THE DET

Digitaliseret af / Digitised by

D E T K O N G E L I G E B I B L I O T E K THE ROYAL LIBRARY

København / Copenhagen

For oplysninger om ophavsret og brugerrettigheder, se venligst www.kb.dk For information on copyright and user rights, please consultwww.kb.dk

Y\Gt 101 INGA I

»ET FORR/VVDTE

EVRO PA

<sfs>

M O R D I S K E

F O R F A T T E R E S

F O R L A G 1 0 1 A

VERDENSKRIGEN 1914-18

DET KONGELIGE BIBLIOTEK

130016340791

AAGE LOTINGA

DET FORRAADTE EVROPA

L tyl i isn

i

NORDISKE FORFATTERES FORLAG KØBENHAVN

1918

T R Y K T H O » J . J Ø R G E N S K N & Co. ( I Y A K J A N T Z B N )

L

Den gule Tordensky.

E

mer, da »The white City « — det nye, store Udstil- lingsterræn i London — var helliget den anglo-japanske Udstilling, sad vi, et lille kosmopolitisk Selskab, samlet i et af de talrige, internationalt prægede »residential hotels« i Omegnen af Russell Square.

Japanerdyrkelsen var dengang paa Kulminationspunk­

tet i England; Pressen svømmede over af Begejstring for

»the jolly little japs«, og netop den Morgen havde Bladene bragt en Række interessante Enkeltheder angaaende Stif­

telsen af den anglo-japanske Alliance.

»England kan muligvis nok sikre sin Stilling i Asien for en Tid ved denne Alliance,« snøvlede en lang, knoglet San-Francisco Købmand, »men en Alliance mellem en hvid< Stat og disse Mongoler er nu alligevel unaturlig — i al Fald i amerikanske Øjne. For os paa den anden Side Atlanten staar Japan som den store Uvejrssky hinsides Stillehavet, der kun venter paa at bryde løs over de hvide Folkeslag, saa snart Lejlighed gives.«

»Hos os gør vi alt for at stænge Døren for disse guie Kavallerer,« faldt en ung Frugtfarmer fra Britisk Columbia ind. »I snakker her i Europa saa meget om Tyskerne, der kiler sig ind overalt, og om Tyskland som den store, stadige lrudsel mod Verdensfreden. I skulde have Japanerne paa lidt nærmere Hold, saa vilde I ønske at faa dem lidt paa Afstand igen.«

»Det er hørt,« raabte en »Colonial« fra Australien.

»Men jeg forstaar slet ikke den Uvilje mod de stakkels, smaa, tapre Japanere,« indvendte en ung engelsk Miss, der loyalt fulgte Trop med Moden og følgelig for Tiden svær­

4

mede vildt for Japan og alt japansk, lige fra perspektivløs Malerkunst til Jiu-jitsu. > De er dog saa nydelige og kloge og høflige. Og saa er deres Land jo henrivende — lig en pragtfuld, duftende Blomst, siger Folk, der har besøgt det.«

»Der gives, som bekendt, kødædende Blomster,« kom det tørt Ira gamle Oberst Badderley, en typisk britisk Hugaf, der i Äarevis havde opholdt sig i Østen og kendte det ud og ind. »Storet herligt farvede, sødt duftende Blomster men vé det ulykkelige Insekt, der vover sig indenfor de graadige Bægerblade. De holder det last, lukker sig om det og udsuger det til Døde.«

Hvorpaa den betuttede Miss skyndte sig at se dybsindig ud og citere Kipling:

»Oh, east is east and west ist west and never the twain shall meet.«

En Aften ud paa Vinteren det samme Äar havde en Ven sat mig Stævne i en lille literær Klub i Omegnen af Covent Garden. Nu vrimler det med Smaaklubber i det Bygningskompleks, hvor min Vens Klub havde til Huse;

jeg havde aldrig før været der, forvildede mig derfor og dumpede pludselig ind i nogle andre Lokaler, hvor tilfæl­

digvis en japansk Klub holdt sine Mødeaftener.

Inden jeg anede det, stod jeg i et stort Rum med et Par lange Borde i Midten, rundt om hvilke henved halvandet Hundrede Japanere sad bænket, og i samme Nu rettedes halvandet Hundrede Par sorte, stikkende Øjne imod mig — skummelt truende og vagtsomme som en Forpostkædes Ge­

værløb.

