En anden væsentlig implikation af videnskabssystemet som system ligger i det prunkløse forhold at det ligesom det iagttagede system er henvist til iagttagelse – under kontingens.
Det kontingente refererer hos Luhmann (2000b:146ff.) til det mulige; at noget er uden at være nødvendigt eller umuligt – og også derfor kunne være muligt på en anden måde inden for rammerne af verdens realitet. Det har ovenfor været en præmis at moderne organisationer eksisterer på kontingente betingelser og at deres iagttagelser bliver til på kontingente vilkår. Iagttagelser af anden orden er notorisk kontingente fordi de medløbende reflekterer muligheden af alternativ skelnen. Ovenfor reduceres videnskabssystemet til at være system på lige fod med det iagttagede. Gennem sin funktion – gennem sin skelnen – asym-metriserer videnskabssystemet sig ganske vist som iagttagende, men blænder dermed af for det iagttagede som også iagttagende.97 Dette forhold af systemers
viden man kan belægge sine artikler med; eller bevidsthedssystemers historisk begrundede, positivistisk inficerede skemata, jf. fx Kjørups pointe om den positivistiske fristelse Kjørup (1985:106).
96 Luhmann (2000a:47) omtaler ligefrem organisationsteori som iagttagelse af tredje orden – uden dog at uddybe hvorledes den skulle adskille sig fra anden ordens iagttagelse af iagttagelse.
97 Eksempelvis som med en forskers tilstedeværelse iagttaget som lettere parasitær.
ODE BOYE ANDERSEN
gensidige iagttagelse afspejler det underliggende vilkår af dobbelt kontingens;
den dobbelte kontingens har i systemteorien især anskuelighedsværdi i forhold til interaktion, til hvordan realitetens ’menneske’ indgår i interaktionen, og således til hvordan det sociale system dannes som emergent orden (ibid.). Det dobbeltkontingente har som nævnt umiddelbart illustrativ appel i forbindelse med fx ’personers’ interaktion, men det dobbeltkontingente – den gensidige relation af black-box – er en almen, grundlæggende problematik for systemer og for forskningens forsøg på vidensskabelse. Med Billede I-VI er organisationen [Skolen] midlertidigt fikseret i en form der understøtter asymmetrien mellem iagttager og genstand. Dette fikserede ’nu’ dækker bedragerisk over alt det der er gået forud og over det som stadig pulserer i interaktionens selvreferentielle rekonstruktioner af såvel det fikserede som ’forskeren’. Videnskabssystemet ...”som selvreferentielt system beskæftiger sig med selvreferentielle objekter. Videnskabens objektforhold er da et dobbelt kontingensforhold. Objektet kan kun udforskes ved, at man sætter dets selvreference i bevægelse. Al transparens der kan opnås, er da transparens af interaktion med objektet og de dertil nødvendige fortolkninger.”(ibid.:551) Luhmann noterer at objektets selvreference særligt gøres interessant som objektets selv-referentielle konstitution – altså som objektets iagttagelse af sig selv.
Samtidig med selvreferencens og dobbeltkontingensens bidrag til usandsynlig-hed vil systemerne aktualiseres for hinanden gennem skelnen og strukturelle koblinger. Denne fremmedrefererences medløbende selvreference anfægter ikke det dobbeltkontingente, men medfører som i fremstillingen af Billede I-VI at både genstand og iagttager masseres på en måde der – uden undertoner – kan kaldes intim. Som interaktionssystem skaber den selvreferentielle lukning en systemintim, struktureret kompleksitet – i en kombination af høj indifference og specifik sensibilitet (jf. ibid.:553). Uden for systemteoriens sprogbrug ville man kunne tale om en symbiotisk alliance.
