Danmarks Kunstbibliotek The Danish National Art Library

(1)

Digitaliseret af / Digitised by

Danmarks Kunstbibliotek The Danish National Art Library

København / Copenhagen

(2)

For oplysninger om ophavsret og brugerrettigheder, se venligst www.kunstbib.dk For information on copyright and user rights, please consult www.kunstbib.dk

(3)

(4)

I T A L I E N

i

D A N S K M A L E R K U N S T

ECKERSBERG OG HANS KREDS

T E K S T A F

C A R L V. P E T E R S E N

G. E. C. G A D S F O R L A G • K Ø B E N H A V N

1 9 3 2

(5)

K U N S T I D A N M A R K

U D G I V E T M E D U N D E R S T Ø T T E L S E A F N Y C A R L S B E R G F O N D E T

N Y R Æ K K E U N D E R R E D A K T I O N A F

V . T H O R L A C IU S -U S S IN G G H R . E L L I N G J Ø R G E N S T H Y R

T R Y K T I F R . B A G G E S K G L . H O F B O G T R Y K K E R I K L I C H É E R N E F R A B E R N H . M ID D E L B O E S

R E P R O D U K T I O N S A N S T A L T

KUNSTAKADEMIETS BIBLIOTEK

(6)

I

indeværende og næste Aarti vil man rundt om i Evropa kunne fejre Hun- dredaarsdagen for Anlægget af de første Jærnbaner; til at begynde med dog kun Smaastumper hist og her uden Betydning for Trafiken: 1835 Mün

chen— Fürth, 1838 Berlin— Potsdam, 1839 Leipzig— Dresden, 1844 Kiel—

Altona. I 1845 var det alt i alt blevet til godt og vel 2000 Km., men spredt over hele Tyskland var disse Brudstykker kun en kuriøs Mundsmag paa »Aar- hundredets Vidundere« uden praktisk Betydning for Rejserne fra Danmark til det fjærne Italien. Det var i hele første Halvdel af Aarhundredet endnu som paa Eckersbergs Tid til Fods eller til Vogns man Poststation for Post

station langsomt avancerede gennem Tyskland, over Alperne, videre gennem Italien frem mod Rejsens foreløbige eller endelige Maal, Verdens, i hvert Fald den kunstneriske Verdens Hovedstad: det evige Rom. Med Opholdene i Byerne undervejs, hvor det ikke blot var Kunsten der fængslede, men den forsinkede Vexel (o: Check) der jævnlig maatte ventes paa, ti danske Kunst

nere var kun smaat beslaaet med Penge, og hjemmefra faldt de kun draabe- vis — med alle disse Ophold og Forsinkelser undervejs: Berlin, Dresden, nu og da med en Afstikker til Prag og Wien (hvorfra ogsaa Ruten lagdes direkte til Venedig), Nürnberg, München, med Bjærgturene i Tyrol og Schweiz, i Italien paa ny med Ophold i Verona og Venedig, Padua, Bologna, Florens, ikke sjældent med Kolera-Karantæne ved Overgangen fra den ene Landsdel til den anden, eller kommende vestfra Besøgene i Turin, Milano, Pisa, og endelig den sidste Del af Vejens mange Smaabyer, den østlige Rute over Arezzo, Perugia, Spoleto, Terni, den vestlige over Siena, V ite rb o ---med de langsomme Befordringsmidler, Studieopholdene, Forsinkelserne tog Rejsen hjemme fra til Rom i hvert Fald Uger, som oftest Maaneder. Den 3. Juli 1835 drog Constantin Hansen af Gaarde, og først i Slutningen af November betraadte han Rom; sist i Avgust 1838 forlod Hilker og Købke København, og først op under Jul naaede de frem.

I selve Italien foretoges Rejsen som Regel, naar den da ikke gjordes til Fods, i en i Fællesskab med Rejsekammeraterne eller med tilfældige Med

rejsende lejet Privatvogn. »Den sædvanlige Maade at rejse paa gennem Ita

lien«, fortæller H. C. Andersen i »En Digters Bazar«, »er at rejse med Veturin;

han arrangerer det hele, men saa maa man holde, hvor han vil, spise hvad

(7)

6

han lader sætte paa Bordet, sove det Sted han behager at vælge for os; Mid

dagsmad og Logi er altid med i Akkorden; men Rejsen varer altid dobbelt saa længe, som naar man tager med Posten«. En anden — anonym — Rej

sende, der aabenbart har haft mere Ben i Næsen, har dog skaffet sig en bedre Akkord: »I en meget god Wienervogn fik vi hver sin Plads (Vetturinen for

beholdt sig at leje en 4. Plads ud, men kun een — der var Plads for 3 til i den brede V ogn ); i 3 Dage skulde han bringe os [fra Genua] til Mailand og paa denne Rejse betale alt uden Undtagelse hvad der forekom, Bropenge, Overfarter, Vejpenge o. s. v., give os en god Frokost og et godt Middags- maaltid, saa megen Vin til dette som vi vilde drikke, og hver sit Værelse i Værtshusene, hvorved vi forbeholdt os Ret til, hvis vi var misfornøjet med hans Valg, at tage ind i et andet Værtshus paa hans Regning. Endeligen forbandt han sig til at opholde sig undervejs om Dagen for at give os Tid til at se forekommende Curiosa. Og for alt dette tilsammen havde hver af os [tre] ved Ankomsten i Mailand at give ham 8 Species.« Den sædvanlige Fart med en saadan tospændig Vogn — i Bjærgene afløstes Hestene ofte af O x e r — var gærne en dansk Mil i Timen; fra Florens over Terni tog det for H. C. Andersen sex Dage at naa frem til Rom; for Chr. Molbech over Siena 4% Dag (med Postvogn nogle og tredve Timer).

Natteherberg og Bespisning faldt naturligvis overmaade forskelligt ud. »I det herligste Maaneskin«, fortæller Chr. Molbech om sin Rejse fra Lyon til Turin, »kom vi til St. Ambrogio, vort første italienske Nattekvarter, hvormed vi er veltilfreds. I et stort Værelse med rødt Stengulv findes to uhyre Senge, hvor tre eller fire Mennesker kunde have rigelig Plads. I Stedet for Dyner har man bragende Madratser af Majshalm, og i Stedet for Nummer har et

hvert Værelse en Helgens Navn til Overskrift; vor Patron var Johannes Bap

tista. Renligheden er noget større her end i Savoyen . . . Man har her beværtet os meget vel, og en ung smuk Værtinde, med italiensk Grazie og Livlighed i Bevægelser, Gestus og Tale, var allerede ganske idealsk i Sammenligning med franske, tyske eller danske Krokoner i Landsbyerne«. Men den uprak

tiske og sensible H. C. Andersen har andet at berette: »To svære karleagtige Piger, hver saa ud som en Røverbrud, kraftige og blomstrende, vartede op i det smudsige Værtshus. V i fik en Suppe, som vi gav Smag ved at komme meget Salt, Ost og Peber i, vi fik kogte og derpaa stegte smaa Fisk, hver saa stor som en Finger, Vinen var eddikesur, Druerne mugne og Brødet haardt som en Sten. Sengene var alle ligesaa brede, som de var lange, de syntes indrettet til fire Personer paa langs og fire paa tværs«. Og melankolsk tilføjer

fe

(8)

7

han: »Hjemme i sin bløde Sofa drømmer man ikke om at rejse saaledes i Italien; da ser man kun smukke Mennesker, da skinner Solen evig mellem Vinranker og Cypresser, Legemet føler ingen Besvær«.

