Den danske model

I de foregående afsnit er der allerede nogle beskrivelser af det dan­

ske medvirkenssystem, herunder hvorledes dette har udviklet sig gennem tiden.

Den afgørende bestemmelse er straffelovens § 23, der i sin helhed lyder således:

»Den for en lovovertrædelse givne straffebestemmelse om fatter alle, der ved tilskyndelse, råd eller dåd har medvirket til gerningen. Straffen kan nedsættes for den, der kun har villet yde en mindre væsentlig bistand eller styrke et allerede fattet forsæt, samt når forbrydelsen ikke er fuldbyrdet, eller en tilsigtet m edvirken er mislykkedes.

Stk. 2. Straffen kan ligeledes nedsættes for den, der m edvirker til krænkelse af et særligt pligtforhold, men selv står uden for dette.

Stk. 3. For så vidt ikke andet er bestemt, kan straf for m edvirken ved lovovertrædelser, der ikke straffes med højere straf end fængsel i 4 måneder, bortfalde, når den medvirkende kun har villet yde en mindre væsentlig bistand eller styrke et allerede fattet forsæt, sam t når hans medvirken skyldes uagtsomhed.«

73. H vilket ikke nødvendigvis er det sam m e som , at der også i praksis straffes m eget vidtgående.

Som det fremgår allerede af lovteksten, opererer man i Danmark med et såkaldt »Einheitstäterbegriff«. Det indebærer, at alle delta­

gere i en forbrydelse pådrager sig et strafansvar for forbrydelsen på lige fod under samme strafferamme og med samme krav til tilreg- nelsen. Hermed bygger dansk ret på en negativ medvirkensteori, idet man afviser at dele deltagerne op i flere forskellige (ansvars)kate- gorier.74 Modsat er f.eks. engelsk ret og tysk ret (bortset fra reglerne på Ordnungswidrigkeit området, jf. nærmere nedenfor) baseret på en opdeling i forskellige kategorier og er dermed baseret på en positiv medvirkensteori.75

At man i dansk ret afviser at dele deltagerne op i ansvarskate- gorier, indebærer imidlertid ikke, at man ikke anerkender de son­

dringer og forskelle i den typiske strafværdighed, som danner basis for de positive medvirkensteorier. I stedet for at foretage en indled­

ningsvis rubricering af de medvirkendes roller og derudfra dedu­

cere en række rubriceringer, som den pågældende skal kunne passe ind i for at kunne straffes, siger man i dansk ret, at udgangspunktet er, at alle medvirkende har samme strafansvar. Derefter, hvilket ty­

deligt fremgår af § 23, kan man med hensyn til strafudmålingen sondre mellem de enkelte deltagere og deres konkrete strafværdig­

hed.

Da medvirkensansvaret efter dansk ret endvidere ikke er et ac­

cessorisk ansvar, jf. nedenfor i afsnit 2.5 bliver det muligt i det konkrete tilfælde at straffe de strafværdige og frit at graduere straf­

fene alt efter indsats. Den pris, der umiddelbart skal betales for en sådan knastfri medvirkenslære, er imidlertid, at man nødes til at gøre det strafbare medvirkensområde meget, meget vidt både ob­

jektivt og subjektivt. Det kan udtrykkes således, at lovgiver på denne måde bevidst laver det strafbare område for stort for at kunne være sikker på at ramme dem, der »bør« straffes i den konkrete situation.

74. Se f.eks. Vagn Greve: Det strafferetlige ansvar, s. 166 f. og Stephan Hurwitz: Den danske Kriminalret, alm indelig del, s. 350 £f. A f andre europæiske lande, hvor et Einheits­

täterbegriff anvendes generelt i strafferetten, kan nævnes Italien, Ø strig og Norge, jf.

Klaus Tiedemann i Das Corpus Juris als G rundlage eines Europäischen Strafrecht (Barbara H uber (red.)), s. 64. Se om Norge næ rm ere nedenfor i afsnit 2.4.6.

