- skyldnersviget

En revisor rådgiver sin klient - ejeren af en konkurstruet virksomhed - om at han kan fjerne en stor del af produktionsmidlerne fra virk­

somheden og gemme disse i en lade til konkursen er overstået, og han skal starte forfra.373

Variant a): klienten følger rådet og fjerner produktionsmidlerne Variant b): klienten følger rådet, men standses af politiet på vej ud af fabrikken

Variant c): klienten lytter høfligt, men følger ikke rådet

371. Om § 21 kan i det hele henvises til Vagn Greve: Det strafferetlige ansvar, s. 74 ff., sam m e i Komm. strfl. I, s. 203 ff., Knud Waaben: Strafferettens alm indelige del I, s. 187 ff. og Gorm Tofiegaard N ielsen, Ansvaret, s. 161 ff.

372. Om end dette sam spil i øjeblikket får en stedm oderlig behandling i den gængse strafferetlige litteratur. Knud Waaben anfører f.eks. herom i Strafferettens alm indelige del I, s. 217 (med petit!): »Om en handling anses som forsøg eller m edvirken eller begge dele er efter reglerne i §§ 21 og 23 oftest ligegyldigt. Handlinger, der henføres til forsøg, er dog straffri ved delikter, hvor straffen ikke kan overstige bøde og hæfte,

§ 21, stk. 3.«

I Komm, strfl. I, s. 205 anfører Vagn Greve, at »[n]år en adfærd kan begrunde subsum ption under § 23, vil den også berettige til anvendelse af § 21.«

Man skal således tilbage til Julius Lassen: Om Betingelserne for Forsøgets Strafbar- hed (1879), tredje afsnit (s. 103 ff.) for at finde en dyberegående behandling af spørgs­

målet.

373. Eksem plet er inspireret af U trykt Ribe Rets dom a f 8. november 1983, som nærmere om talt ovenfor i afsnit 3.3.

I variant a) er der utvivlsomt tale om medvirken fra revisors side.

Forbrydelsen fuldbyrdes af klienten, og revisor har ydet råd. Der er forsæt til skyldnersvig i eksemplet hos såvel revisor374 som klient.

De har begge kendskab til virksomhedens umulige økonomiske si­

tuation, ligesom de har forsæt til at fjerne aktiver fra fordringsha­

verne.

I variant b) når klienten ikke at realisere skyldnersviget, og der vil antageligt være tale om forsøg fra hans side. Revisor har da medvirket til et forsøg på skyldnersvig og opfylder både de objek­

tive og de subjektive betingelser for straf.

I variant c), hvor klienten alene lytter høfligt (og vantro?) til revisors forslag, realiserer klienten ikke noget skyldnersvig. Han vil således ikke kunne straffes for overtrædelse af § 283. Klienten kan næppe heller straffes for forsøg på skyldnersvig, idet han ikke på noget tidspunkt selv foretager sig en handling, der skal sigte til et sådant skyldnersvig. Der er således end ikke tale om indgåelse af nogen form for aftale. For revisors vedkommende er situationen lidt mere uklar. Man kan af gode grunde heller ikke sige, at han indgår nogen form for aftale, lige så lidt som man kan sige, at han selv foretager sig aktive handlinger for at gennemføre forbrydelsen. Man kan spørge, om hans rådgivning er en opfordring til at begå skyld­

nersvig, men dette er særdeles tvivlsomt. De fældende afgørelser, der findes, hvor en person er dømt alene for at have opfordret en anden til at begå en forbrydelse, er tilfælde, hvor opfordringen har nærmet sig et pres mod den anden, eventuelt suppleret med beta­

ling af penge for at gennemføre forbrydelsen.375 Et sådant (gentaget) pres vil der ikke være tale om i et tilfælde som her, heller ikke

374. Om forsætskravet ved m edvirken henvises næ rm ere til kapitel 5, afsnit 5.2 nedenfor.

375. Se således afgørelserne i UfR 1954.492 H, UfR 1955.285 H og UfR 1968.186 0 . I afgørelsen UfR 1993.999 H havde advokaten, der døm tes for blandt andet medvirken til forsøg på vold mod et vidne og m edvirken til forsøg på m edvirken til afgivelse af falsk forklaring, ikke blot opfordret til (eller i hvert fald sanktioneret) brug af vold over for vidnet, han havde tillige dikteret et trusselsbrev til denne. I afgørelsen UfR 1985.950 V skete frifindelse under henvisning til, at »tilskyndelse« (der vel nærm est kan sidestilles med opfordring, eller dog »bestyrkelse«) m åtte kræve en kraftig til­

skyndelse til at foretage en handling. Domm en er gengivet ovenfor i afsnit 3.3.

