Den norske model

2A.5A Reformovervejelser

I SOU 1996:185 blev det blandt andet foreslået, at der indføres ud­

trykkelig hjemmel til at straffe medgerningsmænd - forstået som personer, der samvirker om udførelsen af hele gerningsindholdet - og at hovedgerningsmanden (eller mændene) selv skal opfylde samtlige betingelser i gerningsindholdet.196 Herudover blev det foreslået, at den nuværende fleksibilitet mellem begreberne ger­

ningsmand og medvirkende fjernes, således at alene den, der faktisk realiserer hele gerningsindholdet kan være gerningsmand, ligesom denne ikke længere skal kunne opnå status som m edvirkende.197 Endelig blev det foreslået, at medvirken kun skal være strafbar i tilfælde, hvor der er fængsel i strafferammen.198 I 2001 udtalte re­

geringen imidlertid199, at den ikke fandt at der var noget praktisk behov for at ændre reglerne om medvirken, ligesom man skulle være yderst påpasselig med de konsekvenser eventuelle ændringer kunne have. Foreslagene i SOU 1996:185 synes således ikke for øje­

blikket at have nogle chancer for at blive gennemført.

§ 4. Har nogen forsætligen været Gjerningsm anden behjælpelig, dog ikke under Forøvelsen, saasom hvis han har

a. førend Forbrydelsen forøvedes, skjult Gjerningsmanden, eller for­

bundet sig til at hjælpe ham, eller til at gaa ham efter Forøvelsen tilhaande paa den i § 9 om handlede Maade;

b. veiledet Gjerningsmanden med Raad eller Underretning i Hense­

ende til Maaden hvorpaa, Tiden naar, eller Stedet hvor Forbrydelsen bedst kunde foretages;

c. styrket ham i hans forbryderske Beslutning, eller raadet eller til­

skyndet ham til at udføre den;

d. forskaffet ham M idler eller Redskaber til at iværksætte Forbrydel­

sen, skal han, eftersom han i større eller mindre Grad har bidraget til Forbrydelsen, som M edhjælper belægges med Straf ...«.

G. Astrup Hoel2m fremhæver blandt andet, at disse bestemmelser udelukkende beskriver den forsætligt medvirkende. Dette udeluk­

kede imidlertid ikke efter datidens teori, at der kunne ske medvir­

ken til et uagtsomhedsdelikt, blot måtte man vurdere den medvir­

kende, som var han selv den uagtsomt handlende gerningsmand - med andre ord fortolke uagtsomhedsdeliktet, således at det også omfattede medvirkenshandlinger.

Ved den nye straffelov fra 1902 ophævedes regelen atter. Dette skete på baggrund af Straffelovskommissionen a f 1885, der i 1886 stærkt inspireret af formanden Getz202 fandt, at alle delagtige er ophavs- mænd til en given retskrænkelse, og at der derfor ikke er behov for almindelige regler om medvirken. Om sit eget forslag udtalte kom­

missionen:203 »Den ... gaar [ikke] ud paa at fastsætte, at de Former for forbryderisk Virksomhed, som benævnes Delagtighed, ogsaa skal være strafbare, ligesaavel som de, hvorved man bliver Gjer- ningsmand, men simpelthen forudsætter at saavel hin som denne Art Forvoldelse af det under Straf forbudte falder ind under ved­

kommende Straffebud.«

Meget overraskende - og ikke umiddelbart overensstemmende med Getz' teori - rummede den nye straffelov imidlertid en række

201. I Delagtighet i forbrydelser, s. 84 f.

202. For en nærm ere beskrivelse og kritik af Getz begrebsapparat og teoridannelse, samt konsekvenserne heraf, kan henvises til G. Astrup Hoel: Delagtighet i forbrydelser, s.

91-130.

203. Her citeret efter Erling Johannes Husabø: Straffansvarets periferi, s. 20.

forbrydelser, hvor det direkte var nævnt, at medvirken var strafbar.

Dette havde angiveligt sin rod i pædagogiske overvejelser, idet der ellers kunne være tvivl om, hvem straffebudet var rettet imod.204 2.4.6.2 1902-straffeloven

Den i 1902 fastsatte ordning er fortsat gældende, således at der i Norge ikke eksisterer en generel medvirkensregel, men i straffelo­

vens almindelige del alene en bestemmelse (§ 58), der beskriver, under hvilke vilkår straffen for den medvirkende kan nedsættes.

