Danmarks Kunstbibliotek The Danish National Art Library

Digitaliseret af / Digitised by

Danmarks Kunstbibliotek The Danish National Art Library

København / Copenhagen

For information on copyright and user rights, please consult www.kunstbib.dk

Christian Gottlieb Vilhelm Bissen.

Født 5 Avgust 1836 i Kjøbenliavn.

S ø a af en stor Billedhugger blev han tillige dennes kjæreste Elev.

Han kom tidlig ind paa Kunstakademiet, tog 1857 dets Sølvmedaille

for en Modelfigur, men udstillede i hele sex Aar kun et eneste Ar­

bejde (Figur til et Vandspring, 1859). Tildels havde vel denne Til­

bageholdenhed sin Grund i, at han maatte hjælpe Faderen under hans rastløse Produktion, men tildels og væsenligst skyldtes den

streng Selvkritik. Først under et Ophold i Italien (1860—63) og under den rige Paavirkning af Galleriernes antike Mesterværker mente han selv at have voxet sig dygtig nok, og han hjemsendte nu (1863) til

V. B issen : Tubal-Kain. Verdens første Smed.

Udstillingen sin „Ægeus“: Athenienserkongen, som stirrer ud over Havet efter det Sejl, hvis Farve skal melde ham, om Theseus har sejret eller er død. Kritiken roste Figurens Udtryksfuldhed og be-

tegnende Stilling saavelsom den sjeldent smukke Behandling af Drape­

riet. Ikke ringere Anerkjendelse fandt hans „Noah“ (1866) og det Marmorbasrelief, „Kristus helbreder den Biindfødte“, som han gjorde færdig under et nyt Ophold i Eom. Efter Faderens Død til­

faldt det ham at fuldføre Kong Frederik VIl’s Rytterstatue og at støbe den i Malm. Han tilegnede sig saa i Udlandet de Kundskaber, der krævedes til Arbejdet, anlagde efter sin Hjemkomst et Støberi og skilte sig i Løbet af tre Aar ved det ham betroede Hverv paa en efter Kyn­

diges Dom særdeles heldig Maade. Blandt hans senere Arbejder kan nævnes den kolossale Billedstøtte „Absalon“, der staar i Raad- og Domhusets Forhal i Kjøbenhavn, hans Billede over Porten til Kjøben­

havns nye Epidemihospital, hans Tubal-Kain osv. Den sidstnævnte Statue giver et godt Begreb om Kunstnerens noget konventionelt-ideali- stiske Opfattelse: ingen Billedhugger med selvstændig historisk Sands vildo vel falde paa at fremstille „den første Smed“ saa søndags-smuk og moderne intelligent.

Sophus Kristian Frederik Schandorph.

Født 8 Maj 1836 i Ringsted.

Faderen var — ifølge en Skildring af Hr. O. Borchsenius — en elsk­

værdig, jovial Mand, varm Beundrer af Orla Lehmann og ivrig Patriot i 1848; han havde først været i Haandværkerlære, men var saa kommet ind paa Kontorvejen, var blevet dansk Jurist og havnede omsider — stadig beklagende sin mangelfulde Dannelse — som Postbestyrer i Ringsted. Moderen var langt mere begavet af Naturen, et poetisk, men noget tungt og pirreligt Gemyt, opofrende til det Yderste, for­

gudende sine Børn, udmærket Husmoder. Sønnen søgte først Byens Borgerskole, hvor Lærerne var en fhv. Underofficer, en Malermester, en theologisk Kandidat med Non og en falleret Kjøbmand. Han kom i sine Drengeaar meget i Berøring dels med Bønder, dels med Kudskene

og Karlene paa Faderens Kontor, dels endelig med Smaaborgerne, hvoraf ikke faa var komiske og noget fordrukne Originaler. Efter at han i 1848 var sendt til Sorø Akademi for at blive Student, fik den

senere Biskop P. C. Kierkegaard megen Indflydelse paa ham. Han mødte trofast til Prædiken og Bibellæsning, læste Grundtvig og skrev religiøse, mythologiske, patriotiske Digte i grundtvigsk Maner. Da

han saa var blevet Student, paavirkedes han stærkt af Æsthetikeren Kr. Arentzen, en pathetisk Frondør, som befandt sig i udpræget Oppo­

sition mere til de Nationalliberales politiske og literære Praxis end maaske til deres Theorier. Og endelig droges han i Halvfjerdserne ind i de aandelige Bevægelser, som Dr. G. Brandes gav Stødet til.

Han var dengang for længst theologisk Kandidat, men havde som Strausz’ianer (af den gamle Strausziske Skole) forøvrig opgivet Theo- logien og i Stedet for kastet sig over romanske Sprog og Literatur;

han havde ogsaa offenliggjort en Del literærhistoriske Arbejder og havde publiceret et Par Digtsamlinger samt de dramatiske Scener

„Ude i Skoven“. Hans videnskabelige Arbejder holdt sig den tørre gængse literærhistoriske Recept efterrettelige, medens hans Digtninge

— trods al Mangel paa Primitivitet — viste en vis Lyst til at staa paa egne Ben. Intet af hans literære Arbejder var imidlertid slaaet igjennem.

Først nu, i Halvfjerdserne, gik det op for ham, at man kan være Digter ikke blot paa Stemninger, der er fælles for de Fleste, men ogsaa paa Erindringer, Iagttagelser, Indtryk, som er særlige for En.

Hans næste Bog (1876) blev en Novelle-Cyklus og førte — betegnende nok for den Udvikling, han havde gjennemløbet — Titlen „Fra Pro­

vindsen“, Saa fulgte „Uden Midtpunkt“, „Smaafolk“, den omfangsrige

„Thomas Friis’ Historie“, „Et Aar i Embede“, mindre Fortællinger, udvalgte Digte osv. I mer eller mindre maskerede Skildringer af egne aandelige Oplevelser har han vel naaet højest; men hans Frem­

stillinger af sjællandsk Bonde- og Smaaboi’ger-Liv for en Menneske­

alder siden har gjort mest Lykke. De er udførte lidt stereotypt, med et noget burschikost og godmodigt Lune, gottende sig ved det „Grin­

agtige“ og stundom ved det Grove. Skjøndt af Naturen aabenbart et meget blødt Gemyt har Schandorph nemlig en romantisk Tilbøjelighed til at „se sig gal“ paa det Vedtægtsmæssige, det Adstadige, det „Fili­

strøse“, som de selvophøjede Aander sagde i gamle Dage. Og den Higen k a n komme til at tage Magten fra hans Smag og Kritik.

En Samtale.

(Af „ T h o m a s F r i s ’s H i s t o r i e “ )

„God Dav, Fris, glædelig Fest!“

Det kom fra en Gaardmand, der kom gaaende ad Kjørevejen og røg paa en sølvbeslagen Merskums-Pibe; hans laadne Hue sad helt ned i Øjnene; over hans Træsko snoede Halmviske sig op ad Benene, oven paa Strømper og Buxer, for at holde Benene varme i den gjennem- trængende Frosthlæst.

Degnen vendte sig og svarede:

„Tak, i lige Maade, Ole Sørensen!“ og rakte Haanden ud mod Bondemanden.

Skolelærer Fris forsømte aldrig en Lejlighed til at faa sig en Passiar. Han stod sig godt med Gaardmændene, hvis Gildekost han ingenlunde foragtede; og da han var en udmærket Firkortspiller, kunde han i Reglen gjøre Regning paa at gaa nogle Mark rigere fra en festlig Sammenkomst. Det vilde dog være at gjøre Degnen Uret at tro, at han gik derhen med Planer om at trække sine Medspillende op. Som det langt overvejende Flertal af sine Medmennesker var han ikke Karakter-, men Situationsskuespiller; han benyttede kun Lejlig­

heden, naar den kom, han søgte den egenlig ikke.

„Fryser Ole Sørensen?“ spurgte Degnen Gaardmanden og lagde en kjærlig Omhu i Tonefaldet.

„Nej — ikke større.“

„Det fryser ellers 8 Grader i Dag.“

„Det var Såten,“ sagde Ole Sørensen.

„Jeg staar ellers og passer paa Drengene og Tøsene der ude paa Gadekjæret. Man maa jo dog sørge for, at de ikke kommer en Ulykke til. Man har jo før hørt, at En har brækket en Arm eller et Ben ved at falde paa Isen.“

„Ja Gu’ har man saa,“ svarede Ole Sørensen.

„Man har jo selv et Barn, Ole Sørensen. Aa, ja — nu skal min Dreng jo konfirmeres til Paaske.“

„Det var Såten,“ sagde Ole Sørensen.

„Jo, han skal saamænd. Præsten har jo været saa god at læse med ham et Par Aar sammen med sine egne Sønner; m in Dreng skulde med til Alt, saagar til Latin. Naa, det Sprog faar han vel ikke stor Brug for. Jeg har jo i Sinde at sætte ham i Kjøbmandslære.

