(65 Aar. Dod i Kjobenhavn.) ' D s !" sagde med almagtig Stemme
Den samme Gud, som sagde: " B l i v ! "
Derfor igjcnnem Gravens Gjemme Han kaldte Dig til bedre Liv.
Begradt af Alle, som Dig kjendte, Af Unge, Gamle, Store, Smaa,
Af Arme, som Din H jalp Du sendte Saa tidt i Kummers blege Vraa. — I Sorgende, som staae tilbage
Med langselsfulde Taareblik, Dg stirre paa dc svundne Dage, Den Hedenfarne blandt os g ik !
O, fromme Olding! sorg kun ikke, — Thi Herren tog kun, hvad Han gav!
Og standser, Born, de vaade Blikke, Som stirre ned paa Hendes Grav!
Kun Stevet muldner i sin Tue,
Men Aanden Dsdens Lomker bred —
"See, Haabet byder os at skue
E t Glimt af Dag i Nattens Skjod!"
Chr. Strarup.
§ru professorinde S . L. C. Baden.
(84 Aar. Dsd i Kjsbenhavn.)
en som Din saa hsi, saa hadervardig Alder T il Evighedens Hegn man glider stille hen:
E i Sorger tåre da,-thi Ingen trsstlos falder:
Veninden iler fro t il langselfulde Ven.
Hvad for
et
O ptrinder
af overjordisk Glade?M in Aand sig bader i Din friske Hoitids-GlandS, - M it Die In te t uden Frydetaarer vade,
Og af Forgietmigeier fletter jeg Din Krands.
Den Tanke, hisset Dig Alverdens Fader lonner For Din saa elskelige, sjcldne Godhed her.
Var stedse Maal for mine hjerteligste Bsnner, Nu hellig, dyrebar, velkomnest den mig er.
Du dsde ck, skal aldrig dse; allene Raden Omsider og for Dig til Livets Kilder kom, A t ltforglemmelize, Du, C harlotte Baden,
Selv skulde fryde Dig i Lysets Helligdom!
For mig, for Flere fordum tro Bcskytterinde, B lid Moder da. Ledsagerinde var D it Navn I vore Hjerter staaer uslcttcligt D it Minde,
Det Haab, Dig snart at see, er Balsom for mit Savn
Nyd salig Fylde nu, nyd A lt, hvad Du fortjente, I Himle, Paradiser, aabnede sor D ig !
Saa bede, synge de, som Elikte! her Dig kjendte, Saa synger, beder jeg iscer — hvor inderlig!
p . Blicherolsen.
Fru S . E. (5. Baden.
> ^ i mig Skjebnen fordum vilde unde
Takkende at stande ved D in M ages Grav.
Mon jeg, med de Mange, glemme kunde,
Hvad hiin loerde Hoedersmand til Aanden gav?
Glemme, at Han var Hoiflolens sande p ryd , Modersmaalets anden Skaber, Svadas Fryd?
Hviler da Hans tro ' M edvandrerinde, Troet af Dage, ei i denne G rav?
A k ! — fornyer D u, i Dsden, ei Hans Minde, Som forlcengst nedlagde alt sin Vandrestav?
Kalder Du mig ei t il her, med Tak, at dvocle For D in Badens Locdffedrik t il torstig' Sjele?
Han? som, Tiden trods, bod Lyset broende For hver, efter Straalcrne, begjeclig Aand;
Han, som vil det atter hist gjentccndc.
Hvor henveires Stovets, Morkets Baand;
Han forener nu, i Lysets klare Rige,
M a n d og O.vinde, ved det ene lykkelige.
Dog, hernede« bliver Randens Grsde, Virkende paa Samtid, som paa Eftertid.
Fred da med de aanderige Dode!
Hader over Deres sjeldne, agte V id !
Romersprogets tr o ' Fortolker aldrig glemmes!
Grandisons Fuldenderindes Minde gjemmes!
L. M .
F r u E t a t S r a a d i n d e M a t h i l d e V r f t e d .
(Dod i Kjobenhavn.) '^ / a r Du Pilgrim sStaven lagt?
E r Du alt ved Banens.Ende?
E r D it Dagvcrrk da fuldbragt, >
A lt t il Hjemmet Du mon vende?
Har, Mathilde! Du saa brat A lt Din adle Ven fo rla d t?
