THE LIBRARY

Digitaliseret af / Digitised by

D E T K O N G E L I G E B I B L I O T E K THE ROYAL LIBRARY

København / Copenhagen

For oplysninger om ophavsret og brugerrettigheder, se venligst www.kb.dk For information on copyright and user rights, please consultwww.kb.dk

t r f y * > **

*f F^VV> jfej tf • V '//^ 0*> Vv 4+ t / JJ

a > ^ : v ^ i

vV» j fcr w JfH- {•* s - * • a zjr f

it' *t ••' 'ri- 4 v.

a* t" •%.*/Wj

w ' r? *; i ) J* ' äPM

j w ' • ^v r-u^' ^*S ¹ - w ' r

^"Ä

<v/" V 'T^S p£ •

i vT J Kové^v', cÄ4irfp : &F& ^ ^: 'sk ' y

'^S

'JL ' i h j v >V" ftp ** ,

r~ * J<- J f o *

'-Arf'

•ST v f <*. v^* .ik , <*- •• jJ?- .

3fifedfcr58&

n&^Æ$r

VERDENSKRIGEN 1914-18 |

DET KONGELIGE BIBLIOTEK

130019371086

.

n

Evald Kristensen

Under Fredens Fane

• i , • - ' ''' - V . ;

i i

h ? $ -J j

7 ;

i ,•

•*•»*

ri . •

' ' -

. ' • ' ' . v i . .

.

I

'

C

M

•

I

o , • ⁴

EVALD KRISTENSEN

UNDER FREDENS FANE

CEDAR PALLS, IA.

,,DANNEVIRKE"S TRYKKERI 1919

EN 11. November 1918 om Morgenen udstedte de Forenede Staters Præsi­

dent Woodrow Wilson følgende Pro­

klamation :

„Til mine Landsmænd!

Vaabenstilstanden blev under­

tegnet i Morges. Alt, som Ame­

rika kæmpede for, er bleven op- naaet. Det vil nu være vor lyk­

kelige Pligt, ved vort Eksempel, ved sindige, venskabelige Raad og ved materiel Bistand, at hjæl­

pe til Oprettelse af retfærdigt Folkestyre over hele Verden.

Woodrow Wilson

ENNE lille Bog bliver udsendt i Haab om, at der maa være nogen Hjælp at finde i den for jævne Folk i Ret­

ning af at klare sig Stillingen til nogle af Tidens brændende Spørgsmaal. Til et Ar- bejde som dette maa der hentes Oplysnin­

ger fra mange Sider. Dette har jeg og- saa gjort; og hvad jeg har taget med fra andre Bøger, Blade og Skrifter er saa vidt mulig oidret anført, da jeg synes, det er den solideste Maade at tage dette paa. — Mit Syn paa de Spørgsmaal, der omhandles i Bogen, har jeg ingen Steder søgt at lægge Dække over;

alligevel har det langt fra været min Mening kun at lade dette komme frem, kun at frem­

sætte egne Tanker, snarere at styrke og under­

bygge disse saa godt som muligt med Mænds Ord, som jeg haaber skal faa universal Gyl­

dighed i Tiden, der kommer.

* # #

Et Par Bemærkninger vil jeg gerne gøre til enkelte Træk, jeg har taget med i min Bog.

Den første gælder Ordet „Kirkerne'' i det Digt, jeg har anført af Chr. Richardt Gandrup.

Jeg véd selvfølgelig, at man prædiker ikke

6

hellige Krige i Kirlierne, men vel i Kirker;

og mange, mange Steder har man sikkert taget Krigen med ind i Prædikenerne paa en alt an­

det end sømmelig Maade, selv om man ikke just har prædiket hellige Krige. Og er der en Del Præster, der ikke har forsét sig paa dette Om- raade, saa har de maaske forsømt for Alvor at prædike mod Krigen som noget af det ondeste, vi kender.

Den anden Bemærkning gælder Feltpræ­

sterne, eller den tyske Soldats Dom over l1 elt- præsterne. Jeg tror ikke, at den saa nær ram­

mer alle Feltpræster. Mange af disse er sikkert ikke bange for at dele onde Kaar med Soldater­

ne og heller ikke bange for at sige Sandheden, saa godt som de ser den, ogsaa paa 1 rods af Militarismen. Men hans Ord om den patiio- tiske Kristendom, som g^r Krige tilladelige,

ja, maaske endog Gud velbehagelige, rammer haardt, selv om heller ikke disse Ord saa nær har samme Ærinde til alle Feltpræster saa lidt som til alle andre Præster. — At prædi­

ke Evangeliet i Felten uden at komme ind paa Soldatens daglige Arbejde er selvfølgelig vanskeligt, og helt fordømme de Menneskers Arbejde, som man taler til, er endnu vanske­

ligere. — jeg anbefaler, hvem der ikke mener, at Præster har forsyndet sig i den Retning, at læse Professor I. P. Bangs Bog: Hurra og Halleluja". Men i begge Tilfælde mener jeg, at Soldatens Ord og Digterens rammer os

alle i Menighederne, Præster og hvert kristent Menneske. For selv om mange af os ikke har prædiket Krig, saa har vi sikkert alle forsømt at tale og leve imod Krig, som vi burde. — Det er jo ikke blot, hvad vi har sagt, der dømmer os, det er vel tit lige saa meget, hvad vi har undladt at sige.

En kristen Kvinde, en Mor, der har mi­

stet sin Søn i Krigen, sagde til mig: Gud bruger vist nu Sygdom og Ulykker mod os for at faa os til at sé, hvad det er for en for­

færdelig forkert Vej, vi er inde paa med den­

ne Føren Krig mod hinanden.

Ja, hvor meget mon der skal til, for at vi kan blive lysvaagne til at kæmpe med Aan- dens Sværd under Korsets Mærke uden Frygt og Bæven. Sige Sandheden, saa godt som vi sér den, om Ondskabens forfærdelige Hær un­

der Himlen — Sér vi den ikke bedre, end vi siger den? — Gud give, vi maatte vokse i aan- delig Styrke, saa vi kan og tør sige Sandhe­

den, saa godt som vi sér den.

Jeg sætter ingen Indholdsfortegnelse i Bo­

gen. Angaaende Indholdet i Almindelighed kun dette:

Efter en Indledning fremsættes der Udta­

lelser af et Par af Førerne i Verdenspolitiken for Tiden, som jeg haaber skal blive retnings­

givende for Fremtiden. — At der er Grund til at sætte de bedste Kræfter ind paa dette søges dernæst belyst gennem et Afsnit, hvor

8

Militærvæsenet, Militarismen og Krigen omta­

les. — At der er Grund at bygge paa imod disse nævnte Faktorer oplyses der om gennem et Rids af Voldgiftsspørgsmaalets Historie. — Videre peges der, gennem forskellige Eksemp­

ler, paa, hvad der skal ryddes til Side, inden man for Alvor kan være sikker paa, at varig Fred kan naas.

Denne Bog er et afsluttet Arbejde; men det er dog kun enkelte Spørgsmaal, der er ta­

get frem til Klaring i den. — Det er mit Haab, at jeg skal faa Tid og Kræfter til i en nær Fremtid at fortsætte dette Arbejde cg ta­

ge andre af Tidens brændende Spørgsmaal frem til Belysning i en ny Bog.

Viborg, S. Dak., den 27. November 1918.

Evald Kristensen.

OGET mægtigt er sket. — Vi har Fred paa Jorden! Tanken paa dette er næ­

sten hverken til at rumme eller for- staa. — Fred paa Jord efter over fire Aars forfærdelig Verdenskrig. Tak fylder ens Hjærte, og Bøn bryder frem: Maatte vi dog nu forstaa vor Besøgelsestid, maatte vi dog nu blive Freden værd, maatte vi dog nu med Guds Hjælp faa Lykke til at leve vort Liv, saa vi ikke atter gaar med til at føre Menne­

skeslægten ind i en lignende Katastrofe, som den, den lige er kommen ud af.

Jeg synes aldrig, jeg saaledes har forstaa- et det som nu, at Fred paa Jord betyder Fryd paa Jord i ægte og dyb Forstand.