Men Skade kan det jo heller ikke gjøre.“

„Nej, det kan ’et vel ikke,“ sagde Ole Sørensen.

„Drengen er skrap i Skolen, naar jeg selv skal sige det. Det

sagde da ogsaa Biskoppen, da han var her paa Visitats forgangen Sommer.“

„Det var Såten,“ sagde Ole Sørensen.

„Ja. Han skriver formelig en flydende Haand. Men én Ting gjør mig bange. Mens min stakkels Kone endnu var rask, fortalte hun ham altid Eventyr og Historier i Mørkningen af Vinteraftenerne;

det satte Drengens F a n t a s i i Bevægelse, og det tror jeg, man skal tage sig i Agt for. Hm — kjender Ole Sørensen det franske Ord Fantasi?“

„Næ—j,“ sagde Ole Sørensen.

„Naa — ikke det? — Hæ — ja — det vil sige. . . . saadan ind­

bildning. Nu skal jeg forklare Ole Sørensen det. Jeg sætter n u , at Ole Sørensen gaar ud i sin Mark, mens Kornet staar paa den. Jeg sætter nu, det er almindelig toradet Byg, der staar paa Ole Søren­

sens Mark.“

„Ja, for jeg saaer aldrig sexradet Korn,“ bemærkede Ole.

„Meget vel. Men, hvis nu Ole Sørensen sagde til sig 'selv: Sikken dejlig Skov! Der er Bøg og Eg og El og Ask og øvrig Skovbestand

— og hør, hvor Fuglene prise Skaberen i ukunstlede Toner højt i Træernes 'Toppe — og det saa ikke var Andet end Græshopper og saadant noget Skab, som sprang i Kornet, saa var det jo ingen Virkelighed.“

„Nej, for det var noget Vrævl,“ sagde Ole og gabede.

„Ganske rigtigt. Men saa havde netop Ole Sørensen brugt sin F a n t a s i i Stedet for sine Sanser,“

„Aa ja, saagu’,“ sagde Ole.

Læserne have allerede set, at Ole Sørensen var en medgjørlig Mand i Samtale. Men man tager fejl, naar man tror, han var en Tosse. Han var endog genial og agtedes som en stor Avtoritet paa ét Gebet — det var paa Svinenes. Hans Svineopdrætning ansaas som et Mønster paa hele Egnen; han tog første Præmie ved hvert Dyre- skue; selv Avlsforvalteren paa Herregaarden spurgte ham til Raads, naar han skulde gjøre Indkjøb. Naar Ole Sørensen saae paa et Svin eller en Gris og gjorde sine Bemærkninger om Dyret med en Sikkerhed, der vidnede — jeg havde nær sagt — om et psykologisk Skarpsyn

— det bliver nogle snavs Grise, der falder efter den So; det er et taab ligt Kræ — eller — der er et „undt Sind“ i den Ornegris,. . . saa vare slige Dicta sikre Orakelsprog, ifølge hvilken Soen blev bestemt ikke til ,,Griseso“ eller „Leveso“, men fedet op til Slagtning, medens der ved en Operation blev sat en Dæmper paa Ornegrisens truende

Tendenser. Men forlangte man Grunde, blev Ole Sørensen om mulig endnu tværere end før og brummede: Ja ethvert Menneske har jo sin frie Villie, . . . og saa kunde ingen Verdens Magt faa et Ord mere ud af ham.

Den Anseelse, som enhver Dygtighed, der giver et haandgribeligt Udbytte, nyder, og det ikke mindst paa Landet, bevirkede, at Ole Sørensen blev en af de Bønder, som Skolelærer Fris gjorde mest Kur t i l ; men ban holdt nok af at vælge Samtale-Emner, der gav ham selv Lejlighed til at vise sin overlegne Kundskab. Hans Passiar hverken kjedede eller morede Ole Sørensen, thi naar man ikke talte om hans egen Bedrift, var det ene Thema ham lige saa kjært som det andet.

Julie Hansen.

Født 11 Juni 1835 i Kjøtenhavn.

S u n er yngste Datter af H. C. Lumbye, Kjøbenhavns Dandsekomponist par excellence. I 1856 gjorde hun den [berømmelige ^Hoftheater- Kampagne med, hvor Høedt og Michael Wiehe var Førerne'; spillede saa en Del Aar paa Folketheatret; ægtede 1868 dettes energiske og dygtige Direktør, Kammerraad Lange; blev efter hans Død gift med Skuespiller Carl Hansen, en Søn af den yndede „Kammersanger"; ud­

vandrede en kort Tid til Kasino, hvis Eepertoire imidlertid bød hende faa eller ingen passende Opgaver; og er nu vendt tilbage til Folke­

theatret, hvor hun indtager en fremtrædende Plads og er meget yndet af Publikum. Hendes Specialitet er „de kjøbenhavnske Madamer“:

baade den pjattevorne og pjankede, den godmodigt vrøvlende, den sødladné, men saare „bestemte“ og den skrapt affejende, lidt kjælder-

agtigt duftende Borgermadam giver hun med stor Virtuositet. Der er neppe ved samtlige Landets Theatre nogen saa „kjøbenhavnsk“ Skue-

spillerinde og ingen, som i den Grad har taget den mindre afslebne Del af Mellemstanden skarpt paa Kornet.

Viggo Johansen.

Født 3 Januar 1851 i Kjøbenhavn.

D et var Meningen, at han skulde være Student og saa træde ind i Faderens Grosserer-Forretning. Men han havde mere Lyst til at tegne end til at læse, og Marstrand, som fik hans Tegninger at se, mente, at det unge Menneske ubetinget burde være Kunstner. I 1868 kom

han da ind paa Akademiet, men forlod dette 1875 uden at have faaet det officielle Afgangsbevis, væsenligst, siges der, fordi hans strenge Selvkritik let berøvede ham Modet. Han uddannede sig nu paa egen Haand, under stærk Paavirkning fra de gamle Nederlændere samt fra Roed, Vermehren og vel ogsaa den jævnaldrende Krøyer. I 1875 ud­

stillede han et Portræt og paabegyndte saa den Række smaa Kabinets- Billeder, som næsten med ét Slag stillede ham i Række med vore be­

tydeligste Malere. Hans Emner er som oftest ganske smaa: i „Et Maaltid“ viser han saaledes et Par gamle Ægtefolk ved deres mer end fattige Middagsmad, og allerede Titlerne paa andre (f. Ex. „En Kone, der vander sine Blomster“, „En ung Pige i et Kjøkken“ osv.) siger hurtigt, at her er intet dramatisk Stof taget op. Dog har han ogsaa fremstillet en sørgende gammel Bondekone, hvem en Naboerske kom­

mer og trøster, etc. I det sidste Par Aar har han udstillet Billeder med større Figurer. „Han hører“, siger Sigurd Muller, „til de grun­

digste Psykologer blandt vor Tids danske Malere“ og udmærker sig altsaa ved Evne til „at karakterisere Personer dybt og sikkert og til at give deres Sindsstemning et klart Udtryk.“

Christian Knud Frederich Molbech.

Født 20 Juli 1821 i Kjøbenhavn.

P aderen var den bekjendte Historiker og Sprogmand, som selv var en poetisk bevæget Natur. Sønnen debuterede i Literaturen knap tyve Aar gammel, med en æsthetisk Guldmedaille-Afhandling og en Digt­

cyklus, „Billeder af Jesu Liv“, som røbede, til hvilket sikkert Herre­

dømme over det gængse poetiske Sprog og de traditionelle Verse- Former denne Digter kunde ventes at ville naa. De følgende Arbejder (Dramerne „Klintekongens Brud“, „Venusbjerget“, „Dante“ samt Digt­

samlingen „Dæmring“) udmærkede sig da ogsaa fortrinsvis ved at være

9 i

skrevet i en meget klar og koncis Stil. Man finder aldrig lykkelige nye Udtryk eller en ny Eythme i dem og kun sjeldent et nyt Billede;

1

Smule smægtende. Men de Stemninger, som navnlig Størsteparten af Smaadigtene udtrykte i en næsten klassisk Form, var fælles for en stor Del Ældre og Yngre i Tiden nærmest omkring den sidste slesvigske Kiig, saa Molbechs Poesier havde maaske en Tid lang talrigere Venner end endog Chr. Winthers, for ikke at tale om Paludan-Müllers og Hertz’e s . . . Sin versifikatoriske Færdighed havde han i Halvtredserne anvendt til at fordanske Dantes „Guddommelige Komedie“. Over­

sættelsen er meget smagfuld eller moderne, men maaske ikke fuldt saa karakteristisk eller historisk.

"Efter at være vendt tilbage til Kjøbenhavn (fra 1851—64 havde han været Professor i nordisk Sprog og Literatur i Kiel) og efter at være kommet som Censor i Berøring med Theatret, optog han sin Virksomhed som dramatisk Forfatter og skrev nogle større og mindre Skuespil, blandt hvilke „Ambrosius“ gjorde en enestaaende Lykke.

