Digitaliseret af | Digitised by

Digitaliseret af | Digitised by

Forfatter(e) | Author(s): [af Niels Prahl] ; besørget til sine Landsmænds Nytte og Fornøjelse af Thomas Larsen Borup.

Titel | Title: Det menneskelige Livs Flugt, eller Døde-

Dands, hvorudi ved tydelige Forestillinger og Underviisningsvers vises, hvorledes Døden uden Personsanseelse dandser af med Enhver, endog ofte...

Udgavebetegnelse | Edition Statement: 3. Oplag.

Udgivet år og sted | Publication time and place: Kjøbenhavn : forlagt af J.H. Schubothe : trykt hos Joh. Rud. Thiele, 1814

Fysiske størrelse | Physical extent: 80 s. :

DK

Materialet er fri af ophavsret. Du kan kopiere, ændre, distribuere eller fremføre værket, også til kommercielle formål, uden at bede om tilladelse.

Husk altid at kreditere ophavsmanden.

UK

The work is free of copyright. You can copy, change, distribute or present the work, even for commercial purposes, without asking for permission. Always remember to credit the author.

Dod e-Da lidsen

-

-

Det

hvorudi

ved tydelige Forestillinger og Underviisningsvers vises, hvorledes Doden uden Personsanseelse dandser af med Enhver, endog oste

uformodentlig, fra Verden til Evigheden;.

a f b i l d e t v e d

l ce r e r i g e S

y k k e r,

og

S a m t a l e r i m e l l e m D s d e n og P e r s o n e r n e .

Teserget til sine Landsmands Nytte og Fornojelse af

Thomas Larsen Borup.

Siig, Lceser! kan du her vel see til visse:

Hvo Herremand og Bonde var af disse.

Tredie Oplag.

Kjobenhavn, -814.

F o r l a g t a f H o f b o g h a n d l e r I . H . S c h u b o t h e ; t r y k t h o s J o h . R u d . T h i e l e .

Syrachs 14 Cap. 17 V.

er den gamle Pagt: Du skal visse-

ligen doe.

G u n s t i g e L a s e r !

<^'a Menneskets Gemyt den Svaghed hos sig haver, At det sig dybere hver Dag i Verden graver;

Saa kan det ved Fornuft ej heller altid see Den beste Vandringsvej og sande Nyttige.

Det for af Billeder og sandselige Sager,

End af Fornuftens Grund, den Eftertanke tager,

At hade Synd og Ondt, og gjore hvad er Godt;

Thi med fornuftigst Grund det ofte driver Spot.

En Apotheker maa jo Pillerne forgylde,

Om man hans kagedom for Skarn ej ssal beffylde;' Og dette Grunden er, hvi Scrd^larere

Ved sandselige Ting fremstille Dyderne.

Det Allerfleste, som Tanken meest kan kranke, Paa hvilket Mennesket og allermindst vil tanke, Er Dsd og Evighed; ffjont begge Dele er Det ANervisseste for alle Mennesker. ^

A 2

Ezemplerne paa det, vi ere dodelige,

For deres Mcrngdes Skyld vil nu snart Intet sige.

Man uden Rorelse betragter snart et Liig,

Og veed dog ej, hvor snart med os det hcrnder sig.

Skjont her er Billeder, som og livlose tale, Og vores visse Dod hojst tydelig afmale:

Saa gjor dog Vanen det, at Frygten drives bort, Og Forestillingen ved Rorelsen er kort.

Ved andre Billeder, som Kunst tilvejebringer, For os et dagligdags Memento mori klinger/

Hvor Kobberstikkere og Malere har viist

Ved Preens og Pensels Krast: Et Liv er snart forkiist.

Om Dsdens Voldsomhed og morderske Bedrifter

Har baade Frankerig og Tydffland fremviist Skrifter, Som alle sigte til Opbyggelse og Gavn,

Og har af D^de-Dands bekommet deres Navn.

I samme finder man, at Doden sig henvender Til alle Mennesker i alle Kaar og Stcender,

Og banker lige frit paa Doren hos Enhver,

Hvad enten Konge, Bisp, og Bonde det end er.

Man hos Exemplerne seer Lcerdomsregler ssrevne;

Hvorved ej Mennesker bedragne ere blevne;

Saa Kunst og Lårdom her ved falles Enighed Bil gjsre Mennesket til Dsdens Dag bered.

Jeg, kjere Lasere! har ogsaa havt for Sje, Ved dette lidet Verk at gavne og fornoje;

Vi ingen D^de-Dands, saavidt mig er bekjendt, I vores danffe Sprog har forhen havt paa Prent.

De Forestillinger, som Laseren her finder,

Enhver udi sin Stand om Dodens Ankomst minder?

Jeg dem nwjsommelig i Tra udgravet har, Naar mig en Times Tid fra Andet ovrig var.

En stor Fornojelse det ssal mig foraarsage, Om min velmeente Flid min Laser vil antage

Med saadan Kjerlighed og Bifald, at jeg seee.

Min Flid og Moje ej forgjeves anvendt er.

Min Stand og Naringsbrug mig idelig forbinder, At tagge Skrifter op, som Smag og Bifald finder.

Jeg for den stsrste Hob, end Faa, behage vil;

Thi Fordelsdoren ved de sidste lukkes tis.

Da jeg ved dette Verk nu fremfor Alting soger

De Ting, som Nastens Gavn og sande Fryd foroger, At, nemlig: han maa see, hvor hoj og vigtig Sag Det er, at tanke paa sin Dod og sidste Dag.

Saa tvivler jeg ej om den Afgang og den Lykke, Ar jeg paa ny igjen tidt dette Verk maa trykke.

Jeg har det Haab, at Man det ej fortryde vil, Om Man sig dette Verk, blandt andre, lagger tit.

Jeg bil almindelig hver Laser det tilskrive,

Og haaber, det til Last mig ej stal udlagt blive.

Jeg ofrer Bogen op til alle danske Folk;

Den hos dem vare maa min og sin egen Tolk.

Mig, haaber ! g, den stal saa godt recommendere, At jeg kan fatte Lyst til at opiagge flere,

Naar jeg den Aftrak seer, som den forhvervcc sig:

Da jeg mig v',s- stal igjen utrettelig.

Jeg veed ej selv, hvor snart jeg stal i Dandsen tråde;

Men det mig vare stal mit Lwes storste Glade, Ilt tjene Laseren i alt hvad jeg fcrmaaer,

Saa lange mig af Gud forundes Leveaar.

Mit Snffe er tilsidst, at dette Verk maa vare

Om kun en liden Drist til Guds vor Herres Wre, Som bsr i alle Ting at have overst Stev,

Og altid vare stal hver Gjernings Sjemeed.

For alle Skumlere, som lase, sor at grine,

Og som maastee herad gjer spodst og haanlrg Mine, Jeg ikkun disse Ord alene skrive vil:

Hver gjore i sit Kald, hvad han er stikket til.

Ej noget Velmeent bsr af Vigtigere lastes; ^ Og Skerven ikke bor hoS Daleren forkastes.

Naar hver knn gjorde det, hvortil han var beqvem Kom Velstand bedre op, og Armod mindre frenu

Lad mig kun udelukt fra deres Bifald vcere,

Som vil, man strive stal, for at erhverve 2Ere,

Skjont det endog maa ssee med al Bekostnings Tab Jeg condolerer dem med deres Egenstab.

Naar jeg af Mcengden kun for dette Verk maa ares, Naar det af Almuen almindelig begjcrres:

Saa er jeg vel tilfreds, og Andre unde vil Den hoje LLresdamp og hvad de sigte til.

Gid mine Lasere og alle Dodelige ^

Paa Dodsbctragtninger fremdeles blive rige!

Jeg anbefaler mig i deres gode Gunst, Og haaber, at jeg ej arbejdet har omsonst.

Den gunstige Lcrsers

^ ^

ydmygste Tjener

Thomas Larsen Borup.

D o d n i n g e m t l s i k .

3?aar du en fuld Musik af Folk dig forestiller, Tank da, at Dodninge for deres Lige spiller.

Paa Klokken klingrer Een, Een stryger flink

paa Bas

I Valthorn blaser Een og viser Timeglas.

Ens Gaver lystelig vi her paa Flsjten horer;

tzn anden Spillemand sin Tromme hurtig rsrer.

Saaledes Dodninge opfore den Musik, Hvorefter alle Folk igjennem Verden gik.

Lad dig, o Menneffe! saaledes ej indtage Af kort Forlystelse i Livets usle Dage,

At du forglemmer dst som allervigtigst er, At, nemlig: Doden dig er allevegne nar.

Du i det bedste Lav sor ham er ikke sikker.