Bestemmelsen forudsætter således blot, at straf for medvirken kan forekomme. At der ikke findes generelle bestemmelser om medvir­

ken, er med G. Astrup Hoels ord et sjældent forekommende fæno­

men: »Vor lov er på dette område et unikum i den internationale kriminalretslige verden.«205

Forudsætningen for medvirkensansvar i norsk ret må i dag som udgangspunkt være,206 at alene delikter, hvor et medvirkensansvar er hjemlet, rummer denne mulighed. Som eksempel kan nævnes straffelovens § 255 om underslag, hvor det i stk. 3 i.f. hedder: »Med­

virkning straffes på samme måte.«

§§ 281 til 286 omhandler forbrydelser mod kreditorer, og det siges i § 288, stk. 1: »Etter §§ 281-286 straffes også den som medvir­

ker til noen der nevnt handling, eller som foretar noen slik handling til skyldnerens fordel eller med hans samtykke eller på hans vegne, eller som medvirker hertil ...«.

§ 286 omhandler den, der forsætligt eller uagtsomt væsentligt tilsidesætter bestemmelser om bogføring eller regnskabsopbevaring, og i den kommenterede straffelov nævnes som eksempel på med­

204. Jf. Erling Johannes Husabø: Straffansvarets periferi, s. 21.

205. Delagtighet i forbrydelser, s. 13.

206. Se Erling Johannes Husabø: Straffansvarets periferi, kapitel II, for en beskrivelse af teoriens udlægning af diskrepansen m ellem Getz' teori og den vedtagne lov, og hvorledes teorien har udviklet sig henover det 20. århundrede. For den opfattelse, at m edvirken ikke kan straffes, hvis bestem m elsen ikke udtrykkeligt hjem ler det, se N OU 1992:23, s. 75 i beskrivelsen af gældende ret og med direkte henvisning til den senere her i brødteksten nævnte Rt 1936.612 H. Se ligeledes Johs. Andenæs: Almin- nelig Strafferet, s. 302. Begge de nævnte steder tages selvsagt det forbehold, at en bestem m else kan være så bredt udform et, at den også om fatter det, der norm alt ville skulle karakteriseres som medvirken.

virken den revisor, der ikke giver besked om fejl. »Her rammer man altså den rene passivitet - den uaktsomme unnlatelse (mangelfull kontroll) i motsettning til det som ellers gjelder.«207

Johs. Andenæs208 nævner som eksempler på straf efter § 288 den advokat, der har hjulpet debitor med at få igangsat den svigagtige ordning, den, der har forledt debitor til at indlade sig på hasarde­

rede transaktioner, den der har taget imod en gave, som han ved er givet til skade for kreditorerne, og den der har samtykke i at stå som rettighedshaver på et proforma skøde.

I straffelovens § 125 er der endvidere en bestemmelse, der gene­

relt strafbelægger »Offentlig tjenestemand«s medvirken til at en un­

derordnet eller under hans opsyn stående person forbryder sig i tjenesten. I § 125 er beskrivelsen af den omfattede medvirkenshand- ling: »Forleder eller tilskynder.« Revisorer og advokater er ikke - som i Danmark - omfattet af (nogle af) de særlige regler for offent­

ligt ansatte.

Det forekommer imidlertid også, at visse straffebud opfattes som så generelt udformet, at de åbner mulighed for straf også for med- virkenshandlinger efter »det naturlige fortolkningsprinsipp«, f.eks.

bestemmelsen om uagtsom legemsbeskadigelse (norsk straffelovs § 237), der fandtes at rumme også den person, der havde overladt føringen af sin bil til en anden, der hverken havde kørekort eller nogen særlig øvelse i at køre bil. Det endte med en påkørsel med legemsbeskadigelse til følge.209

Dette princip, om at en del straffebud, hvor medvirken vel ikke er særligt hjemlet, men hvor man dog ved fortolkning mener at kunne straffe typiske medvirkenshandlinger, harmonerer smukt med det princip, som 1902-straffeloven angiveligt er bygget på: at sondringen mellem gerningsmand og medvirkende er kunstig og unødvendig. Problemet for retsanvendelsen er imidlertid opstået, fordi man på trods af dette udgangspunkt i en lang række bestem­

melser i speciel del, som nævnt, optog særlig hjemmel til at straffe

207. Anstein Gjengedal i Straffeloven, Kom m entarutgave, 2. del, s. 783.

208. Form uesforbrytelsene, s. 182.

209. Jf. i det hele Atiders Bratholm & M agnus M attningsdal (red): Straffeloven, Kom m en­

tarutgave, 1. del, s. 259.

