Honorar for bestyrelsesarbejdet

Ifølge aktieselskabslovens § 64 kan bestyrelsesmedlemmer aflønnes både med fast vederlag og med tantieme. Vederlaget må ikke oversti-ge, hvad der anses for sædvanligt efter hvervets art og arbejdets om-fang, samt hvad der må anses som forsvarligt i forhold til selskabets og i moderselskaber, koncernens økonomiske stilling.

At vederlaget er fast betyder, at det er fikseret på forhånd, og at det beregnes uafhængigt af arbejdsindsats, selskabets overskud eller andre selskabsrelaterede variabler. Tantieme blev tidligere defineret som en ydelse til medarbejderne beregnet som en procentvis andel i årets resultat, virksomhedens realiserede overskud eller lignende. Den nu-værende definition af begrebet indeholder ikke en sådan snæver af-grænsning. Tantiemebegrebet skal nu blot forstås som en alternativ beregningsmetode til aflønning af ledelsen; en metode, der gør aflønningen resultatafhængig efter ikke nærmere angivne variabler.⁹

Aktieselskabsloven indeholder derimod ikke en bestemmelse om, at bestyrelsesmedlemmer har krav på honorar for deres bestyrelsesar-bejde, og ønsker selskabet at honorere medlemmerne, må dette så-ledes enten være fastlagt i vedtægterne eller bestemmes årligt på

gene-8. Kapitalselskaber, 2003, side 404. Se tilsvarende Werlauffs Kommenterede Aktieselskabs-lov, 2. udg., 2002, side 340.

9. Se Krüger Andersen, Aktie- og anpartsselskabsret, 7. udg., 2002, side 299ff for yderlige-re betragtninger vedrøyderlige-rende tantieme, herunder i forhold til moderne incitamentspro-grammer.

ralforsamlingen.¹⁰Bestyrelsen selv er inhabil i forhold til beslutninger om fastsættelse af sit honorar, jf. nedenfor i afsnit 3.2. Det antages dog, at vedtægterne kan bemyndige bestyrelsen til selv, inden for af-givne rammer, at fastsætte sit årlige honorar.¹¹ Honoraret omfatter i givet fald alt bestyrelsesarbejde, dvs. forberedelse, rejsetid, mødetid og den tid og det arbejde, der i øvrigt medgår til hvervet.

Med henvisning til ligestillingsprincippet har de medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer, som udgangspunkt krav på samme vederlag som de øvrige bestyrelsesmedlemmer.¹² Det er fastslået i retspraksis, at dette udgangspunkt efter omstændighederne kan fraviges, i det omfang forskelsbehandlingen er sagligt begrundet.

Lovligheden af en forskelsbehandling for så vidt angår honorerin-gen af medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer har været til pådøm-melse i tre trykte afgørelser.

I UfR 1987.51 Ø fastslog landsretten, at en ordning hvorefter alene ikke-ansatte bestyrelsesmedlemmer fik bestyrelseshonorar var lovlig.

Landsretten lagde således vægt på, at det er overladt til hvert enkelt selskab at bestemme, om bestyrelseshvervet skal honoreres, og at der ikke i aktieselskabsloven, dens forarbejder eller selskabsbekendtgørel-sen var fastsat nogen særlig ordning for de medarbejdervalgte repræ-sentanter. Endvidere tilkendegav landsretten, at reglerne slet ikke kræ-ver betaling af et bestyrelseshonorar, og kravet om generel ligestilling heller ikke kunne anses for tilsidesat ved en saglig begrundet ord-ning.¹³

I UfR 1990.271 Ø blev en ordning, hvorefter ikke-ansatte bestyrel-sesmedlemmer modtog et særligt mødehonorar for hvert

bestyrelses-10. Nørby-udvalgets rapport om Corporate Governance i Danmark fra 2001 indeholder en anbefaling (anbefaling VI) om konkurrencedygtig aflønning af bestyrelsesmedlem-mer (og direktører) som et redskab til at tiltrække og fastholde kompetente bestyrelses-medlemmer. Det anbefales også, at aflønningen bør være rimelig i forhold til de stillede opgaver og det ansvar, der er forbundet med løsningen heraf. Disse anbefalinger fast-holdes i Rapport om god selskabsledelse i Danmark fra december 2003 udarbejdet af Fondsbørsens komite´ for god selskabsledelse. Anbefalingerne retter sig kun direkte mod de børsnoterede selskaber, men synes dog godt på vej til at vinde indpas også i andre selskaber som adfærdskodeks. Begge rapporter kan hentes på www.corporate-governance.dk.

11. Jf. Werlauff, Selskabsret, 5. udg., 2003, side 494.

12. Dette blev allerede fastslået i forarbejderne til aktieselskabsloven, jf. FT 1972–73, tillæg A, sp. 4481.

13. Afgørelsen blev kritiseret af Werlauff i UfR 1987B.231.

møde, udover et fast vederlag på 24.000 kr. om året tilsidesat. De medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer fik alene det faste vederlag.

Mødehonoraret var i realiteten fastsat således, at de ikke-ansatte be-styrelsesmedlemmer ville oppebære det samme vederlag som tid-ligere, hvor der havde været en mere direkte forskelsbehandling mel-lem ansatte og ikke-ansatte bestyrelsesmedmel-lemmer. Landsretten fast-holdt, at en sagligt begrundet forskelsbehandling af ansatte bestyrel-sesmedlemmer ikke er en tilsidesættelse af ligestillingskravet. Forskels-behandlingen var imidlertid ikke sagligt begrundet. Landsretten lagde ved denne vurdering vægt på, at mødehonoraret blev betalt uden hensyntagen til om de ikke-ansatte bestyrelsesmedlemmer ville lide et indtægtstab ved deltagelse i bestyrelsesarbejdet.

Endelig i UfR 1997.1475 H blev en ordning, hvorefter de medar-bejdervalgte bestyrelsesmedlemmer modtog et bestyrelseshonorar, der udgjorde halvdelen af det der blev tillagt de eksterne og på gene-ralforsamlingen valgte bestyrelsesmedlemmer, pådømt. Det interne medlem, der var direktør i moderselskabet, fik ikke bestyrelseshono-rar. Ordningen var begrundet i et ønske om at tiltrække ekstern eks-pertise til bestyrelsen. Landsretten havde accepteret dette som en til-strækkelig saglig begrundelse. Højesteret fastslog derimod, at det i forarbejderne til aktieselskabsloven klart er forudsat, at de medar-bejdervalgte bestyrelsesmedlemmer har samme rettigheder og pligter, og derfor også samme krav på honorar, som ethvert andet bestyrelses-medlem. Højesteret udtalte herefter:

»Denne generelle forudsætning om ligestilling, der er begrundet i, at medar-bejdervalgte bestyrelsesmedlemmer skal deltage i bestyrelsesarbejdet på lige fod med generalforsamlingsvalgte, må efter Højesterets opfattelse indebære, at de har krav på honorar af samme størrelse som eksterne bestyrelsesmedlem-mer, medmindre forskelle i arbejdets art og omfang, herunder som følge af forskellig funktion, gør afvigelse heraf sagligt begrundet. At andre interne bestyrelsesmedlemmer som følge af deres ansættelsesforhold til selskabet ikke modtager honorar eller kun et mindre honorar er i denne forbindelse uden betydning.«

Højesteret afviste direkte landsrettens synspunkt om, at selskabets øn-ske om at tiltrække eksterne erhvervsledere, der kunne tilføre besty-relsen særlig ekspertise, var en tilstrækkelig saglig begrundelse for forskelsbehandlingen. Da Højesteret lagde til grund, at

honora-rordningen ikke skyldtes forskelle i bestyrelsesarbejdets art og omfang for de medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer, var forskelsbehand-lingen ikke tilladt.

Efter Højesterets dom i 1997-sagen har Werlauff udtrykt retsstillin-gen således, at de lovlige kriterier, der kan inddrages, skal være objek-tivt målelige i form af påviselige funktionelle forskelle mellem be-styrelsesmedlemmer.¹⁴Dette kan tiltrædes.¹⁵Der er herved klar hjem-mel til at foretage en højere vederlæggelse af bestyrelsens formand og næstformand.

Det er derimod næppe korrekt som anført af Werlauff i UfR 1998B.