Indtrykket af det fremmedartede, skønne Land, som det fra første Færd havde overvældet den Rejsende, naar han fra Alpernes øde og vilde Sten

masser naaede ind over Italiens Grænse, denne uvilkaarlige Betagelse fik dog de fleste Nordboere til at glemme alt Rejsebesvær. »--- Siden gik det rask nedad. Sneen ophørte lidt efter lidt«, skriver Øhlenschlæger i sine Erindringer om sin Ankomst til Italien over Mont Cenis, »Aftenen var overordentlig skøn, de skaldede Stenmasser veg tilbage; Vegetationen begyndte med dobbelt Blomstren, og den Tanke satte Kronen paa alt: Nu er du i Italien, »hvor Citronerne blomstrer, og Guldorangerne gløder«. Det forekom mig, efter at den voldsomme Scene var overstaaet, som om der lidt efter lidt hævede sig en nyfødt Jord ud af det øde Chaos. Hist landede Noah i Arken paa Ararat;

ved hin Hule sad Deukalion og Pyrrha under Træet. Her legede Baldur og Vidar med de i Græsset fundne Guldtærninger, og Livets forrige Kummer og Besværligheder forekom dem som en forsvunden Drøm«. Mindre højstemt, men ikke mindre grebet skildrer Komponisten Rudolf Bay sit Indtog i det forjættede Land: »Fra Simplons Sne og sorte, frygtelig truende Fjældmasser rullede vi ned i den henrivende Dal, Ossola. En varm italiensk Luft strøm

mede os imøde, Frakkerne blev draget af, og jeg kan umulig en beskrive den behagelige Følelse, som denne Overgang fra Vinter til Sommer foraarsagede mig. Himlen hvælvede sig saa klar og syntes højere og mere blaa end før;

vi mødte nogle italienske Bønderpiger i en vakker kulørt Dragt med sort Haar og Øjne, og talende deres melodiske Sprog. Alt forkyndte, at vi var i et fremmed Land, og jeg anser dette for et af min Rejses lykkeligste Øje

blikke. Kl. 11J2 ankom vi til Domo d’Ossola, som har en dejlig Beliggen

hed midt i den grønne, frugtbare Slette. Alt her begyndte man at mærke, at man var i Musernes Land, ti hist og her var Husenes Mure bemalede med Madonna Billeder al fresco. Her var et Slags Marked i Byen, og Gaderne var fulde af en Mængde muntre Mennesker. Værtshuset, vi tog ind i, saa ud som et Palads og havde indvendig et Galleri, der løb rundt om den hele Bygning . . . V i blev ført op i en stor Salon, der gik ud til en udvendig Altan, hvorfra man oversaa den største Del af Byen og den nedenunder vrimlende Flok af Bønder i deres Nationaldragter . . . V i fik os en anstændig Frokost med Dessert og herlige Druer«. Og som i en Sum samler Chr. Molbech, ræ

sonnerende og kontemplativt, Oplevelser, Indtryk, Stemninger, Reflexioner

(9)

8

til et Slags almengyldigt Udtryk for danske Italiensfareres hvad man vel, med et Eckersberg’sk Ord, kan kalde »Grundbillede« af Land og Folk: »Uag

tet den store Forskellighed i næsten alt hvad man her ser, Naturen, Menne

sket,'’Levemaade, Sæder, Kunstværker, Bygninger — fra det man er vant til at se, har Italien haft en langt mere tiltrækkende, end frastødende Virkning paa mig, som sjældent med det ganske fremmede plejer at være Tilfældet.

Det var ikke saa i Frankrig; og det er her igen noget langt andet, end hvad

„ der indtog mig for England. Maaske valgte jeg før dette Land til at leve i for beständigen; netop fordi det er os mere beslægtet. Men den Virkning, Italien udøver paa Sindet, har noget i Sandhed tryllende ved sig, som næppe nogen ganske modstaar. Det er Virkningen af en utrolig Rigdom og Skønhed i Natur og Kunst, forenet med en vis let fremspringende og let modtagelig Fylde af Fantasi og Poesi i Livet, som endog den Fremmede hastigen føler, selv om han ikke er i Stand til at tilegne sig den helt. Livet forekommer En her baade let og skønt. Det synes, som Naturen her vil holde os mere skades

løs, end i ethvert andet Land, for alle den jordiske Tilværelses Mangler og Savn. Uden at høre til dem, der beherskede af ethvert nyt Indtryk vil falde i Henrykkelse over enhver Genstand, man her ser, og finder alt i Italien gud

dommeligt og uimodstaaeligt, tror jeg dog, det er umuligt for enhver, der ikke med ganske sløvede Sanser kommer til dette Land, at undgaa denne halvt sanselige, halvt aandelige Rus, hvori man fristes til at tro, at Livet i Italien er højere og fuldkomnere end i ethvert andet Land; hvilket jeg dog ej kan antage, da Livet ikke blot bestaar i Skønhed og Fantasi. Men disse hersker her i den mest overvejende Grad. Italien er Skønhedens Fædreland og Fantasiens Vugge. Det er hartad utrolig, hvormeget man finder af den første i Natur og Kunst, hos Folket og i dets Værker, og hvor let man over

tydes om den sistes næsten udelukkende Herredømme over hele Livet i Ita

lien, over Religion, Moral, Videnskab, Poesi, Skuespil, Maleri — kort alt, hvori den menneskelige Aand ytrer sig«.

Og hvilke Oplevelser havde man ikke her Dag for Dag i dette Land, hvor alt foregik i fri Luft, hvilken Inspirationskilde og hvilket Billedstof; som Ernst Meyer en Gang drastisk udtrykte det: »Lad de andre Kunstnere strømme til Vatikanet og studere Antikerne —-jeg bliver her [paa Torvet], det er mit Vatikan«. Efter at have været Tilskuer til en rørende Idyl, som Molbech beretter om: »I et lille Værtshus uden for Avigliano var jeg Vidne til en ganske italiensk Scene. I en aaben Dør ud mod Vejen sad en Tjenestepige med et Haandarbejde. En ung Karl stod en Tid lang i kærlig Samtale

(10)

9

med hende; tilsist satte han sig ved Pigens Fødder og favnede hende, med Hovedet i hendes Skød; dette kunde ikke foregaa mere utvungent i den mest uforstyrrede Ensomhed end her, for alles Øjne ved en Landevej« — kunde man, som det hændte Øhlenschlæger, faa Øjeblikke efter staa over

for en Henrettelse: »En elendig, bleg, skælvende Røver blev guillotineret.

Den kraftige rødmossede Skarpretter, malerisk klædt, med bred rund Hat over det grønne Haarnæt, stak forunderlig af til hint usle Skrog, der, hyllet i Pjalter, blev baaren paa en Træbør, medens en Munk løb ved Siden af ham og holdt ham et Træsnit af den Korsfæstede, klistret paa et Stykke Pap, som en Vifte for Ansigtet. — Da Synderens Hoved var afhugget, tog Skarp

retteren sit Lommetørklæde og stak det under sin egen Hage, som om han skulde barberes. Men det var for ikke at blive blodig, medens han stak Ho

vedet paa en Jærnpig, hvorunder den Henrettedes Navn og Forbrydelse stod med store Bogstaver. — Næppe havde jeg læst Navnet »Rafael«, før jeg skyndte mig bort. Det smærtede mig at se det store Navn vanhelliget«.

Den ene Dag havde man i Bologna været Vidne til en straalende Kirke

fest i Anledning af Sakramentets offentlige Udstilling: »Alle Gader, hvori

gennem den store Procession drog, var malerisk dekoreret med røde, gule og hvide Gardiner, ophængt tværs over Gaden, og derimellem var udspændt store Duge imod Solen. Arkaderne i disse Gader var helt beklædt med Tæpper og Gardiner af rødt Damask, og pyntet dels med ophængte Malerier og Kobberstykker, dels med Orangetræer og Blomster i store Vaser. Røde Silke

tæpper hang ud af alle Vinduer, som pyntede Damer holdt besatte. En idelig af- og tilstrømmende Folkemængde af alle Stænder fyldte Gaderne, og flere Tusinde Bønderfolk, Koner og Piger i deres fulde Stads, var strømmet ind fra Landet for at se Processionen. Sangere og Marionetspillere gjorde om Eftermiddagen deres bedste for at forlyste Almuen paa en Plads ikke langt fra Kirken. Soldater med Faner og Trommer fattedes ikke, og fuld Janit- scharmusik fulgte umiddelbart efter Baldakinen, som bares over Præsten med Sakramentet«. Et Par Dage efter kunde man i Florens, som Victor Freund fortæller om sin Fader, faa en Oplevelse af helt modsat Art: »Da han nogle Aftener forinden sin Afrejse -fra Florens kom fra sin sædvanlige Vandring ved Arnofloden, traf han i [By-] Porten en stor Skare Mennesker i hvide Klæder med Fakler i Hænderne og strax derpaa en anden syngende Skare, der bar et med Blomsterkranse pyntet Lig. Da denne naaede den første Skare, stod den stille og tvende haandfaste Karle tog Legemet, der var en fuldvoxen Kvindes, og lagde det i et Slags Trug, hvorover der var bredt et sort Tæppe,

(11)

1 0

og som atter stod paa en Baare. Liget blev nu under Fakkelskin og klagende Sange baaret ud af Porten til en lille Kirke, hvor det modtoges med Klokke

ringning. Baaren sattes paa Kirkegulvet, og en Præst foretog Begravelses

ceremonierne, medens de hvidklædte Mænd stod i en Kres med deres Kærter.