Ligestraks var det ved at overvælde én — Man kunde ,,sjunge og kvæde" og „græde af Glæde". — — Men som Dagene gik; og Ro begyndte at falde over Sindene, saa begyndte Tankerne paa Fremtiden at myldre frem; og det vil ingen Ende tage.

Nu stilles først de store Krav til hver enkelt af os om at tage os sammen til Arbej­

de, fylde vor Plads saa godt som muligt i den store Tid, vi nu gaar ind i. — Under Kri­

gen var det mere paa Kommando, da blev

10

ingen fri; vilde man ikke, saa skulde man.

Men nu kommer der en anden Tid, hvor Kom­

mandoen ude fra vil forstumme; saa gælder det, om vi ejer en Magt i vort Indre, der kan drive os frem, der kan faa os til at gaa baa- de Hjertets og Forstandens Vej for vor egen og for vore Medmenneskers Velfærds Skyld;

saa gælder det, om vi kan lære Lydighed un­

der vor Samvittigheds Lov, gaa Pligtens Vej, selv om den stundom maatte gaa over Særin­

teressernes ret vanskelig bestigelige Højder.

Hver enkelt af det menige Vælgerfolk maa nu mere og mere vokse til at blive klar over, hvad han (hun) bruger sin Stemme til paa Valgdagene — ved Valgurnen skal de sto­

re Spørgsmaal afgøres for Fremtiden. Det nytter ikke, vi lægger Skylden for ødelæggen­

de Lovgivning paa de valgte, den falder nem­

lig sikker tilbage paa os, de vælgende, igen.

I et folkestyret Land maa hvert voksent, tænkende Menneske vide, at det maa tage sin Part af Ansvaret for Landets og Folkets Ve og. Vel. Bilder man sig ind, at man kan ka­

ste dette Ansvar fra sig, ligesom samle det, f. Eks. paa én af Landets Stormænd, da tager man storlig fejl. — Det skulde vi ogsaa vokse til at forstaa, at kun under Ansvar er det værd at leve. Det mest ansvarsbevidste Folk er det stærkeste Folk i Verden, ganske uden Hensyn til hvor snævre eller hvor udstrakte dets Landegrænser er. Der, hvor hver enkelt

tager sin Part af Ansvaret, der kan man for Alvor løfte i Flok, ikke blot paa Kommando, men af Hjertets dybeste Lyst og Trang.

Det gælder, at vi er aarvaagne.

Vi staar ved et Vendepunkt i Verdenshi­

storien. Det er os, det store Folk og hver en­

kelt af os, der kommer til at bestemme, hvor­

dan det næste Afsnit af Verdenshistorien skal skrives. Derfor gælder det i Sandhed om, at vi rækker hinanden Haanden, tager fat i Fæl­

lesskab for at de store Løft kan blive ta­

get, som skal tages, for at Livet for Menneske­

slægten kan blive rigere og skønnere at leve.

Vi maa bede om og arbejde paa at tøjle Egen­

kærlighedens haarde Hest, saa den ikke tram­

per andres retmæssige Værdier ned, enten de saa er af aandelig eller af økonomisk Art.

Men saa igen: Vi maa have klare Øjne til at sé, hvor der skal løftes. Kolde Hjerner og varme Hjerter er der Brug for nu som aldrig før.

Idealerne er stillet os for Øje. Men ser vi dem, og forstaar vi, at de naas aldrig, uden at vi hjælpes ad med at rydde Hindringerne til Side, saa Vejen bliver farbar frem til dem, uden at vi gensidigt holder hinanden vaagne og varme, saa de ikke tabes af Sigte, men at de stadig staar klart for vort Øje, og at vi stadig arbejder os frem imod dem?

Fred paa Jord har vi nu; og det er én af

12

Betingelserne for, at vi i Ro kan arbejde os frem mod Idealerne.

Under en Krig kan Idealerne nok øjnes, ja, de kan ogsaa formes; men der maa Fred til, for at de kan naas og i Sandhed tilegnes og vir­

keliggøres i det praktiske Liv.

Mænd eller Kvinder skal der til for at for­

me og fastholde Idealerne; og disse enkelte skal saa støttes af de mange, saa kan Idéerne blive praktiseret.

1899 var der en Mand i det engelske Underhus, der vovede at sige, at det var en uretfærdig Krig, England da begyndte mod det lille Boerfolk nede i Syd- Afrika. — Der blev hysset og pebet, der blev spyttet ad ham; men man kunde ikke slaa ham ned. Han var for stærk. Hvorfor? Jo, for han havde Retten og Sandheden paa sin Side; og hvor Ret og Sandhed kæmper mod Uret og Løgn, paa aaben Mark, i Lyset, der taber Uretten og Løgnen.

Retten og Sandheden var bleven denne Mands Idealer; og nu forfægtede han sine Idéer med glødende Varme og Veltalenhed i Parlamentet. Han talte mod Uretten, der øvedes af det store Folk mod det lille. Han pegede paa, at selv om engelske Storkapitalis­

ter aldrig havde saa megen Lyst til Trans­

vaals rige Diamantminer, Ret til at tage dem med Magt kunde denne Lyst aldrig give dem.

— Men man peb ad ham.

Han talte i Englands Byer. Man vilde høre ham, selv om man havde mest Lyst til at træde ham ned. Han talte fra Toppen af Jernbanevogne. Stenene suste om Ørerne paa ham. Raab og Hyl lød imod ham fra mægtige

14

Forsamlinger. Man havde Lyst til at lynche ham; men hans skarpe Stemme skar igennem Larmen. Blev Stenregnen for tæt, kørte To­

get bort med ham. Men han havde faaet sagt sit Folk Sandheden.

Mange hadede denne Mand i Blindhed.

Det var de mange og de smaa. De skulde si­

den komme til at elske ham, da de blev mere séende. De faa, de rige, de mægtige hadede ham, fordi han vilde formene dem deres Aar- hundred gamle (saakaldte) Ret til at leve af andre Menneskers retmæssige Ejendom. — Saa skarpt og skært var man ikke vant til at hø­

re Sandheden forkyndt. Det skurrede i Ører­

ne. Der var noget revolutionært i dette. Det kunde ikke taales i et Land, hvor man fra Arilds Tid var fortrolig med kun at tage smaa Skridt frem mod Frihed bygget paa Sandheds og Retfærds Grund.

Men Manden var ubøjelig. Han var De­

mokrat helt igennem i dette Ords bedste Be­

tydning.

Manden var David Lloyd George, Skole­

lærersønnen fra Wales, der nu er Englands første og betydeligste Mand.

Han var en Mand med en Idé; og han turde give sig selv som Indsats for at faa sin Idé virkeliggjort.

Det var i 1899 og de nærmest følgende Aar derefter, at hans Stilling var saaledes.

Den 5. Januar 1918 talte den samme Mand, nu graanet i Kampen for Frihedens Sag, men endnu med en forunderlig Varme i Blikket og med en underlig stærk bærende Magt i sin Ta­

le, til Delegater fra forskellige Fagforeninger, som var samlede i London. Han talte om Fremtidsfreden, som alle ønskede. Han sagde:

Vi kæmper for en retfærdig Fred; men tre Betingelser maa opfyldes, før Freden kan komme:

1. Traktaters Ubrødelighed.

2. Territoriale Ordninger maa være grund­

lagt paa Selvbestemmelsesretten eller de rege­

redes Billigelse.

3. Dannelsen af en international Organi­

sation til Indskrænkning af Rustningerne og Formindskning af Mulighederne til Krig.

For at sikre disse Betingelser er det en­

gelske Kejserrige villig til at bringe endnu større Ofre.

Kender man ikke Idealisten igen?

Ikke Idealisten, der blot slaar om sig med store Ord, men Idealisten, der har arbejdet paa at faa sine Idéer virkeliggjort gennem de mange Aar og stadig arbejder paa det.

* # #

I 1902 fik Princeton Universitet en ny Præsident. Dette Universitet var før den Tid kendt som et Sted, hvor rige Mænds Sønner kunde more sig, have en god Tid („the most

16

charming Country Club in America"), nøjes med at bestille lidt og saa endda tage deres Eksamen til sin Tid med nogenlunde gode Re­

sultater. — Woodrow "Wilson, den ny Præsi­

dent, vilde det anderledes.

