I det foregående er medvirkensobjektet blevet beskrevet som reali
seringen af et gerningsindhold. Dette er sket for at nedtone det forhold, at der som oftest vil være tale om, at en anden end den medvirkende er »hovedmand« til forbrydelsen, idet de negative medvirkensteorier, hvortil dansk ret slutter sig, netop ikke accepte
rer noget behov for en ansvarsmæssig sondring mellem flere med
virkende eller medvirkende og hovedmand i betydningen, den der realiserer det gerningsindhold, hvortil der er tale om medvirken (nogle steder beskrevet som § N).
Et gerningsindhold er realiseret, når forbrydelsen er fuldbyrdet i teknisk forstand, forudsat et eventuelt subjektivt overskud tillige er til stede på dette tidspunkt. - f.eks. tilegnelsesforsættet i tyveri, når genstanden borttages, eller forsættet til skatteunddragelse, når den urigtige selvangivelse indleveres.
At det forholder sig således, at medvirken kun omfatter bistand senest op til (afslutningen af) forbrydelsens realisering, er gældende for vel stort set alle retssystemer.406 Det forekommer da også logisk umuligt at udføre en »medvirken« forstået som en adfærd, der be
fordrer eller dog indgår i realiseringen af et gerningsindhold, efter dette er blevet realiseret. På det tidspunkt er der ikke længere noget at medvirke til, ligesom man ikke selv længere kan »arbejde frem«
mod realiseringen af et gerningsindhold (for det er jo netop blevet realiseret).
Denne logiske følgeslutning er en naturlig konsekvens af at be
skrive medvirkensobjektet som det realiserede gerningsindhold. Be
skrev man det i stedet som medvirken til en »forbrydelse«, ville man kunne spørge, hvornår og i denne sammenhæng især hvorlænge, der foreligger en forbrydelse? Er forbrydelsen først ophørt, når liget er skaffet af vejen? Når skattevæsenet i første omgang har accepteret den urigtige selvangivelse - eller først når ændringsfristen udløber?
Er skyldnersvigsforbrydelsen først afsluttet, når gerningsmanden atter er økonomisk på fode, eller når kreditorerne har fået deres penge?
Man kan forholde sig generelt til dette problem, men i nærvæ
rende sammenhæng er det tilstrækkeligt at henvise til den »tekni
ske« løsning, der er valgt i strafferetten. Alle forbrydelser har her
efter i deres gerningsindhold et fuldbyrdelsestidspunkt, som udløser en række strafferetlige konsekvenser, og hvor man også ofte sprog
ligt og intuitivt vil sige, at på dette tidspunkt er der faktisk »begået en forbrydelse«. Det konkrete fuldbyrdelsestidspunkt fastsættes ved fortolkning af hver enkelt bestemmelse og vil kunne være indly
sende og enkelt at fremfinde, eller det kan forekomme mindre klart og ikke være umiddelbart indlysende. Ved visse typer af forbrydel
406. Jf. også for Engelsk rets vedkom m ende Smith & H ogan: Crim inal Law, s. 134. I England anvendes betegnelsen »accessory after the faet« ikke længere, m en det gør den fortsat i enkelte U S-am erikanske stater, også selvom indholdet af denne forbry
delse næsten overalt er reguleret ved særlige delikter, der alle strafbelægger en adfærd, der ofte karakteriseres som »hindering« af pågribelse eller rettergang, jf.
Wayne R. Lafave: Crim inal Law, s. 646 f. Sidstnævnte forfatter anfører blandt andet (s.
646): »The accessory after the fact, on the other hand, had no part in causing the crim e; his offence is instead that of interfering with the processes of justice and is best dealt w ith in those terms.«
ser er fuldbyrdelsestidspunktet et øjeblik (f.eks. manddrab), ved andre strækker fuldbyrdelsen sig over en tidsperiode, hvor der ikke er muligt at udskille en enkelt handling som adskillende sig særligt fra de øvrige i perioden, hvorover forbrydelsen gennemføres (f.eks.
brugstyveri eller voldtægt), og ved atter andre etableres der på et tidspunkt en ulovlig (s)tilstand (f.eks. frihedsberøvelse eller mang
lende indbetaling af A-skatter), som først ophører på et senere tids
punkt. I de to sidstnævnte tilfælde taler man om tilstandsforbrydel- ser, og de retlige konsekvenser af fuldbyrdelsen kan her være adskilt i tid, således at f.eks. muligheden af tilbagetræden fra forsøg ophø
rer ved etableringen af tilstanden, hvor straf for medvirken først udelukkes ved afslutningen af tilstanden.407
Særligt med henblik på forbrydelser med fremrykket fuldbyrdel- sesmoment foreslår Niels Garner,408 at man formulerer den tidsmæs
sige udstrækning af medvirkensområdet til, at adfærden er strafbar,
»såfremt den er udvist forinden eller samtidig med, at det senest indtræ
dende moment i forbrydelsens gerningsindhold er indtrådt og ikke ophørt med at foreligge«. Forslaget indebærer, at man kan strække medvir
kensansvaret længere, end man kan efter gældende ret, men skaber nye afgrænsningsproblemer. Antager man således, at der er tale om medvirken til dokumentfalsk, hvis fuldbyrdelse foreligger ved bru
gen af dokumentet, forudsat brugen sker for at skuffe i retsforhold, skulle medvirken, efter Niels Garners opfattelse, således kunne ske indtil det tidspunkt, hvor »skuffelsen« har fundet sted og er ophørt med at have fundet sted. Selv med en positiv anvendelse af det sidste led, må der indlægges et dispositionskrav i ordet skuffe (og ikke blot at den pågældende modtager opfatter dokumentet som ægte), og den således indfortolkede disposition skal være afsluttet.
Dette er efter Niels Garners opfattelse f.eks. tilfældet indtil det tids
407. Gorm Toftegaard Nielsens kritik af fuldbyrdelseslæren (og/eller begrebsanvendelse generelt i strafferetten (UfR 1990B.329 ff.)) synes påvirket af, at han opfatter fuld- byrdelsesspørgsm ålet som et »m om ent« i betydningen et øjeblik eller eet tidsm æs
sigt punkt og ordet »tilstand«, som om det skulle forstås som »stilstand«. Begge dele synes overforenklede, og kritikken derfor delvist forfejlet. I strafferet 1, ansvaret, s.
232 f. frem går dog at forfatteren er enig i indholdet af de i brødteksten anførte betragtninger, og udelukkende tager afstand fra ordet »tilstand« og »tilstandsfor- brydelse«.
408. UfR 1983B.341 ff. (344).
punkt, hvor der er udbetalt et pengebeløb på baggrund af en falsk check.409 I en række tilfælde vil modtagelsen af et falsk dokument imidlertid ikke udløse en øjeblikkelig disposition hos modtageren, og i andre tilfælde vil der måske kun udløses en delvis disposition, f.eks. hvis en falsk garanti opnås til i første række at få udbetalt et mindre beløb og senere endnu et beløb, og endelig ligger dokumen
tet fortsat som garanti for et resterende pengebeløb, der måske al
drig hæves.410 Efter Niels Garners fortolkning ville det mulige straf
ansvar for medvirken ikke ophøre. Niels Garners formål var at ope
rationalisere teoriens udtalelser om, at man muligvis kan medvirke et stykke tid efter den tekniske afslutning af fuldbyrdelsen, og inden forbrydelsen har nået sin fuldt udviklede form.411 Niels Garnes bud synes imidlertid ikke mere operativt og efterlader, ligesom øvrige
»udvidelser« i denne retning, rum for megen usikkerhed.
Den klareste afslutning på det mulige medvirkenstidspunkt op
nås ved at fastholde afslutningen af fuldbyrdelsestidspunktet, og der ses ikke noget reelt behov for at kunne straffe medvirken i en længere periode end denne. Ønsker man efterfølgende bistand straf
belagt, bør dette således ske ved anvendelse af særlige delikter (f.eks. hæleribestemmelser) fremfor ved mere eller mindre kunst
færdige fortolkninger, der tillader straf for medvirken i en længere, ubestemt periode derefter.