Da Prædikenen var tilende, Klagesangen forstummet og Røgelsens Duft bort- dunstet, forandrede Scenen sig pludselig. Mændene skilte sig i Hast ved deres højtidelige Dragt og blev til rigtig snavsede Arbejdskarle, der lavede sig til saa plumpt som muligt at give Jorden igen det som var Jordens... «.

Forstemmende virkede naturligvis altid de hyppige Karantæneophold;

Constantin Hansen maatte døje et i Bologna (Afb. 42), Marstrand paa sin før

ste Italiensrejse et i Livorno: »Her er jeg da for mine Synders Skyld«, skriver han hjem til Moderen »og for at blive øvet i den skønne Dyd, Taalmodighed

— jeg maatte dog bide i det sure Æble for at komme til at smage Italiens søde Frugter. Da jeg kom til Genua, sagde alle, at Karantænen i de første Dage vilde blive hævet, og jeg ventede i 8 Dage, men der kom ingen O p

hævelse, og jeg maatte rejse og med Taalmod underkaste mig den haarde Prøve. V i maa nu sandsynligvis blive her [i Livorno] i 18 Dage, men Klage nytter ikke, og jeg vil nu se at lære noget Italiensk i denne Tid. V i boer her 4 Personer sammen i et Værelse . . . . Idag er der holdt Messe i Gaarden.

Alle Catholikerne knælede foran en Aabning i Muren, hvorigennem man saa et lille Capel med et Alter, og en Præst holdt Gudstjeneste, jeg troer med et Tørklæde for Munden. Igaar er et Dampskib kommet fra Marseille med over 70 Personer, som skal have 32 Dage, saa det er virkelig ingen Spas, et formeligt Fængsel, man kan ikke se andet end Himlen over sig«.

Og paa Vejene var Røverne over alt paa Færde: »Efter Napoleons Tid«, siger Øhlenschlæger i sine Erindringer, »vrimlede det atter af Røvere og Mordere paa de italienske Landeveje. Den afskyelige Menneskefangst opkom, og naar de bortførte ikke blev frikøbt med store Løsepenge, blev de myrdede, ja undertiden pint først. Nu da jeg rejste her [fra Milano til Parma], blev alle Stimænd uden Barmhjærtighed strax henrettede, og Følgen deraf var, at Vejene snart blev langt sikrere, og de Rejsende plyndredes langt sjældnere.

Imidlertid var det dog ikke forbi endnu. Da vi rejste fra Mailand til Lodi, mødte vi 18 fangne Røvere i Lænker; og da vi spurgte Forrideren, hvad Skæbne der ventede dem, gjorde han en Streg med Fingeren over Halsen.«

Godt og vel en halv Snes Aar efter (1821) skriver H. E. Freund hjem til Collin: »Her i Rom er alting roligt og fredeligt undtagen Røverne, der bliver saa dristige, at man ikke med Sikkerhed kan gaa udenfor Porten af Rom«.

(12)

Endnu i 1847 kunde Fr. Abrahamsen Læssøe berette hjem om røveriske Over

fald og Udplyndring af Postvognen paa Vejen fra Ferrara til Bologna.

En skønne Dag holdt man dog, trods alt, sit Indtog i Rom. »Paa Vejen saa vi ofte Pæle og Kors, hvorpaa hængte Arme og Ben af henrettede Røvere . . . . Et Par Mile, førend man kommer til Rom, saa jeg til min store Glæde Kuppelen af St. Peters-Kirken. V i var nu paa den gamle Flaminske Vej, kom forbi Nero’s Grav og rullede nu over Ponte Molle ind gennem Porta populi i Rom«, skildrer Rud. Bay sin Ankomst fra Florens over Siena og Viterbo. Mere udførligt Chr. Molbech: »Omtrent 15 Miglier fra Rom mel

lem Baccano og la Stortå passeres den siste betydelige Højde, hvorfra man ser en stor Del af Campagna di Roma ligge udbredt for Øjet som en uover

skuelig Hede eller ubeboet Ørken. En stille livløs Ensomhed hviler over den store, mørkladne Flade, som lysere, blaalige Bjærge omringer i Horizonten.

Allerede fra Højderne ved Baccano begynder man at kunne øjne S. Pietro’s Kuppel; men fra Vejen selv kunde jeg intet se. De eneste menneskelige Bo

liger, man træffer ved Vejen, er nogle faa Værtshuse og Posthuse, og man rejser saaledes de siste tre-Hre danske Mil paa Vejen til Rom gennem en virkelig Ørken, hvis eneste Beboere om Sommeren er Hyrder, og hvor af og til en Flok Faar og en Hjord af store, langhornede romerske Oxer, som her trives meget vel og voxer op næsten i vild Tilstand, er de eneste levende Væsner man ser. Min utaalmodige, med hvert Minut stigende Længsel efter at øjne de første Spor af Rejsens store Maal opfyldtes endeligen i en Afstand af sex til syv Miglier. Her viste Rom sig for det spejdende Blik som en lang Strækning af højtliggende Bygninger, bestraalet af et stærkt og blændende Sollys. Endnu et Par Miglier lagde vi tilbage, og da først steg S. Pietro’s lyse Kuppel frem bag en Høj, i fuld Klarhed, og med mægtig Virkning som et kresrundt opbygget Bjærg. Den pludselige Aabenbaring og Veturinens Ud- raab: eccola! virkede som et electrisk Stød paa os allesammen . . . .J e g til- staar, dette var maaske det lykkeligste Øjeblik i mit Liv, og en begejstrende Glæde oplivede med forunderlig Kraft min ved Anstrængelse, Nattevaagen og fem hede Dages afspændte Nervekraft. Jeg følte min hele Tilværelse styrket, og enhver tungsindig og mørk Tanke, som Færdslen gennem den vilde, øde og sørgelige Egn havde vakt hos mig, veg pludselig for en næsten overgiven Lystighed«.

Lidt mindre højtstemt har Humøret vel været hos de fattige Stympere, der til Fods og med tomme Lommer havde slidt sig frem: »De kan tro, at vi holdt et smukt Indtog i denne By. Det var over Midnat, da vi to i vore

(13)

Blouser og med Randselen paa Ryggen betraadte Ponte Molle og øjnede Tiberen i den graa Nat. V i tog nu hurtigere Skridt og kom snart ind i den lange Forstad, som fører til Porta del Populo. Der mødte vi ikke et eneste levende Væsen og hørte kun de vældige Fodtrin af vore sømbeslagne Rejse

sko lyde mellem de tavse Mure. Endelig naaede vi Porten. Da den var lukket, bankede vi paa. En søvnig Soldat aabnede Indgangen til den hellige Stad og spurgte gabende om vore Passer, som han leverede til den vagthavende Officer. Denne kunde ikke faa Lys i en Fart og undertegnede derfor Passene paa et Sted paa Papiret, hvor vi vidste, at ingen endnu havde sat sit Navn.

Derpaa spurgte vi om Vejen til den spanske Trappe, hvor vi lykkelig ankom og tog vort Natteleje«. Men ogsaa de var dog omsider nu »indenfor Murene«.

