Digitaliseret af / Digitised by
Danmarks Kunstbibliotek The Danish National Art Library
København / Copenhagen
For oplysninger om ophavsret og brugerrettigheder, se venligst www.kunstbib.dk
For information on copyright and user rights, please consult www.kunstbib.dk
B E R E T N I N G
F O R 1. A P R I L 1 9 3 7 - 3 1 . M A R T S 1940
D E T K O N G E L I G E
A K A D E M I
F O R D E S K Ø N N E K U N S T E R
B E R E T N I N G
FOR VALG PERIO D EN 1. A PR IL 1937- 31. MARTS 1940
K Ø B E N H A V N
1 9 4 0
IN D H O L D
Nekrologer... 7
A a r s fe s t e r n e ... ... T h o rvald sen -F esten ...ig Guldmedaillekonkurrencerne...21
A k a d e m ir a a d e t ...35
Malerskolen. A f Prof. Aksel Jørgensen...45
Billedhuggerskolen. A f Prof. E. Utzon Frank...51
Bygningsskolen: Hovedskolens I. Klasse. A f Prof. Kay Fisker...55
Hovedskolens II. og III. Klasse. A f Prof. Edv. T h o m se n ... 61
Opmaaling og Arkitektstudier. A f Prof. Steen Eiler Rasmussen. . . . 67
Anatomiskolen. A f Docent, Dr. phil. Hjalmar Friis...73
Al Fresco og Mosaikskolen. A f Maleren Elof R ise h y... 74
Den grafiske Skole. A f Prof. Aksel Jørgensen...74
Møbelskolen. A f Docent Kaare Klint...76
Farveteknisk Laboratorium. A f Docent P. H a l d ... 76
Biblioteket. A f Bibliotekar Aage Marcus... 77
Bygningsteknisk Studiearkiv. A f Arkitekt Dan F i n k ... 78
KUNSTAKADEMIETS BIBLIOTEK
F R . B A G G E S K G L . H O F B O G T R Y K K E R I K Ø B E N H A V N
Akadem iets sidste Aarsberetning udkom i Marts 1920 og dækker Aaret 1919-20. Udgivelsen blev herefter standset.
Med nærværende Beretning genoptages Udsendelsen af Meddelelser om Akademiet og dets Virksomhed, idet man har ladet Beretningen omfatte Valg
perioden fra 1. April 1937 til 31. Marts 1940. Det har dog for det historiske Overbliks Skyld i visse Tilfælde været nødvendigt at gaa længere tilbage i T i
den, medens der paa den anden Side er Begivenheder, der er indtruffet saa kort inden Periodens Ophør, at de af praktiske Grunde ikke har kunnet medtages.
Man haaber herigennem dels at kunne opfylde det Ønske, der er fremsat af Repræsentanter for Kunstnersamfundet, om større Kendskab til Akademiraadet og dets Virksomhed, dels gennem Skoleberetninger og Gengivelser af præmie
rede Arbejder og af typiske Skolearbejder at skaffe interesserede et Indblik i Undervisningen paa Akademiet. Det er Meningen at give et fyldigere Billede heraf end det, der faas gennem den aarligt udsendte Undervisningsplan. Sam
tidig er Hovedvægten lagt paa Undervisningens mere fremskredne Stadier.
Det er Tanken fremtidigt at udsende en tilsvarende Beretning hvert tredie Aar, hver Gang omfattende en Valgperiode.
Det kongelige Akademi for de skønne Kunster den 31. Marts 1940.
Poul Holsøe. A . Bar fod.
E L E V A R B E J D E 19 3 8 ( A K S E L T H E IL M A N N )
Akademiet er i Valgperioden 1937-40 blevet ramt af følgende Dødsfald:
V A LD E M A R IRM IN GER 29. XII 1850-10. II 1938
Maleren, Professor Valdemar Irminger døde d. 10. Februar 1938. Han var født i K ø
benhavn. Var Elev af Akademiet fra 1867 med Afgangsprøve 1873. Modtog 1879 den Neuhausenske Præmie for »En brun Hoppe med sit Føl« og 1884 det Stoltenbergske Legat.
Opholdt sig 1884-87 i Italien og modtog Akademiets Aarsmedaille 1888 og 1889 for »Mo
tiv fra Børnehospitalet paa Refsnæs« og »Fra et Børnehospital«. Blev derefter Medlem af Akademiets Plenarforsamling. Fik Serdin Hansens Præmie for Genremaleri 1899 for »Den lille Pige skal .sige Godnat« og 1902 Anckers Legat. Han var Lærer ved Akademiets Kvinde
skole og Professor ved samme 1908-20 og Medlem af Akademiraadet 1902-20 og af Galleri
kommissionen og Udstillingskomitéen. Hans Kunst er repræsenteret paa Statens Museum for Kunst med »Over Midnat« (1894) og »Børnene siger Godnat til deres Stjerner« (1898), i den Hirschsprungske Samling med »En Barnesjæl« (1896) og i en Række Provinsmuseer.
EM ANUEL M ONBERG 30. VI 1877-16. II 1938
Arkitekt Emanuel Monberg døde d. i6.Febr. 1938. Han var født i Odense og gik paa Akademiet fra 1896 med Afgangsbevis 1901. Havde egen Virksomhed i København fra 1903, hvor hans Arbejde kom til at ligge saavel paa Boligbyggeriets som paa Erhvervsbyg
geriets Omraade. Han byggede Emil Vett og Hustrus Stiftelse (1914), Ombygninger og Ny
bygninger for Magasin du Nord, D. F. D. S.’s Bygningskompleks paa Strandboulevarden og Kontor og Lager i Frihavnen (1921), Dansk Dampskibsrederiforenings Bygning (1920-23), Beboelseshuse Strandboulevard 64, Sølvgade 24, tre Karréer for Københavns Kommune, en Del større og mindre Villaer og Industri- og Forretningsbygninger. Indenfor Boligbygge
riet fremhæves hans Virksomhed som typedannende. Han modtog Eckersbergmedaillen 1923, og mange af hans Bygninger er præmierede af Københavns Kommune. Han var Med
lem af Akademisk Arkitektforenings Bestyrelse 1920-22, Næstformand 1921, Formand 1924-30 og udførte et stort Arbejde for Arkitektstanden. Akademiets og dets Skolers Triv
sel laa ham stærkt paa Sinde. Han var Medlem af Akademiraadet og Juryen fra 1925.
8
N e k r o l o g e r K A R L MADSEN 22. III 1855-16. IV 1938Museumsdirektør, Dr. phil. Karl Madsen døde d. 16. April 1938. Han var født i Køben
havn og blev 1872 optaget paa Akademiet, hvis Forberedelsesklasser han besøgte. Han ud
stillede 1880-89 som Maler, men havde allerede 1881 paabegyndt en kunstkritisk Virksom
hed i Dagspressen og i Tidsskrifter, hvor han bl. a. tog Del i Oppositionen mod Akademiets Styrelse. 1895 blev han Assistent ved den kongelige Malerisamling og var 1911-25 dens Direktør. Samtidig skrev han i stort Omfang om dansk og udenlandsk Kunst. A f hans Bø
ger kan nævnes: Japansk Malerkunst (1885), Hollandsk Malerkunst (1891), Joh. Th. Lund- bye (i895)> Vilh. Marstrand (1905), Billeder af Rembrandt og hans Elever 1911, Maleren Th. Philipsen (1912), Corot og hans Billeder i nordisk Eje (1920). Endvidere skrev han tal
rige større eller mindre Afhandlinger og Artikler i Dagspressen, Tidsskrifter o. a. St. og ud
arbejdede grundlæggende Kataloger for Kunstmuseet og for Privatsamlinger. Han blev 1918 Dr. h.c. (i Lund) og 1917 overordentligt Medlem af Akademiet.
JOHANNES WILHJELM 7.1 1868-22. XII 1938
Maleren Johannes Wilhjelm døde d. 22. December 1938. Han var født paa Bartofte ved Nakskov, blev Student og studerede en Tid lang Polyteknik. Derefter blev han Elev af Ha
rald Foss, kom 1890 paa Akademiet, men forlod det efter to Aars Forløb og blev Elev af Kunstnernes Studieskole under Krøyer. Han udstillede første Gang 1893 og var i denne Periode for første Gang i Italien, hvis Folkeliv og ældre Kunst fik stor Betydning for ham.