At man ikke længere kan medvirke til realiseringen af et ger
ningsindhold behøver naturligvis ikke at indebære, at man da heller ikke kan eller bør straffes, fordi man bistår en hovedmand, efter denne har realiseret sin forbrydelse. Hvis man ønsker at kunne straffe en sådan adfærd, kan man imidlertid ikke finde hverken hjemmel eller sproglig begrundelse for at anvende medvirkenslæ- ren, men må ty til andre løsninger.
409. A.st. s. 345.
410. Se f.eks. utrykt Østre Landsrets dom a f 11. januar 2002 (6. afd. a.s. nr. S-2844-0) - Thorsen/Trads sagen - hvor der skete dom fældelse for anvendelse af falske doku
menter, der bl.a. havde form af garantier, som alene skulle ligge til sikkerhed for opnåede lån. De første falske dokum enter blev udarbejdet og anvendt i februar 1998, og ingen af dem havde været forsøgt gjort gældende over for den angivne udsteder, da gerningsm ændene blev anholdt ca 1 år senere.
411. Se f.eks. Stephan Hurwitz: Den danske Krim inalret, alm indelig Del, s. 354 og - om end tøvende over for m uligheden - Knud Waaben: Strafferettens alm indelige del I, s. 216.
Det er da også helt typisk, at i de tilfælde, hvor der sker strafbe- læggelse af efterfølgende bistand, vil der være tale om en langt mere præcis gerningsskildring, som oftest begrundet i hensynet til at for
hindre gerningsmanden i at råde over genstande eller midler, han har fravendt nogen (hæleri), eller i at sikre gerningsmandens flugt.
Hvorledes man vælger lovteknisk at udforme sådanne bestemmel
ser falder uden for spørgsmålet om udstrækningen af medvirkens
området.412 Det er dog klart, at en del af de efterfølgende handlin
ger, der kan strafbelægges, er af samme type, som - hvis de havde foreligget forud for gerningsindholdets realisering - utvivlsomt ville have kunnet medføre straf for medvirken.413 Hertil skal endelig fø
jes, at en aftale forud for gerningsindholdets realisering om en efter
følgende bistand betragtes som medvirken og ikke som en isoleret efterfølgende adfærd. At dette er tilfældet, er fornuftigt, idet en forudgående aftale netop vil kunne påvirke hovedmandens adfærd og dermed indgå i det forløb, der udgør realiseringen af gernings
indholdet.
Hvornår medvirken således ikke længere er strafbar, afgøres ved en fortolkning af den bestemmelse, der medvirkes til. Dette bevirker naturligvis, at man ved affattelsen af de enkelte gerningsindhold også indbygger tvivl om den tidsmæssige udstrækning af en even
412. Ved lov nr. 465 af 7. juni 2001 ændredes den danske hæ leribestem m else således, at der ikke længere stilles krav om overtrædelse af specifikt opregnede førforbrydelser, men blot at udbyttet skal hidrøre fra »en forbrydelse« Æ ndringen var foreslået af udvalget for økonom isk krim inalitet og datakrim inalitet, jf. bet. 1371/1999, s. 101.