De første Indtryk var saare forskellige: »Endelig ser Moder mig da i Rom«, skriver Marstrand hjem, »denne Verdens Hovedstad, som overtræffer alle Forestillinger. Nu er jeg da her snart i halvanden Maaned. Rom er for ge- valtig til at fattes i en Fart; man maa give sig did, før man ytrer sig om den«. — Peder Hjort gnaver nærmest lidt: »Her er saa mange Ruiner, og saa meget der er ruineret, at man virkelig ikke gider tale derom. Det eneste egentlig, som har holdt sig her, det er Solen. Den gaar endnu hver Dag i al sin Glorie og Herlighed sin gamle Gang over den varme blaa Himmel og daler bag ved Monte Mario«. — Øhlenschlæger er nøgtern: »Om Rom er der sagt saa meget, at det vilde være daarligt at fylde et Levnedsløb med romerske Beskrivelser. Stedet selv, Ruinerne og Statuerne fra den antike Tid, Paladserne og Malerierne fra Middelalderen, den sydlige Natur, Folket, den Mængde fremmede Kunstnere og Rejsende, de blomstrende Kvinder, alt for

ener sig for at gøre Rom interessant. Men man maa elske Oldtid og Kunst, hvis man ret vil more sig her; ti Rom har kun lidet af en Hovedstads Forlystel

ser, Karnevalstiden undtagen, og den var forbi«. — Der er dog ogsaa Enthu- siaster som Molbech: »Ethvert Skridt i Rom er en ny Berigelse af Ideerne, af Fantasien, af Erindringen; den blotte Modtagelse er her en aandelig Virk

somhed og den lykkeligste Tilværelse, en bestandig Nydelse, uden Over- mættelse, uden Afspænding, er den fortryllende Frugt, der ingensteds bydes saa rigelig, saa fuldmoden som her«. Og som han ræsonnerende samlede sine Indtryk af Land og Folk i det hele, samler han nu ogsaa her i Rom sine Meninger om dens Ejendommelighed og Betydning til en Redegørelse, der vist saa nogenlunde dækker, hvad danske Kunstnere har tænkt og følt: »Hi

storisk at udvikle, hvorfor og hvorledes Rom er blevet et i sit Slags eneste Centralpunkt for al Kunst i Evropa, er overflødigt, da enhver ved, hvad kunst-

(14)

*3

elskende Paver, hvad Italiens største Mestre og herligste Kunstsamlinger har virket hertil. Men enhver ser og kender ikke, hvorledes det egne ved Rom, den hele Verden, som denne Stad indbefatter, dette eneste Hele af en For

ening mellem de herligste Levninger, de mest betydningsfulde Erindringer fra Oldtiden, og den nyere Kunsts Mesterværker, det i højeste Grad frie og poetiske Liv, som en Kunstner her kan føre, ligesom i en Art af Natur

tilstand, uden det ringeste Spor af Tvang, Convenients eller Ceremoni, Roms herlige Beliggenhed og uudtømmelige Rigdom paa de mest maleriske Situa

tioner, den skønne og klassiske Omegn, den billige og bekvemme Levemaade

— hvorledes alt dette og mere, som jeg ikke kan opregne, bidrager i mage

løs Forening til at gøre Rom til et bestandigt Hovedsæde for den nye Kunst«.

En omtrent samtidig anonym Skildring af Kunstnerlivet i Rom supplerer Molbechs mere almindelige Karakteristik med en Række kuriøse, vel nok dog en Smule naivt godlidende Enkeltheder om det: »Med et Par Linjer vil jeg fortælle dig noget om Kunstnernes Levned i Rom, som jeg tror, ikke mange har berørt i deres Beretninger om den uudtømmelige Stad. Fra alle Verdens Hjørner samler Kunstens Sønner sig her; dog er det i Særdeleshed de tyske — til hvilke de danske og svenske slutter sig (af de siste findes her, saa vidt jeg ved, ingen paa denne Tid) — som udgør et Slags Samfund, og som jeg her vil omtale. Flid, Orden, Varme for deres Syssel udmærker dem alle, og her gælder intet andet, end det sande Værd. Tidlig staar en

hver op, og næsten alle drikker deres Kaffe i det græske Kaffehus [Café Greco]; derpaa arbejder man til Klokken tolv og holder da et tarveligt Maal- tid, hvorved Samtalen i Almindelighed er meget levende. Efter Maaltidet arbejdes der igen, saa længe Dagslyset rækker, og man samles om Aftenen paa et eller andet Værtshus, hvor man ved en halv Flaske Vin (som her koster 3 eller 4 Styver) og ved et meget let Aftensmaaltid morer sig for

træffelig, ofte med megen Lystighed og Vittighed. Undertiden udfører man en eller anden selskabelig Fest (saaledes har man for ikke længe siden givet en saadan paa Toppen af Cæcilia Metella’s Gravminde [paa Via Appia], hvor man drog op i flere Kor med Musikantere o. s.v.), og da forener over

given Munterhed sig med den romerske Kunstneraand. Enhver Maler, som anden Gang kommer til Italien, erholder en Triumf, hvortil man samler sig i en Villa eller Vingaard (Vigne) uden for Byen. Triumfatoren staar paa en Kærre, trukket af et Æsel, og efter en lystig Procession føres han op i Salen, hvor alle Kunstbrødre er samlet, og hvor der spises, drikkes, synges og spøges. Forberedelserne til en saadan Fest, Talen om den før og efter

(15)

i 4

glæder ligesaa meget som Festen selv . . . . Ingensteds kan en Kunstner leve som i Rom; alt er her ligesom indrettet for ham. Paa intet andet Sted er der saaledes sørget for at komme Kunsten til Hjælp med alt udvortes, han be

høver, som her; ingensteds finder han slige Musæer og Kunstsamlinger, ingen

steds saa let Modeller af begge Køn, og det udmærket skønne; ti, i Sandhed, Rafaels skønneste Hoveder og Former kan man her dagligen se, endog blandt den ringe Folkeklasse. Desuden er det vist, at Kraften altid er større, hvor flere i et Samfund kappes med hinanden om at arbejde til et Maal; og hertil maa endnu lægges den Højagtelse, Kunstneren her nyder, den Opmærksom

hed, alle viser ham, den Lethed han har for at blive berømt i denne Verdens- kres, og det bekvemme, behagelige Levned i Rom. — A f en egen Art er Kunst

nernes huslige Forhold. Næsten enhver Kunstner, som paa en Maade er bo

sat i Rom, lever i et saakaldet Samvittigheds-Ægteskab. Meget kan siges til Undskyldning herfor. Paven tillader blot Giftermaal mellem Katoliker; dette hindrer uden Tvivl mange Ægteskaber; ti faa Kunstnere vil gaa over til den katolske Religion, og Romerinderne vil ikke forlade den. Hvo kan vel for

tænke Kunstneren i, at han i Tidens Længde ønsker sig det huslige Livs Be

hageligheder? — især paa et Sted, hvor man næsten ikke i nogen romersk Familje kan nyde den; ti Børnene opdrages i Klostrene, og den eneste Tid, som kunde ofres paa selskabelig Omgang, tilbringes paa Gaden.«

Det var ganske vist netop i denne første Halvdel af det 19. Aarhundrede, at det gamle »maleriske« Rom, saadan som italienske, franske, nederlandske, hollandske Kunstnere havde set og mer og mindre frit gengivet eller gendigtet det i Tegninger og Malerier, Stykke for Stykke blev ryddet af Arkæologerne, men paa den anden Side fik danske Kunstnere netop ved dette Rydnings

arbejde Lejlighed til med egne Øjne at se, hvorledes Oldtidens Rom i bog

staveligste Forstand stod op af Graven. Man levede saa at sige med i denne Genopstandelse og kom derved ligesom i et mere personligt Forhold til denne antike Verden, der vel mer og mer afklædtes sin Romantik, men til Gen

gæld blev en mere nærværende Virkelighed. »Hvad der især interesserer mig«, skriver en Rejsende i 1817 hjem, »er, at den gamle Vej (Via Sacra) til Capi- tolium er fundet, vel 10 til 12 Alen under den nærværende Grund . . . Det hele Forum maa i de gamle Tider have ligget meget dybere, ti Severs [Sep- timus Severus’] Triumfbue, Phocas Støtte og Templet for Castor og Pollux (se Afb. 47 og 49) ligger vel henved 10 Alen under det nuværende Forum, hvilket Udgravningerne nu viser, da man ogsaa her har fundet den gamle Grund. Saaledes er det med hele Rom . . . Ogsaa Trajans Forum ligger vel

