Taarer, Venner og Guld — In te t kan vcrkke Dig meer!
Men gjennem Jord og Sky trccnger de Reddedes Jubel — Taarer, Venner og Guld blive en.Gloria hist.
Som, naar fsrst dens Glands. har paatrykt Dig Englenes Stempel,
Fylder med Saligheds Len D in lyksalige S ie l!
I . L . Becken.
"Den Mand, hvis Leer vi skal nedscrnke, Han kom t il os fra fjerne Nord,
Der ikke mcegted' med sin Lanke At binde Ham t il kolde Jo rd ."
"Han kom t il os' med Sslverkrone, Med Issen graa af Alders Snee, At glemme i vor varme Zone
Den tunge Sorg, den bittre Vee."
"Hans Fsdestavn var Guldbrandsdalen, Skjsndt der Han aldrig Guldet sandt;
Hvor Klippens Son forfolger Hvalen Han Livets fsrste Krandse bandt." — Nu trceder frem den sorte Skare,
Og fatter Baaren langsomt hen;
Og fra, beklemte Hjerter fare De dybe Sukke for en Ben. > ,, Saa Herrens Tjener stille trceder T il Bredden af den aabne G rav;
Og mens Hans .Vie bittert grader, Han siger: "Gud Han tog og gav!"
Han navner pram , og fast jeg d'aaner Ved Lyden as det kjere Navn;
s
Og Middagssolen for mig graaner Ved Tanken af et saadant Savn.
Mon fremmed Jord man her maa borge For Den, som Dana's Stolthed var?
Mon ingen Gravhsi er i Norge
For Den, som dengang Nora bar? .
Skal ei en Gran, men Palmens, Grene Beskygge Den, som i sit Nord
Sang hoit, i Toner himmelrene.
Om Grannen paa Sin Foedrejord?
Skal da paa Trceldomskysten hvile Det frie Norges frie Son?"
Skal aldrig Vintersolen smile
Paa Ham, som sang dens P riis saa skjon?
O, fceld, Stcrrkodder, siride Taarer! >
Din bedste Sanger er ei meet;
Ak, dobbelt det dit Hjerte saarer, , At du Hans Been ei hos dig seer!
Dog trsst dig ved den store Tanke r pram s Aand den lever overalt,
Og overalt vi Ax kan sanke.
Hvor Frset af Hans Viisdom faldt.
i
Han selv sig reiste Mindesmærker
Ved Skrivter, fuld' af Vid og Aand;
Og begge i Hans Mesterværker
Med Evighed gaae Haand i Haand.
Stærkodders G.vad er Skjaldens Minde, Det stande skal for hvert et O ld ;
Em iijas Verid v il stedse rinde Ved Fpden af hiint Minde bold.
Og Nor- og Dana Gran skal flette Omkring den TEdles Monument, Der overalt paa Fjeld og Slette
/
Har Bidets lyse Baune tandt.
O, store Aand! D it Navn skal lyde I fjerne Fremtids D igterhal;
Hver Danmarks Ssn sig stolt fkal fryde, Naar rs rt han taler om sin Skjald.
E i Fjeldblomst kan D it Gravsted pryde, Skjsndt midt blandt Fjelde Du blev fsd;
Kun Tropens Urter kan Dig byde Den Ae hvorpaa Du fandt Din Dsd.
Men hvcrgang Foraarssolen bringer Os Vaaren fra Antillers Hav,
Den ogsaa paa Zephirens Vinger Skal bringe Duften fra Din Grav i
C h r i s t e n H e n r i k s e n P r a m
^ t Lys gik ud i Danmarks Land . E t Lys med herligst Flamme;
E t Nordlys fra den norske S trand, Og K raft var der i Samme;
Det Lys, som sank i Vestens Hav For Diet i det Fjerne,
Af Mulm ei fluktcs eller G rav:
T hi — nu er der en Stjerne.
^ n Eeg fra Dovres stolte Fjeld Sank om i Dsdningdalcn:
Som Sivet falder Egen vel.
Og Arnen doer som Svalen:
Ja Keiserkronen som et Siv A f Dodens Lee omhugges:
Nu ender sig en Gubbes Liv, Ognu et Barns, som vugges.
