(89 Aar. Dod i Kjobenhavn 1821.) ' 1
alig Alle, som i Herren dode!
Salig, crdle fromme Olding, Du !
Engle rakte Krandsen Dig — og bode V enlig: "folge" i Din Faders Hu.
Og Du fulgte — smilende og gjerne:
Thi D in Bei var lys og blomsterstroet Og den forer t il det store Fjerne,
T il den Fader, som Dig komme bod;
Tro og Haab og Kjerlighed forvissed' Dig hernede alt saa meget Held;
Tro og Haab og Kjerlighed vll hisset Lede Dig t il Salighedens Voeld.
Hvo, som Du, i Prsvetidens Dage,
Som et Monster paa hver mandig Dyd, Med et Hjerte, smt ved Andres Klage, Frydefuldt ved hjulpne Brsdres Fryd;
. ,
Med en.Aand, som Religionens Adel Hoeved' over hver en smaalig Jid,
Med en Vandel, svigfri, uden Dadel,
Med et'Sind, saa reent, saa barnligt b lid t:
Naar en saadan Engel fra os iler
Efter Bud, som Stsvet kalder: Dsd!
Naar det Leer i Gravens Gjemme hvilet Som saa gjerne lindred' Brsdres Nod,
8
O, da stuer taarebleendte Ai?
Efter Den med dyb Taknemlighcd!
Da, som Seraph, fra det lyse Hsie Smiler venligt Den t il Stovct ned.
O, saaloenge, varmt for hsie Dyder, Danskes varme Hjerter trofast flaaer,
O, saalccnge Retfcerd Hyldest byder : rvin te rfeld r i Danstes Hjerter staaer!
Denne Blomst, Naturens simple Gave, Som ukunstlet Sanger her
frembar-^ > e
Blev ei fostret i den store Have, Som Taknemlighed indviet har.—
, '
Dog, — ei ene Rygtets hsie Boelde Gjorde Ham sa'a dyrebar for mig:-
N e i! — jeg saae de Gode Taarer foelde.
Og meds-disse'blanded' Mine sig.
sf-. . . . .
Grosserer G. (L. G a m m e l t o f t .
(Z8 Aar. Dsd i Kjsbenhavn 1821.)
H
uult gjennem Laagens Bslge Jeg horer Klokkens Lyd;Den kan ei Sorgen dslge.
Den kimer ingen Fryd.
Den varsler : sidste Time En Borger nu har stridt;- Gud signe Ham og Sine, Hvad Han mon have lu d t !
En Ecg imellem Gråne, . - , Som segned',ei saa let ^ For Dsdens gustne Fane: ^
Den stud i Manddoms,Vext.
Den stod paa cedel Stamme, ' Udspurgcn af sig selv ^
I C»eorm og Brag den Samme, - Rodfcrstct ved sig selv
I
Den bredte blidt sin Krone
-> ' -<
Hen over, Eng og Vang,
^ . .
Og mangen trofast Lone I Lovets Raslen klang.
> ^ > .
Ly gav den^ hver, som troengte, Den Fattige iscer;
Med kraftig Hjoclp den tcendte Mangt Lys, udstukket ncrr.
Og denne Eeg er segnet
For Dsdens.bratte Svcerd: — Zeg gad af Lsvet tegnet
En Krands, som var Ham vcerd.
U l r i c h V u g g e V s c h e r .
(Capitain og Viinhandlcr, 48 Aar. Dod i Kjobenhavn 1821.)
S . .kjerne« stiger — for igjen at svinde, Blomsten spirer — for at vorde Skov.
1
Skyen truer, — kolde Nordenvinde Knuse herjende det friste Lsv.
Og forgjcevcs lyde Hjertets Sukke: — Doden vinker, Gravene sig lukke.
Ingen Varighed er her paa Jorden, A lt hvad fsdes stal igjen forgaae;
Thi det er engang Naturens Orden:
Skov igjen i Stevet synke maa.
Her,' som Venner, kun vi sammen vandre, For igjen at stilles fra hverandre.
Dcemp Din Klage, svage Dodelige!
Kan Din Aand del her udforste Gud?
Kan Du over Jordens Morke stige Og igjennemstue Himlens Bud?
