”At udforme en analysestrategi handler om at forme et bestemt blik, der kan få omver-denen til at træde frem som bestående af andres iagttagelser.”(Andersen 1999a:151) Analysestrategi er således en strategi for en anden ordens iagttagers iagttagelse
ODE BOYE ANDERSEN
af det empiriske som iagttagelser. Strategien består i at skabe og anvende de særlige distinktioner der former eller leder det analytiske blik: ledeforskelle.
Ledeforskelle er reelle forskelle med markeret-side|umarkeret-side (ibid.:130).
En ledeforskel er – metodisk set – afhandlingens egen, selvpåførte trojanske kæphest; den rummer det kløvende blik som lader empirien emergere som iagttagelse.554
Denne afhandlings gennemgående ledeforskelle (lav styrbarhed|foregribelse;
tilkobling|dekobling; situerethed|foreskrivelse) blev frembragt indledningsvist som præmature eller uformede distinktioner (Borch 2000:116). Det begynder – som tidligere nævnt – med en skelnen, men denne skelnen fremtræder måske først som iagttagelsespunkt (fx ’ledelse’) og særligt hyppigt som den markerede side (fx ’lav styrbarhed’). Den markerede side træder eksempelvis frem gennem
’forslag fra teksten’ eller som i tilfældet med den lave styrbarhed: Som en kondensering af iagttagelser i en generel empirisk kontekst indført i [Skolens]
Billede I. Ledeforskellenes andenside frembringes typisk ved at spørge om ’dette betegnede’ til forskel fra ’hvad-som-så-dermed-ikke-betegnes’. I afhandlingens analysestrategi bliver den markerede side ofte til på stikord direkte fra Billederne I-V, men som det fremgår undervejs kan netop det ikke-markerede i mange tilfælde bidrage til at fremkalde distinktioner.
Ledeforskelle må være formede distinktioner; ikke bare som logisk følge af begrebet, men fordi de ellers ikke kan bære ’iagttagelser som det betegnede inden for rammen af en forskel’, og fordi man derved vil tabe den informationsværdi eller den analytiske skarphed som distinktionen spænder op mellem sine sider.555 Først med andensiden kan man reelt vinde information af det betegnede.
Metodisk bliver det således interessant at drøfte hvorledes noget emergerer som ledeforskel for en iagttager – eksempelvis ved at overveje hvorledes andensiden emergerer som andenside? Denne drøftelse er væsentlig; for mig at se er en distinktions- og systemteoretisk analysestrategi mest sårbar for kritik på netop dette forhold. Ikke svag, men sårbar fordi den skeptiske betragter på distancen kan få analysestragiens distinktioner og andensider til at emergere som den rene impressionisme. Det analysestrategiske ordvalg (fx ’dukker op’, ’frembringer’
mv.) og kontingensens skær af tilfældighed tager ikke luften ud af den kritik der måtte sætte lighedstegn mellem konstruktivisme og impressionisme. Man kan med andre ord kun vanskeligt værge sig analysestrategisk mod kritik fra iagttagere der ikke iagttager med analysestrategiens ledeforskelle – ligesom man selvklart må indrømme kritikken ret til at iagttage anderledes.
Analysestrategiers emergens, anden ordens blikkets fremkaldelse af empiriske iagttagelser der ikke ekspliciteres af teksten selv og andensiders dukken op kan
554 Jf. Münchhausen’s pigtail hos Watzlawick 1990:180ff.
555 Begreber kan godt virke ledende uden dermed at være egentlige ledeforskelle – også uden at være et såkaldt anden ordens begreb. Et begreb kan siges altid at indeholde et modbegreb som en art indbygget difference (sml. Andersen 1999a:112f.; 2003b:311f.; 2006b:33f.). Alligevel bør man ikke som fx Rasmussen (2004:345) kalde krav eller forandringer for ledeforskelle; de er som distinktioner endnu uformede. Den indbyggede difference af binær karakter (krav|ikke-krav) bliver hyppigt stum og taber i følsomhed i forhold til ledeforskelle hvor andensiden er elaboreret som netop andenside.