Hver Kraft paa Jorderig forgaaer, . Som Kloveret den falder;
Der er saa viid en Kirkegaard For hver en Livets Alder;
Der er for hver en Blomst en Host, Som der er Vaar og Sommer;
Der er for hvert et Liv en Rost Ved Dsden fra vor Dommer.
See! gamle Fcedreland! Din Ds Forlod Apollons Svane;
Saa glad den gynged' sig paa Soe Med Dannebrog, Din Fahne:
A k ! sang den end sin Svanesang, Dens Rost jo dog fornemmes
/
Saa viidt, saa bredt i Danavang, At aldrig fast den glemmes.
Tak, Lys! Du straalte i vort Land!
Nu est Du jo en Stjerne! — Tak, Eeg Du faste Klippemand!
Tak for Din Marv, Din Kjerne!
Tak, gamle Svane! for D it Qvad, Det var ei let som Avnen:
Nu sjungcr Du vel mere glad;
Thi nu est Du i Havnen.
F r e d e r i k C a r l G u t f e l d .
(Provst i Kisbenhavn. 62 Aar. Dsd 182Z.)
' ^ a r Du nedlagt nu Din Vandringsstav, Trcctte Olding med det blide Hjerte?
E r Du stegen selv i lune Grav,
Du, som, Grav at frygte ei, os lcerte?
E r den Lcebe stum, som venlig tidt Aabnedes, et Trsstens Ord at tale?
Er det Vie slukt, hvori saa blidt Din Deeltagelse sig pleied' male?
Ak, at vi maae svare tunge J o ! J a ! nu brast det eiegode Hjerte;
, J a ! vor Gurfeld vandred' bort herfra;
J a ! nu stuktes Viets lyse Kjerte!
Fromme Tjener Herren kaldte bort;
Thi Hans Dagvcerk var nu bragt til Ende:
T il en stsrre Dont Han maatte bort, Som i Lider trofast lod sig kjende.
s'Elsker dog hverandre! " tidt Han bsd.
Og ved Gjerning kroned' Han sin Lcere; , Men mod Vold og Uret kraftig lsd
Og Hans Stemme tidt t il Sandheds ZEre.
Alle Gode var Hans Hjerte noer,
Sandheds Venner var og Gutfelds Venner;
Derfor havde Alle Ham saa kjer,
Derfor sorger Fremmed nu med Frecnder.
>
Som Hans Sjel, saa var det Qvad, Han sang.
Simpelt, fromt, men hjerteligt at hore;
Og den Tale, som fra Loeben klang, Maatte dybt beflcrgtet Hjerte rore!
At saamange ved Hans Baare stod,
Med det vaade B lik mod Jorden socnket,
>
Vidne boere kan, at Han var god, At Han Mange havde t il sig lccnket!
Sorg da ei, hvo G utfcld havde kjer;
Sorg ci, I , som ncermere Ham vare:
Dyrebart Hans Navn i Danmark er, Og Han selv er nu i Engleskare.
Ssgcr G utfcld Du paa Jorden her?
Vend fra Graven, taarebloendte D ie ! Han, hvem Hjertet havde, ak, saa kjer.
Han er nu i Himlene de hoie.' Nu Han skuer klart i Aanden her.
Hvad os, dunkelt ahner, Trost dog giver:
At engang, naar Diet lukket er,
-Ven med -Ven hist atter samlet bliver!
O
Haab, Kjerlighed og daadrig Tro Som Himmelrigets Mure stande:
Bag disse skal, t il salig Ro,
Trods Livets Stormnat, Fromhed lande.
-^ /v o r vore Fordre slumre, hist, i Fred, Du saae, som Ungling, mine Barndomslege.
Her staaer jeg, Olding! ved D it Hvilested, Med Sorg i Hu, og Graad paa Kinder blege.
Du virkede som Faa i Ziono Gaard:
Dyd og F ornuft D ig vare Ledestjerner;
Din Tale var-snart blid, som Sydens Baar,
Snart djcrv, som Bolgen, der om Norden vcrrner.
Men, skjsnncre,end Talen, var Din Daad:
Du hjalp Bctrcrngte, venligt, flux og gjerne!
Du ynded' S m iil, men glemte aldrig Graad:
Den traf D it Hjerte, selv fra viden Fjerne.