Hans Kunst kom til at omfatte dels Motiver fra italiensk og dansk Folkeliv og gerne med Betoning af de alvorligere Sider af Tilværelsen dels Billeder med bibelske Emner. Arbejder:
Et Frieri (1895, købt af Kunstforeningen), Bøn om Regn (1896, Kunstmuseet), Vinhøst i Abruzzerne (1897), Altertavlen i Andreaskirken, Hjem over Heden (1909, Kunstmuseet), Vejen over Golgatha (1909, Kirken i Fjerri tslev), Pigen paa Heden (1915, Randers Mu
seum), I Tyttebærtiden, Svinkløv (1923, Aalborg Museum). - Johannes Wilhjelm var Med
lem af Udstillingskomitéen 1906-14 og Medlem af Akademiraadet 1914-22.
PETER JOHANSEN 7. VI 1858-3. XI 1939
Docent, Akademibibliotekar Peter Johansen døde d. 3. November 1939. Han var født i København, men opvokset i Sønderjylland og paa Fyn. 1883 tog han juridisk Embedseks
amen og blev samme Aar Assistent ved Akademiets Bibliotek. Samtidig dyrkede han Maler
kunsten, udstillede en Aarrække paa Charlottenborg og studerede Kunsthistorie. Holdt kunsthistoriske Forelæsninger paa Akademiet 1896-1901 og var Docent i Kunsthistorie fra
Efter Sepiategning a f Einar Utzon Frank i Akademiets Hyldestadresse til Kongens Regeringsjubilaum.
N e k ro l o g e r
9
1901. Blev samme Aar Akademi bibliotekar og ledede Bibliotekets Omdannelse fra en mere almenhumanistisk Samling til en kunsthistorisk Specialsamling. Tog sin Afsked 1928. Skrev sammen med F. Meldahl Akademiets Historie (1904) og udfoldede et omfattende kunsthi
storisk Forfatterskab, hvis større Arbejder er: Giorgione (1898), Jørgen Sonne (1902), Nor
disk Oldtid og dansk Kunst (1907), Før Thorvaldsen (1910), Kunst og Illusion (19x2), Dø
dens Billede (1917), Fidias (1922, eng. Udg. 1925), Billedkomposition (1926, tysk Udg.
1930), Gothiken (1929), Renæssance (1931, tysk Udg. 1936), Indledende Bemærkninger til Billedkunstens Historie (1932), Goya-Ingres (1934).
E R IK W EREN SKIO LD 11. II 1855-22. XI 1939
Maleren Erik Werenskiold døde den 22. November 1939. Han var født i Vinge Præste
gæld, blev Student 1872 og begyndte at tegne paa den kgl. Tegneskole i Christiania. Rejste 1876 til München og blev Elev af Akademiet der. 1881 tog han til Paris, hvor han arbejdede paa egen Haand til 1883, da han vendte hjem til Norge. Her bosatte han sig og foretog kun korte Udenlandsrejser siden. Han blev Naturalismens Talsmand, hans Billeder skildrer det norske Landskab befolket af Almuen, i hvis Liv han i særlig Grad evnede at føle sig ind. De fik ligesom hans Portrætter, hans Illustrationer og hans grafiske Kunst Betydning ogsaa udenfor Norges Grænser. Han arbejdede konsekvent og kraftigt for Kunstnerstandens Sag og stod som en Fører indenfor Norges og Nordens Kunst. Kunstakademiet udnævnte ham til overordentligt Medlem 1897.
JU LIU S PAULSEN 22. X 1860-17. II 1940
Maleren, Professor Julius Paulsen døde den 17. Februar 1940. Han var født i Odense og kom efter Uddannelse paa teknisk Skole i denne By paa Akademiet, hvor han var Elev 1879-82. Han udstillede allerede fra 1879 paa Charlottenborg, 1891-1905 ogsaa paa den Frie Udstilling. Neuhausens Præmie fik han 1883 for et Portræt, Aarsmedaillen 1887 (Adam og Eva, Kunstmuseet), Thorvaldsens Medaille 1893 for et Portræt. Han var Medlem af Akademiet fra 1902, 1905-11 af Gallerikommissionen, Professor i Malerkunst 1908-20, Medlem af Akademiraadet og af den Anckerske Legatbestyrelse 1915-31. En Række af hans Billeder findes i Statens Museum for Kunst, i den Hirschsprungske Samling, Provins
museer og udenlandske Samlinger og viser ham som en af hans Generations markanteste Kunstnerpersonligheder.
AARSFESTERNE
Paa Akademiets Stiftelsesdag den 31. Marts har der været af holdt Aarsfester 1937, 1938 og 1939 under de sædvanlige Former og i Overværelse af Hans Majestæt Kongen. Fest
talerne blev ved de tre Fester holdt af Professor Vilhelm Wanscher, Professor Aksel Jørgensen og Museumsdirektør Sigurd Schultz. Den første og sidste af Talerne gengives her, medens man paa Grund af manglende Manuskript har maattet se bort fra Professor Aksel Jørgen
sens Tale.
Professor Vilhelm Wanschers T a le :
Deres Majestæt, højtærede Forsamling!
Den 7. Juli i Aar er det 300 Aar siden, Rundetaarn blev grundlagt af Christian IV som Obser
vatorium for Københavns Universitet. Denne mægtige Bygning, der er vor Stolthed, og som endnu er brugelig til sit Formaal, var Kongens eget Værk, thi Christian IV var i Hovedsagen Arkitekt for alle sine store Byggeforetagender, og baade ved Citater a f hans egenhændige Breve og ved den egenhændige Tegning til den store Rebus-Indskrift paa Forsiden kan det bevises, at han i særlig Grad interesserede sig for »det trinde taarn ved Regendtzen« og for Ordningen af Instrumenterne paa den øvre Platform, hvilket sidste er bevidnet af Astronomen Lumborg (Longomontanus) alle
rede 1639. I et Brev til Kansleren Christian Friis den 29. Juli 1642 skriver Christian IV selv:
»leg har tegnet Vidden af Taarnet ved Regentsen paa Rustkammeret i Tøjhuset, derpaa Plad
sen af hvert Instrument, hvorfor du skal befale Mester Christen Lumborg curn sociis, at de gaar derhen og ser, om det saaledes eller anderledes skal være. Jeg har elegeret den Plads dertil, fordi jeg dér kan komme sommetider hen og se, hvad de gør.«
Rundetaarn mindede om et mindre Rundtaarn i Københavns gamle Befæstning, som i 1589 blev overladt Tycho Brahe til, at han derpaa kunde opstille sine Instrumenter, hvorom der blev udstedt et Kongebrev a f Formynderregeringen i den mindreaarige Christian I V ’s Navn. Dette Taarn blev dog næppe brugt meget, og ved 1618-Tiden blev det nedbrudt. Det stod i Vestervold, op til hvilken Tycho Brahe ejede en Gaard i København.
København var ved Christian I V ’s Overtagelse a f Regeringen i hans 19. A ar 1596 en lille og svagt befæstet By, der manglede anselige Bygninger undtagen Kirkerne og det middelalderlige skævt runde uregelmæssige Slot paa Slotsholmen. Universitetet havde kun nogle smaa Huse ved en Gaard i Nærheden a f Frue Kirke; Raadhuset var en simpel Bygning med et lille Torv og en skævt anbragt Brønd foran. Arsenalet var fattigt, Holmen laa aaben, inden for Slottet laa en 0 , der havde det betegnende Navn »Skarnøen«; thi der lossede Byen sit Affald. Husene var ikke meget værd.
Denne By vilde Christian IV forandre, befæste og udvide.
12 A ar sfesterne
Han begyndte 1595-1596 med at forhøje Blaataarn paa det gamle Slot og opføre det store, mærkelige Spir med de tre Kroner, til hans egen Kroning i Avgust 1596. Kronen selv, der staar paa Rosenborg, er den største Skat i det samlede Evropa fra den Tid, et Vidunder a f Rigdom og Skønhed i Helheden og i Detaljerne; og det mærkelige er, at Christian IV allerede som Dreng tegnede lige saa yndige og fantasifulde Ornamenter i sine latinske og danske Stilebøger (i Rigs
arkivet) ; han har vistnok tegnet Forbilledet til Kronen, som blev udført a f Didrich Fyring og Cor- vinianus Saur i Odense.