75. Tilsvarende er tilfældet for f.eks. Frankrig og Tjekkiet. For sidstnævntes vedkom ­ m ende jf. jan M usil i Das Corpus Juris als G rundlage eines Europäischen Strafrecht (Barbara H uber (red.)), s. 120.

Afgørelsen af, hvem der så »bør« straffes inden for dette meget vide felt tilkommer i første række anklagemyndigheden (vil den rejse tiltale?) og i anden række domstolene (vil de dømme?). Som Knud Waaben har udtrykt det,76 så har lovgiver »vist villighed til at skrive lovreglerne således at domstolene får et afgørende ord ved vurde­

ringen af flere deltageres rollefordeling og strafværdighed.«

Alene det 1. punktum i § 23, stk. 1, har betydning ved fastlæg­

gelsen af det objektive område for den strafbare medvirken: »Den for en lovovertrædelse givne straffebestemmelse omfatter alle, der ved tilskyndelse, råd eller dåd har medvirket til gerningen«. Ordene

»tilskyndelse, råd og dåd« omfatter som udgangspunkt77 enhver form for fysisk og mental bistand til en forbrydelses gennemførelse.

Når hertil kommer, at det i dansk ret antages, at den skete medvir­

ken ikke behøver at have været kausal for forbrydelsens gennem­

førelse,78 og at også passivitet kan opfylde kravene,79 fremgår det tydeligt, hvor stort et område der objektivt set er omfattet af bestem­

melsen. Den personkreds, der således objektivt medvirker til en forbrydelses gennemførelse, omfatter ikke blot alle de personer, der er nævnt indledningsvis i afsnit 2.1, og alle de personer, der er nævnt i eksempel 1 ovenfor, men også f.eks. postbudet, der bringer et afpresningsbrev ud til offeret eller den urigtige erklæring ud til de sociale myndigheder.

Med et så vidt objektivt område er spørgsmålet om de subjektive krav af indlysende og central betydning. Da § 23 i sin opbygning, som tidligere nævnt, udvider ethvert gerningsindhold80 til at om­

fatter også den medvirkende, er konsekvensen tillige, at de tilreg- nelsesmæssige krav, der stilles i det gerningsindhold, der medvirkes

76. I UfR 1975B.1 ff. (14).

77. Se nærmere nedenfor især i afsnittene 3.3 og 3.4.

78. Jf. f.eks. Stephan Hurwilz: Den danske Kriminalret, alm indelig del, s. 354, Vagn Greve:

Det strafferetlige ansvar, s. 164. og Knud Waaben: Strafferettens alm indelige del I, s.

217.

79. Jf. f.eks. Knud Waaben: Strafferettens alm indelige del I, s. 217 ff. og afgørelserne i UfR 1998.545 H og UfR 2000.1085 H, hvor m edvirken statueredes og UfR 1992.634 0 , hvor tilstedeværelse ikke fandtes tilstræ kkeligt til at statuere strafbar passivitet.

Se også Annette N ørby M øller-Sørensen i TfK 2005.282 ff. (især s. 289 ff.).

80. M edm indre den pågældende bestem m else m åtte undtages fra den alm indelige med- virkensbestem m else enten direkte eller ud fra fortolkning, jf. nærm ere nedenfor i afsnit 4.

til, også omfatter den medvirkende. Det indebærer, at der kræves forsæt ved medvirken til en forbrydelse, hvor forsæt kræves, og at uagtsom medvirken er tilstrækkelig ved medvirken til en forbry­

delse, hvor uagtsomhed er strafbar.81

Ved medvirken til forsætsdelikterne sker klart den største »af­

skæring« af de muligt strafansvarlige. Uanset hvorledes medvir- kensforsættet bedst beskrives,82 er det klart, at en lang række per­

soner, der har berøring med en forbrydelse ikke har forsæt til alle leddene i gerningsindholdet og derfor ikke kan straffes. Dette gæl­

der f.eks. C, kassedamen, fodgængeren og hjemmesygeplejersken i eksempel 1 i relation til straffelovens § 237. Da drab imidlertid også er strafbar i uagtsom form, og da det ikke på forhånd kan afvises, at de har handlet uagtsomt, vil end ikke disses strafansvar på forhånd kunne afskæres. Dette gælder helt oplagt også ved medvirken til forbrydelser, hvor uagtsomhed generelt er tilstrækkeligt, som det f.eks. er tilfældet med langt størsteparten af bestemmelserne i sær­

lovgivningen.