Vel Den, som her betids sit Huns saa vel bestikker, At han kan dandse med, naar Doden komme vil, Og ubesmittet gaae fra Verdens Spog og Spil.

Af disse Spillemand du maa den Lårdom drage, At naar dig Verden vil ved Tidsfordriv indtage:

Saa maa du tanke paa det dodelige Leer, Hvori du Sjelen her i Verden ikladt seer.

Du af dit Legem dig aldeles ej maa bryste;

Thi kan en Dodningrad dit Ojesyn forlyste:

Saa spejl dig kun i dem som her afbildte staae;

See saa, hvad Lystighed og Skjonhed vel formaae.

B

DFdm til paven.

^eveer mig Noglerne; flip nu kun Bispestaven.

Har du ej forhen tcrnkt paa Doden eller Graven,

Saa gjor det snart endnu, og l^g din Krone ncd:

Thi ffjsnt du nodig vil, maa du dog daudse med.

cZT, ? ? 5 I <M rIT,

Jeg maa din Hellighed aldeles ikke spare.

Du ffal dcn samme Vej, som dine Formamd, fare.

Forffrcrkkes Du for mig? Er jeg dig ubekjendt?

Jeg om min Ankomst tidt dig Bud jo haver sendt.

Hvad volder denne Frygt, jeg i dit Ansigt stuer?

Maaffee din Hellighed for Skjersilds Pine gruer?

Men kan din Eftermand ej loft dig deraf,

Saa er det, for din Tant i Troens Sag, en Straf.

/

paven (il DFdm.

^aa ffal min Herlighed paa Peders Stoel nu endes, Og denne Sjele-Boe i Verden meer ej kjendes.

Ak Dod! hvor ffrcekkelig mig dog din Ankomst en, Naar jeg beseer, hvordan mit Liv har vcrret her!

Nu kjender jeg, at Gud kan ene Synd forlade, Og al min Afladskram er Sjelen kun til Skade.

Ak! spar mig dog endnu i Live nogle Aar,

Indtil jeg angerfuld mit Regnffab fcrrdigt faaer!

See, Himlen vi! sin Net paa mig nu fuldbragt have.

Alt Lives Banemand antaste tor en Pave.

Jeg faaer vel dandse med. See, Peters Stoel er tom;

Thi Doden ffaauer ej Guds Statholder i Rom.

Menneffe! at doe, den Stund du end kan leve, Paa det, naar Doden vi! sin Sold for Synden krave,

At du med hannem da kan folge vel bered, Og ikke frygte for den lange Evighed.

B 2

D^den til Aej eren.

Magt er nu forbi; spend af din Purpnrkaabe.

Du kan ej langer Liv i denne Verden haabe.

Dit Scepter overgiv: rhi du maa folge mig Og blivt Staadere i Gravens B^olig lig.

Nu er du Menneffe og Afmagt maa fornemme,

Om du har villet Sligt blandt Jordens Guder glemme;

Med vcrbnede Armeer du mig ej jager bort:

Thi du af samme Leer, som andre Folk, er gjort.

See, Pilen fardig er, som drcrbe ffal dit Hjerte.

Du ved Forraadnclfen stal Ormene bevcerte.

Den Tidende ej bsr dig forekomme fal.

Beffck dil Huus, og doe. Befal nu Gud din Sjek.

Rcjseren til DFden.

5)! Ded! hvor bitter er din Ankomst for min Tanke!

D u xaa e!i Kejsers Dsr tor 4!Mwseelig banke?

Din Fa!hed siger mig, jeg er et Menneste.

Jeg veed, du aldrig gjor Personsanseelse.

Forgjeves vilde jeg imod din Magt mig satte.-

Det mig ej nytte kan med Himlens Gud at tratte.

Hvor er Hojagtelsen nu for min Majestcet?

Ak, at ej Meget var af mig i Verden sseet!

En ffraksom Tankeffok for Sjelens Gje moder.

Mit Scepters brugte Magt min Dodsstund ej forsoder.

O , at en Tolders Bon en Kejsers blive her!

Jeg Synder nu maa doe; Gud Sjelm naadig var!

^ -k -se-

J o stsrre Lejlighed til Synd os Livet giver,

Jo mere haard og sa! os Dodens Komme bliver, Naar vi har Lysterne i Tomme ikke holdt,

Og daglig ved vor Synd os Dodens Dom forvoldt.

M,

^ DKden til Rougen.

^ra Kongers Ko:l.)e jeg har O r d r e , dig at hente.

Du kan nu ikke fleer af Livets Dage vente.

Du veed, det sidste Maal for Jordens Guder er, Al de maae alle dse som andre Menneffer.

»

5 ) rM

Jeg dem, som Blomsterne, stal med min Lee

afmeje.

Uagtet al den Pragt og Magt, de har i Eje.

Aftag din Majestat, og bej dig for den Gud, Som gav dig Livets Lys, og kan det flukke ud.

Nu kan al jordiff Glands dig ikke mere nytte.

Du folge maa med mig, og blive Ormes Bytte.

En EzechiaS grad, og ffjenktes femten Aar;

Men du et Sjeblik af Tiden meer ej faaer.

Aongen til DFdm.

Forffrakkelfernes Helt! kan du mig ikke staane, Og mig en liden Tid endnu af Livet laane?

See, Folkct ciffer mig og beder for mit Liv;>

Og jeg vil nodig bort fra al min Tidsfordriv.

Kom hid cm nogle Aar, naar jeg er gammel bleven.

Er da min Levetid faa meget kort opssreven?

Hvor ufuldkommen er dog Kongers Herlighed,

Som for vcn grnmme Dod ej vare kan i Fred! . Skal jeg da dandse med som andre Dodelige,

Og uformodentlig Farvel til Verden sige: -

Velan, jeg folger da med uforfærdet Mod!

Sporg Rygtet siden ad, om jeg har varet god.

Ao hsjere af Stand og ffinnende af Evne,

Jo weer forjkrakkeligt er Dodens Navn at navne;

En Lazarus er glad, naar Doven komme v i l :

Men Sundhed, som har Nok, for ham siaaer

Dsren

>

16 HD

O^dei: til Dronningen.

^ee, Dronning, see paa mig, og lad dig ej forstrakte!

Kan mit Postyr din Sjel ti! Lystighed opvække,

Saa kom og dands med mig; det stal dog engang ffee;

Og du ej blues maa ved eget Billede.

.

-s -7 kM,

Betragt mig uforsagt; jeg venlig dig indbyder.

Har du saa smuk eu Sjel, som du dit Legem pryder, Saa bor du have Lod udi et bedre Liv,

Hvortil jeg Indgang er. Mig derfor Haanden giv.

Du utaalmodig maa ej ved min Ankomst sukke:

Jeg ssdt og sagte ffal dit Lives Lys udflukke.

Sug Verden kun Farvel, og fleng din Pomp og Pragt, Thi jeg nu over dig har faaet fuldkommen Magt.

Dronningen til OFden.

Wej, Dod, du viser mig en altfor grusom Mine!

Din swrste Venlighed mit Hjerte er til Pine.

At gaae i Dands med dig forbavser kun mit Bryst.

Kom hid en anden gang; nu har jeg ingen Lyst.

Du krummer dig for mig; men vil mit Liv berove Sin onstelige Flor, og mordist Magt udove.

Hvo stiller mig ved dig, du fcrle Bussemand!

Viis dog Wrbodighed for mm Person og Stand.

Men, see, jeg marker, du dig ej afvise lader. x Du Fuldmagt haver faaet fra Livets forste Fader.

At dandse mcd bm Gast jeg da maa nodes til,

Ekjont Hjertet ffja'lver starkt, og Kroppen nodig vil.

n -s

Avor mild end Doden sig for Mennesket anstiller, Saa frygtes dog for den, som os ved Livet stiller:

Thi Skilsmissen er haard imellem Sjel og Krop, Hvor sagte Baandet end af Doden lyses op,

C

/

s O c§^> ^

lir

^?a jeg ej Frihed har at ffaane eders Pave, Kan- du som Cardinal ej heller Arihed have.

Al din Anseelse og fyrstelige Pragt

Nu straz- forvandles maa til Lodnings Iordedragt.

Du dandse maa mcd mig saavel som alle andre;

Skjont du har ikke tcenkt saa snart herfra at vandre.

See op til Himmelen, der er en bedre Skat, Om du har samme segt, end din bekomne Hat.

Som du ved Troe cg Bsn har Andagt sat paa Rente, SaaledeS kan du nu Belonning hisset vente.

Paakalo ej Moderen, men Sonnen, Gud og Mand:

Thi ingen Helgen dig at hjelpe er istand.

Lardinalen (il O^den.

Nk, at jeg ssulde dog den Lykke ikke have,

At see paa Peters Stol mig kronet op som Pave.

