Conspiracy

Ifølge Criminal Law Act 1977, Part I, er det en forbrydelse i sig selv at indgå en aftale om at begå en forbrydelse. Reglen supplerer såvel medvirkensreglerne som forsøgsreglerne, hvilke sidstnævnte forud­

sætter en »more than merely preparatory« handling,153 hvor det objektive krav i forbrydelsen conspiracy er en aftale (af et givent indhold). Dette indebærer, at et strafansvar kan ind træde tidsmæs­

sigt hurtigere ved forbrydelser med flere gerningsmænd end med enkel tmandsf orbry delser.154

152. Se nærmere Law Com 300/2006, s. 146 ff., hvor lovudkastet indeholder en række beskrivelser af forskellige situationer, supplerende regler og undtagelser (»defen­

ces«).

153. Jf. the Crim inal Attem pts Act 1981, section 1(1).

154. Dette er faktisk også gældende dansk ret, idet straffelovens § 21 forudsætter en

»handling« før, et strafansvar indtræder, m en sam tidig antages det, at den blotte

I lighed med forsøgsreglerne forudsætter conspiracy forsæt, og om end de nærmere krav til indholdet af dette forsæt er omdisku­

teret, er der tilsyneladende enighed om, at forsætskravet er stren­

gere ved conspiracy end ved forsøg, hvor recklessness med hensyn til i hvert fald visse omstændigheder omkring forbrydelsen efter nogle afgørelser vil kunne være tilstrækkeligt.155

Reglerne om conspiracy rummer imidlertid fortsat den særegen­

hed, at ikke blot den nu lovbundne form, som skitseret ovenfor, er strafbar, men tillige rudimenter af den gamle common law regel om conspiracy, hvorefter der var tale om en sådan forbrydelse ved ind­

gåelse af aftale om at udføre en »ulovlig« handling, også selvom denne handling ikke i sig selv var kriminaliseret, fortsat er gæl­

dende ret. Dette gælder således fortsat f.eks. conspiracy to de­

fraud156 og conspiracy to corrupt public morals157. Retspraksis på området er dog i dag langt fra entydig, og det opfattes vel nærmest som en sikkerhed for at kunne straffe selv i mere specielle tilfælde.158 Der er da også rejst berettiget kritik af disse reglers opretholdelse, hvis formålet alene er dette.159

Et andet træk, karakteristisk for conspiracy (og tillige afstedkom­

mende kritik) er en tendens hos anklagemyndigheden til at anvende reglerne om conspiracy, hvor det er »tilstrækkeligt« at bevise aftalen og dennes elementer, frem for det måske ofte vanskeligere at føre

indgåelse af en aftale kan opfylde kravene til en handling, jf. f.eks. Vagn Greve i Kom m enteret straffelov, aim. del, s. 187 og Stephan Hurwitz: Den danske Kriminalret, alm indelige del, s. 323. Det kan i høj grad diskuteres om en blot m undtlig udveksling af enige synspunkter kan og bør sidestilles med en positiv, ydre handling. Også hensyn til ytringsfriheden kan her spille en begrænsende rolle. Det antages norm alt, at der er sam m enhæng m ellem den nedre grænse for § 21's anvendelsesom råde og straffelovens § 23 om m edvirken. Se nærm ere om forholdet til § 21 afsnit 3.5 neden­

for.

Som forsvar for conspiracy som selvstændig forbrydelser, anfører Law C om m is­

sion i Law Com 300/2006, s. 5, note 15, at en aftale (til forskel fra et udtalt forsæt om at ville begå en forbrydelse) indeholder et elem ent af gensidig opmuntring.

155. Se hertil især den m eget om fattende beskrivelse hos Smith & Hogan, s. 280 ff. sam ­ m enholdt med Andrew Ashworth: Principles s. 464 f. vedrørende de subjektive krav til forsøg.