Disse krav, om at opfordringer for at være strafbare skal være ledsaget af »Gaver eller af Løfte«, blev diskuteret i den tyske Rigsdag i m idten af 1870'em e - se herom Julius Lassen: Om Betingelserne for Forsøgets Strafbarhed, s. 115.

selvom revisor ligefrem skulle have opfordret klienten til skyldner­

sviget. Kravet i § 21 om en »handling« er således som gældende ret må fortolkes ikke nødvendigvis opfyldt for revisors vedkommende.

På den anden side er revisors adfærd i variant a) og b) utvivlsomt en adfærd, der efter den traditionelle opfattelse, som anført, vil medføre medvirkensansvar for revisor, forudsat dette ansvar kan

»hæftes op« på et strafbart (forsøg på) skyldnersvig foretaget af klienten. Man kunne måske sammenligne situationen med et »til­

bud« om at begå en forbrydelse, men dette er imidlertid ikke om­

fattet af § 21 (medmindre det accepteres), og i øvrigt »tilbyder«

revisor ikke en fremtidig bistand. Hans bistand er allerede ydet!

Den konklusion, man kunne nå ved at vurdere retspraksis, synes at være, at da hverken revisor selv eller dennes klient er »nået ind«

i det strafbare (forsøgs)område, er der ingen forbrydelse. Mindst een af parterne må således være kommet ind i forsøgsområdet, for at straf kan komme på tale.376 Dette resultat forekommer imidlertid

376. Se hertil også U/R 1999.171 V, hvor den tiltalte (en person, der på det tidspunkt sad varetægtsfængslet og tidligere var straffet for vold og for trusler) blandt andet over for nogle venner havde udtalt sig således: »Og så skulle vi næsten finde ud af hvor ham negeren bor, ikke! - fordi I skyder ham ned, ikke!« og andre udtalelser af lignende karakter. Den tiltalte blev i sam m e sag døm t for m edvirken til overfald på en person, der tidligere havde afgivet belastende vidneudsagn imod ham , hvilket

»ham negeren« også havde. Der var således al m ulig grund til at tage udtalelserne alvorligt. U dtalelserne blev i øvrigt frem sat til blandt andet den person, som havde udøvet volden mod det andet vidne. Landsretten frifandt im idlertid tiltalte: »...

findes de anførte udtalelser i sig selv ikke at kunne anses for en forsøgshandling, der er om fattet af § 21.«

Landsretten kunne have valgt at begrunde frifindelsen med, at der ikke var tale om en tilstræ kkeligt konkretiseret forbrydelse, men dette ville have været »farligt« i en sag som denne, hvor den indsatte ikke vil vide »hvordan og hvornår« et eventuelt overfald finder sted, m en netop vil ønske at frem kalde det gennem mere alm indeligt holdte »ønsker«, som han så kan m ene, hans sam talepartner vil opfatte i den »rig­

tige« ånd. Hvis de havde gjort dette og havde gennem ført overfaldet, ville den tiltalte antageligt kunne være blevet dømt for m edvirken, idet der i hvert fald måtte siges at ligge en kraftig tilskyndelse til udøvelse af vold mod den pågældende.

Julius Lassen'. Om Betingelserne for Forsøgets Strafbarhed, s. 103 ff., er enig heri.

Blot synes han at kræve »handling«, fordi en sådan er et bevis på forsættets styrke.

S. 119 anfører han: »I Overensstem m else m ed det Anførte bliver derfor den psyko­

logisk M eddelagtige at straffe, naar han har foretaget Handlinger, udaf hvilke et endeligt M eddelagtighedsforsæt kan erkjendes, dog at den blotte m undtlige O pfor­

dring til at begaa en Forbrydelse ikke kan straffes, forinden den Paavirkede har gjort sig skyldig i strafbar Forsøgsvirksom hed.«

ikke overensstemmende med den grundopfattelse, at medvirkens­

ansvaret ikke er et afledet men et selvstændigt ansvar. Vagn Greve anfører377 da også, at en adfærd, der kan begrunde subsumption under § 23, også vil berettige til anvendelse af § 21. Det rigtigste resultat synes da også at være, at man også i variant c) tilfældet må kunne straffe revisor for forsøg på medvirken. Ved vurderingen af, hvor meget »medvirken« der kræves, før man fanges af § 21, må det afgørende være, hvorvidt man ville straffe for medvirken, såfremt gerningsmanden rent faktisk gennemførte forbrydelsen eller dog

»tog handsken op« og selv gerådede ud i et (strafbart) forsøg.378 Det ovennævnte eksempel er »enkelt« således at forstå, at det beskriver en situation, hvor rådgiveren klart har forsæt til klientens forbrydelse, der også kræver forsæt. M en en sådan situation er, som nævnt, atypisk ved rådgiveres strafansvar. Mere »sædvanligt« vil det være, at rådgiveren uagtsomt medvirker til en forbrydelse, der er strafbar også i uagtsom form: