(Stadsmcegler og Major ved det borgl. Artilleris
^)eg har Sorgen seet og al dens Jammer, Bauditz! da D it Liv Du aanded' ud:
Moder, Bsrn, jeg saae fortvivle i det lille Kammer, Hvor Din Sjel steg op til Gud.
Christian! sidste, sidste Gang Du folger
E lflte Fader, ikke ved Hans Haand, nei, Hans det kolde Lug.
Grced, kun, Dreng, grced! Ingen vil jo, Du skal dolge Smerten over, at Han reves bort fra Dig.
Gusta hos den stakkels Moder bliver hjemme.
Trsste Hende, lille Pige! hvilken herlig Daad!
Ikke bed' Du Hende Sorgen glemme.
Kun at lindre den ved Graad.
Huustro uden Huusbond, med forladte Smaa, Ssg Du Trsst hos Himlens Gud, hos Alles Fader!
Han, der sender Haab i uslest' Vraa, Han ei Dig, ei Dine Bsrn forlader.
p. Ege-e Saabye.
A n d r e a s I r e n i u s R a v n .
(Sccretair.)
ort fra Hustru, Bsrn og Venner rev B rat Dig Dsden, midt i Kraftens Alder;
Dog ei uberedt Du kaldet blev:
Rede er den 2Edle, naar Gud kalder.
J a , min Ravn! som Faa Du ocdel var:
B lid , oprigtig, hjcelpsom, fast, beskeden, Religionens Prccg Din Vandel bar;
Moden var Din Aand for Evigheden.
I . Rrngl)
C h r i s t i a n I V i n t e r b e r . (Skibscapitain.)
^^^snderbrudt er Vandringsstaven, Mork og trang sig aabner Graven
Med sin dybe R o ;
Men, o see, paa Englevinger Sjelen frigjort sig opsvinger
H oit t il Himlens Bo.
> >
Fader! Du har vundet Seier, A lt, hvad herligt Jorden tier,
Er for Dig kun Lånt.
Troet Du var af Verdens Moie, Kummer msrknede D it Dier
Rolighed Du fandt.
i
Moder med de blege Kinder!
Hvorfor mon Din Taare rinder Nu saa bitterlig?
Groed ei, os jo Trsst blev givet:
Doden Indgang er t il Livet Hist i Himmerig.
D e r v i knccle ved Guds Throne, Vinde Livets fljs n n e Krone —
F a d e r! Den du v a n d t:
J a ! hvad v i kun dunkelt flu e r Straalende fo r D ig nu luer —
— Livets S oel oprandt.
See, dens S tra a le r gjennemlyse Gravens M u lm — vi v il ei gyse
F o r den blege D s d .
N e j, du kom fra Lysets Rige, F o r d it B ud maa Sorgen vige,
Fred boer i d it S k jo d .
I . R. winterder.
I a c o b P i h l.
(Observator ved det kl. astronomiske O bservatorium .)
^ t c rrlig t H je rte banked' i D i t B ry s t, Og venlig Tale paa D in Loebe boede;
D in S je l var aaben, som D i t S ie lyst,
D u elfled' varm t det S kjonne og det Gode.
B ag S tjc rn e b c rlte t er D u nu hos Gud, H v is S torhe d fro m t D i t O le t i t beflued', N a a r N attens S o le sendte S tra a le r ud,
Og Han i H je rte t, som paa H im len lued'.
Fred om D in lille G ra v paa denne J o rd , H o it yver Grave D u bag S tje rn e r boer!
Theodor Schorn.
i?
F L
C a r l K r e d e r i L S t h r.
(Horkræ m m er.)
TEdling h v ile r paa den sorte Baare, V i tro lig bcrre Ham t i l stille G ra v ,
V o r Taushed, S u k og smertelige Taare S ka l vidne h o it, at Han var god og brav.
Bag simple K jo r te l flog Hans varme H je rte , . Han var en kje rlig Fader, trofast M a n d ,
H an deelte eerligt sine Venners Sm erte, Og brcendte for sit kjere Fadreland.