Den store tekniske Dygtighed, hvormed Planen var ført igjennem, og som viste, at Forfatteren med Held havde studeret det moderne franske Drama, bidrog vel en Del til Sukces’en; men hovedsagelig skyldtes denne vistnok den noget sentimentale Hovedfigur, med hvilken Digteren igjen havde ramt lige i Centrum af en Mængde (denne Gang maaske navnlig: ældre) Menneskers Stemnings-Liv.

En Drøm.

(Brudstykke.)

. . . Lidt efter lidt forvandled Drømmen sig paa sælsom Vis, jeg véd ej selv hvordan.

Det gamle Billed smelted med et nyt saalunde sammen, som i Dæmringstimen det sidste Skær af Dag med Maanens Lysning.

De dunkle Stammer langsmed Søens Bred forvandled sig til hvide Marmorpiller, der voxede som ranke Blomsterskud op af det dybe Vand, og deres Kroner foroven samled sig og blev et Slot med høje, rigt udskaarne Vinduesbuer.

De grønne Blade blev til Sten og slynged sig, lig en broget Krands af Arabesker, om Slottet, der i Maanens Dæmringslys

laa som en Kæmpeblomst med snehvidt Bæger og flød paa Bølgen. Men den klare Sø forvandled Drømmen til et snevert Vand, som lig en grønlig Slange snoede sig i Bugter mellem høje Marmorhuse, Gravsteder for et længst forsvundet Liv, der stod, som Dødninger i hvide Lin, og stirrede med tomme Øjenhuler ud i den stille, maaneblege Nat.

En søvntung, lummer Luft hang over Byen;

de hvide Duer sad paa Kirkens Tag med Hovedet bag Vinge; Markusløven var slumret ind, halv blind af Alderdom, og selv de tvende pandserklædte Kæmper paa Taarnets Top slog sagte, som i Drømme, den store Klokke i de Dødes Stad.

Kun i hint Marmorslot var tvende Vinduer oplyste klart, et Billed paa de Øjne, der vaaged indenfor, bag Silketæppet.

Nu lød en Aares Pladsken, Vandet glimted med blaalig Giands, og sagte som en Snog, smidig som Mandens Tanke, naar den lister sig ind i Kvindens uerfarne Sjæl,

gled der en sort Gondol henad Kanalen og lagde sig i Skjul af Slottets Skygge.

En Mand steg ud; hans Kind var brun af Solen, hans Dragt var Landets Dragt, hans Blik var kjækt, og Læben svulmede med trodsigt Mod.

Men mellem hver Gang Sjælens Flammer lyste som et ustadigt Ildglimt bag hans Bryn, var der et Øjeblik, hvori der faldt et stille Stjerneskjær af Tungsind over

hans Ansigts Egn; og naar hans Mund var lukt, kom der en dunkel Smerteskrift tilsyne,

hvori der stod, at han var Nordens Barn.

Han gik mod Livets Middag, Foraarsblomsten, den havde han forsmaaet og traadt den ned;

nu rakte han sin Haand mod Sommerfrugten, der som en gylden Drueklase hængte

foran ham, modnet af en sydlig Sol.

Et Øjeblik han stod og saae i Vandet, som om han vilde læse Skæbnens Eaad i Bølgen, der var dunkel som hans Fremtid;

men derpaa klapped han i sine Hænder, en Dør blev lukket op, og han gik ind . . .

I Lampens fulde Lys stod foran ham hun, som han elsked og som elsked ham, hun. Marmorslottets Datter, rank og stolt, med Perler flettet i det sorte Haar, med dristigt Øjekast, der var i Slægt

med Druens Glød, og med en Mund, hvis Søster kun fandtes blandt Korallerne i Havet,

Hun rakte, varm af Elskov, Armen mod ham . .

Peter Vilhelm Carl Kyhn.

Født 30 Marts 1819 i KjøbenFavn.

Faderen var Opsigtsbetjent ved den grønlandske Handel. Sønnen skulde ogsaa have gaaet Handels-Vejen, men røbede tidlig Lyst til og Anlæg for Kunst og kom saa foreløbig i Kobberstikker-Lære, hvor han maatte lave Etiketter og Vignetter. Samtidig var han imidlertid be­

gyndt at gaa paa Akademiet (fra 1836), blev Elev af Modelskolen og fik (1841) den lille Sølvmedaille. Hans Hu stod til Landskabsmaleriet, hvori han uddannede sig helt paa egen Haand. Fra 1843 begyndte han at udstille, og strax hans første Billede solgtes til det kgl. Maleri-

galleri; to]|Aar efter tog han den Neuhausenske Præmie for et For- aars-Skoyparti.

I

ved Taarbæk“ 1855); senere har han fortrinsvis „dvælet ved den sil­

dige Sommeraftens ejendommelige Skjønhed i Norden, som han paa forskjellig Maade har søgt at gjengive i „Kølig Sommeraften“ (1863) og „Sildig Sommeraften ved Himmelbjerget“ (1874)“.

Drachmann har et Steds, hvor han lader de ældre Malere her­

hjemme passere hurtigt Revne, anvist Kyhn sammen med afdøde Rump

■en Plads „aldeles for sig selv. De er,“ skriver han, „maaske de Største, i ethvert Tilfælde de Originaleste blandt Landskabsmalernes store Legio. De have hver sin ejendommelige Maade at tale til Folk paa, og bestandig fortælle de den gamle Historie om en Skov med nogle „Dyr“ eller en Eng med nogle Køer paa en ny og frisk Maade.

De savne (Gudskelov!) det routinérte Haandelag, der altid drejer Penslen paa den vante Vis; de mudre og tumle med „Behandlingen“

i en højst elskværdig Ugenérthed; de anvende Farver, opfinde „Toner“, som ingen Anden kjender noget til; bestandig holde de Udkig med Naturen for at aflure den hidtil uopdagede Sider; og skulde der i det Hele taget ved Nogen af vor danske Malerskole være Tale om Sam­

menstilling med de gamle Hollændere, da maatte det være ved disse to Mænd, der saa umiddelbart, saa fri for noget System gaa lige til Naturen og lære af den“.

Sophus Elias Neumann.

Født 18 Juli 1845 i Kjøbenhavn.

iieum ann skulde oprindelig havegaaet den studerende Vej; det ønskede Faderen, Handelsbogholder og Kasserer N., som i 25 Aar havde været Lærer ved en Skole her i Byen. Men 1862 brød Sønnen overtvert, kom ind i Kasinos Kor, gik ganske stilfærdigt og lærte Bunker af Roller udenad, for at kunne være ved Haanden i paakommende Til­

fælde , og fik endelig — under Chr. Schmidts Sygdom — Lov til at

■doublere bl. A. Peter Ravn i „En Spurv i Tranedands“. Han spillede

■en Tid lang paa Kasino, i Provinserne osv., og kom 1867 til Folke- theatret. Her hændte der ham i Sæsonen 69—70 Noget, som de Færreste overlever. Mandagen den 23 Avg. meddelte nemlig et kjøben- ihavnsk Blad Følgende: „Skuespiller Neumann ved Folketheatret er

afgaaet ved Døden, efter tre Ugers Sygdom af Tyfus, i den unge Alder af 24 Aar. Hans umiskendelige Talent befandt sig midt i sin Udvik-

ling, men havde allerede fundet en udstrakt Anvendelse i Folketheatreta Repertoire“. Neumann var dog Mand for, lige to Maaneder efter, a t vise sig paa Folketheatrets Scene igjen og gjorde baade dér og paa

Kasino (hvor han senere modtog Engagement) saa at sige altid Lykke.

Naar han ikke netop lader sig forlede til at chargere, er hans tørt komiske Figurer overordenlig morsomme. Han er desuden en for­

træffelig Kouplet-Sanger, som aldrig lader en Pointe gaa tabt.

Albert Kiichler.

Født 2 Maj 1803 i Kjøbenhavn.

S a n var Søn af en Snedkermester, kom i Maler-Lære, men søgte samtidig Kunstakademiet, hvor han i en tidlig Alder fik de to Sølv- medailler. Samtidig malede han under Eckersberg, hvis Vejledning fik ikke ringe Betydning for ham. I 1823 udstillede han første Gang.

De nærmest følgende Arbejder var alle religiøse eller literære: dels bibelske Scener, dels Scener af Øhlensclægers, af den idylliske Gessners og af de ossianske Digtninge. Intet af de Billeder slog igjennem. Der­

imod fik Folk paa Minuten Øjnene op for hans store Talent, da han ganske jævnt gav sig til at skildre den Virkelighed, som han havde set, og som han kjendte. Han malede — stadig med en lun Skjælm bag Øret — et Par fra vor martialske Borgervæbning ude paa Fælleden samt et Besøg af en Amagerpige i en Malers Atelier: dér træffer den unge Uskyldighed til sin Forfærdelse Maleren sammen med en halvnøgen Model! . . . Den Lykke, disse Arbejder gjorde, drog dog ikke Kiichler bort fra den Vej, han fra først af var slaaet ind paa.