413. Term inologisk ser man da også en vis usikkerhed i anvendelsen af begreberne »ef
terfølgende m edvirken« og f.eks. »hæleri«. Se blandt andet bet. 1371/1999, hvor afsnit 9.1.3 bærer overskriften: »En særlig bestem m else om efterfølgende m edvirken/hæ leri«. Tilsvarende talte man i engelsk ret frem til 1967 om at en person, der hjalp gerningsm anden på flugt, kunne straffes »as accessory after the faet« (jf. Smith &
Hogan-. Crim inal Law, s. 165). Dette er fortsat tilfældet i nogle U S-am erikanske stater, jf. Wayne R. LaFave: Crim inal Law, s. 646 f. I Tyskland straffes for »Begünstigung«
efter StGB § 257 den, der yder hjælp for sikre gerningsm anden »die Vorteile der Tat«
og efter StGB § 258 for »Strafvereitelung« den, der forhindrer, at en anden bliver underkastet strafforfølgning for en strafbar handling.«
Efter landskabslovene og efter Danske Lov ansås da også oprindeligt »tyvs m ed
videre« såvel som den, der ydede bistand forud for tyveriet, som den, der aftog tyvekosterne. Først senere inddelte man gerningspersonerne i tyve, tyvsm edvidere og hælere, men ofte straffedes de alle blot som tyve jf. i det hele Lene Ravn & Vagn Greve: Hæleri i dansk ret, s. 5 ff.
tuel medvirken, såfremt gerningsindholdet affattes således, at det ikke umiddelbart er klart, hvornår forbrydelsen er fuldbyrdet.
Et klassisk eksempel på en bestem m else, der i dansk ret er overordent
lig uheldig i denne henseende, er straffelovens § 282 om åger. Den strafbelægger således det at »opnå eller betinge« en ydelse, der i øvrigt opfylder gerningsindholdets krav. Forestiller man sig her et alminde
ligt aftaleforløb: der indgåes en låneaftale (af ågerkarakter), hvor ud
låneren betinger sig en rente på 400 % p.a. I og med aftalens indgåelse
»betinger« udlåneren sig den pågældende ydelse, og § 282 er derfor fuldbyrdet med den konsekvens, at udlåneren ikke længere kan træde tilbage fra forsøg (idet forsøgsreglerne ikke længere finder anvendelse).
Spørgsmålet er herefter, om en medvirkende kan straffes for m edvir
ken til åger ved - det nødvendige forsæt forudsat - at træde ind og bistå på det tidspunkt, hvor pengene skal indkræves fra skyldneren (og udlåneren dermed »opnå« den pågældende ydelse). I modsætning til de ovenfor nævnte eksem pler (brugstyveri og voldtægt) er der her tale om bistand til en adfærd, der ikke på nogen måde ligner den til grund liggende aftaleindgåelse, og hvor afslutningen kan ligge endog meget langt tids- som rummæssigt fra begyndelsen af fuldbyrdelsesperioden.
I afgørelsen UfR 1936.169 H straffedes således for medvirken en per
son, der først flere måneder efter låneaftalens indgåelse gik ind i for
løbet og hjalp udlåneren med at inddrive pengebeløbet Afgrænsningen er ikke blevet lettere af, at lovgiver i 1975 indførte § 300 c, hvorefter en overdrager af en (åger)fordring, samt en der bistår ved dennes inddri
velse, kan straffes særskilt414. I et vist om fang er der her overlapning mellem handlinger, der kan straffes som medvirken til § 282 og som selvstændige overtrædelser af § 300 c - eventuelt m edvirken hertil.
Ser man særligt på rådgivningsområdet, synes der ikke at være anledning til at ændre på dette udgangspunkt eller til at fremhæve, at der skulle være særlige vanskeligheder forbundet med en sådan skarp afgrænsning mellem medvirken og efterfølgende bistand.
Som fremhævet i bind 1 er rådgivning en basis for beslutningstagen hos klienten og vil ofte fremkomme som en vekselvirkning mellem rådgivning og assistance. I den typiske situation vil enten rådgive
ren selv eller klienten udføre den handling, der realiserer det givne gerningsindhold. Som tidligere nævnt, medfører straffelovens § 23, at skellet mellem den, der teknisk set realiserer gerningsindholdet
414. Se herom Straffelovrådets udtalelse om økonom isk krim inalitet, s. 20 ff.
og eventuelle andre deltagere i gerningen, ikke eksisterer. Dette for
udsætter imidlertid, at den adfærd, der statuerer medvirkensansvar - fordi man i hvert fald implicit må via straffelovens § 23, for at finde strafhjemmelen - finder sted forud for eller senest samtidig med den andens realisering af gerningsindholdet. Er forløbet det, at den ene - være sig rådgiveren eller klienten - starter med at realisere ger
ningsindholdet, og den anden først derefter kommer ind i billedet - da må alene den, der har realiseret gerningsindholdet, tage straffen derfor. Dette er teoretisk enkelt og let håndterligt, men der kan i praksis naturligvis opstå tilfælde, hvor det f.eks. ikke kan godtgøres, at rådgiveren har været inde i billedet med rådgivning forud for klientens realisering af gerningsindholdet.