Der blev dødsstille. Et Par muskuløse, bredskuldrede Medlemmer røg henimod mig med kampberedt fremskudte Hager og brøsige Underlæber. Mine høflige Forklaringer og Undskyldninger blev modtaget med et Par korte, afvi­

sende Grynt, og jeg forsvandt hurtigst muligt.

Men jeg glemmer aldrig det Indtryk, jeg modtog i disse faa Sekunder. I et eneste flygtigt Øjeblik havde jeg lært Fornemmelsen af at finde sig som uvelkommen Gæst blandt en vildfremmed Race — — her i dette Stykke Japan inden­

for Londons Mure. Et usvigeligt Instinkt fortalte mig, at trods alle ftlliancer var en Europæer en hadet og mistænkt Fjende i disse lurende, stikkende Mongolerøjne. Og jeg for­

5

stod, hvorfor de forenede Stater og de engelske Koloniriger stadig raabte et Vagt i Gevær overfor det smilende Kry- santemumsrige derude i Stillehavet.

10 Har er nu gaaet siden da, og midt under den for­

færdeligste Krig, Menneskeheden har oplevet, staar den asiatiske Stormagt Japan som Englands og Frankrigs Vaa- benfælle overfor andre evropæiske Nationer. Og ikke alene er japanske Klinger blevet rettet mod evropæiske Hjærter, men vor Generation har haft den opbyggelige Oplevelse, at se al Verdens farvede Folkeslag vælte sig ind over Evropas Valpladser — Negere, Tunisere, Senegaliere, Annamitter, Hinduer etc. faar her Lejlighed til at skaffe sig et intimt Indblik i evropæiske militære Forhold, de forskellige Na­

tioners Kampevne o. s. v. Og i denne Älliance med de farvede Folkeslag ligger det store Forræderi imod de fæl­

leseuropæiske Interesser, der burde været hævet højt over den indbyrdes Strid. Verdenshistorien har gennem hele sit Løb vist, at det var farligt for en Nation eller Race at aabne sine Porte for fremmede Vaabenfæller. Det var Xenofons og de Titusinds Oplevelser som Lejetropper, der aabnede Grækernes Øjne for det tilsyneladende saa mægtige Perser­

riges indvendige Raaddenskab og Afmægtighed og saaledes banede Vej for Alexanders Erobringstog. Det var de hver­

vede gotiske og germanske Krigere, der tilintetgjorde Old­

tidens almægtige Rom, og paa samme Vis vandt Angel­

sakserne Indpas i England, da Britterne indkaldte dem til Værn mod Picter og Scoter. Rent handelshistorisk er det gaaet til paa samme Vis. Naar f. Eks. Nutidens Britter jamrede over, at Englands Handelsliv var gennemsyret af Germanere, som efterhaanden havde erobret sig en Magt­

stilling, — ja, saa havde Englænderne kun sig selv at takke herfor, idet engelske Handelschefer gennem mange Kar havde indforskrevet Mængder af tysk Arbejdskraft, der forekom dem bedre — og navnlig billigere end den engelske.

Og Mohren er nu engang ikke altid villig til at gaa godvilligt, naar han har gjort sin Pligt.

Japan har allerede opnaaet meget paa Evropas Be­

kostning gennem denne unaturlige Alliance. Først og frem­

mest har det erobret Kiautschau, dernæst har det sikret sig en Magtstilling i Østen, medens de evropæiske Na­

tioner forbløder sig paa Evropas Valpladser og de forenede

6

Stater Japans farligste og aarvaagneste Fjende — lige­

ledes er bundet af sin Deltagelse i Verdenskrigen, og ende­

lig har Ruslands Sammenbrud aabnet Døren til Sibirien og dets uendelige Rigdomskilder. Og hertil kommer det vigtige Faktum, at medens de andre Nationer maa ofre alt, hvad de kan sætte paa Benene ved enorme og desperate Kraftanspændelser, paa Krigens altopslugende Molok, kan Japan i Ro og Mag ruste sig til Fremtiden.

Omkring Nytaarstid, da de første Rygter om en japansk Okkupation af Vladivostock dukkede frem, fremsatte en Medarbejder ved Petrograds Telegrafagentur, der lige var vendt tilbage fra et Besøg i Japan, en Række opsigtsvæk­

kende Oplysninger. Disse fandt Vej til »Neue preussische Zeitung«, efter hvilket Blad jeg gengiver det følgende.

Japan har foreløbig ingen fjendtlige Hensigter overfor Rusland, dets Planer er byggede paa længere og større Sigt.