„Da Wilson var bleven Præsident, mærke­

des det snart, at der var kommen en ny Mand til Roret, og at Dommens Dag, enten til godt eller ondt, stod for Døren. Her var ingen Mangel paa Initiativ, ingen Frygt for ny For­

slag, ingen Vigen tilbage for Ansvar. Studen­

ter, der ikke passede deres Arbejde, blev, en­

ten de var rige eller fattige, sendt bort, og in­

gen slap fra nu af gennem Eksamen ved Hjælp af en Pengepung.

Der blev naturligvis Røre, og de rige Søn­

ners Fædre var ikke nemme at nappes med, men Wilson stod fast, og i Løbet af nogle Aar fornyedes Studenternes Rækker med Ungdom, der netop var hidkaldt af den ny Tingenes Til­

stand.

Reformkampen ved Princeton College vak­

te Opmærksomhed i hele Unionen, og i Prince­

tons Hjemland, New Jersey, forstod man, at Professoren kunde bruges til mere end at re­

formere en Skole. Det demokratiske Parti ud­

pegede ham derfor til sin Kandidat ved Guver­

nørvalget i New Jersey 1910...."

Wilson havde ved en Lejlighed udtalt sig mod Raaddenskaben i Partipolitikken og for en aaben Politik:

„Hvilke er de rette Fremgangsmaader i Po­

litik? Nu vel, de rette Fremgangsmaader er den offentlige Forhandlings, det aabne Fører­

skabs og ikke det hemmelige Formynderskabs;

ud med dem under den aabne Himmel, hvor ærlige Øjne kan dømme dem.

Vi maa helbrede den befængte Politik, som vi nu om Dage helbreder Tuberkulose, ved at lade alle Folk, som lider af den, leve udendørs.

Det vilde sandsynligvis være ubehageligt for visse Herrer, hvis al Styrelse foregik aaben, men vi har taget Hensyn til deres Følsomhed alt for længe. Det er nok muligt, at nogle af disse Herrer er uretfærdigt mistænkt, men i saa Fald skylder de dem selv at komme ud og handle i Lyset. Den Kendsgerning, at saa me­

gen Politik øves i Mørket, bag lukkede Døre, avler Mistænksomhed. Enhver ved, at Bestik­

kelse trives paa hemmelige Steder og undgaar de offentlige, og vi holder det for en forsvar­

lig Antagelse, at Hemmelighed betyder Uærlig­

hed. Derfor siger jeg, at vore ærlige Politike­

re og vore ærlige Selskabers Ledere, skylder de­

res eget Omdømme at bringe deres Handlin­

ger ud i det aabne".

Det hedder om Vælgerne i New Jersey fra den Tid:

„Folket havde lige saa megen Stemme i Styrelsen af deres fælles Sager, som de havde med Hensyn til Vejret eller Maanens Faser".

„Wilson brød med den hemmelige Politik

2

18

og dens Mænd (baade dem, der tilhørte hans eget Parti af den Slags Mænd, og dem, der var hans Modstandere partimæssigt sét), og han lovede kun at modtage Kandidatstillingen, naar han blev fri for enhver Forpligtelse over­

for Personer og Selskaber. Og det blev han — Efter at han var valgt ved Primærvalget, udtalte han:

„Jeg sogte ikke denne Udnævnelse. Jeg har ikke stillet noget Pant og har ikke givet noget Løfte. . . . Hvis jeg bliver valgt (ved det ende­

lige Valg), hvad jeg venter at blive, er jeg ladt fuldstændig fri til at tjene Dem med al Oprigtighed i Forsæt. Det er en ny Æra, at saadant kan siges."

Wilson blev valgt.

Paa det demokratiske Partis Program stod bl. a. Gennemførelsen af direkte Valg neden­

fra op til Guvernøren, Gennemførelsen af en Erstatningslov for Arbejdere og en Ansvarlig- hedslov for Arbejdsgivere. I sin Tiltrædelses­

tale fremhævede Wilson, at han havde den Op­

fattelse, at Programmet var bindende, og at han vilde gaa i Gang med at søge det gennemfort.

Da han talte med Partiets ledende Mand om de direkte Valg, sagde denne: „De direkte Valg var en Spøg;" hvortil AVilson svarede:

„De var langtfra at være en Sprig; men antag, at de var det, saa er Vejen til at gore dem til mere end en Spøg at tage dem alvorligt her­

efter. De vil blive taget alvorligt, og der vil ikke blive Lejlighed til mere Spøg."

Ved et Møde i Repræsentanternes Hus var det bestemt (ogsaa af mange af Wilsons Parti­

fæller), at Wilsons første Lovforslag om de direkte Valg skulde afvises. — Men nu skete der noget, man ikke var vant til: Guvernøren mødte selv i Huset for at tage Del i Forhand­

lingerne. Et Medlem sagde til ham, at dette havde han ingen Ret til, men saa „tog Wilson Grundloven op af Lommen og oplæste sin Lov­

hjemmel' '.

Mødet varede i 4% Time. Wilson talte i 3; og han sejrede. „Ogsaa Senatets Modstand brød han, og i Løbet af én Rigsdagssamling gennemførte han en Række betydelige Reformer.

Om Kursændringen i New Jersey har Wilson selv udtalt sig saaledes" :

„I Aaret 1910 kom en Dag, da Folket i New Jersey tog Mod til at tro, at der kunde udrettes noget. Jeg har ingen Fortjeneste her­

af som Kandidat til Guvernørposten uden den, at jeg sagde, hvad jeg virkelig mente, og Løn­

nen, Folket gav mig, var, at det troede, at jeg mente, hvad jeg sagde. Med mindre de havde Tillid til Guvernøren, som de den Gang valgte, med mindre de havde stolet alvorligt paa ham alle sammen, kunde han absolut intet have gjort.

Styrken hos en Nations offentlige Mænd ligger i, at de har Tillid og Rygstød i Folket. T samme Forhold, som I stoler paa dem, som I

20

stiller Jer bag dem, som I laaaner dem jeres Styrke, er de stærke. Det, som er sket i New Jersey siden 1910, er sket, fordi Sæden dertil blev saaet i en frugtbar Jord af Selvtillid, af Tiltro til andre, af nyt Haab.

I det Øjeblik de Kræfter i New Jersey, som havde modsat sig Reformer, forstod, at Fol­

ket stillede sig bag nye Mænd, som mente, hvad de sagde, forstod de ogsaa, at de ikke turde sætte sig imod disse Mænd. Det var ikke den personlige Styrke hos de ny Embedsmænd, der frembragte de overordentlige Resultater, men den moralske Styrke, de havde i Folket som Rygstød.

Og hvilke var Resultaterne? Retfærdighed over for Klasser, som ikke var behandlet ret­

færdigt før."1)

Mon det skulde være vanskeligt at øjne Idealisten gennem, hvad her er meddelt om Woodrow Wilson? Mon det skulde være van­

skeligt at sé, at det er ikke blot en Mand med Idealer, men tillige en Mand, der giver sine bed­

ste Kræfter som Indsats for at føre sine Idealer ud i det virkelige Liv, til Menneskegavn og Men­

neskelykke? —

Og mon ikke vaagne unge Mænd og Kvin­

der og ældre med, hvis Sind er ungt og higer efter Retfærd, mon ikke de mærker Hjertet slaa raskere i Brystet, naar de tænker paa, hvilken Mand Guvernør Woodrow Wilson, New Jersey, var ? Og mon ikke de for Alvor skulde kunne,

gennem at komme til at kende ham saaledes, faa Trang og Kræfter til at følge ham paa Ret- færdsvejen ?

Fra Guvernørposten i New Jersey til Præ­

sidentværdigheden over de Forenede Stater gik Vejen for Woodrow "Wilson.

IRSDAG den 8. Januar blev det, om Formiddagen, meddelt Kongresmedlem­

merne i Washington, D. C., at Præsi­

denten havde et Budskab at ville give Kongres­

sen om Eftermiddagen.

Alle Tilhørerpladser var tæt pakkede, da Præsidenten traadte ind i Husets Sal. Han hil­

stes med Bifaldsraab; og under Oplæsningen af Talen og Budskabet lød jævnlig stærkt Bifald.

Det var den 5. Januar Lloyd George havde talt i London og der fremsat de Betingelser, England maatte kræve opfyldte, før det kunde gaa med til at slutte Fred. Nu vilde Præsi­

dent Wilson klargøre, hvad de Forenede Stater kæmpede for i denne Krig og paa hvilke Be­

tingelser, de kunde gaa med til Fred.