(16)

J5

en halv Snes Alen dybere end de omliggende Gader. Dets nærværende Skøn

hed skyldes de Franske, der overhovedet har gjort meget for at bevare og forherlige de gamle Mindesmærker. Før deres Tid stod her Huse omkring;

de er nu nedrevne . . . . Paa det gamle Mons Pincii har de Franske anlagt en smuk Spadseregang med en fortryllende Opfart, der frembyder ypperlige vide Udsigter over Byen, og hvor de dejlige Lunde af Pinjer (med Rette kalder man disse Træer: svævende Enge i Luften), og Peterskuplen lukker Baggrunden (se Afb. 85) . . . Paven lader dette skønne Anlæg fortsættes, og det synes ret at have fundet Romernes Bifald«.

Udgravningerne gik dog kun langsomt for sig, og endnu i 1821 kunde Chr. Molbech som Modsætning til det beboede Rom skildre Romantiken i det forladte: »Saaledes kan man kalde den hele østlige og sydlige Del af Rom, der udgør det meste af den gamle Stad indenfor Murene. Her ser man nu kun Ruiner, Kirker, Vinbjærge, enkelte Klostre og Huse, hvoraf jeg tror, der i disse Egne af Rom knapt gives saa mange, som der er Kirker. Dette ubeboede Strøg af Staden begynder paa den Vej, vi gik, just ved Forum Romanum, hvis moderne Navn Campo vaccino [Kvæg-Fælled] tilstrækkelig be

buder det, saaledes som det nu er. Naar man igennem Septimius Severus’

Triumfbue kommer ud paa Forum og ser Flokke af Køer og Stude drives af Hyrderne imellem store Grusbanker og Colonner af romerske Templer, har man strax et levende Billede af det gamle Roms nærværende Skikkelse.

Den hele Vej fra Forum mellem Palatinerbjærget og Coloseum (se Afb. 50) og videre frem mellem Aventinerbjærget (se Afb. 7 og 12, Baggrunden) og Monte Celio er en af de skønneste og interessanteste Vandringer i Rom.«

Det var i dette »forladte« Rom, Const. Hansen mest søgte sine Motiver, medens Ernst Meyer, Kuchler, Marstrand foretrak det »beboede« d. v. s. det folkelige og kirkelige Rom med Folkefesterne og Kirkefesterne. St. Antonii Dag: »Denne Helgen er Gud for Oxer, Svin, Heste o. s. v. Paa Pladsen uden for Sta Maria Maggiore stod en Præst med et stort Vandbækken og en Kost.

Torvet var fuldt af Folk, og i Mængden var en smal Vej, hvor henad Tusende Ekvipager (i mange sad Herskabet selv), Folk og Karle og Drenge paa Heste og Æsler drog og efterhaanden indviedes med paastænket Vand. Dyrene var udpyntet med Blomster og spraglede Baand, som de endnu bærer en Tid lang siden efter. Den anden Dag kom utallige Spand Oxer, som her bruges til alt Slags Arbejde« (se Afb. 66. »Det er en stor Composition med mange Figurer, da denne Rigdom er nødvendig for at udtrykke den Livlighed og Glæde, hvorved en italiensk Fest udmærker sig«, skrev Marstrand hjem til

(17)

i6

Høyen). — St. Peders Fest d. 20. Juni: »Naar Klokken slaar et (som hos os er Klokken 9 om Aftenen, ti Dagen ender her paa denne Aarstid Kl. 8 om Aftenen) ser man [i St. Peterskirken] en Fakkel svæve ned over Middel

punktet af Kirkens Kors; og næppe er den svinget omkring, næppe har Klokken tonet sit Slag, før det er, som hele Kirken, fra Korsets Spids til de fjærneste Arcader, stod i Flammer. Det er et Syn, som er eneste i sit Slags paa den hele Jord, og Virkningen er forbavsende . . . Efter Illuminationen i Peterskirken iler man tilbage over Ponte di St. Angelo (se Afb. 5 og 11) for Kl. 2 at se Fyrværkeriet paa Engelsborgen, der ogsaa er meget colossalsk.

Fem Tusind Raketter opstiger paa én Gang, og har man ikke set Vesuv i Udbrud, kan man her ret godt faa Begreb om en saadan Scene; ti Bygningen ligner et Bjærg; Røgen omhyller den øvre Del, og man ser kun den uhyre Ildmasse. To Gange gentages dette, ved Fyrværkeriets Begyndelse og ved dets Slutning. Ovenpaa den blændende Oplysning ved Ilden følger Nattens tykke Mørke, men prægtigt lyser endnu Peterskuplen, og paa Hjemvejen nyder man dette skønne Syn paa flere Punkter.« — Julenat Kl. 3— 4, Sta Maria Maggiore (se Afb. 66, Baggr.): »Her ligger flere Hundrede Landfolk, som er indkomne, og andre af de lavere Klasser og venter paa Processionen Kl. 5. De skønneste Stillinger af vaagende og sovende, er det et almindeligt Sagn blandt Kunstnerne i Rom, at man her finder denne Nat. Og vi fandt det ogsaa. Deres store Kapper, som var udbredt og slynget om dem paa utallige Maader, gav saa skønne Gevandter, som jeg nogensinde saa.« — Karneval i Rom (se Afb. 8, 23 og 67): »Endnu [i 1821] som i Goethes Tid bliver den første Dags Morgen, til Advarsel for hele Folket, et Par Forbrydere, i Almindelighed Stratenrøvere, opklyngede paa Piazza del Populo. Naar Klokken fra Capitolium henimod Kl. 1 om Middagen har givet Tegn til, at Maskefriheden hersker, smykkes Vinduer og Altaner i Corso med brogede Tæpper; rundt omkring viser Roms skønne Verden sig i den bedste Stads, medens Masker til Hest, til Fods og i Vogne trænger sig gennem den lange, men forholdsvis smalle Gade og vældig bekriger hinanden med Confetti. I det Hele bemærker man kun lidet udmærket imellem Maskerne; de fleste løber omkring i Lærredskitler og med spidse neapolitanske Hatte som saa- kaldte Matti og gøre undertiden en utaalelig Larm med Horn, Bjælder og andre Klapreredskaber. Dog mangler der heller ikke interessante Masker, som ypperlig forstaar at vedligeholde den valgte Charakter . . . . Meget nette var ogsaa de Gartnere, som med store Træsaxe, der var sammensat af mang

foldige Led, kunde række deres Blomsterbuketter op i tredje Etage, hvorfra

(18)

man til Gengæld sendte dem Kager, Frugter og sligt, som blev sat fast paa Saxen, der i samme Øjeblik smækkede sammen. I Bigaderne ved Corso morer Trasteverinerne og deres Lige sig med nogle plumpere Løjer, men som stun

dom ogsaa er meget vittige; som oftest dramatiserer de dem paa staaendeFod, og udfører dem for Tilskuerne indtil de ender med en Catastrophe, der ryster Mellemgulvet tilgavns. Hyppigt ser man ogsaa en Saltarello danse med al mulig Takt og national Finhed, imedens hans sirlige Svingninger med Tam- bourinen er det eneste musikalske Akkompagnement. For de højere Stænder bliver nogle Gange i Carnevalstiden foranstaltet Danse- og Maskefester i Theatro Aliberti, som var prægtig oplyst med store Voxlys og glimrede af alt hvad der var skønt i Rom.«