N e i! — Kun Laaren tindrer i vort Ske,
Dybt for Herrens Viisdom vi os boie. . Lad kun Taaren smt paa Graven falde,
O, Han var saamange Taarcr vcrrdl Men den kan Ham ei tilbagekalde;
Thi Han staaer sin Gud i Lyset ncer, Og forklaret for Hans Ansigt stuer
Viisdom, selv naar Uveir Jorden truer.
I I I Hcrsre.
MDer v il Han for Eder alle bede, For sin Elstte, for de kjere Smaa.
> ,
Han, som var saa from og god hernede, O, hans Bon skal vist t il Thronen naae, Og Hans Aand stal Eder huldt ledsage Gjennem Livet i de msrke Dage.
I . R. Lachendorph.
W i l h e l m Z a a c k .
(Kongl. Skuespiller, Z'Z Aar. Dod i Kjsbenhavn 1L21.)
->-^vad er vort Liv? '— et selsomt-Gaadespil, En Morgendrsm, soin svinder hen med Duggen, E t Flammcsvccrd i Dsdens kolde Haand, —
Den friste Ungdoms Blomst og sunde Manddom Henlcrgges falmede paa Dsdningbaaren! —' l
Ret som naar Stormen i en Sommernat Afbryder Rosen i sin fulde Blomstren, Saa brod den blege Dsd D it Konstnerliv.
O, clflte Haack! — nu tryller Du ei meer T il S m iil og Taarer Hjertets rene Toner; — V i savne Dig, som Konstner og som Ven.
T il Muserne Du Dine Kreefter offred' Med sjclden K raft og herlig, sand Natur Du malte Mennesket udi D it eget B illed;
A lt gik Du fra os, — men D it M inde lever I kjer Erindring, t il vi folge D ig ! —
G. R. Sommer.
S i l m a r R r i e g e r .
(Dsd i8 2 i.)
dlcste Udspring af Danmarks de gjccveste Helte paa Soen, Boglccrde Svend, hoitelsket af jublende Pnglingers Skare, S ilm a r ! clskvocrdig som Son, i Venskab standhaftig og
tro-' fast,
/
Dyrker af Sandhed og Dyd, Retfærdigheds Tolk og For-scegter,
Endt er D it virksomme Liv, forstyrret Din Jdrcct paa Jorden,
T idligt opslugt af den Grav, hvor vort Fsdclands snil
deste Sonncr
Salige slumre i Fred, har Du rovet os Gjcnsyncts Glceder.
Taarer i Diet kan vidne om Sorgen, der boer. i vort Indre,
Tiden alene formaaer at berede os Lindring og T ro s t;.th i Tanken om hvad vi har tabt dybt i Hiertct skal prcege
D ir Minde.
Augusta.
J o h a n F r e d e r i k M i t t a ?.
(Pr. Lieutn. ved Bran.d - Eorpsct og Smedemester. 49 Aar.
Dsd i Kjobcnhavn 1821.)
ceder over Den i hver en Alder,
Som, imens han leved', virked' Gavn!
Fred med Ham, naar Dodens Stemme kalder, Rolig slumre Han i Gravens Favn! —
N 2
->
i
>>
'i
i
i
l!
Borgcrkrandsen, nedlagt paa Hans Baare,, E r ct sanddru Vidne om Hans Vccrd.
Offrcr Dyden Ham en Vccmodstaare, Mindes derved al Hans fromme Fcrrd.
S alige! som Rctsinds Son jeg loerte Kjende Dig, og komme Dig ih u !
At jeg mistede en Ven, mit Hjerte
Aldrig folte for saa tungt som n u ! —
Men jeg gaacr, som Han mit Maal unode Med det store Haab, som svigter e i:
Jeg, ved Evighedens Morgenrode, Finder Ham paa Salighedens Wei!
Grav! din Bolig venlig du tillukke!
L ry g t du gjemme Stsvct af min Ven!
T il din Pryd jeg stal Kjerminder plukke, Naar den smiler blidt t il mig igjen. —
Stsvets tunge Lcenke nu ei binder Loengere min Vens forloste Aand.
Hisset, hvor Hans Jdrcrt Lsnnen finder.
E r den givet Ham af Herrens Haand!
»