I sin Tale siger Præsidenten:

Det vil være vort Ønske og Haab, at Freds­

forhandlingerne, naar de er begyndt, skal være absolut aabne, og at de for Fremtiden ikke skal indeholde nogen hemmelige Forstaaelser af no­

gen Slags. Erobringernes og Magtudvidelser­

nes Dage er forbi; og det samme er Tilfældet for de hemmelige Traktaters Vedkommende, som indgaas til Fordel for enkelte Regeringer og som meget sandsynligt i et eller andet uventet Øjeblik kan sætte Verdens Fred paa Spil.

Det er denne lykkelige Omstændighed, som nu indses klart af alle offentlige Mænd, hvis Tanker ikke længere befinder sig i den Tids­

alder, som er død og borte, som gør det mu­

ligt for alle Nationer, hvis Maal er forenelige med Retfærdighed og Verdensfreden, at erklære aabenlyst nu eller naar som helst ellers de Maal, de har for Øje.

Vi begyndte denne Krig, fordi der havde fundet Retskrænkelser Sted, som rørte os og gjorde vort eget Folks Liv umuligt, med min­

dre de blev bødede og Verden én Gang for alle sikret mod deres Gentagelse. Hvad vi for­

langer i denne Krig er derfor intet bestemt for os selv. Det er, at Verden maa være skikket til og sikker at leve i, og i Særdeleshed, at den bliver gjort sikker for hvert fredelskende Folk, der, som vort eget, bestemmer sine egne Insti­

tutioner, bliver forsikret om Retfærdighed og retfærdig Behandling af de øvrige Verdens Folk mod Vold og selviske Overgreb.

Alle Verdens Folk er i Virkeligheden Kom­

pagnoner i denne Interesse; og for vor egen Del sér vi meget klart, at med mindre der bli­

ver øvet Retfærdighed mod andre, vil der ikke blive øvet Retfærdighed mod os. Verdensfre­

dens Program er derfor vort Program. Det eneste mulige Program, som vi sér det, er dette:

1. Aabne Fredsoverenskomster, der sluttes aabenlyst, hvorefter der ikke skal være nogen

24

private, internationale Forstaaelser; et Diplo­

mati, som handler aabent og ærligt.

2. Absolut Frihed paa Havet, udenfor Ter­

ritorialfarvandene, i Fred som i Krig, undtagen i Tilfælde, hvor Vandene stænges helt eller del­

vis ved international Optræden for at sørge for, at internationale Traktater bliver overholdt.

3. Fjernelsen, saa vidt muligt, af alle øko­

nomiske Skranker og Oprettelsen af lige Han- delsvilkaar for alle Nationer, der vil have Fred og slutter sig sammen for at bevare den

4. Garantier for Rustningernes Indskrænk­

ninger til det mindst mulige.

5. Aaben og absolut upartisk Ordning af Koloniernes Anliggender, idet der i alle Til­

fælde tages Hensyn til Folkenes Vel og Inter­

esser i lige Grad som Regeringernes Suveræni- tetskrav.

6. Rømning af alt russisk Landomraade og en saadan Ordning af alle Spørgsmaal vedrøren­

de Rusland, som vil sikre det bedste og frieste Samarbejde mellem Verdens øvrige Nationer for at give det Anledning til uhindret at af­

gøre dets egen politiske Udvikling og nationale Tilværelse og sikre det en hjertelig Modtagelse i Nationernes Samfund.

7. Belgien — og deri vil hele Verden være enig — maa rømmes og genoprettes, uden no­

get Forsøg paa at indskrænke den Suverænitet, som det nyder tilfælles med andre frie Natio­

ner. Ingen anden enkelt Handling vil (som

denne) tjene til at genoprette Tilliden blandt Nationerne til de Love, som de selv har ved­

taget og besluttet for Ledelsen af deres For­

hold indbyrdes.

8. Alt fransk Territorium skal være frit, og de Dele, som der er gjort Indfald i, skal genoprettes, og den Uret, som blev gjort Frank­

rig af Prøjsen i 1871 angaaende Elsass-Loth- ringen, som har gjort Freden usikker i næsten halvtreds Aar, skal gøres god igen, for at Fre­

den nu én Gang kan sikres til Fordel for alle.

9. En Omordning af Italiens Grænser skal iværksættes langs klart anerkendte Nevtralitets- linjer.

10. Østrig-Ungarns Folkeslag, hvis Stilling blandt Nationerne vi ønsker at beskytte, skal gives den frieste Anledning til Selvstyreudvik­

ling.

11. Rumænien, Serbien og Montenegro skal rømmes; okkuperet Territorium genop­

rettes ; Serbien sikres Adgang til Havet, og Bal­

kanstaternes Forhold indbyrdes afgøres ved ven­

skabelige Konferencer langs historisk etablerede Troskabs- og Nationalitetslinjer; og internatio­

nale Garantier for de forskellige Balkanstaters politiske og økonomiske Uafhængighed og terri­

toriale Ubeskaarethed skal indgaas.

12. De tyrkiske Dele af det nuværende ot­

tomanske Rige skal sikres Suverænitet; men de øvrige Nationaliteter, som nu er under tyrkisk Styre, skal sikres utvivlsom Eksistenssikkerhed

20

og absolut uhindret Anledning til Selvstyreud­

vikling, og Dardanellerne skal aabnes varigt for fA Passage for alle Nationers Skibe og Handel under internationale Garantier.

13. En uafhængig polsk Stat skal oprettes, so.-i skal indbefatte de Territorier, der er be­

boet af ubestridelig polske Befolkninger, som skal sikres en fri og tryg Adgang til Havet, og hvis politiske og økonomiske Uafhængighed skal garanteres ved international Overenskomst.

14. Et almindeligt Forbund af Nationer maa dannes ved specielle Konferencer med det Maal at give gensidig Garanti for polsk Uaf­

hængighed og territorial Ubeskaarethed for store og smaa Lande i lige Grad.

Med Hensyn til disse væsentlige Berigtigel­

ser af Uret og Hævdelse af Ret føler vi os i nøje Forbund med alle Regeringer og Folk, som har forbundet sig indbyrdes mod Imperialister­

ne. Vi kan ikke blive adskilt i vore Interesser eller delt i vort Maal. Vi skal staa sammen til Enden."

Derefter udtalte Præsidenten:

,,For saadanne Ordninger og Forbund er vi villige til at kæmpe og fortsætte med at kæm­

pe, til de er opnaaede; men kun fordi vi øn­

sker, at Retten skal raade, og ønsker en ret­

færdig og varig Fred, en saadan Fred, som kun kan sikres ved at fjerne de vigtigste Krigs- aarsager, hvilke dette Program fjerner.

Vi nærer ingen Jalousi mod tysk Storhed,

og der er intet i dette Program, som medfarer Fare for den. Vi nærer ingen Uvilje med Hen­

syn til dets Bedrifter eller Udmærkelse, hvad Lærdom angaar, eller saadanne fredelige Fore­

tagender, som har gjort dets Liv skinnende og misundelsesværdigt. Vi ønsker ikke at skade det eller paa nogen Maade at hindre dets lov­

lige Indflydelse eller Magt. Vi ønsker ikke at bekæmpe det hverken med Vaaben eller med fjendtlige Handelsordninger, dersom det er vil­

ligt til at forbinde sig med os og Verdens øv­

rige fredselskende Nationer i Overenskomster i Forbund for Retfærdighed og Lov. Vi ønsker kun at modtage en lige Plads blandt Verdens Folk — den ny Verden, i hvilken vi nu lever

— ikke en Plads som dominerende Nation.

Heller ikke pønser vi paa at foreslaa det nogen Forandring eller Indskrænkning af dets Institutioner. Men vi maa sige aabent, at det er nødvendigt med Hensyn til hvilke som helst intelligente Forhandlinger med det fra vor Side, at vi paa Forhaand skulde vide, hvem dets Talsmænd fdrer Ordet for, enten det er for Rigsdagsflertallet eller for Militærpartiet og de Mænd, hvis Begærlighed er imperialistisk Her­

redømme.