Til disse folkelige og festlige Oplevelser med det hele brogede, sydlandske Liv, som det ved disse Lejligheder udfoldede sig i al sin Glans, kom saa det mere stilfærdige Samliv med Befolkningen eller Samværet med Kammerater og Venner, som »at tilbringe en Times Tid om Aftenen med et Par Lands

mænd i Osterierne (Vinhusene), hvor man er midt iblandt Folket, og hvor man ser det ytre sig i sin fulde Frihed og Livsfylde. Noget synderligt fore

kommer det En i Begyndelsen, naar man, med Nordens konventionelle Be

greber, træder fra Gaden gennem den altid vidtaabne Dør ind i en saadan hvælvet Stue, høj, dyb og kølig med sortladne, tilrøgede Mure, gamle og smudsigbrune Borde og smalle Bænke, og naar man dér finder sig midt iblandt en hel Del malerisk belyste Grupper af Romere, næsten alle af A l

muen, i ringe Klæder eller skødesløs Dragt, sædvanlig i blotte Skjorteærmer, siddende ved deres runde klare Flasker af den bedste Vin man faar i Rom;

ofte ogsaa med Koner og Børn ved en tarvelig Aftensmad paa et Lerfad«

(se Afb. 27). — Spadsereturene udenfor Murene: »Fra Cæcilia Metella’s Grav gik vi over en Bakke, hvorfra vi endnu, just ved Solens Nedgang bag den modsatte, vestlige Horizont, nød den herlige Udsigt til Albanerbjærgene, Frascati og Tivoli (hvis Bygninger i to til tre danske Miles Afstand viste sig saa klart, som om Afstanden havde været en halv Mil) og herfra ned til den saakaldte Caracalla’s Circus [Maxentius’ C ir c u s ] ...Hvor herlig var denne Aftenvandring! Hvor prægtig og usigelig klar stod Fuldmaanen over de mildt rundede Albanerbjærge, og hvor magisk var den rige Lysning, som den spredte over en af de skønneste Egne i Italien, der ved den vilde, øde og dog ofte smukke Campagna skilles fra Rom! — Smuk var ogsaa Gangen fra Egeria’s Grotte til den Appiske Vej . . . Jeg var vel tilfreds, da vi igen var indenfor Murene, i hvor fortryllende endog Aftenen var; ti paa flere Stræk-

(19)

i8

ninger af Vejen sporede jeg altfor kendelig den usunde Luft, som i en eneste Time kan give En den romerske Feber; og desuden er man om Aftenen, endog saa nær uden for Rom, aldrig sikker for Overfald. Klokken var over ni, da vi kom til St. Sebastians Port; men vi maatte dog endnu paa vor Hjem

vej se Colosseum oplyst ved Maaneskin, en af de sublimeste og mest roman

tiske Scener, som Rom frembyder. Disse mageløse Ruiner træder da frem i deres fulde Storhed, i en Majestæt og Højhed, som jeg kan sige, jeg aldrig før saa ved noget Menneskeværk. De kolossale Masser af Murene, rigt dæk

kede i store Partier med Grønt, i Kløfter og paa splittede, nedstyrtede Ruiner, ligner langt mere en Kres af regelmæssig formede Klipper, end et Theaters Mure.« — Sammenskudsgilderne i Omegnen, saadan som f. Ex. Kuchler i et Brev til Eckersberg beskriver et af dem, der gik til Cervara, en god dansk Mil fra Rom paa Vejen til Tivoli, hvor Kunstnerne ofte samledes til festligt Samvær: »Tiden til denne Tur var Søndagen den 8. Maj. V i mødte om Mor

genen tidlig paa Piazza Barberini (se Afb. 64) med Malerstol, Solskærm og Skitsebog. Toget gik op ad Quattro Fontane ved Civica-Vagten (Borger

vagten), hvor Æslerne holdt. Tæt derved boede Generalen for Selskabet, en Landskabsmaler Nereig fra Hamborg, for hvis Dør Proviantvognen blev læsset. Da alt var i Orden, blev Æslerne loddet b°rt- Det havde kun været muligt at skaffe 17, og Selskabet bestod af 24 Personer; jeg var blandt de uheldige, som intet Æsel fik, men Troels Lund [Theatermaleren], som var blandt de heldige, delte sit Æsel med mig. Flere af Selskabet, som var ud

nævnte til forskellige Bestillinger, blev prydet med en Orden bestaaende af et Stykke Papir, hvorpaa var paahæftet et rødt Segl. Blunck, som udnævnt til Overkok, fik foruden dette et hvidt Forklæde for, og paa hans Hue blev fasthæftet en Træske . . . Et Stenbrud ude i Campagnaen, et Par Timer fra Staden, hvor man har den skønneste Udsigt over Sletten til Sabiner- og Al- banerbjærgene. Efter Frokosten blev Hulerne undersøgt og den tjenligste bestemt til Køkken. Fire store Lammefjerdinger blev sat paa Spid og til Bluncks Ros stegt fortræffelig. V i andre, som ikke var ansat i Køkkenet, blev beskæftiget med at bygge et Stenbord, som meget net var prydet med Blade og Markblomster . . . Da Arbejdet var endt, og der endnu var god Tid til Middag, gik nogle af os ud for at tegne, andre søgte Vintønden. K l. 12 lød Signalskudet til, at Maden var færdig; man tog Sæde om Bordet, Stegen blev trancheret og Salaten frembaaret i to store Trætruge, hvortil enhver stak, saa godt han kunde . . . . Lystigheden tiltog efter Maaltidet, endog vor gode gamle Bissen var usædvanlig munter. En Del af Selskabet søgte over

(20)

*9

i Hulen, hvor Folkene boede for dér at danse med Pigerne. Om den yngste Datter, som tillige var den smukkeste, sværmede de som Myg om Lyset, og ingen vilde vige Pladsen for den anden. Tilsidst var den arme Pige saa ud

mattet, at hun faldt hen i Moderens Skød, ganske aandeløs. Imidlertid var Dagen hengledet som et Øjeblik, og der blev gjort Anstalter til Opbrud, Æslerne trukket frem og Vognen læsset med Husgeraad og flere Personer, hvem det generede at gaa eller ride. Karavanen satte sig i Bevægelse, men maatte ofte gøre Holdt for at samle dem op, som hvert Øjeblik faldt af Æslet . . . Imidlertid var vi kommet den halve Vej; der blev gjort Holdt ved en Brønd, dels for at læske sig med Vin og Vand, og dels for at se Solens Ned

gang, da vi alle var mer eller mindre romantisk stemte . . . Da det blev mørkt, blev Faklerne tændt, og meget hæderlig drog vi atter om Aftenen ind ad Roms Porte.« — Juleaften 1830, ligeledes efter Kiichlers Referat til Eckersberg: »Vor Juleaften var, for saavidt man kan fejre den her i Rom efter dansk Skik, meget morende. Gildet stod hjemme hos Petzholdt og mig, og i en Forsamling, som fandt Sted Dagen iforvejen blev Blunck og jeg ud

nævnt til Kokke, men Blunck til Overkok, da han efter sin Forsikring en hel Sommer havde kogt Grød ude i Birkerød, hvor han og Sonnerne [det var Jørgen Sonnes Fødeby] havde ligget paa Landet. Et stort Lavrbærtræ blev der ogsaa sørget for, det blev udpyntet til Juletræ og behængt med 44 for

skellige Presenter. V i var 24 Danske forsamlet den Aften, hvoriblandt Thor- valdsen ogsaa gjorde Selskabet den Ære med sin Nærværelse. Da alle var for

samlet og havde indtaget en lille Forfriskning af Vin, Brød og Ost, blev Jule

træets Præsenter bortspillet. Thorvaldsen vandt f. Ex. et nøgent Barn i en Vugge og Ernst Meyer en Barnetrompet. Da Spillet var endt, Juletræet plyn

dret og Lysene udbrændt, blev der musiceret, Lyders havde iforvejen ladet sit Instrument bringe derhen og morede Selskabet med sit Spil. Paa denne Maade underholdt de dem, til Døren til Spisestuen blev slagen til Side, og et veldækket Bord præsenterede sig for Selskabet. Til Thorvaldsen var der flettet en Lavrbærkrans, men hans Beskedenhed tillod ham ikke at smykke sine Lokker dermed. Ved Bordet blev afsunget to Sange af Kandidat [Chr.]