Den matematiske Professor Christopher Dybvad skriver i Fortalen til sin Udgave a f Euklides’
Geometri 1603, at Christian IV havde en naturlig impetus for Matematik, hvilket man kan se af hans Bygninger, hvorved han gav Byen et nyt Fysiognomi, især Slottet (altsaa det forhøjede Blaa
taarn), Universitetet - nemlig den store to Etagers Bygning med Trappetaarn og Spir paa den nuværende Solennitetssals Plads, som Christian IV byggede 1600—1601 — og de øvrige Bygninger med deres »Ornamenter«, hvortil vel fornemmelig sigtes til Tøjhushavnen med Tøjhuset og Pro
viantgaarden, der var i Arbejde siden 1598. Navnlig det sidste Anlægs geometriske Regelmæssig
hed maa have glædet Matematikeren.
Forbilledet for den kvadratiske Tøjhushavn, der eksisterede som aabent Bassin indtil 1868 og nu er Bibliotekets Have, og til hvilket der i Christian I V ’s Tid var Indsejling fra Stranden forbi
»Vartegnet«, en Søjle med en Figur, der stod paa et Bolværk i Vandet, var intet mindre end Kejser Trajanus sekskantede Havn i Ostia, som Christian IV kendte fra et smukt og korrekt Kobberstik i Labaccos Bog om romersk Arkitektur. Tøjhuset paa den højre Side af Havnen er en a f sin Tids mægtigste Bygninger med sin dobbelte Række af brede Krydshvælvinger paa firesidede Piller saa gode som Hvælvingerne i det romerske Colosseum. Murene er ca. 3,5 m tykke eller 7 »gemene Stenhugger Alen«, som man kaldte det dengang. Husets Bredde 25 m eller 50 »gemene Stenhugger Alen«. Med sine to Gange 17 Hvælvinger er Tøjhuset 163 m langt.
Christian IV havde i 1597 gjort et kort Besøg hos sine Slægtninge i Dresden for at se det be
rømte Tøjhus der, men han havde ikke i Sinde at efterligne dette Tøjhus, som danner en lukket firelænget Gaard. Hans eget Tøjhus skulde være en kolossal Længe paa Siden a fe n Havn. Lige overfor byggede han det noget smallere Provianthus og paa den søndre Side ud imod Stranden et lavere Hus med 5 parallele mægtige Hvælvinger, under hvilke Galejerne kunde ophales og renses i Bunden. Christian IV taler endnu i 1643 om »de Baade, som bygges i de Hvælvinger ved Pro
vianthuset«.
Det Var første Gang, at der blev anlagt et stort Kompleks i København efter et saa regelmæs- sigt System, at ogsaa de tilgrænsende Arealer af Slotsholmen i Tidens Løb maatte orienteres der
efter, naar Slottet engang skulde ombygges.
Naar en Mand som Christian IV selv kunde bygge saaledes med dygtige Haandværkeres Hjælp, var han i Stand til at gennemføre store Byggearbejder alene og til at forny det bestaaende ved enkle Midler. Saaledes ombygger han 1606-1608 Raadhuset, som stod ved Gammeltorv, idet han lader rydde alle Haver og Skure paa Sydsiden, hvor han anlægger Nytorv, og flytter Byens Brønd ud midt for Raadhusets Nordside og giver den en ny smuk kobberdreven Kumme med Vandspyere og den yndige Gruppe af Caritas med Børnene, støbt i Helsingør - hvor Christian IV i 1601 havde formet og støbt en Kanon egenhændigt.
I dette A ar 1606 begynder Christian IV Københavns Nybefæstning, idet han baade udvider Befæstningen ved Østerport paa det nuværende Kongens Nytorvs Plads og køber mægtige Arealer
A ar sfesterne r 3
derfra regnet i Nord og Øst uden for Byen med den Mulighed for Øje at gøre København dobbelt saa stor. Foreløbig afgrænsede han en betydelig Del til sin egen Lysthave, Kongens Have, som dengang havde en noget uregelmæssig Udstrækning omtrent hen til den gamle Adelvej til Hel
singør, hvis Navn er bevaret dels i Adelgade og dels i Helsingørsgade. Hvorledes det øvrige Ter
ræn skulde bruges, vidste han formodentlig endnu ikke klart; det blev udlejet til Private.
I Lysthaven byggede Christian IV siden 1606 med gentagne Omdannelser og Udvidelser det Slot, som endelig ved sin Fuldendelse i 1624 fik Navnet Rosenborg.
Det var de rige og lykkelige A ar af Christian I V ’s Regering, i hvilke han haabede, at ogsaa Københavns Borgerstand kunde blive rig nok til at løse nye Opgaver i Handel og Industri. Derfor lod han gennembryde en Grund mellem Købmagergade og Pilestræde og bygge to Rækker af Huse (med Døre imellem, hvortil han alene vilde have Hovednøglen) for dér at bosætte Silke
vævere, et Foretagende, der blev gennemført i 1620, men atter opgivet i Krigstiden i 1627, og hvoraf nu Silkegade er tilbage i nyere Bebyggelse. Først og fremmest byggede han Børsen, siden 1619, som en Art Tøjhus for Handelen med Havneløb paa begge Sider og med Broen over til det nyanlagte Christianshavn, der begyndte at rejse sig a f Stranden, som en Sikring a f København fra denne Side. Ogsaa ved Børsens Bygning var der Vanskeligheder. Først havde Kongen tænkt sig, at der kunde lægges Kældere under hele Børsen; men de løb fulde afV and , saa atTerrænet maatte opfyldes i Gadernes Niveau. Derfor blev nu Kældernedgangene gjort til Stueindgange, og den oprindelige Portal fra »1620« til den Stue, der skulde have været hævet, blev derved overflødig.
Den omhyggelige Christian IV , som ikke lod noget gaa til Spilde, anbragte den paa Helligaands- kirkens Vaabenhus i en yngre Omramning. Det blev da bestemt, at Hovedindgangen skulde være til Førstesalen med en ydre Jordrampe; den nye Portal er dateret »1624«. Den passer kun daarligt
14
A a r sfesternetil den oprindelige Arkitektur. Først i dette Stadium opbygges den store Række a f Kvistgavle og Dragespiret.
Ved Krigens Udbrud 1625 standses alt Arbejde. I de følgende Ulykkernes Aar vaager dog stadig den ukuelige Christian I V ’s Tanker om Rigets Frelse og Hovedstadens Sikkerhed. O g det er da netop i Aarene 1626-1627, at Planen til den store Udvidelse af København mod Nordøst modnes hos ham.
Først maa han have Terrænet opmaalt, og den 23. November 1626 indkalder han en under
ordnet Ingeniør Jacob Rettich, hvis Tavshed han stoler paa, til at tegne Omkresen a f det nye København fra Nørreport, over Dæmningen a f Frederiksborgvejen, ud til Stranden og atter syd- paa langs det Islandske Kompagnis Reberbane, der laa omtrent paa Amalienborgs Grund, ned til Bremerholm. Paa den Plan tegner han saa de nye Befæstninger ud til Kastellet og hele Byplanen a f den nye By, medregnet Rosenborg og Kongens Have. Ligesom Christian IV i 1624 paa faa Dage orienterede sig i Terrænet ved Akershus og Oslo, før han grundede det nye Christiania, idet han gjorde den gamle Kongevej fra Oslo til Akershus til Akse i et rektangulært Anlæg, som har bevaret sin Værdi til vore Dage, saaledes var han ogsaa klar over, at den gamle skraa Adelvej til Helsingør kunde benyttes i det nye Anlæg efter en Regulering. Allerede den 11. og 12. Februar -1627 afstikker Christian IV med den kort forinden ansatte Ingeniør Richard Douchet Byplanens Hovedsteder; han maa skynde sig tilbage til Hæren, men skriver 12. Februar 1627 fra Roskilde til Rentemesteren Ove Høg disse Linjer, som ikke hidtil har været paaagtet i denne Forbindelse:
»Du skal tilholde den Ingeniør, at han slaar de Pæle, jeg befalede ham, førend han drager bort, hvilke Du skal lade sætte saa fast i Jorden, at de lader dem staa.«
Der kan her ikke sigtes til Grundlæggelsen af S. Anne Kastel, hvilket Udgiverne af Christian I V ’s Breve har troet, thi derpaa blev først begyndt 1629 med store Opfyldninger a f Kampesten i Stranden; det er den nye By, der »afpæles«.
Den Plan, Christian IV havde tegnet, er bevaret i en Kopi i Raadstuearkivet. Denne lader sig nøje kontrolere i Terrænet, fordi Rosenborgs Beliggenhed er indtegnet. Det viser sig da, at Hovedtrækkene i Anlæget eksisterer endnu, selv om der efter Christian I V ’s Død skete store For
andringer i Planen.