Hans næste Billeder blev en Altertavle samt Guldmedaille-Billedet

„Jesus helbreder de Syge“.

I 1830 rejste han udenlands og havnede i Rom. Folkelivet og navnlig Munkenes Liv dernede optog ham i høj Grad, og han har malet en Række interessante Billeder med derhen hørende Emner.

„Hans muntre Lune“, skriver Hr. Ph. Weilbach, „var imidlertid for en Del blevet afløst af en vis blød, halvt religiøs, halvt sentimental Stem-

ning, og det er mer og mer alvorlige Træk af Livet, han fremdrager.“

(Han malede da ogsaa stadig bibelske Billeder.) „Farven blev lysere og klarere, men tabte noget af sin Dybde, ligesom ogsaa Modelleringen

i det Hele blev svagere og Formernes Runding mindre fremtrædende.

Men den smukke Følelse, det fine Sammenspil mellem Personerne, den nydelige Fordeling i Rummet gjør alligevel denne Kreds af Billeder

. .’ r ■'b--

til vakkre Repræsentanter for, hvad den Tids danske Kunst formaaede at frembringe.“

Thorvaldsen, som satte stor Pris paa ham og kjøbte flere Billeder af ham (saaledes et Par af hans kjønne Abbate-Billeder), bidrog til, at han tog fast Ophold i Rom, hvor han saa i 1844 gik over til Ka- tholicismen og 1851 blev Franciskaner-Munk under Navnet „Fra Pietro“.

Efter den Tid skal han kun have malet religiøse Billeder i katholsk Aand, fortræffelige Studier efter Rafael og Perugino. Han er dog blevet ved at føle sig som Dansk og at kunne tale det kjøbenhavnske Dansk.

Johan Carl Christian Brosbøll.

Født 7 Avgust 1820 i Fredericia.

Som ganske ung kom Brosbøll til at berejse Fyen, Jylland og Sønder­

jylland. Faderen, der var Kjøbmand og Brandinspektør og som ejede en Tobaks- og Kartefabrik, sendte jævnligt Drengen ud i Forretnings- Ærinder. Han skulde nemlig uddannes til at gaa Handelsvejen. Men den havde han ingen Smag for, og sexten Aar gammel rejste han da til Kjøbenhavn for selv at bryde sig en Bane. Han vilde være Maler — og har for den Sags Skyld omtrent hele Livet igjennem bevaret sin Lyst til at male. Efter at han havde gjennemgaaet Skolerne paa Kunstakademiet, drog Literaturen ham dog stærkest til sig. Han ka­

stede sig over Studeringerne, navnlig over Æsthetik, og besvarede ikke færre end tre Gange Universitetets æsthetiske Prisopgave: første Gang tilkjendtes der ham Akcessit, de to følgende Gange Guldme- daille. Fortællinger, Anmeldelser osv. havde han allerede skrevet en Stund. Den første Bog af ham, der slog igjennem, var „Smuglerens Søn“. Senere fulgte — stadig under Mærket „ C a r i t E t l a r “ , som han havde valgt sig — en lang Række Noveller, hvoriblandt de be- kjendte „Gjøngehøvdingen“ og „Dronningens Vagtmester“, fremdeles

„Herregaardshistorier“, „Ilerverts Krønike“, „Viben Peter“ osv. Hyp­

pigst er Scenen henlagt til gamle Dage, og med Undtagelse af Inge­

mann har vel ingen dansk Forfatter vakt en saa almindelig Interesse for vor ældre Historie som netop Brosbøll. Hans Skildringer har vævet sig ind i og givet Farve til mer end ét Slægtleds Drømme og Attraaer.

Forøvrig har han ogsaa nu og da henlagt Scenen for sine Fortællinger til vore Dage. Overalt bevarer han sin Evne til at tegne i raske, sikkre, men lidt stereotype Træk. „I at opfinde eller kombinere Be­

givenheder og sammenstille Karakterer i stærke Konflikter“ staar han endnu stadig over samtlige danske Forfattere; hans Talent er i saa Henseende næsten et Særsyn i vor Literatur. Ogsaa som Dramatiker har han ydet ikke faa Arbejder af Betydning for dét store Publikum, som ikke forlanger indtrængende og flnt markerede Sjæleskildringer.

Navnlig hans Folkeskuespil om Tordenskjold har gjort stor Lykke.

Pi'iiidseisseiis Skytte.

(Brudstykke.)

Prindsesse Elisabeth red ud af Byen ved Siden af Peder Munk til Estvadgaard, bag dem fulgte den fremmede Skytte. Han bar samme Dragt som igaar, men idag red han en lille, stærkbygget Hest, der skummede og bed i sit Bidsel af Utaalmodighed efter a t komme frem. Ingen af Hofbetjentene vidste egenlig, hvem han hørte til, eller hvorfra han kom, han havde vist sig, just som Jagten skulde begynde, han gav sig heller ikke synderlig af med de Andre, men forstod ret behændigt at trænge sig frem med sin Hest mellem Skaren, til han fik den Plads, han ønskede. Prindsessen lod ikke til at bemærke hans Nærværelse, selv da han red hende nærmest, maaske lidt nærmere, end det sømmede sig en Skytte. Hun syntes at have glemt Alt, hvad der var sket igaar.

„Naadige Frøken finder vist ikke synderlig Behag i vor Jagt,“

sagde Munk, medens de rede gjennem Skoven. „Idetmindste vil det vist ikke blive Eder, der bringer Hjorten til at falde.“

„Hvorfor tror I det. Hr. Rigsraad?“ spurgte Prindsessen.

„Jeg har i de foregaaende Dage lagt Mærke til, at Eders Naade holder mest af at fare i Mag og søge de ensomme Steder.“ Prind-

sessen saae den gamle Rigsraad smile under disse Ord og betragte hende med et Blik, der jog Blodet op i hendes Kinder, men hun fik ikke Lejlighed til at svare, de havde nu naaet Mødestedet, hvorfra Jagten skulde gaa ud. Koblerne bleve løste. Hundene gjøede. Skytte­

hornene lød. Jægermesteren fordelte Selskabet og viste Enhver den Retning, han havde at tage, naar Jagten begyndte.

Prindsesse Elisabeth red sin Vej med de Øvrige, den ubekjendte Skytte var endnu kommen hende et Skridt eller to nærmere, hans Røst naaede til hendes Øre.

„Skam skulde han faa, den snøvlende Rigsraad! for saa karrig en Lykke, han spaaede min naadige Frøken paa Jagten,“ udbrød han højt og lydeligt.

„Hvad er det. Du siger. Du tossede Skytte!“ sagde Prindsessen og saae sig om til Siden, „vil Du se. Du tager vare paa din Mund, om Du ellers ønsker at fare vel.“

Men Skytten saae ikke det mindste forsagt ud, tvertimod, hans Øjne havde aldrig før havt et saa dristigt og frimodigt Udtryk som nu.

„Det kunde alligevel nok hændes, at han tog fejl, den krum­

ryggede Mand!“ vedblev han lidt efter. „Ifald I ønsker det, skal det netop blive Eder, som først naaer den hidsede Hjort.“

„Ja, kom, kom!“ sagde den unge Prindsesse, „lad os se, vi naa den før de Andre! kan Du hjælpe mig dertil, vil jeg ikke fortryde.

Du fulgte mig, og holde Dig for en bedre Karl tillige.“

„Jeg kommer da til at gjøre mit Bedste for at naa Eders Gunst,“

sagde Skytten, „især siden Eders Naade selv forlanger det.“

Han steg af sin lille rødbrune Hest, der fra det Øjeblik, han satte Foden til Jorden, stod saa rolig som et Lam ; han spændte Prind- sessens Sadelgjord fastere, derefter begyndte et Ridt, vildt og heftigt, under hvilket Prindsessen uden synderlig Misfornøjelse saae den frem­

mede Mand ride lige ved hendes Side. Det var hans Haand, der var­

somt bøjede de truende Grene bort fra hende, det var ham, der fulgte hendes galopperende Hest, greb den, naar den snublede, og advarede hende for enhver Hindring paa Stierne, det var ham, der bestandig fandt nye Udgange, naar Grene og Buske inde i Skovmørket lukkede sig omkring dem, det var hans Horn, der paa de aabneVeje, jublende klart og som en Sejrshymne, gjentog den gamle Kæmpevise fra igaar, bestandig kun den samme, det var endelig hans Øjne, som trofaste, straalende og tilbedende dvælede paa hendes Aasyn, hendes Hænder, hendes hele Skikkelse, Blikke, der omgav hende som levende og bræn­

dende Ord, og som ikke behøvede nogen bedre Talsmand for at for- staas. Han forekom hende at blive større, denne forunderlige Mand,

medens , han sad saa sorgløs og ligegyldig paa den stejlende Hest, som om han hele sit Liv ikke havde hestilt Andet; hun syntes, dette sytten- aarige Barn, at mærke det glødende Pust af hans Aande, hvergang han talede, det forekom hende desuden, at denne Røst efterhaanden var hleven uendelig hiødere og langt mere mild end igaar, en Røst, der ligesom had om Tilgivelse for de Ord, den udtalte; hun blev mere frygtsom og bange, hun vovede tilsidst ikke at se op til h am , og det behøvedes ikke heller, hun følte alligevel hans Blik, hun lyttede og lyttede til hans Ord, medens de joge gjennem Skoven.