Vi har sikkert talt i Udtryk, som er for tydelige til at tillade nogen yderligere Tvivl eller Spørgsmaal. En tydelig Traad løber igen­

nem det hele Program, jeg har optrukket. Det er Princippet om Retfærdighed for alle Folk og

Nationaliteter og deres Ret til at leve paa lige Betingelser for Frihed og Sikkerhed indbyrdes, hvad enten de er stærke eller svage.

Med mindre dette Princip bliver gjort til dens Grundlag, kan ingen Del af den internatio­

nale Retfærdigheds Bygning blive staaende. De Forenede Staters Folk kunde ikke handle ud fra noget andet Princip; og for Haandhævelsen af dette Princip er det villigt til at vie sit Liv, sin Ære og alt, hvad det har.

Den moralske, den kulminerende og ende­

lige Krig for menneskelig Frihed er kommen;

og det (de F. St. Folk) er villigt til at sætte sin Styrke, sit eget højeste Maal, sin egen Ube- skaarethed og fuldkomne Hengivelse ind paa Prøven.''

Mandag den 11. Februar har Præsident

"Wilson atter en vigtig Meddelelse at give Kon­

gressen.

I denne Meddelelse til Kongressen gav han den daværende tyske Rigskansler Grev Bert­

ling og den østrigske Udenrigsminister Grev Czernin Svar paa Udtalelser fremkommen fra dem i Anledning af hans Budskab til Kongres­

sen af 8. Januar.

Grev Czernin finder, at Præsident Wilsons Udtalelser om Fred er fundamentale og ikke for vidtgaaende.

Grev Hertlings Udtalelser angaaende Freds­

betingelserne stempler Præsidenten som vage

og forvirrede. — Han spørger da Hertling, om han ikke véd, at han taler i den hele Menneske­

heds Retssal, og at Verdens Nationer sidder som Dommere over, hvad de forskellige Nationers offentlige Mænd har at sige om Stridsemnerne i den Kamp, der har spredt sig til alle Jor­

dens Egne. „Folk skal ikke flyttes omkring fra én Hersker til en anden, i Følge Bestemmelser trufne paa et internationalt Møde eller efter en Overenskomst mellem Rivaler og Modstandere.

Nationale Ønsker maa respekteres, Folkeslag maa nu kun beherskes og regeres i Følge deres egen Indvilligelse. Selvbestemmelsesret er mere end en Frase. Det er en bydende Handlings- grundsætning, som Statsmænd ikke herefter uden Fare vil kunne undlade at tage Hensyn til. Vi kan ikke vente almindelig Fred ved blot at bede om den eller ved én paa en Freds­

konference truffen Ordning. Freden kan ikke stykkevis sammensættes af Overenskomster trufne enkeltvis mellem mægtige Stater. Alle Parthavere i denne Krig maa deltage i Ordnin­

gen af hvert eneste Spørgsmaal, som det drejer sig om enten her eller der, fordi det, som vi søger at opnaa, er en Fred, som vi alle kan enes om at garantere og opretholde, og hver en­

kelt Del af den maa underkaste sig den fæl­

les Bedømmelse, der maa afgøre, om den er rig­

tig og retfærdig eller ikke, en Retfærdigheds- handling mere end en Handel og Overenskomst mellem Herskere .

30

Krigen har sine Rødder i, at man intet Hensyn har taget til de smaa Nationers Rettig­

heder eller til Nationaliteter, der manglede Enighed og Styrke til at hævde deres Krav paa Selvbestemmelsesret og Valg af Formen for deres eget politiske Liv. Der maa nu træffes Overenskomster, som vil gøre saadanne Ting umulige i Femtiden, og disse Overenskomster maa hævdes af den samlede Styrke fra alle Na­

tioner, der elsker Retfærdighed og er villige til at søge den opretholdt, hvad det saa end skal koste.

Hvis Ordninger, der drejer sig om Land- afstaaelse og politiske Spørgsmaal saavel som det politiske Forhold mellem store Befolk­

ningsmængder, som har organiseret Magt til Modstand, skal afgøres af mægtige Regeringer, som betragter sig selv mest direkte interesserede, som Hertling foreslaar, hvorfor saa ikke afgøre økonomiske Spørgsmaal paa samme Maade?"

Skal der være Tale om at opnaa en varig og fuldt tilfredsstillende Fred, da maa der, hævder Præsidenten, tages Hensyn til følgen­

de Grundsætninger:

1. Hver Afgørelse i den endelige Ordning maa være grundlagt paa Retfærdighed i den­

ne særlige Sag og paa saadanne Vilkaar, som mest sandsynligt vil bringe en Fred, der vil være varig.

2. Folkeslag og Provinser skal der ikke tuskes omkring med fra den ene Hersker til

den anden, som om de var Kvæg eller Pante­

gods i et Spil, selv om det var et meget stort Spil, der nu for stedse er banlyst, om Over­

magten, men at:

3. Hver Afgørelse, hvor det i denne Krig drejer sig om Landafstaaelse, maa ske med Hensyn til og til Fordel for vedkommende Be­

folkning, ikke som et Led i en Ordning eller et Forlig mellem Krav fra rivaliserende Sta­

ter, og

4. At alle vel begrundede nationale Ønsker skal blive imødekommet i størst mulig Udstræk­

ning, uden at indføre ny eller stadig tilbage­

vendende gamle Elementer af Splid og Fjend­

skab, som sandsynligt med Tiden vilde bryde Europas Fred og dermed Verdens Fred.

Præsidenten sluttede sit Budskab saaledes:

„De Forenede Staters Magt er ikke en Tru- sel mod nogen Nation eller noget Folk. Den vil aldrig blive brugt til Overgreb eller til For­

herligelse af egne selviske Interesser. Den stam­

mer fra Friheden og staar til Frihedens Tje­

neste.' '

4. Juli holdt Præsident Wilson Fjerde-Juli- Tale paa et meget højtideligt og æret Sted, nem­

lig ude i Mt. Vernon, hvor de Forenede Staters store første Præsident, George Washington, lig­

ger begravet.

Tilhørerne talte ved denne Lejlighed Re­

præsentanter fra 33 forskellige Nationaliteter.

32

Verden var repræsenteret; og det blev da heller ingen snæver patriotisk Tale, Præsidenten holdt, men derimod en Tale, der havde Bud til hele den civiliserede Verden. — Han talte un­

der samme Aands Indflydelse, som havde besjæ­

let hine store Forfædre med George Washington i Spidsen, da de grundlagde de Forenede Sta­

ters Frihed.

I sin Tale sagde han bl. a.:

„Fortiden og Nutiden er i Dødskamp med hinanden, og Verdens Folkeslag knuses til Døde mellem dem.

Der kan kun blive én Udgang af Kampen.

Afgørelsen maa være endelig. Der kan ikke finde nogen Mægling Sted. Ingen halvvejs Af­

gørelse er tænkelig. Det er følgende Endemaal, som Verdens allierede Folkeslag kæmper for, og som de maa opnaa, før der kan blive Fred:

1. Ødelæggelse af enhver Voldsmagt, som alene og hemmeligt, efter eget Forgodtbefinden­

de kan forstyrre Verdensfreden; eller, hvis den ikke kan ødelægges i Øjeblikket, i det mindste kan gøres omtrent uskadelig.

2. Ordningen af ethvert Spørgsmaal, hvad enten det drejer sig om Landomraade, Overhøj­

hed, økonomiske Ordninger eller politiske For­

hold, paa Grundlag af fri Godkendelse af sam­

me af Folkene, der er nærmest berørte, og ikke paa Grundlag af materielle Interesser eller For­

dele af nogen anden Nation eller Folk, som maatte ønske en forskellig Ordning, til Fordel

for dets egen ydre Indflydelse eller Herre­

dømme.

3. Alle Nationer skal have Ret til at blive regeret i deres Optræden overfor hinanden efter de samme Æres- og Retsgrundsætninger overfor den almindelige Lov, som gælder i et civilise­

ret Samfund og er bestemmende for den en­

kelte Borger i alle moderne Stater i deres For­

hold til hinanden i den Hensigt, at alle Løfter og Overenskomster maa fast overholdes, at in­

gen private Komplotter eller Sammensværgelser udklækkes, at ingen selviske Uretfærdigheder begaas uden Straf, og at gensidig Tillid opret­

tes paa et Grundlag af gensidig Respekt for, hvad der er Ret.