I Januar 1919 — erklærer den russiske Journalist — vil Japan med fuld Kraft kunne tage fat paa Virkeliggørelsen af sine store nye Foranstaltninger til Fuldkommengørelsen af sine Sø- og Landstridskræfter. Dets Program gaar først og fremmest ud paa at forøge Antallet af store Kampenhe­

der. Antallet af Divisioner vil blive stærkt forøget, og der vil blive formeret flere nye Armékorps. Den nuværende Bestand af Pioner-Batailloner, af hvilke hver Division har én, bestaaende af tre Kompagnier, vil blive omdannet til Batailloner paa to Kompagnier for derved at kunne fordeles til det forøgede Antal Divisioner. Der oprettes specielle Kommandoer af Motortransportmidler og Flyvemaskiner.

Gasangrebstekniken indøves med stor Iver i hele Hæren, og Bjærgartilleriet bliver væsentlig forøget.

Alt dette viser, at Japan ingenlunde betragter den nu­

værende Krig som den sidste, hvilket gentagne Gange har været fremhævet. Desuden arbejder japanske Nationalister med stor Kraft paa at grundlægge en Flaadeforening, som skal anspænde hele Folkets Energi til en stærk Forøgelse af Flaaden, og samtidig er der agiteret for Oprettelsen af en »Værneforening for Ungdommen«. Det fremgaar heraf tydeligt, at Japan med vældig Kraft ruster sig til Fremtiden og ikke til Nutiden. De store japanske Rustninger skal sikkert blot ved Fredsslutningen give Japans Ord forøget Vægt og derefter gøre Japan i Forbindelse med England til Verdens stærkeste Koalition, overjor hvilken alle de øvrige,

i

7

af Krigen svækkede Stater ikke engang vil kunne tænke paa at yde Modstand, selv om de alle sluttede sig sammen. Og indenfor den anglo-japanske Alliance vil Japans vældige Militærmagt være et kraftigt Argument overfor England til at gøre Japan Indrømmelser i Kina.

Saavidt den russiske Journalist. Han har sikkert set fuldkommen rigtigt her. Alliancen med Japan er for Eng­

land blevet et tveægget Sværd, samtidig med at den er ble­

vet et Forræderi imod hele Evropa.

Men engang i Fremtiden — maaske om slet ikke saa forfærdelig mange Äar, og inden Evropas Saar fra den nuværende Verdenskrig er helt lægte — vil sandsynligvis den anglo-japanske Alliance være en' værdiløs Papirlap. Da vil Japan sandsynligvis staa som Lederen af en mægtig pan-asiatisk Bevægelse, der først vil kræve Äsien for Asia­

terne og derefter rette Blikket videre ud i Horizonten. Og de Riger, som til den Tid er Evropas Stormagter, maa da møde det mongolske Uvejr, der vil bryde løs fra den truende, gule Tordensky, der svæver langs Stillehavets Kyster.

II.

De forenede Stater og Verdenskrigen.

Fra Verdenskrigens allerførste Dage regnede man med de forenede Stater som en mulig opdukkende Faktor i det store Opgør — og i Grunden med Urette. Thi for en logisk og nøgtern Betragtning maatte det stille sig saaledes, at de forenede Stater, der ved Monroe-Doktrinen determi­

neret havde lukket Evropa ude fra enhver Indblanding i nord-, mellem- eller sydamerikanske Staters Forhold, paa Basis heraf maatte ventes at indtage en tilsvarende tilbage­

holdende Holdning overfor inter-evropæiske Anliggender.

Amerikanerne selv nærede temmelig sikkert heller ikke den fjærneste Tilbøjelighed til at deltage aktivt i Krigen. Deres rent politiske Ambition var vistnok udelukkende rettet mod at indtage Mæglerens ærefulde og betydningsfulde Rolle den Dag, da den gamle Verdens Stater havde forblødt sig og raabte paa Fred. Der er heller ingen Tvivl om, at dette Hverv ogsaa vilde have medført adskillige materielle For­

dele for de forenede Stater. Om selve Præsident Wilsons personlige Idealisme og oprigtige, oprindelige Uvilje mod enhver Afgørelse ved Vaabenmagt er der heller ingen Grund til at tvivle.

Men netop med Monroe-Doktrinen som Baggrund maa derfor de engelske og franske Statsmænds Forsøg paa at drage Amerika med ind i Krigen paa Ententens Side be­

tragtes som en — fra et almen-evropæisk Standpunkt set — baade egoistisk og kortsynet Politik.

Naar Præsident Wilson alligevel efter 2]/2 Aars Til­

bageholdenhed opgav sin oprindelige Ærgerrigheds Maa!:

Rollen som Fredsstifter, og i Stedet for iførte sig Rustningen for at styrte sig ind i Kampen paa Ententens Side, da skyl­

9

des dette det Faktum, at Storkapitalismens Krav og Ind­

flydelse blev ham for stærk. Thi Amerikas Utilbøjelighed til at deltage aktivt i Krigen havde kun Overtaget, saa længe dets Pengefyrster — den store Republiks egentlige Styrere

— uden smaaligt Hensyn til Neutralitetens Pligter kunde pleje deres økonomiske Interesser, hvilket bedst lod «sig for­

ene med Fremgangsmaader, der i høj Grad begunstigede En­

tenten paa Centralmagternes Bekostning. Og først da Tysk­

land slog den pansrede Næve i Bordet overfor dette For­

hold og derved truede de amerikanske Kapitalist-Interesser, først da drog de forenede Stater Sværdet »til Værn for Fri­

heden, Demokratismen og de smaa Staters Rettigheder « og blandede sig i Opgøret mellem de evropæiske Nationer, hvis Indblanding i amerikanske Forhold de i sin Tid saa kraftigt havde sat en Stopper for.

Og de forenede Staters Indblanding i Verdenskrigen har ikke været til Fordel for de smaa, neutrale Stater, for hvis

»Rettigheder« der saa ædelt kæmpes. Jeg tror ikke, at jeg kan gøre bedre end at citere et Uddrag af en Artikel i det kendte og ansete norske Tidsskrift »Ukens Revy«, dels fordi Artiklen giver et prægnant og rammende Udtryk for mange neutrales Opfattelse af dette Spørgsmaal, dels fordi Norge jo overvejende er et ententevenligt Land, hvad der giver en saadan Udtalelse i et norsk Tidsskrift forøget Vægt.

Bladet skriver bl. a. følgende:

>, Amerika kunde som neutral Stat have stillet Krav til de krigsførende. Desværre brugte Amerika kun sin Magt til at fremme sine egne Interesser, og Amerikas Interesser be- staar i at tjene Penge. Det forsynede den ene Magtgruppe med Vaaben — alene i 1916 for 4 Milliarder Kroner — men det hævdede ikke sin Ret til at føre Korn til den anden Magtgruppe, fordi dets Interesser ikke krævede, at det satte noget ind paa at hævde denne ubestridelige Ret. Det nøje­

des med en Henstilling om at slutte Udsultningskrigen mod Centralmagterne, men satte intet ind paa at hævde Folke­

retten og Menneskeligheden paa dette Punkt. Derimod satte det alt ind, da Tysklands Forsøg paa at anvende samme Vaaben mod England truede dets egne økonomiske Inter­

esser.

Som Ämerika var en daarlig neutral overfor de krigs­

førende, var det en^ daarlig Bundsforvandt for de andre neutrale. Vi fandt ingen Støtte hos denne mægtige Stat,

10

naar vi forøgte at hævde vore Rettigheder som neutral Stat.

Vi maatte altid staa alene, og kunde aldrig sætte Magt bag vore beskedne Krav. Havde Amerika forstaaet den Opgave, som laa foran det som den mægtigste af de neutrale, og havde det stillet sig i Spidsen for et maalbevidst og ansvars­

bevidst Forbund af neutrale Stater, vilde alt have set ander­

ledes ud i Dag, og Amerika vilde have gjort en Indsats i Verden, som havde faaet dets Navn til at lyse i Historien.

De forenede Stater er nu traadt ind i de krigsførendes Rækker. Og nu viser det sig, at dette Land i Løbet af sine 21/, Aars Neutralitet ikke har erhvervet sig noget Begreb om neutrale Landes Rettigheder — eller Vanskeligheder.

I hvert Fald agter det ikke at tage ringeste Hensyn til disse.

Det gaar videre paa den Vej, som de andre krigsførende har betraadt paa en saa lidet ærefuld Maade, og gør Vanske­

lighederne for os endnu større. Før Amerika traadte ind i Krigen var det lykkedes os at holde Nøden udenfor Døren.

Nu er det tvivlsomt, om det vil lykkes os.