Det var det Eneste af Jordens Herlighed Som jeg mig onsscde, og var mit Ojemeed.

Men nu har dette Haab for mig aldeles Ende.

Jeg maa din Magt, o Dod, som ssrcrkkelig erkjende!

Jeg ssjalver angestfuld ved dette Djeblik:

Thi mine Gjerninger kan ikke holde Slik.

Og dersom Sjelen ej Forbarmelse kan haabe, Naar jeg Maria vil samt Helgene anraabe,

Saa har jeg i min Dod kun ganffe liden Trost:

Thi jeg har sielden tcenkt paa ham, mig har sorlost.

->?- -k

Enhver Religion, som troster ej i Doyen,

Og viser Mennesket hvad ham er meest fornoden, Har ingen agte Grund. Saa er den romersse, Hvor man gaaer Gud forbi, og soger Helgene. .

C 2

H M

O 20 K

D^deu ti! A istoppen.

^ee Bispehuen hcr, du store Kirkehyrde!

Den er nu i dens Magt, som dig formaaer at myrde^

Nffor dig din Habit; tag Jordedragten paa:

Thi du i Dodedands med mig nu folge maa.

Du Kundssab har om mig, som bitlig jeg formoder, Thi du jo oste har mig givet Navn af Broder;

Men jeg for Brodcrffab dog ej kan spare dig;

Din Dom er himmelfceldt: du dandse maa med mig.

Har du selv fundet Kraft af det du larte Andre, Saa frygter du dig ej med mig herfra at vandre.

Lad Legemet kun doe og raadne til sin Straf I Jorden til sin Tid: saa kommer Frugt deraf.

Biskoppen til DKden.

Ag veed, o kjere Dod! man er for dig ej sikker.

Bet.store Afssedsbud, som Gud ved dig mig stikker, Det jeg hvert Gjeblik har vist formodet mig, Og aldrig efterladt at tanke ret paa dig.

Naar jeg til andre Folk om Dodens Magt har talet, Saa har du for min Sjel staaet tydelig afmalet.

Borttag kun min Habit, min Krop og hvad du vil;

Jeg veed hvad du formaaer; min Sjel hor Herren til.

Da Gud i Christo blev paa Korset gjennemboret, Da har du og din Braad, at ffade mig, forloret.

Den Kraft jeg fundet har af aabenbaret Ord.

Jeg allsaa frygter ej for Dodens fcrle Mord.

^5 -k -k

Vel Herrens Tjenere, som Andre ssnlle lcere, Naar de det Vidnesbyrd i deres Hjerter b^re,

At de svigagtig ej har Herrens Gjerning gjort:

Saa kan de glade gaae fra denne Verden bort.

D^den til Adelsmanden.

^er hjelper ingen Snak. Undffyl'dning Ilttet gjcrlder.

J.'g vil cj have Ncj, naar jeg hos Folk ung mcelver.

Det crkdste Adelffab ej giver Frihed her.

Du af det samme Leer, som acme Bonder, er.

' K 2Z K . -

Kom, strid kun ej imod; det nytter dig dog ikke;

Du bor dig med Fornuft

i

Thi jeg ej flipper dig. Jeg har din Kappe fat.

Og du faaer aldrig meer din galonerte Hat.

Opstemmer, Dodmnger, for mig og Adelsmanden!

Hans Rettigheder nu skal arves af en Anden.

O! vidste Menneffer, at jeg ej Forssjel gjsr,

Men at en Adelsmand, just som en Bonde, doer.

Adelsmanden til DFden.

Aorffrakkelsernes Gast! ter du saa ^ncrsviis vare, Og meer Hojagtelse for Adelsmamd ej bcere?

Hvad Fortrin findes da hos adeligste Blod,

Naar det ej Dodens Magt formaaer at staae imod?

Hvad gavner det mig nu, om jeg har sexten Ahner!

De til et lcenger Liv ej Vejen for mig baner.

Z)nkv<rrdig Adelskab, hvor stakkels Mennesse

Forglemmer sig i Pragt, og ej sit Leer kan see.

Nu Doden ved et Ord mig det kan aabenbare, Som jeg min hele Tid ej kunnet har erfare.

Jeg dser som Adelsmand i min Neligion.

Nejs Wrestotter op. Syng over min Person.

-K -s?

Hvad lcerer Syrach os? At Dod er ingen G!ade For den som Frihed har, og gider gjerne ade,

Og som god Fremgang har i hvad han vil flzae paa;

Men Doden larer os: Hver med ham dandse maa.

MM

OFden til prastcn.

Lives Timeglas, o Prcrst, er alt udrundet!

Et frygtsomt Hjerte bov hos dig ej blive fundet.

Du Andre haver lcrrt at«doe med Haab og Trest, Naar deres Lives Vaand ved Doven blev oplest.

Din prastelige Sjel vel aldrig har forfaldet Tit sterre Kjerlighed for Frugt af Prcrstekaldet,

End Ordets Naadefrugt af Menighedens Flok.

Maassee, naar du fik Dit, var bu fornojet nok.

Kom nu. Her oventil du Neg-Mab ssal gjore.

Dit Kald og Ejendom en Anden lad tilhore.

Fra Dsdedandftn jeg dig ikke kan bestie, Og haaber, at du vil gaae villig med deri.

prcesim til D^den.

E^kal Kirken nu en Prcest ved min Skilsmisse savne?

Jeg kunde den og mig dog endnu lcrnger gavne.

Om jeg endffjont har gjort hvad Ritualet bod,' Saa har jeg dog en Frygt for dig, du fcele Dod!

Ti! Menighedens Tarv jeg kunde vel gjort mere:

Men Praster Mennesker, som Sognefolket, ere.

Dog seer jeg, denne Trost nu ej vil holde Stik:

Thi Christendom er ej udvortes Kirkeffik.

Een Timcs Pradiken, naar Helligdag indfalder, Den alierstorste Deel et valdigt Arbejd kalder;

Men mod det Vigtigste kun dette Lidet er.

Jeg frygtsom doer. Min Gud! mig Synder naadig var!

^5 -55 -S

Man cj forlange kan, at Dodsfrygt ej ffal rsre En Pr«rst og Herrens Mand, naar Livet ffal ophore.

Han »expe uden Skrcrk sin Dod i Mode gaaer, For RegenssabetS Skyld, som ham da forestaaer.

D

DFdm til Stjcmckigerm.

^)or, dil, langtseende og lcrrde Stjernekiger!

Som ester Himlens Lobs Udforstmng trolig higer:

Du ej forglemme maa den Deel, dig narmefl er.

Og hvad sårdeles dig kan tjenlig vare her.

-7

Vetcrnk, du er af Jord, og snart til Jord ffal blidt.

Jeg dig nu lcrnger Frist i Verden ej kan give.

Til Dodedandsen du dig fcerdig gjore maa;

Det du af Sljernerlle vel ikke forud saae.

Har du saa viftlig Guds Stjernehår betragtet,

At du paa Sjelens Gavn. ved samme ret har agtet, Da er din Lykke stor, og jeg ffal vise dig

Den rette Indgang til Guds sande Himmerig.

Stjemekigeren til DKden.

5) bi et Ajebl-k! thi jeg vil meget gjerne Bestemme S^orclsen af en opdaget Stjerne.

Jeg har ej Tld at doe; og om Aspecterne

Slaae mig ej ganffe fejl, det ej saa snart vil ssee.

Men, ffal det endelig nu ikke andet vare,

Saa maa jeg Kjodets Kors, som mine Fckdre, bcrre.

Min Sjel as soniig Frygt er fuld mod Skaberen, Hvis Majestat jeg tidt har seet i Skabningen.

Det, som jcg her ej saae med et bevabnec Oje, Vil ved'Bessuelsen der Sjelen klart fornoje.

Jeg veltilfreds vil doe, naar Gud befaler det, Og seer, Dodstimen er uvis for Mennesset.

A- -k s-

Aorgjeves Mennesset Nativitater stiller,

Og alle Stjerners Lob forvidende kun dritler.

Sog ej at regne ud din Lykke og din Dod;

Men lev for vel nt doe: thi derfor er du fod.

D 2

V ^

o c?

^5 «s>5-

OzSdm ti! Doctorm

^)c. Doctor, det cr Tid, du Kunsten maa opgive, Og ej methovice fleer Menneffer aflive!

Du paa Uringlas seer, som Styrmand paa Compas, Men glemmer derimod dit Lives Timeglas.

Nu gjcelder det, om du fra Doden kan kurere;

Men det forgjeves b!ir, om du vil uu purgere.

See, her er din. Recept! Den ej kan nytte dig.

Jeg Ordre har sra Gud, du dandse ffal med mig.