Tiden gik. Solen lyste ned mellem Træerne, hist og her løde Fanfarer af Jægerhorn, der syntes at komme nærmere og derefter igjen at forsvinde, men Prindsessen og hendes Skytte lagde ikke Mærke dertil, hun red med sænket Hoved, med flammende Kinder, det var i den sidste Tid kun ham, der talede.

Nede paa Vejen stod en laset Dreng, støttende sig til en tyk Stav, som han omklamrede med begge Hænder. Idet de Ridende joge forbi, udstrakte han sin Stav og raabte:

„Ad den Vej! ad den Vej! der ligger han og strækker Tungen ud af Flaben og gisper nede i Mosen.“

„Hvad mener Du?“ spurgte Skytten.

„Den store Kronhjort, han, den hvide, som man har kjendt i mange hundrede Aar, han har to af de værste Hunde i Nakken paa sig. Ret nu kan han ikke mere.“

De Ridende joge hen i den betegnede Retning, en langstrakt Mose udbredte sig foran dem. Nede ved det sivbegroede Vand laa Kronhjorten, gispende, kæmpende med to store Hunde. Skytten gik ned og endte denne Kamp, idet han stødte sin Kniv i Hjortens Bringe.

Hundene viste Tænder og slikkede hylende det faldne Dyrs Blod.

„Nu bar jeg holdt mit Ord,“ sagde Skytten. „I er kommen først til Stedet og har vundet Prisen, til Trods for den gamle Rigsraads fuleSpaadom. Er der mere, min naadige Herskerinde har at befale?“

„Mere!“ gjentog Prindsessen i en forunderlig blød og bævende Tone. „Hvis der var mere, vilde Du saa lyde mig?“

„Tal blot, o ta l!“ sagde han, „forlang, hvad I vil, alt, hvad et Menneske kan udrette, — I skal blive adlydt.“

„Saa tag dit Horn og blæs saa højt. Du kan, til Tegn for de Andre, at jeg er her. Naar Du har gjort det, saa rid din Vej og lad mig være alene!“

„Jeg skal forlade Eder?“ udbrød han.

„Du lovede at ville lyde mig i A lt,“ ytrede hun bønligt. „Ikke sandt, det sagde Du jo?“

„Det sagde jeg,“ gjentog han, blæste og steg til Hest; men Prindsessens Ord kaldte ham igjen tilbage.

„Du skal ride bort,“ sagde hun med Øjne, der straalede gjennem Taarer, „langt bort, det vil Du love mig!“

Idet hun talede, rakte hun ham sin Haand, drog den dernæst tilbage igjen, som om hun betænkte sig, trak Handsken af og rakte ham den atter. Han bøjede sig ned over den lille hvide Haand, kyssede den og red saa ind i Skoven uden at sige Noget.

„Du har lovet det,“ sagde hun halvhøjt efter ham. „Jeg stoler fast paa Dig. — Du maa aldrig mere komme tilbage.“

Han svarede ikke, vendte sig heller ikke om, men blev ved at ride. Hun stod og saae efter ham, bøjende sig fremad, for endnu en Hang at opfange et Glimt af den forsvindende Rytter. Da han var borte, skjulte hun Ansigtet i sine Hænder og brast i en heftig Graad.

Gottfred Matthison-Hansen.

Født 1 November 1832 i Roskilde.

S a n viste tidlig musikalske Anlæg og skal som Barn have sunget Melodier, længe før han kunde tale. Faderen, den ansete Orgelkom­

ponist, underviste ham ivrigt i Klaverspil; men da Drengen senere hen lod til at sætte nok saa stor Pris paa at læse som paa at spille, blev han da sat til at stndere, tog de første Examiner og begyndte at læse til juridisk Examen. Musik-Livet i Kjøbenhavn og Omgangen med unge Kunstnere bevirkede dog tilsidst, at han lagde Juraen paa Hylden og kastede sig over Musiken. Orgelet blev hans Hoved-Instru­

ment, og det varede ikke længe, før han optraadte offenligt. Efter at være kommet hjem fra en Udenlandsrejse (til Leipzig) stiftede han

sammen med Grieg, E. Hornemann og Nordraak Koncert-Institutet

„Euterpe“, hvis Program lød paa „Opførelse af m o d e r n e Musik“.

Senere gjorde han gjentagne Gange Koncert-Rejser baade i Danmark og Tydskland, Man roser hans Orgelspil som aandfuldt, begejstret og i teknisk Henseende meget behersket. Af hans Kompositioner kan

10

anføres: en Fantasi for Orgel i D-moll, en Ballade for Piano, „Frode Fredegod“, nogle Sonater, Karaktérstykker, Mazurkaer etc.

Julie Maria Weber Sødring.

Født 19 Juli 1823 i Kjøbenhavn.

Lige til hun havde fyldt sit tyvende Åar, skal hverken hun selv eller hendes Nærmeste have blot saa meget som drømt om, at hun engang kunde komme til Theatret. Hun havde naturligvis i sit Hjem — den

store „gamle Rosenkilde“s Hjem — atter og atter hørt Tale om Ko­

medier og Skuespillere og dramatiske Forfattere, og det havde været hendes bedste Fornøjelse at komme hen at se gode Skuespil godt ud­

førte. Men at hun selv skulde kunne spille Komedie, eller at hun skulde kunne falde paa at efterligne det Spil, hun havde set, — nej aldrig! Der var ikke en eneste Gang Tale om Sligt. Men saa kom hun en Dag sammen med en Veninde hen til to gamle Tanter, som trippede travlt om og gjorde Toilette og lod Munden løbe imens over Stok og Sten, fra Frisure til By-Nyt og Familiebegivenheder.

Disse to pudsige Gamles Adfærd hed sig fast i hendes Hukommelse, og da hun kom hjem og fortalte om dem, efterabede hun dem saa slaaende, at hendes Fader faldt ned af Stolen, han sad paa, af bare Latter. Lige paa éngang blev han imidlertid tankefuld, skævede hen paa Datteren og tridsede tavs ind paa sit Værelse. Og nogle Dage efter lukkede han saa pludselig sin Dør op paa Klem, kaldte paa

„Julie“, stak Mad. Buurmanns Rolle i „De Uadskillelige“ ud gjennem Døraabningen efg sagde kort: „Lærden!“ — S aa først gik det op for Julie Rosenkilde (som i 1849 kom til at hedde Julie Sødring), at hun havde Skuespillertalent, og at hun burde gaa til Theatret.

Lige meget, om denne Fortælling er sand Historie eller en Smule af en Mytbe: vist er det, at hen imod tyve Aars Alderen blev Julie Sødring sikkrere og sikkrere paa sit Talent, og den 5 November 1843 debuterede hun som Jazintba i „Den sorte Domino“. Debut-Rollen er betegnende for hendes Temperament og overlegne Forstandighed.

Den er lille, ansaas for ganske ubetydelig og utaknemlig og begynder ovenikjøbet med en lang Monolog. Men denne unge Pige, som strax havde opgivet enhver Tanke om at besnære og bedaare, og som havd&

forberedt sig ganske paa egen Haand, — hun kjendte, lader det til, sine Evners Omfang og stolede sikkert paa dem. I Virkelig­

heden stillede da ogsaa Udførelsen af den Rolle hende med ét Slag:

frem i forreste Række af Datidens sceniske Kunstnere. „I Hold­

ning, Mimik og Lader saavel som i Diktion viste sig overraskende hendes skarpe Evne til Iagttagelse af endog de ubetydeligste Besynder­

ligheder hos komiske Gamle og et sjeldent Herredømme over Frem­

stillingsmidlerne. Der var i den løjerligste Egenhed ikke Spor a f

Overdrivelse, hun holdt den valgte Individualitet i de mindste Nuancer saa fast, at det blev en fuldstændig udført Karakter-Skildring. Tale­

organet var ikke sonort, men passede fortræffeligt til gamle Roller, havde megen Tydelighed og viste sig bøjeligt til bestemt Angivelse af de letteste Betoninger. Ingen kunde mindes, at en Debutant saa tidlig i sin Rolle ved saa mange enkelte Repliker havde fremkaldt Magen til Bifald“.

Fjorten Dage efter spillede hun den vimse, sødttalende, venligt forekommende og for de Elskende og Præsten sværmende Madam Buurmann, fjorten Dage derefter igjen Mad. Rust ved „KlasTotteriet“

i „Sparekassen“. Saa kom Mad. Stabel i „Avdiensen“, den mageløse burlesk komiske Kobbersmedmadam i „Gjenboerne“ og en lang Række andre komiske Roller, deriblandt de mange, men noget entonige Magdelone-Figurer hos Holberg. Næsten overalt mødte hun med „sit eget Ansigt“, endog uden at sminke sig, og med faa og smaa Gestus samt et lidet bevægeligt (men netop derfor illuderende) Minespil. Hun sejrede ved sin Stemme, ved sine frappant dagligdags Betoninger og ved sin enestaaende Evne til at „børe efter“ : neppe nogen dansk Skuespiller eller Skuespillerinde bar mer end bun bestandig gjort Ind­

tryk af at være fuldt ud med i Situationen, at leve og aande i den.

Man havde dengang, i den „æsthetiske“ Periode, baade i Selskabslivet og Literaturen et meget skarpt og satirisk Blik for de Egenheder og Pud­

sigheder, som formentlig udvikles hos en saakaldet „gammel Jomfru“

og bos en mindre poleret Borgerstands-Madame, — denne Mellemting mellem en „Kone“ og en „Dame“. Fru Sødrings Erindring var fyldt med Iagttagelser af, eller hendes Fantasi var fyldt med Forestillinger om, al denne snurrige Ubehøviethed, og hun ødslede med Træk af sit For- raad paa hver ny Figur, hun fremstillede. Men altid holdt hun sig ligesom til Overfladen af Følelseslivet, hendes komiske Talent naaede ikke ned under det Pudsige til den brede, saftige Gemytlighed, til den djærve, naivt plumpe Lystighed. Paa den maaske ypperste komiske Kvinde-Rolle, der findes, nemlig Shakespeares uforligneligt platte og vrøvlevorne Amme i „Romeo og Julie“, led hun et afgjort Skib­

brud. Karakterer med megen „Naturbund“ magtede hun ikke.

Til Gjengjæld havde hun nogle af sine aller bedste Roller i de

alvorlige, hyggelige Husmodre, i de jævne, trofaste, kjærlige Modre.

Ogsaa de maatte helst ligge midt imellem „Konen“ og „Damen“, maatte have „Damens“ mere afslebne og finere Følelser, men „Konens“ jævnere og støttere Væsen. En Figur som Mad. Mortensen i „Tordenvejr“ vil være Alle dem, der har set den, uforglemmelig. Borgerstanden her­

hjemme, som nylig var kommet til Magten og havde begyndt at voxe sig ud af de gammeldags, lidt stive, men solide Folder, — Borger­

standen gjenfandt i disse Fru Sødrings Fremstillinger hele Aanden fra sit Barndomshjem: og den omfattede hende med samme personlige Hengivenhed, som den Voxne i det daglige Liv føler for D en, der har staaet hans Forældre nær og véd at fortælle kjærligt og trofast om dem.

Den 20 Maj 1875 optraadte Fru Sødring for sidste Gang (som Gedske Klokkers i „Barselstuen“)-, i Januar Maaned det følgende Aar tog hun sin Afsked.

(Tildels efter en Artikel af Th. O v e r s k o u.)

-V .

Johan Julius Exner.

Født 30 November 1825 i Kjøbenliavn.

Faderen var en fattig tydsk Militær-Musiker, Moderen var fra Vend­

syssel. Drengen viste tidlig Lyst til at tegne, blev sat i Maler-Lære, kom paa Akademiet, fik Vejledning af Eckersberg og udstillede første Gang 1844. Han malede paa den Tid Portræter og historiske Billeder („Thyre Danebod og Gorm den Gamle“ 1849, „Marsk Stigs Døttre“

1851). „Hvad der alligevel gjorde,“ skriver han selv, „at jeg under Historiestykkerne modnedes som Genremaler, var dette, at, medens jeg kun havde Hovedet fuldt af Middelalderens Liv, det virkelige Liv for en stor Del blev levet ude paa Landet mellem Bønderne. Jeg blev snart Kammerat med dem og tog med Liv og Lyst Del i deres Arbejder og deres Lystigheder.“ Atter paa Exner skulde det bekræftes, at hvor gode end Drømme og Fantasier kan synes, saa er det dog Erindringer fra det virkelige Liv, der gjør En til Noget for sig selv som Kunstner og vinder Publikum. I 1852 udstillede han sin fortræffelige gamle Amager-Sælgekone, som, alt medens hun bereder sig til at drikke Kaffe, tæller Pengene, hun har faaet for sine Sild.

Det Billede skaffede ham øjeblikkelig et Navn, og Navnet blev større, da han de følgende Aar udstillede „Besøget hos Bedstefader“, „Bonde­

gilde paa Amager“, „Slutningen af et Gilde“, hvor „den kolde, fugtige Morgenluft trænger ind i Stuen med dens blandede Os af halvt ud­

brændte Lys og daarlig Punsch“, — kort sagt alle disse Billeder fra Amagerbønders og overhovedet sjællandske Bønders Liv, hvoraf ialfald en Del har opnaaet en Popularitet som ingen anden dansk Malers Ar­

bejder. „Der er saa meget sødt og mildt nærende Stof i hans Kunst, Intet af det Eamme, Bittre eller Stærke“, skriver Julius Lange. Ex- ners Bønder er Søndags-Bønder, deres Liv et Søndags Liv, heget og pudset og skinnende af bare Veltilfredshed. „Her er ingen stærke Længsler eller Lidenskaber, Intet af det, som truer med at forstyrre Livets Ro eller at give det et Sving, som var vanskeligt at styre. Ex- ners Kunst er idyllisk.“

Ved dét, at han saadan holder sig til Overfladen af Følelseslivet,

„faar hans Kunst for en Del Præget af blot en munter Underholdning.

Det, han fremstiller smukkest og alvorligst, er uden Sammenligning de smaa Børn“. Dernæst ynder han at fremstille (og træifer sikkert)

„den idyllisk legende Halv-Erotik“, medens han kun sjeldent eller al­

drig mægter at skildre „det kraftige, fuldmodne Ungdomsliv“. Fra­

regnet, at han har langt mere Humor, repræsenterer han indenfor den

beci

UX

danske Malerkunst det samme Stemningsliv, som i Literaturen fik Mæle gjennem Molbechs „Dæmring“, Carl Andersens Digtninge, Skolelærer- Novellerne osv. osv.

Frits Ferdinand Knobelauch.

Født 22 Februar 1820 i Kjøbenbavn.

Knobelauch kom efter sin Konfirmation i Urtekræmmer-Lære og blev Svend. Men ogsaa han havde længe havt Længsel efter Scenen, og ogsaa han vandt nu paa Privattheatrenes datidige Konservatorium, Dilettant-Skuepladsen i Kannikestræde, sine første Sejre. Det var navnlig Elsker-Roller, han spillede, understøttet af et heldigt Ydre, af en god Sangstemme og af den Lyst, som alene driver Værket. I 1848 optraadte han paa Vesterbros Theater, rejste derefter en Tid i Piovindserne, og engageredes 1857 til det nydannede Folketheater.

Der blev han, til han i 1864 eller 65 gik til Kasino. Fra Elskerfaget og Fusentasterne havde han imidlertid søgt over i de ældre Karakter- Roller (Plantage-Ejeren i „Cora“, Hovedrollen i „En Egoist“ osv.) samt over i Farcen, hvor han bl. A. med burlesk Lune spillede Hovedfigurer i de Offenbachske Operetter (Zeus i „Orpheus“ f. Ex.). Paa Kasino fik han yderligere Lejlighed til at medvirke i det moderne franske Sam­

funds-Drama. Roller, som tillader Anvendelsen af en lidt drøj og saftig Komik, kommer godt til deres Ret i hans Udførelse. Men ogsaa i mere behersket og alvorligere Karakterfremstilling har han med sin skarpe Forstand og sin store Samvittighedsfuldhed præsteret noget an- erkjendelsesværdig Dygtigt.

Hans Laurids Frederik Stigaard.

Født 21 Avgust 1829 i Aarhus.

ilf te r at Stigaard havde gaaet i sin Fødebys Kealskole, kom han paa

■et Handelskontor for at blive uddannet saaledes, at han engang — som ældste Søn — kunde overtage Faderens Kjøhmands-Forretning.

