Digitaliseret af / Digitised by
Danmarks Kunstbibliotek The Danish National Art Library
København/ Copenhagen
For information on copyright and user rights, please consult www.kunstbib.dk
H H
MEDDELELSER FRA FORENINGEN TIL GAMLE BYGNINGERS BEVARING
III RÆKKE. IV
VILH. LORENZEN
P E T E R MEYN
CHIRURGISK AKADEMIS BYGMESTER
KØBENHAVN
VILHELM PRIORS KGL. HOFBOGHANDEL
1939
NY CARLSBERGFONDET
F. E. BORDING A/S. KØBENHAVN
S
om det er Hensigten med Foreningens Meddelelsers III Række at skildre Arkitekter, der h a r virket i D anm ark i ældre Tider og h a r gjort en betydelig Indsats, behandles i dette Skrift en af vor Klassicismes lykkelige Dyrkere, Arkitekten Peter Meyn, hvis skabende Virksom hed ganske vist indskræ nker sig til eet enkelt større Arbejde, men til Gengæld af overvættes Lødighed! Det er Chirurgisk Akademi i København, og alene for dette Værks Skyld fortjener h an at mindes.N aar dette Skrift h a r kunnet illustreres saa righoldigt, skyldes det T ilskud fra Ny Carlsbergfondet, som Foreningen herved bringer sin Tak.
V. L.
Læreaar.
^ ' ’
S
nedkersønnen Peter Meyn, der 1766 i en meget tidlig Alder — kun 17 Aar gammel — erhvervede Akademiets to Sølvmedaljer, Aaret efter den lille Guldmedalje og næste Aar igen den store Guldmedalje, kan vel nok siges at have gjort en god Figur paa det dengang endnu saa unge K unstakadem i. Hans Karriere her synes at have været straa- lende. Og dog havde han dygtige Kam m erater — bl. a. Johan Boye Magens, J. Bang og A. J. Kirkerup.Akademiet stod sidst i 1760’erne m idt i en interessant Brydningstid indenfor dansk Kunst — og da ikke m indst indenfor Bygningskunsten. Man havde herhjem m e søgt at frigøre sig fra T raditionerne fra næ rm est foregaaende Slægtleds Opfattelser — B arokkens og Rococcoens — og vilde gærne im ødekom m e den nye Strøm ning, der udefra, fra den dengang saa aktive franske Kunst, var i Fæ rd med at brede sig ud over Landene. Ja!
D anm ark havde netop meget hurtigt og allerede i 1750’erne — takk et være Mænd som A. G. Moltke, J. H. E. Bernsdorff og Joachim W asscherslebe — søgt at kom me i Kontakt med den gryende Bevægelse i Frankrig, der skulde udvikle sig til den sidste af de store internationale historiske S tila rte r— Klassicismen. Under »Kunstens Beskytter« — Kong Frederik V — var fra F rank rig in dk aldt nogle af den ny Tids Mænd, Billedhuggeren J. F. Saly og de to A rkitekter Jard in , af hvilke H. N. Jard in skulde faa en overordentlig Betydning herhjem m e. Allerede i Meyns A kadem iaar havde den m oderne Smag givet sig til Kende i enkelte Nybygninger i Kongens København.
Og København selv var ju st i disse Aar i en rask og livlig Udvikling, tak ket være den
»florrissante« Handelsperiode. Man stod m idt i en Opgangsperiode for Byen og det hele Land — en Opgangsperiode, der indledede en Stortid for Tvillingriget Danm ark-Norge, med Bigernes enevældige M onark herskende direkte fra N ordkap til Elben. Denne Stor
tid, der varede til Krigen med England 1807, skulde ogsaa sætte sig et sm ukt og varigt Minde i dansk Bygningskunst, hvis største Navne nu blev danskfødte Mænd — Hars- dorff og C. F. Hansen. En rig Byggevirksomhed gør sig gældende, ikke blot i Hoved
staden, men ogsaa i Provinsbyerne og paa Landet, særlig indenfor H erregaardsarkitek- turen. Det er endelig karakteristisk for denne M enneskealder, at H aandvæ rkerstanden
— den jævne Murer- og Tøm rerm esterklasse — saa m ærkelig hurtigt og forstaaende fulgte Parolen fra de førende Arkitekter. Mange Gader i vore Provinsbyer og m angt et Sogn ude paa Landet bærer Vidnesbyrd derom. At det var saaledes finder i nogen Grad sin F orklaring i, at Akadem iet dengang i høj Grad søgtes af vordende H aandvæ rks-
Afb. 2. Den store Guldmedalje 1768. Projekt til en Militærskole. Kunstakademiet. Samlinger af Arkitekturlegninger.
m estre — ja langt de fleste af Bygningsskolens Elever havde alene H aandvæ rkervirk- somhed for Øje.
I denne paa mange M aader frugtbare Periode faldt Peter Meyns Ungdoms- og M and
dom stid !
Da Meyn gik paa Akademiet — i Slutningen af 1760’erne — havde han Lærere, der h a r kunnet bibringe ham høje Forestillinger om Arkitektens Kald. Ingen ringere end N. H. Jardin, den nye A rkitekturretnings største Navn herhjem m e i disse Aar, var den egentlige Professor i A rkitektur — til 1771, og som saakaldt »anden Professor« — Lærer i Perspektiv — fungerede C. F. Harsdorff fra Aaret 1766. Som U ndervisningsassistent
— »Informator« — var ansat en Mand, der ivrigt havde sluttet sig til den nye Retning — Arkitekten Hans N æ ss1).
Københavns og det hele Lands A rkitektur fra den nærm est foregaaende Periode var Barokkens og Rococcoens, med Eigtveds og T huras Værker som de ypperste. Men baade deres og deres Kaldsfællers Navne havde i det nye Slægtleds Øjne tabt adskilligt af deres Glans. Nu sidst i 1760’erne v a rd e t K l a s s i c is m e n , med dens stærke Tilknytning til Antiken, der var det m oderne — endnu lidt forsigtigt og ikke uden T ilknytning til det overleverede med H. N. Jard in , mere radik alt og uforbeholdent med den unge Hars- dorfl* — sekunderet af en perfektibel, men rigtignok langt m indre Aand som Hans Næss.
Ikke saaledes at forstaa, at m an i G rundsynet paa A rkitekturen — paa det, der var dens egentlige Kærne — havde skiftet Mening. Ordensbegrebet med Krav om H arm oni i et Bygningsværks Masse efter Akseprincipet og støttet af bestem te Proportionsregler, var stadig lige livskraftigt, som det havde været helt fra Renaissancens Dage. Delte Grundsyn var ganske vist først for Alvor herhjem m e slaaet igennem med Barokken, men stadig høj
lig respekteret, ogsaa under dennes sidste Face, Rococcoen. I saa Henseende fortsætter Klassicism en direkte T raditionerne fra de tidligere Stilperioder, men den blev, som alt nævnt, den sidste store, internationale Stilperiode, der ligetil dens Opløsning i Midten af 19. A arhundrede forfægter de strænge Principper fra Fillippo Brunelleschis og Leo Battista Albertis Dage.
Klassicism en kom ponerer og udform er da sine Rum og Bygningsmasser ud fra de sam m e Forudsæ tninger som Rococco og Barok, og den slaar ingenlunde af paa de hæ vd
vundne Proportionsregler. Men den gør O prør mod hele det Syn paa dekorative Virke
midler, der havde været det forrige Slægtleds og havde fortættet sig i Rococcoens sp iri
tuelle Vilkaarligheder. Man vilde nu kun tillade det funktionelt helt rigtige! Sandheden
— og Sandhed og Skønhed var for den nye Tids Mænd eet og det sam m e — skulde respekteres i Helheden som i Enkeltheder. Hver Søjle, hver Pilaster, hver Konsol, hver lille E nkelthed skulde have sin funktionelle Berettigelse. Det, m an bebrejdede den næ r
mest foregaaende Stilperiode var U sandfærdighed og Uvederhæftighed i det dekorative
— tilvisse ikke altid med Urette. Og dog — hvor er Grænsen mellem det strængt rigtige og det, der ogsaa er Øjnenes Lyst og Livets Hoffærdighed! End ikke den strænge og a l
vorlige doriske Stil er, m aalt med Klassicism ens Idealm aal, uden Synd.
Havde det i Akadem iets første Aar voldt nogen Vanskelighed helt at slaa ind paa nye Veje, var der aab en b art op i 1760’erne en klarere Tendens til at følge Klassicismens idéer. Det var selvsagt ogsaa den dybere Mening med, at m an havde gjort Saly til Akade
miets D irektør og N. H. Jard in til Professor i Bygningskunsten. F ra sine Studierejser i U dlandet kunde H arsdorff allerede i 1761 skrive hjem om den F orandring i Undervis
ningen, der var ved at foregaa, og at det nu er Akadem iets Skyld, at »den sande Skøn-
hed, der var Grækernes og Romernes, h a r taget Fodfæste i vore Egne i Stedet for en Smag, der var daarlig og gjort ringe af U videnhed!«2) Og da Harsdorff, hjem kom m en fra sin lange Rejse, blev »anden« Professor ved Akademiet, var han F y r og Flam m e for at de Unge, der var betroet hans Varetægt, tilegnede sig denne sande Skønhed, der var Grækernes og Romernes. At h an i sine yngre Aar mere følte med Rom erne end med Grækerne er en Sag for sig! Vel var H arsdorff Lærer i Perspektiv, men ogsaa gennem dette Fag havde han rig Lejlighed til at gøre sine Synspunkter gældende. Hvormeget den egentlige A rkitekturprofessor tog sig af Eleverne vides ikke, og Hans Næss h ar sik
kert haft nok saa meget Føling med Bygningsskolens daglige Arbejde.
Tendensen i den Akadem iundervisning, Peter Meyn fik i sine unge Aar turde da være klar nok, og han synes allerede da at have sluttet sig nær til Harsdorff.
Men ved enhver U ndervisningsanstalt — ogsaa et K unstakadem i — er der to Forhold, der betyder overordentlig meget for en Elevs aandelige og faglige Trivsel.
Det er for det første, hvad Skolens højeste A utoriteter m ener om dens Maal, men der
næst — og ikke m indst — den Mening, der ligger latent i Tiden, om Betydningen af det Livskald, Eleven h a r valgt at stile imod. Disse to Forhold, hvori Eleven staar til Om verdenen, behøver ingenlunde altid at dække hinanden.
Den lyse Idealisme, der er saa betegnende for 18. A arhundredes senere Del, og som bl. a. havde givet sig Udslag i Stiftelse af K unstakadem iet, fulgtes ikke altid i Praksis af et tilsvarende Lyssyn hos M yndighederne. Deres Opfattelse af K u n s te n s Berettigelse og Uundværlighed i et K ultursam fund var ganske ejendommeligt. Paa den ene Side var det ret begrænset, og sam tidig dem okratisk. Akademiet skulde være en K u n s t s k o le , men det fungerede nok saa meget som S k o le t o r v o r d e n d e H a a n d v æ r k e re , og paa de ganske faa, der følte Trangen i sig til at følge Kunsten som et Livskald, saa Akade
miets øverste M yndigheder med en besynderlig Blanding af Stolthed, Snusfornuft og Æ ngstelse. Sam fundet kunde dengang kun byde Kunsten saare ringe og vanskelige Kaar, og Datidens K unstnerhistorie fortæller en hel Del om Armod og alskens Bedrøvelighed.
Autoriteterne — Staten — var derfor bange for at udklæ kke for mange Kunstnere. Paa den anden Side krævede netop Staten, for sin R eputations Skyld, dog n o g le Kunstnere, der kunde kaste Glans over den og gøre Reklame for dens Institutioner, først og frem mest den enevældige Kongemagt. Nok muligt, at denne beregnende Betragtning ikke kom saa stæ rkt til Orde sidst i 1760’erne, men til Gengæld i Strucnseperioden, og særlig nøg
ternt og skarpt i en Udtalelse af Struense selv. Et Akademi er nyttigt for Staten, siger han, men især for dens Finanser, fordi indfødte K unstnere er billigere end fremmede.
Forøvrigt »er det ikke synderlig sandsynligt, at der nogensinde til een Tid vil være 12 frem ragende Kunstnere i dette Land — og det er altfor meget!« Nej — Akadem iet skal opdrage sine Elever til dygtige H aandvæ rkere — det er til Gavn for Staten. Over slige Betragtninger byggedes den nye Grundlov for Akadem iet af 1771. Dette Statens officielle Syn paa Opdragelse af vordende K unstnere kan ikke have virket særligt opm untrende paa de virkelig kunstneriske Begavelser, der dengang færdedes paa Akadem iet og hvortil afgjort Meyn hørte.
Men slige unge M ennesker mødte ogsaa et andet Syn paa Kunstens Berettigelse og Uundværlighed. Det laa sim pelthen i Tidens uudryddelige Idealism e, som den trivedes Mand og Mand imellem og da ikke m indst indenfor den snævre kunstinteresserede Kres, der da fandtes i København. Kun sparsom m e og tilfældige er Udtalelser Ira disse Ivrese i 1760’erne og 70’erne, men til Gengæld foreligger, som Resultatet af en erfaren Kunst-
ners Iagttagelser og Tæ nkning, en højst interessant Redegørelse f o re t begejstret ja! en- thusiastisk Syn paa Kunsten, dens Storhed og Højhed. Denne Redegørelse er ganske vist først gaaet i T rykken 1802, men afspejler ligefuldt, hvad m an i disse Krese tæ nkte og følte om en Kunstners Kald, og den er forfattet af en Mand, der var jæ vnaldrende med Meyn — A rkitekten J. H. Rawert, dengang Professor og S tadskonduktør i København.
Raw ert var N ordm and, født i Oslo, uddannet paa Krigsskolen her, Ingeniørofficer og følgelig med Uddannelse i Bygningskunsten, en Uddannelse han senere supplerede paa K unstakadem iet i K øbenhavn i Aarene om kring 1780; 1783 blev han titulæ r Professor.
Efter nogle Aars Bygge- og Lærervirksom hed i Oslo, bosatte han sig blivende i Køben
havn 1790, hvor han virkede som Arkitekt, og bl. a. byggede de to sm ukke Gaarde Nr. 5 og Nr. 11 paa St. Annæ Plads — i en egen stræng Stil. Rawert var im idlertid stæ rkt interesseret i Bygningskunstens Theori, og i 1799 forelagde han Akadem iet Udkast til et stort Værk om Bygningskunsten, hvoraf dog kun Begyndelsen kom i den planlagte Skikkelse 1802: Fuldstæ ndige og fattelige Forelæ sninger over Bygningskunsten. Denne første Dels lange Særtitel er betegnende for, hvad Datidens A rkitekter theoretisk arb ej
dede med. Den indeholder »philosophisk-æstethiske, physiske, optiske og perspektiviske Betragtninger, G rundsætninger og Erfaringer, saavelsom kort Udsigt over Bygningskun
stens Historie i Almindelighed — til Brug for den tæ nkende og udøvende Kunstner«.
Vel h a r de Betragtninger, han anstiller, først faaet endelig Form sidst i 1790’erne, men de afspejler klart hele den ældre Klassicismes Opfattelse af Kunsten i Almindelighed og Bygningskunsten i Særdeleshed, og m an kan sikkert gaa ud fra, at de ingenlunde h ar været frem mede for de Krese, der i 1760’erne og 70’erne var toneangivende og bestemte, hvad m an skulde mene om en Kunstners Kald og Virksom hed.
Rawerts Udtalelser er ikke m indst interessante derved, at denne N ordm and er den første i Datidens Danm ark-N orge, der gør et Forsøg paa at skrive en Kunstens og ogsaa B ygningskunstens Theori. Thi, siger han med en fransk Theoretiker — Udførelsen er K unstnerens Middel, men T æ nkningen skaber Lovene. Først gælder det om at tænke gennem Historien og derfor indleder han da ogsaa sit eget Værk med en: Kort Udsigt over Bygningskunstens fornem ste Frem skridt fra dens første og oprindelige Begyndelse af. Det er særlig de i dette Afsnit fremførte talrige, alm ene kunsthistoriske og kunst- theoretiske Betragtninger, der paa saa mange M aader er tidstypiske og derfor i denne Sam m enhæng af Værdi.
Han ser noget meget Stort i Kunsten. Den h ar en mægtig opdragende Mission i Sam fundet, og det gælder da ikke m indst Arkitekturen. Med Varme — og ganske i Tidens Stil — taler han om, hvorledes M enneskeaanden i bestandig Higen stræ ber mod det Fuldkom ne og hvorledes Grækerne tidligt naaede saa overordentlig vidt. Han beundrer deres Bygninger, der udm æ rker sig »i Højhed og Simplicitet« . . i det Skjønne og m aje
stætisk Storhed«.
Græsk B ygningskunst er Smagens M aalestok og virker paa Arkitektens Stem ninger og Følelser for det Æ dle og Skønne. Men en Fare lurer altid paa den ædle og skønne Simplicitet: »Den ellers rosværdige Drift og Attraa til det Fuldkom ne, forleder Menne
sker, der ikke nøje nok kender til Grænserne mellem det sande Skønne og det tilsyne
ladende Skønne, til Yderligheder, som en altfor fyrig Indbildning tillader sig, for at be
hage og tilfredsstille Tidens særegne Smag og Begjærligheder«. Derfor er Romernes Bygningskunst ringere end Grækernes i disses bedste Tid — den h ar tabt en Del af sin Renhed! Og hvad den gotiske d. v. s. m iddelalderlige Bygningskunst angaar, da h ar
Rawert ikke meget tilovers for den. Gotikens K athedraler kan h an dog ikke helt nægte sin Beundring: »Ihvorvel m an ikke kan kalde deslige Bygninger architekthonisk skønne, saa ikke desto m indre findes der dog noget ved dem, som er paafaldende, form edelst deres Egenhed, Dristighed i Bygningsm aaden, Særhed i Karakteren og det Synderlige i Sam m ensætningen, hvilket alt opvækker Følelse af høj Beundring — men ikke Drift til Efterligning!« Først med Renaissancen vender den gode Smag tilbage; B ram ante var den første, der »bragte græsk og rom ersk Bygningskunst i Gang«, og ved de italienske R enaissancearkitekter »blev vor Tids Bygningskunst til«. Men i de følgende lid e r gik det alligevel tilbage, thi det gik da Arkitekterne — »som det endnu gaar mange blandt os« — at m an kritikløst og blindt fulgte de Gamle, baade i Godt og Ondt. I det 18. Aar- hundrede forfaldt Bygningskunsten i Italien og »N yhedsaand og Opfindelsestrylleri«
forledte den Tids Arkitekter til at forlade de Gamles Smag, men im idlertid var i Eng
land og F rankrig Kunsten igen ved at kom m e ind i det rette Spor, og dertil bidrog ikke lidet de Kunstskoler, Museer og Samlinger, der oprettedes, og den Interesse for praktisk Kunstudøvelse, som bredte sig i dannede Krese. Med den gode Smag i Kunsten og ogsaa i Bygningskunsten — der nu, sidst i 18. Aarhundrede gjorde sig gældende i alle Lande, ogsaa Norden, m ener Rawert Klassicismen. Men m orsom t er det at se, hvorledes han afslører sig som et ægte Barn af den oplyste Enevælde i de Ord, hvorm ed han slutter: »En kyndig og kraftig Minister ved den kloge Regents Side gavner ofte mere end de største Raadsforsam linger og udretter, hvad m an i A arhundreder ikke h ar kunnet«, og han sigter her til Mænd som Adlerkrantz i Sverige, Colbert i F rankrig og A. G. Moltke i D anm ark.
Rawerts historiske Gennemgang afspejler indirekte, men klart Klassicismens Syn paa A rkitekturen — med dens Krav til Simplicitet og skøn H arm oni efter »de Gamles« Smag.
»De Gamle« er Grækerne og Romerne, men det er ogsaa den italienske Renaissances store Arkitekter, og det havde været Rawerts Mening i sit Værk ogsaa at bringe Ele
m enter af Vignolas A rkitekturtheori; det skete først senere ved Udgivelsen af det selv
stændige Værk: »De 5 Søjleordener« efter Vignola (1814). I sit egentlige Hovedværk skrev Rawert løs med godt H um ør og der gaar gennem hans hele historiske Udvikling en varm Understrøm af Begejstring for Kunsten og for K unstnerens Kald.
Rawert stiller ikke blot Krav til A rkitekten om historisk Tæ nkning, men om T æ n k ning i det Hele! Han kræver en høj, ja forfinet K ultur af K unstens Udøvere. Maleren og Billedhuggeren kopierer N aturen, A rkitekten derim od m aa skabe sine Idealer, og her er Følelse og Indbildningskraft ikke nok — Viden, megen Viden m aa der til! T hi det er ikke nok kun at være en dygtig P raktiker, heller ikke nok at være K unstner — Viden
skaben maa i højeste Grad tages med paa Raad. Det er derfor, han h a r skrevet sin Bog og i Fortalen gør han Rede for sin egentlige Hensigt: »Skal A rkitekten svare til sit Navn, m aa han være V idenskabsm and saavel som Kunstner. Vejledet af V idenskabens Fakkel, vil han kunne forudse alt, vil h an være sikker paa alt . . . Den blotte P raktikers K und
skab stræ kker sig ikke videre end hans Erfaringer; møde Ting af Vigtighed, hvorom han ingen Erfaring har, er det kun Manden af udm æ rket Talent, der ved at hjælpe sig.
Til alle T ider have Kunster og V idenskaber ved at række hinanden H aanden, Skridt for Skridt, gaaet frem til Fuldkom m enhed. H aand i H aand m aa de følges ad i det P ra k tiske, for hastig at naa den Grad af Fuldkom m enhed, som begge forenede kunne bringe det til. Ved megen Øvelse opnaar H aandvæ rkeren Fæ rdighed, og ved lang Erfaring K yn
dighed og Indsigter i sin Kunst. Den blotte P raktiker, n aar han h a r Geni, kan udfinde
de sindrigste Indretninger og Maskiner, men tilfældigt vil det være, om Sam m ensæt
ningen er saa fordelagtig, som den kunde være . . . V idenskabsm anden, som af Delenes Beskaffenhed og indbyrdes Forhold kan beregne Udfaldet og Virkningen . . . viser det fjærne P unkt, som Theorien bestem m er og som Praktikeren i Udøvelsen aldrig naar, men bør søge at nærm e sig«. Man tager ikke Fejl, naar m an i denne Definition at Ar
kitekten og hans Gærning ser K l a s s i c is m e n s a r k i t e k t o n i s k e P r o g r a m udtrykt. Bag dette skim ter m an igen O plysningstidens almindelige Synspunkt for Opdragelse til Aands
virksom hed: Følelsen ledet af Intelligensen. Faren for, at Theorien skal stæ kke Praksis og Videnskaben Kunsten h a r Rawert skarpt Øje for, og her — til Slut — bør citeres hans Ord om den kunstneriske Fantasis og Følelses Førsterang: »Ved geometriske Forhold angiver Arkitekten skøndannende F orm er; men ved dannende Kunsters (d. v. s. Maler- og Billedhuggerkunstens) Indflydelse paa hans Fantasi, giver han de stive og for største Delen retliniede Form er Blødhed og Vegefald, idet han sm ykkende udtrykker det Tom me, afrunder det Skarpe og giver det Hele et Anstrøg af Harm oni og behagelige Afvekslinger;
og til alt dette laaner A rkitekten sine Udsiringer til sit Ideal af de skønne Kunsters u u d tømmelige Rigdom. Han kan ikke være stor i sin Kunst, med m indre han ved, paa rette Sted og paa rette Maade, at gøre Brug af den Tryllekraft, disse d. v. s. de skønne K un
ster have i deres Magt til at virke paa Sanserne og at frem virke høje og ædle Følelser i Sjælen.«
Det er sm ukt følt og rigtigt sagt!
Men Rawert er tillige k lar over, hvor vigtigt det er, at Tidsaanden er Bygningskunsten gunstig, og h an fortsætter de ovenfor anførte Ord med et spontant U dbrud: »Hvor kräf
tigen anspores og ikke K unstneren til Anstrængelse, hver i sin Kunst, n aar en Nations E nthusiasm e for det Skønne opm untrende opflam m er hans Indbildningskraft og ved rige O pm untringer frem lokker hans Æ vners muligste Udvikling!«
H ar — som det er al Rimelighed for at antage — Betragtninger og T anker som disse m ødt Peter Meyn og hans Studiefæller paa Akadem iet og udenfor, h a r de kunnet give hans spirende Talent gode Vækstbetingelser. Men forøvrigt staar vi ikke helt uden Midler til at kunne skønne, hvad S tandpunkt han i sin Akadem itid var kom m et til og hvad han havde faaet ud af Jard in s, Harsdorffs og Næss’s Vejledning.
H v a d h a v d e h a n læ r t?
Hans S tan d pu n kt 1768 frem gaar af Guldm edaljeprojektet — et Arbejde, der ganske vist kun foreligger i Skitsebehandling. Projektet gjaldt: En Kgl. Militærskole for h u n drede Officersbørn, og er slaaet stort op — aabenbart langt større, end de virkelige F o r
hold nogensinde vilde tillade det — et vældigt Rektangel, med flere Gaarde (Afb. 2).
Kun en løst tegnet Skitse angiver K arakteren af A dganspartiet — en Hovedfløj mellem Sidefløje. Den unge Meyn h a r her antydet et m idterbetonet Bygningsværk i stræng og rolig Stil — og med en mer eller m indre heldig Anvendelse af Søjler. Men mere end habilt Skolearbejde er hans Besvarelse af Opgaven ikke.
Forøvrigt er bevaret en Række af hans alm indelige Akadem iopgaver — m onum entale Anlæg som Mausoleer og Anlæg til tæ nkt Anvendelse — alle Projekter af en vis Stor
stilethed. Som det her (Afb. 3) gengivne Mausoleum er de interessante, for det første, fordi de antyder, hvad Akadem iet dengang saa som Maalet for en Arkitekts Uddannelse:
at kunne klare m onum ental A rkitektur — og for det andet, fordi de tydeligt afslører, at Undervisningen vel bygger paa Elem enter af antik rom ersk A rkitektur med en over-
Afb. 3. Mcyn: Akademiprojekt: Et Mausoleum. Kunstakademiet. S. af A.
daadig Anvendelse af Søjler. Men nok saa meget h a r disse Projekter deres F orudsæ t
ninger i italienske Theoretikere som Vignola og Palladio, hvis Bøger da ogsaa stadig brugtes i Undervisningen. Det Hele er tilpasset Klassicismen og fjærnt fra B arokkens
— endsige Bococcoens — Behandling af tilsvarende Opgaver — sobert, net og k o n stru k tivt. Men disse Projekter h a r tillige en særlig Interesse, fordi de — trods deres store A bstrakthed og uden nogensinde at angive Stedet — alligevel falder ind under Begrebet P l a d s k u n s t og derm ed paa en vis Maade kan siges at høre til i n d e n f o r B y p l a n læ g n i n g e n s O m r a a d e . Disse A kadem iprojekter næ rm er sig overhovedet stæ rkt til det, m an kalder »Idealarkitekturer«, noget m an helt siden Renaissancens Dage i alle Lande havde dyrket med m er eller m indre Iver, men ofte med en vidunderlig Fantasi. Hele denne Genre er ikke uden en vis Forbindelse med T heatret og dets Illusionskunst. Den dyrkedes ogsaa af Malere, og deres F antasier fik ganske naturligt nok saa stor Udbredelse og satte sig fastere i Tidens Bevidsthed end A rkitekternes Projekter, der oftest blev i M apperne3). Der er im idlertid et Problem , der næppe nogensinde er undersøgt, men som ikke destom indre er overordentlig interessant. Og det er den Indvirkning slige A rkitek
tu rfantasier kan have udøvet paa det 17. og 18. A arhundredes Bybygningskunst — særlig dens Pladskunst. Thi at der her er en Forbindelse — hidtil lidet paaagtet — synes uom tvistelig. Der ligger i al Fald her en sm uk Opgave, der venter paa sin Løsning!
At Meyn, da h an forlod Akademiet, v a r v e l b e v a n d r e t i L ø s n i n g a f a b s t r a k t e M o n u m e n t a lo p g a v e r i k l a s s i c i s t i s k O p f a tt e ls e , kan man gaa ud fra. Han skulde nu vise, hvad han duede til, naar han stod overfor Livets ubønhørlige Realiteter. Kar- riéremæssigt formede hans Liv sig sikkert særdeles tilfredsstillende for ham selv. Det falder fra nu a f — efter de ydre Forhold — naturligt i to Hovedafsnit: Fortsatte Læ reaar hos Harsdorff, Studierejse og Hjem kom st til 1783 og hans egentlige M anddoms- og A rbejdsaar som Em bedsm and i forskellige Stillinger — de 25 Aar til hans Død 1808.
Fortsatte Læreaar hos Harsdorff, Studierejse og Hjemkomst.
Paa Akadem iet havde Meyn betragtet sig selv som Harsdorffs Elev, og ogsaa efter 1768 at have faaet »den store Præmie« fortsatte han under hans Vejledning sine Studier i B ygningskunsten og derpaa »aarligen af sit Arbejde foreviste Academiet P rø ver« 4).
Meget tyder paa, at han var Harsdorffs Yndlingselev og at m an i A kadem ikrese h a r anset ham for meget lovende og ventet sig en Del af ham , er givet. I sin gode Ven Magens havde Meyn ganske vist en farlig K onkurrent, men en K onkurrent, han efterhaanden skulde vise sig overlegen.
Forholdet til H arsdorff fortsattes, ogsaa efter at h an kan siges i egentlig F orstand at være blevet færdig med Akademiet. Allerede 1767 havde h an — sam m en med Magens
—# tegnet paa Harsdorffs Tegnestue og i 1770 ført Opsyn med Udførelsen af det lækre lille B aderum paa Frederiksberg Slot, som H arsdorff indrettede, og hvor han havde hjulpet ham med Tegningerne. Meyn betegner sig nu som »en p raktisk studerende A rki
tekt«, og Aar for Aar knyttedes Baandet fastere mellem ham og hans ældre Vejleder.
Selv var Meyn fuldstændig klar over, hvad han skyldte sin Ungdomslærer. I et Brev, han 1782 under sin store Udenlandsrejse sender Harsdorff, taler han om sin Glæde ved at vende tilbage til Fæ drelandet, »at se Dem igen, som med saa utrættelig Kærlighed til mig h a r stedse søgt at befordre m it Vel. Først at De i mine unge Aar h ar givet mig de
Principper til mine Studier, hvoraf jeg h a r høstet saa mange angenehm e Frugter« 5). Som Harsdorffs K onduktør fra *30. Septem ber 1771 — sam m en med sin uadskillelige Stal- broder Magens — kom Meyn op igennem 1770’erne til at staa sin gamle Lærer endnu nærm ere og vandt med sit Arbejde sin Foresattes fulde Paaskønnelse. H arsdorff var i den Guldbergske Periode — 1772—84 — absolut den førende Arkitekt herhjem m e, hvem de større Opgaver var betroet. Netop i disse Aar faldt Opførelsen af Frederik V’s Kapel ved Roskilde D om kirke, hvor den unge Meyn var K onduktør fra 8. Ju n i 1774 og til Som meren 1777. Her h a r han kunnet lære adskilligt om den store A rkitektur, som Harsdorff dengang opfattede den, inden han endnu havde slaaet sig paa Hellenismen.
Af de Prøver paa Duelighed, Meyn aarlig plejede at sende ind til Akademiets Be
dømmelse, var 1775 Plan og O pstalt til et »Belvedere eller Repos de Chasse« — allsaa et lille Jagtslot. Muligt er det dette Projekt, der endnu er bevaret; hvis det da ikke skyldes Magens, der ligeledes indsendte et Belvedereprojekt. Skyldes det virkelig Meyn — og en T radition og til en vis Grad Tegnem aaden siger det — da er han paa dette T ids
p u n k t endnu i høj Grad under HarsdorfTs P aav irk n in g 6).
Den store Guldmedalje havde givet Meyn Rejsemuligheder, og han henvendte sig i F oraaret 1775 fortrøstningsfuldt og ikke lidet selvfølende til Akadem iet om at faa det da, efter Abildgaard, lediglblevne Stipendium , der efter Reglerne nu burde tilfalde en Arkitekt — »ej paatvivlende, at den retfærdige Billighed, som altid tilforn h a r været det høje Academies Rettesnor nu i nogen Maade af de berømmelige og retsindige Mænd, der udgør et saa ærværdigt Selskab, kunde være underkastede en med Stifterens allerhøjeste Hensigt stridende F o randring«7). Stipendiet blev ogsaa stillet ham i Udsigt, og 1776 vilde han gærne have rejst ud, i al Fald i F oraaret 1777. Men først i Ju n i kunde han bryde op, med Studier i F rankrig og Italien som Maal. Det var hans Agt at blive borte i 6 Aar, hvad F undatsen af 1754 krævede, ligesom det var forlangt, at Halvdelen af Tiden skulde bruges i Paris, Halvdelen i Rom. Rejsen kom dog kun til at strække sig over 5 Aar og med det længste Ophold i Rom, hvad forøvrigt er betegnende nok for hjemlig Klassicismes daværende Syn paa de to Ryer. Rom var da godt paa Vej til at slaa Paris ud som Studiested for Arkitekter, og Meyn blev A arhundredets sidste danske Arkitekt, der studerede i Paris.
H v a d fik h a n n u u d a f s in fem a a rig e R e js e til S o m m e r e n 1 7 82? Hvad fængs
lede ham og satte Spor i hans senere V irksom hed?
Meget véd vi ikke derom, men adskilligt kan dog sluttes af det lidet, vi véd — mest dog ud fra hans Arbejder efter Hjemkom sten.
I F rankrig opholdt han sig i godt to Aar, aab en bart med P a r i s som fast Stade.
Det var sidst i 1770’erne. Da stod bl. a. SouiYlots Kuppelkirke St. Geneviève (P an théon) under Bygning, et af Klassicism ens Hovedværker. J. D Antoine havde faa Aar i Forvejen afleveret M øntbygningen; ogsaa Gabriels »Petit Trianon« var netop blevet færdigt. Det er vel saadan, at disse tre Bygninger kan siges i nogen Grad at betegne hver sin Retning indenfor den daværende førende A rkitektur i Paris og dens Tilslutning dels til Antiken, dels til italiensk Højrenaissance og dels til engelsk Palladianism e. Skal m an døm m e udfra det nu ene kendte af de to Projekter, han i Marts 1779 hjem sendte fra Paris til Akademiets Bedømmelse, h a r Meyn vel nærm est sluttet sig til den Soufflotske Retning, men ikke slavisk. Forøvrigt kunde en Ytring i et af Meyns Breve til H arsdorff tyde paa, at h an h ar kendt og omgaaedes Soufflot8).
Projektet, der er gaaet tabt, forestillede en »Pont T riom phal«, som forener de 2 Dele af en stor Stad, adskilt ved en Arm af en Sø. H ar hans F antasi tum let med en M onum ental
bro mellem København og C hristianshavn? M idtpartiet af denne Bro var »kom poneret saaledes, at Samme kan tjene til en Sam lingsplads for Købm ænd; da der supponeres en bestandig og idelig Passage paa en saadan Bro, er dens tvende Fløje bestem te til Butikker«. Det andet, endnu bevarede Projekt, h ar i al Fald haft Relation til Virkelig
heden. (Afb. 4). I ledende Krese hjem m e overvejede m an at faa bygget et chirurgisk Akademi, og Meyn indsendte derfor ogsaa Projekt til et »Academie Royale de Chirurgie«, bestem t til at ligge paa en fri Plads, omgivet af en botanisk Have. »Udi den første Etage h a r jeg søgt at anbringe, hvad som kan tjene til Bequem melighed for de Studerende i dette Videnskab . . . Den anden Etage er bestem t til Logem enter for Professorerne og øvrige Officianter, som kunne være fornødne ved et saad ant Academi. Facaden forestilles placeret for Enden af en Gade.«9)
Om Meyn h a r tæ n kt paa en bestem t Beliggenhed i København faar staa hen. Hvor var der indenfor Voldene Plads til et Haveanlæg udenom den ret store Bygning, og kan m an tænke sig den placeret for Enden af en eller anden Gade i selve Kongens Have?
H an h a r i al Fald r æ s o n e r e t b y p l a n m æ s s i g t med sit Projekt. Arbejdet er i sig selv interessant og viser, at Meyn i Paris er blevet yderligere ansporet til at arbejde med store Ting. Planen h a r den besynderlige Trekantform med afskaarne Hjørner. Midt i Hoved
fløjen er en stor Vestibule hvis Hvælv er baaret af ioniske Søjler. Udvendig m arkeres V estibulepartiet som en særlig Bygningsdel med Søjler i F ronterne; de bærer en svær Attica med Statuer. I bagerste Hjørne, bag Pragtsale i begge Stokværk og om løbende Korridorer, er en høj h alvrund, af en H alvkuppel dæ kket Forelæ sningssal — T heatrum anatom icum — med Siddepladser ordnede am fitheatralsk. Opdelingen i Rum er tem m e
lig stiv og kunstig, men i det Ydre er de forskellige Bygningsdele kom poneret sam m en til et rytm isk bevæget, im posant Hele. Mest afklaret rolig var dog afgjort den tresidede Gaard. Men Anslaget i Opdelingen af Facaderne m inder stæ rk to m Barokkens med dens Forkæ rlighed for kraftig Betoning af de 5 Facaders M idtparti og Sidepartier — kun det hele dekorative Udstyr er Klassicism ens, nærm est i den Manér, h an var vant til hjem me fra paa Harsdorffs Tegnestue. Saameget er givet — M ey n h a v d e ø j e n s y n l i g e n d n u i k k e h e l t f u n d e t sig s e lv u n d e r s it O p h o ld i P a r i s . Nogle M aaneder efter at han havde indsendt sine Projekter til Akademiet, forlod han Byen og tog til R o m , vistnok i A u g u st10).
I »den evige Stad«, hvor en levende Interesse for A ntiken dengang ligesom laa i Luften, blev Meyn i tre Aar, og m an forstaar, at han — og efter ham C. F. H ansen — lagde deres Studiers T yngdepunkt her, overhovedet i Italien. T hi dette Land var og blev Klassicis
mens egentlige Fæ dreland, udsprunget som den var dels af de antike M onum enter i Rom, dels af italiensk Renaissance og dels af palladiansk Barok. Af Breve, Meyn sendte Hars- dorff fra Rom i Tiden fra 9. Novem ber 1780 og til 27. F eb ru ar 1782 frem gaar, al han da færdedes sam m en med sin m angeaarige K am m erat Magens, der i F oraaret 1780 var rejst hjem m efra11) direkte til Italien og uden at ænse Paris — at de to Mænd gjorde kortere eller længere Ture sam m en, bl. a. til Tivoli og Albanerbjergene og til Neapel, og at han i Rom ogsaa tra f Georg Zoéga under dennes første Ophold her; Meyn besørger ogsaa Kobberstik og Tegninger hjem sendt. Men udover dette indeholder Brevene intet om hans Studier, intet om, hvad han h a r set, eller hvad der h ar fængslet ham . Det er kun Forretningsbreve! Uden Forbindelse med frem staaende Intellektuelle h ar Meyn
Afb. 4. Projekt til et Chirurgisk Akademi 1779. Kunstakademiet. S. af A.
dog ikke været. Vi véd, at han var optaget som Medlem af et litteræ rt Selskab, Acade- mia degli Arcadi, hvor mange Slags M ennesker færdedes, og hvor m an samledes til regelmæssige Sam m enkom ster dels i Staden selv, dels i forskellige rom erske Villaer. Men hvad det h a r betydet for Meyn, véd vi ikke. Hans Optagelse i Selskabet stem pler ham dog som en Mand, m an i de Krese regnede m e d 12).
Hvem h a r han ellers omgaaedes i Rom? H ar han kendt og omgaaedes Svenskeren C. A. E hrensvård, der rejste i Syden netop i disse Aar og var i Rom fra Juli 1781 til April 1782 — denne mærkelige, begavede Mand, Søofficer, T ekniker og Kunstner, men tillige Sveriges førende Kunstdom m er, der — som det er sagt om ham — »med en filo
sofisk og kunstnerisk Ambition, som ingen Grænser kendte, søgte at trænge ind i An- tikens Kunst og bestem m e den i det Hele og i dets Dele«13). Da E hrensvård 1782 forlod Rom, fortæller h an i et Brev af 25. April, skrevet i Bologna, følgende: »Her er en Dansk, som jeg har truffet paa, Arkitekt, holder af antik Stil, kom ponerer, sætter Kolonner uden Baser, gør gode Planer, flittig.« E hrensvård er ikke saa lidt im poneret af denne danske A rkitekt og sætter ham langt over sin Rejsefælle, den svenske A rkitekt S. O.
Tem pelm ann. »Faar se, om ej Kobenhavn bliver sm ukkere end Stockholm i samme Proportion D ansken er bedre end Tem pelm ann.« E hrensvård h a r set denne danske A rkitekt »længe« i Rom og meddeler, at han nu h a r faaet en Plads i Fæ drelandet og skal hjem. Og han tilføjer, at det m aa være ham , den franske A rkitekt Neufville h ar fortalt om, at han h a r gjort en Tegning i fuld Størrelse — stort som N aturen — over en Hob Kapitæler med Enere de C hine14).
E r denne danske Arkitekt, som E hrensvård tra f i Bologna, Peter Meyn? Eller er det Magens?
Meyn m eddeler 27. F eb ru ar dette Aar Harsdorff, at han nu rejser hjem og lægger Vejen over Livorno, Bologna og W ien 15). F or saa vidt er der intet, der taler imod, at han sidst i April Maaned kan have været i Bologna. Det er ogsaa rigtigt, at der ventede
»den danske Arkitekt« en Stilling hjem me. Men det sam m e gælder Magens. Dette havde deres gamle fælles Lærer og gode Ven H arsdorff sørget for. Spørgsm aalet er følgelig, om Meyns og Magens, der kom til D anm ark sam m en, ogsaa fulgtes ad, og om de even
tuelt begge var i Bologna, da E hrensvård var der. Hertil er foreløbig kun at sige, at Meyn i sit Brev til H arsdorff ikke om taler, at han paa Rejsen fra Rom ledsages af Magens, og at E hrensvård, h v i s Magens havde været med, sikkert vilde have om talt ikke een dansk A rkitekt men to. Kun et nærm ere Kendskab til Magens Hjemrejse kan klare Problem et helt; men meget taler for, at det er Meyn, E hrensvård om taler i sine anerkendende Ord — Ord, der efter vort alm indelige Kendskab til ham kan passe sæ r
deles godt. Og hvad Brugen af Søjler uden Baser angaar, kan henvises til Meyns kort efter H jem kom sten udarbejdede A kadem iprojekt, der netop benytter dette usædvanlige Træk! (Afb. 5, b).
De Stillinger, der ventede de to Stalbrødre, var Hofbygm esterem beder. H arsdorff ø n skede dem begge ansatte og havde foranlediget, at Gagepengene blev staaende til deres Hjemkom st. Og alt tegnede sig paa bedste Maade for de to Hjemvendte. Sam m en med Magens blev Meyn agreeret Akadem iet 27. J u li16). Meyn indsendte Tegninger til »Et publique Bibliotheque«, der næste Aar, 1783, d. 28. F ebruar, gjorde ham til Medlem af Akademiet. Da han sam m e Aar søgte det ledige Em bede som P r o f e s s o r i P e r s p e k t i v , fik han det 1. September. Men Forventningen om H ofbygm esterem bedet blev til Skuffelse
baade for ham og Magens; de m aatte nøjes med sam m e Aar, den 3. O ktober, at blive udnæ vnt til kgl. Bygningsinspektører.
Vil m an danne sig et Begreb om, hvad Meyn havde lært under sit Italiensophold, da er det foreløbig vægtigste Vidnesbyrd herom hans M edlemsstykke »Et publique Biblio
thèque« (Afb. 5-6).
Det er allerede for saavidt interessant, som Opgaven saa naturligt falder ind i den saakaldte Oplysningstid. Men n aar Meyn projekterer et mægtigt Plads- og Paladsanlæg, er han unægtelig langt forud for sin Tid. Hvor alvorligt m ent et saadant M edlemsstykke var, er vel ogsaa et Spørgsmaal — det træ der i alt Fald tydeligt frem som et F a n tasi
projekt.
Kun en Perspektivtegning og et Snit gennem Anlægets Hovedakse med Hovedbygning er bevaret — desværre ikke nogen Plan. Men Projektet er arkitektonisk set bem æ rkelses
værdigt — tæ nkt som det er i den store Stil. Det er forøvrigt ingenlunde uden Interesse, set fra et Bybygningsstandpunkt, fordi det a r b e j d e r m ed P l a d s p r o b l e m e r .
Fra aabent T errain kom m er m an ind paa en bred Forplads, indram m et af krum m e Sidefløje i to Etager med (baseløse) Søjler i Facaden. En bred Fritrappe, statueprydet, fører op til en endnu fornem m ere Plads, med fontæneprydede Bipladser til Siderne og bag til omgivet af Bygninger, høje og lave, massive og gennem brudte med rigelig Be
nyttelse af Søjler. Midt for springer fra Baggrunden en bred Søjlefront stæ rkt frem og antyder den pom pøse Indgang til noget betydningsfuldt — først en tøndehvæ lvet Vesti
bule, fra hvilken m an igen — vel forberedt — træ der ind i det Allerhelligste, selve den langstrakte, kirkeagtige Bibliothekssal. Den er af store Dim ensioner, højtideligt opdelt i Kuppelfag, der afbrydes i Midten af en kuppeldæ kket Botunde.
Som alt antydet — m an h ar vanskeligt ved at tæ nke sig dette Bibliothek placeret i Kristian V II’s København, befolket af Guldbergtidens Bedsteborgere. Men Hensigten med Arbejder af denne Art var aabenbart først og frem m est at vise, hvad m an k u n d e i sit Fag og v i d s t e om det. Vedkom mende valgte da, som Meyn, et kom pliceret M onu
m entalanlæg, hvor han ret kunde udfolde Kom positionsævne og F antasi, men ogsaa teknisk-konstruktiv Viden. Derfor vises alskens Arter af Stenlofter og Søjlestillinger og et helt Prøvekort paa dekorative og ornam entale Motiver — alt efter de bedste Mønstre!
Om disse Mønstre kan k un i al Almindelighed siges, at de fortrinsvis peger mod Antiken og italiensk Høj renaissance. Løjerligt nok h a r dette fantastiske Paradeprojekt i det Ydre en afgjort Lighed med tip-top-m oderne A rkitekturanlæ g i Sowjetrepublikken! Hvad dets O phavsm and i 1780’ernes D anm ark angaar, da vidner det virkelig højt om, at han kunde meget og vidste god Besked med sit Metier — men om n o g e n u d p r æ g e t p e r s o n l i g S m a g b r i n g e r d e t os i k k e B ud. Og dette var vel heller ikke at vente! Havde m an ikke andet at holde sig til, da vilde m an have m eget svært ved at forstaa, hvad det egentlig var, Meyn havde faaet ud af sin Studietid i Rom — udover en øget Træ ning i at behandle Fantasiprojekter.
Manddoms- og Arbejdsaar som Embedsmand 1783—1808.
Meyn var 1783, da hans egentlige Arbejdstid begynder, en M and i sine bedste Aar — 43 Aar gammel, og havde efter m enneskelig Beregning Livet for sig. Allerede hans to Em bedsstillinger m aatte give ham en Del at bestille, og vi ved, at han tog dem op med
•uanBqgog je iiJBcIipijV •qaqjoqqig; igtuuajjo jg -a ^ jssiu a ip a jv -b ‘9 -qjy
rn ä m m d em a m u
trøapØPP, »• <: í ; fJ M V J
m * * » * * *
vww<y^íJ W iM ti-U »
^¡Sw**^ f * t* * V* T ’ c f fV : ^ # 4 r^T-'V^t
•y JB s -jaiiu3pB>iBisiin>i ‘>loqioi[qia igqjuajjo 13 -gg¿j a^q^jssuiøjpajv -b ‘g -qjy
n
Afb. 5, b. Medlemsstykke 1783. Et offentligt Bibliothek.
største Alvor og Sam vittighedsfuldhed. I Anledning af et Byggeforetagende i Oslo u d taler saaledes Rentekam m eret, at m an ikke ved nogen anden saa paalidelig som Meyn til dette Stykke A rbejde17). Som han saa ud ved sin Hjem kom st giver det her (Afb. 1) gen
givne Portræ t aab en b art god Forestilling om. Det er et stæ rkt Ansigt, m an her er stillet overfor, og m an aner bag det rolige, iagttagende Blik en selvbevidst Personlighed.
Som saakaldt »anden« Professor i Perspektiv havde han HarsdorfT som Collega til dennes Død 1799, da Meyn 11. Ju n i arvede hans Stilling som P r o f e s s o r i B y g n i n g s k u n s t og beklædte Em bedet hele Resten af sit Liv.
Medens Meyns Læ rervirksom hed ikke direkte vedrører hans V irksom hed som Aiki- tekt, gælder dette ikke h ans Stillinger som Em bedsarkitekt — til at begynde med som kg l. B y g n i n g s i n s p e k t ø r — i 6 Aar til 1789 med en aarlig Gage paa 400 Rdlr.
N aar de to Stalbrødre, Meyn og Magens, i 1783 ikke var blevet Hof bygmestre, hvad de begge havde søgt om, var det, fordi der — inden Spørgsm aalet kunde blive afgjort var sket en hel Revolution indenfor Statens Bygningsvæsen. Den hidtil lungerende Byg
ningsdirektion, hvor HarsdorfT havde haft stor Indflydelse, blev ophævet 26. Septembei 1782, og der blev truffet en ny Ordning, hvorved Bygningsvæsenet blev lagt ind under Rentekam m erets um iddelbare Bestyrelse. En Kom m ission paa 3 Mænd blev nedsat; den
Afb. 6, b. Medlemsstykke. Et offentligt Bibliothek.
skulde varetage Tilsynet med Statens Byggeri. Man beholdt Hofbygm esterstillingen, der da indehavdes af Zuber, og ved Siden af den oprettedes to Bygningsinspektørem beder.
Disse fik deres eget Em bedsom raade under Rentekam m erets Opsyn, m eird e skulde ikke være H ofbygm estrene underg ivet18).
De to A rkitekters Ansøgning om H ofbygm esterem bedet blev afslaaet med den Moti
vering, at m an »indtil videre« vilde give dem »Lejlighed til at vise Prøven af deres In d sigter, Flid og Sparsom m elighed for Vores Kasse«. Man vil derfor nøjes med i al Alm in
delighed at overdrage dem hver en Gruppe Bygninger til Bestyrelse og saaledes »at de begge under Rentekam m erets eget Opsyn skulle forstaa det Bygningsarbejde, dem anbe- tros«. Disse Bygninger skulde afgives dels af Harsdorff, dels af Hofbygm ester Zuber.
Det blev for Meyns Vedkom mende særlig Rosenborg og Frederiksborg Slotte.
Meyn samlede paa Em beder — og var vel nødt til det for at leve. 1785 afgav Stads
bygm ester Georg E rdm ann Rosenberg B yg m e s t e r tj e n e s t e n p a a H o lm e n til Meyn, der dog tilbød at besørge den uden Gage, saa længe Rosenberg levede. Men da han døde 1788, overlod Meyn Em bedet som Søetatens Bygmester til Magens, medens han selv 1789 udnæ vntes til S t a d s b y g m e s t e r i K ø b e n h a v n . Samme Aar, d. 22. April, fik han
— stadig sam m en med Magens — den forlængst attraaede Udnævnelse til H o f b y g - m e s t e r — en Æ ndring i hans Em bedsvirksom hed, der praktisk taget ikke kan have betydet synderligt.
Hvad Meyn kom til at bygge af større Ting, skyldte han sikkert sine Em bedsstillinger.
Det er kun beklageligt, at de anseligere Opgaver, h an fik Lejlighed til at arbejde med, er saa urim eligt faa; de spæ nder over et kort Tidsrum — kun en halv Snes Aar i 1780’erne og 90’erne. Det er selvsagt i første Linie ud fra dem, hans kunstneriske Æ vne skal bedøm m es — hvad han h ar villet og kunnet i praktisk Byggevirksomhed. Hertil kom m er som Supplem ent, hvad der endnu foreligger fra hans H aand af Projekter.
Allerede under Opholdet i Paris havde Meyn jo syslet med T anken om et CHIRUR- GISK AKADEMI. Og herhjem m e var T anken om et saadant stadig levende, men kunde først føres ud i Livet, da Enkedronning Juliane Marie 1785 skænkede en Grund i Bred
gade, ret bekvem t beliggende tæt ved Frederiks Hospital. Kongen bevilgede de fornødne Midler og Arbejdet overdroges Meyn. Tegningen er approberet 6. Ju n i 1786 og sam m e Aar — Aarstallet er at læse over Portalen — begyndte m an at bygge. Det er Kongen, der staar som Bygherre. Efter Inskriptionstavlen i Auditoriet h a r »Christian VII gru n d
lagt dette Hus«.
Om et større haveom kranset Anlæg, som Meyn i Paris havde tæ nkt sig det, kunde der her paa den relativt smalle Grund ikke være Tale. Der blev kun Plads til et enkelt, endda relativt kort Hus, støttet af Sidem ure og ved dem bundet ind i H usrækken.
Unægtelig — kaster m an et Blik paa Pariserprojektet, belæres m an paa en meget d ra stisk Maade om, hvor vældig Springet var mellem de vidunderlige Arbejdsforhold, D a
tidens A rkitekter fantaserede sig til, hvad de jo forøvrigt var opdraget til (i allerbedste Mening) i deres Akadem itid — og saa de relativt beskedne Arbejdsvilkaar, det praktiske Liv norm alt bød A rkitekten — endda her en kgl., der tilm ed var Professor.
Og dog, hvad hverken Pariserprojektet eller M edlem sstykket ret var i Stand til — lære os noget om, hvad Meyn var værd som Arkitekt, da han som moden Mand, fuldfærdig uddannet, fik sin første store Opgave — det form aar til Gengæld dette hans Begynder
arbejde, der tillige skulde blive hans Hovedværk.
Ai'b. 7. Bredgade, set mod Chirurgisk Akademi. Jonals fot.
Gaar m an ad Bredgade og kom m er ude fra Grønningen, h ar m an paa sin venstre Haand adskillig god og skøn Bygningskunst at glæde sig over, overvejende fra 18. A arhundrede.
Efter det stilfærdige gamle Søakadem i følger Eigtveds Frederiks H ospital med 1 huras Pavilloner (nu K unstindustrim useet), derpaa G. F. Hetsclv Ansgarlcirke fra 1840 erne, saa Meyns Chirurgisk Akademi, og endelig paa Hjørnet af Fredericiagade det Tietgenske Palæ Nok falder den røde A nsgarkirke noget ud af Sam m enhængen med det 18. Aar- hundredes mere diskret virkende Bygninger, men dette er ikke afgørende for H elheds
indtrykket. T hi m odsat den ellers saa alm indelige ubrudte Gadevæg, h a r m an paa denne korte Stræ kning kom poneret Gadesiden med Gennem brydninger, og der er her skaht et sm ukt Eksem pel paa G a d e b e b y g g e ls e i fri og r h y t m i s k F o r m . Det gælder først og frem mest Udformningen af Frederiks Hospital, der aabner sig ud imod Gaden med en hel lille Pladsdannelse. Og Pavillonerne, der ligger frit, er ved Mure i Nord og Sy knyttede til Naboejendom me, i Syd til A nsgarkirken, der til den anden Side h a r det fritliggende Chirurgiske Akademi, ligeledes ved Mure knyttet til sine Naboejendomme.
Byggegrunden var netop saa stor, at Akadem iet kunde vende Bredsiden mod Gaden og endda ligge frit af N aboejendom m ene (Afb. 7).*)
Meyn gav det korte, dybe Hus et ret kraftigt M idtfrem spring bagud paa Grunden,
*) Originaltegninger fra Meyns Haand foreligger i Nationalm useets Arkiv. Gengivelse af Chirurgisk A kadem U SUk af Winckler, bærer Paaskriften: Meyn invenit 1786. De indeholder en Del Smaaæn- dringer fra N ationalm useets Originaler, og del runde Hul i Auditoriehvælvingen har her faaet en « - lig Udformning. Ligeledes er Risalitpartierne her ført helt op til Gesimsen. Stikkene maa skyldes For læg, l.levne til under Byggearbejdet og inden dette fik endelig Form . Jvf.: Vurderingsforretn.
1797. Landsarkivet.
Afb. 8. Chirurgisk Akademi. Stueplan. Nationalmuseet. Meyn del.
hvorim od han mod Gaden lod det nøjes med beskedne Enderisalitter. Im idlertid var allerede ved disse Foranstaltninger forberedt en naturlig T r e d e l i n g a f E t a g e p l a n e r n e op igennem hele Bygningen — en Tredeling, der ikke m indst træ der tydeligt frem i Stue og Beletagen (Afb. 8-10). Opdelingen i Rum — der forøvrigt er traditionel i sit P rin cip — virker tiltalende — k lar og overskuelig som den er, med Samling af de funktio
nelt vigtigste Dele i M idtpartiet — Vestibule, Trappe, A uditorium ; dog var aabenbart fra første Fæ rd paatæ n k t et Forelæ sningslokale ogsaa i d e te n e Gavlparti. Senere Tiders Sm aaforandringer h a r ikke kunnet udslette Præget af Orden i Etageplanerne.
Fraregnet det nævnte større Gavlrum, synes bele Stueetagen at have været bestemt til Professorlejlighed. Men fælles for Professorfam ilien og de Studerende var Vestibulen, som Meyn gærne vilde gøre noget sm ukt og værdigt ud af, og som ogsaa blev den lest- lige Introduktion til et usædvanligt Hus!
Ja, den var endog større og stateligere end den senere er blevet. Plan (Atb.8) og Snit (Afb. 11) viser, at n a a r m an traadte ind fra Gaden, aabnede det egentlige Vestibuleparti sig bagtil med Tosøjlestilling ind til en kort Korridor, hvorfra der dels var Adgang til P ro fessorlejligheden m idt for, og til Siden til det nævnte m indre Auditorium . N aar m an senere gav Vestibulen dens nuværende Omfang og inddrog K orridoren i Professorlejlig
heden, hænger dette vel sam m en med, at m an opgav det m indre A uditorium og lagde det til Lejligheden. (Afb. 12, 15, 16). Men som den blev, er Vestibulen alligevel noget saa helt for sig. Det korte, brede Rum er delt efter Tvæ raksen i et lavere og højere Parti med mellemliggende Trappe, flankeret af m arkante søjleagtige Opstillinger af Træ, der bærer Lygteholdere af Smedejærn. Loftet følger Fagdelingen, med det større M idtparti løftet højere end Sidepartierne og med en Profilering, der virker ganske original — en
Afb. 9. Chirurgisk Akademi. Plan af 1ste Sal. Nationalmuseet. Meyn del.
Afb. 10. Chirurgisk Akademi. 1937. Plan af 1ste Sal. Kunstakademiet. S. af A.
Blanding af Barok og klassisk T radition — noget, der ogsaa gaar igen i andre Profi
leringer baade indvendig og udvendig. De nuværende F arver er ikke de oprindelige. Væg
gene synes tidligt m alede som M arm or med om trent hvid Bund sorte og m ørkt okker
farvede Aarer, i Lighed med de m arm orm alede søjleagtige Opstillinger. Men i 1797 siges Væggene at være hvide. Træ væ rket stod i en varm m usegraa Tone. I Professorboligens store, lyse Værelser, er det mest typiske Rum det oprindelige Soveværelse, hvis Alkove
ordning h a r en kraftig og repræ sentativ Pilasterlacade.
Værd at lægge Mærke til er den firløbende italienske Trappe, der fører op til Beletagen.
Modsat hvad fra først af var tænkt, h a r den faaet elegante Sving i Hjørnerne og et
Afb. 12. Chirurgisk Akademi. Snit. 1937. Kunstakademiet. S. af A.
►
i
Afb. 13. Chirurgisk Akademi. Facade. Nationalmuseet. Meyn del.
fe
Afb. 15. Chirurgisk Akademi. Plan og Snit. 1937. Kunstakademiet. S. af A. — K. B. Nielsen del.
Afb. 16. Chirurgisk Akademi. Vestibulen. Jonals fot.
ganske ejendommeligt Sm edejærnsgitter (Afb. 21). Hvad selve Beletagen angaar, h ar den nærm est været forbeholdt de Studerende. Her h ar Meyn lagt Auditoriet, saa stort, at det spænder over Husets M idtparti i hele dets Bredde, og for at kunne faa Højde nok til Loftet, tog han tilsvarende Del af anden Sal med! Denne nu m er end halvandethundredaarige Høresal er Akadem ibygningens største M ærkværdighed, og den er tillige den hele T id s
alders ejendommeligste. Datidens Universitet ejede næppe nogen Forelæ sningssal, der blot tilnærm elsesvis kunde m aale sig med denne i m onum ental Virkning (Afb. 17-20).
Det er Ideen fra Projektet af 1779, der gaar igen her, men rigtignok m indre storstilet i Form og i beskedent Udstyr. Her, som der, spænder Auditoriet over mere end en H alv
cirkel og Ideen gaar form entlig over Mellemled tilbage til antik Theaterbygning. Men i Disposition er Projektet af 1779 bedre, forsaavidt som dette m arkerer en Overgang mellem Halvcirkel og foranliggende rektangulæ re Parti og mellem H alvkuppel og Tøn- dehvælvning (Afb. 4). Og dog føler m an i Meyns Auditorium stæ rkt det storladne i dets Udformning taget som Helhed. Til sit F orm aal er dette Rum funktionelt helt rigtigt.