13, at vurderingen af hvorvidt en forskelsbehandling er sagligt be-grundet skal tage udgangspunkt i den pågældendes funktion og nytte-værdifor selskabet. En analyse af det enkelte bestyrelsesmedlems kva-litative bidrag til bestyrelsesarbejdet lader sig kun vanskeligt foretage, og der vil være en indbygget frygt for derved, ad bagvejen, at indføre en generel forskelsbehandling af de ansatte bestyrelsesmedlemmer og de ikke-ansatte bestyrelsesmedlemmer med særlig ekspertise. Den en-keltes tidsforbrug kan få betydning, hvis forskellene heri skyldes for-skelle i det arbejde, det enkelte medlem skal udføre. Derimod kan det ikke få betydning, at de ansatte ikke bruger rejsetid til møderne, eller at de måske har en længere forberedelsestid forud for møderne på grund af sagernes kompleksitet. Der kan heller ikke ske fradrag i vederlaget til medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer med begrun-delse i, at der, uagtet møderne ligger i arbejdstiden, ikke sker løn-reduktion. I den forbindelse bør det erindres, at bestyrelseshonoraret udover at være et arbejdsvederlag tillige anses for at være et ansvars-vederlag.¹⁶

Retstilstanden harmonerer ikke i enhver henseende med de anbe-falinger om god selskabsledelse, som findes i Nørby-udvalgets rapport

14. I UfR 1998B.13, hvor honorarspørgsmålet er indgående behandlet.

15. Anderledes Krüger Andersen, Aktie- og anpartsselskabsret, 7. udg., 2002, side 319, hvor det anføres, at retten til samme honorar ikke betyder, at de medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer ubetinget skal have samme beløb i kroner og øre som de øvrige bestyrelsesmedlemmer. Bortset fra omgåelsestilfælde kan der således ifølge forfatteren godt være indeholdt en bestemmelse i selskabets vedtægter, hvorefter ansatte bestyrel-sesmedlemmer aflønnes anderledes end udefrakommende. En skrivelse fra Industri-ministeriet der støtter dette synspunkt, er refereret hos Rosenberg m.fl., A/S’ loven med kommentarer, 6. udg., 1999, side 254.

16. Jf. Werlauff i UfR 1998B.13.

om Corporate Governance og i Rapporten fra Fondsbørsens komite´

for god selskabsledelse.¹⁷Her lægges der således vægt på behovet for en konkurrencedygtig aflønning som redskab til at tiltrække og fast-holde kompetente bestyrelsesmedlemmer. Om end også medarbejder-valgte bestyrelsesmedlemmer er kompetente, er der næppe tvivl om, at rapporterne sigter til eksterne bestyrelsesmedlemmer med særlig ekspertise eller erfaring i branchen. Dette sigte kan imidlertid efter retspraksis ikke opnås ved differentieret bestyrelseshonorar, medmin-dre det kan begrundes sagligt i forskelle i bestyrelsesarbejdets art eller omfang. Oplever selskabet, at der er behov for en særlig høj vederlæg-gelse for at kunne tiltrække og fastholde ønskede eksterne kandidater til menige bestyrelsesposter, vil dette derfor kunne føre til en generel forhøjelse af bestyrelseshonoreringen, til fordel også for de medar-bejdervalgte bestyrelsesmedlemmer.¹⁸

Werlauff antager, at der ikke er noget til hinder for, at hvert enkelt bestyrelsesmedlem frasiger sig bestyrelseshonoraret.¹⁹ Dette kan til-trædes, jf. forudsætningsvis UfR 1997.1475 H.²⁰

Der skal dog være tale om et »informeret samtykke«, der som mini-mum må forudsætte, at den pågældende har kendskab til sin ret til honorar og beløbets størrelse. Afkaldet kan kun gives for bestyrelses-medlemmet selv og antageligvis kun indtil videre. Werlauff antager, at et afkald på honorar når som helst vil kunne tilbagekaldes. Dette synes noget restriktivt. Det bør således også være muligt for et be-styrelsesmedlem at give afkald for hele den periode, hvor den pågæl-dende deltager i bestyrelsen eller i hvert fald for et regnskabsår ad gangen. Såfremt afkaldet på honorar har været givet på et informeret grundlag for en vis periode, synes der ikke at være holdepunkter for, at en sådan aftale i øvrigt ikke ville kunne gøres gældende. Der vil normalt ikke foreligge sådanne særlige beskyttelseshensyn, der ville kunne føre til et andet resultat.

17. Jf. note 10.

18. Kravet om samme vederlag til alle bestyrelsesmedlemmer gælder uanset hvilken form vederlæggelsen antager. Dette gælder også, hvis bestyrelsesmedlemmerne f.eks. modta-ger deres honorar eller en del heraf i optioner eller warrants. Nørby-rapporten og Rapporten fra Fondsbørsens komite´ for god selskabsledelse fraråder, at bestyrelsen aflønnes med aktieoptionsprogrammer.