Du ei mcer med kjerlig Aand Virker, lever for Ham ene:
A k! det brast, det ftcerke Baand!
A k ! de svandt, de Glccdcr rene!
A f den Lykke kort Du nsd,
Stsrre Held Dig end frembsd!
T il hiint Hjem, vi kjcnde ei, T il den store Morgenrode, Stundcd' Du fra Livets V ci:
Der Du nu Sophia mode, Vidne trygt, med frejdig Hu, Tro D it Kald opfyldte Du.
Som en dcempet Vuggesang,
Hvor Du hviler, Armods Klage Mellem Venners Sukke klang ;
Ogsaa mit Farvel Du tage!
Under friske Sommerlov
Hvile ssdt i Fred D it Stsv !
Louise H
F r u M a j o r i n d e S a u n a S t e i n m a n n .
(Dsd i Kjobenhavn.)
^ ^ -a n g t et Suk i Smerten stiger Op t i l Gud, som gav os Livet, Naar i Stovdragt Hjertet higer Efter Trosten, som blev givet
T il den, som haaber og som troer.
Guds Miskundhed er evi»g stor.
Stemmen vaagnes i det Indre, Haabet dulme skal vor Smerte, Troen Skjebnens Slag stal lindre, Trost stal gydes i vort Hjerte, A f Gud, som er vor faste Borg Formildes vil vort Hjertes Sorg.
M a d . A n t o i n e t t e I D i l h c l m i n e D l a d
(Dod i Kjobenhavn.)
K
un saare kort er Livets Fryd herneden, Den smiler og forsvinder snart igjen;Men varig Fryd os lover Evigheden,
Hvor tidligt, eller seent, vi vandre hen! —
Saaledes, Hedenfarne! blev Din Bane I Timeligheds - Land for tidlig endt/
Saa uformodet, uden det at ahne,
D i saae, at Liv t il Dod blev hastig vendt!
V i groede, ved D it Savn, af oerligt Hjerte;
T hi Du var stedse Gud og Dyden tro, — Og, medens vi nu fole bitter Smerte,
Med Veemod skue vi t il Himlens Bo.
Der throner Han, som skabte Verdens Kloder, Vor Gud, som letler sorgopfyldte Sind,
Han troste v il Din gamle, svage Moder, Og tsrre Taaren brat as blege Kind.
C
M a d a m e A n n e S o p h i e M s l l e r .
(60 Aar. Dod i Kjsbenhavn)
d^edboiede af Sorg vi narme os Din Baare, Du Fromme! som saa tidlig os forlod!
D it Minde offre vi en kjerlig Taare:
Du er den vard, fordi Du var saa god! — Taknemlighed af Vaarens Blomster binder Den Krands, vi paa Din Gravhsi lcrgge ned!
Velsignede blandt adle Danneqvinder!
Din Daad belsnnc Gud i Evighad!
I " L*
F r s k e n C a t h r i n e O l s e n .
(2Z Aar« Dod i Kjobcnhavn.) O lio^v portonivus is prosporit^!
Hovv c o m e t-lilo e i t tliro n ie n s , vviiilo i r sliines o u n F .
^lindeblom st fra bedste Ungdoms Dage!
Maatte Du saa tidligt visne hen?
Kunde In te t holde Dig tilbage,
Taarer ei fra Frcender og fra Ven?
Tyktes Lornken Dig alt tung at voerc,
Meente Du, paa Jord alt nok Du streed?
Var Din Kraft ei stoerk nok t il at boere Kampen, som alt een Gang kjekt Du leed?
Ingen Trost kan jeg t i l Hjertet tale,
Alle I , hvem Stjernens Glands bortsvandt!
Ei jeg daarlig stroebe stal at male,
A lt hvad Godt og Skjsnt Hver hos Cathrine fandt!
Lys var Aanden; helligt Hjertet broendte;
God og elskelig var Hun af Herren skabt!
Kort og lidt kun jeg den Dode kjendte;
Vel jeg veed dog A lt, hvad I har tabt!
Skuet har jeg ofte Eders Lykke,
Ofte tccnkt mig Hjemlighedens Held,
Hyldest skjenket hvert et Husets Smykke, Tryllerigt ved Sm iil, ved Aand, ved S je l!
K la rt jeg derfor Eders Kummer fatter, Vced, Deeltagelse den lindrer kun ;
Kun det Haab: I favne Hende a tte r!
B lo t en Stund foran bortvandred' H un!
F r s k e n C a t h r i n e O l s e n .
^ n nys udsprungen Rose maatte blegne I fuldest Blomstren, fagrest Foraarspragt!
Fra Hjertets Bcegcr, Blad for Blad mon segne, Henfalmet ligger den i Liliedragt! —
Saa sank og Du i Dodens Arme hen;
Men Englen tog Dig kun fra Smertens Leie.
Og svinged' hoit Din Aand mod Lysets Veie„
Hvor de Forladte her see Dig igjen!
B lo t en Forklaring — ei en evig D od!
En himmelst psyche kun sin Larve brod.
For renere i 2Etherduft at ftraale. —
Men Sorgen er saa stjsn i Stevets Die, Den byder os at stue mod det Hoie,
For bittre Tab at lide ogat taale!
Saa sorg da, Fader, M oderE ders Taare Er'Beemods Perler paa den Tabtes Baare, E r Mindeblomstcr i Cypressekrandsen;
Mens Morgensolen paa sin Bue stiger
Og Duggens Perler for dens Aasyn viger, Saa taber Laaren sig i Himmelglandsen;
* F
Thi Haabet er den Soel, som lindrer Smerten, Og torrer Taaren af paa blege Kinder:
Det lyse Eder hist med Himmelkjerten,
Hvor engang I den tabte Elstte finder! —
S. G. R. Sommer.
8
r s ? e n C a t h r i n e ( D ls e n .
»^'undt om mig hviler A lt i Dsdens Slummer, I Vestens Purpur Solen mat gaaer ned;
Med Laareblikke, Veemods stille Kummer - ' Jeg dvccler end i tause Eensomhed.
Zephyrer gjennemvifte dunkle Laarepile
Og Luna smiler dosig t il D it Valmuehvilc!
Med Lillier smykket vandred' nys Du Blide Her blandt os i Din skjsnne Blomstervaar;
diu om D it Gravkors spire Noser hvide,
Hvor veemodsfuld jeg Sorgens Strcenge slaacr.
Ncdftraal, o blide Haab! til de Forladtcs Smerte, Gyd Lindring, Himmeltrsst udi det knuste H jerte!
Hvad hores hist? — O Nattergalens Klage Veemodigt toner fra den fjerne Lund;
L i, Lyra! dine Loner ere svage, —
Syng, Philomcle! Trines Himmelblund.
Din Lod er god, Du vandt den trygge Havn, Veninde, Fred med D it Stov, og Hcrder blomstre om D it M inde!
m.
!
ZEldre Gravblomster.
!
J o h a n H e n d r i k W i l h e l m G i e s e m a n n .
(Prof. og Hofchirurg. 50 Ztar. Dsd 1319 i Kjobenhavn.) -^>tter bortkaldes fra Jorden en Son af Hygeia!
Ei blot Sygdom og Saar vinde nu friere S p i l ;
Thi ei blot Sygdom og Saar overvandt den Betvungne, Ogsaa Ulykker veeg for Hans veldcedige Haand.
Dobbelt var Kraften, med hvilken den Hengangne styred' De seirende Vaaben kjekt mod hver drcrbende Sot.
E i han hcerdcd' dem blot i Kundskabs prsvende Flammer, Fra Hans fslende Bryst sprudled' end crdlere Daab. — Kraftig og virksom er Saften af lcrgende Urter,
Mere kraftig fast dog Sindet mildtlcrgende Trsst, Enten den klinger som Ord fra en faderlig Loebe, Eller i Guldets Klang vakker Forfriskning i Sind!
Giesemann! rundt om Din Baare sorsamles en Skare, Som med Roser paa Kind prise Din dobbelte Kunst.
Fattige, Rige modtoge forskjellige Gaver,
Sundheds sprudlende Kraft var Din Bestræbelses Frugt!
Og nu hviler Du selv, bleg, med Lilier paa Kinden,
Taarer, Venner og Guld — In te t kan vcrkke Dig meer!
Men gjennem Jord og Sky trccnger de Reddedes Jubel — Taarer, Venner og Guld blive en.Gloria hist.
Som, naar fsrst dens Glands. har paatrykt Dig Englenes Stempel,
Fylder med Saligheds Len D in lyksalige S ie l!
I . L . Becken.