Fra Barnsben havde han imidlertid sværmet for Theatret og kunde nok bl. A. Broderparten af Øhlenschlægers Dramer udenad. Det endte saa med, at han 1848 gik til Kasino, derefter en sex, syv Aar spillede i Norge og Provindserne, og endelig 19 September 1857 de­

buterede i „En lille Hex“ paa Folketheatret. Han skabte sig hurtigt en fast Position som Elsker eller Helt i Folkeskuespillet, men spillede forøvrig til Publikums stadige Tilfredshed en Mængde andre Boller. I 1866 gik han til Kasino, hvor han udvidede sit Bepertoire medÆgte- mændene i de moderne franske Dramer, og vendte saa, da Direktør W att overtog Folketheatret, tilbage til dette. Særlig for den kjøben- havnske Mellemstand har han gjennem en lang Bække Aar været

„Idealet paa Scenen“. I hans Fremstilling fik alle Folkeskuespillenes fattige, men ædle unge Mænd et uimodstaaeligt Præg af Paalidelighed, Trofasthed og hjertelig Elskværdighed. Efter-Bomantikens lidt tamme

•og sentimentale Drømme og dens Higen efter „Ungdom! Ungdom!“ har neppe paa Theatret havt en fuldblodigere og lykkeligere Bepræsentant ond Stigaard, hvem en naivt romantisk Begejstring synes at have be­

varet fra nogensinde at ældes, og som er blevet ved at tro blindt paa Digterdrømmenes Virkelighed. En Bolle som Aage i „Mester og Lær­

ling“ var som skrevet for ham: Ingen forstod som han denne Ung­

dommelighed, der saae paa Virkeligheden uden at se den, eller ret­

tere: der saae den i det blændende glade Lys fra en overvirkelig Theater-Sol uden Pletter.

Vilhelm Bergsøe.

Født 8 Februar 1835 i Kjøbenhavn.

Paderen var Administrator for den kgl. Porcellæns-Fabrik, hvis Loka­

liteter og Personale spiller en saa stor og heldig Rolle i Bergsøes bedste Bog „Fra den gamle Fabrik“. Hans Moder døde, da han var elleve Aar, og han kom saa i Huset hos Prof. Martin Hammerich, en smagfuld, men lidet tankerig eller selvstændig Æsthetiker. Fra Faderen og Hjemmet havde B. formodenlig arvet Sands for Naturvidenskab, i det Hammerichske Hus er formodenlig hans Tilbøjelighed for Skjøn- literatur blevet vakt eller udviklet. De to Interesser stredes om ham.

Foreløbig tog han dog Magisterkonferens i Zoologi (1860). Men saa blev han paa dobbelt Maade standset paa sin Naturforsker-Bane: en Række Øjenbetændelser gjorde ham halvblind, og Omgangen med Digtere og Malere under et Aars Ophold i Rom gav hans Lyst til at være Digter stærk Næring. Han skrev det Meste af en Digtsamling og begyndte paa sin store Novelle-Cyklus „Fra Piazza del Popolo“.

Omkring 1864 havde han dog gjenoptaget sine videnskabelige Arbejder og erhvervet D oktor-G raden: saa faldt han paany i en langvarig og farlig Sygdom, hvorunder han fuldførte den nysnævnte Bog, der senere er blevet efterfulgt af „Den gamle Fabrik“, „Bruden fra Rørvig“ osv.

Sine populære naturvidenskabelige Afhandlinger har han samlet i det interessante Værk „Fra Mark og Skov“, maaske hans betydeligste Ar­

bejde.

Det ser ud til, at Bergsøes Indbildningskraft har fra Barndoms­

tiden bevaret et Hang til det overvirkeligt Effektfulde, til det Mystiske.

Fantasten i ham er Iagttageren i ham langt overlegen, ialfald saasnart det er Mennesker og ikke Insekter, der skal iagttages. Herfra den lidet indtrængende cg ædruelige Sjæleskildring i hans Bøger, mbn her­

fra ogsaa deres virkningsfulde, bevægede Situationer, deres behændige Intrige, deres livlige Fremstilling. „Han er en rigtig god Fortæller, hans Sprog er rent og flydende“, om end ganske vist lidet ejendomme­

ligt og kun undtagelsesvis koncist. Det, at hans Fortællinger altid er skrevet ud af et bevæget Sind, hæver dem op over den blot underhol­

dende Lekture.

• K

J

Gamle lians.

(Brudstykke af „F ra d e n g a m le F a b r ik “.)

Jeg mindes ham endnu som en lille, føer, hjulbenet Mand med et fyldigt, jovialt Ansigt, graat, kort afklippet Haar, og med en gul­

og sortstribet Vest, der syntes at være gjort af et gammelt Kareth- hetræk. Til Hverdag gik han med Træsko og Knæbenklæder, om Søndagen i en mørkeblaa Kofte og Sko, men altid med den samme røgbrune Filthat, der syntes at skrive sig fra det forrige Aarhundrede.

Han var Fabrikkens ældste Inventarium, dens ivrigste Beundrer og dens troeste Tilhænger; men han delte de tro Tilhængeres sædvanlige Lod:

han døde upaaskjønnet, fattig og forladt, medens mange af den yngre Generation svang sig i Vejret. Gamle Hans var oprindelig kommen til Fabrikken som Gaarsdreng og Løbebud, en Del forbi Midten af forrige Aarhundrede. Han hed den Gang unge Hans eller Kjøgehans, et Tilnavn, der viste hen til hans Fødeby, hvor han skal have været En af dem, hvis Bedstefader havde set mest til Kjøge Huskors, lige­

som han selv vidste meget at fortælle derom. Under Kristian den Syvende blev han forfremmet og fik af Staten det Hverv at kjøre gamle Kapsler fra Kjøbmagergade til Kristianshavn og nyt Fyrrebrænde fra Kristianshavn til Kjøbmagergade. Delte udførte han til Regeringens Tilfredshed, men hverken Struense eller Guldberg synes at have havt Øje for disse Fortjenesters Betydning; thi en ydmyg Begjæring om for Fremtiden at maatte kjøre i kongeligt Liberi kom nok aldrig længere end til Staldmesterens Papirkurv.

Saakom det ulykkelige Aar 1807. Fabrikken standsede sin Drift

— man havde tabt Smagen for de smaa Hyrdinder — og i September begyndte Bomberne at regne ned over den. Englænderne kastede efter Rundetaarn, men Fabrikkens talrige Gaarde og Bygninger fik Broder­

parten. Alle flygtede fra det faretruede Punkt og overlod Fabrikken til dens Skæbne; kun Hans Kudsk blev — „han havde set værre Ting i Kjøge,“ sagde han. Men Hans gjorde endnu mere, han tog sin Dyne, men ikke for at krybe under den. Hver Gang en Bombe slog ned, dækkede han den til og skruede Brandrøret af den. Om Morgenen spændte han for, læssede Bomberne paa Fabrikkens Vogn og kjørte dem ud til Laboratoriet paa Kristianshavn, lige saa rolig som om det havde været de gamle Kapsler. I de tre Dage kjørte han saaledes syv Læs hort og havde kun den Sorg at se en Bombe springe i Magasinet, hvor den slog en urimelig Masse Tallerkener i Stykker.

Bombardementet hørte op. Alt kom i Orden igjen, men gamle Hans blev ikke belønnet efter Fortjeneste. Da Alle uheldigvis vare løbne

bort, havde Ingen set, hvad han havde gjort, og hans Heroisme var saa storslaaet, at Ingen ret vilde tro paa den. Saa blev han da ved at kjøre med den gamle Vogn og de gamle Heste, blev ved at bringe gamle Kapsler fra Kjøbmagergade til Kristianshavn, indtil hans Haand blev saa svag, at den ikke længer kunde føre Tøjlerne. Han ombyttede nu Titlen „Hans Kudsk“ med den mere ærværdige „Gamle Hans“, Kudskekammeret og Stalden med Selekammeret og det gamle Brænderi, — dog disse Steder ere for engt sammenvoxede med hele hans Liv og Bedrift, de fortjene en Beskrivelse.

Selekammeret eller Portkamret, som de Yngre til stor Forargelse for Hans begyndte at kalde det, laa i den Portgjennemgang, der for­

bandt Fabrikkens første og anden Gaard. Det var et lille, lavt, mørkt og fugtigt Rum, hvor der altid lugtede stærkt af Vognsmørelse og Blanksværte. Grunden hertil var ikke vanskelig at opdage. Paa en Knage, der næsten indtog hele Stuens Længde, hang alle Fabrikkens gamle Seletøjer, pudsede og polerede, som de skulde tages i Brug imorgen. Det var en Slags Svaghed af gamle Hans; da han ikke kunde være Kudsk, blev han Samler, men kun paa Seletøjer, og kun naar disse havde tilhørt Fabrikken. Om Søndagen, naar Alt hvilede, tog han dem ned, spændte dem fra hverandre, pudsede og blankede omhyggelig hvert Stykke, lige fra Bringkoblen til Rumperemmen, og

— spændte dem saa sammen igjen. Naar han havde gjort dette, gik han i Kirke — altid i Trinitatis — sang med stor Andagt de to første Salmer og sov saa regelmæssig, til Prædikenen var til Ende. Saa gik han atter tilbage til Selekammeret, stoppede sig en beskeden lille Træ­

pibe, aabnede sin lyseblaa Dragkiste og gav sig til at gjøre Orden i dens Indhold. Paa denne Tid kom jeg gjerne ned til ham, thi Drag­

kisteskuffen med de brogede Træsnit inden i Laaget, det mærkværdige Paaskelam, der kunde bræge og gjø paa én Gang, og vor Frelsers Kors med ham selv. Apostlene, Maria og Røverne, altsammen inden i en Medicinflaske, vare Rariteter, som jeg ikke lod mig gaa forbi.