Naar man fra den gamle By fulgte den bugtede og til sidst krummende Linje, der netop er an
tydet i den nævnte Grundplan a f den nye Silkegade, Antonijstræde og Grønnegade, kom man lige
som nu til den nye Bys Hovedgade: Borgergade. Et kort Stykke inden for Grænsen aabnede sig en mægtig, ottesidet Plads, fire Gange saa stor som Amalienborg Plads, med den gamle, nu regule
rede Helsingørvej i venstre Side, hvoraf endnu Helsingørsgade gaar i en Vinkel paa 45° med det øvrige System, fordi den er den ene Side af en Oktogon. Den vestlige Side, nær ved Kongens Have, laa hinsides Adelgade. Den nordlige Side a f Oktogonen dannedes a f den nuværende Prinsensgade.
Den østlige Side a f Store Kongensgade fra Hjørnet ved Dronningens Tværgade, hvilken sidste gennemskærer Pladsens nordre Del. Fra hvert a f Ottekantens Hjørner udgik radiære Gader, og en a f disse er bevaret i »Gammel Vagt«, der gennemskærer Nyboder paa skraa. - Store Strandstræde er vistnok ogsaa Resten a f et ydre oktogonalt System. Den fortsætter Østergade; thi Kongens N y
torv var ikke i Christian I V ’s Tanke.
Denne Grundplan, som man med Urette har villet henvise til Fantasiens Verden, er altsaa en Realitet. Den er Christian I V ’s egen oprindelige og højst interessante Plan, som burde danne Grundlaget for en Sanering af hele Kvarteret. Hvilken byplanmæssig Værdi vilde ikke Aabningen
A ar sfesterne J5
a f Kronprinsessegade indtil den store ottesidede Plads være, saaledes at Kongens Have med R o
senborg blev virksomt og luftigt forbundet med Kvarteret øst for H aven! O g hvilken trafikmæssig Værdi vilde ikke Christian I V ’s gamle Radiærgade i ret Nord fra Hjørnet a f Store Kongensgade og Kongens Nytorv ud til Østbanen være!
Christian I V ’s Storhed som Byplanlægger viser sig allerbedst deri, at hans Idéer var saa langt forud for hans egen Tid og dog saa vel funderede i Virkeligheden, at vi nu kunde genoptage dem 300 Aar efter, at de blev fremsat, som fuldt moderne og betydningsfulde. Lad os igen aabne dette store ottekantede Torv og kalde det »Christian I V ’s Plads«.
I den nye By opførte Christian IV siden 1640 som sit sidste Storværk i den rene Arkitektur en stor Rundkirke for Baadsmændene i Nyboder, »S. Anna Rotunda«, der fik Navn 1641, og efter hvem Christian I V per consequens - som han skrev - vilde have hele Ny København kaldet »S. Anne By«. Dette Navn er dog nu kun bevaret i Kvarternavnene S. Anne Øster og S. Anne Vester og i Navnet »S. Anne Plads«. Kirken var opført indtil Hvælvingshøjde i 1643, men Arbejdet standsedes da af Thorstensonkrigen, som bragte saa store Ulykker over Landet. Efter Fredsslutningen i 1645 var der ikke Mulighed for nogen Fortsættelse; Kirken blev staaende ufuldendt i 20 Aar og solgtes da a f Kong Frederik III til Nedbrydning. Det var en meget original Kirke, som i Rundform af mægtig Størrelse, 64 m i Diameter (100 »sjællandske Alen«), gentog Konstruktionen a f Christian I V ’s dejlige Korskirke i Christianstad, som han byggede i Aarene efter 1617 efter sine egne Teg
ninger, nemlig en Halkirke med enshøje Hvælvinger baaret af 15 Alen slanke Granitpiller. S. Anna Rotunda skulde have tre koncentriske Ringe af Søjler, i alt 47; enkelte Søjler var endnu bevaret til vore Dage, om end forkortede, i Verandaen til Officers-Lazarettet i Rigensgade. Lyset kom ind fra lange Vinduer i Sidemuren, som dannede en Tolvkant. Gulvet var hævet amfiteatralsk, og Prædikestolen skulde formodentlig anbringes i Midten af Rotunden.
Fra sine Vinduer i Rosenborg kunde Christian IV se dette mægtige Værk, som han plejede at kalde Kirken uden for min Have, thi den stod paa den nuværende Tekniske Højskoles Grund, og den var formodentlig noget af det sidste, den gamle Konge saa, inden han lukkede sine Øjne den 28. Februar 1648.
M useum sdirektør Sigurd Schu ltz’ T a le : Deres Majestæt! Højtærede Forsamling!
V i lever i en Tid, der har Heltedyrkelse paa sit Program. Man mangler heller ikke Helte at fejre. Der er efterhaanden et Par Stykker, der kan svømme, ogsaa nogle, der kan bokse eller køre paa Cykle. Det kunde derfor synes ejendommeligt, at man foranstalter Fakkeltog for en Mand, fordi han kom hjem for hundrede Aar siden. Hvad Mening kan der nu ligge i dette?
Der staar en særlig Glans om Thorvaldsens Hjemkomst til Danmark den 17. September 1838.
Man fejrede ham som den store Mand, hvis Berømmelse der gik Frasagn om, og som Kunstneren, der kom for at skænke Fædrelandet sit berømte Livsværk og alt, hvad han ejede. Naar denne Be
givenhed har faaet Glød i Eftertidens Erindring og en smuk Position i vor Kulturhistorie, skyldes det dog næppe saa meget Regnbuen paa Himlen og de Nordlys, der hilste Thorvaldsen velkom
men, som det skyldes andre Momenter. Disse andre Momenter har bevaret deres Virkning den Dag i Dag. Dem vil vi betragte nøjere.
For det første Manden selv, hans Personlighed. I den store Offentlighed kendte man i 1838 sik-
i6
A a r sfesternekert ikke meget til, hvad Thorvaldsen havde udrettet. Men den menige Mand paa Gaden vidste, at Thorvaldsen var en a f hans egne, - at han, som det blev fortalt Mand og Mand imellem, var
»Søn af en simpel Stenhugger«. I dette, at det var lykkedes Thorvaldsen fra ringe Begyndelse at svinge sig op til at blive ikke blot en af Nationens store Mænd, men ogsaa at naa en ligefrem fyrste
lig Berømmelse ude i den store Verden, laa der et Haab og et Løfte. Man følte sig stolt over at være dansk sammen med ham, det gav Livsmod.
Dette er nu længe siden og glemt. Men naar vi i vore Dage studerer Thorvaldsens Levnedsløb, saa bevarer det sin Tiltrækningskraft som et Vidnesbyrd om en mærkelig Livsvilje, der kæmpede sig igennem alle Hindringer og førte sin Sag igennem til Sejr. V i møder denne Livsvilje allerede i hans tidligste Drengeaar. Inden for den højere Videnskab har der rejst sig en Diskussion om, hvor
vidt Thorvaldsens Fader, Billedskærer paa Holmens Værft Gotskalk Thorvaldsen, virkelig var for
drukken eller han bare tog sig en lille En efter Fyraften. Men givet er det jo dog, at det Hjem, hvori den lille Bertel Thorvaldsen voksede op, var daarligt, og alle samtidige Efterretninger hæv
der, at Hjemmets K aar forbedredes i betydelig Grad, efterhaanden som Bertel blev ældre og kunde tjene til Familiens Underhold. Drengen vilde frem, han vilde op a f Sumpen, og de fattige K aar blev ham en Skole for Livet, der grundlagde den lidt pessimistiske Menneskekundskab, han lagde for Dagen senere hen.
Thorvaldsens Levnedsløb giver os et mærkeligt Billede a f en Aandstype, som vist er specielt nordisk. M an ser undertiden Eksempler paa, at Udlændinge - baade dengang i hans Samtid og nu - har svært ved at forstaa den sjælelige Konstruktion, som kendetegner Thorvaldsen. Denne tø
vende Mand, som tilsyneladende aldrig kunde træffe en Beslutning, men altid udsatte fra D ag til Dag, var i Virkeligheden ingen svag Mand. Han vidste, hvad han vilde, og han havde en fin For
nemmelse for, hvorvidt Forholdene var modne for det, han vilde. Gang paa Gang viser det sig, at han kunde gribe til og handle hurtigt og bestemt, naar Tiden var moden.