den medvirkende. Førstevoterende i Højesterets afgørelse i Rt 1936.612 udtalte om denne konflikt:

»Efter lovens hovedsyn paa medvirkning som direkte forvoldelse av det forbryderske resultat opfatter jeg tilføielsem e i lovens spesielle paragrafer om medvirknings strafbarhet som skjedd efter et skjønn om hvor saadan tilføielse var hensiktsm essig eller paakrevet for at tyde- liggjøre loven. Jeg henviser herom til forskjellige uttalelser i forarbei- dem e. Det maa vel innrømm es at loven ikke i alle tilfelle har været heldig med utformningen herav, og det maa medgis at der stundom er inntatt uttrykkelig bestem m else om medvirkning i tillfelle hvor dette skulde synes upaakrevet. Forskjellige bem erkninger i lovm otiverne har dessuten en form som kan trekke i retning av at tillegge tilføielsen om medvirkning en større betydning ertn ovenfor antatt. Men dette synes ikke at burde medføre at lovens syn paa medvirkeren som prinsipielt likestillet med gjem ingsm annen regnes endret. Hvis derfor lovbudets egen beskrivelse av gjem ingsinnholdet er saa generelt formet, at loven efter en naturlig tolkning om fatter handlingen ogsaa naar denne sprog­

lig vilde betegnes som medvirkning, saa bliver vedkomm ende at straffe efter bestemmelsen, selv om medvirkning ikke er nevnt i lovbudet, medmindre der maatte foreligge særlige grunner til at tillegge straffe- budet en snevrere ramme.«

Der kræves ikke årsagssammenhæng mellem den medvirkendes handling og den fuldbyrdede forbrydelse, men den skete medvir­

ken »må ha hatt en eller annen funksjon i forbindelse med forbry- telsen.«210

Medvirkensansvaret er efter norsk ret et selvstændigt ansvar, hvor strafbarhedsbetingelserne må være opfyldt hos den enkelte deltager, for at han skal kunne straffes. Det antages således, at den medvirkende kan straffes, selvom hovedmanden ikke kan det, »fordi han ikke var tilregnelig eller fordi forsett mangler.«211

I NOU 1992:23212 foreslås det nu, at der atter bør indføres en

210. Jf. A nders Bratholm & M agnus M attningsdal (red): Straffeloven, Kom m entarutgave, 1.

del, s. 260.

211. Jf. A nders Bratholm & M agnus M attningsdal (red): Straffeloven, K om m entarutgave, 1.

del, s. 260.

212. S. 76. Også G. Astrup Hoel anbefalede i sit værk, Delagtighet i forbrydelser (1941), (gen)indførelsen af en generel regel og henviste her især til den nye danske straffelov fra 1930: »Den danske love har ved disse bestem m elser i hovedsaken truffet den rigtige ordning.« (s. 186).

generel medvirkensregel i straffeloven dels ud fra ønsket om at forenkle lovgivningen, dels fordi det, der er fælles for de fleste straf- febud, bør reguleres i straffelovens almindelige del. Begge led i be­

grundelsen er således af pragmatisk, lovteknisk karakter.

I de tilfælde, hvor medvirkensansvar er hjemlet, er de objektive grænsedragninger og kravene til henholdsvis forsæt og uagtsomhed som i dansk ret, det vil bl.a. sige, at man ikke sondrer mellem gerningsmand og medvirkende.

I de tilfælde, hvor medvirkensansvar imidlertid ikke er hjemlet, er det et centralt spørgsmål, hvornår der er tale om gerningsmands- virksomhed. Den i det foregående ofte nævnte model om den mid­

delbare gerningsmand forkastes for norsk rets vedkommende af Johs. Andenæs2,3 de lege lata, om end han de lege ferenda kunne

finde den formålstjenlig.

2.5 Afledet eller selvstændigt ansvar

In document Rådgivning II (Sider 70-75)