Da jeg saaledøs en Søndag Eftermiddag kom ned til ham, sad han meget tankefuld og betragtede et Stykke hvidt Baand med røde Kanter. Det havde han slaaet i en Sløjfe og med to Cigarkassestifter befæstet til det Indre af Laaget.

„Hvem har givet Dig det, Hans?“ spurgte jeg.

„Det er der Ingen, der har givet mig; det har jeg gjort mig eelv til,“ svarede han, ikke uden en vis Stolthed.

„Hvad har Du gjort Dig til?“ vedblev jeg.

„Det forstaar han sig ikke paa, Viggo, det er Noget for mig

11

selv. Ellers mener jeg nok, at jeg har gjort mig til Dannebrogs­

mand.“

„Ja, men det kan kun Kongen gjøre,“ indvendte jeg, „og saa skal det staa i Avisen, ellers duer det ikke.“

„Ikke det?“ sagde Hans med en betænksom Mine. „Ja, det har jeg nu ogsaa troet. Men ser han, Viggo, Kongen bor saa h ø jt, at han sommetider ikke kan se ned til Smaafolk. Se, der er Vognmand Jespersen henne paa Kjøbmagergade, han er nu hleven Dannebrogs.“

„Hvorfor det, Hans?“

„Jo, ser h an , Viggo, der faldt nu saa megen Sne ifjor Vinter.

Saa havde da Jespersen og en anden Vognmand taget dot paa Leve­

ring, for i Almanaken stod der, at der ingen Sne skulde komme.

Men det var en gal Spekulats den, for de maatte kjøre syv Hundrede Læs om Ugen og satte naturligvis Pengene til med det samme. Se, saa mente Magistraten, at de kunde være Dannebrogs, og saa mente jeg, at jeg ogsaa kunde være det, og derfor gjorde jeg mig selv til det.“

Jeg stirrede paa Hans uden at forstaa ham — den Gang kjendte jeg ikke hans Fortids Bedrifter.

„Jo, ser han, Viggo, jeg kjørte ogsaa en Gang Noget bort,“

sagde han og lukkede Laaget til.

Da jeg om Aftenen fortalte denne Historie til vor Husjomfru, lo hun himmelhøjt og fortalte det som noget meget Komisk igjen til Onkel ved Thebordet. Onkels Træk blev endnu alvorligere, han lagde Avisen fra sig og sagde: „Der er mere Vægt, Jomfru Mortensen, i det Baand, gamle Hans har givet sig selv, end i begge de Kors, som de Andre have faaet. Var jeg Konge, slog jeg ham til Ridder.“ Jomfru Mortensen tav forbløffet, men fra den Aften var min Respekt for gamle Hans ubegrændset, og jeg syntes slet ikke, at der var noget Forunder­

ligt ved Dannebrogsbaandet i Dragkistelaaget.

Otto Bache.

Født 31 Avgust 1839 i Roskilde.

F em Aar gammel flyttede han med sine Forældre (Faderen var Kjøb- mand) til Kjøbenhavn; knap ti Aar gammel gik han paa Kunstaka­

demiet og lærte at tegne; da han var blevet noget ældre, fik han Plads blandt Marstrands Elever. Efter at have taget sine Sølvmedailler paa Akademiet udstillede han første Gang i 1858: et Genrestykke, et Land­

skab og et Portræt. I 1863 optraadte han første Gang som Dyre- maler og høstede en stadig voxende Anerkjendelse fov sine ypperligt malede, lunefuldt opfattede Scener af Dyrenes Liv. Navnlig Hunde og Heste fremstillede han som en Portrætkunstner af høj Rang; be- kjendtest blev den til den kgl. Malerisamling kjøbte „Æltevogn ved et Teglværk i Jylland“ (1864) samt hans „Grævlingehund med Hvalpe“

(1866). Strax efter at han havde udstillet det sidstnævnte Billede, kom han paa længere Tid til Paris, hvor han i Atelierer og Samlinger paa- virkedes stærkt af den moderne franske Kunst: hans nærmest følgende Dyrebilleder viste, at „han var paa Veje nu til at blive en udmærket Kolorist“. Under sit Ophold i Florents malede han desuden en glimrende Kopi af Giorgiones Portrætbillede med tre Figurer.

Bache ynder at fremstille Dyrene i deres Forhold til Menneskene;

hans Genrebilleder „med Dyr paa“ hører til det Bedste, han har præ­

steret endnu („Frokostscene“ (1870), „Hundene skal have Mad“ (1871) osv ). Han har udvidet Grændserne for sit Stofvalg til at omfatte dels en særlig Art mythologiske Emner (Kentavrerne o: Mennesker foroven, Heste forneden), dels Landskaber og historiske Motiver. Han har stor Evne til at gjøre fint og skarpt Rede for Luften, Lyset, Temperaturen, saaledes i det ypperlige „I Vandmøllegaarden“, i „Vintermorgen ved Børsen“, hvor det Raakolde er givet overordenlig sikkert, endelig i det store Billede „De Sammensvorne ride fra Finnerup Lade Morgenen efter Erik Glippings Drab“, hvor den fugtige Morgenstemning over Landskabet er slaaende sand. „Selve de Sammensvorne er det Sva­

geste i Billedet; det er rene Ingemannske Figurer, melodramatiske og uden Spor af Karakteristik. Men Maleriet gjør alligevel som Helhed

et storslaaet Indtryk, takket være hin Morgenstemning og saa de store, kraftige, prægtige Heste, der synes ret som skabte til kun at bære stolte Riddersmænd.“

Ogsaa som Portrætmaler — af Menneske-Ansigter — har Otto Bache præsteret noget Fortrinligt. Men han er og bliver (lader det til) dog fortrinsvis Dyrenes Portrætist, ragende i den Egenskab op over

vistnok a l l e danske Dyremalere. Han tager med Rette hvert Dyr som en Karakter for sig og søger saa at aflure dets Fysiognomi, dets Stil­

linger og Bevægelser Alt, hvad de véd at fortælle om Karakteren og om de øjeblikkelige Stemninger.

(Efter Artikler af S ig u r d M ü lle r og I g n o t u s .)

Christian Barnekov.

Født 28 Juli 1837 i St Sauveur i de franske Pyrenæer.

D e t var under en Udenlandsrejse, som foretoges af Hensyn til Fa­

derens svagelige Helbred, at Barnekov blev født saa langt borte fra Danmark; i Marts 1839, efter at Faderen var død, saae han første Gang sit Fædreland. (Moderen hørte til Familien Fenger.) Han ytrede tidlig Anlæg for Musik; allerede som Dreng begyndte han at komponere. Af Koncertmester E. Helsted fik han den egenlig plan­

mæssige Musikundervisning. Da han saa var blevet Student, viede han sig udelukkende til musikalsk Virksomhed, men hæmmedes baade nu og senere meget ved Sygelighed. Sit første større Arbejde (en Trio for Piano, Violin og Violoncel) komponerede han 1859; den opførtes første Gang ved en af de Abonnementskoncerter, som en Kreds yngre Musikere, til hvilken B. hørte, foranstaltede i tre paa hinanden følgende Sæsoner. I 1863 opførtes en Sextet af ham for Piano og Strygeinstrumenter i Musikforeningen; senere har han næsten kun skrevet Sangmusik. Chr. Richardtske, Carl Andersenske, Grundtvigske og endnu flere Forfatteres Digte har fundet en fin og omhyggelig musi­

kalsk Tolk i ham. En særlig og omfangsrig Gruppe danner hans Sange i religiøs og folkelig Retning (f. Ex. „Aandelige Sange“, „Ny Melodier til gamle Folkeviser“ og „Fædrelandshistoriske Sange“).

Skjøndt iørefaldende holder de sig — som Alt, hvad B. skriver, — langt fra detUdtraadte og Grove; man har brugt om dem det Udtryk,

at de har „en folkelig S k j ø n h e d over sig, saa sandt som de svarer til Folkets gode Minder og naturlige Præg“. Alt i Alt er de vel af

Komponisten beregnet til at blive Folkeviser for det „Folk“, der ven­

tes at skulle komme, snarere end for dét, der er. Karakteristisk for

ham er, at hans Melodier i Reglen „støttes med megen Finhed af tilsyne­

ladende simple Akkompagnementer“. Musikkritikerne roser hans „Smag, Intelligens og Omhyggelighed“.

Barnekov er en dygtig Klaver- og Orgelspiller. Han har været Formand for „Samfundet til Udgivelse af dansk Musik“, siden dette Selskab stiftedes. Melodi-Samlingen til Tillæget til Roskilde Konvents Salmebog skyldes ham.