Ej Hjertestyrkninger, Klysteer, Essents og Piller, Og Alt hvad Kunsten veed, dig fra min Vcrlde stiller.

Pak ind, og lav dig til. Du Fleer kurerer ej.

Det er for dig bestemt, at gaae al Kjsdets Vej.

Doctoren (il DFdm.

Skal jeg nu ogsaa doe, og ikke blive sparet,

Som dog saa Mange har fra Dodens Magt bevaret?

Dog hvad, fra Dodens Magt; nej, daarlig var min Kur, Naar der var ingen Kraft i Mennessets Natur.

Recepter kunde jeg for Sygdomme vel ffrive;

Men vidste, Medicin ej holder Folk i Live,

Saasnart Naturens Kraft saa reent forfvakket er, At den ej meer formaaer at gjore Virkninger.

Har jeg ved Uforstand befordret Folkes Ende, Og har ustraffet dem til Graven kundet sende:

Saa er det Billighed, at jeg ej ffaanes ffal,

Men nu selv faae et Sted iblandt de Dodes Tal.

s- >5 -k

Tidt scrtte Menneffer for Haab til deres Lcrge, For de af deres Prcest vil lade sig bevcege,

At sorge viselig for deres dyre Sjel,

Og strabe, den hos Gud maa leve evig ves.

DKdm til Iuriste??.

^u din Lovkyndighed mod mig ffal ej anvende.

Jeg har hver Levedag jo givet dig nlkiende,

Og det formaltter, at du kun var som Hoe, Og at det var uvist, hvad Tw du stulde dse.

O ^ ^

Ej en Ez'eeptisn af dig bor blive navnet:

Thi jeg lovformelig dig har til Graven stavnet.

Fly hid Lovbogerne: du finder derudi

Ej een Artikel, som dig kan fra Doden fri.

Viid dog, det nytter ej imod min Magt at trette:

Thi med den Hojeste det er at gaae i Rette.

Har du for Djnene her havt Retfærdighed, Saa kan du veltilfreds og rolig dandse med.

Juristen til OFden.

Undtagelser mig ej i Angest kan husvale:

Jeg veed at Alle bor sin Skyld og Gjeld betale;

Og naar din Fordring steer, den ej afvises maa:

Jeg altsaa derfor faaer i Graven med dig gaae.

Men ak, nu marker jeg, hvad Deres Regnstab bliver, Som sig til Dommere imellem Andre giver!

Det er ej ene nok, at vide Lov og Ret:

Der horer Meget til at efterkomme det.

Med min Samvittighed jeg nu erindrer ikke,

At jeg for Rettens Skyld har ladet mig bestikke;

Men delfor har jeg dog ej alle Pligter gjort.

Jeg doer. Gud naade mig! Mit Regenskab er stort.

^ ^ ^

Naar. sand Netfandighed cr eisset af en Dommer, Han da ej flygler sig naar Dodens Time kommer.

At han har lovlig domt, og seet paa Nsstens Ret, Vil ham tilskikke Trost i sidsie Aandebr-rt.

D^dm til Rj^blnandett.

!^u ej forssrcekkes maa, for Dodens Bud jeg bringer.

Dit Anslag sig nu ej i Verden meer gelinger.

Jeg har paataget mig Mercurii Gestalt, At du ej ssulde strax af Angest blive qvalt.

Jeg veed, hvor nodig den, som kun Profilen ssger, Mi sige fligt Farvel til sine Regnssabsboger;

Men du maa vare glad, at du ssal dandse med, For Lykken vender sig og du gaaer selv afsted.

Uddriv dit Verdenssind fra alle Usselheder,

Som ikkun Daaren som sin Afgud her tilbeder;

Forlad dem i en Hast, for de forlade dig, Og lav dig ikkun til at dandse bort med migs

RMmanden til DFden.

Jeg bedre Tidender idag mig havde ventet, End at jeg skulde bort fra Verden blive hentet?

Men da jeg er for svag at stampe mod din Brod:

Saa saaer jeg bcsre det som falder i min Lod.

Det er mig dog en Trost, jeg har forsigtig levet.

Og aldrig x for v i mine Boger ssrevet.

Sandt nok, jeg taget har en ssikkelig Profit;

Men stal man holde ud, saa maa man have lidt.- En taalelig Profit kan Ncesten ikke stade;

Man Selv jo leve ssal, og Andre leve lade.

Men aldrig tankte jeg, det Ende fik saa snart.

Nu Skifteretten maa mit Regnskab gjore klart.

45 -5 ^

Hvor tidt kan Handlende en Dodens Angest finde, Naar Varepriis gaaer ned, og de ej nok kan vinde;

Ja, mange i en Hast faae Slag, og dee af Skrcek, Naar Havet deres Gods fra dem har rvvet vak.

. - E

^rug ej saa mange Ord, min kjere gode Vorger l Jeg stal befri dig strax fra alle Næringssorger.

M trettes her n n d d i g jeg ikke lcengec v i l ; Vud, du stal dandse med, thi bu mig horer til»

/

^ ) ) -sK

Bekymre dig kun ej om dem du esterlader:

De har herovemil den allerbedste Fader,

Saafremt de troligen paa Dyden lcegge Vind, Og vandre frem udi Ustraffeligheds Sind.

Folg nu kun vittig med. Hvad holder dtg tilbage?

Kan denne Verdens Lyst dit Hjerte lcrnger smage?

Slang Kappen, gjsr dig klar, kast Hatten fra dig bort;

Og har du levet vel, saa er din Regning gjort.

Borgeren til DFdm.

Saa hastig viwe jeg dog ej fra Verden stilles:

Thi det er mig saa fc?lt, for Dommen at fremstilles.

Hvi gaaer du ej sil dem som ingen Nytte gjor? ' ' Thi det er Billighed, at flige tidlig dser.

De Onde sparer du og lader lange leve;

Men bravo Folkes Liv du hastig vil ophave

Det er dog ikke Ret, ej Forstjel bliver gjort:

^ Men at du, som i Flang, tsr hente Alle bort.

Dog, naar jeg dandse ffal, og det ej kan afbede, Saa faaer man da min Grav for Legemet berede;

Men ak, min arme Sjel, som stilles ffal fra det, Og neppe nogen Tid har tankt paa Doden ret!

-Sk- -55 -k

Hvor nsdig mangen En end dette Liv vil miste,

Han samme Skjebne dog, som andre Folk, maa friste.

Det meest fornuftigt er, ar tanke paa sin Dod, Imedens man endnu fortåre kan sic Brod.

E 2

DFdm til Munken.

see enqang, hvad Strid og Umag det mig koster, At faae en spcekket Munk bort fra sit fede Klosier.

Vi! du ej dandse med? Jo, jeg ssal lcere dig/.

At intet Menneffe kan flide sig fra mig..

Jeg meget gjerne troer, du ej vil Afffed tage Fra Kloster-Renterne og magelige Dage;

Men siig, hvad gsorde du, som Verden gavnligt vat/

I al den lange Tid som Munk du levet har?

At lagge trolig Vind paa Dovenffab og Andet, Som kun lastværdigt er, kan ikke nytte Landet.

Ved Saadant du dit Pund sar Folk tilkjendegav:

Derover du nu strax bor dandse til din Grav.

Munken til DFdm.

5?! Dod! hvor du i Dag dog ubelejligt kommer!

Hvor ffal jeg fljule mig sor den alvise Dommer?

Jeg nu til Slutningen erfarer, at den Bod, Jeg oste sor har gjort, har aldrig varet god.

Gak fra mig dennegang, og kom sm nogle Dage, Saa vil jeg villig Deel i Dodedandsen tage;

Jeg maa omvende mig og angre Synderne, Som nu i saadan Hast tilfulde ej kan ssee.

Men, ak! du mcd Gevalt mig op til Dandsen tratter:

Hjelp Gud! hvor dette Skridt min arme Sjel sorffrakker Det hedder nok, at jeg forsaget Verden har;

Men Hvo kan nu ej see, hvor lidet Sandt det var.

-s -K . -k

Naar Hykleren ffal doe, da maa han Massen flange.

Da kan Skinhellighed sig ej igjeonemtrange;

At ville synes god ej Christendom udgjor:

En Christen hver Dag som sin Dodsdag leve bor.

cZZ,

^ DFdm til Eremiten.

gamle Graassjcrg, kom! du ffal til Graven dandse, Thi du for Alderdom kan snart ej mere sandse.

Dig Evigheden nu vil lnre, hvad Profit Et Menneffe har af at vcrre Eremit.

^

Du uden Sang og Klang dog ej ffal jordet blive, Skjont uden Selssab du har varet hev i Live;

Kom rokkende afsted, og glad dig ved din Grav;

Tak Himmelen, som dig saa langt et Levnet gav.

Jeg veed, du har havt Ro paa Doden nok at tanke.

Da du har ej dit Sind af Verden ladet kranke.

Nu ringer jeg for dig, og tvivler ikke paa, At du, som Eremit, jo villig med ffal Kaae.

Lremiten til OSdm.

Aeg marker, alle Ting for siges kan end gjores.

Naar om Fornagteisen af Folkets Munde hores, Da er det let nok sagt: Man ffal forlade Alt;

Men jeg fornemmer best til denne Jords Gevalt.

Jeg ud fra Verden gik, i Eenlighed har levet, Og det Nodtorstigste til Livet kun har kravet;

Dog finder jeg hos mig for Doden bitter Frygt:

Hvad maa da ikke den, hvis Liv i Lyst er trygt?

Jeg mig har Umag gjort, at ville Alt forsage, Men har det ej opnaaet til Alderdommens Dage;

Men tages Villien hos Gud for Gjerningen:

Saa faaer jeg ved min Dod af Naade Himmelen.

n -Z5 -k

Tidt straber Mennesket at ville sig berede

Til at faae Deel og Lod udi Guds Himmelglade;

Men da ved egen Kraft han det vil rette ud:

Saa seer han Mangelen, naar han faaer Dodens Bud.

^ DjKdcn til Jomfruen.

^Heg veed, den Tidende, som jeg dig overbringer, Aldeles ikke sodt i dine Sren klinger:

Thi det er soleklart, at en mandvoxen Moe Langt heller giftes vil, end blive syg og doe.

cM» /« s

Men du dig dog ei maa ved dette Vud bedrove.

Jeg ingen Haardhed stal imod dit Legem sve.

Det i et Sjeblik med dig ssal vcere klart,

Naar Himlen ikke vil, at du maa blive spart.

Din Skjonhed kan dig ej fra Dodens Magt fritage;

Forfængelighed har omcinglet dine Dage;

Men dersom du er viis, da Gud om Naade Seed, Og gak saa trostig med ind i hans Evighed.

Jomfruen til OFdeu.

^vor lidet kan man dog paa savrest Ungdom bygge?

Nu seer jeg, Livet er vel lignet ved en Skygge.

Den hele Dejlighed, Naturens Haand mig gav.

Nu bliver fcel og styg udi den morke Grav.

O! at dog Jomfruer Forstanden vilde samle, Og enten tcenke paa, at naar de blive gamle,

Gaaer al den Skjonhed bort, som man beundrede, Saa lamge Ungdoms Ild blev seet i Kinderne;

Hvad heller at det snart med dennem sig kan vende:

Saa deres savre Liv i Hast vpnaaer sin Ende.

Nit.er det klart mcd mig; i mine bejle Aar

Med Doden til mln Gray jeg jo at dandse faaer.

s- 5- 45

Man meest for Pigebarn om Daarlighed k!'.n taler, Og sielden Evighed og Dod for dem afmaler;

Men det ubilligt er, isår da yngste Mse Kan ofte meget for, end gammel Kone, doe.

S

DKScn til Dandsi'mcsterm. ^ z)?aar du udi din Kunst vi! Andre informere.

Jeg til din Stokfiol da vil akkompagnere;

Men af den Tidsfoidriv jeg hastig bliver kjed.

Og Dandftmestecen selv da faacr dandse med.

Du franste, engelsse og polste-Spring har provet;

Mcn har du nogen Tid i Dodedands dig svet?

Den er, desværre, dig vel gandste ubekjendt;

Men du stal lcere den: dit Liv stal vcere endt.

Du stal paa Jorden ej fieer Kaprioler stjace, Og af unyttig Kunst dig herligen ernære.

Nej! S!<mg d!« Stoksiol, saa flanger jeg min Bas Og dandser bort med dig, st^ont dig ej just tupas.

Dandftincsteren ti! DOdcn.

3 Hane-Zagtcdands, faavelsom Masterade, Jeg selv er Mester, og mig ej vil mestre lade;

Men Dsdedandsen jeg aldeles ej forstaaer/

Og jeg at lcere den ej hel!er nu attraaer.

Bi til en anden Tid: thi jeg har lovt at mode Jaften paa et Val; og dersom jeg nu dode,

Saa blev der Intet af med deres Lystighed, Hvortil jeg pyntet er og mig har gjort bered.

At dandse Dodedands er mig ej nogen Glcrde,

Og jeg et halvt Aars Tid mig maatte forst berede;

Mcn, ak', du sparer ej, jeg stal og maa afsted, Skjont jcg ustikket er og langtfra velbered.

- s 7 - 5 - K

Kan du dig, Menneste! til daarlig Dands berede:

Saa maa du taabelig i Sjel og Hjerte hede,

Ja, i det Iordiste har mistet al din Sands, Om du bereder dig ej til din sidste Dands.

F 2

K 44 tzH-

D^dcn til FKgtcmksterm.

?^gkmcsier! t«nkcr du, at du stal altid vinde, Og ej din Overmand i Morderjernet finde?

Viid, Doden har en Magt/ som du er altfor svag At kunne staae imod: og det til Lårdom tag.

Du af din Fægtekunst som ypperst Helt dig bryster;

At stode paa en Prik dig inderlig forlyster:

Men jeg stal vise dig, hvor Lidet du formaaer, Naar Deden fugtende mod dine Kunstgreb gaaer.

Endffjont du forhen har fort mangen En i Knibe, Du nu dog dandse stal som jeg vil sor dig pibe.

Til Dodedandsen kom, thi Himlens Gud det bod;

Pareer kun ikke af; der er dit Hjertestsd!

Fægtemesteren til DKdm.

Hvad! tanker vel din Gast, at jeg mig tabt ssal give Nej, jeg ssal rigtig dig som andre Fleer aflive.

Jeg aldrig bange var for Tvekamp nogen Tid, Men altid trakte ud med Lyst til saadan Strid.

Jeg tidt har Doden seet paa Fiendens Kaardeklinge, Men Ingcn hidindtil mig haver kunnet tvinge;

Dog, nu begynder jeg at frygte for mit Liv:

Dit Anfald er for glubff, din Arm er mig for stiv Au! Det var Hjertestod. Nu kan jeg ikke mere.

Hvi kunde jeg dog ej mit bittre Sind regere?

Nu faaer jeg rigtig Lon, som Livet har ftrtjent,

Da Samme hovedkulds i Tvekamp bliver endt.

-S5 -5 -S5-

Aen ssammeligste Dsd den billig bor at hede, Som i en Tvekamp sseer af overilet Vrede.

Den er ej Mennesse, som sig ej styre kan, Og bister gjor sig selv til Dodens Underdan.

cWz >< ^ <IT,

csc? 4^

D?Sden til Iageren.

3?u har du jaget nok blandt Dyrene paa Jorden.

Om du af deres Dod saa viis og klog er vorden, At du har tankt paa din, det Lykke er for dig, Thi du stal nu herfra og dandse bort med mig.

Dit Vatthorn og din Hund dig stal ej meer forlyste;

Du af dit Iagerffilt dig heller ej ffal bryste.

Dcr intet Andet nu for dig at gjore er, End spande Beltet af og flange dit Gevar.

Om du din Riffel end imod mig vilde lade, Du ej tilfojer mig den allermindste Skade.

Du handler viseligst naar du gaaer villig med, Thi du i Verden har ej langer Blivested.

Iccgeren til DAden.

?Ik, maa jeg r.u ej meer en Fugl i Flugten ffyde!

Hvi vil du, grumme Dod! mig denne Lyst fyrbyde?

Du kunde dog endnu nok langer spare mig;

Men ingen Skaansel rr for Murmester hos dig.

Som Vildt uventet i sin Fart ved Skudet falder,

Og Fugle i sin Flugt, naar Skyrten paa dem knalder, Saa uformodentlig du kommer til mig nu:

Thi jeg, desvarre, dig kun sjelden kom ihu.

Den Dands, du byder mig, vil jeg kun nsdig tråde, Thi S!elen kjender lidt til Himmeriges Glade;

Men da jeg forud veed, her nytter ingen Bon, Saa doer jeg i det Haab, at faae Guds Naadelon Endffjont et Menneske har Tid nok at betanke

De allersidste Kaar, som Doden ham vil stanke, Saa dog den mindste Deel vil tanke ret derpaa,

For Doden melder sig, at de med ham stal Kaae.

Dpden til Rokken.

^lceng nu kun Krukken bort og Sleven til en Side.

Du stal i Klokkenet ej langer Hede lide.

Mcd mig du dandse stal; det er din sidste Tid>

See, jeg berover dig dit steegopsyldte Spid.

G 49 W

Du ej forundres maa, at jeg til dig mig ncermer.

Naar Herren selv maa doe, hvo da hans Kok besscermer?

Har du ved vigtig Kunst sat lakker Smag paa Mad/

Og kunnet spcekke dig saa meget som du gad, Saa giv din Krop til Priis for Ormene i Jorden:

Den er til deres Ret ved Synd tillavet vorden.

Nu hopper jeg afsted med Kokken til hans Grav, Skjont det forstyrrer lidt hans muntre Sindelav.

Rokken til DFden.

Saa maa jeg aldrig meer for nogen Herre koge, Thi Dsdcn snuser om i alle ssjulte Kroge.

Nu stal jeg dandse med, og har dog ingen Lyst, Thi Hjertet banker starkt af Angest i mit Bryst.

Jeg har arbejdet mig paa denne Jord til Dode, Kun for at skaffe Folk nymodens lakker Fode,

Og aldrig gav mig Tid at tanke paa den Dands, Som nu betager mig med Eet Fornuft og Sands.

Vel da: jeg dandser med, og frygtsom gaaer i Legen 1 De Efterlevende kan selv anrette Stegen.

Jeg spiser aldrig meer; men Andre ader mig, Naar jeg i Gravens Bo er et forraadnet Liig.

-S5 -K -5

Hvor mange Mennesker vil lade sig bessylde At doe af Fraadserie og Bugens megen Fylde?

Det neppe Nogen vil; men Sagen er dog klar, At Mange deres Grav med Tanden gravet har.

G

DMn til Soldaten.

^it Syn er morderff nok, og du kan Vcvre tapper;

Men du forgjeves dog mod mig til Kaarden snapper.

Jcg bryder mig ej om, du bister Mine gjsr:

Thi saadan Helt, som du, med mig har dandset fsr.

K Zl HK

Du tor forvovent nok mig fat i Brystet gribe;

Men al din Mandighed dig hjesper ej af Knibe.

I Dededandscn du nu strar maa folge mig.

Du taber, naar du vil mod Doden fore Krig.

Har du ej ryggeslost i denne Verden levet, Og paa Soldaterviis ej meget Ondt bedrevet,

Saa kan du vente dig at see Guds Salighed;

Meil ellers er for dig et andet Sted bered.

Soldaten til DFden.

Paa LLrens Seng at doe og i min Grav beskydes.

Det er forfængeligt, skjont det som Stort udtydes.

Nu, du mig griber an, jeg seer den Daarlighed, Som Mennesker attraae i Wrens Sjemeed.

Hvad Mre er ved det, som morderff Sigte bliver?

Kun Folkekjerlighed den sande LEre giver:

Og den, desvarre! jeg har meest tilsidesat.

Du veed, man finder rart Gudsfrygt hos en Soldat.

I Dodedandsen jeg da heel unodig tråder:

Thi jeg ej samlet har det Haab, som Sjelen glceder.

Jeg doer forvovent nok med daarligt Heltemod.

Dens Blod udgydes bor, som vil udgyde Blod.

45 45 45

Soldaterstanden kan, saavelsom andre Stcender, Den samme Naade saae, som vi i Gud erkjender;

Men da maa Lysten ej til LLrens Daarlighed Forhindre dennem fra en Christens Ojemeed.

G 2

OFden til Vartshlmsmanden.

^r. Vcrrt! har Doden for ej gjestet Eders Bolig, Saa kommer den idag. I bliver saa urolig.

Jeg Eders Ejendom dog ej forlange vil;

Men det er Eder selv, som mig stal hore til.

I NU maa dandse med, og mere Sl ej tappe.

See, eders Pengepung jeg forst har villet snappe.

Ja, straal kun nok saa salt; det rager ikke mig ? I om et Sjeblik ssal rigtig ligge Liig.

Har I gjort Ret og Skjel, det er nu godt for Eder.

Forgjeves, siger jeg, om langer Liv I beder.

Med Eders Pengepung jeg Eder flaaer ihjel.

I Tid »ok haver havt at sorge for Jer Sjel.

Vartshuusmanden til DFdm,

Skaan mig, velbaarne Dod! hor mine Gjester kalder.

Nu er den beste Tid at Naringen tilfalder;

Nu kan jeg have Hcmb at vinde Skillingen:

Og nu vil Eders Magt saa brat mig rykke hen.

Gud bedre mig, at det med mig nu stal faae Ende, Just da jeg tankle mig en Skilling at tilvende!

Nu vaagner i min Sjel en ond Samvittighed, For jeg Profilen kun har havt til Sjemeed.

I Bjerge! stjnler mig for ham som dommer Jorden I Thi jeg har ikke sulgl den broderlige Orden.

Jeg gruer sor at dee og blive Homt as Gud, Fordi jeg stedse har min Ncrste sust ud.

5 » s?

Enhver mod Andre bor et Hjerte lade kjeude,

Som han selo onster sig at maatte hannem hånde.

Den, som kun Aiet og Skjel i al sin Gjerning gjor, Er al!id vel tilfreds og, glad i Troen doer.

e?^» s >1 rIS>

)4

DKdezz til Tjenestepigen.

^indssyldning hjclpcr ej, min kjere lille Pige!

Jeg haver dandset for med mangen af din Lige.

Hvor sta'rk og knipst du er, maa du dog dandse med;

Du nu ej faser Forlov at gjore flere Fjed.

) > 'TiZ'

Har du tjent tro og vel, og ej opsirtsig håret, Er dig en salig Dod til Naadelon bessjcrret;

Men har du ikke det, saa lad det smerte dig:

Fortryd dit flette Liv for du ssal ligge Liig.

Kom, giv mig hid din Haand; jeg dig ej Ondt vil gjsre.

See op til Himmelen: derhen jeg dig dil fore.

Med Verden Afssed tag, den meer dig ej er huld.

Bereed dig snart at doe, og blive Stov og Muld.

Tjenestepigen ti! DFden.

8ad mig mit Wrinde for min Madmoder rygte, Thi ellers maa jeg mig for hendes Ncrve frygte.

Hun ikke taaler, jeg med Nogen snakke ssal.

Gak bort, du kjere Dod! og til en Anden tal.

Men, see, du lader dig aldeles ej afvise;

Skal jeg mit unge Liv saa tidlig da forlise?

Hvad Ondt har jeg vel gjort meer end Medtjenerne?

Det ikkun smerter mig, de ssal min Bortgang see.

Nu da, der er min Haand; jeg saaer vel med dig dands?.

Man seer paa Assemblee mig aldrig meer at svandse.

Jeg uden Sang og Klang ssal fores til min Grav.

See, hvad vi er, naar Gud vil bage det, han gav.

-S5 ^ ^

??aar Tro og Flittighed hos Tyende befindes,

Og de i deres Kald om Dodens Stund paamindes, Kan saadant Dodens Bud for dem ej vcrre flemt:

Thi den doer altid glad, som ej sin Pligt har glemt.

DFdcn til Vissckrammerm.

Bi, Bisftkrsmmcr, bi! Du kan dog ri undvige.

Nu stal du vandre ind »di de Dodes Rige.

Du ffal cj ttcrkke mecr med din Rramkiste om:

Thi Himlens Gud idag dig fordrer for sin Dom.

Naar du udi det Smaa har drevet lovlig Handel, Og fort blant Almuen Ustraffeligheds Vandel,

Tor du ej frygte dig at mode Dommeren,

Thi han barmhjertig er og arme Syndres Ve»l.

Nu, nu, tcrnk ej derpaa, du dig fra mig kan liste, Det gaaer dog ikke an. Nedsat kun din Kramkiste,

Og Gud din Ejel befal, den Stund du har Forstand, i Saa gjsr du som en viis og ret fornuftig Mand,

Bissekræmmeren til DFden.

Ag ikke udsolgt har, og du vil mig alt hente:

Saa hastig tankte jeg din Ankomst ej at vente.

Jeg saaer vel dandse med, og doer udi den Tro, At Gud, for Chnsti Skyld, mig ffjenker evig Ro.

Jeg har med Bissekram af Dovenssab ej lobet, Og ej Bedrageri mod Nogen viist i Kjobet.

Min hojre stive Arm til Krobling gjorde mig, Saa Brods Forhvervelse faldt mig heel kummerlig.

Jeg l min sidste Stund kun dette vil begjcere,

At Gnd, for Chrisii B!od, min Sjel vil naadig vare!

Jeg veed, hos ham ej er Persons Anseelse, Og at han naadig seer til Ringeagtede.

45 -K -K

Hvert Mennesse sit Brod stal lovligen adsporge, Og ej ved Falfferi for Livets Nodtorft sorge.

Naar Hver udi sin Stand gjor hvad han duer tit, Det v:st hans Endeligt en heel Hob lette vil.

H

D^dekl til Vagtercn.

Vcegter, hold nu op din Nattesang at raabe!