4. Oprettelsen af en Fredsorganisation, der vil sikre,at frie Nationers samlede Magt vil standse enhver Overtrædelse af Retten og tjene til at gøre Fred og Retfærdighed mere sikker ved at udgøre en Tribune, som alle maa rette sig efter, og som maa afgøre enhver internatio­

nal Omordning, om hvilken de Folk, der direkte er berørt, ikke kan opnaa en fredelig Overens­

komst.' '

Præsidenten fortsatte saa:

„Disse store Formaal kan udtrykkes i en enkelt Sætning: Hvad vi ønsker er et Lovens Regimente grundlagt paa de regerendes Sam­

tykke og opretholdt ved Menneskehedens orga­

niserede Mening.

Disse store Formaal kan ikke naas ved De-

3

34

batering og Forsøg paa at forsone og efterkom­

me Statsmænds Ønsker med deres Projekter for at balancere Magten og de nationale Kaar. De kan kun naas ved at bestemme, hvad Verdens tænkende Folkefærd ønsker, med deres Længsel efter Retfærdighed, social Frihed og Udvik­

ling."²)

* * *

To Ting er særlig værd at fremhæve i Præ­

sident Wilsons Taler og Budskaber:

For det første: Den stadige Understregning af, at det inaa være en vaagen, ansvarsbevidst Menneskehed, der skal staa bagved disse grund­

læggende Retfærdskrav for Menneskeslægten, at det kommer an paa Folkenes Stilling til og Modtagelse af disse, hvorledes Udfaldet i det lange Løb skal blive: Hver Mand og Kvinde tager sit Ansvar, saa bliver Folkets Afgørelse solid, saa kan man bygge paa den. — Det kan ikke gøre det med dygtige Førere, der kan fremsætte Ideerne. Skal Ideerne sætte Frugt til Folkegavn, da maa Folkene lade sig gennem­

trænge af dem, indoptage dem i sig, virkelig­

gøre dem, saa kan det store bæres baade frem­

ad, udad og opad.

For det andet: Disse Taler og Budskaber bæres af en sjælden dyb Forstaaelse af Sand­

heds- og Retfærdsprincippet, de enkelte imellem og Folkene imellem, saa de ikke blot bærer Vid­

ne om Lys, men ogsaa om Varme, ikke blot bærer Vidne 0111 Hjerne, men ogsaa om Hjerte.

— Det er Grundpræget i Præsident Wilsons Personlighed, vi samtidig bliver bekendt med:

En klar Hjerne, et varmt Hjerte — et Men­

neske villigt til at kæmpe paa Sandheds Grund for Retfærds dyre Sag — et Menneske bøjende sig for Samvittighedens stærke Røst.

Førere har vi, der er værd at følge. Det kommer da an paa, om vi vil gøre mere end at raabe Hurra for dem — om vi vil arbejde sammen med dem, arbejde for at komme til at kende, hvad de foreslaar gennemført til Folke­

lykke, kende det og tilegne os det med Hjerte og Forstand, saa først kan vi løfte sammen med dem, saa det forslaar noget.

* * *

At det ikke blot er i Amerika og i Eng- land, at man arbejder med Tanker af oven­

nævnte Art, viser efterfølgende Resolution, som enstemmigt blev vedtaget paa det 10. nordiske interparlamentariske Delegeretmøde i Køben­

havn i September d. A.:

„1. En varig Fred sikres bedst ved Opret­

telse af et Folkenes Forbund. Et saadant alle Stater omfattende Fredsforbund vil ikke alene være det virksomste Middel til Forebyggelse af Krig, men vil tillige sikre alle Nationer Vilkaar for en uafhængig Tilværelse og for fri økono­

misk Virksomhed.

2. Det vil være af største Betydning, at 3»

36

Folkenes Forbund bygges paa en gensidig For­

pligtelse mellem Staterne til at undergive en­

hver Tvist, som ikke har kunnet løses ved di­

plomatiske Midler, en fredelig Behandling, saa- ledes at i det mindste

a) de Tvistigheder, som begge Parter er enige om at ansé for Retstvister, bliver endelig afgjorte, efter Parternes Valg, enten ved en fast Domstol for international Rettergang eller ved en staaende Voldgiftsret i Haag,

b) enhver anden Tvist bliver gjort til Gen­

stand for Udredning ved et upartisk, internatio­

nalt Undersøgelses- og Forligsnævn, idet ved­

kommende Stater forpligter sig til ikke at gribe til Magtmidler under den for Udredning fast­

satte Frist. Udredningsfristen bør sættes rum­

melig, og vedkommende Nævn, hvori begge Par­

ter selv skal være repræsenterede, bør have Ret til at forelægge Parterne Forslag til Løsning af Tvisten Der bør oprettes et permanent, inter­

nationalt Undersøgelses- og Forligsraad, der kan tjene som centralt Organ for de enkelte Nævn.

3. Idet Mødet henviser til, at en Række Regeringer — saavel nevtrale som krigsfaren­

de — har optaget Spørgsmaalet vedrørende et Folkenes Forbund til Granskning gennem sær­

skilte Kommissioner, opfordrer det indtrængen­

de alle interparlamentariske Grupper til at un­

derkaste disse Problemer en alsidig Drøftelse paa Grundlag af de Forarbejder, som er ud­

ført inden for det interparlamentariske For­

bund forud for Krigen og med Sigte paa dels at oplyse den offentlige Mening, dels at virke hver paa sin Regering. Mødet føler sig over­

bevist om, at et stort Skridt frem mod Afslut­

ningen af Krigen vilde være gjort, naar der fra ansvarlig Side i begge de krigsførende Grupper ydes uforbeholden Tilslutning til Tan­

ken om et saadant Folkenes Forbund."3)

NDER og efter saadanne eller lignende Katastrofer, som Verdenskrigen var, gaar det gerne saaledes, at Mismod og Slaphed overfalder store Dele af Menneskeslæg­

ten. Man synes slet ikke at kunne øjne Vejen frem; og saa taber mange Modet og Arbejds­

lysten. Og dog gælder det jo i saadanne Ti­

der, at aldrig var der mere Brug for disse Egenskaber end netop da eller nu.

Ja, nu er der Brug for Mod og Arbejds­

lyst. Nu gælder det, om der er Lys i Tanken og Kræfter i Armen, for nu trænges der til Rydningsmænd og Rejsningsmænd som aldrig fØr. — Vejene skal ryddes, saa der er til at komme frem; og Hjemmene skal rejses langs Vejene og ind over Markerne, saa der atter kan blive Arnesteder for det, der skal bære i Frem­

tiden.

Krig har vist aldrig i sig selv været en Rejsningsmagt; men Historien lærer os Gang efter Gang, at under Krige og efter Krige er det, ligesom de bedste vokser en Tomme højere;

bliver de træge sat i Gang, tager de fuld Dags­

arbejde paa sig, det hænder, at de dovne, men ikke „døde" bliver flittige osv. — Hvem der ejer Ansvarsfølelse, faar den endnu stærkere

frem overfor Arbejdet, de er med i, lærer bedre, hvilken Pligt der lægges paa et Menneske i saa- danne Tider, naar det føler Ansvaret overfor Gud og Mennesker i al dets Færd.

I disse Tider, hvor Ondskab og Djævelskab tilsyneladende spiller Herrer, da maa alt, hvad der ikke vil ind nnder disse Magter, rejse sig til øget Modstand. „Nød lærer nøgen Kone at spinde" ; men Nød lærer ogsaa ansvarsbevidst Mand at tage bedre fat.

Ondskab og Djævelskab havde lagt et knu­

gende Aag paa Menneskeslægten; mange følte det, som de skulde knuges til Jorde. Man mær­

kede dette Gang efter Gang i Udbrud som disse: Krigens Svøbe bliver vi aldrig fri for.

— Det er forfærdeligt, men vi kan ikke magte det. Vi maa strække Vaaben —

Nu er vi fri for Krigens Svøbe. Nu er den tungeste Byrde løftet af vore Skuldre. Nu drejer det sig om at leve og virke, saa vi ikke atter skal komme under det ondes forfærdelige Aag. — Vi maa aldrig strække Vaaben overfor det onde. Overfor det maa vi altid være paa Vagt og kæmpe imod af alle Kræfter. Med Bøn til Gud om Hjælp maa vi tage fat.