156. Se herom f.eks. Law Com 300/2006, s. 25 f.

157. Shaw v. DPP [1961] 2 W.L.R 897, H L og Knüller v. D PP [1972] 3 W.L.R 143, HL.

158. Se i det hele Smith & H ogan, s. 293 ff.

159. Jf. Andrew Ashworth: Principles s. 474 f.

bevis for gerningsindholdets faktiske opfyldelse og de enkelte del­

tageres rolle i den forbindelse.160 Der er således intet i reglerne om conspiracy, hverken de legislative eller de der følger af retspraksis, der forhindrer anvendelsen, selvom den planlagte forbrydelse fak­

tisk er gennemført.161

I USA anvendes endda den såkaldte Pinkerton-doktrin,162 hvoref­

ter deltageren i en conspiracy bliver ansvarlig for alle de forbrydel­

ser, der flyder af sammensværgelsen, eller som med rimelighed kan forudses som konsekvenser heraf. I denne vide form anvendes con­

spiracy ikke længere i England.163 2.4.43.4 RICO

Som et rent US-amerikansk supplement kan nævnes den såkaldte

»RICO« Act,164 der blev indført i 1970 i et forsøg på at bekæmpe den organiserede kriminalitet, men som siden er blevet anvendt især i sager om økonomisk kriminalitet.165 Det særegne ved RICO er blandt andet, at dens gerningsbeskrivelser er overordentligt løse, at den giver adgang til at foretage beslaglæggelser og konfiskationer selv ud over det sædvanlige for US-amerikansk ret, og at beviskra­

vene er særdeles lempelige. Hertil kommer, at den giver mulighed for at idømme meget strenge straffe for forseelser, der normalt ikke takseres så hårdt.166

160. For tilsvarende kritik i USA, se Lafave & Scott Jr.: Crim inal Law, s. 526 ff.

161. Det betragtes dog som »bad practice« at rejse tiltale for såvel conspiracy som for den fuldbyrdede forbrydelse, jf. Andrew Ashworth: Principles, s. 474. Se også Smith &

H ogan, s. 306.

162. Pinkerton v. United States, 328 US 640 (1946). Det frem hæves dog af Wayne R. LaFave:

C rim inal Law, s. 634 f., at m odstanden mod Pinkerton-doktrinen har været tilta­

gende gennem årene, og at f.eks. M odel Penal Code ikke rum m er denne doktrin.

163. Jf. Dennis, s. 43. Det må da også være logisk, at straf for conspiracy er en straf for at aftale en given forbrydelse, og da det er aftalen, der er det centrale forbrydelsesele- m ent, er det også denne og det forsæt, de enkelte deltagere har hertil, der kan straffes. Ikke eventuelle andre forbrydelser, der udføres af andre deltagere undervejs, m en som ikke var om fattet af den øvriges forsæt. Dette er da også den retsstilling, der beskrives af Smith & H ogan, s. 286 ff.

164. RICO står for: »the Racketeer Influenced and Corrupt Organizations Act«, som er blevet indarbejdet af 31 am erikanske stater.

165. For en ajourføring af praksis især i relation til RICOs anvendelse overfor revisorer, se M oham m ed B. Hemraj i Journal of Financial Crim e, vol. 10, 2002:2, s. 159 ff.

166. Se for en nærm ere beskrivelse John R. Rowlett, Am erican Journal of Crim inal Law, vol. 20:239, 1992-93.

Kravene til en domfældelse kan sammenfattes til,167 at anklage­

myndigheden skal bevise:

»(1) that the defendant; (2) through the com m ission of two or more acts; (3) constituting a »pattern«; of (4) »racketeering activity«; (5) di­

rectly or indirectly in vested ] in, or m aintained ] an interest in, or participa te[d] in; (6) an »enterprise«; (7) the activities of which af­

fe cte d ] interstate or foreign commerce«.

Referatet illustrerer tydeligt vagheden i gerningsbeskrivelsen, samt at den indlysende rammer et område af medvirken, hvor den blotte deltagelse i et forretningsarrangement, sågar udførelse af arbejde for eller sammen med personer, der i den sammenhæng begår en for­

brydelse, i sig selv kan være tilstrækkeligt til at pådrage sig (et strengt) ansvar.