Du ffal for Nattevagt nu rolig Hvile Haahr.

Kom kun, og dands med mig til Gravens Bolig hen.

Lad Staden ssrge for din Post besat igjen.

Har din Aarvaagenhed, som Andre har Vessyttet For Ilds- og anden Nod, dig selv saaledes nyttet.

At dn udi dic Liv har trolig lcrrt at doe,

Og tcrnkt, hvor hastigt du kan ffjares af som Hoe;

Da frygter du dig ej i Dodens Dands at tråde, Men kan forlyste dig i Haabet til Guds Glade.

Dit Embeds Navn af Vagt har kunnet minde dig, At du et Gjeblik ej sikker var for mig.

Vcegteren til DFden.

Skal du nu lukke til de matte Gjnelaage,

Som kun for Andres Ro hat altid villet vaage?

Det stee i Herrens Navn! Jeg villig med dig

gaaer:

Thi for Besværlighed jeg Ro i Graven faaer.

Jeg overlader dig med Lyst min Vcegterlygte,

Og Morgenstjernen med. Min Sjel vil dog ej frygte.

Et andet Lys for den nu snart stal klart opstaae, Naar meer end stjerneklar hos Gud den ffinne

maa.

Mit Levnet jeg ej stort i Verden haver agtet, Men som forfængeligt og kummerfuldt betragtet.

Jeg talte Timerne og hvert et Klokkeflag,

Som mig paamindte om min Dods og Dommes

Dag.

^ -5 -5 '

Hvo som paa Vejen staaer, og seer sig snildt tilbage, Samt med en Davids Sind

vll

Og trolig siaaer paa Vagt for Hjertets Daarlighed, Han Viisdom samler sig, at kunne doe i Fred.

H2 '

OLden til Bondemanden.

Falchs, gamle Bondemand! hor Doden fSr dig spiller.

Du dig den HerliZh^d maaffee ej forestiller,

Som du i Himlen faaer, naar ^u har vandret her Udi Opnglighed og Dydens Svelscr.

VI. ^

Naar du ej Brod har sogt paa en ulovlig Maade, Men daglig bedet Gud om Missundhed og Naade,

Saa aabner jeg dig nu en Dor til Salighed,!

Og tvivler ikke om, du er af Verden kjed.

Enhver, der stal, som du, sit Brod med Kummer sogt, Maa troe, at Graven kan hans Rolighed foroge.

Jeg tvivler da ej om, du villig solger mig, Og at den sidste Dands er tcekkelig for dig.

Vondemanden til OFden.

Da jeg mojsommelig har sogt og leedt om Foden, Saa har jeg mangengang af Sorg mig onsset Doden.

Jeg og forsikret er, langt storre Fryd at faae, End den, et Menneffe paa denne Jord kan naae.

Hvi vilde jeg ej doe, da det er aabenbaret.

At ej en Eneste fra Doden bliver sparet.

Hvi ffulde jeg vel mig tilonffe flere Aar,

Da Livet dog tilsidst den samme Slutning faaer.

Nej, Tod! tag mig kun bort; din Galde sod mig smager, Thi du en Lcengselfuld fra megen Jammer tager.

Jeg

i

^

Fer den, hvis Liv er surt, er Doden aldrig bitter, Jscer naar han derhos paa Dyden sig beflitter.

For Trangselfu'.des S nd er Dodens Ankomst sod;

Og paa et velfert Liv vist folger salig Dod.

OFdcn til IFdei,.

^er hjelper ingen Snak, min kjere gode Jode!

Thi Patriarkerne og dine Fcrdre dode:

Saa du den samme Vej med mig nu dandse stas, Og seer Beflulningen paa dine Dages Tal.

rzM

Slceng Pungen ikkun bort; jeg ingen Penge tager ; Du dig i saadant Haab, som i din Tro, bedrager.

Du stal ej stakre meer. Bu way mir! straaler du.

Du har dit Gode faaet, min Son! kom det ihu.

Du har ej villet troe, Messias han var kommen;

Men jeg stal fore dig for hannem frem til Dommen.

Kan du for ham bestaae med din Retfærdighed,

Saa er det best for dig. Marfch! du ssal dandse med.

IFden til DFden.

Ah way mir! kjere Dod! see Pengene, hvor vakre!

Lad mig et Aar endnu i denne Verden stakre!

Du kan mig altid faae; jeg stal ej lobe bort;

Men klip min Levetraad dog ej saa meget kort.

Skal det da gjalde mig, og jeg maa ej forstaanes, Saa bsr mit Manddomsstjag af dig dog ej forhaanes.

Lad mig et Ojebiik dog nyde stille Ro, At jeg betanke kan mit Levnet og mw Tro.

Jeg har omhyggelig for Livets Bjering vceret, Og mig af Skakreri til sidste Time naret.

Messias troer jeg vift, ej ham som kommen er.

Men ham som komme stal og jeg har ventet her.

-5 ^ 45

Endstjont ej Salighed kan faaes i nogen Anden, Har Vantro saadan Magt dog sundet i Forstanden

Hos mange Mennester, at de kan ikke see Det dennem nytter meest, den dyre Frelsere.

DFden til den Gjerrige.

3?u har du lange nok den Fattige udsuet, Og for at lide Nod, samt at bestjcrlcs, gruet.

Nu ssal din Afgud selv i Dodeu lonne dig, Og du til Helvede stal dandse bort med mig.

W 6; U

Du ssraaler; ingen Snak! Guds Ordre ere strenge.

Forbandet er du nu med alle dine Penge.

Du har foragtet Gud, kun for at samle Guld;

Dig altsaa ingen Trost i Doven meer er huld.

Det svier i din Sjel, at du dit Liv beroves, Saa meer Blodsueri af dig kan ej udoves.

Fort, doe, du fale Gast! Din Afgud dråbe dig, Som ej et Ojcblik har villet tankt paa mig.

Den Gjerrige til DFden.

Hvor usselt er det dog, man cj maa leve lange, Og med fornojet Sind beregne sine Penge!

Ak! Dodens fale Stund mig snart afsindig gjor;

Jeg uden Haab og Trost fra denne Verden doer.

Naar jeg paa denne Tid paa eengang eftertanker Den Uretfærdighed, de falste Kneb og Ranker,

Som jeg har stedse brugt, for at berige mig:

Saa seer jeg forst med Skrak, jeg er ulykkelig.

Jeg seer, Fordommelsen vil blive vist min Baade.

Jeg finder, uomvendt, hos Gud ej mindste Naade;

Jeg har den aldrig sogt, men reent foragtet den:

Saa jeg er udeiukt fra Sted i Himmelen,

-S5 45 -15'

Ol at Fornuftige sig dog ej reent hengave Til Gjerrighed, hvori de ingen Trost kan have.

Var ingen Aagerkarl; men brug Guds Gaver saa, At du et roligt Liv, og salig Dod kan faae.

I

DFdcn ti! Tyrken.

. arkar! som Chrisn Kors med tine Fsdder ttsd-k/

Og ved Bedragere", din Mahomet, dig glceder:

^ Dodedaiidsen du med mig nu dandse nuia,

Og stal

faae.

rDA

Vellystens Paradiis, som Mahomet beffriver, Dig om <t Ojcblik nu aabenbaret bliver;

Men om du Selstab faaer ej just af Jomfruer, Saa vil eu Djeoleflok dig sikkert mode der.

Vin Pii! ru straz- stal staae udi dit vantro Hjerte.

Hvad din Forhcerdelse i Tiden da ej lcerte, Dcrom du Kundstab vil i Evigheden faae,

Hvor du ved Siden af din Mahomet stal

staae.

Tyrken til DFden.

^>il du ved dette Liv mig nu saa mordiss ffille, Og mig mit Paradiis som Helved forestille,

Da er du den Tyran, som Verden kalder dig, Hvis store Graadighed er hsjst umcrttelig.

Jeg ej ved Christi Kors og Dod vil salig blive.

Proftten Mahemet sin Himmel mig stal give;

Er ej hans Paradiis af Vellyster opfyldt?

Har ham vel nogen Tyrk for svigtet Haab beffyldt?

Sig Noget i min Sjel ved Dodens Ankomst rorer!

Men det maa vare Skrak, som Doden med sig forer.

Jeg om Samvittighed mig ikke bryde vil.

Luk Evigheden op og Livets Dor kun til.

Naar Doden lcrgger Haand paa ondt og vantro Hjerte, Erfarer Sjelen vist en Deel af Helveds Smerte,

Endssjont Forhardelftn hos der tilstaaer det ej,

Men mellem Haab og Frygt bortgaaer al Kjodets Vej.

I 2

D^den til de Forelffte.

