(Dod I 8 2 Z . )
E
ndt er nu Kampens lange, haarde S trid , Og lost Du er fra Livets M oie;Fuldendt den bittre Sorgens, Smertens Tid Da frelste Aand sig haved' t il det Hoie.
Med langsomt Skridt D it Legems Krast svandt hen;- End var Din Aand saa fast og ro lig ;
Ei crndsed' den, hvad Du ei vandt igjen.
End virked' den for Venner trolig.
Som starke Eeg for Uveir boies ned, Og visner, straktes hen paa Jorden,
Saa svandt Din Styrke, Kraft og Munterhed, Og Livet var ei meer i Orden.,
. ^ ^
Hvad her kun stedse var Din Stroeben, Iid , At tjene, hjalpe, raade, gavne,
Derpaa Du offred' usortrsden Flid, Ei Faa Dig derfor nu vil savne.
Og tunge Skjebne Du med Taalmod bar, E i horte man Dig end at klage;
^ Thi lid t og ofte Du sorkyndet har:
8 Enhver fin Lod med T illid tage!
En elsket Datter vandred' tidlig bort:
Dybt saaredes D it Faderhjerte.
End var Din egen Vandring her kun kort;
I Graven lagdes sorst Din Smerte.
I' Hrrfte.
DVelsignet skal D ir Minde vare ved.
Hvor Du udbredte Jesu Loere.
Det vil forege hist Din Salighed, Den Frugt, de der af Ordet bare.
Og Hustru, Bsrn staae sorgfuld' ved Din Grav Med stille Haab, Dig hist at favne.
T hi Du var deres bedste S ts tte -S ta v , Gud styrke dem, Dig nu maae savne;
J o h a n C h r i s t i a n W t e s e n e r .
(Livchirurg hos Hs. Hoihed Prinds Christian Frederik.
Dsd I 8 2 Z . )
Dalende paa Himlens hvalte Bue, Tankens Flugt kan end ledsage den, Naar at Oiet ei den mcegter skue. — Saa — Erindringen, i al sin Lyst, Kalder svundne Glcrder tidt tilbage.
Mens med Veemod i beklemte Bryst Tabet af en Ven den maa beklage. — Her — en venlig Stjerne segned' ned.
Tanken huldt bevare skal dens Minde, Mens, i Kreds omkring dens stille Fred, Taarer sig i Perlekrandse vinde. —
Barnlig Bon henvendte sig t il Gud,
Lcrnge Onsterne monn' Haabet skimte; — Ak! men svagt, som Lyset bramder ud,
Lcenge sidste Gnist af Liv saaes glimte.
Stjerne iilsomt strider hen,
2Edle lV ie s 'n e r! nu Din Kamp er endt:
Smertens Harnisk ei Dig lcengcr tynger;
Himlen har Din Sorg t i l Gloede vendt, Seirens Palme huldt sig om Dig slynger.
T id t en Trsstens Engel hos Dig stod;
— Hsi af Byrd, med broderkjerligt Hjerte, — I Hans S m iil Dig skjenktes saligt Mod,
Salig selv Du fandt Din sidste Smerte.
L. Gseborg.
Aammerfrsken F r e d e r i k e A m a l i a M a r i a Hedevig v. d. Maase.
(Dod I Z 2 Z . )
^ r i u m p h ! Trium ph! Hun vandt sig Palmens Krone!
Hvor er din Braad, o D od ! din Seier, o G r a v ! I Det fromme Hoved nu en Bei sig brod
T il Evighedens Morgenrsd.
Der Hende Engleqvad omtone,
I hulde Barm hver Smerte taug.
Hun dode mange bange DsdsenSdage,
Og mange bange Ncetters Dodsensgru Aflokked' Hende knap en stille sagte Klage:
I evig Skuen klart Hun straaler nu.
Dryp blidt, du stille Veemodstaare!
- .
