Täterschaft

I StGB §§ 25-27 opereres således med 3 forskellige typer af gernings- mænd og to forskellige typer af medvirkende. De nuværende regler stammer fra 1975, hvor de blev præciseret, men i øvrigt ikke ændret væsentligt i forhold til de tidligere regler om medvirken.86

I henhold til § 25 opdeles gerningsmænd i følgende 3 grupper:

»unmittelbarer Täter«, »mittelbarer Täter« og »Mittäter« alt jf. føl­

gende ordlyd:

»(1) Als Täter wird bestraft, wer die Straftat selbst oder durch einen anderen begeht.

(2) Begehen mehrere die Straftat gemeinschaftlich, so wird jeder als Täter bestraft (Mittäter).«

Den umiddelbare gerningsmand (unmittelbarer Täter) er den person, der selv opfylder samtlige elementer i det givne gerningsindhold med den fornødne tilregnelse. Det kan hævdes, at reguleringen i § 25 for så vidt den angår den umiddelbare gerningsmand er unød­

vendig, idet denne netop er direkte strafsubjekt i henhold til de enkelte gerningsindhold. Før 1975 var denne person da heller ikke omhandlet af de tilsvarende regler. Lovgiver ønskede imidlertid så vidt muligt at give en legaldefinition på samtlige gerningsmands- former.87

Den middelbare gerningsmand (mittelbarer Täter) er den person, der lader forbrydelsen gennemføre gennem en anden eventuelt en person uden anelse om den kriminelle sammenhæng. Det kan na­

turligvis diskuteres, hvorvidt en sådan gerningsmand teknisk set er medvirkende, men der er næppe nogen tvivl om, at en marionetfø­

rer er den »egentlige« gerningsmand. Om man anvender en dres­

86. StGB §§ 46 ff. Claus Roxins nøgleværk om m edvirken: Täterschaft und Teilnahm e, er således prim ært bygget op over de indtil 1975 gældende regler, m en er i de senere udgaver udkom m et m ed et supplem entskapitel, der sætter de »nye« regler ind i hans tidligere system atik m.v.

87. Den eneste gerningsm andsform , der ikke er direkte om talt i StGB, er det såkaldte

»nebentäterschaft«, hvilket om fatter tilfælde, hvor flere personer uafhængigt af hin­

anden realiserer gerningsindholdet, jf. således Sch./Schr-Cramer, s. 425/(1).

seret abe eller et godtroende menneske til at gennemføre sin forbry­

delse per distance, bør næppe gøre nogen forskel. Dette er i hvert fald synspunktet bag den tyske medinddragelse af denne middel­

bare gerningsmand under begrebet »Täterschaft«.

Medgerningsmand (Mittäter) er den person, der sammen med en an­

den udfører selve den strafbare handling, f.eks. to indbrudstyve, der følges ad og er fælles om at fjerne genstande fra gerningsstedet.

Begrebet rækker imidlertid videre til også at omfatte personer, der deltager i en fælles forbrydelse efter en given arbejdsdeling. A ud- færdiger f.eks. den falske check, og B foreviser den til betaling i banken.88 M edgemingsmanden behøver således ikke selv at være til stede på gerningsstedet, ligesom han ikke behøver at realisere selve den strafbare handling.

Ikke blot fysisk deltagelse i et led i forbrydelsen, men også psy­

kisk deltagelse vil kunne være omfattet af begrebet. Således nævnes hos Schönke/Schröder,89 at også råd, der gives før eller under forbry­

delsen, vil kunne begrunde henførelse som medgerningsmand un­

der StGB § 25, stk. 2.

Denne opdeling i 3 forskellige typer af gerningsmandsvirksom- hed er primært baseret på forsætsdelikter. Dette viser sig særligt tydeligt i den metodik, der anvendes ved sondringerne imellem gerningsmandsvirksomhed og medvirken (Täterschaft und Te­

ilnahme), jf. nærmere nedenfor. Baggrunden herfor er, at uagtsom- hedsdelikter90 afgrænser sine ansvarssubjekter ud fra de krav til agtsomhed, der stilles i de enkelte situationer sammenholdt med de virkninger, den enkeltes handlinger får i relation til gerningsindhol­

det.91

88. Se Sch./Schr-Cram er s. 434/(61).

89. A.st. s. 436/(67).

90. Som kun eksisterer, såfrem t uagtsomhed er særligt hjem let i det enkelte gernings­

indhold, jf. StGB § 15.

91. Jf også Wessels s. 139/(506): »Täter eines Fahrlässigkeitsdelikt ist vielm ehr jeder, der durch eine Sorgfaltspflichtsverletzung in objektiv zurechenbarer Weise zur Tatbe­

standsverw irklichung beiträgt« sam t Sch/Schr-Cramer, s. 258/(148) ff.

2Å.3.2 Teilnahme

Reglerne om gerningsmandsvirksomhed i StGB § 25 suppleres af regler om medvirken i §§ 26 og 27:

»§ 26. Als Anstifter wird gleich einem Täter bestraft, wer vorsätzlich einen anderen zu dessen vorsätzlich begangener rechtswidriger Tat bestim m t hat.

§ 27. (1) Als Gehilfe wird bestraft, wer vorsätzlich einem anderen zu dessen vorsätzlich begangener rechtswidriger Tat Hilfe geleistet hat.

(2) Die Strafe für den Gehilfen richtet sich nach der Strafdrohung für den Täter. Sie ist nach § 49 Abs. 1 zu mildern.«

Som det fremgår, er medvirken her opdelt i to typer: anstiftelse og medhjælp. Anstiftelse i henhold til § 26 forudsætter, jf. ordlyden, at anstifteren forsætligt har påvirket gerningsmanden til at begå en forsætlig forbrydelse. Anstiftelse kræver, at gerningsmanden ikke på forhånd må have besluttet sig for at begå forbrydelsen. Det er dog tilstrækkeligt til at statuere anstiftelse, at gerningsmanden endnu var i tvivl, om han ville begå forbrydelsen eller blot i mere generelt holdte vendinger har besluttet sig for at begå en forbry­

delse, men nu påvirkes til at begå en konkret forbrydelse.92 Der stilles ikke særlige krav til det middel, hvormed anstiftelsen kan foregå, blot der er tale om en udtrykkelig eller indirekte opfordring, der er forbundet med den nødvendige psykiske indflydelse på ger­

ningsmandens beslutning.93 Anstifterens forsæt skal omfatte den konkretiserede forbrydelse, og han skal kende de omstændigheder, der begrunder, at gerningsmandens handling er en forbrydelse. An­

stifteren behøver således ikke at have forsæt til, at gerningsmandens handling udgør en forbrydelse og er strafbar, men nok til at det drejer sig om en retsstridig handling.94

92. Jf. Sch/Schr-Cramer, s. 441/(5).

93. Sch/Schr-Cram er næ vner s. 442/(7) retsafgørelser, hvor f.eks. overtalelse, ønsker, an­

m odninger ja selv spørgsm ål har været tilstrækkeligt til at statuere anstiftelse.

94. Jf. Sch/Schr-Cramer, s. 443/(15).

M edhjælp i henhold til § 27 kræver ligeledes, at såvel den medvir­

kende som gerningsmanden har handlet forsætligt. Før 1975 nævnte den tilsvarende bestemmelse95 udtrykkeligt »Rat und Tat« som de måder, hvorpå man kunne bistå gerningsmanden. Dette rammer stadig ned i kernen af en eventuel medhjælp efter § 27. Der kan være tale om såvel intellektuel, psykisk som fysisk bistand, blot bistanden muliggør, letter eller forstærker gerningsmandens forbrydelse. Det er et krav, at bistanden er kausal for den gennemførte (eller dog forsøgte) forbrydelse, om end der ikke kræves conditio sine qua non.96

Den medhjælpende behøver ikke at handle i fælles forståelse med gerningsmanden og kan endda ligefrem fraråde ham at gen­

nemføre en forbrydelse, som den medhjælpende måske finder for­

kastelig, når blot han har det fornødne forsæt til, at hans bistand indgår som et understøttende element i gerningsmandens retsstri­

dige handling. Den medhjælpende behøver ikke at kende alle de­

taljer i gerningsmandens forbrydelse, men skal have kendskab til i hvert fald hovedbestanddelene 97

2A.3.3 Afgrænsningen mellem Täterschaft og Teilnahme

Som det er fremgået af det forudgående, synes der umiddelbart at kunne være en del overlap og afgrænsningsproblemer imellem ger- ningsmandsvirksomhed i henhold til StGB § 25 og medvirken efter

§§ 26 og 27. Er den person, der anstifter en anden til at begå en forbrydelse f.eks. middelbar gerningsmand eller anstifter? og er den, der bidrager i form af rådgivning om gennemførelsen af et bedra­

geri at betragte som medgerningsmand eller som medhjælper?

Det ville føre for vidt her at nævne alle de modeller,98 der har været fremhævet i teorien, idet der er tale om et specifikt tysk

pro-95. § 49 a. F.

96. Se Sch/Schr-Cram er, s. 446/(10) ff. og Wessels s. 163 f./(582).

97. Jf. Sch/Schr-Cram er, s. 448/(19) og Wessels s. 164/(584).

98. For en m ere udførlig gennem gang m ed m ange henvisninger kan henvises til Sch/

Schr-Cramer, s. 406/(51) ff. eller, især for de ældre teoriers vedkom m ende, til Roxin:

Täterschaft und Tatherrschaft, s. 4-59.

b le m " med en særligt tysk angrebsvinkel. Følgende hovedmodeller har dog været fremherskende:

1) D en form al-objektive teori, hvorefter gerningsmand er den, der selv helt eller delvist udfører forbrydelsens iværksættelseshandling, hvorimod medvirkende alene er den, der bidrager med forberedel­

ses- eller understøttelseshandlinger. Denne teori må dog nu anses for forladt, men var fremherskende indtil 1930'erne.

2) Den subjektive teori, der fokuserer på den handlendes indre ind­

stilling til forbrydelsen. Gerningsmand er herefter den, der vil gen­

nemføre forbrydelsen som »sin egen« og opfatter sig som gernings­

mand (Täterwillen - animus auctoris). Medvirkende er herefter den, som har vilje til at deltage i en andens forbrydelse, som han dog gerne vil fremme (Teilnehmerwillen - animus socii).

3) De efterhånden mest fremtrædende teorier (de materiel- og final­

objektive) er baseret på anvendelse af begrebet »Tatherrschaft«,100 der upræcist kan oversættes til gemingsherredømme. Gernings­

mand er herefter den, der er i besiddelse af herredømmet over hele eller dele af forbrydelsen. Gerningsmanden er med andre ord nøg­

lepersonen, hvorimod de medvirkende er statister med mere eller mindre betydningsfulde opgaver.

Begrebet »Handlungsherrschaft« (handlingsherredømme) dækker over den umiddelbare gerningsmand, i hvis magt det står, om

for-99. Under solid finansiering fra EU har strafferetlige kredse i Europa siden 1995 beskæ f­

tiget sig m ed, hvorledes EUs finansielle m idler kunne beskyttes. I forbindelse med dette arbejde er der blevet udarbejdet et udkast til en Corpus Juris inden for straf­

feretten. Dette projekt består i første om gang af 8 gerningsindhold (der alle om hand­

ler beskyttelse af EUs m idler) sam t nogle alm indelig dels bestem m elser - herunder regler om m edvirken. I dette arbejde med den præ tentiøse titel er artikel 12 bygget op som en blanding af tysk og fransk m edvirkensret - m eget lig den tyske opdeling.

Ifølge »bem ærkningerne til udkastet til lovforslaget« skyldes denne opbygning, at den positive opdeling er baseret på den historiske retsudvikling i Europa og er i harmoni med retsordenen i et flertal af m edlem slandene, jf. M ireille Delm as-M arty (red ): Corpus Juris der strafrechtlichen Regelungen zum Schutz der finanziellen Interessen der Europäischen Union, s. 42.

100. Begrebet er i nyere tid blevet forfinet og har fået sin gennem slagskraft m ed Roxin:

Täterschaft und Tatherrschaft, hvor 1. udgaven udkom i 1963.

brydeisen skal gennemføres eller ikke. Der er ham, der skal udføre selve forbrydelsens handling.

Om »Willenherrschaft« taler man, ved det herredømme den mid­

delbare gerningsmand har i kraft af sin indflydelse på den person, der faktisk realiserer forbrydelsen. Der kan være tale om et herre­

dømme via organisation, ved hjælp af udnyttelse af vildfarelser eller gennem tvang. Fælles er, at det skal være i den middelbare ger­

ningsmands magt at gennemføre eller standse forbrydelsen, herun­

der ændre måden hvorpå den udføres.

Endelig anvendes begrebet »funktionelle Tatherrschaft« for med- gerningsmanden, idet han (til forskel fra en blot medvirkende) op­

retholder herredømmet over sin del af forbrydelsen og dermed hele forbrydelsens udførelse.101 Herredømme over den samlede forbry­

delses gennemførelse kan den enkelte deltager imidlertid kun have, hvis hans bistand ligger i eller umiddelbart ved iværksættelses- handlingen. I det omfang den pågældende blot optræder på forbe- redelsesstadiet, kan man ikke tale om et herredømme over den en­

delige forbrydelse, idet han på et tidspunkt må »give slip« på sin kontrol over forbrydelsen, i hvert fald når hans bidrag er udført.

Roxin har på den baggrund beskrevet det objektive område for den mulige medgerningsmand, som «. .. Beteiligung ... bei oder in un­

mittelbarem Zusammenhang mit der Tatbestandshandlung, der in Frage kom m e.«102

I den tyske teori er der i dag overvældende tilslutning til at anvende gerningsherredømme-betragtningen som den afgørende ved afgrænsningstvivl mellem gerningsmand og medvirkende.103 I retspraksis synes der imidlertid at være en fastholden ved de subjek­

tive teorier, om end med en bevægelse hen imod inddragelse af mere objektive afgrænsningskriterier. De indicier, der anvendes af domsto­

lene for at afgøre, om der i det konkrete tilfælde har været tale om gerningsmandsvirksomhed og ikke blot om medvirken, er f.eks.

graden af den pågældendes egeninteresse i forbrydelsen, i hvilket

101. Se således Roxin, a.sl. s. 280.

102. A.st. s. 304.

103. Jf. således Sch/Schr-Cram er s. 410/(64) ff., Wessels s. 143/(518) og Roxin, s. 632 f., alle med henvisninger.

omfang den pågældende har deltaget i forbrydelsens udførelse, og om der har været tale om eller dog tilsigtet et gerningsherredømme af den pågældende.104

For dette værks tema skulle ovenstående - uanset dets meget forenklede og afgrænsningstvivlsudeladende - resume af tysk ret klart illustrere, at en rådgiver, der opsøges af en anden person med henblik på at få råd og/eller vejledning, under normale omstæn­

digheder aldrig vil kunne falde ind under StGB § 25's regler om gerningsmandsvirksomhed og heller ikke under § 26 om anstiftel­

se.105

Tilbage står derfor den mulige anvendelse af StGB § 27 om bei- hilfe som værende den centrale bestemmelse for et eventuelt med- virkensansvar for rådgivere.1061 det følgende vil derfor i særdeles­

hed denne bestemmelse og litteratur og afgørelser vedrørende den blive inddraget.

In document Rådgivning II (Sider 42-48)