Utrykt Brædstrup rets dom a f 15. april 1985:*15 T I (klienten) var tiltalt for medvirken til skyldnersvig ved uden tilladelse fra panthaveren, DLR, at have bortsolgt stambesætningen på en landbrugsejendom, der eje
des af hans samleverske. Provenuet anvendte han til at indfri et kau
tionslån, for hvilken samleverskens fader havde kautioneret. T2 (ad
vokaten) var tiltalt for hæleri med hensyn til skyldnersvig ved at have m odtaget beløbet fra salget af besætningen og anvendt størsteparten af dette beløb til at indfri den om talte kassekredit. T3 (filialdirektøren) var ligeledes tiltalt for hæleri med hensyn til skyldnersvig ved at have modtaget beløbet til indfrielse af kreditten.
Klienten forklarede i retten blandt andet, at han havde spurgt ad
vokaten forinden samleverskens far kautionerede for forhøjelsen af kassekreditten, om han i givet fald kunne sælge besætningen for at indfri lånet, hvilket advokaten angiveligt havde bekræftet. Klienten forklarede endvidere, at han var af den opfattelse, at banken havde pant i besætningen, og at han derfor kunne sælge af denne for at skaffe penge til banken. Da banken på et tidspunkt pressede på for at få ham til at betale blandt andet overtræksrenter, solgte han besætningen og afleverede pengene til advokaten, som han havde mere tillid til end til banken. Han forklarede advokaten, hvor pengene stamm ede fra, og bad ham indbetale størsteparten af beløbet til at indfri det kautions- sikrede lån.
Advokaten benægtede at have udtalt, at der ikke var noget til hin
der for, at klienten kunne sælge besætningen for at rejse penge til indfrielse af det om handlede lån. Han bekræftede imidlertid, at klien
ten var kom met til ham med beløbet og havde forklaret, at det
stam-415. Straffesag nr. 10/1985.
mede fra salg af besætningen. De havde en drøftelse i den forbindelse, forklarede advokaten; »under denne oplyste [klienten], at han ønskede, at pengene blev anvendt til at dække kautionslånet, og han sagde, at banken havde sagt, at han skulle sælge besætningen. Den oplysning opfattede [advokaten] således, at banken måtte have ordnet forholdet til panthaverne, som han vidste havde krav i ejendommen, og han spurgte derfor ikke [klienten] nærmere ud om baggrunden for, at han havde afhændet kreaturerne. ... Han skrev et brev til banken ..., hvor han anførte, at pengene [der var vedlagt i form af en check] skulle benyttes til at indfri kautionslånet. Brevets indledning lød således:
»Som advokat for [klienten] er jeg anmodet om, at meddele Banken, at han nu har realiseret sin samlede kvægbestand for ... hvilket beløb jeg er anmodet om at stille til bankens disposition. ... Den følgende dag kom filialdirektøren til hans kontor og afleverede checken ... idet man ikke kunne modtage checken under disse betingelser.« En måned se
nere hævede advokaten de samme penge, som han i mellemtiden havde haft indsat i en anden bank, og fremsendte disse på ny til kli
entens bank.
