden, der var skrevet af en russisk Forfatter Ossipoff, som igen havde benyttet Ty­

skeren Bliimeyers komiske Oversættelse af Æneiden.

(Som bekendt var det i det 18. Aarh. paa Moden at skrive Parodier paa klassiske Værker som f. Eks. Virgile travesti en vers burlesques par Scarron o. a.). Senere lavede Kotljareffsky den franske Operette »Le soldat magicien«

om paa Lillerussisk og skrev selv en Komedie med Sange under Navnet »Natalka-Poltaffka«, som endnu den Dag i Dag er en Perle i det ukrainske Repertoire. Efter Kotlja­

reffsky har der i det 19. Aarh. været tre Forfattere (Gre- benko, Kvitka og Kapnist), som har skrevet paa Lillerus­

sisk; men deres Værker fik ikke nogen videre Udbredelse, og de dannede ikke Skole. Først efter at Kyrillo-Methodius- Samfundet var blevet dannet*), begyndte Studiet og Be­

arbejdelsen af det lillerussiske Sprog. Efter at dette Sam­

fund i Aaret 1848 var blevet forbudt af den russiske Rege­

ring, dannede der sig i Petrograd (1861—62) en Kreds af Ukrainere, som samlede sig om Redaktionen af Tidsskrif­

tet »Osnovi« (Grundlag), og i 1860 startedes der i Kieff en Forening, som blandt sine Medlemmer talte Professorerne V. Antonovitj, Dragomanoff, Potebnja, Tjubinsky o. a. Disse sidste betragtes med Rette som Arvtagere af Kyrillo- Methodius-Samfundet og som Udbredere af den ukrainske, litterære Bevægelse i Rusland og Østrig. Det er denne Bevægelse, Ruslands Fjender har forstaaet at forvandle til en politisk Bevægelse, hvis endelige Maal er Ruslands

*) Der er opkaldt efter Kyrillus og Methodius, „Slavernes Apostle , der har oversat Bibelen paa Slavisk og skabt det oldslaviske Kirkesprog.

Tilintetgørelse. Alle de nu saa meget omtalte Ukrainofiler, saasom Bogalej, Hrusjevsky og Holubovitj, er Elever af Antonovitj.

De tyske og ukrainske Skribenter fortæller meget om de Indskrænkninger, det lillerussiske Sprog har maattet lide under, om de Forholdsregler, Regeringen har taget til at forhindre Sprogets Udbredelse, om Forfølgelserne mod de ukrainske Forfattere o. s. v. o. s. v. Alt dette er paa en Maade sandt nok. Der forelaa virkelig en hel Række Regeringsforbud mod den lillerussiske Litteratur og Presse, ligesom der kendes mange Tilfælde af Forfølgelser imod, ja endog Udvisninger af lillerussiske Skribenter og Poli­

tikere. Men Ukrainofilerne fremstiller det skete i et urig­

tigt Lys, idet de ikke anfører Motiverne til disse Regerin­

gens Handlinger. Det var ikke Sproget som saadant, man vilde til Livs; baade indtil 1876 og efter 1905 var det til­

ladt at trykke lillerussiske Bøger .og spille Komedie paa Lillerussisk.

D e t , d e r b l e v f o r b u d t i R u s l a n d u n d e r a l l e F o r m e r o g b l a n d t a l l e N a t i o n a l i t e t e r , det v a r P o l i t i k . Alle Organisationer og Foreninger, der havde politiske og sociale Formaal, ansaas for mis­

tænkelige, og enhver politisk Virksomhed blev straffet >og forfulgt. Dette var Zardømmets største Forsyndelse, en Forsyndelse, som den nuværende Generation maa bøde haardt for.

Den ukrainske Intelligens forfulgtes ikke paa Grund af sin litterære Retning, men i Kraft af Zarismens Frygt for Politik. Saaledes var ogsaa Forbudet mod Kyrillo- Methodius-Samfundet, som endte med, at Sjefftjenko blev taget til Soldat, og Samfundets andre Medlemmer blev deporteret, dikteret af politiske Hensyn. Samfundets Pro­

gram var nemlig udarbejdet i 1848, d. v. s. under den fryg­

teligste politiske Reaktion i Rusland, og dette Program var af en rent social-politisk Karakter, idet det indeholdt