Billede I-VI influerer i denne forstand både på hvordan [Skolen] emergerer som organisation og hvordan iagttageren emergerer som iagttager, men videnskabs-systemet vil dog som iagttagende af anden orden altid repræsentere et forspring – et forspring af samme karakter som skildpaddens over for Achilleus. Enhver iagttagelses- og udforskningsoperation forandrer samtidig sin genstand – det iagttagede system. Forskningsoperationen er operation i begge systemer på en og samme gang og gør sig selv til del af sin genstand (ibid.:277). Luhmann taler ikke om forspring, men om et ’inkongruent perspektiv’. Videnskabssystemet spejler ikke bare eller overtager den iagttagen det støder på. ”Snarere bliver det iagttagede system påført en procedure vedrørende reproduktionen og kompleksitetsstigningen, som det ikke er mulig for det selv. Videnskaben benytter begrebslige abstraktioner i sin analyse, som ikke giver det iagttagede systems konkrete viden om sit miljø og løbende selverfaring ret.
På grundlag af sådanne reduktioner – og det retfærdiggør dem – bliver mere kompleksitet gjort synlig end den der er tilgængelig for det iagttagede system selv. I denne forstand stiller den for store krav til sin genstands selvreferentielle orden. Den undergraver sin genstands
ODE BOYE ANDERSEN
intuitive evidenser.” (ibid.:95) Iagttagelse har en iboende risiko for at overbebyrde det iagttagede.
Igen bliver genstandens mulighed for at værge for sig – og vidensskabssystemets skridsikkerhed – til et spørgsmål om sidstehenvisning.
SIDSTEHENvISNING
Der er altså tale om at videnskabssystemet selvreferentielt og rekursivt kloner en forskelsmarkering på en realitet som forskeren selv har arrangeret – for på denne måde både at analysere udfordringen og give bud på mulige forståelses-veje. Hvis dette er grundlaget for skabelse af viden så .... er det fordi det giver match til en epistemologisk grundantagelse der – som Luhmann siger det – ikke udelukker at systemer kan tælle motorcykler på Isle of Man, men hvor mødet med realiteten begynder med en skelnende distinktion og alt hvad der kommer efterfølgende er vernetzungen.98 Også viden.
”Spørgsmålet om sidstebegrundelse kan kun besvares inden for selvreferentielle systemers selvferentielle teorier.” (Luhmann 2000b:550) Den funktionelle analyse vil i særlig grad skabe sin genstands problematik gennem selve analysen og på denne måde begrunde både iagttagelse og sidstebegrundelse selvreferentielt (ibid.:96f.).
Konventionelt ville man her kunne høre efterspørgsel på ’rationalitet’ men systemteoriens rationalitetsbegreb er – i teoriens natur – også selvreferentielt;
rationalitet er når den anvendte skelnen anvendes refleksivt, det vil sige når systemet reflekterer over differencens enhed. Henvisningen er da selv en selvreferentiel proces fordi ...”systemet må kontrollere sine virkninger på omverdenen gennem tilbagevirkningerne på sig selv, hvis det vil forholde sig rationelt.”(ibid.:539) Man kommer på denne måde hele tiden tilbage til definitionen af et selvrefe-rentielt system og til den første skelnen. Det selvreferentielle system der selv konstituerer de elementer det består af og løbende reproducerer selvkonstitutio-nen gennem rekursiv henvisning til den.99 Og den skelnen hvormed iagttagelse altid bare begynder som en selvprivilegerende difference i en (re-)vernetzung af iagttagelser.100
Systemteoriens net er fintmasket. Muligheden for at lade realiteten gøre mod-stand er ikke noget generøst anliggende, men dog en mulighed for at demontere et tautologisk eller selvreferentielt selvsving.101 Det er vanskeligt at anholde en selvreferentielt begrundet sidstehenvisning på dens eget grundlag. Systemteo- riensanalytiske – og dermed denne afhandlings – sidstehenvisning kan derimod ta’s på den erklærede kontingente skelnen i et anden ordens blik.
98 Luhmann 2000b:551.
99 ibid.:72.
100 ibid.:253.
101 jf. Thyssen 2006.
ODE BOYE ANDERSEN