Han var en S to rm a n d ved sit rene In d r e , Hans Rang den Evige i D ie t skrev;
T h i ingen saae dets rene Lue tindre,
Og tv iv le d ' om hans agte Adelsbrev. —
Han fa ld t fo r Hostens Lee i Livets Som m er, H an nod ei Alderdommens stille F r y d ;
M en ro ljg gik Han fo r sin store D o m m e r: — Hans D sd var s a lig ; th i Hans L iv var D y d . M in Veemodsgraad D in stille G ra vh o i vceder, Og mange ALdle ssrge der med m ig ;
L h i D u var Manges G lade, D ines H a d e r, Og Armods S o n har t id t velsignet .Dig.
I Braves B ry s t D u reiste D ig D i t M in d e , Og staaer end ei D i t N avn i M armorsteen, S ka l trofast Venskab dog den J o rd p le t sinde,
Som vi har helliget ved D in e Been.
N u svaver D u fo rkla re t i det Fjerne,
D e r glemmer D u vor J o rd i H im lens L yst;
M en M in d e t om D i t V a rd 's k a l, som en S tje rn e , Med evig Klarhed funkle i m it B r y s t ; —
Og naar m it J o rd liv s korte Dage vige, D a samles vi igjen t i l salig R o ,
H v o r Aanden ved Guds Fod skal Fanden sige:
M in V e n ! jeg var M ig selv bag Graven tro .
C. L e n s c h a u.
tKammerassessor og L o ld c o n tro lle u r.)
^ ^ a a lc rn g e T ro ffa b — Venskab — kaldes Hcrder, Saalcenge staaer D i t M in d e , crdle V e n !
Laknemlighed og V e nflab grcrder.
Og skue paa D in G ra v nu hen.
D u va r D in Gud og A lle t r o : ^ N yd H im lens Glceder Gravens N o !
G. M . L C. M .
Mad. A. M . E. R n o b l a u c h .
" H i l vcere d it Komme, o, venlige D s d !
D u hcrver hver S o r r ig , — b o rtfje rn e r hver N e d ; D u henvifter M ism o d , — bortaander hver Kum m er, Og dysser os ind i den ssdeste S lu m m e r! —
S aa kom da — og lceg os i G raven kun ned L i l S a lig h e d !"
Vecmods B lik vi stirre ned, udi den aabne G ra v , S om vcere skal
D it
Hvilested, for brudte V andringsstav.S a a skummel s o rt! A l Godheds G u d ! S k a l Dyden nu h e r boe?
G ik derfor
Du
af Livet ud, fo r h e r at sinde R o?D i t H je rte godt og oedelt v a r, det virkc'o' .idel G avn,
Og lind rcd' Den, som Sorgen bar, ei glemte Andres S avn ! —>
Forocldres Haab og Ssdskend' kjer, en elsket Mages F ry d ! — J a stedse mindes skal vi h e r ,'D iir B lidhed, Q vindens P ry d .
De skjonne T r a k , den favre M u n d , som lovsang t i t sin G u d : —
B lie r det i Jordens sorte G ru n d , forst S ts v , saa Blom ster-skud? —
D og see! a lt som v i stirre paa, den dybe Gravens Favn, Dens B und jo er en Hvcelving b la a , fo rg y ld t med h e llig t
N a v n !
See Haabets S k y — v i skuffes ek, D u gaaer i Graven ned : A t aabne D ig en H im lens V e i, — et yn d ig t Sovested. —
N u fo r Guds T hrone lcegges ned, den fagre, sjeldne S k a t : L h i Graven er kun Hvilested, i Dsdens korte N a t !
Saa slumre ssdt, Veninde g o d ! D i t M inde uddser ci !
Ved Graven skal v i hente M o d , og plante G le m m ig e i! — Held H ver, der levet har, som D u , fo r Ham erD oden skjon!
V e ls lu k t er Lampen <— men D u nu, r ig t hsster varig Lon.
B — n.