3?aar Kjerlighedens Ild hos de Forelffte brcender,^

De meget sjelden da sit eget Beste kjcnder,

Og tanker allermindst paa Dod og Evighed:

Thi andre Tanker har i deres Sind da Sted.

Men saae man ikke tidt, at ogsaa Bryllupsdagen Har Sorrigs Ende gjort paa hele Gladffabssagen?

At de, som fyldte op af Kjerligheden gik, Formedelst Bodens Magt hinanden aldrig fik.

I Heftigt-Elffende kan knap for Elstov sandse;

Men vider, at I stal med mig fra Verden dandfe.

I her faae meer ej Deel i Lystighed og Spil;

En anden Tone jeg for Jer opstemme vil.

De Zorelffte til OFden.

Har de Forelffede ej Forraad nok af Nsden, At de jo derhos og stal have Frygt for Doden?

Det Ord et Tordensord er ret for Hjerterne, Som KjerlighedenS Glod gjor heftigt brcrndende.

Hvor jammerfuldt et Liv bor dette dog at hede, At Dodens grumme Haand forstyrrer storste Gl<rde:

Saa naar man tcrnker til at leve allerbest,

Har Doden Livets Lys og Hjertets Lyst udblcest.

Skal vi da stilles ad og fra Hinanden rives,

Maa her ej Haand i Haaud af Kjerligheden gives, Velan, saa lad det ssee! Men Skade, Kjerlighed Forblinder oste Folk fra beste Sjemeed.

^5 -K -K

Naar Kjerlighed er reen, da kan den intet mindre End Hjertets Atlraa nl det sande Gode hindre.

Da Mes Gud i det vi elske Mennesker, Og saadcm Kærlighed en Trost i Doden er.

DjSdcn til dcn gamle Mand.

^Vaasnart et Vienncsse er kommet til din Alder, Den meste kevelyst da af sig selv bortfalder.

E» Mand, som Folk forhen af hurtig Styrke saae, Som Krvbling maa tilsidst paa tvende Krykker gaae.

M, »7 7

Jeg vecd, du altsaa vil mig folge vel fornsjet, Da du til Graven har i lang Tid varet bojet.

Din Pibe Nsglobak har vel fornojet dig,

At fte, hvor Verdens Lyst, som Rog, forandrer sig.

Mod Dodedandscn du har Intet at indvende, Saaftemt du kun attraaer en god og salig Ende.

Har du med trolig Flid her serget for din Sjel, Saa vil det hisset dig hos Gud gaae evig vcl.

Den gamle Mand

DFden.

Min Broder! du har Ret, at jeg er kjcd af Jorden, Og gaaer med Glade bort udi de DodeS Orden.

Naar Man paa Bagen har saaet mine Leveaar, Da Lysten rigtig nok lil langer 'Liv bortgaaer.

Vel Nogle findes kan, som, naar de blive gamle, Sig blandt de Unges Flok endda har Lyst at samle;

Men Disse ingen Smag har i den Salighed, Som Gud igjennem Kors for Sine har bered.

Jeg derimod har havt en hjertelig Forlangftl,

At fte min arme Sjel gjort fri fra Kreppens Fcengsel.

Jeg uden Angest doer. Min Ei.de b iver god,

Thi jeg har Tro og Hacb til Guds Forsonings Blod.

-Z5 -5 -5

Nt fte en gammel Mand med Dodens Magt at stride, Og ej der mindste O'd om Skilomisft kan ltde,

Det cr et sikkert Tegn, at det staaer ms lr til Imellem Gud og ham, naar doe han nodlg vil.

DFden til Harlekin.

^rygt ikke, Harlekin! dig intet Ondt stal hcrndes;

Du stal kun dandse med, dit Narrelevnet endes.

Du lobe vil fra mig! Nej, bi; det har ej Nod.

Mig tykkes, at du selv maa onffe dlg din Dod.

/ ) tzF

Det er jo tungt for dig, du Andres Nar ssal vcere, Og dig paa saadai! Viis af Gsglerier na?re.

Vil du alvorlig ej indsee de sidste Ting?

Betragt din usie Pragt i Bjældens Klingre-Kling.

Kom saa, og overvej, om du har nyttig vcocet, Og ej hin Kdle Tid

i

Har du kun varet Nar, for at faae Sandhed sagt, Du til Sinds Rolighed da Grundvold haver lagt.

Harlekin til OOden.

Vel har jeg ikke Lyst med dig j Bands at trcede;

Ckjont jeg har ogsaa HaaS til Himmeriges Glades Thi dette Haab har jo enhver Ugudelig;

Men aldrig uden Frygt; saaledes og hos mig.

Har jeg end v^ret Nar: saa sindes mange siere, Som

i

Jeg undertiden dog stor Sandhed talet har;

Meu man jo daglig seer saa mangen losset Nar.

Min Dragt er Narredragt; men Andres ligeledes.

De Fleste ville jo for Kloderne tilbedes.

Om Disse kunne dse med velfornojet Sind, Hvorfor da ikke jeg, som derpaa har lagt Vind.

s- A-

Naar Dsden Nenneffer og deres Jid betragter, Han sindcr Daarlighed

i

E-n Dag gaaer knap forbi, at han jo dandset har 2Mmiem Dedens Dal til Traven med en Nar,

K

DFdm ti! Værnene.

8a, la, I kjere Smaa! som ej Bekymring haver, Og blandt Jert Dnkkelej ussyldige omtrav^r;

I maae i fp^de Aar med Doden dandse bort,- Og tjene til Beviis, at dette Liv er kort.

Til Leeg 05 Lystighed I Eders Sind henvender;

Thi Sjelens svage Syn ej bedre Glade fjender;

Men om et Ajcblik I stal forklarede

En stsrre Herlighed udi Guds Himmel fte.

I kan med Jer Forstand aldeles ikke fatte, At man lyksalige isar maae Eder ffatte,

Naar I fra Verdens Svarm dser bsrt i unge Aar, Og mindre syndige til Evigheden gaaer.

Værnene til D^den.

Er du den Bussemand, som kan alt Folket kyse, Og for hvis blotte Navn det varme Blod maa gyse?

Du forekommer os aldeles ikke sal;

Med Born du lege kan, og derhos dandser vel.

Vi gjerne dandse med, hvorhen du os vil have.

Vi finde ingen Skrcrk, at see de morke Grave.

Tag os kun, kjere Dod! og dands med os afsted;

Men vi vort Legetsj vil gjerne have med.

Skal vi paa Guds Behag her ikke leve lange, Saa tor vi heller ej til nogen Lykke trange.

Er den meest lykkelig, som flipper forst herfra:

Til din Indbydelse med Lyst vi sige Ja.

A- -5 5

Af Dsdens Adfard her vi tydelig erfarer, At han ej nogen Stand og nogen Alder sparer.

Naar Ungdoms savre Aar fra Doden ej kan fri, Hvor kan da Alderdom mod Dodens Magt staae bi?

^5^.

K -

t ' .!?'/> P,''! '' i

DKdcn til Tiggeren,

' ^om med, vanfore Mand! dn stakkels usle Tigger!

Som for dcn Riges Dor til Byrde ikkun ligger.

^ Dn uden Krykker kan i DandS med Dodcn gaae, Og snart dit egel HuuS i Gravens Bo stal saae.

Har dette Liv dig suurt og ret piinagtigt vceret:

Skal dtt med Lazaro snart hisset blide ceret;

Eudffjont din Fattigdom dig ikke saliMsr;

Men kun der. Tro, hvorved dig Frelseren tilhor.

Du fslder Glcedffabs Graad, som for har grcrdt af Smerte;

Men vud, din Tro og Bon har hort Guds eget Hjerte:

Saa evig Herlighed hos Gud du nyde stal, For Sergen, du har liid: i denne Jammerdal.

Tiggeren til DFdm.

velkommen, kjere Dod! jeg dig har onffet l^rnge.

Du er mig kjerere, end Verdens Sold og Penge.

Det trosteligste Ord for mig ttvsrdige,

Er det, at jeg maa dse, og Gud i Glcrde see.

Jeg ham for Smulerne paa Jorden har ophojet, Og med min usle Stand var altid vel fornoj^t.

Jeg bad endog for dem, som jog mig haanlig bort, Naar jeg nedwjet stod for deres Dsr og Port.

Saasuart den Rige doer, han da af Lykkens Gaver Ej mere, end jeg nu, udi sin Eje haver.

O, TLre vcere Gud! som altid var mig hnld, Og gjor af Naabe nu, at jeg doer haabefuld.

De fattige Guds Bern og Troende tillige,

Kun M vor Herres Prits kan denne Sandhed sige : Alt, hvad I giver mig, Gud vist belsnne vil;

Thi ikke Fattigdom, men Tro hor Hunlen til.