Ordnungswidrigkeiten

omfang den pågældende har deltaget i forbrydelsens udførelse, og om der har været tale om eller dog tilsigtet et gerningsherredømme af den pågældende.104

For dette værks tema skulle ovenstående - uanset dets meget forenklede og afgrænsningstvivlsudeladende - resume af tysk ret klart illustrere, at en rådgiver, der opsøges af en anden person med henblik på at få råd og/eller vejledning, under normale omstæn­

digheder aldrig vil kunne falde ind under StGB § 25's regler om gerningsmandsvirksomhed og heller ikke under § 26 om anstiftel­

se.105

Tilbage står derfor den mulige anvendelse af StGB § 27 om bei- hilfe som værende den centrale bestemmelse for et eventuelt med- virkensansvar for rådgivere.1061 det følgende vil derfor i særdeles­

hed denne bestemmelse og litteratur og afgørelser vedrørende den blive inddraget.

telse af bestemmelsen, ligesom ordet »ordnungswidrig« ofte vil være anvendt.108

OWiG § 1, stk. 1, beskriver selv Ordnungswidrigkeiten således:

»Eine O rdnungswidrigkeit ist eine rechtswidrige und vorwerfbare H andlung, die den Tatbestand eines Gesetzes verw irklicht, das die Ahndung mit einer Geldbuße zuläßt.«

Der findes Ordnungswidrigkeiten i selve OWiG, men de fleste be­

stemmelser findes i færdselslovgivningen, miljølovgivningen, skat­

telovgivningen og erhvervslovgivningen109 i øvrigt.

Uagtet grundtanken med Ordnungswidrigkeiten er og var, at der alene skulle være tale om mindre forseelser, er der imidlertid ikke tale om en opsamlingsmulighed under konkrete straffebestemmel­

ser eller -sager, men derimod om et helt selvstændigt regelsæt, der eksisterer parallelt med det sædvanlige straffesystem. Man kan der­

for opleve f.eks. at små tyverisager, behandles efter de strafferetlige regler, mens langt alvorligere Ordnungswidrigkeiten,110 behandles efter dette system.111

Baggrunden for at fremhæve denne type forseelser på dette sted er, at der siden 1969 her har været et gerningsm ands-/medvirker- system, der afviger væsentligt fra den tyske strafferets system. I OWiG § 14 har man således indført et enhedsgerningsmandssystem (Einheitstäterbegriff) angiveligt for at lette retsanvendelsen ved disse mindre indgribende retsfølger.112

OWiG § 14, stk. 1, lyder:

108. Eksem pelvis lyder overskriften i § 39 i G esetz über den W ertpapierhandel (WpHG)

»Bußgeldvorschriften« og Afsnit 1, indledes med ordene: »Ordnungsw idrig handelt, w er vorsätzlich oder leichtfertig ...«.

109. F.eks. i G esetz über Preisnachlässe, Rabattgesetz, Handelsgestezbuch, Börsengestez og, som nævnt, i W pHG.

110. F.eks. er der i W pH G § 39, afsnit 3 foreskrevet G eldbuße op til 3 m illioner DM.

111. Alt jf. Bohnert i Karlsruher OW iG-Kom m entar, s. 8.

112. Jf. f.eks. Sch/Schr-Cram er, s. 399/(11 f.), m en stærkt kritisk over for det »forenklede«

i OWiG § 14 Rengier i K arlsruher OW iG-Kom m entar, s. 199.

»Beteiligen sich mehrere an einer Ordnungswidrigkeit, so handelt je­

der von ihnen ordnungswidrig. Dies gilt auch dann, wenn besondere persönliche Merkmale (§ 9 Abs. 1), welche die M öglichkeit der Ahndung begründen, nur bei einem Beteiligten vorliegen«.

Herved bringes Mittäterschaft, Anstiftung und Beihilfe ind under bestemmelsens ordlyd. Objektivt kræves fra den »medvirkendes side«, at hans bidrag er en medvirkende årsag til gennemførelsen af den sanktionerede handling.113

Subjektivt kræver straf for overtrædelse af OWIG som udgangs­

punkt forsæt, medmindre den pågældende bestemmelse udtrykke­

ligt fastsætter, at uagtsomhed er nok.114 Hvorvidt uagtsom medvir­

ken (til en handling, hvor uagtsomhed er tilstrækkeligt for hoved­

manden) er omfattet, er stærkt omdiskuteret i tysk teori. Langt stør­

steparten af teorien antager imidlertid, at der - i lighed med de almindelige strafferetlige medvirkensregler - kræves forsætlig med­

virken i alle tilfælde.115 Bloy ser antageligt rigtigt, når han fremhæ­

ver,116 at baggrunden for at fastholde dette krav om forsæt dybest set er et ønske om at parallelisere anvendelsesområdet for medvir­

ken inden for henholdsvis OWiG og StGB, idet et logisk gennemført Einheitstäter-begreb naturligvis må indebære, at også forsætlig m ed­

virken til en andens uagtsomme handling er sanktionerbar,117 lige

113. Jf. Rengier, a.st. s. 204.

114. Jf. OWiG § 10.

115. Se f.eks. Rengier, a.st. s.200 og Bloy i Festchrift für Rudolf Schm itt, s. 35 m. henvis­

ninger.