Kan Grunden være, at man frygter Genudførsel fra Norge? Det er utænkeligt. Nej, Hensigten er tydeligvis den at bringe os saa nær Hungersdoden som mulig, saa at vi tilsidst bliver tvunget til at standse al Udførsel til Tyskland, ogsaa af de 10 pCt. Fiskeprodukter, som hidtil har været tilladt. England lod stadig 3 Maaneder skille os fra Sulten;

Amerika vil bringe os lige til Grænsen. Vi faar nok lidt Tilførsel nu og da, men aldrig mere, end at det til enhver Tid staar i Ententens Magt at true os med Hungersnød, der­

som vi ikke opfylder de Forlangender, som det passer den at stille. Det kan jo en skønne Dag være hensigtsmæssigt at forlange den diplomatiske og al anden Forbindelse med Centralmagterne afbrudt. Sulten er et udmærket Vaaben;

ved Sulten skal jo hele denne Krig vindes. Og den kan ogsaa med Held anvendes overfor neutrale — man har eks­

perimenteret sig til en Del i denne Retning — i Grækenland for Eksempel.«

Bortset fra enkelte rent lokale Spørgsmaal tror jeg, at denne norske Betragtning holder Stik for alle neutrale Smaa- staters Vedkommende. Amerikas Indtræden i Verdenskri­

gen er sket med rent egoistiske Formaal for Øje. Præsident Wilson tror maaske selv paa sine idealistiske Fraser, han er sig maaske næppe selv bevidst, at han forlængst er ble­

ven reduceret til en ren og skær Grammofon, der stadig

•

11

aHirer et Repertoire, der skal faa Massernes Hoveder til at vugge i rørt Takt, medens de virkelige Magthavere, Rme- rikas Finanskonger, leder hele Forretningen efter deres For­

godtbefindende, Men Valserne i Grammofonen er efter- haanden blevet slidte, man lytter endnu af gammel Vane, men føler sig ikke længere elektriseret af Tonernes Magt.

Man ved nu, at det er Klangen af Dollarkongernes Guld, der bestemmer Tempoet.

III.

De forenede Stater som Verdens Behersker.

En Spaadom, der gik i Opfyldelse.

Fra den Dag, Præsident Wilson paa de forenede Staters Vegne udstedte Krigserklæringen til Tyskland, traadte de øvrige Ententemagter tilbage i Skyggen af Kolossen hin­

sides Atlanterhavet. Man drøftede ikke længere Englands, Frankrigs eller Ruslands Evner, men udelukkende — eller saa godt som udelukkende — de forenede Staters forven­

tede Kraftudfoldelse. De evropæiske Ententemagter gled tilbage i en beskeden Stilling som Amerikas Vasaller; af Amerikas Holdning afhang nu deres Fremtidsskæbne. Og hermed er en politisk Profeti i forbavsende kort Tid gaaet i Opfyldelse.

Kun faa Aar er gaaet, siden den amerikanske, social­

økonomiske og politiske Skribent Brooks Adams udgav sin Bog »The new Empire < — »Det nye Verdensrige« — hvori han klart og med en Videnskabsmands Sikkerhed forud­

sagde de Baner, ad hvilke de forenede Stater vilde skride frem i Løbet af de nærmest følgende Aar. Og alt, hvad han her forudsagde, er ved at gaa i Opfyldelse. Han skrev bl. a. saaledes:

»Hele Verden synes at være enig om, at de forenede Stater har al mulig Udsigt til at opnaa, hvis de ikke allerede har opnaaet, økonomisk Overherredømme. Hvirvelstormens Midtpunkt er i Nærheden af New York. Intet Sted er der en saadan Virksomhed, intet Sted er der saa kæmpemæssige Foretagender, intet Sted er Administrationen saa fuldkom­

men, og intet Sted har man saa store Kapitaler samlet paa enkelte Hænder. Og jo mere de forenede Stater bliver et

13

Verdensmarked, jo mere udvider de sig langs de Handels­

ruter, der fører fra fremmede Markeder til selve Amerikas Hjærte, saaledes som ethvert Rige har udvidet sig fra Sar- gons Dage til de seneste Tider. Vestindien driver henimod

os, Republiken Meksiko kan næppe siges at have en selv­

stændig Tilværelse, og Byen Meksiko er en amerikansk By.

Naar Panama-Kanalen bliver færdig, vil hele Mellemamerika blive en Del af de forenede Stater. Vi har udvidet os til Asien, vi har samlet Stumperne af de spanske Besiddelser, og helt ovre i Kina har vi sat en Stopper for Ruslands og Storbritanniens Forlangender, og det paa et Territorium, der indtil for ganske nylig efter al menneskelig Beregning maatte have ligget udenfor vor Kres. Overalt i Evropa er vi trængt igennem, og især er Storbritannien ved til en vis Grad at blive afhængig af os som det Land, hvorfra det maa hente sin Føde i Fredstid, og hvis Hjælp det ikke kan undvære i Krigstid.