ODE BOYE ANDERSEN
dog inden for en konventionelt acceptabel ramme begribes som abduktiv.556 Hvor det induktive ikke er tilstrækkeligt til at slutte strømmen i processen, er det i abduktionen at gnisten alligevel springer. En abduktion er hos Peirce et forslag fra empirien; et forslag som sluttes af empirien og som kan både betvivles og benægtes for dets sandhedsværdi.557 Derfor må en læser efterlyse de redegørende mellemregninger man måtte savne i analysestrategien: Eksempelvis dukker andensiden hverken op som et stykke ontologisk arkæologi eller som guddommelig inspiration, men i kraft af det anden ordens blik som påføres.
Specificering af en form kræver endda dobbelt afgrænsning; andensiden er i sig selv en konstruktion inden for en kontekst.558
I stedet for at værge for sig må anden ordens iagttageren bestemme sit blik og redegøre for dets konsekvenser (Andersen 1999a:152ff.).559 Andersen hævder optimistisk at iagttagelsespunktet må holdes fast gennem ekstern reference i en anden ordens iagttagelse (ibid.:154); i afhandlingen søger jeg at imødekomme denne forudsætning i reference til systemteoretisk organisationsteori og til mere almen organisationslitteratur. Men jeg må også holde mig selv fast på at selv det mest skarpt skårne iagttagelsespunkt er iagttaget fra et sted – der således bliver afhandlingens blinde plet(ter).
Til den analysestrategiske kerne hører også bestemmelsen af betingelserne hvorunder ledeforskellene er ledeforskelle – ledeforskellenes konditionering. I formanalytisk sammenhæng drejer dette sig især om at begrunde fastsættelsen af forskellens andenside (ibid.:173). Med spejlingen i det abduktive ovenfor bliver man mindet om at andensiden kommer til stede som den umarkerede del af en iagttagelse. I den forstand skal den ikke begrundes, men snarere tydeliggøres gennem sin reference. Andensiden ’foregribelse’ (lav styrbarhed|foregribelse) dukker ikke op som simpelt modbegreb (fx ’høj styrbarhed’), men er selv den markerede side i resultatet af en mindre kæde af skelneoperationer – forskyd-ninger.560 Den lave styrbarhed aktualiseres således ikke over for muligheden af at sætte mere styring igennem, men over for muligheden af i det hele taget at kunne foregribe hvad der vil være det gode at gøre.
Redegørelse, tydeliggørelse og (empirisk) sandsynliggørelse; spørgsmålet om le-deforskelles duelighed som analysestrategisk blik lader sig eksempelvis undersøge ved at...”formanalysen gøres til input for en anden analyse...”(ibid.) – som når man i et semantisk spor spørger til hvordan distinktion af lav styrbarhed|foregribelse sætter ledelse i [Skolens] projekt. Eller lader sig undersøge helt basalt: gennem forskydning.
556 Jf. en hypotetisk konstruktion (Rasmussen 2004:347).
557 Peirce 1994:145;169. For en diskussion af abduktionens forskellige former – se Kirkeby 1994.
558 Borch 2000:110; jf. verden som ’unmarked state’ (Luhmann 1999a:58f.).
559 Andersen beskriver analysestrategien gennem bestemmelsen af fire forudsætninger: ledeforskel, konditionering af ledeforskel, iagttagelsespunkt og en eventuel kombinatorik af analysestrategier; alle fire kræver redegørelse. Jeg berører på dette sted kun de to; ledeforskelle som operativt fænomen er behandlet ovenfor.
560 Se afsnit 4. p.35f.
ODE BOYE ANDERSEN
Afslutningsvis vil jeg derfor argumentere for at formanalysen også i sig selv – forskydende – kan anskueliggøre sine ledeforskelles duelighed.