Den tidsmæssige udstrækning af den strafbare medvirken kan være fra foretagelsen af den pågældendes eller en andens første forsøgshandling, jf. straffelovens § 21 til afslutningen af fuldbyrdel­

sen83 af den forbrydelse, der medvirkes til. I relation til tilregnelses- kravene bevirker dette, at en blot uagtsom medvirken ikke kan straf­

fes på forsøgsstadiet, idet forsøgsstraf kræver forsæt.

Den person, der medvirker til en anden persons forudgående handlinger (f.eks. den sekretær, der renskriver et brev indeholdende urigtige oplysninger til en offentlig myndighed) vil således kunne straffes for medvirken til afgivelse af urigtig skriftlig erklæring

81. Dette frem går da også af § 23, stk. 3 i.f. forudsætningsvis.

82. Se hertil især Knud Waaben: Det krim inelle Forsæt, s. 313 £f. Knud Waaben lader det være afgørende, hvorvidt den m edvirkende enten selv har forsæt til alle led i ger­

ningsindholdet, eller lige så godt, at han har forsæt til hovedm andens forsæt. Den m edvirkende behøver ikke at sym patisere med gerningsm andens forsæt, f.eks. øn­

ske at denne opnår vinding ved sit bedrageri. Blot den m edvirkende har forsæt til, at gerningsm anden vil få eller tilstræber at få en sådan vinding, er det lige fuldt strafbart. Denne beskrivelse kan tiltrædes som dækkende for dansk rets beskrivelse af den m edvirkendes forsæt, idet der dog henvises til afsnit 5 for nærm ere analyser og overvejelser.

83. Ved tilstandsforbrydelser kan der således m edvirkes indtil ophøret af den ulovlige tilstand.

(straffelovens § 163), hvis hun har forsæ t til alle leddene i § 163. Hun vil da kunne straffes, såvel så længe forbrydelsen er på forsøgssta­

diet, som når den er fuldbyrdet. Handler hun alene uagtsomt i rela­

tion til erklæringens urigtighed, vil hun aldrig kunne straffes, så længe forbrydelsen er på forsøgsstadiet (hendes arbejdsgiver har endnu ikke »afgivet« erklæringen). Når erklæringen er afgivet, er § 163 fuldbyrdet, men da den kræver forsæt, vil hun fortsat ikke kunne straffes. Såfremt hendes arbejdsgiver imidlertid er statsauto­

riseret revisor, vil han kunne straffes for at afgive en urigtig skriftlig erklæring også ved uagtsomhed,84 hvilket, jf. ovenfor, slår igennem til den medvirkende. I den situation vil sekretæren fra det tidspunkt hvor revisoren afgiver erklæringen, kunne straffes for sin forudgå­

ende uagtsomme medvirken, men ikke så længe erklæringen endnu ikke er afgivet.

Man kunne, jf. nedenfor i afsnit 2.5.2, spørge om denne løsning er fornuftig og »rigtig«. Sekretæren er jo som udgangspunkt ikke un­

dergivet straffebestemmelsen i revisorloven, idet sekretæren ikke afgiver erklæringer, hvis troværdighed er særligt vigtig. Opfatter man således RL § 27, stk. 4, sådan, at den er udgangspunkt for skabelsen af et særligt pligtforhold, foreskriver straffelovens § 23, stk. 2 imidlertid, at også den uden for pligtforholdet stående person (extraneus) straffes, men dog med mulighed for strafnedsættelse.

Emnet behandles yderligere i afsnit 4.3 nedenfor.