Den tiltale filialdirektør bekræftede i det store hele advokatens for
klaring, idet han supplerende forklarede, at han ikke mente at have udtalt sig således, at T I (klienten) kunne have misforstået det. Det var rigtigt, at man havde talt om løbende salg af besætningen, men natur
ligvis kun af overskudsproduktion. Afslutningsvis udtalte han: »Det er blevet drøftet i banken, hvorvidt man skulle lade beløbet på 79.625 gå videre til DLR, men det undlod man, da man ikke fandt det rimeligt.«
Byetten dømte klienten, idet man forkastede hans forklaring om, at han ikke vidste, at salg af besætning uden samtykke var i strid med panthavers rettigheder. Retten begrundede forkastelsen med, at »til
talte i en årrække havde været indehaver af forskellige landbrugsejen
domme og havde arbejdet i landbruget«. Han idømtes her 60 dage betinget fængsel uden nærmere begrundelse.
Advokaten dømtes tillige, med følgende begrundelse: »... idet hans forklaring om, at han var gået ud fra, at der var tilvejebragt en ordning med panthaverne, således at der var givet tilladelse til at sælge gårdens besætning, ikke kan lægges til grund, når henses til at ... [banken] ...
havde m eddelt at [den] ikke ville modtage det indbetalte beløb. Under disse forudsætninger må det have stået [advokaten] klart, at bankens stilling ... også skyldtes at pengene stamm ede fra salg af besætningen på den pantsatte ejendom. Da [advokaten] ikke har haft noget person
ligt udbytte eller på anden måde været særlig interesseret i den fore
tagne transaktion, findes straffen ... at kunne fastsættes til 25 dagbøder å 200 kr.
Endelig frifandtes filialdirektøren på grund af m anglende forsæt.
Advokaten accepterede tilsyneladende domfældelsen. Der er for hans vedkommende umiddelbart tale om en usædvanlig domfæl
delse, idet advokaten reelt dømmes for en fuldstændig sædvanlig disposition: modtagelse af et beløb fra en klient og videregivelse af dette beløb til blandt andet en bank.416 Der er næppe meget tvivl om, at den eneste grund til valget af denne lidt specielle hælerikon
struktion var, at anklagemyndigheden ikke mente at kunne bevise, at advokaten faktisk havde ydet rådgivning forud for salget af be
sætningen. Klienten ankede dommen til landsretten, der dermed fik lejlighed til at tage nærmere stilling til hvilken betydning det burde have for klientens strafansvar, at hans advokat tilsyneladende havde ydet fejlagtig rådgivning/bistand. Se nærmere om ankesagen ne
denfor i kapitel 8, afsnit 8.1.417
416. Kjeld Søgaard næ vner i UfR 1988B.289 afgørelsen som et helt atypisk eksem pel, hvor forsikringsselskabet dækkede det erstatningsretlige ansvar trods dom for strafbart forhold begået af forsikringstageren. I det indgåede forlig betalte banken 1/3-del og advokatens forsikringsselskab 2/3-del med fradrag af alm indelig selvrisiko, idet forsikringsselskabet blandt andet skrev således til advokaten: »som tidligere nævnt er det vor opfattelse, at Brædstrup Rets dom af 15. april d.å. i relation til Dem ikke er korrekt. I konsekvens heraf, og da vi i øvrigt er at den opfattelse, at De ikke har handlet groft uagtsom t ...«.
417. I ankesagen frem hæver flertallet af landsrettens dom m ere det som en form ildende om stændighed, at klienten tilsyneladende havde m odtaget fejlagtig rådgivning fra sin advokat. Uanset at dette isoleret forekom m er som et velbegrundet synspunkt, kan det være vanskeligt at forene med advokatens dom fældelse for hæleri. Udover at frem hæve at landsretten jo ikke, således som sagen var blevet indbragt, havde lejlighed til at tage nærmere stilling til advokatens adfærd, bør det også næ vnes, at uagtet straf for m edvirken udelukker straf for hæleri med hensyn til den forbrydelse, man m edvirkede til, er det ikke dermed sagt, at det er udelukket at straffe for hæleri, selvom det må lægges til grund, at der i et vist om fang har været tale om faktisk forudgående m edvirken (også uden for eventuelle vildfarelsessituationer).