Og stiller m an sig i M idtaksen, h a r m an en stæ rk Fornem m else af, hvorledes Rum m et løfter sig og breder sig i rolig Harm oni, hvor gode Proportionerne i denne Sal er, og i hvilken Grad den — bortset fra visse senere Indgreb — virker som en Helhed. Selvom m an bevæger sig ud af Aksen, holder Indtrykket af det velproportionerede sig. Stærkt virker nu Væggenes pom pejanske røde Farve. Men fra første Fæ rd stod Rum m et helt i lyse F arver — renligt og propert — alt Trævæ rk (ogsaa Bænkene) hvidm alet og mellem det og det hvide Loft lysegraa Vægge.
Afb. 18. Chirurgisk Akademi. Auditorium. 1937. Længdesnit. Kunstakademiet. S. af A.
Afb. 19. Chirurgisk Akademi. Auditorium. Oprindelig fortsattes Loftsgesimsen under det halvrunde Vindue. Jonals fot.
Der er, og sikkert fra Meyns Tid, forskelligt Udstyr af Interesse. Saaledes paa Bag
væggen Medaljoner af to Oldtidslæger — H ippokrates og Galenos. Og der er de to Reli
effer over Indgangsdørene: Pallas Atliene, der trykker Æ skulap fortroligt og inderligt i Haanden og et ret uforstaaeligt — en Kvinde, der knælende m odtager noget af en siddende Mand, medens en anden Mand staar bag og lægger sin H aand deltagende paa Kvindens Skulder. Ingen af Reliefferne er store Kunstværker, men de er typiske for Tidens Manér, som den kendes fra adskillige Frontonrelieffer paa københavnske Huse. Men ogsaa anden skulpturel U dsm ykning var der sørget for. I Nischer, oprindelig tæ nkt halvcirkelform ede, skulde opstilles Buster — form entlig af fortjente Kirurger. De begynder nu med Jako b W insløv (d. 1760) og ender med Ib Ibsen (d. 1862). Midt paa Bagvæggen sidder en In d skrifttavle, der med store gyldne Bogstaver forkynder, a t: »Christian VII, D anm arks og Norges Konge p. p., i Omsorg for Borgernes Helbred 1787 grundede dette Hus til u d ø delig Hæder for Riget. — C hristianus VII, Dan et Norv. rex p. p. Saluti civium con- sulens dom um hane in gloriam im perii im m ortalem fundavit MDCCLXXXVII.
Afb. 20. Chirurgisk Akademi. Auditoriet. Jonals fot.
i
Ogsaa lidt af det oprindelige Inventar er endnu i Behold, bl. a. en Sandstenskam in (Afb. 32). Om Auditoriets to K andelabre er fra Meyns Tid er uvist.
Ikke m indst Bygningens Ydre lykkedes det Meyn at give Værdigbed — en egen tung Festivitas, særlig set fra Bredgade, idet Gavlfacaden og Bagfacaden blev boldt meget en kelt (Afbi. 22). Sansen for det Præsentable, for A nstanden, Ø nsket om at have netop F a caden i Orden var jo stadig dybt forankret i Tiden. Det er derfor ogsaa betegnende, at Meyn kun lader den skønne, stæ rkt frem springende Kransgesims løbe lige om Gavl
hjørnerne.
Det korte, svære Hus fik M ansardtag, der dog ikke synes synderligt, set fra Gadens Bund — endda ligesom med Forsæ t skæ rm et af og skjult bag den kraftigt frem sprin
gende Gesims og M idtpartiets Attika, hvor det højtidelige: Academia C hirurgorum Regia
— Chirurgernes kongelige Akadem i — højt og lydeligt forkynder Husets Bestemmelse.
Afb. 21. Chirurgisk Akademi. Trappen. Jonals fot.
Unægtelig — den lunge og m assive Blok i Midlen mellem lave tilsluttende Mure med deres Portpartier fanger O pm ærksom heden — spæ ndt ind som det hele Bygningsværk er i den frie, rythm iske Bebyggelse af denne Del af Bredgade. Og hvad Kom positionen al det samlede Facadeparti angaar, er det et rent K unstværk, Meyn her h a r tryllet frem, hvor lodrette og vandrette Delinger er ført igennem med stor Konsekvens og saaledes, at de sidste ogsaa binder Sidepartierne fast til Blokken i Midten.
Hvad denne angaar, da s l a a r T r e d e l i n g e n f r a E t a g e p l a n e r n e p a a k l a r og l o g is k M a a d e ig e n n e m i F a c a d e n . Det bredere 5 Fags M idtparti er her holdt diskret tilbage for Siderisalitterne, der h ar faaet en kraftigere, mere u dtryksfuld Behandling, hvad ganske vist ingenlunde svarer til Betydningen af de bagved liggende Rum. F o r saa vidt er Bygningens Logik ikke helt i Orden, men sligt tog m an det ikke saa nøje med i de Tider, hvor det — og ikke m indst i de foregaaende Stilperioder — havde været Hoved-
sagen at skabe en virkningsfuld rythm isk Opbygning af Facader. Det i Bygningens O rga
nisme ellers saa dom inerende M idtparti har Meyn dog alligevel søgt at give, hvad der tilkom m er det, ved at fremhæve Indgangen paa iøjnefaldende og festlig Vis, idet han lader T rappen hære et helt Æ diculum — Lilletempel — bygget op med Søjler i jonisk Stil.
Meyn har arbejdet en Del med denne Facade, inden han var helt tilfreds med den.
Paa Originaltegningen h a r han kun behandlet Risalilpartierne ud for Kælder og Stue i Rustik. Men i den færdige Bygning fortsatte han med R ustikhjørner ogsaa ud for de øvre Etager. Endelig h a r han antydet en diskret K vaderbehandling af M idtpartiet, men opgivet den igen under Byggearbejdet.
R ustikm otivet præger overm aade stæ rkt baade selve Bygningen og P o rtpartierne; men ogsaa her h a r han foretaget en Æ ndring, idet han for Portm urenes Vedkom m ende først havde tæ nkt sig blødere, afrundede R ustikskifter; til Gengæld blev selve Porlfløjene i deres endelige Skikkelse ogsaa rustikbehandlede.
D et e r i s in r o lig e , v e l a f b a l a n c e r e d e T y n g d e et d j æ r v t og s t æ r k t B y g n i n g s v æ r k , M eyn h a r s k a b t og, naar m an tæ nker paa Portræ ttet af ham , mærkeligt i Stil med M anden selv. Chirurgisk Akademis fornem ste E genskaber baade som Helhed og i Enkeltheder er a f p l a s t i s k A rt. Hovedfacadens Reliefvirkning er overm aade udtryksfuld med klare og rene Enkeltform er, og med mange fine Træk i Behandling og Udformning af dem. Rigelig Anvendelse af bornholm sk Sandsten og de rødligt pudsede Murflader forstærker Alvoren i dette Bygningsværk og giver det sin egen Farvetone i Gadebilledet.
I Anslaget i Chirurgisk Akademi — i Placeringen af det og i Udform ninger af dets Hoved
delinger — er der noget meget traditionelt, noget Barokken vilde vedkende sig som en vigtig Side af sit Væsen. Men dette bekræ fter kun, hvad alt er anført, at Klassicismen og dens Bygmestre beredvilligt arbejdede videre indenfor den engang fastlagte Ramme for Plan og Opbygning af et A rkitekturvæ rk, med de Spillerum den Enkeltes Følelse og Intelligens kunde foranledige. Der er da afgjort barok T radition i dette Værk af Meyn
— men der er ogsaa noget mere, netop hvad hans Følelse og Intelligens tilsagde ham . Der er den Prægnans og Skarphed i Udformning af Bygningens Hovedinddeling og De
taljer, der i særlig Grad er Klassicismens Indsats, men her paa ret iøjnefaldende Vis k nyttet m indre til Antiken — bortset fra den ioniske Portal — end til italiensk Høj- renaissance, som han h ar kunnet gøre sig fortrolig med under sit Italiensophold.
Her, langt mere end i sit M edlemsstykke, h ar Meyn kunnet være sig selv. Dette Værk er blevet til under endnu stærke og levende E rindringer om Indtryk og Oplevelser fra Studierejsen.
I Chirurgisk Akademi havde Meyn haft Lejlighed til at udfolde sine Æ vner og for Alvor vise, hvad h an duede til, og i hvilken Retning hans kunstneriske Smag og In d stilling indtil da havde ført ham .
Ved et m ærkeligt Spil af Skæbnen blev delte hans eneste større, selvstændige Arbejde.
D et e r h a n s H o v e d v æ r k , s a m t i d i g m e d , a t d e t m ed R e tte k a n b e t r a g t e s so m e t a f v o r K l a s s i c is m e s y p p e r l i g s t e A r b e jd e r .
Man spørger uvilkaarligt, hvorfor denne Mand ikke blev mere benyttet af M yndig
hederne; men faktisk byggedes der kun lidet for offentlige Midler i de Tider, og Staten raadede jo ogsaa over andre Bygmestre. En beskeden Opgave fik Meyn dog at arbejde med. Det var, da han i sin Egenskab af Søetatens Bygmester 1787 opførte Nyboders Vagt, et saare net lille Bygningsværk, hvor han fik en naturlig Anledning til at anvende