• # *

I en gammel dansk Lov fra 1241 hed­

der det:

Med Lov skal Land bygges.

Inden for den enkelte Stat var den Tanke

40

altsaa vod at trænge sig frem for de mange hundrede Aar siden, at Lov og Ret skulde gæl­

de mellem Mennesker i samme Land i Stedet for Magt.

Det modsatte har ellers været godt kendt inden for Landenes Grænser baade før og efter 1241: Mand over for Mand, Slægt over for Slægt, Landsdel mod Landsdel afgjorde Mellem­

værender med Magt. Det vil sige: Den stær­

keste vandt altid, enten han havde Ret eller ej.

— Men nu er dette dog ved at være „en saga blott". Nu er det en Selvfølge, at Trætter mel­

lem saa nær sammenhørende Parter afgøres for Landets lovligt indrettede Domstole.

Mennesket inden for det enkete Land er vokset fra at tage sig selv til Rette til at bøje sig for Lands Lov og Ret.

Men som dette nu er naaet Mand og Mand imellem, Slægt og Slægt imellem og Landsdel og Landsdel imellem, skulde det ikke ogsaa kun­

ne naas Land og Land imellem? — Ja, det er jo det, Lloyd George, Woodrow Wilson, de nor­

diske Parlamentarikere og mange, mange med dem nu kræver med saa stor Styrke. Og alle, der kræver dette og vil arbejde for det, be­

høver ikke at begynde paa bar Bund. Der er lagt et godt Fundament. Det gælder nu om at rejse en Bygning derpaa, der kan staa gennem Tiderne.

INTERNATIONALE Domstole har de­

res Rod langt ned i Tiden.

Den første, der i nyere Tid beskæf­

tigede sig med den Tanke, var den store hol­

landske Videnskabsmand, Hugo Grotius. 1625 skrev han en Bog om „Krigens og Fredens Ret".

— Men længere end til Bogen kom dette ikke i lang, lang Tid endnu.

Enevoldsherrerne, som paa den Tid regere­

de i Europa, var ikke stemte for international Lovgivning. De levede efter Reglen: Vi alene vide.

Revolutionstiden og Napoleonskrigenes Tid, da al Folkeret traadtes under Fødder, var hel­

ler ikke gunstig for Tanken om mellemrigske Domstole. Alligevel finder vi Oprindelsen til den moderne Voldgiftsbevægelse i disse Tider, idet der den 19. November 1794 oprettedes en saakaldt Venskabstraktat mellem England og de Forenede Stater, efter hvilken en Række Tvi­

stigheder, de to Lande imellem, henvistes til Af­

gørelse ved Voldgift.

Fra denne Traktats Oprettelse regner man den moderne Voldgiftsbeva'gelses Begyndelse.

I det 19. Aarhundrede vinder Tanken efter- haanden mere og mere frem.

Mellem de Forenede Stater og England blev der i dette Aarhundrede afsluttet en hel Ræk­

ke Tvistspørgsmaal ved Voldgift, hvoraf vel den berømte Alabamasag til Dato er den vigtigste Sag, der er bleven afsluttet mellem to Lande ved Voldgift.*)

Med denne Sag forholder det sig saaledes:

1861—65 blev den store Krig ført mellem Nord- og Sydstaterne.

Under denne Krig skete det, at der, for Sydstaternes Regning, blev udrustet tre Kaper­

skibe i engelske Havne. Blandt disse tre Skibe var der ét, efter den Tids Forhold, meget stort Skib, som hed „Alabama" ; efter dette Skib fik hele Sagen Navn.

Disse tre Skibe gjorde Nordstaternes Skibe megen Skade.

Da Krigen var forbi, forlangte derfor de Forenede Staters Regering en Skadeserstatning, fordi England havde brudt sine Nevtralitetsfor- pligtelser. — Man blev saa endelig fra begge Si­

der enige om at indanke Sagen for en Voldgifts­

ret. Denne Ret blev saaledes sammensat: En

*) Adskillelsen mellem Norge og Sverige i 1905 skal her nævnes som et forunderlig skønt Blad i Freds­

sagens Historie. — Den Stund, Norge krævede sin Frihed, og Sverige gav Afkald paa Højhedsretten over det uden at løfte Sværdet, vil altid, for Frem- tidsslægter, blive et af de skønneste Blade at læse i Nordens Historie. — I den Anledning fortjener især den gamle, nu afdøde, Konge, Oscar den Anden, og de svenske Arbejdere at nævnes som dem, der særlig stærkt og afgørende jævnede Vejen for den fredelige Afgørelse.

Repræsentant for hver af de to Lande: Eng­

land og de Forenede Stater, én valgt af Kej­

seren i Brasilien, én af Kongen i Italien og én af Svejts' Præsident. Domstolen blev sat i Genf; og Dommen faldt den 14. September 1872 og lød paa, at England skulde give de Forenede Stater en Skadeserstatning paa ca. 15 Millioner Dollars.

Den, der mere end nogen anden var Skyld i, at Sagen var ført til en saa lykkelig Afslut­

ning, var Englands Førsteminister, William Gladstone.

Nu rejste der sig imidlertid en voldsom Storm imod ham fra alle Sider i England, da Dommen gik dette Land imod, og Bøden skul­

de betales. — En Mand uden Fædrelandskærlig­

hed — Forræder mod Fædrelandet var Ord, der tit lød til ham og om ham i de Dage.*)

Amerikanerne skulde have Bank og ingen Penge!

Lidenskaberne stod i lys Lue i alle Partier og Samfundslag.

Men Gladstone (the great old man) stod rolig overskuende og fremskuende midt i det krigshylende Folk og sagde:

„Disse 15 Milliner Dollars er som Støvgran at regne mod Værdien af det Eksempel, som er givet Verden ved, at England og Amerika

*) At man behandler Mænd, der strider for Ret og Sandhed, saaledes, har man jo kendt alle Dage. — Sé foran om Lloyd George i Boerkrigens Dage.

44

de stolteste og mest nøjeregnende Nationer med Hensyn til alt, hvad der vedrører den na­

tionale Ære — er gaaet til en fredelig Domstol i Stedet for at afgøre Trætten med Sværdet.

En dobbelt Fordel er opnaaet. For det første anerkendes et stort Princip, som ventelig i Fremtiden vil blive af den højeste Betydning og den uberegneligste Værdi for hele Menneske­

slægten. For det andet fjernedes det, som hin­

drede 34 Millioner Angelsaksere paa disse Øer i at mødes med 45 Millioner i Amerikas For­

enede Stater i gensidig Hengivenhed og god Vilje."

Gladstone førte Sagen igennem i sit Folk.

Den ene Mand mod sit Land. Han førte den igennem til stor Lykke for England og de For­

enede Stater, men ogsaa til Lykke og et godt Eksempel for den øvrige Verden.

Hovedpunkterne i Voldgiftsspørgsmaalet siden Alabamasagens Dage har været:

Den internationale Fredsforenings Stiftelse 1873.

1889 dannedes den interparlamentariske Union.

Sidstnævnte Sammenslutning har haft og har endnu stor Betydning, idet dens Medlem­

mer kun bestaar af nuværende og forhenværen­

de Medlemmer af mange forskellige Landes lov­

givende Forsamlinger. Denne Organisation har især sat sig som Opgave at arbejde for de for Tiden opnaaelige Fremskridt.

Størst Betydning for Voldgiftssagen i de senere Aaringer har dog Fredskonferencerne i Haag i 1899 og 1907 haft.

1899 samledes Repræsentanter fra 26 af Jordens forskellige Lande i Haag for at arbej­

de for Nedsættelse af en saakaldt permanent Voldgiftsdomstol, en stadig værende Domstol.

Ved denne Konference var de Forenede Stater, Meksiko, Kina, Japan og Siam, foruden saa godt som alle Staternes Regeringer i Europa

repræsenterede.

Indtil den store Krig nu brød ud, havde der for denne Domstol været afsagt Dom i man­

ge Sager, hvoraf enkelte i hvert Tilfælde vilde have medført Krig, dersom ikke man havde væ­

ret inde paa at bilægge Stridigheder Lande imel­

lem paa denne Maade.