19. Jf. UfR 1998B.13 og Werlauffs Kommenterede Aktieselskabslov, 2. udg., 2002, side 356.

20. Jf. også Schans Christensen, Kapitalselskaber, 2003, side 392.

Hvis et medarbejdervalgt bestyrelsesmedlem afsættes eller fratræ-der før hans funktionstid ophører, må fratræ-der for den tid han har funge-ret, tilkomme ham en forholdsmæssig andel af det løbende års veder-lag. Vederlaget er således betaling for en allerede udført arbejdsydelse med et dertil forbundet ansvar.²¹

Et afsat medarbejdervalgt bestyrelsesmedlem kan derimod næppe rejse krav over for selskabet på vederlag, han har kunnet påregne for den tid, han i øvrigt skulle have fortsat som bestyrelsesmedlem. De hensyn, der kan tale for i konkrete tilfælde at indrømme en sådan ret, vil typisk ikke gøre sig gældende for medarbejdervalgte bestyrel-sesmedlemmer.²²

Derimod vil et medarbejdervalgt bestyrelsesmedlem, der i en år-række har modtaget vederlag for sit bestyrelseshverv efter omstændig-hederne kunne have en berettiget forventning om også at modtage honorar for efterfølgende års bestyrelsesarbejde; også selvom ved-tægterne ikke indeholder bestemmelse om bestyrelseshonorering. Så-fremt der ikke på generalforsamlingen træffes beslutning om honore-ringens størrelse skal bestyrelsesmedlemmet dog rejse krav herom in-den rimelig tid for ikke at fortabe sin ret til vederlag på grund af passivitet.

Dette blev resultatet i UfR 2002.686 Ø. Dommen omhandlede en bestyrelsesformand, der i nogle år havde modtaget honorar for sit arbejde dels som formand og dels som menigt medlem. I året før den pågældende fratrådte som bestyrelsesmedlem havde han ikke modta-get nomodta-get vederlag. Det pågældende medlem rejste imidlertid ikke ved sin fratræden eller senest i forbindelse med den ordinære generalfor-samling et par måneder herefter krav om honorering for bestyrelses-arbejdet det omhandlede år. Henset hertil og til at vedtægterne ikke fastsatte bestemmelser om bestyrelseshonorar tiltrådte landsretten, at der ikke var grundlag for at fastslå, at medlemmet havde krav på

21. Jf. også princippet i funktionærlovens § 17a.

22. Rosenberg m.fl. antager i A/S’ loven med kommentarer, 6. udg., 1999, side 263, at bestyrelsesmedlemmer generelt kan have et sådant krav under hensyntagen til de kon-krete omstændigheder ved afsættelsen. Der må herved ifølge forfatterne først og frem-mest lægges vægt på, om der foreligger berettiget grundlag for afsættelsen, men der må tillige henses til det omfang, hans hverv som bestyrelsesmedlem har haft, samt om hans tiltræden og virke har betydet, at han har opgivet eller ikke kunnet påtage sig andet lønnet hverv, som kunne have strakt sig over en længere periode.

bestyrelseshonorar. Der gælder formentlig en mere lempelig bedøm-melse af medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmers reklamations-pligt.

Der findes ikke en tilsvarende regel om de mulige former for hono-rar til bestyrelsesmedlemmer i den nugældende anpartsselskabslov.

Anpartsselskabsloven af 1973 indeholdt derimod en bestemmelse, der var stort set enslydende med aktieselskabslovens § 64 om aflønning med fast vederlag eller tantieme. Valget af vederlæggelsesformen for bestyrelsesmedlemmer i anpartsselskaber kan derfor nu fastsættes in-dividuelt i vedtægterne. Såfremt vedtægterne ikke indeholder sådanne bestemmelser, vil der ved beslutning på generalforsamlingen (an-partshavermødet) kunne træffes bestemmelse herom. Generalforsam-lingen vil ikke i en sådan situation være begrænset til alene at honore-re bestyhonore-relsen med fast vederlag eller tantieme. Uanset hvilken afløn-ningsform der måtte blive valgt, vil reglerne om ligebehandling som beskrevet ovenfor, dog skulle iagttages.

2.4 Ansættelsesretlig beskyttelse