Hvis denne Bevægelse blot fortsættes i de næste halv­

treds Äar paa samme Maade som i de sidste halvtreds, saa vil de forenede Stater komme til at gælde mere end nogen anden Stormagt, om ikke just alle andre Stormagter til­

sammen. Hele Verden vil betale dem Skat. Al Handel vil komme til at gaa over dem, baade fra Øst og Vest, og den Verdensorden, der har eksisteret siden Tidernes Morgen, vil blive kuldkastet.«

Man vil se, hvor forbavsende Brooks Adams Profeti er gaaet i Opfyldelse. Det er faktisk de forenede Stater, som i Dag er almægtige indenfor Ententen, alt afhænger her

af dem. I det Øjeblik, de skulde beslutte sig til en Seperat- fred, vilde alt være tabt for England og Frankrig. Skulde de faa det Indfald — ja, det er selvfølgelig kun et Tanke­

eksperiment — at gaa over paa Centralmagternes Side, vilde det betyde en fuldkommen Katastrofe for deres nuværende Allierede. Hverken militært eller økonomisk kan de evro- pæiske Ententemagter undvære Amerika nu — i den Grad har de gjort sig afhængige, og derved til Vasaller af de for­

enede Stater. En nøjagtig Opgørelse over Ententens snart bundløse Gæld til Amerika kan vist næppe lige i Øjeblikket stilles paa Benene, men ifølge en officiel Meddelelse fra det amerikanske Finansministerium ydede de forenede Stater alene i de første 10 Maaneder efter deres egen Indtræden i Krigen sine Allierede et samlet Laand paa 4 Milliarder og

14

121 Millioner Dollars, foruden de betydelige Millionlaan, som var blevet ydet inden Amerikas aktive Deltagelse.

Er der nogen, der er naiv nok til at tro, at de forenede Stater rykker ud med disse Kæmpelaan — for ikke at tale om de mægtige Summer, Deltagelsen i Krigen nu koster dem selv — uden at vente passende Gengæld i en eller anden Skikkelse? Har man ikke allerede læst i den engelske og amerikanske Presse om de Planer, amerikanske Finans­

mænd lægger angaaende en finansiel Erobring af Evropa efter Krigen, bl. a. ved Hjælp af et Net af amerikanske Bankfilialer? Er der nogen, der tvivler om, at ikke blot Ententemagterne, men hele Evropa vil komme til at betale Hmerika dets Omkostninger med Renter, dersom Sejren bliver en Ententesejr med de forenede Stater som ledende Magt?

IV.

Det forraadte Evropa.

Det har været mig om at gøre, at bevare en stræng neutral Tone i dette Indlæg og undgaa enhver Udtalelse angaaende selve Verdenskrigens Aarsager og Formaal. Det har ikke været Hensigten her at drøfte, om hvorvidt Tysk­

land eller Frankrig-England-Rusland foraarsagede Krigen, eller om hvorvidt man bør ønske Centralmagterne eller deres Modstandere Sejren. Sympati for den ene eller den anden af de kæmpende evropæiske Magtgrupper er ikke kommet i Betragtning her.

Her er udelukkende blevet anlagt rent evropæiske Syns­

punkter ud fra de Forudsætninger, at baade krigsførende og neutrale dog før eller senere efter Krigen vil staa som et samlet Hele overfor andre Verdensdele. Og ud fra denne Forudsætning kommer man til det Resultat, at Älliancen med den asiatiske Stormagt Japan og med de forenede Sta­

ter har været et Fejlgreb — et skæbnesvangert Fejlgreb.

Man har prædiket Befrielse fra tysk Militarisme, og i Stedet for udsat Evropa for at blive bragt under Haget af ame­

rikansk Kapitalisme.

Man har ved Älliancen med Japan og ved at bringe Horder af farvede, fremmede Racer til Evropas Slagmarker forringet Evropas Prestige udadtil, svækket dets kulturelle Indflydelse — som, Gud bedre det, var sløj nok i Forvejen

— og skaffet den truende og fremrykkende mongolske Race et for intimt Blik i de evropæiske Kort.

16

Forræderiet har selvfølgelig ikke været bevidst, men dette bøder ikke paa Alvoren af selve den Kendsgerning, at der er blevet begaaet et Forræderi mod Evropa og dets Interesser.