Skinhellig Hykler skeled' t il Din Foerd, Liig gridske Ulv, i Fromheds Faareklcrder, Fordi Du aabent hylded' Livets Voerd, Og ei forsmaaede dets skyldfri' Glccdcr.
Men, Herren elskede sin gode Svend,
Og bod sin Engel venligt Ham at kalde:
Den elskte Hyrde favne vi igjen,
Naar Jordens Laager fra vort Die falde!
B lo k Tsxen.
-^-'dle? brast D it blide Die,
Det, som smilte Veldaads Fryd?
E r Du lost fra Jordens Moie,
Du et Monster paa usminket Dyd?
Skal jeg aldrig meer Dig hore .'6 . Tolke reent og hoit Guds Ord,
Lytter aldrig meer mit Dre
T il D it skyldfri' Vid ved Vennebord?
Skal Du aldrig mere gavne Ved at tolke Broders Nsd;
Skulle vi Dig evig savne?
Evig kun begroede Vennens Dsd?
N c i! Du lever i vort Hjerte,
Sjeldne Menneske og Ven! ' ' Og D it Minde er ei Smerte,
Det er Haab — at favne Dig igjen.
Gutfeld, crdle Mand, Din Baare Hccdcrsminde er for D ig ;
Dog ved den ei nogen Taare
Focldes saa veemodig som af mig.
L h r. Bey.
<^-^en Hyrde sover, i Groesset blunder, Ved Siden af sin Vandrestav.
Fra endte Dagvcerk Natten stunder,
Den lange Nat, — den stille G rav; — Og Fred og Ro det matte Die
Tillukker, naar af Kampen troet.
Det ssger Frelsen i det Hoie — For aldrig meer at voekke det.
For Dagens Lys, — den glade Morgen Tiljublcr Stovet — Herrens M agt:
Da svinde Skyggerne af Sorgen, Og Naaden straaler i sin Pragt!
Da vaagne Du — af lange Slumm er!
Og lede Hjorden frem for G ud:
"See Herre her, blandt Sorg og Kummer
"Jeg trolig dog har fulgt D it B u d :
"Den Armes, den Forladtes Klage,
"Som lod i Nattens sorte M u ld :
"Ham bod jeg venlig ei forsage,
"O m Bcegret end Ham raktes fuld.
"O g Ham, som jordisk Held tilsmiled',
"Ham minded' jeg, det kom fra Dig.
"O g glad t il Armod hen Han iled:
- "See Herren sendte det ved mig."
Og Herrens Aasyn saligt smiler, T il Hyrden, som i Jesu Spor Med Villien, som aldrig hviler.
Gik ufortroden her paa Jord.
!
Nu Hyrden sover, i Graset iblunder Ved Siden af.sin brudte Stav,
I n d t il den store' Morgen stunder,
Som vcekker Ham og os af stille Grav.
I - P- M.
. Frederib Carl Gmfeld.
lander Templets Hvalving Nytaarsmorgen Bad D u : G u d ! Du vcier D a a - og T i - , B la n d e r alle Skjebner, Slcr-en, Sorgen, L a - min H engang vorde salig, b lid !
Og Gud hsrte, hvad Hans Tjener sukked', Uden Smerte brast Dig Livets Baand,
Fredens Engel mild D it Die lukked'-, Jesus huld annammede Din Aand.
Salig i Din Dod som her i Livet Du var Guds og alle Godes B en;
Kun en Himlens Undling blev det givet, Saa at leve, saa at fare hen.
-H sit Du stod paa Mennesk'h'edens Tinde, Og D it Adelsnavn var Menneske;
Fryd vi saae Dig give, Fryd at sinde:
Nu med Fryd de Salige Dig see.
Kirken hist og Haller Vidne bare, At blandt Talere Din Rang var stor;
Helliget nu, blandt Propheters Hare, Himle Du forkynder Herrens Ord.
t
-il
s !
»li s'
i
i
!!-i
!»
« ^ L
108
Vandt Du ei blandt Digtere en Krone
Ved Din Sang om Gud, om Fred og Dyd?
Digter med den fromme Psalmetone!
Syng blandt Engle Salighedens Fryd.
I . N. Schc'w.