Denne sejge Vilje til Fremdrift, denne Forening af Ubeslutsomhed og a f Evne til at holde fast, naar det gælder, er i nærmeste Slægt med dybtliggende Egenskaber i vort Folk. Det danske Folk har ofte maattet vige, og Gang paa Gang har det været paa Udslettelsens Rand, men stedse har det rejst sig i K raft a f den samme Livsvilje, den samme Evne til at holde fast paa sit eget og vinde frem paany, naar Øjeblikket var inde.
Det er da forstaaeligt, at en Personlighed og en Livsskæbne som Thorvaldsens kan blive et For
billede og bevare sin Løftelse ned gennem l iden. Maaske er der ikke saa mange i denne Kreds, der læser Thorvaldsens Biografi, men i det folkelige Oplysningsarbejde ser vi den Dag i Dag slaaende Eksempler paa, hvilken aandelig Kraft, der udstrømmer fra Thorvaldsens Personlighed og hans Eksempel. Jeg tænker her ikke mindst paa de mange Arbejdsløse, der søger Museerne og deres Oplysningsarbejde. De Folk kender meget vel Thorvaldsen, og det var derfor, de saa gerne fulgte Akademiets Opfordring til at slutte sig til Kunstnernes Fakkeltog den 17. September ifjor.
Et er imidlertid Thorvaldsens Personlighed, et andet hans Kunst. Ejendommeligt nok stillede Thorvaldsens Hjemkomst i 1838 hans Kunst paa samme Maade i folkelig Henseende, som den stillede hans personlige Skæbne.
I sin fremskredne Alder, efterhaanden som den ene Illusion om en personlig Livslykke brast efter den anden, tilrettelagde Thorvaldsen sit Livsmaal efter rent idealistiske Synspunkter. Han helligede sig sin Kunst, og han viede sine Kræfter til Kunstens Fremgang i sit Fædreland. Han vilde rejse et Museum, som ikke blot skulde sikre hans eget Værk fra Undergang, men ogsaa paa
A a r sf e st e r n e 17
Grundlag af hans Samlinger a f andre Kunstneres Værker skulde blive et Kunsttempel for den store Befolkning. Herved tænkte han ogsaa paa sine Kaldsfæller. Han henlagde sin Formue til et Fond, for hvis Midler der skulde udføres Marmorreplikker efter hans egne Værker. Mangen ung Billedhugger har ned igennem Aarhundredet tjent en god Skilling i Bissens Værksted, hvor A r
bejdet blev udført, ved at hugge Størsteparten af det Marmor, der nu fylder Thorvaldsens Mu
seum.
Jævne Folk var ikke saadan vant til at gaa paa Museum paa Thorvaldsens Tid. Det var derfor en Velgerning netop overfor den brede Befolkning, at Thorvaldsens Museum aabnedes i 1848 med tre Gratisdage om Ugen, hvor enhver kunde gaa ind ad Døren, uden Hensyn til Rang og Stand og økonomisk Evne. V i ved a f samtidig Vidnesbyrd, at det havde sin meget store Betydning.
Blandt andet bemærker Fru Heiberg med en vis Undren i sine Erindringer, at »Folk af den lavere Klasse« kom i Museet og »med stor Interesse betragtede de udødelige Værker«.
Det var en Opgave for Bevægelsen i 40’erne - som Julius Lange siger - »at vinde den vaag- nende nationale og folkelige Bevidsthed for Kunsten og Kunsten for den«. Her i denne Opgave fandt Thorvaldsens sidste store Værk, Grundlæggelsen af Thorvaldsens Museum, sin Plads, og her virker Museet den Dag i Dag.
Tiderne skifter, Idealerne med dem. Hvorfor skulde de ikke det? Men i folkelig Henseende an
fægter Tidens skiftende Idealer ingenlunde den opdragende Betydning, der ligger i Thorvaldsens Kunst. Den formaar som faa Kunstneres Værk at overbevise Menigmand om Kunstens høje Ide
alitet og at indføre ham i de abstrakte Værdier, som maa være Grundlaget i al stor Kunst. Finere Idealer end de Thorvaldsenske kan man vel næppe heller tænke sig.
For Kunstens Stilling i vort Land i Almindelighed fik Thorvaldsen den Betydning, at Bil
ledhuggerkunsten paa en vis Maade kom til at indtage Stillingen som en national Kunstart.
Kunstens Historie er ikke gammel i Danmark. Blandt de aller-allerældste Ting, der er fundet i Danmark, findes der ganske vist en Skulptur, nemlig en lille Bjørn skaaret i R av af de allerførste Mennesker, der trængte ind paa dansk Grund, men alligevel maa man sige, at en sammenhæn
gende selvstændig og national Kunstudvikling først har taget sin Begyndelse hos os et Stykke ned i det 18. Aarhundrede. V i havde en Billedhuggerkunst, da Thorvaldsen blev født i 1770, men Thorvaldsen skaffede vor Billedhuggerkunst en Position, som den siden ikke har svigtet. Siden Thorvaldsens Dage har der blomstret en Billedhuggerkunst her i Landet, som er et Særsyn, naar man tager Folkemængden og Landets Størrelse i Betragtning, og som i Virkeligheden er større end, hvad Danmark kan bære. Mange Talenter kommer slet ikke til at udtømme de Muligheder, der ligger i dem, fordi Forholdene ikke levner dem den fornødne Plads til at udfolde sig.
Thorvaldsens Arvtagere blev H. E. Freund, H. V . Bissen og J. A. Jerichau. I Firserne kom Naturalismens dramatiske Gennembrud. Naturalismen bragte ogsaa frodig Vækst i Billedhugger
kunsten, hvor den yngre Bissen kom til at staa som en samlende Skikkelse, der fastholdt Traditio
nerne og Udviklingslinien fra Thorvaldsens Dage. Halvfemserne bragte Symbolismen - indenfor Billedhuggerkunsten en meget interessant Gruppe. I Kunsthistorien har man næppe endnu gjort sig denne Gruppes Stilling ganske klar, skønt den i og for sig er tydelig nok. Men dens Betydning ligger jo fast med Navnene: Willumsen, Niels Skovgaard og Hansen-Jacobsen. Omkring 1910 ind
traf et Generationsskifte med K ai Nielsen og Utzon Frank, og det pengerigelige Decennium fra 1914 til ca. 1922-23 tillod en Blomstring inden for vor Billedhuggerkunst, som vistnok vil komme til at staa for Eftertiden som en mærkelig Epoke paa Grund af den Kreds af særprægede Talenter,
i8 A a r sf e st e r n e
der ligesom ved et Trylleslag skød op afjorden. O g hvad endelig den yngste Generation, som nu er kommet til Skelsaar og Alder, angaar, saa finder jeg, at de sidste Aars Udstillinger giver En An
ledning til at se vor Billedhuggerkunsts Fremtid i Møde med al mulig Fortrøstning.
Det er værd at erindre om disse Ting, thi de staar i Fare for at blive glemt. Kunsthistorien her i Landet har ikke ydet Billedhuggerkunsten efter Thorvaldsen altfor megen Opmærksomhed. Der findes jo ogsaa Mode indenfor Kunsthistorien, og det er endnu ikke blevet mondænt at skrive om dansk Billedhuggerkunst i det 19. og 20. Aarhundrede. Endvidere er Billedhuggerkunsten vanske
lig stillet af rent ydre, praktiske Grunde. Der kan altid findes Vægplads til en Kunstmalers Efter
ladenskaber, men naar en Billedhugger dør, hvad skal saa Arvingerne gøre med hans Original
modeller? I private Hjem er der ikke megen Plads til Skulptur. Naar man saa ikke har Raad til at betale Lagerplads for Billedhuggerens Værker længere, saa bliver de slaaet i Stykker og kørt paa Lossepladsen. Da det som oftest er sparsomt, hvad det lykkes Billedhuggeren at faa udført i varigt Materiale, kan det ikke undgaas, at der gaar Værdier tabt. Brygger Dr. Carl Jacobsen, som havde denne sjældne og varme Interesse for Billedhuggerkunst, reddede Freunds, Bissens og Jerichaus Livsværk i Glyptoteket, en hel Del har Provinsmuseerne reddet fra Undergang, men Billedhugger
kunsten, vor nationale Kunst, som har fostret vor eneste verdensberømte Billedkunstner, venter stadig paa det Museum, som kunde optage de Værker, som fortjener at bevares. Den venter stadig paa det Museum, der virkelig kunde give os en Oversigt over dansk Billedhuggerkunsts Udvikling fra Thorvaldsen til vore Dage.