Som Morgendug fra Ssrgepiil, Marias helligvarme Dmhedstaare,
Som Regn paa terre Vaareng qvcegsom mild.
D 2
Hun seiret har? Dig stille Langsler saare:
Du grader her, — Hun gik forklaret til sit Hjem.
Dog fsrst optegner Hun enhver af Dine Taare, I Heitidsskaal Hun samler dem ;
I Salighedens Elv Hun dem udgyder,
Der klar engang som Hende favner Dig, Og i hvis Strom, Lsvhvislet l.iig,
Let Lidens Klagelyd henflyder.
Efter Fru Fred. B ru n ,
ved Prof. R. L. Rahbek.
. Aammerfrsken v. d. Maase.
->^vi vandrer hist den tause Skare?
Hvi toner, dampet, Orglets Klang?
Hvo var det, de t il Graven bare.
Ledsaged' paa sin sidste Gang?
Saa spsrgcr Du ved Dsdningbaaren, Dig svarer Armods Klagersft,
Og medynksfuld Du skuer Taaren, Og hsrer Suk fra Venners Bryst.
Og vender Blikket Du tilbage,
Sec, Veldaads, Mildheds Liliekrands, En Rad af velanvendte Dage
Staaer lysende med venlig Glands!
Mon Du ei Offerluen kjende.
Toendt ved en Gnist af Guddoms - I l d ? Hvor Taalmodo rene Flammer brande, Der vorder jordisk Smerte m ild!
Dens Lys af Dsdcns Pust er slukkes-:
Den straaler gjennem Gravens N a t;
Og naar det tratte Die lukkes/
T il Trost dens Minde os blev sat!
E i blot t il Trsst, men lig den Stjerne, Som ledcd' hine Kongers Fjed,
Og forte dem fra vide Fjerne At stue evig Kjerlighed.
*
Saa nu hver Kraft, hver Dyd, som blinker Med himmelsk Glands for morken Jord,
Er jo et helligt Lys, som vinker, Som fsrer — t il vor Skaber stor!'
- »
Thi vil vl Mindet da bevare
Om Hende, som nys Hvile fandt, Og stades vi i Kamp og Fare,
E i glemme Palmen, som Hun vandt!
Men Du, Ophsiede! hvis Hjerte
Var rigt paa Medynk, H jalp og Trost, D it Savn, M a r ia ! og Dm Smerte Nu sinde Gjenklang i hvert Bryst.
Dog v il sin Trost Din Fromhed sinde:
Du sluttet stuer Krandsen heel A f hine stille Dyders M inde:
Den Krands er nu Dm Arvcdeel!
Louise
Rammerfrsken v. d. M a ase.
^ ) e t er fuldbragt! — Udtomt den bittre D rik ! Og Aanden vinker Engles Salighed!
Did længselsfuld Du hoevede D it B lik !
D it Hjerte flog for Gud og Himlens Fred/
Udtomt den bittre D rik ! Det er fuldbragt! Din Laalmod Seier vandt!
Med stille RD Du stued' Dodens M ag t:
End for Din Aand fra Stsvet Frihed fandt, Og sidste Offer Graven havde bragt.
Din Taalmod Seier vandt!
Det er fuldbragt! — Det Bedste Herren gav! — Vor Bon for Dig i Hjertet Veemod gjsd.
V i snsted' Dig hos os — saa tid t vi bad, — Dg — Fred for bitter Oval ved stille Dod.
Det Bedste Herren gav!
Det er fuldbragt! — Fra Jorden veg Din Aand!
En hellig Sphcrre fcengflede D it L iv ;
D it blide Hjerte bandt det fromme Baand;
En kjerlig Rost Dig venlig bad: o b liv !
Fra Jorden veg Din Aand!
Det er fuldbragt! — Ei skal D it Minde dse! — M in Aand, mit Haab — de sorge ved D it Lug.
Ud over Livets bslgerige Sse
Du vinked' Fred, naar Siet ssgte Dig.
-E i stal D it Minde dse!