Sammenfattende synes det, som om de her nævnte supplerende retsregler primært findes for at afbøde eventuelt »uheldige« resul­

tater af, at straf for medvirken (som secondary part) forudsætter, at hovedforbrydelsen rent faktisk gennemføres og endda gennemføres af en person, der selv opfylder betingelserne for strafansvar. Det kan meget vel være de engelske medvirkensreglers afledede natur, der er med til at skabe behovet især for regler om incitement og con­

spiracy, hvor ellers typiske medvirkenshandlinger må konstrueres som selvstændige forbrydelser for at kunne fastholde princippet om medvirkensansvaret som afledet fra hovedmandens ansvar.

Sammenholder man de her i afsnittet beskrevne regler, danner der sig et klart billede af, at engelsk ret på det objektive plan har lige så omfattende regler om medvirken som i Danmark, hvorimod der er en markant sondring på det subjektive plan. Al medvirken (her­

under medvirkenslignende selvstændige forbrydelser) forudsætter forsæt.168

167. Jf Tracy Doherty, David Druffner, Rajinder Singh & A nne Warde, Am erican Crim inal Law Review vol. 31:769, 1993-94. (775) med henvisninger.

168. D enne retstilstand kritiseres af K.j.M . Smith-. Complicity, s. 192 f. m ed afsæt i et eksem pel om objektivt ansvar for hovedm anden, m en straffrihed for den uagtsom t m edvirkende. Han afviser dog at hans eget forslag om at uagtsomhed hos den

Som det imidlertid fremgår af afsnit 5 nedenfor, er det langt fra indlysende, hvorledes man skal fastsætte kravene til den medvir­

kendes forsæt. Som nævnt ovenfor i afsnit 2.4.4.2 er det i dag klart efter engelsk retspraksis, at den medvirkende ikke behøver at have noget ønske om at fremme hovedmandens forbrydelse. Det er til­

strækkeligt, at den medvirkende indser, at hans bistand vil fremme en andens forbrydelse.

Så klar er retstilstanden ikke i USA,169 hvilket har ført til, at man i hvert fald der må afvise, at den medvirkendes forsætligt foretagne bistandshandling kan være tilstrækkelig til domfældelse, hvor ho­

vedmandens forbrydelse er blot uagtsom.170 Et eksempel på den problemstilling, der kan opstå, er den person, der overlader sin bil til en spirituspåvirket, der herefter (uagtsomt) påkører og dræber en fodgænger. For at komme uden om den »forhindring«, at medvir­

ken kræver forsæt muligvis endda i den form, at den medvirkende ønsker at fremme forbrydelsen ved sin handling, har man i stedet set afgørelser, hvor den teknisk set medvirkende til en uagtsomt begået forbrydelse (der naturligvis også skal være strafbar i uagt­

som form) i stedet for at blive betragtet som medvirkende til den andens uagtsomme manddrab behandles som (med)gerningsmand til det uagtsomme drab. Derved drejes tilregnelsesvurderingen væk fra kombinationen (medvirkenshandling med viden om en vis ri­

siko og en andens uagtsomme adfærd) over til en mere enkeltstå­

ende vurdering: har overladelsen af bilen til den spirituspåvirkede uagtsomt medført fodgængerens død. Lafave & Scott Jr. fremhæver dog,171 at denne løsning efter amerikansk ret kun kan anses for uproblematisk ved forårsagelsesdelikter.

m edvirkende i hvert fald i sådanne situationer skulle have nogen realistisk udsigt til gennem førelse. Berettigelsen af denne pessim ism e bekræftes af Law Com m issions kom m entarer i Consultation paper No 131, s. 111.

Visse steder forudsættes endda ikke blot forsæt i sædvanlig forstand., m en lige­

frem et ønske om at frem me forbrydelsen, således f.eks. i Californien, jf. Sanford H.

Kadish, Journal of Crim inal law and Crim onology 87, No. 2 [1997], s. 369 ff. (382).

169. Jf. foranstående note sam t Lafave & Scott Jr.-. Crim inal Law, s. 580 ff.

170. Her bortses fra tilfælde, hvor hovedm anden er en (relativt) uskyldig agent for den m edvirkendes forsætlige forbrydelse.

171. Crim inal Law, s. 585 f.

2.4.5 Den svenske model

In document Rådgivning II (Sider 59-64)