Det drejer sig her om Kulturværdier, som vort Folk har skabt - som glemmes og forspildes.
Menneskene glemmer. Naar Tanken om et Skulpturmuseum engang bliver realiseret, saa vil man blive overrasket over, hvor rigt omfattende og hvor mangfoldigt nuanceret en Udvikling vor Bil
ledhuggerkunst har gennemløbet, og hvilket Fond af Kulturværdier den har frembragt - forudsat at det lykkes at skaffe de Ting, der hører hjemme dér. Det Museum vil heller ikke komme til at savne Interesse hos Befolkningen. Statistikken over de Besøgende i Hovedstadens Museer siger noget om Befolkningens Interesser i saa Henseende. Medens a f de to Skulpturmuseer Glyptotekets Besøgstal normalt ligger omkring 90.000, og Thorvaldsens Museums Besøgstal normalt ligger om
kring 85.000, saa har Kunstmuseet med de populære Malerier normalt mellem 70.000 og 80.000 Besøgende om Aaret.
Thorvaldsens Eksempel hører til dem, der taler klarest om Kunstens Betydning i Samfunds
livet. Kunsten er ingen Luksus - den er en aandelig Fornødenhed, baade i Individernes og i Fol
kenes Liv. Derfor skal man agte paa dens Værdier og ikke sløse med dem.
Det vilde afgjort være i Thorvaldsens Aand, om det Aar, hvori man paany har fejret ham, maatte give Stødet til, at der blev rejst vor Billedhuggerkunst det Museum, som den i saa rigt Maal fortjener.
THORVALDSEN-FESTEN
Paa Hundredaarsdagen for Thorvaldsens Hjemkomst den 17. September 1938 nedlagde Kunstakademiet ved sin Direktør, Stadsarkitekt Poul Holsøe, og sin Vicedirektør, Billed
hugger, Professor Utzon Frank, en Krans paa Thorvaldsens Grav i Museets Gaard, og om Aftenen hædrede Kunstakademiet Thorvaldsens Minde med et Fakkeltog.
Fakkelbærerne og andre indbudte Deltagere samledes i Charlottenborgs Gaard, hvor de fik udleveret en Erindringsmedaille med Thorvaldsens Portræt, som Akademiet havde ladet præge i Dagens Anledning. Inden Toget satte sig i Bevægelse, talte Akademiets Direk
tør til Forsamlingen fra Balkonen foran Kuppelsalen, der ligger lige over for det Rum, som havde været Thorvaldsens Atelier.
Akademiets Direktør udtalte:
»Vi vil fejre Mindet om Bertel Thorvaldsen, som i Dag for 100 Aar siden vendte hjem til Dan
mark efter i over 40 Aar at have levet og virket i det fremmede.
Skønt stærke Kræfter i andre Lande forsøgte at bevare Thorvaldsen for Udlandet - verdens
berømt, som han var — vendte han dog hjem til det Land, hvor han var født, og skænkede det sine Værker, sine Samlinger, hele sin Formue - alt, hvad han ejede, og han blev ved sin Hjemkomst hyldet ikke alene af danske Kunstnere, men hele det danske Folk hilste ham med Begejstring.
V i vil i Aften begynde vor Hyldest her, hvor Thorvaldsen fik sin første Uddannelse, og hvor han efter sin Hjemkomst levede sine sidste lykkelige Aar, - her paa det danske Kunstakademi, ved hvis Hjælp det var blevet muligt for ham at rejse ud, ud til det forjættede Land, Italien, til Rom, hvor han gennem Sorger og Savn kæmpede sig frem til Sejren ved Jason, som med eet vendte alles Øjne mod ham.
Jason med det gyldne Skind, der stod som Æventyret for ham, som selv blev det store Æventyr.
Bertel Thorvaldsen, Københavnerdrengen, der blev født i Ubemærkethed, og som dog ved sin stærke Vilje og ubændige Kraft blev en Kunstner, som hele Verden den Dag i Dag ser op til og bøjer sig for.
V i vil i Aften i Faklernes Skær gaa til hans Museum, - Rammen om hans berømte Værker -, vi vil gaa til det Æresminde, som af det danske Folk blev lagt som den smukkeste Krans om hans Grav.
Lad os da tænde Faklerne, at vi kan fejre Mindet om vor berømte Landsmand, Billedhuggeren Bertel Thorvaldsen«.
Da Faklerne var tændt, satte Toget sig i Bevægelse, ført af Akademiets Direktør og Vice
direktøren. Allerforrest gik fire hvidklædte unge Piger bærende en stor Laurbærkrans.
20 T h o r v a l d s e n - F e s t e n
Fakkeltoget, der lededes af Arkitekt Ib Lunding talte flere Tusinde Deltagere. Toget gik over Kongens Nytorv, langs Holmens Kanal, Ved Stranden, Gammel Strand, Nybro
gade, over Stormbroen og svingede op foran Thorvaldsens Museum, der var illumineret.
De store Porte var slaaet op, saaledes at man gennem Forhallen kunde se ind til Thorvald
sens blomstersmykkede Grav.
Da Fakkelbærerne havde taget Opstilling paa Pladsen foran Museet, gik de fire unge Piger op og lagde Kransen ved Foden af Jasonstatuen.
Efter at kgl. Skuespiller Svend Methling fra Museets Trappe havde reciteret Chr.Win
ters Fakkelsang til Thorvaldsen, og Museumsdirektør Sigurd Schultz havde talt til Fakkel
bærerne, satte Fakkeltoget sig - denne Gang med Museumsbestyrelsen i Spidsen - atter i Bevægelse til Raadhuset, hvor Toget blev modtaget af Overborgmester Viggo Christensen, og hvor Festen fortsattes under Bystyrets Auspicier, efter at Faklerne var kastet i Bunke som et flammende Baal.
GULDMEDAILLEKONKURRENGERNE
Gengivelse i Uddrag af de to Besvarelser, der belønnedes med Akademiets store Guld- medaille 1939. Opgaven: En Bebyggelsesplan paa Terræn vest for Dyrehaven.
O PG A V E N . U D D R A G AF P R O G R A M M E T :
Der ønskes en Byplan for det Areal, der begrænses a f Dyrehaven, Mølleaaen og Fæstningskana
len. - Arealet tænkes planlagt som et samlet Hele med det Formaal at danne en afsluttet Have
bolig-Forstad til København med saavel Boliger som Butikker, Fabrikker og Værksteder, saa den størst mulige Del a f dem, der kommer til at bo paa Arealet, kan have kort Afstand fra Bolig til Arbejdsplads. — Givet er Terrænet med Beplantning og fredede Fortidsminder samt eksisterende Veje, men ikke Flyveplads, Højspændingsledning og Vandtaarn. — Der skal stilles Forslag om Pla
ceringen a f en gennemgaaende Vej til H ørsholm ,... Den skal gennemføres som en tidssvarende H o ved vej... - Der lægges Vægt paa en god Udnyttelse a f Stedets særlige Skønhedsværdier og a f dets Beliggenhed med grønne Arealer til alle Sider. (Derefter følger Opgivelse af, hvilke Teg
ninger der ønskes og i hvilke Maalestoksforhold; her skal kun anføres det sidste Punktum): I større Maal fremstilles Udformningen a f Bymidten, et grønt Omraade, et typisk Boligkvarter og andre Enkeltheder af arkitektonisk Interesse.
B YPLA N F O R L U N D T O F T E -T E R R Æ N E T A f Arkitekt Peter Bredsdorjf.
Programmets K rav om en afsluttet Havebolig-Forstad med sit eget Erhvervsliv, giver Opgaven et særligt Perspektiv. Det er jo her Skoen trykker, naar der er Tale om Storkøbenhavns Vækst.
Erhvervslivet har hidtil klæbet til det egentlige København, ikke alene Engroshandel og Storin
dustri, men ogsaa Smaaindustri, Haandværk og Detailhandel. Hvor mange Mennesker i et ud
præget Boligomraade som Hvidovre rejser ikke daglig til en eller anden lille Virksomhed i Køben
havn, der sammen med andre Smaavirksomheder forsyner bl. a. Hvidovre med bestemte Varer?
Virksomheder, der nøjagtig ligesaa godt kunde ligge i og forsyne netop Hvidovre. En vis Spredning, Decentralisation, af Erhvervslivet har dog trods alt fundet Sted i de senere Aar, især hjulpet frem a f Vejtransportens Udvikling og Overgangen til elektrisk Drift. Men den er sket uden Plan. Det man har Brug for, er en planmæssig Udflytning til lokale Centrer med eget Byliv, ikke isolerede og afspærrede Bysamfund, men selvstændige Bydannelser, der kan udvikles ved og faa særlige Fordele a f en god trafikal Tilknytning til København.