Winther [»Juleaften i Rom«, Sml. Digtninger, 1860, Bd. 1, S. 16]; til den ene var Musiken komponeret af Lyders og vel indstuderet. Efter Bordet blev der danset til Klaveret. Kl. 12 forlod Thorvaldsen os og strax efter ham en Del af de andre. Kun enkelte blev tilbage for at oppebie Tiden, da vi vilde ud i Maria Maggiore for at se Splinterne af Christus-Krybben, som blev fremvist med Procession. Juledagene her var meget triste, da det bestandig

(21)

2 0

regnede; men det nye Aar er fremrykket med overordentlig skønne Dage;

jeg har endog i denne Tid tegnet efter Naturen, saa mildt er Vejret her, og for et Par Dage siden var jeg ude i Villa [Doria] Pamphilj og plukkede en smuk Buket af Violer og Narcisser.« —- —

Med Rom som Hjemsted afsøgtes efterhaanden hele den nærmeste Omegn (se A fb. 6, 26, 35, 55, 61); i Bjærgene omkring slog man sig gærne ned i de varme Sommermaaneder, da »alle Vinduer og Jalousier fra Middag til Aften holdtes tæt tillukkede, alle Gader var mennesketomme og selv Gade

sælgerne ikke mere holdt det ud, men laa som døde Fluer i Skyggen af Træer og Fontæner, og hvor man selv, naar man sveddryppende, skønt kun nød

tørftig paaklædt, med Møje havde faaet sig slæbt hjem fra Middagsspisningerj, udmattet faldt om paa Sengen prisgivet Fluer, Myg og Lopper« — fra denne uudholdelige Hede og den truende Feber flygtede man i Flok og Følge ud i Sabinerbjærgene, hvor ogsaa de tyske Malere flokkevis holdt til, og slog sig ned i Olevano (Afb. 17, 38— 39, 59) med den vide Udsigt til den ene Side over Campagnaen til Albaner- og Volskerbjærgene, til den anden Side over de vilde og dog frugtbare og yndige Sabinerbjærge (se Afb. 84 og 86) med et andet yndet Sommerkvarter, Civitella (se Afb. 14, 16, 81, 82) eller til Subiaco, der ligger i en vild Bjærgdal, hvis Bund næsten er utilgængelig, med Klosteret S. Benedetto (se Afb. 54) højt oppe paa en af Bjærgskrænterne.

Og med Rom som Standkvarter gjorde man Rejsen sydpaa ad den gængse Rute over Smaabyerne paa Volskerbjærgenes Skraaninger paa Grænsen af Sumpegnene, Cori (se Afb. 71), Piperno (se Afb. 25 og 74) til Terracina (se Afb. 24 og 76), og derfra videre til Neapel (se A fb. 48 og 77): »Neapels Beliggenhed«, skriver Marstrand hjem til Moderen, »ved Havet og ved Foden af Vesuv overtræfler alle Forventninger. Et Spektakel fra Morgen til næste Morgen i Gaderne og Havnen gør Contrasten mod det alvorlige og stille Rom endnu større. Hvor Rom er pragtfuld og grandios er Neapel almindelig, moderne og luxuriøs uden Smag. Folket er gavtyveagtigt og fejgt; alle tigger, alle skriger og gør Larm over ingen Ting. Meget hengivne til al Slags For

nøjelse ser man dem bestandig beskæftigede med Spil og Commers, de fleste dog med Ingenting. Havnen er overordentlig morsom: man trænger sig mel

lem Søfolk, Handlende, Marionetboder, Improvisatorer, Lazaroner og andre Dagdrivere. Lazzaronerne næsten uden Klæder«. Fredeligere var der jo unæg

telig i Pompeji med de graziøse Levninger af Oldtidsbyen (se A fb. 80) eller i det ensomme Pæstum med de imposante Tempelruiner, tungere, vægtigere, mere højtidsfulde end de romerske (se Afb. 43, 44, 72, 75). Eller man gjorde

(22)

21

sig det hyggeligt paa Smaaøerne omkring; fra ældre Tid var det særlig paa Ischia, man holdt til (se Afb. 41): »Paa Ischia var jeg sammen med Con- stantin [Hansen], Roed og Rung, som gjorde mig Livet saa behageligt ved Musik, men vi svedte frygtelig«, beretter Marstrand hjem; men efter at »den blaa Grotte« 1826 var blevet opdaget, fortrak man efterhaanden til Capri (allerede i 1835, samme Aar som H. C. Andersen med sin Skildring af den i »Improvisatoren« gjorde den verdensberømt, melder Rørbye til Eckersberg:

»Af [den tyske Maler] Catel har jeg set to Billeder, hvoraf det ene forestillede den bekendte og noksom forslidte blaa Grotte«). Fremmedbesøget synes dog endnu ikke at have været generende i 1839, da Const. H. boede der sammen med Købke: »Da Capri er en overordentlig smuk 0 «, skriver han til E. Collin,

»Folkene vi boede hos særdeles brave og Opholdet der billigere end i Neapel, saa besluttede vi at tage fat for Alvor at arbejde. V i blev der henved tre Maa- neder. V i kom der i Vinhøsten. Om Aftenen hjalp vi Folkene at presse Olie og erhvervede os en betydelig Færdighed i at danse Tarantella. Undertiden fik vi os et Parti boccia [Kuglespil, se Afb. 45] i Haven under Skygge af Vin

druer og Palmer. Paludan Møller og Kone var der i 18 Dage. Naar jeg und

tager et Par Gange, da der ankom nogle urolige Franskmænd, saa forstyrrede intet vor idylliske Ro. Folkene græd, da vi rejste, og sender os endnu en Gang imellem [her til Neapel] til Foræring Appelsiner, Figener og Ost«.

(Se Afb. 19, 78, 79). Fra Neapel gjorde ogsaa en og anden Overfarten til Sicilien (se Afb. 40 og 53).

I Forhold til, hvad der er malet i Rom og særlig i Egnen om Neapel, er det kun lidet, der blev malet norden for Rom (se Afb. 73). Selv Venedig lokkede ikke mange; P. C. Skovgaard blev der kun en Maaned i 1854 (se Afb. 83), og Marstrand, som han var sammen med, fik den — mærkelig nok, saa herlige Billeder han malede derfra — aldrig til helt at glemme R om :

»Vi boer ved Canale Grande med en lille loggia med Vintag, hvor Bladene idag (d. 23. April) efter en Regn, som vi længe havde ventet paa,« skriver han hjem til J. M. Thiele, »alt begynder at folde sig ud. Lige ud for har vi Kirken [Sta Maria] delle Salute, og saa har vi jo idelig Gondoler og Barker at se paa. Dog kan jeg ikke nægte, at jeg havde ventet mere af Venedig.

Livet er meget ensformigt; Folket er ikke skønt og Costumer er her ikke, alle særegne Skikke og Folkelivsscener er forsvundne, man ser kun Militær og en temmelig ussel Almue samt den kedsommeligste Elegance paa Markus- pladsen. Nej, her er for lidt Natur, alt er Kunst, og dette er trættende i Læng

den. Der er mere Nydelse i at se Linjerne i Albanerbjærgene end i alle Ve-

(23)

22

nedigs Pragtbygninger.« Han naaer aldrig stort længere i sin Beundring, end til den betingede Anerkendelse: »Om ogsaa Venedig ikke er Rom, er her dog formeget kosteligt til at den ikke skulde kunne tilfredsstille« (se Afb. 62, 63, 65, 68).