Stormagterne var til at begynde med uvil­

lige til at indanke noget for denne Domstol, indtil endelig i 1902 de Forenede Stater gik i Spidsen her, idet Præsident Roosevelt, efter Til­

skyndelse af en fransk Fredsven, lod en Sag mellem de Forenede Stater og Meksiko komme for den interparlamentariske Domstol.

Sagen drejede sig om Retten til Udbyttet af et kirkeligt Fond.

De Forenede Stater vandt.

Siden kom en stor Sag for mellem England, Tyskland og Italien paa den ene Side og en Række andre Stater (derimellem Sverige og

46

Norge) paa den anden Side. Her var det en Toldstrid, det drejede sig om. Ogsaa denne Sag kom for Haagerdomstolen efter Præsident Roosevelts Tilskyndelse.

En hel Række andre Sager er i de senere Aar ordnede ved Voldgift,

Der er f. Eks. bilagt flere Grænsestridig­

heder af ret alvorlig Art, hvoraf den mest kendte er: „The Alaskan Boundary Question"

mellem England og de Forenede Stater, afgjort 1903.

Af de mange Voldgiftstraktater, der i den sidste Snes Aar er afsluttede mellem forskellige Lande, har de Forenede Stater afsluttet Trak­

tater med mindst en halv Snes Lande i Europa.

De Traktater, som hidtil er oprettede mel­

lem europæiske Lande især, kan i det væsent­

lige henregnes til 5 Grupper:

Den første Gruppe gør kun Voldgift tvun­

gen i Tvistigheder, der er af juridisk Natur eller angaar Fortolkningen af Traktater for saa- vidt, de ikke vedrører de paagældende Staters Uafhængighed eller Ære.

Den anden Gruppe er lidt snævrere endnu, idet der endogsaa er taget Forbehold overfor nogle af de ovenfor nævnte Punkter.

Der er ikke meget ved nogen af disse to Grupper.

Den tredje Gruppe derimod er betydelig mere værd. Den omfatter de af Danmark, Sve­

rige og Norge med Rusland, Spanien og Svejts afsluttede Traktater. I Følge disse skal Vold­

gift finde Sted i alle Tvistigheder, uden Hensyn til deres Natur, forudsat de ikke berører de allerinderste Æresspørgsmaal for en Stat.

Den fjerde Gruppe er udmærket. Der er vist kun én Traktat inde under den endnu, nem­

lig den svensk-norske Traktat af 1905. I Føl­

ge denne skal Voldgift være afgørende ved alle Tvistigheder, der maatte komme mellem Riger­

ne, naar ikke disse vedrører Uafhængigheds- spørgsmaal og Rigernes inderste Æresspørgs­

maal. Dette er jo imidlertid, som den tredje Gruppe foreskriver; men derefter kommer saa det gode Tillæg til den fjerde Gruppe, som be- staar i, at Voldgiften skal afgøre, hvad der kan regnes ind under Æresspørgsmaal af den Art.

Endelig har .vi den femte Gruppe. Den er den allerbedste. Under den hører Danmarks Traktater med Holland og Italien. Efter disse Traktater skal alle Tvistspørgsmaal, alle uden Undtagelse, afgøres ved tvungen Voldgift.

Dette er Idealet.

Det er interessant og lærerigt at sé, hvor­

ledes de Forenede Staters forhenværende Uden­

rigsminister, William Jennings Bryan, udvikler gennem 5 Punkter, hvorledes varig Fred mel­

lem Folkene kan tænkes mulig.

Midlerne til dette maa søges ad fem Veje, siger Bryan:

„Den f&rste, at Voldgift afløser Magt i Af­

48

gøreisen af alle Stridsspørgsmaal, som er af den Art, at de kan underkastes Voldgift. De ledende Nationer ansér imidlertid ikke alle Spørgsmaal for egnede dertil. For Eksempel indeholder de videstgaaende Voldgiftstraktater, som de Forenede Stater har afsluttet, fire Und­

tagelser, nemlig Spørgsmaal, der angaar den na­

tionale Ære, Nationens Uafhængighed og vitale Interesser samt Spørgsmaal, der berører en tredje Parts Interesser.

D e n a n d e n , at alle Stridsspørgsmaal, som ikke i Følge Traktater skal underkastes Vold­

gift, bliver undersøgt af en international Kom­

mission. Herved lukkes det Hul, som Voldgifts- Traktaterne lader staa aabent, og der bliver in­

tet tilbage, som kan blive Aarsagen til Krig, før der er forløbet en vis Frist, der giver Li­

denskaberne Lejlighed til at lægge sig, Tid til at adskille Spørgsmaal, der berører den natio­

nale Ære, fra Spørgsmaal, der kun angaar Kendsgerninger, og giver de uenige Nationers Fredskræfter Lejlighed til at gøre deres Indfly­

delse gældende overfor deres respektive Rege­

ringer.' '

En vedføjet Bemærkning til dette Punkt lyder saaledes:

..Disse Traktater bygger paa den Theori, at Diplomati i sin bedste Skikkelse er Kunsten at bevare Besindigheden. Man skal ikke for­

handle med sine Medmennesker, naar man er vred, men naar man er rolig. Naar man er

vred, taler man om, hvad man kan*) gøre, og overvurderer det som Regel; naar man er rolig, tænker man paa, hvad man burde*) gøre, og lytter til Samvittighedens Røst. Afgørelsen af internationale Stridsspørgsmaal bør derfor ud­

sættes, indtil Parterne lidenskabsløst kan over­

veje de Spørgsmaal, det drejer sig om.

Den tredje: Det er ikke tilstrækkeligt blot at sørge for det mekaniske Maskineri til Fre­

dens Bevarelse. Meget afhænger af Tonen i de diplomatiske Meddelelser — de kan være over­

talende eller udæskende. Naar de Morallove, der nu anerkendes som gældende for det en­

kelte Menneske, tillige bliver bindende for Na­

tionerne, vil de Regler, der gør livsvarige Ven­

skabsforhold mulige mellem Naboer, ogsaa blive fulgt i Verdens Udenrigsministerier, og Trusler og Ultimata vil vige Pladsen for Grundsætnin­

gen : Mellem Venner er der intet sidste Ord*) Den fjerde: Til denne Forandring i Di­

plomaternes Sprog maa svare en Forandring i den herskende nationale Tankegang — en For­

andring, som ikke kan indtræffe, før der ikke længere er afstukket Grænser for Anvendelsen af moralske Principper. Det enkelte Menneske er, hvis hans Idealer er noget værd, lige saa omhyggelig for at respektere andres Rettighe­

der, som han er for at kræve Respekt for sine egne, og det er denne Respekt for andres Ret­

*) Fremhævet af E. K.

50

tigheder, som gør det muligt for Naboer at leve i Fred med hinanden.

En lignende samvittighedfuld Hensyntagen til andre Nationers Rettigheder vil bidrage stærkt til at fremkalde international Fred. Re­

spekt for andres Rettigheder kræver en højere Form for Mod, end der kræves til at hævde ens egne Rettigheder, og Selvbeherskelsens Mod er derfor mere værdifuld end Erobringens Mod.

„Den, der er langsom til Vrede, er bedre end den stærke; og den, der hersker over sit Sind, bedre end den, der indtager en Stad."

Den femte: Væsentligst dog for Arbejdet paa at skabe varig Fred er Broderskabets Aand.

Kærligheden, og den alene, kan hæve Menne­

sket op over Vilddyrets Klasse, gøre ham Slægt­

skabet med hele Menneskeheden bevidst og bringe hans Liv i Overensstemmelse med „det store Bud". Det er dotte, og dette alen*-, som vil gøre det muligt at lægge Planer for en ube­

grænset Fredsperiode, hvorunder man vil kom­

me den fuldkomne Retfærdighed nærmere og nærmere. Dette er Klippegrunden — „alt an­

det er Flyvesand"."

Og som Slutning paa denne Udvikling om Vejene, hvorad varig Verdensfred kunde op- naas, skriver Bryan:

„Lydighed mod Budet: „Du skal elske din Næste som Dig selv" vil føre til Selvbeher­

skelse; ja, er Motivet til at gøre Uret blevet fjernet, vil Selvbeherskelse blive en let Sag.