Som det vigtigste Led i Forarbejderne til den forlangte Skitse a f en Haveboligforstad, en Dra
bantby, til København, undersøgtes Mulighederne for at udvikle et selvstændigt Produktionsliv
22 G u l d m e d a i l l e k o n k u r r encerne
herude - og da først og fremmest de økonomisk forsvarlige Muligheder for Omraadets Selvforsyning.
Det synes især at være muligt at gøre Omraadet selvforsynende med Varer fra Haandværk og Smaaindustri, og der kan antages at være Basis for en ret betydelig Næringsmiddelindustri, for en Del større Industrier tiltrukket a f Lyngbyegnens særlig store Befolkning a f Specialarbejdere i Tekstil-, Beklædnings-, Jern- og Metalbrancherne samt for Emballage- og Hjælpeindustrier i T il
slutning til de eksisterende og de nyanlagte Virksomheder.
Opgavens Omraade, der mod Øst og Vest er flankeret a f nogle a f Københavnernes mest søgte Udflugtsomraader, og mod Nord og Syd begrænset a f Dalsænkningerne med de nylig aabnede Udflugtsstier, er som skabt til en afsluttet Bydannelse, og man forestiller sig let Nabobyer mellem Skovene nordfor - omkring Sandbjerg, GI. Holte og Nærum - ogsaa her begrænset af tværgaaende Udflugtsforbindelser, de grønne Striber, som nu er fastlagt i den store Fredningsplan.
Bebyggelser a f denne Art kan bedst slutte sig til en ny nordgaaende S-Bane (som antydet i Pro
grammet) der grenes a f fra Nordbanen ved Jægersborg. Den foreslaaede By tænkes udviklet om
kring en Station midt paa Omraadet i Forbindelse med Bymidten, mens en Station ved Ravn
holm dels kan betjene et foreslaaet Industriomraade, dels fungere som Udflugtsstation til Mølle- aadalen og Vintersportsstederne i Ravneholm Skov. Nærumbanen tænkes nedlagt. Ingen a f de Motiver, der blev fremført ved dens Anlæg, har Gyldighed mere. Lastbiltrafikken har ødelagt den som Godsbane, den forlængede Trolley linie og den ny Hørsholmvej vil svække dens Betydningsom Personbane. Dens Linieføring er krøllet, der er mange Niveauskæringer og en Elektrificering er umulig. Banestrækningen kan med Fordel anvendes som Udflugtssti ligesom den tidligere ned
lagte Strækning Nærum -Vedbæk.
Den foreskrevne Hovedvej mod Hørsholm er ført midt over Omraadet langs den nye S-Bane.
Ikke alene bliver Terrænet paa denne Maade skaaret mindst mulig i Stykker, men en mere østlig Linieføring, som oprindelig foreslaaet, vilde bl. a. betyde en ringere Evne til at aflaste den haardt forspændte Lyngby Hovedgade. Det øvrige Vejsystem er udformet, saa Hørsholmvejen kun over
skæres a f fire Tværveje og ingen Steder kommer til at besørge Omraadets Lokaltrafik. Der er an
vendt billige Niveauskæringer, ikke Rundkørsler som er urimelige, hvor der gælder Hovedvejsreg
ler, men lige Skæringer hvor Hovedvejens Kørebaner er trukket fra hinanden, saa Tværvejens Trafik krydser de to Køreretninger hver for sig. Ved de fire Tværvejskæringer, der sker ude af Niveau med S-Banen, men altsaa i Niveau med Hørsholmvejen, vil der naturligt blive ret god Af
stand mellem Bane og Vej, hvad der giver Mulighed for engang at føre Vejkrydsene ud a f Niveau.
Mellem Skæringerne kan Vejen og Banen saa nærme sig hinanden, og Veje der føres frem efter svage Kurver har netop nogle vigtige trafikale Fordele. Bilførere holder f. Eks. bedre Opmærksom
heden spændt end paa en lige Vej og blænder ikke hinanden saa stærkt (iflg. svensk Statistik sker der særlig mange Bilulykker paa helt lige Veje). Paa den krummede Vej oplever man ogsaa Om givelserne bedre under Kørslen. Stier for cyklende og gaaende er skilt ud helt for sig selv, tildels ført langs Boligkvarterernes Haver. (De tænkes asfalteret og oplyst med Lygter, mens Bilkøreba
nerne er a f Beton og uden Vej belysning). Tværvejene længst mod Nord og Syd indgaar i Trafik- liniekommissionens store, tildels realiserede Ringvejsystem, og nye Tværveje forbinder Vesthus
vejen inde fra Dyrehaven med Brede og Fortunkvarteret med Kvarteret ved Fuglevad, mens en ny nordsydgaaende Vej forbinder Lyngby med Ørholm og Nymølle.
I dette Færdselssystems Masker er det søgt at udforme afsluttede Haveboligkvarterer, hvor A d
gangsveje, som ikke frister den gennemgaaende Trafik, fører ind i Kvartererne og her forgrener
G uld m e da ill e ko n ku rr en c e rn e 23
sig i et Net af rene Boligveje, og hvor Bebyggelsen saa vidt muligt »vender Ryggen til« Færdsels
vejene udenom. De meget betydelige Udstykninger og Bebyggelser - Sorgenfrigaard, Lille Ø r
holm, Brede, Hjortekær - er suppleret og udbygget til færdige Boligkvarterer, mens Planlægningen paa de aabne Arealer er blevet mere fri. O g Boligkvartererne er udformet som selvstændige En
heder i videre Betydning end den rent færdselsmæssige. De indeholder flest mulig a f de Funk
tioner, der er knyttet til det daglige Liv, er en Slags smaa Centrer med eget Forretnings- og Pro
duktionsliv, eget Kultur- og Fritidsliv. De enkelte Kvarterer staar i nem direkte Forbindelse med Bymidten, der indeholder det mere specialiserede Byliv. Her ligger ogsaa S-Stationen og et Kvarter med høje Huse. Isoleret fra de andre Kvarterer, paa Arealet nordvest for Lundtofte, findes Indu
strikvarteret (der omfatter de store Ravnholmfabrikker) med Adgang til Hovedvejen og med sin
24
G u l d m e da ill e ko n ku rr en c e rn eegen Station. Næringsmiddelindustrien (som stiller særlige Krav) er samlet i en Gruppe ved For- tunkvarteret, og den uskadelige Smaaindustri er placeret i Boligkvartererne. T il de andre Sider er den nye By omgivet af grønt: De Arealer, som Ringvejene til Skodsborg og Klampenborg afskærer, tænkes ikke udviklet som Boligkvarterer, men som grønne Omraader, et Bælte a f Gartnerier (der kan dække en Del a f Byens Forbrug), Kolonihaver, Kirkegaard og Udflugtsterræn. Et »grønt« V ej
system, med Udflugtsvej langs Skovhegnet og et dobbelt Stianlæg langs Mølleaaen, omslutter Ter
rænet og sender Forgreninger ind, som forbinder de enkelte Boligkvarterer med Udflugtsom- raaderne.
Boligkvarteret.
Istedet for at vælge mellem Alternativerne aabent, parkagtigt Villakvarter (især tilstræbt i ældre Villaservitutter) eller beskyttede Haver for det private Udendørsliv (de moderne Servitut
ter), er det søgt at udforme et Haveboligkvarter, hvor Havearealet er delt mellem et lille privat Friluftsrum og et stort beskyttet Omraade, fælles for flere Boliger. T il Solbad, Middag i det fri osv.
er en stor Stue uden T ag nok det bedste, mens man i den større fælles Have kan faa Plads til alt det, som selv godt udformede Privathaver ikke har Plads til - smaa Ture med de yngste og de ældste, Sport og spændende Lege.
T il Boligkvarteret hører et lille centralt Butikscentrum for den vigtigste daglige Detailhandel, saa man undgaar den store Rundtur en Villavej-Husmor skal ud paa, bare for at købe ind til en almindelig Middag og ogsaa skaber Muligheder for et Samarbejde mellem de handlende eller for at ordne det hele med en Brugsforening.