I de nøgterne, forsigtige, betænksomme Vendinger, hvori Eckersberg gærne udtrykte sig, har han engang (1833) i et Brev til Kiichler søgt at angive, hvad danske Malere kunde lære i og bringe med hjem fra Italien:

»Man maa se med Forstand og Kritik, man maa høiagte det, som virkeligen er godt eller kommer Grundbilledet nærmest. Blindt hen at forgude og til

bede de gamle Mesteres Arbeider paa samme Maade, som Catholikerne til

bede og forgude deres Helgener, passer ikke mere for vor Tid; endog de største og mest udmærkede gamle Mesteres Arbeider kunne ikke mere være vore eneste Mønstre for Tegning og Colorit; vi have de samme Midler til at op- naa begge Dele, som de havde, og deres Erfaringer ovenikjøbet; ved for

nuftig Beskuelse af deres af os arvede Konstfrembringelser lære vi den Sand

hed : at der kun gives et Grundbillede, og det er Guds hele skjønne Skabning.

Men det er uendelig møisommeligere at kjende og se Naturen rigtigen, end det er at beholde Indtrykket af et eller andet gammelt eller nyt Konstværk, som let fæster sig i vor Sjæl og er vanskelig at faae bort igjen. Jeg bliver altid mere og mere overtydet om, at Rom som vidt berømt Konststad, i vore Dage er et sandt Babel, hvor de mest forvirrede Begreber og Anskuelser over Konst ideligen bekrige hinanden, og hvor det Gode og Fornuftige har ondt ved at trives. Den fordomsfri og sanddru Konstner vil derimod ved rigtigen at benytte alt det, som tilbyder sig for ham i Rom, kunne uddanne sit Talent og samle sig Stof og Materialier for hele sin Fremtid. Tænk! den deilige sydlige Himmel, den skjønne Natur, den egne charakteristiske og livfulde Menneskeart, endelig de uendelig mange Levninger af Konstfrembringelser i alle Fag og fra alle Tidsaldre. Alt dette rigtigen benyttet vil give Konstneren et rigt Udbytte af sit Ophold dersteds.«

At de bedste af vore Malere har tænkt og ment som deres gamle Mester, og gjort deres Gærning derefter, derom er denne italienske Billedbog det sikreste Vidnesbyrd.

(24)

Arkitekturkomposition. N. A. Abildgaard.

Statens Museum for Kunst.

Composizione d’Architettura.

A fb. i.

(25)

(26)

Mí*'

(27)

Udsigt fra Capitol. G. W. Eckersberg. Veduta dal Campi-

^ ° In' Kammerherreinde M. Groothoff, Sæbygaard. doglio. Roma.

A fb. 4.

Udsigt fra Trastevere.

Rom. C. W. Eckersberg.

Veduta dal Trastevere.

Roma.

A fb. 5.

(28)

Fontana acetosa.

Roms Omegn. C. W. Eckersberg.

Fontana acetosa. Dintorni di Roma.

A fb. 6.

C. W. Eckersberg.

A fb . 7.

Tiberen ved Ponte rotto.

Rom.

Il Tevere al Ponte rotto.

Roma.

(29)

Karneval i Rom. C. W. Eckersberg. Carnevale. Roma.

Brudstykke. Statens Museum for Kunst.

A fb . 8.

(30)

Peterspladsen. Rom. C. W. Eckersberg. Piazza San Pietro. Roma.

Thorvaldsens Museum.

Afb. 9.

(31)

Dansende Italienerinde.

Anlæg.

G. W. Eckersberg.

Italiana bailando.

Abbozzo.

A fb. io.

(32)

Engelsborgen og

Peterskirken. Rom. Hans Harder.

Generalkonsul Joh. Hansens Samling.

A fb. 1 1.

Castello Sant Angelo e San Pietro. Roma.

Udsigt mod Aventiner-

højen. Rom. Hans Harder.

A fb. i2.

Veduta a Monte Aventino. Roma.

(33)

Romersk Gadeskriver. Ernst Meyer.

Scrivente ambulante romano.

A f b . 13.

P a r t i f r a C i v i t e l la . E r n s t R d e y e r . V e d u t a d a C i v i t e l la . Den Hirschsprungske Samling.

Afb. 14.

(34)

Genrebillede. Ernst Meyer. Quadretto di Genere.

A fb . 15.

Omegnen af Civitella.

Studie. Ernst Meyer.

I Dintorni di Civitella.

Abbozzo.

(35)

Fra Sabinerbjærgene.

Olevano. Ernst Meyer.

Dai Monti Sabini.

Olevano.

A fb. 17.

M a r in e . Ernst Meyer.

D e n H ir s c h s p r u n g s k e S a m lin g . A fb. 18.

M a r i n a .

(36)

Capri-Fisker. Ernst Meyer. Pescatore, Capri.

A fb. 19.

Udenfor et Kloster. Aften. Ernst Meyer.

N y Carlsberg Glyptotek.

A fb. 20.

Fuori del Convento, sera.

(37)

L a n d s k a b s s t u d ie . Jørgen Sonne.

S t a te n s M u s e u m fo r K u n s t .

A b b o z z o d i P a e s a g g io .

Genrebillede. Anlæg. I. A. Kraft.

A fb. 2i.

Quadretto di Genere.

A fb . 22.

(38)

Karneval i Rom. I. A. Kraft. Carnevale a Roma.

A fb . 23.

Omegnen af Terracina. Jørgen Sonne. Dintorni di Terracina.

A fb. 24.

(39)

Tyrehidsning. _ Jørgen Sonne.Stimulazione del Toro. Generalkonsul Joh. Hansens Samling. Afb. 25.

(40)

Osteri ved Ponte Mammolo i Campagnaen. Jørgen Sonne.Osteria al Ponte Mammolo, Dintorni di Roma. Thorvaldsens Museum. Afb. 26.

(41)

Danske Kunstnere i Osteriet La Gensola. Rom. D. G. Blunck. Artisti Danesi nell’ Osteria La Gensola. Roma. Thorvaldsens Museum. '

(42)

Hos Hattemageren. Rom. Alb. Kiichler. Al capellaio. Roma. Thorvaldsens Museum.

(43)

Genrebillede.

Skitse. Alb. Küchler.

A fb . 29.

Quadretto di Genere.

Abbozzo.

Bjærgvej. Alb. Küchler.

Afb. 30.

Strada di Montagna.

(44)

Ung Abbate høres

i sin Lektie. Alb. Küchler.

A fb. 31.

Abbate giovane reci

tando la sua lezione.

Landskab. Alb. Küchler.

Afb. 32.

Paesaggio.

(45)

En romersk Brud Alb. Küchler. Sposa romana pyntes.

Statens Museum for Kunst. ornandosi.

A fb. 33.

Landskab. Alb. Küchler. Paesaggio.

Afb. 34.

(46)

Hadrians V illa ved Tivoli. F r. Petzholdt. V illa Adriana. Tivoli.

A fb. 35.

Bjærgby. Fr. Petzholdt.

Den Hirschsprungske Samling.

Al b. 36.

Paese di Montagna.

(47)

Borgen ved Veji. F r. Petzholdt. Castel dell* Isola. Veji.

Generalkonsul Joh. Hansens Sämling.

A fb . 37.

Bjaerglandskab.

Olevano. Fr. Petzholdt.

Afb. 38.

Paesaggio di Montagna.

Olevano.

(48)

Fra Olevanos Omegn. Fr. Petzholdt. Paesaggio. Olevano.

Greve Joachim L. Moltke.

A fb. 39.

Siciliansk Landskab. Fr. Petzholdt. Paesaggio siciliano.

A fb. 40.

(49)

Kyst paa Ischia. G. C. Hilker.

Spiaggia d’Ischia.

A fb. 41.

Castel Franco. Bologna. Const. Hansen. Castel Franco. Bologna.

Privateje.

A fb. 42.

(50)

Cerestemplet i

Pæstum. Studie. Const. Hansen.

A fb . 43.

Tempio di Ceres.

Pesto. Abbozzo.

Neptuntemplet.

Pæstum. Const. Hansen.

Baron Rosenørn-Lehn.

A fb. 44.

Tempio di Nettuno.

Pesto.

(51)

Vestatemplet. Rom. Const. Hansen. TempiodiVesta. Roma. Statens Museum for Kunst.

(52)