116. A.st. s. 36. Se også BGH , beslutning af 6. april 1983 (2 StR 547/82), gengivet i wistra 1983.161, hvor senatet som en del af sin begrundelse anfører: »Das Gebot, W ertungs­

w idersprüche zw ischen dem Strafrecht und dem Recht der Ordnungsw idrigkeiten zu verm eiden, und der - auch durch die Entstehungsgeschichte belegte - Zweck der Norm führen indes zu der vom erkennenden Senat vorgenom m enen einschrän­

kende Auslegung.«

117. At dette ikke er strafbart efter tysk ret er fastslået ved BGH, beslutning af 6. april 1983 (2 StR 547/82), gengivet i wistra 1983.161: »... Wer vorsätzlich m itverursacht, daß ein anderer fahrlässig eine O rdnungsw idrigkeit begeht, beteiligt sich dam it nicht im Sinne von § 14 Abs. 1 OWiG an dieser Tat.« Se dog for en indskrænkende fortolkning af afgørelsen til alene at vedrøre tilfælde af m edvirken til overtrædelse af andres særlige pligtforhold, Gohier i wistra 1983.242. Efter senatets begrundelser forekom ­ mer Göhlers fortolkning dog ikke overbevisende.

såvel som den uagtsomme medvirken til en andens uagtsomme handling, der også er sanktionerbar i uagtsom form, må være det.118 2.4.3.5 Tidsmæssige krav

Da det tyske medvirkensansvar er et accessorisk ansvar, jf. nærmere nedenfor i afsnit 2.5, er strafansvar afhængigt af, at hovedgerningen gennemføres eller dog når ind i det strafbare forsøgsområde.119 Til­

svarende gælder selvsagt for den person, der bedømmes som ger­

ningsmand, at ansvaret først indtræder i og med hændelsesforløbet er kommet ind i det strafbare forsøgsområde.

Det strafbare forsøgsområde er fastsat i StGB § 22:

»Eine Straftat versucht, wer nach seiner Vorstellung von der Tat zur Verwirklichung des Tatbestandes unmittelbar ansetzt.«

OWiG § 13, stk. 1, er tilsvarende formuleret. Forsøg er generelt strafbart ved forbrydelser,120 men ved forseelser og Ordnungswid­

rigkeiten121 kun når det er særligt hjemlet. Der er ikke i tysk teori enighed om, hvilke kriterier der er afgørende for forståelsen af, hvornår man tidsmæssigt set er nået ind i området, hvor forbrydel­

sen umiddelbart igangsættes.122

Afgørende er som udgangspunkt, om gerningsmanden er kom­

met til det stadium, hvor det beskyttede retsgode er i umiddelbar fare for at blive krænket. Altså ikke et krav om udførelse af en iværksættelseshandling, men dog et krav om, at man f.eks. har ind­

fundet sig på gerningsstedet og nu er klar til at begå forbrydelsen.

At fjernere forberedelseshandlinger under alle omstændigheder er straffri, er der enighed om, allerede fordi dette følger direkte af lovtekstens ordlyd.

118. Den snart eneste fortaler for dette konsekvente system er Kienapfel i f.eks. NJW 1970.1828 ff.

119. Jf. Wessels, a.st. s. 157/(560) ff.

120. I henhold til StGB § 12 er forbrydelser (»Verbrechen«) retsstridige handlinger, der kan m edføre straf af m indst 1 års fængsel, hvorim od forseelser (»vergehen«) er sådanne, der højst kan m edføre m indre frihedsstraf eller bøde.

121. Jf. OWiG § 13, stk. 2.

122. Se Sch/Schr-Eser, s. 344/(24) ff. for en kort oversigt over de vigtigste teorier.

Strafansvaret for en medvirkende rådgiver vil således efter de almindelige forsøgs- og medvirkensregler i tysk ret først indtræde, når hans klient står umiddelbart overfor fuldbyrdelsen af forbrydel­

sen - er nået til iværksættelsesstadiet.123

For i givet fald at kunne »bremse« et komplot på et tidligere tidspunkt findes imidlertid i StGB § 30 en særlig regel om »forsøg på deltagelse«. Omfattet er således den, der forsøger at bestemme en anden til at begå en forbrydelse124 eller at anstifte ham dertil. Til­

svarende straffes den, der erklærer sig villig til at begå en forbry­

delse, den, der accepterer et tilbud om at begå en forbrydelse, og den, der aftaler at begå en forbrydelse. Omfattet af § 30 er imidlertid ikke den blotte bistand til et forsøgs gennemførelse, ligesom det heller ikke er tilstrækkeligt at indgå en aftale om, at den ene skal yde bistand (»Beihilfe«) til en forbrydelse, der skal gennemføres af den anden. Aftalen må gå ud på »Mittäterschaft« eller »Anstiftung« for at være omfattet.

Der er ganske strenge krav til konkretiseringen af forbrydelsen, herunder en endelig beslutning om at begå denne.125

2.4.4 Den engelske model

In document Rådgivning II (Sider 48-52)