Men det er forsøgt at give de enkelte Boligkvarterer et selvstændigt Erhvervsliv udover Butiks
virksomhederne. Det kan gøres ved at udflytte den Del a f Haand værket, der især bygger paa en lokal Kundekreds, og den Smaaindustri, der ikke faar større Fordele ved at ligge i specielle Indu
strikvarterer, og som kan drives uden Ulemper for de omkringliggende Boliger. Tilsyneladende vil en saadan Udflytning hæmme Haandværkets Industrialisering, men den er allerede i det store og hele afsluttet. En Række Haandværksfag er blevet helt eller delvis opslugt a f Industrien, og R e
sten er blevet stærkt mekaniseret og hævder udmærket deres Berettigelse ved Siden a f Industrien.
Kvarterets Haandværksvirksomheder er samlet i et fælles Anlæg, en Haandværksgaard. Det be
tyder ikke alene en bedre Betjening a f Kunderne, men muliggør ogsaa et økonomisk fordelagtigt Fællesskab mellem Fag, der kan samarbejde i Forbruget a f Kraft, Maskiner, Værktøj, Raa- og Hjælpestoffer eller som danner Led i samme Produktionsrække (Eks.: Møbelsnedker - Sadelmager - Maler). V ed at indrette Udstillings-, Lager- og Værkstedslokaler til Udlejning, kan man give Virksomhederne Fordele, som de aldrig kunde opnaa hver for sig og lette Starten a f nye Virksom
heder.
Man kan vist ikke undervurdere det pædagogiske Moment, ved at der bliver arbejdet i selve Boligkvarteret. Villavej-Børnenes uklare Begreber om Fars Væren paa Kontoret kan grundlægge en asocial Indstilling, der senere kan blive svær nok at udrydde. Man maa huske at for de smaa Børn er Kvarteret hele Verden og det bør Skolerne ogsaa indrettes efter. Skolen skal være et T il
behør til Kvarteret og Skolevejen maa være kort og ufarlig. Der maa ikke være flere Børn eller Lærere, end at alle kender hinanden, og Specialklasserne og de dyre Indretninger er der ikke Brug for endnu. En Skole for de fem yngste Klasser og en Børnehave vil i et Forstadsomraade faa pas
sende Søgning i et Kvarter med 1800-1900 Beboere. (De ældre Børn, som bevæger sig frit og sik-
G uld m e da ill e ko n ku rr en c e rn e 25
kert udenfor deres eget Kvarter, gaar i de større Skoler, som er knyttet til Sports- og Kulturan
læggene ved Bycentret).
T il den lille Skole er ogsaa knyttet Indretninger for hele Kvarterets Fritidsliv - Gymnastiksal, Badstue og Friluftsbad, Studierum og Bogudlaan, Fritidshjem. Det samlede Anlæg slutter sig til en stor Grønning med Plads til al Slags Sport og Fest. Her ligger ogsaa Kroen, med Forsamlings
sale til Foredrag, Møder, Teater og Dans.
De gamle Mennesker bør ligesaa lidt som Børnene presses ind i et fremmed og trykkende Inter
natsmilieu, og hvert Boligkvarter har sit lille Hjem for de gamle.
Bymidten.
Med Bymidten bindes Boligkvartererne sammen til en By. Bymidten indeholder det Kultur-, Erhvervs- og Samfundsliv som de enkelte Boligkvarterer ikke har Forudsætninger for at kunne
26
G uld m e da ill e ko n ku rr en c e rn epræstere, og med sin centrale Station danner den Bindeleddet med København. Omraadets By
midte er udformet om en stor grøn Plads paa den flade Bakketop ved Bavnehøj, hvorfra man har Udsigt til næsten alle Sider. Den er holdt fri for Trafik, og kan danne den faste Ramme om store Møder og Fester, og ogsaa om et mere uorganiseret Fritidsliv. Orienteret mod Syd, ud mod Plad
sen, ligger Byens Hus med Fest-, Repræsentations- og Foreningslokaler, Restaurant, Museum, Bibliotek. I nær Forbindelse med disse Kulturanlæg og med Sportsanlæggene paa det fladere Ter
ræn nordfor, findes de højere Skoler for hele Omraadet samlet. Syd for Pladsen, paa Terrænets allerhøjeste, ligger en Gruppe høje Huse, som kan tilfredsstille en Række specielle Boligbehov.
(Det særlig store Antal indlogerede, som man finder i Byer helt a f Eenfamiliehuse, kan tyde paa, at der her er en Befolkningsgruppe, som man har glemt at tænke paa). Mellem Stationen og den store Plads er der indskudt et mindre Torv omgivet a f Bygninger for Administrationen, Kontorer, Forretninger, Hotel og Biografer. Fra Torvet ser man ud mod den aabne Plads gennem en regel
mæssig Træplantning med Torvestader og Musiktribune. Et lille Butikstrøg forbinder Torvet med Adgangen fra Hovedvejen.
G u l d m e d a i Ile konkurr encerne
27
B YPLA N F O R L U N D T O F T E -T E R R Æ N E T A f Arkitekt Poul Wiboe.
Navn: »Lundtofte«. For ikke at trætte med stadig at gentage: Det Areal, der begrænses af Dyre
haven, Mølleaaen o. s. v., kaldes den ny By (altsaa hele Arealet) for: »Lundtofte«.
Planetby? Den stillede Opgave - en afsluttet Haveboligforstad til København - er nærmest det man kalder en »Planetby« til København.
Betydning for København. Efter den nye Byplanlovs Ikrafttræden er der nu Mulighed for at ændre Københavns Udvikling efter Princippet: En central Kerne med Planetbyer til Optagelse af T il
væksten, naar Kernen har naaet en vis Størrelse. - Denne visse Størrelse har København allerede oversteget, saa det er paa høje Tid, at man standser de stadige, planløse Udvidelser i Periferien, fastsætter en definitiv Grænse, og anlægger afgrænsede Planetbyer som »Lundtofte« til Optagelse a f Befolkningstilvæksten.
Beliggenhed. Lundtofte’s Afstand fra Københavns Centrum er ca. 10 km, en meget passende A f
stand for en Planetby; kun er det uheldigt, at Københavns Periferibebyggelse er ved at naa derud.
Endnu er der et nogenlunde forsvarligt aabent Bælte, men dette taaler ikke at indskrænkes; der
med vilde hele Planetbysystemet falde til Jorden. - Betingelsen for at anlægge en Planetby paa dette Areal er altsaa, at København (og Gentofte) afgrænses i deres nuværende Skikkelse ved Fredning af det eksisterende, aabne Bælte.
Erhvervsbetingelser. De København nærliggende Planetbyers Erhvervsmuligheder er hovedsage
lig Gartneri og Industri. Landbrug kan naturligvis ikke komme i Betragtning.
Gartneri. Lundtoftes Betingelser for Gartneridrift er ikke særlig gode, ikke nær saa gode som f. Eks. Amagers. I Lundtofte begynder Nattefrosten tidligere og ender senere end paa Amager.
Faktisk kan man sige, at Lundtofte har Fastlandsklima og Amager Øklima.
Industri. Lundtoftes Betingelser for Industri (let Industri vel at mærke) er derimod ideelle. - Lundtofte ligger saa nær ved København, at den fuldt ud kan faa Del i de store Fordele Køben
havn byder Industrien.
Endvidere byder Lundtofte Industrien specielle Fordele: den - i Forhold til København - meget billige Grundpris og billigere Elektricitet - og sidst men ikke mindst - den store Fordel, der ligger i, at Lundtoftes Industri kan planlægges i et særligt Industrikvarter, hvorved man kan undgaa de stadige Rivninger mellem Industrien og Beboelsen.
Boligernes Art? I Programmet ønskes Haveboliger, men for det første er Folks Indtægter for
skellige - hvad jeg senere skal komme ind paa - og for det andet, maa man holde paa, at enhver Boligform har sin, specielle Berettigelse; derfor vil det være rigtigt, at baade Rækkehuset, Enfami
liehuset og Etagehuset er repræsenteret i Byen. - Industri og de nævnte Boligarter m. m. er altsaa, hvad der - i Hovedtrækkene - skal bygges paa Arealet, og man maa nu ved lokal Rekognoscering bestemme, hvor dette skal bygges.
Trafikale Forhold.
Hørsholmvejens Placering. - For en Del Aar siden foresloges det at lægge den nye Hørsholmvej langs Skovhegnet. I Dansk Ingeniørforenings Betænkning vedr. Trafiklinier a f 1923 fremkom det Forslag at lade Hørsholmvejen følge den eksist. Højspændings-Luftledning. Motivet for de to pro-
